Koranens mirakel

–
den røde tråd igennem en dybere argumentation

1. Rationel dimension.
2. Lingvistisk dimension.

1. Araberne kunne ikke producere noget lig Koranen.

2. Skyldtes det uvilje eller kunnen?
3. Hvilke mulige kilder er der for Koranen?

1. Koranen irriterede Quraysh og fascinerede dem samtidigt.

2. De kunne have undgået krig mod egne familiemedlemmer.
3. Er Koranen volapyk eller velartikuleret? Og er den velartikuleret på et menneskeligt eller
overmenneskeligt niveau?
4. Følgende mulige kilder for Koranen:
I. Muhammad (saw)
II. Araberne
III. Ikke-araberne
IV. Andre væsener:
a) Sanselige væsener – dyr
b) Usanselige væsener – jinn, engle, tandfeen, julemanden, spaghetti-monsteret, den afskyelige
snemand, påskeharen osv.
V. Allah (swt)
VI. Er Koranen uforlignelig?

Den lingvistiske dimension

Er Koranen uforlignelig?

Koranen blev åbenbaret til Profeten (saw) i løbet af 23 år, hvor åbenbarelsesrækkefølgen blev afgjort af
situationerne eller omstændighederne, som krævede en islamisk dom eller et islamisk syn; hvad enten
det var ideer eller regler. På intet tidspunkt i løbet af de 23 år var der noget seriøst forsøg eller seriøse
påstande om, at nogen havde produceret noget lig Koranen.

Der er en række beretninger om, hvordan Quraysh reagerede, da profeten (saw) erklærede, at han (saw)
havde modtaget åbenbaring og et budskab til hele menneskeheden, som indbefattede at forkaste
Qurayshs forfædres religion og afguder.

I første omgang blev de svageste blandt muslimerne forfulgt, tortureret og nogle dræbt. Profeten (saw)
var under sin farbrors, Abu Talib, beskyttelse, hvorfor han (saw) kunne færdes i Makkah. Quraysh
klagede til Abu Taib, men Abu Talib beskyttede fortsat sin nevø (saw). Quraysh forøgte så at bestikke
Profeten (saw) til at stoppe kaldet, men han (saw) afviste ethvert tilbud om kompromis. Da Abu Talib
døde, så søgte Profeten (saw) beskyttelse fra den næststørste magtfaktor på den arabiske halvø; al-Ta’if-
stammen. De afviste ham, ydmygede ham ved at lade deres børn og slaver stene ham ud af byen.
Herefter tog Abu Jahl ham (saw) under sin beskyttelse, da det ville være flovt for ham, at en anden fra
Quraysh skulle beskytte ham(saw) og han (saw) fortsatte kaldet i Makkah. Efter et stykke tid hvor
konflikten eskalerede, så besluttede Quraysh sig for at dræbe ham (saw). De lod 10 lejesoldater fra 10
forskellige påtage sig opgaven, sådan så skylden eller ansvaret ville blive fordelt på 10 stammer, hvorfor
en militær konflikt ville være udelukket og Quraysh blot skulle nøjes med blodpenge. Men Profeten
(saw) modtog åbenbaring om det og emigrerede med muslimerne til Madinah, hvor han (saw) kort
forinden havde modtaget et løfte om autoriteten i samfundet. Herefter startede militærkonflikterne
mellem Quraysh og muslimerne i Madinah på tværs af familier og slægtninge.

Sagen er, at Quraysh havde enhver interesse i at producere noget lig Koranen, da Profetens kald
irriterede dem grænseløst, det irriterede dem til den grad, at de lagde deres æreskodekser til side og
endda slægtsskabet med Profeten (saw) til side og prøvede at dræbe ham (saw). Der kan ikke være
nogen tvivl om, at hvis Quraysh kunne producere noget lig Koranen, eller hvis de i jahiliyahpoesien
kunne finde noget, der var lig eller overgik Koranen, så havde de ikke tøvet med at lægge det på bordet,
de burde i det mindste have nævnt det.

Nogen kan måske lege med ideen, at måske er Koranen på sådan et lavt niveau, så det ville være absurd
at spilde sin tid på at tage udfordringen op, lidt ligesom hvis en 3-årig udfordrer en professionel bokser
til at slås.

