Netværk, medier og identitet

Niels Ole Finnemann

Presented at a MODINET workshop, March 2003.

The MODINET project was a national Danish research project on media and democracy in the
Network society. 2001-2006. Se more about the projects and publications:
http://www.modinet.dk/english/english.htm

Når man hører titlen på vores forskningsprojekt, »Medier og demokrati i netværkssamfundet«

er der næppe mange, der undrer sig over, hvad det er for et samfund, der tænkes på. Det er
vores samfund, nutidens, en bestemt tidsalder. At omtale det nutidige samfund som
netværkssamfundet i bestemt form er i dag lige så selvfølgeligt, som det var at tale om
informationssamfundet for bare få år siden.
Man kan ikke blot undre sig over denne udskiftning i navngivningen, men også – og
måske mere – over, at det er foregået så let og nærmest umærkeligt. Forklaringen på det
sidste er formentlig, at begrebet netværkssamfund simpelthen udfylder den samme plads som
begrebet informationssamfund, nemlig som indikator for et formodet epokalt skifte, en
overgang fra en tidligere tilstand – kaldet industrisamfundet, det moderne samfund, eller
velfærdssamfundet – til en ny. Man må vel sige, at denne indikator for vores vedkommende
allerede har gjort mere end fyldest, eftersom vi jo nu er igang med vores projekt, og tiden er
derfor vel også inde til at efterprøve og undersøge om den formodning, der udtrykkes i talen
om netværkssamfundet i bestemt ental, nu også har noget på sig. Hvis vi ikke kan give
begrebet netværkssamfund en mere bestemt udformning og afgrænsning, vil det være svært
at identificere de medier og det demokrati, vi skal undersøge. Vi bliver kort sagt nødt til at
dokumentere netværkenes særlige betydning i vor tid.
Den første vanskelighed i denne sammenhæng består i overhovedet at etablere et
begreb om netværk, det vil jeg dog gemme lidt, fordi jeg tror det er mere end svært at
komme op med en definition, der gør det muligt at sondre mellem samfund, der er netværks-
samfund og samfund, der ikke er. Jeg er mere tilbøjelig til at tro, at vi – lige meget hvordan vi
end definerer netværksbegrebet – vil være nødt til at erkende, at lige som alle samfund er
informationssamfund i den forstand, at de er karakteriseret ved bestemte og typiske former
for produktion og udveksling af information, så er alle samfund også netværkssamfund i den
forstand, at de producerer og kommunikerer information gennem bestemte former for
netværk.
 På det punkt er jeg således enig med Bruno Latour, der i sin bog We Have Never Been
Modern hævder, at alle samfund er netværkssamfund, uanset hvad de selv måtte have haft af
forestillinger om deres egen indretning. Jeg mener derimod ikke Latour har ret, når han så
tilføjer, at den eneste forskel mellem samfundene er forskelle i netværkenes størrelse og
udstrækning. Det er ikke blot for tyndt et kriterium, det er også forkert. Man kan i mange
tilfælde udpege betydningsfulde forskelle mellem samfund af nogenlunde samme størrelse og
kompleksitetsgrad.
Den første konklusion må altså blive, at begrebet netværkssamfund ikke så godt kan bruges i
bestemt form ental, og at en meningsfuld anvendelse af begrebet om en bestemt historisk
formation, derfor forudsætter en differentiering, der udpeger nogle specifikke, distinktive træk,
der karakteriserer dette netværkssamfund til forskel fra andre.
Til det formål vil jeg hente hjælp hos Georg Simmel, der i en artikel, der på engelsk har
den sigende titel »The Web of Group-Affiliations« giver et nærmest verdenshistorisk rids af
forskellige typer af sociale netværk. Ordet netværk optræder ganske vist ikke, og den engelske
titel er kun en tilnærmet gengivelse af den originale titel »Die Kreuzung soziale Kreise«, men
denne titel udpeger til gengæld et for alle netværk helt centralt aspekt: at der til enhver
gruppe hører indre som ydre relationer, ikke blot mellem gruppen som hele og verden udenfor,
men også mellem de enkelte individer i gruppen og personer udenfor. Hvis man tilhører en
gruppe vil man formentlig derfor også samtidig have et netværk af relationer udenfor gruppen,
der er forskelligt fra de andre gruppemedlemmers individuelle netværk.
Af denne grund kan Simmel derfor ikke blot hævde, at individets frihedsgrad stiger med
dets mulighed for at vælge egne netværk, fordi det i valget af netværk forfølger realiseringen
af sine individuelle behov, men også, at individets identitet – især eller kun – kommer til
udtryk gennem eller kun lader sig forstå gennem det sæt af netværk, hvori det deltager.
Det, frit at kunne vælge netværk efter formål, ser Simmel som et specifikt moderne
træk, som en mulighed, der først etableres i (og selv udtrykker) overgangen fra
middelalderens gruppe- og netværksdannelser, (og han knytter denne frihed sammen med en
frigørelse fra de lokalbundne netværk medieret gennem individernes frit valgte,
formålsbestemte netværk).
For Simmel er disse moderne netværk, der opstår i de europæiske lærdomsmiljøer i 12-
1300 tallet og derefter breder sig ud i stadig flere sammenhænge dermed også refleksive og
abstrakte, konstitueret ved det som Anthony Giddens kalder ”disembedding“, men hos Simmel
på et tidligere tidspunkt i historien.
Det er her af interesse at bemærke, at der på den ene side er tale om en evolu-
tionsteori gældende den sociale gruppedannelse, men vel at mærke en evolutionsteori,
hvorefter moderniteten realiseres som en kompleksitetsforøgelse, der ikke ophæver, men nok
omformer ældre gruppe- og netværkstyper. Vi er måske moderne, men vi er aldrig kun eller
udelukkende moderne. Jeg vil derfor også kort opholde mig lidt ved et par af de andre gruppe-
og netværkstyper, som Simmel beskriver.
I artiklen opererer Simmel således for det første med netværk man er født ind i, d.v.s.
netværk, der er givet i og med den tid, det sted og den familie og nærmeste omverden, man
fødes ind i. Disse af tid og sted givne netværk af familie og naboer adskilles fra de konkrete
relationer, der udvikler sig indenfor netværket, som f. eks. de individuelle relationer mellem
