Jeppe Kondrup Adelborg
Semester
Portræt af Anders Havemann Linnet
Last Man Standing
En flytning og et manglende forhold til
faderen i barndommen førte Anders
5Havemann Linnet ud i hashmisbrug, to år
med fester, ind i Tvind og ned til Sydfyn,
hvor han fandt kærligheden, roen og
modet til at tage det endelig opgør med sin
fader. Jeppe Kondrup Adelborg drog til
10Ulbølle for at få historien af manden med
de berømte og berygtede talegaver.
Af Jeppe Kondrup Adelborg
15Fredag tog Anders Havemann Linnet en hvid
skjorte med lodrette mørke striber på,
cowboybukser, en elegant sort jakke, købt i
St. Etienne, og et par sorte italienske sko. Han
tog toget til København med sin kone Ene for
20at tage til 60 års fødselsdag hos svogeren. Han
blev hurtigt fuld, fordi stemningen til festen
var dårlig.
Dagen efter sidder han i nøjagtig samme
mundering. Klokken er over 21:00 og Anders
25har lige fortæret det sidste af den
kalkunburger, han købte hos den yngste søn,
der arbejder på spisestedet Jettes Diner i
Svendborg. Han siger farvel til Ene og deres
lille hund Monda, går ud til den gamle grå
30Peugeot 309 og spænder cyklen bagpå. To
kilometer senere parkerer han bilen foran
Vester Skerninge Friskole, hvor han er leder.
Der er forældrefest. Da han tidligere på dagen
satte sig ned i toget i København besluttede
35han, at han ville skippe festen. Men det var
dengang. Nu er han her. Stadig i det samme
tøj. For efter to danse lugter de jo alligevel
alle sammen ens.
40Da Anders var 16 år blev han kaldt ind på
3.
hans fars kontor i den store villa på
Midtsjælland. Begge forældre var på kontoret.
De fortalte ham, at de skulle skilles. Faderen
ville rejse tilbage Sønderjylland. Til
45Møgeltønder. Da Anders hørte det blev han
lettet. Yes, var tanken, da han forlod kontoret
igen. Nu behøvede han ikke længere at frygte
faren. Han behøvede i hvert fald ikke frygte,
at faren fandt ud af, at Anders røg hash. For
50det gjorde han. Faktisk konstant i fem år.
”Folk troede, at jeg var psykotisk. Men jeg
var bare pisseskæv hver dag,” siger han med
en sjællandsk dialekt.
Hashen blev hans facade. Han kunne
55gemme sig for problemerne og den sorg det
var at flytte fra livet og dyrene på
Midtsjælland. Anders var ikke længere
bondedreng. Men en af de langhårede fra
Hareskoven. Og de kunne ikke være sammen
60uden tjald og sort bluesmusik.
”Dengang var det ikke normalt at ryge hash.
Det var noget nyt. Det kostede en krone for et
gram lyst Libanon og 2 kroner for et gram
sort Nepal,” siger han.
65 Det bredte sig hurtigt til andet end rygning
af hash. Han stod ikke tilbage for
kammeraterne, og var med på hvad som helst.
Om det så var at spise rugbrødsmadder med
meskalin og remoulade eller vælte rundt i
70Peterskirken i Rom på syre med en mexicaner
og tro, at han var en af disciplene, så var
Anders med. Men en ting nægtede han. At
junke. Måske fordi han kommer fra et hjem
med klaver. Det har i hvert fald altid været
75sådan. Han vil gerne helt ud til kanten, så han
kan stirre direkte ned i det sorte hul. Men i
stedet for at hoppe, så snører han altid
sandalerne og går væk derfra.
 Jeppe Kondrup Adelborg
Portræt af Anders Havemann Linnet
80
Han er spøjs at se på den 56 år gamle mand.
Det pjuskede ud-over-ørerne-lange grå hår,
den mørkternede fleecetrøje, cowboybukserne
85og de karrygule hjemmesko fra Marokko
vidner om en slags ligegyldighed.
Tilfældighed. Behagelighed. Det samme gør
skægget. Det er ubarberet, men alligevel ikke
mere end at det afslører et sølvgråt
90lokumsbræt rundt om læberne og hagen.
Under øjnene hænger små poser konstant, og
gør det umuligt at bedømme, om det er
alderens eller søvnmanglens skyld. Kroppen
er over 180 lang. Og stærk. Ikke som en
95bodybuilders, men som en håndværkers.
Når han snakker er det indforstået og med
tyk sjællandsk dialekt. Lige dele af
Midtsjælland og København har smittet af på
ham. De fleste sætninger indeholder fandeme,
100sgu eller et mand. Munden veksler hele tiden
mellem et smil og et ingenting. Mundvigene
vender aldrig nedad af. Det er svært, når
munden aldrig står stille. Han sidder for det
meste stille på den hvide træstol med ærmerne
105over kors. Øjnene er rolige og stirrer enten
lige frem eller 90 grader til højre mod
brændeovnen, der sagte knitre og varmer det
lille rum, han selv har bygget, op.
