06.05.

2013 Må benyttes på Det Juridiske Fakultetsbibliotek

S t r a f f e r e t
B l a s f e m i

Karakter: 12 Kaaveh Dolatshahi Piroz

Vejleder: Naja Wærness Larsen Opgave: 24.132 tegn ekskl. mellemrum
Resumé: 1.070 tegn ekskl. mellemrum
 Indholdsfortegnelse

1. Indledning............................................................................................................ side 3
2. Straffelovens § 140.............................................................................................. side 4
2.1. Historie........................................................................................ side 4
2.2. Generelt....................................................................................... side 5
2.3. Beskyttelsesinteresserne/angrebsobjekterne................................ side 6
2.4. Subjektive forhold/tilregnelse..................................................... side 7
2.5. Objektive forhold........................................................................ side 7
3. Straffelovens § 266 b........................................................................................... side 8
3.1. Historie........................................................................................ side 8
3.2. Generelt....................................................................................... side 8
3.3. Beskyttelsesinteresserne/angrebsobjekterne................................ side 9
Subjektive forhold/tilregnelse.............................................................side 9
Objektive forhold............................................................................... side 9
4. Komparativ analyse af straffelovens § 140 og § 266 b........................................ side 10
5. Hvorfor er blasfemiparagraffen endnu ikke blevet ophævet?.............................. side 12
6. Rigsadvokatens afgørelse i Muhammed-sagen.................................................... side 13
7. Konklusion........................................................................................................... side 15
8. Abstract................................................................................................................ side 16
9. Litteraturfortegnelse............................................................................................. side 17

Side 2 af 19
1. Indledning
I skrivende stund er det seneste i en lang række lovforslag fremsat af Dansk Folkeparti1, der sigter
mod ophævelsen af straffelovens (strl.) § 140, den såkaldte blasfemiparagraf, under 1. behandling i
Folketinget (udvalgsbehandling).2 Desuden er Straffelovrådets kommissorium, nedsat den 17.
januar 2011, ved at drøfte "de juridiske konsekvenser af en ophævelse af straffelovens § 140 om
blasfemi".3

Retten er dynamisk og er under bestandig forandring under indtryk af samfundsudviklingen, som

bl.a. er påvirket af industrialiseringen, urbaniseringen, teknologiseringen, arbejdsstyrkens
specialisering, den sociale arbejdsdeling, velstandsstigningen, velfærdssystemets udvikling, det
højere uddannelsesniveau, sekulariseringen, kønsrollernes forandring og globaliseringen. I
nærværende sammenhæng er det især individualiseringen og sekulariseringen som er af betydning.
Eftersom retten som sagt er dynamisk, er det uundgåeligt, at der i takt med samfundsudviklingen
sker af- og nykriminaliseringer.

Netop nærværende problemstilling er et bevis på rettens dynamik, og dens evne til i dansk ret at
tilpasse sig det omgivende samfund.

Allerede et flertal af straffelovskommissionen af 1917, heriblandt Oluf Krabbe og Carl Torp, mente
at blasfemiparagraffen (§ 140 i strl. af 1930) ikke burde optages i den nye straffelov.4 Regeringens5
første forslag til en ny straffelov fulgte flertallet, men efter længere tids uenighed bl.a. de
folkevalgte, endte det til sidst med, at kommissionens mindretal blev fulgt, hvorefter
blasfemiparagraffen forblev en del af straffeloven.

1
L 54, fremsat den 2. november 2012 under folketingsåret 2012-2013, der er en genfremsættelse af L 90, fremsat den
28. februar 2008 under folketingsåret 2007-2008 (2. samling), der er en genfremsættelse af L 88, fremsat den 28.
november 2006 under folketingsåret 2006-2007, der er en genfremsættelse af L 131, fremsat den 18. marts 2005 under
folketingsåret 2004-2004 (2. samling), der er en genfremsættelse af L 157, fremsat den 17. december 2004 under
folketingsåret 2004-2005 (1. samling), der blev fremsat dagen efter Socialistisk Folkepartis L 156.
2
Jf. Lovforslag L 54 om ændring af lov om straffeloven, fremsat den 2. november 2012 under folketingsåret 2012-
2013.
3
Jf. Justitsministeriet, Lovafdelingen, Strafferetskontoret: Straffelovrådets Kommissorium om de juridiske konsekvenser
af en ophævelse af straffelovens § 140 om blasfemi. Sagsnr. 2009-793-0053. Dok. LVM40783. 17. januar 2011.
4
Jf. motiverne til UIII, p. 244.
5
Regeringen Stauning I (23.04.24 - 14.12.26), jf. følgende link: http://www.stm.dk/_p_8174.html (besøgt den 17. april
2013).

Side 3 af 19
Der er ikke blevet dømt efter bestemmelsen siden 1946,6 og der er kun rejst tiltale i tre sager siden
bestemmelsens vedtagelse i 1930.7 Derimod er racismeparagraffen (strl. § 266 b) hyppigt anvendt,
senest bl.a. i sagen mod formanden for Trykkefrihedsselskabet, Lars Hedegaard, hvor afgørelsen
stod og faldt på, om tiltalte havde "handlet med forsæt til udbredelse af det udtalte til en videre
kreds."8

Nærværende fremstilling vil så vidt muligt kun beskæftige sig med retsdogmatikken. Et emne af så
følsom karakter som det foreliggende, umuliggøre imidlertid en fuldkommen teoretisk behandling.