familiens medlemmer og de konkrete venskabsrelationer.
Det netværk, man fødes ind i, er forudgivet af tid og sted, til forskel fra senere tilvalgte
netværk, men indenfor det forudgivne netværk dannes der nye, praktiserede netværk. De er
tilvalgte, men valget er oftest spontant, baseret på emotionelle fornemmelser, beslægtede
tilbøjeligheder og opdagelse af interessefællesskab. Også de senere tilvalgte netværk – som
det nye familienetværk, man får med i købet, når man gifter sig – kan have denne dobbelthed
af forudgivethed (man får flere relationer end man vælger) og efterfølgende selektion af
praktiserede netværksrelationer.
Hele dette system klassificeres hos Simmel efter 3 kriterier, hhv. tid- og stedbundne,
sensuelle og valgte netværk. De givne netværk dannes med udgangspunkt i ydre koexistens,
som relationer i forhold til den familie, man er født ind i og dermed født medlem af, og som
relationer i forhold til individer, man er bragt sammen med i den nære omverden. I den af
omstændighederne givne – ydre – koexistens med andre dannes praktiserede netværk baseret
på indre, sensuelle relationer. Mens de sensuelle relationer indenfor familien oftest er baseret
på forskel (køn, generation) er de sensuelle relationer, der dannes udenfor familien individuelle
og typisk baseret på en lighed, (i tilbøjelighed, køn, alder, interessefællesskab). Hvert individ
danner sig egne relationer, men disse trænger ind i de primære familienetværksrelationer.
Der er overlap – og måske inkonsistens – i beskrivelsen af de tre typer, fordi
sensualiteten kan indgå som sammenbindende kit i dem alle. Rene sensuelle netværk (som
»rigtige venner«), der ikke har andre bestemmelser, kan således eksistere side om side og i
samspil med familiære netværk, der relaterer sig til forskel, og har en underliggende biologisk-
familiær komponent for alle medlemmer, og valgte netværk, hvor sensualiteten er relateret til
en oftest partiel lighed i tilbøjelighed eller interesse.
Simmels netværk kan være dannet ud fra tilfældigt associerede, (givne eller valgte)
relationer eller ud fra målorienterede valg. De kan være baseret på heterogenitet eller
homogenitet mellem deltagerne. De kan være motiveret ud fra drift og sensualitet, ydre
koexistens (som skolekammerater), interesser (sportskammerater) eller måske ligefrem
nødvendigheder (arbejdskammerater).
Alle 3 kategorier er bestemt ved nærhed i tid og sted. De kan måske udstrækkes fra
det helt stednære til at omfatte storfamilien, klanen, stammen og måske bydannelsen, men
ikke uden videre til nationen og andre »store« kategorier. Her forudsættes en evolutionær
udvikling (eksemplificeret med middelalderuniversitetet, den lærde republik,
statsadministrationen, lægevidenskaben, fagforeningen, virksomheden og andre
institutionsformer), der repræsenterer en ny, fjerde type netværk, der som nævnt er defineret
ved at være dannet omkring formål, uanset geografisk sted-bundethed, frem for at være
geografisk tilfældig, naturgroet og lokalbundet, eller i hvert fald frigjort fra face-to-face-
relationens bånd.
Også givne netværk kan dog have abstrakt karakter. Simmel giver selv et interessant
eksempel på relationen mellem konkrete og abstrakte netværk i samspillet mellem stammer
(som man lever i) og slægter (som man tilhører i en totemisk relation, der tabuerer daglig
omgang, men er yderst virksomme i de rituelle overgangsfaser) blandt australske aboriginer.
Det abstrakte netværk har her moderlinjen som biologisk underlag, men det realiseres ved en
omfattende symbolsk kodifikation, der bl.a. sikrer at medlemmer af samme slægt ikke
arbejder sammen indenfor en stamme og ikke kæmper direkte mod hinanden, selv om de
tilhører to forskellige, indbyrdes bekrigende stammer.
Det abstrakte netværk kan siges at være formålsbestemt, men formålet ligger udenfor
individets rækkevidde. Det er ikke valgt. Det er et netværk, som det enkelte individ på forhånd
er indskrevet i, og i den henseende helt på linje med mange andre former for religiøse
fællesskaber.
Den evolutionære tese indebærer for det første en antagelse om, at dannelsen af
sådanne mere lokaluafhængige og dermed mere rent formålsbestemte netværk, baseret på
mekaniske og funktionelle kriterier, forudsætter refleksivitet og plan. Man vælger med et givet
mål som styrende. Mens der i de middelalderlige former (som Simmel tolker som
overgangsform fra de givne til de moderne netværk) er tale om at det enkelte individ indgår i
flere koncentriske netværk, som man oftest tilhører i kraft af et givet gruppetilhør, er
individets netværksrelationer i den moderne tid heterogene. Hvert individ kan have sit eget
unikke sæt af netværk, og disse kan både tjene som værn mod konkurrence og som middel til
frihed.
Muligheden for selv at vælge netværk udgør samtidig en væsentlig komponent i den
frihedsgrad individet har, fordi individet kan vælge netværk, der modsvarer dets individuelt
særegne behov og interesser.
I den middelalderlige form indgår mange individer i samme koncentriske hierarki af
netværk, mens den moderne form er heterogen i den forstand, at det enkelte individ selv
vælger mange netværk efter sine egne interesser og mål.
Det enkelte individs kombination af netværk udgør således en for dette individ særegen
kombination, og ser man denne kombination som udtryk for individets frit valgte realiseringer
af indviduelle tilbøjeligheder og interesser og behov, er dette sæt af netværk et udtryk for
individets identitet.
 Der kan også for moderne netværk være koncentriske elementer. Vælger man en
bestemt beskæftigelse og arbejdsplads følger der fagforeningsmæssige relationer med, vælger
man en bestemt uddannelse kan man få adgang til flere kvalifikationsbetingede netværk osv.,
men den centale pointe for de moderne refleksive netværk er, at individet kan deltage i en
flerhed af selvvalgte netværk. Det er iøvrigt heri Simmel ser den for moderniteten så karak-
teristiske potentielle splittelse, fordi de forskellige netværk kan trække individet i
modstridende retninger.

