SØG

OM TURBULENS.NET KONTAKT KØB MAGASINET

Tilmeld nyhedsbrev

Her er du: Forside > Temaer > Arbejdsløshed og nye arbejdsformer

Temaer
Seneste artikler
Arkiv

JAN LØHMANN STEPHENSEN

Postdoc - Institut for Æstetik og
Kommunikation AU

Synes godt om 1 Tweet 0 1 PRINT

BOOKMARKS

PERVERTEREDE REALISERINGER:
PREKARIATET OG DET KREATIVE ARBEJDE
03.06.2014

På engelsk findes ordsproget ’pas på med hvad du ønsker, for du får det måske’. Det relativt komplekse forhold,
som dette ordsprog påpeger, mellem drømme, aspirationer eller krav på den ene side, og på den anden: opfyldelsen
heraf, tænkes at gælde alle livets forhold. Men det synes i sjælden grad relevant, når vi taler om den historiske
relation mellem arbejdslivet af i går og i dag. På mange måder minder vores filosofiske, normative og helt praktiske
forhold til arbejdet i dag nemlig om, hvordan vi en gang drømmende forestillede os, hvad arbejdet kunne og burde
være i stedet – især når vi kritiserede, hvordan det var. På overfladen synes drømmen altså opfyldt. Som denne
artikel vil anskueliggøre, er drømmene dog blevet realiseret i ganske forvrænget form. Jeg vil i denne sammenhæng
fokusere på særligt to af disse perverterede realiseringer af det ny arbejde, som i grove træk er centreret omkring to
begreber: kreativitet og fleksibilitet. To begreber, som i sidste ende også har en del fælles skæringspunkter.

Det rekombinante arbejdsliv

Når vi i dag taler om fleksibilitet i forbindelse med arbejdet, anvender vi begrebet på især to specifikke måder. For
det første med reference til, hvordan arbejdslivet tænkes struktureret mht. ansættelsesformer; for det andet: hvordan
selve arbejdsdagen tilrettelæggelses, dvs. hvornår – og måske også hvordan – vi lægger vores timer eller løser vores
opgaver. Mht. til den første forståelse er den helt centrale akse spørgsmålet om fast fuldtidsansættelse versus diverse
fleksible og multiple ansættelses- og arbejdsformer; herunder i stigende grad også under- eller endog ubetalt
arbejde. Fleksibilitet kan altså tænkes at referere til et arbejdsliv bestående af enten serielle, tidsbegrænsede
(fuldtids)ansættelser, fx i form af projektansættelser, eller af tidsligt sideløbende ansættelser, der hver især ikke
isoleret set udgør et ’fuldt arbejdsskema’. Konkret kunne man ofte forestille sig en kombination af disse to
hovedformer.

Anskuet i et historisk perspektiv var et mere fleksibelt arbejdsliv oprindeligt et centralt modbillede i modkulturens
nedrakning af det kapitalistiske arbejdssamfund fra 1960erne og frem. Her var eksistentiel bortvisnen gennem
livstidsansættelse ved den bureaukratisk-industrielle kapitalismes primære topoi, skrivebordet eller samlebåndet, et
hyppigt tema i den teoretiske litteratur og ikke mindst i film, litteratur og populærmusik. Ifølge den italienske
neomarxistiske eller såkaldt postarbejderistiske filosof og sociolog Bifo (Franco Berardi) er det netop disse
specifikke kritikker, krav og drømme, som i løbet af 1990’erne vender tilbage i perverteret form, og som nu udgør
rygraden i den ny kapitalismes freelance-baserede arbejdskultur med dens relativt ensidigt positive betoning af det
frie, selventreprenante subjekt og dets flydende, såkaldt ’rekombinante’ arbejdsliv uden reelle, transparente
karriereveje (2003).

Prekariatet og portfoliokarrieren

Som afløsning for tidligere tiders forestilling om den meritokratisk funderede opadstigen i virksomhedshierarkiet,
hvor karrieremæssig forfremmelse især afhænger af bedrifter og uddannelse, der er relaterede til den specifikke
arbejdsplads og dens ofte ekspliciterede mål, fremfører den postbureaukratiske managementdiskurs i stedet ideen
om en ’portfoliokarriere’ (Handy 1994) centreret omkring en række personlige aktiver, som en arbejdstager kan
besidde og fremvise. Blandt disse har de væsentligste netop at gøre med evnen til at indgå i serielle projekter. Her
tænkes på evner eller personlige kvaliteter som ’åbenhed’, ’tolerance’, ’omstillingsparathed’, ’spontanitet’,
’intuition’, ’social intelligens’ samt ikke mindst: ’fleksibilitet’ og ’kreativitet’. Evner, som alle i stigende grad netop
tænkes at kunne opdyrkes og trænes gennem indgåelse i stadigt nye projekter, men som til gengæld ikke alle
fremstår arbejdsrelaterede i traditionel forstand. Præmisserne for succes i arbejdslivet, hævder organisations- og
innovationsteoretikeren Rosabeth Moss Kanter, bliver under disse nye vilkår

’en kombination af den professionelles vidensbase og søgen efter anseelse med iværksætterens evne til at bevæge
sig fra projekt til projekt og skabe ny værdi. Folks karrierer afhænger mere af deres egne ressourcer end af en
bestemt virksomheds skæbne. […] Ikke længere at kunne sætte sin lid til virksomhed for at give sikkerhed og
omdømme kræver af folk, at de skal opbygge disse ressourcer i sig selv…’ (1989: 357)

Som jeg vil vende tilbage til nedenfor, ligger der i Kanters normative beskrivelse af karrierevejens nye betingelser et
ret eksplicit imperativ, som foreskriver en personlig forpligtelse til at udvikle sig selv og sine ressourcer specifikt
med henblik på arbejdslivet. Men samtidig handler det for den arbejdende simpelthen også om at sende det signal, at
man ikke er ’groet fast’ for længe ét sted, eller at man er i fare for eller endog har intentioner om det. I deres
sociologiske nyklassiker Kapitalismens ny ånd (2005: 93-96) benytter Boltanski og Chiapello termen
’ansættelighed’ (employability) til at beskrive den kvalitet, nutidens arbejdsgivere i hidtil uset omfang interesserer
sig for hos sine potentielle ansatte (typisk i form af de ovennævnte personlige aktiver). Det er employability, den
individuelle arbejdstager bør fremvise, hvis de af lyst eller af nødvendighed ønsker at lade sig indskrive i arbejdets
nye vision, som er ’personlig tilfredsstillelse gennem en mangfoldighed af projekter’, som Boltanski & Chiapello
opsummerer det (ibid.: 90). Samme fænomen er også blevet refereret til som en form or ’cv-ficering’ af arbejdslivet
eller ’the wired life’, som ifølge Flores & Gray ’er mere som en novellesamling end som den borgerlige romans
store narrative forløb’ (2000: 24). Ifølge de positive fortalere for denne tendens, er der her tale om en radikalt ny
form for personlig autonomi. Tidligere tiders arbejdslivsmæssige orientering mod det kontinuerligt narrative og på
den vis meningsgivende og bl.a. socialt mere stabile karriereforløb er blevet erstattet af en langt mere
diskontinuerlig, men altså også mere fri og individuel måde, hvorpå man sammensætter sit hverdags- og arbejdsliv
og tilskriver det betydning (ibid.: 23).

