Svalens Graf Uddrag

Sissel-Jo Reid Gazan
Svalens graf
ROMAN
Kb SVALENS GRAF - find forhandlerliste her!
Gyldendal
www.gyldendal.dk * www.facebook.com/forlagetgyldendal * www.twitter.com/gyldendal 3
KAPITEL 1
Det var torsdag den 18. marts 2010 og stadig mrkt p Skovvejen i Humlebk. Vicepolitiinspektr Sren Marhauge vgnede, fordi hans kreste, Anna, sagde noget til ham. Hun sad fuldt pkldt p kanten af deres seng, med sin taske p skr over skuldrene og det korte, mrke hr i fugtig uorden, som om hun lige var trdt ud af bruseren. Hva? spurgte han forsovet. Aftenen fr havde de ligget og lst i sengen, og Anna havde slukket sin lampe fr ham. Sren havde netop tnkt, at hun nok var faldet i svn, da hun slog jnene op og sagde, at hans lys blndede. Han havde demonstrativt slukket det, og en fl surhed havde spredt sig i sovevrelset. Sren havde vret lysvgen af irritation, og Anna havde ligget s stille, at det var tydeligt, at hun heller ikke sov. S havde han sagt: Skal du absolut lyde s sur? og Anna havde hidsigt tmt sit ordforrd ud i hovedet p ham. Han havde ikke engang hrt rigtig efter, hvad hun sagde. Efter et par minutter trak han hendes dyne vk i et ryk, tog fat i hendes hndled og frte tungen ind i skridtet p hende. Sdan endte deres sknderier ofte. Han mtte vre faldet i svn bagefter, fandens ogs. De nede aldrig at nyde deres stjernestunder. Jeg kunne ikke sove, sagde Anna i morgenmrket. Kan du kre Lily i brnehave i dag? Vi har deadline p ansgningen til de nye fondsmidler om to uger, og det krer rundt i hovedet p mig. Jeg bliver ndt til at tage ind p fakultetet og skrive ansgningen. Er det okay? Jeg cykler op til stationen og tager toget. Kan du ogs hente hende, lave mad og putte? Jeg ved godt, det var min tur. Jeg vil vildt gerne kunne arbejde
sent sammen med Anders T., hvis det bliver ndvendigt. S vi kan f gjort noget ved ansgningen. Er det okay? Jsses, du siger meget p n gang, mumlede Sren og trak dynen op over hovedet. Men jeg skal nok kre Lily i brnehave. Og hente. Og lave mad. Og alt det andet. Tak. Anna omfavnede hastigt dynen. Vi ses i aften. Sent. Kort efter hrte han hoveddren smkke. P den modsatte side af gangen l Annas datter, Lily, og sov i sit naturvrelse. Hun havde billeder af dyr p vggene og plexiglassker p hylderne med sine fund. Syv melerede g, fire fjer, 32 brune kogler, mos, der var blevet trt i kanten, bunker med forskellige blade, et lille skind, det var synd for, og tre skeletter fra mindre gnavere, der var hendes yndlings og derfor l p tre puder af vat. Lily skulle vre biolog ligesom sin mor. Lily var fem r og det bedste, Sren vidste. Hun havde en lille bld hnd, der nulrede det plyssede sted over hans re, nr han lste hjt af naturopslagsvrker for brn for hende om aftenen. Med den anden hnd pegede hun p illustrationerne og forklarede, hvordan man kunne kende forskel p mger. Lily og Sren havde boet sammen i et r, og der var ikke en sky p deres himmel. Sren kunne udskille farven p hendes flyverdragt i en kluddermutter af flyverdragter p tredive meters afstand, nr han hentede hende i brnehaven. Ungerne myldrede omkring hans ben, nr han bnede lgen ind til brnehaven, og han rakte ned i flokken og lftede hende op, og hun knugede ham, s hrdt hun kunne. Min Sren, sagde hun, som havde han reddet hende ud af et frdende hav. Lily kaldte Sren for Sren. Han var jo ikke hendes far, og desuden havde hun en far. En idiot af en far. Du er jaloux, bemrkede Anna altid, nr Thomas, Lilys biologiske far, kom og hentede Lily. Sren opgav at bengte det. Thomas var lge p Karolinska Universitetssjukhuset i Stockholm og sagde goddag, goddag, nr han kom for at hente Lily, som om han bare havde forlnget sin stuegang. Sren fattede ikke, hvad Anna havde set i ham. Hun havde
fortalt Sren om deres korte forhold og om, hvordan Thomas pludselig, kort efter Lilys frste jul, havde ladet deres familieprojekt falde til jorden som en rdden blomme og var rejst til Sverige, men Sren havde aldrig fundet ud af, prcis hvad der var sket. Anna sagde bare, at Thomas havde fortrudt. Familie var alligevel ikke noget for ham. Det frste lange stykke tid, Sren og Anna var krester, havde Thomas ikke vret en del af deres liv, og Sren havde nydt det. Flere af hans kollegaer p Bellahj Politistation var i patchworkfamilier, og det var ikke altid let. Hverken praktisk, nr ferien skulle planlgges, eller flelsesmssigt. Hvilke regler gjaldt, og hvem bestemte? Og nr der s kom nye brn, blev ligningen virkelig for viderekomne. Sren havde tnkt, at han var heldig med sin pakke. Da han havde mdt Anna, havde Lily vret knap tre r og havde ikke set sin far i mere end to, og det havde vret nemt at vinde hendes hjerte. Kort efter at Anna og Sren var flyttet sammen i Srens hus i Humlebk, meldte Thomas sig imidlertid p banen. Han boede stadig i Stockholm sammen med sin nye kone og deres nye, flles barn, og han kom derfor kun til Kbenhavn hver tredje mned, hvor han tilbragte en lang lrdag sammen med Lily. En meget lang lrdag. Nr Thomas parkerede foran huset, gik Sren altid ud og udvekslede ligegyldigheder, mens Anna hjalp Lily i tjet. S kom Lily lbende, og hun lb lige forbi Sren og rbte hej, far, og selvom han havde noteret sig, at Lily aldrig havde Thomas med p sine tegninger, mtte han alligevel altid synke en klump, nr hun gik lige forbi ham med sin Svampebob Firkant-taske p ryggen og sit fedtede sovedyr, Bloppen, dinglende i hjre hnd og kastede sig i favnen p sin rigtige far. Sren s aldrig p Thomas, nr Lily omfavnede ham, kun p bgetrernes skrutnakkede profil bagest i haven, hvor skoven l. Men han var sikker p, at Thomas sendte ham et triumferende blik. Indtil for nylig havde Sren vret danmarkshistoriens yngste politikommissr, men s var han blevet forfremmet og var
nu danmarkshistoriens mest frustrerede vicepolitiinspektr. Han var stadig ansat i Afdelingen for Personfarlig Kriminalitet ved Kbenhavns Politi, Station 3, Bellahj, bare med en ekstra rombe p reversen, et strre kontor og en byrde af papirarbejde, der nu, seks mneder efter forfremmelsen, hang ham ud af halsen. De frste mneder havde han kampsvmmet for at n op p siden af opgaverne, men nu havde han erkendt, at han alligevel aldrig ville hale ind p dem, og havde sat farten ned. Mske lidt for meget ned. Han tilbragte stadig meget tid p sit kontor, ogs flere timer, end han behvede, de dage, det var Annas tur til at hente Lily, men han var ikke specielt fordybet. Han tnkte p Anna, han s ud ad vinduet. Han kiggede p fotografiet af Lily, der stod p skrivebordet, og p tegningen, hun havde lavet til ham, der hang p vggen. Han googlede forlorent pindsvin og besluttede, at han fra nu af kun ville lave aftensmad inspireret af dyreriget, nr han og Lily spiste aftensmad alene. Forloren hare og pindsvin, fuglereder med is og hvide orme med rd sovs. Interne rapporter, overholdelse af budgetter, ansttelsessamtaler og lnforhandlinger sagde ham ikke en djt. Det vrste var, at han havde frygtet, det ville blive prcis sdan. Rutineprget. Men Henrik Tejsner, hans ven og kollega, havde forsikret ham om, at en hjere rang gav mere frihed. Og nu hvor han havde Lily, ville han gerne have mere fleksibilitet. Men det var simpelthen lgn. Det eneste, Sren havde fet, var flere trivielle problemstillinger. F.eks. havde han fr jul brugt seks uger med obligatoriske hringer p at n til bunds i en sag, hvor en medarbejder havde anklaget en anden medarbejder for racistiske udtalelser p toilettet under en fest, og akkurat som sagen endelig var afsluttet, var han blevet bedt om at udarbejde et cirkulre, der klargjorde ledelsens retningslinjer for brug af private mobiltelefoner i arbejdstiden. Han fik spat. Og fandeme om ikke der for nylig var en eller anden, der havde haft held til at negle 80 gram beslaglagt kokain fra kosterrummet i klderen under Bellahj, s Sren mtte bruge tre stive uger p en undersgelse af de interne sikkerhedsforanstaltninger p Politigrden, overvret af en tvr embedsmand fra Rigswww.gyldendal.dk * www.facebook.com/forlagetgyldendal * www.twitter.com/gyldendal 8
politiet. Men det kunne jo vre hvem som helst, der havde scoret posen. Rengringen, en udefra, politidirektren selv, hvad vidste Sren? Jo, han vidste, at han lngtes efter at have hnderne nede i en opklaring, han lngtes efter at strikke baglns. Sren havde desuden Henrik mistnkt for at have rost stillingen som vicepolitiinspektr uforholdsmssigt meget for selv at komme i betragtning til stillingen som politikommissr, hvis Sren rykkede op. Og ganske rigtigt. Tre uger efter Srens forfremmelse var Henrik blevet udnvnt til politikommissr i Efterforskningen i Afdelingen for Personfarlig Kriminalitet. Sren havde mdt Anna under opklaringen af campusmordene, som pressen havde dbt frst det bizarre mord p Annas vejleder p Biologisk Institut og f dage senere drabet p hendes bedste ven, Johannes. Han havde forelsket sig hovedkulds i hende og havde ignoreret, at det var uprofessionelt. Til gengld havde det overhovedet ikke virket gengldt. Da alle implicerede var blevet afhrt, politirapporten var skrevet, og dommen var faldet, vovede Sren at sende Anna en mail og forsigtigt sprge, om hun ville med ud at spise. Hun havde skrevet en mail tilbage bestende af tre bogstaver: Nej. Han havde forblffet stirret p skrmen og tnkt, at hun virkelig havde et sjldent talent for uvenlighed. Problemet var bare, at han ikke kunne holde op med at tnke p hende. Efter yderligere tre uger og Henriks gode rd om at glemme den hystade besluttede han sig for at bestorme hende. Han gav sig til at opsge hende under alle mulige og umulige pskud, han fandt p undervejs. Svingede forbi Zoologisk Museum, hvor Anna var begyndt som ph.d.-studerende, med en pose med frokost. Jeg har allerede spist, sagde hun mistroisk, mens han gumlede ls og forsgte at holde samtalen gende ved at udsprge hende om hendes forskning. Han inviterede hende i biografen hver dag i en uge og fik syv gange nej. Han gav sig til at kbe ind i Kvickly p Falkoner All, og nr han stdte ind i Anna og Lily, udbrd han:
