Sikkas fortælling

s. 18+19

Godt sagt. Ivrig efter at komme i gang fulgte Atheus med Sikka ud til bjergenes dyb.
Her lå uhyret i dvale og vogtede over alle de stjålne børn,
for de gav ham kræfter, og hvert bytte (barn) gjorde hans magt større.
Sikka tændte et stort lyst bål, der fjernede mørket,
og helten (Atheus) gjorde sig klar til kamp og råbte højt:
Vis dig nu, dig der tvinger helte væk og er en hæslig børnetyv.
Klipperne beskytter dig ikke fra verdens hævn.
Jeg er Atheus, den dristige konge af landet Cimeron,
Jeg vil slå dig ihjel for at hævne tyveriet af min lille bror.
Først da hans høje råb var blevet til et sagte ekko og døde,
Så de det skrækkelige uhyre. Det kom op fra sit skjul,
ligesom den kolde storm, der raser frem over himlen,
den blålige røg stod ud af dens hoved,
tænderne glimtede, og natsorte øjne stirrede på manden (Atheus).
Da blev den frygtløse helt Atheus grebet af frygt, og han skreg højt …