Påskelammets blod – historien om et religionskup

For Jesus af Nazareth var kærlighed livets kerne. Men for Paulus – den kristne kirkes
egentlige grundlægger – blev Jesus af Nazareth livets kerne. For kun ved at slagte
HAM som et offerdyr kunne Gud dulme sin egen vrede over menneskehedens synder,
og derved skænke os nyt liv. Sådan lyder den vulgære forsoningslære, hvormed
Paulus ødelagde kristendommen. Den står dog endnu ved magt, på bekostning af Jesu
egen kærlighedslære, og til trods for et storstilet forsøg på en reformation i 1920

Af Christian Nicholas Eversbusch, cand.mag.

Mange af os spiste igen i år lammekød i påsken. Formentlig var det dog de færreste
danskere, der tænkte over, hvad der ligger til grund for denne tradition. Og endnu
færre er vel klar over, at deres påskelam trækker lange spor af blod tilbage til
Historiens største religionskup.
Lad os gå tilbage i tiden, ca. 2.500 år, til dengang israeliterne fik 4.
Mosebog: ”Herren sagde til Moses og Aron i Egypten: »(…) Sig til hele Israels
menighed: Den tiende dag i denne måned skal man tage et lam eller et kid til hver
husstand i fædrenehuset. (…). Så skal hele Israels menighed slagte det, lige inden
mørket falder på. De skal tage noget af blodet og komme det på de to dørstolper og
på overliggeren i de huse, hvor de spiser det. Samme nat vil jeg gå gennem Egypten,
og jeg vil dræbe alle førstefødte i Egypten, både af mennesker og af kvæg, og
iværksætte mine straffedomme over alle Egyptens guder. Jeg er Herren! Men blodet
skal I have som mærke på husene, hvor I er. Når jeg ser blodet, går jeg forbi jer.
Ingen ødelæggende plage skal ramme jer, når jeg slår egypterne” (9,1-14).
Disse befalinger af krigsguden Jahve adlød jøderne troligt år for år. Som et
minde om den udfrielse fra Ægypten, hvorom 4. Mosebog her beretter, strøg man
påskelammets blod på sin dørkarm. Men ofringen skete desuden for at formilde den
strenge Jahve, ja, for at sone den skyld, man måtte have pådraget sig ved ikke at
efterleve alle krav i Moseloven. Således omdannedes Templet i Jerusalem hvert år
ved påsketid til et slagtehus, der flød med blod. For de lam, der skulle fortæres i hver
eneste af Jerusalems husstande, måtte dræbes her. I modsat fald mente de gamle
hebræere ikke, at de ved fortæringen kunne få del i helligelsen. Dvs. kødet ville da
ikke forbinde den spisende direkte med guddommen.
Fra evangelierne ved vi, at også Jesus, med sine forældre, fejrede påske i
Jerusalem. To gange. Den tredje overlevede han ikke. Der blev han som bekendt
korsfæstet.
”Barmhjertighed ønsker jeg, ikke slagtoffer”
Det billede, de fleste skriftlige kilder tegner af Jesus, viser os en åndelig læremester
højt hævet over hebræernes offertanke. Som han siger til farisæerne:
”Barmhjertighed ønsker jeg, ikke slagtoffer” (Mattæus 9,13). Det klare billede af
Gud, som Jesus bar i sit hjerte, var ikke et billede af en blodtørstig krigsgud. Det var
et billede af hele menneskehedens kærlige fader; en fader, som ikke vil underkøbes
med blodige ofre; en fader, der barmhjertigt tilgiver selv sin dybest faldne søn
(Lignelsen om den fortabte søn).
Men han, Jesus, der forkyndte denne betingelsesløse kærlighed, skulle ved ond
ironi ende med selv at blive ”slagtet” som et blodigt påskelam, et simpelt offerdyr.
Ja, for i sit åndelige snæversyn kunne Saul, Paulus – den kristne kirkes egentlige
grundlægger – ikke sætte sig ud over jødedommens offertanke. De idéer, hvorudfra
Paulus søgte at forklare meningen med Jesu liv, var således afledt af hans tid. Og
hvad der var endnu værre: Paulus havde aldrig kendt mesteren fra Nazareth, men i
sin egenrådighed følte han sig ikke desto mindre beføjet til at underkende den
direkte overlevering fra Jesu egne disciple. Det fremgår tydeligt af Paulus’ breve, at
han ikke mente, det kunne være tilfældigt, at Jesus var blevet korsfæstet netop i
påsken. Han mente ikke, det kunne være tilfældigt, at Jesus havde taget afsked med
sine disciple ved at drikke vin og spise brød med dem. Nej, i dette nadvermåltid
måtte der ligge en betydning gemt. En betydning, der måtte afspejle den forbindelse,
de gamle hebræere havde ment at opnå med Jahve under fortæringen af det ofrede
lam. Vinen måtte være et udtryk for Jesu blod, ligesom brødet måtte være lig med
hans kød.

