ÆLDRE PERSISK LYRIK

)ER er faa Nationer, der er i Besiddelse af en saa

rig Lyrik som Perserne. Lyrikken præger i den
Grad dette Folks Naturel, at den gennemsyrer hele
dets litterære Produktion. I Epos, i Fabel- og
Æventyrdigtning, i Brevskrivning, i Filosofi og Hi­
storie, overalt titter Lyrikken frem; de alvorligste
Emner kan ikke behandles, uden at Fremstillingen krydres ved
isprængte Vers. Og kaster man et Blik paa den persiske Littera­
turs uendelige Række af Navne, vil man kun finde meget faa,
der ikke, selv om deres egentlige litterære Felt har været et andet,
tillige har præsteret en lyrisk Digtsamling, et saakaldt Divan. De
første Frembringelser i den nypersiske Litteraturs Morgengry var
Lyrik, og ingen Sinde er den lyriske Kilde ophørt at rinde; endnu
den Dag i Dag digtes der Elskovs- og Vinsange og Tankedigte i
de gamle konventionelle Former. Og enhver Perser kender sine
Klassikere og nævner dem med Stolthed. Den ringeste Lastdrager
paa Teherans eller Ispahans Gader kan citere sin Djami eller sin
Sadi, og helt ovre i det fjerne Indien danser Bajaderer til Tonerne
af Hafiz’ Ghazeler.
For den, der vil forstaa og gengive orientalsk Poesi, frembyder
der sig ikke faa Vanskeligheder. For det første det kunstigt ud­
arbejdede Blomstersprog, som ofte slet ikke kan forstaas uden
Kommentatorernes Nøgle, og som undertiden vilde lyde plat eller
komisk i europæiske Øren. Den elskede kaldes f. Eks. „Solen “,
»Livskilden*, »Paradisfuglens Skygge*, „Liljestænglen*, »Sukker­
landet*, hendes Legeme er „Mælk og Rosenvand*; „Haaret* eller
„Halmstraaet* betegner hendes smækre Midje, „Cederen*, „den
lange Længsel*, „det flydende Vand* hendes Vækst, hendes Pande
er et „Rosenblad* eller en „Sølvtavle*, hendes Øre en „opblom­
strende Rose*, hendes Ansigt et „Æble*, et „Tulipanblad*, hendes
Øjenhaar er »Pile* eller „Naale*, „den røde Papegøje* eller „Sjæle­
kilden* betegner hendes Læbe, „Rubinæsken*, „Rosenknoppen*.
„Saltfadet* hendes Mund o. s. v. Hvem kan vel regne ud, at
„Hindustan* eller „Kina* er den elskedes Lokker, „Turkestan*
hendes Kinder, „Inderen* eller „det forbrændte Hjerte* hendes
Skønhedsplet, „den fromme Mand* hendes Bryn og „Menneske­
æderen* hendes Øje? Naar en Elsker advares mod at stige ned i
Brønden, menes dermed, at han ikke skal kysse Smilehullet i Pigens
Hage, da det vil røve ham hans Hjertefred. Det er unødvendigt
at fortsætte med en Opregning af alle disse mer eller mindre
bizarre Metaforer, som endda ofte sindrigt kombineres med Ord­
spil og tvetydige Udtryk. Naar saa denne Symbolisme tillige for­
binder sig med religiøs Mystik, kan man forestille sig, hvor kun­
stigt, indviklet og barokt det hele maa blive. Heldigvis findes der.
særlig fra ældre Litteraturperioder, mange Digtere, der forstaar at
anvende Blomstersproget med Maadehold og Smag. Først i den
efterklassiske Tid, Forfaldstiden, sank Lyrikken ganske ned til at
blive tom Ordpragt paa Grundlag af den traditionelle, symbolisti­
ske Retorik.
En anden Ejendommelighed ved den orientalske Lyrik er, at
den kun rummer et ret begrænset Materiale af Motiver og Tanker.
Det gælder ikke om at finde noget nyt, men blot om at nuancere
det gamle. Derved faar hele Lyrikken naturligvis et Præg af Ens­
formighed, som yderligere fremhæves ved, at Digtformerne er
saa stereotype. Saaledes som den er, tilfredsstiller den imidlertid
Orientalernes æstetiske Trang. Det er ikke en Ørneflugt over de
store Vidder, det er en sagte, monoton Vuggen paa kendte, kære
Bølger. Orientaleren kender ikke til den rastløse Jagen efter nye
og originale Emner, han vil blot frydes ved de gamle og dog
evig unge Stemninger, som hans Forfædre i Aarhundreder bar
glædet sig ved. Det er naturligvis først og fremmest Kærligheden,
og da næsten altid den ulykkelige, ubesvarede Kærlighed, der ko­
ster Strømme af Taarer og Hjerteblod, den smægtende Længsel
efter Kvinden med det haarde Hjerte; „ingen knust Genstand duer
til noget, undtagen et Hjerte, thi jo mere knust det er, des mere
Værdi har det,* hedder det i en karakteristisk persisk Sentens.
Endvidere fejres Foraaret og Ungdommen og Vinen, den hede.
funklende Vin, som Perserne lige fra Kyros’ Dage har haft Svag­
hed for, og som endnu den Dag i Dag — trods Koranens Forbud
— flyder i Strømme derovre1). Til disse lyriske Motiver kommer
endelig Persernes filosoflsk-religiøse Ideer, som siden nærmere skal
omtales.
Den ældste nypersiske Lyrik (fra det 10de og 11te Aarh.),
som vi her specielt vil beskæftige os med, udmærker sig i Særdeles­
hed ved sin Jævnhed og Naturlighed. Sammenligningerne er endnu
ikke altfor fantastiske, Metaforerne ikke altfor overdrevne; i For­
hold til senere Tiders Poesi hersker der her endnu en vis Nøgtem-
hed. Ganske vist naa’r disse gamle Digtere sjældent de senere
Klassikeres Finhed og Elegance i Form og deres Dybde i Indhold,
men til Gengæld har de det Fortrin, at Sufismen ikke er eneraa-
dende i deres Produktion; man finder absolut verdslig Lyrik Side
om Side med den begyndende Sufisme.
Hvad Prosodien angaar, har Perserne laant næsten alle deres
Digtformer, hele deres Metrik samt Rimet fra Araberne. Verse-
føddeme beregnes efter Kvantiteten ligesom i de klassiske Sprog,
og Rimet er obligatorisk og bundet til nøje fastsatte Regler. De
vigtigste lyriske Digtformer er: K as i d en , der almindeligvis be-
staar af mer end 24 Linier (12 Dobbeltvers), hvoraf Linie 1, 2, 4,
6 og fremdeles hver anden Linie har fælles Rim; da der herved
ofte kræves et meget stort Antal indbyrdes rimende Ord, kan man
lyælpe sig ved Gentagelse af det samme Ord, en Fremgangs-
maade, som de persiske Digtere for øvrigt ikke nærer Skrupler ved
at bruge, ogsaa naar Antallet af de nødvendige Rim kun er ringe.
Kasiden bruges mest til Lovdigte og Satirer. Gh a z e l e n , der er
bygget som Kasiden, men kun kortere, og som handler om Kær­
lighed og Venskab, om Vin og Ungdoms Lyst. R ub al, firliniede
Strofer, hvor Linie 1, 2 og 4, undertiden alle fire Linier har fælles
Rim; denne Digtning, der benyttes til Fremstilling af mer eller