Nej, det var dog pudsigt, at vi bliver ved med at mdes hr, og insisterede p at kre dem hjem bagefter. Intet hjalp, og Anna afveg ikke en tddel fra sin afmlte facon. S skruede Sren op for godstoget. Da de stdte ind i hinanden i Kvickly for fjerde gang p en uge, og Sren ikke lagde skjul p, at han havde stet temmelig lnge og spioneret bag en hylde med konserves, s Anna opgivende p ham og sagde: Man skulle tro, du havde bijob som brugsuddeler, og indvilgede i at g i biografen med ham n gang. Hun holdt hnden op foran ham og viste ham n finger. Tre biografture senere kyssede de hinanden p Sankt Hans Torv, og weekenden efter gik de i seng sammen. Sren var perpleks af lykke. Han havde aldrig haft sex med en kvinde p den mde fr. Anna angreb ham, og nr hun var kommet, rullede hun gispende vk fra ham og ville ligge alene. Sren var godt tilfreds med at ligge i rabarberbedet som en udkrokeret kugle, for selvom akten var voldsom og fremmedartet, var det stadig mere intimt end at st og lure bag en hylde i Kvickly. Men efter et par uger begyndte han at lnges efter, at hun lukkede op og lukkede ham ind. Det skete lige pludselig. En nat blev hun liggende og rullede ikke vk. Sren l helt stille af bare skrk for at ophve magien og opdagede, at Anna l og lyttede opmrksomt til hans hjerte. Det gjorde hun fem stvnemder i trk, fr hun pludselig lftede hnden og lagde den p hans brystkasse. Hvad er det her? spurgte hun lavt. Er det for sjov, eller mener du det? For jeg kan ikke holde ud at blive s ulykkelig igen. I mrket var der heldigvis ingen, der kunne se, hvor bredt Sren smilede. Anna, jeg er meget forelsket i dig, sagde han. Der var get lidt mere end to r. Anna havde kbt halvdelen af huset i Humlebk, de havde skrevet gensidigt testamente, og Sren havde begunstiget Anna p sin pensionsforsikring. Enhver ville se p deres liv og sige: N, du fik hende til sidst, hva, Sren Marhauge? Sren var nu ikke s sikker. Anna var opslugt af sit akademiske arbejde og strg af
sted til universitetet, s snart hun kunne slippe af sted med det. Nr hun fortalte om sin forskning, lyste hendes blik. Vertebraters biomekanik gjorde noget for Anna, som Sren ikke formede. Nr hun var hjemme, l hun ofte p gulvet og tegnede med Lily, mens de hrte lydbger, eller hun lste i sofaen eller bagte en kage. Hun var der, men hun var ikke nrvrende, i hvert fald ikke over for ham. Han kom i tvivl om hun virkelig elskede ham. Bare tanken. Lily var stadig s lille. Hun ville glemme ham, hvis Anna og han brd med hinanden, mens han aldrig ville kunne glemme Lily. Og s tanken om Anna sammen med en ny mand. Anders T. for eksempel. Annas ph.d.-partner var sidst i tyverne og havde et irriterende ubekymret blik, som om surfboardet lige var blevet parkeret i klitterne, mens der blev udfrt noget vigtig forskning, inden turen gik videre Annapurna rundt med hullet T-shirt. Sren kunne ikke komme i tanke om en mere latterlig sport end surfing, nr man kom fra Danmark. N, men han tager alts ogs tit til Australien, havde Anna oplyst. I begyndelsen havde det fascineret Sren, hvor intenst Anna blev optaget af sine greml. Hun forsvandt fuldkommen ind i en bog, og nr hun en sjlden gang lavede mad, s gik hun helt over gevind med et eller andet p fransk, der tog flere timer, og fandt alligevel p at kyle hele molevitten i skraldespanden, fordi noget var mislykket. Anna gjorde alt for fuld udblsning. Han havde genkendt sig selv i hende fra sdan, som han var fr. Dengang han havde vret t med sit arbejde, og hans privatliv og forholdet til ekskresten Vibe bare havde vret et behageligt baggrundstapet og ikke essensen i hans tilvrelse. Sren var bestemt ikke essensen i Annas liv, var han begyndt at indse. Til gengld var han selv holdt op med at vre optaget af at vre politimand eller vicepolitiinspektr. Han var kun optaget af Anna og Lily. Det irriterede ham. Anna og han skndtes meget. Rigtig meget. For meget. De skndtes ikke, nr Lily var vgen, men der var kronisk hjwww.gyldendal.dk * www.facebook.com/forlagetgyldendal * www.twitter.com/gyldendal 11
spnding imellem dem, og det kunne eksplodere p et splitsekund. I deres kkken, nr Lily sad og s brnefjernsyn inde i stuen, og Anna var kort for hovedet, fordi det hele var blevet lidt for sent. Sren havde aldrig slet en kvinde. Sren havde nrmest aldrig vret oppe at skndes med en kvinde. Men Annas facon gjorde ham s ukendt arrig, at han ikke kunne nre sig for at stryge en billedlig tndstik og knipse den i hendes retning, nr hun begyndte at surmule og se letantndelig ud. En pyroman kunne ikke have haft strre succes. Anna snurrede rundt, nr han stak til hende, og s rasende p ham, og s fik han en voldsom trang til at stte hende p plads. I stedet greb han fat i hende og drejede hende i en halv skrue ind mod sin krop. Nu slapper du af, det er ikke noget at blive s forpulet sur over, sagde han lavt ind i hendes re, s Lily ikke hrte det. Anna reagerede ved at knappe sine bukser op, og han lynede sine ned og trngte dybt ind i hende, det tog ti sekunder, og de mtte for alt i verden ikke overdve Bamse og Kylling, s Sren sendte al stjen ind i sit hoved. Bagefter sagde de ingenting. De s afvbnede p hinanden, mens de knappede deres tj. Jorden rg. Bagefter var stemningen et kort jeblik afladet. Anna sknkede ham et glas vin, Anna strejfede hans nakke, Anna kaldte p Lily, der kom ud i kkkenet med sin dukkevogn og sin lodne spinderlarve Ib i et glas for at sige, at hun var sulten. De spiste, og Ib sad med ved bordet i sit syltetjsglas ved siden af Lilys tallerken. Sren kunne stadig lugte Anna, nr han frte gaflen op til munden, og han havde ingen anelse om, hvad fanden der foregik. Sren snakkede ikke med nogen om Anna. Han havde heller aldrig snakket med nogen om ekskresten Vibe, ikke engang da forholdet kollapsede, og de var get fra hinanden. Henrik punkede ham uafladeligt for det. Henrik var selv gift p tyvende r med Jeanette, og efter en mindre krise, hvor Henrik havde haft en affre, havde de fet redet trdene ud, og nu blev Sren konstant ajourfrt med, hvor fucking lkkert det er, det dr brasilianske wax, Jeanette er begyndt
p, og nu vil hun fandeme ha nye babser (det havde han hvisket og set helt glad ud). Sidste r havde Henrik endda meddelt, at s er der sgu en efternler i ovnen, selvom de i forvejen havde to teenagepiger, der drev ham til vanvid. Hvorfor udveksler vi ikke flere ligegyldigheder om de satans kllinger? spurgte Henrik med et stort mandesmil. Og eftersom Sren allerede kendte enhver af Jeanettes ligegyldigheder, spurgte Henrik i virkeligheden, hvorfor Sren aldrig talte om sit og Annas forhold. Anna er et ocean, prvede Sren en dag, hvor et sknderi med Anna fra aftenen fr stadig sad i ham. Henrik havde betragtet Sren lnge og sagt: Et ocean? Hvad fanden snakker du om? Henrik kaldte Anna for Tigermis, og Sren vidste, at prvede han at forklare, hvad han mente med ocean, ville Henrik kratte i luften med to poter og sige: Ahhh, mgkllinger! Men Anna var ikke en mgklling. Hun var force majeure. Nr Sren s Thomas g med Lily i hnden ned ad flisegangen, vidste han udmrket, hvorfor Thomas havde mttet lade Anna og Lily falde til jorden. Det krvede lvemod at vre sammen med Anna, og Thomas havde en overfladisk lethed, der slet ikke kunne holde til Annas jabs. Det er spild af krudt, min skat, sagde Anna og lagde armene om ham bagfra, nr Sren stod og s ned ad stien foran huset. Jeg er hendes far, mumlede han. Faderskab handler ikke om at donere en sdcelle, svarede Anna. Men om de nste 18 r. Selvflgelig er du Lilys far. I begyndelsen af deres forhold havde det vret Srens betingelse. Anna kunne date ham uforpligtende, lige s tosset hun ville, og de kunne sove sammen, nr Anna kunne f sine forldre til at passe Lily, men hvis han skulle overnatte, nr Lily var hjemme, s gjaldt der andre regler. Hvis han skulle involvere sig i Lily, s skulle det vre uden forbehold. Han ville have lov til at holde rigtig meget af Lily, og hun skulle
have lov til at turde holde rigtig meget af ham. Det betd, at hvis han og Anna en dag skulle g fra hinanden, s ville han stadig vre i Lilys liv. F mneder efter var Anna og Lily flyttet ind i huset i Humlebk. Sren havde indhegnet vandhullet nederst i haven mod skoven, sat ls p skuret med savklinger og hvle og sat jungletapet op p vggene i det vrelse, der skulle vre Lilys. P hoveddren skruede han skiltet med Marhauge ud af tret og satte et nyt op. Nor & Marhauge, sagde Anna tilfreds. Det lyder som et hndkantsslag. Utrolig effektivt. Om formiddagen den 18. marts sad Sren p sit kontor p Bellahj Station og ventede utlmodigt p nogle svar fra Retsmedicinsk Institut. Obducent Bje Knudsen havde lovet at vende tilbage til ham allerede i mandags, og nu var det torsdag. Sren var vant til, at det var svrt at f fat i Bje, for han havde vist ikke engang en mobiltelefon, men han plejede at vre vaks til e-mails. Nu var han umlende p alle kanaler, og Sren vidste godt hvorfor. En rkke grove voldtgter i Kdbyen trak p samtlige politiressourcer. Ofrene var unge kvindelige studerende og en af dem endda justitsministerens gudbarn, s sagen fik stor bevgenhed bde fra politikere og presse. Da en af pigerne i weekenden tilmed var dd af sine kvstelser, var sagen get helt bananas, og mandag morgen havde Station City bedt om assistance fra Bellahj. Det havde de selvflgelig fet. S der var gang i butikken. Men Sren havde stadig en uafsluttet sag med en 92-rig kvinde, der var blevet udsat for stump vold i sit hjem under et smykkeindbrud og siden var dd p hospitalet. Tyvene var anholdt, s sagen burde vre enkel. Men kvindens familie ringede dagligt for at hre, hvornr de kunne f liget udleveret til begravelse, og hvad skulle Sren forklare dem? At Bje havde for travlt til at stte en underskrift p et stykke papir? Det lignede ikke Bje at sjuske med hr. og fru Jensen. Han hadede snobberi. Det havde netop vret en af de vigtigste rsager til, at han ret i forvejen havde valgt at blive nedfremmet, som han
selv kaldte det, og havde sagt sit job som statsobducent op for at blive helt almindelig retsmediciner igen. Jeg vil bare st her, havde Bje sagt, da Sren spurgte til det, og passe mit gode gamle skalpelarbejde, hvor det ene lig ikke er bedre end det andet. Back to basics, du. Sren havde vret misundelig, men nu lod det alligevel til, at Bje havde prcis lige s travlt som fr, statsobducent eller ej. Sren besluttede, at han mtte en tur omkring Retsmedicinsk Institut, hvis Bje ikke ringede meget snart. Srens humr blev ikke bedre af, at han netop havde overvret en hbls morgenbriefing, hvor Henrik i en hektisk rodebunke af kontraordrer havde fordelt dagens opgaver. Henrik var stresset og tydeligvis ikke kun over at skulle lne folk ud til Station City. Hans pande glinsede, han var irritabel, og i stedet for at sprede ro og overblik i sin efterforskningsgruppe indgd han usikkerhed. Henrik var ellers selv en god politimand. Han kom ikke med de store geniale gennembrud, men han var en gedigen vandbrer og isr god at have med i de situationer, hvor der var brug for en hrd nitte. Han kunne tale, s selv stenbroen rdmede, og han havde is i maven, nr han var p gaden. Men at gre ham til leder var en fejl. Efter opklaringen af campusmordene havde Henrik og Srens venskab for en tid vret forandret til det bedre. Det var blevet serist, mere langmodigt, mere Sren. Men nu skrumpede den respekt, Sren havde fet for ham, ikke mindst fordi Henrik konstant stak til Sren. Sren var i sin tid som politikommissr blevet landskendt for sin opklaringsmetode baglns strikning, en privat metafor, som Sren p et tidspunkt var kommet for skade at bruge i et interview i Politiken. Det havde givet begrebet offentligt liv. Han tog udgangspunkt i mysteriets uigennemskuelighed, havde han forklaret journalisten, og bevgede sig s baglns ved at trevle det forhndenvrende op. Til sidst var han tilbage ved begyndelsen og vidste for det meste, hvem morderen var. Siden var Sren flere gange stdt p begrebet i avisen. De unge betjente p Politiskolen blev sgar undervist i metoden, og det var han selvflgelig stolt af. Men det havde ogs affdt en del interne
