Hol s t ebro Kuns t mus eum THE STAGI NG AREA PETER LI NDE BUSK hlstb_plb_forsats.indd 1 12-12-2012 03:32:06 TOMORROW AI N T PROMI SED TO NO ONE Mit frste mde med Peter Linde Busks vrker foregik i et lillebitte galleri i London frst i 2011. Busk havde dkket vggene med sine malerier og tryk. Der var ogs en rkke keramiske vrker, stret som klynger af hvidt lys gennem rummet. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet sikkert en udstilling af malerier men ikke denne komplicerede koreogra. Vrkerne, og de gurer der optrdte i dem, rbte ad hinanden, skndtes, kmpede om opmrksomhed. Der var imidlertid t, der fremstod strkest i hele dette slagsml. I maleriet Neurotic Imposters, 2010 [g. 44], sivede tre mnd, som spgelser, fra det, jeg forstr som Busks karakteristiske skumring; en urolig, regnfuld grund af samme farve som tyndt mudder. I en anden kunstners hnder kunne gurerne sagtens vre forblevet begravet i skidtet. Men Busk havde forvandlet dem til hieroglyffer og overkradset deres konturer med gult kridt. Med deres vilde blikke, foroverbjede kroppe og gale hoveder var der ingen tvivl om, at de var neurotiske, men deres bedrageri var svrere at denere: mske forsgte de at overbevise os om, at de var konger. Til sidst besluttede jeg, at de fremstod som forrykte fupmagere; kaotiske krfter som skabte uro mellem alle andre elementer i udstillingen med deres vrede blikke, som det var umuligt at undslippe. Kort tid efter jeg havde set udstillingen, begyndte jeg at besge Busks atelier i Berlin. Det var, lige som galleriet, et forholdsvis lille sted, tt pakket med halvfrdige lrreder, arkivskuffer fyldt med arbejder p papir og den samme slags keramikting. Nsten alle malerierne indeholdt mrkelige, forskruede mennesker. Lige som hans bedragere stirrede de ud i forskellige grader af frdiggrelse og ophidselse, og de syntes alle sammen at stille forskellige krav til Busk: nogle skulle omarbejdes, andre mtte han helt opgive, TRE KONGER ANTHONY BYRT Sandheden er en hund, der skal i hundehuset; den bliver pisket ud af stuen, mens Lady kan st og stinke ved pejsen. Narren, Kong Lear. Hvis du gr ls p Kongen, m du hellere ramme plet. Omar Little, The Wire. 1 61 Tomorrow ai nt promi s e d to no one, 2011 Fi g. 30 I ve got no expectati ons to pas s through here agai n, 2011 Fi g. 31 og endnu andre havde han bare at holde sig helvedes langt fra, s skre var de. Samlet dannede de en slags arena i rollen som bde publikum og medvirkende for at understtte Busks hovedrolle: kunstneren der arrangerer handlingen fra midt i rummet. Sknt der er en masse krlighed og humor i det, er der ogs en del grusomhed. Det er for eksempel sjldent at se Busks aktrer sammen i en gruppe han holder dem som regel adskilt fra hinanden. 2 De er ofte deforme: naturens fejltagelser med vinger der stikker ud af ryggen, nb der vokser ud af deres ansigter, kluntede luffer i stedet for fdder. Mange er krblinge med manglende eller skve lemmer. Busk har ogs for vane at stte dem solidt fast p sine ertydige overader, som om der foregr en stadig kamp mellem hans behov for at holde dem i skak og deres eget vanvittige nske om at slippe vk. Mens jeg iagttog Busk i hans atelier, fandt jeg ud af, at han er en rastls altmuligmand. Netop som jeg fornemmede, at han var ved at n et gennembrud med en serie malerier, opdagede jeg ved mit nste besg, at de var blevet stuvet af vejen og erstattet af collager eller enorme trsnit. Trods disse skift er han dog altid, og ubnhrligt, maler. Med dette mener jeg, at alt, hvad han laver, er drevet af malerens opfattelse af verden: en forstelse af forholdet mellem materialitet og billede, og en teatralsk evne til at integrere fysikalitet, sex, mytologi og historie i t enkelt illusorisk rum, hinsides tid. F kunstnere er i stand til at opn noget sdant p s rafneret vis. Men endnu frre kan hndtere dt, der er Busks vsentligste kendetegn: hans ganske srlige form for kaotisk, moralsk forlsning. I VE GOT NO EXPECTATI ONS TO PAS S THROUGH HERE AGAI N Hen imod slutningen af mit ophold i Berlin, var Busk i gang med en enorm collage, som forestillede en ensom krbling, sat sammen af hundredvis af papirstrimler, der lnede sig til en stok. Han s ud, som om han enten skulle have vret p en anstalt eller var i frd med at kmpe sig frem ad en stvet vej. I stedet fremstod han p en vild baggrund, som svingede mellem et kompakt, mangefarvet harlekinmnster, snoede kruseduller, afrikanske masker og semi-konstruktivistiske kompositioner lavet af snor. Med sin hjde p over 1,8 m dominerede collagen rummet. Trods dens enorme fremtrden sknkede jeg den ikke mange tanker; den forekom blot at vre det seneste jebliks galskab i Busks atelier et vrk lavet af rester, som mske og mske ikke humper ud i verden p et senere tidspunkt. Efter jeg kom tilbage til New Zealand, dukkede denne runkne skikkelse imidlertid ofte op i mine tanker. Efter ere r vk fra mit hjemland var jeg lamslet over, hvordan dets koloniale fortid stadig incerer alting. Jeg var isr optaget af en mand ved navn Rua Kenana, Maori-profet og medlem af Tuhoe-stammen p den centrale del af norden frst i det 20. rhundrede [g. 32]. Rua mente, han var spet til at efterflge krigerhvdingen Te Kooti, som havde grundlagt Ringatu-religionen (en hybrid mellem kristendom og traditionel Maori kosmologi). Rua hvdede ogs, at han var reinkarnationen af Kristus, 62 Bi g Chi ef on St. Jos eph s, 2011 Fi g. 33 sendt ud for at lede sit folk til det forjttede land. Han grundlagde New Jerusalem en bosttelse for hans menighed med sine egne love og sociale strukturer baseret p hans benbaringer og sregne fortolkninger af Biblen. Bosttelsens vigtigste bygning var Hiona (Zion): en toetages rund bygning, der fungerede som kirke, parlament og domhus. Bygningens udvendige udsmykning var lige s usdvanlig som dens runde form: en frise af bl klr og gule ruder. Allerede fr Rua havde Ringatu-troen fastlagt spillekortsymboler som mnemoteknikker klr stod for Kongen der skal komme og Hellignden, mens ruder reprsenterede bosttelsens hellige skjulte sten: Rua erklrede, at han var i besiddelse af en af de tolv diamanter, som var fordelt mellem Israels spredte stammer. 3
