Mor, må jeg få din pc, hvis du dør?

– stemmer fra en kræftramt familie

mor maa jeg_2k.indd 1 07/08/08 11:34:20

 Bogen er tilegnet Susans veninde, Randi Palm, som aldrig mistede håbet,
men tabte kampen mod kræften den 14. august 2007.

Bogen er samtidig en stor kærlighedserklæring til livet og vores fire vidun-

derlige børn, Christina, Malene, Christian og Anders.

Forfatterne ønsker at støtte Kræftens bekæmpelses Rådgivning i Hillerød

med 20 kr. pr. solgt bog. Pengene anvendes til arbejdet med kræftramte fami-
lier med børn.

www.susanbinau.dk

mor maa jeg_2k.indd 2 07/08/08 11:34:20

 Susan og Alan Binau

Mor, må jeg få din pc, hvis du dør?

– stemmer fra en kræftramt familie

CEONEO BOOKS

mor maa jeg_2k.indd 3 07/08/08 11:34:20

 Mor, må jeg få din pc, hvis du dør?
– stemmer fra en kræftramt familie
Tekst © Susan og Alan Binau
Oplag: 2.500
Forsidebillede: Willi Hansen
Layout: Ulla Holger
Korrektur: Inter – Set
Opsætning og tryk: Clemenstrykkeriet A/S
Printed in Denmark 2008
1. udgave, 1. oplag
ISBN 978-87-92348-00-5

Tidligere udgivelser på forlaget:

“Løven & margueritruten”
Find din netværksstil
Af Susan Binau m.fl.

Forlaget CEONEO A/S

Engvej 47
2960 Rungsted Kyst
Tlf. +45 40404025
E-mail: Alan@ceoneo.com
www.ceoneo.com

mor maa jeg_2k.indd 4 07/08/08 11:34:20

 Forord
Af Jane Aamund

“Mor, må jeg få din pc, hvis du dør?” er ikke en sædvanlig selv-

hjælpsbog. Jeg tror, jeg har læst de fleste, der er på det danske
bogmarked, og også bøger om emnet på andre sprog. Samtlige
kræft-bestsellers tror jeg også, jeg har læst. Men denne bog
handler om det sværeste; når familien må tage ansvar. For når
man bliver kræftpatient, bliver livet anderledes. Man vil både
klare sin sygdom bedst muligt og helst have, at alting omkring
en skal være, som det var, før man blev syg. Børnene skal blive
ved at være glade, og ens ægtefælle skal kunne klare sit job.
Ingen har lyst til at blive afhængig af familien, uelsket og til
besvær på grund af noget, man ikke kan gøre for.
Susan og Alan Binaus bog er en realistisk bog, som for-
tæller, hvad der sker, når sygdommen er i udbrud, om dens
forløb, og om hvad der sker, når man overlever eller må se i
øjnene, at alle behandlinger er forgæves, og at det er nu lige
om et par måneder, eller måske endda et par uger, at man skal
dø, forlade sine børn og sine kære.
Bogen giver en kræftramt familie stemmer. Børnene for-
tæller om deres tanker. Venner, veninder, ægtefællen, foræl-
drene, behandlerne, lægerne, healeren. Hele det univers, der
pludselig er, når man bevæger sig fra sin almindelige verden
ind i det underlige land, som kræftpatienten pludselig befinder
sig i, har her fået stemmer.
Bogen er værdifuld, fordi den er en god brugsanvisning
på, hvad der kan ske under forløbet. Det, der gik op for mig,
under mit forløb af forskellige kræftsygdomme, var, at alle
mennesker har deres egen måde at håndtere deres situation
på. Det er svært at bryde ind i det mønster, fordi det er vores
gener, vores sociale baggrund, vores erfaringer her i livet, som

mor maa jeg_2k.indd 5 07/08/08 11:34:20

 bestemmer, hvilke våben vi benytter os af, når vi er i krise.
Jeg mente, at mange af mine erfaringer kunne bruges i min
egen familie, hvor vi på et tidspunkt var flere, der var ramt af
kræft inden for en periode på to år.
Vi har alle opført os vidt forskelligt. Men der er alligevel
nogle fællestræk, som jeg kan genkende i bogen, og som jeg
ville ønske, at jeg og min familie havde læst, da vi var hårdt
ramt.
Der er realisme, menneskelighed og humor i denne bog.
Familien klarer det virkelig godt. I gode såvel som i onde
tider. For de onde øjeblikke kommer til alle. Men det er ikke
alt sammen sørgeligt. Der er også stunder med oplevelser af
nærhed med andre lidende mennesker, der er også sindssyge
situationer, groteske oplevelser og komiske episoder.
At være kræftramt er som at leve et parallelt liv, hvor man
pludselig bliver nødt til at leve intenst, at flytte sit fokus, at
prøve at leve i nuet, og prøve at skille sjæl og krop. På den
måde kan kroppen lide, mens sjælen hører dejlig musik, læser
en god bog, ser en skøn film, eller har en værdifuld samtale.
Det er det, man skal lære på denne rejse.
Tak til forfatterne, der fik ideen til at skrive bogen med
kræftpatientens dagbog og familien og vennernes stemmer og
tanker. Det er en god og vigtig bog, letlæselig og ikke irrite-
rende fuld af løsninger, som man ikke kan bruge alligevel.
Tillykke med en vigtig bog.

 6

mor maa jeg_2k.indd 6 07/08/08 11:34:20

 Bogen, der ikke blev et farvel
Af Susan Binau

Tre dage efter min kræftdiagnose var en sørgelig realitet, satte

jeg mig til tastaturet for at skrive en kærlig og personlig far-
velbog til min mand, mine fire børn og min nære familie.
Jeg ville planlægge min sidste tid så smuk som muligt. Hvis
det skulle være min skæbne at dø af sygdommen, ville jeg
gerne herfra med min værdighed intakt. Jeg har haft venner,
der er døde af kræft, og hvor det gik meget stærkt den sidste
tid. Jeg havde derfor travlt, meget travlt.
Men efterhånden som jeg kom igennem mit sygdomsfor-
løb, blev det klart, at døden ikke var den automatiske udgang
på min historie, og bogen ændrede sig fra at være en farvelbog
til at blive den bog, du nu sidder med i hånden.
Jeg begyndte med at forkaste den første titel på bogen:
“Kig på stjernen, så glimter jeg”, som skulle være mit farvel til
mine børn. Jeg omdøbte den til: “Mor, må jeg få din pc, hvis
du dør?” Det var nemlig det første, min søn på 10 år sagde, da
han fik budskabet om sygdommen. Samtidig ændrede bogen
sig til at handle om, hvordan en familie sammen håndterer
en alvorlig sygdom.
Nu er bogen færdig, og den er hverken blevet en meget
positiv bog eller en meget traumatisk bog. For selvom min
sygdom har været en rejse ind i et ukendt og skræmmende
land, har jeg forsøgt ikke at lade denne udlægning vinde alene.
Jeg har undervejs i mit forløb forsøgt, i mit hoved, at lave lan-
det om til et drømmeland, hvor alt er muligt. Hvor humoren
og kærligheden stadig skulle kunne leve, og hvor jeg og min
familie, midt i alt det svære, turde vove at tro på fremtiden.
I dette, mit drømmeland, skulle sygdom ikke begrænse mine
tanker, mit håb eller mine drømme.

mor maa jeg_2k.indd 7 07/08/08 11:34:20

 Og derfor er bogen landet, hvor den er.
Jeg er fuld af taknemmelighed over dér, hvor jeg står nu i
mit liv.
Den 11. oktober 2006 fik jeg en kræftdiagnose, og mit og
min families liv blev ændret for altid. Livet mistede sin uskyld,
og døden pustede os i nakken.
Jeg kom igennem hele karrusellen af følelser; sorg, smerte,
usikkerhed og angst. Jeg oplevede ventetid, udfordringer med
sundhedssystemet, en svær operation, kemoterapi og nu ef-
terfølgende de gener, som jeg skal leve med fremover.
Jeg ville gerne have været foruden en alvorlig sygdom som
kræft, men jeg indser nu meget klart, at det er min skæbne.
Det afgørende for mig er at tage et bevidst valg om, hvordan
jeg vil føle, tænke og tackle mit liv nu og i fremtiden.
For nu skal jeg videre.
Jeg vælger ikke at være angst for, at kræften kommer igen,
men det er ikke let. Jeg har stadig gener i min krop efter den
hårde omgang og har erkendt, at der kan gå lang tid, før jeg
fungerer optimalt igen – om nogensinde. Og så bliver jeg,
via min løbende kontakt med sundheds-systemet, hele tiden
mindet om sygdommen.
På den anden side, så gør tanken om at skulle til kontrol
de næste mange år mig også tryg. For indtil det modsatte er
bevist, er jeg rask.
Jeg er i gang med at erkende de tab, jeg har lidt undervejs,
og som nu skal bearbejdes i det tempo, der er rigtigt for mig.
Og der er masser af tab, mange ting, der ikke er som før: Jeg
sover ikke så godt om natten, lider af træthed og manglende
energi i perioder. Men trods dette går det langsomt fremad,
humøret har jeg ikke mistet, og håbet er intakt. For vi ved
nu, at det at have kræft er skræmmende, men vi ved også, at
det ikke altid er det samme som at skulle dø.

