1

Wulf, ved et vindue, i byen

den er der stadig! Hvilken? Alliken i tret. Sunia stod bagerst i rummet og vede sig med svrdet, prcis som hun gjorde hver morgen. om dagen var det mig, som mtte bre rundt p det, men hver morgen og aften, nr ingen andre s os, tog hun det tilbage, s hun kunne trne. For min skyld kunne hun godt have haft det hele tiden. Jeg hadede at blive tynget ned af det, s skiene hele tiden gik imod noget, nr jeg bevgede mig. men det var nemmere sdan her. Vi slap for alle de forbavsede blikke. Alle de nysgerrige sprgsml. og allerede da vi vandrede med hirdjgerne, havde de tvunget mig til at bre svrdet. n. Sunia trak p skuldrene og s ikke ud ad vinduet. Hun var ikke overrasket, og nr alt kom til alt, var jeg det heller ikke. Alliken havde siddet der i flere uger i strid regn og bidende vind den ventede altid p os, men jeg kunne alligevel godt lide at kigge p den hver morgen. det var spndende at se, om den stadig sad der. Jeg kravlede op og satte mig i vindueskarmen. Som alt andet i dette hus var den stor undigt stor. det var, som om det gamle Imperium havde nsket, at dets magt kunne
D3d

Ildbrerne.indd 3

24/08/11 16.52

mrkes i hvert eneste hjem, hvor folk af Blodet boede. S det hus, som omgav os, var fuld af lange tomme sjlegange, hvor hestevogne kunne have passeret hinanden, med sale, hvor menneskene s ud til at krympe til smfolk, og hvor sovevrelserne var store nok til, at Sunia kunne trne der om aftenen. Jeg s ud ad vinduet igen. Uden for ruden var forrsdagen gr og kold, men herinde holdt man sig varm. I en enorm sal et andet sted i huset brndte en vldig ild med hvide flammer og varmede blodet i mig, i Sunia og i alle andre, der boede her. Vi mrkede ikke noget til forrskulden, der krb ind i stenmurene, bortset fra nr vi slog hul p isen i vaskefadet om morgenen. Alliken sad verst oppe i et gammelt lindetr, som voksede p skrningen uden for vores vindue. den ene fod sad fastkilet i en tr gren, som pegede direkte op i luften, og nr vinden blste, tog den fat i vingerne og gyngede fuglen frem og tilbage. Alliken var dd. Hvordan den var havnet deroppe, vidste jeg ikke. mske var den kommet i klemme og var s sultet ihjel. mske havde sygdom eller sr svkket den, s den dde i trtoppen og satte sig fast i en grengaffel, da den faldt. den havde vret der, da vi kom til huset frste gang, tr, stiv og sort, og trods strid regn og forrsstorme var den blevet siddende. nu syntes jeg, at den var ligesom en ven. en, der forstod, hvordan vi havde det, Sunia og jeg. nogle gange troede vi hbede vi at der var ved at ske noget. Skyggehoffet, her og i de andre huse p Kasan, trak os med ind i en intrige. eller ogs kom der bud fra den anden side af bymuren, der
D4d

Ildbrerne.indd 4

24/08/11 16.52

gav os fornyet hb. men det var kun vinden, som legede med vores udbredte vinger. I virkeligheden sad vi fast med foden og kunne kun gynge frem og tilbage, frem og tilbage. S snart vinden ljede af, var vi tilbage, hvor vi begyndte. P den anden side af lindetret med alliken kunne jeg se bymuren og mylderet af huse, der hvede sig over den, og som var den nye stad. der befandt statholderen sig, som ikke lngere ville trffe os, og Hug, som mske gerne ville, men formentlig ikke vidste, at vi eksisterede. oven over byen rejste klippen sig, og borgruinen stirrede ned mod mig med tomme vinduesglugger. og bag den, som en tynd nl op mod himlen, l vagttrnet, som vi mtte ind i, fr det blev for sent. Forret masede spde skud ud af trernes grene og bredte et tyndt grnt skr over jorden. men det var en forrderisk genfdsel. Snart ville kulden komme. Snart ville krigen vre over os. Vi var alene blandt alle menneskene, og vi var meget langt hjemmefra. Jeg satte mig til rette i vinduet. S Sunia hvirvle frem og tilbage over gulvet med svrdet, og jeg huskede mig selv p, hvorfor vi var havnet her.

