Løhmann - Perverterede Realiseringer - Prekariatet Og Det Kreative Arbejde

Turbulens | Perverterede realiseringer: prekariatet og det kreative arbejde 17/08/2017 10.
24
Perverterede realiseringer:
prekariatet og det kreative arbejde
Jan Lhmann Stephensen
Jan Lhmann Stephensen
Postdoc - Institut for stetik og Kommunikation, Aarhus Universitet
3.6.2014
P engelsk findes ordsproget pas p med hvad du nsker, for du fr det

mske. Det relativt komplekse forhold, som dette ordsprog ppeger,
mellem drmme, aspirationer eller krav p den ene side, og p den anden:
opfyldelsen heraf, tnkes at glde alle livets forhold. Men det synes i
sjlden grad relevant, nr vi taler om den historiske relation mellem
arbejdslivet af i gr og i dag. P mange mder minder vores filosofiske,
normative og helt praktiske forhold til arbejdet i dag nemlig om, hvordan
vi en gang drmmende forestillede os, hvad arbejdet kunne og burde vre i
stedet isr nr vi kritiserede, hvordan det var. P overfladen synes
drmmen alts opfyldt. Som denne artikel vil anskueliggre, er drmmene
dog blevet realiseret i ganske forvrnget form. Jeg vil i denne
sammenhng fokusere p srligt to af disse perverterede realiseringer af
det ny arbejde, som i grove trk er centreret omkring to begreber:
kreativitet og fleksibilitet. To begreber, som i sidste ende ogs har en del
flles skringspunkter.
Det rekombinante arbejdsliv
Nr vi i dag taler om fleksibilitet i forbindelse med arbejdet, anvender vi

begrebet p isr to specifikke mder. For det frste med reference til,
hvordan arbejdslivet tnkes struktureret mht. ansttelsesformer; for det
andet: hvordan selve arbejdsdagen tilrettelggelses, dvs. hvornr og
http://turbulens.net/perverterede-realiseringer-prekariatet-og-det-kreative-arbejde/ Side 1 af 27
Turbulens | Perverterede realiseringer: prekariatet og det kreative arbejde 17/08/2017 10.24
mske ogs hvordan vi lgger vores timer eller lser vores opgaver. Mht.
til den frste forstelse er den helt centrale akse sprgsmlet om fast
fuldtidsansttelse versus diverse fleksible og multiple ansttelses- og
arbejdsformer; herunder i stigende grad ogs under- eller endog ubetalt
arbejde. Fleksibilitet kan alts tnkes at referere til et arbejdsliv bestende
af enten serielle, tidsbegrnsede (fuldtids)ansttelser, fx i form af
projektansttelser, eller af tidsligt sidelbende ansttelser, der hver isr
ikke isoleret set udgr et fuldt arbejdsskema. Konkret kunne man ofte
forestille sig en kombination af disse to hovedformer.
Anskuet i et historisk perspektiv var et mere fleksibelt arbejdsliv

oprindeligt et centralt modbillede i modkulturens nedrakning af det
kapitalistiske arbejdssamfund fra 1960erne og frem. Her var eksistentiel
bortvisnen gennem livstidsansttelse ved den bureaukratisk-industrielle
kapitalismes primre topoi, skrivebordet eller samlebndet, et hyppigt
tema i den teoretiske litteratur og ikke mindst i film, litteratur og
populrmusik. Iflge den italienske neomarxistiske eller skaldt
postarbejderistiske filosof og sociolog Bifo (Franco Berardi) er det netop
disse specifikke kritikker, krav og drmme, som i lbet af 1990erne vender
tilbage i perverteret form, og som nu udgr rygraden i den ny kapitalismes
freelance-baserede arbejdskultur med dens relativt ensidigt positive
betoning af det frie, selventreprenante subjekt og dets flydende, skaldt
rekombinante arbejdsliv uden reelle, transparente karriereveje (2003).
Prekariatet og portfoliokarrieren
Som aflsning for tidligere tiders forestilling om den meritokratisk

funderede opadstigen i virksomhedshierarkiet, hvor karrieremssig
forfremmelse isr afhnger af bedrifter og uddannelse, der er relaterede
til den specifikke arbejdsplads og dens ofte ekspliciterede ml, fremfrer
den postbureaukratiske managementdiskurs i stedet ideen om en
portfoliokarriere (Handy 1994) centreret omkring en rkke personlige
aktiver, som en arbejdstager kan besidde og fremvise. Blandt disse har de
vsentligste netop at gre med evnen til at indg i serielle projekter. Her
tnkes p evner eller personlige kvaliteter som benhed, tolerance,
omstillingsparathed, spontanitet, intuition, social intelligens samt ikke
mindst: fleksibilitet og kreativitet. Evner, som alle i stigende grad netop
tnkes at kunne opdyrkes og trnes gennem indgelse i stadigt nye
projekter, men som til gengld ikke alle fremstr arbejdsrelaterede i
traditionel forstand. Prmisserne for succes i arbejdslivet, hvder
organisations- og innovationsteoretikeren Rosabeth Moss Kanter, bliver
under disse nye vilkr
en kombination af den professionelles vidensbase og sgen efter anseelse

med ivrkstterens evne til at bevge sig fra projekt til projekt og skabe
ny vrdi. Folks karrierer afhnger mere af deres egne ressourcer end af en
bestemt virksomheds skbne. [] Ikke lngere at kunne stte sin lid til
virksomhed for at give sikkerhed og omdmme krver af folk, at de skal
opbygge disse ressourcer i sig selv (1989: 357)
Som jeg vil vende tilbage til nedenfor, ligger der i Kanters normative
beskrivelse af karrierevejens nye betingelser et ret eksplicit imperativ, som
foreskriver en personlig forpligtelse til at udvikle sig selv og sine ressourcer
specifikt med henblik p arbejdslivet. Men samtidig handler det for den
arbejdende simpelthen ogs om at sende det signal, at man ikke er groet
fast for lnge t sted, eller at man er i fare for eller endog har intentioner
om det. I deres sociologiske nyklassiker Kapitalismens ny nd (2005: 93-
96) benytter Boltanski og Chiapello termen ansttelighed (employability)
til at beskrive den kvalitet, nutidens arbejdsgivere i hidtil uset omfang
interesserer sig for hos sine potentielle ansatte (typisk i form af de
ovennvnte personlige aktiver). Det er employability, den individuelle
arbejdstager br fremvise, hvis de af lyst eller af ndvendighed nsker at
lade sig indskrive i arbejdets nye vision, som er personlig tilfredsstillelse
gennem en mangfoldighed af projekter, som Boltanski & Chiapello
opsummerer det (ibid.: 90). Samme fnomen er ogs blevet refereret til
som en form or cv-ficering af arbejdslivet eller the wired life, som iflge
Flores & Gray er mere som en novellesamling end som den borgerlige
romans store narrative forlb (2000: 24). Iflge de positive fortalere for
denne tendens, er der her tale om en radikalt ny form for personlig
autonomi. Tidligere tiders arbejdslivsmssige orientering mod det
kontinuerligt narrative og p den vis meningsgivende og bl.a. socialt mere
stabile karriereforlb er blevet erstattet af en langt mere diskontinuerlig,
men alts ogs mere fri og individuel mde, hvorp man sammenstter sit
hverdags- og arbejdsliv og tilskriver det betydning (ibid.: 23).
Hertil er det dog fra flere sider ogs mere kritisk blevet pointeret, at den
centrale kategori til den kritiske beskrivelse af arbejderklassen mske ikke
lngere br vre proletariatet, men derimod det skaldte prekariat. Med
dette begreb, som semantisk set er en sammentrkning af usikkerhed og
proletariat, forsger man at indfange objektive aspekter af den
projektorienterede postfordistisk kapitalismes skyggeside. Dette kunne fx
vre den tiltagende brug af tidsbegrnsede ansttelser og dermed et
arbejdsliv, som aldrig rigtig finder nogen fast form, som finder sted i ly af
den ideologiske dyrkelse af fleksibilitet og omstillingsparathed (Standing
2011, Seymore 2005, Bifo 2009). Medens arbejderklassens kritik af
kapitalismen sledes tidligere var rettet imod sociokonomisk udbytning
og dens psykoeksistentielle konsekvenser (fremmedgrelse, tingsliggrelse
osv.), synes prekariatets primre problem ofte nrmere at vre, at det slet
ikke indgr i en type relationer, som meningsfuldt kan beskrives som
systematisk udbytning. Elendigheden i at blive udbyttet af kapitalister,
som konomen Joan Robinson engang sagde i en lidt anden sammenhng,
er ingenting ved siden af slet ikke at blive udbyttet. (2009: 45)
Fleksible arbejdstider og arbejdets oplsning
Som allerede nvnt, refererer den nutidige brug af fleksibilitetsbegrebet