 8

mor maa jeg_2k.indd 8 07/08/08 11:34:20

 Jeg har taget ansvar for min sygdom, mit psykiske velbe-
findende og min helbredelse hele vejen igennem, og det vil
jeg fortsætte med at gøre i fremtiden. For én ting har jeg lært,
og det er, at der ingen hjælp kommer, hvis ikke man rækker
hånden ud og beder om det. Eller finder hjælpen i sig selv.
Lige nu står jeg og kigger ud ad vinduet i køkkenet, og jeg
glæder mig over, at farverne på himlen har en særlig glans.
Nyder, at foråret er på vej. Et forår, som jeg for blot ét år
siden ikke vidste, om jeg ville komme til at opleve igen. Og
tænk – en sommer mere…
Tankerne afbrydes, da min yngste søn kalder fra stuen:
“Moar, jeg er tørstig…”

Susan Binau, Nordsjælland, maj 2008

mor maa jeg_2k.indd 9 07/08/08 11:34:20

mor maa jeg_2k.indd 10 07/08/08 11:34:20
 Om bogen
Vores familieberetning er baseret på en autentisk oplevelse
og skrevet på baggrund af Susans dagbogsnotater i perioden
fra oktober 2006 til november 2007. Fra det tidspunkt, hvor
Susan fik en kræftdiagnose, og frem til at operation, kemo-
terapi og de første kontroller nu er vel overstået.
Vi har valgt at skrive bogen, da rigtig mange har spurgt os
om, hvordan vi som familie kunne håndtere sygdommen, sam-
tidig med at vi skulle fortsætte i en hverdag, hvor madpakker
stadig skulle smøres, lektier passes, børnene have kærlighed
og omsorg, samt regninger betales i tide.
Hvordan kom vi igennem en proces præget af kaos? Og
hvad gjorde vi, rent praktisk og følelsesmæssigt, for at komme
igennem en tid med operation, kemoterapi og kontrolbehand-
linger?
Umiddelbart havde vi ingen svar på disse spørgsmål. Vi
kan formentlig heller ikke besvare dem alle i dag – heller ikke
i denne bog. Vi kom igennem uden at være forberedte, ved
at prøve os frem, ved at improvisere og ved held. Vi havde
ingen opskrift, ingen facitliste.
Det har vi fortsat ikke.
Men i forhold til det at være en familie med fire børn i
alderen to til nitten år har vi fået en række erfaringer, som
vi synes, vi kan give videre. Børnenes aldersspredning gjorde,
at vi måtte håndtere deres forskellighed alt efter deres alder
og personlighed. På samme måde har Alan måttet håndtere
situationen som ægtemand og far. Endelig skulle Susan skabe
balance imellem at være kone, mor og patient.
Vi ønsker, som familie, at dele og give vores oplevelser,
tanker og erfaringer videre til andre, der står i en tilsvarende
svær situation. Men vi ønsker ikke at gøre os kloge på, om

11

mor maa jeg_2k.indd 11 07/08/08 11:34:20

 noget er rigtigt eller forkert. Dertil er sygdom og håndtering
heraf en alt for personlig proces.

At tage ansvar er vigtigt, men vanskeligt

Bogen handler også om at tage ansvar som familie, samtidig
med at man er i krise.
Det er overordentlig vanskeligt, og det lykkedes da heller
ikke altid for os. Men vi valgte at forsøge at tage ansvar for
sygdommen, ansvar for at kommunikere med hinanden, an-
svar for at søge hjælp, og ansvar for 117 andre ting undervejs.
For netop ved at tage ansvar ønskede vi at få mere kontrol.
Og med mere kontrol havde vi oplevelsen af bedre at kunne
manøvrere og af ikke at skulle sidde og vente, mens livet lå i
hænderne på ukendte mennesker. Det gjorde os rigtig godt.
Og det er en af vores pointer. Man bliver nødt til at tage
ansvar selv, for der er ingen andre, der gør det.

Susan og Alan Binau, Nordsjælland, maj 2008

 12

mor maa jeg_2k.indd 12 07/08/08 11:34:20

 Dag 1 – Du har (nok) kræft

Susan:
Jeg sidder i en hospitalsseng på Hamlet og ser for første gang
programmet om “De Fantastiske 5”, der i denne omgang
forvandler Rasmus Trads fra kedelig slipsefyr til en ganske
nydelig og tjekket herre. Det er ganske sjovt at se, så jeg sidder
med et muntert smil på læberne, da lægen og en sygeplejerske
kommer ind på stuen.
Tidligere på dagen havde jeg fået lavet en undersøgelse af
min tarm, fordi jeg gennem nogle måneder havde blødt fra
endetarmen og ikke længere troede på, at blodet blot kom
fra de hæmorider, der eksisterer i min krop som uvelkomne
minder fra mine fire fødsler.

Da jeg ser lægen i øjnene, ved jeg allerede besked, og hans

ord bekræfter mine værste anelser:

“Jeg ved ikke, hvordan du helst vil have besked?” … Tavshed

og pause.

Mit hjerte banker pludselig voldsomt. Jeg ser direkte på lægen

og beder ham give mig sandheden.

“Jeg tænkte nok, du helst ville foretrække det,” svarer han og

fortsætter: “Vi har fundet en svulst, der ikke skal være der, og
i værste fald er det kræft,”… Tavshed.

“Svulsten sidder ca. 10 cm oppe i din endetarm, og ret meget

mere kan jeg ikke fortælle lige nu. Der er dog mistanke om,
at den kan have spredt sig til nogle af lymferne. Det vil den
kommende scanning vise.”

13

mor maa jeg_2k.indd 13 07/08/08 11:34:20

 Jeg kigger op på hans venlige ansigt og spørger ham meget
ligefremt: “Jamen, tror DU, det er kræft?”

“Ja,” svarer han, “det er jeg bange for, at du godt kan regne
med.”

Jeg tænker pludselig, at jeg burde have haft min mand med
alligevel. Han ville kunne huske at stille alle de rigtige spørgs-
mål. Lige nu føler jeg bare tomhed. Det snurrer så underligt
i mit hoved.
Både lægen og den søde sygeplejerske spørger mig om,
hvordan jeg kommer hjem, og om jeg er OK. Jeg er ude af
stand til at svare. Jeg ved det simpelthen ikke.
Da de har forladt rummet sætter jeg mig tungt i lænesto-
len. Det forekommer mig, at alt står stille for en stund. I det
fjerne kan jeg høre en kran, der arbejder, og jeg undrer mig
over, at verden bare går videre, fuldstændig upåvirket af den
virkelighed, jeg netop har skullet forholde mig til.
Lægerne og sygeplejerskerne går rundt på gangen, og jeg
ser, at min læge allerede er i gang med en anden patientjour-
nal. Måske er der en til, der skal have samme besked?
Jeg bliver fulgt ud af den sygeplejerske, der tog imod mig
tidligere på morgenen. Sætter mig på en bænk, slår op i jour-
nalen og venter på en taxa.
Tankerne kører rundt i ét mylder. Hvad gør jeg nu? Skal
jeg ringe hjem med beskeden eller skal jeg vente? Jeg ved, jeg
bryder sammen, hvis jeg ringer. Min mand, Alan, er alene med
børnene, og jeg ved, at han helt sikkert vil reagere ligesådan.
Jeg tør ikke satse på telefonen. Jeg vil så nødigt have, at Alan
skal få et chok, uden at jeg kan forklare mig eller holde om
ham.
Jeg er pludselig enormt forvirret og i vildrede om, hvad
jeg skal gøre. Jeg havde jo lovet ham at ringe hjem, så snart