*) Baade Præster og Prinser tilbringer deres Nætter med at drikke. Den

kongelige Families Damer lige saa vel som Bazarens Piger ligger ved Midnats­
tid døddrukne paa deres Tæpper . . . . Jeg har kendt højt dannede, videbegær­
lige Mænd, som fandt Glæde i Filosofiens mest raffinerede Nydelser, og som
dog ikke vilde kunne finde sig i ikke at være døddrukne hver Aften. (Go-
bineau).
mindre originale Tanker i en kort og pikant Form. er den eneste
ægte persiske. I Mesnevi, der bruges i den episke og didaktiske
Poesi, rimer Verslinierne parvis.

Den første Opblomstring af nypersisk Poesi fandt Sted om­

kring Midten af det 10de Aarhundrede og støttedes af det højt
dannede, nationale persiske Dynasti, Samanideme, der paa den
Tid som uafhængige Emirer styrede Nord- og Østasien.
Hovedrepræsentanten for denne Tidsalder er R ud agi, »Digter­
nes Adam-, .Mestrenes Mester-, .Digternes Kara vanfører- o. s. v..
utallige er hans Hædersnavne hos de orientalske Biografer. Han
stammede fra Transoxanien. Emir Na sr II, den største af alle
de samanidiske Mæcenfyrster, kaldte ham til sit Hof, og da han
var sin Tids ypperste saavel i Digtning som i Strengespil, blev
han snart Fyrstens Bordfælle og blev overvældet med Guld og
Ære. Han skrev som alle Hofdigtere disse konventionelle svulstige
Lovdigte over fyrstelige og adelige Velyndere, som i Udtryk og
Karakter ofte minder om overspændte Elskovselegier. En af disse
Kasider, skrevet til Ære for Nasr II, begynder f. Eks. saaledes:
Min Drot, den moskuslokkede, jeg tjener tro,
Nu er jeg syg af Længsel, har ej Rist og Ro.
Hvornaar skal dog Skilsmissens Pine hore op?
Hvor længe skal vel Længsels Kval i Hjertet bo?
Ja. tro mig kun. mit Blod i Hjertet syder,
Søvnløse græder evig mine Øjne to . . .

Men hans Lyrik spænder videre, og han var den første, der
ret udformede de forskellige Digtarter. Snart spøgende. snart
melankolsk, men altid jævn og ukunstlet som ingen anden persisk
Digter forstaar han at forme sin epikuræiske Livsopfattelse i sarte,
fint følte Ghazeler:
Glæd dig. naar de sorte Øjne til dig le.
Livet er en Fahel. let som Vind og Sne:
Glæd dig ved, at Livet er dig skænket.
Glem, at du engang ej Livets Lys skal se.
Moskusdttfl ng bimle Lokker er min Lyst,
Du min Kærlighed, min maaneskonne Fe!
Verden er et Vindpust og en flygtig Sky. —
Bring mig Vin og lad saa ske. hvad der skal ske.
 Du, som vakte fyrig Lyst og Hjerter stak i Brand,
En Troskabsed du svor, som ej du holde kan.
Dine Kinders Smykke er de skære Perler,
Mine Kinders Pryd er Taareperlers klare Vand.
Mit Liv var Sandhed, dengang Afskeds Stund var Fabel,
— Nu mit Liv er Fabel, da vor Afskeds Stund er sand . . .

Den samme smilende Ynde, den samme Vekslen mellem Livs­

lyst og mildt Vemod, mellem let Skæmt og tungsindig Alvor gen­
finder vi i hans Rubai:
Naar jeg er død, og Læben er for evig stum.
Naar Kroppens Hylster for Begær ej mer har Rur\i.
Da sæt dig ved mit Hoved, sig med kærlig Røst:
.Jeg dræbte dig, . . . hvor angrer jeg, at jeg var grum!*

Jeg farver sort mit Haar, dog ej for at behage.

