A.J.

Kazinski

En hellig alliance

Politikens Forlag

Nr man befinder sig midt i en katastrofe, kan man kan gre tre ting: Man kan gre det rigtige, man kan gre det forkerte, og man kan gre ingenting. De to frste kan muligvis redde dit liv. At gre ingenting vil helt sikkert krve dit liv. Havde han lst det et sted? Var det noget en amerikansk prsident havde sagt, eller noget han havde lst i en bog om dem der overlevede Titanic? Det er reptilhjernen der overtager kommandoen midt i en katastrofe. For sit indre blik s han et dyr flygte, en mus der pisker af sted hen over gulvet i sommerhuset, p flugt fra hans mors skrig og hans far med kosten i hnden. Musen slap vk, men han kunne huske hvordan den frst gjorde det forkerte, lb ind i hjrnet under skibskommoden, som hans far ganske let kunne skubbe til side. Og s hamrede faren kosten ned over den. Men musen overlevede inde under brsten, den trak sig sammen til en lille rund klump der kunne klare mosten, og s snart hans far slap, sprang den op og lb videre. Denne gang i den rigtige retning, hen mod komfuret, derind hvor den var kommet fra. Hvorfor tnkte han p musen nu? Fordi han skulle gre noget. Det rigtige eller det forkerte, men ikke ingenting. Ingenting var det som fuglene gjorde, nr de ramte en rude i deres italienske sommerhus. Han huskede hvordan solsorten bare sad og stirrede chokeret mens den forsgte at finde vejen ud af katastrofen, hvordan dens hjerte bankede hidsigt inde bag fjerene. 7

En stemme fra nutiden: Hvad skal vi gre? Stemmen tilhrte en af de livvagter han ikke havde set fr. Han kan ikke bare ligge der, sagde en anden. Selv forsgte han at sige hjlp. Han siger noget. Blde trin hen over gulvtppet. Han bnede jnene, akkurat nok til at han kunne se de sorte sko lige foran sig. Sagde du noget? Hjlp mig. Vi hjlper dig. Du skal nok klare den. Han lukkede jnene igen. Han var ikke sikker p hvem der sad ved hans side nu. Var det en hnd gennem sit hr han mrkede? Ja, en varm hnd. Den gled gennem hret p ham, krligt, han tnkte p sin mor, igen i sommerhuset, fliserne, hendes fdder der gik hen over dem, lydlst, rd neglelak, hvor han elskede hende. Nu fortsatte hnden fra hret ned over kinden, ind i hans mund. Han smagte blod. Sit eget blod. Det var ikke en hnd der havde krtegnet ham, det var vsken fra hovedet. Han mtte gre noget, forsge at komme p benene. Hvorfor havde han s lidt kontrol over sig selv? Igen dette billede af solsorten: nbet p vid gab, jnene sprret op i rdsel, ikke en bevgelse ud over hjertet der slr. Som ham selv. Her p gulvtppet, ikke en muskel kunne han f i tale. Sdan har solsorten det, den ved alt om hvad der sker omkring den efter den har ramt ruden, den ser brnene der kommer lbende, pigen der tager den op i hnden, var det hans sster der gjorde det? Eller Claudia? Smukke Claudia ja, og det lille vsen hrer hans mor, der siger at de skal stte den ud igen, men et sted hvor katten og slangerne ikke kan n den. Han dr hvis vi ikke gr noget. Det var en stemme der hviskede og blandede sig i erindringen. Hvordan ssteren hele tiden ville holde solsorten. Han ville ogs, men hun ville ikke lade ham. Vi kan ikke have lger og politi her. Hvad s? En tredje stemme blandede sig: Pressen vil st klar. Det er bare den flig de venter p. 8

Var der en der grd? Eller var det ham selv? Han huskede hvordan han gjorde klar til solsorten oppe i hulen mellem trerne sammen med Claudia. Gjorde det trygt og rart. Deroppe ville katten ikke komme. Der er intet vi kan gre. Ikke nu. S dr han. S sagde de ikke mere. Som om de spekulerede over hans dd. Hvilken betydning den ville have. Hvem der ville savne ham. Hans sster. Forldrene var borte for lngst. Han s igen sin mor og sin far for sig. Gyldne dage. Sommerhuset. Middelhavet. Varme, paradis, Claudia. Nej, ikke endnu Jeg vil ikke d, sagde han. Han siger noget. Tal med ham. Trin. Nogen stod tt p ham. Sagde du noget? Jeg vil ikke d. Selvflgelig skal du ikke d. Han bnede jnene igen, et kort jeblik kunne han se en anden der forsgte at stte sig p gulvet ved siden af ham, men opgav eller ombestemte sig. Han s p skoene, trin vk. Det virkede som om de stod s uendeligt langt fra ham. De havde ingen intention om at hjlpe ham. Hvis blot han kunne komme p benene, kalde p hjlp. Ssteren havde sat solsorten ned i den rede han havde bygget til den, de satte fr og vand til den. Claudia bad for den. Endelig, han mrkede sine ben, mske var det bare det der skulle til: Han skulle i synk med solsorten; bevingede vsen, f mig til at lette, hviskede han. Nej, nu skulle han holde kft hvis han ville overleve. Han tvang sine ben i gang, en babys bevgelser p gulvet, op og ned som to sm blde stempler, nu skulle han bare have armene med, ja sdan. Han begyndte at kravle den anden vej, hen over gulvet, hvis han kunne komme ud p gangen, ville der vre andre. De ville hjlpe. Han s sig tilbage, mtte fjerne blodet fra ansigtet. De havde ikke set ham, han var nok ikke kommet s langt. Kom op at st, kom nu. Kan vi ikke kre ham p hospitalet? Og sige hvad? 9