 14

mor maa jeg_2k.indd 14 07/08/08 11:34:20

 jeg fik besked. Han er helt sikkert
både nervøs og bange nu, for
der er efterhånden gået otte
timer, siden jeg forlod
vores hjem om morge-
nen. Jeg beslutter mig for
at slukke for mobilen, og med
journalen under armen går jeg hen
til den ventende taxa. Den taxa, der skal køre mig
hjem til min familie, hvis fremtid jeg ved nu vil ændre
sig markant.
Jeg smalltalker med taxachaufføren på turen. Jeg ved
ikke, hvor overskuddet til det kommer fra, men mon
ikke, det er en slags overlevelsesstrategi at tale om tilbud
i Brugsen og uretfærdigheden i at få et klip i kørekortet? Jeg
tror det. Jeg husker endda, at jeg grinede flere gange i løbet
af turen, og at det var oprigtigt ment.
Efter at have betalt for turen, går jeg med bankende hjerte
op til huset. Min mindste søn, Anders på to år, kommer mig
løbende i møde, fuld af krudt og dejlig energi. Jeg tager ham
op og går ind ad døren.
Jeg sætter mig med overtøjet på i sofaen – scanner huset
for de store børn. Hvor er de? Knuger min søns lille krop ind
til mig, mens jeg sidder og småtuder. Kigger op på min mand,
der endnu ikke ved besked, men som kan læse i mit ansigt,
at det er alvorligt. Han er bleg og kommer hen og sidder hos
mig. Han tager min hånd.
Jeg fortæller, at lægerne har fundet noget, der ikke skal
være der, og at det sandsynligvis er en kræftknude. Og at den
kan have spredt sig. Vi græder stille og holder om hinanden,
mens Anders intetanende leger videre.
Jeg aner ikke, hvordan vi kommer igennem aftenen, får
lavet mad, får puttet den lille og underholdt Christian på 10

15

mor maa jeg_2k.indd 15 07/08/08 11:34:21

 år, og hans kammerat. De to største af børnene er stadig ikke
hjemme.
Først da der er faldet ro over huset, går vi op i seng og fal-
der hulkende om i hinandens arme. Vi taler om, hvad der nu
skal ske, og om hvordan vi skal fortælle det til børnene. Skal
de have sandheden? Og hvad er sandheden overhovedet?
Det bliver en nat uden søvn. Jeg vandrer op og ned ad
gulvet. Går flere gange ned i stuen, hvor jeg zapper tv eller
bare stirrer ud i luften. Først hen på morgenen lægger jeg mig
i sengen. Den sidste tanke, inden jeg endelig falder til ro, er:
Hvorfor mig?

til overvejelse
Hvordan vil du overbringe resultatet af en kritisk lægeunder­
søgelse til din ægtefælle/familie?
Skulle du i virkeligheden tage ægtefællen med til undersøgelsen?

Alan:
Susan ringede ikke, så et eller andet sted bagest i hjernen
vidste jeg nok godt, at det ikke var helt, som det skulle være.
Men jeg smed tanken væk, når den kom. Vi måtte se.
Da beskeden så kom, startede et af de dilemmaer, jeg gen-
tagne gange følte, jeg stod i det næste lange stykke tid. Jeg
tænkte det ikke så klart, som det fremgår, når jeg nu skriver
det. Men dilemmaet var, om jeg kunne tillade mig at reagere
100 % følelsesmæssigt, hvilket ville tilgodese mit eget behov,
eller om jeg skulle opretholde facaden, hvilket i nogen grad
ville være at tilgodese Susans og børnenes behov. Eller – hvis
jeg skulle begge dele – hvornår skulle jeg så hvad?
Over for Susan kunne jeg vise en del følelser, men ikke
alle. Hvad skulle jeg f.eks. svare, da hun den første aften, ef-
ter vi var gået i seng, spurgte, om jeg troede, hun skulle dø?
Skulle jeg bygge svaret på mine værste anelser eller på tro,

 16

mor maa jeg_2k.indd 16 07/08/08 11:34:21

 håb og positivitet? Oftest blev det til troen og håbet. Andre
gange, men ikke så ofte, blev det til de bange anelser. Andre
gange igen – og ret ofte faktisk – besvarede jeg spørgsmålet
eller andre spørgsmål af lignende karakter med: “Jeg ved det
simpelthen ikke, men lad os undersøge det og blive klogere.”
Den aften svarede jeg selvfølgelig, at det troede jeg ikke.
Der var masser at blive usikker og bange over. Og så var
det endda kun den første dag i vores nye liv.

til overvejelse
Hvordan finder man ud af, hvad man skal sige og ikke sige til
andre i en krisesituation?

Susans mor, Jytte:

Jeg tror nok, jeg råbte: “Nej, det kan ikke passe. De må have
taget fejl. Ikke min datter.”
Alt var kaos i mit hoved, og jeg kunne næsten ikke trække
vejret. Det gjorde bare så ondt. Min glade datter havde kræft.
Hvad nu? Skulle hun dø? Jeg skældte mig selv ud over over-
hovedet at tænke tanken. Men hvad skulle jeg gøre? Alt var
kaos indeni.
Det næste døgn blev rædselsfuldt. Jeg sov næsten ikke,
havde hjertebanken og uro i hele kroppen. Græd over de
mindste ting, og for op over for min mand. Jeg var så vred,
så vred, og jeg anede ikke, hvor den vrede kom fra.
Angsten kom og gik. Jeg synes, det var så meningsløst, at
min datter var alvorligt syg. Det er den forkerte rækkefølge,
når ens barn bliver alvorligt sygt. Uanset alder. Jeg forstod ikke
mine egne følelser og kunne næsten blive bange for mig selv.
Jeg synes, at jeg måtte være stærk, men følte mig uendelig svag.
Tænkte hvert minut på Susan og hendes familie. Tænkte, at
de ville få brug for mig. Og at de ikke kunne bruge mig, hvis
jeg gik ned med flaget.

17

mor maa jeg_2k.indd 17 07/08/08 11:34:21

 Dag 3 – Tro, overtro og vantro

Susan:
De første dage lever vi som i en boble. Vi har det bedst med
bare at være sammen, at holde om hinanden, græde ud, og
dele de tanker og den frygt, som diagnosen har frembragt. De
store børn er kommet hjem, og vi bruger dagene på at være
sammen og tale om de vigtige ting. Kaos og følelsesmæssigt
stormvejr er ord, der beskriver den tid.
Tankerne vælter frem, og min mand og jeg klynger os til
hinanden som to mus, der er ved at drukne. Lammede, som
var det en ond drøm, håber vi på, at vi om lidt vil vågne og
opdage, at det bare var et mareridt eller en film. Men det
er ikke Hollywood. Det er den rene og skære og ulykkelige
virkelighed i vores lille familie.
Os, der har så mange drømme. Så meget vi vil, og stadig
skal nå sammen. Smerten skærer i hjertet, og vi har åbnet os
fuldstændigt over for hinanden i det seneste døgn. Alle tanker
må gerne komme frem, også de mørke. Vi diskuterer døden,
ønsker, hvor, hvordan osv.
Og så lukker vi omverdenen ude. Vi orker ikke at skulle
forklare igen og igen.
Vi får sovepiller af lægen. Os, der ellers er imod piller. Men
de hjælper os nogenlunde igennem nætterne. Min mand laver
et lille alter i vores soveværelse, hvor han placerer min ynd-
lings-madonna, en gave fra vores ældste datter. Figuren bety-
der meget for os begge. Hun fortalte os, at den nærmest kaldte
på hende i den butik, hvor hun var på julegaveshopping. Den
skulle bare hjem og bo hos os. En Buddha-figur, røgelsespinde,
lys og friske blomster får også en plads på glasbordet. På en lille
lap papir har jeg skrevet: “Jeg ønsker at blive rask.” Den bliver
også lagt på alteret. Jeg er i forvejen et troende menneske, men