Ej for at skeje ud som før i Ungdoms Dage:
I Sorg man sværter Dragten, Haaret sværter jeg —
Som Tegn paa Sorgen over Alderdommens Plage.

Hvorfor mon du mod Mekka vender dig i Bøn?

Tænk heller paa Bokhara og din Pige skøn ;
Om Bønner bryder Gud sig ej, men med Behag
Han lytter, naar du hvisker Elskovsord i Løn.

Til Hest hin rige Yngling vil til Hoffet drage.

At øve Stordaad, vinde Ære uden Mage;
Men lad blot ti Aar svinde, og ved Kongens Naade
Affældig, fattig vender han til Fods tilbage.

Omkring ved Aar 1000 var Sultan Mahmud af Gh a z n a

Orientens mægtigste Fyrste. Han var Søn af en raa tyrkisk
Kriger og havde nu knust Samanidemes Rige og gjort sig det meste
af Irari samt en stor Del af Indien underdanig. Hans store Magt
og den Glans, hvormed han omgav sig, har skaffet ham en lig­
nende Popularitet blandt Perserne, som Harun-al-Raschid har op-
naaet blandt Araberne, og Legender om hans Ædelmodighed og
Gavmildhed har lagt en ufortjent Glorie om hans Hoved. Mahmud
var en stor Kriger og en vældig Herskematur, og hans Lyst til
at blænde bragte ham til efter Samanidemes Mønster at optræde
som Mæcen i stor Stil. Han samlede paa Digtere og Lærde paa
samme Maade som Frederik Vilhelm I af Prøjsen samlede paa
høje Karle; ved glimrende Løfter, List eller Vold skrabede han
sammen alle de poetiske eller videnskabelige Talenter, han kunde
faa fat i, for at de kunde pynte paa hans Hof og forherlige ham
selv i højtravende Kasider. I Virkeligheden var han saa temme­
lig blottet for Kunstforstand og dertil en bornert, fanatisk Sunnit,
der med brutal Haand knuste alt, hvad der smagte af schiitisk
Kætteri.
Selvfølgelig florerede Kasidedigtningen i høj Grad ved Mah-
muds Hof. Ikke blot Sultanen selv, men hans Slægtninge og
hans Yndlinge blev berømmede i de mest eksalterede Udtryk. I en
Kaside af „Digterkongen* U n s u r i til Ære for Mahmuds Broder
Nasr betegnes denne som den, „der bærer Bjerge i sin Haand, og
for hvem Havet kun er en Duft i Sandet*, hans Haar dufter af
Ambra, og hans Kinders Glød er saa stærk, at hans Hjerte steges
derved (!). Saa er dog Fi r dus i mere smagfuld, naar han £ Eks.
priser Mahmud i disse Ord:
Paa to af Verdens Ting med Ringeagt du saa’,
Mens ellers Verdens store højst af alt dem skatte:
Guldet, naar du tog din gyldne Krone paa.
Og Livet, naar du Hjelmen paa dit Hoved satte.

Paa den anden Side er der ingen, der har sagt Mahmud saa
grove Sandheder som den samme Firdusi. Da Sultanen nemlig
spiste ham af med en lurvet Løn for hans udødelige Mesterværk
S c h a h n a m e , skrev han en harmfhysende Satire, hvori den mest
vidtdrevne Selvfølelse gaar Side om Side med de voldsomste Be­
brejdelser, og som ender med en from Bøn om, at Gud vil sætte
ham selv i Paradis og Sultanen i Helvede. I denne Pamflet, som
man for Resten nu mener, at Mahmud aldrig har faaet at se, hedder
det bl. a .1):
Fra Slaveslægt stammer du. er det da sært,
Du kongeligt Ædelmod aldrig har lært?
Thi hvis du var Søn af en højbaaren Drot,
Du havde mig skænket et fyrsteligt Slot,
Og var ej din Moder af Herkomst saa lav,
Du Dynger af Guld og Juveler mig gav.
Mahmud! kun ét du tilfulde forstaar:
At holde paa alt, hvad i Hænde du faar . . .

*) Her er Kasideformen ikke anvendt. Satiren er skrevet i det fra Schah­

name kendte Versemaal M u ta k a rib (— ---------------- ---------- — det ene­
ste af alle persiske Versemaal, der nogenlunde lader sig efterligne paa Dansk.
 Og det var en igennem lange Tider opsparet Galde, der flød over
her. Thi Mahmud havde aldrig haft Forstaaelse af Firdusis Værd,
og Digteren havde — trods sin vedholdende Smiger — ikke ret
kunnet faa ham til at lukke Pungen op. En RubaT, som Omar
Khajjam har gjort ham den Ære at plagiere, kunde ogsaa tænkes
at have en hemmelig Adresse til Mahmud:

Hvor længe vil du leve trist og sorrigfuld

Og samle paa det hvide Selv, det rede Guld?
Hvis ej i Vennelag dit Gods og Guld du nyder,
Saa nyder Fjender det, naar du er lagt i Muld.

Firdusi var ikke blot Persiens største Epiker, men ogsda som
Lyriker staar han maaske højst i sin Samtid. Han ejer en Stem­
ningsfylde og en Harmoni i Rytmen, som gør ham til en værdig
Efterfølger af Rudagi. Hans Lyriks ædleste Perler er dog sikkert
dem, han har strøet rundt om i Sehahname som Hvilepunkter i
Begivenhedernes ustanselige Tummel, naar han svinger sig ned fra
sin høje episke Flugt for at klage over Livets jemhaarde Lov, al
menneskelig Storheds Forgængelighed, eller for at prise Kærligheden
i kælne Hyrdetoner, eller naar hans Digtning fortoner sig i enkle
og dog prægtige Naturmalerier:

Det larmer og bruser i Luft, over Jord . . .