Efterhnden som bosttelsen voksede, kom Rua til at udgre et problem for folk uden for dens grnser. Maorier, som ikke var blandt hans flgesvende, s ham som en leder, der virkede uden for de traditionelle stammestrukturer, og det gjorde ham vanskelig at styre. For Pakeha (europiske newzealndere) var han hverken en rigtig vild eller 64 Rua Kenana ( 1869- 1937) Fi g. 32 Announci ng your plans i s a god way to hear God laugh, 2010 Fi g. 34 en fuldt integreret kolonial underst. Til sidst blev truslen ved hans ind-imellem-hed for meget for myndighederne. Den 2. april 1916 rykkede en stor politistyrke anfrt af en voldelig irsk strisser ved navn John Cullen ind i New Jerusalem for at arrestere Rua og tilintetgre bosttelsen. Under slagsmlet blev to maorier drbt og ere betjente sret. Den dag i dag ved ingen, hvem der lsnede det frste skud. Det blev stort set enden p Ruas regeringstid som profet-konge, men han spger stadig i newzealandsk kultur som lederen, der levede hinsides maorisk og vestlig moral og kom tt p at opn absolut forlsning fra begge. Han var et forskruet spejlbillede af en kultur p trsklen til moderniteten. Med sit lange, krllede hr og Kristus-lignende skg fremstod han som en messiasskikkelse. Ikke desto mindre var han ofte ulasteligt kldt i vestligt jakkest, og sjldent uden en stok, hvilket bde var udtryk for europisk krukkeri og et ekko af maorikulturens talestave (som markerer en talers mana eller autoritet). I sidste ende var Rua et produkt af sammenstdet mellem det moderne og det mytiske; et halvguddommeligt vsen, der opererede uden for kolonimagtens kontrol som seer, fupmager og magtudver, og hvis aura truede parallelle rigers mentale grnser. ANNOUNCI NG YOUR PLANS I S A GOOD WAY TO HEAR GOD LAUGH Jeg prver ikke p at antyde, at der skulle vre en eksplicit sammenhng mellem den vakkelvorne skikkelse med stok p Busks enorme collage og denne for lngst afdde Frelser fra den anden side af kloden. Men jeg antyder, at han er et resultat af lignende energier, fordi den kamp mellem modernitet og myte, som Rua reprsenterer, og den deraf flgende symbolik og kaos, er af afgrende betydning i Busks arbejde. Hos Busk nder dette sin forlsning p grnsen til en anden Ny Verden: det amerikanske Vesten. Mytologien om det Vilde Vesten er fyldt med skikkelser som Rua narrekonger hvis moralske forskydning og sandhedsbenbaringer tvang et ubarmhjertigt samfund til at se p sit eget spejlbillede. Det bemrkelsesvrdige her er ikke s meget Busks fascination af det Vilde Vesten i sig selv, men hans fascination af nutidens genfortolkninger heraf. Hans snrklede titler giver vigtige ledetrde i den henseende, fordi mange af dem er direkte citater fra TV-serien Deadwood. Serien udspiller sig omkring den virkelige by af samme navn under guldfeberen, og det farverige persongalleri omfatter en frdig skarpskytte-forvandlet-til-falskspiller, en sexgal enke fra stkysten, en grublende sherif, en blodtrstig vrtshusholder og hans forgudende hndlanger, en slesk lille hotelejer, en gal prdikant, en luder med et hjerte af guld, en ubestikkelig landsbylge samt selveste Calamity Jane, fuld og for evigt srgende over tabet af Wild Bill Hickock. Efterhnden som handlingen udvikler sig, lukker murene sig, og Vestens enorme vidder indskrnkes til et intimt provinsielt, shakespearsk teaterrum, hvor sprog, moral, sex og vold strkkes til det yderste. Busks vrker er befolket med lignende gurer: truende outsidere der lider af den samme klaustrofobi. Der er for eksempel landevejsrvere som den grublende og 66 Cloak and Dagger, 2011 Fi g. 35 68 forkldte skikkelse i Cloak and Dagger, 2011 [g. 35]. I Trinkteufel, 2012 [g. 36] tumler en ok drukkenbolte gennem mrket, glade lige nu, men formentlig i stand til at gribe til vold, hvad jeblik det skal vre. Truslen om vanvittig religis fanatisme ses i Can You Please Let Me Go to Hell the Way I Want To?, 2009 [g. 37], hvor vi konfronteres med en vild mand med langt hr i undertj, kappe og hj hat. Vi tilbydes en snusket, uhyggelig skge i Thy Wretched Wife, 2011 [g. 45]. I They Come in Steel thats Bright and True, 2011 [g. 43] stirrer en vanvittigt udseende, piberygende guldgraver ud p os. Og i Big Chief on St Josephs, 2011 [g. 33] ser en vild i ceremoniel kldedragt ud til at vre klar til at springe ud af rammen. 4 Indrmmet, ingen af disse gurer fremstr som tydelige, genkendelige portrtter, og deres absurditet peger lige s meget i retning af James Ensor, Cobra og Art Brut som det Vilde Vesten. Busk ville vre den frste til at vedkende sig disse pvirkninger, men der er ikke desto mindre en strk parallel mellem hans egne visioner og skuepladsen i Deadwood. Begge er udtryk for vores tids behov for myter; i en kultur hvor alt er overeksponeret og konstant til skue, tillader disse arketyper os at omfavne skyggerne igen og p ny forbinde vores legemlighed med vores moral, mens vi famler gennem mrket. En af de vigtigste begivenheder i Deadwood mordet p Wild Bill Hickock i Saloon No. 10 er baseret p kendsgerninger. Hickocks morder, Jack McCall, var en ung guldgraver, som han havde slet ved pokerbordet aftenen forinden. McCall havde forhjet Hickocks indsats, men, da han ikke havde nok jetoner, havde han i stedet kastet en pose guldstv p bordet. Hickock vandt omgangen, guldet blev vejet, og McCall havde stadig for lidt. I stedet for at acceptere et gldsbrev insisterede Hickock p, at den unge mand tog tilbage til sin lejr og skaffede det udestende belb, hvilket han gjorde. Nste dag vendte han tilbage til Saloon No. 10 og skd Hickock, som var midt i en hnd, i baghovedet. Da det skete, sad Hickock angiveligt med en ret god hnd: to par, essere og ottere (i pokersprog er denne hnd siden blevet kendt som dd mands hnd). Mere interessant er dog den hnd, som han havde haft umiddelbart forud for denne. Hickock havde mistet hele sin stak jetoner ved at ramle et Fuldt hus ind i Fire ens. Om der nogensinde har vret et forvarsel om, at grimme ting var i vente, m dette absolut vre det. Hickock som ikke kunne modst afstraffelse havde netop forhjet sin kredit hos ejeren af No. 10, da McCall trdte ind i baren. Denne begivenhed er en af Vestens grundlggende historier, og den giver noget af forklaringen p, hvorfor poker er s dybt forankret i amerikansk mytologi. Poker beskrives ofte ukorrekt som en amoralsk aktivitet, men som enhver seris spiller vil sige, er det frst og fremmest et spil, hvor det