DEN TYSKE DRAGNING MOD

ØST 1900-1945
Fra professorbrevet 1915 til Generalplan Ost 1943

Resumé
Fra myteologi til massemord med dansk islæt.

Peter Vilhelm von Sperling

[Mailadresse]
Supplerende noter Generalplan Ost
Copyright: Peter Vilhelm von Sperling, 2023.

Det store mantra i historieskrivningen om den tyske krigsførelse og dens bagvedliggende mål i
Østeuropa 1939-1944, har siden slutningen af 1950-erne, og med forstærket kraft få år senere, været
SS’s ”Generalplan Ost” (GPO).1 Denne tyske skitseplan for en kolonisering af det vestlige Rusland
blev, især hos Madjaczyk, anset som iværksat allerede i 1940. Den først kendte GPO foreligger dog
først fra Plannungsamt des RKV (v/ Konrad Meyer-Hetling), og fremsendt til Heinrich Himmler
juni 1942. I denne nævnes dog en GPO dateret den 15. juli 1941.2 Udgaven i juni 1942, blev krævet
udvidet til en ”Gesamtsiedlungsplan”, men sat på vågeblus, da Hitler, umiddelbart efter Den 6.
armé kapitulerede i Stalingrad den 3. februar 1943, bestemte, at alle ”ikke krigsvigtige” projekter, i
den nu ”totale” krig, skulle udskydes til efter sejren.
SS søgte fra første færd at monopolisere koloniseringsprocessen i GG. Den interne konkurrence
mellem partiorganer, ministerier og diverse SS-organisationer var heftig. Reichsbauernführer Darré
´s Stabsamt, Abteiling S-Plannung havde ikke ligget på den lade sig, og var allerede i august 1939
påbegyndt et omfattende studie, Der Siedlungsplan für das Posener Gebiet und Pommerellen.
Planen forelå den 25.november 1939.3 Samme dag forelå et notat fra NSDAP’s Rassepolitische
Amt: Die Frage der Behandlung der ehemaligen polnischen Gebiets nach rassenpolitischen
Gesichtspunkten. Her hed det om målet for den tyske politik i de nye rigsområder:

måtte være at fremskaffe en racemæssig og dermed åndelig-sjælelig set samlet tysk befolkning. Heraf
følger, at alle der ikke kan fortyskes, må fjernes hensynsløst. Dette mål omfatter tre med hinden
forbundne opgaver:
For det første en fuldstændig og endegyldig fortyskning af alle lag der er egnede hertil; for det andet,
en fjernelse af alle ikke fortyskningsmulige fremmede, og – for det tredje, en genbefolkning af
tyskere.4
Værnemagten skulle komme til at forstyrre alle bosættelsesplaner, idet Oberkommando der
Wehrmacht (OKW) den 1. december 1939 stillede krav om yderligere militære øvelsesarealer i de
indlemmede provinser og GG, i alt omkr. 150.000 ha. Etableringen af disse områder kom til at
berøre hhv. 240.000 indbyggere i de ”tyske” provinser og 171.000 i GG.5
Heinrich Himmler, der allerede i november 1939 havde iværksat en hovedkulds deportering af
polakker (inkl. jøder) ind i GG satte dermed en proces i gang, som skulle sikre SS førertrøjen i
”styrkelsen af det tyske folkefællesskab”.6 Han skabte derved yderligere kaos i GG og problemer for
regeringen i Krakau. Sidstnævnte var da i gang med at opbygge et administrationsapparat til total
udbytning af det polske folk og dets samlede ressourcer, der i princippet skulle sikre en stabil
industri- og landbrugsproduktion. RuS og RSHA påbegyndte derpå en ”folkepolitisk” segregering i
Reichsgauen Wartheland und Danzig-Westpreussen, mellem personer af tysk og fremmed blod i en
tysk folkeliste (Deutsche Volksliste, DVL ), og dermed en fortsat deportation af polakker til enten
GG eller tvangsarbejde i Tyskland. Denne ”saglige” segregeringsmodel skulle komme til at udgøre
1
Helmut Heiber, 1958, Czeslaw Madajczyk, 1962
2
Generalplan Ost. Rechtliche, wirtschaftliche und räumliche Grundlagen des Ostaufbaues vorgelegt von
SS-Oberführer Professor Dr. Konrad Meyer, Berlin-Dalhem, Juni 1941, aftrykt i Madajczyk, Sonderlaboratorium
SS, T. I, Dok. 25, Teil C, 96. Det nævntes her, at kolonisationsområdet var udvidet til: Ingermannland (Petersborg-
området), Gotengau (Krim og Cherson-området, tidligere Taurien) og Memel-Narew-området (Bialystok provinsen
og Vestlithauen).
3
Madajczyk et al., 1994, Anlage 1, 323 ff. Kilden angives til BA Potsdam, Sygn. 102.
4
Werner Röhr, Hrsg., Die faschistische Okkupationspolitik in Polen (1939-1945), Köln, 1989, 143. Se
også Madajczyk, op. cit., 323 ff.
5
Röhr, 1989, 147.
6
Volkstum.
et omdrejningspunkt for den første store tyske kolonisationsproces uden for Tysklands grænse i
Zamojszczyzna i slutningen af november 1942.
I en vis forstand er den store interesse for GPO derfor af kontrafaktisk karakter: Hvad der kunne
være sket, hvis … frem for at koncentrerer sig om, hvorfor den aldrig havde gang på jorden. Hertil
kommer, at de faktiske tyske forbrydelser i Østeuropa burde være alt nok til belysning af den
germanske fascismes sande karakter. Men blev GPO ikke til virkelighed blev en lang række af dens
elementer realiseret fra og med den 1. september 1939. Tyskland fraskrev sig politisk indflydelse i
de baltiske randstater, det østlige Polen og Bukowina, Bessarabien og Dobrusja ved den endelige
grænsedragning den 28. september 1939. Det skulle komme til at betyde, at 350.000 folketyskere
fra det senere efterår 1939 til eftersommeren 1940 strømmede ind i et land, der netop påstod at
mangle Lebensraum. Det interessante er her, at Sovjetunionen ikke modtog de knap 300.000
ukrainere fra Lublin-provinsen som landet overlod til Tyskland i bytte for opgivelsen af tyske
interesser i Lithauen. Den officielle sovjetiske påstand om, at man gik ind i Polen den 11. september
1939 for at beskytte broderfolkene i Hviderusland og Ukraine, viste sig her som mundsvejr. Havde
der eksisteret konkrete tyske planer for en udvidelse mod øst, ville en ”hjemsendelse” af disse
ukrainere have været mere end oplagt. I stedet valgte man at flytte ca. 25.000 folketyske bønder fra
den nordøstlige dels af Lublin-provinser til Tyskland i sommeren 1940, for året efter at arbejde for
en kolonisation af den sydøstlige del af samme provins. At der fra polsk side blev lagt så stor vægt
på GPO, slørede ikke blot den brutale sovjetiske forfølgelse, deportation og udslettelse af polske
borgere i det østlige Polen og de store folkeflytninger efter 1945, hvor de etniske grænser i
kommunistisk model blev fuldført. Hvis der med den nazistiske model var tale om en GPO, kunne
man med rette karakterisere den sovjetiske som en GPW – Generalplan West. Men medens den
første løb ud i sandet, blev sidstnævnte gennemført uden slinger i valsen.
Den samlede tyske krigsforbrydelse – Endlösung og Hungerplan suppleret med terroren på Balkan
og i Grækenland er af så skrækindjagende dimensioner, at ikke realiserede planer, netop turde være
meningsløs beskæftigelse.

