Studieportalen.

dk 1

1. Indledning: ...............................................................................................................2

2. Det romerske slaveris udvikling, udbredelse, omfang og karakter i perioden ca.

100 f.v.t. til 100 e.v.t.: ……………………………………………………………….3

2.1. Det romerske samfunds opbygning, illustreret ved hjælp af samfundspyramide: 6

2.2. Byslaver: ...............................................................................................................7

2.3. Landbrugsslaver:...................................................................................................7

3. Slaverne og de frigivnes levevilkår:.........................................................................9

3.1 Slaverne og de frigivnes arbejdsområder:............................................................12

3.2. Slaverne og de frigivnes politiske betydning:.....................................................14

Vurdering: ..................................................................................................................15

Konklusion:................................................................................................................16

Litteraturliste

Bilag
Studieportalen.dk 2

1. Indledning:

I den tidlige romerske republik spillede slaver ikke nogen større rolle i hverken
landbruget eller husholdningen. Den mest udbredte landbrugsform var små
selvforsynende gårde, der netop havde kapacitet til at brødføde en bonde, hans
familie og eventuelt en slave. Overklassen brugte ikke slaver i landbruget. De
benyttede sig af frie mennesker, de såkaldte ”klienter”1. De eneste slaver i
overklassens hjem arbejdede i husholdningen. På det tidspunkt var der primært to
slags slaver; gældsslaver, frie mennesker, der var blevet slaver fordi de ikke kunne
betale deres gæld, samt krigsfanger. Krigsfangerne havde dog ikke særlig stor
betydning i den tidlige romerske republik.
I løbet af slutningen af perioden frigjorde størstedelen af klienterne sig
dog, og gældsslaveriet blev forbudt ved lov 326 f.v.t. Dette betød, at behovet for
andre slaveformer steg. Disse ”nye” slaver kom primært fra de mange krige, romerne
førte. Romerne fangede deres fjenders slaver, bragte dem hjem som krigsbytte og
solgte dem til den højestbydende. Romerne betragtede disse slaver på samme måde,
som de betragtede det sølv og guld, de også tog i krigsbytte. Slaverne blev kort sagt
betragtet, som en handelsvare. Det er denne periode, dvs. 1 årh. f.v.t til 1. årh. e.v.t.,
som vil danne udgangspunktet for denne opgave, idet jeg mener, den må betegnes
som slavernes ”storhedstid”. Med storhedstid menes ikke, at slaverne er ved magten i
samfundet, men at de på denne tid udgør en betydningsfuld befolkningsgruppe, men
nærmere herom i opgaven.
Til at starte med vil jeg gøre rede for det romerske slaveris udvikling,
udbredelse, omfang, samt karakter i perioden 100 f.v.t. til 100 e.v.t. under henvisning
til kildematerialet, som anført i litteraturlisten. Med hjælp til at gøre rede for det
romerske slaveris udvikling, udbredelse og omfang, vil jeg bl.a. kort beskrive de
forskellige slaveriformer, og dernæst vil der være illustreret en samfundspyramide,
som beskriver samfundets opdeling.

1
Frigiven eller borger, der var afhængig af en rig mand, som beskyttede klienten og hans familie til
gengæld for f.eks. støtte i offentlig virksomhed.
Studieportalen.dk 3

Endvidere vil jeg undersøge slavernes og de frigivnes levevilkår, arbejdsområder og

ikke mindst deres politiske betydning i byerne, med inddragelse af bl.a. citater fra
Jens Erik Skydsgaard: Det Romerske Slaveri, samt artiklen ”Slaver og frigivne i
byerne. En oversigt” af Henrik Tvarnø. Derefter vil jeg inddrage kildekritikken i min
vurdering. Til slut er der den endelige konklusion.

2. Det romerske slaveris udvikling, udbredelse, omfang og karakter i

perioden ca. 100 f.v.t. til 100 e.v.t.

Perioden ca. 100 f.v.t. – 100 e.v.t. kaldes af mange forfattere for slaveriets
blomstringsperiode, da det var i denne periode, at slaveriet havde stor betydning for
produktionen i Romerriget. Pga. denne store indflydelse for produktionen har flere
forfattere betegnet det romerske samfund for et slavesamfund, en slaveholderstat
eller en slaveproduktionsmåde2.
Romerrigets ekspansion betød tilførslen af anselige rigdomme til ikke
mindst det romerske aristokrati, som investerede i jord og oprettede større og større
landbrug. Romerrigets ekspansion medførte en høj stigning i antallet af slaver3.
Den voksende koncentration af slaver udgjorde dog også en vis trussel. Slaverne
blev sat til militærtjeneste og var herved med til at tage andre slaver til fange.
Fordrevne bønder flyttede ind ti byerne. Roms indbyggertal ekspanderede kraftigt i
århundredet f.v.t.. Forskellen mellem rig og fattig blev stadig større. Alt dette gjorde,
at de sociale skævheder blev tydeligere og tydeligere.
Store slaveoprør fandt sted på Sicilien i 135-132 f.v.t. under Eunus4 og i
104-101 f.v.t. under Trypho og Athenio. Størst berømmelse fik dog oprøret, der
under ledelse af Spartacus5, brød ud i 73 f.v.t. på en gladiatorskole i Capua i Italien
Dette oprør voksede sig til en talstærk hær, der efterhånden samlede titusindvis af