jokes p stationen, blandt andet havde nogen for nylig sat to korslagte jumbostrikkepinde op over dren ind til Srens kontor. Det var i sig selv harmlst, men Henrik opfattede de uskyldige jokes som sit carte blanche til konstante drillerier. Vk med hklenle og andre afdankede efterforskningsstrategier, havde han sagt samme morgen, og p med vanten, drenge og piger. Heldigvis havde ingen syntes, det var sjovt. Uden for arbejdstiden var Henrik imidlertid knap s kk. Seks mneder tidligere, da Henrik lige var blevet udnvnt til politikommissr, var han i forbindelse med en voldtgtssag i Nordvestkvarteret begyndt at ringe konstant til Sren. Sagen drejede sig om en pige p samme alder som Henriks yngste datter, der var blevet mishandlet s voldsomt, at hun l i koma. Politiet havde gerningsmandens dna, men da han ikke fandtes i dna-registret, og der stort set ingen andre spor var, stod efterforskningen stille. Det var en hrd sag at lgge ud med, isr fordi den blev tt fulgt af pressen. Henrik ringede til Sren i tide og utide for at hre, hvad han skulle stille op. Da pigen kort efter dde, gik pressen amok. Sdan er det en gang imellem, forsikrede Sren Henrik. Du har gjort alt, hvad du kan, og nu m du komme videre og se stort p pressens sensationslyst. Den er snart glemt. Sren bildte sig ind, at det havde hjulpet lidt, men alligevel ringede Henrik konstant. Ja, hej, det er Henrik, var for lngst blevet en stende vittighed hjemme hos Sren p Skovvej. Henrik ville bare gerne vide, hvad Sren ville have gjort hr, og hvad Sren havde tnkt om dette og hint, og om Sren virkelig havde vret p forkant med samtlige rapporter hele tiden? Det var jo helt latterligt meget papirarbejde. Du kunne da godt have sagt, at livet som politikommissr var en kronisk stresstilstand. Bare kl p? Det kan du sagtens sige. Du sidder trygt og godt i direktrstolen. Jamen hvad skal jeg stille op? havde han anklagende spurgt, da han ringede mandag aften. Han var blevet bedt om at sende fire af sine tolv mnd ind til Station City for at assistere. Mens amatrerne gr og hygger sig inde i city og kommer p forsiden af Ekstra Bladet, sidder jeg og klaprer p com-
puter hele dagen, sagde Henrik. Man skulle jo tro, jeg var sekretr, ikke politikommissr. Sdan er det nogle gange, Henrik. Uger med jvnt gang i den, der pludselig bliver aflst af f dage, hvor samtlige forbrydere slr til p n gang, og man hnger vandret i luften. Det m man tage med. Jeg har fandeme ikke sovet i fire dage, sagde Henrik. Det hele krer rundt i mit hoved, nr jeg endelig kommer i seng. Men allerede nste dag havde benhjertigheden vret vk, og Henrik havde rbt et eller andet pis til Sren tvrs gennem lokalet, da han kom om morgenen. Nu var der stille i de syntetiske korridorer p bagsiden af Station Bellahj, hvor Afdelingen for Personfarlig Kriminalitet hrte til. Mens Sren ventede p opkaldet fra Retsmedicinsk, gav han sig til lave et lagkagediagram over sit familieliv. Sren hentede Lily i brnehaven tre gange om ugen, senest klokken fire, s Anna kunne blive p Biologisk Institut til sent, og han var sammen med hende hver lrdag, hvor Anna cyklede ind p universitetet for et par timer, som altid blev til klokken syv. Det gav sammenlagt 19,5 time om ugen. Dertil kom den time, han nede at vre sammen med hende hver morgen, alts 24,5 time om ugen, plus det lse, hvor Anna smuttede lidt fr eller ringede hjem og sagde, at hun kom senere. Han gav sig til at regne ud, hvor mange timer han var sammen med Anna. De sov sjldent fr midnat, og hvis man trak putning, tjvask og oprydning efter aftensmaden fra, gav det 3,5 time om dagen, minus den tid, de godt nok var sammen i huset, men lavede hver sit, alts nettosamvr med Anna, skrev han, var lig med 12,5 time i lbet af ugen. Han stirrede p tallet. Hvor var Anna i alle de andre timer? P fakultetet selvflgelig, hvor hun skrev ph.d. i Terrestrisk bevgelse og biomekanik hos pattedyr og dinosaurer, som Sren havde lrt at sige udenad, nr nogen spurgte, hvad hans kreste lavede. Men hvor var hun helt prcis, nr hun var dr? Inde i sit hoved, opslugt, dybt begravet i sit fag, tabt for omverdenen, liden-
skabeligt tabt for omverdenen. Ved siden af Anders T. og hans veltrnede overarme, der selvflgelig havde et lommefilosofisk carpe diem tatoveret p den ene biceps. Her sad Sren. Med gr tindinger efterhnden og lidt for rund om livet. Og hvis han ikke snart tog sig gevaldigt sammen, ville han blive kaldt ind p politiinspektr Jrgensens kontor og blive bedt om en forklaring. Hvad laver du egentlig, Sren? Han tog sig i at fantasere om situationen. S kunne han endelig f sagt det: Jeg vil ikke vre chef. Jeg vil gerne ned ad rangstigen, tak. Jeg vil gerne vre politimand igen. Da Bje endelig ringede, tog det under fem minutter, fr der var givet grnt lys til den gamle dames familie. Liget kunne udleveres. Bje ld presset og lagde p, fr Sren kunne n at brokke sig over den langsomme sagsbehandling. Telefonen ringede med det samme igen. Denne gang var det Henrik. Sig mig, har du tabt mobilen i lokummet? Jeg har ringet otte gange. Det er sidste gang, jeg krer med det svin, sagde han. Sren sammensatte makkerparrene, og samme dag havde han sat Henrik sammen med en af afdelingens ldre politimnd, Per Molstrup, lidt for at drille Henrik, for Molstrup var ikke den skarpeste kniv i skuffen. Sren kunne hre Molstrup le i baggrunden. Han har spist lgpickles. Molstrup lo endnu hjere. Var der ellers noget? Jeg har ret travlt. Ja, helt sikkert, sagde Henrik. Han siger, han har ret travlt, meddelte Henrik Molstrup med karikeret hj hvisken. Sren skulle lige til at lgge p. Vi holder uden for Biologisk Institut, og sagde Henrik. Hvad laver I dr? nede Sren at sige, s silede alle hans blddele ned p gulvet. Er der sket noget med Anna? Telefonen skramlede. Med Anna? Nej, nej. Hey, slap af, jeg ringer sgu da ikke for at fortlle dig, at der er sket noget med Tigermis med dn idiot i baggrunden? Sren stdte luften ud af lungerne. N, men hvad s? Vi har fet et opkald. Der hnger en dd professor p et kontor oppe p Henrik lste op fra et stykke papir. Immunologisk Afdeling p Biologisk Institut, opgang 4. Hvor
fanden er det? Ved du, hvor det er? Vi holder uden for opgangen til Annas afdeling, opgang 1. Vi er faret vild. Og lad vre med at bede mig glo efter ambulancen, for den holder lige foran mig, og de kan heller ikke finde det. Kan du ikke f Anna til at komme ud og vre Lille Hjlper? Det har hun jo vret fr. Sren tastede en sms til Anna. G hen og se ud ad vinduet, skrev han. Til Henrik sagde han: Kan jeg f nogle flere detaljer? Jeg ved ikke s meget. Afdelingssekretr Merethe Hermansen ringede 112, og alt, hvad jeg ved, er, at en studerende fandt ham hngende i en krog fra loftet N, nu ser jeg sgu Tigermis. Altid p pletten, nr nogen kradser af heromkring. Jeg ringer senere. Fr Sren havde net at sige noget, havde Henrik lagt p. Sren rejste sig hidsigt. Henrik havde fandengaleme ringet til ham, til sin overordnede, for at sprge om vej. Inde i briefinglokalet stod fadet med morgenkager stadig fremme, men det krvede bare et glimt af Anders T.s overarme p nethinden at lade kagen ligge. Kaffen p kanden var lunken, men han hldte en kop op og puttede ved en fejl to toppede teskefulde salt i, rrte godt rundt og spyttede s hele molevitten ud p gulvet foran whiteboardet. For helvede! Sren stoppede ved lokummerne p vej tilbage mod sit kontor og spyttede lidt mere i hndvasken. Henrik havde lokket Sren til at sige ja til stillingen som vicepolitiinspektr, s han selv kunne overtage Srens stilling som efterforsker. Det var endda, hvad det var. Men at Henrik frst ringede til sin chef, fordi han var faret vild, og dernst lagde p i det sekund, Anna var dukket op det ville Sren ikke finde sig i. Henrik havde sikkert allerede gloet p Annas rv tre gange og afleveret lige s mange sjofelheder. Henrik var blevet totalt grnseoverskridende. Hvad fanden foregik der? Sren satte sig p sit kontor og forsgte at koncentrere sig om sit papirarbejde. To timer senere gav han op og stillede sig frustreret ved vinduet. Til sidst greb han sin jakke, hentede sin tjenestevogn i klderen under Bellahj og satte kurs mod
Kbenhavns Universitet p Tagensvej. Han var frdig med at blive gjort til grin og isr af Henrik. Srens forldre dde i en trafikulykke, da han var fem r. Hele sit voksne liv havde han troet, at han havde vret alene p ferie hos sin mormor og morfar, da det skete. Det var det, han var blevet fortalt. Frst under opklaringen af campusmordene et par r tidligere havde han fundet ud af, hvordan det virkelig hang sammen. At han ogs havde vret i bilen, da hans far overs en ubetinget vigepligt og krte direkte ud i en lastbil. At han havde siddet fastklemt bag i bilen i mere end en time med sine dde forldre, inden det var lykkedes Falck at skre ham fri. Ak, de kasser med uforlst lort, man gr og gemmer p i sine klderrum, havde Anna sagt, en dag de talte om fortiden, og bemrkningen havde ramt ham. For hvad betd det egentlig? Ville han i virkeligheden ikke hellere have levet videre i lykkelig uvidenhed om de traumatiske omstndigheder ved hans forldres dd? Hvilken forskel gjorde det, at han nu kendte de makabre detaljer? Det kom de jo ikke tilbage til livet af. Han bildte sig ind, at han havde vret mere sorgls, fr der var blevet rippet op i alting. Det var en god evne at kunne lgge lg p visse erindringer, havde han sagt til Anna, mest for at provokere. Anna havde til hans store overraskelse givet ham ret. Hvor ulogisk det end forekommer, havde hun undrende sagt, i et moderne samfund, hvor alle gr i terapi for at f ryddet op i sindet, s m der vre et eller andet biologisk selektionstryk p evnen til at fortrnge, for ellers var den egenskab for lngst blevet bortselekteret. Men jeg tror nu alligevel, det for det meste er bedst at f ryddet op i de klderrum. Anna var selv stdt p alvorlige hemmeligheder i sin familie under opklaringen af campusmordene, men hun virkede forlst og afklaret nu. Hun ss jvnligt med sine forldre i fordragelighed, hun havde masser af energi til sin forskning, og om natten sov hun som en sten, selv de ntter, hvor Sren l ved siden af og grublede. Hans morforldre, der havde taget sig af ham efter forldrenes dd, var nu selv borte, og