Hertil er det dog fra flere sider også mere kritisk blevet pointeret, at den centrale kategori til den kritiske beskrivelse
af arbejderklassen måske ikke længere bør være proletariatet, men derimod det såkaldte prekariat. Med dette begreb,
som semantisk set er en sammentrækning af ’usikkerhed’ og ’proletariat’, forsøger man at indfange objektive
aspekter af den projektorienterede postfordistisk kapitalismes skyggeside. Dette kunne fx være den tiltagende brug
af tidsbegrænsede ansættelser og dermed et arbejdsliv, som aldrig rigtig finder nogen fast form, som finder sted i ly
af den ideologiske dyrkelse af fleksibilitet og omstillingsparathed (Standing 2011, Seymore 2005, Bifo 2009).
Medens arbejderklassens kritik af kapitalismen således tidligere var rettet imod socioøkonomisk udbytning og dens
psykoeksistentielle konsekvenser (fremmedgørelse, tingsliggørelse osv.), synes prekariatets primære problem ofte
nærmere at være, at det slet ikke indgår i en type relationer, som meningsfuldt kan beskrives som systematisk
udbytning. ’Elendigheden i at blive udbyttet af kapitalister’, som økonomen Joan Robinson engang sagde i en lidt
anden sammenhæng, ’er ingenting ved siden af slet ikke at blive udbyttet.’ (2009: 45)
Fleksible arbejdstider og arbejdets opløsning

Som allerede nævnt, refererer den nutidige brug af fleksibilitetsbegrebet inden for arbejdsdiskursen også til
spørgsmålet om tilrettelæggelsen af arbejdsdagen, dvs. hvor og hvornår vi lægger vores timer eller løser vores
opgaver. Om end der selvfølgelig kan peges på undtagelser fra reglen – et påtrængende spørgsmål bliver fx, om
’tidsdiktaturets’ logikker nu blot er flyttet fra synlige hierarkiske kommandoveje til usynlige algoritmiske
protokoller bag interfacet? – synes det postfordistiske arbejdes fremvækst ret entydig også at medføre øget
fleksibilitet ud af denne akse.

Den positive dimension af dette er, som det ofte bliver fremhævet, at vi herved i langt højere grad selv kan
planlægge vores arbejdsdag i forhold til andre aktiviteter (især familielivet). På negativsiden finder vi tendensen til
at grænserne mellem arbejde og fritid bliver stadig mere udflydende (deraf også begrebet ’grænseløst arbejde’). Det
mentale og digitale arbejde udfordrer eksempelvis på mange måder de begreber vi har benyttet os af, når vi har
teoretiseret over arbejdet og økonomien. På den vis kan vi måske, som for nylig pointeret af Adam Fish (Andrejevic
et al. 2014: 1093), af nød blive tvunget ud i en slags metodisk og teoretisk ”utroskab”, når vi forsøger at forstå, hvad
arbejde og økonomisk produktiv aktivitet overhovedet er for en størrelse, og i forlængelse heraf gentænke vores
sondringer mellem arbejde og ikke-arbejde og dermed også sondringerne mellem nye arbejdsformer og nye
arbejdsløshedsformer. Arbejdet og dets problemer kan simpelthen ikke længere meningsfuldt begribes med teorier,
som kun hører til ét teoretisk felt.

Som jeg vil argumentere nedenfor, er der faktisk også store dele af især vores digitale forbrug, herunder de gratis
overspringshandlinger vi laver i arbejdstiden (fx på sociale medier), som for alvor rokker ved de konventionelle
sondringer mellem arbejde og ikke-arbejde. Netop det forhold, at det ’usynlige arbejde’, som vi de facto udfører her,
indbefatter aktiviteter, som vi ikke normalt har regnet for arbejde, bidrager ifølge Lazzarato således yderligere til, at
det bliver ’stadig vanskeligere at adskille fritid fra arbejdstid. I denne forstand bliver livet umuligt at adskille fra
arbejdet.’ (1996: 137)

På det psykologiske plan medfører denne tendens også, at vi måske i stadig mindre grad er i stand til at skelne
mellem vores forskellige identiteter og emotionelle tilhørsforhold. Den amerikanske sociolog Arlie Hochschild
(2003) hævder således, at den arbejdende er blevet fanget i en ’tidsfælde’. Som undertitlen til hendes analyse
forklarer, har arbejdet og familien for mange mennesker byttet roller. Familien er ’blevet arbejde’; hvormed hun
mener noget slidsomt, som vi gør af pligt (eller i det mindste ofte glemmer at forstå som lystfuldt, menings- og
identitetsgivende); og arbejdet er ‘blevet familie’; dvs. det sted og den sammenhæng, hvor vi lægger vores bedste
tid, skaber vores identitet og udlever vores sociale behov. Og i tilgift til denne tilsyneladende identitets- og
værdiforvirring har vi i ly af den ideologiske dyrkelse af fleksibilitet og omstillingsparathed endvidere fået
grænseløst arbejde og muligvis også en decideret stressepidemi.
Det kreative arbejde

Richard Sennett rettede i sin analyse af Den ny kapitalismes kultur en kraftig kritik af de frihedsløfter, som den ny
arbejdsdiskurs giver. Selve intentionerne erklærer Sennett sig i princippet enig i. Problemet er bare, hævder han, ’at
disse forandringer ikke har gjort folk frie.’ (2007: 18) Symptomatisk for denne normative eller arbejdsetiske
genopladning af arbejdslivet og dermed også arbejdssamfundet vha. af løfter, hvis reelle indfrielse står til
diskussion, er således den rolle, et andet begreb, som står centralt i tidens diskurs om arbejdet, nemlig kreativitet, er
blevet tildelt (Stephensen 2010).

Igen er en kort historisk ekskurs relevant: For 4-5 årtier siden var kreativitet nemlig i altovervejende grad det,
arbejdslivet under den senmoderne kapitalisme ofte blev beskyldt for ikke at være. I dag er kreativitet i stedet ofte
det modsatte: det, der bliver fremhævet som arbejdslivets kerne. Både i økonomisk forstand, dvs. det vi skal klare os
ved hjælp af i den såkaldte globaliserede konkurrencesituation, hvor evnen til innovation står centralt. Og som
arbejdets meningsgivende essens, dvs. grunden til, at det overhovedet giver mening, og at vi overhovedet gider.
Medens kreativiteten altså tidligere fremstod og fremhævedes som arbejdslivets eksterne, kritiske korrelat: det, som
arbejdet netop blev beskyldt for ikke at være, ja endog det den senmoderne kapitalismes arbejdsorganisering og
dens produktions- og medieteknologiske mekanismer slet og ret kvalte, fremstilles kreativiteten i dag som det, der er
det essentielt væsentlige ved arbejdet. Kreativitet er nu blevet det, som giver arbejdet værdi (igen i dobbelt
forstand).

