CUSTOS

Tidsskrift for tidlig musik

Nr. 3 Årg. 14 - September 2016

Pris: 80 kr.

Sept_2016.indd 1 21/08/16 10:18

 Fingersætning i tidlig klaviaturmusik
Har det en betydning, hvilke fingre man spiller med? Hvilke er gode, og hvilke er dårlige? Jeong-Suk
Bae har søgt efter svar i renæssancens spilleanvisninger.

Af Jeong-Suk Bae

Fra tidligt i det syttende århundrede og frem til det attende århundrede Fingersætninger fra tyske tastaturkilder
var fingersætningen i musik for tastaturinstrumenter temmelig meget Hans Buchners Fundamentum er den tidligste tyske afhandling,
forskellig fra den, der anvendes til senere klaviaturmusik. Mens der beskriver fingersætning for klaviatur.2 Heri fremsætter Buchner
pegefinger, langefinger og ringfinger (2., 3. og 4. finger) anvendtes flg. hovedregel til skalaspil: på de betonede noder anvendes anden
hyppigt, blev tommelen og lillefingeren kun sjældent brugt; og der, og fjerde finger; 2-3-2-3 til opadgående skalaer i højre hånd samt
hvor man idag sætter tommelfingeren under, ville man i tidlig musik i nedadgående passager i venstre, til nedadgående passager i højre hånd
stedet ofte sætte langefingeren over. Desuden mente såvel komponister og opadgående i venstre 4-3-2-3.3
som udøvende i den pågældende periode, at betonede toner skulle
spilles med de gode fingre og ubetonede toner med dårlige do.1 I Opadgående Nedadgående
Tyskland og Italien regnedes anden og fjerde finger for gode, mens
det i de øvrige europæiske lande var første, tredje og femte. Studiet
af fingersætninger for tastaturinstrumenter kan afsløre for os, hvilke 2323 4323
nuancer og artikulationer tidlige tastaturspillere havde i tankerne, i
lighed med tungestøds-stavelser for blæsere og bueføringer for strygere.
Og dermed sætter de tidlige fingersætninger os i stand til at forstå de
4323 2323
stilistiske forskelle de geografiske områder imellem.
Ill. 2. Skalafingersætning i Fundamentum (ca. 1520)

3 3 Om akkordisk interval tilføjer han: tertser spilles med anden og fjerde

4 4
2 2
5 5
finger; kvinter og sekster med anden og femte finger; og oktaver med
første og femte.4 Sidst i afhandlingen anføres en udsættelse af hymnen
Quem terra pontus af Buchner med fingersætning som eksempel på den
praktiske anvendelse.

Som bemærket af Howard Ferguson og Kimberly Marshall er

1 1 nogle af fingersætningerne i eks. 1 umulige at overholde: f.eks. ser
overkrydsningen i venstre hånd i takt 5 akavet ud. Begge mener, at det
kræves af musikeren at holde noderne kortere end noteret, hvis den
foreslåede fingersætning skal overholdes. Imidlertid påpeger Marshall
også nogle positive aspekter ved den angivne fingersætning: “Brugen
af samme finger til toner, der følger efter hinanden i overstemmen,
synes at antyde et strukturelt legato, der fremhæver cantus firmus.
Kompositionens mellemstemme er delt ud mellem højre og venstre
hånd, hvilket giver en mere åben artikulation, med lange pauser
imellem basstemmens toner.”5 Det er interessant, at Buchner anbringer
Ill. 1. Fingrenes nummering på venstre og højre hånd tredje finger på de noder i cantus firmus, som skal ornamenteres.
Buchner fortæller os, at sådanne forsiringer skal spilles på overtonen,
Imidlertid synes det ikke alene rent teknisk ineffektivt, men
mens nabotonen nedenunder gentagent bliver slået an og sluppet igen.
også praktisk umuligt at følge datidens fingersætninger slavisk.
Effekten er, som Marshall beskriver det, en ekspressiv tremulant-lyd på
Tidlige fingersætninger er nemlig ofte både inkonsekvente og
lange toner.6 Selvom det er tredje finger, som er angivet i eksemplet,
selvmodsigende, så et mål af fingerspidsfornemmelse, om man så må
vil anden finger formodentlig fungere mere aktivt ved udførelsen af
sige, og indforståelse er nødvendig for den, der måtte ønske at anvende
forsiringerne.
dem i sit spil. I det følgende vil jeg eksemplificere anvendelsen af
de samtidige kilders forslag i Sweelincks Toccata i Aeolisk toneart og
Frescobaldis Toccata Nona.
Med henblik på en god fingersætning til Sweelinck’s Toccata
vil trykte tyske afhandlinger som Hans Buchners (1483-1538)
Fundamentum (ca. 1520) og Nikolaus Ammerbachs (1530-1597)
Orgel oder Instrument Tabulatur (1571) blive konsulteret sammen
med de eksisterende manuskriptfingersætninger til Sweelincks Echo
Fantasia.Til Frescobaldi benytter jeg italienske kilder som Girolamo
Dirutas (1554-1610) Il Transilvano (1593) og Adriano Banchieris
(1568-1634) Conclusioni nel suono dell’ organo (1608) and L’organo
suonario (1611).
Ill. 3. Titelblad til Ammerbachs tabulaturbog fra 1571