Jeg vil her især hæfte mig ved 4 pointer, som jeg mener, man kan uddrage af dette.

For det første får vi her en beskrivelse af det moderne individs forhold til gruppen, der afviger
fra den tidligt-moderne selvforståelse, der knytter den menneskelige frihed til det
selvberoende subjektets frie fornuft ala Descartes' Cogito. For Simmel er friheden tværtimod
givet i subjektets fri og formålsbestemte valg af gruppetilhør. Følger vi Simmel på dette punkt,
må vi altså sondre mellem det tidligt moderne projekts selvforståelse og den tidligt moderne
sociale realitet. Vi får i forlængelse heraf også en tematisering af netværkets betydning for
individets identitet og frihed i de moderne samfund.

For det andet får vi en tematisering af gruppedannelsens evolutionære udvikling i retning af

stigende kompleksitet. Ideen om den simple progression i retning af stigende kompleksitet kan
dog diskuteres. Det forekommer svært at forestille sig, at romerriget kunne eksistere uden en
vis mængde af frit valgte, refleksive, abstrakte netværk af den type Simmel kalder moderne,
men det er ikke et spor, jeg vil opholde mig ved her.

For det tredje får vi nogle bud på hvad jeg vil kalde variationsakser, der kan bruges til at
karakterisere forskellige netværkstyper.

Netværk kan variere

1. efter typen af omstændigheder for dets dannelse (født ind i, valgt indenfor den givne lokale
sameksistens, valgt baseret på sensualitet og/eller lighed og interesse eller bevidst efter
bestemte formål).
2. for det andet kan de variere efter adgangskriterier (man er født ind i familien, man optages
i en venskabskreds, man kan være berettiget, hvis man er interesseret i x, uddannet i y,
arbejder på en given arbejdsplads, eller hvis man respekterer bestemte koder og ritualer).
3. for det tredje kan de variere efter karakteren af og omfanget af netværkets »krav« på indi-
videt. Nogle netværk kræver edsaflæggelse eller andre optagelsesritualer, nogle gør krav
gældende for resten af livet, nogle kræver eksklusivitet i forhold til deltagelse i andre
 netværk. Nogle gør krav på højfrekvent og intens aktivitet i korte eller længere perioder,
andre kan leve i relativ passivitet over lange stærk. Nogle er partielle, begrænset til en
enkelt interesse eller et specifikt formål. Nogle er frie og upersonlige, andre stiller krav om
mere eller mindre omfattende loyalitet gældende adfærd, moral og sindelag.
4. for det fjerde kan netværk variere efter netværkets indre arkitektur. Nogle er egalitære,
andre hierarkiske i forskellige udgaver. Nogle er lukkede og måske hemmelige, andre er
åbne. Nogle tillader det enkelte individ stor autonomi og råderum i kommunikationen (i
valg af hvad og til hvem der kommunikeres) andre begrænser eller søger at begrænse den
individuelle autonomi.
5. for det femte kan netværk variere efter netværkets funktion. Nogle netværk fungerer
måske kun som overgangsform eller tilblivelsesform for dannelse af nye mere
institutionaliserede og faste organisationer, nogle netværk tjener som uformelle
kommunikations netværk indenfor veletablerede organisationer som en slags
komplementære eller parallelle netværk indenfor disse. Nogle netværk fungerer som
mediering mellem adskilte institutioner og grupper, som f.eks. mellem en borgmester, en
fodboldklub og et rengøringsselskab eller mellem det ukendte antal grupper, der omtales
som Al Quada, eller som en virksomheds middel til at styrke sin position på et gammelt
eller nyt marked, og nogle tjener endelig som fritstående, selvstændige sociale netværk af
venner og bekendte.

Den fjerde og sidste pointe, jeg vil fremhæve, ved denne lejlighed er, at der ikke i Simmels
analyse foretages nogen systematisk sondring mellem begrebet gruppe og begrebet netværk.
Han sondrer dog andre steder mellem det løsere begreb Kreis og det fastere begreb Gruppe.
Er der brug for at skelne og i givet fald hvordan?

Netværk og gruppe.
Netværk defineret ved det sekventielle kommunikationsmønster (kommunikative
kædereaktioner).