”Jesus forkyndte gudsriget, men det blev kirken, der kom”

For denne sin egenrådige udlægning af Jesu lære vandt Paulus flere og flere
tilhængere, trods indædt modstand fra Jesu oprindelige disciple. Paulus var en
utrættelig folketaler, uddannet i græsk retorik og dialektik. De ulærde disciple kom
hurtigt til kort over for hans myndige talekunst i folkeforsamlingerne. Og således
gik det til, at Jesu død – ikke hans liv – blev kristendommens kerne. Jesu legeme blev
selve meningen med hans liv. Ja, snart blev det stadfæstet, at i Jesu blod kunne alle
hans følgere vaske sig rene for synd og skyld.
Om sin samtids evangelietekster meddeler kirkefaderen Origines (185-254),
at ”forskellen i afskrifterne var mangfoldig”, idet afskriverne ”satte til eller udelod,
hvad der passede dem.” Da bibelteksten endnu ikke var fastlåst, var der rig
mulighed for at tilpasse skrifterne til den tolkning, der forfægtedes af den herskende

2
trosretning, og tilintetgøre de afskrifter, der modsagde denne. Som bekendt er det
sejrherren, der skriver historien. Og sejrherren blev den kristendom, vi kender i
dag: blodteologiens.
Kærlighedslæren tabte med andre ord. For hvad betyder barmhjertighed og
tilgivelse, når al synd én gang for alle er vasket bort i blod? Ja, hvad betyder Jesu
bud ”Elsk din næste som dig selv”, når Gud – der uretfærdigt lader sin dadelfrie søn
henrette – bestemmer, at fra nu af er den altafgørende betingelse for frelse, at man
tror på blodets ”trylleri”?
Men de, der ikke tror på trylleriet – ikke tror på, at Jesu uretfærdigt udgydte
blod ophæver al synd og skyld både mellem mennesker indbyrdes og mellem Gud
og mennesker – hvad sker der så med dem? De bliver skam udslettet – for stedse. Ja,
de vil blive fortæret af Helvedes ild, for Gud elsker kun dem, der tror på Paulus’
udlægning af Jesu lære. Påstås det.
Jovist, ”religionskup” er det rette ord til at beskrive, hvad der blev af den
oprindelige kristendom.
Man forstår godt den franske religionshistoriker, der spottende sagde, at
”Jesus forkyndte gudsriget, men det blev kirken, der kom”.

”Hemmelige ord, som den levende Jesus talte”