han ville aldrig kunne finde ud af, hvorfor de havde valgt at skjule omstndighederne om hans forldres dd for ham. Det gav umiddelbart ingen mening, for i alle andre forhold var de kloge og rlige mennesker. I de frste mneder efter at Sren havde fundet ud af, at han havde siddet fast i den forulykkede bil med sine forldre, havde han halvhjertet forsgt at forflge sagen, og som en ynkelig detektiv havde han rystet sine morforldres bger n for n for mske at finde et hemmeligt brev med en forkromet forklaring. Han havde omhyggeligt gennemget kasserne p loftet i morforldrenes hus p Snerlevej i Vangede, inden han havde lejet huset ud. Takket vre politiets adgang til folkeregistret havde han sgar trawlet minutist igennem de Marhaugeske familieoptegnelser, men han havde ikke fundet noget. Til sidst havde han besluttet, at nu var han ogs forlst og afklaret. Er du sikker? havde Anna spurgt. Ja, havde han svaret. Helt sikker. Det tog Sren tre minutter at n fra Bellahj Politistation til Biologisk Institut, for han satte sirenen til og strg igennem den vigende trafik, fast besluttet p at give Henrik en opsang og lave politiarbejdet ordentligt. Han parkerede i grden foran Biologisk Institut, hvor en samling mennesker stadig stod og kiggede nysgerrigt p ambulancen og Henriks ijnefaldende patruljevogn. Sren mtte sprge en af tilskuerne om vej og fik at vide, at han bare skulle g derind, op p tredje sal, over gangbroen, ned p anden sal og her tage frste dr p anden hnd, og ikke indgangen til Zoologisk Museum, men dren overfor, og s var Kristian Storms kontor helt nede for enden af gangen. Sren sagde tak og bandede indvendigt. Til trods for Biologisk Instituts labyrintagtige arkitektur spredte rygterne sig tilsyneladende hurtigere end i en frisrsalon. Sren stormede op ad trappen med en ny vished i kroppen: Vicepolitiinspektr eller ej, han var frdig med at sidde p kontor. Da Sren trdte ind p Immunologisk Afdeling, fik han med det samme je p politiets rde og hvide afsprringsstrimler
og gik med raske skridt ned ad fordelingsgangen mod det, han kunne regne ud mtte vre indgangen til den afdde professors kontor. Hvor var hans kollegaer? P vejen passerede han en bentstende dr og nikkede kort til en mand, der sad bag et skrivebord. Thor Albert Knudsen lste Sren p et skilt. Han s, at der sad et par yngre fyre og piger p nogle stole omkring hans skrivebord. Alle s meget nedtrykte ud. Da Sren var fremme ved det afsprrede kontor, stillede han sig i god afstand fra drbningen, bevidst om at han var i civil og ikke kunne trde ind p selve findestedet. Til hans store overraskelse var der kun to personer i det afsprrede kontor, tekniker Lars Hviid, ifrt beskyttelsestj og med et kamera i hnden, og Henrik, der stod med ryggen til, ifrt overtrksko og mundbind, men uden den obligatoriske engangsdragt. Vi skriver selvflgelig mistnkeligt ddsfald, tnkte Henrik hjt men hvis du sprger mig, er det ikke en skid mistnkeligt, giver du mig ret? Lars Hviid nikkede. Hviid var relativt ny p Bellahj, og allerede ved jobsamtalen havde Sren bemrket, at han lignede en, der lige var blevet trret i rumpen af sin mor, selvom der faktisk stod rgang 1983 i hans papirer. Han kiggede nsegrus beundrende p Henrik, og Henrik elskede det. Nej, hvis du sprger mig, har nrden her beget selvmord, sagde Henrik. Og hvad fjerner den sidste rest af tvivl, lille Hviid? Afskedsbrevet. Henrik tog en sikringspose op af en kasse med flere forskellige sikrede effekter og viftede belrende med den. Nu fik Hviid je p Sren, og hans blik flakkede. Og hvad skal computeren s nu? fortsatte Henrik. Kom s, lille Hviid, du ved det godt Hallo? Henrik fulgte Lars Hviids ukoncentrerede blik og fik je p Sren. Hej, Sren, sagde han paf. Hvad fanden laver du her? Hvorfor har du ikke dragt p? spurgte Sren. Og hvor er liget? Liget blev krt til Retsmedicinsk for tre kvarter siden. Men hvad laver du her? gentog Henrik. For tre kvarter siden? brlede Sren. Hvordan fanden
kan I allerede have vret frdige med findestedsundersgelserne for tre kvarter siden? Er der blevet foretaget ligsyn? Hvad fanden tror du selv? spurgte Henrik surt. Tror du, vi er amatrer? Ja, sagde Sren bare. Senere samme dag blev Sren kaldt ind p politiinspektr Jrgensens kontor. Henrik var allerede derinde og s olm ud. Siden de havde forladt Biologisk Institut, havde han ringet fire gange til Srens mobiltelefon. Til sidst havde Sren slukket den. Frst sagen. Kort opsummering, sagde Jrgensen og nikkede til Henrik, der rmmede sig. Sren var kendt i hele politikredsen for at vre uovertruffen i den vigtige politidisciplin kort opsummering. Den dag, Henrik var blevet forfremmet til politikommissr, havde han fet en l eller to for meget og havde sagt, at han havde tnkt sig at smadre Sren i alle discipliner, isr opsummering. Nu smilede Sren sukkersdt, og Henrik rmmede sig igen. Afdde er en mand midt i 60erne, som vi har fet bekrftet er professor i immunologi Kristian Storm, der har vret ansat ved Kbenhavns Universitet siden 1982. Afdde blev fundet hngt i en strik fastgjort til lampekrogen i loftet, og p skrivebordet fandt vi et afskedsbrev, hvor han tilstr, at han har beget videnskabelig uredelighed og beder om tilgivelse. Der l desuden et fotografi i en smadret ramme p gulvet, som vi har fet bekrftet er et portrt af Storm og to proteger. Tekniker Lars Hviid vurderede umiddelbart, at Kristian Storm har vret dd i 14-15 timer, alts siden et sted mellem 19.30 og 20.30 i gr, onsdag den 17. marts, men det fr vi bekrftet, s snart Bje Knudsen fr set p liget. Efter de indledende afhringer af Kristian Storms kollegaer er det billede, vi har fet af professoren, flgende: Professionelt var han internationalt bermt og berygtet for sine kontroversielle synspunkter, mens han internt p universitetet var afholdt for sit engagement og sin venlighed over for sine studerende. Men jeg havde en interessant samtale med lektor Thor Albert Knudsen i dag. Han har arbejdet sammen med Kristian Storm i mange r, og han
fortalte mig, at Kristian Storm for nylig er blevet anklaget for videnskabelig uredelighed, og at sagen i jeblikket bliver vurderet i h, Henrik kiggede p en seddel, han havde i hnden, UVVU, som er en forkortelse af Udvalgene Vedrrende Videnskabelig Uredelighed. Det drejer sig om nogle forskningsresultater, som Storm og en af hans specialestuderende har offentliggjort sidste r i september. Anklageren er anonym. Henrik kiggede igen p sin seddel. Thor Albert Knudsen er ikke i tvivl om, at sagen trede p Kristian Storm, og at det ville vre et afsindigt nederlag for ham at blive dmt. S Storm var mske en succes udadtil, vellidt og respekteret og alt det der, men i virkeligheden stod han foran sin karrieres helt store fallit. Det afskedsbrev, vi fandt, bekrfter Thor Albert Knudsens teori. Det er n lang klagesang om, at han har svigtet sine kollegaer, og at han hber, at hans studerende kan tilgive ham. Thor fortalte mig ogs, at Storms far begik selvmord tilbage i 1980erne, s det ligger benbart i familien. Desuden er Steen allerede vendt tilbage angende Storms computer. Det plejer jo at tage et par dage for ham at plje hele harddisken igennem, men den var tom. Storm har personligt slettet rub og stub klokken 20.02 onsdag aften. Hvis jeg skal vre helt rlig, mener jeg ikke, der er mange ben i den sag: Kristian Storm har beget selvmord. Har du talt med Kristian Storms studerende? spurgte Sren. Og har du talt med det teknisk-administrative personale? Nu er du jo ikke den eneste, der har get p Politiskolen, vel? S ja, jeg har talt med dem, jeg synes var relevante. Men der m vre grnser for, hvor mange af politiets ressourcer vi skal fyre af p en sag, der ligger lige til hjrebenet. Godt arbejde, Tejsner, sagde politiinspektr Jrgensen tilfreds. Og du har ret. Ressourcerne skal bruges der, hvor det er ndvendigt. Vi har ikke for mange af dem. Hvor mange dage har du brug for? Hjst tre, sagde Henrik. Jeg mangler at snakke med Trine Rnn, der fandt Kristian Storm, for hun var s chokeret, at hun mtte en tur omkring Traume. S hende ringer jeg til i morgen. S snart Bje fr sig nosset sammen til at f kigget
p liget, fr jeg skrevet rapporten, og s er den skid slet. S senest tirsdag morgen. Mandag morgen, sagde Jrgensen. To dage er nok, medmindre der dukker noget op, men s m du komme ind, okay? Henrik nikkede. Sren skummede. Nu manglede Henrik bare at stte et rdkindet ble p Jrgensens bord. Godt, sagde Jrgensen og s over sin brillekant, frst p Sren, s p Henrik. S kommer vi til det interne problem p Rd Stue. Som er? Adskillige timer efter at vi var ankommet til Immunologisk Afdeling, kom Sren brasende, skyndte Henrik sig at sige. But why? Der var styr p sagerne. Alt var dokumenteret og forseglet, vi havde sikret afskedsbrevet, og vi havde for lngst sendt afdde til Retsmedicinsk. Sren er min overordnede og har ret til at besigtige ethvert findested, men jeg bryder mig sgu ikke om at f flet stjernerne af reversen foran mine egne medarbejdere. Og prv lige at forestille jer, hvad der ville vre sket, hvis jeg for bare et halvt r siden var trampet ind og havde forstyrret Marhauges hndarbejde, hold da op. Henrik slog sig p lret. Jrgensen nikkede lnge og s p Sren: Hvad siger du? Jeg siger op. Hvad? Bde Henrik og Jrgensen stirrede p Sren. Hold nu kft. Selvflgelig siger du ikke op, sagde Henrik. Jo. Jeg siger op, gentog Sren. Jeg er trt af kontorarbejde. Jeg er trt af personaleansvar. Jeg er trt af uendelige rapporter og planlgning af andres interessante opgaver. Det var en fejl, at jeg troppede op p universitetet i dag. Undskyld. Sren s hvast p Henrik. Men ta det som et tegn p, at hele konceptet er sygt. Jeg er politimand, ikke en eller anden kontormus, der har tid til at sidde og google kort for dig. Aj, Sren, for fanden begyndte Henrik og slog ud med armene, men Sren havde allerede bnet dren og nikkede til Jrgensen. Et stykke nede ad gangen hrte han Jrgensen sige:
Rolig nu, Tejsner, lad ham kle ned, og Sren mtte undertrykke en pludselig trang til at vende sig om og sige: Fuck dig til sin chef. To timer senere havde Sren underskrevet sin opsigelse, tmt sit kontor for personlige ejendele, fyldt en kasse med diverse papirer og kopieret de uafsluttede rapporter over p en USBngle og lagt den i Jrgensens dueslag sammen med sit politiskilt. Han havde sat to halvdde potteplanter p sin sekretr, Lindas, bord og afleveret sit tjenestevben p personalekontoret. Nu s han p uret. Klokken var kvart over tre, og det passede perfekt med at hente Lily. Uden for politigrden stoppede Sren brat op. Forret havde vret iskoldt. Nu var det med lidt god vilje tocifrede plusgrader, og dr hang solen. Sren gldede sig hele vejen fra parkeringspladsen hen til brnehaven til det nleprik i tiden, hvor Lily fik je p ham. Nr hun slap alt, hvad hun havde i hnderne, og flj ham om halsen. Tusind sm, vidunderlige, beskidte udendrsdufte i hans nsebor, den lille nde, Lily. I dag var hun ikke p legepladsen, som hun plejede, s han gik ind i brnehaven. Pdagogen p Lilys stue s overrasket p ham. Lily havde fet feber, og Anna havde hentet hende klokken to. De havde ringet til ham, fordi det stod i bogen, at det var ham, der hentede, men han havde ikke svaret? Sren kiggede p sin telefon, da han gik tilbage mod bilen. Shit, han havde glemt, at han havde slukket den for at undg Henriks opkald. Da han tndte den, var der seks ubesvarede opkald og en sms fra Anna: Forstr ikke, hvor du er, men en af os bliver ndt til at hente Lily, for de har ringet fra Klormen og sagt, at hun er syg. Hvis jeg ikke hrer fra dig i lbet af et kvarter, s tager jeg op og henter hende. Men kuk kuk, cool hvis du ringer, ikke? Der var jo lige den der ansgning, du ved nok Hun ld ikke sur, men Sren vidste, at hun minimum var smirriteret. Han lste sig ind i deres hus i Humlebk, og Lily kom lbende ud i entren. Hun virkede ikke specielt syg, allerhjst
lidt varm, men hun havde et fint net af blegrde knopper p kinder, overkrop og arme. Jeg har rde hunde, og jeg smitter, sagde hun stolt. Sren knlede ned og gned sin nse mod knopperne og sagde, at nr hun havde sdan nogle fine prikker, s ville han ogs have dem. Jeg m ikke komme i brnehave, fr de er helt vk, sagde Lily tilfreds. Anna sad i sofaen i stuen med sin laptop i skdet og arbejdede. Lily var ved at se en film. Sorry, sagde Sren og kyssede Annas pande. Jeg har haft min mobil slukket. Okay, sagde hun. Jeg undrede mig bare, for vi aftalte jo i morges, at du skulle hente i dag. Men anyway. Lily har rde hunde. Det er rigtig drlig timing, for Anders T. og jeg skal bare have den ansgning frdig. Nu s hun pludselig sprgende p Sren. Jeg mtte jo hjlpe Henrik med at finde op p Immunologisk Afdeling tidligere i dag. Er det rigtigt, at Kristian Storm har beget selvmord? Sren satte sig p kanten af sofaen, og Lily kravlede omgende op p hans skd og gav sig til at mosle rundt. Han ville gerne udfritte Anna om Kristian Storm, men ikke foran Lily. h, Lily, sagde han henkastet. Jeg har sdan savnet Ib i dag. Nej, du har da ej, grinede Lily. Jo, jeg har. Kunne du ikke lige g ind og hente det lille kr, s jeg kan give ham en krammer? Arj, man kan da ikke kramme larver, de bliver jo helt flade, sagde hun, men hoppede ned fra hans skd og lb ind p sit vrelse. Da hun var uden for hrevidde, kunne de tale. Anna kendte udmrket Kristian Storm. Jeg har haft ham som gstelrer p overbygningen flere gange, sagde hun, han var en inspirerende forelser. Han var desuden lidt af en celeb, hvis man kan kalde en videnskabsmand det. Han havde en lang publikationsliste og et hav af dedikerede disciple, kan man vel roligt kalde dem. Thor Albert Knudsen for eksempel, den yngste lektor p Kbenhavns Uniwww.gyldendal.dk * www.facebook.com/forlagetgyldendal * www.twitter.com/gyldendal 27
versitet nogen sinde. Han var atten, da han kom ind p biologistudiet, tyve, da han begyndte at g til hnde hos Storm p Immunologisk Afdeling, senere skrev han selvflgelig speciale og ph.d. under Storm og blev til sidst, som den yngste nogensinde, ansat som lektor p Immunologisk Afdeling. Kristian Storm er kendt for at udklkke topforskere, men ogs for kun at interessere sig for sin egen forskning. Han var vist lidt smfanatisk, isr med sin forskning i Afrika. Han vejledte kun studerende, der interesserede sig for det samme som ham. Hey, jeg har faktisk lige lst et stort portrt af ham, i Weekendavisen. I forrige weekend, tror jeg, det var. Har du smidt aviserne ud? Sren rejste sig og gav sig til at bladre igennem kurven ved siden af brndeovnen. Han var dybt involveret i et vaccine-forskningsprojekt i Vestafrika og rejste konstant frem og tilbage mellem Kbenhavn og Guinea Guinea-et-eller-andet. Hun hev sin laptop hen til sig og vendte kort blikket mod skrmen. GuineaBissau, og forskningsprojektet hedder Belem Health Project, opkaldt efter den bydel, hvor forskerstationen ligger. Storm er benbart raget uklar med den halve forskerverden inden for immunologi, fordi han pstr, at nogle af de vacciner, WHO anbefaler, ikke er helt uproblematiske. Han hvder ligefrem, at de slr masser af brn ihjel. Han var en af de der ildsjle, der tror, de kan redde Afrika. Fandt du avisen? Sren rystede p hovedet, og Anna skiftede emne: Puha, da jeg stod der i dag, kom det hele ligesom tilbage fra dengang, hvor jeg fandt Helland dd. Og syret nok kender jeg endda hende, der fandt Storm! Trine Rnn. Vi havde terrestrisk kologi sammen. Hun m vre totalt i chok. Folk har ikke talt om andet hele dagen. Anders T. og mig fik ikke skrevet en linje p ansgningen. Folk strmmede ind p vores kontor og ville snakke om det, der er sket. Midt i det hele ringede brnehaven, og jeg prvede at f fat i dig. I det samme kom Lily tilbage, og trerne trillede ned ad hendes kinder. Ib er vk, grd hun. Men jeg forstr bare ikke hvordan. Lget er stadigvk p, men han er virkelig vk! Lily rakte glasset frem mod Sren, som kiggede undersgende efwww.gyldendal.dk * www.facebook.com/forlagetgyldendal * www.twitter.com/gyldendal 28
ter den psykedelisk grnne larve mellem blebladene. Han rystede glasset let. Han er ikke vk, lille skat, sagde han roligt. Han er dr. Han har forpuppet sig. Forputtet? Forpuppet. Det kan din mor forklare dig. Sren satte Lily op i sofaen ved siden af Anna og rejste sig for at hnge sin jakke ud i gangen. I dren vendte han sig og sagde: Vi behver for resten ikke diskutere, hvem der skal passe Lily, indtil hun er rask. Du kan bare tage ind p fakultetet, lige s tosset du vil. Jeg passer hende. Anna lignede et sprgsmlstegn, men da Sren sagde: Jeg har sagt op, lignede hun et udrbstegn. Da Lily var puttet den aften, gik Sren igennem stuen og s p virvaret af legetj, tidsskrifter, opslagsvrker og tj. Han orkede ikke at rydde op og lod sig dumpe ned p sofaen. Anna var taget tilbage til universitetet, efter hun havde talt i telefon med Anders T. Bare et par timer, sagde hun til Sren, fr hun tog af sted. Jeg er tilbage inden klokken 23. Hun havde ladet sin laptop ligge p sofaen, og da Sren ville flytte den for at sidde bedre, slog han den ud af dvaletilstanden. Anna havde en masse hjemmesider bne. Hun havde tilsyneladende vret inde at lse om infektionssygdomme p Kristian Storms hjemmeside, www.belem.org. Jo mere man bliver eksponeret for smitte, jo mere syg bliver man af sygdommen, lste Sren. Derfor er infektionstrykket meget vrre i lavindkomstlandene end i industrilandene, for i lavindkomstlandene sover mange mennesker, srligt brn, op og ned ad hinanden p meget lidt plads. Interessant, tnkte Sren. Han havde altid troet, at man blev lige syg uanset om man blev udsat for n smittebacille eller ti tusind. Pludselig forstod han ideen med at vaccinere hele befolkninger. Han havde tit hrt begrebet flokkens immunitet og aldrig helt forstet, hvad det betd, men nu faldt tiren. Hvis mlet var at vaccinere hele flokken, s den blev immun, ville selv eventuelle uvaccinerede individer f fordel,
fordi der ville blive frre og frre at blive smittet af, og i det lange lb betd det, at sygdommen forsvandt. Genialt. Sren lste interesseret en artikel om moderne udbrud af ellers udryddede sygdomme. Det skete ofte i akademiske bymiljer i den vestlige verden, hvor moderne forldre egenhndigt besluttede sig for ikke at vaccinere deres brn. Sren havde aldrig fr tnkt p, hvor stort et medmenneskeligt ansvar der l i de sm nlestik. Anna havde desuden googlet glemte MFR-vaccinen, kunne Sren se, men det s ud til kun at have givet ubrugelige hits. Hun havde ogs vret inde p Statens Serum Instituts hjemmeside for at lse om rde hunde. Rde hunde skyldes infektion med rubellavirus, lste Sren. Efter indfrelsen af MFR-vaccinationsprogrammet er rde hunde imidlertid nsten udryddet i Danmark. N. Gad vide, hvor Lily s havde fet dem fra? Sren kunne se, at Anna havde googlet billeder af rde hunde og udslt, og ved at sammenligne med hvor heftigt udslttet kunne vre, kunne han regne ud, at Lily kun var en lille smule syg. Alts havde hun kun vret udsat for smitte i kort tid, kunne han med sin nye viden konkludere. Mske fordi hun gik i en brnehave, hvor brnene var s meget udendrs? Da Lily var begyndt i Klormen, havde Sren lst p hjemmesiden, at de brn, der lb rundt i det fri, var mindre syge end andre brn. Nu forstod han hvorfor. Nr man hang med hovedet nedad i en gren det meste af dagen, blev der udvekslet frre baciller. Sren skulle pludselig styre sig for ikke at kigge i Annas indbakke og skyndte sig at klappe laptoppen sammen. I det samme ringede Henrik. Sren stirrede p displayet og overvejede at lade opkaldet g p telefonsvarer, men fr han vidste af det, havde han taget den. Hvad fanden skete der lige i dag? ville Henrik vide. Du var ikke seris, var du? Come on, mand, vr nu ikke s Jeg kunne ikke vre mere seris. Jeg har givet Jrgensen min opsigelse, sagde Sren. Ja, det ved jeg sgu godt. Alle p hele Bella ved det. Men du mener det da ikke alvorligt? Gr du?