Ildbrerne.indd 5

24/08/11 16.52

Ildbrerne.indd 6

24/08/11 16.52

Frste del

Ad gAmle VeJe

Ildbrerne.indd 7

24/08/11 16.52

Ildbrerne.indd 8

24/08/11 16.52

Fortabt i erindringer
Vi var faret vild i erindringer, som ikke var vores egne. Ingen af os kunne sige, hvor lnge det havde vret sdan. I begyndelsen var det anderledes det var vi enige om. men hvor lnge var det siden, at tingene begyndte at forandre sig? mneder? r? Ingen af os vidste det med sikkerhed. Vi var Wulf, og vi var Sunia, og bndet mellem os var strkt, men alt andet var flydende. Verden omkring os var tgeslr og spgelseslys for selv om alting s virkeligt og hndgribeligt ud, kunne man ikke stole p noget. Vi var inde i dommerringen en cirkel af rejste sten p en hjderyg, ikke mere end halvtreds skridt p tvrs. det var et sted, hvor det burde vre helt umuligt at fare vild. Alligevel var det det, vi gjorde. Hvordan det s ud for den, som befandt sig uden for ringen, vidste vi intet om, men herinde flakkede vi rundt i en endels labyrint af minder og erindringer uden mulighed for at finde ud uden nogen som helst anelse om, hvorvidt vi kunne kende udgangen, hvis vi s den. Vi blev aldrig sultne, vi blev aldrig trtte, men et sted indeni fltes det, som om vi blev strakt ud og blev tyndere og blegere. Som et stykke slidt stof, der
D9d

Ildbrerne.indd 9

24/08/11 16.52

havde hngt ude i solen og regnen for lnge, og som man kunne se lige igennem. det var Atlevis, som havde lukket os inde her. Fars gamle ven, forrderen, kejsermorderen, der havde givet sit liv for os inde i dommerringen. og stedet var vgnet, havde fordrevet vores fjender og bagefter slugt os helt. Vi sad ved fdderne af en kolossal statue af glat, mrk sten. Hoved, arme og krop var faldet af eller blevet slet i stykker for lnge siden, og nu endte skulpturen et stykke over knene. Knskallerne var godt og vel tre mandslngder fra jorden, og deroppe havde jord og rdder fet fat, s et virvar af grene og slyngplanter hang ud over kanten og skyggede for os. Himlen var bleggrn, og middagssolen sved grsset brunt p bakkerne omkring os. det var kvlende varmt, men selv om vi mrkede varmen og den luft, vi indndede, var tr og smagte af jern var vi ikke varme. det var bare erindringen om stegende varm sol, der skinnede ned p os. det var et billede af noget, som var sket for lnge siden. Sprgsmlet var bare, hvis erindring det var, og hvor lnge siden det var sket. Kan du se ham nogen steder? Sig den. der er vist ikke meget tilbage af Atlevis lngere. S den? Kan du se den? Sunia rystede p hovedet. det var Wulf, som spurgte, og hende, der svarede, men det kunne lige s godt have vret omvendt. S strkt var bndet imellem os inde i dommerringen, at vi nsten aldrig behvede at tale med hinanD 10 d

Ildbrerne.indd 10

24/08/11 16.52

den. det var en tryg fornemmelse, det eneste, vi havde at klamre os til, nr alt andet var uforsteligt. I nsten hele vores liv havde vi kunnet stole p, at vi altid forstod hinanden. At vi aldrig var isoleret fra den anden. Senere havde alt forandret sig. Senere var ondvinteren kommet og havde taget alt fra os. Hvor mon vi er? spurgte Wulf. er det her Atlevis erindringer eller noget helt andet? Sunia s sig omkring. det er ikke til at vide. Statuen kan vre noget fra Imperiets dage. men grs og bakker ... Hun slog ud med hnden og gjorde ikke stningen frdig. det var lnge siden, vi forstod, at det ikke kun var Atlevis erindringer, vi vandrede igennem. gradvist havde noget andet sneget sig ind mellem hans minder. noget ldre. noget vildt og uforudsigeligt. noget, som huskede ting fra tgede urtider, langt hinsides selv Blodets unormalt lange liv. Sunia var den, som frst forstod, hvad der var ved at ske. det er den anden grim, sagde hun. den, som allerede fandtes under stencirklen, da Atlevis dde. da Atlevis ofrede sig selv for at redde os, var han p en mde blevet en del af dommerringen. et genfrd sat til at vogte stedet. en grim. men hvorfor viser den os sine erindringer? spurgte Wulf. Atlevis vil vel gerne lre os noget. Hvad er meningen med det andet her? den gamle grim tager vist over, svarede Sunia. Jeg tror, at Atlevis er ved at fare vild. og det virkede, som om hun havde ret. Hver gang vi forD 11 d