2
Jesper Carlsen og Hanne Løfholm: Slaver i Romerriget side 13
3
Keith Hopkins: Et slavesamfunds udvikling., S. 89
4
Eunus blev solgt som slave til byen Enna i Sicilien, hvor han optrådte som mirakelmager, og vandt
en så stor anseelse, at slaveoprørerne udnævnte ham som ”konge” under navnet Antiochos.
5
Spartacus var leder af det største slaveoprør 73—71 f.v.t. – han blev korsfæstet sammen med de
andre slaver i år 71 f.v.t.
Studieportalen.dk 4

slaver, som bød de romerske legioner voldsom modstand Det lykkedes Marcus
Crassus6 at nedkæmpe dette oprør i 1. årh. f.v.t..
Masseslaveriet i det romerske Italien (herunder Sicilien) var et resultat af
erobringer. På omkring 200 år erobrede romerne hele Middelhavsområdet. I 264
f.v.t. var Rom en fattig, men politisk mægtig bystat, der kontrollerede det centrale og
sydlige Italien. Inden udgangen af det 1. årh. f.v.t. styrede Rom et rige, der strakte
sig fra Den engelske Kanal til Rødehavet og fra Algeriet til Sortehavet7. Det
udstrakte sig over et landområde, der svarede til mere end halvdelen af USA, og
havde et befolkningstal, der normalt anslås til 50-60 millioner, hvilket udgjorde
omkring 1/5 del af befolkningstallet i hele verdenen på den tid. Slaverne var
koncentreret i det romerske Italien, hvilket var den centrale del af Romerriget. De
fleste slaver blev taget til fange i kamp, ved belejringer eller umiddelbart efter en
erobring8.
Årsagen til, at slaveriet fortsatte som institution i den tidlige kejsertid, lå
således i, at det var en økonomisk givende produktionsmåde. Set fra arbejdskraftens
side var dette også acceptabelt, når slaveejeren kunne få systemet til at fungere
optimalt. Jo dyrere slaver blev, jo bedre fungerede det, fordi det betød, at antallet af
slaver faldt drastisk, at de blev behandlet bedre, og at chancen for frigivelse steg.
Med den romerske ekspansions ophør under kejser Augustus9 faldt antallet af slaver,
hvilket vil sige at den overdrevne form for slaveri, som havde medført de store
slaveopstande i 2. og 1. årh. f.v.t. langsomt forsvandt.
Med det faldende slaveantal og de nye rekrutteringsmåder blev det lettere igen at
opfatte slaven som en del af den romerske familia10.
Slaverne var en del af en langt større gruppe af mennesker, som i det
store og hele ikke ejede noget, og som kæmpede en hård kamp for at opnå en
forbindelse opad i samfundet. Det kunne være som klient og patron11, men det kunne
også være som slave for en herre. Fri eller ufri spillede ikke den store rolle, fordi
disse besiddelsesløse ikke kunne bruge deres frihed til noget, hvis ikke de var

6
Marcus Licinius Crassus (105-53 f.v.t.)
7
Se bilag nr. 1 . : et kort over Romerriget
8
Keith Hopkins: Et slavesamfunds udvikling. S. 89
9
Gaius Augustus (63 f.v.t – 14 e.v.t.)
10
Romerske familie – den enkelte hustand
11
Patron = den frigivnes tidligere ejer
Studieportalen.dk 5

accepteret af et højere socialt lag. Kun friheden til kriminalitet stod åben, og det var
de herskende i samfundet, der definerede, hvad der var kriminelt, og hvad der ikke
var.
En slave betød en person som et andet menneske ejede. Slaveejeren
bestemte fuldt ud over sin slave og dens tilværelse. For det meste arbejdede en slave
gratis for sin herre, men fik dog mad, tøj og husly.
En slave var i henhold til loven en ”ting”, ligesom f.eks. heste, grise, spader osv.12
Slaver kunne ikke indgå et retsgyldigt ægteskab, men kunne sagtens leve papirløst
sammen med en. Hvis en slave fik et barn tilhørte det herren, som det var tilfældet
med slaven selv.
Slaver kunne formelt heller ingenting eje eller have en formue, men når
alt kommer til alt, havde de fleste byslaver og de betroede landbrugsslaver en vis
ejendom eller formue, som de selv kunne bestemme over. Denne ejendom eller
formue kaldtes på latin peculium13 og var et vigtigt element i diskussionen om
slavernes vilkår. Almindelige slaver kunne f.eks. samle peculium ved at spare
rationer op, som f.eks. ifølge Seneca14 kunne være på 5 mål hvede og 5 denarer15 om
måneden. En slave kunne bruge sit optjente peculium til at købe sig fri, hvilket
specielt og oftest fandt sted i byerne.
Slaverne var enten født af en slavinde eller hvervet ved køb.
Rekrutteringen til de store slavemarkeder skete oprindelig ved, at mange faldt i
krigsfangenskab, men senere dyrkedes regulær slavehandel og professionelle
slavejægere synes at have kidnappet frie mennesker i og udenfor Romerrigets
grænser med henblik på salg16.
Ydermere spillede slaveavl også en betydelig rolle for rekruttering af de nye slaver17.