Jo, sagde Sren bare. Jeg er alts pisseglad for det her job, Sren. Jeanette er ogs pisseglad for det her job. Jeg er ikke ude p at stjle dit job, Henrik. Bare rolig. Jrgensen ville desuden f et hyr med fagforeningen. Jeg har jo for lngst skrevet under p min nye kontrakt med politiet, og det samme har du. Det er jo ikke et bilkort, vi sdan lige kan bytte tilbage. Og tnk engang, hvis Henrik Tejsner faktisk har fortjent det her job, sagde Henrik sarkastisk. Du er en god politimand, Henrik, sagde Sren fredeligt. Men du er en chokerende drlig chef. Det er jo meningen, du skal lede din efterforskningsgruppe. Ikke bruge dem som tribune for dine egne prstationer. Det sidste sagde han nu ikke. Der var stille i den anden ende. Sren skulle lige til at sige farvel, da Henrik sagde: Jeg har lige talt med hende Trine Rnn, hende, der fandt Kristian Storm. Hun vil ikke hre tale om selvmord og er ligeglad med, at vi har bde et afskedsbrev og motiv. Hun hidsede sig totalt op og sagde, at politiet skal undersge det her ordentligt, alle spor, alle detaljer. Rent drama. Var du ude hos hende? spurgte Sren. Nh, jeg ringede fra min gode stol. Ressourcer, du ved. Du hrte Jrgensen. Henrik grinede. Men giver du mig ikke ret? At pst, at det ddsfald er mere og andet end selvmord, er da rent drama, ikk? Sren tnkte sig lidt om. Jo, sagde han s. Men jeg ville nok alligevel tage ud og tale med hende og prve at danne mig et indtryk af, hvem Kristian Storm var, bde som menneske og som forsker. Anna har fortalt mig, at der var delte meninger om ham. P den ene side havde han ventelister til sine specialestuderende og ph.d.-stipendiater og havde efter sigende en skare af dedikerede studerende omkring sig, p den anden side havde han ry for at vre ret besat af at promovere sin egen forskning og har nok ikke altid vret lige populr blandt sine kollegaer, hverken herhjemme eller internationalt. Jeg ville personligt kaste et blik eller to p den modstning og mske ogs tjekke
op p det med hans fars selvmord. Bare lade det hele simre en dag eller to. Men hvis der ikke dukker noget op, s ville jeg ogs arkivere sagen som selvmord. Henrik kom med sm bekrftende lyde. Det var godt at snakke med dig, sagde han. Jeg ringer snart igen, ikk? Og overvej lige en ekstra gang. Man kan tage manden ud af politiet, men man kan ikke sdan tage politiet ud af manden, eller hvad det nu hedder Du har sgu givet Jrgensen mindst ti nye gr hr. Det er fint nok, sagde Sren. Jeg har forskellige ting, jeg godt vil tnke lidt over. Er alt okay med dig og Tigermis? Fint. Alt er fint. Hov, for resten, der var noget andet, jeg ville fortlle dig Jeg var ude ved et andet selvmord i morges. Ude i Vangede Pludselig stod Lily svndrukken i drbningen, og Sren kunne se, hun havde tisset i bukserne. Han havde glemt at give hende natble p. Jeg bliver ndt til at lbe. Lily er vgen, og Ja, s m du sgu ind og gi bryst, ha ha, sagde Henrik. Idiot. Da Sren vgnede nste morgen, l Lily og sov ved siden af ham i dobbeltsengen. Anna var ingen steder at se. Sren lagde hnden p Lilys pande og kunne mrke en let, sitrende varme st ud af huden. Han tog dynen af hende, for at hun ikke skulle koge over, og sjoskede ned i stuen, hvor han fandt Anna sovende p sofaen. Hun vgnede med et spjt, da Sren trdte p et stykke legetj p vej ud i kkkenet. Hej, gabte hun. Hvornr kom du hjem? spurgte han, mens han lavede kaffe. Frst klokken et. Anna var fulgt efter ham og stod i drbningen med en af gstedynerne slet om sin krop. Det trak ud. Der skete noget Srens hjerte begyndte at hamre. Han vidste, det ville ske fr eller siden. Han kendte Anders
T.s type. Anna kom ind i kkkenet og snuppede den kop kaffe, han lige havde lavet. Jeg skal nok fortlle dig om det, sagde hun roligt, men frst skal jeg alts lige hre, om du mente det alvorligt, at du har sagt op? Ja, det mente jeg alvorligt. Sren stod med ryggen til hende. Men hvorfor? Jeg har altid vret glad for mit arbejde, Anna. Jeg har altid vret mit arbejde. Indtil nu. Nu giver det ingen mening at kre ind p Bellahj, sagde han uden at vende sig. Jeg skulle aldrig have sagt ja til det job. Jeg er blevet pseudopolitimand. Men det er ikke kun det. Det er Jeg vidste, du ikke ville egne dig til at sidde bag et skrivebord, sagde Anna. Jeg vidste det! Pludselig stod hun lige bag ham, og Sren kunne mrke hendes arme om sig. Sren, jeg bliver alts ndt til at snakke med dig om noget, sagde hun, og Sren lukkede jnene. Trine Rnn, hende, der fandt Storm dd, ringede til mig i gr aftes og sagde, at hun gerne ville snakke med mig. Jeg sagde, at jeg var inde p fakultetet, og at hun bare kunne komme forbi, men hun turde ikke, sagde hun. S jeg mdte hende p en bar i Blgrdsgade. Det var derfor, jeg kom s sent hjem. Hun er fuldkommen i chok, Sren. Hun rystede p hnderne og var helt ude af den. Hun havde brug for at tale med nogen, der havde prvet noget lignende, sagde hun. Hun ville vide, hvornr chokket fortog sig. S frst snakkede vi bare om, hvad der var sket. Men s sagde hun pludselig, at det er helt sikkert, at Kristian Storm ikke har beget selvmord. Men mske kendte denne Trine ikke Storm s godt, som hun selv troede? Sren vendte sig om mod Anna og trak hende lettet ind til sig. Anna vristede sig fri. Sren, der mangler en kasse med dokumenter fra Storms kontor. Det er Storms forskning fra Guinea-Bissau, og Trine siger, at Nobelprisen er i den kasse. Den mest epokegrende opdagelse inden for immunologi, siden vaccinen blev op-
fundet i slutningen af 1700-tallet, intet mindre. Trine siger, at Storm netop er kommet hjem fra Guinea-Bissau med de allersidste optegnelser efter fem rs arbejde. Det giver ingen mening, at han nu, hvor han endelig er i ml, skulle have taget sit liv. Han stod foran et stort fagligt gennembrud. Det skal hun sige til Henrik, eller hvem der kommer til at afhre hende, afbrd han. Hvornr tog Anders T. hjem i gr? Blev I frdige med ansgningen? Lad vre med at skifte emne, sagde Anna. Trine har sagt det til Henrik. Eller det vil sige: I gr, da politiet frigav Storms kontor, gik hun derind for at redde kassen i sikkerhed, men den var vk. Hun ringede til Henrik med det samme for at sprge, om politiet havde beslaglagt en kasse, og for at gre opmrksom p, hvor vrdifuld den er. Men I havde ikke beslaglagt nogen kasse, sagde Henrik. Desuden er hun slet ikke blevet ordentligt afhrt. Trine er sikker p, at Kristian Storm er blevet myrdet, Sren. Henrik havde benbart ladet skinne igennem i gr, at politiet betragter UVVUs anklage mod Storm som hans motiv til selvmordet, men Trine siger, at det er nonsens. Storm var skrt op ligeglad med, hvad andre forskere syntes om ham. Som i grskkatolsk skrt op ligeglad, siger Trine. Okay, det var mange konklusioner p n gang, sagde Sren. Trine kendte Storm rigtig godt, Sren! De arbejdede tt sammen, isr de seneste par mneder, fordi Storms sdvanlige assistent er sygemeldt. Trine har vret lidt ude af det hele, fordi hun har haft barsel, men hun har vret tilbage p afdelingen siden jul. Tror du ikke, Trine ville have haft det bare en lille smule p fornemmelsen, hvis han havde tnkt sig at beg selvmord? Og hvor er kassen? I det samme stod Lily i dren, og Anna tav. Jeg vil godt se tegnefilm, sagde hun. All right, sagde Sren over skuldrene til Anna. Jeg kigger p det. Jeg ved bare ikke, hvor langt jeg kommer uden skilt, rlig talt. Kom s, tsen, s stter jeg en tegnefilm p. Sren lftede Lily op og bar hende ind i stuen. Kan du da ikke finde dit politiskilt? spurgte Lily bekymret. Hvor mange gange havde hun ikke fet at vide, at hun
ikke mtte lege med det, fordi Sren s ville f skldud af en, der hed Jrgensen? Jeg kom til at vaske det i gr, sagde Sren. Sammen med dine tissebukser. Hvad skete der s? S blev det helt lille. M jeg s godt f det til mine Sylvanians? ville Lily vide. Mske, sagde Sren. Det blev over middag den fredag, fr Anna krte ind p fakultetet for at mdes med Anders T., mens Sren og Lily l i hver sin ende af sofaen og s Totoro. Lily havde ikke specielt hj feber og rigelig appetit til at spise rundstykker med tandsmr og plgschokolade. Klokken lidt i to vgnede Sren op til rulleteksterne og stod op for at tage et bad. Da han havde taget rent tj p, gik han ind til Lily, der var get i gang med at tegne. Vi er da ikke srlig syge, er vi vel? sagde han. Jeg er meget syg, sagde Lily bestemt. For syg til at tage p Zoologisk Museum og spise hotdogs bagefter? Lily spidsede munden, mens hun overvejede sagen nje. Nej, sagde hun. Det er jeg ikke for syg til. Men hvad hvis mor ser os? Det gr hun ikke, sagde Sren bestemt. Hun sidder jo i en helt anden bygning. Desuden er det godt for sm biologer at g meget tit p Zoologisk Museum. Tnk p alt det, de lrer. Sren og Lily gik p Zoologisk Museum sammen for 110. gang. De rrte frst ved isbren, der kom ud af vggen, s inspicerede de alle Lilys yndlingsmontrer, spiste to franske hotdogs i kantinen og afsluttede i evolutionssalen, hvor Lily betuttet holdt afstand til de to menneskeskeletter. Er de gte? hviskede hun, men Sren forsikrede hende for 110. gang om, at de var lavet af plastik. Til sidst tog de elevatoren ned til stueetagen, hvor de osede i butikken, mens Sren diskret tog bestik af de dre, han kunne se. Den ene
var dren til toilettet, og p den anden stod der Kbenhavns Universitet, ingen adgang for offentligheden. Mens Lily s p alle de farvestrlende dimser og dutter, trykkede Sren forsigtigt hndtaget ned. Der var mske nok forbudt for offentligheden, men dren var ikke lst. M jeg gerne f den her? spurgte Lily og holdt en hoppebold med en giftgrn fr indeni frem mod Sren. Ja, du m, sagde Sren, og sammen gik de op for at betale. Og den her ogs? Lily prvede lykken og havde grebet fat i en vilkrlig bamse, der tilfldigvis var plys-pyton i fuld strrelse. Nej, ikke den. Okay, sagde Lily og lagde slangen tilbage. De betalte for hoppebolden. Kom, nu skal vi tisse, sagde Sren og trak Lily med hen mod toiletterne. Men jeg skal ikke tisse, sagde Lily hjt. Jo, det er bedre at tisse af, sagde Sren, lige s hjt. Aj alts, sagde Lily endnu hjere. Ekspedienten, der havde holdt sporadisk je med dem over sin halvbrille, s nu ned i nogle papirer, der l p disken. Og i et snuptag tog Sren Lily op p armen og gik ind ad den ulste dr. Hvad skal vi her? sagde Lily forarget, og Sren hviskede: Shy, vi skal fange en tyv. En tyv? udbrd Lily, og Sren skottede mod dren ind til museet, men ingen kom styrtende efter dem. Ja, sagde Sren, en tyv, der har stjlet din mors vens kasse, som han har haft med hjem helt fra Afrika. Kom, det er ikke farligt, det er vildt spndende. Lily s med t meget listig ud. De fr naturligvis vild. Sren bar Lily gennem de lange, de korridorer, forbi borde dynget til med sker med knogler, bger i klassest, kartonark med herbarier og udstoppede dyr, og Sren kunne mrke, hvordan hun borede fingrene ind i hans ryg. Et par gange hrte de samtale komme ud ad