Problemformuleringen er herefter sålydende:

Hvad er formålet med og rækkevidden af henholdsvis straffelovens § 140 og § 266 b, og har
førstnævnte mistet sin praktiske betydning på grund af sidstnævnte?

2. Straffelovens § 140
2.1. Historie
Strl. § 140 stammer tilbage fra straffeloven af 18669, hvor den henhørte under § 156. Siden den
nugældende straffelov af 193010 har den været begrænset til offentligt fremsat spot eller forhånelse.

§ 156 i straffeloven af 1866 skal ses i lyset af presseloven af 3. januar 1851 § 8, 1. pkt., som igen
skal ses i lyset af § 5 i trykkefrihedsforordningen af 27. september 1799.

Ovenstående har deres rod i Danske Lovs 6-1-7 og 6-1-8, der udgjorde nykriminaliseringer, som
skal ses i lyset af reformationens fokus på mosaisk ret.11 Kongen havde ifølge Danske Lov en
forpligtelse til at holde sine undersåtter til den rene og ene lære, dvs. protestantismen.12

6
Jf. indenretlig bødevedtagelse i 1946 (j.nr. 824/46), refereret i Rigsadvokatens afgørelse af 15. marts 2006 om
eventuel strafforfølgning i sagen om Jyllands-Postens artikel "Muhammeds ansigt", bilag 1, p. 12.
7
Ibid., p. 11.
8
Højesterets dom afsagt fredag den 20. april 2012, sag 228/2011 (1. afdeling), p. 3.
9
Almindelig Borgerlig Straffelov af 10. februar 1866.
10
Borgerlig Straffelov nr. 126 af 15. april 1930.
11
Tamm, Ditlev: Retshistorie: Danmark - Europa - globale perspektiver, 2. udg., Jurist- og Økonomforbundets Forlag
2009, p. 271.
12
Jf. Christoffersen, Lisbet: Blasfemisk blindhed, p. 4, i Selskab for Kirkeret 10/2007. Tilgængelig på følgende link:
http://www.kirkeret.dk/files/2005_LIC_Blasfemisk_blindhed.pdf (besøgt den 5. maj 2013).

Side 4 af 19
Forpligtelsen følger også af Jyske Lovs fortale (i dette tilfælde dog ikke protestantismen, men
katolicismen).13

Strafferammen har også ændret sig gennem tiden; fra at lyde på "ikke under 1 Maaneds simpelt
Fængsel, eller under særdeles formildende Omstændigheder med Bøder"14, til "Hæfte eller under
formildende Omstændigheder med Bøde"15, til "fængsel indtil 4 måneder eller under formildende
omstændigheder bøde"16, til "bøde eller fængsel indtil 4 måneder".17

Bestemmelsen har haft den nugældende affattelse siden 1930, bortset fra tre ændringer i 1992, 2000
og 2004 af teknisk karakter.18

2.2. Generelt
Ordet blasfemi, der hentyder til bespottelse af Gud eller noget helligt, kommer af det græske ord
blasphemia, som betyder bagtalelse.

Bestemmelsen udgør et adfærdsdelikt, idet bedømmelsen koncentrerer sig om den udviste adfærd
og dens egnethed til at virke spottende/forhånende, og ikke hvad de(n) ytrendes opfattelse heraf er.

En bedømmelse af de fremsatte ytringer og/eller foretagne handlinger skal foretages ud fra en

helhedsvurdering, jf. Gladsaxe Kriminalrets dom af 21. oktober 197119 og Rigsadvokatens afgørelse
af 25. juni 1976 (j.nr. 79/76).20

Bestemmelsen fortolkes - ligesom strl. § 266 b - snævert under hensyn til ytringsfriheden, som er
beskyttet ved grundlovens (grl.) § 77 og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (emrk.)
art. 10.21

13
Gengivet i Ditlev Tamm, a.st., pp. 109-110.
14
Jf. strl. af 1866.
15
Jf. strl. af 1930.
16
Jf. lov. nr. 433 af 31. maj 2000.
17
Jf. lov nr. 218 af 31. marts 2004
18
Lov nr. 385 af 20. maj 1992, lov nr. 433 af 31. maj 2000 og lov nr. 218 af 31. marts 2004.
19
Jf. Rigsadvokaten, bilag 1, a.st., p. 12.
20
Ibid., p. 13.
21
Ibid., afgørelsen, p. 4.

Side 5 af 19
2.3. Beskyttelsesinteresserne/angrebsobjekterne
Bestemmelsen kriminaliserer for det første den, som forhåner/spotter religionssamfund beskyttet af
grl. 67, dvs. "lovligt bestående" religionssamfunde, og dermed "den offentlige fred og orden". Med
udtrykket "lovligt bestående" menes ikke, at der skal være tale om et af offentligheden anerkendt og
godkendt trossamfund, men at der i religionssamfundet "intet læres eller foretages, som strider mod
sædeligheden eller den offentlige orden", jf. grl. § 67.22

Dette forklarer, hvorfor § 140 henhører under strl. kapitel 15 om "Forbrydelser mod den offentlige
orden og fred".23 Dette skal også ses i sammenhæng med, at bestemmelsen beskytter den religiøse
følelse, jf. forneden. Bestemmelsen skal også sikre, at den offentlige debat om religion og tro
foregår i en sømmelig tone.