12
Jesper Carlsen og HanneLøfholm: Slaver i Romerriget side 10
13
En slaves ejendom eller formue, der juridisk set tilhørte herren. Slaven havde dog i de fleste
tilfælde råderet over den, og kunne evt. frikøbe sig med den.
14
Lucius Annaeus Seneca (4 f.v.t. til 65 e.v.t.) var romersk filosof, forfatter, politiker, samt fortaler
for stoicismen.
15
Romersk møntenhed. En dagsløn var omkring Kristi fødsel 1 denar. 4 sesterts udgjorde 1 denar.
16
Jens Erik Skydsgaard: Det Romerske Slaveri. S. 5-7
17
Henrik Tvarnø: Slaver og frigivne i byerne. En oversigt., S. 206
Studieportalen.dk 6

2.1. Det romerske samfunds opbygning, illustreret ved hjælp af samfundspyramide.

Øverst i pyramiden lå overklassen, så underklassen/arbejderklassen og til sidst
slaverne. Det var overklassens folk, som ejede slaver, ejendom m.m. Overklassen var
ofte involveret i politik. Det var ikke politikkerne, der selv arbejdede med jorden
eller i husholdningen, det ansatte de folk til.

Under overklassen finder vi arbejderklassen, hvor det var disse mænd, der
producerede de varer, der skulle sælges på markedet. Endvidere videresolgte
handelsmændene de pågældende varer. Der var mange slaver, som udadtil virkede
som en del af denne underklasse. Dem, der f.eks. kunne skrive, har skrevet mange af
de værker, som stadig eksisterer i dag. En slave ville aldrig kunne få samme
rettigheder, som en almindelig borger, og er derfor placeret i den nederste del af
pyramiden18.
I Romerriget i perioden 100 f.v.t til 100 e.v.t. fandtes der forskellige
former for slaver. Groft opdelt var der byslaver, landbrugsslaver, mineslaver og
gladiatorer. Byslaverne kunne yderligere opdeles i to kategorier; de betroede slaver

18
Figuren er udarbejdet udfra samfundets system. Bl.a. ved hjælp af Jesper Carlsen, Hanne Løfholm:
Slaver i Romerriget. S. 19-24
Studieportalen.dk 7

og almindelige arbejdsslaver19. Ligeledes kunne landbrugsslaverne opdeles i to

forsvarlige grupper, som afspejlede den normale deling af landbruget, i agerbrug og
kvægbrug20.

2.2. Byslaverne:
I byerne boede slaverne enten hos deres herre eller for sig selv. De slaver som
arbejdede i en herres husholdning, blev kaldt for ”husslaver”. Yderligere kan
husslaver opdeles i to kategorier: de betroede slaver og almindelige arbejdsslaver. De
betroede slaver kunne bl.a. arbejde som husforvaltere, bogholdere, sekretærer, lærere
og læger. De betroede slaver kunne regne med at blive frigivet eller de kunne i så
fald frikøbe sig, da de havde mulighed for et omfattende peculium.
Slaver med egen husholdning var ofte en fremtrædende indtægtskilde for
deres herre. Disse slaver var for det meste de såkaldte håndværksslaver, som havde
eget værksted eller var lejet ud til ejeren i et større værksted. Slaver, som arbejdede
selvstændigt, kunne have et par medhjælpere, der også var slaver. De selvstændige
håndværksslaver afleverede en ret stor sum af deres indtægt til deres herre, men
beholdte selv en bestemt del af overskuddet. Derved oparbejdede håndværksslaverne
et peculium, hvormed de kunne købe sig fri. De måtte altså være interesseret i deres
arbejde, da overskuddets størrelse sandsynligvis var afhængigt af, hvor meget de
ydede21.
Nogle af slaverne havde endda selv efter en evt. frigivelse et nært
økonomiske forhold til deres tidligere herre og var dermed i samme situation som de
frie håndværkere, der ofte som klienter var i et økonomisk afhængighedsforhold til
en rigmand. Den eneste forskel mellem en fri håndværker og en slavehåndværker var
altså tilsyneladende den juridiske stand.