Jeg priser den Mand, der har Vin paa sit Bord,
Den Mand, der har Penge og Frugter og Brød
Og dertil en Bedesteg saftig og rød.
I mit Hus forvist slig Velstand ej findes,
Lad den, der har mere, de fattige mindes.
I Haven staar yppige Roser i Rækker,
Mens hist Hyacinter Bjergskræn terne dækker.
Fra Busk lyder Bulbul'ens1) klagende Røst,
Stolt hæver sig Rosen med svulmende Bryst;
Det mørknes, men ej kryber Bulbul i Læ. •
Mens Stormvind og Regn tvinger Rosen i Knæ.
Fra Sky kommer Duggen og susende Vind.
Sig, hvi er Narcissen saa sorgfuld i Sind?
Den Bulbul kun smiler og sætter sig hen
Paa Rosens Hoved og synger igen.
Men Skyen er Bulbul en mægtig Rival,
Dens Løvebrøl buldrer paa Bjerg og i Dal,

l) Bulbul o: Nattergalen, hvis Kærlighed til Rosen er et almindeligt

digterisk Motiv i Orienten.
 Grumt flænger den Hosens Klædning i Harm,
Og knitrende Ildglimt slaar ud af dens Barm;
Snart væder den Jorden med Taarernes Strøm
At vidne for Solen sin Kærligheds Drøm.
Men Bulbul kvidrer, hvo fatter dens Ord?
Hvo véd, hvad den søger i Rosernes Flor?
Lyt til, naar Morgenen gryr over Stad,
Den synger om Helte de ældgamle Kvad.

Firdusis nærmeste Arvtager paa Naturdigtningens Omraade

var N a s i r E h o s r u , der levede i det meste af det Ilte Aarhun-
drede og var Finanssekretær hos Seldschukfyrsten T s c h a k y r Beg
i Merv i det nordlige Iran. Han var en videbegærlig og livslysten
Natur, som efter at have studeret alle Religionssystemer i og
uden for Islam, uden at finde Tilfredsstillelse i noget af dem, slog
sig paa et lystigt Liv. Da han ogsaa blev ked af delte, foretog
han flere Pilegrimsfærder, idet han gennemrejste Persien, Syrien,
Palæstina, Ægypten og Arabien og saa’ sig godt om paa Vejen.
Han havde aabent Blik for Natur og Kunst og nedlagde sine
Rejseerindringer i et Skrift af stor kulturhistorisk Interesse. Han
skrev desuden filosofisk-religiøse Læredigte og Lovdigte. Men
intet af, hvad han har skrevet, virker mere fængslende end hans
pragtfulde, farvemættede Naturskildringer. Med Vellyst nod han
al den Skønhed, som den yppige orientalske Natur kan give.
Blomsternes Duft og Farve, Vindenes Susen i Havernes Træer,
Bækkenes Rislen og Havets brusende Vælde. Sympatien med alt
hvad der lever og aander omkring ham, inspirerer ham til i klang­
fulde Rytmer at fejre Naturens betagende Mystik, Foraarets gyldne
Glans og Elementernes Rasen i Høst.
Foraa rsvinden
(Ko-lid* )
Hil dig, Vind fra Norden, Havens Fostermo’r er du!
Som Borak1) bærer perlefyldte Skyer du.
Sten og Torne ved din Aande fanger Liv,
Og Livets Gnist i Dyr og Planter puster du.
Støvet grønnes, hvor din Kappeflig du breder,
At Khidhr’) vandrer Verden rundt, beviser du.

l) Borak. den Hest, hvorpaa Profeten red til Himlen.

*) Khidhr (a: den grønne), Profeten Elias. Han er udødelig, fordi han
har drukket af Livets Kilde, og er saaledes Symbol paa evig Ungdom og udøde­
lig Livskraft.
 Snart paa Bølgen rider du, snart rider Skyen dig.
Som Jordens Ægtefælle alt befrugter du.
I Rosers Guld Støvlraades Ædelsten du væver,
Paa grønne Enge drysser Blomsterperler du,
Støv og Jord er Stoffet, hvoraf alt du skaber, —
Vist er Mesteren blandt alle Mestre du!
Du gyder Ambraduft i Jord og Blomsterflor.
Alverden køber Vellugt, og Sælgeren er du.
Narcissens sløve Øje og Blodrosens Aasyn
Er vendt mod dig, thi Havens høje Drot er du.

Efteraars vinden
(Kuid*)
Nu gør Høstens barske Vind os Verden trang.
Slukker Sommersolens Glød paa Mark og Vang.
Slider, rusker Tulipanens Øreflip,
Standser Fuglekvidder, Nattegalesang,
Knækker Liljer, Tulipaner og Narcisser:
All maa visne. Vinterstormen er i Gang!
Haven skælver, sanseløs og Vanvid nær,
Alt til Lydighed den lumske Stormvind tvang.
Vel bar Træer Frugt som Pigebarm Juveler,
Men Sommerens Smaragder ambragraa nu hang.
Duggen hænger tungt paa rosenløse Torne,
Hastig Slangen søger Skjul for Vintren lang.
Nøgent er hvert Træ og nøgen hele Verden,
Himlen mørk og dyster som en Klostergang: •
Gul er Jorden som en Mithradyrkers Alter,
Luften kold som Stod’rens Suk af Armods Trang:
Graa som Moskus er Aakanden nu. mens før
Som en gylden Maane den paa Bølgen hang.
Gusten Jord, sortpansret Himmel, — Træers Toppe
Løvkranse bærer som til Fest og Bægerklang.
Klædt i Regnens Silkedragt Orangen skælver.
Hor Tordens Trommeskrald til Bølgebrusets Sang!

