DORPH

Historier fra den anden side

JES DORPH-PETERSEN i samarbejde med ANDREAS FUGL THGERSEN

DORPH
Historier fra den anden side

JES DORPH-PETERSEN

DORPH
Historier fra den anden side
I samarbejde med Andreas Fugl Thgersen

Politikens Forlag

Indhold
Forord7 Nedtur p frste klasse11 Ensom dreng19 Fest uden hndbremse64 Umoden reporter77 Da fjernsyn blev sjovt igen105 Hyggelig svigersn134 Tmmermnd179 Revanche206 Efterskrift219

S fik vi himlen ned p jorden igen Ved jorden at blive, det tjener os bedst, min fine ven Der er ting her i livet der kun kan ges ihjel Op p krikken, mske den ligefrem rider af sig selv Jeg ville nske at den kunne Peter Sommer

Nedtur p frste klasse

HAN STEG IND i det prustende IC3-tog p Odense Banegrd en som-

meraften i 2011, klokken 20.08, som han altid gjorde det, nr han var frdig med et vagtskifte p TV 2 og skulle hjem til sin familie i villalejligheden i Hellerup, lige nord for Kbenhavn. Konen, Lene, og snnen, Jens Emil. Der var ikke som sdan noget usdvanligt p frde. Det var en lidt forblst aften foran det ikke udprget inspirerende banegrdscenter i Danmarks tredjestrste by, men trtheden sad mske nok lidt dybere i kroppen end vanligt. Sdan var det blevet oftere, at han flte sig brugt, nr han havde haft en rkke vagter foran kameraet p TV 2 i Odense. Som regel var han p arbejde tre dage i trk som vrt p en serie p alt fra tre til seks nyhedsudsendelser. I streg, som de kalder det. Mellem udsendelserne forberedte han sig, sov og spiste drlig mad. Slog tiden ihjel. Han boede i den lille, sparsomt mblerede stuelejlighed, som TV 2 stiller til rdighed i Odense for stationens pendlende tv-vrter. Han fandt sin plads i toget, et sde ved vinduet p frste klasse; han havde efterhnden taget den tur s mange hundrede gange, at han tillod sig selv den lille luksus. Det var rart at kunne sidde i fred, at vre uforstyrret og p vej, i en time og tyve minutters tid. Toget satte i rykvis bevgelse, og i et stadigt hjere tempo gled Danmark fordi ham ude p den anden side af ruden. Forstder og motor veje, kornmarker og grde, familier samlet i stuer, ved middagsborde og foran flimrende tv-skrme. Ud af det tusmrkebl, fra det ene jeblik til det andet, omkring det tidspunkt, toget krydsede lavbroen mellem Nyborg og Korsr,
11

ramte angsten ham. Massivt. Han kunne ikke vre i sin krop, blev omklamret, overmandet, af en voldsom tristhed. Jeg sad i min kup, og der var ikke nogen ved siden af mig, heldigvis. Lige pludselig kunne jeg bare mrke, at der var et eller andet, der slukkede i mig, en kontakt, der blev trykket i bund bum og hele min krop skreg: Stop, stop, stop, stop. Jeg havde vret fint i overskud i dagene op til, udover min almindelige trthed, og s mske, at jeg var en anelse mere stresset og opfarende end normalt. Men jeg blev s ked af det i det tog, nrmest p et splitsekund. Overvldet. Alt i mig sagde: Nu orker jeg ikke mere. Jeg kunne hurtigt mrke, at der var meget p spil. Det var ikke bare et jebliks uro eller afmagt, der var et eller andet rivende galt, som jeg slet ikke kunne definere eller stte fingeren p. Angst kanaliserer sig altid et sted hen, og det frste, jeg tnkte, var, at jeg aldrig mere ville tilbage til TV 2 og vre nyhedsvrt. Jeg ville ikke mde op til en ren tavle en gang til og prve at fylde noget p den, for det er, hvad det handler om, nr man laver nyheder, at begynde forfra hver eneste dag og hele tiden. Jeg ville ikke tage endnu en tur rundt i den velkendte manege. Jeg havde et billede i mit hoved, en lille, gulnet film, der krte i sljfe, af mig selv som en gammel mand, der sad med rystende ben og krum ryg og klamrede mig til en hvidlakeret cirkushest p en karrusel. Karrusellen krte rundt og rundt og rundt, hurtigere og hurtigere, tret knagede og knirkede, og jeg blev mere og mere svimmel og kom ingen vegne. Jeg ville af, jeg prvede at f kontakt til den mand, der stod og betjente karrusellens knapper, men han s og hrte mig ikke, og hver gang en tur var overstet, blev jeg straks sat til at tage en til. Jeg har aldrig i mit liv op til det punkt oplevet en flelse s tung og overvldende. Den mde, tristheden satte sig i mig p, var skrmmende. Den er gal, var det eneste, jeg blev ved med at tnke. Jeg greb min mobiltelefon og ringede til min ven, journalist S12