Ikke desto mindre tales der altså om en generalplan, der skulle have været under udvikling siden
september 1939. Der skete selvklart en udvikling fra planstudier til virkelighed inden for de rammer
og muligheder krigens forløb skabte. Men det ville måske være mere korrekt, hvis man beskrev
planarbejdet som en løbende kondensering af erfaringerne fra et kaotisk forløb i de annekterede
polske territorier til en pose varm luft over de russiske stepper.
Det er synd at sige, at GPO har været udsat for en større kontrovers i historikerkredse. Men den
polske historiker Czeslaw Madajczyk, der skulle blive forskningsområdets ubestridte nestor, skrev
dog allerede i 1962:

Man møder af og til den opfattelse, at GPO kun var fantasi, en ekstravagance, en utopi der ikke
medførte praktiske konsekvenser. Dette synspunkt bør konfronteres med allerede kendte fakta og
handlinger fra Det tredje Riges myndigheder, i særlig grad Himmler og hans apparat, som i årene
1941/42 opnåede en indiskutabel nøgleposition i Østpolitikken. De tiltag, der blev fortaget for at
fremme virkeliggørelsen af GPO og alle de indledende forholdsregler, er også vigtige. [Men] Perioden
med militære succeser i øst var for kort til at opnået andet [end udformning af planer]. 7

Det er i forbindelse med erfaringerne med koloniseringen i de annekterede områder slående, at de

store udbygningsplaner i praksis skred endog langsomt frem, idet de blev hæmmet af den massive
militære opbygning, der tog fart i september 1940 med overførslen af tre fjerdele af hær og
luftvåben til i særlig grad GG. Tilstedeværelsen af millioner af soldater, reparation og udbygning af
7
Czeslaw Madajczyk, Generalplan East: Hitler’s Master Plan for Expansion, Polish Western Affairs,
vol. III, no. 2 (1962). worldfuturefund.org/import2007/gpo/gpo.htm).
infrastruktur, bygning af feltflyvepladser etc. lagde beslag på alle ressourcer. At tankerne fløj højt
kan eksempelvis læses hos Himmler. Dels i hans Eigenen Gedanken fra den 15. maj 1940, dels i
referatet af hans tale for NSDAP’s lokalafdeling i Madrid i oktober s. å.8 Medens han i maj 1940
taler om omdannelsen af den polske nation til slaver under opførelsen af monomentale
bygningsværker, drømmer han i oktober om kolonisationsarbejdet på polsk område med
skovrejsning, mønsterlandbrug og nye byer. En drømmeverden der også holdt Hitler i gang i
efteråret 1941 medens han fablede om seks meter brede tog, motorveje, syngende tyske bønder og
paladser i sin russisk-ukrainske udgave af den engelske kronjuvel, Indien.
Der blev udarbejdet generalplaner i flere varianter, men da de endelig nærmede sig i form af en
”Gesamtplan” i november 1942, var den faktuelt ikke blot en ”utopi”, men reelt indholdsløs, idet
den ikke på blot byggede på et langt tidsforløb (op til 30 år), men også på en jonglering med
menneskelige og økonomiske ressourcer som Tyskland ikke rådede over. (Schubert) Blækket var
heller næppe tørt i de sidste delrapporter, før ”den totale krig” sendte alt tilbage til
skrivebordskufferne, og de overbefolkede planlægningskontorer blev tømt for sandslottebyggende
arkitekter. Kun ”Endlösung” fortsatte med uformindsket styrke.