Vi har vel alle en fælles hverdagssproglig forståelse af at en gruppe er mere afgrænset og klart
definerbar end et netværk. Netværk er noget løsere noget, gruppen er noget fastere, men i
henseende til hvad?
En mulighed kunne være varighed, at gruppen er mere stabil over tid end netværket,
men det er tvivlsomt. Mange grupper dannes og opløses kort efter, mens personlige netværk
kan bestå gennem et helt liv. En anden mulighed kunne være regelmæssighed: Gruppen er
mere regelmæssig end netværket, der så er mere uregelmæssigt, men her gælder igen i hen-
seende til hvad? I henseende til faste procedurer og intervaller for aktiviteten? eller er det
intervallernes længde (korte/lange)? eller er det i henseende til de samme individers
regelmæssige deltagelse? eller er det i henseende til gruppemedlemmernes forventning: at
man forventer at gruppen mødes og gruppen deler denne forventning, mens man ikke har
lignende forventning til et netværk? Jeg tvivler på at disse sondringer kan være analytisk
operative.
Jeg er i det hele taget ikke sikker på, der findes et bestemt kriterium, der altid kan
bruges til sondre mellem gruppe og netværk, men man kan i mange tilfælde måske med god
mening skelne mellem grupper og netværk ved at skelne mellem de typiske kommunikations-
mønstre.
I gruppen, det være sig gadebanden, det politiske parti, det kulturelle mindretal, det
amerikanske folk vil der typisk og regelmæssigt foregå en til hele gruppen rettet
kommunikation.
Regelmæssigheden behøver ikke være institutionelt underbygget, den kan blot være
givet som en praktiseret regelmæssighed. Kommunikationen behøver heller ikke udgå fra et
centrum, den kan udgå fra alle enkeltpersoner, men som det karakteristiske er den rettet til
hele gruppen. (Det være sig ved her-og-nu samling af hele gruppen eller ved udsendelse af
samme meddelelse til alle deltagere. Jfr. det politiske parti og den politiske avis).
I netværk vil kommunikationen, derimod typisk foregå mellem to eller få deltagere i
netværket og den vil brede sig til andre som en kædereaktion, hvor det enkelte individ kan
have (eller tiltage sig) større eller mindre indflydelse på både indhold (hvad) og videre
udbredelse (til hvem). Netværkets funktion beror på det enkelte individs direkte medvirken i
kommunikationen. Der behøver ikke være en bestemt rækkefølge for udbredelse, men det kan
være tilfældet, hvis der eksempelvis er tale om et centraliseret netværk, der har en ledelse
og/eller et hemmeligt netværk, som en modstandsbevægelse, hvor deltagerne ikke må kende
flere end højst nødvendigt.
Begge kommunikationsmønstre kan selvfølgelig praktiseres i samme konstellation af
personer. Det kommunikationsmønster, der karakteriserer netværket (sekventialiseret, skridt-
for-skridt kommunikation) kan forekomme i gruppen og det kommunikationsmønster, der
karakteriserer gruppen (synkroniseret kommunikation), kan måske også forekomme i et
netværk. Men typisk gælder det, at netværkets deltagere (modsat gruppens) ikke behøver at
være samlede eller at få det samme sæt af meddelelser og måske sjældent eller aldrig er det
eller får det.
Netværksmønstret understøtter ikke blot uformel og lejlighedsvis kommunikation med –
givne og valgte – familiemedlemmer, venner og bekendte, og sikrer ikke blot sladder og rygte-
strømmenes udbredelse i samfundslivet, det er også den af nød foretrukne kommuni-
kationsform for grupper, der enten arbejder illegalt eller ønsker at arbejde i det skjulte af en
eller anden selvvalgt grund.
Det er torvesladderens, modstandsbevægelsens, frihedsbevægelsernes, guerillaernes,
anarkismens, lobbyismens, journalistikkens, politikkens, enhver sammensværgelses og
terrorismens uomgængelige organisationsform.
Eller hvis vi sondrer mellem kommunikationsmønster og organisation1, så er sådanne
bevægelser netop karakteriseret ved at organisationsformen er reduceret til et givet
sekventielt kommunikationsmønster.
Netværkskommunikation er endvidere egnet i forbindelse med visse former for
koordineret arbejdsdeling (uformelle kommunikationsnetværk er kendte på alle
arbejdspladser), dertil kommer projektnetværker, der iflg. nogle kilder måske kan opfattes
som typiske for de sidste 20-30 år, det være sig de politiske netværk, der kom til udtryk i de
nye sociale bevægelser i 60-erne og 70-erne, eller de kommercielle netværk, der beskrives af
Andreas Wittel – som har det til fælles med 60-ernes ungdomskulturbevægelser, at de også er
generationsdefinerede.
Så meget om netværksbegrebet.

Hvad så med netværkssamfundet.

Med al respekt for Luhmanns autopoietiske systemer og løst koblede netværksteori, Latours
aktør-netværksteori, Guattari og Deleuzes rhizomer vil jeg nærme mig spørgsmålet om der
findes en for vor tid særligt karakteristisk version af netværkssamfundet med udgangspunkt i
Manuel Castells teori herom. Den forekommer mig at have en særlig fortrinsstilling af den
enkle grund, at den ikke i en og samme bevægelse både lancerer en ny epistemologi - en ny
beskrivelsesoptik og ny samfundsmodel, hvorved man forgæves må spørge sig selv, om det er
optikken eller verden, der ændrer sig, men går den mere nøgterne vej med et bud en for vor
tid særligt karakteristisk og prægnant netværkstype.
Ifølge Castells kan man tale om, at der er etableret et nyt lag i samfundet, en ny social
morfologi, der også betegnes som »et space of flows« der er karakteriseret ved stadigt
skiftende og fluktuerende netværks dannelser, der organiserer den økonomiske, materielle og
symbolske udveksling i global skala. Enhederne i disse netværk er ikke, som i tidligere teorier,
singulære individer, men konglomerater og sammensatte systemer af såvel privat, kommerciel
som statslig karakter:

1
En organisation udgør ikke blot et pr deklaration principielt fastlagt kommunikationsmønster, men også en juridisk
enhed.
A network is a set of interconneted nodes. A node is the point at which a curve intersects itself.
What a node is, concretely speaking, depends on the kind of concrete networks of which we
speak. They are Stock Exchange Markets… They are National Councils of Ministers and
European Commissioners … They are Coca fields and Poppy fields…clandestine laboratories…,
secret landing strips, street gangs, and money laundering institutions, in the network of drugs
traffic that penetrates economies, societies, and states throughout the world…. (Castells: 1:
470)