kommer an p dygtighed. I modstning til andre former for hasardspil beherskes spillet fuldstndigt af spillerne. Det er ogs den absolutte sandheds spil: n spiller vil altid have den strkeste hnd. Problemet for spillerne er, at disse sandheder er skjulte, fordi de ikke kan se hinandens kort, og derfor m de handle ud fra ufuldstndig viden (til forskel fra skak, for eksempel, hvor spillerne hele tiden kan se alle brikker og deres placering). Dette betyder, at det mange gange er den drligste hnd, der vinder: en spiller, der er i stand til at bluffe, kan sagtens sl en Can you pleas e let me go to hell the way I want to? , 2009 Fi g. 37 Tri nkteufel, 2012 Fi g. 36 L homme aux s emelles de vent, 2010 Fi g. 38 modstander med tre konger. Selv en spiller, som sidder med en hj Flush kan begynde at se dmoner, afhngig af hvordan hans modspillere opfrer sig. I stedet for amoralsk er poker alts snarere et spil hinsides moral, og det var prcis derfor, det trngte ind i sjlen p Vestens pionerer, guldgravere og vagabonder. Det satte lovlsheden i deres daglige livsfrelse i relief, simpelthen fordi de slap for det irriterende valg mellem rigtigt og forkert. Uden for pokerspillet afhang alt af moralske beslutninger. I poker behvede spillerne ikke bekymre sig om det. Alt, hvad de behvede, var at overbevise, lokke, narre eller chikanere deres vej til sejr. Poker udgr en meget stor del af Busks liv og tankegang og ligeledes af mit. Grunden til at jeg besgte hans udstilling i London, var, at jeg havde mdt ham et par mneder tidligere, ikke i en kunstsammenhng, men som modspiller ved et pokerbord. Selvom spillet nu sluger meget af min opmrksomhed, var jeg p det tidspunkt en novice. Rent faktisk var de eneste to erfarne spillere ved bordet Busk og spillets vrt, Aaron Bogart. 5
Jeg genkendte med det samme den alvor, som Busk behandlede spillet med; med sine skift mellem et stirrende udtrykslst ansigt, drillende bemrkninger og frk selvsikkerhed var han den frste, der k mig til at forst, at poker, mere end noget andet, er en scene at optrde p. Jeg har siden erfaret, at han overfrer disse teatralske aspekter direkte i sit arbejde. Hans gurer er netop den slags surrealistiske banditter og ballademagere, som man kan forvente at mde ved et pokerbord. Ligesom modspillere skjuler de lige s meget, som de viser. Og med et nt greb afspejler formen ofte indholdet: med deres underlige hovedbekldning, kostumer og ade kroppe fremstr de som spillekort. Deres stdende frontalitet og konfrontationssgende isolation fra hinanden betyder, at rummet mellem dem det rum vi optager som beskuere er det, der betyder mest: et skjult bord som spydige bemrkninger, trusler og en skrkkelig masse bluf yver hen over. L HOMME AUX SEMELLES DE VENT Engang i starten af 1905 begyndte harlekiner at dukke op i Picassos malerier. Der er forskellige forklaringer p, at det sker: Picasso havde mdt en omrejsende trup af akrobater; hans voksende interesse for parisisk teater, og at han muligvis havde set I Pagliacci (Bajadser), en populr opera om blodtrstige Commedia dellarte-skuespillere; et nske om at bruge teatralske aspekter og bevgelse til at bryde den Bl Periodes blodlse kvlertag. Den mest overbevisende forklaring nder vi dog i John Richardsons fremragende biogra om kunstneren: indydelsen fra digteren Guillaume Apollinaire. Iflge Richardson, opfordrede Apollinaire Picasso til at forestille sig selv i forskellige roller, isr roller som kunne forsyne ham med en outsider personlighed. Richardson skriver: Efter omkring et rs venskab holdt Apollinaire, som pstod at have lrt om magi af alferne i Fagne, et spejl, i form af et digt, op for Picasso og viste ham hans spejlbillede 72 Cons ei l Judi ci ai re, 2010 Fi g. 40 74 som Harlequin Trismegistus, en dmonisk troldmand. Digteren kendte de gamle vallonske legender om her-lequin en sjl der er sluppet bort fra helvede. 6 Picassos tidlige harlekinvrker udforskede alle aspekter af denne foranderlige arketype. Han prsenterer en udtryksls og foruroligende androgyni i Akrobat og ung harlekin (Acrobate et jeune Arlequin), 1905 [g. 39]. I skrende modstning hertil er der varme tegninger af harlekin som ung far. Desuden bliver han til en deprimeret parisisk dranker i Au Lapin Agile. Og han portrtteres som lirekassemand (Hurdy-Gurdy) med uplejet skg, spilledse og bld hattepuld; en skikkelse hvis udsvvende og voldelige liv synes at have sat sig i furerne i hans hrgede ansigt. Picassos moderne harlekin har sine rdder i renssancens hofnarre og Shakespeares Pablo Pi cas s o ( 1881- 1973) Akrobat og ung harleki n, 1905 Fi g. 39 Fuck em i f they can t take a joke, 2011 Fi g. 41 elisabethanske tber; gurer som kunne handle og tale ustraffet, fordi deres kostumer og absurde optrden gav dem den beskyttelse, der var ndvendig for at holde et spejl op for et samfunds herskende elite. Da hofnarrene begyndte at forsvinde, blev deres satiriske rolle overtaget af Commedia dellarte, en form for omrejsende teater som skd op rundt om i Europa i det 16. rhundrede, og hvor harlekin var en central gur. Hans karakteristiske dragt med sit mnster af romber signalerede, at han var en kaotisk kraft i spillene: liderlig, destruktiv, charmerende eller ondskabsfuld, afhngig af hans humr. Denne dragt blev srkendet for Picassos egne harlekinmalerier. Dens afgrnsede farvelagte romber er en underdebatteret forlber for hans senere kubistiske facetter, der, meget lig harlekins udtalelser, var forsg p at blotlgge den levede erfarings hemmelige sandheder. Men lige s vigtigt var det, hvordan Picasso ikke alene afbildede harlekin, men ogs blev ham: en undergravende fupmager med kreative, nsten magiske krfter. Stende p kanten til moderniteten tog han denne mytiske arketype op som en mde at bearbejde den foranderlige verden omkring ham. Det var en identitet, som forblev hos ham resten af hans liv. Busks vrker er fyldt med referencer til harlekin. Hans vanvittige kostume dukker op igen og igen som en umiddelbar markr af anderledeshed, vanvid eller banditstatus. I Lhomme aux semelles de vent, 2010 [g. 38], for eksempel, str vi over for en vinget skikkelse i harlekindragt, med arme dekoreret med et sjalsmnster, der ser ud til at ville folde sig ud, og benene dkket af en latterligt stribet trikot. 