i, L

Skyggen
der havde lejet Gjenboe

I’ I de hede La nd e, de r ka n rig tig nok Solen brænde! Fo

est e Lande brændes de til
lk blive ganske
Negere, men
ken angik, syntes han,
En sad og øvede sig paa
samme Stykke. 1,,Jeg fa
ja i de all erh ed et fra de det dog ikke ud hvorlæn
mahognibrune; nd e en lærd Mand var komm
de he de La En Nat vaagnede den
det var nu kun til , ligesom der hjemme,
5
n nu at han kunde løbe om dinet foran den løftede
kolde; de r tro ed e ha ftige Polk maatte
væ nn et fra. Han og alle fornu underlig Glands fra Gje
jo det ble v ha n sn art hele Dag; det
s-S ko dd er og Dø re bleve lukkede den Flammer i de deiligste
blive inde, Vi nd ue Den smalle
Hu set so v ell er de r var ingen hjemme. slank, yndig Iomfru, det
saae ud som hele ledes,
or ha n bo ed e, var nu ogsaa bygget saa
ie Hu se, hv
der, det var virkelig kelig i Øinene, han lukkt
to Gade med de hø til Aften maatte ligge
at Solsk inn et fra M org en Lande, det var en kom lige af Søvnen; i eet
De n læ rde Mand fra de kolde han bag Gardinet, men J
ikke til at ho lde ud! ende Ovn; det
ntes, han sad i en glo
—

g M an d, ha n sy sterne skinnede slet ikk(

ung Mand, en klo b ind, den
ble v ga ns ke ma ge r, selv hans Skygge krø paa Klem, og dybt inde]
tog paa ham, ha n levede
en d hje mm e, So len tog ogsaa paa den. De
—

ordenlig falde hen i søde

blev meget mindre
naar Solen var nede.
15
først op om Aftenen, Lyset blev bragt dom og hvem boede deri
en Fo rnø jel se at see paa; saasnart Etagen var Boutik ved B
Det var ord en lig saa gar hen ad
te Sk yg ge n sig he elt op ad Væggen, ja igjennem.
ind i Stuen, str ak komme til
rde de n sig , de n ma atte strække sig for at En Aften sad den frei-i
Loftet, saa lang gjo r, og alt-
gik ud pa a Al tan en , for at strække sig de ham brændte Lyset og s
Kræfter. Den Lærde var det for ham, som
20
fre m i de n deilige klare Luft, ham gik over paa Gjenhc
som Stjer ne rne ko m varme Lande har
en . Paa all e Al taner i Gaden, og i de Blomsterne paa Altanen
kom han til liv e igj have, selvom
tan , ko m Po lk fre m, for Luft maa man Skyggen sig ogsaa, for d
hvert Vindue en Al pe og nede.
væ re ma ho gn i! De r blev saa levende op troer min Skygg
man er vant til at paa Gaden, der kom
Sk ræ dd ere , alle Folk flyttede ud sagde den lærde Mand.,
Skom ag ere og s brændte, og den ene
25
St ol, og Ly set bræ ndte, ja over tusind Ly rte, Æslerne Døren staaer halv paa Kl
Bord og spadserede, Vognene kjø
-

an de n san g, og Po lk
begravede med indenfor, sec sig om, og
talte og den ker paa; der blev Liig
eli ng ! de ha r Kl ok rkeklok seet! ja, Du skulde gjør
gik: klingeling me d Troldkjællinger, og Ki
dre ng en e sk ød n i det indenfor! naa! ga
Psalmesang, Gade no k lev en de nede paa Gaden. Ku
va r rig tig nikkede igjen.,,
kerne ringede, jo der lærde Mand boede,
30
e lig eo ve rfo r hvor den fremmede rejste sig og han5
ene Huus , so m laa d paa Altanen —

; og do g bo ed e der Nogen, for der sto Osaa; den Fremmede

var der gans ke sti lle nde de ikke,
saa de ili gt i de n Solhede, og det ku .derir Nogen ordenlig
Blomster, de gro ed e lk maatte
nd ed e, og No ge n ma atte jo vande dem; Fo kunnet See, at Skyggen,
uden at de bleve va r var
re ko m og saa op ud paa Aftenen, men de boen, lige idet den Fremr
der være. Døren derov dybere inde fra lød
35
de t mi nd ste i det forreste Værelse, falde ned efter sig.
mørkt de rin de , i nske mageløS
læ rde M and syntes, den var ga Næste Morgen gik de
Musik. Den fre mm ed e det ind, for
saa gje rne væ re, at han kun bildte sig er det?” sr
men det kunde nu og n ingen
løs t de rud e i de va rme Lande, naar der ku
han fandt Alting ma ge , hver
Fr em me de s Ve rt sag de, at han ikke vidste
40 Sol havde været. Den