Himmler havde allerede i juni 1941 udset sig Zamojszczyzna i den sydlige del af provinsen Lublin,
som det første store kolonisationsområde uden for selve Riget. Planlægningen blev overladt til
Odilo Globocniks private institut ved SS-Mannschaftshaus Lublin, 9 og Volksdeutche Mitttelstelle
(Vomi), Amt IV i RKV, der inddrog Hitler Jugend (HJ), Bund deutcher Mädel (BdM), og
Nationalsozialistischer Frauenschaft (NSF). Hertil kom Rasse- und Siedlungshauptamt (RuS).
Videre spillede Reichssicherheitshauptamt (RSHA, Sipo/SD) ved dels Einwandererzentralstelle
(EWZ) i Posen og Umwandererzentralstelle (UWZ) i Litzmannstadt en afgørende rolle. EWZ
administrerede de folketyske tilflytteres forhold, medens UWZ organiserede deportation og
sortering af ”de fremmede”, in casu, de polske indbyggere. Disse sidstnævnte organisationer havde
alle erfaringer fra Wartheland og Danzig-Westpreussen, hvor RuS stod bag udarbejdelse af
Deutsche Volksliste (DVL) - et folkeregister over rigs- og folketyskere i GG, herunder mulige
kandidater til at gennemløbe en ”genfortyskning”.10 Odilo Globocnik blev i 1941 ikke blot udnævnt
til Beauftragter der Reichskommissar für Festigung deutschen Volkstums, men også Beauftragter
der RFSS für Fahndung nach deutschem Blutes samt ansvarlig for oprettelse af SS- und
Polizeistützpunkten, en kæde af storgodser der skulle understøtte germaniseringen af GG. 11
Samtidig blev han samme år overdraget ledelsen af den strengt hemmelige Einsatz Reinhardt
(E.R.).

Eftersøgning efter tysk blod

Globocnik havde som ansvarlig over for RFSS i ”søgningen efter tysk blod” en klar stilling til hvad
der var tysk eller ikke. Man var ikke tysker grundet statsborgerskab, men grundet blodets bånd. Han
var her, ikke overraskende, ganske på linje med RuS, der anså Blut und Boden, bondestandens
tilknytning til jorden og dens pastorale og sunde tilværelse, som bærende element før, nu og i al
fremtid for et sundt folkeligt, tysk liv. Derfor måtte Globocnik afvise alene ”statsborgerskabet” som
garant for at man tilhørte tysk blod. Man var kun tysker, hvis man havde mindst 12,5 % tysk blod i
årerne. Dvs., hvis mindst ens oldemor eller - far, havde været 100 % tysk arier. Hvor meget ”tysk
blod” han selv bar rundt på fortaber sig i det uvisse, men hans fødsel i Trieste af østrigske
8
Rede Himmlers vor der Landesgruppe der NSDAP in Madrid über Siedlungsfragen am 22. Oktober
1940. Oversat efter Müller, Hitlers Ostkrieg und die deutsche Siedlungspolitik, Dok.8.
9
Omdøbt til Forschungsstelle für Ostunterkünfte (Fostu) i april 1942. Se Esch,
10
wiedereindeutschungsfähigen.
11
Se f.eks. GPO, aftrykt i Madajczyk, Sonderlaboratorium SS, I, 96, hvor nævnes 14 støttepunkter á
omkr. 2.000 km2 med en omtrentlig afstand 100 km i GG.
statsborgere af slovensk-kroatisk afstamning, og det forhold, at han startede sin nazistiske karriere
som Odilo Ludovicus Globotschnigg 12 peger i retning af indlysende ”problemer”. Han bestræbte sig
derfor på at minimere disse ved at overopfylde enhver opgave – og dermed vise, at han i det
mindste var at godt blod. Han bar således alle overløberens værste træk ved at være ekstremt
fanatisk. Han skrev i en tjenesteforordning om blodets bånd: ”… Den af mig indledte aktion
”Søgning efter tysk blod” er ikke et politisk tiltag, men tværtimod en aktivitet, der bygger på
racemæssig erkendelse. Den har ene og alene det formål, at få fat i enhver person, der bærer tysk
blod og genindlemme denne i folket [Volksganzen] …”. En person med tysk blod i årene kunne
derfor ikke betragte dette som sin private ejendom, men var, fra nu af, ”forpligtet” til at lade sig
inkorporere i ”folkehelheden”. 13 Der blev da også fundet efterkommere efter østrigske bosættere fra
slutningen af den 18. århundrede i og omkring Zamosc, der blev screenet mhp på optagelse i DVL.
Aktionen mødte kraftig modstand i den polske befolkning, men enkelte tidligere assimilerede
familier lod sig indskrive for at undgå forfølgelse, men overså at det bl.a. medførte værnepligt, og
de fik siden, stemplede som landsforrædere, deres tidligere landsmænds hævn at mærke.

