De undvrlige

Den 21. februar 2010 slutter Jacobs hndskrevne dagbog. Han prver at skrive i den, da han ligger i HABSen efter ildkampen. 21/2. CIMIC (combat) Har lige oplevet enhver gruppefrers vrste mareridt: at se halvdelen af ens gruppe sret i lbet af et sekund. Et morternedslag det forkerte sted. Jeg var lngst til hjre og var lige faldet, s jeg l ned. S lyder der et brag, og jeg ser fire mand lige ved siden af mig falde om, mens de stadig skyder. Deres ansigter forvredet i en blanding af smerte og vrede. S gr han i st. Han lgger dagbogens sorte markrsnor ind p siden. Men han fr aldrig skrevet mere. Delingen skal til debriefing oven p dagens kamp. Plger leder den med stor grundighed. Forsvaret er blevet bedre til at tage hnd om soldaternes psyke de senere r. Engang bnede danske soldater massegrave p Balkan og kmpede i Irak, som var de mnd uden flelser. De fik ikke meget hjlp til at bearbejde de voldsomme oplevelser, for Danmark manglede erfaring som krigsnation. Men i dag er soldaterne ogs trnet til at tale om, hvordan de har det. Jacob ved, at der er ndvendigt, og det falder ham ikke svrt. Nogle gange kan Plgers debriefinger fles urimeligt lange, men i dag er Jacob taknemmelig for delingsfrerens omhyggelighed, selv om en snert af bitterhed stadig prikker. Han sagde jo, at det kunne g galt derude. Men under debriefingen fyldes Jacob mest af taknemmelighed. Han ser hele tiden for sig, hvordan kammeraterne kom myldrende frem, da han havde mest brug for dem. Og alle er fulde af opmuntring og forstelse, ros og dunk p skulderen, da de sidder mellem fllesrummets finervgge og gennemgr delingens frste alvorlige rystetur. Jacob tnker p drengene, der bliver behandlet p felthospitalet i Camp Bastion. Han beslutter sig for at sige prcis, hvordan han har det, da han fr ordet.

K A M P

73

Trerne lber, da han takker alle dem, der hjalp ham og drengene derude. Og han ser kun anerkendende blikke over de sandfarvede Tshirts og spttede rkendragter. Jeg har det ikke s godt med at skulle derud igen lige nu, indrmmer han. Det skal I lige vide. Jacob ved godt, at han skal op p hesten igen, men lige nu tnker han kun med frygt p zonen. Stemningen er intens i lokalet. Han tnker p eksplosionen. P flelsen af at vre omringet og magtesls. P, hvordan han gravede et hul til sin hage for at kunne presse sig lngst muligt ned i jorden. P, at delingen bad om luftsttte, men ikke fik det. Og p, hvad der ville vre sket, hvis ikke andre var kommet til undstning. Han kunne aldrig have fet drengene ind alene, og han hader at miste kontrollen. Resten af dagen grder han meget. Og taler meget, indtil han fler sig mere udtrret og mat end rystet. Han ved, at alle reaktionerne er normale, og er ikke bange for dem. Men han er bange for, hvad der sker med de srede drenge. Efterhnden begynder meldingerne at n dem fra Camp Bastion, men de krydser hinanden og er forvirrende. S er Karrebks tilstand fin, s er den ikke. Nogle fragmenter sidder tt p hjertet. Efter en operation bliver han fljet til Danmark til yderligere behandling. Han var lige ved at tage billetten, tnker Jacob. Rasch har fet fragmenter i underbenet og skal ogs til Danmark for at blive behandlet, og det samme skal Lags, der fik fragmenter i skulderen. Mathiesen bliver bare renset af lgerne, og s lukker de sret med fragmentet siddende i hans balde, inden de sender ham tilbage til Budwan. Resten af tiden i Afghanistan har ingeniren jern i bagdelen og slr ud p minesgeren. Det kan vare lnge, inden Rasch og Karrebk kommer tilbage, om overhovedet. Det er to af Jacobs dygtigste folk. Min nstkommanderende og min mest uddelige mand. Og for hvad? For prisen p nogle hns.

