TIL/OM ULLA RYUM I ANLEDNING AF HENDES [FINGERPRINT]

UDGIVELSE ’DENGANG ENGANG’ - ET EKSISTENSPAPIR
Underwood Ink, 16. december 2009
af Asger Schnack

”Abeleus stod udenfor Natsangerskens dør. Han lyttede efter lyde, som kunne fortælle ham,
om der var nogen hjemme, men alt var stille. Så løftede han sin ene arm og bankede
forsigtigt på døren med en korkprop, som han havde haft skjult i hånden hele tiden. / Han
benyttede altid denne særlige teknik til døre, hvor der ikke fandtes klokke eller dørhammer.
Det lød ikke så anmassende, som hvis man benyttede en kno; derfor gik han altid omkring
med en passende prop i lommen for tilfældets skyld.” (Natsangersken, p. 83).

Spørgsmålet er: Tager du imod disse tavse venner? Jeg tager gerne imod disse tavse
venner. Og spørgsmålet er, hvor tavse de er. Som vinduessprosser, eller som gaden, der
ligger hele vejen hen ad gaden. Absolut tavs. Hvad gør jeg med mine briller? Jeg ser lige lukt
igennem dem. Tidligt huskede jeg noget, jeg for længst havde glemt. Hvad var identiteten?
Et noget? Et lidt? Et meget? Et mange? Et skygge? Et sol? Et slips? Temmelig utroligt. Det
må jeg sige. Jeg er ikke den ene eller den anden. Etikpraktikant tilmeldt kursus.

Ulla Ryum blev født på et tidspunkt. I Danmark. Det varede ikke længe, før hun gik omkring i
enge, byggede hoteller og kravlede op ad en trappe, der begyndte ude i gruset, hvor solen
kastede sit lys over regnvejrsbroen. Alt det ved vi alle. Det var hende, der nægtede at gå i
skole, forstået som en evig tilbagevenden til de samme sten. Det var hende, der nægtede at
sole sig i borgerskabets triptykon: normalbegær, normalbegærstilfredsstillelse, normaldød i
morgentimen. Med andre ord blev hun forfatter, eller skal vi sige digter først, digter siden?

1962 havde mange gode grunde til at stå og simre. 1960’erne havde lige netop kastet
uskylden af sig i konfrontationsmodernisme og absurdisme. I DK hvilede sneen. Flere trådte
ind, og nu også den unge Ulla Ryum, der muligvis havde set sig sur på normalprosaen, i alle
tilfælde tog hun handling, og tid, og sted, og indlejrede dem i søvnen, hvor dybere bølger
regerede. Egentlig et fællesskabsbudskab eller måske endda et kærlighedsbudskab. I DK
svævede måger over boghandlernes diske med en særlig form for underholdning i næbbet.

Ulla Ryums første bog hedder Spejl, og den kan sagtens læses som et dobbeltintelligent
følsomt spil om menneskers reaktion på døden, personificeret i det afdøde menneske, der
mest af alt er en gåde. Og dertil er bogen en opløsning af genren roman og en let gang ind i
en nyskabende genredialog, i sig selv et spejl, foruden alle de gange ordet spejl optræder i
identitetsdiskussionen. Denne modernisme, som i DK da blomstrede som et æbletræ på et
maleri eller i vinden, ville gerne prøve at forstå, hvem er vi? Hvem er det jeg, vi kalder os?

Ikke mindre interessant og dirrende, snarere et fremskridt i kunstnerisk format, er næste års
roman, Natsangersken. Nu er vi i 1963, og det er, som om der allerede er skabt mulighed for
et fortællingens rum, der betoner grotesken, men som også har mytekarakter, og som ikke er
fremmed for kønsomvendingssynsvinkel, og hvad man kunne kalde en nyfortolket kristus-,
jeg havde nær sagt iscenesættelse. Natsangersken har miljø og rumlende skikkelser, eller er
en rumlende skikkelse af håb, de nederste skal blive de øverste, de højest løftede.

 


Efter disse to overbevisende bedrifter af nyplantet prosa pegede Ulla Ryum i 1964 på et
muligt forbillede, Djuna Barnes’ kultroman Nigtwood fra 1936, fordansket med titlen Nattens
skove af den unge forfatter herself. Her har vi et af de klassiske udgangspunkter for senere
prosa, der ville tage sig selv alvorligt, og som med T.S. Eliots formulering henvendte sig til
poesilæsere, ikke fordi romanen var poesi, men fordi dens sprog og struktur krævede
samme opmærksomhed som et digts sprog og struktur, eller m.a.o, fordi den var skrevet.

Djuna Barnes, veninde med Gertrude Stein og Mina Loy, boede i Greenwich Village, men
slog sig også ned i Paris og revolutionerede prosaen og åbenheden i forholdet køn til køn og
køn til erindring. I virkelighedens verden elskede hun Thelma Wood, og Nightwood er på ét
plan fortællingen om tabet af denne kærlighed, på et andet plan er den indskrivningen,
fremskrivningen eller slet og ret skrivningen af en dybere menneskeforståelse, hvor billeder
fra mørket sejler som både i det lys, der smyger sig ud på siderne, læs den! læs den!

I 1965 er Ulla Ryum tilbage med en ny roman, Latterfuglen. Her er kønsproblematikken helt
fremme i form af en meget talende mand, der overdøver kvindelivet. Man får det indtryk, at
han aldrig vil kunne holde kæft, hr. æggehoved, men dog søger han, hvilket vistnok kræver
tavshed, kvinden, den celebrerede linedanserinde, efter hendes død. Orfeusmyten opskrevet
til et sært syngende rum, som er romanens, og hvor der også er plads til et digressionslag
(selve naturen) med pæreformede æg, og med ord som frihed og utvivlsomt kærlighed.

To år efter, i 1967, udkom roman nr. 4, Jakelnatten. Igen er der tale om et dødsfald. Igen er
der tale om en person fra nattens underside, fra det nederste lag af samfund og myte, nu
smeltet sammen som bølger af strømme og skum. Små tekststumper flyder ovenpå fra en
rapport, der har det officielles karakter, underhvirvlet af drømme, og hvad man i mangel af
bedre kunne kalde en virkeligere virkelighed end den åbenbare, den trivielt dryppende, hvis
sprog for længst er lagt på lige rækker, modsat Jakelnattens befriende flertydighed.

Efter disse fire romaner og oversættelsen i midten kunne Ulla Ryum med rette kalde sig
mester, hun flagrede ydmygt videre i litteraturen, nu ind i teateret, nu tilbage til romanen eller
den korte fortælling, nu agerende som lærer, undervisende på tre skoler efter hinanden, nu
tænkende sig frem til en teori om kvindelig kreativitet, nu advarende om samfundets vej, dets
fremtid, gerne i science fiction eller blot i fantasi, det store træ, man kan kravle op i og se
verden fra med andre øjne, nu pause, nu tilbagevenden, nu dér, nu her.

(Om)Talen er publiceret af forlaget [FINGERPRINT] med tilladelse fra forfatteren. © 2009

fingerprint.forlag@gmail.com  www.forlaget-fingerprint.dk