CUSTOS 3/2016 14

Sept_2016.indd 14 21/08/16 10:18

 Eks. 1. Hans Buchner, “Quem terra, pontus” fra Fundamentum
Nikolaus Ammerbachs Orgel oder Instrument Tabulatur anfører
næsten identiske fingersætninger til Buchners.7 Han bruger imidler-
tid tommelfingeren i opadgående passager i venstre hånd; og yder-
mere udviser hans eksempler hyppig brug af tredje finger. Til tider
anvender han 3-2-3-4 i højre hånd og 2-3-2-1 i venstre hånd i visse
passager.
Opadgående Nedadgående
2323 4323
4321 2323
Ill. 4. Skalafingersætninger i Orgel oder Instrument Tabulatur (1571)
Ammerbachs interval-fingersætning, skønt ikke ulig Buchners, er mere
varieret: tertser spilles med anden og fjerde finger; kvarter, kvinter og
sekster med anden og femte; og septimer, oktaver, noner og decimer
med første og femte.8
Fingersætninger i italienske tastaturkilder
Girolamo Diruta (1554-1610) relaterer som den første klaviatur-
fingersætningerne til den musikalske accentuering. Hans afhandling
Il Transilvano (1593) er affattet som en dialog mellem ham selv som
lærer og en ambitiøs organist/cembalist fra Transylvanien.9 Dirutas
fingersætning går ud på at skelne mellem “gode” og “dårlige” noder
og fingre. Noder på slaget regnes for “gode toner” og skal derfor
spilles med “gode fingre”, som er anden og fjerde finger. Tommelen
og lillefingeren ansås for “dårlige” fingre, som derfor spillede de
ubetonede toner. Hvis første tone falder på et betonet slag, spilles
de opadgående skalaer på 2-3-4-3-4-3-4 i højre hånd og 4-3-2-3-2-
3-2 i venstre, mens højre hånd spiller nedadgående 4-3-2-3-2-3-2 og
venstre 2-3-2-3-2-3-2.
I denne nedadgående skala indbefatter udførelsen ikke fjerde
finger, fordi Diruta regnede venstre hånds ringfinger for svagere end
højres. Hænderne er så nødt til at ændre position i skalaretningen, hvis
man vil undgå et “hikkende” mønster, der fremhæver det betonede
slag.10
15
Sept_2016.indd 15
Opadgående Nedadgående
2343434 4323232
4323232 2323232
Ill. 5. Skalafingersætninger i Il Transilvano (1593)
Adriano Banchieri var både samtidig med og en stor beundrer af
Diruta. Imidlertid er hans fingersætninger ganske anderledes end
Dirutas. I sin Conclusioni nel suono dell’organo (1608) og L’organo
suonario (1611) foreslår Banchieri i stedet for at skelne mellem gode
og dårlige toner, at man bruger tredje finger på betonede noder.11 Han
foreslår 3-4-3-4 for opadgående skalaer i højre hånd og 3-2-3-2 til de
nedadgående. Til venstre hånd anvender han 2-1-2-1 opadgående og
3-4-3-4 nedadgående.
Opadgående Nedadgående
3434 3232
2121 3434
Ill. 6. Skalafingersætninger i Conclusioni nel suono dell’organo (1608) og L’organo
suonari (1611)
Sammenligning mellem tysk og italiensk stil
En undersøgelse af tidlige fingersætninger i Tyskland og Italien viser
tydeligt, at de tyske forfattere har en mere ensartet tilgang til emnet.
Buchner og Ammerbach bruger begge systemet med at sætte over, med
anden og fjerde som stærke fingre, hvorimod italienerne adskiller sig
meget indbyrdes i deres forslag til fingersætninger.
Diruta nærmer sig den tyske stil, fordi han anbefaler brugen
af anden og fjerde finger, hvorimod Banchieri advokerer en parvis
anvendelse af fingrene med tredje finger som den stærke, hvilket falder
i tråd med praksis hos de engelske virginalister.
CUSTOS 3/2016
21/08/16 10:18