inden for arbejdsdiskursen ogs til sprgsmlet om tilrettelggelsen af
arbejdsdagen, dvs. hvor og hvornr vi lgger vores timer eller lser vores
opgaver. Om end der selvflgelig kan peges p undtagelser fra reglen et
ptrngende sprgsml bliver fx, om tidsdiktaturets logikker nu blot er

flyttet fra synlige hierarkiske kommandoveje til usynlige algoritmiske
protokoller bag interfacet? synes det postfordistiske arbejdes fremvkst
ret entydig ogs at medfre get fleksibilitet ud af denne akse.
Den positive dimension af dette er, som det ofte bliver fremhvet, at vi
herved i langt hjere grad selv kan planlgge vores arbejdsdag i forhold til
andre aktiviteter (isr familielivet). P negativsiden finder vi tendensen til
at grnserne mellem arbejde og fritid bliver stadig mere udflydende (deraf
ogs begrebet grnselst arbejde). Det mentale og digitale arbejde
udfordrer eksempelvis p mange mder de begreber vi har benyttet os af,
nr vi har teoretiseret over arbejdet og konomien. P den vis kan vi
mske, som for nylig pointeret af Adam Fish (Andrejevic et al. 2014: 1093),
af nd blive tvunget ud i en slags metodisk og teoretisk utroskab, nr vi
forsger at forst, hvad arbejde og konomisk produktiv aktivitet
overhovedet er for en strrelse, og i forlngelse heraf gentnke vores
sondringer mellem arbejde og ikke-arbejde og dermed ogs sondringerne
mellem nye arbejdsformer og nye arbejdslshedsformer. Arbejdet og dets
problemer kan simpelthen ikke lngere meningsfuldt begribes med
teorier, som kun hrer til t teoretisk felt.
Som jeg vil argumentere nedenfor, er der faktisk ogs store dele af isr
vores digitale forbrug, herunder de gratis overspringshandlinger vi laver i
arbejdstiden (fx p sociale medier), som for alvor rokker ved de
konventionelle sondringer mellem arbejde og ikke-arbejde. Netop det
forhold, at det usynlige arbejde, som vi de facto udfrer her, indbefatter
aktiviteter, som vi ikke normalt har regnet for arbejde, bidrager iflge
Lazzarato sledes yderligere til, at det bliver stadig vanskeligere at adskille
fritid fra arbejdstid. I denne forstand bliver livet umuligt at adskille fra
arbejdet. (1996: 137)
P det psykologiske plan medfrer denne tendens ogs, at vi mske i stadig

mindre grad er i stand til at skelne mellem vores forskellige identiteter og
emotionelle tilhrsforhold. Den amerikanske sociolog Arlie Hochschild

(2003) hvder sledes, at den arbejdende er blevet fanget i en tidsflde.
Som undertitlen til hendes analyse forklarer, har arbejdet og familien for
mange mennesker byttet roller. Familien er blevet arbejde; hvormed hun
mener noget slidsomt, som vi gr af pligt (eller i det mindste ofte glemmer
at forst som lystfuldt, menings- og identitetsgivende); og arbejdet er
blevet familie; dvs. det sted og den sammenhng, hvor vi lgger vores
bedste tid, skaber vores identitet og udlever vores sociale behov. Og i tilgift
til denne tilsyneladende identitets- og vrdiforvirring har vi i ly af den
ideologiske dyrkelse af fleksibilitet og omstillingsparathed endvidere fet
grnselst arbejde og muligvis ogs en decideret stressepidemi.
Det kreative arbejde
Richard Sennett rettede i sin analyse af Den ny kapitalismes kultur en

kraftig kritik af de frihedslfter, som den ny arbejdsdiskurs giver. Selve
intentionerne erklrer Sennett sig i princippet enig i. Problemet er bare,
hvder han, at disse forandringer ikke har gjort folk frie. (2007: 18)
Symptomatisk for denne normative eller arbejdsetiske genopladning af
arbejdslivet og dermed ogs arbejdssamfundet vha. af lfter, hvis reelle
indfrielse str til diskussion, er sledes den rolle, et andet begreb, som str
centralt i tidens diskurs om arbejdet, nemlig kreativitet, er blevet tildelt
(Stephensen 2010).
Igen er en kort historisk ekskurs relevant: For 4-5 rtier siden var
kreativitet nemlig i altovervejende grad det, arbejdslivet under den
senmoderne kapitalisme ofte blev beskyldt for ikke at vre. I dag er
kreativitet i stedet ofte det modsatte: det, der bliver fremhvet som
arbejdslivets kerne. Bde i konomisk forstand, dvs. det vi skal klare os ved
hjlp af i den skaldte globaliserede konkurrencesituation, hvor evnen til
innovation str centralt. Og som arbejdets meningsgivende essens, dvs.
grunden til, at det overhovedet giver mening, og at vi overhovedet gider.
Medens kreativiteten alts tidligere fremstod og fremhvedes som
arbejdslivets eksterne, kritiske korrelat: det, som arbejdet netop blev

beskyldt for ikke at vre, ja endog det den senmoderne kapitalismes
arbejdsorganisering og dens produktions- og medieteknologiske
mekanismer slet og ret kvalte, fremstilles kreativiteten i dag som det, der
er det essentielt vsentlige ved arbejdet. Kreativitet er nu blevet det, som
giver arbejdet vrdi (igen i dobbelt forstand).
Historiske eksempler p kapitalismekritikkens dikotomi kreativitet versus

fremmedgjort arbejde er legio (jf. fx en lang rkke politisk-filosofiske og
arbejdssociologiske analyser og kampskrifter fra 1950-70erne af bl.a.
Herbert Marcuse, Robert Blauner, Peter Berger, Henri, Lefebvre, Cornelius
Castoriadis, Erich Fromm m.fl.), hvorfor et enkelt eksempel, nemlig fra
Andr Gorz, her vil vre tilstrkkeligt. Med kraftige affiniteter til den unge
Karl Marx beskrivelse af den flydende (ls: fleksible) arbejdsdeling i det
kommunistiske samfund (Marx & Engels 1973: 106-7), gav Gorz sledes
flgende karakteristik af det ideelle (arbejds)samfund, hvor arbejde skulle
kunne vlges for dets egen skyld og svare til et kald af den slags, som
driver kunstneren, filosoffen, den politisk aktive, folkeoplyseren og
opfinderen, for hvem selve gerningen er mlet (1989: 44). Hermed gentog
Gorz en pointe, som han selv og mange andre i samtiden allerede ofte
havde fremfrt, nemlig at mlet ndvendigvis m vre en kulturel
revolution: en nedbrydning af ulighederne, hierarkiseringerne og
sondringerne mellem manuelt og ndeligt arbejde, mellem planlgning og
udfrelse; en fristtelse af alle arbejderes kreative potentialer, som
skolerne og arbejdets organisering kvler. (1977: 41). Iflge Gorz handlede
det alts ikke om gennem fx automatisering at minimere arbejdets fylde i
hverdagslivet for derved at skaffe mere fritid til kreative aktiviteter, som
det ellers ogs ofte diskuteredes i tiden. Det handlede derimod, som
Cornelius Castoriadis prgnant havde formuleret det, om at bringe poesi
ind i arbejdet. (Strengt taget betyder poesi skabelse) (1957).
Nrlser man de sidste rtiers arbejdsdiskurs (fx i organisations- og