7 Hans let bvede ansigt har to gigantiske Picasso-ske mandeljne, og han str p en platform op mod en mrk baggrund, som sagtens kunne vre en scene. Fordi denne grund er s svr at bestemme, ades hele rummet ud til et enkelt plan, hvilket fr skikkelsen til at se ud som en udklipsgur, der er sat fast p overaden. Som flge heraf markerer harlekins romber, at han er optrdende, men de spiller desuden en vigtig strukturel rolle, idet de giver skuespillerens ellers fravrende krop form. Det er interessant, hvordan disse gurer, nr de dukker op i det virkelige rum, som de gr i Busks keramiske vrker, kollapser. Conseil Judiciare, 2010 [g. 40], for eksempel, har mange af srkenderne ved Busks harlekiner, med dens skre hat og forvredne lemmer, og alligevel er den sunket ind i sig selv; en lavstammet version af dens malede slgtninge. Men, som titlen antyder, er den akkurat lige s villig til at give os forrykte rd, fanget et eller andet sted mellem galning og n, der afslrer ubehagelige sandheder. FUCK EM IF THEY CANT TAKE A JOKE Alt dette Rua Kenana, Deadwood, poker, Picasso, harlekin forankrer Busks vrker i et bestemt historisk jeblik, nemlig forrige rhundredskifte hvor sammenstdet mellem kulturer og fremdriften mod modernitet gjorde, at man tog narren til sig som en form for mytisk svar p forandring. Men hvis det er det hele, ville Busks vrker vre forfrdelig nostalgiske. Faktisk er hans omfavnelse af fupmageren udtryk for en 76 The Exi le s return, 2011 Fi g. 42 helt igennem vigtig og nutidig holdning, fordi narren er post-atomalderens altafgrende arketype. Lige siden 11. september er vores frygt for forrykte konger, som er i stand til at forrsage total udslettelse, blevet erstattet af en anden type paranoia over for vanvittige mnd, der lemlster os, fordi de udlser kaos med mere beskedne terrorhandlinger. Vi er stive af skrk for den usynlige skikkelse; det skjulte ansigt som leende konspirerer mod os. Det uvirkelige ved deres handlinger i vores virkelige rum, og deres frydefulde dans hen over moralske grnser, gr dem bde skrmmende og fascinerende. Og alligevel er vi ogs afhngige af narren som sikkerhedsventil for en overpresset og stadig mere konservativ kultur. Man behver blot se p de seneste kulturelle manifestationer af dette, ssom Batmans Joker. I forhold til Busks vrker er guren Omar Little i tv-serien The Wire mere relevant (Busk bruger en af Omars mest ikoniske replikker, You come at the King, you best not miss (Hvis du gr ls p Kongen, m du hellere ramme plet), som titel p sin frste soloudstilling p Galleri Christina Wilson i 2006). Omar er landevejsrver, tyv og enspnder, njagtig som falskspillerne i det amerikanske Vesten. Hans ansigt er arret: en uforklarlig deformitet som vidner om en voldelig fortid. Og i det homofobiske milj, som kendetegner storbyens sorte bandekultur, er det en form for deformitet i sig selv, at han er bsse (da Avon Barksdale udlover en dusr for Omar, kalder han ham en pikslikker; ikke bare som en nedsttende betegnelse, men som en konstatering af en kendsgerning som han vmmes over). Omar er ogs jokeren i okken: en gur som udlser kaos alene ved sin truende fremtrden, men som ikke desto mindre ogs er den, der giver overordentligt velformulerede indblik i andre personer. Narrens mangfoldige roller som sandhedssiger, underholder og trussel er helt tydelige i Busks vrker. I Cloak and Dagger, 2011 [g. 35] str en forkldt skikkelse mod en baggrund af giftig gul regn. Hans lange frakke er et rod af dobbelt skravering, og hans ansigt er s deformt, eller tilslret, at det er umuligt at vide med sikkerhed, om han str med siden til eller ansigtet vendt mod os. Han kunne lige s let vre en eller anden skuespiller eller skabekrukke som kriminel eller terrorist. Uanset hvad rummer han en skjult trussel om konspiratoriske handlinger. I The Exiles Return, 2011 [g. 42], et pragtfuldt trsnit, er dette endnu tydeligere. Vi ser endnu en gur indhyllet i en kappe, hvis griselignende hoved, som enten er en maske eller en stor deformitet, forsvinder i Busks virvar af riller. I den ene hnd holder han noget, som enten kunne vre en stok eller et svrd; et vedhng der er s tyndt, at det kan tjene begge forml sttte, men ogs gennembore. P det ene ben ses harlekins rombemnster, mens den anden fod er stukket ned i en lang sko med en komisk krlle p spidsen. Han er ad, r og ikke helt menneskelig og brer sin historie bde i titlen og i de mlbevidste bevgelser; har mske netop selv fet retfrdigheden udmlt og er p vej til at levere sin egen. For mig opsummerer The Exiles Return hvorfor Busks vrker er s betydningsfulde. Til trods for alle deres hentydninger til historien og myter er hans gurer absolut nutidige. De er banditter og narre, hver og n. De agerer uden for samfundets og teknologiens grnser, de trder uden for tid og rum for at holde enetale, terrorisere, konspirere, hne 78 They come i n s teel that s bri ght and true, 2011 Fi g. 43 1 Jeg er Lara Strongman umdelig taknemmelig for at minde mig om dette citat, som ndrede alting. 2 Busks udstilling i London havde titlen Currahee, som er en tillempning af et Cherokee-ord, der betyder st alene. Det 506. luftbrne regiment i den ameri- kanske hr bruger det som klenavn for sine medlem- mer, som en henvisning til regimentets motto vi str alene sammen. Regimentet var involveret i ere afg- rende slag under 2. Verdenskrig og blev uddeliggjort i TV-serien Kammerater i krig (Band of Brothers). Cur- rahee er titlen p seriens frste episode. 3 Patricia Te Arapo Wallace, Jack, Queen, King: Play- ing Cards as Inuence of Empire?. Revideret indlg fra konferencen The New Zealand Empire Costume and Textile Symposium, Napier, juni 2009, 9-10. Fundet p Academia.edu. 4 Dette er imidlertid ikke en titel hentet fra Dead- wood, men fra tv-stationen HBOs drama Treme, som handler om tiden efter orkanen Katrina. 5 Bogart har skrevet udfrligt om forholdet mellem poker og Busks malerier. Se Aaron Bogart, All In, in: Signe Glahn (ed.), No Pasaran, MONITOR, Rome 2012, 4-37. 6 John Richardson, A Life of Picasso, Volume I: The Prodigy, 1881 1906, Random House, New York 1991, 334. 