ren Kaster. Han og jeg har kendt hinanden i revis. Jeg grd i telefonen og sagde til ham, at jeg ikke kunne klare noget mere. At jeg havde fet nok af det hele. Han trstede mig, s godt han kunne, men kunne ikke gre hverken fra eller til i situationen. Derefter bnede jeg min iPad og skrev straks en fortvivlet e-mail til min chef, Michael Dyrby p TV 2.
Kre Michael Jeg sidder i toget p vej hjem til Kbenhavn fra 19-vagt. Jeg har det meget drligt. Jeg str af nu. Kan ikke mere. Jeg vil gerne have, at du piller mig af vagterne p Nyhederne. Vi m snakke sammen om fremtiden, for jeg kan pludselig mrke, at jeg ikke orker mere. Mit humr er i bund, og jeg har ikke nerver til at fortstte. Jeg kan ikke bre kravene, folk, der rber foran min desk og det pres, der er, som jeg troede, jeg var ekspert i at leve med. Jeg vil gerne forsge at finde gnisten og glden igen, men det er ikke sikkert, jeg kan. Derfor vil jeg bede dig give mig fri en tid. Og lad os snakke sammen, s snart du kan. Det er ikke godt, det her. Jeg ringer i morgen. Dorph (er ked af det)

Senere, da det hele kom p afstand, har jeg tnkt over, at den handling understregede, hvor desperat jeg blev. Normalt ville man nok, selv hvis man gik i panik over noget, vende den en gang eller to og sove p det, fr man begyndte at sende kategoriske mails til sin chef. Men jeg handlede med det samme. Der var et eller andet, en refleksreaktion i mig, som gjorde, at jeg reagerede voldsomt og pludseligt. Da jeg var frdig med at skrive min mail til Michael Dyrby, frdig med at drikke den lille flaske Merlot, jeg havde kbt hos togstewardessen og havde brugt alle mine krfter p at holde sammen p mig selv, var toget net til Kbenhavn. Jeg hoppede af og fandt en taxa, der krte mig ud til Hellerup.
13

 Bde min sn, Jens Emil, og min kone, Lene, sov. Jeg listede ud i kkkenet, bnede en ny flaske rdvin og stod i halvmrket og drak et glas, mens tankerne blev ved med at myldre rundt i hovedet p mig. Jeg har i det meste af mit arbejdsliv vret ret god til at hndtere det pres, det er at skulle vre p, og at skulle prstere s koncentreret, som det krves af vrten i en nyhedsudsendelse. Naturligvis uden at gre det vrre, end det er. Jeg er med p, at der er mennesker i verden, som lider og arbejder under et strre pres end det, jeg har oplevet, men det fles sgu som en eksamen, hver gang jeg gr p skrmen. Dag, uge, mned og r ud og ind. Det er ikke alle mennesker, der har det gen i sig, der kan hndtere den situation lige afslappet og uden at g til i nerver og prstationsangst. Det har jeg altid kunnet. Indtil det jeblik. Da jeg stod i kkkenet, var jeg fortsat ikke i stand til at forst, hvad der var galt med mig, eller hvad jeg ville. Jeg blev bare ved med at hre den samme stning. Den kvrnede ls i min hjerne som en LP ja, s gammel er jeg der var get i hak: Den er gal, den er gal, den er gal. Jeg kylede det meste af rdvinen i mig, mens jeg s ud i mrket og tudede. Jeg fik ndend, jeg havde det, som om jeg var begravet, som om en tung dyne eller et enormt dyr var blevet kastet henover mig og langsomt kvalte mig. P et tidspunkt vgnede Lene og kom ud til mig og spurgte bekymret, hvad der foregik. Jeg vendte mig bare om mod hende med vde jne uden at kunne forklare. Nste dag sad rastlsheden og uroen stadig i kroppen, og jeg ringede til Natasja Crone, som ikke bare var en god kollega p TV 2, men ogs er en nr ven. I lbet af en time kom hun trillende over til mig i sin bil. Vi satte os sammen i stuen, og jeg fortalte hende ligeud, at jeg ikke ville vre med mere, at jeg ikke ville snyde mig igennem flere udsendelser, for det var sdan, det efterhnden fltes for mig at g p arbejde. At jeg snd. Fingerede tingene. Spillede rollen som Jes Dorph-Petersen. Hun sagde: Rolig nu og prvede
14

