Venstrefljens europiske fremtid Arven fra Marx viser, at vejen ud af venstrefljens krise gr mod Europa

Et spgelse gr gennem Europa. Med disse verdensbermte ord indleder Karl Marx Det Kommunistiske Manifest (1848), der historisk markerer venstrefljens fdsel. Spgelsesmetaforen er ikke mindre rammende i dag, end da den frst blev bragt til papir. Men hvor metaforen i 1848 udtrykte Marx stlsikre tro p venstrefljens glovrdige fremtid, idet den sigtede til arbejderbevgelsens endnu uudfoldede potentiale i det spirende industrisamfund en voksende skyggemagt der endnu ikke var trdt frem i lyset , s er vor tids venstreflj snarere en skygge af sig selv, lysr fra tidligere tiders intellektuelle vitalitet og politiske gennemslagskraft. Venstrefljen befinder sig i dag reelt i en historisk dyb krise, der truer bde dens progressive selvforstelse og politiske eksistens. Helle Thorning-Schmidts manglende evne til p overbevisende vis at indlse valgsejren fra 2011 har kun forstrket indtrykket af en rd regering, hvis problemer ikke blot skyldes utilstrkkelig politisk kommunikation eller valglftebrud, men snarere bunder i en grundlggende mangel p et principielt funderet, sammenhngende og tidssvarende politisk projekt. Den parlamentariske venstreflj str dog p ingen mde alene med ansvaret herfor. De gamle lnmodtageralliancer mellem fagforbundene og Socialdemokratiet er brudt sammen, og som Vejlegrdssagen fra i sommers tydeligt illustrerede, s har fagbevgelsen mistet fordums legitimitet og relevans i store dele af befolkningen. Dertil har den akademiske venstreflj fuldstndigt svigtet den praktiske politik og er flygtet ind i en navlebeskuende postmodernisme, der frasiger sig ethvert konstruktivt engagement med den samfundsmssige helhed; den bro mellem teori og praksis, som Manifestet sgte at konstruere, er for lngst styrtet i afgrunden og har efterladt sig en uoverstigelig klft mellem venstrefljens handlingsundergravende politiske tnkning og rdvilde praktiske politik. Min hensigt med denne kronik er at belyse rsagerne til venstrefljens krise og pege p en vej ud. Arven fra Marx er bde kompleks og flertydig, men jeg er overbevist om, at vi hverken kan forst rsagerne til venstrefljens krise eller formulere et nyt og tidssvarende venstrefljsprojekt uden at komme overens med denne arv. Personligt ser jeg den absolut vsentligste lre fra Marx deri, at et sdant projekt ikke blot br best af et abstrakt ideal for social retfrdighed, men m formuleres med udgangspunkt i en kritisk analyse af de eksisterende samfundsmssige rsager til social uretfrdighed. Det vil jeg i denne kronik bidrage til.

Lad os starte med et tilbageblik p Europa anno 1848, hvor venstrefljen fristede en ussel skbne som undergrundsbevgelse p flugt fra Europas autoritre magthavere. Marx hentede ikke sin tro p arbejderbevgelsens fremtid i en betragtning af datidens eksisterende politiske magtforhold, men i sin politisk-konomiske analyse af det kapitaliske samfunds historiske udviklingsretning. Denne analyse fastslr som bekendt, at nok sidder kapitalisterne p flsket i det borgerlige samfund, men i sidste ende tilhrer historien de menige arbejdere. Iflge Marx m en kommunistisk arbejderrevolution uundgeligt blive resultatet af de bestandigt voksende konflikter og modstningsforhold, som skabes under spndingen mellem de kapitalistiske produktionsforhold og den eksplosive udvikling af produktivkrfterne, som kapitalismen medfrer. I dag kan der ikke herske nogen tvivl om, at Marx teori som helhed betragtet er brudt sammen. For det frste har hans forudsigelse af det kapitalistiske samfunds udvikling mod dets eget revolutionre ophvelse vist sig at hvile p en rkke dybt problematiske argumenter, bl.a. omkring proletariatets tiltagende forarmelse og klassebevidsthed, og en plankonomis produktivitetsmssige overlegenhed over en markedskonomi. Med andre ord: kapitalismen er indenfor enhver praktisk horisont