7 Titlen p dette vrk, som kan oversttes til manden med sler af vind, var Paul Verlaines klenavn for Ar- thur Rimbaud. De to digtere indledte et lidenskabeligt forhold frst i 1870erne, hvor Verlaine engang skd og srede sin unge elsker. eller f os til at le. Den langsomme proces med at male dem frem forekommer som en pervers form for krtegn, som nring af grimhed og deformitet i en verden, der lovpriser, og stter pris p, overadisk fuldkommenhed. Selvom de er naglet fast i deres rum, har de ikke desto mindre symbolsk og psykisk kraft til at krybe ind i vores, hvor de udnytter vores frygt, men de giver os ogs en meget tiltrngt forlsning. I sit ateliers stille teater overvger Busk frembringelsen af dybsindige og foruroligende jeblikke; simple manifestationer af anderledeshed som i lige grad udlser sm blger af kaos og forkvaklet sknhed. Anthony 8yrt cr skribcnt og pokcrspillcr bosiddcndc i Auckland, Ncw Zcaland. Hans artiklcr har bl.a. vrct bragt i Artforum International, frieze og Art World. My first encounter with Peter Linde Busks work came in a tiny London gallery in early 2011. Busk had covered the walls with his paintings and prints. There was also a cluster of ceramics, dotted like clumps of white light through the space. I dont know what Id expected an exhibition of paintings probably but not this complicated choreography. The works, and the gures contained within them, called out to each other, argued, jostled for attention. But out of that tussle, one emerged on top. In the painting Neurotic Imposters, 2010 [g. 44], three men seeped, like ghosts, from what I have come to understand as Busks characteristic gloam; a restless, rainy ground the colour of thin mud. In another artists hands, the gures may well have stayed buried in the muck. Busk though, had turned them into hieroglyphs, scrawling their outlines with yellow crayon. With their wild eyes, bent bodies and mad crowns, they were unquestionably neurotic, but their imposture was harder to dene: maybe they were trying to convince us they were kings. In the end, I decided they had the presence of demented tricksters; chaotic forces that destabilised the relationships between every other element in the show with their inescapable glare. Not long after seeing that exhibition, I started to visit Busks Berlin studio. Like the gallery, it was a relatively small space, packed tight with half-nished canvases, archival drawers lled with works on paper, and similar ceramics. Almost all of the paintings contained strange, twisted people. Like his imposters, they stared out in various states of completion and agitation, each one seeming to place different demands on Busk: some needed to be reworked; others scrubbed out altogether; others stayed the hell away from, such was their looniness. Collectively, they formed a kind of theatre-in-the-round as both audience and players to Busks lead role: the artist orchestrating the action from the centre of the room. Although there is a lot of love and humour in this, there is some cruelty too. Its rare, for example, to see Busks actors in a group he usually keeps them isolated THREE KI NGS ANTHONY BYRT Truths a dog must to kennel; he must be whipped out, when Lady the Brach may stand by the re and stink. Fool, King Lear. You come at the King, you best not miss. Omar Little, The Wire. 1 TOMORROW AI N T PROMI SED TO NO ONE 83 Neuroti c I mpos ters, 2010 Fi g. 44 possession of one of the twelve diamonds allocated to the scattered tribes of Israel. 3
As the settlement grew, Rua presented those beyond its boundaries with a problem. For Maori who didnt follow him, he was a leader operating outside traditional tribal structures, and that made him difcult to contain. For Pakeha (European New Zealanders), he was neither a full savage nor a fully assimilated colonial subject. Ultimately, the threat of his in-between-ness became too much for the authorities to tolerate. On 2 April 1916, a large group of police, led by a strongarm Irish copper called John Cullen, entered New Jerusalem to arrest Rua and break up the settlement. In the fracas, two Maori were killed and several ofcers were wounded. To this day, no one knows who red the rst shot. It was essentially the end of Ruas reign as the prophet king, but he still haunts New Zealand culture, as a leader who lived beyond Maori and Western morality and came close to achieving absolute release from both. He was a twisted reection of a culture on the cusp of modernity. With his long, curly hair and Christ-like beard, he manifested a Messianic presence. And yet he was often immaculately turned out in Western suits, and rarely without a cane, which was both a European affectation and an echo of the talking sticks used within Maori culture (these designate a speakers mana, or authority). Rua, ultimately, was the product of the modern colliding with the mythic; a semi-divine being operating beyond colonial controls as a seer, trickster, and wielder of power, whose aura threatened the psychic borders of parallel Kingdoms. ANNOUNCI NG YOUR PLANS I S A GOOD WAY TO HEAR GOD LAUGH Im not trying to suggest that the wonky, cane-carrying character in Busks giant collage has anything explicitly to do with this long- dead Saviour from the bottom of the world. But I am suggesting that he is the result of similar energies; because the battle between modernity and myth that Rua represents, and its ensuing symbolism and chaos, are central to Busks work. For Busk, this nds its release in a different New World frontier: the American West. Wild West mythology is full of gures just like Rua jester-kings whose moral displacement and visions of truth forced a ruthless society to look at its own reection. What is signicant here is not so much Busks fascination with the Wild West per se, but with its contemporary reinterpretations. His ornate titles provide crucial clues in this regard, because many of them are direct quotes from the HBO television series Deadwood. Centred around the real-life town of the same name in the gold rush, the shows elaborate cast includes a washed-up sharpshooter-turned-cardsharp, on oversexed East Coast widow, a brooding sheriff, a murderous publican and his doting henchman, a fawning little hotelier, a mad preacher, a whore with a heart of gold, an incorruptible town doctor, and Calamity Jane herself, drunk and forever mourning the loss of Wild Bill Hickock. As the action develops the walls close in, and the vast expanses of the West are reduced to the intimacy of a provincial, Shakespearian theatre in which language, morality, sex and violence are all stretched to their human limits. 