BF-2: NERVEØVELSEN

2.9 ADDENDUM 1: KALIUM- OG CALCIUMIONERS BETYDNING

FOR EXCITABILITET
Det er velkendt fra klinikken, at forstyrrelser i kroppens kalium- og calciumbalance medfører
symptomer fra især det neuromuskulære system og fra hjertet, altså fra vigtige excitable væv.
Symptomerne er i visse tilfælde alvorlige og kan ubehandlet medføre døden.
Høj ekstracellulær kaliumkoncentration. Under øvelsen vises det, at en meget høj
ekstracellulær K+-koncentration medfører depolarisering af cellemembranerne, og at denne
depolarisering inaktiverer Na+-kanalerne, således at excitabiliteten forsvinder. Så kraftige
forstyrrelser i kroppens K+-koncentration medfører altid døden. Intravenøs K+-injektion er
den foretrukne henrettelsesmetode i adskillige amerikanske stater.
Små forøgelser i den ekstracellulære K+-koncentration depolariserer kun de excitable
membraner nogle få millivolt. Denne depolarisering kan medføre en øget excitabilitet, men
sagen kompliceres af, at depolariseringen i nogle celler øger membranens gK, og dette virker
som en shunt, således at excitabilitetsøgningen ikke bliver så stor, som man ellers kunne
forvente. Desuden vil øgning af den ekstracellulære K+-koncentration medføre, at EK bliver
mere positiv. Det nedsætter repolarisering og efterhyperpolarisering og herved nedsættes
fjernelsen af inaktiveringen af de spændingsafhængige Na+-kanaler. Også dette modvirker
excitabilitetsøgningen. Symptomerne på hyperkaliæmi er først og fremmest kardiale:
rytmeforstyrrelser, evt med ventrikelflimmer.
Lav ekstracellulær kaliumkoncentration. En reduktion af den ekstracellulære K+-
koncentration vil gøre EK mere negativ og dermed hyperpolarisere cellemembranerne så
excitabiliteten falder. De vigtigste kliniske fund er nedsat kraft i muskulaturen, nedsat
tarmmotilitet og i sjældne tilfælde egentlige pareser.
Lav ekstracellulær calciumkoncentration. Calciumioners betydning for synaptisk
transmission og for excitations-kontraktionskoblingen i muskulatur er velkendt, og man
kunne forvente, at nedsat ekstracellulær Ca2+-koncentration ville medføre lavere excitabilitet.
Dette er imidlertid helt forkert. Excitabiliteten øges ved hypocalcæmi og de kliniske
symptomer i lettere tilfælde er paræstesier og karpopedalspasmer - mest udtalt i hænderne. I
sværere tilfælde ses egentlige kramper og epileptiforme anfald uden bevidstløshed samt
hjertearrytmier med hjerteinsufficiens. Akut calciummangel er livstruende og kræver hurtig
intravenøs tilførsel af calciumioner.
Symptomer på lav ekstracellulær Ca2+-koncentration optræder allerede når (den frie)
calciumkoncentration falder til under 1,15 mM. Dette er ikke nok til at den synaptiske
transmission eller excitations-kontraktionskoblingen påvirkes. Den øgede excitabilitet i
nerve- og muskelceller skyldes, at calciumioner under normale forhold binder sig til - eller i
hvert fald tiltrækkes af og opholder sig tæt ved fastsiddende negative ladninger på
cellemembranens yderside. De positivt ladede calciumioner kan derved neutralisere de
negative ladninger, og det har betydning for den potentialgradient, der ligger over selve
cellemembranen. Calciumionernes afskærmning af de negative ladninger på cellemembranen

Medicinsk Fysiologisk Institut; 10. juni 2005

BF-2: NERVEØVELSE i

kaldes for charge screening.

Fig 2.19 viser forholdende omkring en cellemembran i tre situationer. I den første (A) er
der en høj Ca2+-koncentration på ekstracellulærsiden af membranen. De negative ladninger på

Fig 2.19. Calciumioners virkning på potentialgradienten gennem en excitabel membran (charge

screening). A: Ved høj ekstracellulær calciumkoncentration afskærmes alle negative ladninger på
membranen og den transmembrane potentialgradient bliver stejl. B: Ved normal
calciumkoncentration er enkelte negative ladninger på membranen frie. Det nedsætter stejlheden af
den transmembrane potentialgradient og noget af gradienten ligger uden for membranen. C: Ved lav
calciumkoncentration er mange negative ladninger frie. Potentialgradienten er affladet og en
betydelig del af pote ntialforskelle n ligger ud en for cellem embra nen.

cellemembranen er alle afskærmet af calciumioner og potentialgradienten (den stiplede linie)

gennem membranen bliver stejl. Det medfører, at hele potentialforskellen mellem
intracellulærrummet (med et potential på -70 mV) og ekstracellulærrummet (med et potential
på 0 mV) kommer til at ligge over selve membranen. De spændingsafhængige ionkanaler
(bl.a. Na+-kanalerne) udsættes for den fulde potentialforskel, og der skal en stor
depolarisering til for at aktivere dem og dermed udløse et aktionspotential. I en situation med
normal Ca2+-koncentration (B) er enkelte negative ladninger på membranen frie og
potentialgradienten gennem membranen er nu mindre. Det betyder, at de spændingsafhængige
kanaler i membranen er lettere at aktivere og membranen er derfor mere excitabel. Når Ca2+-
koncentrationen er lav (C) ligger en væsentlig del af potentialgradienten uden for
membranen, fordi de frie negative ladninger på membranen reducerer stejlheden af potential-
gradienten inde i membranen. Ionkanalerne i membranen udsættes for en mindre potential-
forskel end normalt. Det betyder, at de er nær aktivering, og membranen er hyperexcitabel.
Høj ekstracellulær calciumkoncentration. Som det fremgår af ovenstående, er
hypercalcæmi en tilstand hvor excitabiliteten er nedsat. De kliniske symptomer er hypotoni
Medicinsk Fysiologisk Institut; 10. juni 2005
BF-2: NERVEØVELSEN

med svækkede reflekser, nedsat motilitet i tarmkanalen, depression, konfusion og

overledningsblok i hjertet og eventuelt asystoli.
Andre divalente kationer. Magnesiumioner virker som calciumioner på excitabiliteten. I
klinikken er det kun Mg2+-forstyrrelser, der har praktisk betydning, idet andre divalente
kationer fælder ud med anioner, som er til stede i ekstracellulærrummet. Den frie
koncentration af disse ioner vil derfor altid være lav. Forøgelse af Mg2+-koncentrationen
anvendes af og til eksperimentelt til at hæmme excitabilitet i nervesystemet. Høj Mg2+--
koncentration virker anæstetisk.

Medicinsk Fysiologisk Institut; 10. juni 2005