Helle Stangerup

Bag skodderne
Politikens Forlag

Helle Stangerup
Bag skodderne
Politikens Forlag

1
Min karriere som jurist startede medio marts 1966 og sluttede ul timo juli 1967. Stedet var Aktieselskabsregistret, et direktorat un der det davrende Handelsministerium, og det havde til huse i en bygning p hjrnet af Strget og Skoubogade. Ved ansttelsen var jeg fyldt seksogtyve, cand.jur., endnu ugift og med egen lejlighed i Domus Portus i stbanegade. Jeg del te kontor med en elskvrdig, midaldrende herre og en lige s elsk vrdig yngre dame, og fra min plads kunne man se ned p gadens liv, og i det fjerne og hjt over hustagene knejsede Nikolajkirkens grnne spir. Stillingen bestod i at registrere aktieselskaber, nye svel som ndringer i de eksisterende. Dagen begyndte, nr en vogn lastet med aktmapper blev trillet ind med de seneste sager, alle lagt i gule papircharteks og derefter fordelt, s bordenes dynger atter antog fuld hjde. Inden lnge gav den mig mindelser om en lig vogn med gule kadavere. Navne, adresser og hvert komma skulle kontrolleres og even tuelt rettes med en spidset blyant, fr aktmappen blev sendt vi dere til overreferenten, som gennemgik den for njagtig samme detaljer, inden den kom retur. Men hvor blev juraen egentlig af i al den stavning og tegnstning? Det fandt jeg aldrig ud af. Begrebet meningsfyldt arbejde var heller ikke rigtig kommet p mode. En dag fik jeg en sag ind, hvor aktiekapitalen bestod af ti tu sinde brugte eksemplarer af et pornoblad, Weekend Sex hed det vist, og sat til en vrdi af en krone pr. styk. Pornoen var, til man ges forargelse, netop blevet frigivet, og jeg kontaktede straks an melderen og udbad mig et nummer til vurdering. Det ankom med

posten, adresseret til mig personlig og blev lagt verst under char tekket, inden det gled videre i systemet. Aldrig havde en sag vret s lnge om at n tilbage til mit skri vebord. Da det endelig skete, hang bladet noget nr i laser, selv de pne, ldre damer i receptionen var blevet set med blussende kinder, mens de bladrede i smug under skranken. Mit lille pfund sluttede med en venlig reprimande fra verst oppe: Meeeget morsomt, frken Stangerup. Men aldrig nogensinde igen. Alts navne og alle kommaerne. Fra ni til fem hver dag og halv dags hver anden lrdag. Jeg skulle files til som et rutinemenneske, men i min lille lejlighed ventede min hemmelighed, et andet ar bejde, hbet om lsladelse, et endnu ufrdigt manuskript til en kriminalroman. Ved skrivemaskinen om aftenen og ofte den hal ve nat, og s nste morgen atter afgang til stakken af charteks. Den sparsomme konversation de ansatte imellem indskrn kede sig til tomme almindeligheder, indtil en dag i begyndelsen af september. Mit private venskab med landets Tronflger blev selvflgelig aldrig s meget som nvnt, fr en nyhed p Ekstra Bladets forside pludselig satte naturen over optugtelsen. Prinsesse Margrethe skulle forloves med en fransk greve, stod der. Men var det mon sandt? I Aktieselskabsregistret havde man en kilde lige ved hnden, for frken Stangerup vidste naturligvis besked. Det var simpelthen for fristende. Hvem Prinsesse Margrethe mon ville gifte sig med, havde lnge vret genstand for spekulationer. Ingen blblodet ungkarl kunne runde landet for at deltage i en kongelig begivenhed, uden at han under alskens pskud blev sat under lup, for var det mon et emne? Og s var det en studerende, s en advokat og s en dansk diplomat, alt sammen bare snak. I det sidste tilflde kom det dog s vidt, at et ugeblad havde forsiden med portrtter af de to unge i trykken, fr den i sidste jeblik blev trukket tilbage. Men p denne septemberdag stod det for frste gang sort p hvidt og med hele tryksvrtens tilsyneladende trovrdighed. Tronflgeren skulle giftes. Greve Henri de Laborde de Monpezat var den udkr ne, en fransk diplomat, der arbejdede p den franske ambassade i London. Der manglede faktisk kun et billede.

