SOCIAL INDLÆRING HOS MUS MUSCULUS

Godbid ved tryk på knap

af Malene Korsgaard Lauritsen

Den 8. juni 2007

20042558
ABSTRAKT
Social indlæring hos dyr vil sige, at et individ tilegner
sig adfærdsmæssige kompetencer fra et andet individ.
I dette eksperiment blev det undersøgt, om der sker so-
cial indlæring hos mus. En mus skulle lære at trykke
på en knap for at få en godbid, mens en anden mus ob-
serverede dette gennem en gennemsigtig skillevæg i en
forsøgsboks. Observatormusen blev derefter placeret i
rummet med knappen. Det viste sig at denne mus for-
stod sammenhængen mellem tryk og godbid hurtigst.
Dette tyder på imitation eller lokal forstærkning, som
begge er varieteter af social indlæring.
INTRODUKTION
I 1986 gennemførtes et eksperiment, hvor en undulat
skulle observere en demonstratorundulat håndtere en
genstand på én af to måder (Galef et al., 1986). He-
refter fik observatorundulaten adgang til genstanden.
Det blev registreret, hvor mange gange den håndterede
genstanden på samme måde som demonstratorundu-
laten, og hvor mange gange den brugte en alternativ
metode, som ikke blev brugt af demonstratorundu-
laten. Når en observatorundulat for eksempel åbner en
lem til et foderkammer med foden, fordi den har set
en demonstrator gøre det på denne måde - selvom den
også kunne gøre det med næbbet - kaldes det imita-
tion. Imitation defineres som tilegnelsen af en ny ad-
færdsform ved at kopiere adfærden hos et andet indi-
vid. Dette adskiller sig fra kopiering, idet det kopierede
ikke behøver at være en hidtil ukendt adfærd. Imitation
blev for eksempel også demonstreret, da aben Imo i
1950´erne i Japan begyndte at vaske sine søde kartofler
rene for sand (Kawamura, 1959; Kawai, 1965). Denne
hidtil ukendte adfærd blev observeret af de andre aber,
som derefter tilegnede sig samme færdighed.
Imitation er en varietet af social indlæring. Social in-
dlæring kan defineres som transferprocessen af kul-
turelt vedkommende information, som ændrer et in-
divids fænotype i den forstand, at dele af fænotypen
er tilegnet ved social indlæring. Dette kaldes kulturel
transmission. Denne transfer af information virker fra
individ til individ, og det lærte kan overleveres gennem
mange generationer.
En anden varietet af social indlæring er lokal
forstærkning, hvor et individ trækkes til et område,
hvor det har set et andet individ opholde sig. Et in-
divid lærer altså af et andet – ikke ved at gøre, hvad
det ser andre gøre – men ved at blive tiltrukket til et
bestemt område, fordi det betragtede individ opholder
sig her. Når først observatorindividet befinder sig på
området, lærer det af sig selv. Et eksempel på lokal
forstærkning ses af fourageringsadfærden hos klip-
pesvaler. Svalerne fouragerer i grupper, og individer
trækkes til de gode fourageringsområder, fordi andre
fouragerer der (Brown, 1986). Når først denne lokale
forstærkning har fundet sted, lærer svalerne måske til
sidst at fouragere bedre i dette område. Det vil også
sige, at der foregår lokal forstærkning, hvis et individ
trækkes til et sted, hvor et andet individ opholder sig,
og derefter ikke lærer andet af dette individ. Det kunne
for eksempel være en fisk, der svømmer hen til en sten,
hvor en anden fisk opholder sig.
I nærværende eksperiment, som er inspireret af Galefs
forsøg med duerne, undersøges det, om der foregår so-
cial indlæring hos mus. Min hypotese er, at en ellers
ukendt færdighed, som er set tilegnet af en anden,
vil læres hurtigere, end hvis den skulle tilegnes uden
demonstration. Det forventes derfor, at en mus (obser-
vatormus) er hurtigere til at tilegne sig en forståelse
for sammenhængen mellem en handling og en udefra
kommende belønning, hvis den har set et andet individ
(demonstratormus) tilegne sig denne færdighed.
MATERIALER OG METODER
En boks med målene 44 x 44 x 30 cm. blev konstrueret
af plexiglas og dækket med papir. Boksen blev delt i
to lige store rum af en gennemsigtig plexiglasskil-
levæg. En knap blev placeret i boksens ene rum. Knap-
pen blev forbundet til elektronisk lego på boksens låg.
Ledninger og elektronik var skjult af en ugennemsigtig
plexiglasplade i boksens ene hjørne, så kun knappen
– en hoppebold – var synlig. Hver gang knappen blev
trykket ned, aktiveredes det elektroniske lego på låget.
Dette var programmeret til at dreje en skive med hul
i. Ovenover dette hul i skiven var placeret et sugerør
fyldt med runde godbidder – karamelkugler. Under
hullet i skiven var fastsat et lille rør. Afstanden mellem
boksens låg og skivens hul var tilpasset én godbid, som
ved drej faldt ned i et hul i boksens låg ved hjælp af