 Praktisk anvendelse af tidlige fingersætninger
Sweelinck, Toccata (Aeolisk)
Jan Pieterszoon Sweelinck blev født i Nederlandene og er en af
pionererne i den såkaldte nordtyske orgelskole. I sin Toccata i
Aeolisk toneart anvender han forskelligt passageværk i ottende- og
sekstendedele, samt gentagne rytmiske treklangsmønstre. Han
bruger også hyppigt parallelle tertser, sekster og decimer.12 placere den stærke tredje finger på første sekstendedel af treslaget (F),
Sekstendedelsskalaerne i højre hånd i takt 40 kunne spilles
med parvis fingersætning: 2-3-2-3.
(De mulige fingersætninger ud fra
Buchners og Ammerbachs forslag er vist
i nodeeksempel 2). Samme fingersætning
kunne anvendes i takt 20/21 på den
opadgående ottendedels-skala. For at få
anbragt anden finger på det betonede
slag må tommelfingeren tildeles skalaens
dybeste tone, som optræder på sidste
halvdel af slaget. I takt 9 finder vi nu
en nedadgående skala, startende på 2.
slag. Her kan fingersætningen 4-3-2-3-
2-3 bringes i anvendelse. Den samme
kunne passe i takt 45-46, men i dette
tilfælde må femte finger anbringes på
første tone i hver skala, eftersom skalaen
begynder på slagets anden halvdel. Til
venstrehåndens opad- og nedadgående
skalaer i takt 43-46 anvendes 4-3-2-1-
2-1 til de opadgående og 2-3-2-3 til de nedadgående. Den parvise
fingersætning på skalapassagerne giver en effekt af uafbrudte noder,
sløjfet to og to.
Fingersætninger til intervalspil fra de tyske kilder kunne finde
anvendelse i de firstemmige afsnit t. 1-4. De sætter den udøvende
i stand til at bruge anden og fjerde finger på de fleste af de noder,
hvor der kræves stærke fingre. Tommelfingeren afgrænses til noder
på svage slag (f.eks. venstrehåndens D på sidste slag i takt 1) eller
fraseafslutninger (højrehåndens E på første slag i takt 4).
Fingersætningen til begyndelsesakkorden udgør et interessant
problem. Hvis man vil følge Buchner og Ammerbachs forslag, skal
kvinten i højre hånd spilles med anden og femte finger. Det ville
imidlertid nok være akavet med femtefingeren på det betonede slag,
der indleder musikken. Men med fingersætningen til overstemmens
nedadgående skala (E-D-C-H-A med 5-4-4-3-2) opnår man en
samhørighed mellem de to toner i hver takt. Sidste tone i første takt
og første node i næste takt (D og C) har samme fingersætning. Hvis
man spiller de to på hinanden følgende toner med samme finger,
opnår man en naturlig adskillelse mellem dem. Og en identisk
fingersætning i overstemmens sekvenser i takt 4-6 vil give den
udøvende mulighed for ubesværet at redegøre for artikulationen.
Af og til må tommelen erstattes af de andre fingre, når man skal
have de sorte tangenter i spil. F.eks. kan ottendedelene på de sorte
tangenter i takt 15 og 17 med fordel spilles med pegefingeren (4-2-
2-3) i stedet for tommelen (4-1-2-3). Det vil føles behageligt og
gøre det nemt at opnå en tilsvarende artikulation imellem sjette og
syvende ottendedelsnode.
Frescobaldi, Toccata Nona
Som nævnt ovenfor, baserer hhv. Dirutas og Banchieris italienske
stil sig på andre principper. Calvert Johnson skelnede mellem de to
stilarter: “Sandsynligvis passer Dirutas system bedst til det italienske
sen-renæssancerepertoire, Banchieris, Pennas og Bismantovas bedst
til sekstenhundredetalsmusik”.13
Frescobaldi’s Toccata Nona fra Secondo libro blev skrevet i 1627.