Historiske eksempler på kapitalismekritikkens dikotomi ’kreativitet’ versus ’fremmedgjort arbejde’ er legio (jf. fx en
lang række politisk-filosofiske og arbejdssociologiske analyser og kampskrifter fra 1950-70erne af bl.a. Herbert
Marcuse, Robert Blauner, Peter Berger, Henri, Lefebvre, Cornelius Castoriadis, Erich Fromm m.fl.), hvorfor et
enkelt eksempel, nemlig fra André Gorz, her vil være tilstrækkeligt. Med kraftige affiniteter til den unge Karl Marx’
beskrivelse af den flydende (læs: fleksible) arbejdsdeling i det kommunistiske samfund (Marx & Engels 1973: 106-
7), gav Gorz således følgende karakteristik af det ideelle (arbejds)samfund, hvor ’arbejde skulle kunne vælges for
dets egen skyld og svare til et ”kald” af den slags, som driver kunstneren, filosoffen, den politisk aktive,
folkeoplyseren og opfinderen, for hvem selve gerningen er målet’ (1989: 44). Hermed gentog Gorz en pointe, som
han selv og mange andre i samtiden allerede ofte havde fremført, nemlig at ’målet nødvendigvis må være en
”kulturel revolution”: en nedbrydning af ulighederne, hierarkiseringerne og sondringerne mellem manuelt og
åndeligt arbejde, mellem planlægning og udførelse; en frisættelse af alle arbejderes kreative potentialer, som
skolerne og arbejdets organisering kvæler.’ (1977: 41). Ifølge Gorz handlede det altså ikke om gennem fx
automatisering at minimere arbejdets fylde i hverdagslivet for derved at skaffe mere fritid til kreative aktiviteter,
som det ellers også ofte diskuteredes i tiden. Det handlede derimod, som Cornelius Castoriadis prægnant havde
formuleret det, om at ’bringe poesi ind i arbejdet. (Strengt taget betyder poesi skabelse)’ (1957).

Nærlæser man de sidste årtiers arbejdsdiskurs (fx i organisations- og ledelsesteorien) er det da også ganske tydeligt,
at bevidstheden om tidligere arbejds- og kapitalismerelaterede problematikker og kritikker er ganske kraftigt til
stede. Og dette bliver på mange måder kun endnu mere tydeligt, når man dykker ned i de teorier, som stiller sig som
fortalere for kreativitetens, det kreative arbejdes og den kreative økonomis tidsalder – herunder også store dele af
Web 2.0-manifesterne. Her møder man således ofte en helt eksplicit insisteren på, at den nye epoke under
kreativitetens banner udgør en lykkelig, historisk udgang af kapitalismens tidligere fejl og sygdomme.

Et indlysende eksempel på dette er Richard Floridas indflydelsesrige teori om Den kreative klasse, hvor en lang
række problemer ved kapitalismen, som tidligere – også ifølge Florida selv – med rette kritisk var blevet fremhævet,
nu med ét kan historisk transcenderes. Florida formår således i sin argumentation simultant at koble (i) ideen om
den kreative økonomis tidsalder som en art post-kapitalistisk kapitalistisk epoke; (ii) antagelsen om kreativiteten
som ’en fundamental ting ved det at være menneske’ (Florida 2002: 381), dvs. et ’artskarakteristika’
(Gattungswesen), som det hedder hos Karl Marx (1965: 58); samt endelig (iii) det eksplicit Max Weber-inspirerede
forslag om en ’ny kreative etik’, der driver vores tidsalder frem, og som ifølge Florida må betragtes som en endnu
stærkere arbejdsetik end den protestantiske (Florida 2002: 5 og 211).

Kendere af Boltanski og Chiapellos Kapitalismens ny ånd (2005, 2011) vil vide, at beskrivelsen af denne type
positive indoptagelse af tidligere tiders kritiske begreber – både mht. selve den diskursive rekuperationsmekanisme
og rent indholdsmæssigt betragtet – flugter med, hvordan kapitalismens seneste åndsperiode (dvs. dens nyeste
ideologiske legitimeringsdiskurs) tager sig ud og fungerer. En sådan ånd er ifølge Boltanski og Chiapello et generelt
behov, som kapitalismen og dermed også arbejdet altid har, fordi det er et ’absurd system’, som behøver
udefrakommende legitimering, der ’retfærdiggør folks tilslutning […] og som gør denne tilslutning attraktiv’ (2011:
203). Appliceret på Floridas teori fremstår aktiv deltagelse i den kreative kapitalisme altså attraktiv, fordi der her
tilsyneladende er tale om en økonomisk orden, som både er sundere og rigere (såvel individuelt som kollektivt),
fordi den netop drives frem af realiseringen af menneskets kreative essens. Og mindst lige så væsentligt: denne
position taler med i det kor, som i tiltagende grad priser arbejdet, som det eneste mulige sted for realisering af det
sandt menneskelige. At ikke ville realisere sig selv og sine produktive, kreative potentialer i arbejdslivet bliver så at
sige en noget nær umulig position (som der da også rent social- og beskæftigelsespolitisk slås hårdt ned på i disse
år).

Genstandsgjort kreativitet

Medens denne analyse indtil videre primært har fokuseret på det ideologisk-diskursive niveau, har den italienske
neomarxisme (som også betegnes ’postarbejderismen’) vist os, at disse kritikker, krav og drømme også har ladet sig
materialisere i form af nye teknologier, der tilbyder nye økonomisk-produktive mulighedsrum og dermed også
transformerede arbejdsprocesser, nye organisationsformer osv. (Stephensen 2013). En proces, som ofte er sket med
det formål at afvæbne den potentielt kritiske arbejdsklasse. Ikke blot transformationerne i kapitalismens ideologiske
niveau (’kapitalismens ånd’), men også dens materielle og teknologiske udvikling kan således ses som
konsekvenserne af en serie ganske bevidste forsøg på at indoptage og dermed neutralisere eller afvæbne de
revolutionære transformationsbestræbelser, som kapitalismekritikken peger frem imod. Ifølge Nick Dyer-Witheford
er det nemlig netop ’behovet for at foregribe, forstyrre og bekæmpe denne indre fjendes tiltagende styrke, som
ansporer kapitalen til at udvikle og perfektionere sig selv’ (2004: 8). En pointe, som Marx faktisk allerede selv
påpegede i Kapitalen, da han konstaterede, at ’der kunne skrives en hel historie om de opfindelser efter 1830, der
kun blev til noget, fordi de skulle tjene som kapitalens krigsvåben mod arbejderrevolterne’ (1970-72, vol. 1, bog 3:
628), men som han altså ikke – i modsætning til postarbejderismen – gjorde til sin primære matrice for udlægningen
af kapitalismens forandringshistorie.