kommet for at blive. For det andet er det vigtigt at understrege, at de inhumane politiske systemer, der fr murens fald prydede sig med socialismens rde faner, ikke blot reprsenterede en fejlagtig anvendelse af sande marxistiske principper; der gr en lige linje fra Marx tro p centraliseret politisk magt og konomisk planlgning til Sovjetunionens arbejdslejre og systematiske kngtelse af individets frihed. Marx revolutionre forudsigelser og lsningsforslag er blevet bde empirisk og moralsk kompromitterede af det 20. rhundredes omkostningsfulde forsg p at virkeliggre dem. Marx politiske konomi indeholder imidlertid bde en kritisk og en utopisk dimension; hans teoretiske dechifrering af kapitalismens ulyksaligheder flges altid af en nsten religis forsikring om, at en fremtidig forlsning venter i et kommunistisk paradis uden materielle afsavn. I mine jne er det dog kun sidstnvnte utopiske del, vi har afgrende grund til at forkaste. Sat p spidsen: Marx kritiske analyse af den kapitalistiske samfundsform har i dag genvundet sin gyldighed i takt med den konomiske globalisering og de globale markeders stigende indflydelse p den nationalstatslige politiske beslutningstagning. Isr to forhold peger mod, at den globale markedskonomi deler bekymrende fllestrk med den inhumane kapitalistisme, der var genstand for Marx kritiske analyse.

For det frste br vi tage Marx opfattelse af kapitalismen som en grundlggende ustabil samfundsform, hvis latente konflikter med jvne mellemrum vil bryde til overfladen i stadigt dybere kriser, langt mere alvorligt end vi gr i dag. Nsten ingen moderne konomer var i stand til at forudsige finanskrisen den strste konomiske krise siden 1929 hvilket givetvis er tt forbundet med n af de neoklassiske konomiske modellers standardantagelser, nemlig at den kapitalistiske konomi naturligt tenderer mod ligevgt, stabilitet og langsigtet konomisk vkst. Marx var overbevist om prcis det modsatte, og som bl.a. sociologen Wolfgang Streeck og den nobelprisvindende konom Paul Krugman for nyligt har anskueliggjort, s har vi i dag fornyet grund til at betvivle den neoklassiske antagelse om evig vkst. Iflge Streeck har den kapitaliske konomi gennem de sidste 40 r kun kunnet opretholde relativt hje vkstrater, fordi de vestlige velfrdsstater har tilvejebragt skiftende former for ubredygtig finansiering af befolkningernes tiltagende forbrug: 70ernes inflation blev aflst af 80ernes offentlige lntagning, der igen blev aflst af 90ernes private lntagning og 00ernes spekulative boblekonomi. Efter sidstnvntes sammenbrud tvivler Streeck p, at velfrdsstaterne har kapacitet til at fremtrylle en ny finansieringskilde, hvilket kan udgre en alvorlig trussel mod forbruget i den vestlige verden og dermed vksten i hele den globale konomi. Fra Krugmans fokus p teknologiske innovationer kan vi udlede samme dystre konklusion: nylige landvindinger indenfor robotteknologi giver grund til at frygte, at store dele af produktionen snart kan undvre menneskelig arbejdskraft, hvilket ligeledes truer befolkningens kbedygtighed. Begge argumenter er foregrebet i Marx politiske konomi og giver fornyet styrke til hans kontroversielle hypoteser om den kapitalistiske konomis faldende profitrate (vkstens ophr), dens stigende tendens til massearbejdslshed og eksplosiv social ulighed, og den tiltagende grad af samfundsdestabiliserende social uro kort sagt: hans opfattelse af krise som den kapitalistiske samfundsforms normaltilstand. For det andet er vi i dag vidne til en utvetydig bekrftelse p Marx forudsigelse af markedets globale overherredmme over alle andre normer og institutioner. I Den Tyske Ideologi fra 1846 beskrev Marx dette fnomen i ord der p slende vis foregriber vor tids konomiske globalisering: [den konomiske handel], der dog ikke er andet end udveksling af produkter fra forskellige individer og lande, behersker hele verden i kraft af forholdet mellem udbud og eftersprgsel et forhold der, som en engelsk konom siger, svver over jorden som den antikke skbne og med usynlig hnd fordeler lykke og ulykke mellem menneskene, grundlgger og snderslr riger, lader nationer opst og forsvinde. I