74

S O L D A T E N

Andre var ogs tt p at blive sret. Jacobs vognkommandr Korsr har et hul i bukserne lige ved inderlret. Det er umuligt at stoppe tvivlen. Er det virkelig mine drenges liv vrd? Og mit funderer Jacob igen og igen. De resterende i gruppen er bare vrede. De taler om det samme aften. Karrebk var et socialt omdrejningspunkt i gruppen og BVs bedste kammerat. Nu skal vi fanme bare nakke de svin, gr snakken. De har lyst til at g ud igen med det samme, bare g indtil de tiltrkker en fling, og s give igen. Sdan har Jacob det overhovedet ikke. Han tnker ikke med angst p Taliban, men han er bange for Green Zone. Det kan vi jo ikke bare gre. Hver eneste gang vi gr derud, stter vi vores liv p spil. Vi er ndt til at tnke os om, ppeger han. Men det er ikke drengenes opgave at lave kalkyler over risikoen. Deres arbejde er at g ud og skyde, og nu vil de bare have lov. Det er til gengld Jacobs opgave ikke at kaste dem ud i noget undvendigt farligt. Diskussionerne blger. Det nytter jo ikke noget, siger han ogs. For hver eneste talibaner, vi drber, skaber vi bare tre nye. Morterobservatren har det ad helvede til, men hverken han eller udstyret kan umiddelbart bebrejdes for egenbeskydningen, kommer det frem, senere ogs en i auditrundersgelse. Mleapparaterne blev efter alt at dmme forstyrret af et strkt magnetfelt, som opstod p grund af noget jern i nrheden. Det var bare pokkers uheldigt. Men det havde jo slet ikke vret ndvendigt at lgge morterild, hvis ikke patruljen var kommet helt derud, hvor vi mistede kontrollen, tnker Jacob. Det var derfor, det gik galt. Han kan mrke, at han bliver varm af vrede, nr tankerne svinger den vej. Det lyder s smukt, at de skal vre imdekommende over for civilbefolkningen og endelig ikke hidse folk op. Men den slags CIMIC-patruljer er kun noget vrd, hvis man gr ud med to bataljoner og lgger en ring om mdet, tnker han. Det holder ikke p den mde, det gres nu.

K A M P

75

Det er taget lige efter ankomsten til Afghanistan): Jacob kalder konstablerne i 1. gruppe sine drenge: Fra venstre: Rasch, BV, Karrebk, Rnne, Luffe, Tarding, Jacob. verst p Piranhaen fra venstre: Korsr, Hou og Flindt.

Jacob spekulerer p, om de hje herrer, som udtnker opgaverne i telte langt vk, nogensinde har sat deres ben i Green Zone. Eller om de blot er interesseret i en stjerne mere p skulderen. De har ikke besluttet sig ordentligt for, om de vil snakke, eller om de vil sls, tnker han. Hvis cheferne vil snakke, som de siger, s krver det, at ISAF har s mange soldater med hver eneste gang, at Taliban ikke tr sls. S kan soldaterne mske gre en forskel uden at smadre de civiles ejendom og selv blive sret. Hvis cheferne vil sls, m de give soldaterne lov til at skyde med alt, hvad de har. Kmpe, som de er uddannet til. Rydde bulen, selv om det koster nogle civile. Som det er lige nu, kan fjenderne grine af danskerne, fler Jacob. De kan sidde i deres pyjamasdragter i skyggen og vente p, at ISAF
76 S O L D A T E N