Dette synes også at gælde de digitale teknologier. Dels hvordan de så at sige sælges som nye, frigørende
arbejdsredskaber (jf. fx hvordan Mac’en fremstilles som den kreative klasses Harley Davidson), dels på det konkret
materielle plan. Helt ned på interfacets og kodens konkrete niveau er disse teknologier og deres infrastrukturelle
konstitution nemlig i afgørende omfang formet efter menneskets kulturelle og sociale forventninger, drømme og
behov, herunder også kritiske, mod- og vrangvillige teknologianvendelser og afvisninger (Turner 2006, Stephensen
2012). Parallelt med Boltanski & Chiapellos udlægning kan udviklingen af hele den teknologiske arkitektur, som
ligger til grund for netværksorganiseringen af den digitale arbejdskultur, således forstås som kapitalens
(im)materielle modreaktion på de forskellige antikapitalistiske og lønarbejdskritiske bølger, som i efterkrigstiden
prægede den politiske opinion i især Vesten.

Med en parafrase af det såkaldte ’Maskinfragment’ fra Marx’ kasserede manuskript Grundrids (1974, bind 2: 548),
kunne man således hævde, at disse nye, kreative ’samarbejdsteknologier’ (Rheingold 2007), som umiddelbart synes
at realisere mange af kapitalismekritikkens sociale aspirationer og drømme i positiv forstand, i virkeligheden rettere
bør betragtes som en form for genstandsgjort viden, kreativitet og socialitet. Anskuet gennem denne optik tager den
postfordistiske kapitalisme sig ud som et ganske vellykket defensivt svar på kritikken af tidligere versioner af
kapitalismen og lønarbejdet. Dens teknologier er i markant grad konfigureret med afsæt i specifikke kritikker, som
er blevet vendt om og positivt materialiseret i vores digitale teknologier og deres konkrete muligheder og
anvendelser, i vores sociostrukturelle organisering af arbejdet og handlen (f.eks. netværksorganisering). Men også i
vores mere overordnede filosofiske tanker og diskurser om, hvad og hvordan arbejdet egentlig er, og hvorfor vi gør
det.

Iværksætteri, skabelse og subjektivering

I nyere tid har kunstnerfiguren og iværksætterfiguren gennemgået en diskursiv tilnærmelse fra især erhvervslivets
og ledelseslitteraturens side; fx i form af kreativitetsdiskursens hyppige sammenfletning af kunstnerfigurens
bohememytologi med relativt tilsvarende forestillinger om iværksætteren som den ’seje individualist’ (rugged
individualism), som præsident Herbert Hoover altid efterlyste i sin præsidentperiode (1929-33) under Den store
Krise. Inden for denne blandede diskurs optræder iværksætteren nu som den ’ny kulturhelt’, som det hedder hos
Kanter (1989: 9-10), hvor han/hun – ladet med alskens kreative, ikke- eller endog antiinstrumentelle konnotationer –
således optræder som en mytologisk figur i en affortryllet verden (Styhre 2005: 170-1).

Denne sammenfletning af kunstnerfiguren og iværksætterfiguren foregår på en række forskellige planer. For det
første er det ikke usædvanligt at opleve, at der drages ganske tydelige paralleller mellem på den ene side
iværksætterens evne til at opfinde nye produkter eller forretningsmodeller – og på den anden side en i øvrigt yderst
romantiseret udlægning af kunstnerens skaberevne, dvs. hans evne til at ’skabe verdner ud af intet’. I deres
indflydelsesrige bog om netop iværksætteriets økonomiske, politiske og sociale betydning, Disclosing New Worlds:
Entrepreneurship, Democratic Action and Cultivation of Solidarity, beskriver Spinosa, Flores & Dreyfus således
ægte iværksættere som dem, ’der skaber historisk forandring ved at fremstille både et produkt, som ansporer folk til
at forandre den måde, de udfører deres hverdagslige aktiviteter, og et firma som repræsenterer den nye livsførelse
produktet etablerer’ (1997: 44). En iværksætter er her ikke blot en økonomisk eller merkantil figur, en handelsmand,
men derimod én, der ligefrem skriver eller skaber historie; én, hvis beskæftigelsesområde og evner er kulturel
innovation. Iværksætteren er et menneske (eller for den sags skyld en organisation/virksomhed), som snarere skaber
nye livs- eller hverdagsformer, nye verdener og praksisser, end blot nye produkter, forretningsmetoder og lign.: ’De
forandringer, de skaber, er forandringer af historisk omfang, fordi de ændrer den måde, vi ser og forstår ting på i det
givne domæne.’ (ibid.: 41)

Tilsvarende, omend i den kritiske ende af spektret, bemærker Lazzarato, at ’kapitalismen ikke er en
produktionsmåde, men derimod produktionen af måder og verdener’ (citeret fra Pasquinelli 2007: 80), og at
eksempelvis virksomheden (og hermed også iværksætteren) ’ikke skaber et objekt (varen), men den verden, som
objektet eksisterer i. Og […] virksomheden skaber ikke dens subjekter (arbejdere og forbrugere), men den verden,
som subjekterne lever i’ (Lazzarato 2004: 188).

Den indre fabrik

For det andet: hvis vi ser på videre på individplanet, har sammenfletningen af disse to forståelser om henholdsvis
kunstnerisk kreativitet og økonomisk iværksætteri tillige resulteret i idealet om det, som det britiske sociolog Paul
du Gay i forlængelse af Foucaults begreb om ’selvteknikker’ har betegnet ’organisk, æstetisk selv-entreprenans’
(1994: 663, 1996: 51-74). Eller som ledelsesguruen Tom Peters bl.a. formulerede det i et af iværksætterdiskursens
hoforganer fra Den ny Økonomis storhedstid, tidsskriftet Fast Company: ’I dag, i Individets Tidsalder, skal du være
dit eget brand. […] CEO hos Me Inc’ (Peters 1997) eller ’Inc. Yourself’ (Peters 1999: 49).

Hvad enten kritisk formuleret hos du Gay eller affirmativt hos Peters, er pointen, at den enkeltes opgave er blevet
ikke blot at brande, men endog subjektivere sig selv som et firma. Hermed tænkes den kreative skaberkraft ikke
længere blot iværksat i forbindelse med ydre frembringelser (ideer, produkter, varer osv.), men tillige rettet mod det
indre, subjektiviteten eller (som minimum det ydre indtryk heraf).
En væsentlig mellemregning er i denne forbindelse, at produktionskræfterne nu tilsyneladende er blevet en størrelse,
der så at sige ”bor” i den arbejdende. En udvikling, som både kan anskues positivt og negativt, især hvad angår
magtbalancen mellem arbejdsgiver og arbejdstager. Alt imens den største fyringsrunde nogensinde på et dansk
universitet (AU) i februar 2014 udfoldede sig, lod Magisterbladet eksempelvis ’månedens iværksætter’,
fremtidsforsker Anne Skare Nielsen, jublende proklamere på forsiden, at ’Karl Marx er ved at få ret, fordi vi ejer
vores produktionsapparat, som er vores hjerne’. Et udsagn, som fungerede som forskræp til en artikel længere inde i
bladet med titlen ’Fremtiden er fuld af frihed’ (Ammitzbøll 2014: 51-53). Denne rosenrøde argumentation, der
nærmest fremstår provokerende verdensfjern vis-a-vis begivenhederne på AU, som tydeligvis afspejler et radikalt
andet magtforhold end det fremtidsforskeren fremdrager, kan da reelt heller ikke hævdes at være nogen
kontemporær samtidsdiagnose, der er foranlediget af nylige transformationer af arbejdets verden. Den fremstår
derimod som en ideologisk ladet arbejdsmarkedsmyte, som man allerede kan finde udfoldet hos fx
erhvervslivsguruen Peter Drucker helt tilbage i 1957 (1996). En fortælling om det vidende subjekts sociopolitiske
potentialer, som netop sidenhen fik ham til at beskrive vidensamfundet som et ’postkapitalistisk’ samfund (1994),
dvs. et markedsbaseret (læs: fortsat kapitalistisk) samfund tilsyneladende befriet for alle de problemer og kampe,
som kapitalismekritikken historisk set – og med rette – havde påpeget. En figur, som Florida også fremfører (2002:
37), hvilket ’månedens iværksætter’ og Magisterbladet i øvrigt forsømmer at kreditere ham for, på trods af at
referencen nærmest er ordret.