Aktion Zamosc
Den blev dog sat på vågeblus i juni 1943 da det lykkedes Himmler at opnå et kompromis med Hans
Frank om en fortsat kolonisering, begrænset til byerne Lublin og Zamosc og deres umiddelbare
landområder. Det tyske nederlag ved Kursk i midten af 1943 skulle kun betyde yderligere fokus på
”krigens nødvendigheder”.
Men alle militære tilbageslag til trods, holdt Himmler på det årlige møde for sine SS- og
politichefer m.fl. i Posen den 4. oktober 1943 en flere timer lang pep-talk. Her hed det bl.a. med en
ny afart af GPO:

Hvis SS sammen med bønderne, som vi sammen med vores ven Bracke 14 driver kolonien i Øst i stor
målestok, [dvs.] uden nogen form for tilbageholdenhed, uden noget spørgsmål til nogen form for
tradition [læs: folkeretten], men med sikker hånd og revolutionær fremdrift, så vil vi på 20 år skubbe
den nationale grænse 15 500 km. mod øst. 16
Jeg bad i dag, Føreren om at SS, hvis vi havde opfyldt vores opgave og pligt ved slutningen af krigen,
måtte nyde det privilegium at holde Tysklands østligste grænse som en forsvarsgrænse. Jeg tror, at
dette er det eneste privilegium, hvor vi ikke har konkurrenter. Jeg tror tilmed, at ikke en person vil
anfægte vores krav om dette privilegium. Vi vil der være i en position til at opøve enhver aldersgruppe
i våbenbrug. Vi skal trykke vore love ned over Østen. Vi vil gå fremad og lidt efter lidt skubbe os
fremad mod Ural.

Himmler tegnede her et billede af trek, der, som de nordamerikanske eller boernes vognkolonner,
hvert forår slyngede sig ud mod nye grænser fyldt med jublende glade kolonister.

12
Jfr. „Völkischer Beobachter“, maj 1938, fragment af artikel, BA, SSO, 16A. Sammesteds findes et klip
fra „Neue Züricher Zeitung” af 2. februar 1939 der angiver Globocnik. I et brev fra Chef der Ordnungspolizei,
10.11. 39 staves dog Globotschnik, BA, SSO 16A, 61.
13
Dienstverordnung Nr. 8, Lublin, 11.5.43, BA R 49/3533, citeret efter Isabel Heinemann, 402.
14
Enten SS-Oberführer Victor Brack, Chef for Hauptamt II i Kanzlei der Führers (T4), 1904-48.
Organisator af Eutanasi-programmet og opbygning af lejrene under Einsatz Reinhardt, 1942-43, henrettet under
Nürnberg-processen i 1948 eller SS-Obergruppenführer Herbert Backe (1896-1947), selvmord i Nürnberg, de facto
leder af Reichsministerium für Ernährung und Landwirtschaft, fødevareminister 1942-1945, medforfatter til OKW’s
Hunger Plan i maj 1941. Uanset om det var den ene eller anden B. pegede H.H. på en ”skrivebordsgeneral” med
ekspertise i massemord.
15
Volkstumsgrenze.
16
Denne grænse svarede til den polske østgrænse ml. 1921-1939.
Dette reducerer naturligvis ikke GPO til fantasi, der kan næppe herske tvivl om, at Tyskland ville
have fulgt den overordnede målsætning, at reducere de vestlige sovjetrepublikker til en koloni på
linje med den engelske kronjuvel, Indien. Og dermed fortsætte i samme spor, som man havde fulgt i
Polen siden september 1939 17 (og som USSR forfulgte fra september 1939 i det østlige Polen, og
siden i Finland, Baltikum, Bukowina, Bessarabien og Dobrusja). Men det gør ikke GPO til grundlag
for politikken i Polen; den bestod af lige dele ”Drang nach Osten”, ”Mein Kampf” og polske
erfaringer på basis af Einige Gedanken, tilsat de muligheder man så frem til foråret 1943.
Vi skal senere vende tilbage til DVL, men den kan kort beskrives ved, at befolkningen blev
”racemæssigt” inddelt i I) tyskere, II) personer der formodedes at kunne germaniseres,18 III)
personer der kunne anvendes til tvangsarbejde m.v., og endelig IV) socialt eller politisk uønskede.
Det siger sig selv, at denne opdeling ikke omfattede jøder; de udgjorde et særskilt, uønsket element,
der efterhånden blev stuvet sammen i ghettoer i eller nær jernbaneknudepunkter.
Der forelå her et brud på tidligere preussisk germanisering, som i det væsentlige byggede på en
fortyskning af mindretallene. Den nazistiske model byggede alene på germanisering af territorier –
af jord, ikke mennesker. I sig selv en generalplan uden mange ord.

Allerede den 23. januar 1940 fulgte et første udkast til en plan for germanisering af de annekterede
provinser fra RKV. Dette var udarbejdet af prof. Konrad Meyer-Hetling, direktør for Institut für
Agrarwesen und Agrarpolitik ved Humbolt Universitetet i Berlin, og leder af RKV’s plankontor.
Planen arbejdede med en reetablering af den tyske befolkning i de annekterede provinser til status
som i 1914. Det betød en tilvækst fra 1,1. til 4,5 mil. og dermed en trinvis fjernelse af 3,4 mil.
polakker. Første delmål var at oprette dels en vold af tyske indbyggere i form af en stribe tyske
bondegårde ved grænsen til GG med den hensigt at presse den tilbageblevne polske befolkning, dels
etableringen fra denne grænse af en række tysk befolkede striber land, ”broer”, gående fra øst mod
vest for at isolere polakkerne i ”øer”.19 SSPF-Lublin Odilo Globocnik skulle tage denne model op i
1942 med tanken om oprette en tilsvarende vold ved grænsen til Weissruthenien (Belarus) med
samme tryk fra øst mod vest ind i GG. Han oprettede da også sit eget planlægningskontor i Lublin,
der ikke som man skulle have forventet forskede i forhold vedrørende GG, men kastede sig over en
bred vifte af spørgsmål i det vestlige Rusland.20
Termen ”generalplan” synes indtil 1942, kun at være brugt om de nyvundne provinser. Således som
da Himmler talte til NSDAP’s lokalafdeling i Madrid i oktober 1940, da han var i byen i et
forgæves forsøg på at kurtisere den spanske caudillo Franco:

Omflytningen [af folketyskere fra den sovjetiske interessesfære] sker ud fra de nyeste
forskningsresultater og vil få revolutionære følger, idet ikke kun folkegrupper bliver omplantet, men
også fordi landskabet bliver fuldstændig omdannet. Blæsende steppeområder vil blive nyttegjort
gennem en omfattende skovrejsning. Der er ved beslaglæggelser af teglværker, allerede nu, fremstillet
og lagret 750 millioner mursten; de vil næste år være steget til 1,5 milliarder, og vil straks efter krigen
blive anvendt til nybygning af mønsteragtige bosættelser, landsbyer og købstæder. Der er således
udformet en Generalplan for en sådan nyskabelse i et område på omkring 200.000 km 2. Den vil blive

17
Se f.eks. Michael Schröders, Generalplan Ost - eine neue Quelle? Ein Königsberger Gutachten zur
"Eindeutschung" der annektierten polnischen Gebiete [ om artikel udarb. i Königsberg, 1940], www.historisches-
centrum.de/forum/schroeders02-1.html. 2003. (21.10.12.) Schröders understreger, at han ikke ved, om notatet er
tilgået Meyer-Hetling eller andre centrale planlæggere.
18
Eindeutschungsfähig.
19
Röhr, 1989, 159. Dateringen stammer fra en henvisning i skrivelse fra OKW af 8. marts 1940. Se note
2, 160.
20
Oprindeligt indrettet i, og benævnt, SS-Mannschaftshaus Lublin, oktober 1941. Omdøbt i foråret 1942.
Vedr. forskningsområderne se Esch. Opidem cit.
 iværksat i første halvår … [1941]. Denne store indre kolonisering står i modsætning til
kolonispørgsmålet. Det vil blive løst med andre midler …21

Det er tvivlsomt, om Himmler på daværende tidspunkt har været orienteret om de igangværende

planspil i OKW om et muligt felttog mod USSR, skønt dette arbejde var foregået siden juli 1940.
Men Storbritannien og Commonwealth-landene stod da fortsat alene, hvorfor Himmler kan have
haft fortsat lid til en fredsslutning, der ville give Tyskland alle eller dele af det kolonirige tilbage,
der gik tabt efter 1. verdenskrig. I så fald overså han, at Hitler ikke ønskede oversøiske kolonier,
men territorier, der kunne kontrolleres over land.
Den 3. maj 1941 fik Hans Frank forelagt en ”Bodenordnung im Generalgouvernement”. 22 Dette
dokument greb fat om det generelle problem for det polske landbrug, der overvejende bestod af
små, urentable brug, fordelt i lange tynde striber. Den tilbagestående erhvervsstruktur kan aflæses af
det forhold, at 75 % af befolkningen var beskæftiget i landbrugssektoren. Det stod således klart, at
hvis det tyske hjemmemarked og den tyske besættelseshær skulle sikres levnedsmidler uden
samtidig at fremkalde hungersnød i GG, måtte landbrugsstrukturen omlægges for samtidig, at
frigøre arbejdskraft til tysk industri og landbrug. Begge steder til erstatning af indkaldte soldater.
Forfatteren til landbrugsreformen påkaldte sig fortidens Tyske Ridderorden som forbillede for det
kommende arbejde: ”… Hvis de kolonialistiske bestræbelser fra Ordens side ikke var blevet fulgt af
en sideløbende økonomisk succes, var den mislykkedes fra starten. Ordenen fandt ikke en eneste
lokal iværksætter. I stedet for (… ordenens egne) lokatorer [administratorer] er staten [nu] trådt til,
og vi er dens tilforordnede… ”. Notatet indeholdt dog ikke en direkte reference til det folkepolitiske
aspekt, og pegede kun på de store muligheder i forbindelse med en landboreform, men anviste ikke
investeringsmuligheder. En rationalisering af det polske landbrug, det være sig på tyske eller polske
hænder, ville kræve investeringer og allokering af ressourcer, som det tyske rige ikke rådede over. 23
Det er i og for slående, at en omdannelse af et territorium Tyskland end ikke havde fuld kontrol
over – på et tidspunkt, hvor krigen endnu kun var i sin vorden, blev anset som begrænset i sin
udførelse grundet manglende økonomiske ressourcer. Hvordan Tyskland i 1942, da krigen allerede
strategisk set var tabt skulle kunne gennemføre en kolonisering af det vestlige Rusland tyder ikke
blot på planlæggerne af GPO manglede erkendelse af tyske behov og muligheder, men også totalt
negligerede de geopolitiske forhold. Eksempelvis betydningen af USA’s indtræden i krigen eller
hvilken russisk statsdannelse der ville skulle foregå bag Ural. Alle problemer blev skubbet om bag
bjergkæden.

Da de tyske hære rullede ind over Vesteuropa formulerede Heinrich Himmler med et notat, dateret
den 15. maj 1940 med sine skamløse tanker om behandlingen af de fremmede befolkninger i
”Østen” – og her alene i den erobrede del af Polen. Disse tanker, der den 25.maj 1940 blev ophøjet
til et strengt hemmeligholdt Führer-Erlass indeholdt bl.a. tanker om udsondring af racemæssigt
egnede polske børn og polakkerne omdannet til funktionelle analfabeter som tvangsarbejdere for
tysk økonomi og kultur. Men også med en løsning af ”jødeproblemet” ved deportation af de tyske
og polske jøder til en eller anden koloni. 24 Disse tanker byggede på en diktatfred med
Storbritannien og Frankrig, idet den var utænkelig uden fred på verdenshavene.