2.3. Landbrugsslaverne:
I Italien var kvægdriften22 en stor del af landbruget, hvilket hovedsagelig
gjaldt de store flokke af får, der om sommeren græssede i det indre højland og om

19
Yderligere herom i afsnittet ”slaver og de frigivnes arbejdsområder”
20
Jesper Carlsen, Hanne Løfholm: Slaver i Romerriget. S. 19
21
Jesper Carlsen, Hanne Løfholm: Slaver i Romerriget. S 21-23
22
Kvæget var specielt får.
Studieportalen.dk 8

vinteren på sletterne ved kysten23. Disse flokke var ejet af overklassen i Rom, og
hyrderne var slaver, som næsten altid opholdt sig med dyrene. Hyrderne boede i
hytter tæt ved dyrenes græsgange, og derved havde de en meget selvstændig
tilværelse, hvor de også selv skulle selv sørge for føde.
Den vigtigste gårdtype inden for agerbruget var Villica Rusticaen24, som
blev anvendt i perioden ca. 200 f.v.t. til ca. 200 e.v.t.. På disse gårde blev der, udover
korn og andre afgrøder til eget forbrug, dyrket vin og oliven, som blev solgt til
markederne i byen. Den daglige drift på gården blev forestået af en forvalter, der
ligesom kvægmanden var slave. Det letteste og sværeste for forvalteren var at holde
produktionen på et niveau, som både kunne blive nået hvert eneste år og samtidig
give et tilstrækkeligt overskud til ejeren og derved også give ham selv mulighed for
at kunne opspare så meget peculium, at han kunne frikøbe sig selv og måske endda
købe sin egen gård. Den faste arbejdskraft på gården bestod af slaver. En helt
almindelig gård havde ca. 10-15 af sådanne slaver25.
Arbejdsslaverne, som boede på selve gården, var stort set isoleret fra
omverden. De måtte f.eks. ikke forlade gårdens område uden tilladelse.
Arbejdsslaverne kunne have lidt peculium, men det var en undtagelse. De havde
således ingen mulighed for at kunne købe sig fri og havde i modsætning til
forvalteren ikke noget særligt forhold til deres herre. Disse slaver var altså bundet i
”slavernes rangfølge”, men udgjorde samtidig også langt den største gruppe.
Udover de private land- og byslaver fandtes der to større grupper af
slaver, som fik en stigende betydning gennem kejsertiden. Den ene var slaverne i
”Statsadministrationen”26. Disse slaver mindede på mange måder om de private
byslaver, da de ejedes af kejseren som hans personlige ejendom. Her blev man
frigivet, når man nåede en bestemt overordnet stilling.

Mineslaver:
Der fandtes miner i hele Romerriget, som blev udnyttet. Dette arbejde var til tider
meget hårdt og usundt, og derfor brugte man visse steder, f.eks. i Spanien, slaver som

23
Jesper Carlsen: Romerriget, S. 62-64
24
Villica Rustica= en helt speciel slags gårdtype
25
Jesper Carlsen, Hanne Løfholm: Slaver i Romerriget. S. 20
26
Herom nævnes i afsnittet ”Slaver og de frigivnes arbejdsområder. S.
Studieportalen.dk 9

minearbejdere. I minerne var slavernes levetid meget kort. Disse slaver var ofte
blevet dømt til denne skæbne efter oprør eller forsøg på rømning, og de havde ingen
chancer for frigivelse eller peculium. Endelig var mineslaver undertiden også for frie
mennesker, som havde begået en alvorlig ulykke27

Gladiatorer:
Hele forlystelseslivet var i Romerriget gennemsyret af slaveriet. Gladiatorer,
væddeløbskørere og skuespillere var meget ofte i begyndelsen af deres karriere
slaver, men de blev frigivet, hvis de opnåede stor popularitet28.

3. Slaverne og de frigivnes levevilkår:

Slavernes vilkår varierede, som vist i forrige afsnit, fra opslidende arbejde i usikre
mineskakter og landbrugsarbejde i lænker over familiære forhold i privat, huslig
tjeneste til decideret privilegerede tilværelser som f.eks. værkstedsledere, sekretærer
og læger. Slavernes levestandard afhang ikke kun af deres arbejde, men også af deres
herre. Slaveejeren fastsatte som regel omfanget af mad og klæder til slaverne, og
selv om ingen slaveejer havde interesse i at sulte sine slaver ihjel, var der alligevel
stor forskel på slavernes levevilkår29. Slaverne havde hverken krav eller rettigheder
på privilegier, og hvis de havde, kunne herren frit fratage slaverne dem igen.
Slavernes liv og død afhang også af deres herre, som ligeledes bestemte om et nyfødt
barn skulle beholdes eller sættes ud. Slaveejeren kunne også udnytte sine slaver
seksuelt, uden at det på nogen måde var i strid med loven. At udnytte slaverne
seksuelt var ganske udbredt og også accepteret blandt slaveejerne. Slaverne var på
enkelte punkter dårligere stillet end de frigivne og frie, men alligevel levede de ofte
side om side og delte deres arbejdsvilkår.
Slaver, der blev født ind i husholdningen blev anset for mere pålidelige
end første generations slaver, der havde prøvet at være frie. Nogle slaveejere pralede
endda med, at de kun havde hjemmeavlede slaver i deres husholdning30.