Ildbrerne.indd 11

24/08/11 16.52

sgte at f Atlevis til at forklare, hvad der foregik, undlod han at svare. I begyndelsen verfede han sprgsmlene vk, men snart s han bare p os med stadigt mrkere og mere dyriske jne, nr vi forsgte at aftvinge ham et svar. og nogle gange grinede han os direkte op i ansigtet. det var et grin, som vltede op ad hans strube, ikke som en lyd, men som et mrke, som en tilstand, der skyllede hen over verden og forandrede den. Bagefter forsvandt han altid ind i en ny erindring, og s mtte vi lbe for at flge med. med tiden blev han endnu mere mrkelig. Han holdt helt op med at vre vores vejviser gennem erindringerne. I stedet mtte vi skynde os efter ham gennem den ene association efter den anden, og vi fik stadig svrere ved at forst sammenhngen. S kunne vi g gennem blodige, uforstelige krige, usynlige for alle, der sloges, og se hvordan hundredvis af mennesker af Blodet kmpede mod for lngst besejrede fjender. S kunne vi befinde os i fremmede huse og vre tvunget til at hre Atlevis hviske mme ord i rerne p ukendte kvinder. S kunne vi befinde os midt i voldsomme sknderier mellem personer, vi ikke vidste noget om, om ting, vi aldrig nogensinde havde hrt om. Senere blev det endnu vrre. Atlevis forandrede sig mere og mere. Hans jne blev mrkere, ansigtet dyrisk, og ud af hans sorte hr voksede der hjortehorn. tjet hang i laser p hans krop, og der stak lodden pels ud af hullerne. Samtidig dukkede en ny slags minder op. Vilde landskaber helt uden spor af mennesker. Skove, som emmede af fugt, og hvor mrke ting med alt for mange ben myldrede i skyggen af grotesk store slangebunker. Sorte omrder med
D 12 d

Ildbrerne.indd 12

24/08/11 16.52

sylespidse klipper, hvor selve stenen klagede sig og lkkede stinkende dunster op mod en svovlgul himmel. enorme bjergmassiver, hvor regnen havde dt tunneler gennem stenen, s klipperne lignede rddent tr, hvor myrer havde bygget deres broer. den grim, som havde vret Atlevis, glemte, at den var vores ledsager. den blev et stykke vildt, som vi jagtede med stadig strre desperation. ofte mistede vi den af syne, men for det meste fandt vi den igen, inden en erindring gik over i en anden. Vores store skrk var, at den skulle g videre uden os. Hvad ville der s ske hvis vi blev efterladt i et eller andet dunkelt minde? Kunne vi selv finde ud? Kunne vi fare s meget vild, at vi mtte blive her altid? efterladt inde i en erindring? Hvad kan man egentlig gre med en erindring? tnkte Wulf hjt. Han havde forladt skyggen mellem stenfdderne og stillet sig op for at se ud over bakkerne og grsset. Hvad mener du? spurgte Sunia. Hun tvang sig selv til at vre svnig og hbede at kunne slumre lidt i varmen. men vi havde prvet det fr. Udmattede, trtte, krafteslse sdan kunne vi godt have det. men aldrig svnige, aldrig dsige, aldrig sdan at vi faktisk kunne falde i svn. er det her ligesom en drm? fortsatte Wulf. er det lige meget, hvad vi gr? eller kan vi ndre p en erindring, hvis vi vil? Vil grimen s huske det p en anden mde? er det overhovedet muligt at gre noget her? Ingen, vi mder, kan se os. Stder vi ind i nogen, kan de ikke mrke det. Hvad sker der, hvis vi slr ting i stykker? Hvis vi stter ild til noget? Sunia tnkte sig lidt om. det var lnge siden, at vi
D 13 d