Nr jeg ved tidligere lejligheder var blevet udfrittet om em net, havde jeg altid, og som sandt var, sagt det samme: Aner det ikke. Senere hen, da det drejede sig om nste generation, og spe kulationerne nede s larmende hjder, at selv de lokale handlen de forsgte sig, fik de samme svar. Sgar erhvervslivets spidser gik da i gang, og her serverede jeg en anden og mere juridisk prget formulering: Sprgsmlet om en tronarvings forlovelse hrer hjemme i statsrdet. Det er aldrig genstand for privat snak. Denne ene gang og forelagt Ekstra Bladet, reagerede jeg dog. Jeg dementerede, det kunne lige s godt manes i jorden med det samme, for det var ganske enkelt ikke sandt. Min viden stammede fra en midsommerfest nogle mneder tidligere p herregrden Rosenfeldt ved Vordingborg. Den ejedes af en sster til Prinsesse Margrethes eminente hofdame Wava Armfelt, kaldet Wabi, der ogs var den egentlige arrangr af sam menkomsten. Gsterne bestod af en rkke af Tronflgerens ven ner, men hertil kom tre for os andre helt ukendte, yngre herrer. De var alle ugifte, alle udlndinge, en engelsk bankier, lidt tung i det, en flot, svensk diplomat og en mindst lige s vellykket fransk diplomat. Uden at det selvflgelig blev nvnt, lignede det et for sg fra Wabis side p at prsentere Prinsessen for nye ansigter, nye muligheder, og vi fulgte de tre med jnene, for var der optakt til noget, der kunne udvikle sig til noget, som kunne ? Absolut nej. Englnderen brugte megen energi p at tale om finanser og spilleklubberne i London, mens bde svenskeren og franskmanden svang sig p dansegulvet med alle mulige andre end lige resgsten. Faktisk var jeg vist en af den utroligt char merende franskmands foretrukne, mit franske var stadig s no genlunde i behold, mske derfor, men bagefter tog det lidt tid at f ham ud af hovedet. Nogle svingommer under den funklende lysekrone p Rosenfeldts dansegulv blev dog aldrig fulgt op, ikke s meget som et postkort. Men jeg havde alts set dem sammen, Prinsessen og den ukendte franske greve, og kunne forsikre mine kolleger om, at selv om han var alle tiders, s havde den historie intet p sig. Des vrre.

Sent samme eftermiddag, som jeg forlod kontoret, fld Strget med Ekstra Bladets lbesedler. Hoffet bekrftede forbin delsen, at en forlovelse ville finde sted, s ikke s srt med det postkort, der udeblev. Wabi havde vret mere udspekuleret end som s. En svensker og en englnder som rgslr, og det unge forelskede par, der spillede deres roller til perfektion. Og om end min trovrdighed som vidne led et ordentligt knk, s efterlod det dog en lille hndfuld mennesker, som m have fattet, hvad mange har ubegribeligt svrt ved at forst. Privat omgang med Kongehuset byder p en rigdom af oplevelser, men der flger ab solut ingen intern viden med. Hen p forret 1967 blev jeg atter genstand for kontorets op mrksomhed, atter skyldtes det medieomtale, men denne gang var det min egen person, det drejede sig om. Den roman, jeg hav de arbejdet p, var frdig, og den udkom i marts p Gyldendals datterforlag Spektrum under titlen Gravskrift for Rdhtte. Min store personlige interesse var faget historie, og jeg havde lnge drmt om at kunne skrive en biografi, for slet ikke at tale om en historisk roman, men det lod sig ikke gre, der manglede den rette hovedperson. Enten fandtes der allerede flere reolmeter om ham eller hende, eller den interessante del af deres liv fyldte alt for lidt. Da jeg samtidig fandt det hyggeligt at lse en god kri mi, l det ligefor i stedet at forsge sig den vej, og jeg havde den kmpe fordel at have en professionel redaktr lige ved hnden, min far. Jeg husker endnu hans mange gode rd ssom aldrig at henvende sig til et forlag med en id. De vil sikkert sige glim rende, men i virkeligeden tnker de skriv den. Alt afhnger af det ene, hvordan den er skrevet og fortalt. Iden til Gravskrift for Rdhtte udsprang af et job, jeg havde haft under min studietid. Dengang var der end ikke tnkt p SU, de fleste boede hjemme hos far og mor og tjente til lommepenge ne ved siden af. I 1962 og 1963 havde jeg udnyttet universitetets lange sommerferie til at arbejde som stewardesse eller sommer fugl, som vi ogs blev kaldt, vi, de studerende med de forndne sprogkundskaber, der udfyldte pladserne under hjssonens spidsbelastning. Et par mneders aftenkursus i det enkle at bre