 At det var et uheld. Han var p benene. Endelig. Han trrede blodet vk fra jnene. Han skulle bare n over til dren i den anden ende. Ud p gangen og kalde p hjlp. Folk ville hre ham Han er oppe. Vi m hjlpe. Stemmer der hviskede i munden p hinanden. Han lb igennem vrelset, vaklende ben, s sig over skulderen. En eller anden lukkede dren. Var de andre get? Var de alene? Lad nu vre med at gre noget dumt, sagde en stemme roligt og gik frem mod ham. Han fortsatte mod dren, overhrte det den anden sagde. Jeg sagde: Lad nu vre med at gre noget dumt. Han kunne mrke hnden der standsede ham. Hjlp! Han rbte igen: Hjlp! En hnd over munden. De stod op begge to. Blodet lb stadig fra hans hoved, han kunne mrke det. Den anden stod bag ham, holdt en hnd stramt over hans mund og vred hans arm om p ryggen. Professionelt, koldt. Han forsgte at vriste sig fri, nyttelst, han kunne ikke, han havde det som korn i en sk, tusindvis af korn der ikke kunne arbejde sammen fr de blev kvast i mllen og malet til t hele. Det ville han ogs vre om lidt, kvast, malet rd. Manden trak ham over gulvbrdderne. Et kort jeblik slap manden sit greb om hans mund. Nu bliver du der. Ikke? Det skal nok g, sagde han. Han forlod ham et jeblik. Gik ind til de andre. De hviskede. Han hrte enkelte ord: Det kan vi ikke, ikke nu, nej, ingen ambulance. Han skulle d. Den eneste vej ud fra dette sted var som et afsjlet legeme. Det inds han nu. Med visheden kom en ro. Men de skulle ikke slippe fra det. Hvis bare han kunne n at ringe til nogen? Sende en besked? Nej, mobilen l slukket i jakken. Der kunne han ikke n over, de ville se ham, stoppe ham. Han havde f sekunder igen, her p gulvet. Den antikke kommode stod lige ved siden af hans ansigt. Han kunne se op under den. Kunne han ridse sit navn i gulvet? Nej, det ville de se. Fjerne. Mske oppe under kommoden? Men hvem skulle se det? 10

Hvem ville nogensinde kigge der? Mske en sknne dag, om mange r, ville en snedker vende kommoden om, alt skal repareres fr eller siden, srlig det der er bevaringsvrdigt. Og s ville snedkeren se det. Se hvad? Noget han skrev. Nu. Han frte sin finger op til hovedet. En besked til eftertiden. Blodet piblede stadig ud, og han kom til at tnke p en punkteret cykelslange i en vandbalje, igen barndommens sommerhus, duften af rosmarin og lavendel hans paradis. Hvordan skal vi f ham ud? Lad mig om det, sagde manden der havde holdt hans ansigt. Nu skulle han skynde sig. Hvad skulle han skrive? Sit navn? Det ville tage for langt tid. Han skulle skrive hvad der var sket. Blodet ville strkne men stadig indeholde hans identitet, hans dna. Frste bogstav. M. Derefter dyppe penslen i hans hoveds blkhus, mere blod ... O ... R ... Han var p vej ind til ham igen. Hurtigt, sidste bogstav: D. En eller anden satte sig ned ved siden af ham. Nu skal du bare slappe helt af, sagde han, manden der ville gre det af med ham. Jeg beder dig. Rolig, der sker ikke noget, hviskede han og lagde igen sin hnd om hans mund. Og med pegefingeren og tommelfingeren pressede manden hans nsebor sammen uden at slippe munden. Han kunne ikke f vejret. Det tager kun et jeblik, hviskede han. Han var helt tt p hans ansigt. Der var stadig stemmer et eller andet sted. Vidste de andre hvad der skete? Lige meget, eftertiden ville vide det. En sknne dag ville en hndvrker eller en anden finde hans besked. Stemmen i hans re igen: Hey, rolig. Det bliver ndt til at ende sdan. Det ved du ogs godt selv. Det er strre end os, det her. Meget strre. Det har vi altid vidst. Ellers kunne vi ikke vre her. Og nu ligger du her, og en dag er det min tur. Mske om ikke s lnge, hvem ved? Det er prisen, og den har vi altid vret villige til at betale. Manden strammede sit greb om hans nse og mund. Sagde mske noget mere. Men han gad ikke hre efter lngere, han hrte sin sster, tilbage i 11

sommerhuset: Den er vk, rbte hun om morgenen, efter hun havde vret oppe i hulen. Hun hoppede i hans seng, kastede sig i armene p ham, vkkede ham alt for tidligt. Hrer du? Den er fljet vk. Claudia. S smuk. Fuglen. Flugten. Mrke.