ledelsesteorien) er det da ogs ganske tydeligt, at bevidstheden om
tidligere arbejds- og kapitalismerelaterede problematikker og kritikker er

ganske kraftigt til stede. Og dette bliver p mange mder kun endnu mere
tydeligt, nr man dykker ned i de teorier, som stiller sig som fortalere for
kreativitetens, det kreative arbejdes og den kreative konomis tidsalder
herunder ogs store dele af Web 2.0-manifesterne. Her mder man sledes
ofte en helt eksplicit insisteren p, at den nye epoke under kreativitetens
banner udgr en lykkelig, historisk udgang af kapitalismens tidligere fejl og
sygdomme.
Et indlysende eksempel p dette er Richard Floridas indflydelsesrige teori

om Den kreative klasse, hvor en lang rkke problemer ved kapitalismen,
som tidligere ogs iflge Florida selv med rette kritisk var blevet
fremhvet, nu med t kan historisk transcenderes. Florida formr sledes i
sin argumentation simultant at koble (i) ideen om den kreative konomis
tidsalder som en art post-kapitalistisk kapitalistisk epoke; (ii) antagelsen
om kreativiteten som en fundamental ting ved det at vre menneske
(Florida 2002: 381), dvs. et artskarakteristika (Gattungswesen), som det
hedder hos Karl Marx (1965: 58); samt endelig (iii) det eksplicit Max
Weber-inspirerede forslag om en ny kreative etik, der driver vores
tidsalder frem, og som iflge Florida m betragtes som en endnu strkere
arbejdsetik end den protestantiske (Florida 2002: 5 og 211).
Kendere af Boltanski og Chiapellos Kapitalismens ny nd (2005, 2011) vil

vide, at beskrivelsen af denne type positive indoptagelse af tidligere tiders
kritiske begreber bde mht. selve den diskursive
rekuperationsmekanisme og rent indholdsmssigt betragtet flugter med,
hvordan kapitalismens seneste ndsperiode (dvs. dens nyeste ideologiske
legitimeringsdiskurs) tager sig ud og fungerer. En sdan nd er iflge
Boltanski og Chiapello et generelt behov, som kapitalismen og dermed
ogs arbejdet altid har, fordi det er et absurd system, som behver
udefrakommende legitimering, der retfrdiggr folks tilslutning [] og
som gr denne tilslutning attraktiv (2011: 203). Appliceret p Floridas
teori fremstr aktiv deltagelse i den kreative kapitalisme alts attraktiv,
fordi der her tilsyneladende er tale om en konomisk orden, som bde er

sundere og rigere (svel individuelt som kollektivt), fordi den netop drives
frem af realiseringen af menneskets kreative essens. Og mindst lige s
vsentligt: denne position taler med i det kor, som i tiltagende grad priser
arbejdet, som det eneste mulige sted for realisering af det sandt
menneskelige. At ikke ville realisere sig selv og sine produktive, kreative
potentialer i arbejdslivet bliver s at sige en noget nr umulig position
(som der da ogs rent social- og beskftigelsespolitisk sls hrdt ned p i
disse r).
Genstandsgjort kreativitet
Medens denne analyse indtil videre primrt har fokuseret p det

ideologisk-diskursive niveau, har den italienske neomarxisme (som ogs
betegnes postarbejderismen) vist os, at disse kritikker, krav og drmme
ogs har ladet sig materialisere i form af nye teknologier, der tilbyder nye
konomisk-produktive mulighedsrum og dermed ogs transformerede
arbejdsprocesser, nye organisationsformer osv. (Stephensen 2013). En
proces, som ofte er sket med det forml at afvbne den potentielt kritiske
arbejdsklasse. Ikke blot transformationerne i kapitalismens ideologiske
niveau (kapitalismens nd), men ogs dens materielle og teknologiske
udvikling kan sledes ses som konsekvenserne af en serie ganske bevidste
forsg p at indoptage og dermed neutralisere eller afvbne de
revolutionre transformationsbestrbelser, som kapitalismekritikken
peger frem imod. Iflge Nick Dyer-Witheford er det nemlig netop behovet
for at foregribe, forstyrre og bekmpe denne indre fjendes tiltagende
styrke, som ansporer kapitalen til at udvikle og perfektionere sig selv
(2004: 8). En pointe, som Marx faktisk allerede selv ppegede i Kapitalen,
da han konstaterede, at der kunne skrives en hel historie om de
opfindelser efter 1830, der kun blev til noget, fordi de skulle tjene som
kapitalens krigsvben mod arbejderrevolterne (1970-72, vol. 1, bog 3:
628), men som han alts ikke i modstning til postarbejderismen
gjorde til sin primre matrice for udlgningen af kapitalismens
forandringshistorie.
Dette synes ogs at glde de digitale teknologier. Dels hvordan de s at

sige slges som nye, frigrende arbejdsredskaber (jf. fx hvordan Macen
fremstilles som den kreative klasses Harley Davidson), dels p det konkret
materielle plan. Helt ned p interfacets og kodens konkrete niveau er disse
teknologier og deres infrastrukturelle konstitution nemlig i afgrende
omfang formet efter menneskets kulturelle og sociale forventninger,
drmme og behov, herunder ogs kritiske, mod- og vrangvillige
teknologianvendelser og afvisninger (Turner 2006, Stephensen 2012).
Parallelt med Boltanski & Chiapellos udlgning kan udviklingen af hele
den teknologiske arkitektur, som ligger til grund for
netvrksorganiseringen af den digitale arbejdskultur, sledes forsts som
kapitalens (im)materielle modreaktion p de forskellige antikapitalistiske
og lnarbejdskritiske blger, som i efterkrigstiden prgede den politiske
opinion i isr Vesten.
Med en parafrase af det skaldte Maskinfragment fra Marx kasserede

manuskript Grundrids (1974, bind 2: 548), kunne man sledes hvde, at
disse nye, kreative samarbejdsteknologier (Rheingold 2007), som
umiddelbart synes at realisere mange af kapitalismekritikkens sociale
aspirationer og drmme i positiv forstand, i virkeligheden rettere br
betragtes som en form for genstandsgjort viden, kreativitet og socialitet.
Anskuet gennem denne optik tager den postfordistiske kapitalisme sig ud
som et ganske vellykket defensivt svar p kritikken af tidligere versioner af
kapitalismen og lnarbejdet. Dens teknologier er i markant grad
konfigureret med afst i specifikke kritikker, som er blevet vendt om og
positivt materialiseret i vores digitale teknologier og deres konkrete
muligheder og anvendelser, i vores sociostrukturelle organisering af
arbejdet og handlen (f.eks. netvrksorganisering). Men ogs i vores mere
overordnede filosofiske tanker og diskurser om, hvad og hvordan arbejdet
egentlig er, og hvorfor vi gr det.
Ivrkstteri, skabelse og subjektivering
I nyere tid har kunstnerfiguren og ivrkstterfiguren gennemget en