Ildbrerne.indd 13

24/08/11 16.52

havde set grimen. Hvor lnge kunne vi naturligvis ikke afgre. tiden herinde var lige s lidt virkelig som det, vi s og hrte. Inden i os gnavede en bekymring, som langsomt voksede sig strkere og strkere. Vi delte den, men forsgte alligevel at skjule den for hinanden at lade, som om vi ikke ville kendes ved den. men vi tnkte det samme: Hvor lnge skal vi vente, fr vi kan vre sikre p, at vi er alene? Fr vi ved, at vi er faret uigenkaldeligt vild? Prv, sagde Sunia lidt efter. Wulf bnede munden for at sprge, men kendte svaret, fr han var net s langt. Synes du, at jeg skal stte ild til ... hvad? Sunia sagde ingenting. Hun lod ham finde svaret selv. det var nemmere end at forklare. ord var trods alt noget, vi kun brugte for at hre vores stemmer. For at bryde tavsheden med noget andet end svage erindringer om lyd. det hele? sagde Wulf. Skal jeg stte ild til det hele? Han ld forbavset, men i virkeligheden forstod vi det begge to nu. Hvorfor ikke se, om vi kunne stte et aftryk p den erindring, vi var sprret inde i? Hvorfor ikke for alvor finde ud af, hvor meget af det, der fandtes rundt om os, vi trods alt kunne pvirke? Sunia lagde nogle grene til rette ved statuens fdder. Wulf samlede en lille bunke trt grs og visne blade sammen, tog s sin dolk og skar en lang, tynd strimmel lder fra skaftet af sin stvle. Sunia rakte ham en kvist, et par alen lang og stadig s spndstig, at den kunne bje, og af den og lderstrimlen lavede han en lille bue. Imens snittede Sunia et ildbor til af en kort, tyk gren. Hun spidsede den i den ene ende, lavede en fure, som remmen kunne
D 14 d

Ildbrerne.indd 14

24/08/11 16.52

lbe i p midten og skar en lille tap verst. S lavede hun en fordybning i et andet trstykke og kontrollerede, at tappen passede i den. I fordybningen lagde hun en flad sten, som skulle ligge mellem tappen og hndtaget. Hun ville gerne have haft noget at smre fordybningen med, men som det var, mtte vi klare os uden. At finde et passende ildbrt var svrere. tret skulle vre tilstrkkelig gammelt og trt for at kunne antndes let, men stadig hrdt nok til ikke at g i stykker, nr ildboret drejede rundt mod det. til sidst fandt vi et stykke tr bag statuens venstre fod, som kunne bruges. Vi trak ildboret p remmen, trykkede det mod ildbrttet med hndtaget og begyndte at snurre pinden ved at trkke buen frem og tilbage. det gik ikke strkt. Vi skiftedes til at trkke buen i langsomme tag. et stykke tid s det ud, som om ildbrttet var for hrdt, og at pinden ikke ville f bugt med det, men s begyndte en fordybning langsomt at forme sig under spidsen, og snart snoede en tynd stribe rg sig op fra tret. Wulf skar en rende, som glderne kunne samle sig i, og s drejede vi hurtigere og hurtigere p pinden, indtil en hvid rg steg op, og glderne var kraftige. S skyndte vi os at fde glderne med grs og trre blade og pustede, indtil de frste flammer viste sig. Bagefter tog det ikke lang tid, fr en lille ild brndte mellem den delagte statues fdder. Vi s p hinanden. Hvordan skulle vi fortstte? Ikke en vind rrte sig, og terrnet s ens ud i alle retninger. det var umuligt at forudse, hvordan ilden ville brede sig. Sunia s ud over landskabet og trak p skuldrene. det
D 15 d

