You are on page 1of 1

Hej Andreas!

Da jeg flyttede til Gellerupparken var jeg lidt nervøs, fordi jeg havde hørt mange dårlige historier om
området. Men efter at jeg havde boet der i nogle måneder, glemte jeg mine bekymringer. Der var altid god
stemning, glade familier og børn ude på græsplænerne i løbet af dagen. Selvfølgelig kunne der godt være
lidt utrygt om aftenen/natten, hvis man gik på stierne og mødte en flok unge mennesker, som man godt
vidste solgte hash eller kørte ulovligt på knallert. Men jeg tror jeg ville have været lige så utryg hvis jeg
mødte dem et hvilket som helst andet sted.

Det skal siges at jeg også havde nogle decideret dårlige oplevelser. Jeg fik stjålet min cykel og blev en gang
antastet af to folkeskolelever sent om aftenen. De var meget påtrængende og viste mig at de havde en lille
kniv – det opfattede jeg selvfølgelig som en trussel, og sagde at jeg havde fået nok af dem, og ville gå hjem
og spise aftensmad.

Hvis jeg tænker over det, kunne jeg også have fået stjålet min cykel, der hvor jeg bor nu. Samtidig har jeg
følt mig mere i fare i Aabenraa, hvor der er nogle der har skubbet til mig og indbudt til slåskamp.

Der er problemer i Gellerupparken som man bliver nødt til at løse, men man skal passe på, at man ikke får
en idé om at alle der bor derude er kriminelle. Størstedelen er helt normale mennesker ligesom alle andre.

Kh Mads-Christian Paulsen

You might also like