 18

mor maa jeg_2k.indd 18 07/08/08 11:34:21

 er nu blevet ekstremt troende, ja, endda “overtroende”. Denne
lille lap papir må bare ikke forsvinde – den er symbolet på min
helbredelse, og forsvinder den, er alt håb ude.
Jeg tænker tilbage på i går, hvor jeg skrev min sidste vilje
og talte åbent med børnene og min mand om døden, om tro
og om håb. Vi talte om en masse detaljer. Lige fra hvordan
det skulle foregå i kirken og til min tro på, hvad der sker med
os efter livet.
Jeg fik en ro af at være på forkant. Oplevelsen af at turde
konfrontere mig selv med det værst tænkelige gav mig en
stærk følelse af afklarethed. I bakspejlet kan det måske virke
lidt overskudsagtigt, men sådan var det ikke. Jeg var nærmest
skræmt fra vid og sans de første dage ved tanken om at skulle
forlade mine børn.
Jeg er stadig langt nede. Forvirret, i sorg og krise. Jeg græ-
der til tider uhæmmet, både når jeg er alene og sammen med
familien. I går gik Alan og jeg den første af det, der skulle
blive et dagligt ritual – en aftentur i vores kvarter. Jeg så op
på den smukke klare nattehimmel og tænkte, “Kommer jeg
mon til at opleve sådan en klar efterårsaften til næste år?”
Jeg får et slag i hjertet ved tanken om at forlade børnene.
Ved at tænke på, at jeg måske aldrig mere skal holde jul el-
ler gå en tur ved vandet eller nogle af alle de andre naturlige
hverdagsting, som egentlig betyder så meget.
Vi tager så mange ting som en selvfølge, når vi er raske,
men når døden puster os i nakken, udskiftes glæden og tryg-
heden på et splitsekund til tvivl og angst.
Min mor, der bor i nærheden, hjalp os de første dage med
at hente og passe Anders og Christian. Det gav Alan og mig
tid og plads til at tale, og tale, og tale. Alan havde fra den
første dag, jeg blev syg, sagt, at han ikke kom på arbejde. Selv
var jeg ved at starte egen virksomhed, og det blev selvsagt lagt
på hylden for en stund.

19

mor maa jeg_2k.indd 19 07/08/08 11:34:21

 Efter et par dage i vores egen lille boble har vi nu infor-
meret den nærmeste familie og de nærmeste venner. Alan har
taget sig af det, jeg kunne ikke overskue det. Alan har været
den, der bedst har kunnet handle, hvorimod jeg, stik imod
min sædvanlige udadvendte natur, er blevet indelukket og
stille. Jeg kan intet foretage mig. Jeg er lammet af frygt for,
hvad kræftdiagnosen kan betyde for familien.

til overvejelse
Er det en god idé at have tænkt sit forhold til døden igennem?
Er det et emne, man skal tage op med børnene?

Alan:
Over for børnene var der facade på. Det betød, at jeg – og
Susan langt hen ad vejen også – skånede børnene for de største
følelsesudbrud. Vi følte ikke, at det ville gavne dem. Tværti-
mod. Og vi syntes ikke, de skulle være vores psykologer. Det
var der andre, der var meget bedre til.
Det betød ikke, at børnene ikke måtte se mig ked af det,
og det gjorde de da også mange gange. Det betød heller ikke,
at vi ikke kunne tale om, at mor kunne dø. For man kan ikke
skjule stærke følelser for børn, vi kunne i alt fald ikke. Jeg tror,
de godt kan gennemskue det, og under alle omstændigheder
bliver de påvirket af vores respektive sindsstemninger. Så jeg
kunne lige så godt stå ved de følelser, jeg havde. Dog på en
lettere afdæmpet måde.
Nej, jeg måtte gå andre veje: Jeg fik afløb hos gode venner
og en psykolog, ligesom jeg sørgede for at prioritere de akti-
viteter, der hjalp mig med at få slappet af. F.eks. min musik
og mine løbeture.
Samlet set synes jeg, at vi fandt melodien: Ofte var dia-
logerne positive og optimistiske for at tilføre hverdagen lidt
energi. Vi troede på, at Susan ville komme godt igennem.

 20

mor maa jeg_2k.indd 20 07/08/08 11:34:21

 Andre gange var dialogerne mere nøgterne, og troen blev
afløst af kendsgerninger. Og indimellem kom følelserne ud.
Så vi skulle ikke spille skuespil for hinanden, men vi skulle
heller ikke trække hinanden ned. Vi skulle tro på det.
Men troen på, at det nok skulle gå, stod ikke alene. I nogle
stunder kunne jeg standse op og tænke: “Det her sker ikke.
Nu lukker jeg øjnene, og når jeg åbner dem igen, så er denne
situation væk.” Eller om morgenen, når jeg vågnede, kunne
mine første tanker være, at det hele var en ond drøm. “Når
du slår øjnene op, så er Susan ikke syg.”
Det her KUNNE bare ikke være rigtigt. At det ramte lige
nøjagtig os. Statistikken siger, at man skal være over 70. Og
hvis det så endelig skulle ramme en yngre person, hvorfor så
lige Susan? Tankerne galopperede. Hvorfor havde vores læge,
trods flere kontakter, ikke taget Susans blødninger alvorligt,
så vi kunne have opdaget det her noget før? Hvorfor gik vi
ikke til et privathospital noget før? Hvorfor tog Susan ikke
symptomerne alvorligt? Hvorfor pressede jeg ikke mere på
for at få gjort noget ved det?

Hvorfor…?

til overvejelse
Hvordan skal man få følelserne ud, hvis man rammes af en
krise?
Hvad vil være rigtigt for dig?

21

mor maa jeg_2k.indd 21 07/08/08 11:34:21

 Dag 6 – På vej over for rødt

Susan:
Jeg har et af mine klare øjeblikke. Jeg sidder og tænker over ‘at
være i krise’. Alan og jeg har et lille forspring, og det hjælper os
nok. Vi har nemlig begge gennem en årrække beskæftiget os
med mennesker og reaktioner på forandringer og har derved
ofte stiftet bekendtskab med krise og sorg.
Vi er ikke dygtigere end andre – og slet ikke nu, da vi selv
er ramt. Men det at vi ved, hvorfor vi reagerer, som vi gør,
betyder, at vi føler os normale og giver os selv lov til at tale,
føle, græde og reagere.
Og reaktioner er der masser af: hjertebanken, angstreaktio-
ner, søvnløshed og en slags følelsesløshed. Jeg kan knap samle
mig om indkøb, madlavning eller helt almindelige dagligdags
gøremål.
I går kørte jeg til Herlev for at besøge en healer, jeg havde
fået anbefalet. Pludselig ser jeg, at jeg – fordi jeg er fraværende
rent psykisk – nær var kørt over for rødt lys i et kæmpestort
kryds midt på hovedgaden. Jeg må i virkeligheden være i en
større følelsesmæssig oversvømmelse, end jeg først har antaget.
Tænk, hvad der kunne være sket.
Jeg kan godt gennemskue, hvorfor min psyke reagerer:
Den skal vænne sig til at skulle sige farvel. Farvel til en sund
krop, farvel til opfattelsen af at være udødelig, farvel til et helt
normalt liv og meget mere. Og så skal den blandt andet sige
goddag til angsten for at dø og goddag til et sundhedssystem,
som man bedst kender fra aviserne.
Alan reagerer på angsten for at miste sin kone og blive
efterladt alene med sorgen og ansvaret for et lille barn.
Hos børnene dominerer frygten for at miste en mor og
den tryghed, der altid har været der for dem. Og de har indset

 22

mor maa jeg_2k.indd 22 07/08/08 11:34:21

 noget nyt: At verden ikke længere er et forudsigeligt og sik-
kert sted, og at livet kan byde på ubehagelige og ulykkelige
hændelser, når vi mindst venter det.
Der er, for os alle, meget at sige farvel til, og det kan vi
ikke lide.
Godt, at vi er gode til at græde ud sammen. Og til at sætte
ord på de følelser og de mørke tanker, vi har og gennemle-
ver.
Jeg har lige nu lidt svært ved at se, hvordan vi kommer
igennem alt dette. På den anden side ved jeg jo godt, at på et
tidspunkt vil det alligevel ske. Ting tager tid.