48 H.C. Andersen
 der havde lejet Gjenboens Huus, man saae jo ingen Folk og hvad Musi
ken angik, syntes han, at den var gruelig kjedelig. ,,Det er ligesom om
aske En sad og øvede sig paa et Stykke, han ikke kan komme ud af, altid det
men samme Stykke. ,,,,eg faaer det dog ud!” siger han nok, men han faaer
a de det dog ikke tid hvorlænge han spiller. 5
En Nat vaagnede den Fremmede, han sov for aaben Altandør, Gar
aatte dinet foran den løftede sig i Vinden, og han syntes at der kom en for
;; det underlig Glands fra Gjenboens Altan, alle Blomsterne skinnede som
nalle Flammer i de deiligste Farver, og midt imellem Blomsterne stod en
.edes, slank, yndig Jomfru, det var som om ogsaa hun lyste; det skar ham vir 10
kelig kelig i Øjnene, han lukkede dem nu ogsaa saa forfærdelig meget op og
ar en kom lige af Søvnen; i eet Spring var han paa Gulvet, ganske sagte kom
a; det han bag Gardinet, men Jomfruen var borte, Glandsen var borte; Blom
I, den sterne skinnede slet ikke, men stod meget godt, som altid; Døren var
evede paa Klem, og dybt inde klang Musiken saa blød og deilig, man kunde 15
ordenlig falde hen i søde Tanker derved. Det var dog ligesom en Trold
bragt dom og hvem boede der? Hvor var den egentlige Indgang? Hele Stue
ien ad Etagen var Boutik ved Boutik, og der kunde Folk jo dog ikke altid løbe
ime til igjennem.
og alt En Aften sad den Fremmede ude paa sin Altan, inde i Stuen bag ved 20

n, som ham brændte Lyset og saa var det jo ganske naturligt, at Skyggen af
ide har ham gik over paa Gjenboens Væg; ja der sad den lige over for mellem
selvom Blomsterne paa Altanen, og naar den Fremmede rørte sig, saa rørte
g nede. Skyggen sig ogsaa, for det gjør den.—

r kom ,,Jeg troer min Skygge er det eneste Levende, man seer derovre!” 25
len ene sagde den lærde Mand. ,,See hvor net den sidder mellem Blomsterne,
Eslerne Døren staaer halv paa Klem, nu skulde Skyggen være saa snild og gaae
de med indenfor, see sig om, og saa komme og fortælle mig hvad den havde
keklok seet! ja, Du skulde gjøre Gavn!” sagde han i Spøg; ,,vær saa god at
un i det træde indenfor! naa! gaaer Du?” og saa nikkede han til Skyggen og 30
boede, Skyggen nikkede igjen. ,,Ja saa gaa, men bliv ikke borte!” og den Frem
Altanen mede reiste sig og hans Skygge ovre paa Gjenboens Altan rejste sig
de ikke, ogsaa; og den Fremmede drejede sig og Skyggen dreiede sig ogsaa; ja
ç maatte
dersom Nogen ordenlig havde lagt Mærke dertil, da havde de tydeligt
i der var
kunnet see, at Skyggen gik ind ad den halvaabne Altandør hos Gjen 35
e fra lød boen, lige idet den Fremmede gik ind i sin Stue og lod det lange Gardin
magelø5 falde ned efter sig.
t ind, for
Næste Morgen gik den lærde Mand ud for at drikke Kaffe og læse
Aviser. ,,Hvad er det?” sagde han, da han kom ud i Solskinnet, ,,jeg har
un ingen
;te, hvem

H.C. Andersen 49
Hir jo ing

Sky
en Sky gge !

Og det ærgrede ham, me

saa
jen; det er noget kjedeligt No

te, men fordi han vidste, at

gge , den kje ndt e
er

jo
den vir kelig gaaet i Aftes og ikke kom
get!”
n ikke saa meget fordi at Skygg
der var en Historie til om en
alle Folk hjemme i de kolde
Ma
met ig

en var bor
nd uden
Lande, og kom nu
han gik og
,,Nei, jeg
,,hvad er dog
,,Ja, noget
hører jo hell€
Barnsbeen tr
at gaae alene
talte sin, saa vilde de sige, at
5
den lær de Ma nd der og for teste Omstæ:
ikke tale
han ikke. Han vilde derfor slet
lignede efter, og det behøvede engang at se(
tænkt.
derom, og det var fornuftigt meget gjensee dissE
sin Altan igjen, Lyset havde han
Om Aftenen gik han ud paa d have sin Herre veed De har f
rig tig sat bag ved sig, for han vidste, at Skyggen vil alti eller Dem? D
lille, han
ikke lokke den; han gjorde sig
10
til Skjærm, men han kunde ing en; han sagde: ,,Nei, er
ingen Skygge, der kom
gjorde sig stor, men der var mærkværdig
hm! hm! men det hjalp ikke. ing saa komme igjen
varme Lande der voxer nu Alt
Ærgerligt var det, men i de store Fornø ,,Siig mig I
ges vin dt, og eft er ott e Dag es forløb mærkede han, til sin staae i nogen
kom i
Skygge ud fra Benene, naar han
15
jelse, at der vox ede ham en ny ,,Hvor kan
r havde han
blevet siddende. Efter tre Uge
Solskin, Roden maatte være nordlige er her at snal
, da han begav sig hjem til de
en ganske taalelig Skygge, der var saa lang denlig ved di,
er og meer, saa at den tilsidst
Lande, voxte paa Reisen me hvorledes det
.
og saa stor at det Halve var nok d der var varme Lande
m og han skrev Bøger om hva
20
Saa kom den lærde Mand hje ,,Ja, det sk
Sm ukt , og der
var Godt og hvad der var
Sandt i Verden og om hvad der ,,men saa ma
gik mange Aar.
gik Dage og der gik Aar; der te paa hvor De endo
e og saa banker det ganske sag
Da sidder han en Aften i sin Stu har isinde at
Døren. og der ,,Vær gans
kom Ingen; saa lukker han op
25
,,Kom ind!” siger han, men der , saa han blev gen hvem Du
denlig magert Menneske
stod for ham saadan et overor dt paa , det et Ord!”
Mennesket særdeles flint klæ
ganske underlig. forresten var ,,Et Ord en