Ildbrerne.indd 15

24/08/11 16.52

var lige meget. Vi havde ikke andet forml med ilden, end at den skulle brnde. Vi var begge overraskede over, at det faktisk var lykkedes os at tnde ild. og nu, hvor vi havde den, kunne vi lige s godt se, hvor meget skade vi kunne gre. nr alt kom til alt, var disse bakker faktisk et slags fngsel, og det vrste, der kunne ske, var, at ilden lokkede vores fangevogtere til. Wulf satte ild til en lang gren og lod den feje hen over grsset. de trre str sugede flammerne til sig lige s sultent, som havde det vret vand. P den anden side af stenfdderne gjorde Sunia det samme. P nogle jeblikke var flammerne meget mere end et tamt bl. Ilden brlede, kastede sig op mod himlen og for hen over grsset. rgen sort og stinkende var snart overalt. den sved i vores jne og fandt vej ned i vores lunger, indtil vi mtte bje os forover og hoste, s hele kroppen rystede. Varmen slog imod os, som om det var noget fast og hrdt og fik os til at tabe vejret og snappe vildt efter det igen mellem hosteanfaldene. Sunia kravlede hen til Wulf. Hvad er det her! skreg hun over brlet fra grsbranden, og stemmen var hs og utydelig. Hvad mener du? det er ild. det er, hvad det skal vre. det er alting, som brnder. men er det erindringen om en ild? blev Sunia ved. Hvem er det, som husker den? Hvem siger, at den ikke kan skade os? er vi sikre p, at vi ikke kan brnde? Wulf svarede ikke, men stak resolut hnden ind i de nrmeste flammer. Han trak den til sig igen med et skrig og s skrkslagent p Sunia.
D 16 d

Ildbrerne.indd 16

24/08/11 16.52

men hvis ... Han behvede ikke at sige mere. Vi forstod alt for godt, hvilken fejl vi havde beget. Vi havde vret s lnge i dommerringen, at vi var begyndt at tage for givet, at intet af det, som skete her, kunne gre os noget. Alt, hvad vi havde set og flt herinde, havde vret drmmesyn erindringen om, hvordan kulden havde bidt en kold vinterdag, en nsten glemt flelse af at trkke fingrene gennem pelsen p en hund. erindringer, som blev hngende, ekkoer af virkelige fornemmelser. men denne ild var noget nyt. den brndte, den var gloende varm og virkelig. Virkelig og livsfarlig. Vi satte i bevgelse i prcis samme jeblik. der var ikke tid til tven, og vi vidste begge to, hvad vi skulle gre. Vores eneste mulighed var statuen. mske ville rgen under alle omstndigheder drbe os deroppe, men flammerne burde ikke kunne n s hjt. Sunia stemte ryggen mod statuens venstre ben og kilede sig fast med fdderne mod det hjre, s hjt oppe hun kunne. Hun rakte Wulf hnden og hjalp ham op, s han kunne sidde p hende. S bevgede Wulf sig et stykke til p samme mde, og det lykkedes ham ogs at trkke Sunia lngere op. Bagefter blev det lettere. Sprkker og huller, hvor dele af statuen var brkket af, gav et sikkert fodfste, og vi kunne bevge os videre hver for sig. det sidste stykke klatrede vi p rdder og nedhngende grene. grsbranden sved nakkehrene, da vi kravlede op p den brkkede top af statuens venstre ben, og gispende og hostende stod vi og s ud over delggelsen nedenfor. Ilden angreb ivrigt bakkerne omkring statuen og eroD 17 d

Ildbrerne.indd 17

24/08/11 16.52

brede hele tiden ny jord. nogle steder var jorden allerede sortsveden og udslukt, men nsten alt andet var et hav af orangerde flammer, som slikkede mod himlen og dansede med hinanden i den sitrende varme. Sunia spejdede uroligt ud over sletten. Hvor er den? spurgte hun. den m da komme frem nu. Hvorfor kan vi ikke se den? den har mske allerede forladt denne erindring, sagde Wulf opgivende. mske er vi fanget her og kommer til at brnde op sammen med alt det andet. Sunia sagde ikke noget. Hun vendte sig om og gik hen til statuens anden side. der satte hun sig p hug og sad lidt for sig selv uden at sige noget. en fremmed flelse strejfede Wulfs tanker. en slags opdagelse. men han havde ikke tid til at dvle ved den. der er ikke lngere nogen steder, hvor den kan gemme sig, rbte han tilbage til Sunia. Kun heroppe brnder det ikke. Heroppe og ... Han inds, hvad han sagde, fr han havde afsluttet stningen, og Sunia forstod det i samme jeblik og rejste sig op. Vi vendte os langsomt mod statuens andet ben. deroppe, blandt ngne, strittende buske under et kroget tr med en bred og flad krone, stod grimen. der var nsten intet tilbage af Atlevis. den sorte frakke var borte, og skabningen stod p alle fire. Kun bagbenenes bjning antydede, at det var et vsen, som engang havde get p to ben. Pelsen var mrk og lodden, og flammerne badede den i rdt lys, s den s sret og blodig ud. Hovedet var et ddyrs, men jnene var dybere, farligere, og Atlevis sorte hr voksede som en manke ned over nakken.
D 18 d

