Arthur Schopenhauer (1788-1860)

Af Georg Brandes
Det er et halvt Aars Tid siden, at der til hele den civiliserede Verden udgik et Opraaba om Bidrag til Oprejsning af et Mindesmrke for Arthur Schopenhauer i Frankfurt am Main. Der var blandt Underskriverne Filologer som Bhtlingkb og Max Mllerc, Jurister som Iheringd og Ungere, en konom som Emile de Laveleyef og en Skribent som Ernest Renang; alle Kulturlande vare reprsenterede, selv Indien ved en indfdt Lrd Rajah Rampal Sing. Man bad mig reprsentere Danmark; jeg vgrede mig lnge, som jeg fr ved lignende Lejligheder har vgret mig, mest fordi jeg fandt, at vi Danske have anden mere nrliggende Brug for vore Penge end den at oprette Monumenter for Verdensbermtheder. Endelig gav jeg efter for den Overvejelse, at Danmark, hvis Omfang er saa lidet og hvis Livstegn ikke mange, for sin egen Skyld ved denne Lejlighed ikke burde fattes, selv om dets Bidrag til Mindesmrket blev meget ringe. Jeg havde rimeligvis gjort bedre i ikke at stte mit Navn under Indbydelsen; thi siden den engang i Marts blev offentliggjort i flere danske Blade og til dette jeblik har jeg endnu ikke fra det hele Land modtaget 10 re. Og dog har som bekjendt Danmark noget at oprette overfor Schopenhauer, eftersom det var Videnskabernes Selskab i Kjbenhavn, der i 1841 med Martensen i Spidsen afviste en af Schopenhauer som Prisskrift indsendt Afhandling (Se "Die beiden Grundprobleme der Ethik") med en Bedmmelse, til hvilken den krnkede Tnker i sine Vrker tit nok vender tilbage for at vaske sine danske Dommeres Hoved med sin Spots allerskarpeste Lud. Men Schopenhauers Vsen og Vrker er vor Lseverden ubekjendt. Det lidet, man har hrt om ham, berrer enten hans uelskvrdige

Egenskaber som Menneske, eller det drejer sig om den Ringeagt for Kvinden, han i sine Skrifter (paa en saa underholdende Maade) har lagt for Dagen. Han er hos os upopulr som Tnker, som Tysker, som IkkeKristen, som Pessimist, som Dameforagter. Han er endda her til Lands bleven srlig slet vurderet. Poul Mller, den frste Danske, der lste ham, og som i Parenthes antog ham for Professor i Berlin, betegner med en dansk Theologs Naivetet hans Standpunkt som Nihilisme og anser hans Livsanskuelse for "umenneskelig". Som alt berrt kompromitterede dernst Videnskabernes Selskab sig grundigt ved at finde en af hans dybsindigste og bermteste Afhandlinger uvrdig til dets stakkels Prmie, og endelig var Brchner Hegelianer nok til i sin Bog "Filosofiens Historie i den nyere Tid"h at indskrnke Omtalen af Schopenhauer til en haanlig Anmrkning, i hvilken den store Pessimist affrdiges med et srgeligt Skudsmaal. Ikke des mindre er Arthur Schopenhauer en af de dybeste Aander, der har levet, en af de faa, der rage skyhjt op over deres Tidsalder, og som staa i gigantiske Omrids for den nste. Man har i vore Dage her til Lands forset sig paa Stningen, at den store Mand er et Udtryk for sin Tidsalderi. Det var i sin Tid vanskeligt nok at faa den slaaet fast; thi Publikum var vant til at betragte Genierne som Meteorer eller Aladdin'er. Men siden denne Stning er bleven Almenejendom, opfattes den saa fladt, som var Geniet ikke andet end det veltalende Organ for en allerede forud for det existerende Tilstand. Denne Misforstaaelse beror til Dels paa, at man i Danmark i Reglen ved et Geni forstaar en Digter, og medens man tidligere troede om Poeterne, at de nye Ideer kom fra dem, er man nu tilbjelig til den Anskuelse, at det er fra Videnskaben, ikke fra Poesien, de nye Ideer udgaa, og at Digternes Evne nrmest er den, at give hine Ideer Skikkelse og forvandle dem til umiddelbart Liv. Man har her altfor hurtigt sluttet fra de Digtere, vi have, til Kunstnerne overhovedet, og med endnu mindre Ret gjort Slutninger fra