23

mor maa jeg_2k.indd 23 07/08/08 11:34:21

 Dag 7 – Det bedste forsvar er et angreb

Alan:
På et tidspunkt kom jeg videre, fra en slags chokfase med
forvirring og uafklarethed, til et ønske om og et behov for
handling. Der gik vel en tre-fire dage fra beskeden, før jeg
var klar til det.
Nu følte jeg, at jeg måtte se realiteterne i øjnene: Susan
var blevet alvorligt syg. Hun kunne måske overleve det, men
hun kunne også dø. Vi skulle igennem en skrækfilm, hvor vi
på ingen måde kunne se slutningen. Med statister, vi ikke selv
kunne vælge, et manuskript, som vi alene ikke kunne skrive
og med locations (hedder det vist), som andre skulle beslutte
for os.
Og det var og er noget af det værste: ikke at vide, hvor det
ender. At vente.
Det er slemt at få at vide, at det er kræft, men det var faktisk
værre – ugen inden – at få at vide, at det “nok” var kræft, for så
kan man ikke komme videre. Det er slemt at få at vide, at man
skal opereres, men det er værre at få at vide, at man “måske”
skal opereres, “måske” have stråler – eller “måske” begge dele.
Man er så afmægtig, når man ikke er sikker og man venter på,
at andre mennesker, som man ikke kender, og har overladt sit
liv til, skal beslutte noget, som ikke vedrører dem. Og man kan
intet gøre andet end at vente. Og ventetiden er dræbende.
Nogle ville måske kunne sætte sig ned og vente tålmodigt
ud fra devisen: “Jeg kan jo hverken gøre fra eller til, og der
er ingen grund til at tage sorgerne på forskud, så jeg kan lige
så godt slappe af.” Og det ville jeg rigtig gerne have kunnet.
Men det kunne jeg ikke. Jeg kunne mærke, at jeg ville komme
til at tage sorgerne på forskud, hvis ikke jeg kom i gang med
at gøre noget selv.

 24

mor maa jeg_2k.indd 24 07/08/08 11:34:21

 Ok, start med en plan, tænkte jeg.
Første step var at spørge, hvad jeg ville have ud af det?
At Susan overlever? Nej, det kan ikke være målet, for det
bestemmer sygdommen selv. Nej, det må være noget med
at sikre os, at hun bliver hjulpet bedst muligt. At intet skal
være uforsøgt, og at kvaliteten i beslutninger og behandling
skal være i top. Og det må være noget med, at det skal gå så
hurtigt som muligt, da sygdommen fordrer det.
Så med disse to ting – kvalitet og hastighed – som grov
plan, gik jeg i gang.
Kvalitet: Hvad gør jeg for at sikre det?
Vi måtte vide noget om sygdommen, om behandlingen,
ja, om alt det lægefaglige, som vi ville komme til at møde i de
næste år. Kræftens Bekæmpelse, internettet, bøger osv. måtte
vi have fat i. For hvis vi ikke har en vis viden, kan vi heller
ikke tale med og stille de rigtige spørgsmål.
Men hvad med det, som vi ikke forstår af det lægefaglige.
Og hvad med det, der ikke skrives om (f.eks. hvilket hospital
man IKKE skal vælge). Her måtte vi have fat på nogen, der
kender til det, og som vil fortælle om det. Nogle læger. Hvem
kender vi? Dem måtte jeg ringe til. Hvem kunne kende nogen
læger? Der var vist nogle venner ansat i sundhedsvæsenet. Fat i
dem. Der er også venner, som ikke arbejder i sundhedsvæsenet,
men som måske har venner dér. Altså fat i venners venner via
e-mail. Kort og godt: Netværket skulle igangsættes.
Jeg har engang læst, at hvis man kender 100 mennesker,
som hver også kender 100 osv., så har man hele jordens be-
folkning i sjette led, var det vist.
På samme måde. Hvem har selv haft kræft, eller kender
nogen, der arbejder med kræft, eller kender til det? Vi må
have gang i alle dem også.
På samme måde var det med hastigheden: Hvordan sikrer
vi os, at det her behandlingsforløb går hurtigt?

25

mor maa jeg_2k.indd 25 07/08/08 11:34:21

 Her var vores strategi hele tiden at være opmærksom på,
hvad det var vi ventede på. Var det resultatet af en blodprøve?
Et møde med en læge? En tid til en undersøgelse? Det var
næsten et fuldtidsjob at holde tempoet oppe. Hver gang vi fik
besked på at vente, sørgede vi for at få at vide på hvem og på
hvad. Vi fik afdelingernes navne, chefens navn og telefonnum-
mer, og vi ringede hver eneste dag og fulgte op. Ikke noget
med at vente fire dage på et blodprøveresultat. Vi ringede og
ringede. Når vi skulle have svar på undersøgelser, satte vi os
nogle gange på gangene og ventede på at få fat i den rigtige
læge, så kostbar tid ikke blev spildt med at vente på, at han
havde en tid i sin kalender flere dage senere.

 26

mor maa jeg_2k.indd 26 07/08/08 11:34:21

 Dag 8 – Børnene får besked

Susan:
I bakspejlet kan jeg se, at det at fortælle børnene om sygdom-
men var noget af det sværeste. For hvordan fortæller man
sandheden på en skånsom og hensigtsmæssig måde?
Jeg ringer til Kræftlinjen og får en god snak med en psy-
kolog, der rådgiver os omkring børn og sorg. Hun opfordrer
os til at fortælle børnene sandheden og støtter dermed den
følelse, vi selv har; nemlig at fortælle dem det, vi selv ved.
Så det vælger vi.
Vi mener, det vil gøre dagligdagen nemmere for Alan og
mig, at vi ikke skal gå rundt og spille skuespil og smålyve
hele tiden, og vi kan også bedre være os selv følelsesmæssigt.
Om det så er det rigtige for børnene, har vi været mere i tvivl
om. Men vi har valgt det synspunkt, at børnene alligevel ville
kunne mærke, at der er noget galt, og at de derfor lige så
godt kan få sandheden, frem for selv at skulle opfinde deres
egen. Vi søger efter balancen imellem at fortælle dem om
sygdommen på en skånsom, men også direkte måde, der ikke
efterlader usikkerhed og tvivl ud over den, som i sagens natur
eksisterede efter diagnosen.
Vi forsøger derfor at være så åbne over for børnene som
muligt. Vi lægger ikke skjul på alvoren af diagnosen, men
fortæller også om de behandlings- og helbredelsesmuligheder,
der findes. Vi taler åbent alt igennem, også den værst tæn-
kelige situation: at jeg måske dør af min sygdom. Børnene
reagerer meget forskelligt, men midt i de mange tårer er der
også plads til både smil, hygge og fælles håb.
Min ældste datter, Christina på 18 år, ringede selv. Hun
spurgte mig ligeud: “Er det kræft, mor.” Jeg ville hellere have
fortalt hende det ansigt til ansigt end i telefonen, men jeg

27

mor maa jeg_2k.indd 27 07/08/08 11:34:21

 syntes ikke, at jeg kunne lyve for hende. Og den der med
“kom lige herover, så snakker vi om det” ville hun have gen-
nemskuet med det samme og udlagt som “ja, det er kræft.”
Så jeg måtte svare hende ærligt. I mine øjne er hun voksen
og fortjener en ligeværdig dialog.
Hun blev selvfølgelig ked af det og meget forskrækket.
Alan skyndte sig hen for at hente hende i hendes lejlighed,
så vi kunne være sammen. Hun skulle bestemt ikke være
alene.
Min mellemste og følsomme datter, Malene på 15 år, var i
England på dagen og i dagene efter diagnosen. Og hun skulle
helt klart ikke have beskeden over telefonen. Jeg ville holde
om hende samtidig med, at jeg fortalte hende det. Jeg ventede
derfor med at tale med hende, til hun var kommet hjem.
Jeg fortalte hende skånsomt, at der sad en kræftknude i
tarmen, men at lægerne er dygtige til at helbrede kræft i dag.
Vi talte om, at hendes klassekammerat, der havde været ramt
af kræft, heldigvis stadig var blandt os. I forhold til beskeden
til Christina, der var meget nøgtern og uden omsvøb, valgte
jeg at pakke beskeden til Malene ind i lidt positivitet og håb,
selvom jeg ikke vidste, om der var baggrund for det. Alene
for at det kunne glide lidt lettere ned.
Og det var vist godt, at jeg gjorde dette. For uagtet ind-
pakningen blev der grædt mange tårer, og der kom ligeså
mange søvnløse nætter for Malene. Det skulle blive sværere
for hende, end vi troede. Og langt sværere end for Christina,
som hurtigt kom videre i troen på, at det hele nok skulle
gå.
Christian på 10 år havde naturligvis ikke samme evne til
refleksion og abstraktion som de ældre børn. Han er også min-
dre talende end pigerne, han kommunikerer kort og præcist og
uden de store følelser. Så hvordan skulle jeg bedst overbringe
ham beskeden?