30
maatte være en fornem Mand.
,,Hvem har jeg den Ære at tale
,,Ja, det tænkte jeg nok!” sagde
mig! jeg er blevet saa meget
med?” spurgte den Lærde.
den fine Mand, ,,at De ikke kjen
Legeme, jeg har ordenlig faae t Kjø d
Kje
dte
og
n
•1 ‘ Det var ell
den var; gans
kerede StøvlE
jpg Skyg
t.
kt at see mig i saadan en Velmag
Klæder. De har nok aldrig tæn jeg mer e dskjæc
? Ja De har vist ikke troet at
der De ikke Deres gamle Skygge Dem,
igje n. Mig er det gaa et sær deles vel siden jeg sidst var hos
kom mig fri
get formuende! skal jeg kjøbe
35
jeg er i alle Henseender blevet me lt Bun dt kost ‘l’,
raslede han med et hee EE
fra Tjenesten, saa kan jeg!” og saa ind i den
ret, og han stak sin Haand lærdey5
bare Signeter, som hang ved Uh gli ede
mr
lsen; nei, hvor alle fingrene
tykke Guldkjæde, han bar om Ha
Altsammen virkeligt.
E dVc det
40 med Diamants Ringe! og det var

50 H.C. Andersen
 ,,Nei, jeg kan ikke komme til mig selv!” sagde den lærde Mand,
,,hvad er dog alt det!”
,,Ja, noget Almindeligt er det ikke!” sagde Skyggen, ,,men De selv
hører jo heller ikke til det Almindelige, og jeg, det veed De nok, har fra
Barnsbeen traadt i Deres Fodspor. Saasnart De fandt, jeg var moden til 5
at gaae alene ud i Verden, gik jeg min egen Vei; jeg er i de allerbrillan
teste Omstændigheder, men der kom en Slags Længsel over mig efter
engang at sec Dem før De døer, De skal jo døe! jeg vilde ogsaa gjerne
gjensee disse Lande, for man holder dog altid af Fædrelandet. Jeg —

-e veed De har faaet en anden Skygge igjen, har jeg noget at betale til den 10
n eller Dem? De vil bare være saa god at sige det.”
e: ,,Nei, er det virkelig Dig!” sagde den lærde Mand, ,,det er dog højst
mærkværdigt! aldrig havde jeg troet at Ens gamle Skygge kunde
aa komme igjen som Menneske!”
ø ,,Siig mig hvad jeg har at betale!” sagde Skyggen, ,,for jeg vil nødig 15
staae i nogen Slags Gjæld!”
an ,,Hvor kan Du tale saaledes!” sagde den lærde Mand, ,,hvad Gjæld
ge er her at snakke om! vær saa fri som Nogen! jeg glæder mig overor
ng denlig ved din Lykke! sid ned, gamle Ven! og fortæl mig bare lidt om,
hvorledes det er gaaet til, og hvad Du saae ovre hos Gjenboens, der i de 20
iar varme Lande!”
ler ,,Ja, det skal jeg fortælle Dem,” sagde Skyggen og satte sig ned,
,,men saa maa De ogsaa love mig, at De aldrig til Nogen her i Byen,
hvor De endogsaa træffer mig, siger at jeg har været Deres Skygge! jeg
har isinde at forlove mig; jeg kan føde mere end een Familie!” —
25
der ,,Vær ganske rolig,” sagde den lærde Mand, ,,jeg skal ikke sige No
31ev gen hvem Du egentlig er; her er min Haand! jeg lover det og en Mand
det et Ord!”
,,Et Ord en Skygge!” sagde Skyggen, og saaledes maatte den jo tale.
Det var ellers virkelig ganske mærkværdigt, hvormeget Menneske 30
idte den var; ganske sortklædt var den og i det allerfineste sorte Klæde, la
I og kerede Støvler, og Hat der ktinde smække sammen, saa at den blev bar
jefl Pul og Skygge, ikke at tale om hvad vi allerede veed, her var Signet
er,
tere Guldhalskjæde og Diamantringe; jo Skyggen var overordenlig godt
‘em, klædt paa, og det var just det, som gjorde, at den var ganske et
Menne
g fri ske.
ost ,,Nu skal jeg fortælle!” sagde Skyggen, og saa satte den sine Been
den med de lakerede Støvler saa haardt, den kunde,
ned paa Ærmet af den
rede lærde Mands nye Skygge, der laae som en Puddel
hund ved hans Fød
der, og det var nu enten af Hovmo
d eller maaskee for at faae den til at 40