Digterens Stilling til den store Mands Stilling som Frembringer i al Almindelighed. Og Vildfarelsen udbreder sig des lettere, jo mere den demokratiske Grundanskuelse fra det Omraade, hvor den hrer hjemme, trnger ind paa andre Omraader, hvor den ndvendigvis kommer tilkort. Det glemmes, at det, man kalder Tidsaanden, fra frst af opstaar i ganske faa Hjrner eller i en enkelt Hjrne. Den udgaar ikke neden fra, men fra Genier, omspnder saa efterhaanden et helt Folk og bruger nye Genier som sine Organer. Men saa demokratisk dens Vsen end er, af Udspring er den yderst aristokratisk. I vore Dage er det, man kalder Pessimisme, i Skikkelse af Stemningspessimisme, Bitterhed, doktrinr Seen Sort saare udbredt; den mder n overalt, hyppigst naturligvis i alle Slags flaue og dumme, affekterede eller trivialiserede Former. Anderledes var det, da den pessimistiske Filosofis Ophavsmand i Aaret 1819 udgav sit Hovedvrk. Han stod absolut alene; hans Stemme fandt saa lidet Ekko, som havde han talt i en rken; i 30 Aar forblev hans Vrk "Die Welt als Wille

und Vorstellung" aldeles upaaagtet af den store Lseverden. Havde

1

han njedes med at sammenfatte de i hans Tidsalder spredte Tanker til et System, vilde han visselig ikke have havt denne Skbne. Selvflgelig staar Schopenhauer ikke udenfor Historiens Gang. Det er let nok at se, hvorledes han som Tnker bygger paa Kant og har Berringspunkter med Fichte; det gjlder dernst om ham, som om nsten alle de store Skikkelser fra Aarhundredets Begyndelse, at de ere et Udtryk for Reaktionen mod det attende Aarhundredes Rationalisme. Men medens indskrnkede Aander forstode denne Reaktion som Gjenindstten af Orthodoxien i dens gamle Magtstilling, og medens svrmeriske Aander kaldte romantisk Begejstring til Kamp mod Forstand og Forstandskultur, gik Schopenhauer, ledet af en dyb religis-filosofisk Sans, fra Samtidens rationalistiske og optimistiske Kristendom og fra Samtidens optimistiske Filosofi tilbage til den oprindelige Kristendoms

psykologiske Vsen. Ja han gik saa langt tilbage, at han fandt den ene af Kristendommens Kilder, dens Hovedkilde, som de Enfoldige (Mystikere og Pietister) havde st af, men som de Hjlrde hverken under Renaissancen, Reformationen eller Oplysningstiden havde kjendt noget til eller vidst noget om, nemlig den dybe pessimistiske Strm, den Livsngten, som de to store Forlsnings-religioner, den kristelige og den indiske, have tilflles. De videnskabelige Optimister fra Rationalisterne af og til Hegel saa' i Kristendommen kun de Tanker, de selv havde. Schopenhauer opdagede, at Livsforngtelsen, hvilken man havde opfattet som en spredtvis optrdende Sygdomsforekomst uden synderlig Interesse, var en dyb og mgtig Strmning i Menneskehedens Liv ved Siden af Livsbekrftelsen, Viljen til at leve. Det er uvsenligt, at han, som det var at vente, kom til at opfatte Livsforngtelsen som den eneste berettigede Strmning. Det Vsentlige er, at han staar som den eneste evropiske Tnker, der har naaet Enhedspunktet mellem Vesterlandets og sterlandets Hovedreligioner, og der danner Bindeleddet mellem Vestens og stens Filosofi. Schopenhauer var en Natur med strke, voldsomme Drifter og en mgtig, fribaaren Intelligens. Det lykkedes ham aldrig helt at tmme sit ubndige Viljesliv under sin Tanke, skjnt han tidligt betragtede de Goder, den menneskelige Attraa (i hans Sprog Vilje) er rettet mod, som vrdilse, ja som Onder, fordi de forstyrre og splitte det intellektuelle Liv, der var hans eneste Maal. Han skattede sin Forstand hjere end sin Karakter, flte hele sit Liv igjennem Spliden mellem sin Vilje og sin Indsigt og kom saaledes ud fra sin egen psykologiske Erfaring til at betragte Verden som Vilje og Forestilling. At Viljen er alle Tings Vsen det er den nye Sandhed, han tror at have fundet. Det er ved at se ind i sig selv, at han har fundet denne Sandhed; thi i sin Selvbevidsthed finder han Viljen (Attraaen) som det frste og strkeste; den tager bestandig det Bidsel, Forstanden lgger den i Munden, mellem Tnderne og lber lbsk. Viljen er derfor den radikale Funktion i alt sjleligt Liv,