85 from each other. 2 They are often deformed: mistakes of nature with wings springing from their backs, beaks growing from their faces, awkward ippers for feet. Many are crippled, with missing or crooked limbs. Busk also has a habit of xing them stify to his ambiguous surfaces, as though theres an ongoing battle between his need to contain them and their own mad desire for escape. Watching Busk in his studio, I learned that he is a restless tinkerer. Just as I felt he was starting to make some breakthroughs with a batch of paintings, I would arrive to nd them Towards the end of my time in Berlin, Busk was working on a massive collage. In it, a lone cripple, assembled from hundreds of strips of paper, leaned on a cane. He looked as though he should either have been in an asylum or struggling down some dusty road. Instead, he was set against a wild background that veered between a tightly stapled, multi-coloured Harlequin pattern, swirling doodles, African masks, and faux-Constructivist compositions made from string. At more than six feet tall, the collage dominated the room. Even with its huge presence, I didnt give it much thought; it seemed just the latest moment of madness in Busks studio a work crafted from leftovers that may or may not limp out into the world at some later time. But when I returned to New Zealand, I often found this wizened gure in my thoughts. After several years away from my home country, I had become transxed with the way its colonial past still infects everything. I was particularly preoccupied with a man called Rua Kenana, an early- stacked away, replaced by collages or giant woodcuts instead. But despite these shifts, he is always, and unrelentingly, a painter. By this I mean that everything he makes is driven by a painters view of the world: an understanding of the relationships between materiality and image, and a theatrical ability to embed physicality, sex, myth and history in a single illusory space, outside of xed time. Few artists are capable of managing this with such subtlety. But fewer still manage anything like Busks most dening characteristic: his peculiar form of chaotic, moral release. I VE GOT NO EXPECTATI ONS TO PASS THROUGH HERE AGAI N twentieth century Maori prophet and member of the Tuhoe tribe in the central North Island [g. 32]. Rua believed he was the prophesied successor to the warrior-chief Te Kooti, who had founded the Ringatu religion (a hybrid between Christianity and traditional Maori cosmology). Rua also claimed to be a reincarnation of Christ, sent to lead his people to the Promised Land. He founded New Jerusalem a settlement for his followers with its own laws and social structures based on his revelations and idiosyncratic interpretations of the Scriptures. Central to the settlement was Hiona (Zion): a two-storeyed circular building that served as church, parliament, and court. Just as unusual as its round structure was its external decoration: a frieze of blue clubs and yellow diamonds. Even before Rua, the Ringatu faith had established playing card symbols as mnemonics the club stood for the King Yet to Come and the Holy Ghost, while the diamond represented the sacred hidden stone of the settlement: Rua stated that he was in 84 player holding a strong ush can start seeing demons, depending on the behaviour of his opponents. So rather than being amoral, poker is a game beyond morality, and this is exactly why it seeped into the psyches of the Wests pioneers, prospectors and vagabonds. It offered a perfect foil to the lawlessness of their daily lives, simply because it took away the vexing choice between right and wrong. Outside the poker game, everything rode on moral decisions. Inside it, players didnt need to care. All they needed to do was convince, cajole, trick or bully their way to a win. Poker is a very big part of Busks life and thinking, as it is mine. The reason I had gone to see his show in London was because Id met him a couple of months earlier, not in an art context, but as an opponent at a poker table. Although the game now consumes much of my attention, at the time I was a novice. In fact, the only two experienced players at the table were Busk and the games host, Aaron Bogart. 5 I immediately recognised the seriousness with which Busk treated the game; moving between a dead- mans stare, smart-alec gibes and a brash condence, he was the rst person to help me understand that poker is, above all else, a platform for performance. Ive since learned that he transposes this theatricality directly into his work. His characters are exactly the kinds of surreal outlaws and troublemakers one might expect to encounter at a poker table. As opponents, they hide as much as they show. And in a nice twist, form often mirrors content: with their strange headgear, costumes, and attened bodies, they have the presence of playing cards. Their abrasive frontality and confrontational isolation from each other means that the space between them the space we occupy as viewers is what matters most: an unseen table across which taunts, threats, and an awful lot of blufng y. L HOMME AUX SEMELLES DE VENT Some time around the start of 1905, harlequins started to appear in Picassos paintings. There are various explanations for this: Picasso encountering a travelling troupe of acrobats in Paris; his increasing interest in Parisian theatre and the possibility that he saw I Pagliacci, a popular opera about murderous Commedia dellarte performers; a desire to use theatricality and movement to break the anaemic stranglehold of the Blue Period. But John Richardson, in his brilliant biography of the artist, provides the most compelling explanation: the inuence of the poet Guillaume Apollinaire. According to Richardson, Apollinaire encouraged Picasso to imagine himself in different roles, in particular those that might provide him with an outsider persona. Richardson writes that: After a year or so of friendship, Apollinaire, who claimed to have learnt about magic from the elves of the Fagne, held a mirror, in the form of a poem, up to Picasso and showed him his reection as Harlequin Trismegistus, a demonic magician. The poet knew the old Walloon legends about her-lequin a soul escaped from hell. 6 Picassos early Harlequin works explored every aspect of this shape-shifting archetype. 