Rubal
Nu er Verden som en Dreng paa tretten Aar,
Hans Ansigt er Jasminer, og Violer er hans Haar.
I Flok og Skare kommer Nattergale hid
Fra Hindustan i ilsom Fart, — nu er det Vaar!
*
* *

Men ved Siden af den umiddelbare, friske Natur- og Elskovs­

digtning begynder S uf i s me n at bane sig Vej for snart at erobre
hele den persiske Poesi. Sufismen er opstaaet af religiøs Eksalta­
tion i Forbindelse med den livlige persiske Fantasi og rimeligvis
med lidt Paavirkning af indisk Vedantafilosofi. Det er Tanken om
Guds Identitet med Verden og Menneskets mystiske Opgaaen i
Guddommen. Verden, som den viser sig for vore Øjne, er kun et
tomt Skin, kim Gud eksisterer, og den sværmeriske, uendelige
Kærlighed til Gud bliver da Maalet for al menneskelig Stræben;
den vidende mister sin Individualitet under den ekstatiske Be­
skuelse af Gud og bliver som en beruset eller en forelsket. Be­
sidder man denne »Gudsvidens Hemmelighed*, er det naturligvis
ganske ligegyldigt, om man er Muslim eller Kristen, Ildtilbeder
eller Afgudsdyrker; det er jo kun tomme Former. Ja »den vidende*
er endog hævet over jordisk Moral, han er Gud selv. Sufien lever
undertiden som Asket, optaget af sine ensomme Betragtninger,
men det kan ogsaa hænde, at han nyder Livet, idet jordisk Vin
og Kærlighed staar for ham som Forbilleder paa den store Kær­
ligheds Beruselse og som de Midler, der kan vise ham »Vejen*.
Især i senere Tider kunde æstetiske og levelystne Naturer saaledes
faa deres Skønheds- og Nydelsestrang tilfredsstillet under Sufikap-
pens Dække, og for dem staar Asketen ofte som en Daare eller
Hykler. At adskille det, der i Sufiernes Vin- og Elskovsdigte skal
forstaas bogstaveligt, fra det, der skal fortolkes symbolsk, bliver
derfor ofte en uløselig Opgave.
I Begyndelsen af det Ilte Aarhundrede møder vi en Repræ­
sentant for den fuldt udviklede Sufisme i Abu Sai d, om hvem
det fortælles, at han sad syv Aar i Træk i en Krog af en Hytte
uden nogen Sinde at sove, idet han uafladelig raabte: »Allah!
Allah!* saa at Vægge og Døre til sidst stemte i med. Hans Ry
for Hellighed skal have været saa stort, at Folk gned Ansigt og
Hoved med hans Kamels Gødning.
I Abu Saids Rubai finder vi Sufismen i den ældre, simplere
Form, hvor alle de fra det jordiske Liv hentede Billeder er at for-
staa allegorisk. Kærligheden er den almindeligste Betegnelse for
Forholdet til Guddommen. Elskeren er Sufien, »den vidende*, og
den elskede eller Vennen er Gud.
Stat op ved Nat! om Elskov hvisker hver en Mund,
Hver Elsker gaar til Vennens Hus fra bliden Blund;
Mens ellers hver en Dør og Port er lukt og stængt.
Kun Vennens Dør er lukket op i Nattens Stund.
Sufien jubler af Haab og smægter af Længsel som en jordisk
Elsker. Han laaner den verdslige Poesis Udtryk for Elskovsfølel­
sens vekslende Stemninger og navnlig dens stadige Kredsen om
Tanken om den elskedes Haardhed. Han søger at formilde den
grusomme skønne for ved sin trofaste, ydmyge Hengivenhed om­
sider at naa „Foreningen* o: den mystiske Opgaaen i Gud:
Du gav mig Hjem og Bolig i din egen Vraa,
Du Adgang til Foreningsgildet lod mig faa;
Du daared mig med tusinde kokette Blikke
Og saa — med bortvendt Aasyn ud i Ødet saa’.

0 du, der — Maanen lig — beskinner alt og alle.

At vorde ét med dig, derom vi beder alle.
Ve mig, handler du med andre bedre end med mig!
Og handler du med andre som med mig, da ve os alle!

Ikke sjældent anvender Abu Said ogsaa Vinen som Billede

paa Kærligheden til Gud. Med Rusen betegner Mystikeren sin
ekstatiske Henrykkelsestilstand. Vin og Elskov gør ham forrykt,
men Vanvid er den herligste af alle Tilstande, thi det er Vejen
til den sande Viden. Kun den, der bortkaster Selvet, kan opnaa
.Foreningen*.
Jeg drikker Vin. du kære Mester, dadl mig ikke.
Jeg Slave er af Kærlighed og stærke Drikke;
Blandt fremmede jeg lever, naar jeg har Forstand,
Jeg heller som forrykt ved Vennens Barm vil ligge.

Deraf følger, at Verdens Visdom kun er tom Forfængelighed.

I „den „forryktes* Hjerte1) er der ikke Plads til menneskelig
Visdom:
Om end i Visdoms Ødemark mit Hjerte slaar,
Jeg gaar ej frem, min Lærdom er — at kløve Haar.
Om i mit Hjerte tusind Sole straaler,
Et Støvatoms Fuldkommenhed det aldrig naar.