3. Semester
110
I 1974 flyttede kokkeeleven Anders
Havemann Linnet til København og begyndte
at arbejde i køkkenet på byens ældste
115restaurant Det Lille Apotek. Det var samtidig
startskuddet på to år med konstante fester og
druk for den 21 år gamle dreng.
Arbejdsgiveren havde fast bord foran
scenen på den berømte jazzklub La Fountain,
120så når restauranten var lukket ned sad Anders
og vennerne der, og drak sig sprøjtefulde,
mens musikerne spillede. Efter jazzen gik
turen videre ud. Gerne på morgenværtshus.
Det betød ofte, at Anders ikke fik sovet, men
125måtte gå direkte fra barstolen, og ned for at
åbne køkkenet. Andre gange fik han sovet et
par timer.
Efter to år blev det for meget.
”Jeg kunne ikke holde mig selv ud. Så jeg
130flyttede. Til Birkerød, hvor jeg lejede et hus
og dyrkede potplanter i haven,” siger han.
Birkerød var Anders’ hjem indtil han så en
annonce i avisen. En annonce for Tvind – Den
135Rejsende Højskole. De ville komme og holde
et foredrag. Anders tog til foredraget, og
inden han forlod det, havde han skrevet sig
op. Han skulle sejle til Afrika med Tvind. De
sejlede ned gennem Suez-kanalen og
140Rødehavet og lagde til kaj i Tanzanias
hovedstad Dar es Salaam. Tvind gav dem
hver 300 kroner, og så tomlede Anders og
 5Jeppe Kondrup Adelborg
Portræt af Anders Havemann Linnet
hans medkumpan, og navnebror, Anders hele
vejen til Sydafrika. Gennem lande med
145borgerkrig til et land, hvor apartheiden var på
sit højeste. Parker, busser og alt andet var delt
op. I hvidt, og i sort. Da de to måneder senere
kom tilbage til Dar Es Salaam, havde Anders
brugt 100 kroner.
150 Da han kom hjem havde han fået nok af
Tvind. Men rejsen havde fortalt ham, hvad
han skulle beskæftige sig med for eftertiden.
Mennesker. Og to år efter påbegyndte han en
uddannelse som socialpædagog.
155
Mens Anders gik på seminariet kørte han
samtidig taxa. Fredag og lørdag nat var den
160studerende mands faste vagter hos det
berygtede selskab Vesterbro Taxa. Det var råt,
men fantastisk. I årene på seminariet smurte
den tidligere kokkeelev ikke madpakke en
eneste gang. For han tjente masser af penge i
165forhold til de andre, han læste med. Men
jobbet fik sin konsekvens. En regnvåd nat
havde Anders næstsidste vagt inden
sommerferien. Han havde netop købt en dyr
racercykel og glædede sig til at bo en måned
170med en flok svenske piger i et kollektiv nord
for København. Men sådan gik det ikke.
Anders faldt i søvn bag rattet, og da han
vågnede igen, kørte han for stærkt og kunne
ikke få jongleret den kongeblå Mercedes
175rundt på den glatte vej. Få øjeblikke efter stod
en metalstang der, hvor Anders burde sidde,
og selv lå han henover de læderbetrukne
3. Semester
armlæn med en brækket ryg. Han var
midlertidig blind, og da han syntes, det
180lugtede brændt, var han sikker på, at bilen
ville eksplodere. Det skulle slutte for ham der.
Efter at have overlevet borgerkrige i Afrika og
stofmisbrug i forstadskøbenhavn skulle han
dø i en kæmpe Mercer med lædersæder og
185masser af heste. Men det sluttede ikke. Det
brændte var blot gummi fra et dæk, der
forsatte med at køre rundt og sled sit selv mod
den våde asfalt.
Fem dage senere vågner han fra koma.
190Vågner op til Københavns smukkeste pige.
Jonna hed hun og havde en diskosprolaps.
Hun var 20 og ti år yngre end ham. De blev
kærester.
”Jeg bollede jo tre uger før jeg kunne gå,”
195siger han. Smiler, læner sig tilbage og sætter
armene om bag hovedet.
Jonna havde en dreng på to år. Niklas
hedder han, og var resultatet af et nytårsknald.
Anders påtog sig rollen som drengens far.
200Både på hospitalet og efter det. Niklas er i dag
28 år og kalder stadig den sønderkvæstede
taxachauffør for far.
Ikke mange år efter uddannelsen blev
205færdiggjort fik Anders nok af København.
Han måtte væk. Tilbage til noget han havde
savnet siden han var barn – landet. Og roen.
Han fyldte sit folkevognsrugbrød og kørte
væk fra Vesterbro med kurs mod Sydfyn og et
210arbejde på et opholdssted for utilpassede
unge. Bylivet blev for hårdt for ham. Han var
ikke god til at bo i København.
”Der er for mange ting at holde øje med.