87 Busks work is littered with similar characters: threatening outsiders suffering from the same claustrophobia. There are, for example, highwaymen, like the brooding and disguised gure in Cloak and Dagger, 2011 [g. 35]. In Trinkteufel, 2012 [g. 36], a group of drunks stumble through the dark, happy for now, but presumably capable of violence at any moment. The threat of crazed, religious fanaticism makes its appearance in Can You Please Let Me Go to Hell the Way I Want to?, 2009 [g. 37], in which a wild man with long hair confronts us in his underwear, a cape and a top hat. Were offered a bedraggled, gruesome harlot in Thy Wretched Wife, 2011 [g. 45]. In They Come in Steel thats Bright and True, 2011 [g. 43], a mad-looking, pipe- smoking prospector stares out at us. And in Big Chief on St Josephs, 2011 [g. 33], a savage in ceremonial dress looks ready to leap out of the frame. 4 Granted, none of these gures take the form of obvious, locatable portraits, and their absurdity points as much to James Ensor, Cobra and Art Brut as the Wild West. Busk would be the rst to admit these inuences, but there is nonetheless a strong parallel between his own visions and the theatre of Deadwood. Both demonstrate our contemporary craving for myth; that in a culture where everything is over-exposed and permanently on display, these archetypes allow us to embrace shadows again, and reconnect our physicality with our morality as we fumble through the dark. One of Deadwoods most important events the murder of Wild Bill Hickock in the Number 10 Saloon is based on fact. Hickocks killer Jack McCall was a young prospector hed beaten at the poker tables the night before. McCall had called Hickocks bet, and, not having enough chips, had thrown in a bag of gold dust in lieu of the shortfall. Hickock won the hand, the gold was weighed, and McCall was still short. Rather than accepting an IOU, Hickock insisted the young man return to his camp and raise the outstanding amount, which he duly did. The next day, he returned to the Number 10 Saloon and shot Hickock, who was mid-hand, in the back of the head. At the time, Hickock was allegedly holding a pretty good hand: two pair, Aces and Eights (in poker folklore, this is known as the Dead Mans Hand). More interesting though, is the hand that had immediately preceded it. Hickock had lost his entire stack by running his Full House into Four of a Kind. If ever there were a premonition of bad things to come, this would surely be it. Hickock a sucker for punishment had just extended his credit with the Number 10s proprietor when McCall entered the bar. This event is one of the foundational stories of the West, and goes some way towards explaining why poker is so deeply embedded in American mythology. Poker is often incorrectly portrayed as an amoral activity, but as any serious player will tell you, it is primarily a game of skill. Unlike other forms of gambling, the players themselves are entirely in control of the game. It is also a game of absolute truth: someone is always holding the strongest hand. The problem for its players is that those truths are hidden because they cant see each others cards, and as a result, they have to act with imperfect information (this is different from chess, for example, where the players can see every piece and its location at all times). This means that the worst hand often wins: a player holding nothing but air can easily beat an opponent with three Kings. Even a 86 Barksdale calls Omar a cocksucker; not just as a pejorative term, but as a statement of fact that disgusts him). Omar is also the Joker in the pack: a gure who unleashes chaos through the mere threat of his appearance, and yet who also offers extraordinarily eloquent insights into other characters. The jesters multiple roles as truth-teller, entertainer and threat are clearly evident in Busks work. In Cloak and Dagger, 2011 [g. 35], a disguised gure stands against a background of toxic yellow rain. His long coat is a mess of cross-hatching, and his face is so deformed, or covered, that its impossible to know denitively whether he is standing side-on or facing us. He could just as easily be some actor or poseur as criminal or terrorist. Either way, he carries the hidden threat of conspiratorial action. The Exiles Return, 2011 [g. 42], a magnicent woodcut, makes this even clearer. We see another cloaked gure whose pig-like head, which is either a mask or some gross deformity, disappears into a mess of Busks gouges. In one hand, he carries what could either be a cane or sword; an appendage so thin it serves both purposes to support, but also to pierce. On one leg, we see the diamond pattern of Harlequin, while the other foot extends into a long shoe with a comedic turn at its tip. He is at, brutal and not-quite human, carrying his history both in his title and his purposeful movements; returning, perhaps, from having justice meted out to him to deliver some of his own. The Exiles Return, for me, sums up why Busks work is so important. For all their allusions to history and myth, his gures are utterly contemporary. They are outlaws and jesters, every one of them. They operate FUCK EM I F THEY CAN T TAKE A J OKE All of this so far Rua Kenana, Deadwood, poker, Picasso, Harlequin anchors Busks work in a particular historical moment; the turn of the last century, when the collision of cultures and the drive towards modernity saw an embrace of the jester as a kind of mythic response to change. But if thats all there was to it, Busks work would be horrendously nostalgic. In fact, his embrace of the trickster is a profoundly urgent and contemporary position, because the jester is the essential archetype of the post-nuclear age. Ever since 9/11, our fear of mad kings bringing about total annihilation has been replaced by a different paranoia about crazed men maiming us, unleashing chaos through more modest acts of terror. Were petried of the invisible