at vise forstelse, men hun kunne ikke sige andet, end at jeg mske skulle tage et par dage fri og tnke over tingene. Hun gav mig et kram, da vi sagde farvel. Tristheden overmandede mig igen, og da hun var krt, faldt jeg i en urolig svn p sofaen. Da jeg vgnede, ringede jeg til Michael Dyrby. Vi har spist, drukket, rejst og arbejdet sammen i 15 r, og jeg flte et stort behov for at tale med ham, som chef og som ven. Han kom hjem til mig med det samme. Vi gik en lang tur i Hellerup, og vi sad ude i min have. Det var solskin, og jeg hentede et par dsel til os. Jeg sagde til ham, at jeg ville stoppe, at han ikke skulle stte mig p vagtplanen mere. Michael har nok oparbejdet et ry i vores branche for at vre en kontant chef, men han er ogs et empatisk, forstende menneske, han lytter og reagerer, nr hans medarbejdere har problemer. Jeg kunne dog godt mrke p ham, at han i den her situation inderst inde tnkte: Hvad fanden skal jeg bruge ham til, hvis han ikke vil lse nyheder op?. Vi nede da heller ikke frem til noget, vi kunne ikke udmnte vores flles overvejelser i en ide om, hvordan jeg ellers skulle arbejde p TV 2, hvis jeg ikke skulle lave nyheder. Jeg tror ogs, at han tnkte, og det gjorde jeg mske ogs selv p det tidspunkt, at det nok gik over igen, at jeg bare var en tosse, der skulle have lidt udelt opmrksomhed og en pause. Men det sagde han naturligvis ikke, han udviste tvrtimod stor forstelse for, at jeg stod midt i, eller i hvert fald styrede lukt mod, et sammenbrud af en slags. S fik jeg fri. Meldte mig ud. Holdt sommerferie. Jeg tog blandt andet langt ud i Kattegat, ud til Ls, hvor jeg er kommet hele mit liv og altid har kunnet slappe af. Men tristheden lagde sig ikke, selvom jeg i de uger vendte tilbage til en slags feriehverdag. Den blev ved med at rumstere i mig. Ikke engang da jeg sad p terrassen, drak kold Chablis og s ud over stranden og havet ved Vester, hvilket ellers er noget af det bedste, man kan bruge sin tid p, slap den taget i mig.
15

 Jeg talte selvflgelig grundigt med Lene om det, men p trods af, at hun er et klogt, krligt og lyttende menneske, og ovenikbet lge, kunne hun heller ikke bare sdan vupti redde mig og gre mig glad. Det kan vre svrt for andre, isr ens nrmeste, at hndtere sdan en nedsmeltning. Hvad stiller man op? Jeg kan huske, vi havde gster til grill-middag en aften, hvor jeg fik for meget at drikke. Vi sad p terrassen, og jeg begyndte at fortlle dem alle sammen, at jeg sgu aldrig ville lse nyheder op mere, og de tnkte givetvis deres: Hvad har han gang i? Dels fordi alle omkring bordet var klar over, at det at vre tv-vrt var det eneste, jeg kunne og var god til, s hvad ville jeg ellers? Dels fordi det var uartikuleret og dybest set rent navlepilleri. Hvad skulle de stille op med det? Hvad skulle jeg selv stille op? Udover at sige ja, da TV 2 efter to mneders tid skrev mig ind i vagtplanerne. Igen. S begyndte jeg at lse nyheder op. Igen. At tilbringe aftenerne og ntterne i stuelejligheden i Odense, omme bag ved Kvgtorvet, med rdvin og tv. Igen. Det var som at blive slet hjem i Ludo. Vrtslejligheden, der var mit andet hjem, stter i sin stil en tyk streg under, hvor uglamourst livet som skrmtrold er det meste af tiden. Kleskabet i det skrabede kkken var typisk halvfyldt; en gammel mlk, et par l og en bnet pakke med skiveskren, svedende ost. Mske l der ogs en pakke smr med brdkrummerester i. Jeg spiste ofte optede frdigretter fra det nrmeste supermarked eller dagens ret fra kantinen og drak godt med rdvin til. Jeg lb en del i den tid. Jeg havde kbt et par dyre lbesko, gule og sorte, fra Nike, og nogle stramme lbebukser, der passede til. Med det st p stak jeg ofte af fra det hele. Det blev til lange strk i skovene og p villavejene, indtil sveden piblede frem p min pande, og mit hjerte dunkede, s det fltes, som om det sad oppe i halsen. Jeg lb altid alene, og jeg valgte konsekvent den samme rute: langs en, forbi brnehaven, ned til skolen og hen til vandvrket, McDonalds og supermarkedet. Videre langs den lille kirkegrd
16