diskursiv tilnrmelse fra isr erhvervslivets og ledelseslitteraturens side;
fx i form af kreativitetsdiskursens hyppige sammenfletning af
kunstnerfigurens bohememytologi med relativt tilsvarende forestillinger
om ivrkstteren som den seje individualist (rugged individualism), som
prsident Herbert Hoover altid efterlyste i sin prsidentperiode (1929-33)
under Den store Krise. Inden for denne blandede diskurs optrder
ivrkstteren nu som den ny kulturhelt, som det hedder hos Kanter
(1989: 9-10), hvor han/hun ladet med alskens kreative, ikke- eller endog
antiinstrumentelle konnotationer sledes optrder som en mytologisk
figur i en affortryllet verden (Styhre 2005: 170-1).
Denne sammenfletning af kunstnerfiguren og ivrkstterfiguren foregr

p en rkke forskellige planer. For det frste er det ikke usdvanligt at
opleve, at der drages ganske tydelige paralleller mellem p den ene side
ivrkstterens evne til at opfinde nye produkter eller forretningsmodeller
og p den anden side en i vrigt yderst romantiseret udlgning af
kunstnerens skaberevne, dvs. hans evne til at skabe verdner ud af intet. I
deres indflydelsesrige bog om netop ivrkstteriets konomiske, politiske
og sociale betydning, Disclosing New Worlds: Entrepreneurship,
Democratic Action and Cultivation of Solidarity, beskriver Spinosa, Flores
& Dreyfus sledes gte ivrksttere som dem, der skaber historisk
forandring ved at fremstille bde et produkt, som ansporer folk til at
forandre den mde, de udfrer deres hverdagslige aktiviteter, og et firma
som reprsenterer den nye livsfrelse produktet etablerer (1997: 44). En
ivrkstter er her ikke blot en konomisk eller merkantil figur, en
handelsmand, men derimod n, der ligefrem skriver eller skaber historie;
n, hvis beskftigelsesomrde og evner er kulturel innovation.
Ivrkstteren er et menneske (eller for den sags skyld en
organisation/virksomhed), som snarere skaber nye livs- eller
hverdagsformer, nye verdener og praksisser, end blot nye produkter,
forretningsmetoder og lign.: De forandringer, de skaber, er forandringer af

historisk omfang, fordi de ndrer den mde, vi ser og forstr ting p i det
givne domne. (ibid.: 41)
Tilsvarende, omend i den kritiske ende af spektret, bemrker Lazzarato, at

kapitalismen ikke er en produktionsmde, men derimod produktionen af
mder og verdener (citeret fra Pasquinelli 2007: 80), og at eksempelvis
virksomheden (og hermed ogs ivrkstteren) ikke skaber et objekt
(varen), men den verden, som objektet eksisterer i. Og [] virksomheden
skaber ikke dens subjekter (arbejdere og forbrugere), men den verden, som
subjekterne lever i (Lazzarato 2004: 188).
Den indre fabrik
For det andet: hvis vi ser p videre p individplanet, har sammenfletningen

af disse to forstelser om henholdsvis kunstnerisk kreativitet og konomisk
ivrkstteri tillige resulteret i idealet om det, som det britiske sociolog
Paul du Gay i forlngelse af Foucaults begreb om selvteknikker har
betegnet organisk, stetisk selv-entreprenans (1994: 663, 1996: 51-74).
Eller som ledelsesguruen Tom Peters bl.a. formulerede det i et af
ivrkstterdiskursens hoforganer fra Den ny konomis storhedstid,
tidsskriftet Fast Company: I dag, i Individets Tidsalder, skal du vre dit
eget brand. [] CEO hos Me Inc (Peters 1997) eller Inc. Yourself (Peters
1999: 49).
Hvad enten kritisk formuleret hos du Gay eller affirmativt hos Peters, er
pointen, at den enkeltes opgave er blevet ikke blot at brande, men endog
subjektivere sig selv som et firma. Hermed tnkes den kreative skaberkraft
ikke lngere blot ivrksat i forbindelse med ydre frembringelser (ideer,
produkter, varer osv.), men tillige rettet mod det indre, subjektiviteten
eller (som minimum det ydre indtryk heraf).
En vsentlig mellemregning er i denne forbindelse, at

produktionskrfterne nu tilsyneladende er blevet en strrelse, der s at
sige bor i den arbejdende. En udvikling, som bde kan anskues positivt
og negativt, isr hvad angr magtbalancen mellem arbejdsgiver og
arbejdstager. Alt imens den strste fyringsrunde nogensinde p et dansk
universitet (AU) i februar 2014 udfoldede sig, lod Magisterbladet
eksempelvis mnedens ivrkstter, fremtidsforsker Anne Skare Nielsen,
jublende proklamere p forsiden, at Karl Marx er ved at f ret, fordi vi ejer
vores produktionsapparat, som er vores hjerne. Et udsagn, som fungerede
som forskrp til en artikel lngere inde i bladet med titlen Fremtiden er
fuld af frihed (Ammitzbll 2014: 51-53). Denne rosenrde argumentation,
der nrmest fremstr provokerende verdensfjern vis-a-vis begivenhederne
p AU, som tydeligvis afspejler et radikalt andet magtforhold end det
fremtidsforskeren fremdrager, kan da reelt heller ikke hvdes at vre
nogen kontemporr samtidsdiagnose, der er foranlediget af nylige
transformationer af arbejdets verden. Den fremstr derimod som en
ideologisk ladet arbejdsmarkedsmyte, som man allerede kan finde udfoldet
hos fx erhvervslivsguruen Peter Drucker helt tilbage i 1957 (1996). En
fortlling om det vidende subjekts sociopolitiske potentialer, som netop
sidenhen fik ham til at beskrive vidensamfundet som et postkapitalistisk
samfund (1994), dvs. et markedsbaseret (ls: fortsat kapitalistisk)
samfund tilsyneladende befriet for alle de problemer og kampe, som
kapitalismekritikken historisk set og med rette havde ppeget. En
figur, som Florida ogs fremfrer (2002: 37), hvilket mnedens
ivrkstter og Magisterbladet i vrigt forsmmer at kreditere ham for, p
trods af at referencen nrmest er ordret.
Mindre naivt fremhves det da ogs af en af den skaldt kognitive

kapitalismes kritiske analytikere, Yann Moulier Boutang, at konsekvensen
af det forhold, at individet nu er blevet selve produktionsmidlet, faktisk i
stedet synes at vre, at ikke blot menneskets arbejdskraft, men endog dets
indre, er blevet inddraget i de konomiske produktionsprocesser som
skaldt positive eksternaliteter (2011: 28-30). Med dette begreb refereres
der dels til kognitive fnomener, som ligner de ting, vi typisk taler om i
forbindelse med vidensamfundet og videnkonomien (dvs. viden og
information); dels til fnomener, som normalt opfattes som ikke-

konomiske: kreativitet, dmmekraft, fornuft, smag, flelser, socialitet osv.
En kritisk analyse af mden, hvorp den postfordistiske kapitalisme med