Man bør måske her notere, at Castells nok taler om netværkssamfundet, men ikke opfatter
netværksstrukturen som udtømmende og dækkende for samfundshelheden. Den
repræsenterer kun ét – ganske vist hegemonisk – strukturelt element, der griber ind i andre.
Castells nævner bl.a. sociale bevægelser og staterne som bestanddele af vor tids
samfund, der ganske vist påvirkes, men ikke subsumeres af netværkslogikken, (Castells, I:21
note 33).
Men den klareste begrænsning af netværkslogikkens rækkevidde manifesteres i en af
hans hovedteser, nemlig at

Our societies are increasingly structured around a bipolar opposition between the Net and the
Self. (Castells I: p. 3)

Castells opfatter denne polarisering som en fundamental splittelse mellem en abstrakt,

universel instrumentalisme og historisk rodfæstede, partikulære identiteter. Andre har kaldt
dette kløften mellem information og mening.
Der er to andre centrale pointer i Castells teori, for det første at den nye
netværksmorforlogi, der udmøntes i et space of flows har en egenlogik, der transcenderer de
konkrete interesser, der artikuleres i de enkelte netværk, og for det andet, at denne
netværkslogik konstituerer en ny tredelt socialstruktur, bestående af 1) den globale elite af
networkers, 2) en stor befolkningsgruppe af lokaltbundne personer, som er beskæftigede i
netværkernes virksomheder og aktiviteter, men som ikke selv har formende indflydelse på
disses aktiviteter endsige deres lokalisering, det er denne gruppe han betegner som
»networked«, 3) og endelig så den helt store gruppe af individer, der er strukturelt afkoblede,
idet de ikke længere er relevante for netværkenes kredsløb.
Det punkt, jeg dog især vil beskæftige mig med er spørgsmålet om selve koncep-
tualiseringen af en ny type netværkslogik. Castells siger herom
While the networking form of social organisation has existed in other times and spaces, the
new information technology paradigm provides the material basis for its pervasive expansion
throughout the entire social structure. (Castells I: 469)

Det er altså ifølge Castells computerteknologien og specielt internettet, der danner grundlag
for netværkslogikkens gennemtrængen af samfundet, men

Further more, I would argue, that this networking logic induces a social determination of a
higher level…the power of flows takes precedence over the flows of power. (Castells I: 469)

I forlængelse heraf skildrer Castells behovet for at være til stede i netværkets kredsløb og
specielt for at være der, hvor netværkene interagerer med hinanden som afgørende for
magten. Handlingens betydning beror på de netværksrelationer, hvori den realiseres. I denne
forstand er netværkssamfundet karakteriseret ved den sociale morfologis dominans over den
sociale handlen. Vi har altså en art historiseret, evolutionær neo-strukturalisme (469).
Ifølge Castells er netværkssamfundet således defineret ved en ny global strukturel
relation mellem økonomi, stat og samfund, en relation, han karakteriserer som et system med
variabel geometri.
Fra mit synspunkt er et af de problematiske træk ved Castells teori, at den bygger på
en problematisk forståelse IT og de nye medier, der beskrives som

»a new communication system, increasingly speaking a universal, digital language [which is]
both integrating globally the production and distribution of words, sounds and images of our
culture, and customizing them to the tastes of identities and moods of individuals«. (Castells
I:2)

Jeg hæfter mig her især ved forestillingen om et universelt digitalt sprog.
Som nogle måske ved, kan man hævde, at det universelle ved computeren alene befin-
der sig på det alfabetiske niveau, i det binære alfabet, der både kan indeholde tale, skreven
tekst på ethvert sprog, billeder, musik osv. mens computermediet både på det syntaktiske og
semantiske niveau tilbyder en aldrig før set variations- og udtryksfrihed – inklusive det nye
register af interaktive og hypertekstuelle udtryksformer.
Man kan således med god grund hævde, at netop denne mekaniske maskine reducerer
enhver determination og dermed enhver strukturerende logik til et minimum – til et enkelt
skridt på størrelse af en enkelt lille bit. Det kan man læse om andre steder. I nærværende
sammenhæng er konsekvensen imidlertid, at vi med dette medie, som det iøvrigt gælder alle
medier, skal være mere end forsigtige med at associere dem med bestemte makrostrukturer
og meninger.
Det samme medie kan gøre tjeneste i vidt forskellige kommunikative relationer til vidt
forskellige sociale formål og med vidt forskellige kulturelle betydninger, ja i vidt forskellige
samfundsformer. Selve om internettet er en netværksteknologi kan det bruges af enhver form
for gruppedannelse, og det lægger ikke i sig selv op til en speciel favorisering af den ene eller
anden slags gruppe eller netværk frem for andre organisationsformer. Det er snarere omvendt
nettet, der har taget form af de interesser, der har befundet sig ›i nærheden«.
Her forekommer det mig til gengæld at Castells på en relativ overbevisende måde
dokumenterer eksistensen af forskellige former for globaliserede – eller globalt integrerede –
netværk, og at sådanne netværk spiller en central rolle som strategisk redskab for
transnationale virksomheder (eller enheder indenfor sådanne), såvel som for mere
selvstændigt opererende foretagender (globale narkonetværk), for regeringer og for NGO-
aktiviteter, herunder deres indbyrdes integrerede – til dels neokorporative – aktiviteter.
Castells interesserer sig ikke meget for netværkstyper, men hæfter sig især ved
netværkenes fleksibilitet, udskiftelighed, og deres - påståede - ubegrænsede mulighed for at
ekspandere med nye knudepunkter, ligesom han flirter med løse definitioner som
videnskabsjournalisten Kevin Kelly, der definerer netværk som »den mindst strukturerede
organisation, der overhovedet har en struktur«. (Castells I: 61) en definition, der vist gør
begrebet så løst, at det helt mister karakteriserende potentiale. I Simmels perspektiv kunne
man imidlertid måske hævde, at der blandt de moderne, formålsdefinerede netværk, Castells
beskriver, er nogle, der synes særlig karakteristiske i vor tid, nemlig de projektdefinerede
netværk, der er karakteriseret ved deres strategiske rolle og ved at være defineret med en
afgrænset tidshorisont, idet disse strategiske netværks rolle udspilles, når de har udført eller
kommet til kort overfor det stillede projekt. Netop denne type netværk lever til gengæld ikke
så godt op til ideen om den helt autonome morfologiske netværksstruktur.
* * *
Castells beskriver det nye space of flows – en ny netværkslogik, der fremkalder en social
determination på et højere niveau end de specifikke sociale interesser, der kommer til udtryk
gennem netværkene, p. 469 – som en selvkørende automat på en måde, der kunne ligne
Luhmanns begreb om et autopoietisk system. Det gælder ikke kun forestillingen om dette
særlige morfologiske space of flows, men også de associerede termer om »timeless time«, om
afstande der er reduceret til nul og kommunikation med lysets hastighed og beslægtede
formuleringer, der har rod i den – i 90-er-cyberspace litteraturen udbredte – illusionistiske
forestilling om, at vi på vej ind i en immateriel verden hinsides kendte materielle vilkår.
Desværre er det mit indtryk, at det eneste rigtige autopoietiske system, der kan leve op
til definitionen udgøres af Luhmanns eget begrebsapparat. Det er derfor lidt forsonende, at der
hos Castells trods alt kun er tale om en afgrænset morfologisk struktur, der er indlejret i en
større verden, der fungerer som fødekæde og med hvilken det interagerer.