Hvis vi kigger på Koranen og dens ordvalg, ordstilling, sætningskonstruktioner, komposition og brug af

retoriske virkemidler, så kræver det naturligvis kendskab til det arabiske sprog for at kunne foretage en
vurdering. Og har vi ikke det påkrævede kendskab, så må vi falde tilbage på autoriteter, dvs. eksperter
indenfor det arabiske sprog.

Hvis vi kigger på eksperters udsagn om Koranen, muslimer såvel som ikke-muslimer, så peger de alle
på det faktum, at Koranen er uforlignelig og uovertruffen – de ikke-muslimske eksperter stopper
undersøgelsen der uden at gå ind i diskussionen om, hvorvidt den er fra Allah (swt).

Hvad angår Koranens oprindelse, dvs. hvad dens mulige kilder er, så kan vi som nævnt tidligere opstille
flere muligheder.

Hvis vi kigger på fakta, så er sagen således, at ingen af arabernes digtere har produceret eller påstået at
de har produceret noget lig Koranen og heller ikke, at nogen eller noget kan måle sig med Koranens
retoriske niveau.

Hvis vi så medtager det faktum, at araberne var de mest udviklede indenfor retorik, hvilket al-Jahidh
erklærede i sin levetid, så udelukker det også at ikke-araberne skulle kunne producere noget lig.

Hvis vi vil medtage dyr og alle andre sanselige væsener som en mulig kilde, så kan vi efter nogle få
sekunder konkludere, at på trods af at dyr kommunikerer med hinanden, så er dyresprog begrænset til
lyde, der repræsenterer primitive beskeder; fare, mad, løb osv.

Nogen kan finde på at stille drilske spørgsmål såsom, hvem siger ikke, at Koranen er fra en engel eller
en jinn? Eller Julemanden, Tandfeen, Påskeharen, rumvæsener osv. Det kan hurtigt fejes af bordet med
en anmodning om at bevise deres eksistens først. Dvs. hvis vi ikke kan påvise, at de findes, så er de ikke
mulige kilder.

Tilbage er der kun den mulighed, at Koranen kommer fra den kilde, den påstår; Allah (swt). Kun den
Alvidende har kapaciteten til at rumme alle ords præcise betydninger, og kun den Almægtige kan
frembringe en ophævelse af naturlovene ved at lade ikke-metrisk tale overgå metrisk tale.
Den lingvistiske dimension

Den lingvistiske dimension kræver selvfølgelig kendskab til arabisk på et vist niveau førend, det kan
værdsættes og påskønnes fuldt ud. Det er dog muligt at få et nogenlunde overfladisk kendskab foruden.

I bogen ”tydeliggørelse af Koranens uforlignelighed” gennemgår al-Khattabi præcisionen af ordvalg, som

tydeliggør Koranens uforlignelige og mirakuløse natur, nogle af forsøgene på at imitere Koranen, hvad
det vil sige at producere noget lig Koranen og hvorfor forsøgene på at producere noget lig Koranen
ikke kan tages seriøst.

Ordvalg

Der findes en række ord, som i daglig tale fungerer som synonymer, men reelt set så er der
nuanceforskelle på dem, hvilket er afgørende for præcision i forhold til ordvalg indenfor retorik og
veltalenhed.

For at tage et eksempel, så kan vi kigge på ‫ اجلس‬og ‫ اقعد‬hvor begge verber er bydeform med
betydningen ”sid” og de fleste siger bruger ijlis, når de beder gæster om at sætte sig ned.

Men i virkeligheden er de ikke fuldt ud synonymer, ijlis betyder reelt ”sæt dig op” mens uq’ud betyder
”sæt dig ned” hvilket kaliffen al-Ma’mun blev gjort opmærksom på, da han modtog an-Nadr Ibn
Shumayl. Al-Ma’mun sagde til ham ”ijlis,” hvorefter an-Nadr svarede: ”O amir ul-mu’mineen, jeg ligger
ikke ned, sådan så du kan bede mig om at sætte mig.” Al-Ma’mun svarede: ”Hvad ville du sige i
stedet?” Han svarede: ”uq’ud.” al-Ma’mun beordrede derpå, at han skulle belønnes.