gure; the hidden face who plots against us, laughing. The unreality of their acts within our real space, and their blissful dance across moral boundaries, makes them both terrifying and fascinating. And yet we also rely on jesters as release valves for an over-pressurised, increasingly conservative culture. One only needs to look at recent cultural manifestations of this, such as Batmans Joker. More relevant to Busks work is the gure of Omar Little from The Wire (Busk used one of Omars most iconic lines, You come at the King, you best not miss, for the title of his rst solo exhibition with Galleri Christina Wilson in 2006). Omar is a highwayman, robber and loner, exactly like the cardsharps of the American West. His face is scarred: an unexplained deformity that points to a violent past. And in the homophobic world of black, urban gang culture, his gayness is a kind of deformity in itself (when issuing a bounty on him, Avon 89 He offers up a blank and troubling androgyny in Acrobat and Young Harlequin (Acro- bate et jeune Arlequin), 1905 [g. 39]. In stark contrast, there are warm drawings of Harlequin as a young father. He also becomes a depressed, Parisian drinker in Au Lapin Agile. And he is portrayed as Hurdy- Gurdy Man with a scraggly beard, music box, and soft crown; a gure whose history of debauchery and violence seems buried in the lines of his gaunt face. Picassos modern Harlequin had its roots in Renaissance court jesters and Shakespeares Elizabethan fools; gures who were able to act and speak with impunity, their costumes and absurd performances giving them the protection needed to hold a mirror up to a societys ruling elite. As court jesters started to fade away, their satirical role was taken up by the Commedia dellarte, a form of travelling theatre that sprang up around Europe in the sixteenth century, in which Harlequin was a central gure. His characteristic suit of diamonds signalled him as a chaotic force within the plays: libidinous, destructive, charming or vicious, depending on his mood. This suit became the hallmark of Picassos own Harlequin paintings. Its diamonds of delineated colour provide an under-discussed precursor to his later Cubist facets, which were, much like Harlequins pronouncements, attempts to expose the hidden truths of lived experience. But just as important was the way Picasso not only portrayed Harlequin but also became him: a disruptive trickster with creative, near-magical powers. Standing on the edge of modernity, he took up this mythic archetype as a way to process the changing world around him. It was an identity that stayed with him for the rest of his life. Busks work is full of references to Harlequin. His crazed costume appears again and again as an immediate signier of otherness, madness, or outlaw status. In Lhomme aux semelles de vent, 2010 [g. 38], for example, were confronted with a winged gure in a Harlequin suit, with arms decorated in unfurling paisley and absurdly striped tights covering his legs. 7 His vaguely bovine face supports two giant Picasso-esque almond eyes, and he stands on a platform against a darkened background that could easily be a stage. Because that ground is so hard to dene, the entire space is attened to a single plane, making the gure seem like a cut-out pinned to the surface. As a consequence, Harlequins diamonds designate him as a performer but also have an important structural role, giving the actors otherwise absent body form. Its interesting that when these gures spring into real space, as they do in Busks ceramics, they collapse. Conseil Judiciare, 2010 [g. 40], for example, has many of the hallmarks of Busks Harlequins, with its crazy hat and twisted limbs, and yet it has slumped into itself; a stumpy version of its painted relatives. But, as its title suggests, its just as prepared to offer us crazed advice, caught somewhere between madman and a revealer of uncomfortable truths. 88 Thy wretched wi fe, 2011 Fi g. 45 beyond society, beyond technology, stepping outside time and space to soliloquise, terrorise, conspire, pour scorn or make us laugh. The slow act of painting them into existence seems a perverse sort of caress; a nurturing of ugliness and deformity in a world that praises, and prizes, easy perfection. Pinned down in their spaces, they nonetheless have the symbolic and psychic power to creep into our own, tapping into our fears but also providing us with a much-needed release. In the quiet theatre of his studio, Busk oversees the production of profound and troubling moments; simple acts of otherness that release ripples of chaos and twisted beauty in equal measures. 1 I am immensely grateful to Lara Strongman for reminding me of this quote, which changed everything. 2 Busks London show was called Currahee, which is an adaptation of a Cherokee word meaning stand alone. The 506 th Airborne Infantry Regiment of the United States Army uses it as a nickname for its mem- bers, as a pointer to the regiments motto we stand alone together. The regiment was involved in several crucial World War II battles, and was immortalised in the HBO series Band of Brothers. Currahee is the rst episodes title. 3 Patricia Te Arapo Wallace, Jack, Queen, King: Playing Cards as Inuence of Empire?, Amended conference paper presented at The New Zealand Em- pire Costume and Textile Symposium, Napier, June 2009, 9-10. Retrieved from Academia.edu. 4 This, however, is not a title taken from Deadwood, but from HBOs post-Hurricane Katrina drama, Treme. 5 Bogart has written eloquently about the relation- ship between poker and Busks paintings. See Aaron Bogart, All In, in: Signe Glahn (ed.), No Pasaran, MONITOR, Rome 2012, 4-37. 6 John Richardson, A Life of Picasso, Volume I: The Prodigy, 1881 1906, Random House, New York 1991, 334. 7 The title of this work, which translates to the man with soles of wind, was Paul Verlaines nickname for Arthur Rimbaud. The two poets entered a tempestu- ous relationship in the early 1870s, including an inci- dent in which Verlaine shot and wounded his young lover. Anthony 8yrt is a writcr and pokcr playcr bascd in Auckland, Ncw Zcaland. His writing has appcarcd in Artforum International, frieze and Art World, among other publications.