Mindre naivt fremhæves det da også af en af den såkaldt ’kognitive kapitalismes’ kritiske analytikere, Yann Moulier
Boutang, at konsekvensen af det forhold, at individet nu er blevet selve produktionsmidlet, faktisk i stedet synes at
være, at ikke blot menneskets arbejdskraft, men endog dets indre, er blevet inddraget i de økonomiske
produktionsprocesser som såkaldt ’positive eksternaliteter’ (2011: 28-30). Med dette begreb refereres der dels til
kognitive fænomener, som ligner de ting, vi typisk taler om i forbindelse med vidensamfundet og videnøkonomien
(dvs. viden og information); dels til fænomener, som normalt opfattes som ikke-økonomiske: kreativitet,
dømmekraft, fornuft, smag, følelser, socialitet osv.

En kritisk analyse af måden, hvorpå den postfordistiske kapitalisme med den såkaldt immaterielle produktionsforms
fremvækst nu i stigende grad underordner menneskets indre, kognitive og følelsesmæssige dimensioner økonomiske
logikker og styringsteknologier, finder vi også inden for den italienske postarbejderisme (Stephensen 2013). Her har
bl.a. Lazzarato adresseret fænomenet i forlængelse af Foucaults begreb ’biopolitik’, som netop defineres som ’den
strategiske koordinering af […] magtrelationer rettet mod at få de levende væsener til at producere mere kraft.’
(Lazzarato 2006: 5). Den kritiske pointe lyder her, at der ikke længere blot sker en kolonisering af livsverdenen (jf.
den mere traditionelle, neomarxistiske analyse), men af selve livet – især det mentale. Hermed bliver det
menneskelige intellekt, ja endog ’sjælen’, som det noget højstemt hedder hos en anden af skolens teoretikere (Bifo
2009), på en og samme tid arbejdets primære produktionsmiddel og dets råstof. Reguleringen af det økonomiske
griber nu også ind i menneskelivets allerinderste og mest private.
Det springende punkt er imidlertid, at dette typisk ikke sker gennem tvang, men derimod gennem socialisering, fx
gennem internalisering af særlige karaktertræk, som bliver noget der efterstræbes hos den enkelte. Hvem vil fx i dag
ikke gerne være kreativ? En problemstilling og et valg, som nu fylder meget i arbejdslivet, men som for blot få årtier
siden ikke på samme vis ville have været noget, som kunne dukke op på forventningsradaren, hverken hos
arbejdsgiver eller arbejdstager. Pointen er således, at moderne ledelsesteknikker og -filosofier slet og ret bestræber
sig på, at få gjort arbejderens sjæl, drømme og eksistentielle aspirationer til en del af ’fabrikken’. Heri, hævder Bifo,
ligger en af de væsentligste forskelle fra den industrielle kapitalismes håndtering af arbejdersubjektet:

’Industrielle fabrikker udnyttede kroppen, tvang den til at efterlade sjælen uden for samlebåndet således arbejderen
fremstod som en sjælløs krop. Den immaterielle fabrik forlanger i stedet af få vores sjæl stillet til rådighed:
intelligens, følsomhed, kreativitet og sprog.’ (Bifo 2009: 192)

Denne insisteren på en ’anden antropologi’ hos det arbejdende subjekt kan også findes i andre analyser, om end
artikuleret i et andet register. I Det fleksible menneske beskriver Richard Sennett eksempelvis, hvordan Bill Gates –
som ifølge et utal af beskrivelser fra senhalvfemserne, hvor Microsoft havde sin absolutte storhedstid, fremstår som
inkarnationen af den heroisk fleksible kapitalist – udviser en forbavsende ‘vilje til at nedbryde, hvad han har skabt,
når nuet kræver det’ (1999: 65-6). Denne tendens, hævder Sennett senere i Den ny kapitalismes kultur (2007),
udspringer imidlertid ikke altid af en objektiv nødvendighed. Den hænger i højere grad sammen med, at
omstillingsparathed og villighed til at opløse alt, som hidtil har været fast – selv etablerede og velfungerende
produkter, organisationsformer og forretningsmodeller – i sig selv er blevet noget nær den eneste signalværdi, som
aktiemarkedets utålmodige kapital i dag forstår at sætte pris på.

Ifølge Sennett gælder dette evindelige forandringsimperativ, der ligger i forlængelse af bl.a. økonomen Joseph A.
Schumpeters italesættelse af kapitalismen som en kontinuerlig proces af ’kreativ destruktion’ (Schumpeter 1976: 83-
4), dog ikke kun organisationer eller virksomheder. Det har tillige sat sig igennem på subjektets og selvets niveau.
Den ny kapitalismes kulturelle fejring af omstillingsparathed og fleksibilitet – dvs. den økonomiske, strukturelle og
ideologiske ramme, som Sennett slet og ret betegner ’fresh page-capitalism’ med henvisning til dens evige,
diskursive postulat om tidligere organiserings- og praksisformers obsolens og behovet for at starte forfra på ny
(2007: 19-72) – synes nemlig at medføre radikale forskydninger i hvilke menneskelige kvaliteter, evner og måder at
forvalte og håndtere disse på, man dyrker og hylder ved såvel det enkelte individ som ved mennesket som almen,
antropologisk kategori:

‘Den nye sociale orden modsætter sig idealet om håndværksmæssighed – altså det at lære at gøre en bestemt ting
rigtig godt. […] I stedet […] lægger den moderne kultur vægt på en meritokratisk idé, som fremhæver potentielle
evner frem for allerede frembragte resultater.’ (ibid.: 11)

Denne ‘nye humanisme’, som eksemplificeret i Kanter citatet tidligere i dette essay, får ganske typisk for Sennett
følgende, tørre bemærkning med på vejen: ‘En personlighed, der fokuserer på det korte sigt, orienterer sig mod
potentielle fremtidige evner og er villig til at opgive allerede indhøstede erfaringer, er – for nu at formulere det
venligt – et usædvanligt menneske’ (ibid.: 12).