Bestemmelsen beskytter for det andet religiøse skikke, det indre religiøse liv, dvs. troslærdomme.
Beskyttet er f.eks. den kristne kirke, treenighedslæren, trosbekendelsen, læren om syndefaldet, de
katolske sakramenter, islams fem søjler, læren indeholdt i koranen og haditherne, læren indeholdt i
den jødiske talmud og tora.

Bestemmelsen beskytter for det tredje rituelle objekter, det ydre religiøse liv, dvs. gudsdyrkelsen.
Beskyttet er således f.eks. det kristne krucifiks, Jesus, dåbsvand, alteret, nadveren, bønnen,
gudstjenesten, den muslimske pilgrimsfærd, moskéen, Mohammad, halalslagtning, den jødiske
kalot, omskærelsen, Moses.

Bemærk, at bestemmelsen beskytter personernes religiøse følelser "i det omfang, denne følelse
knytter sig til de lovlige religionssamfunds troslærdomme og gudsdyrkelse"24, dvs. ej lærdomme af
rent etisk, social eller lignende karakter, i modsætning til tidligere, hvor det var selve
troslærdommene.25

22
Jf. motiverne til UI, p. 173.
23
Se også motiverne til UI, p. 173.
24
Justitsministeriets besvarelse af spørgsmål nr. 14 af 16. december 2004 fra Folketingets Kirkeudvalg.
25
Jf. Greve, Vagn: Bånd på hånd og mund - straffeforfølgning eller ytringsfrihed, Jurist- og Økonomforbundets Forlag
2008, pp. 71 og 80.

Side 6 af 19
2.4. Subjektive forhold/tilregnelse
Der kræves forsæt i overensstemmelse med udgangspunktet i strl. § 19, dvs. enten direkte forsæt,
sandsynlighedsforsæt eller eventualitetsforsæt.

2.5. Objektive forhold

Udtrykket "spot" dækker latterliggørelse og er udtryk for mangel på agtelse eller ringeagt.26

Begrebet "forhåner" vedrører udtryk for grov foragt,27 eller nedgørelse på en ondskabsfuld måde.28

Rigsadvokaten antager, at der i disse ord ligger, "at der skal være tale om latterliggørelse eller
foragt af en vis grovhed".29 Vagn Greve tilslutter sig Rigsadvokatens antagelse.30

Af ovenstående kan det modsætningsvist sluttes, at bestemmelsen ikke sigter mod at ramme
udtalelser om tvivl eller kritik.31 Dette gør sig også gældende med strl. § 266 b.

Begrebet "offentlig" dækker over enhver form for mangfoldiggørelse på et almentilgængeligt sted,
dvs. at ytringen, hvad enten denne måtte være mundtlig eller skriftlig, foregår på en måde eller i en
sammenhæng (steder og/eller fora), som alle mennesker i almindelighed har adgang til.32 Efter
nutidens standarter må det betyde ytringer i dagblade, tidsskrifter, blogge på internettet, Facebook,
radioen, i fjernsynet mv. Offentliggørelse dækker også over handlinger, herunder kunstneriske
ytringer, karikaturer og gestikuleringer. Udtrykket er sammenfaldende med det angivet i strl. § 266
b.

26
Vestergaard, Jørn (red.): Strafferet - forbrydelser og andre strafbare forhold, Gjellerup 2009, p. 81.
27
Ibid.
28
Jf. Justitsministeriets besvarelse af spørgsmål 14, a.st.
29
Jf. Rigsadvokatens afgørelse, a.st., p. 5. Se også Betænkning nr. 553 af 1969 om forbud mod racediskrimination
afgivet af det af justitsministeriet den 23. august nedsatte udvalg, pp. 27 og 34. Samt motiverne til UIII, p. 245.
30
Vagn Greve, a.st., p. 83.
31
Jf. også motiverne til UIII, p. 245.
32
Jf. motiverne til UI, pp. 4-5 og motiverne til UII, p. 2.

Side 7 af 19
3. Straffelovens § 266 b
3.1. Historie
§ 266 b blev indføjet i strl. ved lov nr. 87 af 15. marts af 1939 "under Hensyn til de i den nyeste Tid
opdukkende Foreteelser som Forfølgelser af Racer, Troessamfund m.v. foreslaar man Indførelse af
Forbud mod ved Udspredelse af falske Rygter og Beskyldninger at forfølge eller ophidse til Had
imod enkelte Grupper af den danske Befolkning paa Grund af deres Tro, Afstamning eller Kald."33

Bestemmelsen blev bl.a. revideret og udvidet ved lov nr. 288 af 9. juni 1971 med henblik på
Danmarks ratifikation af FN's konvention af 1965 om afskaffelse af racediskrimination.