Et andet eksempel ordene ‫ نعم‬og ‫ بلى‬som begge forstås som ”ja” men der er en forskel på den
type ”ja”, som de hver især udtrykker og brugen af dem er også forskellig.

‫ بلى‬bruges til at besvare et negeret spørgsmål fx når nogen spørger: ”Gjorde du ikke sådan og sådan?”
hvortil modparten siger: ”Jo, sandelig” ‫ بلى‬hvor han bekræfter, at han gjorde det, der bliver spurgt om.

Ordet ‫ نعم‬bruges som svar på spørgsmål, som indeholder spørgeordet ‫هل‬, hvilket danner ja/nej
spørgsmål, som da Allah (swt) sagde:

‫هَلْْ َو َجدتُّمْ َّماْ َو َع ْدَْ َربُّ ُكمْْ َحقًّاْْۖقَالُواْنَ َع ْم‬

”Fandt I hvad jeres Herre lovede sandt? De sagde: Ja.”

Og Allah (swt) sagde:

َ‫ب‬
‫لى‬ ُ َ
َ ‫الوا‬ ‫ق‬ ُۖ
ْ
‫م‬ َِّ
‫ِك‬
‫ب‬ ‫ِر‬ ‫ََلسْت‬
‫ُ ب‬ ‫أ‬
Er Jeg ikke jeres Herre? De sagde: Jo, sandelig.

Det førstnævnte indeholder spørgeordet ‫ هل‬mens det andet indeholder en negation.

Hvis de i det andet tilfælde havde svaret ‫نعم‬, så havde de ikke været troende, da deres svar ville
betyde ”ja, Du er IKKE vores Herre” eller ”ja, det er Du ikke” dvs. de havde bekræftet negationen.
 Det burde illustrere, hvor vigtig præcision indenfor ordvalg er og også give en ide om, hvor vigtigt det
er indenfor veltalenhed. Kan man forestille sig en velartikuleret tale, som er fyldt med grammatiske fejl
eller hvor ordvalget er helt hen i vejret? Nej.

Så det er et punkt som nogle lancerede en kritik mod Koranen; de sagde, at Koranens tale er smuk,
men der er egentlig en del fejl mht. ordvalg. Et eksempel kunne være, da Allah (swt) sagde, at Yusufs
brødre forklarede deres far, Ya’qub (as), at ulven havde spist Yusuf:

ْۖ ُْ‫فَأ َ َكلَ ْهُْالذِّئب‬

”Og ulven åd ham.”

Kritikken mod ordvalget i verset lyder: ”Når det handler om rovdyr, så bruger man normalt verbet ‫ االفتراس‬og
َ ‫اَفت َرسهُْال‬, da det ord er det mest velartikulerede, der rummer denne betydning, hvorimod ‫ األكل‬som
man siger noget a la ‫سب ُْع‬
bliver brugt i verset er generelt og ikke specifikt for et bestemt slags dyr.”

Kritikken er berettiget, hvis man ikke forstår det tilsigtede, dvs. hvis man ikke helt forstår, hvad Allah
(swt) fortæller os, så kan man falde i fælden og tro, at ordvalget eller brugen er forkert.

Ordet de foreslog er verbet ‫ االفتراس‬som i virkeligheden kun dækker over at dræbe dvs. ‫ القتل‬og er udledt
fra ‫ الفرس‬som er ”at brække nakken”

Yusufs brødre påstod, at ulven havde spist ham fuldstændigt, dvs. slugt ham komplet og intet efterladt.
De frygtede nemlig, at deres far ville kræve at se resterne af Yusuf. Så for at undgå det, så påstod de, at
Yusuf var blevet ædt komplet uden at der var rester tilbage, hvilket ‫ االفتراس‬ikke dækker over, derfor er
‫ األكل‬et bedre ordvalg, som bliver brugt for både dyr og ulve.

Hvis vi kigger på arabernes sprogbrug, så kan vi fx se, at Ibn as-Sikkit sagde:

‫أكلْالذئبْالشاةْفماْتركْمنهاْتامورا‬
Ulven åd (akala) fåret, og efterlod ingen del (intet) af det.