gr ud med alt for f mand, alt for lidt sttte og alt for f befjelser og s skyde de udenlandske soldater, som om de var nder i et skydetelt i Tivoli. Senere tnker Jacob: Vi er i krig p et halvt mandat. Hold 9 er en tmrer uden hammer. Vi kan sagtens holde smmet, og vi ved, hvordan vi slr det i. Vi har bare ikke kraften til det. I de bekymrede timer efter flingen, da drengene lappes sammen, tnker Jacob arrigt, at han hellere vil vre loyal over for sine drenge end over for de ansigtslse chefer langt vk. Men hvordan er man det i et system som dette? Han er jo bare en sergent fra Danmark. McChrystal er general i USA. Man m vel vnne sig til det: Vi er infanterister. Vi er de undvrlige. Jacob er lidt flov over, at Hjorth og Sandvad beskriver ham som slukket derude. Sdan oplevede han det ikke selv. Han synes, at han havde styr p det under frigrelsen. Men heller ikke mere det er rigtigt. Han brugte al sin kapacitet p at holde hjernen i gang og magtede ikke at kommunikere eller flge med i resten af delingens arbejde. Jeg har garanteret set forfrdelig ud, tnker han. Normalt er han helt p. Krer p to radioer og stiller konstant forslag til manvren. Med lgneren over hovedhjde, som han selvironisk udtrykker det. Men under frigrelsen fulgte han bare med. I glimt piner han sig selv med det: De tnker sikkert skidt om mig, tnker han. Hjorth og Sandvad er selv trtte og chokerede efter flingen. Sandvad har et hul i rmet, i det lillebitte stykke stof, der ikke rrte hans overarm. Vennerne taler ikke s meget om, hvordan de har det umiddelbart efter kampen, men fllesskabet kan mrkes i stilheden og de rverhistorier, som de malende roder sig ud i for at gennemg flingen. Og han er glad for, at de er der. Drengene har han et ansvar for, men over for Hjorth og Sandvad kan han trkke vejret, som han vil. Havde han spurgt dem, hvad de mente om hans indsats, havde de svaret, at han gjorde alt, som han skulle. Srgede for hjlp til de srede, kmpede og fik sine mnd ind. Hjorth ville ogs have sagt, at han beundrer Jacob for at vre mere rlig end de fleste om, hvordan han
K A M P 77

har det. Men det bliver ved rverhistorierne og den ordlse opbakning i dgnet efter chokket. Plger foreslr, at Jacob skal tage et par rolige dage, s han kan sunde sig og f styr p sin gruppe. Han mangler jo en del af sine folk, og det er for tidligt at sige, om Rasch og Karrebk kommer tilbage. Erstattet bliver de ikke. En sret er et tab hernede. Jacob kan for eksempel vre p bilerne, som sttter patruljerne i zonen, siger Plger. Det lyder som en god plan. Jacob vil gerne hurtigt ind i kampen igen, men han er ogs trt. Dagen efter ildkampen slipper hele gruppen for at g ud. I stedet tmmer drengene og Jacob skrald og gr rent i lejren. Jacob tager sig ogs sammen til at skrive p Soldaterportalen. Mange af drengenes prrende flger hans profil, og han vil som deres frer informere og berolige. Ikke alle drengene er lige flittige til at gre det, har han p fornemmelsen. Hej alle. Der er kun lige tid til en kort besked. Vil bare lade jer alle sammen vide, at vi alle har det godt p trods af fire srede i gr. Det var alle sammen i min gruppe. De to af dem fra min faste kampgruppe og de to andre hhv. en MPer og en ingenir, som jeg havde underlagt. Der skal nok komme mere om episoden. Men jeg har det godt, selv om jeg er lidt rystet, og mine drenge klarede det pisseflot. Vi var under beskydning, da vi fik de fire srede, og folk kmpede videre, mens de lappede sammen. To af de srede kmpede ogs videre, mens de blev lappet, s det fungerede rigtig godt. Nrmere flger, nr jeg fr lidt mere tid. Hilsen Jacob. Han fik vist ogs ringet hjem, men husker det knap. Det var rart at hre sine forldres stemmer, men det var ikke rart at hre deres stilhed, da han fortalte, hvad der var sket. Hvad skal man s sige? Kan I have en god aften? Jacob hader at gre dem bekymrede. Han spekulerer ogs p det, som han lrte derude: at der ikke er langt fra levende til dd. S lover han sig selv: Fremover vil jeg kunne st inde for alt i mit liv. Jeg vil ikke spilde det p pis.
78 S O L D A T E N