Strl. § 140 gav en utilstrækkelig beskyttelse mod 1930'ernes forhånende og spottende udtalelser
mod jøder og deres troslærdomme, og det er givet, eftersom bestemmelsen kun beskyttede
religionen, og der ikke hidtil var behov for et strafferetligt værn mod krænkelser på grund af
racetilhørsforhold.34

3.2. Generelt
Udtalelser om, at en bestemt gruppe generelt mangler værdi som mennesker, herunder ligestilling
med dyr og sygdomme, samt grove og helt usagligt generaliserende udtalelser vedrørende grov
krimininalitet, negative personlige egenskaber og umoralsk eller anstødelig levevis, hører til
kerneområdet for bestemmelsen.35

På grund af ovenstående vil ytringer og handlinger, der udgør kernen af strl. § 266 b, herunder bl.a.
sammenligninger med sygdomme, opfylde grovhedskriteriet.36

Ligesom med strl. § 140 skal der i forbindelse med bedømmelsen af de muligt forhånende og/eller
nedværdigende ytringer/handlinger foretages en helhedsvurdering.37

33
Jf. Rigsdagstidende 1938-39, Tillæg A, sp. 3782.
34
Jf. Lisbet Christoffersen, a.st., p. 4.
35
Jf. Greve, Vagn, Poul Dahl Jensen og Gorm Toftegaard Nielsen: Kommenteret straffelov - Speciel del, Jurist- og
Økonomforbundets Forlag 2012, 10. udgave, p. 465, og Vestergaard, a.st., p. 264. Rigsadvokaten, bilag 1, a.st., p. 25.
36
Jf. bl.a. UfR 1988.788 V, UfR 1990.636 V og UfR 1999.296 V. Se også Vestergaard, a.st., p. 268.
37
Jf. bl.a. TfK 2002.17 V og UfR 2003.2559 V. Se også Vestergaard, a.st., p. 268.

Side 8 af 19
Bestemmelsen udgør et adfærdsdelikt, idet bedømmelsen koncentrerer sig om den udviste adfærd
og dens egnethed til at virke truende, forhånende og/eller nedværdigende.

Bestemmelsen fortolkes - ligesom strl. § 140 - snævert under hensyn til ytringsfriheden, som er
beskyttet ved grl. § 77 og emrk. art. 10.38

3.3. Beskyttelsesinteresserne/angrebsobjekterne
Til forskel fra strl. § 140, beskytter § 266 b ikke blot angrebsobjektet i forhold til dets tro (religion),
men også race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse eller seksuelle orientering.

Ordene "race", "hudfarve", "nationale eller etniske oprindelse" er delvist sammenfaldende. 39

3.4. Subjektive forhold/tilregnelse

Den fornødne grad af tilregnelse er forsæt.

3.5. Objektive forhold

Begrebet "forhånes" er sammenfaldende med udtrykkende "spot" og "forhåner" i strl. § 140.40

"Nedværdigelse" forekommer at have en lavere tolerancetærskel end udtrykket "forhånelse", idet en

udtalelse eller anden meddelelse kan være nedværdigende uden at være forhånende, men ikke
omvendt. Ved "nedværdigelse" skal forstås ringeagt, latterliggørelse, diskrimination etc.

Ved udtrykket "en gruppe af personer" forstås en nærmere afgrænset gruppe.

Offentlighedskravet og fremsættelse af meddelelse eller anden udtalelse er sammenfaldende med

offentlighedskravet i strl. § 140.

38
Jf. Rigsadvokatens afgørelse, a.st., p. 8.
39
Waaben, Knud: Strafferettens specielle del, 5. udgave, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 1999, p. 211.
40
Jf. Rigsadvokatens afgørelse, a.st., p. 9.

Side 9 af 19
4. Komparativ analyse af straffelovens § 140 og § 266 b
Straffelovrådet bemærkede i dennes betænkning fra 2002, at "§§ 136, 139 og 140 kunne give
anledning til at overveje ændringer i gerningsbeskrivelsen mv., såfremt der var lejlighed til at
foretage en grundigere kritisk gennemgang af bestemmelserne, herunder deres sammenhæng med
andre bestemmelser, bl.a. straffelovens § 266 b."41

Se også i den forbindelse Socialistisk Folkepartis L 156, fremsat den 16. december 2004 under
folketingsåret 2004-2005 (1. året), hvori det hedder "Den såkaldte blasfemibestemmelse i § 140
(...)er tiden løbet helt fra. Med indførelsen af den såkaldte racismebestemmelse i straffelovens § 266
b i 1939, som blev væsentligt udvidet i 1971 og revideret i 1987, er der efter forslagsstillerne en
tilstrækkelig og bedre beskyttelse af grupper af personer, der kan føle sig truede, forhånede eller
nedværdigede, end § 140 giver mulighed for."42

Når det i fremsættelsen foroven anføres, at tiden er løbet fra strl. § 140 er dette korrekt i den
forstand, at samfundstendenser som sekulariseringen og individualiseringen har medført, at religion
og især den kristne tro har mistet meget af sin tidligere betydning i Danmark.

Betydningen af det netop nævnte illustreres bl.a. ved dommen afsagt af Kjøbenhavns Kriminal- og
Politiret trykt i UfR1906.499, hvor en person dømtes efter bestemmelsen for at have udtalt, at
Biblen var noget vrøvl. En sådan bedømmelse af et identisk eller lignende forhold i nutidens
Danmark forekommer at være umulig.