Taberne gav dog ikke straks op. De kæmpede for det, de fastholdt var Jesu sande
lære. Det gådefulde Thomas-evangelium, der først blev fundet i 1945, indledes
f.eks.: ”Dette er de hemmelige ord, som den levende Jesus talte, og som Didymos
Judas Thomas skrev ned.” Basilides, der virkede i Alexandria mellem 117 og 138,
hævdede tillige at videreføre en tradition, som stammede fra Jesu discipel Peter, og
de såkaldte ebionitter påberåbte sig et helligt skrift, de kaldte for ”De tolvs
evangelium.” Her siger Jesus bl.a.: ”Jeg er kommet for at afskaffe ofringerne, og
dersom I ikke hører op med at ofre, vil vreden ikke vige fra jer”.
Også flere andre steder er der belæg for tanken om en skjult eller i hvert fald
underbelyst overlevering, der – uden om den herskende kirke – går tilbage til Jesus.
Under navne som gnostikere, manikæere, bogomiler og katharer kender vi de
vigtigste forfægtere af denne tradition. Fra oldkirken og helt frem til middelalderens
udgang trodsede disse bevægelser både den ortodokse kirke i Øst og pavekirken i
Vest, men langt de fleste af deres tilhængere fik et mørkt endeligt; pinte, plagede,
halshuggede, hængte, flåede, korsfæstede eller brændte som de blev – sammen med
deres skrifter.

3
 Hvad Jesu oprindelige lære gik ud på, må vi således nøjes med at udlede af
dels de småskrifter, der overlevede bålene, dels de partier af evangelierne, der
overlevede påvirkningen fra Paulus.

Kristi andet komme

Ja, sådan var vilkårene i hvert fald indtil 1920. For i dette år indtraf – upåagtet
endnu i dag af stort set alle – en begivenhed, alverdens kristne har længtes efter i
snart 2.000 år: Kristi andet komme.
Nej, Jesu forjættede genkomst indtraf ikke på den måde, de fleste havde ventet:
som en reinkarnation. Den indtraf derimod som to mediumistisk overførte taler, der
har inspireret mig til denne artikel. De står at læse i bøgerne Vandrer mod Lyset! og
Forsoningslæren og Genvejen. Begge udgaves her i København af lektor Michael
Agerskov og rummede indtrængende opfordringer til en ny reformation af vor
kirke.
Flere præster afviste bøgerne alene pga. den tanke-inspiratoriske måde,
hvorpå deres indhold var blevet overført til vor verden. En underlig reaktion. Dels
fordi samme præster intet forbehold nærede over for de meddelelser, der i en lind
strøm blev åbenbaret for Paulus, Johannes, profeterne m.fl. Dels fordi det vel er
troværdigheden af en bogs indhold og ikke dens tilblivelsesform, der er det
afgørende(?).
Det er således i høj grad besynderligt, at en seriøs anmeldelse eller saglig kritik
af ovennævnte bøgers indhold endnu ikke har set dagens lys – efter 97 år. Vil
kirkens mænd og kvinder ikke modtage Vandrer mod Lyset! og tilknyttede værker,
da må de klart vise, at den fremstilling af Jesu lære, der her gives, er ringere end
den, de selv docerer; da må de klart vise, hvorfor de vælger at stå ved kirkens
nedarvede dogmer. Ja, hvis budskaberne i Vandrer mod Lyset! og tilknyttede værker
strider mod bispernes og præsternes opfattelse af det guddommelige, har de da ikke
ligefrem pligt til at advare deres menigheder mod dem?
I snart 100 år har det været muligt at læse Jesu oprindelige og uforvanskede
kærlighedslære – formuleret af mesteren selv, og tilmed på dansk. Muligt har det
ligeledes været i snart 100 år at læse Paulus’ autoritative gendrivelse af sin egen
forsoningslære; en opgave, Gud ifølge Vandrer mod Lyset! pålagde ham – og som
allerede skulle have været udført under Paulus’ (re)inkarnation som Martin Luther.1

1Om denne hedder det bl.a. i ”Vandrer mod Lyset!” (s.82): »Om end Luthers Magt og
Myndighed var stor, om end han var haard og ubøjelig mod sine Fjender, vedblev han
dog stedse at være s v a g i sit Hjerte, naar han var ene; thi han fornam, at Guds fulde
Styrke ikke var over ham. Stundom grebes han af Angest og Rædsel for det Mørke,

4
Ord af den angrende Paulus
Hen i mod slutningen af Paulus’ / Luthers 26 sider lange gendrivelse af
forsoningslæren hedder det:

»Men naar man har set, at Jesu Lære staar langt over det, der før hans Tid
stod for Menneskene som det højeste, der kunde tænkes om Himlens og
Jordens Ophav og Herre, saa bør man ogsaa deraf kunne slutte, at Jesus efter
al Sandsynlighed maa være Udsending fra og Talsmand for – den skjulte,
den endnu ukendte Gud. – Men er man naaet saa langt i sin Forstaaelse af
Jesu Sendelse, saa bør man ogsaa fuldtud forstaa: at denne kærlige Gud og
Fader ikke har sendt sin Søn til Jorden, for at han i Menneskeskikkelse kunde
bringe sig selv som et Syndoffer for al Verden! Ja, alle bør kunne forstaa: at
et i alle Maader fuldkomment guddommeligt Væsen, der er højt, uendelig
højt hævet over alt det menneskelige, saa højt, at ingen Mennesketanke kan
fatte Hans dybe Kærlighed og grænseløse Barmhjertighed, ja, saa højt, at
intet Menneskeord kan give Udtryk for Hans Væsens Højhed og Renhed, ikke
kan handle imod sig selv, imod sine egne Love2, og at Han i Sandhed ikke har
sendt Jesus til Syndoffer – hverken paa den ene eller den anden Maade! –

Men hvad gik da Jesu Mission ud paa?

Jesus sendtes til Jorden for at lære Menneskene: at elske den sande Gud af
hele deres Hjerte, Sjæl og Sind, og at elske deres Næste, som de elsker sig
selv; han sendtes til Jorden for at lære Menneskene: at leve i indbyrdes Fred
og Fordragelighed, han sendtes til Jorden: for at løse Jødefolket ud af Mose-
Lovenes tyngende Baand; og han sendtes til Jorden for, om det var muligt,
som Menneske: at fatte Medlidenhed i sit kærlige Hjerte med den Mørkets

der strømmede imod ham, og han følte sig bunden af det Had, der mødte ham fra den
Ældste, Mørkets Tjener, saa han stundom glemte at lytte til den Stemme, der søgte at
vejlede ham.
(…) Men trods Mennesket Luthers mange og store Fejl, naaede han dog at
bortkaste nogle af den Ældstes falske Lærdomme, og han og Zwingli naaede
tilsammen at bringe Menneskene nogle Skridt fremad mod Maalet.
Men ingen af dem formaaede at udføre det Storværk, der var planlagt, førend de
fødtes til Jorden, det Storværk, de tilsammen skulde have øvet blandt Menneskene.
— Da Luther og Zwingli atter mødtes i de himmelske Boliger, efter at Døden
havde nedbrudt deres jordiske Legemer, sørgede de begge meget over det Fjendskab,
den Ældste havde fremkaldt mellem dem, medens de færdedes paa Jorden.«

2 Dvs. imod buddet: ”Du må ikke ihjelslå!” (min tilføjelse [CNE]).

5
 Aand, Menneskene kaldte Satan, og i Kraft af sin Medlidenhed at bede for
hans Løsning fra Mørkets og Syndens Magt.
Det var Jesu Mission, Jesu Gerning, som Messias at give Menneskene
Kendskab til Guds Faderlighed, og ved sin Medlidenheds og Kærligheds Bøn
at nedbryde Mørkets Magt over den faldne Broder, at smelte hans hadefulde
og trodsige Sind og bringe ham tilbage til Faderhjemmet, og derved fjerne
den Hindring, som han i utallige Tider havde været for Menneskene paa den
Vej, der fører til Forstaaelsen af Gud som den kærlige, milde og barmhjertige
Fader, hvis Væsens Højhed, Renhed og Fuldkommenhed ikke kan udtrykkes i
Menneskeord eller formes af Mennesketanker. –
Jesus formaaede ikke at bede for Mørkets Fyrste og Tjener, hvorfor han
heller ikke helt formaaede at fuldføre sin Opgave. Den faldne Broder
kæmpede imod ham. Og menneskene forstod ham ikke! I deres blinde Had
til ham, der talte imod de gamle Overleveringer, og i deres taabelige
Uforstand: ikke at ville lære det nye at kende – haanede, spottede og
fordømte de ham, der vilde bringe dem nærmere til deres Gud og Fader,
ham, der vilde lære dem: at blive renere, kærligere og mindre stridbare. Og
som en Forbryder dømtes han til Døden paa Korset! Raadet dømte ham,
Præsterne dømte ham – Folket dømte ham!
Menneskene selv gav ham Døden!