Intelligensen er kun et Organ, der under det animalske Livs stigende Udfoldelse gror ud fra Viljen. Paa Rigdom, re og Vellyst er indenfor Menneskelivet Viljen rettet; kun ved Overvindelse af denne Vilje er et uforstyrret intellektuelt Liv muligt, men paa den anden Side forefindes strk intellektuel Begavelse kun hos Naturer med strke Drifter. Schopenhauer selv lagde (uden at besidde nogen Erhvervedrift) den hjeste Lidenskab: strk Mistro, stor Forretningsdygtighed for Dagen i at bevare sin Kapital; han var fra Ungdommen af kvindekjr, og han var indtil i Alderdommen gldende begjrlig efter at se sig anerkjendt som Forkynderen af "den sande Filosofi". Han havde altsaa som Forstandsvsen nok at tumle med. Han havde en uhyre Selvflelse og deraf flgende grnsels Hensynslshed. Da han som ung Mand i Rom traf sammen med tyske Kunstnere i hine Tider, da det Nationale og det Religise gjaldt for de to eneste frelsende Magter i Kunsten, ytrede han i deres Midte koldblodigt, at det tyske Folk var det dummeste af alle, og kun havde den ene gode Egenskab, at det var uden Religisitet. Han kunde umuligt omgaas andre Mennesker, lrte derfor at sge Ensomhed og tilbragte strste Delen af sit Liv som Eneboer. Han bliver veltalende, ja poetisk, saa tit han priser Ensomhed og Tavshed over Alt. I den ensomme Stilhed havde han sine lykkelige, ja salige Timer. Indfaldene indfandt sig, originale, snart mystisk-dybsindige, snart glimrende vittige, altid fuldendt klare og skarpe i Formen. Han skrev dem ned og nd selv frst som Autor, hvad vi andre som Lsere nyde efter ham: en i tysk Filosofi enestaaende Prosas Anskuelighed og Djrvhed. Schopenhauer er en stor Forfatter, en filosofisk Skribent af Ludwig Feuerbachs j hje Rang, ikke delbaaren og lyrisk uimodstaaelig som han, men friskere, uden Skoleprg, mindre betynget af Kunstord, mindre abstrakt og tysk, en Forfatter for Verdensmnd og for Evropa.

Dog Selvprvelsens ensomme Timer vare lige saa pinlige som Frembringelsens ensomme Timer sde. I dem gs han tilbage for sin ustyrlige Lidenskabelighed, sin dybe Forfngelighed, sin om H.C. Andersen mindende Ddsfrygt, mest maaske for den Menneskeforagt, der havde udviklet sig hos ham og som passede saa slet til hans Overbevisning, at Medlidenhed er Roden til al Sdelighed. Saa flte han Trangen til at forlses fra sig selv, til gjennem Begrundelse af Modstningen mellem den "erfaringsmssige" og den "bedre" Bevidsthed at nedstte den sanselige Virkelighed til en Skygge- eller Drmmeverden. Han brugte Kants Lre om Rum og Tidk som blotte Anskuelsesformer til at gjre det menneskelige Liv her paa Jorden til en Art Drm. Og i Modstning til den af ham saa hjt beundrede Goethes store Memento vivere formulerer han nu sin Filosofi som en Betnken