INSTITUTIONEN

8. april 2013

ROSKILDE 07.58
Klik. Lsen i lgen gik op, og Eva trdte ind p legepladsen. Hun lukkede bag sig. Lsen sad s hjt at brnene ikke kunne n den. Hallo! Hej! Eva vendte sig om. Stemmen kom ovre fra den anden side af gaden hvor en ung kvinde stod p fortovet. Var det Eva, hun kaldte p? Ja, dig! Er du p vej ind i brnehaven? spurgte kvinden. Ja, svarede Eva. Den unge kvinde var mske i midten af 20erne. Knt ansigt, men vredt eller ophidset lige nu, s vidt Eva kunne bedmme. Gider du give en besked nr du kommer ind? Til Anna. Det er min frste dag, svarede Eva. N. Jeg skal arbejde i kkkenet. N, ja. Inge? Eva. Ja. Dig har de nvnt p personalemdet. Jeg hedder Kamilla. Er pdagog p Rd stue. Hej. Vil du sige til Anna at jeg ikke kommer ind fr hunden er forsvarligt bundet til vggen eller fjernet fra institutionens grund? Eva s p hunden der sad ved hoveddren. Ude p vejen var en mor ankommet p cykel, hun var i frd med at spnde cykelhjelmen af sin datter. 17

 Er hunden farlig, Kamilla? spurgte moren. Det er en kamphund, svarede pdagogen. Den har intet at gre p institutionens grund hvor der er sm mennesker overalt. Hun talte selvsikkert, som en politiker, tnkte Eva. Pigen s ud som om hun var ved at drukne under den store hjelm. Eva kiggede igen p hunden der sad inde p legepladsen; en bidsk sag med afkortede rer og en underlig, stumpet hale. Den sad stoisk foran hovedindgangen til brnehaven. Inge! Kamilla henvendte sig igen til Eva. Jeg hedder Eva, svarede hun, mske lidt vredt. Evas tidligere svigermor var en Inge og Eva havde bestemt ingen behagelige minder om Inge. Nej, undskyld, hvor er jeg dum. Eva! Jeg skal nok huske det nu. Det er nok fordi jeg er bange. Bare sig til Anna at jeg officielt er mdt p arbejde, men af sikkerhedsmssige rsager er forhindret i at komme ind i kommunens institution. Det er min frste dag, sagde Eva. Jeg skal lige Og jeg skal p arbejde! Bare sig det til Anna. Jeg har ikke tid til at st og vente her, den hund skal bare vk. Sidder den kter nu der igen? En far der ankom p en sort lad cykel, rystede p hovedet. Hans dreng stak hovedet op foran og betragtede nysgerrigt hunden. Jeg har lige sagt det, sagde Kamilla og s bebrejdende p Eva. Det her holder ikke. Ellers m vi have fat i ledelsen igen. Pdagogen og de to forldre faldt i snak, og Eva benyttede chancen til at fortstte op mod hoveddren, mod hunden der stirrede lige frem for sig. Uanset hvad, kunne den hund umuligt vre hendes problem p den allerfrste arbejdsdag, tnkte hun. Hun s op p skiltet over indgangen. blehaven, skrevet med uskyldige bogstaver der stod hulter til bulter og i alle tnkelige farver. Der var ingen tvivl. Hun var det rigtige sted. Her hvor arbejdsformidlingen havde sendt hende hen. Her hvor hun enten kunne begynde som kkkenassistent 30 timer om ugen, med lntilskud fra kommunen eller forsvinde ud af det offentlige system og synke mod bunden af samfundet, som en sten i vandet. Men det skulle 18