Det er således åbenlyst, at der i det simultane krav fra den ny, postfordistiske kapitalisme om både et potentialefyldt,
fleksibelt og kreativt menneske opstår nogle nærliggende krydspodninger: Fleksibilitet vedrører ikke længere bare
omstillingsparathed i mødet med eksterne, objektive omstændigheder (dvs. villighed til nye opgaver, rutiner,
arbejdstider etc.). Man forventes tillige ideelt set at skabe sig selv på ny igen og igen. Som konsekvens heraf bliver
arbejdet med selvet altså en udviklings- og vedligeholdelsesopgave, som tjener andre formål end blot ens egen
eksistentielle drift eller lyster. I forlængelse af Ulrick Beck’s konstatering allerede fra midtfirserne af, at individet i
stigende grad er blevet tvunget til at forsøge ’livshistorisk […] at løse de systemiske selvmodsigelser’ (1997: 218),
som moderniteten er så rig på, kan man således hævde, at det kreativt arbejdende individ i dag synes ramt af et
dobbelt ’kreativt imperativ’ (Bröckling 2006). Man skal både ’performe’ kreativt i arbejdslivet af hensyn til såvel sin
egen karriere som til bruttonationalproduktet (en størrelse, som synes at befinde sig i en permanent
undtagelsestilstand, som typisk betegnes ’den globale konkurrencesituation’). Og ikke mindst skal man nu også
sørge for kontinuerligt at udvikle og optimere sine personlige arbejdsredskaber, dvs. ens kreative ressourcer,
simpelthen blot for at dokumentere sin ansættelighed.

Igen kan der peges på mulige, historiske tråde tilbage til tidligere tiders kapitalismekritiske idealscenarier, som
tilsyneladende nok en gang er blevet realiseret i relativt forvrænget form i dag; jf. eksempelvis den ovenfor citerede
passage fra André Gorz fra slutningen af 1970erne, som specifikt og historisk handlede om mulighederne for at
forene den gamle (manuelle) arbejderklasse og den ny (teknologiske) gennem såkaldt ’job enlargement’ (dvs.
inklusiv en dimension om det ’lærende arbejde’), som netop skulle resultere i ’en frisættelse af alle arbejderes
kreative potentialer, som skolerne og arbejdets organisering kvæler.’ (1977: 41). Drømmen om og trangen til
kreativitetens frisættelse også i arbejdslivet er således historisk blevet forvandlet til en subtil form for tvang
(Kristensen 2006), som den enkelte forventes relativt velvilligt at internalisere i sin individuelle livshistorie.

Den sociale fabrik

På samme vis synes de mellemmenneskelige relationer, socialiteten, og hermed menneskets sociale kompetencer
også at være blevet en ganske central komponent i de økonomiske kredsløb (hvilket var grunden til at jeg ovenfor
også refererede til de nye medier som ’genstandsgjort socialitet’). Moulier Boutang illustrerer dette med en
insektallegori: det væsentligste produkt af biernes arbejde, dvs. deres største økonomiske bidrag, er ikke, som man
ellers umiddelbart ville formode, honningproduktion, men derimod deres cirkulation mellem og bestøvning af
planter (2011: 186). Moulier Boutang anvender derfor også fra tid til anden betegnelsen ’pollensamfundet’ om den
kognitive kapitalismes netværkssamfund og dets sociale produktionsformer. Et indlysende eksempel på dette er de
sociale mediers kapitalisering på de kommunikative udvekslinger, der foregår.
En endnu mere kritisk analyse af dette forhold finder vi dog hos Tiziana Terranova (2000). Hun påpeger, at selv når
vi foretager os noget online, som vi slet ikke selv opfatter som arbejde, så kan vores virtuelle aktiviteter fra
kapitalens optik faktisk jævnstilles med ’gratis arbejde’. Selv vores (digitale) forbrug – dvs. det som vi i den
klassiske analyse køber os råd til ved at sælge vores arbejdskraft – bliver nu til en økonomisk handling, som
genererer værdi. Dette gælder endog vores overspringshandlinger, som ellers typisk analyseres som uproduktive,
grænsende til subversive: når vi sniger os til at holde lidt fri i arbejdstiden for i stedet at gå på Facebook, Twitter
eller Instagram, så producerer vi så at sige også – bare for nogle andre end dem, der betaler vores løn. Som påpeget
af Lazzarato ovenfor, er det altså i tiltagende grad blevet vanskeligt at skelne ikke blot fritiden, men endog livet fra
arbejdet (dvs. den økonomisk produktive aktivitet), hvilket i sagens natur udløser en række potentielle
udbytningserfaringer, hvor de økonomiske rationalers usynlige indtrængen i det allermest private kan føles
ubehageligt.

Objektiv vs. subjektiv udbytning

Samtidig er det centralt at holde sig for øje, at oplevelsen af de praksisser, som befinder sig dette landskab af nye og
konstant skiftende arbejds(løsheds)former, faktisk opleves ret forskelligt. Medens nogle oplever sig kraftigt udnyttet
(eller udbyttet), oplever andre det langt fra sådan. Man kan således grundlæggende sige, at der findes to former for
udbytning: objektive, dvs. hvor der på den ene eller anden måde sker en socioøkonomisk skævvridning i fordelingen
af det betalte eller ubetalte arbejdes frugter; og subjektive, hvor en skævvridning opleves og ofte også italesættes
som netop en form for udbytning, ofte med fremmedgørelseserfaringer som konsekvens (Andrejevic et al. 2014:
1092). Pointen er her, at det sagtens kan være at de to fænomener ikke nødvendigvis sammenfalder: dvs. at reel
udbytning enten kan erfares eller ikke erfares som sådan, og at den subjektive erfaring kan eksistere, uden at der
nødvendigvis er tale om en reel udbytningsrelation.

Dette er muligvis et generelt vilkår, som altid har gjort sig gældende – hvorfor har man fx ellers insisteret på, at der
findes ideologiske forvrængninger, samt at nogle kan lide af ’falsk bevidsthed’ som konsekvens heraf, og at det rette
teoretisk-politiske arbejde kan afhjælpe denne tilstand? Samtidig synes denne ambivalente erfaring dog at være et
helt særligt kendetegn for nutidens ’mentale arbejde’ og dets særlige problemer (Ross 2000), som især slår igennem
i forbindelse med den type arbejdsprocesser og -strukturer, som hænger sammen med det digitale, kreative (og
muligvis også akademiske) arbejde og ikke mindst dets kulturelle eller symbolske hegemoni (dvs. det forhold, at der
her er tale om en type arbejde, som ikke nødvendigvis er dominerende statistisk set, men som til gengæld
simpelthen opfattes eller ofte omtales som ’det nye/fremtidens arbejde’ og dermed dominerer vores forståelse af,
hvad arbejdet i dag er, eller hvor arbejdet er ved at bevæge sig hen).

Særligt centralt for konstitueringen af den ovennævnte ambivalente erfaring af arbejdet som udbytning eller ej står
således også det forhold, at arbejdet i de former, det antager for os i dag, i høj grad er omgæret af historisk betingede
betydninger (og heraf afledt teknologiske materialiseringer), der ofte helt eksplicit er skrevet kritisk op imod den
bureaukratisk-industrielle produktionsmodel og dens hierarkiske organisationsformer. De typer produktive
praksisser, som i dag dominerer arbejdet (eller vores forståelse heraf), har – ikke mindst på det diskursive eller
arbejdsetiske niveau – nemlig, som nævnt indledningsvist, en lang række sammenfald med den type arbejde og
arbejdsorganisering, som vi tidligere forestillede os ville rime på lighed, frihed og kreativitet, og som vi forestillede
os, og derfor kæmpede for, skulle afløse det udbyttende eller fremmedgjorte arbejde (fx kreativitet og fleksibilitet i
arbejdslivet).