af Dden.
Ogsaa hans Pessimisme, der nu til Dags har gjort hans Navn saa bermt, har som alle hans vrige Lrdomme sit tydelige Udspring i hans Menneskevsen. Den stammer fra hin Menneskeforagt, der ikke passede ind i hans Moralsystem. Det var paa Grund af sin Forstandsbegavelse, at han agtede sig selv. Men Geniet var en Undtagelse, et Srsyn, der kun forekom et Par Gange hvert Aarhundrede: Geniet var den grnne, blomstrende Oase, der (i hans Parabel) med Urette klager over aldrig at se sin Lige og kun finde den srgelige, stenede rken rundt om sig; thi Oasen er jo kun som en af Naturen begunstiget Plet i rkenen: Oase. Hos de vrige Mennesker fandt han kun "Vilje", kun Sult og Kjnsdrift: De to eneste Anliggender, de betragtede som Alvor, var deres Ernring og deres Forplantning: de hjere Evner vurderede de kun som Midler til Selvopholdelsen, som Organer, der sikrede dem Overlegenhed i Kampen om Livsbetingelserne. Men en Verden, der naaede sit Hjdepunkt i saadanne Vsener, var vrdils. Og Menneskene flte det selv, thi de var stadig plagede af Mismod og Angst, Smerten var det Positive i deres Liv, de flte ikke Glde uden som jeblikkelig Lettelse, som Befrielse fra

Pine og Nd. Ja end ikke Geniet var at undtage fra denne sidste Regel; thi det kjbte den rene Erkjendelsesglde, det nu og da fornam, med dobbelt Modtagelighed for Livets Kval. Jeg for min Del er ingen Tilhnger af Schopenhauer, men vel en Beundrer af ham. Det er efter min Opfattelse umuligt at bruge Udtryk som "et Gode" eller "et Onde" om Livet, umuligt at anvende Bestemmelser som "god" eller "slet" paa Verdensaltet. Verden er saa lidet god eller slet, som den er blaa eller gul. Alle Opsummeringer af Lyst- og Ulystfornemmelserne i Livet og alle Forsg paa at bevise de sidstes Overtallighed ere uvidenskabelige, fordi en Maalestok for disse Vrdier fattes. Men efter min Opfattelse maa Pessimismen, som Fr. Paulsenl trffende har udtrykt det, betragtes som "et med Begreber anstillet Experiment". Pessimismen er en lrerig Ensidighed, hos Schopenhauer en genial og storstilet Ensidighed. Som konomien forsgsvis udvikler, hvorledes Statshusholdningen vilde forme sig, ifald alle konomiske Handlinger bestemtes af Egoismen alene, eller som Fysiken udvikler, hvorledes Legemerne vilde forholde sig, ifald de udelukkende fulgte Inertiens Lov, saaledes fremstiller Pessimismen, hvad Virkeligheden vilde vre, i Fald blot visse Tendenser, som den udelukkende har je for, vare virksomme i Menneskesjlen og Livet. I vore Dage trffe vi hos os i alle gammeldags Poesier en fersk og umulig Optimisme, i nsten alle nymodens Bger bestandig en kun halvt gjennemtnkt og meget uklar Pessimisme. Denne mdes saa med en endnu langt mere taaget Pessimisme hos Publikum. Det kommer for en stor Del af, at baade vort Publikum og vore Forfattere snart ikke mere lse andet end Aviser og Romaner. I Stedet for at blive staaende ved Stemningspessimismen burde man imidlertid hellere studere Synsmaaden hos dens frste og genialeste

Theoretiker og saa antage eller forkaste den som Totalanskuelse af Livet. Schopenhauers' "Parerga" er en Bog, som de fleste dannede kunne forstaa, og fra den er Overgangen til hans vrige Skrifter ikke vanskelig. Han er med al sin Paradoxi en stor Mand; vi trnge til at gjre Bekjendtskab med en saadan, vi, som have saa faa Store og saa mange Gjernestore, der yderst tilfredse med sig selv brede sig paa deres og andres Plads. Georg Brandes.