Ildbrerne.indd 18

24/08/11 16.52

S snart den fik je p os, rejste den sig og flygtede hen mod den anden kant. Vi havde hverken tid til tanker eller ord. Stop! skreg vi begge, som om vi hbede, at det ville standse grimen, og kastede os s over klften mellem statuens ben. Vi klarede begge springet og landede blandt stikkende kviste. de forsgte at rive og fl os, men de var kun erindring, og vi fik filtret os ud af dem, lnge fr vi nede at mrke erindringen om en smerte. grimen var allerede p vej ud over kanten, og vi kastede os efter den uden at tnke. et kort jeblik virkede det, som om vi alle tre faldt ned af statuen og direkte ned i ildhavet. men s forsvandt flammerne, som om de aldrig havde vret der. og sammen med dem forsvandt ogs alt det andet. grsset, statuen, bakkerne, varmen. Vi landede bldt i sne og nede akkurat at se, hvordan grimen smuttede ind ad en ben dr i et velkendt hus. Sammen med grimen var vi sprunget mellem erindringerne, og nu l vi i sneen p grdspladsen ude foran Atlevis hus i byen med lygterne. Vi kom p benene og s p hinanden. trrede soden af hinandens ansigter og gik s op mod huset. du tror vel ikke, at vi er ude af ringen nu? spurgte Wulf. Sunia s sig omkring, men rystede p hovedet. det fles stadig forkert. det fles ikke rigtig som de andre minder, men stadig forkert. det er sandt, sagde Wulf. det fles tungere p en eller anden mde. tttere. men det fles ikke, som om vi virkelig er her.
D 19 d

Ildbrerne.indd 19

24/08/11 16.52

Inde i huset var lyset varmt og mildt. Sidst vi havde vret her i den virkelige verden uden for stencirklen havde rummene vret de og kolde, og mblerne var vltet eller delagt. nu lyste olielamperne i loftet, og stole og borde stod pnt langs vggene. det her var Atlevis hjem, som han huskede det. men der var noget galt. Fremmede lugte hang i luften. Skarpe, vilde lugte, som frte tankerne hen p rovdyr p jagt, men ogs til skrmt vildt. drene i forhallen rystede og bvede, og de lyde, som kom fra den anden side, ld som hvsen, knurren, skrig og kaglen i et s stort virvar, at det var umuligt at sige, om det var et eller tusinde dyr, der forrsagede dem. Vi forstod begge to, hvad det betd. tiden i dommerringen havde p en eller anden mde givet os en forstelse af de regler, som gjaldt her. men vi flte begge, at vi havde brug for at klde flelsen i ord. gre den til andet end en vag, ubestemmelig anelse. Sunia begyndte. det er Atlevis, sagde hun. Han vil vise os noget. og han holder den gamle grim p afstand, fortsatte Wulf. Han vil have, at vi skal se noget, som kun er hans. Som ikke er blandet med alt det vilde. og i munden p hinanden sagde vi s: det haster! Vi tog hinandens hnder og gik hurtigt gennem forhallen. Vi s lige frem for os og forsgte at lade vre med at tnke p drene, som slog buler og knagede, som om tunge kroppe kastede sig imod dem. Vi vidste ikke, hvad der var bag dem, men vi havde en anelse. Alle de fremmede og fjerne erindringer, som vi var get vild i. Alle de
D 20 d