Rigsadvokaten anfører netop også i sin afgørelse i Muhammed-sagen, at fortolkningen af strl. § 140
afhænger af, "hvad der i almindelighed anses for at være accepteret sprogbrug eller anden
udtryksmåde i det danske samfund. I den forbindelse bemærkes, at det ikke er usædvanligt, at der i
Danmark anvendes en direkte og uhøjtidelig debatform, hvor selv stødende og fornærmende
meningstilkendegivelser i vidt omfang accepteres."43

41
Jf. Betænkning nr. 1424 af 2002 om straffastsættelse og strafferammer afgivet af Straffelovrådet, p. 555.
42
Jf. Folketingstidende 2004-05 (1. samling), tillæg A, p. 4687.
43
Jf. Rigsadvokatens afgørelse, a.st., p. 5.

Side 10 af 19
Rigsadvokaten bemærker også i sin afgørelse af 20. februar 1985 (j.nr. 133/85), at det i medfør af
strl. § 140, stk. 2, er sædvanligt at undlade påtale for overtrædelse af blasfemibestemmelsen.44

Straffelovrådet ønsker frihedsstraffen fjernet fra § 14045 Strafferammen i strl. § 140 lyder på "bøde
eller fængsel indtil 4 måneder", hvorimod strafferammen i strl. § 266 b lyder på "bøde eller fængsel
indtil 2 år." Straffelovrådet anfører herom angående valget af strafferammer: "Valget af
strafferamme er i hovedsagen bestemt af en vurdering af forbrydelsens grovhed, herunder dens
farlighed, der i vidt omfang bygger på juridisk og lovgivningsmæssig tradition og afspejler den i
samfundet rådende opfattelse af de forskellige forbrydelsers grovhed."46 Det er herefter klart, at §
266 b opfattes som værende af grovere karakter end § 140. I den forbindelse skal det imidlertid
bemærkes, at § 266 b dækker et langt større beskyttelsesområde end § 140, eksempelvis trusler, som
er selvstændigt kriminaliseret i strl. § 266 med en strafferamme på "bøde eller fængsel indtil 2 år",
og som selvstændigt er af grovere karakter end forhånelser og nedværdigelser. Det skal dog
erindres, at overtrædelser af § 266 b sjældent straffes med højere straf end bøde, når der er tale om
strafbare forhånelser og nedværdigelser.

Ved en umiddelbar ordlydsfortolkning af henholdsvis strl. § 140 og § 266 b er det klart, at

beskyttelsesinteresserne varierer; førstnævnte beskytter i princippet religionen, nærmere bestemt
trosudøvernes religiøse følelser, mens sidstnævnte beskytter en persongruppe mod forhånelse
og/eller nedværdigelse på grund af gruppens tro.

Som beskrevet tidligere i forbindelse med redegørelsen har beskyttelsesinteressen i strl. § 140
ændret sig fra kun at beskytte krænkelser i form af spot og/eller forhånelse af religionen, herunder
især guddommen. Ændringen skyldes samfundsudviklingen, herunder især sekulariseringen og
individualiseringen.

Det er nærliggende at antage, at tilføjelsen af strl. § 266 b (dengang § 266 a) skal ses i lyset af den
manglende relevans af strl. § 140, selvom den egentlige begrundelse for behovet for § 266 b, som

44
Jf. j.nr. 133/85, refereret i Rigsadvokaten, bilag 1, a.st., p. 13.
45
Jf. Betænkning 1424/2002, a.st., p. 554 og Betænkning nr. 1099 af 1987 om strafferammer og prøveløsladelse afgivet
af Straffelovrådet, p. 100.
46
Jf. Betænkning 1424/2002, a.st., p. 167.

Side 11 af 19
nævnt foroven, var tidens nazistiske strømninger. Det er i sig selv et interessant "tilfælde", at § 266
b blev tilføjet så kort tid efter vedtagelsen af § 140.

Strl. § 140 og § 266 b varierer også på den måde, at sidstnævnte kræver, at den krænkede gruppe
skal være nærmere afgrænset, hvorimod dette ikke er tilfældet med førstnævnte. En hvilken som
helst religionsudøver kan påberåbe sig denne bestemmelse, hvilket er en i bogstaveligste forstand
grænseløs retssikkerhedsmæssig betænkelighed, idet det bryder med forudsigelighedshensynet. For
det andet er det betænkeligt, at religion overordnet eller i dets enkelte dele skal være genstand for et
strafferetligt værn, hvilket gennemgangen af Rigsadvokatens afgørelse om Muhammed-sagen
illustrerer forneden. Det er netop også betragtninger, som forslagsstillerne fra Socialistisk
Folkeparti og Dansk Folkeparti har fremhævet i deres lovforslag til ophævelse af strl. 140. Den
berørte problemstilling hører dog rettelig hjemme i retsfilosofien, og vil derfor ikke behandles
nærmere i denne sammenhæng.

En anden forskel mellem de to bestemmelser er, at det i strl. § 266 b udtrykkeligt står anført, at
gerningsmanden skal have "forsæt til udbredelse i en videre kreds", såfremt udtalelsen ikke er
fremsat offentligt.