 28

mor maa jeg_2k.indd 28 07/08/08 11:34:21

 Jeg valgte en kort og klar besked til ham pakket ind i en
dialog. Det lød nogenlunde sådan:

“Christian, ved du hvad kræft er?” Han vidste godt, at det

var noget farligt, som man kunne dø af, sagde han.

“Mor har en kræftknude i maven, det er som en lille bold, og

den skal fjernes snart.”

Christian: “Mor, skal du så dø snart?”

Jeg svarer: “Jeg skal først tale med lægerne, der skal tage et bil-
lede, og så vil de finde ud af, hvordan jeg kan blive rask.”

Christian: “Hvordan finder de ud af det?”

Jeg svarer: “Enten skal bolden skæres ud, eller også skal de sætte
stråler på den først. Det vil lægerne finde ud af, lige så snart
der er svar på billederne.”

Han spørger: “Jamen, dør du mor?”

Jeg svarer ham med en klump i halsen: “Ja, det gør jeg, for
vi skal jo alle dø en dag. Men jeg ved ikke, om det bliver af
kræft, eller om jeg bliver kørt ned af en cykel. Eller om jeg,
ligesom oldemor, bliver 96 år, eller måske kun bliver 43 år.
Det eneste, jeg ved med sikkerhed, er, at der er andre, der vil
passe på dig, når jeg engang skal væk. At din far, pappa Alan,
dine søskende og resten af familien vil gøre alt for dig. Og så
vil jeg selv sidde på en sky på himlen og holde øje med, at du
ikke spiller for meget computerspil.”

29

mor maa jeg_2k.indd 29 07/08/08 11:34:21

 Vi griner, og han kryber op til mig i sofaen og sidder der i ti
minutter. Så siger han: “Ok, mor” og går ind og spiller pc-spil.
Der går vel fem minutter, så kommer han tilbage og spørger:
“Mor, hvis du nu dør, må jeg så få din pc?” Vi så ham i øvrigt
aldrig græde over dette, ligesom han sjældent græder over
noget andet.
Hans reaktion afspejler to ting, tror jeg. For det første for-
stod han ikke 100 % betydningen og de mulige konsekvenser
af sygdommen. For det andet gik livet videre for ham. Og
begge dele var vel i orden. Sådan føles det i hvert fald nu.
Hvorfor gennemtvinge en dybere forståelse af noget, der dy-
best set er uforståeligt. Og hvorfor fremtvinge nogle følelser,
som han ikke selv har brug for kommer frem?
Jeg afsluttede i øvrigt denne snak om sygdommen med at
fortælle ham, at han kunne komme og spørge os alt det, han
ville. Men det gjorde han nu aldrig.
Anders på to år kunne vi af gode grunde ikke kommuni-
kere med om sygdommen, men vi sørgede for, at han kom
i dagpleje og vedligeholdt sine egne rutiner som sædvanlig.
Og alligevel opfangede hans lille hjerne noget af stemningen i
huset. I de første krisedage var han ked af det og sur i perioder,
noget han ellers meget sjældent er. Han har givetvis kunnet
mærke det usagte – måske er det, hvad man hos voksne kalder
intuition?
Hvis det er sådan, så har beslutningen om at være åbne
om sygdommen også påvirket Anders indirekte. For når vi
andre faldt på plads i en dagligdag, hvor sygdommen var en
uønsket, men nu integreret del, så kunne han, på samme måde,
falde ind i en normal gænge. Og det er vel, hvad sådan et lille
menneske har brug for.
For at bruge en lidt fortærsket, men alligevel rigtig leve-
regel: For at behandle børnene ens, måtte vi behandle dem
forskelligt.

 30

mor maa jeg_2k.indd 30 07/08/08 11:34:21

 Ensartetheden lå i, at alle børnene oplevede, at de vid-
ste, de kunne spørge os om alt, og intet behøvede at være
gemt væk eller være usagt. Ingen behøvede at spille helte
eller skjule “ked af det-heden” over for mor. Men måden, vi
kom frem til dette ensartede på, var forskellig: Forskellig i
forhold til alder naturligvis, men også i forhold til børnenes
særegenskaber – deres følelser, måde at kommunikere på og
psykiske styrke.
Det virker måske ikke for alle, men vi synes, at det virkede
– og var vigtigt – for os.

Børnene fortæller
Christina:
Jeg husker tydeligt dagen, hvor mor fortalte mig om sin kræft-
sygdom for første gang. Jeg stod i køkkenet i min lejlighed,
da hun ringede.
Jeg vidste, at mor havde været på sygehuset dagen før, og
nu var jeg spændt på at høre resultatet. Jeg regnede bestemt
ikke med, at det var noget alvorligt.
Mor fortalte, at lægerne havde fundet noget i tarmene, der
ikke skulle være der. Jeg blev straks nervøs og bange, især da
mor tilføjede, at hun helst ville tale videre med mig direkte
og ikke over telefonen.
Men jeg afbrød: “Mor, er det kræft!?” Der blev helt stille
et øjeblik. Så svarede hun: “Ja, det er jeg frygtelig ked af, at
det nok er”.
Tusinde tanker for igennem mit hoved. Skulle mor dø?
Hvad skulle der ske med mig og mine søskende? Hvor slemt
var det? Jeg faldt sammen og græd. Hun sagde til mig, at min
papfar, Alan, ville komme og hente mig med det samme. Da
han kort tid efter kom, omfavnede vi hinanden og satte os

31

mor maa jeg_2k.indd 31 07/08/08 11:34:21

 ind i bilen. Vi græd begge to. Jeg kunne se og mærke, at han
var i lige så stor sorg som mig, og det skræmte mig.
Da vi kom hjem, faldt jeg i armene på mor ude i køkkenet.
Hun havde røde øjne, men var som altid positiv. Det fik mig
til at falde lidt ned. Hele situationen var så mærkelig, og alt
var så forandret.
Jeg blev og sov de næste dage, for det var det eneste sted,
jeg følte mig tryg og kunne slappe ordentligt af. Jeg fortalte
eller snakkede ikke meget om mors sygdom med mine ven-
inder eller venner i den første tid. Jeg havde svært ved det.
Jeg foretrak at snakke om det i familien, for selvom jeg ellers
er meget udadvendt, gik jeg ind i mig selv. Efter nogle dages
krise fandt jeg mig selv igen.

Malene:
Da jeg første gang snakkede med mor, efter at hun havde
været på hospitalet, kunne jeg mærke på hende, at der var
noget galt. Og selvom hun forsøgte at fortælle mig det med
sygdommen meget optimistisk, brød jeg sammen i gråd.
Ordet kræft er meget skræmmende for mig, og jeg forbin-
der det med sygdom og død. Jeg følte det, som om jeg sank
ned i et dybt hul, og jeg kunne ikke finde hoved eller hale på
noget. Jeg kunne kun overskue at være tæt på min familie.
Pludselig var der ikke noget andet, der var så vigtigt, som at
hun skulle blive rask igen. Jeg fik hjertebanken om natten ved
tanken om, at mor kunne dø fra mig. Det kunne jeg næsten
ikke bære at tænke på.
Jeg fik lov til at blive hjemme fra skole de dage, hvor jeg
havde det sværest. Jeg kunne ikke overskue at lave ting med
mine venner eller gå til sport. Jeg havde brug for ro til alle
mine tanker. Også de mørke.

 32

mor maa jeg_2k.indd 32 07/08/08 11:34:21

 Det var svært at tale med mine venner om min mor, fordi
de ikke selv har prøvet det. Rigtig mange gange oplevede jeg,
at de talte om alt muligt andet, muligvis af angst for at sige
noget forkert. Jeg ville ønske, de kunne have været mere åbne,
for vi har jo kun ordene at være fælles om.