den skaldt immaterielle produktionsforms fremvkst nu i stigende grad
underordner menneskets indre, kognitive og flelsesmssige dimensioner
konomiske logikker og styringsteknologier, finder vi ogs inden for den
italienske postarbejderisme (Stephensen 2013). Her har bl.a. Lazzarato
adresseret fnomenet i forlngelse af Foucaults begreb biopolitik, som
netop defineres som den strategiske koordinering af [] magtrelationer
rettet mod at f de levende vsener til at producere mere kraft. (Lazzarato
2006: 5). Den kritiske pointe lyder her, at der ikke lngere blot sker en
kolonisering af livsverdenen (jf. den mere traditionelle, neomarxistiske
analyse), men af selve livet isr det mentale. Hermed bliver det
menneskelige intellekt, ja endog sjlen, som det noget hjstemt hedder
hos en anden af skolens teoretikere (Bifo 2009), p en og samme tid
arbejdets primre produktionsmiddel og dets rstof. Reguleringen af det
konomiske griber nu ogs ind i menneskelivets allerinderste og mest
private.
Det springende punkt er imidlertid, at dette typisk ikke sker gennem tvang,
men derimod gennem socialisering, fx gennem internalisering af srlige
karaktertrk, som bliver noget der efterstrbes hos den enkelte. Hvem vil
fx i dag ikke gerne vre kreativ? En problemstilling og et valg, som nu
fylder meget i arbejdslivet, men som for blot f rtier siden ikke p samme
vis ville have vret noget, som kunne dukke op p forventningsradaren,
hverken hos arbejdsgiver eller arbejdstager. Pointen er sledes, at moderne
ledelsesteknikker og -filosofier slet og ret bestrber sig p, at f gjort
arbejderens sjl, drmme og eksistentielle aspirationer til en del af
fabrikken. Heri, hvder Bifo, ligger en af de vsentligste forskelle fra den
industrielle kapitalismes hndtering af arbejdersubjektet:
Industrielle fabrikker udnyttede kroppen, tvang den til at efterlade sjlen
uden for samlebndet sledes arbejderen fremstod som en sjlls krop.

Den immaterielle fabrik forlanger i stedet af f vores sjl stillet til
rdighed: intelligens, flsomhed, kreativitet og sprog. (Bifo 2009: 192)
Denne insisteren p en anden antropologi hos det arbejdende subjekt kan

ogs findes i andre analyser, om end artikuleret i et andet register. I Det
fleksible menneske beskriver Richard Sennett eksempelvis, hvordan Bill
Gates som iflge et utal af beskrivelser fra senhalvfemserne, hvor
Microsoft havde sin absolutte storhedstid, fremstr som inkarnationen af
den heroisk fleksible kapitalist udviser en forbavsende vilje til at
nedbryde, hvad han har skabt, nr nuet krver det (1999: 65-6). Denne
tendens, hvder Sennett senere i Den ny kapitalismes kultur (2007),
udspringer imidlertid ikke altid af en objektiv ndvendighed. Den hnger i
hjere grad sammen med, at omstillingsparathed og villighed til at oplse
alt, som hidtil har vret fast selv etablerede og velfungerende produkter,
organisationsformer og forretningsmodeller i sig selv er blevet noget nr
den eneste signalvrdi, som aktiemarkedets utlmodige kapital i dag
forstr at stte pris p.
Iflge Sennett glder dette evindelige forandringsimperativ, der ligger i

forlngelse af bl.a. konomen Joseph A. Schumpeters italesttelse af
kapitalismen som en kontinuerlig proces af kreativ destruktion
(Schumpeter 1976: 83-4), dog ikke kun organisationer eller virksomheder.
Det har tillige sat sig igennem p subjektets og selvets niveau. Den ny
kapitalismes kulturelle fejring af omstillingsparathed og fleksibilitet dvs.
den konomiske, strukturelle og ideologiske ramme, som Sennett slet og
ret betegner fresh page-capitalism med henvisning til dens evige,
diskursive postulat om tidligere organiserings- og praksisformers obsolens
og behovet for at starte forfra p ny (2007: 19-72) synes nemlig at
medfre radikale forskydninger i hvilke menneskelige kvaliteter, evner og
mder at forvalte og hndtere disse p, man dyrker og hylder ved svel det
enkelte individ som ved mennesket som almen, antropologisk kategori:
Den nye sociale orden modstter sig idealet om hndvrksmssighed

alts det at lre at gre en bestemt ting rigtig godt. [] I stedet [] lgger
den moderne kultur vgt p en meritokratisk id, som fremhver
potentielle evner frem for allerede frembragte resultater. (ibid.: 11)
Denne nye humanisme, som eksemplificeret i Kanter citatet tidligere i

dette essay, fr ganske typisk for Sennett flgende, trre bemrkning med
p vejen: En personlighed, der fokuserer p det korte sigt, orienterer sig
mod potentielle fremtidige evner og er villig til at opgive allerede
indhstede erfaringer, er for nu at formulere det venligt et usdvanligt
menneske (ibid.: 12).
Det er sledes benlyst, at der i det simultane krav fra den ny,
postfordistiske kapitalisme om bde et potentialefyldt, fleksibelt og
kreativt menneske opstr nogle nrliggende krydspodninger: Fleksibilitet
vedrrer ikke lngere bare omstillingsparathed i mdet med eksterne,
objektive omstndigheder (dvs. villighed til nye opgaver, rutiner,
arbejdstider etc.). Man forventes tillige ideelt set at skabe sig selv p ny
igen og igen. Som konsekvens heraf bliver arbejdet med selvet alts en
udviklings- og vedligeholdelsesopgave, som tjener andre forml end blot
ens egen eksistentielle drift eller lyster. I forlngelse af Ulrick Becks
konstatering allerede fra midtfirserne af, at individet i stigende grad er
blevet tvunget til at forsge livshistorisk [] at lse de systemiske
selvmodsigelser (1997: 218), som moderniteten er s rig p, kan man
sledes hvde, at det kreativt arbejdende individ i dag synes ramt af et
dobbelt kreativt imperativ (Brckling 2006). Man skal bde performe
kreativt i arbejdslivet af hensyn til svel sin egen karriere som til
bruttonationalproduktet (en strrelse, som synes at befinde sig i en
permanent undtagelsestilstand, som typisk betegnes den globale
konkurrencesituation). Og ikke mindst skal man nu ogs srge for
kontinuerligt at udvikle og optimere sine personlige arbejdsredskaber, dvs.
ens kreative ressourcer, simpelthen blot for at dokumentere sin
ansttelighed.
Igen kan der peges p mulige, historiske trde tilbage til tidligere tiders
kapitalismekritiske idealscenarier, som tilsyneladende nok en gang er
blevet realiseret i relativt forvrnget form i dag; jf. eksempelvis den
ovenfor citerede passage fra Andr Gorz fra slutningen af 1970erne, som
specifikt og historisk handlede om mulighederne for at forene den gamle
(manuelle) arbejderklasse og den ny (teknologiske) gennem skaldt job
enlargement (dvs. inklusiv en dimension om det lrende arbejde), som
netop skulle resultere i en fristtelse af alle arbejderes kreative
potentialer, som skolerne og arbejdets organisering kvler. (1977: 41).
Drmmen om og trangen til kreativitetens fristtelse ogs i arbejdslivet er
sledes historisk blevet forvandlet til en subtil form for tvang (Kristensen
2006), som den enkelte forventes relativt velvilligt at internalisere i sin
individuelle livshistorie.
Den sociale fabrik
P samme vis synes de mellemmenneskelige relationer, socialiteten, og

