Analyse

af Yahya Hassans digt ” Dimission”

Digtet ”Dimission” er skrevet af Yahya Hassan og er en del af digtsamlingen; ”YAHYA HASSAN”.
Kendetegnet ved Yahya Hassans digtsamling er vold, overgreb, svigt, had og frygt. Men også
tematikker som kærlighed, loyalitet, venskab og identitet spiller en rolle.

Analyse:
”Dimission” er et knækprosa, hvilket er karakteristisk for Yahya Hassans skrivestil. Digtets syntakts og
ordvalg er fuldstændig som i en almindelig tekst, dog er digtet ombrudt i verselinjer. Digtets form er
frie vers, da der ikke er noget metrisk mønster. ”Dimission” er et episk digt, i og med at der er tale om
et handlingsforløb - digtets-jeg bruger vold til at stjæle en taske, for derefter at løbe væk.
Derudover har Yahya Hassan valgt ikke at gøre brug af nogen som helst form for tegnsætninger,
hvilket lægger op til en monoton og hård oplæsning.
Digtet har et overtal af verber, dog et undertal af adjektiver. Et overskud af verber gør, at digtet er
nemt og overskuelig at forholde sig til, idet der ikke er mange kringlede adjektiver som kan forstyrrer
den episke handling - og dermed budskabet.

I analysen kunne jeg godt tænkte mig at undersøge, hvordan digtets-jeg portrætteres og hvilke
virkemidler som der er blevet gjort brug af.
I digtet er der gjort brug af rigtige mange negative konnotationer f.eks. ghettobørnene, stjæler, slag,
spark, gerningsmand og det er bare nogle eksempler ud af mange. Disse mange negative
konnotationer giver digtet en hård og negativ stemning.
Digtets-jeg bliver derfor sat ind i et hårdt og negativt miljø, hvilket automatisk gør, at vi som modtager
formoder, at digter-jeget selv er hård og negativ, måske endda farlig type.

Hvis vi kigger lidt nærmere på, hvordan digtets-jeg portrættere sig selv, kan vi hurtigt konkludere det
ud af denne verselinje; ”JEG FASTHOLDER GREBET OM TASKEN MED DEN ENE HÅND. GIVER HAM EN
PÅ HOVEDET MED DEN ANDEN”, at digtets-jeg er en farlig fætter - indforstået en voldelig person som
man ikke har lyst til at støde på.
I forhold til hvordan digtets-jeg fremstilles af andre, vil jeg mene at digtets-jeg bliver mødt med en hvis
form for stereotypisk og fordomsfuld tilgang. Her jeg valgt at underbygge min mening med verselinjen:
”JEG VIL IKKE DANSE MED EN PERKER”. Vedkommende her vil altså ikke danse med en perker, fordi
hun tydeligvis har en fordom om dem. Hvilke slags fordomme vides ikke.

Yahya Hassan bruger sproget som virkemiddel. Det jeg mener med dette, er at han lægger ikke låg på
noget, hvilket oftest ses hos andre digtere. Vi som modtager får serveret situationen som den er, uden
nogen som helst form for sugar-coating.

Fortolkning:
Digtet ”dimission” behandler temaerne er vold, overgreb, stereotyper. Sammenspillet mellem overskift
og vers hænger stemmer overens, i og med at overskriften Dimission afspejler digtets handling som er,
at en afgangsklasse lejer et lokale i ghettoen også stikker situationen det af.
Jeg synes at digtets budskab er meget bredt, men overordnet at fremhæve samfundets stereotypering
af folk med en anden etnisk baggrund end dansk.

Derudover vil jeg lige belyse begreberne strukturel racisme, segregering og fremmedgørelse, fordi jeg
finder det essentielt for digtet.
Jeg mener, at digtet er et opråb på nogle af det samfundsproblemer vi har. Nemlig at folk har en
tendens til at have denne strukturel racisme tilgange til udlændinge/personer med anden etnisk
baggrund. Og som følge af dette bliver segregering en bevidst eller ubevidst handling, hvilke fører til at
udlændingen/personen med anden etnisk baggrund, føler sig fremmede gjort. I kontekst til
”dimission” kan man sige at der opstår en kulturel racisme, da den buttede pige fortæller, at hun ikke
har lyst til at danse med perkeren. Ene og alene fordi digtets jeg er en perker. Her vælger hun så at
tage afstand til digtets jeg og skaber en segregering mellem samfundsgrupperne.

Konklusion:
Overordnet synes jeg det er et opsigtvækkende digt, som formår at belyse samfundets stereotypering
af de forskellige grupper. Specielt er jeg vild med Yahya Hassans rå skrivemåde og hvordan han får
digteren og digtets-jeg til at hænge sammen - den samme person.

Perspektivering:
Jeg har valgt at perspektivere til dokumentaren Q’barbershop, fordi at digtet og dokumentaren har det
til fælles, at de mere elle mindre er tematisk ens - altså samfundet syn på personer med anden etnisk
baggrund. Derudover er sproget i både dokumentaren og digtet meget råt og lavt, men igen med til at
portrættere personerne.
Dog ved jeg godt at der er meget stor forskel på et digt og en dokumentar.