det lille rør. Ved tilbagedrej blev mellemrummet fyldt
2
op af endnu én godbid, som faldt ned ved næste tryk
på knappen. Det elektroniske lego var programmeret
med 5 programmer, således, at der ved program 1 faldt
en godbid ned ved hvert tryk på knappen, ved program
2, en godbid ved hvert andet tryk og så videre. Erfar-
ing viste, at program 1 var mest effektivt, og derfor
blev dette især brugt. Samtidig var der forbundet en
rød lampe til knappen, som blinkede ved hvert tryk, så
trykkene kunne tælles præcist, se billede 1 – 4.
Billede 1. Forsøgsboksen med demonstratormus og observator-
mus.
Billede 3. Det elektroniske lego på boksens låg var tilsluttet en
rød lampe, som blinkede ved tryk på knappen.
En mus blev placeret i hvert kammer af boksen. Mu-
sen i afdelingen med knappen blev kaldt demonstra-
tormusen, og musen i den anden halvdel blev kaldt
observatormusen. Først kørtes et nulforsøg, hvor dem-
onstratormusen ved tryk på knappen aldrig fik en god-
bid. Trykkene var altså tilfældige, og antallet af tryk
per minut virkede stabilt efter cirka 10 minutter. An-
tal tilfældige tryk blev talt i en periode på 20 minutter.
Observatormusene i disse nulforsøg var blot medtaget
Billede 2. Knappen i forsøgsboksen blev placeret i det ene
hjørne. Knappen var rund, så musene ikke kunne bide i den.
Billede 4. Over hullet i skiven var placeret et sugerør med kara-
melkugler. Under hullet var fastsat et lille rør med plads til én
kugle. Ved tryk på knappen drejede skiven og kuglen faldt ned i
et hul i boksens låg. Ved tilbagedrej af skiven blev mellemrum-
met med det lille rør endnu engang fyldt med én karamelkugle.
3
for forsøgets autenticitet. Nulforsøget blev udført 10
gange med nye mus ved knappen hver gang.
Herefter kørtes et godbidforsøg, hvor demonstrator-
musen fik en godbid ved tryk på knappen, mens den
tilhørende observatormus i parret kunne kigge på fra
kammeret på den anden side af skillevæggen. At tryk
medfører godbid blev betragtet som lært af musen i
det minut, antallet af tryk i minuttet var 300 procent
eller derover større end det gennemsnitlige antal tryk
i minuttet hos demonstratormusene i nulforsøget. Når
denne grænseværdi for tryk per minut var opnået hos
demonstratormusen blev tiden noteret, og musen blev
flyttet væk fra boksen. Den tilhørende observatormus
blev dernæst placeret i kammeret med knappen under
samme forhold som demonstratormusen med hensyn
til tryk og godbid. Tiden blev ligeledes noteret, da ob-
servatormusen opnåede kriteriet for tryk i minuttet.
Godbidforsøget blev udført ti gange med nye mus hver
gang. Musene fra nulforsøgene blev ikke brugt til god-
bidforsøget.
Der blev brugt non–parametrisk statistik (Siegel,
1956).
RESULTATER
Nulforsøget
I nulforsøget blev der i gennemsnit trykket 0.78 gange
per minut. Figur 1 viser de enkelte mus´ antal tryk per
minut. Den stiplede linje viser gennemsnittet.
Figur 1. De enkelte mus´ antal tryk per minut. Den stiplede linie
viser det gennemsnitlige antal tryk per minut.
Godbidforsøget
I ét tilfælde var observatormusen og demonstratormu-
sen lige lang tid om, at vise tegn på en forståelse for
sammenhængen mellem tryk og godbid. I ét tilfælde
var observatormusen langsommere til at lære kunsten,
mens den i de resterende otte forsøg var hurtigere end
demonstratormusen. Figur 2 viser tiden til kriteriet er
opnået for henholdsvis observatormusen og demon-
stratormusen i de ti par.
Figur 2. Tiden til kriteriet er opnået for demonstartormusen og
observatormusen.
Med en ensidig signtest opnås signifikans (n = 9, x = 1,
p = 0.02). Det samme resultat fås med Wilcoxon Signed
Ranks Test på de aktuelle tider (p(ensidig) = 0.02).
Korrelationen mellem læringstiden for observator-
musene og demonstratormusene var ikke helt signifi-
kant med Spearman´s korrelationstest (rs = 0.610, t =
2.177, 0.1 > p > 0.05, n = 10). Hvis man udelader par
nummer ni, hvis resultat falder meget uden for de an-
dre, opnås signifikans med Spearman´s korrelationstest
(rs = 0.882, t = 4.952 og p < 0.01).
Man kunne forvente, at jo længere tid demonstratormu-
sen brugte på at lære at trykke på knappen, des kortere
tid ville det tage for observatormusen at lære tricket, da
den har haft længere tid til at observere demonstrato-
ren. Dette er dog ikke tilfældet, da tiderne for de to mus
korrelerer positivt med hinanden og ikke negativt.
Et andet mål for hvor hurtigt demonstrator- og obser-
vatormusene lærer at trykke på knappen, er antal tryk.
På figur 3 ses, hvor mange gange demonstrator- og ob-
servatormusen i hvert par trykkede på knappen i løbet
af den tid, de befandt sig i forsøgsboksen.
4