hermed menneskets sociale kompetencer ogs at vre blevet en ganske
central komponent i de konomiske kredslb (hvilket var grunden til at jeg
ovenfor ogs refererede til de nye medier som genstandsgjort socialitet).
Moulier Boutang illustrerer dette med en insektallegori: det vsentligste
produkt af biernes arbejde, dvs. deres strste konomiske bidrag, er ikke,
som man ellers umiddelbart ville formode, honningproduktion, men
derimod deres cirkulation mellem og bestvning af planter (2011: 186).
Moulier Boutang anvender derfor ogs fra tid til anden betegnelsen
pollensamfundet om den kognitive kapitalismes netvrkssamfund og dets
sociale produktionsformer. Et indlysende eksempel p dette er de sociale
mediers kapitalisering p de kommunikative udvekslinger, der foregr.
En endnu mere kritisk analyse af dette forhold finder vi dog hos Tiziana
Terranova (2000). Hun ppeger, at selv nr vi foretager os noget online,
som vi slet ikke selv opfatter som arbejde, s kan vores virtuelle aktiviteter
fra kapitalens optik faktisk jvnstilles med gratis arbejde. Selv vores
(digitale) forbrug dvs. det som vi i den klassiske analyse kber os rd til
ved at slge vores arbejdskraft bliver nu til en konomisk handling, som
genererer vrdi. Dette glder endog vores overspringshandlinger, som
ellers typisk analyseres som uproduktive, grnsende til subversive: nr vi
sniger os til at holde lidt fri i arbejdstiden for i stedet at g p Facebook,
Twitter eller Instagram, s producerer vi s at sige ogs bare for nogle
andre end dem, der betaler vores ln. Som ppeget af Lazzarato ovenfor, er
det alts i tiltagende grad blevet vanskeligt at skelne ikke blot fritiden, men
endog livet fra arbejdet (dvs. den konomisk produktive aktivitet), hvilket i
sagens natur udlser en rkke potentielle udbytningserfaringer, hvor de
konomiske rationalers usynlige indtrngen i det allermest private kan
fles ubehageligt.
Objektiv vs. subjektiv udbytning
Samtidig er det centralt at holde sig for je, at oplevelsen af de praksisser,

som befinder sig dette landskab af nye og konstant skiftende
arbejds(lsheds)former, faktisk opleves ret forskelligt. Medens nogle
oplever sig kraftigt udnyttet (eller udbyttet), oplever andre det langt fra
sdan. Man kan sledes grundlggende sige, at der findes to former for
udbytning: objektive, dvs. hvor der p den ene eller anden mde sker en
sociokonomisk skvvridning i fordelingen af det betalte eller ubetalte
arbejdes frugter; og subjektive, hvor en skvvridning opleves og ofte ogs
italesttes som netop en form for udbytning, ofte med
fremmedgrelseserfaringer som konsekvens (Andrejevic et al. 2014: 1092).
Pointen er her, at det sagtens kan vre at de to fnomener ikke
ndvendigvis sammenfalder: dvs. at reel udbytning enten kan erfares eller
ikke erfares som sdan, og at den subjektive erfaring kan eksistere, uden at
der ndvendigvis er tale om en reel udbytningsrelation.
Dette er muligvis et generelt vilkr, som altid har gjort sig gldende
hvorfor har man fx ellers insisteret p, at der findes ideologiske
forvrngninger, samt at nogle kan lide af falsk bevidsthed som
konsekvens heraf, og at det rette teoretisk-politiske arbejde kan afhjlpe

denne tilstand? Samtidig synes denne ambivalente erfaring dog at vre et
helt srligt kendetegn for nutidens mentale arbejde og dets srlige
problemer (Ross 2000), som isr slr igennem i forbindelse med den type
arbejdsprocesser og -strukturer, som hnger sammen med det digitale,
kreative (og muligvis ogs akademiske) arbejde og ikke mindst dets
kulturelle eller symbolske hegemoni (dvs. det forhold, at der her er tale om
en type arbejde, som ikke ndvendigvis er dominerende statistisk set, men
som til gengld simpelthen opfattes eller ofte omtales som det
nye/fremtidens arbejde og dermed dominerer vores forstelse af, hvad
arbejdet i dag er, eller hvor arbejdet er ved at bevge sig hen).
Srligt centralt for konstitueringen af den ovennvnte ambivalente

erfaring af arbejdet som udbytning eller ej str sledes ogs det forhold, at
arbejdet i de former, det antager for os i dag, i hj grad er omgret af
historisk betingede betydninger (og heraf afledt teknologiske
materialiseringer), der ofte helt eksplicit er skrevet kritisk op imod den
bureaukratisk-industrielle produktionsmodel og dens hierarkiske
organisationsformer. De typer produktive praksisser, som i dag dominerer
arbejdet (eller vores forstelse heraf), har ikke mindst p det diskursive
eller arbejdsetiske niveau nemlig, som nvnt indledningsvist, en lang
rkke sammenfald med den type arbejde og arbejdsorganisering, som vi
tidligere forestillede os ville rime p lighed, frihed og kreativitet, og som vi
forestillede os, og derfor kmpede for, skulle aflse det udbyttende eller
fremmedgjorte arbejde (fx kreativitet og fleksibilitet i arbejdslivet).
Som hidtil argumenteret i denne artikel glder denne temporale

udspnding p det samfundsmssigt historiske plan. Men den glder
ogs p det individuelle, livshistoriske niveau. Kuehn & Corrigan (2013)
har sledes for nylig introduceret begrebet hbefuldt arbejde (hope labor)
til at beskrive, hvordan folk der giver sig i kast med under- eller ubetalt
arbejde/produktiv aktivitet (fx online) lader sig motivere af hbet om
fremtidige, mere konomisk profitable ansttelsesrelationer. Det
hbefulde arbejde kan ses som del af, hvad man i en konomisk
terminologi ville betegne en individuel investeringsstrategi, hvor fravalget
af indtjening periodisk accepteres som prisen for, at man kan bygge oven
p ns netvrk og portfolio.
Dette er forhold, som nrmest kronisk har prget det kaldsarbejde, som
man har plagt sig selv inden for kunstens (og et vist omfang ogs den
akademiske verden). Og det er forhold, som forsat er til stede, hvilket
Angela McRobbies (2002a, 2002b, 2004) analyser af de kreative erhvervs
konomiske realiteter omkring rtusindeskiftet da ogs tydeligt har
afdkket (se eksempelvis ogs Hesmondalgh og Baker 2011). n af
McRobbies pointer er sledes, at disse sektorer i langt hjere grad er ramt
af underansttelse (under-employment) med stor usikkerhed i
ansttelsen, frem for decideret arbejdslshed (unemployment). Det
hnger bl.a. sammen med, at det arbejde, der s at sige er til rdighed i
disse sektorer, af en rkke rsager heriblandt isr alt for stort
arbejdsudbud spredes ud p alt for mange aktrer, med heraf flgende
hrd konkurrence og kraftigt lnpres. En anden konsekvens heraf bliver, at
opdeling mellem arbejde og ikke-arbejde eller om man vil: arbejdslshed
og ikke-arbejdslshed eroderes; bde i den konkrete hverdagslige praksis
og for os observatrer.
I denne sammenhng spiller det sandsynligvis en afgrende rolle, at

kreativitetsbegrebet p trods af at det er blevet radikalt transformeret
isr fra midten af det 20. rhundrede og frem (Stephensen 2010: 29-115,
395-454) fortsat trkker p en levende kunstner/bohememytologi. Et
eksempel er de strkt romantiserede forestillinger om kunstneren p
loftskammeret, som ganske vist er underlagt et lunefuldt og uretfrdigt
arbejdsmarked (dvs. et kunstmarked, som typisk kun belnner stor
kreativitet posthumt), men som til gengld er rig i ndelig forstand
hvilket iflge den romantiserede forestilling rigeligt kompenserer for den
materielle fattigdom (Chiapello 2004). Netop fordi kreativitetsbegrebet i
hj grad stadig har denne romantiske rest, som kobler an til forestillinger
om at udtrykke og realisere sig selv, vil man vre tilbjelig til at acceptere
arbejdsvilkr, som man normalt ikke ville tolerere i et mere klassisk
lnarbejderforhold. Diskursen om kreativt arbejde og den bredere
forestilling om kreativitet i arbejdet, dvs. i nrmest alle former for
arbejde, synes sledes at vre underordnet et lfte og en forventning om
tilfredsstillelse, glde, ja mske endog nydelse i arbejdet, som i de sidste
rtier er blevet installeret i vores forestillinger om arbejdets natur
(Donzelot 1991).
Og netop fordi arbejdet i de kreative erhverv (eller blot den kreative