En af deres digtere sagde:

ُ‫هوْآكلُ ْه‬
َ َ‫صاحبهْيوماًْدماًْف‬
َ ‫ب‬ ‫ْليسْالبنْال َع ِّمْكالذئبْإَنْرأَى‬
َ ‫فتى‬ً
En ung mand er ikke overfor sin fætter som ulven, der æder sin fælleْ(äkiluhu), hvis den ser denne bløde.

En anden digter sagde:

َّ ‫ىْلمْتأ ُكل ُهمْال‬

ْ‫ضبُ ُع‬ َ ‫فإنْقَوم‬
َّ ‫شةَْأ َ َّماْأَنتَ ْذاْنَفَر‬
َ ‫أباْ ُخرا‬
O Abu Khurasha, hvad angår, at du har en gruppe, som vil forsvare dig, så er mit folk aldrig blevet ædt af hyæner.

I en hadith om ’Utbah Ibn Abi Lahab havde Profeten Muhammad  forbandet ham: ”O Allah, puds en af
Dine hunde på ham.” ’Utbah drog efterfølgende ud på en forretningsrejse til Syrien. Da han holdt lejr
undervejs, kom en løve og forsvandt igen. ’Utbah sagde:

‫أكلنيْالسبع‬
Rovdyretْhar ædt mig!
Derefter om natten fik løven ram på ham og knuste hans hoved.

Betydningen, som ligger i ”at spise” (‫)األكل‬, kan gøres bredere og inkludere ”at invalidere” (‫ )العقر‬og ligeledes
”at bide” (al-ladgh ‫ )اللدغ‬og ”at stikke” (al-las§ ‫)اللسع‬. Abu al-Makarims sagde: ’Jeg passerede en sandbakke og ved
dens ene ende var der en lille dreng, som havde en skorpion i sin hånd, så jeg sagde til hans mor: ’Vær opmærksom på
drengen, sådan så han ikke bliver ædt af det krapyl’ْ(’adrakï al-qämah lä ta’kuluhu al-hämah ‫)أدركىْالقامةْالْتأكلهْالهامة‬.
Abu al-’Abbas forklarede: ’En shawshab er en skorpion og en qamah er en lille dreng.’’”

Det blev også berettet, at nogen blandt beduinerne sagde:

‫أكلونيْالبراغيث‬
Lopperne har ædt mig

hvor loppebid blev beskrevet som ”at æde” (al-’akl ‫)األكل‬. Og der findes mange andre lignende eksempler.

Så burde det være tydeligt for enhver, at der er blevet brugt det mest præcise ord mht. det tilsigtede og
også ud fra, hvordan ordet bruges i sproget. Det er et emne, man kan dykke yderligere ned i.

Sagen er, at det arabiske sprog er kæmpestort, og det er umuligt for et menneske at holde styr på alle
nuancerne, facetterne og finde frem til det præcise ordvalg i alle sine ytringer.

Hvad vil det sige at komme med noget lig Koranen?

Imitation foregår på en af følgende måder.

1) Aftalt tema/emne og hver digter præsenterer så sit digt.

2) Improviseret fortsættelse – battle vers for vers på skift.
3) Hybrid, to digtere vælger hver deres stil.

En af dem er, når to personer konkurrerer med hinanden om at komponere et digt, en tale eller en verbal
udveksling. Hver af dem fremsætter en original komposition, være sig en beskrivelse af hvad de
konkurrerer indenfor eller en redegørelse af hvad de konkurrerer om, hvormed de forsøger at være på
niveau med eller at overgå modstanderen. Derefter afgør en dommer imellem dem i henhold til sin indsigt
om hvorvidt, de er lige, eller om den ene af dem er den anden overlegen.