Denne artikel stod i ugeskriftet Ude og Hjemme, 7. rg. nr. 365, Sndag d. 28. September 1884, s. 634-36. Som det fremgr af artiklen, var Georg Brandes ikke noget ubetinget beundrer af Schopenhauers filosofi som han heller ikke blev det af Nietzsches. Men i 1872 kaldte han ham dog2 "en stor pessimistisk Poet"; p det tidspunkt kendte han endnu ikke ber den Willen in der Natur.

billedet linker til stor version; med hjreklik kan det ske i nyt vindue.

Vi tr vre ganske sikre p at Henrik Pontoppidan har lst denne artikel da den fremkom. Han skrev i Ude og Hjemme, han holdt bladet, vi har endog bevaret hans personlige, indbundne eksemplar af rgangen. Om det er hans frste bekendtskab med filosoffen, eller han allerede havde lst om ham hos Hffding, er endnu ikke udforsket.

 Ophavsret: HPS, FB

[1] s voldsomt fremtrdte titlen i den oprindelige sats. tilbage [2] i et brev til C.J. Salomonsen, Brdr. Brandes Brevveksling, bd. I, 1939, s. 324. tilbage a. Oplysning herom hvor? fra hvem? etc. modtages gerne. tilbage b. Otto Bhtlingk: (ogs: Bohtlingk) russisk (tysk) sanskritist (1815-??); boede 1868-85 i Jena. Hans hovedvrk er en syvbinds sanskrit-ordbog der blev udgivet i rene 1879-89. tilbage c. Friedrich Max-Mller (1823-1900), tysk orientalist og sanskrit-filolog. Levede i England (Oxford University) fra 1846. Var 1868-75 professor i komparativ teologi. tilbage d. Rudolf von Jhering/Ihering (1818-1892), tysk jurist, fra 1872 professor i Gttingen. tilbage e. Joseph Unger (1828-1913), strigsk retslr og politiker, fra 1881 prsident for rigsretten i Wien. tilbage f. Emile de Laveleye (1822-97), belgisk nationalkonom, professor i statsvidenskab ved universitetet i Lige. Han var en ivrig modstander af den belgiske katolske klerikalisme (Salmonsen). Fernanda Linderberg citerer ham p titelbladet til sin bog fra 1895 Frikonkurrencen og Socialismen: "Hvis Kristendommen lrtes og forstodes i sin Stifters Aand, vilde den nuvrende Samfundsorden ikke vare en eneste Dag." tilbage g. Ernest Renan (1823-92), fransk religionshistoriker og filolog. Hans studier i kristendommens oprindelse udmundede bl. a. i en bog om Jesu Levnet (1863) der ret efter var udkommet p dansk. Brandes havde skrevet om ham flere gange og samlet sit stof om han i et kapitel i Mennesker og Vrker i nyere evropisk Literatur , 1883, s. 375-415. tilbage h. Det drejer sig om andet bind af filosoffen Hans Brchners Philosophiens Historie i Grundrids: Den nyere Philosophies Historie i Grundrids , 1874. tilbage i. formuleret af Brandes selv? Hvor? tilbage j. Ludeig Feuerbach (1804-72) tysk filosof. Skrev 1841 Das Wesen des Christentums der forklarer kristendommen som udtryk for menneskelige nsker. Det er Gud som er skabt i menneskets billede, ikke omvendt. tilbage k. Kants Lre om Rum og Tid: Den tyske filosof Immanuel Kant (1724-1804). tilbage l. Friederich Paulsen: (1846-1908), tysk filosof, fra 1875 i Berlin, med speciale i Kant. tilbage