hun ikke tnke p nu. Hun skulle tnke fremad, sdan som hun havde aftalt med sin psykolog. Ikke tnke p Martin, p huset, p Martins lede mor. Tnk fremad. Dette var frste dag i resten af hendes liv. Psykologen, som kommunen ogs betalte for, havde forklaret det s enkelt: Hvis du er faldet ned i en brnd, nytter det intet at ligge og tnke p alle de begivenheder der frte frem til at du faldt i brnden. Frst handlede det om at komme op nr man var oppe, kunne man tnke over hvorfor man var faldet i. Ikke fr. Alle ressourcer rettet mod overlevelse. Fremad. Hun s op mod institutionen. blehaven. Den var fremad. Hun skulle bare forbi kamphunden. Kom s, Eva, sagde hun til sig selv: Det ene ben foran det andet. Hunden s stadig ikke p hende, kun lige frem, et tomt udtryk som en sfinks. Ikke vise frygt. Da hun gik forbi den, udsendte den en nsten lydls, dyb knurren. Hun tog i dren. Den var lst. Der hang en kodels p muren. Gennem ruden kunne hun se pdagoger og brn p gangen. Et sidste blik p sig selv i glassets spejling inden hun bankede p. Da hun var yngre og gik i byen, var der ofte nogen der sagde hun lignede Meg Ryan. Det var mest jnene og munden. Det hrte hun aldrig mere. Mske fordi Meg Ryan var blevet ldre og ikke lignede sig selv lngere ligesom alle de andre Hollywood-kvinder havde operationerne gjort hende uigenkendelig til en anden. Burde Eva ogs f gjort noget ved sig selv? Blive en anden? Hun tog en dyb indnding. Kom nu, Eva, hviskede hun. Hun havde studeret sit ydre lnge nok, der var ikke mere at gre: Hret sad nogenlunde, hun havde fet det farvet i gr, nddebrunt. Det passede godt til de grnne jne, syntes hun, selv om det altid s lidt for farvet ud de frste dage, men hun havde vasket det tre gange. Og hellere lidt for mrkt end lidt for grt. Hun var for ung til hovedbundens gr hr, kun 34, folk ville sprge: Hvad er der med hende den grhrede? Hvorfor er hun her, hvad er hendes historie? S ville hun svare at hun var journalist p Berlingske, men blev fyret p grund af nedskringer, finanskrise. Ikke andet, en kort version, delvist usand. Desuden: Har andre mennesker krav p sandheden? Dengang hun var journalist, ville hun sikkert have svaret ja, men nu var hun ikke s sikker lngere. 19

Eva ventede et jeblik inden hun bankede p ruden. Ingen derinde fik je p hende. Ude p vejen kunne hun hre de to forldre og pdagogen der stadig brokkede sig over kamphunden der ikke var i snor. Hun bankede igen. En af pdagogerne bnede dren. 1266. 1266? Ja, koden. Jeg hedder Eva. Jeg skal vist arbejde i kkkenet. Du skal have fat i Anna, vores souschef. Vores leder, Torben, er p kursus. Jeg hedder Mie. Eva trdte ind og ville give pdagogen hnden. N, sagde Mie og s med et smil p Evas hnd, gav den et hurtigt, slattent klem og tilfjede: Vi er ikke s formelle. Eva rdmede, mske var hret ogs en fejl, mske havde hun gjort for meget ud af sig selv. Den kvindelige pdagog havde utmmet morgenhr, kort, ligegyldigt, som en ukrudtsplante der skyder lidt tilfldigt og uden hensyn til stetik. Eva lagde frst nu mrke til lugten. En omklamrende lugt der gav hende kvalme; hun njedes med at trkke vejret gennem nsen, mske lugtede mange brn sammen bare sdan, smbrnsaffring, gennemtissede bleer, uvaskede kroppe, mad, sure sokker, snot, savl, grd. Der var ogs en anden lugt der blandede sig, noget sdligt, mske noget bagvrk. Det er ikke for at blande mig, men der str en pdagog udenfor, og jeg skulle hilse fra hende og sige at Eva overvejede om hun skulle levere beskeden prcist, eller fyre en forkortet version af. Hun valgte en korrekt gengivelse, lidt journalist var man vel stadig: Hun er mdt til tiden, men hun kan ikke komme ind p institutionens omrde af sikkerhedsmssige hensyn. Mie s uforstende p hende. Kamphunden, tilfjede Eva. N! Okay. Den igen. Du m hellere sige det til Anna. Flg med mig. Eva fulgte efter Mie gennem institutionen, forbi sm garderobeskabe med tidens navne. Karla og Esther, Storm og Linus. 20

 Og du havde ingen problemer med at finde herud? Slet ikke. Det hrer vi ellers tit nr folk kommer frste gang. De overser gangstien nede i krydset og ender helt ude ved runddelen. Okay, sagde Eva og nikkede uden at ane hvad Mie talte om. Dren for enden af gangen gik op, og faren fra fr trdte ind. Han var vred, hans hr sad sammenklasket og fedtet nu hvor han havde taget cykelhjelmen af. Mske var det bare sdan Danmark s ud s tidligt om morgenen? tnke Eva. Inde p avisen, fr hun blev fyret, s folk aldrig sdan ud nr de mdte ind. Men mske havde de ogs vret i brnehaven forinden, med morgenhr og drlig nde og trningsbukser. Hun vidste det jo ikke, havde aldrig vret i en brnehave fr. Det eneste hun vidste, var det hun havde lst i avisen dengang og det havde hun kun skimmet med overfladisk interesse. Eva kunne huske noget med pladsgaranti. Var der noget med at alle forldre skulle have tilbudt en plads nr barnet var tolv mneder? Og at man selv betalte noget af regningen, men at staten betalte det meste? Faren havde sin dreng p armen. Jeg har lige talt med Kamilla. Det holder ikke det her. Det er et bst! Du kan bare g op til Anna, forklarede Mie og s p Eva. Faren hvede stemmen og s p Mie. Forstr du hvad jeg siger? jeblik, sagde Mie. Tag det nu roligt. Jeg er lige ved at hilse p det nye personale. Jeg har et mde om tyve minutter, sagde han og bankede hrdt med to fingre p sit hndled, der hvor der kunne vre et armbndsur, men nu hang en enkelt lderstrop med et asiatisk smykke. Eva s p ham og Mie. Du skal op ad trappen og til venstre, sagde Mie lavmlt. Annas kontor. Hun er souschef. S kan hun vise dig til rette, okay? Okay, tak. Eva bnede dren og trdte ind p en smal, hjloftet gang. Linoleums gulvet blev aflst af lakeret tr. Den sdlige stank blev erstattet af en tr lugt af kopimaskiner, printere og kontorartikler, mere Evas type lugt, 21