5. Hvorfor er blasfemiparagraffen endnu ikke blevet ophævet?

På nuværende tidspunkt skal den rette forklaring søges i nutidens straffepopulistiske tendenser, hvor
det er populært at gå ind for bl.a. strafskærpelser, offerfokus og retsfølelse. Det ses bl.a. ved, at L 88
blev forkastet efter 3. behandlingen med 84 stemmer (V, S, KF, RV, EL og (UFG)) imod 15 (DF og
(RF)).47 Der henvises også til, at flertallet stemte imod L 131 efter 3. behandlingen.48 Dette er
naturligvis ikke den eneste forklaring på flertallets modstand mod en ophævelse af
blasfemiparagraffen, men det er et væsentligt aspekt ud af mange.

Der er derfor nærliggende at antage, at også den aktuelt behandlede lov om ophævelse af strl. § 140
fremsat af Dansk Folkeparti vil bortskastes eller nedstemmes, først og fremmest fordi Folketinget
formentlig vil udskyde stillingtagen til efter Straffelovrådet har afgivet betænkning om de juridiske

47
Jf. følgende link: http://www.ft.dk/samling/20061/lovforslag/l88/91/357/afstemning.htm#dok (besøgt den 6. april
2013).
48
Jf. følgende link: http://www.ft.dk/samling/20042/lovforslag/l131/51/208/afstemning.htm#dok (besøgt den 6. april
2013).

Side 12 af 19
konsekvenser af ophævelse af strl. § 14049, dernæst fordi Dansk Folkeparti til at starte med bl.a.
begrundede lovforslaget med, at eksistensen af bestemmelsen fordrer udsigtsløse anmeldelser fra
krænkede muslimer. Ud fra en politisk synsvinkel kan det forekomme uheldigt og ikke politisk
korrekt, at lade en lovændring i en sådan fremsættelsesform. Der er dog en vis sandhed over denne
begrundelse, idet muslimers krænkelsestærskel generelt set givetvis er lavere end vestlige kristnes,
da kun førstnævnte gruppe har oplevet en oplysningstid med bl.a. fornuft, sekularisering og
individualisering som centrale idéer. Derudover sættes der lighedstegn mellem religion og stat i
islam.50

Til støtte for det ovenstående henvises også til lov nr. 1400 af 21. december 2005 om ændring af
straffeloven, der medførte en tilføjelse i strl. § 81 om strafskærpende omstændigheder i forbindelse
med straffastsættelsen. Tilføjelsen indebærer, at det i almindelighed skal indgå som en skærpende
omstændighed, "at gerningen har baggrund i den forurettedes lovlige ytringer i den offentlige
debat", jf. strl. § 81, nr. 7.

Uanset, hvad Straffelovrådets Kommissorium af 17. januar 2011 når frem til, er det overvejende
sandsynligt, at Folketinget ikke vil stemme for en ophævelse af strl. § 140. Dette skyldes
straffepopulismen, der for tiden er toneangivende blandt folketingspolitikerne. Det handler bl.a. om
at skærpe straffene, bebyrde straffede med sagsomkostninger, have fokus på forbrydelsens offer,
forringe indsattes og arrestanters forhold i fængsler og arresthuse og at anskue straffene
hævnorienteret.51

6. Rigsadvokatens afgørelse i Muhammed-sagen

Dette er den seneste sag af slagsen, hvor Rigsadvokaten behandler spørgsmålet, om der er skal
rejses tiltale efter strl. § 140. Strl. § 266 b var også i spil, så det var så vidt vides den første sag af
slagsen i Danmark.

49
Jf. L 54, bilag 1, udkast til beretning. Tilgængelig på følgende link:
http://www.ft.dk/samling/20121/lovforslag/l54/bilag/1/1241094.pdf (besøgt den 4. maj 2013).
50
Se bl.a. herfor Garde, Peter: Konflikten mellem ytringsfrihed og religionsfrihed, i det 38. nordiske juristmøde i
København 2008, p. 201. Tilgængelig på følgende link: http://jura.ku.dk/njm/38/ (besøgt den 5. maj 2013).
51
Jf. herom bl.a. Smith, Peter Scharff og Hans Jørgen Engbo: Fængsler og menneskerettigheder¸ Jurist- og
Økonomforbundets Forlag 2012, pp. 36-38.

Side 13 af 19
Spørgsmålet var, om Jyllands-Posten ved at publicere artiklen "Muhammeds ansigt" den 30.
september 2005 med dertilhørende 12 tegninger havde realiseret gerningsindholdet i strl. § 140
og/eller § 266 b. Dette fandt Rigsadvokaten ikke og rejste derfor ikke tiltale, ligesom
Statsadvokaten i Viborg før ham.

Rigsadvokatens afgørelse vedrørende Muhammed-tegningerne fremhæver visse problematikker

vedrørende strl. § 140.

For det første rejses spørgsmålet, om Rigsadvokaten overhovedet er kompetent i forhold til at skulle
analysere islamisk teologi og teologi i det hele taget. I vor sekulariserede tidsalder og verdensdel,
hvad har jura og teologi da tilfælles i en retlig subsumption?

