Et par tanker om præstationsangst

Et menneske, der lider af præstationsangst er på mange måder fanget i et bur.

Buret er trygt, men trist, støjsvagt, men dødt. Uden for buret kan det
præstationsangste menneske se De Andre fare forbi i en, jo ældre dette
menneske bliver, hurtigere og hurtigere og mere og mere succesfuld strøm.
I yderste konsekvens fører præstationsangst til depression, alkoholisme
og selvmord eller i det mindste ønsket om en hurtig, men larmende død.
Præstationsangst er i og for sig en art depression. De krav, det præstations-
angste menneske, føler bliver stillet er ikke nødvendigvis reelle krav stillet af
rigtige mennesker. Det handler sjældent om den rigtige verden og de krav, der
er i den; derimod handler det om buret som befinder både inde i og omkring
det præstationsangste menneske, for kravene kommer primært, ja, fra det
præstationsangste menneske selv.
Det handler aldrig om ”bare at gøre det”, det vil ingenting løse, for det
præstationsangste menneske vil altid føle, at selvom det måske ”bare” gør
dette eller hint, så var dette eller hint aldrig gjort godt nok. Så hvorfor gøre
det? Det handler nemlig også om, at disse handlinger skal være ”noget værd”
og ikke bare være det sædvanlige; det skal være noget ud over det
sædvanlige. De mennesker, der har det fint med at gøre det sædvanlige og
måske endda gør deres ting under middel i kvalitet, de er de virkelig lykkelige,
i hvert fald i det præstationsangste menneskes øjne. Og den præstations-
angste ser for et meste ned på denne type mennesker, for de er, synes det
præstationsangste menneske paradoksalt nok, ikke gode nok. Derfor gemmer
præstationsangste mennesker sig tit bag en fernis af perfektionisme.
”Hvorfor tænker du så meget over tingene?” er et spørgsmål det
præstationsangste menneske tit får. Dette er i virkeligheden en af problemets
hjørnesten, for, fanget i sit bur, bestiller det præstationsangste mennesker
stort set intet andet end at tænke over, hvad det kunne, skulle, burde gøre.
Der er i virkeligheden en vis sandsynlighed for, at de projekter, et
præstationsangst menneske har udtænkt, med tiden er blevet tænkt så meget
igennem, at de er lige til at tage fat på og gennemføre hurtigt og effektivt.
Dog er dette ikke en garant for, at udførelsen vil være af synderlig høj
kvalitet, for langt de fleste ting, der bliver gjort i denne verden, er ikke af
synderlig høj kvalitet. Og det er det, det præstationsangste menneske ikke kan
acceptere; kampen mod underlødigheden i alverdens produkter, er at
sammenstille med Don Quixotes kamp mod vindmøllerne i La Mancha. Det er
det præstationsangste menneske mere eller mindre bevidst om, hvorfor
naturligvis følger: ”Hvorfor overhovedet handle?” ”For dog at være med i
verden,” kunne være svaret. Det er jo trods alt overordentligt sjældent, at folk
i virkeligheden er misforståede genier, der kan forandre alting, så snart de
handler. Dette er det præstationsangste menneske også godt klar over, og det
er her angst-delen virkelig træder i karakter, for hvis nu ens tanker og ideer
ikke er så originale som det præstationsangste menneske tror, så er nederlaget
totalt og den spæde livsgnist, der var, vil slukke.
Omverden vil til næste enhver tid være uhyggeligt uimponeret over det
man nu præsentere den for. I bedste fald kan man håbe på et, ”Jo, det er da
meget godt, men jeg kan bedre lide...” Livet er hårdt og for det meste grumt
og grimt. Det er det, vi alle skal lære at leve med. Hvis vi kan.
- Bo C. Plantin, 2010