den hun var vant til. Eva gik til venstre. Dren stod p klem. Tastelyde. Eva kunne se en midaldrende kvinde gennem sprkken der sad med siden til og skrev p computer. Hun lftede ikke hovedet da Eva bankede p. To sekunder, s skal jeg vre der. Kvinden rettede p lsebrillerne og gennemlste hurtigt det hun havde skrevet. Og send, mumlede hun, inden hun s op p Eva. Er det Eva? Ja. Eva smilede. Kvinden rejste sig, hun var lidt kraftigere end Eva havde forestillet sig. Anna Lorentzen, souschef, sagde hun og skubbede brillerne op i panden. Eva Katz. Velkommen til blehaven, Eva Katz. Vores kre leder, som man siger i Korea, er desvrre p kursus i dag, men vi er glade for at du er her. Og du kan tro der sidder nogle sm mennesker rundt omkring p stuerne og glder sig til at hilse p dig. Det lyder godt, sagde Eva. Du kommer inde fra Kbenhavn? Hareskoven. Du har vret arbejdsls et stykke tid? Eva s ned. Nu kom de til det. Fortiden, den slags psykologen igen og igen havde indprentet Eva at hun ikke skulle beskftige sig med. Og Eva vidste det var rigtigt, dette var sidste chance, hun mtte ikke se sig tilbage, ligesom Lot fik at vide af Herren: Se dig ikke tilbage mod Sodoma. Alligevel gjorde Lots kone det. Hun blev til en saltsttte Eva ville bare g til bunds, forsvinde. Eva? Anna s p hende med et lille smil. Ja, svarede hun og tilfjede: Et r. Hvad arbejdede du med? Jeg er journalist, sagde Eva. Rettede hurtigt sig selv: Var. Journalist, gentog Anna. Det har Torben ikke sagt noget om. Eva betragtede Anna, vk var det myndige overskud, en rd plamage voksede frem p hendes hals. Eva kiggede ned. 22

 Men Anna gik i st. Rmmede sig. Du er ikke journalist nu? Eva s p Anna, forvirret. Nej, jeg er jo arbejdsls. Men du vil gerne vre journalist igen? Det hber jeg da. Men det er en trngt branche, og hvis du er bekymret for om jeg stikker af om to uger, s kan jeg forsikre dig Anna afbrd: Du kan alts ikke skrive om blehaven. Forholdet mellem barn, forldre og institution er fortroligt. Du kan ikke skrive noget som helst om det du oplever her. Ordene fik lov til at hnge i luften et jeblik. Eva anede ikke hvad hun skulle sige. Selvflgelig ikke, sagde hun endelig. Det kunne jeg ikke drmme om. Desuden hvad skulle nogen kunne skrive? Jeg mener, det er jo bare en brnehave. Hun s p souschefen og fortrd sit ordvalg. Ikke at det ikke er vigtigt arbejde I laver. Der er jo bare ikke store afslringer og den slags. Anna rmmede sig. Eva flte sig forkert. Alligevel fortsatte hun. Desuden er jeg ikke den slags journalist. Jeg skriver om mode og livsstil. Eva smilede mens et minde dukkede op: Den sidste ting hun arbejdede p den nat for snart et r siden. En stor artikel om Helena Christensen. Supermodellens liv i New York, lkre billeder, hvordan hun l p gulvet og lyttede til jazz nr hun skulle inspireres. Eva tog en dyb indnding. S snart minderne pressede sig p, skulle hun gre noget, skifte spor, back to the future som psykologen kaldte det, det skulle hun sige til sig selv igen og igen, gerne hjt og tydeligt, sdan havde psykologen instrueret hende, men i stedet hrte Eva sig selv sige: Anna, virkelig, det er ikke noget problem. Det forsikrer jeg dig. Jeg glder mig til at komme i gang i kkkenet. Souschefen betragtede hende et jeblik, kiggede ned p sine papirer p bordet, de rde pletter p hendes hals var ikke forsvundet. Eva havde oplevet det et par gange fr: Folk der reagerede negativt nr hun fortalte om sit arbejde. Opfrte sig skyldigt, ligesom Eva selv gjorde nr hun s en politibil. Okay, sagde Anna efter den akavede pause. Jeg ved ikke hvor meget vores kre leder nede at fortlle dig i telefonen? 23