Tesen om en ny netværkssocialitet?
Selv om Andreas Wittel i sin artikel »Toward a Network Sociality« eksplicit refererer til Castells
teori som forudsætning og opfatter sit bud på netværkssocialitet som en mikroteori, der
matcher Castells makroteori, er der nogle slående forskelle: Wittel opfatter de nye
netværkerer som eksponenter for den brede middelklasse, snarere end som eksponenter for
en globale elite, og lægger tilsvarende op til en mindre polariseret identitetsproblematik, idet
han nok ser en modsætning mellem information og mening, men ser den som en i de nye
netværksdannelser indbygget spænding mellem det instrumentelt-funktionalistiske motiv og
den aura af autentisk-eksistentielle værdier, der ofte påkaldes i netværkssocialiteten. (Wittel,
p. 56).
Mens også Wittel synes at se en helt ny sfære opstå på tværs af det private og
offentlige, ser jeg dog snarere hans eksempler som repræsenterende en moderniseret udgave
af den klassisk borgerlige model for repræsentativ udveksling mellem det private-personlige,
det arbejdsmæssige og det offentlige: Herreværelset efter middagen, Salonen, Cafeen,
Balsalen, Dansanten i håndværkerforeningen, Klubben – alt sammen ydre rammer for
produktion og vedligehold af individuelle netværk, som nu ifølge Wittel finder sted under lidt
andre sociale former såvel i form af selskabelighed som i form af netmedieret kommunikation.
Jeg tror Wittel har ret i, at der er nye træk i de eksempler han giver, men næppe på det
strukturelle niveau, han antyder med tesen om, at vi her ser en ny paradigmatisk social form
vokse frem i en ny kultur- og medie økonomi.
Der trækkes her helt ukritisk på sen 90-ernes spekulative overvejelser over en såkaldt
ny økonomi, der angiveligt udviklede sig hinsides traditionelle kapitalistisk konjunktur og
krisedynamik – Wittel henviser til faglitteraturen, men underkaster den intet kritisk afprøvende
blik, han synes at mene at den blotte eksistens af en sådan litteratur er nok til at tage den for
gyldig.
Der er imidlertid ingen tegn på at den kapitalistiske økonomi pludselig skulle binde sig
til en bestemt branche frem for at binde sig til profitabilitet. Og da slet ikke når det gælder
venturekapitalen, eller som det hed i gamle dage, finanskapitalen, der jo er den mest flytbare
og troløse kapitalfraktion.
Den netværkssocialitet som Wittel beskriver, er karakteriseret ved kombinationen af en
overflodspræget adgang til venturekapital, og frembrud af nye medier, der med sit potentiale
for nye udtryksformer (og af samme grund) stiller en bestemt generation i en privilegeret –
men uvægerligt også hurtigt forbigående – situation.
 Mens venturekapitalen i sen-90-erne satsede på de unge, der til gengæld boltrede sig
med talløse firmaeksperimenter i milliardklassen, er initiativet efter dotcom krisen rykket fra
de unge vilde eksperimenter over på de etablerede virksomheder, der nu konsoliderer sig selv
og derigennem nettet, mens den venture kapital, der ikke er forsvundet i luften, leder efter
nye græsgange.
Det er måske nok at tage munden for fuld, men det er næppe forkert, at gå ud fra, at
vi har forladt den 20-år lange gründerepoke, hvor verden drejede sig om Siliklondyke og er på
vej ind i en noget mere differentieret og sammensat men sikkert også lidt kedeligere og
langsommere udviklingsrytme. Pax Americana eller ej. 2
Et i dag hyppigt brugt billede beskriver netværk i opposition til fordistiske, hierarkiske
og bureaukratiske organisationsformer, som flade, fleksible, centrumsløse, egalitære,
demokratiske og åbne: Sådanne netværk kan findes, men er ikke specielt karakteristiske i
dag. De fleste netværk er hierarkiserede i en eller flere henseender. Modellen for hierarkisk
kædereaktion er en overvejende ensrettet kommunikationsstruktur, der udmærket kan
forløbet flerstrenget og differentieret, men hvor der kun foregår begrænset returkommuni-
kation og begrænset tværgående kommunikation. Hvis hierarkiet er dominansbaseret vil de
meddelelser, der distribueres, forventeligt kun blive svagt eller slet ikke modificerede
undervejs, ligesom der vil kunne eksistere en foreskreven forgreningsstruktur, hvorfra der kun
sker få eller ingen afvigelser. Sådanne netværk grænser nært op af egentlige organiserede
grupper, fordi den enkelte nodes operationsfrihed er reduceret til et minimum.
Forestillingen om at et netværk er mindre hierarkisk, mere fladt og dermed måske også
mere demokratisk, er forfejlet. Netværk vil ofte være stærkt hierarkiske og topstyrede, hvor
kun en eller få personer kan sende meddelelser rundt i netværket. Et netværk kan derimod i
nogle tilfælde reducere sit hierarki ved at operere med mere selektiv kommunikation – f.eks.
ved brug af kommunikative genveje – ved kun at informere dem, det er nødvendigt at
informere og kun med den for dem relevante information for at nå en given hensigt frem for at
informere alle om alt.