Et eksempel herpå er, da ’Imru al-Qays og ’Alqamah Ibn ’Abda konkurrerede med hinanden i at beskrive
en hest i deres to berømte digte. ’Imru al-Qays lagde ud med sit digt og sagde:

ْ‫ىْ ُم َّراْبىْعلىْأ َ ِّمْ ُجندب‬

َّ َ‫خليل‬
O mine to venner, kom med mig og se Umm Jundub …

Da han nåede til beskrivelsen af hesten og dens hurtige galop, sagde han:

ْ‫سوطْمنهْوق ُعْأَهو َجْ ُمنعب‬

َّ ‫ولل‬ ِّ ‫فللزجرْأُلهوبٌ ْولل‬
ٌ ‫ساقْدر ْة‬
Min irettesættelse ophidser den, mine ben pisker den, og pisken på den lyder som en hurtig skrigen.

’Alqamah indledte sit digt med:

ْ‫ذهبتْمنَ ْالهجرانْفيْغيرْ َمذهَب‬
 (O min sjæl! Efter du) blev forladt, gik du den forkerte vej

Da han nåede til beskrivelsen af hesten og dens galop, sagde han:

ْ‫ب‬
ٍ ‫سدْمله‬ َّ ‫بْمنْال‬
ٍ ‫وغبتةْشؤبو‬ ٍ ‫فعَفَّىْعلىْآثاره َّنْبحاص‬
ْ‫ب‬
ِّ َ
ْ‫ْكمرْالرائحْالمت َحلب‬
ِّ ‫يمر‬
ُّ ‫فأَد َرك ُه َّنْثانيًاْمنْعنانه‬
Så den udslettede sporene af de vilde køer som en småstenspredende og omrørende storm
så halede den ind på dem igen, dens tøjler rykket i og passerede som en vandholdig aftensky.

De havde udpeget ’Imru al-Qays’ kone som dommer, hun sagde til sin mand: ”’Alqamah er en bedre digter
end dig.” Han spurgte: ”Og hvorfor så det?” Hun svarede: ”Fordi han beskriver hesten i gang med at indhente byttet
uden at være tvunget til at presse sig selv og blive udmattet, hvorimod du chikanerede din hest med irettesættelse, overdreven
bevægelse og slag.” Han blev vred over at høre dette, og han lod sig følgelig skille fra hende.

Et eksempel på en dyst er da ’Imru al-Qays og al-Harith dystede mod hinanden:

’Imru al-Qays lagde ud:

‫أَحارْترىْبُريقًاْهَبَّ ْوهنًا‬
O Hari, du ser et lille lyn skinne midt om natten

Al-Harith fortsatte:
‫وسْتستع ُرْاستعَارا‬
َ ‫كنارْ َم ُج‬
Som en vismands ild, brænde intenst

’Imru al-Qays sagde:

ٍ‫ريح‬
ْ ‫ش‬ ُ ْ‫أَرقتُ ْلهْونامْأَبُو‬
Den gjorde mig søvnløs, men Abu Shurayh sov så sødt

Al-Harith fortsatte:
‫ارا‬
َ ‫ط‬َ َ ‫إذاْماْقُلتُ ْقدْهَدأَْاست‬
Da jeg troede at den faldt til ro, så blev den stærkere

’Imru al-Qays sagde:

‫فمرْبجانبْالعبالتْمنه‬
ِّ
Han passerede al-’Abalat i nærheden
Al-Harith fortsatte:
‫وباتْيحتفرْاألَكمْاحتفارا‬
Og blev flittigt ved med at grave bakken

’Imru al-Qays sagde:

‫سىْظبيًا‬
ِّ ‫فلمْيتركْببطنْال‬
Han efterlod ingen gazeller i as-Siyydalen

Al-Harith fortsatte:
‫ولمْيتركْبعرصتهاْحمارا‬
Og efterlod ingen æsler i dens åbne plads
’Imru al-Qays sagde:
َ ُْ‫كأ َ َّنْهَزيزَ ه‬
‫بوراءْغَيب‬
Dens hvislende lyd ved Wara’ Ghayb var som

Al-Harith fortsatte:
‫ْولَّهٌْالقتْعشارا‬
ُ ‫عشار‬
ٌ
Ti månder gamle, forelskede kameler i gang med at møde andre

’Imru al-Qays sagde:

ْ ُ ‫فلماْأَنْعالْشرجىْأ‬
ٍ‫ضاخ‬
Da han besteg indersiden af ’Udakh

Al-Harith fortsatte:
‫َوهَتْأَعجازْريِّقهْفخارا‬
Svækkedes bagsiden af hans krop, og han kollapsede

’Imru al-Qays sagde:

‫فلمْترْمثلناْمل ًكاْهما ًما‬
Du har aldrig set en så storsindet konge som Os

Al-Harith fortsatte:
‫ولمْترْمثلْهذاْالجارْجارا‬
Ej heller en nabo som denne nabo’”

Et eksempel på en hybrid mellem de to er, da to personer hver især mente at den digter, de bedst kunne
lide, var bedst.