 Ikke s meget, tror jeg. Jeg skulle vre i kkkenet, og ja, ellers ikke noget. Du skal hjlpe Sally. Vores kkkenchef. Okay, sagde Eva. Og for at vre helt rlig, bliver der nok at se til. Det er jo et stort hus. Er du vant til at lave mad? Anna. Har du lige to sekunder? Mie stod i dren. Det er det med hunden. Igen? Ham faren. Han er helt oppe at kre. Hvad er det han hedder? Og han truer med at ringe til politiet. Og Kamilla vil ikke mde ind fr hunden er fjernet. Nu m hun sgu holde op, sagde Anna og rystede p hovedet. Kamilla str ude p fortovet. Hvor er hundens ejer? Er det ikke Frank han hedder? Han sidder inde p Grn. Okay. Souschefen nikkede og s p Eva. Vi bytter lige lidt rundt p det hele og starter rundvisningen inde p Grn stue. Der er tilsyneladende nogen der ngter at flge spillereglerne. Selvflgelig, sagde Eva mens Anna gik forbi hende i dren. Den store kvinde bevgede sig overraskende hurtigt. Eva fulgte efter, vidste ikke hvad ellers hun skulle. Hun burde sprge om noget, forsge at virke interesseret. Hvor mange brn har I s i alt? Det skal du selvflgelig lige vide. Vi kalder dem ikke brn. N, okay. Vi siger sm mennesker, sagde Anna og trdte til side for en pige der kom lbende ud fra Rd stue. Men vi har cirka 130 sm mennesker. Halvdelen er i vuggestuen, og den anden halvdel er i brnehaven. Eva forsgte at flge med, tnkte p hvad hun nu skulle sprge om. Mske hvornr man gik fra vuggestue til brnehave, men hun nede det ikke inden Anna bnede dren til Grn stue. Frank? Den unge mand vendte sig og s p Anna. Han var helt kortklippet. Ttsiddende jne i et hrget, solariebrunt ansigt. Han sagde ikke noget. 24

 Godmorgen Frank. Jeg troede vi havde snakket om det med din hund. Frank rejste sig. En tatovering kravlede op fra hans ryg, kom til syne p halsen: enden af en skorpions hale, den der stikker, Eva forestillede sig at resten af skorpionen sad fast p hans ryg, under httetrjen. Din kamphund, der sidder ude ved lgen. Hvad er problemet, sagde han og s Anna i jnene uden at blinke. Eva tog et lille skridt tilbage mod dren. Det har vi talt om. Hunde skal vre i snor. Og de skal slet ikke vre p institutionens grund. Det er ikke en kamphund. Hr. Hansen gr kun noget hvis han bli ver provokeret. Din hund skal vre i snor og uden for institutionens grund, gentog Anna frygtlst, selv om Frank overskred hendes intimgrnse. Hvad er problemet? Er der nogen der er blevet bidt? Sdan er det bare. Jeg har sagt det fr. De sm mennesker bliver bange. De store mennesker bliver ogs bange. Jeg er bange for din hund, Frank. Manden sagde ikke noget. Et par lange sekunder stod han bare og nidstirrede hende med et koldt, udtrykslst ansigt. Anna s p Eva og fandt overskud til et lille smil. Eva var ikke sikker, men mske var der frygt i hendes blik. I hvert fald usikkerhed. Du skal fjerne hunden med det samme, ellers Franks misbilligende fnys afbrd hende. Det var den eneste lyd der kom ud af munden p manden med skorpionen inden han klappede sin datter p hovedet og forlod stuen. Mie tog pigen op og forsgte at trste, men det hjalp ikke. Anna mtte hve stemmen for at overdve larmen. Men det her er alts Grn stue, og du kender jo allerede Mie. Og s er der Kasper. Hvor er han henne? Han er lige ude at skifte, sagde Mie og plantede dermed en frygtelig tanke hos Eva: Mske skulle hun ogs skifte bleer, havde Torben ikke sagt det? At man hjlper til p stuerne. Hun skulle nok ikke tnke s meget fremad alligevel.