Ildbrerne.indd 20

24/08/11 16.52

ldgamle steder og glemte landskaber, som var en del af dommerringens oprindelige grim. Hvad der ville ske, hvis drene brast, og det hele strmmede ind i erindringen om Atlevis hus, kunne vi ikke forestille os. det er derfor, det fles anderledes her, hviskede Sunia. Han har forstrket denne erindring. Huset er en fstning, som skal holde alle andre erindringer ude. Wulf svarede ikke. Han kiggede lige ud og gjorde tegn til Sunia om at vre stille. Hun skrpede blikket og s ind i det skarpe lys, ind i rummet foran os. det var en stor sal midt i bygningen her havde en dd galgemand ligget, sidst vi var i huset. nu l der frosne efterrsblade stret hen over gulvet, og solen skinnede klar og kold over en skrnt og en bning i de hje trer. det var et lille stykke vildmark, som havde fundet vej ind i Atlevis hjem. en erindring, som havde gemt sig inden i en anden. Alt var stille. Alt ventede p, at noget skulle ske. Vi greb hinandens hnder, og s skete det. det var far. Han kom snublende ind i lysningen og faldt omkuld i lvet. det knagede og knustes under ham, og han rullede et stykke ned ad skrningen, fr han kom op p kn. I det samme faldt fire skygger over ham galgemnd med lkkerne parat. Far greb efter spyddet, som han havde tabt i faldet, men en af galgemndene var allerede bag ham med lkken udspndt mellem hnderne. Vi vidste godt, hvad der ville ske. Atlevis havde allerede fortalt det. men at hre og at se det var noget helt andet. det gjorde ondt. det gjorde frygtelig ondt at se ham der p jorden. Stadig i live, stadig parat til at kmpe, samtidig
D 21 d

Ildbrerne.indd 21

24/08/11 16.52

med at galgemanden lagde lkken om hans hals og trak til. og fra det jeblik var der ingen vej tilbage. Far var dd. Han levede p lnt tid. tid nok til at n hjem til os. At d hjemme. At bede os om at gre ting, som vi ikke rigtigt forstod. nu kom erindringen om Atlevis farende ud af skoven og begyndte at drive galgemndene vk med sit svrd. lkken omkring fars hals blev slap, og det lykkedes ham at f fat i spyddet og slutte sig til Atlevis. Straks var fjenden som blst vk, men omkring fars hals lb et ildrdt bnd, der snart skulle blive hvidt og stramme til. Far lnede sig tungt mod Atlevis og gispede efter vejret. Atlevis ansigt var blegt af bekymring og anger. Han vidste, at han var skyld i det, som var sket. At han havde frt galgemndene til far. Han forsgte at sige noget, men far rystede bare p hovedet. Svngngeragtigt gik vi nrmere, men blodet brusede i vores rer, og det fltes, som om vi var ved at drukne i vores egne flelser. Hvorfor skulle vi se dette? Hvorfor skulle vi mindes om, hvordan vores far var dd? det har altid vret en mulighed. Fars stemme var hs og stakndet. Atlevis svarede noget eller spurgte om noget vi kunne ikke hre hvad. men det kan stadig n at blive, som jeg hber p, fortsatte far. du har stadig en rolle at spille. du vil selv kunne mrke det. Atlevis ville sprge om noget, men far viftede utlmodigt med hnden. Han stnnede, og der kom en uhyggelig hvsende lyd fra ham, nr han hev luften ned i lungerne. S fortsatte han, mere stille denne gang, og vi blev ndt til at g endnu nrmere for at hre, hvad han sagde.
D 22 d

Ildbrerne.indd 22

24/08/11 16.52

det er slutningen, jeg er bekymret for. Brnene er s langt hjemmefra. Alting s usikkert. det vil virke s hblst, og jeg ved ikke, om de til sidst vil forst det. nu var fars stemme ikke meget mere end en hvisken. Vi bjede os frem, s tt p, at vi kunne mrke begge mnds ndedrt; Atlevis tungt og nervst, fars svagt og pibende. Sunia har svaret i sig. Jeg gemte min hemmelighed hos hende, da hun var mindre. men hun kan stadig miste den. Jeg vil gerne have, at du ogs forstr mig. S der er en anden udvej. Hans stemme var s svag, at Atlevis mtte presse ret mod hans mund for at hre. Vi forsgte at lukke alt andet ude. lyden af vilde dyr bag os, vinden, som begyndte at tude i trerne, vores eget hjerteslag. Vi brugte nu al energi p at hre, hvad far sagde. S pludseligt helt uden varsel var det forbi. det ene jeblik stod vi helt tt p far og Atlevis, det nste stod vi og s forbavset p hinanden der p skrnten, hvor stencirklen stod.

Ildbrerne.indd 23

24/08/11 16.52