H.C. Andersen 51
 stille og rolig, for ret
hænge ved; og den liggende Skygge holdt sig saa var at see! var De 1
saaledes kunde komme
at høre efter; den vilde nok vide, hvorledes man men det blev jeg! o
løs og tjene sig op til sin egen Herre. Medfødte, det famj
e Skyggen, ,,det
,,Veed De, hvem der boede i Gjenboens Huus?” sagd hos Dem, tænkte je
der i tre Uger og det
5 var den deiligste af Alle, det var Poesien! Jeg var op og Sol gik ned, b
d Aar og læste Alt
er ligesaa virkende, som om man levede i tre tusin sten ved at være tyd
jeg og det er rigtigt. Jeg har
hvad der var digtet og skrevet, for det siger Natur, i Forgemakk(
seet Alt og jeg veed Alt! kom jeg ud, men De
er tidt Eremit i de
,,PoesienV’ raabte den lærde Mand! ,,ja, ja hun—
mig som Menneske
te kort Øieblik, men
10 store Byer! Poesien! ja jeg har seet hende et enes Klæder, til hele dem
nen, og skinnede som
Søvnen sad mig i Øjnene! hun stod paa Alta deligt. — leg tog Vej,
paa Alta nen, Du gik ind ad
Nordlyset skinner! fortæl, fortæl! Du var gen Bog,jeg tog Vej
Døren og saa — —!“ Konen tænkte ikke j
har altid siddet og
,,Saa var jeg i Forgemakket!” sagde Skyggen. ,,De jeg ud; jeg løb om i v
der var en Slags Tus
15 seet over til forgemakket. Der var slet intet Lys, Muren, det kildrer s
anden i en lang Række
mørke, men den ene Dør stod aaben ligefor den gede ind ad de høies
t blev et slaaet ihjel af Lys,
Stuer og Sale; og der var lyst op, jeg var reen hvor Ingen kunde ki
var besindig, jeg gav
var jeg kommet heelt ind til Jomfruen; men jeg skulde sec! Det er i
mig Tid og det skal man gjøre!” Menneske, dersom d
d.
20 ,,Og hvad saae Du saa?” spurgte den lærde Man være det! Jeg saae de
lle Dem det, men , det er slet in hos Forældre og hos
,,Jeg saae Alting, og jeg skal fortæ
—

Kun dska ber jeg har, ikke gen, ,,hvad ingen M

gen Stolthed af mig, men som Fri og med de
—

Omstændigheder, —
at tale om min gode Stilling, mine fortræffelige saa gjerne vilde vide,
” den var bleven læst! r
saa ønskede jeg gjerne at De vilde sige De til mig!
Man d, ,,det er gammel Vane, som Forfærdelse i alle Bye

I 23 ,,Om Forladelse!” sagde den lærd e

og jeg skal huske det! men nu holdt saa overordenli
sidder fast! De har fuldkommen Ret!
—

fortæller De mig Alt hvad De saae!” — Skrædderne gav mig

veed Alt.” slog Mynt for mig, og
,,Alting!” sagde Skyggen, ,,for jeg saae Alt og jeg
den lærde Mand. den Mand jeg er! og]
,,Hvorledes saae der ud i de inderste Sale?” spurgte
hellig Kirke? Vare Solside og er altid hj
30 ,,Var der som i den friske Skov? Var der som i en
man staae r paa de høie ,,Det var dog mærk
Salene som den stjerneklare Himmel, naar
‘

Aar og Dag gik, sar

Bjerge?”
ganske heelt ind, ,tYofledes gaaer d
,,Alting var der!” sagde Skyggen. ,,Jeg gik jo ikke
stod jeg særdeles •i ,1Ak!” sagde den læ
jeg blev i det forreste Værelse i Tusmørket, men der og det Skjønne men]
t ved Poesiens Hof
33 godt, jeg saae Alting og jeg veed Alting! Jeg har være irivlet, for jeg tage
i Forgemakket.”
Oldtidens Gu Men det gjør jeg il<
,,Men hvad saae De? Gik gjennem de store Sale alle ‘an skal Sec at blive!
og fortalte deres
der? Kjæmpede der de gamle Helte? Legede søde Børn ig ved det. De m
Drømme?
Alting, hvad der Jg gad nok have
40 ,,Jeg siger Dem, jeg var der og De begriber, jeg saae

52 H.C. Andersen
 ret var at see! var De kommet derover, var De ikke blevet til Menneske,
arne men det blev jeg! og tillige lærte jeg at kjende min inderste Natur, mit
Medfødte, det Familieskab jeg havde med Poesien. Ja den Gang jeg var
,,det hos Dem, tænkte jeg ikke over det, men altid, De veed det, naar Sol gik
; det op og Sol gik ned, blev jeg saa underlig stor; i Maaneskin var jeg næ-
Alt sten ved at være tydeligere end De selv; jeg forstod ikke den Gang min
; har Natur, i Forgemakket gik det op for mig! jeg blev Menneske! Moden —

kom jeg ud, men De var ikke længere i de varme Lande; jeg skammede
i de mig som Menneske ved at gaae som jeg gik, jeg trængte til Støvler, til
men Klæder, til hele denne Menneske-Fernis, som gjør et Menneske kjen-
10
som deligt. Jeg tog Vej, ja, Dem siger jeg det, De sætter det jo ikke i no
—

