Et menneske, der lider af præstationsangst er på mange måder fanget i et bur.
Buret er trygt, men trist, støjsvagt, men dødt. Uden for buret kan det præstationsangste menneske se De Andre fare forbi i en, jo ældre dette menneske bliver, hurtigere og hurtigere og mere og mere succesfuld strøm. I yderste konsekvens fører præstationsangst til depression, alkoholisme og selvmord eller i det mindste ønsket om en hurtig, men larmende død. Præstationsangst er i og for sig en art depression. De krav, det præstations- angste menneske, føler bliver stillet er ikke nødvendigvis reelle krav stillet af rigtige mennesker. Det handler sjældent om den rigtige verden og de krav, der er i den; derimod handler det om buret som befinder både inde i og omkring det præstationsangste menneske, for kravene kommer primært, ja, fra det præstationsangste menneske selv. Det handler aldrig om ”bare at gøre det”, det vil ingenting løse, for det præstationsangste menneske vil altid føle, at selvom det måske ”bare” gør dette eller hint, så var dette eller hint aldrig gjort godt nok. Så hvorfor gøre det? Det handler nemlig også om, at disse handlinger skal være ”noget værd” og ikke bare være det sædvanlige; det skal være noget ud over det sædvanlige. De mennesker, der har det fint med at gøre det sædvanlige og måske endda gør deres ting under middel i kvalitet, de er de virkelig lykkelige, i hvert fald i det præstationsangste menneskes øjne. Og den præstations- angste ser for et meste ned på denne type mennesker, for de er, synes det præstationsangste menneske paradoksalt nok, ikke gode nok. Derfor gemmer præstationsangste mennesker sig tit bag en fernis af perfektionisme. ”Hvorfor tænker du så meget over tingene?” er et spørgsmål det præstationsangste menneske tit får. Dette er i virkeligheden en af problemets hjørnesten, for, fanget i sit bur, bestiller det præstationsangste mennesker stort set intet andet end at tænke over, hvad det kunne, skulle, burde gøre. Der er i virkeligheden en vis sandsynlighed for, at de projekter, et præstationsangst menneske har udtænkt, med tiden er blevet tænkt så meget igennem, at de er lige til at tage fat på og gennemføre hurtigt og effektivt. Dog er dette ikke en garant for, at udførelsen vil være af synderlig høj kvalitet, for langt de fleste ting, der bliver gjort i denne verden, er ikke af synderlig høj kvalitet. Og det er det, det præstationsangste menneske ikke kan acceptere; kampen mod underlødigheden i alverdens produkter, er at sammenstille med Don Quixotes kamp mod vindmøllerne i La Mancha. Det er det præstationsangste menneske mere eller mindre bevidst om, hvorfor naturligvis følger: ”Hvorfor overhovedet handle?” ”For dog at være med i verden,” kunne være svaret. Det er jo trods alt overordentligt sjældent, at folk i virkeligheden er misforståede genier, der kan forandre alting, så snart de handler. Dette er det præstationsangste menneske også godt klar over, og det er her angst-delen virkelig træder i karakter, for hvis nu ens tanker og ideer ikke er så originale som det præstationsangste menneske tror, så er nederlaget totalt og den spæde livsgnist, der var, vil slukke. Omverden vil til næste enhver tid være uhyggeligt uimponeret over det man nu præsentere den for. I bedste fald kan man håbe på et, ”Jo, det er da meget godt, men jeg kan bedre lide...” Livet er hårdt og for det meste grumt og grimt. Det er det, vi alle skal lære at leve med. Hvis vi kan. - Bo C. Plantin, 2010