27
Jesper Carlsen: Slaver i Romerriget, S. 23
28
Jesper Carlsen: Slaver i Romerriget, S. 22
29
Jesper Carlsen, Hanne Løfholm: Slaver i Romerriget., S. 70-71
30
Jesper Carlsen: Romerriget. S. 60
Studieportalen.dk 10

For at en slave kunne blive frigjort, måtte slaven ofte betale ejeren, hvilket
almindeligvis kun kunne forløbe ved hjælp af peculium. Frigivelse som en udbredt
praksis må anses for at have været begrænset til byerne og deres nærmeste opstand –
når der ses bort fra et mindre antal betroede slaver på landet.
Alle herrer kunne frigive sin slave helt uceremonielt. En sådan
frigivelse, som bl.a. kendes fra komedierne blev allerede anvendt i senrepublikken
og formentlig i stigende omfang i den tidlige kejsertid31.
Frigivelse kunne for en slave åbne for en betydelig social mobilitet, men
gjorde det langt fra altid. Der er stor enighed iblandt de nyere forskere at frigivelser
almindeligvis har fundet sted i byerne.
Alfödy har ud fra et studium af både retsregler og gravindskrifter, hvor
frigivne er opført med aldersgengivelse, ment at kunne konkludere, at stort set alle
slaver i og omkring byerne blev frigivet. Han mener endda, at flertallet blev frigivet
inden de fyldte 30 eller højst 40 år32.
Derimod mener Cicero33, at en flittig byslave kunne købe sig fri efter ca.
6-7 år, men dette gjaldt hovedsageligt de slaver, der af deres herre blev nedsat som
selvstændig erhvervsdrivende som f.eks. håndværker eller lignende. Der er også
mange eksempler på, at en slave kunne nå højt op på den sociale rangstige, før han
blev frigivet. Tiro34 blev f.eks. først frigivet ca. år 53 f.v.t., da han måske var 50 år
gammel, og som frigiven var han stadigvæk nødsaget til at støtte sin tidligere herre
og bar hans navn, Markus Tullius Tiro. Ciceros nære venskab med Tiro har nok
været mere enestående en typisk – i alt fald set fra slavernes side.
Frigivelse kunne for en slave give mulighed for en betydelig social mobilitet, men
gjorde det langt fra altid.
Slaver er tilfangetagne fjender og deres afkom, der fortrinsvis blev brugt
til det arbejde, som hidindtil i ethvert samfund, mere eller mindre tilsløret, er blevet
betragtet som nedværdigende, tyendearbejdet, det uselvstændige arbejde i en anden
mands tjeneste. Det blev den antikke borgers stolte grundsætning aldrig at træde i et
personligt tjenesteforhold til en medborger, og slaveriet satte ham i stand til at holde

31
Henrik Tvarnø: Slaver og frigivne i byerne. En oersigt. , S. 207
32
Henrik Tvarnø: Slaver og frigivne i byerne. En oversigt., S. 210
33
Marcus Tullius Cicero (106-43 f.v.t.) var berømt romersk taler og advokat
34
Tiro = Ciceros frigivne slave
Studieportalen.dk 11

fast ved denne grundsætning som ved ingen anden. Slaver er tyende, men deres
anvendelse er dog ikke begrænset til det egentlige tyendearbejde, det opvartende
arbejde i huset: slaveholdet var så billigt, og tilgangen af slaver så rigelig, at det
kunne betale sig i stor stil at benytte sig af denne arbejdskraft til jordens dyrkning og
til industriel virksomhed enten for den enkelte husholdning eller for markedet35.
De frigivnes levevilkår varierede ligesom slavernes meget fra, hvem de
havde været slave hos, og hvor høj status patronen og dennes familie havde. Den
frigivne blev i modsætning til slaven betragtet som en juridisk person og var
økonomisk selvstændig.
De frie og de frigivnes håndværkers levevilkår mindede på mange måder
om slavernes. Det er tvivlsomt, om frigivelse betød bedre vilkår for bl.a. de menige
husslaver, da de ikke havde nogen uddannelse, hvilket betød, at de dermed højst
sandsynligt ikke ville kunne forsørge sig selv36. Kejserlige frigivne kunne i perioder
have meget stor magt og sommetider blev de betragtet med den største mistro af
senatorerne.
Den frigivne var dog i almindelighed særdeles socialt og moralsk knyttet
til sin patron,37 og normalt var han eller hun forpligtet til at yde sin patron, dennes
familie eller bekendtskabskreds visse ydelser, som eksempelvis kunne være diverse
betalinger. Som ved relationen mellem en patron og en fri klient var den frigivne
forpligtet til genydelser alene pga. det store ”beneficium”38, selve frigivelsen var.
Mens ”liberti” kun havde afgrænsede politiske rettigheder og på den måde udgjorde
en form for middelmådige borgere i bysamfundene, så fik de af deres børn, der var
født efter frigivelsestidspunktet ubeskåret borgerskab39. Denne færdighed, som især i
senrepublikken og i den tidlige kejsertid fik stor udbredelse, resulterede i en voldsom
social mobilitet i befolkningen, ikke mindst i Italien. Den frigivne var både forpligtet
til at respektere og samtidig vise sin patron lydighed, men kunne endvidere være
blevet beordret til, at udføre et bestemt arbejde for patronen. Denne forpligtelse, som
kunne vare i en længere årrække kunne bl.a. bestå af personlige og direkte
tjenesteydelser eller f.eks. håndværksprodukter, som ikke nødvendigvis skulle ydes