Einige Gedanken…
21
Rede Himmlers vor der Landesgruppe der NSDAP in Madrid über Siedlungsfragen am 22. Oktober
1940. Efter Rolf-Dieter Müller, Hitlers Ostkrieg und die deutsche Siedlungspolitik, Dok.8., Indre er kursiveret af ff.
22
Dr. Kurt Kuchenbacher, Bodenordnung im Generalgouvernement, aftrykt hos Madajczyk et al., 1994,
Anlage 2, 358 ff.
23
Beregninger, ibid. 388.
24
Se den s. k. ”Madagaskar-plan”.
I september 1941, talte professor Konrad Meyer [-Hetling] ved et møde arrangeret af RKV i Posen.
Han sagde her bl.a., at ”… for planlægning gælder i almindelighed, men specielt for bosættelses- og
opbygningsplanlægning, Clausewitz’s ord om krigskunsten, nemlig ”at erfaring er mere værd end
filosofisk sandhed”… Planlægning skal nemlig ikke forstås som en tankemæssig abstraktion - som
en i akademisk kølighed behandlet teori, men tværtimod som en virkelighedsnær og i en historisk
samtid udviklet måde at handle på”. Meyer-Hertling uddybede dette senere med:
For os nationalsocialister, fremstår planlægning som udtrykt for ansvarlighed over for Folk og Stat. Den bestræber sig
på, gennem en total ordning af landområder (Raum) og økonomi, at skabe en sund folkelig sammenhæng og en varig
indretning for det germansk-tyske menneskes artsmæssige virke på vores territorium (Lebensraum).
Hovedindsatsområdet for vores gøren og laden ligger derfor i en bevarelse de dybe lovmæssigheder for vores folks liv.25

Senere hedder det – passende til tid og sted: ”…

Reichsführer-SS har som Reichskommissar overhøjhed på planlægningsområdet i de nye bosættelsesområder på
grundlag af Førerbeslutningen. Efter Førerens udtrykkelige vilje skal indretningen og nyordningen af det tyske
Østen stå under den styrende lov for styrkelsen af den tyske befolkning … Der er således taget vare om, at der
kommer en virkelig plan ud fra megen planlægning og planer. Dette samlede planarbejde er, som sagt, ene og
alene bestemt folkepolitisk, det vil sige rettet efter den i enhed mellem land og by skabte folkeenhed, og adskiller
sig herved grundlæggende fra den tidligere bosættelsespraksis og de fleste fortidige kolonisationer.26

Madajczyk nævner, at Wetzel i april 1942 skrev, at RSHA allerede i november 1941 arbejdede med
en GPO, der anslog, at 31 millioner ”fremmede” skulle deporteredes fra sovjetisk territorium mod
øst. Dermed blev der skabt plads for bosættelse af 4,550 millioner tyskere over 30 år, idet man reg-
nede med yderlige 5,5 millioner tilflyttere fra andre germanske lande. Med andre ord om kr. 10 mil-
lioner ”germanere”. De østlige territorier omfattede GG, Baltikum, Vest Ukraine, Ingermannland
(Leningrad), Krim med bagland og Dnjepr området. De daværende 45 millioner indbyggere skulle
reduceres til 14 millioner som arbejdskraft for tyske interesser. For Polens vedkommende skulle 80-
85 % af befolkningen deporteres til Sibirien, dvs. ml. 14 og 16 millioner personer. Hvad Madajczyk
ikke nævner er, at OKW i sin ”Hungerplan” forud for angrebet på USSR, kalkulerede med et tital
millioner russere ville dø af sult under krigen når både den tyske hærs og det tyske hjemmemarkeds
behov for levnedsmidler skulle dækkes. Denne hungerplan blev bragt til udførelse og kostede
omkring 13 millioner civile sovjetborgere livet og blev sideløbende udført i den tyske hærs
krigsfangelejre med en koldsindighed, der får den akademiske stiløvelse med en ikke gennemført
GPO til at antage ligegyldighed.

Madajczyk mener i øvrigt at den første konkrete, men fordækte, henvisning til GPO blev fremført af
RSHA’s chef Reinhard Heydrich, i dennes egenskab af vicestatholder for Protektoratet Böhmen-
Mähren den 2. oktober 1941. Han slog da fast, at ”… planer for den tjekkiske nation i henhold til
generelle principper for Böhmen … hvor den trinvise udvidelse mod øst faldt slående sammen med
den proces, der lå i Erich Wetzel’s vurdering ” af 27. april 1942. Sidstnævnte var ikke alene om at
råbe vagt i gevær.

25
Ibid., 400.
26
Ibid, 404. forskellen mellem før og nu var, at germaniseringen af besatte områders befolkning var
opgivet, idet disse nu skulle udryddes eller deporteres.
Note: Heiber, Helmut, Der Generalplan Ost, VfZ, Bd. 6, 1958.
Eichholtz, Dietrich , Der `Generalplan Ost' Über eine Ausgeburt imperialistischer Denkart und Politik, Jahrbuch
für Geschichte, Bd. 26, 1982.
Roth, Karl-Heinz, "Erster `Generalplan Ost' (April/Mai 1940) von Konrad Meyer“, Dokumentationsstelle zur NS-
Sozialpolitik, Mittelungen, Bd. 1, 1985.
SS-Hauptsturmführer Herbert Schubert, RKV, sendte den 21. juni 1942 et notat til chefen for Him-
mler’s personlige stab daværende SS-Obersturmbannführer Rudolf Brandt, 27 kort før han afrejste til
Østfronten, der redegjorde for de problemer den tyske kolonisation stod over for. Der ville, kort
sagt, ikke være tyskere nok til at dække såvel industriens som landbrugets fremtidige behov for
arbejdskraft – og i den konkurrence ville industrien slå landbruget med ”flere hestelængder”, og ”
uden indflydelse på den fremtidige styring af indsatsen af arbejdskraft … vil kolonisationen af
Østen gå i stå på grund af mangel på tyskere”.28