I den forbindelse er det tankevækkende, at Rigsadvokaten i sin redegørelse på intet tidspunkt

omtaler det faktum, at der på bomben i Kurt Westergaards tegning (tegning 2) på arabisk står
skrevet Islams nok vigtigste trossætning: La elaha elalah allah wa anea mohamadan rasulolah ("der
er ingen Gud uden Allah, og Mohammad er Allahs sendebud").
Han beskriver blot tegning 2 som "et bistert udseende mandeansigt med skæg og en turban
udformet som en antændt bombe."52

Desuden er det iøjefaldende, at Rigsadvokaten i forhold til sin gennemgang af spørgsmålet om et

islamisk forbud mod afbildning af profeten Muhammed på intet tidspunkt skelner mellem shia og
sunni skikke.

Rigsadvokaten anfører, at Kurt Westergaards tegning ikke med "den fornødne sikkerhed"53 kan
antages at være strafbar efter strl. § 140. En sådan udmelding er ganske iøjefaldende, idet der
herved udtrykkes tvivl om den rette subsumption, hvilket i sig selv burde tale for at rejse påtale,
således at domstolene kunne afklare denne tvivl.

Debat eller ej, Jyllands-Posten, herunder især Flemming Rose, har haft direkte forsæt til at håne,
spotte og latterliggøre "nogle muslimer". Dette antages bl.a. med støtte i, at Flemming Rose i anden
spalte af artiklen under overskriften "Latterliggørelsen" bl.a. skriver: "Det er uforeneligt med et
52
Jf. Rigsadvokatens afgørelse, a.st., p. 2.
53
Ibid., p. 8.

Side 14 af 19
verdsligt demokrati og ytringsfrihed, hvor man må være rede til at finde sig i hån spot og
latterliggørelse."54 Det er imidlertid klart, som Rigsadvokaten kommer frem til, at artiklen i det hele
ikke opfylder det objektive gerningsindhold i strl. § 140 og § 266 b, idet artiklen skal forstås som et
indlæg i samfundsdebatten, og bl.a. derfor ikke ud fra en helhedsbedømmelse kan opfattes som
krænkende.

7. Konklusion
Problemformuleringen lød bl.a. på, om strl. § 140 havde mistet sin praktiske betydning på grund af
strl. § 266 b. Dette må besvares bekræftende, idet strl. § 266 b giver "en tilstrækkelig og bedre
beskyttelse"55 end § 140.

Formålet med strl. § 140 var til at starte med at værne om kristendommens ukrænkelighed, men
dette levn fra mosaisk ret mistede hurtigt sin betydning, hvorfor beskyttelsesinteressen i
bestemmelsen i stedet blev den religiøse følelse for så vidt denne knytter sig til religionens
gudsdyrkelse og troslærdomme.

Formålet med strl. § 266 b var at udbygge den utilstrækkelige beskyttelse i strl. § 140, som
beskytter selve den religiøse følelse, mens § 266 b beskytter religionsudøveren.

Rækkevidden af de to bestemmelser fortolkes snævert af hensyn til ytringsfriheden, hvorfor der

foreligger hhv. et grovhedskriterium og et krav om helhedsbedømmelse. Sammenholdt med den
generelle samfundsudvikling har disse fortolkningsprincipper bevirket, at strl. § 140 lidt efter lidt
har mistet sin praktiske betydning.

Strl. § 140 og § 266 b har herefter det til fælles, at formålet er at sikre en sømmelig tone i det
offentlige rum, at grupper og ikke individer er beskyttet, at der skal anlægges en indskrænkende
fortolkning af hensyn til ytringsfriheden, at der gælder et grovhedskriterium, at ytringen skal være
fremsat offentligt, og at der skal foretages en helhedsvurdering.

Derimod er bestemmelserne forskellige på den måde, at strl. § 140 beskytter de religiøse følelser,
der knytter sig til troslærdomme og gudsdyrkelse, mens strl. § 266 b beskytter en gruppe af
54
Jf. Rose, Flemming: Muhammeds ansigt, Morgenavisen Jyllands-Posten den 30. september 2005.
55
Jf. L 156, a.st.

Side 15 af 19
personer, der forhånes og/eller nedværdiges på grund af deres tro. Dette fremgår direkte af
bestemmelsernes ordlyd.

Strl. § 266 b har absorberet det relevante gerningsindhold i strl. § 140, mens visse aspekter af
sidstnævnte bestemmelse helt har mistet deres betydning. Det drejer sig nærmere bestemt om
krænkelse af den religiøse følelse og beskyttelse af selve religionen. Dette skal ses i lyset af
samfundstendenser som sekulariseringen og individualiseringen. Strafferetlige forhold af en vis
grovhed vil i teorien stadig kunne fald ind under strl. § 140, men i praksis forekommer den slags
tilfælde ikke, rettere tilfældene forekommer, men der er praksis for, at det henregnes under strl. §
266 b.

8. Abstract
This report deals with blasphemy under The Danish Criminal Code section 140 and hate speech
under section 266 b.

The oldest of these is section 140 which at first sought to protect the inviolability of the Jewish and
Christian God against mockery and insulsts. This aspect quickly lost its importance among other
things due to the secularization and individualization of The West. And because of that, the section
now protects peoples religious feelings in connection with doctrines and worship.

Steadily section 140 lost its importance and now faced the 1930's nazi propaganda and proved itself
insufficient why the Danish Parliament incorporated section 266 b (then 266 a) into The Danish
Criminal Code.