Som hidtil argumenteret i denne artikel gælder denne temporale udspænding på det samfundsmæssigt historiske
plan. Men den gælder også på det individuelle, livshistoriske niveau. Kuehn & Corrigan (2013) har således for nylig
introduceret begrebet ’håbefuldt arbejde’ (hope labor) til at beskrive, hvordan folk der giver sig i kast med under-
eller ubetalt arbejde/produktiv aktivitet (fx online) lader sig motivere af håbet om fremtidige, mere økonomisk
profitable ansættelsesrelationer. Det håbefulde arbejde kan ses som del af, hvad man i en økonomisk terminologi
ville betegne en individuel investeringsstrategi, hvor fravalget af indtjening periodisk accepteres som prisen for, at
man kan bygge oven på éns netværk og portfolio.

Dette er forhold, som nærmest kronisk har præget det kaldsarbejde, som man har pålagt sig selv inden for kunstens
(og et vist omfang også den akademiske verden). Og det er forhold, som forsat er til stede, hvilket Angela
McRobbies (2002a, 2002b, 2004) analyser af de kreative erhvervs økonomiske realiteter omkring årtusindeskiftet da
også tydeligt har afdækket (se eksempelvis også Hesmondalgh og Baker 2011). Én af McRobbies pointer er således,
at disse sektorer i langt højere grad er ramt af ’underansættelse’ (under-employment) med stor usikkerhed i
ansættelsen, frem for decideret arbejdsløshed (unemployment). Det hænger bl.a. sammen med, at det arbejde, der så
at sige er til rådighed i disse sektorer, af en række årsager – heriblandt især alt for stort arbejdsudbud – spredes ud på
alt for mange aktører, med heraf følgende hård konkurrence og kraftigt lønpres. En anden konsekvens heraf bliver,
at opdeling mellem arbejde og ikke-arbejde – eller om man vil: arbejdsløshed og ikke-arbejdsløshed – eroderes;
både i den konkrete hverdagslige praksis og for os observatører.

I denne sammenhæng spiller det sandsynligvis en afgørende rolle, at kreativitetsbegrebet – på trods af at det er
blevet radikalt transformeret især fra midten af det 20. århundrede og frem (Stephensen 2010: 29-115, 395-454) –
fortsat trækker på en levende kunstner/bohememytologi. Et eksempel er de stærkt romantiserede forestillinger om
kunstneren på loftskammeret, som ganske vist er underlagt et lunefuldt og uretfærdigt arbejdsmarked (dvs. et
kunstmarked, som typisk kun belønner stor kreativitet posthumt), men som til gengæld er rig i åndelig forstand –
hvilket ifølge den romantiserede forestilling rigeligt kompenserer for den materielle fattigdom (Chiapello 2004).
Netop fordi kreativitetsbegrebet i høj grad stadig har denne romantiske rest, som kobler an til forestillinger om at
udtrykke og realisere sig selv, vil man være tilbøjelig til at acceptere arbejdsvilkår, som man normalt ikke ville
tolerere i et mere klassisk lønarbejderforhold. Diskursen om kreativt arbejde og den bredere forestilling om
’kreativitet i arbejdet’, dvs. i nærmest alle former for arbejde, synes således at være underordnet et løfte og en
forventning om tilfredsstillelse, glæde, ja måske endog nydelse i arbejdet, som i de sidste årtier er blevet installeret i
vores forestillinger om arbejdets natur (Donzelot 1991).

Og netop fordi arbejdet i de kreative erhverv (eller blot den kreative økonomi i en bredere, epokal forstand) kobles
til en tilsyneladende essentiel, menneskelig evne, kreativiteten, bliver spørgsmål om succes og fiasko i emfatisk grad
individualiseret. Et forhold, som McRobbie spydigt, med henvisning til det forhold at det netop var Tony Blairs
New Labour Party, der var global bannerfører for ideen om den kreative økonomis vidundere, betegner ’new right
by stealth’ (1999: 24). På trods af ovennævnte barske realiteter, pointerer McRobbie, hyldes det kreative arbejde
nemlig fortsat som ikke blot trendy, men endog nærmest som den eneste farbare vej til personlig uafhængighed,
frihed og selvrealisering (2002b: 518). Derfor kan det da også synes paradoksalt – hvis ikke ligefrem lidt
mistænkeligt? – hvordan især det kreative arbejde, forstået som urformen til den bredere forestilling om kreativitet i
arbejdet er blevet hyldet som en art best practice for ’det nye arbejde’ (Lazzarato 2007) og ikke mindst for
fremtidens måde at håndtere innovationskapløbet i den globale konkurrencesituation. Det rejser i hvert fald det helt
åbenlyse spørgsmål: hvem står i så fald tilbage som vindere?

Litteratur:

Ammitzbøll, Lisbeth (2014): ’Fremtiden er fuld af frihed’, Magisterbladet nr. 2, pp. 51-3.

Andrejevic, Mark, John Banks, John Edward Campbell, Nick Couldry, Adam Fish, Alison Hearn og Laurie
Ouellette (2014): ‘Participations: Dialogues on the Participatory Promise of Contemporary Culture and Politics –
Part 2: Labor’, The International Journal of Communication, vol. 8, pp. 1086-1106.

Asp, Lene (2012): ‘Spørgeskema til kunstnere (mit bidrag til UKKs rapport om kunstneres arbejdsvilkår)’,
http://prmndn.dk/sporgeskema-til-kunstnere-mit-bidrag-til-ukks-rapport-om-kunstneres-arbejdsvilkar-2/ .

Beck, Ulrich (1997): Risikosamfundet – på vej mod en ny modernitet, København: Gyldendals Bogklubber.

Berardi, Franco (’Bifo’) (2003): ’What is the Meaning of Autonomy Today?’,

http://www.republicart.net/disc/realpublicspaces/berardi01_en.htm.

Berardi, Franco (’Bifo’) (2009): The Soul at Work: From Alienation to Autonomy, Los Angeles: Semiotext(e).

Boltanski, Luc og Eve Chiapello (2005): The New Spirit of Capitalism, London: Verso.

Boltanski, Luc og Eve Chiapello (2011): ’Kapitalismens nye ånd’ i Luc Boltanski, Pragmatisk sociologi – En
tekstsamling (red. Lars Held), København: Hans Reitzels Forlag, pp. 201-250.

Castoriadis, Cornelius (1957): ’On the Content of Socialism II - Socialisme Ou Barbarie’, Socialisme Ou Barbarie,
vol. 22, http://libcom.org/library/on-the-content-of-socialism-ii-socialisme-ou-barbarie.

Chiapello, Eve (2004): ‘Evolution and Co-optation: The “Artist Critique” of Management and Capitalism’, Third
Text, vol. 18, nr. 6, pp. 585-94.