med de sirligt anlagte gravpladser, vk fra de dde, ned ad en nedlagt jernbanestrkning, forbi fodboldklubben OBs flotte hjemmebane, og s tilbage. Hjem til lejligheden og tv-skrmen, som jeg tilbragte s meget af tiden med enten at se ud af eller ind i. Lejligheden ligger i en moderne bebyggelse, lige bag Kvgtorvet. Det kunne vre hvor som helst i udkanten af en mellemstor dansk by. Fra vinduet i sovevrelset kan man se direkte ud p den tunge, dieselhostende trafik i krydset Rugaardsvej og lkke All. Under fladskrmen l cirka 150 dvd-film, af og til prvede jeg at se en af dem, men det var sjldent, at jeg havde tlmodigheden til at se en film til ende. De halve historier, de afbrudte handlingsforlb, blev min norm. P vggene hang en del hdersbevisninger, som var blevet givet til journalister p TV 2 i renes lb, deriblandt et indrammet stykke papir, der oplyste om, at et flertal af Billed-Bladets lsere i 2008 havde valgt mig som Danmarks bedste mandlige studievrt. Det kunne jeg da godt se op p af og til og smile stille af, men jeg var mest af alt trt, i krop og sjl, af den upersonlige lejlighed, af anonymiteten og tristessen, af mit arbejde p skrmen, og i det hele taget. Jeg husker mange af de ting, jeg foretog mig i den tid, som svngngeragtige. Jeg gjorde s vidt muligt, hvad der blev forventet af mig, men uden at vre rigtigt til stede. En aften satte jeg endnu en gang en film p, en guldpalmevinder fra filmfestivalen i Cannes, Vinden, der ryster kornet, af den engelske socialrealist Ken Loach. Alle sagde, at den var fremragende. Jeg stod af efter et kvarter, og det har intet med filmen at gre, jeg kunne bare ikke i den periode fokusere eller koncentrere mig. Og slet ikke om noget nyt. Hjertet var ikke med. I stedet smed jeg en anden og velkendt dvd i maskinen. P den var et program, hvor FCKs 2010-sson blev gennemget. Det var den store sson, hvor kbenhavnerklubben spillede uafgjort med FC Barcelona og kom blandt de 16 bedste hold i Champions
17

 eague. Det var en dvd og en sson jeg kendte til hudlshed, L men det var det eneste, jeg kunne kapere. At se p gentagelsen, at synke ned i ritualet, at svlge i flotte ml og fine fejringer. Alt andet, det komplicerede, det stille og det nye, fremstod uskarpt, slret. Nr jeg ser tilbage, vil jeg mene, at jeg allerede var p vej ned i en regulr depression. Men i situationen var jeg bare rundt p gulvet, ja snotforvirret, fanme. Jeg var stadig bange og ked af det og forsgte at undertrykke de flelser ved at kaste mig ud i hrdt arbejde og ved at vende tilbage til en form for normalitet og genkendelighed. Det var en kmpefejl. En fejl, jeg kom til at betale en hj pris for. At det ligefrem betd mneder med professionel hjlp, anede jeg ikke.

18

Dorph Historier fra den anden side handler om al den larm, Jes Dorph-Petersen har lavet i sit liv. Han fortller i bogen om at vre afhngig af opmrksomheden og om at vre en glad gadedreng, der elsker fodbold og fester, byture og ballade, det underholdende og folkelige. Samtidig er det en beretning om den modstand et menneskeliv kan rumme. Om fdre, mdre og snner, om krlighed og skilsmisse, om ensomhed, misbrug, lavt selvvrd og den depression, der ramte ham i efterret 2011 og blev et vendepunkt i hans liv.

Jeg forsgte mig med en munter bemrkning: Er der sket noget srligt i dag?, men Michael Dyrby gav mig et blik, der fortalte, at jeg skulle holde lavere profil end en rdsptte