Christian:
Jeg kom hjem fra skole, og mor ville tale med mig. Hun for-
talte mig, at hun har en sygdom, der sidder i hendes tarme, og
som hedder kræft. Jeg blev bange, da jeg hørte, mor var syg,
men hun fortalte mig, at hun skulle igennem nogle undersø-
gelser og måske en operation, men at hun ville gøre alt for at
blive rask igen. Så spurgte jeg, om ikke jeg måtte få hendes
pc, hvis hun døde – det mente jeg nu ikke rigtigt – og så var
det, at vi grinede alle sammen.
Jeg havde ikke lyst til, at alle skulle vide, at min mor var
syg, så jeg fortalte det kun til mine bedste venner. Min lærer
prøvede at tale med mig, men jeg havde heller ikke lyst til at
snakke med hende om det. Det gjorde mig bare mere ked af
det.
Når de andre spurgte mig, hvordan jeg havde det, blev jeg
sur. Jeg gad ikke hele tiden sige, at jeg havde det godt. For det
havde jeg ikke, når mor var syg. Nogle dage havde jeg lyst til
at lege med nogen, andre dage, når jeg var ked af det, gad jeg
ikke.
Mor sagde, det var normalt, at jeg både var glad og ked af
det, og at det var vigtigt at tale om det. Jeg vidste bare ikke
rigtig, hvad jeg skulle sige. Jeg vidste bare, at jeg ikke troede,
mor skulle dø nu – og at jeg elsker hende. Min mor skal altid
være der til at lave risengrød og være skæg.

33

mor maa jeg_2k.indd 33 07/08/08 11:34:21

 til overvejelse
Hvordan vil du/I håndtere børnene i en krisesituation? Hvor åbne
og ærlige kan eller vil I være?
Er der forskel på børnene og dermed måden, de skal håndteres
på?
Tænk tilbage på, hvordan I har håndteret evt. tidligere vanske-
lige situationer i familien – hvad var godt, og hvad kunne gøres
bedre?

 34

mor maa jeg_2k.indd 34 07/08/08 11:34:22

 Dag 9 – Min mand er kriger

Susan:
Jeg kan høre Alan tale med en læge i baggrunden. Det føles
trygt og godt, at han er herhjemme. Jeg er efterhånden blevet
så vant til, at han handler på mine vegne i forhold til sygdom-
men og lægerne. Han er min kriger.
Alan har taget orlov fra sit arbejde for at være 100 % til
stede hos mig. Han siger, at han ikke kan andet. Han fortæller
mig, at hans eneste mål lige nu er, at vi skal være sammen og
kæmpe.
Det, at han er hjemme hver dag, betyder alverden for mit
humør og mit gåpåmod. Jeg tænker ofte på de mennesker, der
kæmper alene, og på hvor hårdt det må være. Herhjemme har
vi ikke tænkt på at tegne en forsikring imod kritisk sygdom.
Kræft rammer jo altid naboen – en holdning, som jeg har
fortrudt på samme måde, som jeg har fortrudt ikke at have
tegnet en forsikring mod kritisk sygdom (jeg opfordrer alle
andre til at gøre det!!), så i denne periode løber vores økonomi
udelukkende rundt ved hjælp af mine sygedagpenge fra kom-
munen og velvillighed fra Alans kollegaer i firmaet, der gør,
at han kan holde orlov med løn.
Min mand ringer land og rige rundt for at finde frem til
de dygtigste hospitaler i Danmark. Vi har forkastet udlandet,
da vi begge har en tro på, at vores egne læger er dygtige nok.
Og fordi jeg har et stort behov for at være nær børnene. Vi
mærker stor opbakning fra alle kanter, og min elskede mands
utrættelige søgen efter “Danmarks bedste håndværker udi
tarmtumor” har nu båret frugt.
Fra flere sider har vi hørt Hillerøds kirurgiske afdeling
nævnt, og det er faktisk og heldigvis det hospital, som jeg
i første omgang er henvist til. Det glæder os begge. Vi har

35

mor maa jeg_2k.indd 35 07/08/08 11:34:22

 skaffet os to navne på dygtige læger. Jeg vil gøre alt for, at en
af de to skal operere mig.
Jeg kan tydeligt se, at det er hårdt for Alan, men jeg har
absolut intet overskud til at overveje, om han påtager sig for
meget ansvar. Jeg er bare glad for, at han gør det. Selv er jeg
komplet drænet for initiativ.

 36

mor maa jeg_2k.indd 36 07/08/08 11:34:22

 Alan:
Så startede informationsindhentningen. Og der var nok af
spørgsmål, der meldte sig

• Hvilken læge?
• Hvilket hospital? Hvilken diagnose?
• Hvilken behandling?
• Hvilken form for kemoterapi?
• Hvilke eftervirkninger og hvad kunne vi gøre?
• Hvad med stomi, ventetider, sygedagpenge, operationsar,
narkose, kost, piller, supplerende medicin, naturmedicin,
alternative behandlinger?
• Og meget, meget mere

For mig var der mange fordele ved at kaste mig over denne
informationsindsamling. Det gav givet Susan ro og optimisme,
at der blev “arbejdet på sagen”. Det gav mig selv noget at
bortlede de skumle og mørke tanker med. Og sidst med be-
stemt ikke mindst: det gav os mulighed for at forstå, hvad
der skete, at kunne stille de rigtige spørgsmål og at kunne gå
ind i denne fremmede verden med en slags (groft) landkort
og et halvrustent kompas. Ikke de mest optimale redskaber,
men dog nok til, at vi ikke fór for meget vild, for nu at blive
i metaforen.
Og formlen var sådan set simpel: At trække på netværket.
At ringe til Gud og hvermand, som enten havde en indsigt
i lægeverdenen, eller som kunne tænkes at kende nogle, der
havde.
Og her følte jeg mig privilegeret. Jeg er vant til at “net-
worke”, som det kaldes via mit arbejde, og har da også et
temmelig stort netværk. Alligevel var det både tidskrævende
og hårdt at anvende netværket på denne måde – og mine
tanker gik da også tit til den enlige sygdomsramte mor med

37

mor maa jeg_2k.indd 37 07/08/08 11:34:22

 tre børn, der ikke har noget netværk, og som ikke er vant til
bare at ringe til mere eller mindre fremmede mennesker. Hun
er bare lost i et system, hvor der ingen andre er, der tager teten
på dette felt. Her er ingen hjælp at finde. Og det er faktisk
ikke i orden…

til overvejelse
Har du/I et netværk, som du/I kan trække på i tilfælde af en krise
i dit/jeres liv?
Har du/I drøftet konsekvenserne (økonomi, arbejde osv.) ved at
blive ramt af en alvorlig sygdom, og hvad du/I evt. skal gøre ved
disse konsekvenser?

 38

mor maa jeg_2k.indd 38 07/08/08 11:34:22

 Dag 10 – Odds? Nej, ellers tak!

Susan:
Jeg bryder mig ikke om statistikker. Derfor vælger jeg ikke at
læse om mine chancer for overlevelse. I hvert fald ikke i første
omgang. Min følelse er, at jeg er mig, og at min krop er unik.
Jeg vil gøre mit for at overleve, og en statistik skal ikke få lov
til at ødelægge mit håb.
Selvom sygdommen i første omgang har rørt ved min fun-
damentale tro på, at et positivt sind går fri af sygdom, kan min
kræftsygdom ikke få bugt med, at jeg forsøger at tænke gode
tanker hver dag. Jeg prøver meget af tiden på ikke at opfatte
mig selv som patient eller som et menneske, det er synd for.
Jeg fokuserer på at tænke gode tanker om min fremtid, og
det kræver en stor styrke at vende de negative tanker til noget
positivt.
Alt imens dagene går, og jeg venter, kaster jeg mig bog-
stavelig talt over den efterhånden så slidte bog af Caroline
Myss: “Hvorfor nogle bliver raske og andre ikke”, samt andre
bøger, der kan trøste mig midt i det hele.
Bøgerne hjælper mig, ligesom meditation og lange ture ved
vandet, med at få mine tanker på plads. Samtidig bestiller jeg
tid til healingmassage. Det skal give mig ro indeni.
Mens jeg venter på scanning, forbereder jeg mig fysisk og
psykisk til det, der skal komme. Jeg kender ikke prognosen.
Jeg ved, jeg er syg, men aner ikke hvor meget. Jeg ved, at jeg
skal ud på en lang og uforudsigelig vej, hvor det er vigtigt, at
jeg passer på mit skrøbelige sind og helbred.
Jeg har i perioder haft sportsskader og har brugt behand-
linger med nåle i stor stil. Jeg har i denne situation valgt at
gøre det samme, dvs. at bruge akupunktur som supplement
til healingmassagen, fordi jeg håber, at den kan gå ind og

39

mor maa jeg_2k.indd 39 07/08/08 11:34:22

 afhjælpe nogle af mine fysiske symptomer. Jeg må se at få
bestilt tid.

til overvejelse
Hvad synes du, at et positivt sind og et sundt legeme betyder for
sandsynligheden for at få en alvorlig sygdom og blive helbredt
for den? Lever du i overensstemmelse med dette?