forrige rhundrede blev denne indsigt betragtet som en grov undervurdering af statens betydning, men den konomiske globalisering har forret den et overbevisende comeback. Gennem det 20. rhundrede kunne den socialdemokratiske arbejderbevgelse i kraft af de europiske nationalstaters tilnrmelsesvis lukkede konomier p keyenesiansk vis afhjlpe den lnmodtagerforarmelse, som Marx med stor skrsikkerhed havde forudset: i stedet for massehungersnd fik vi middeklassesamfund og velfrdsstater, i stedet for kapitalisternes tyranni over proletariatet fik vi almindelig valgret og en gradvis demokratisering af den politiske magt. Denne enestende humanisering af kapitalismen hvilede imidlertid p den helt afgrende mulighedsbetingelse, at nationalstatens politiske institutioner var i stand til at opretholde et lovmssigt overherredmme over markederne, hvilket var muligt netop fordi markederne ofte begrnsede sig til den pgldende nationalstat (senere EF). Denne mulighedsbetingelse er nu fortid: svel finans- og produktionsmarkeder som et stigende antal servicemarkeder har sprngt de nationalstatslige rammer og er i dag fuldkomment globale. Magtforholdet mellem stat og marked er dermed vendt hovedet: de nationalstatslige politiske institutioner er blevet underlagt globale markedsdiktater og m i stigende grad indrette sig efter transnationale virksomheders altgennemtrngende krav. Den omfangsmssige asymmetri mellem globale markeder og nationale politiske institutioner har igangsat en voldsom international konkurrence, eksemplificeret ved de nylige indkomstskattelettelser i Danmark, der primrt var motiveret af vor svenske og tyske naboers lignende sparevelser. Dertil er lnmodtagere i forskellige lande underlagt en ndesls kappestrid p lnninger og kompetencer, hvilket den nylige SAS-model reprsenterede et klokkeklart eksempel p: hvis ikke man som lnmodtager accepterer lavere ln og drligere arbejdsforhold, s kan man godt se sig om efter et nyt (og ikkeeksisterende) arbejde. Med andre ord er de europiske nationalstater i dag for sm til at kunne styre de globaliserede markeder; det er tvrtimod de demokratisk valgte politikere, der i stigende grad styres af markedets globale systemlogik. Den makrostrukturelle rsag til venstrefljens krise skal findes i det skbnesvangre forhold, at Marx kritiske analyse af kapitalistismens ulyksaligheder i stigende grad viser sig rigtige, mens hans revolutionre forudsigelser og lsningsforslag har vist sig bde forkastelige og forkerte. Mens den kroniske arbejdslshed og den sociale ulighed eksploderer og den langsigtede vkst trues af velfrdsstaternes gldsbyrder, s klynger venstrefljen sig stadig til nationalstater, der hverken har tilstrkkelig rkkevidde eller styrke til at indfri befolkningsflertallets forventninger om social

retfrdighed. Venstrefljen har sledes reduceret sin opgave til at bygge diger om sm velfrdsstatslige er i et desperat forsg p at modst de globale markeders uimodstelige tidevand; den i egen bevidsthed progressive demokratiske socialisme er dermed slet om i et reaktivt forsvar for status quo, der p lngere sigt ligner et umuligt sisyfosarbejde. I Danmark har ledende socialdemokrater jensynligt accepteret, at det er umuligt at opretholde det nuvrende velfrdsniveau; Socialdemokratiets politiske vision er dermed reduceret til at fokusere de svigtende ressourcer mod en rkke kernevelfrdsydelser relateret til sundhed og uddannelse, mens fortidens fordelingspolitiske ambitioner er p standby. SF er get i panik over den opgivende regeringsstorebror og har forkastet en generation af nytnkende unge talenter til fordel for en tilbageskuende ledelse uden antydningen af begreb om, at SFs