Det er lettere på landet. Det er mere naturligt,
215at der flyver en fugl forbi, end der kører en bil
derovre, som kan køre mig ned. Jeg vil gerne
bo herude, hvor der er mørkt, og jeg kan
tænde min brændeovn. Det, synes jeg, er
livskvalitet,” siger han, mens et par forlygter
220kan skimtes i disen gennem ruden bag ham.
 Jeppe Kondrup Adelborg
Portræt af Anders Havemann Linnet
Bilen forsvinder bag nogle marker. Dukker op
igen. Forsvinder.
Ikke lang tid efter tilflytningen dukker en
225kvinde op, der gør stærkt indtryk på ham. Ene
hedder hun. Hun bliver gravid. Han er
faderen, og to år efter han var flyttet fra
København, bliver han gift og døber sit første
barn på samme dag. 13. August.
230 ”Den følelse, jeg fik ved at være med til
mine to drenges fødsler, var ubeskrivelig. Den
var bedre end nogen af de trips, jeg har haft.
Jeg følte, at nu havde jeg fået et liv. Noget at
leve for,” siger han, inden han rejser sig og
235forsvinder ind i soveværelset. Han er hurtigt
tilbage med et babybillede af sin ældste søn,
der sidder på græs og griner med basunkinder.
”Han var fandeme en glad dreng,” siger han
inden han igen forsvinder ind bag
240soveværelsets trædør. Endnu et babybillede
bliver lagt på bordet. Den anden søn var
tilsyneladende også en glad dreng.
Nogle gange frygter han, at han ikke har
været nok sammen med sine børn. At han har
245været for optaget af egne projekter, ligesom
hans egen far var det. Når han taler om det
virker øjnene mere glasagtige end tidligere.
Om det er ubrugte tårer, der presser sig på
eller bare rom og cola, fra de foregående
250afteners udskejelser, er svært at sige. Men
man mærker, at det ville være forfærdeligt for
ham, hvis hans sønner har det på samme
måde, som han selv havde det. Men han ved
det ikke.
255
3. Semester
Efter taxaulykken fik Anders ikke bearbejdet
oplevelsen psykisk. Men på Sydfyn blev han
260opfodret til at gå til nogle behandlere. Efter
møder med massører og forskellige healere
fik han det bedre. Det gav ham ny energi.
Flere kræfter. Og mod. Mod til at gå til hans
far, og sige, at han gerne ville, at han
265begyndte at lægge mere mærke til ham, og
spørge til, hvordan det gik i hans liv. Anders
var 45 år. Det kostede mange kræfter, og flere
flasker cognac, inden de to stolte mænd kom
nogenlunde på bølgelængde.
270 ”Jeg var sgu meget ked af det. Det har taget
mig hele mit liv, at komme mig over det. Ikke
så meget over, hvordan han har været overfor
mig i mit liv, men hvordan han er overfor mig
i dag. Man kan jo ikke lave livet om. Det er jo
275gået, så jeg har tilgivet ham, og i dag er jeg
rigtig glad for ham,” siger han om ham, der
tidligere bare blev kaldt Idioten.
Selvom forholdet er forbedret væsentligt
kunne faderen aldrig finde på at ringe til
280Anders. Det ved han. Lige såvel som han
husker, at han ikke fik et eneste besøg af ham
i de otte år han boede på Vesterbro. Det er
heller ikke det essentielle for ham.
285 ”Men jeg er endelig blevet fri fra mine
forældre. Og det har været vigtigt.”
 Jeppe Kondrup Adelborg 3. Semester
10 Portræt af Anders Havemann Linnet

I hele Anders’ barndom følte han sig overset

og negligeret af faderen. Derfor gjorde han
290bevidst det modsatte af alt det, hans forældre
stod for. Gjorde en dyd ud af at se sjusket ud
og ikke ligne de folk, han forbandt med sin 320
far. Noget han stadig er meget bevidst om.
”Jeg hadede folk i jakkesæt med hvid Antal anslag: 9926
295skjorte og sort slips. Det gør jeg stadig. Jeg
har oplevet dem hele mit liv. De er ikke til at
stole på,” siger han og kører højre hånd
gennem håret, så en grå tot står op i panden.
”Jeg snobber ned ad. Det har jeg altid 325
300gjort.”

Klokken er fem om natten. Anders sætter sig

op på sin cykel, og glæder sig til at komme
hjem til det orange bindingsværkshus og få
305noget at spise, inden han skal i seng. Rundt
om ham vælter forældrene rundt for at komme 330
ind i de rigtige taxaer. De er skidefulde alle
sammen. I hvert fald så fulde, at de ikke kan
cykle hjem. Det kan Anders. Og han kan også
310huske hele aftenen. Han var fuld til festen
aftenen før, og så har han svært ved at blive
fuld dagen efter.
For andet år i træk til forældrefesten er
335
Anders Havemann Linnet ”Last man
315standing”. Og det er noget han er stolt af. For
der skal mere end rom og cola til at lægge
ham ned.