Til slut henvender tekstens ophavsmand sig direkte til sine læsere:

»Jeg, der engang levede blandt Menneskene som Saul fra Tarsus, er for nylig
vendt hjem fra et nyt Jordeliv iblandt eder. Ved min Hjemkomst paalagde vor
Fader mig at tage Grundstenen bort under det Hus, som I Mennesker har
bygget op paa min egenmægtige Udlægning af Jesus fra Nazareths Død.
Endnu svag efter det nylig afsluttede Liv, bad jeg vor Fader om Hjælp til at
udføre denne Gerning, og nogle af mine Brødre fulgte mig til det Menneske,
der er Midler mellem os og eder. Ved mine Brødres Hjælp – thi de har
forstærket og klargjort mine Tanker – har jeg nu udført det Hverv, som vor
Fader har paalagt mig.
Maatte I blive seende og følge mine Ord! Men eet skulle I vide: hvad jeg
dengang gjorde, det gjorde jeg, fordi jeg af hele mit Hjerte elskede Jesus fra
Nazareth. Jeg vilde gøre ham større, end han var! Tilgiv mig; thi jeg
handlede af Kærlighed. –

6
 Men I, der, ligesom jeg, elsker vor Broder, skynd eder at lytte til mine
Ord, skynd eder at gøre min og eders Forsyndelse3 god, at det Budskab, som
vor Fader har sendt eder, maa bære rige Frugter. Vor Fader vil takke eder,
vor Broder vil takke eder, og jeg, der engang var Saul fra Tarsus, vil takke
eder af mit ganske Hjerte, Sjæl og Sind!«

Den virkelige reformation venter vi altså stadig på. Lad os derfor ikke fejre for
meget endnu, hverken reformationsjubilæum eller påske. Virkeligheden ligger
foran os – og den er langt større, end nogen har anet.

Litteratur:

Ud over de i teksten direkte nævnte skrifter har jeg benyttet følgende kilder:

[Flere forf.]: Gads danske bibelleksikon I-II, red. v. Eduard Nielsen & Bent Noack,
København, G.E.C. Gads Forlag 1965, (især opslagene om hhv. påske, påskelam og
offer)

Ditlef Nielsen: Den historiske Jesus. Aschehoug, København 1924

Fredrik Nielsen: Haandbog i Kirkens Historie, Bind 1: Oldkirken, København 1885

(1. udgave) Bind 2: Middelalderen, København 1892 (1. udgave) Karl Schønbergs
Forlag

Hal Koch: Konstantin den store, Gyldendal, København 1969

Jørgen Fafner: Oldkirkelig retorik, intern publikation fra Institut for Retorik,
Københavns Universitet 1993

3 At Paulus / Luther her forudsætter et fællesskab med sine læsere (”I, der, ligesom
jeg, elsker vor Broder” og ”min og eders Forsyndelse”), skal ses i sammenhæng med
undertitlen på det skrift – ”Forsoningslæren og Genvejen” – hvori teksten er trykt: ”Et
Budskab fra den oversanselige Verden til alle, der bærer Kristennavnet”. Til
sammenligning skal nævnes, at ”Vandrer mod Lyset!” bærer undertitlen ”Et Budskab
til Menneskeheden fra den oversanselige Verden” (min fremhævelse [CNE]). Paulus /
Luther henvender sig således til Kirkens mænd og kvinder og til kristendommens
følgere i almindelighed. Hovedværket derimod er til den samlede menneskehed
(CNE).