Først blev an-Nabighahs vers reciteret:

ْ ‫ولي ٍلْأُقاسيهْبطئْالكواك‬
‫ب‬ ٍ ‫كلينيْله ٍ ِّمْياْأُميمةْناص‬
ْ‫ب‬
ْ‫سْالذيْيرعىْالنجومْبآيب‬ َ ‫ولي‬ ْ ٍ ‫تطاولْحتىْقلتْليسْب ُمن‬
‫قض‬
ْ
‫تضاعتْفيهْالحزنْمنْكلْجانب‬ ‫راحْالليلْعازبْ َه ِّمه‬
َ َ ‫صد ٍرْأ‬
َ ‫ب‬
O Umaymah, overlad mig til at udholde en trættende bekymring og en nat, hvis stjerner er langsomme.
Den var så lang, at jeg troede, den aldrig ville ende, og at stjernernes hyrde aldrig ville vende
tilbage
Mit hjerte hvis fjerne bekymring, natten giver hvile, lider af fordoblede sorger på hver side

Så blev ’Imru al-Qays’ vers reciteret:

ْ ‫يْبأَن َـواعْال ُهـ ُمومْليَبت َل‬

‫ــى‬ َّ َ‫عل‬
َ ُ‫وليلْكموجْالبحرْأرخىْسدول ْه‬
ًَ ‫فْأَع َجـازا‬
ْ‫ْونَا َءْب َكل َكــل‬ َ َ َ ‫وأ‬
‫د‬ ‫ر‬ ْ‫صلبــه‬ُ ‫طـىْب‬ َّ ‫فَقُلـتُ ْلَهُْلَ َّماْت َ َم‬
ْ‫ْو َماْاإلص َبا ُحْمنكَ ْبأَمثَــل‬ َ ٍ‫صبح‬ ُ ‫ب‬ ‫ُْالطويلُْأالَْان َجلــى‬ َّ ‫أالَْأَيُّ َهاْاللَّيل‬
ْ‫شدَّتْبيذبُل‬ ُ ْ‫ب ُك ِّلْمغارْالفتل‬ َّ ‫فَيَــاْلَكَ ْ َمنْلَي ٍلْ َك‬
ُ‫أنْنُ ُجو َمـ ْه‬
Natten, ligesom havets bølger, lod sine gardiner falde ned over mig, med alverdens slags bekymringer for at teste mig.
Jeg sagde til den, da den strakte sin rygrad, derefter dens bagdel og derefter borede sit bryst ned:
”Sandelig, o lange nat, klar op og afslør morgen, selvom morgenen ikke er bedre end dig.
O sikke en nat du er, hvis stjerner er bundet til Yadhbul med dobbeltsnoede snore!”
 Sagen er, at det er veldefineret, hvordan man dyster mod hinanden, og det er ligeledes veldefineret,
hvordan man afgør om den ene er bedre end den anden.

Så lad os kigge på 2 eksempler på tale, der skulle være imitation af Koranen. Der var to, der
producerede noget, som indeholder rytme.

Den ene var Musaylimah al-kadhdhab iblandt hans mange forvrøvlede taler var der den om elefanten:

ْ‫وماْذاكْمنْخلقْربنا‬ ْ‫و ْذَنَب‬ ْ‫لهْمْش َفْر‬ ْ‫وماْأدراكْما‬ ‫وماْالفيل‬ ‫الفيل‬

‫بقليل‬ ‫أَثيل‬ ‫طويل‬ ‫الفيل‬
”Elefanter, hvad er elefanter? Og hvad skal forklare dig, hvad elefanter er?