Figur 3. Demonstrator- og observatormusens samlede antal tryk i
den tid, de befandt sig i forsøgsboksen.
I ét ud af ti forsøg brugte observatormusen flere tryk end
demonstratormusen (signtest: n = 10, x = 1, p(ensidig)
= 0.011).
Tilsvarende giver Wilcoxon Signed Ranks test:
p(ensidig) = 0.012.
Der er ingen signifikant korrelation mellem antal tryk
hos demonstratormusen og
observatormusen (Spearman: rs = 0.105, t = 0.299,
p>0.2, n = 10).
Der var altså en noget bedre korrelation mellem de
to mus` tider til kriteriet var opnået end antal tryk til
kriteriet var opnået.
DISKUSSION
At observatormusen lærte at trykke på knappen hur-
tigere end demonstratormusen kan være et udtryk for
imitation. Musene spiste dog ikke altid - og nogle gange
kun dele af - belønningen ved tryk. Af og til faldt god-
bidden så langt væk fra knappen, at tidsrummet fra tryk
til fund af godbidden sandsynligvis var for stort til at
musen kunne fatte en sammenhæng her imellem. Det
kunne da tænkes, at spændingen ved selve hændelsen,
at noget falder ned ved tryk, er stimulus nok i sig selv
til at trykke på knappen (derfor blev program 1 med
godbid ved hvert tryk brugt. Musen mistede da ikke in-
teressen for knappen ved for sjældent at få godbidder.
De andre programmer var tænkt brugbare ved større
godbidder og/eller flere tryk per minut, så musen ikke
bliver for mæt undervejs til at medvirke i forsøget, men
stadig ikke mister interessen). Observatormusen kunne
da opleve, at der skete noget, når demonstratormusen
trykkede på knappen. Hvis dette ikke er tilfældet, er
det sandsynligt, at her er tale om lokal forstærkning.
Observatormusen oplevede da, at demonstratormusen
opholdte sig meget i nærheden af knappen. Dette kan
have forstærket observatormusens trang til også at op-
holde sig netop her, og derved har den selv lært, at der
skete noget når den trykkede på knappen. En forklar-
ing på, at observatormusen opnåede kriteriet på kortere
tid end demonstratormusen kan også være, at obser-
vatormusen blot var mere nysgerrig omkring knappen,
fordi den opholdt sig i boksen i længere tid, og dermed
vænnede sig til forsøgsrummet.
Musene var sandsynligvis for stressede til at spise god-
bidden eller måske var andre ting mere interessante.
Muligheden for at aflede opmærksomheden fra knap-
pen var dog forsøgt minimeret ved at skærme boksen
af og fjerne snavs og savsmuldrester fra boksens gulv.
Alle hjørner blev dog undersøgt af musene, og oplev-
elsen ved at være et nyt sted kan have været ret interes-
sant for musene. Musenes køn spiller også en rolle for
forsøget. Hunnerne var rolige, mens hannerne gener-
elt var mere aktive og undersøgende. Da musenes køn
først blev noteret sent i forsøget, kunne de dog ikke
indgå i analysen. Derudover kan der have været stor
forskel på de individuelle mus´ grader af frygt og nys-
gerrighed.
KONKLUSION
Forsøgets resultat tyder på social indlæring – enten im-
itation eller lokal forstærkning. Det kan dog ikke ude-
lukkes, at observatormusens længere ophold i forsøgs-
boksen også kan have haft betydning (habituering).
TAK
Tak til Zoofysiologisk afdeling, Palle Holm-Hansen,
Gunnar Friis og dyrepasser Daniel for lån af rotter og
mus samt Poul Hansen for vejledning.
REFERENCER
Dugatkin, L. A. (2004): ”Principles og Animal Behav-
iour”, W.W. Norton & Company.
Siegel, S. (1956): ”Non-parametric Statistics”, Mc-
grow Hill.
5
Galef, B. G. et al. (1986): Imitation learning in bud-
gerigars: Dawson and Foster Revisited, ”Behavioral
Processes”, 13, 191-202.

Rasmussen, Ole (2001): ”Biologiske fagtermer”, Gads

Forlag.

Kawamura, S. (1959): The process og sub-culture

propagation among Japanese macaques, ”Primates”, 2,
43-60.

Kawai, M. (1965): Newly acquired precultural behav-

ior of the natural troop of Japanese monkeys on Ko-
shima Islet, ”Primates”, 6, 1-30.