vanskeligheder hverken skyldes Thor Mgers leverpostejsmadder eller de onde Radikale, men at regeringen under gldende globale forhold hverken har strrelsen eller kapaciteten til at fre venstrefljspolitik. Enhedslistens parlamentariske projekt er decimeret til et forsvar for eksisterende overfrselsindkomster samt en EU-modstand tangerende de facto nationalisme, mens der i de stvede udenomsparlamentariske korridorer stadig hviskes om revolutionens komme. I England har Labour endelig opgivet den naive alliance med storkapitalen, der reprsenterede den tredje vejs illusoriske kronjuvel. Desvrre reprsenterer kernen i det nye Blue Labour hovedsageligt en romantiseret tilbagesgen mod nre og lokale fllesskaber en reaktion vi ogs ser ansatser til herhjemme, bl.a. ved Mattias Tesfaye. Men denne fllesskabsromantisering lider skibbrud derved, at eksisterende lokale og nationale fllesskaber ikke lngere er i stand til at beskytte lnmodtagerne mod den globale konkurrences negative konsekvenser. Kun i Frankrig og Tyskland ser vi begrnsede tendenser i den rigtige retning, nemlig forsget p at konstituere et nyt europisk venstrefljsfllesskab. Lidt teknisk formuleret, s er rsagerne til venstrefljens krise nemlig ikke primrt kvalitative, men frst og fremmest et sprgsml om strrelsesorden. Der findes kun n vej ud af venstrefljens krise, nemlig som samlet europisk venstreflj. Det skyldes ikke kun, at EU for nuvrende primrt tjener neoliberale markedsinteresser og dermed udgr en reel trussel mod den eksisterende nationale velfrd; langt vigtigere er EUs politiske institutioner i dag de eneste, der har strrelsen og kapaciteten til at lgge arm med de globale markeder. Kun ved at sl sig sammen og formulere et flles europisk venstrefljsprojekt kan Europas splittede venstreflj igen bringe sig i en

position, hvor den er i stand til at virkeliggre dens progressive idealer om en mere human og retfrdig kapitalisme. Historisk skyldes venstrefljens EU-skepsis, at det Europiske Projekt p lange strk har udfoldet sig som en elitr og udemokratisk markedstilpasning. Men den simple EU-modstand er alt for kortsigtet; kun EU har i dag det institutionelle potentiale til at forsvare nationale landvindinger og realisere en mere retfrdig europisk og global kapitalisme, og netop derfor br venstrefljen betragte EUs politiske institutioner akkurat som den danske arbejderbevgelse betragtede Folketinget og regeringen i det 19. og 20. rhundrede: som autoritre magtcentre der m demokratiseres og bringes til at tjene den sociale retfrdighed. EUs ufuldendte potentiale kan imidlertid kun realiseres, hvis venstrefljen p tvrs af de europiske landegrnser gr det til sin hovedopgave af demokratisere Europa-Parlamentet og indstte en gte socialdemokratisk Kommission i Bruxelles. Venstrefljen m kort sagt vende sin EU-skepsis p hovedet; et fderalt Europa er p lngere sigt den eneste vej ud af venstrefljens krise. Et flles europisk venstrefljsprojekt m dog klare sig uden den tro p, at historien ultimativt er p venstrefljens side, som strler fra Det Kommunistiske Manifest. Men det er godt det samme; spgelser har alle dage vret noget overnaturligt vs, og historien er en lunefuld allieret. For nuvrende har historien stillet sig bag neoliberale krfter og derved forret folkene omkring CEPOS og Liberal Alliance samme dogmatiske selvtillid, der i sin tid prgede den ortodokse marxisme. Det neoliberale hovmod gr dog blot en dyd ud af en bestialsk global kapitalisme, der forekommer at vre en uimodstelig ndvendighed. Men den globale kapitalisme kan kun fastlgge spillereglerne, s lnge den ikke str overfor et samlet, demokratisk socialdemokratisk Europa. Derfor er den demokratiske socialismes fremtid her p kontinentet hverken dansk, tysk, fransk, grsk eller britisk; den er europisk. Venstrefljen har med rette mistet sin stlsikre tro p egen glorvrdige fremtid. Men den har langtfra mistet sin eksistensberettigelse.