Den sande „vidende* giver Afkald paa begge Verdener, d. v. s.

han regner ikke blot al verdslig Nydelse for foragtelig, men ogsaa
de ortodokse troendes Fromhed %
i Haab om Paradiset. Kun i den
absolutte Frigørelse finder man Løndybets Hemmelighed, det store
Nirvana:
Jeg bad min Læge lindre Smerten i mit Bryst
„Fra Verden flygt,* han sagde, ,søg hos Vennen Trøst.*
„Hvad bør jeg nyde?* — »Nyd dit eget Hjerteblod.*
,Og hvad bør mest jeg sky?* — »Sky beg g e V e rd n e rs Lyst.*

l) Hjertet er efter muhamedanske Forestillinger Forstandens Sæde.

 Atter og atter tumler Abu Said med Enhedsbegrebet og ofte
finder han et fint Udtryk for denne Sufismens Grundtanke:

Saa spurgte jeg: .for hvis Skyld smykker du dig selv?*

Saa svared han: .for Verdensaltet, for mig selv;
Thi jeg er Elskov, Elsker, elsket, jeg er Skenhed,
Og jeg er Spejlet, jeg er den, der ser mig selv.*

For Stjernerne og Himlens Hvalv blev bragt i Stand.

Og før der fandtes Luft og Jord og Ild og Vand,
Jeg Enhedens Mysterium forud forkyndte,
— End før jeg havde Stemme, Legem og Forstand.

Der var en Mand, hvem Sultan Mahmud gjorde sig megen

Umage for at indfange, da han mer end nogen anden vilde have
kunnet give Hoffet i Ghazna Relief. Det var den store Læge, Filosof
og Polyhistor Abu Ali Sina, i Europa mest kendt under Navnet
Avi cenna. Denne Mand førte i hele sit Liv en meget omflak­
kende Tilværelse, idet han opholdt sig snart ved det ene, snart
ved det andet af Orientens talrige Smaahoffer, som kun gennem
evige Kampe bestod en stakket Stund for saa at blive fortæret af
en magtsyg Nabo. Men hans Selvstændighedstrang var for stor
til, at han vilde lade sig smede i Mahmuds Lænker.
Han levede stærkt. Han delte sin Tid mellem anspændt Ar­
bejde — baade som Videnskabsmand og praktisk Statsmand —
og Nydelser og undte sig kun liden Søvn. Snart var han den
dybsindige Tænker, snart den begejstrede Forherliger af Wein.
Weib und Gesang, snart den kyndige Læge og snart den travle
Embedsmand, altid frisk og frejdig, munter og livslysten. Han
sled sig op i forceret Arbejde og forceret Nydelse og døde endelig
ved at tage for stor en Portion af et af ham selv tillavet Læge­
middel.
Lyrikken er kun en forsvindende Del af hans kolossale, alt­
omfattende Produktion, men hans lyriske Digte er langtfra uden
Interesse. De er Udtryk for en ejendommelig, stærk selvbevidst
Personlighed, noget paavirket af Sufisme, men med et originalt
Særpræg af verdensmandsmæssig Skepsis og aandsaristokratisk
Overlegenhed.
 I en Ruba! som denne er Sufismen umiskendelig:
Ved Guddomsnaade fandt jeg Hellighedens Port,
Og slap jeg fri fra godt og ondt, fra smaat og stort.
Én Ting er sikker: dér. hvor denne Naade findes,
Er alt det gjorte ugjort, ugjort er som gjort.

Det er tydeligt nok „den videndes- Frigørelse for Hverdagsmen­

neskenes snævre Moral, han her besynger.
Vanskeligere er det at bedømme, om hans Vinsange skal for-
staas bogstaveligt eller symbolsk. Dog gør den oprømte Tone i
dem og vort Kendskab til Digterens Person os tilbøjelige til at an­
tage, at det er god, substantiel, jordisk Vin, han mener:
Hvor er Bægeret med Frelsens Vand, o Saki1)! — hvor?
Hvor er Spejlet, som Guds Billede os viser, — hvor?
Gerne jeg mit indre Væsen ret gad rense ud;
Hvor er Flasken da, hvis Hals du knækked, Saki, — hvor?

Avicenna lever Livet efter sine egne Love og behandler med

overlegen Foragt „Daarerne*, den smaalig ortodokse, spidsborger­
lige Hob:
Vær Æsel kun, min Ven, med de tre-fire Taaber.
Der tror at eje Visdom, mens kun dumt de maaber.
Saa æselsagtig er den Bande, at til alle,
Der ikke Æsler er, de Navnet „Vantro* raaber.

Andre af hans Ruba! er umiddelbare Stemningsdigte, Udtryk

snart for det lette, livsfriske Humor, snart for den trætte Grublers
Anfald af Mismod, snart for Filosofens Sindsro i Erkendelsen af
Menneskets Magtesløshed over for Skæbnen:
Imens man drikker Elskovs Vin i Fryd og Gammen,
Imens man jager Vildt paa Elskovs Slette sammen,
Saa elsker jeg til Døden min Søn Ali’s Fader,
Ja vi to er som Mælk og Sukker smeltet sammen.

Gid jeg mig selv ej kendte — fra Isse og til Fod!

Ak, hvi har jeg dog grublet med frisk og frejdigt Mod!
I Stedet for at frydes, naar Lykken var mig god.
Med tusind Øjne græde, naar Lykken gik imod.

Fra Grøftens Bund til Saturns Top ved Himlens Naade

Jeg alle svære Livsproblemer kunde raade;
Jeg sprængte let Bedragets, Løgnens tunge Lænker,
Og alt var løst — undtagen Gravens Gaade.