Internettet
Mange af tidens netværksteorier er inspireret af internettet, ofte af bestemte træk, men
internettet indeholder selv mange helt forskelligartede mekanismer, der knytter sig til
netværk.
På den ene side er nettet med sin serverstruktur et system, der tillader bevægelse fra
enhver node til enhver anden, – der er i billedlig forstand ”lige kort“ mellem alle noder, (et

2
Jfr. »Efter Siliklondyke«. Kommunikationsforum 14.1 2003
træk, som Castells overfører på de sociale netværk, hvad der virker forfejlet) på den anden
side går kommunikationen på nettet faktisk gennem forholdsvis få, mere centraliserede hubs.
På den ene side kan alle bruge nettet og lægge indhold offentligt frem, på den anden
side tillader nettet en mere omfattende overvågning af privat kommunikation end noget andet
medie.
På den ene side er netværket som hele relativt fladt, på den anden side er hver eneste
node stærkt hierarkiseret. På den ene side kan alle komme til orde, på den anden kræves der
interessant og relevant indhold for at blive »hørt« eller brugt.
Hvis internettet har en bestemt betydning for de former for sociale netværk, vi ser i
dag, må det især være i muligheden for differentieret tilkobling til og drift af netværk over
afstand.
Nettet intensiverer de hidtil eksisterende muligheder for at drive netværk både lokalt og
over afstand i kraft af tekstualisering af den elektroniske kommunikation. Det er
tekstualiseringen af den elektroniske kommunikation, der giver mulighed for differentieret
kommunikation over afstand, og betinger forskellen til telefonen, fjernsynet, radioen og
videoen. Og det er den elektroniske hastighed, der gør forskellen til brevet, posten og den
trykte tekst, der udgør de tidligere eksisterende muligheder for differentieret kommunikation
over afstand.
Alt dette sagt, kan man, tror jeg, pege på en række træk, der med afsæt i Simmels
bestemmelse af det tidligt moderne netværk tilsammen karakteriserer det, jeg vil kalde for et
nyt 3. moderne netværksparadigme, der først og fremmest kommer til udtryk som en ny
udformning af det moderne projekt, men hvis implementering i samfundet endnu er uvis. Det
sker i forlængelse af den model af de fem store matricer i menneskehedens mediehistorie, jeg
har skitseret i Finnemann (2002), men hvor jeg her vil nøjes med at relatere til de 3 moderne
mediematricer.

Netværksepoker i det moderne

Når det gælder de moderne netværksbegreber kan man samle nogle af de gennemgående
tråde op i 3 paradigmer for konceptualisering af forholdet mellem noden og nettet, den enkelte
enhed og de relationer, der forbinder den med andre.
Til bogtrykket, centralperspektivet og den newtonske fysik svarer et netværksbegreb,
hvor noden, enheden (subjektet eller den mindste udelelige atomare enhed) er givet forud for
og uafhængigt af de relationer, enheden indgår i. Noden efterlades tilsvarende uforandret af
påvirkningerne fra netværket. Subjektet har en kerneidentitet og den fysiske partikel bliver
ikke forandret af de kræfter der påvirker den. Noden er en usammensat grundenhed, den
mindste grundenhed eller – hvis den tænkes sammensat – så optræder den i det givne system
som en hel, sammenhængende, invariabel enhed. Vi har et sent udtryk for den tidligt moderne
subjektopfattelse i Kierkegårds formulering om »Selvet er et forhold, der forholder sig til selv«

Til den energibaserede mediematrice og energifysikken svarer et netværksbegreb, hvor

noden er givet forud eller samtidig med nettet, men den kan ændres (ligesom netværket)
gennem de relationer, noden indgår i. Noden og nettet indgår i gensidig konstituering og
udvikling. Noderne kan være komplekse i sig selv og indbyrdes af forskellig art. Et netværk
kan omfatte relationer mellem heterogene enheder (f.eks. ting og mennesker som hos Marx og
andre). Hertil svarer begreber om forandring, udvikling, evolution, dialektik, emergens.
Paradigmet kan uddrages af f.eks. Hegels dialektik, Marx dialektik, Darwins evolutionsteori –
og de fleste senere kultur- og samfundsteorier. Hos Simmel ses individets frihedsgrad som
relateret til antallet af frit valgte netværk, og individets identitet som realiseret i det sæt af
netværk, hvori det deltager. Hvis vi beskriver Simmels opfattelse i Kierkegårdske termer ville
det hedde, at »selvet er et forhold, der forholder sig til sig selv gennem sit valg af forhold til
andre«).