bne dre, og frste gang, de stdte p et menneske, en yngre kvinde, der bar p en udstoppet hejrefugl, skyndte Sren sig at sprge om vej til Immunologisk Afdeling. I skal to etager op, svarede hun, trappen er derhenne. Min mor ved alt om dinosaurer, sagde Lily til kvinden, og Sren skyndte sig videre. Hvorfor brer du mig egentlig? Sren satte Lily ned, og de gik videre hnd i hnd. Endelig nede de Immunologisk Afdeling. Her var ingen udstoppede dyr og gulnede plancher med kander og dyknder, men derimod en perlerkke af moderne laboratorier, rulleborde i rustfrit stl og en lidt dyster stemning. Sren gik ned mod Storms kontor. Sren og Lily stoppede op og betragtede de mange kort og blomster, der l foran dren til Storms kontor, og Sren fik en klump i halsen. Et stort tab, for os og for Afrika, lste han p t kort, Tak for alt, Storm p et andet. P en stor farvestrlende buket blomster stod der In respect, in grief, from colleagues at Stanford University p et lille slvrandet kort, og ved siden af havde nogen lagt en afrikansk maske p gulvet og tndt fyrfadslys. Flere blomster, flere kort. Nej, hvor er det pnt, sagde Lily. Sren bankede p Thor Albert Knudsens halvbne dr og satsede p, at Thor ville genkende ham fra i gr og ikke bede om at se et skilt. Kom ind, ld det. Thor talte i telefon, men gjorde venligt tegn til, at Sren skulle vente. Thor afsluttede samtalen og gav bde Sren og Lily hnden. Jeg har egentlig fri i dag og var med min datter inde p museet, lj Sren. Men nr man efterforsker en sag, s holder man aldrig rigtig fri, sikkert ligesom nr man forsker. Thor bad Sren og Lily tage plads i et lille sofaarrangement, der stod i hjrnet af hans kontor. Han var bleg, men fattet. Jeg overvejede faktisk ogs, om jeg skulle holde fri i dag, sagde han og skottede til Lily, der havde blegrde pletter i ansigtet. Jeg m sige, jeg er meget chokeret. Men det er ikke i Storms nd at holde fri. Den, der forsker, bestr, sagde han altid. Desuden var det godt, jeg var her. Kollegaer fra hele
verden har hrt om ddsfaldet, og telefonen har kimet konstant. Hvad kan jeg egentlig hjlpe jer med? Jeg har lige talt med din kollega her til morgen, efterforskningsleder Henrik Tejsner, og han sagde, at I har lukket sagen som selvmord? Thor s pludselig skeptisk ud. Det er rigtigt, at Kristian Storm har beget selvmord, sagde Sren og bandede indvendigt. Men jeg kunne alligevel godt tnke mig at f lidt mere overblik. Kunne du skaffe mig en oversigt over Kristian Storms studerende, og hvem der ellers var ansat her p afdelingen? Der er et par lse ender, vi godt lige vil have hftet. Sren smilede igen. Ja, selvflgelig, sagde Thor og satte sig bag sit skrivebord og kiggede p sin skrm. Han havde mange studerende, tilfjede han. Jeg var selv en af dem engang. Var han en god vejleder? spurgte Sren. Ja, svarede Thor uden tven. Det er jo ved at vre nogle r siden. Jeg blev frdig med min ph.d. i 2005 og blev ansat p afdelingen ret efter. Men jeg husker stadig mine tre ph.d.-r som de r, hvor jeg for alvor fik fodfste som forsker. Ingen kan drive vrket som Storm. Han kan bore sig Han borede sig enerverende dybt ind i detaljen og blev ved, til man nsten kastede op, men samtidig kunne han zoome ud som ingen anden forsker, jeg har mdt, og forst de store videnskabsteoretiske sammenhnge. Han var i sandhed en lremester. Jeg kan ikke komme i tanke om en eneste af Storms studerende, der ikke har klaret sig usdvanlig godt, ogs selvom det kostede bde blod, sved og trer undervejs. Thor smilede og tilfjede: N ja, p nr lige Marie, men det var jo ikke hendes skyld, at hun aldrig fik begyndt p sin ph.d. Marie? N, det har nu ikke noget med Storm at gre. Marie Skov var Storms specialestuderende sidste r. De to i samme laboratorium Det slog gnister! Men Marie blev syg, og det var bare det, jeg mente. Hun har godt nok fet et ph.d.-stipendium, men lad os nu se, om hun kommer til at gre det frdigt. Det er for vrigt Maries laboratorietal, der udlste uredelighedsanklagen mod Storm. Thor rejste sig og hentede et print. Her er listen. Alles navne, telefonnumre og e-mail-adreswww.gyldendal.dk * www.facebook.com/forlagetgyldendal * www.twitter.com/gyldendal 38
ser. Thor s igen skeptisk ud. Jeg lovede faktisk at maile den til Henrik Tejsner i gr, men han nvnte ikke noget om den, da han ringede lige fr, s jeg gik ud fra, at det ikke var relevant lngere nu, nr I har lukket sagen. Men du kan mske give listen videre til ham? Det skal jeg nok, sagde Sren let og tog mod papiret. Vi leder efter en stjlen kasse, sagde Lily pludselig hjt, og Sren hostede. Hvorfor gr du ikke ud og prver din hoppebold ude p gangen? spurgte Sren Lily. Jeg vil vdde med, at den kan hoppe helt op til loftet, hvis du tyrer den rigtig hrdt ned i gulvet. Lily var allerede ude ad dren, og kort efter kunne de hre lyden af boing boing. Kommer det bag p dig, at Kristian Storm har beget selvmord? spurgte Sren. Thor tnkte sig om. Ja og nej, sagde han s. Da Trine fandt ham i gr, troede jeg simpelthen ikke p det. Jeg havde lige siddet og snakket med ham i frokoststuen dagen fr, og der virkede han prcis lige s engageret og arbejdsom, som han plejede. S lige frst virkede det absurd, at han skulle have taget sit eget liv. Siden har jeg selvflgelig ikke spekuleret p andet, og engang i nat kom jeg frem til, at det alligevel giver mening. Jeg kendte ikke Storm personligt lngere, og jeg ved faktisk ikke, hvem der i grunden kendte ham personligt. Mske Marie Skov, men hun er som sagt sygemeldt og har ikke set ham lnge. Storm og jeg drev Immunologisk Afdeling sammen, og vi var gode partnere, men vi var ikke venner. S selvom han havde vret nedtrykt, ville han ikke ndvendigvis have delagtiggjort mig i det. Og helt rligt: Jeg ville ndig have det liv, Storm levede. De fleste forskere har trods alt et liv ved siden af forskningen. Men ikke Storm. Han forskede konstant, og nr han endelig var social, var det med de studerende. Det er farligt at smelte sammen med sin profession. Thor s alvorligt p Sren. Vi har set det fr i forbindelse med nedskringerne. Folk, der pludselig opdager, at de ingenting har, hvis man tager deres arbejde fra dem, og derfor vlger at tage deres eget liv. Og det er mske endnu vrre at blive anklaget for uredelighed. n ting er, at alting gr i st, mens UVVU gennemgr den
forskning, der er under anklage, og mens det str p, er det s godt som umuligt at komme i betragtning til fondsmidler eller for den sags skyld at f videnskabelige artikler antaget. Men selv hvis man ender med at blive frikendt, hnger anklagen ved. Det ved alle i miljet. Storm var sin forskning, og frygten for en dom for uredelighed m have vret ekstremt stressende Thor s usikkert p Sren, isr hvis han dybt inde vidste, han havde pillet ved tallene. Har du grund til at tro, at han havde det? Nej. Thor tvede lidt. Egentlig ikke. Storm var virkelig en dygtig forsker, meget omhyggelig, meget kritisk, og han hvede sig over den konkurrence og prestige, der driver rigtig mange forskere, mig selv inklusive, m jeg nok indrmme. S p den mde var det ikke oplagt at mistnke ham for uredelighed. Men nr det er sagt, s er Storm blevet meget fanatisk med sit Afrika-projekt de senere r, faktisk s meget, at institutlederen for nylig kommenterede det, da det igen var mig, der var oppe at fremlgge rsregnskabet i stedet for Storm, fordi han som sdvanlig var i Afrika. Mig passede det fint, s det er ikke det men jeg har bare bemrket det. Hvordan Storm stille og roligt har satset alt p n hest, og det er jo altid risikabelt. Og s var der lige selve laboratorieresultaterne, som Storm og Marie offentliggjorde i forbindelse med Maries specialeforsvar Thor tvede. De var bare nsten for gode til at vre sande Og konsekvenserne af deres konklusioner, der satte sprgsmlstegn ved hele fundamentet for WHOs vaccinationsprogrammer Hvad gik det ud p? spurgte Sren nysgerrigt. Thor tnkte sig om. Storm opdagede, at de vacciner, som WHO anbefaler i hele verden, ud over at beskytte mod sygdomme ogs er forbundet med en rkke bi-effekter. De fleste af vaccinerne booster de vaccineredes immunforsvar til det bedre, s de fr generelt get modstandskraft over for andre sygdomme. Men der er ogs en vaccine, der ser ud til at svkke immunforsvaret. Det frste er godt, det sidste er katastrofalt, og den overordnede observation er revolutionerende. Hvis det alts
passer Selvom jeg gldede mig p Storms vegne, da han offentliggjorde resultaterne, var jeg ogs skeptisk. S du tnkte, at han havde snydt. Thor trak p skuldrene. Storm nskede selvflgelig, at Marie Skovs resultater ville bekrfte hans observationer fra Guinea-Bissau. S snyde er mske ikke den rigtige betegnelse. Men mske har han fejlfortolket dem og hbet, han ville slippe af sted med det. Bevidst fejlfortolket? Det vil jeg lade vre op til UVVU at bedmme, sagde Thor. En af Storms studerende fastholder, at Storm var skrt op ligeglad med hvad andre forskere mente om hans forskning. Det lyder ikke som n, der ville skamme sig over hverken uredelighedsanklage eller en eventuel dom? Thor rystede langsomt p hovedet. Det ved jeg godt. Det er Trine, ikke? Hun ngter at acceptere, at det er selvmord. S sent som i morges ringede hun og buldrede ls. Og jeg forstr godt, at det er svrt at forst. Jeg reagerede som sagt p prcis samme mde. Med vantro. Men Trine har vret p barselsorlov i over et r, ja, endnu lngere, for hun blev sygemeldt helt i begyndelsen af sin graviditet, og hun er frst lige kommet tilbage. Hun har ikke for alvor set, hvor fanatisk Storm er blevet med sit Afrika-projekt. Og Trine vidste heller ikke, at Storms far ogs begik selvmord. En ret vigtig detalje. Jeg fortalte hende det, da hun ringede i dag. Hvor ved du fra, at Storms far begik selvmord? ville Sren vide. Fra Storm selv, sagde Thor. Jeg har vidst det i mange r, siden jeg skrev speciale, tror jeg. Der gik p et tidspunkt rygter p instituttet om, at en professor ovre p museet havde lnset sin afdeling for penge, og da Storm overhrte mig og en anden studerende tale om det, irettesatte han os. Hans egen far, som var en kendt professor i medicin, havde vret offer for den slags grasserende rygter, fortalte han, og selvom han faktisk blev renset, fik han aldrig rigtig resoprejsning, og han endte med at tage sit liv. Storm var tydeligvis stadig
pvirket af det, og ja man ved jo fra psykologien, at selvmord tit gentager sig i familier. Sren betragtede Thor et jeblik. S rakte han hnden frem og sagde tak for hjlpen. Selvflgelig, sagde Thor. Og du skal altid bare kontakte mig, hvis der er mere, der falder dig ind. Jeg er her. Han slog ud med armene. Ude p gangen fik Sren en giftgrn fr lige i hovedet. Aj, undskyld, sagde Lily, og Sren smed hende op over skuldrene som en sk kartofler og bar hende ud af universitetet. Totalt undercover.