-d ad gen Bog, jeg tog Vej til Kagekonens Skjørt, under det skjulte jeg mig;
Konen tænkte ikke paa hvor meget hun gjemte; først om Aftenen gik
et og jeg ud; jeg løb om i Maaneskinnet paa Gaden; jeg gjorde mig lang op ad
Tus- Muren, det kildrer saa dejligt i Ryggen! jeg løb op og jeg løb ned, kig-
15
ække gede ind ad de højeste Vinduer, ind i Salen og paa Taget, jeg kiggede
f hvor Ingen kunde kigge og jeg saae hvad ingen Andre saae, hvad Ingen
g gav skulde sec! Det er i Grunden en nedrig Verden! jeg vilde ikke være
Menneske, dersom det nu ikke engang var antaget, at det var noget at
være det! Jeg saae det Allerutænkeligste hos Konerne, hos Mændene,
20
et in- hos Forældre og hos de søde, mageløse Børn; jeg saae,” sagde Skyg
—

r, ikke gen, ,,hvad ingen Mennesker maatte vide, men hvad de Allesammen
der, —
saa gjerne vilde vide, Ondt hos Naboen. Havde jeg skrevet en Avis,
—

den var bleven læst! men jeg skrev lige til Personen selv, og der blev
en
e, som Forfærdelse i alle Byer hvor jeg kom. De blev saa bange for mig!
og de 25
ten nu holdt saa overordenhg af mig. Professorerne gjorde mig til Profes
sor,
Skrædderne gav mig nye Klæder, jeg er godt forsynet; Myntm
esteren
slog Mynt for mig, og Konerne sagde, jeg var saa kjøn! — og saa blev jeg
Mand. den Mand jeg er! og nu siger jeg Farvel; her er mit Kort,
jeg boer paa
? Vare Solsiden og er altid hjemme i Regnveir!” og saa gik Skygg
en. 30
høie ,,Det var dog mærkeligt!” sagde den lærde Mand.
Aar og Dag gik, saa kom Skyggen igjen.
1t ind, ,,Hvorledes gaaer det?” spurgte den!
erdeles ,,kk!” sagde den lærde Mand, ,,jeg skriver om det
Sande og det Gode
ns Hof og det Skjønne, men Ingen bryder
sig om at høre Sligt, jeg er ganske 35
fortvivlet, for jeg tager mig det saa nær!”
ns Gu- Men det gjør jeg ikke!” sagde Skyggen, ,,jeg
bliver fed, og det er det
:e deres man skal sec at blive! ja De forstaa
er Dem ikke paa Verden. De bliver
aarhg ved det. De maa rejse!
jeg gjør en Rejse til Sommer! vil De
vad der med? Jeg gad nok have en
Reisekammerat! vil De rejse med, som Skyg- 4o

H.C. Andersen 53
 med, jeg betaler ,,Det er dog ve
get Det skal være mig en stor Fornøielse at have Dem Du!” men nu ma
Reisen!” Saa kom de til
,,Det gaaer vel vidt!” sagde den lærde Mand. disse en deilig Ko
gen. ,,De vil have
,,Det er ligesom man tager det!” sagde Skyg godt, og det var n
e, saa skal De faae
5 grumme godt af at rejse! vil De være min Skygg Ligestrax mær]
Alting frit paa Rejsen!” den Person end a
,,Det er for galt!” sagde den lærde Mand. voxe, siger man,
saaledes bliver
,,Men saadan er nu Verden!” sagde Skyggen, ,,og Skygge.”
den!” og saa gik Skyggen Nysgjerrig var
Plage fulgte ham,
10 Den lærde Mand havde det slet ikke godt, Sorg og ren i Tale med de
Skjønne, det var for
og hvad han talte om det Sande og det Gode og det hun ikke at gjøre
ke syg tilsidst.
de Fleste ligesom Roser for en Ko! han var gans
—

Sygdom er, at De i
til ham, og det
,,De seer virkelig ud ligesom en Skygge!” sagde Folk ,,Deres Kongeli
gjøs i den lærde Mand, for han tænkte ved det. Skyggen, ,,jeg vee
og besøgte ham,
15 ,,De skal tage til et Bad!” sagde Skyggen, som kom tabt sig, De er hel
for gam melt Bekjendt
,,der er ikke Andet for! jeg vil tage Dem med Seer De ikke den I
rivel sen og er saadan
skabs Skyld; jeg betaler Rejsen og De gjør Besk have en almindeli
mit Skjæg groer ikke
lidt morsom for mig paa Veien! jeg vil til et Bad, Man giver sin Tjei
Skjæg maa man have!
ud som det skulde, det er ogsaa en Sygdom, og saaledes har jeg lac
udet , vi rejse jo som Kammera
20 Vær De nu fornuftig og tag imod Tilb at jeg endogsaa ha:
ter!” jeg holder af at ha
en var da Skygge; de
Og saa rejste de; Skyggen var da Herre og Herr ,,Hvad?” tænkt
ved Side, forud og
kjørte med hinanden, de red og gik sammen, Side mig! Dette Bad er
altid at holde sig paa
bagefter, saaledes som Solen stod; Skyggen vidste underlige Kræfter.
25 Herrepladsen; og det tænkte den lærde Man
han var et meget godt Hjerte, og særdeles mild og
d