Donzelot, Jacques (1991): ’Pleasure in work’, i Burchell, Gordon og Miller (red.), The Foucault Effect: Studies in
Governmentality, London: Harvester, pp. 262–281.

Drucker, Peter F. (1996 [1957]): The Landmarks of Tomorrow: A Report on the New ’Post-Modern’ World, New
Brunswick: Transaction Publ.

Drucker, Peter F. (1994): Post-Capitalist Society, New York: Harper Collins.

du Gay, Paul (1994): ’Making up Managers: Bureaucracy, Enterprise and the Liberal Art of Separation’, British
Journal of Sociology. vol. 45 nr. 4, 1994, pp. 655-74.

du Gay, Paul (1996): Consumption and Identity at Work, London: Sage.

Flores, Fernando og John Gray (2000): Entrepreneurship and the Wired Life: Work in the Wake of Careers, London:
Demos.

Florida, Richard (2002): The Rise of the Creative Class: and How It's Transforming Work, Leisure, Community and
Everyday Life, New York: Basic Books.

Gorz, André (1977): ’Technical Intelligence and the Capitalist Division of Labor’, Telos, vol. 12, pp. 21-41.

Gorz, André (1989): ’At have magt over tiden er målet med arbejdet’, Fredag, vol. 5 nr. 23, pp. 11-17.

Handy, Charles (1994): The Empty Raincoat, London: Hutchinson.

Hesmondhalgh, David og Sarah Baker (2011): Creative Labour: Media Work in Three Cultural Industries, London:
Routledge.

Hochschild, Arlie (2003): Tidsfælden – når familien bliver arbejde og arbejdet bliver familie, Kbh.: Munksgaard.
Kanter, Rosabeth Moss (1989): When Giants Learn to Dance, New York: Simon & Schuster.

Kristensen, Jens Erik (2006): ’Kreativitetens tidsalder? – en idéhistorisk og samtidsdiagnostisk indkredsning’,

Dansk Pædagogisk Tidsskrift, nr. 1, pp. 12-22. Kuehn, Kathleen og Thomas F. Corrigan (2013): ‘Hope Labor: The
Role of Employment Prospects in Online Social Production’, The Political Economy of Communication, vol. 1, nr.
1, http://www.polecom.org/index.php/polecom/article/view/9/64.

Lazzarato, Maurizio (2004): ’From Capital-Labour to Capital-Life’, Ephemera: theory & politics in organization,
vol. 4 nr. 3, pp. 187-208.

Lazzarato, Maurizio (2007): ‘The Misfortunes of the “Artistic Critique” and of Cultural Employment’, Transversal,
http://eipcp.net/transversal/0207/lazzarato/en.

Marx, Karl (1965 [1844]): ’Fremmedgjort arbejde’, Tiden - Verden Rundt nr. 2, pp. 54-63.

Marx, Karl (1970-72 [1867-94]): Kapitalen: Kritik af den politiske økonomi, København: Rhodos.

Marx, Karl (1974 [1857-58]): Grundrids til kritikken af den politiske økonomi (bind 1-4), Århus: Modtryk.

Marx, Karl og Friedrich Engels (1973): ’Af: Den tyske ideologi’, Villy Sørensen (red.), Økonomi og filosofi.
Ungdomsskrifter, København: Gyldendal, pp. 94-129.

McRobbie, Angela (1999): ’Trust me, I am right: Workplace democracy is being ignored in the rush to celebrate the
entrepreneurial spirit’, The Guardian, 23. august, http://www.theguardian.com/politics/1999/aug/23/media.uk.

McRobbie, Angela (2002a): ‘From Holloway to Hollywood: happiness at work in the new economy? i Paul du Gay
& Michael Pryke (red.), Cultural Economy: Cultural Analysis and Commercial Life, London: Sage, pp. 97-115.

McRobbie, Angela (2002b): ‘Clubs to Companies: Notes on the Decline of Political Culture in Speeded Up Creative
Worlds’, Cultural Studies, vol. 16 nr. 4, pp. 516-31.

McRobbie, Angela (2004): ‘”Everyone is Creative”: Artists as Pioneers of the New Economy?’, i Elizabeth B. Silva
og Tony Bennett (red.), Contemporary Culture and Everyday Life, Durham: Sociology Press, pp. 186-202.

Moulier Boutang, Yann (2011): Cognitive Capitalism, Cambridge: Polity.

Pasquinelli, Matteo (2007): ’ICW – Immaterial Civil War: Prototypes of Conflict within Cognitive Capitalism’ i
Geert Lovink & Ned Rossiter (red.), My Creativity Reader, Amsterdam: Institute of Network Cultures, pp. 71-82.

Peters, Tom (1999): The Brand You 50, New York: Alfred A. Knopf.

Peters, Tom (1997): ’The Brand Called You’, Fast Company, 31. august,
http://www.fastcompany.com/magazine/10/brandyou.html.

Piketty, Thomas (2014): Capital in the Twenty-First Century, Cambridge, Massachusetts: The Belknap Press.

Robinson, Joan (2009): Economic Philosophy, Piscataway: Transaction Books.

Ross, Andrew (2000): ‘The Mental Labor Problem’, Social Text, vol. 18, nr. 2, pp. 1-31.

Schumpeter, Joseph A. (1976 [1942]): Capitalism, Socialism and Democracy, London: George Allen & Unwin Ltd.

Sennett, Richard (1999): Det fleksible menneske – eller arbejdets forvandling og personlighedens nedsmeltning,
Højbjerg: Hovedland.

Sennett, Richard (2007): Den ny kapitalismes kultur, Højbjerg: Hovedland.

Seymore, Benedict (2005): Mute: Precarious Reader, London: Mute Magazine.

Spinosa, Charles, Fernando Flores og Hubert L. Dreyfus (1997): Disclosing New Worlds: Entrepreneurship,
Democratic Action, and the Cultivation of Solidarity, Cambridge & London: MIT Press.

Standing, Guy (2011): The Precariat: The New Dangerous Class, London: Bloomsbury.

Stephensen, Jan Løhmann (2010): Kapitalismens ånd & den kreative etik, Aarhus: DARC.

Stephensen, Jan Løhmann (2012): ’Kreativ kapitalisme. Nye værdier, nye teknologier og nye diskurser’, i Raffnsøe-
Møller, Thorup, Larsen & Hansen (red.), Kapitalismens ansigter, Aarhus: Philosophia, pp. 214-228.

Stephensen, Jan Løhmann (2013): ’Postarbejderismen: neo-marxistisk kritik af den aktuelle kapitalisme’,
Samfundsøkonomen, nr. 4, pp. 31-36.

Styhre, Alexander (2005): ’Ideology and the Subjectification of the Entrepreneurial Self’, International Journal of
Management Concepts and Philosophy, vol. 1 nr. 2, pp. 168-73.
Turner, Fred (2006): From Counterculture to Cyberculture: Stewart Brand, the Whole Earth Network, and the Rise
of Digital Utopianism, Chicago: University of Chicago.

Virno, Paolo og Michael Hardt (1996) (red): Radical Thought in Italy, Minneapolis: University of Minnesota Press.