Stykket indeholder både sen-renæssance- og tidlig-barok-kendetegn,
herunder den flamboyante improviserende stil, samt afsnit med
hurtige løb eller passagi vekslende med meditative afsnit, plus korte
CUSTOS 3/2016
Sept_2016.indd 16
udbrud af kontrapunktisk imitation.14 Det vil derfor være passende
at behandle fingersætningen til Toccata Nona ud fra Dirutas system.
De hurtige skalapassager i takt 46-48 omfatter både opadgående og
nedadgående bevægelser. Såvel Dirutas parvise fingersætning 2-3-2-3
som Banchieris 3-4-3-4 synes begge at fungere; men de resulterende
artikulationer er meget forskellige.
I takt 47 er Banchieris fingersætning problematisk. Hvis vi vil
må vi tage den foregående passage (EAGF EFGE F) nøjere i øjesyn.
Eks. 3. Toccata Nona, Diruta’s fingersætning i takt 46-48, højre hånd.
Eks. 4. Toccata Nona, Banchieri’s fingersætning i takt 46-48, højre hånd.
I første omgang udelader fingersætningen, 3-5-3-2 3-4-5-3 4(3),
fjerde finger mellem anden og tredje sekstendelsnode (A-G med
5-3). Dette synes i sig selv blot en bagatel, men sammenkædet med
den efterfølgende overkrydsning (3-5-3-2 3-4-5-3) vil udførelse i
hurtigt tempo blive vanskelig. Så kunne man ganske vist evt. ofre
anvendelsen af tredje finger på femte sekstendedel : 3-5-4-3 2-3-4-2
3 med henblik på at gøre det mere flydende; men det kan resultere
i at fremførelsen bliver mere usikker, fordi tredje finger typisk er
stærkere. Hvis man altså regner med at passagefigurerne er tænkt i
en flydende, improvisatorisk stil, forekommer de to nævnte måder
farlige. Så virker Dirutas forslag mere naturlige i de pågældende
passager. Og hertil kommer, at den naturlige form på sekstendedelene
(8 ad gangen) anbringer begyndelsen af frasen optaktisk; dette
mønster vil måske ikke fremgå med parvis 3.-4. fingersætning.
Toslaget i t. 48 er et godt eksempel på op- og nedadgående skalaer
i venstrehånden. Dirutas fingersætning kræver at pegefingeren på de
stærke noder guider hele armen, når fingrene skifter retning. Man
kan forestille sig de to fingre bevægende sig i modsatte retninger.
På den anden side medfører Banchieris et par tvivlsmål. Først og
fremmest er det lidt mærkeligt med et hurtigt skift fra 2-1-2-3 til
3-4-3-4. Og den gentagne brug af fjerde finger i parvis fingersætning
kunne føles noget ubehagelig.
Fingersætningen er altså et vigtigt element i 1600- og 1700-tallets
tidlige klaviaturmusik. Den er afgørende for musikkens nuancer
og artikulation. Det vigtigste princip er den gængse brug af anden,
tredje og fjerde finger. Komponister og udøvende havde hver deres
præferencer mht. hvilken finger, der skulle bruges på de betonede
toner. I Tyskland foretrak Buchner og Ammerbach anden og fjerde
på betonet slag, mens Diruta i Italien betegnede anden og fjerde
finger som gode fingre, og Banchieri foretrak tredje finger. Parvis
fingersætning og overkryds blev anvendt til skalabevægelser og de
forskellige præferencer udmøntede sig i forskellige artikulationer.
Af og til kan tidlige fingersætninger være svære at bringe i praktisk
anvendelse, især når dårlige fingre skal betjene de sorte tangenter. Så
selvom brugen af de tidlige fingersætninger altså er altafgørende for
artikulation og nuancer, er det også nødvendigt for den moderne
16
21/08/16 10:18
 Eks. 2. Sweelinck: Toccata (Aeolisk), Buchners og Ammersbachs fingersætning