han en Dag til Skyggen: ,,da vi nu saaledes ere blev

nu ikke saadanne over;
venlig, og da sagde
ne Reisekammera
L den Fremmede sy
voxer, for saa reisej
Om Aftenen i de
dommen sammen,
ter, som vi er det, og vi tillige ere voxne op fra Barn Hun var let, men h
oligt!”
skulle vi saa ikke drikke Duus, det er dog mere fortr akfrjg havt. Hun s
var den egentlige Herre.
30 ,,De siger noget!” sagde Skyggen, som jo nu Landet, han havde
ligesaa velme
,,Det er meget ligefremt og velmeent sagt, jeg vil være kigget ind ad Vindu
ok hvor underlig
nende og ligefrem. De, som en lærd Mand, veed vistn Ene og det Andet, o
røre ved graat Pa
Naturen er. Somme Mennesker kunne ikke taale at jriinger, saa hu
Lemmer, naar man
pir, saa faae de ondt; Andre gaaer det gjennem alle Mand paa hele Jord
liges aada n en Følelse ved
35 lader et Søm gnide mod en Glasrude; jeg har og da de Saa dandse
trykket til Jorden i
at høre Dem sige Du til mig, jeg føler mig ligesom gen godt mærke, fc
Følelse, det er ikke
min første Stilling hos Dem. De seer at det er en dafldsede de nok en
jeg skal gjerne
Stolthed; jeg kan ikke lade Dem sige Du til mig, men ‘arbesindig, hu ta
sige Du til Dem, saa er det Halve gjort!” sker, skulde reg
40 Og saa sagde Skyggen Du til sin forrige Herre.

54 H.C. Andersen
taler ,,Det er dog vel galt,” tænkte han, ,,at jeg maa sige De, og han siger
Du!” men nu maatte han holde ud.
Saa kom de til et Bad, hvor der vare mange Fremmede og imellem
have disse en deilig Kongedatter, som havde den Sygdom, at hun saae altfor
faae godt, og det var nu saa ængsteligt. 5
Ligestrax mærkede hun, at han der var kommet, var en ganske an
den Person end alle de Andre; ,,han er her for at faae sit Skjæg til at
bliver voxe, siger man, men jeg seer den rette Aarsag, han kan ikke kaste
Skygge.”
ham, Nysgjerrig var hun blevet; og saa gav hun sig strax paa Spadseretou 10

iar for ren i Tale med den fremmede Herre. Som en Kongedatter behøvede
hun ikke at gjøre mange Omstændigheder, og saa sagde hun: ,,Deres
og det Sygdom er, at De ikke kan kaste Skygge.”
,,Deres Kongelige Højhed maa være betydelig i Bedring!” sagde
e ham, Skyggen, ,,jeg veed, Deres Onde er, at De seer alt for godt, men det har 15

jendt tabt sig, De er helbredet, jeg har just en ganske usædvanlig Skygge!
saadan Seer De ikke den Person, som altid gaaer med mig! Andre Mennesker
er ikke have en almindelig Skygge, men jeg holder ikke af det Almindelige.
- have! Man giver sin Tjener finere Klæde i Liberiet end man selv bruger, og
amera saaledes har jeg ladet min Skygge pudse op til Menneske! ja, De seer, 20
at jeg endogsaa har givet ham en Skygge. Det er meget kostbart, men
‘gge; de jeg holder af at have noget for mig selv!” —

jrud og ,,Hvad?” tænkte Prindsessen, ,,skulde jeg virkelig være kommet

sig paa mig! Dette Bad er det første der er til! Vandet har i vor Tid ganske for
ie over; underlige Kræfter. Men jeg tager ikke bort, for nu bliver her morsomt; 25

la sagde den Fremmede synes jeg overordentlig om. Bare hans Skjæg ikke
mmera voxer, for saa reiser han!”
mmen, Om Aftenen i den store Balsal dandsede Kongedatteren og Skyggen.
Hun var let, men han var endnu lettere, saadan en Dandser havde hun
aldrig havt. Hun sagde ham, fra hvad Land hun var, og han kjendte
,e Herre. 30

velme Landet, han havde været der, men da var hun ikke hjemme; lian havde
underlig kigget ind ad Vinduerne foroven og forneden, han havde seet baade det
Ene og det Andet, og saa kunde lian svare Kongedatteren og gjøre An
;raat Pa
tydninger, saa hun blev ganske forundret; han maatte være den viseste
taar man
Mand paa hele Jorden! hun fik saadan en Agtelse for hvad han vidste,
lelse ved 35
og da de saa dandsede igjen, saa blev hun forliebt, og det
tjordeni kunde Skyg
gen godt mærke, for hun var færdig at see lige igjennem ham.
t er ikke Saa
Jsede de nok engang og saa var hun lige ved at sige det, men hun
al gjerne Var besindig, hun
tænkte paa sit Land og Rige og paa de mange Menne
sker, hun skulde regjere over. ,,Fn viis
Mand er han,” sagde hun til sig 40

H.C. Andersen 55
 det er ogsaa godt, men mon Jeg siger Alting! at je,
selv, ,,det er godt! og deiligt dandser han, klædt”
vigtigt! han maa examine
han har grundige Kundskaber, det er ligesaa ,,Det er der Ingen
ge ham om noget af det Al
res.” Og saa begyndte hun saa smaat at spør jeg kalder paa Vagten
t paa det; og Skyggen
lervanskeligste, hun kunde ikke selv have svare ,,Ieg gaaer lige til K
5 gjorde et ganske underligt Ansigt. gaaer før!” sagde Sk
tteren.
,,Det kan De ikke svare paa!” sagde Kongeda han, for Skildvagtern
e Skyg gen, ,,jeg troer sa
,,Det hører til min Borne-Lærdom,” sagd vilde have.
derpaa!”
agar min Skygge derhenne ved Døren kan svare ,,Du ryster!” sagde
vilde være højst mær
,,Deres Skygge!” sagde Kongedatteren, ,,det ,,er der skeet Noget? I
10 keligt!” Bryllup.”
e Skyggen, ,,men jeg
,,Ja, jeg siger ikke bestemt, at han kan!” sagd ,,Jeg har oplevet de
fulgt mig og hørt efter,
skulde troe det, han har nu i saa mange Aar
—