Elefanten har en lang, pendulagtig snabel. Og en fast, dybt forankret hale. Og den er ikke en af din Herres små skabninger.”

og en anden som er ukendt:

‫بينْشرتسيتْوحشى‬ ‫س َْمةْْت َسْعى‬

َْ َ‫أخرجْمنهاْن‬ ْ‫أَلمْترْإلىْربكْكيفْفعل‬
‫حبْلى‬
ُْ ‫بال‬
”Har du ikke set, hvad din Herre har gjort ved den gravide kvinde? Fra mellem hendes ribben og tarme, har Han bragt en sjæl ud, der går.”

Begge er efterligninger af Koranens stil:

َ ‫َو َماْأَد َراكَ ْ َماْالقَار‬

ُ‫ع ْة‬ ُ‫ع ْة‬
َ ‫َماْالقَار‬ ُ‫ع ْة‬
َ ‫القَار‬

ْ‫أَلَمْ َيج َعلْ َكيدَ ُهمْفيْت َضلي ٍل‬ ْ‫َْربُّكَ ْبأَص َحابْالفيل‬ َ ‫أَلَمْت ََرْ َكي‬
َ ‫فْفَ َعل‬
Det første om elefanten er meningsløst, hvad får vi ud af at høre eller at læse det? Hvorfor fremhæve
de ting ved en elefant af alle de ting, man kan tale om i forbindelse med en elefant? Fx på dansk er
noget af det mest karakteristiske ved elefanten dens hukommelse; at huske som elefant betyder, at man
aldrig glemmer.

Abu Bakrs (ra) kommentar til Musaylimahs tale var:

ْ‫أشهدْأنْهذاْالكالمْلمْيخرجْمنْبا ٍل‬
”Jeg bevidner, at denne tale ikke kom ud af en forstand.”

Det næste eksempel med den gravide kvinde er et eksempel på en person, der ikke selv forstår, hvad
han siger. Hans hensigt var at rose Allah (swt) for Hans måde at skabe liv i kvinden gennem
graviditetsprocessen, men han bruger et fast udtryk som forbindes med, at en eller flere personer bliver
straffet eller udslettet som i Allahs tale:

ْ‫َْربُّكَ ْبأَص َحابْالفيل‬ َ ‫ْأَلَمْْت ََرْ َكي‬

َ ‫فْفَ َعل‬
”Har du ikke set, hvad din Herre gjorde ved elefantens folk?” (OQM 105:1)
ْ ْ‫ْ َّماْيَفعَلُْاللَّـهُْبعَذَاب ُكم‬
”hvad Allah vil gøre med jeres straf” (OQM 4:147)
 ْ َْ‫ض َربنَاْلَ ُك ُمْاألَمثَال‬ َ ‫ْ َوت َ َبيَّنَ ْلَ ُكمْ َكي‬
َ ‫فْفَ َعلنَاْبهم‬
َ ‫ْو‬
”Og det var klart for dig, hvad Vi gjorde ved dem, og Vi gav dig eksempler.” (OQM 14:45)

Ligeledes siger man ”Allah gør ved den eller den, og gør” (fa§ala alläh bi-fulän wa-fa§ala ‫ )فعلْهللاْبفالنْوفعل‬når man
påkalder Allah imod vedkommende. Hvad han ønskede at sige var ”Har du ikke set, hvordan din Herre har
været venlig mod den gravide kvinde, og hvordan Han har været hende nådig” eller lignende som udtrykker
gavmildhed og at skænke velsignelser.

Ingen af disse to taler opfylder hverken kvalifikationerne eller betingelserne for imitation. Det er
utilstrækkelige vers, som er defekte mht. betydningen. Og de er ikke andet end rapseri fra Koranens
sprog, uddrag fra dens tekst og efterligning af nogle af dens konstruktioner.

Det her er blot et meget begrænset indblik i Koranens uforlignelighed ud fra en rationel vinkel og en
lingvistisk vinkel, hvor vi har kigget lidt på præcision mht. ordvalg og hvad det vil sige, at komme med
noget lig Koranen.

Jeg vil overlade resten til spørgsmål og kommentarer.