*) Saki a: Vinbærer.
 Stoisk Sindsligevægt prædiker han atter i følgende lille Ghazel:
Forbudt er for den ædle mangen Last. ,
Fribaaren Mand mod disse seks staar fast:
Misundelse og Lumpenhed og Legn
Og Svaghed, bønlig Mine. Kummer uden Rast.
Vær gavmild, dersom Lykken er dig buid,
Og staa med Venners Skare Last og Brast;
Om Lykken svigter, vær ej bleg om Kind,
Og skjul for hver og én din Sorg i Hast.
Et Spørgsinaal ej er hele Verden værd,
Hvi sukke over hvert et Haab der brast?
Vi er kun Brikker, hvormed Skæbnen spiller
Paa Verdens Skakbræt efter Himlens Terningkast.

* *
*

Den Retning, som Avicenna var slaaet ind paa, blev uddybet og
udviklet til Fuldkommenhed af den førklassiske Periodes mest originale
Digter, Oma r Khaj j am. Han var efter Sagnet Ven og Studenter­
kammerat af Seldschuksultanen Me l i ks cha hs indflydelsesrige Vezir
N i z a m - u l - m u l k . men levede ikke desto mindre det meste af sit
Liv stille og ensomt, først i Nisehapur, siden i Merv, ofrende sig
for sine astronomiske, filosofiske og digteriske Interesser, under­
støttet af en lille Pension, det eneste, han havde udbedt sig af sin
mægtige Velynder. Han døde, som det syntes, over hundrede Aar
gammel i Aaret 1123.
Omar Khajjams Rubai gør Indtryk af større Kraft, større
Intensitet i Stemningerne end Avicennas. Indholdet er rigere og
Tankefylden dybere. Han er en af dem, der har søgt baade ad
Forstandens og ad Følelsens Vej at løse de store Livsgaader. Men
han kommer til kort, Gaaderne er ham for svære, hverken Filoso­
fien eller den haarde islamitiske Ortodoksi hjælper ham, og paa
Ruinerne af sine knuste Idealer opbygger han en Digtning fuld af
Fortvivlelse og Haan. Han er en underlig Blanding af en Voltaire
og en Baudelaire, en blaseret, overlegen Spotter, en mørk Me­
lankoliker og en galgenhumoristisk Paradoksmager.
Ganske enkelte af hans Digte er Udtryk for en harmonisk
Livslyst, en mild, oprindelig Idealisme, der af og til bryder frem
som Solglimt gennem hans bitre Skepticismes og forrevne Pessim­
ismes Skyer:
 Hvor end jeg skuer, flyder Kevser's1) Væld i Vaarens Rige,
Og grønt som Paradiset Engen er og Bækkens Dige;
Var Sletten før som Helved gold, den straaler nu som Himlen.
Tag Plads i Paradiset med en paradisisk Pige!
Giv mig lidt Vin og saa en Bog med Digte blot,
Og Brød at friste Livet med, saa er det godt.
Og dersom du og jeg i Ørken sad tilsammen,
Da var jeg rigere end Verdens største Drot.

Bedre kender man ham, naar han priser Nydelserne, særlig

Vinen, i de stærkeste Ord og fuld af Haan og Trods mod alle
Asketer;
Naar glad jeg kysser Huripigens Rosenmund
Og drikker Vin paa grønne Skrænt i Vaarens Stund.
Lad Rakket kun forarges, ét skal I dog vide:
Tænkte jeg paa Himlen, var jeg værre end en Hund!
Saa mangt et Bæger Vin jeg i mit Liv har smagt,
At naar engang min Krop i sorten Muld er lagt,
Slaar Vindunst op af Graven, — og gaar én forbi,
Han styrter sanseløs omkuld ved Rusens Magt.

Den vanemæssige Devotion og den klynkende Askese er ham

bestandig en Torn i Øjet, i Særdeleshed da han saa ofte ser
Troens strenge Forkæmpere afslørede som jammerlige Hyklere.
Han behandler dem derfor ogsaa med potenseret Ironi:
Til Skøgen Scheiken sagde: „Ser jeg ret,
Saa er du fuld og lokker Mandfolk i dit Net!*
„Vel set*, hun svared, „hvad jeg lader, er jeg,
Men er du ogsaa, hvad du lader, sig mig det!*

Med samme voltaireske Lune gaar han løs paa de ortodokses

grove, sanselige Paradisbegreber:
I Himlen altsaa Hurisang os fryder.
Med ædel Vin og Honning Kilder flyder.
— Saa drik og elsk paa Jord, det er ej Synd,
Naar Himlen selv paa Drik og Elskov byder!
Livet er usikkert, alt er usikkert her paa Jorden, det gælder
da om at nyde Øjeblikket og glemme baade det forbigangne og
det kommende:
Vi ingen Borgen for den Dag i Morgen Ander,
Saa drik da, til al Sorg og Kval af Hjertet svinder,
Drik Vin, du maaneskønne, medens Maanen skinner.
Den Tid er nær, da Maanens Lys os her ej Ander.
') Kevser, en Nektarflod i Paradiset.
 Om et Par Døgn er Livet slut, — ja det er sandt, —
Lig Ørknens Vind, lig Vandet, der i Floden randt.
For tvende Dage aldrig dog jeg følte Sorg:
Den Dag, der ej er kommet, og den Dag, der svandt.