Wetzel havde allerede den 7. februar 1942 i referat af møde mellem RuS (Amt I), RMO, RSHA (Amt
III B (Volkstum), RKV (Amt I im Stabsamt), Institut für Grenz – und Auslandsstudien, og Kaiser-
Wilhelm-Institut für Antrophologie, Berlin, fremlagt en grundlæggende kritik af RuS og dets
”skarpe” racemæssige screening af mulige emner for regermanisering i de annekterede polske
områder, der ikke ville være i stand til at dække behovet for kolonister. Wetzel skriver frit fra
leveren, at

hvis man benyttede den meget skarpe målestok, som Rasse – und Siedlungshauptamt der SS på sin
part anvendte ved deportationen af polakker fra Gau Danzig-Westpreussen og Wartheland, på den
tyske befolkning, ville også en meget stor del af denne ikke kunne klare denne undersøgelse, der alene
bliver foretaget på grundlag af familierne .29

Wetzel konkluderede klarsynet, at en omdannelse af østen til et rent landbrugsland ville være
selvmord for det tyske folk:

Vi må til stadighed gå ud fra, at vi ved forvaltningen af alle disse enorme område, som tilhører det
tyske interesseområde, må spare tysk blod i størst muligt omfang. Vi vil ikke kunne sende tyske
funktionærer, lærere, soldater og politi ud over alt. Helt fraset, at vi allerede nu, og indtil videre, ikke
er i stand til at have kræfter hertil, ville følgen kun være, at det oprindelige Tyskland (egl. Altreich),
det tyske imperiums kerneland, efterhånden vil udgøre et kraftløst billede, idet netop Riget selv bliver
udhulet indefra. Enhver østpolitik må derfor tage udgangspunkt i, at den først og fremmest beskytter
det gamle riges interesser. Af den grund, må man f.eks. ikke gå videre med tanken om, om muligt at
koncentrere industrien i Riget og landbruget i områder med fremmed befolkning. En gennemførelse af
denne tanke ville, set over generationer, betyde Tysklands biologiske død og en endnu større tilvækst
af de fremmede befolkninger. Vi bekæmper den fra øst truende biologiske fare på den mest hensigts-
mæssige måde, der ved en udbredelse af disse folk grundet deres store befolkningsoverskud
tvangsmæssigt vil føre til, gennem en industrialisering af disse østområder…”.

Wetzel talte Roma mod imod. Helmut Heiber anførte da også, at Wetzel’s holdning, var stik modsat den
gældende opfattelse i det nazistiske statsapparat: Hele det racepolitiske grundlag var fra første færd, en
reducering af befolkningerne i øst til arbejdskraftreserve for den tyske industri i hjemlandet og etablering af
tyske ejede landbrug i øst, i bedste fald med lokal arbejdskraft. 30 Det skal her understreges, at det åbenbare
racepolitiske aspekt, blev sløret med den mere neutrale term ”folkepolitik”. 31
27
Rudolf Brandt, dr. jur., 1909 – 1948 (hængt i Nürnberg).
28
Madajczyk et al., 1994, Dok. 31, 137 f., 21.6. 1942, Dok. 32, ”Die Beurteilung von Menschen für die
Eindeutschung neuer Siedlungsräume im Osten“, 15. 5, 1942, 143. Begge BA, NS 19, 1339. Bemærk, at Madajczyk
tidsbestemmer notatet efter fremsendelsestidspunktet – juni 1942, medens dokumentet tydeligt er dateret 15. maj
1942.
29
Citeret efter Helmut Heiber, JfZ, 1958, Heft, , Dok 2, 301
30
Ibid, 305, note 20.
31
Cornelia Schmitz-Berning, Vokaularium des Nationalsozialismus, 1998, har ikke et opslag
„Volkspolitiik“, hvilket må undre, begrebets udbredte anvendelse taget i betragtning, se dog ”volkspolitischen
Gefahren”, 670 f. Odilo Globocnik roste TJ for hans ”folkepolitiske indsats”, dvs. hans deltagelse i uddrivelsen af
Da Wetzel’s notat ankom til RKV den 25. februar 1942 blev det da også påtegnet: ” Videregivelse
til RK [Himmler] er ikke anbefalelsesværdigt”. Himmler havde da også en måned før, den 27.
januar 1942 givet professor Konrad Meyer-Hetling til opgave at supplere tidligere planer med
udarbejdelse af ”det legale, økonomiske og politiske grundlag for den videre rekonstruktion af
Østen”. Denne plan skulle efter ønske fra Hitler også omfatte Leningrad området (Ingermanland) og
Krim. Hitler ønskede en ”samlet plan”. Meyer-Hertling havde allerede været involveret i
udarbejdelse af grundlaget for genbosættelse af tyskere og en udviklingsplaner for de polske
landområder, der var ”inkorporeret i Riget”, herunder GG. Planer han havde præsenteret på en
udstilling om ”Planung und Aufbau im Osten” i Posen den 23. oktober 1941. Nu skulle planerne
bredes videre ud.
Igen er det værd at slå fast, at den Generalplan Ost, som Meyer-Hetling kunne fremsende til
Himmler den 28. maj 1942, som en Generalsiedlungsplan, der i afsnit B behandlede koloniseringen
i Polen særskilt, og her skulle fuldendes fem år efter krigens afslutning i landdistrikterne, og efter
10 år i byerne. Man var med andre ord meget langt fremme dér – også lokalt. 32 Planens afsnit A og
C indeholder de langsigtede estimater for områderne øst for GG. Denne opdeling forekommer at
være en klar henvisning det reelle plangrundlag, nemlig erfaringerne fra Wartheland, Lublin og det
almindelige lokale planarbejde. Polen blev strikket ind i den såkaldte ”Generalplan”. Eller som
Czeslaw Madajczyk selv udtrykte det: ”… Delene A og C, har på den anden side, karakter af
langsigtede planer, af en langsigtet imperialistisk udvidelse, der strakte sig over yderligere polske
territorier og sovjetiske områder under tysk besættelse”. 33 Udviklingen i Polen var således sat i
gang, og kan næppe karakteriseres, som et ”Sonderlaboratorium-SS”. Der var intet forsøgsmæssigt
over fordrivelsen af polakkerne fra de annekterede polske provinser i 1939, de systematiske
likvideringer af polske ledere, A-B-Aktionen i maj 1940, den almindelige udplyndring og senere
kolonisering med folketyskere i Zamojszczyzna nov. 1942 – aug. 1943. Da koloniseringen
klingede ud i Zamojszczyzna i august 1943 var GPO i praksis blevet reduceret til ”fremtids fjerne
mål”. Det forhindrede ikke HH i at præsentere sine ledende officerer POZAN-TALEN.
Den lange