 40

mor maa jeg_2k.indd 40 07/08/08 11:34:22

 Dag 11 – Engle på min vej

Susan:
Jeg var hos en healer med speciale i kræftpatienter i dag. Hun
skal hjælpe mig med at få skabt noget ro i sjælen. “Pernille”
står der på visitkortet, og denne min frelsende engel bor i
noget så uguddommeligt som Herlev, i et helt almindeligt
etagebyggeri.
Jeg blev lagt på briksen, og vi snakkede om, at jeg ikke
vidste, hvor meget det havde spredt sig. Hun fortalte mig,
hvordan svulsten sad, hvor stor den var, og at den var mulig
at fjerne ved operation. Hun bad mig visualisere, at der var
hjerter rundt om svulsten, og at dette gjorde den mindre. Hun
bad mig arbejde med denne visualisering flere gange dagligt,
og så skal jeg komme igen senere på ugen.
Uden at love mig helbredelse fik hun gjort mig rolig og
tryg, og jeg forlod hendes lejlighed med større ro, end jeg
havde følt, siden jeg fik den besked, der ændrede min tilvæ-
relse.
Lige nu kan jeg mærke, at jeg er blevet træt efter behand-
lingen – det må da betyde, at der er sket noget?

Pernille – healer:
Jeg fortalte Susan, at mit udgangspunkt er, at alle kan være
med til at påvirke deres helbred via tanker og følelser.
Som jeg oplever kroppens energier, så er afmagt og det “at
give op” en meget, meget tung følelse for kroppen, og ødelæg-
gende for immunforsvarets evner og ressourcer til at helbrede
kroppen. Jeg mener, at det er meget vigtigt, at man formår at
bibeholde troen på, at man selv kan påvirke sit helbred, når
man får stillet så alvorlig en diagnose som kræft. Håb og en

41

mor maa jeg_2k.indd 41 07/08/08 11:34:22

 optimistisk indstilling styrker kroppen. Intet håb svækker
kroppens evne til at kæmpe.
Bare det at føle, at man gør noget godt for sig selv for at
styrke kroppen og få det bedre, kan hjælpe én til at komme
igennem dagen, når man er alvorligt syg. Det betyder, at man
tager ansvar for selv at påvirke situationen i en positiv retning,
og sådan en indstilling har en direkte indflydelse på kroppens
energiniveau.
Da jeg mødte Susan første gang, var hun i en tilstand af
chok. Mit fokus og min vigtigste opgave var derfor at give

 42

mor maa jeg_2k.indd 42 07/08/08 11:34:22

 hende ro, så hun kunne finde styrken til selv at hjælpe til med
sin helbredelse.
Når jeg healer en person, specielt ved den første behand-
ling, beder jeg om at få adgang til kroppens oplysninger. Un-
der healingen ser jeg som regel billeder af kroppens indre,
dvs. hvor sygdommen/ubalancerne sidder. Jeg får det ofte vist
både i form af symboler, og sådan som det ville se ud på et
røntgenbillede.
Da jeg healer Susan, får jeg vist en lille mørk dragkiste på
det sted i tarmen, hvor hun har en kræftsvulst. “Dragkisten”
indeholder gamle ubearbejdede og usagte følelser, der er gemt
væk og lagt låg på. Jeg får desuden vist, at det er muligt at
løfte denne dragkiste og fjerne den fra tarmen, hvilket for
mig er ensbetydende med, at kræftsvulsten kan fjernes ved
en operation.
Jeg er meget opmærksom på ikke at love folk, at de kan
blive helbredt. Men hvis jeg får vist billeder/symboler som
dem, jeg har beskrevet ovenfor, deler jeg dem gerne med kli-
enten, da de er med til at give ro og håb.
Normalt får jeg ofte vist billeder eller handlinger, som
klienten selv kan visualisere for at styrke tanken om en krop,
der arbejder på at helbrede sig selv. I Susans tilfælde får jeg
vist, at “dragkisten” med gamle uhensigtsmæssige og tunge
følelser skal pakkes ind i hjerter. (Hjerterne symboliserer
kærlighed, og kærlighed opløser sorg og smerte – og dermed
også sygdom). Det bliver derefter vist, at disse hjerter vil få
dragkisten til at blive mindre og mindre, og at den til sidst
kan løftes væk.
Hvis man vil arbejde med visualisering, er det meget vigtigt
at fokusere på helbredelse, og at man forestiller sig en glad og
stærk person med en sund krop. Der skal endelig ikke være
fokus på, hvor slem sygdommen er. Så hvis man tænker på
sine kæres eller sit eget helbred, er det vigtigt at visualisere, at

43

mor maa jeg_2k.indd 43 07/08/08 11:34:22

 sygdommen, eksempelvis svulsten, bliver mindre og mindre
og til sidst forsvinder, og at man ser sig selv eller den, der er
syg, som en glad og rask person.

Så det ville Susan også prøve på, sagde hun.

til overvejelse
Tror du på de såkaldte “alternative” metoder til at helbrede en
sygdom? Hvad tænker du om balancen mellem sådanne alternative
behandlinger og de mere traditionelle?

 44

mor maa jeg_2k.indd 44 07/08/08 11:34:22

 Dag 12 – Børnenes tanker

Christina:
Efter lidt tid begyndte jeg at koncentrere mig lidt bedre i
skolen. Dagene begyndte at virke normale, da jeg ikke har
sagt noget til hverken lærere eller klassekammerater. Det
har været både godt og ondt at få tankerne på afstand igen.
Vi ventede alle på, at mor skulle scannes, og denne ventetid
var svær og hård. Vi vidste jo ikke, om kræften havde bredt
sig, og hvad der reelt skulle ske. Skulle hun i kemoterapi?
Mistede hun håret? Det gjorde mig utryg og nervøs, men
jeg prøvede på at være positiv og tro på, at hun nok snart
skulle blive rask.

Malene:
Jeg kunne ikke tro, det her skulle ramme vores familie. Hvorfor
var det lige min mor, der blev syg? Jeg havde mange grimme
tanker efter diagnosen, f.eks. at det er uretfærdigt, at dran-
keren på bænken lever, mens min mor, der hverken drikker
eller ryger, skal rammes af kræft. Jeg prøvede virkelig at finde
en mening, men det var rigtig svært.
Jeg var vred på Gud. Men hvis han fandtes, håbede jeg
alligevel, at han ville lytte til min bøn om, at mor måtte blive
hos os. Mor tror på Gud, også selv om hun er syg. Det forstod
jeg ikke rigtig. Hvordan kunne hun det? Han svigtede hende
jo.
Jeg kunne ikke finde ro indeni, og jeg havde bare lyst til at
lægge mig under dynen og sove og håbe på, at når jeg vågnede,
så var det hele en drøm, og mor var rask.

45

mor maa jeg_2k.indd 45 07/08/08 11:34:22

 Christian:
Jeg syntes ikke, det var et stort problem, at mor havde fået
kræft, for vi grinede stadig. Men når mine store søstre ville
snakke med mig på værelset om mors sygdom, blev jeg ir-
riteret. Jeg gad ikke tale mere om det.
Jeg syntes, det var synd for mor, hvis hun skulle opereres i
sin mave. Det ville sikkert gøre meget ondt at få den sprættet
op. Godt, at jeg skulle i skole den dag.

 46

mor maa jeg_2k.indd 46 07/08/08 11:34:22