Men Omar bliver ikke staaende ved det horatsiske „carpe

diem \ Paa Bunden af Vinbægeret finder han de samme Gruble­
rier, som han troede at have forjaget for bestandig. Den frygte­
lige Gaade rejser sig med ubønhørlig Styrke: hvad er Meningen
med Tilværelsen? hvad skal al denne pyntede Elendighed, bele
Livets forvirrede Komediespil til?
Ifald det stod til mig, jeg kom ej hid,
Ifald det stod til mig, jeg gik ej did;
Hvad baader vel den dumme Verdens Lov,
At komme, gaa og stride Livets Strid?
Jeg har Cypressens Vækst og Rosenlød paa Kind,
Jeg ofte tror mig smuk og tænker i mit Sind:
Hvorfor mon Himmelkunstneren har pyntet mig,
Da han i dette Smertenshus mig førte ind?
Sig frem, hvad er et Menneske i Grunden?
Du har, Khajjam, den rette Løsning funden:
En Fløjte, der kan pibe af og til,
En malet Lygte med en Praas i Bunden.

Bittert beklager han Menneskets sørgelige Lod, Mennesket som

det usle Kryb, der til Overmaal af Ulykke har faaet Evne til at
forstaa sin egen Intethed:
Der hersked Dag og Nat, før Du og jeg blev fød.
Og Himlens Hjul sig drejed over Liv og Død.
Træd varsomt, thi maaske er Støvet for din Fod
Et Kvindeøje, der har huset Livets Glød.

Den Verden, som du her betragter, — den er intet,

Og hvad du siger, hvad du hører, — det er intet,
t Ja iler du fra Syd til Nord, — du finder intet,
Og samler i dit Hus du Skatte, — det er intet

Ja Verden er en Illusion, et tomt Blændværk, og Humbug og

Gogi er alt det, som Mennesket praler af, ogsaa Visdommen.
De store Mænd, tier nød for Kløgt og Lærdom Ry
Og over Jord forkyndte Visdoms Morgengry,
De fandt ej Vejen ud fra Livets sorte Nat,
Fortalte kun en Drom — og faldt i Søvn paa ny.
 Det er interessant at sammenligne den dystre, blaserede Me­
lankoli , hvormed Omar Khajjam reducerer al menneskelig Visdom
til intet, med den gudhengivne Abu Saids Fremstilling af den
samme Tanke (se S. 717).
Men hvad kan Mennesket gøre for, at det er saa usselt? Det
har dog ikke skabt sig selv. Nej, Gud, Forsynet, Skæbnen, eller
hvad man ellers vil kalde denne mystiske Magt, der ubarmhjertigt
tumler med os som med hjælpeløse Brikker, den bærer Skylden,
og den har ingen Ret til at fordømme de Misfostre, som den selv
har skabt.
Hvem har vel frembragt Liv og Død? — det har kun du.
Hvem styrer Verdens Virvar mon? — det gør kun du.
Hvis jeg har Skyld, dadl ej din viljeløse Slave,
Thi hvem har Synden skabt? — det har kun du.
Den Dag, da Himmelhesten sprængte frem, for Tøjler fri,
Da Allah sporede Pervin og Muschtari,
Da blev vor Lod i Skæbnens Statsraad maalt os ti),
Og er vi Syndere, har Skæbnen Skyld, ej vi *).

Dog — hvad hjælper det at anklage Gud og Skæbnen ? Hvad

hjælper det overhovedet at skuffe sig selv, at tro, haabe og glemme?
Der er kun ét at gøre, at resignere:
I denne Gøgleverden lev foruden Ven,
— Lyd blindt mit Raad, her hjælper intet „men*! —
Tag Smertens Byrde op og søg ej Lægedom,
Tag Sorgens Kors og sæt Dig stille hen.

Men med Konstateringen af disse sørgelige Kendsgerninger kan

Omar alligevel ikke slaa sig til Ro. Hans søgende Aand spejder
efter noget at klynge sig til, og han vender sig til den Gud, som
han har gjort Oprør imod. Gud er naadig, siges der; saa maa
det da netop være over for Syndere, thi andre har jo ikke Brug
for Naade. Og det, han venter sig af denne Naade, falder da til
syvende og sidst saa temmelig sammen med de sufiske Forestillin­
ger; „hvad Forskel er der paa, om „de forryktes" Dragt er Atlask
eller Sækkelærred? Hvad Forskel er der paa, om „de elskende*
hviler deres Hoved paa Puder eller paa en Mursten?"
Hvis Ham du søger, riv dig løs fra alt Begær,
Flygt bort fra Børn og Viv, de er dig til Besvær;

l) Sml. Fitzgeralds Oversættelse (paa Dansk ved H. Bagger) No. LXXV.

- Pervin og Musehtari er Pieladerne og Planeten Jupiter.
 Hvad Verden byder, er kun Lænker om din Fod,
Du vinder aldrig fremad, naar Du Lænker bær.

Og til Tider er det ophøjede etiske Grundsætninger, der løber

ham i Pennen:
Jeg søgte i det fjerne Blaa, hinsides Stjernevrimlen.
Vor Skæbnes Pen og Tavle, Helveds Dyb og Himlen.
Den vise Læremester sagde: .1 dit Indre
Søg Skæbnens Pen og Tavle, Helveds Dyb og Himlen.*

Omars Karakter er som et evigt bølgende Hav. Den er gen­

nemsyret med Pessimisme, selv dér, hvor Livsglæden prises. Og
det er et Tidens Tegn. Det er Virkningen af det evige Kredsløb
af voldsomme, blodige Revolutioner i et Land, som aldrig kunde
komme til Ro. Usikkerheden i alle Livsforhold omsatte sig i Digt­
ningen i denne Blanding af Galgenhumor, Mystik og Hengivelse i
Skæbnen, for hvilken Omar Khajjam er det mest prægnante Udtryk.
Hermed ender det første store Afsnit af den persiske Lyriks
Historie. Fra nu af er Sufismen eneraadende, om end Omar
Khajjams Indflydelse kan spores hos de fleste af de store Klassikere,
særlig hos Hafiz.
A rthur C hristensen