Til den femte mediematrice, der konstitueres omkring digitale medier svarer, at noden
er helt defineret gennem relationerne og ikke er noget udenfor disse eller noget andet end
disse – noden konstitueres alene som knudepunkt i et netværk. Det sker hos Latour som
sammenfald af ting, maskine og menneske: humans og nonhumans, quasisubjekter og
quasiobjeter.3 Noderne er homogene, den eneste forskel er forskel i udstrækning, i netværkets
antal noder. Hos Castells sker det som yderliggørelse af subjektets selv. Det ses som værende
udenfor det konstitutive netværk, der samtidig organiserer menneskene socialt (som networ-
kers, networked eller strukturelt afkoblede). Noderne er heterogene, og transsubjektive, de
har løsnet sig fra subjektets selv.

Andre eksempler på reformulering af det moderne projekts subjektopfattelse findes hos

Donna Haraway: coevolution og inkorporation (cyborgs), mellem mennesker, dyr og ting.
Kathrine Hayles: Det posthumane individ. I Dekonstruktionstænkningen. I Luhmanns
systemfunktionalisme opløses subjektet i separate, løst koblede systemer: et kognitivt, et
kommunikativt og et biologisk system. Man kan se disse formuleringer som videreførelse af
den modernistiske litteraturs 3-spaltede univers: subjektet er splittet i sit indre (følelses-
fornuft), subjektets forhold til omverdenen er fremmedgjort, og omverdenen er opløst i
disjecta membra – eller som udtryk for et nyt niveau i den modernistiske konstruktion af

3
I We have never been modern identificerer Latour det moderne som det første af disse 3 paradigmer. Han ignorerer det
andet paradigme, mens det tredie i hans formulering truer med at opløse enhver diskurs, fordi der bl.a. med
forestillingen om ting, der taler, opløser ansvaret for det sagte og underkender den menneskelige intelligens som en del
af det der skiller fra de ting, der findes og de ting, vi kan skabe med denne intelligens.
verden, hvor vi nu også kan manipulere det genetiske arvemateriale på et nyt niveau, der gør
subjektets biologiske grundlag til manipulerbar variabel.
Hvis man i gamle dage kunne sige at naturens love stod udenfor vores herredømme,
hvorimod kulturen var skabt os selv, ser det i dag nærmest modsat ud: mens hvermand snart
sagt kan konstruere en atombombe eller få behandlet sit genetiske arvemateriale, er den
kulturelle kontekst nærmest upåvirkelig skæbne.
Vi kan ændre vore børns genetiske arvemateriale, så de knapt er vore børn, men vi kan
– af bl.a. samme grund – ikke gøre fra eller til ved det forhold, at vi har et ubrydeligt kulturelt
tilhørsforhold og identitetsforankring i den vestlige civilisation. Det er et netværk, vi er født ind
og hvorfra der fortsat kun er en vej ud.

Så længe det er tilfældet vil det moderne subjekt antagelig fortsætte med at være et
subjekt, der forholder sig til sig selv, gennem sit forhold til andre. Det ser ikke længere sig selv
som suverænt udenforstående, men det lader på den anden side næppe heller fornuften synke
helt ned for at gå i et med kroppen.

Moderne Netværkstypologier

1. Relation mellem invariante grundenheder (Atomer/ting/subjekter)

De enheder, der indgår i netværket er givet forud for og de påvirkes/ændres ikke selv af de
relationer, de indgår i.

Individet defineret (refleksivt) overfor netværket

2. Relation mellem variable enheder

De enheder, der indgår i netværket er givet forud for eller samtidig med relationen (gensidig
konstituering), og de påvirkes/forandres af de relationer, de indgår i.

Et netværk kan omfatte relationer mellem heterogene enheder (f.eks. ting og mennesker)

Simmel: det moderne individ indgår i flere ikke-koncentriske og valgte netværk, - der kan
vælges efter behov, interesse tilbøjelighed. Jo flere der vælges jo mere kan individets multiple
netværk samtidig udtrykke dets indivdualitet og identitet.
Moderne netværk er refleksivt bestemte, baseret på erkendt lighed, og abstrakte/ frigjorte fra
nærhedens vilkår.

Individet defineret i relation/igennem netværk

3a. Relationer mellem »quasi«-enheder

Enheder/noder i netværk opfattes som konstitueret af netværket i netværket.

Alle noder er homogene, (quasi-subjekt = quasi-objekt),

netværk adskiller sig kun ved størrelse og udstrækning

- aktør-netværk teori, rhizome-teori

3b: Relationer mellem konglomerater

Castells nettet (information) som funktionel universalisme og selvet (mening) som partikulært,
historisk, lokalt

(netværket som aktør, subjektet som udenfor eller del af objektet)

3c: Produktion af netværk som miljø for projektudvikling

(Wittel)

Individet defineret som afhængig af/objekt for eller udenfor netværket

Litteratur:

Castells, Manuel, 1996-1998. The Information Age I-III, 1996-1998.

Finnemann, Niels Ole, 2001. Internet - A new Communicative Infrastructure. CFI, Århus.
http://www.imv.au.dk/cfi/pub

Finnemann. Niels Ole, 2003. Efter Siliklondyke?

http://www.kommunikationsforum.dk/artikler.asp?articleid=5581

Latour, Bruno, (1991) 1993. We Have Never Been Modern. Engl. translation. Harvester &
Wheatsheaf, New York…

Simmel, Georg, (1922) 1955. »The Web of Group-Affiliations«. The Free Press, New York.

Wittel, Andreas, »Network Sociality« in Theory, Culture & Society 2001 (SAGE, London,
Thousand Oaks and New Delhi), ol. 18(6): 51–76