konomi i en bredere, epokal forstand) kobles til en tilsyneladende
essentiel, menneskelig evne, kreativiteten, bliver sprgsml om succes og
fiasko i emfatisk grad individualiseret. Et forhold, som McRobbie spydigt,
med henvisning til det forhold at det netop var Tony Blairs New Labour
Party, der var global bannerfrer for ideen om den kreative konomis
vidundere, betegner new right by stealth (1999: 24). P trods af
ovennvnte barske realiteter, pointerer McRobbie, hyldes det kreative
arbejde nemlig fortsat som ikke blot trendy, men endog nrmest som den
eneste farbare vej til personlig uafhngighed, frihed og selvrealisering
(2002b: 518). Derfor kan det da ogs synes paradoksalt hvis ikke
ligefrem lidt mistnkeligt? hvordan isr det kreative arbejde, forstet
som urformen til den bredere forestilling om kreativitet i arbejdet er blevet
hyldet som en art best practice for det nye arbejde (Lazzarato 2007) og
ikke mindst for fremtidens mde at hndtere innovationskaplbet i den
globale konkurrencesituation. Det rejser i hvert fald det helt benlyse
sprgsml: hvem str i s fald tilbage som vindere?
Litteratur:
Ammitzbll, Lisbeth (2014): Fremtiden er fuld af frihed, Magisterbladet

nr. 2, pp. 51-3.
Andrejevic, Mark, John Banks, John Edward Campbell, Nick Couldry,

Adam Fish, Alison Hearn og Laurie Ouellette (2014): Participations:
Dialogues on the Participatory Promise of Contemporary Culture and

Politics Part 2: Labor, The International Journal of Communication, vol.
8, pp. 1086-1106.
Asp, Lene (2012): Sprgeskema til kunstnere (mit bidrag til UKKs rapport
om kunstneres arbejdsvilkr), http://prmndn.dk/sporgeskema-til-
kunstnere-mit-bidrag-til-ukks-rapport-om-kunstneres-arbejdsvilkar-2/ .
Beck, Ulrich (1997): Risikosamfundet p vej mod en ny modernitet,

Kbenhavn: Gyldendals Bogklubber.
Berardi, Franco (Bifo) (2003): What is the Meaning of Autonomy

Today?,
http://www.republicart.net/disc/realpublicspaces/berardi01_en.htm.
Berardi, Franco (Bifo) (2009): The Soul at Work: From Alienation to

Autonomy, Los Angeles: Semiotext(e).
Boltanski, Luc og Eve Chiapello (2005): The New Spirit of Capitalism,

London: Verso.
Boltanski, Luc og Eve Chiapello (2011): Kapitalismens nye nd i Luc

Boltanski, Pragmatisk sociologi En tekstsamling (red. Lars Held),
Kbenhavn: Hans Reitzels Forlag, pp. 201-250.
Castoriadis, Cornelius (1957): On the Content of Socialism II Socialisme

Ou Barbarie, Socialisme Ou Barbarie, vol. 22,
http://libcom.org/library/on-the-content-of-socialism-ii-socialisme-ou-
barbarie.
Chiapello, Eve (2004): Evolution and Co-optation: The Artist Critique of

Management and Capitalism, Third Text, vol. 18, nr. 6, pp. 585-94.
Donzelot, Jacques (1991): Pleasure in work, i Burchell, Gordon og Miller

(red.), The Foucault Effect: Studies in Governmentality, London:
Harvester, pp. 262281.
Drucker, Peter F. (1996 [1957]): The Landmarks of Tomorrow: A Report on

the New Post-Modern World, New Brunswick: Transaction Publ.
Drucker, Peter F. (1994): Post-Capitalist Society, New York: Harper

Collins.
du Gay, Paul (1994): Making up Managers: Bureaucracy, Enterprise and

the Liberal Art of Separation, British Journal of Sociology. vol. 45 nr. 4,
1994, pp. 655-74.
du Gay, Paul (1996): Consumption and Identity at Work, London: Sage.
Flores, Fernando og John Gray (2000): Entrepreneurship and the Wired

Life: Work in the Wake of Careers, London: Demos.
Florida, Richard (2002): The Rise of the Creative Class: and How Its
Transforming Work, Leisure, Community and Everyday Life, New York:
Basic Books.
Gorz, Andr (1977): Technical Intelligence and the Capitalist Division of

Labor, Telos, vol. 12, pp. 21-41.
Gorz, Andr (1989): At have magt over tiden er mlet med arbejdet,
Fredag, vol. 5 nr. 23, pp. 11-17.
Handy, Charles (1994): The Empty Raincoat, London: Hutchinson.
Hesmondhalgh, David og Sarah Baker (2011): Creative Labour: Media

Work in Three Cultural Industries, London: Routledge.
Hochschild, Arlie (2003): Tidsflden nr familien bliver arbejde og

arbejdet bliver familie, Kbh.: Munksgaard.
Kanter, Rosabeth Moss (1989): When Giants Learn to Dance, New York:
Simon & Schuster.
Kristensen, Jens Erik (2006): Kreativitetens tidsalder? en idhistorisk

og samtidsdiagnostisk indkredsning, Dansk Pdagogisk Tidsskrift, nr. 1,
pp. 12-22. Kuehn, Kathleen og Thomas F. Corrigan (2013): Hope Labor:
The Role of Employment Prospects in Online Social Production, The
Political Economy of Communication, vol. 1, nr. 1,
http://www.polecom.org/index.php/polecom/article/view/9/64.
Lazzarato, Maurizio (2004): From Capital-Labour to Capital-Life,

Ephemera: theory & politics in organization, vol. 4 nr. 3, pp. 187-208.
Lazzarato, Maurizio (2007): The Misfortunes of the Artistic Critique and

of Cultural Employment, Transversal,
http://eipcp.net/transversal/0207/lazzarato/en.
Marx, Karl (1965 [1844]): Fremmedgjort arbejde, Tiden Verden Rundt

nr. 2, pp. 54-63.
Marx, Karl (1970-72 [1867-94]): Kapitalen: Kritik af den politiske

konomi, Kbenhavn: Rhodos.
Marx, Karl (1974 [1857-58]): Grundrids til kritikken af den politiske

konomi (bind 1-4), rhus: Modtryk.
Marx, Karl og Friedrich Engels (1973): Af: Den tyske ideologi, Villy
Srensen (red.), konomi og filosofi. Ungdomsskrifter, Kbenhavn:
Gyldendal, pp. 94-129.
McRobbie, Angela (1999): Trust me, I am right: Workplace democracy is

being ignored in the rush to celebrate the entrepreneurial spirit, The
Guardian, 23. august,
http://www.theguardian.com/politics/1999/aug/23/media.uk.
McRobbie, Angela (2002a): From Holloway to Hollywood: happiness at
work in the new economy? i Paul du Gay & Michael Pryke (red.), Cultural
Economy: Cultural Analysis and Commercial Life, London: Sage, pp. 97-
115.
McRobbie, Angela (2002b): Clubs to Companies: Notes on the Decline of

Political Culture in Speeded Up Creative Worlds, Cultural Studies, vol. 16
nr. 4, pp. 516-31.
McRobbie, Angela (2004): Everyone is Creative: Artists as Pioneers of

the New Economy?, i Elizabeth B. Silva og Tony Bennett (red.),
Contemporary Culture and Everyday Life, Durham: Sociology Press, pp.
186-202.
Moulier Boutang, Yann (2011): Cognitive Capitalism, Cambridge: Polity.
Pasquinelli, Matteo (2007): ICW Immaterial Civil War: Prototypes of