e Højhed tillader, at jeg gjør ,,tænk Dig —ja saadan

jeg skulde troe det! men Deres Kongelig ud; Tænk Dig, min
Stolthed af at gaae for et
Dem opmærksom paa, at han har saa megen
—

eur, og det maa han være nesket og at jeg tæni

Menneske, at naar han skal være i rigtig Hum
—

15 ,,Det er frygteligt!”
ke som et Menneske.”
for at svare godt, saa maa han behandles gans ,,Det er han! Jeg er
n.
,,Det kan jeg godt lide!” sagde Kongedattere ,,Stakkels Skygge!”
den lærd e Man d ved Døre n, og hun talte med
Og saa gik hun hen til er en sand Velgjernin
baade udenpaa og indeni,
ham om Sol og Maane, og om Menneskene jeg rigtig tænker over
20 og han svarede saa klogt og godt. ver gjort af med ham i
saa viis en Skygge!”
,,Hvad det maa være for en Mand, der har ,,Det er rigtignok h
lse for mit Folk og Rige,
tænkte hun, ,,det vilde være en reen Velsigne ner!” og saa gav han Ii
det!”
om jeg valgte ham til min Gemal; —jeg gjør ,,De er en ædel Chai
e Kon geda ttere n og Skyggen, men In
Og de vare snart enige, baad Om Aftenen var hel
sit eget Rige.
25 gen skulde vide derom, før hun kom hjem i og Soldaterne presente
gen, og det havde
,,Ingen, ikke engang min Skygge!” sagde Skyg og Skyggen gik ud paa
han nu saadan sine egne Tanker ved! —

Hurra!
rede, naar hun var
Saa vare de i Landet, hvor Kongedatteren regje Den lærde Mand høi
hjemme. Livet af.
lærde Mand, ,,nu erjeg
—

30 ,,Hør, min gode Ven!” sagde Skyggen til den

blive, nu vil jeg ogsaa
blevet saa lykkelig og mægtig, som Nogen kan
boe hos mig paa Slottet,
gjøre noget Særdeles for Dig! Du skal altid
rede tusinde Rigsda
kjøre med mig i min kongelige Vogn og have hund H
e Skygge af Alle og En
ler om Aaret; men saa maa Du lade Dig kald
været Menneske, og en
35 hver; Du maa ikke sige, at Du har nogensinde Der sad e Moder hos si
kin og lader mig see, I
gang om Aaret, naar jeg sidder paa Altanen i Sols at det skulde doe. Det v
ge skal; jeg kan sige Dig,
maa Du ligge ved mine fødder, som en Skyg trak saa sagte Vejret, og
et holdes.”
jeg gifter Kongedatteren! i Aften skal Bryllupp kede; og Moderen saae
e den lærd e Man d, ,,det vil jeg ikke, i
,,Nei, det er dog altfor galt!” sagd Da bankede det paa D
Kongedatteren med!
40 det gjør jeg ikke; det er at bedrage hele Landet og

56 H.C. Andersen
 mon Jeg siger Alting! at jeg er Mennesket, og at Du er Skyggen, Du er bare
aine klædt paa!”
t Al ,,Det er der Ingen som troer!” sagde Skyggen, ,,vær fornuftig, eller
rggen jeg kalder paa Vagten!” —

,,Jeg gaaer lige til Kongedatteren!” sagde den lærde Mand. ,,Menjeg 5
gaaer for!” sagde Skyggen, ,,og Du gaaer i Arrest!” og det maatte
—

er sa han, for Skildvagterne, de lystrede ham, som de vidste Kongedatteren

vilde have.
mær— ,,Du ryster!” sagde Kongedatteren, da Skyggen kom ind til hende,
,,er der skeet Noget? Du maa ikke blive syg til iaften, nu vi skal have 10
en jeg Bryllup.”
fter, —
,,Jeg har oplevet det Grueligste, der kan opleves!” sagde Skyggen,
g gjør ..tænk Dig ja saadan en stakkels Skyggehjerne kan ikke holde meget
—

for et ud; Tænk Dig, min Skygge er blevet gal, han troer at han er Men
—

være nesket og at jeg tænk Dig bare, at jeg er hans Skygge!”

—
—
15
,,Det er frygteligt!” sagde Prindsessen, ,,han er dog spærret inde?”
,,Det er han! Jeg er bange, han kommer sig aldrig.”
te med ,,Stakkels Skygge!” sagde Prindsessen, ,,han er meget ulykkelig; det
ndeni, er en sand Velgjerning at frie ham fra den Smule Liv, han har, og naar
jeg rigtig tænker over det, saa troer jeg det bliver nødvendigt, at det bli- o
ygge!” ver gjort af med ham i al Stilhed!”
g Rige, ,,Det er rigtignok haardt!” sagde Skyggen, ,,for det var en tro Tje
ner!” og saa gav han ligesom et Suk.
csen ,,De er en ædel Characteer!” sagde Kongedatteren.
Om Aftenen var hele Byen illumineret, og Kanonerne gik af: bum! 25
t havde og Soldaterne presenterede Gevær. Det var et Bryllup! Kongedatteren
og Skyggen gik tid paa Altanen for at lade sig see og faae nok en Gang
uin var Hurra!
Den lærde Mand hørte ikke noget til alt det, for ham havde de taget
ni er jeg Livet af.—