35
Poul Nørlund: Det romerske slavesamfund under afvikling, S. 5-6
36
Jesper Carlsen: Romerriget. S. 64
37
Henrik Tvarns: Slaver og frigivne i byerne. En oversigt. , S. 207
38
Henrik Tvarnø: Slaver og frigivne i byerne. En oversigt., S. 207
39
Henrik Tvarnø: Slaver og frigivne I byerne. En oversigt, S. 207
Studieportalen.dk 12

direkte til ejeren idet denne havde ret til at leje den frigivnes arbejdskraft ud til andre
og selv inkassere betalingen40.

3.1 Slaverne og de frigivnes arbejdsområder

Som vist i forrige afsnit spillede slaverne en betydelig rolle indenfor husholdningen,
specielt i overklassens husholdninger. Her varetog husslaver og forhenværende
slaver en lang række arbejdsopgaver41. De betroede slaver arbejdede bl.a. som
husforvaltere, bogholdere, sekretærer, lærere og læger. De rige romere benyttede sig
derfor helst af de højtuddannede slaver, som for det meste stammede fra Grækenland
og var enten lærere eller læger. Disse slaver havde selvfølgelig en helt speciel status,
ligesom forvalteren42 på gården.
Slaverne i byen kunne imidlertid være højtuddannede arkitekter,
bankierer og sekretærer, og i 1. århundrede e.v.t. advarer Columella43 ligefrem mod
at overlade jobbet som forvalter af et landbrug til en slave fra byen, fordi denne er
blevet forvænt med særdeles frie forhold – ”det er en »sløv og søvnig type slaver,
vænnet til fritid, sport, circus, teatre, terningespil, kro og bordeller«44
Derimod forsvarede den berømte stoiske filosof, Seneca direkte slaverne
som ligeværdige mennesker; I et brev til Lucilius45 skriver han bl.a.: ”Af folk, som
kommer fra dig, har jeg med glæde erfaret, at du lever venskabeligt med dine
slaver”. ”Det sømmer sig for din visdom og dannelse”. ”De er slaver”, siger en.
”Nej, de er mennesker”, svarer jeg (…)46 Det jeg tror menes med ovenstående er
følgende: Lev således med din underordnede, som du ønsker, din overordnede skal
leve med dig.
Slaver, der arbejdede inden for servicefag, handel og håndværk, var en
betydelig indtægtskilde for deres herre47. Slaver, frigivne, og fribårne romere
arbejdede ofte sammen. Det gjaldt for eksempel smede, skomagere og

40
Henrik Tvarnø: Slaver og de frigivne i byerne. En oversigt., S. 208
41
Henrik Tvarnø: Slaver og frigivne i byerne. En oversigt., S. 204
42
Forvalteren på gården, var ham eller hende, som styrede den daglige drift på gården.
43
Lucius Junius Moderatus Columella var en landbrugsforfatter.
44
Citat fra Jens Erik Skydsgaard. Det romerske slaveri. S. 41
45
Gaius Lucilius var filosof og digter. Ven af Seneca
46
Citat fra Jens Erik Skydsgaard. Det romerske slaveri. S. 67
47
Jesper Carlsen: Romerriget. S. 65
Studieportalen.dk 13

bygningsarbejdere, men det kraftfulde arbejde i bagerierne var normalt forbeholdt

slaverne.
Overalt i det romerske samfund fandt man slaver i forskellige erhverv.
Udover de slaver der allerede er nævnt var der slaver der besad ”vigtige” jobs i
statens administration, de var højtuddannede, arkitekter, bankierer, sekretærer og
lignende. Der var også slaver der var ansvarlige for administrationen af visse rige
menneskers formuer. Nogle af slaverne fungerede endda som rådgivere for
embedsmænd i senaterne. Men også her var der tale om en lille del af slaverne der
var så godt stillet. Også slaver inden for brancher i byerne, som f.eks. prostituerede
eller gladiatorer kunne tjene mange penge til deres herrer48.