Vil man med djævelens vold og magt se en tidlig fremkomst af GPO, så blev dens grundlinie
fastlagt i oprettelsen af RKV den 7. oktober 1939 og yderligere fremført i usminket form i
Himmler’s tidligere nævnte ”Einige Gedanken”, der på stedet blev ophøjet til (et hemmeligt)
Führer-Erlass 34 den 25.maj 1940. At ville postulere, at den polske udvikling byggede på GPO fore-
kommer at være en konstruktion, der vil lukke en længe praktiseret politik i Polen – præget af ad
hoc læsninger og luftige planer ind under, hvad der senere blev ”planlagt” til udførelse i USSR.
Med andre ord en indordning under ”Den store fædrelandskrigs” mange myter. GPO var ”blot” en
hastigt gennemført opblæsning af erfaringer fra og planer for de annekterede provinser.
Og, hvis der skulle være tale om et ”Sonderlaboratorium-SS” i Zamojszczyzna, var dette forberedt
konkret i 1938, da bl.a. Reichskriminalpolizeamt påbegyndte udarbejdelsen af sin
”Sonderfahndungsbuch Polen”. Men vi ved, at dette ikke var tilfældet. At krigens forløb, herunder
den sovjetiske handlemåde territorialt efter september 1939, skabte en ny situation. Da UK
stod fast, var en krig mod USSR en naturlig konsekvens af en plage.
”Generalplan Ost” var gearet til at de erobrede landområder i USSR efter den 22. juni 1941, og var
så at sige den ”civile” plan som pendant til den militære erobringsplan. Det siger sig selv, at selv det

den polske befolkning i Zamoscs området.

32
Se afsnit B i planarbejdet. (henvisning).
33
www. Side 13
34 18
Et Führererlass eller –Verordnung var en beslutning med retskraft som lov, gældende for alle tyske
myndigheder og statsborgere. Lovgrundlaget byggede på undtagelsesbestemmelser i Weimar-forfatningen.
hovedløse nazistiske erobringsprojekt eo ipso måtte udbygges med en ”plan”. At planen, udover at
være et skrivebordsstudie uden hold i andet end fantasien og koldsindet ideologi, byggede på så
vidtløftige forudsætninger, økonomisk og politisk, at man må undre sig. Meyer-Hetling kunne lige
så godt have beregnet, hvad det ville koste at sende SS-Panzer-Grenadier-Division Wiking til
Månen, som at de økonomiske omkostninger ved en tysk kolonisation af ”Østen”. At Meyer-
Hetling kunne fortsætte som højt estimeret områdeplanlægger efter 1945 er ligeledes en kilde til
undren. Men der var selvsagt en skrigende behov for ”Raumplanung” i efterkrigstidens Tyskland.35

Det er hævet over enhver tvivl, at tyske myndigheder løbende, og på generalstabsmanér, forberedte
scenarioer for et angreb på Polen. Således også Reichskriminalpolizeiamt under SS-
Reichssicherheitshauptamt (RHSA). Her udarbejdede man fra 1938 en s. k. Sonderfahndungsbuch
Polen. 36 En arrestationsliste med 60.000 navne og adresser på polske statsborgere af særlig politisk
og sikkerhedsmæssig interesse. Denne skulle komme i anvendelse fra den 1. september 1939 og
betød en første systematisk likvidering allerede inden foråret 1940 af omkr. 40.000 personer fra
denne liste. Derpå fulgte i maj 1940 den s. k. A-B Aktion. 37

35
Se
36
Se: commons.wikimedia.org/wiki/File:Sonderfahndungsbuch_Polen.jpg.
37
Ausserordenliche Befriedungsaktion, Ekstraordinær fredeliggørelsesaktion, iværksat af Hans Frank i
maj 1940 omfattende omkr. 7.000 drab på ledende polske borgere og en række ”kriminelle”.