25

 Nu skal jeg vise dig kkkenet, sagde Anna men blev afbrudt af en dr der smkkede. Kamilla, hende der havde ngtet at g p arbejde fr hunden var vk, trdte ind. Hun stod i dren til Grn stue og s kligt p Anna: Han skubbede mig, Anna. Frank? Jeg har ringet efter politiet. Nej, Kamilla, det er for meget. Det er dig der er sikkerhedsreprsentant, Anna. Du kan bare ringe og sige de ikke behver at komme, det er din beslutning. Men jeg noterer den. En af de sm kunne have fet bidt ansigtet af i dag. Der m ikke vre lse hunde p vores grund. Sikkerheden skal jo vre i top. Forstr vi hinanden? Anna s p Eva. Eva rettede sit blik mod gulvet, flte sig uvelkommen, som et par dmmende jne der var dukket op midt i en konflikt der havde stet p lnge. Men Kamilla, skal vi nu ikke lige se om Frank har forstet det? spurgte Anna. Jeg mener, politiet, vi skrmmer jo de sm. Han slog ud efter mig. Slog? Eller skubbede. Ja, han skubbede mig. Gav mig skulderen. Sagde du noget til ham? Undskyld, Anna, sagde Kamilla og tog et lille skridt fremad. Jeg forstr ikke helt hvad du mener. Hvad betyder det om jeg sagde noget eller ej? Hvad kunne jeg sige der kan retfrdiggre vold? Annas blik flakkede et sekund inden det igen fangede Evas. Sirener kunne hres, men langt vk. Nu kommer politiet vist, sagde Kamilla. Anna tnkte. S kiggede hun p Eva. Hvad siger du til at blive herinde mens jeg taler med politiet? Der gik et akavet jeblik fr Eva forstod, at det var hende Anna talte til. Kasper er her jo ogs. S kan du hjlpe lidt til herinde? Lre de sm at kende. 26

Souschefen sendte et hurtigt sgende blik rundt. Kasper var stadig ikke at se noget sted. Det kan jeg godt, sagde Eva. Jeg plejer selv at give en hnd med i de her situationer. Anna blev afbrudt af begejstrede rb fra gangen. Det var politiet der ankom, et par drenge samledes ved vinduet mod vejen. S tager vi kkkenet lige om lidt, sagde Anna. Det er okay. Jeg ved godt du bliver kastet lidt voldsomt ud i det hele. Du m ringe hvis der er noget. Du kan finde mit nummer ved logbogen herovre. Hun gik over til en skrivepult ved siden af dren. Eva fulgte efter. Her skal forldrene selv skrive de sm mennesker ind i logbogen nr de afleverer, og nr de henter. Med tidspunkt. De kan ogs skrive sm beskeder. Om det er farmor der henter i dag. Om de sm m tage med en af de andres forldre med hjem. Lus, brnesr, sygdom. Mske kan der st at de er kommet sent i seng om aftenen, s vi ved de kan vre pylrede. Den slags. Okay, sagde Eva. Selvflgelig kan de ogs bare sige det til os, men det er et stort hus, og vi ved af erfaring at der isr om morgenen kan vre lidt forvirring. Og hvis s den samme pdagog fr sytten forskellige beskeder smidt i hovedet klokken halv otte om morgenen, opstr der nemt fejl. Det undgr vi nr vi bruger logbogen. Anna s p Kamilla der betragtede hende afventende. N, men jeg m hellere sagde hun og forsvandt ud ad dren. * jeblikket efter var Eva alene p stuen sammen med fjorten brn. Ingen af dem havde set p hende endnu. Mske skulle hun bare st helt stille, gemme sig indtil en rigtig pdagog dukkede op. Ude p gangen, ved hoveddren, kunne hun se Anna der diskuterede med Kamilla, lavmlt. Gad vide hvad Kamilla havde p Anna? tnkte Eva. Noget mtte 27

det vre, ellers ville Anna jo bare stte hende p plads. Selv nu stod Kamilla med armene over kors og s p souschefen med et nsten nedladende blik, idet hun tog imod de to betjente. Anna s tilbage, ganske kort, mod Eva. Eva skyndte sig at se vk. P brnene. Og de sm borde af rdmalet tr. Stole der matchede. P vggen hang der en planche med udklip om den kongelige familie. Dronning Margrethe II, 73 r den 16. april, stod der skrevet med farvekridt. Hurra!. P bordet: sm, tykke farveblyanter og kraftigt papir. Er der samling? Stemmen kom nede fra gulvet. Eva s ned, en pige trak hende i bukserne. Samling? Hvad hedder du egentlig? Jeg hedder Eva. Hvor mange r er du? Eva s p hende, havde ikke lyst til at tale om sig selv. 34, sagde hun trt. Hvad skal vi lave? spurgte en af pigerne. Ja, hvad skal vi lave? tnkte Eva hjt. Hvornr havde hun sidst brugt tid sammen med et barn? Brugt mere end tre minutter i selskab med mennesker i den strrelse? Nok ikke siden hun selv var barn. Hun mtte kunne huske noget. Hvad kunne hun selv lide dengang? Hvad med at tegne noget I har oplevet i dag? sagde Eva. Hun havde selv elsket at tegne indtil hun lrte at skrive; derfra havde hun stort set ikke lavet andet end at lse og skrive. Det forstr jeg ikke, sagde pigen og s ned i gulvet. Jo, forklarede Eva. I skal tegne noget I har set her til morgen. Mske talte hun helt forkert til dem. Hun anede det ikke. Politi! rbte en af drengene. Ja. Tegn politiet. Min hund, sagde pigen. God ide, sagde Eva. Har du en kreste? spurgte pigen fra fr. Tegner I? Det var da en god ide. En ung mand med fuldskg og 28