Conflict within Cognitive Capitalism i Geert Lovink & Ned Rossiter (red.),
My Creativity Reader, Amsterdam: Institute of Network Cultures, pp. 71-
82.
Peters, Tom (1999): The Brand You 50, New York: Alfred A. Knopf.
Peters, Tom (1997): The Brand Called You, Fast Company, 31. august,
http://www.fastcompany.com/magazine/10/brandyou.html.
Piketty, Thomas (2014): Capital in the Twenty-First Century, Cambridge,

Massachusetts: The Belknap Press.
Robinson, Joan (2009): Economic Philosophy, Piscataway: Transaction

Books.
Ross, Andrew (2000): The Mental Labor Problem, Social Text, vol. 18, nr.
2, pp. 1-31.
Schumpeter, Joseph A. (1976 [1942]): Capitalism, Socialism and
Democracy, London: George Allen & Unwin Ltd.
Sennett, Richard (1999): Det fleksible menneske eller arbejdets

forvandling og personlighedens nedsmeltning, Hjbjerg: Hovedland.
Sennett, Richard (2007): Den ny kapitalismes kultur, Hjbjerg:

Hovedland.
Seymore, Benedict (2005): Mute: Precarious Reader, London: Mute

Magazine.
Spinosa, Charles, Fernando Flores og Hubert L. Dreyfus (1997): Disclosing

New Worlds: Entrepreneurship, Democratic Action, and the Cultivation of
Solidarity, Cambridge & London: MIT Press.
Standing, Guy (2011): The Precariat: The New Dangerous Class, London:
Bloomsbury.
Stephensen, Jan Lhmann (2010): Kapitalismens nd & den kreative etik,

Aarhus: DARC.
Stephensen, Jan Lhmann (2012): Kreativ kapitalisme. Nye vrdier, nye

teknologier og nye diskurser, i Raffnse-Mller, Thorup, Larsen & Hansen
(red.), Kapitalismens ansigter, Aarhus: Philosophia, pp. 214-228.
Stephensen, Jan Lhmann (2013): Postarbejderismen: neo-marxistisk

kritik af den aktuelle kapitalisme, Samfundskonomen, nr. 4, pp. 31-36.
Styhre, Alexander (2005): Ideology and the Subjectification of the

Entrepreneurial Self, International Journal of Management Concepts and
Philosophy, vol. 1 nr. 2, pp. 168-73.
Turner, Fred (2006): From Counterculture to Cyberculture: Stewart

Brand, the Whole Earth Network, and the Rise of Digital Utopianism,
Chicago: University of Chicago.
Virno, Paolo og Michael Hardt (1996) (red): Radical Thought in Italy,

Minneapolis: University of Minnesota Press.

Løhmann - Perverterede Realiseringer - Prekariatet Og Det Kreative Arbejde

Uploaded by

Document Information

Original Title

Copyright

Available Formats

Share this document

Share or Embed Document

Sharing Options

Did you find this document useful?

Is this content inappropriate?

Copyright:

Available Formats

Løhmann - Perverterede Realiseringer - Prekariatet Og Det Kreative Arbejde

Uploaded by

Copyright:

Available Formats

Turbulens | Perverterede realiseringer: prekariatet og det kreative arbejde 17/08/2017 10.

Jan Lhmann Stephensen

Postdoc - Institut for stetik og Kommunikation, Aarhus Universitet

P engelsk findes ordsproget pas p med hvad du nsker, for du fr det

Det rekombinante arbejdsliv

Nr vi i dag taler om fleksibilitet i forbindelse med arbejdet, anvender vi

Anskuet i et historisk perspektiv var et mere fleksibelt arbejdsliv

Som aflsning for tidligere tiders forestilling om den meritokratisk

en kombination af den professionelles vidensbase og sgen efter anseelse

Fleksible arbejdstider og arbejdets oplsning

Som allerede nvnt, refererer den nutidige brug af fleksibilitetsbegrebet

ptrngende sprgsml bliver fx, om tidsdiktaturets logikker nu blot er

P det psykologiske plan medfrer denne tendens ogs, at vi mske i stadig

emotionelle tilhrsforhold. Den amerikanske sociolog Arlie Hochschild

Det kreative arbejde

Richard Sennett rettede i sin analyse af Den ny kapitalismes kultur en

arbejdslivets eksterne, kritiske korrelat: det, som arbejdet netop blev

Historiske eksempler p kapitalismekritikkens dikotomi kreativitet versus

Nrlser man de sidste rtiers arbejdsdiskurs (fx i organisations- og

tidligere arbejds- og kapitalismerelaterede problematikker og kritikker er

Et indlysende eksempel p dette er Richard Floridas indflydelsesrige teori

Kendere af Boltanski og Chiapellos Kapitalismens ny nd (2005, 2011) vil

fordi der her tilsyneladende er tale om en konomisk orden, som bde er

Medens denne analyse indtil videre primrt har fokuseret p det

Dette synes ogs at glde de digitale teknologier. Dels hvordan de s at

Med en parafrase af det skaldte Maskinfragment fra Marx kasserede

Ivrkstteri, skabelse og subjektivering

I nyere tid har kunstnerfiguren og ivrkstterfiguren gennemget en

Denne sammenfletning af kunstnerfiguren og ivrkstterfiguren foregr

forretningsmetoder og lign.: De forandringer, de skaber, er forandringer af

Tilsvarende, omend i den kritiske ende af spektret, bemrker Lazzarato, at

Den indre fabrik

For det andet: hvis vi ser p videre p individplanet, har sammenfletningen

En vsentlig mellemregning er i denne forbindelse, at

Mindre naivt fremhves det da ogs af en af den skaldt kognitive

information); dels til fnomener, som normalt opfattes som ikke-

En kritisk analyse af mden, hvorp den postfordistiske kapitalisme med

Industrielle fabrikker udnyttede kroppen, tvang den til at efterlade sjlen

uden for samlebndet sledes arbejderen fremstod som en sjlls krop.

Denne insisteren p en anden antropologi hos det arbejdende subjekt kan

Iflge Sennett glder dette evindelige forandringsimperativ, der ligger i

Den nye sociale orden modstter sig idealet om hndvrksmssighed

Denne nye humanisme, som eksemplificeret i Kanter citatet tidligere i

Den sociale fabrik

P samme vis synes de mellemmenneskelige relationer, socialiteten, og

Objektiv vs. subjektiv udbytning

Samtidig er det centralt at holde sig for je, at oplevelsen af de praksisser,

konsekvens heraf, og at det rette teoretisk-politiske arbejde kan afhjlpe

Srligt centralt for konstitueringen af den ovennvnte ambivalente

Som hidtil argumenteret i denne artikel glder denne temporale

I denne sammenhng spiller det sandsynligvis en afgrende rolle, at

Og netop fordi arbejdet i de kreative erhverv (eller blot den kreative

Ammitzbll, Lisbeth (2014): Fremtiden er fuld af frihed, Magisterbladet

Andrejevic, Mark, John Banks, John Edward Campbell, Nick Couldry,

Dialogues on the Participatory Promise of Contemporary Culture and

Beck, Ulrich (1997): Risikosamfundet p vej mod en ny modernitet,

Berardi, Franco (Bifo) (2003): What is the Meaning of Autonomy

Berardi, Franco (Bifo) (2009): The Soul at Work: From Alienation to

Boltanski, Luc og Eve Chiapello (2005): The New Spirit of Capitalism,

Boltanski, Luc og Eve Chiapello (2011): Kapitalismens nye nd i Luc

Castoriadis, Cornelius (1957): On the Content of Socialism II Socialisme

Chiapello, Eve (2004): Evolution and Co-optation: The Artist Critique of

Donzelot, Jacques (1991): Pleasure in work, i Burchell, Gordon og Miller