Svalens Graf Uddrag

Uploaded by

Document Information

Copyright

Available Formats

Share this document

Share or Embed Document

Sharing Options

Did you find this document useful?

Is this content inappropriate?

Copyright:

Available Formats

Svalens Graf Uddrag

Uploaded by

Copyright:

Available Formats

Sissel-Jo Reid Gazan

Kb SVALENS GRAF - find forhandlerliste her!

www.gyldendal.dk * www.facebook.com/forlagetgyldendal * www.twitter.com/gyldendal 14

www.gyldendal.dk * www.facebook.com/forlagetgyldendal * www.twitter.com/gyldendal 15

www.gyldendal.dk * www.facebook.com/forlagetgyldendal * www.twitter.com/gyldendal 16

www.gyldendal.dk * www.facebook.com/forlagetgyldendal * www.twitter.com/gyldendal 17

www.gyldendal.dk * www.facebook.com/forlagetgyldendal * www.twitter.com/gyldendal 24

www.gyldendal.dk * www.facebook.com/forlagetgyldendal * www.twitter.com/gyldendal 25

www.gyldendal.dk * www.facebook.com/forlagetgyldendal * www.twitter.com/gyldendal 32

www.gyldendal.dk * www.facebook.com/forlagetgyldendal * www.twitter.com/gyldendal 33

www.gyldendal.dk * www.facebook.com/forlagetgyldendal * www.twitter.com/gyldendal 40

www.gyldendal.dk * www.facebook.com/forlagetgyldendal * www.twitter.com/gyldendal 41

www.gyldendal.dk * www.facebook.com/forlagetgyldendal * www.twitter.com/gyldendal 42

You might also like