lidt krllet skjorte trdte ind og gav Eva hnden. Du m vre Eva. Jeg hedder Kasper. Eva smilede. Hun var lettet over ikke at vre alene med brnene lngere. Hej Kasper. Tegner I de kongelige? Vi har et tema for tiden, her op til dronningens fdselsdag i nste uge. Nej, bare noget de oplevede her til morgen. Fint nok, sagde han og smilede. Eva s p ham. Fuldskgget gjorde hans alder svr at bedmme. Er I krester? var der en af de sm der spurgte. Nej, jeg har en kreste, sagde Eva. Og nu skal vi i gang med at tegne. Hvad hedder han? Martin. Er I gift? Nu var det en dreng der spurgte. Eva s ud over flokken foran sig. De fleste af brnene var i gang med at tegne. Drengen havde nogle opmrksomme jne, noget frkt over sit ansigt. Er I gift? ld sprgsmlet igen. Nej, men Eva blev opmrksom p den svage vibration der l p hendes stemme. Som om der pludselig var en slags ekko p hvert eneste ord der undslap hendes mund. Hun havde ikke forberedt sig p at brnene ville bore i hendes fortid. Havde netop regnet med at samvr med brn handlede om her og nu. Kasper smilede til hende: De sprger om alt, det kan du lige s godt vnne dig til. Alt! Virkelig? spurgte Eva. Hvad laver han? blev drengen ved. Nu tegner vi, sagde Kasper. Boller I? Det var ham igen. De andre drenge grinede, pigerne s ned og skjulte deres smil. Eva s p Kasper der lftede en enkelt finger i vejret og hvede sin stemme: Adam! Det der gider jeg ikke hre p. Er du med? 29

Eva satte sig ved siden af en af pigerne. Hvad tegner du ... det ser spndende ud. Eva kunne selv hre hvor anstrengt det ld. Det er min mor. Kan du se at hun er sur? Eva betragtede tegningen af en kvinde der lignede en sur smiley. Ja, mske. P min far. Om morgenen. Og om aftenen, tilfjede hun. Eva vidste ikke hvad hun skulle sige. Kasper satte sig ved siden af hende og hviskede: De sprger om alt. Og de fortller alt. Hun s p ham. Hans nde var behagelig, kaffe og mske lakrids. Eva fik je p en dreng der sad for sig selv i hjrnet. Hun gik over til ham, vk fra Adam der spurgte om for meget, og pigen der fortalte for meget. Hvad har du tegnet? Ikke noget, sagde drengen og dkkede for tegningen med hnderne. Han var en kn dreng. Sorthret. Mske fem r gammel men med et udtryk i jnene som om han var ldre. Det gr ikke noget, sagde Eva og rejste sig. Det er helt okay. Drengen fjernede hnderne s Eva kunne se hvad han havde tegnet. To mennesker. To mnd. Den ene stak noget i ryggen p den anden. Mske en kniv? Eller skubbede han? Var det en hnd? Store drber af blod sprang op i luften. En s af blod forneden. Hvad er det? sagde Eva. Ikke noget. Er det en der er ond ved en anden? Hun lnede sig frem for bedre at kunne se. Offeret var rdhret. Bag ved hans morder var der tegnet et ansigt, mske. Eller et dyr. Drengen s ogs interesseret p tegningen. Det er meget drabeligt, sagde Eva. Hvorfor har du tegnet det? Ikke en lyd fra drengen. Blikket stift rettet mod bordet foran ham. Er det noget du har set i fjernsynet? Vi skulle jo tegne noget vi havde oplevet her til morgen. Han s p hende. Nikkede. Og du s det her? Igen en lille bekrftende bevgelse med hovedet. 30

 I tv? Han rystede p hovedet. Tegneserie? Eller hvad det hedder? Endelig en forsigtig lyd fra hans lille mund: Nej. Evas telefon vibrerede i lommen, bare et halvt sekund inden den hidsige ringetone bragede ud i stuen. Far stod der i displayet. Hun afbrd telefonen, stak den i lommen og satte sig ned til drengen igen. Han havde trer i jnene. Havde han haft det hele tiden? Eva var ikke sikker. Er det noget fra en film du har set? Nu kom der lyd p drengens grd. Hvad er der galt? Vi prver ikke at have telefonerne tndt herinde. Kasper trak undskyldende p skuldrene. Jeg kan lige s godt sige det lige ud. Anna og Torben bliver Det er klart. Undskyld. I det samme rejste drengen sig og lb ud af stuen. Han havde tegningen i hnden. P vejen sparkede han til en stol der stod i vejen. Malte, rbte Kasper. Hvad er der galt? Dren til stuen blev smkket i med et brag.