Mange af de frigivne menige slaver blev kastet ud på arbejdsmarkedet af

ufaglærte arbejdere i Rom, hvilket var for svært og hårdt for især de slaver, som
havde passeret de 30 til 40, som dengang blev anset for deres bedste levealder.
De frigivne skulle for det meste udføre arbejde for sin patron et vist antal
dage, hvilket kunne omfatte husarbejde, håndværk eller alt andet alt afhængig af den
frigivnes erhverv eller uddannelse. Frigivne slaver spillede en væsentlig rolle i
erhvervslivet, især inden for handel ved at fungere som f.eks.
forretningsforbindelser. Nogle blev på den måde virkelig rige, men de mødte kun
foragt og misundelse fra den gamle overklasse af fribårne49
Den spredte eksistens af små produktions- og handelssteder er i
almindelighed blevet forklaret og klargjort ved, at de rige har manglet økonomiske
foranledninger til stordrift. Stordriftsfordele opstod ikke blot ved at samle flere
mindre værksteder under samme tag, men forudsatte en klar arbejdsdeling,
sædvanligvis i binding til teknologisk udvikling. Modsat har der været tale om en vis
finansiel sikkerhed, ved at udbrede sine investeringer, både inden for landbruget,
besiddelser i byerne og pengeudlån. Videre siger Henrik Tvarnø at denne troværdige
forklaring bør fuldstændiggøres med endnu en betragtning. Claude Meillassoux har i
sine antropologiske undersøgelser fremhævet, at det i mange førkapitalistiske
samfund var almindeligt og vigtigt, at ejerens kontrol med undergivne producenter
praktiseres direkte, dvs. gennem de personlige relationer. Denne betragtning passer

48
Jesper Carlsen: Romerriget.S. 65
49
Jesper Carlsen: Romerriget. S. 77
Studieportalen.dk 14

ikke kun på slaveriet dengang, hvor det ifølge den almindeligste opfattelse i dag var
nødvendigt, at udøve en antagelig kontrolvirksomhed, men kunne udmærket udvides
til også at omfatte andre former for arbejdskraft, der hyres direkte eller virker som
agenter50.

3.2. Slaverne og de frigivnes politiske betydning:

Moses Finley understreger, at det afgørende for slaveriets betydning i et samfund
ikke er antallet af slaver, men netop deres placering i samfundet51.
For at opnå politisk betydning krævede det, at slaverne havde mulighed for at få
social mobilitet.
Den enkelte slave havde, under det romerske imperiums tid, en stor
indflydelse på samfundet. Uden slaven ville der ikke være nogen produktion,
medmindre herren betalte for at få ”fagmænd” til at udføre arbejdet, hvilket ville
koste betydeligt mere end at have en slave som arbejdskraft. Det ville derfor koste
samfundet mange penge at bibeholde produktionen, det ville forårsage færre
økonomiske midler til nødvendige processer såsom handel og krigsførelse, hvilket
var de primære grunde til Romerrigets succes. Var slaven ikke en del af det romerske
samfund, ville Romerriget ikke have haft samme magt, og derfor ikke den samme
historiske betydning som det har i dag.
Slaver og de frigivnes rolle i produktionen kan demonstreres ud fra
undersøgelser af den benævnte arretinske keramik52 (fra Arretium, det nuværende
Arezzo i Mellemitalien), der ofte er forsynet med navnestempler, som hyppigt
betegner værkstedet og pottemageren. Ved hjælp af dette relativt alsidige materiale,
som er blevet undersøgt i flere omgange, senest af G.Prachner, er det muligt at
påvise nogle karakteristiske træk ved produktionen53.
Gennem hele den klassiske oldtid, og i stigende grad da slaveriet
nærmede sig sin højeste udvikling54, var slaveriet grundlaget for det
samfundsmæssige arbejde. Slaver var ”talende masker”, ”animerede redskaber”55,

50
Henrik Tvarnø: Slaver og frigivne i byerne. En oversigt. S. 215
51
Moses Finley: Slaveriet., S. 40-41
52
Se bilag nr. 2: To billeder af arretinsk keramik
53
Henrik Tvarnø: Slaver og frigivne i byerne. En oversigt. S. 210
54
Perioden ca. 100 f.v.t til 100 e.v.t.
55
F.A. Ridley: Spartacus, S. 8-9
Studieportalen.dk 15

for nu at bruge forfatternes omskrivninger. Som lovlige formuegenstande, der indtil