30
g ogSaa
Slottet,
Rigsda
og En Historien om en Moder
, og en-
Der sad en Moder hos sit lille Barn, hun var saa bedrøvet, saa bange
mig see, for
at det skulde doe. Det var saa blegt, de sn-iaa Øine havde lukket
;ige Dig, sig, det
trak saa sagte Veiret, og imellem med et dybt Drag ligesom
om det suk
kede; og Moderen saae endnu mere sorrigfuld paa
jeg ikke, den lille Sjæl.
Da bankede det paa Døren og der kom en fattig, gammel
-en med! Mand svobt 40

H.C. Andersen 57
 L.
48 SKYGGEN
Eventyret skrevet 1847. papirer. iapsa mata” og ,,forføreren
Mange en- s ii
keitheder i indledningen Dagbog” hører under Aa
svarer til papirer. ,,Lige
dagbogens optegnelser fra vægten mellem det Æsthet
et ophold i iske o thi
Napoli en hed juni året ske i ersonlighedens Uda
før. Eventyret rbejde e” in
har fremkaldt talrige tolk klusiv Nero-teksten hører
ninger fra under s. Tek-
Georg Brandes til Vil sterne K er trykt efter Sam
ly Sørensen. led Værker,
Troldkjætlinger, en slag 3. udg., 962 ff. Enkelte min
s fyrværkeri, dr rettelser i
50 en Historie tit om følger u aven af Ks ,,Skrifte
ndelig luftånd, jf. Bour en Mand uden Skyg 1997 ff.
“,

ge, dvs, den tyske romanti

‘t ,,Sylphiden” (1836). ker Adalbert 64 DIAPSAL IATA
Chamissos eventyrfortæll
ing ,,Peter Diapsatma
Schlemihl” (1814), hvo (græsk) mel mspil; fler
,
r hovedperso- tal af diapsa a, der i den
zvet 1843. I almanakken sælger sin skygge til djæ ræske over- I
velen for sættelse af D vids Salme
en magisk pung, der dog i Det gamle
ii. Okt. i Tivoli; Car- ikke bringer Testamente br gtes om
ham lykke. Signeter, små et musikalske
Begyndt det chinesiske —

graverede mellemspil me em sal

stempler til prægning af laks erne. Don
Okt. Endt det chinesiske egi på do- Juan, hovedpers nen
—

kumenter o.l. i Mozarts opera

53 det Sande og det God fra 1787
e og det Skjønne,
en treklang, der ofte duk 6 Kniptingspiger, pi er,
rtryllende. ker op i to- der sælger knip
mantikkens idealisme (gå unger; de var som gel
n slags viktualiehandlel’ r tilbage til dårligt stille
græsk filosofi, Platon) de. bektippe Mønt i, sny
de.
54 Bad, kurbad, kuranstalt
E ÆLLING , hvor der også 7 FOR FØRER ENS 0
udfoldede sig et omfattend G OG
gyndt 1842 under som- e selskabsliv. Tre Qvarteer tit I kvar
flere herregårde. Den 7. er i 1. tog jeg
—

57 HISTORIEN OM EN den Sag over vert,

;kriver A i almanakken: MODER g jeg en rask
Eventyr t udkom 184 beslutning. —for ‘eiste, b
et Svaneung’n” $. I bem knin- ejste.
gerne til t skriver A 68 Det Bestaaend er dog
(18 ), at det d Fornuftige,
,,sprang fre citat fra den t ske filosof
uden An dning; paa egel (1770-
Gaden, som jeg ik, m 1831), som K her parodier
vet 1844. Tanken, og . Donna
-.

udfoldede sig til Ne rivn Anna, perso i Mozart

ing”. s o era ,,Don
Juan”. Pr spekt, landskab mal
eri.
—

onde. Jfr. tjomfri) Lisbeth,

—

vrovleord
HJERTESORG i Holbe s kome
fra børne die ,,Eras os Montanus”.
Eventyret ud m 1853.
ee-Dumpe, Klods-Hans- Epi den med 69 Confusio forvirring.
garvermada men er selv ,
en p ssant, i
oplev ned i forbifart n.
—

detaljer, i cl. replikken ,,jeg

er k et 70 tangere, omme i ber
Fruenti mer!” (jf. dagbog øring med.
soptegne e
fra her egården Glorup, 25.5
vet 1845. Om ,,KYok .1847). 70 LIGE GlEN
vopfundne eventyr i al- det sthetiske, af æstetik
6 SØ N KIERKEGAARD , dvs. 1 ren
riverA (1862): ,,de laae i : om, vad der giver lyst og
E EN-ELLER (1843) nydelse. 1det
Erokorn, der behøvedes Ethi ke, af etik, dvs. lær
K od værket udgive und en om, hvad’er
ning, en Solstraale, en er pseudonymet er oralsk rigtigt. Assesso
Victor Eremita, d r, dommr.
g de bleve Blomst.” -

or Vilhelm forsvarer det

boer eller den, der sejrer etisk
i sin ensomhed.
1 Værket falder i to dele: As synspunkt. — i !, Assessor Vil
papirer og Bs helm skriver til æstetikeren

Noter 403