17 CUSTOS 3/2016

Sept_2016.indd 17 21/08/16 10:18

 musiker at være fleksibel og tilrette dem med sin viden om historiske 6 Calvert Johnson og Wayne Leupold, Italy, 1650-1725: Historical
forhold. organ techniques and repertoire, bd. 10. Colfax, NC: Wayne
Leupold Editions, 2006, s. 18.
Jeong-Suk Bae underviser i orgel på University 7 Elias Nikolaus Ammerbach/Charles Jacobs (red.), Orgel oder
of Saint Thomas (Houston, Texas), og hun er Instrument Tabulaturbuch: 1571/83. Oxford: Clarendon Press,
indehaver af organistembeder ved Co-Cathedral 1984.
of the Sacred Heart og ved St. Peter’s United 8 Arnold Dolmetsch, The Interpretation of the Music of the XVII
Methodist Church. Hun modtog en DMA-grad and XVIII Centuries Revealed by Contemporary Evidence:
(Doctor of Musical Arts) fra University of Houston Handbooks for musicians. London: Novello, 1946, s. 368.
med Roberts Bates og Matthew Dirst som lærere. 9 Girolamo Diruta/Edward J. Soehnlen og Murray C. Bradshaw
(red.), Il Transilvano. Bibliotheca organologica, bd. 44. Buren:
Oversættelse fra engelsk: Hans Tjalve Knuf, 1983.
10 Thistlethwaite og Webber. The Cambridge Companion to the
NOTER Organ, s. 117.
11 Adriano Banchieri/Lee R. Garrett (red.), Conclusions for Playing
1 Howard Ferguson, Keyboard Interpretation from the 14th to the 19th the Organ: (1609). Colorado Springs, Colo: Colorado College
Century: An Introduction. New York: Oxford University Press, Music Press, 1982.
1975, s. 67. 12 Corliss Richard Arnold, Organ Literature: A Comprehensive
2 Nicholas Thistlethwaite og Geoffrey Webber. The Cambridge Survey. Metuchen, N.J.: Scarecrow Press, 1995.
Companion to the Organ. Cambridge companions to music. 13 Calvert Johnson og Wayne Leupold, Italy, 1650-1725: Historical
Cambridge: Cambridge University Press, 1998. organ techniques and repertoire, bd. 10. Colfax, NC: Wayne
3 Hans Buchner/Jost Harro Schmidt (red.), Sämtliche Orgelwerke. Leupold Editions, 2006.
Frankfurt: H. Litolff’s Verlag, 1974. 14 http://en.wikipedia.org/wiki/Girolamo_Frescobaldi (besøgt 12.
4 Benjamin Jay Crandall, Connections between Wind Tonguings feb. 2010)
and Keyboard Fingerings (1500-1650). Afhandling (D.M.A.).
University of Houston, 2008, s. 54.
5 Thistlethwaite og Webber. The Cambridge Companion to the
Organ, s. 114.

DET STORE SOMMERKURSUS

I EJSTRUPHOLM

Det traditionsrige kursus Renæssancemusikugen blev afholdt 30/6 til 7/7 på Midt Jysk Ungdomsskole i Ejstrupholm. De 49 kursister
blev ugen igennem udsat for musik i mange konstellationer, spændende fra sang med lut-akkompagnement over blokfløjtekvartet og
gambegrupper til stort blæserensemble og 12-stemmige flerkors-værker af Lambert de Sayve under ledelse af Oliver Hirsh og Jens Bauer.
Deltagerne udtrykte deres store tilfredshed med kurset og betegnede det som “et af de store”.

CUSTOS 3/2016 18

Sept_2016.indd 18 21/08/16 10:18