This report shows that section 266 b has rendered section 140 superfluous because while time has
proven the parts of section 140 regarding protection of religious feelings insufficient and outdated,
section 266 b has absorbed the relevant parts of section 140 while in the same time ensuring the
victims a better protection among other things because its focus is the offended group and not the
religion.

This report proves the dynamic character of law even in a civil law system and shows how law is
capable of adapting itself the changes of society and time.

Side 16 af 19
9. Litteraturfortegnelse

Betænkning nr. 553 af 1969 om forbud mod racediskrimination afgivet af det af justitsministeriet
den 23. august nedsatte udvalg. Tilgængelig på følgende link:
http://www.statensnet.dk/betaenkninger/0401-0600/0553-1969/0553-1969_pdf/searchable_553-
1969.pdf

Betænkning nr. 1099 af 1987 om strafferammer og prøveløsladelse: Delbetænkning I om

sanktionsspørgsmål afgivet af Straffelovrådet. Tilgængelig på følgende link:
http://www.statensnet.dk/betaenkninger/vis.cgi?nummer=1099-1987

Betænkning nr. 1424 af 2002 om straffastsættelse og strafferammer afgivet af Straffelovrådet.

Tilgængelig på følgende link:
http://www.statensnet.dk/betaenkninger/vis.cgi?nummer=1424-2003

Christoffersen, Lisbet: Blasfemisk blindhed, i Selskab for Kirkeret 10/2007. Tilgængelig på

følgende link: http://www.kirkeret.dk/files/2005_LIC_Blasfemisk_blindhed.pdf (besøgt den 5. maj
2013).

Højesterets dom afsagt fredag den 20. april 2012, sag 228/2011 (1. afdeling). Tilgængelig på
følgende link:
http://www.domstol.dk/hojesteret/nyheder/pressemeddelelser/Pages/Frifindelseisagomforhnendeog
nedvrdigendeudtalelserommuslimer.aspx

Justitsministeriet, Lovafdelingen, Strafferetskontoret: Straffelovrådets Kommissorium om de

juridiske konsekvenser af en ophævelse af straffelovens § 140 om blasfemi. Sagsnr. 2009-793-0053.
Dok. LVM40783. 17. januar 2011. Tilgængelig på følgende link:
http://www.justitsministeriet.dk/sites/default/files/media/Arbejdsomraader/Ministeriet/Raad/blasfe
mi.pdf

Garde, Peter: Konflikten mellem religionsfrihed og ytringsfrihed, det 38. nordiske Juristmøde i
København 2008. Tilgængelig på følgende link: http://jura.ku.dk/njm/38/garde-peter/

Side 17 af 19
Greve, Vagn: Bånd på hånd og mund - straffeforfølgning eller ytringsfrihed, Jurist- og
Økonomforbundets Forlag 2008.

Greve, Vagn, Poul Dahl Jensen og Gorm Toftegaard Nielsen: Kommenteret straffelov - Speciel del,
Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2012, 10. udgave,

Rigsadvokatens pressemeddelelse af 15. marts 2006: Rigsadvokatens afgørelse i sagen om Jyllands-

Postens artikel "Muhammeds ansigt". Tilgængelig på følgende link:
http://krim.dk/undersider/straffesager/strafferet/140/Pressemeddelelse-muhammed-2006-ra.pdf

Rose, Flemming: Muhammeds ansigt, Morgenavisen Jyllands-Posten den 30. september 2005.
Tilgængelig på følgende link: http://multimedia.jp.dk/archive/00080/Avisside_Muhammed-
te_80003a.pdf

Tamm, Ditlev: Retshistorie: Danmark - Europa - globale perspektiver, 2. udg., Jurist- og

Økonomforbundets Forlag 2009.

UI (første udkast til borgerlig straffelov) - Betænkning afgiven af kommissionen nedsat til at
foretage et gennemsyn af den almindelige borgerlige straffelovgivning, 1912. Tilgængelig på
følgende link: http://www.krim.dk/undersider/retskilder/betaenkning-afgivet-af-kommissionen-
nedsat-til-at-foretage-et-gennemsyn-straffelovgivning-1912.pdf

UII (andet udkast til borgerlig straffelov) - Betænkning angaaende de af den under 11. August 1905
nedsatte Straffelovskommission udarbejdede Forslag indeholdende Udkast til Love vedrørende den
borgerlige Straffelovgivning med Motiver, Efter Justitsministeriets Anmodning udarbejdet af Carl
Torp, 1917. Tilgængelig på følgende link: http://www.krim.dk/undersider/retskilder/betaenkning-
angaaende-straffelovgivningen-carl-torp-1917.pdf

UIII (tredje udkast til borgerlig straffelov) - Betænkning afgiven af Straffelovskommissionen af 9.

November 1917, 1923. Tilgængelig på følgende link:

Side 18 af 19
http://www.krim.dk/undersider/retskilder/betaenkning-afgiven-af-straffelovskommissionen-
november-1917.pdf

Vestergaard, Jørn (red.): Strafferet - forbrydelser og andre strafbare forhold, Gjellerup 2009.

Waaben, Knud: Strafferettens specielle del, 5. udgave, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 1999

Side 19 af 19