den klassiske kulturs allersidste periode var frarøvet enhver retsbeskyttelse, og som
hele tiden var udelukket fra det politiske liv, var slaverne arbejdsdyr, skovhuggere,
vandbærere, der bar dagens byrde og hede. Generelt kan man sige, hvis ikke der
fandtes slaver, ville der heller ikke dengang være en kultur. (ingen slaver, ingen
kultur).
Den frigivnes reelle placering i samfundet var afhængig af, hvad den
tidligere ejer kunne begave den frigivne med. Ganske vist havde de frigivne kun
begrænsede politiske rettigheder, men de børn, som var blevet født efter frigivelsen,
blev derimod betragtet som frie og havde derfor ubeskåret statsborgerret.
Den eneste forskel mellem slavehåndværkere, frie og frigivne
håndværkere, var deres juridiske status, som kun havde betydning ved valg og
retssager. Fællesskabet mellem disse to grupper kom til udtryk i sociale og faglige
sammenslutninger, de såkaldte ”collegia”56. Disse foreninger havde spillet en vigtig
rolle i senrepublikkens politiske uro i Rom og skulle derfor i kejsertiden godkendes
af senatet eller kejseren. De fandtes dog næsten i alle Romerrigets byer, hvor de blev
ledet af et medlem af overklassen. Alle kunne blive medlem, hvis de kunne betale
kontingent, og i foreningerne indgik slaver og frigivne slaver næsten på lige fod med
fribårne og frigivne uden for arbejdstiden. Sådanne foreninger havde blandt andet til
opgave at sørge for medlemmernes begravelse, men de beskæftigede sig med ikke
med løn og arbejdsforhold.

Vurdering:
Slaver havde en kæmpe positiv indvirkning på den romerske økonomi. Det faktum at
slaverne kun skulle betale kost og logi til sin ejer, samt et lille beløb til sin
opsparing, betød at der i samfundet var masser af arbejdskraft til billige penge. På
landet hvor der krævedes masser af hænder kunne man let lave et overskud, da det
heller ikke krævede de store investeringer i redskaber at drive disse gårde. Når man
havde købt et passende antal slaver kunne man være selvforsynende med nye slaver
fremover.

56
Jesper Carlsen: Romerriget. S. 34
Studieportalen.dk 16

Man kan sammenligne slavearbejde med nutidens børnearbejde der heller ikke
kræver store investeringer, der er ikke de store omkostninger ved det. Det er ren
profit. Slaver var perfekte til arbejdsintensive opgaver. At der fandtes slaver betød
også at mange havde råd til luksus i form af opvartning, som man ellers ikke kunne
betale.
De kæmpemæssige byggerier57 der blev opført har næppe kunnet lade
sig gøre rent finansielt uden brug af slaver, der sparede bygherrerne for kæmpe
summer i løn.
Den kilde jeg nok har brugt mest er Jesper Carlsen: Romerriget samt
Jesper Carlsen og Hanne Løfholm: Slaver i Romerriget. Det brugelige i disse to
bøger er især, at breve fra oldtidsforfatteren er gengivet i dem.

Konklusion:
I perioden 100 f.v.t til 100 e.v.t., den såkaldte blomstringsperiode, spillede slaverne
en betydningsfuld rolle for Romerrigets produktion. Romerrigets ekspansion
resulterede i den enorme forsyning af fyldestgørende rigdomme som investerede i
jord og oprettede større og større landbrug. Romerrigets ekspansion medførte dog
også en høj stigning af antallet af slaver. Slaveriet faldt igen med den romerske
ekspansions ophør under kejser Augustus.
En slave var en person, som et andet menneske ejede og bestemte over.
Byslaver udviser stor variation i levevilkår, frigivelseschancer, selvbestemmelsesret
og indflydelsesmuligheder. De bedste placerede slaver i byerne er usammenlignelige
med slaverne på en villa rustica. Dette ændrer ikke noget i situationen for det store
flertal af slaver eller deres store betydning for den romerske økonomi og dermed for
samfundet.
Sammenfattende kan det konkluderes, at de frigivne havde lige så
forskellige levevilkår som slaverne. Frigivelse med efterfølgende borgerret var alt
andet end en lige vej til social opstigen i det romerske samfund.
Om slaverne bliver betragtet som tilhørende en eller flere klasser
kommer bestemt an på, hvilken definition, der lægges til grund. Hovedsynspunktet
Studieportalen.dk 17

er dog i dag, at landbrugsslaverne udgjorde en social klasse forstået som en gruppe

af mennesker, der udfyldte en præcist defineret plads i produktionen og i det sociale
hierarki, og som havde en høj grad af fælles sociale og økonomiske interesser.
Tilsvarende vil det være muligt at betragte den store del af byslaverne, der arbejdede
som selvstændige håndværkere m.v. som en del af en klasse, der også omfattede de
frigivne og frie, der ernærede sig på samme måde. Selvom slaverne på enkelte
punkter var stillet ringere end de frigivne og frie, levede de side om side og delte
deres arbejdsvilkår
Tilsvarende vil det være muligt at opfatte den store del af byslaverne,
der arbejdede som selvstændige håndværkere mv. som en del af en klasse, der også
omfattede de frigivne og frie, der ernærede sig på samme vis.
Alfödys konklusion er, at frigivelser socialt set var uden betydning. Det
betydningsfulde skel fandtes ikke mellem slaver og frigivne, men derimod mellem
på den ene side slaverne og det store flertal af frigivne, som forblev knyttet til deres
herre, og på den anden side et mindretal af frigivne, for hvem en kombination af
omstændigheder, ikke mindst i 1. årh. e.v.t. muliggjorde både en juridisk og
økonomisk uafhængighed af deres patron.