bakker rundt og servere drinks, tre ugers indlring i proceduren i tilflde af en ndlanding, og s uniformen p og op i luften. Den frste sommer var hos SAS, nste r valgte jeg charter selskabet Nordair, hvor passagererne tilhrte et helt anderledes klientel. Det var i charterturismens barndom, og mange spurgte efter deres faldskrm, eller de forventede en art luftdb, noget med at blive hldt over med champagne, vistnok. For mig personligt gav de to somre et ganske sundt indblik i at vre den tjenende nd, for trods de fikse uniformer blev vi ikke anset for andet, som nr SAS catering havde glemt, at visse rejsen de havde bestilt mad uden svinekd. Her var det os, der fik vreden at mrke, og det hndte, at smrrebrd med skinke og italiensk salat i bogstavelig forstand blev kylet efter os, s mayonnaise med rter og gulerdder drev ned ad benene. Men jobbet gav samtidig en viden om en verden, som kunne bruges som ramme om en kriminalhistorie. Man skal aldrig un dervurdere lsernes fornemmelse for, om et milj virker gte eller ej, og Gravskrift for Rdhtte behvede ingen research. Jeg havde foretaget den allerede. Gravskrift for Rdhtte blev vel modtaget og godt solgt bde herhjemme og i flere andre lande, dog ikke nok til at jeg kunne leve af den. Alligevel gav den mod p at prve igen, og jeg havde iden til en ny roman, der skulle foreg p en dansk . Ferieret begyndte dengang den 1. april, jeg slog til med det samme og tog hele mneden p n gang for at f ro til at starte. Nogle tror, at forfattere bare kan ernre sig ved et halvdags job for s at vre kreative resten af tiden, og dertil det vidunder lige ved at mrke inspirationen komme som svvende ned fra himlen. At inspirationen som oftest er en flge af selve arbejds processen og ikke omvendt, er noget nr umuligt at forklare. Da jeg begyndte i Aktieselskabsregistret, havde Gravskrift for Rdhtte vret s langt fremme i forlbet, at den kun krvede en revision og derfor kunne gres frdig efter arbejdstid. Den nste, derimod, skulle bygges op fra bunden, og selv om man har hand lingen inde i sit hoved, er starten ofte det vanskeligste. Frste ka pitel, sgar den frste stning kan vre afgrende for at bringe

lseren ind i fortllingens univers. Her brugte jeg hele den m ned p at skrive bare dette frste kapitel, og s var det tilbage til kontoret og stakken af charteks. Bortset fra det ene tilflde med pornobladet havde kun n sag vakt min opmrksomhed. Eller rettere, det var ikke n, men mngden af dem. De stammede alle fra den samme, mig ukend te advokat, de bar alle navn efter en dato, og aktiekapitalen var de samme ti tusinde kroner i kontanter. Bestyrelsen bestod hver gang af advokaten selv, dennes kone samt svigerfar, ligeledes en advokat, og de kom som sagt ind i en lind strm. Uden at begribe, hvad formlet skulle vre, skrev jeg p et tidspunkt en bemrkning til min overreferent og sluttede med ordene er der ikke noget galt her? Alle formalia er overholdt, ld svaret, og endnu et af disse aktieselskaber gled videre til ind registrering. En januaraften p Lolland tre et halvt r senere fik tvnyhe derne mig til at hoppe i stolen. Advokatens navn blev nvnt, mens skrmen bragte hans ansigt og ogs hans stemme ind i vo res stue. Han var dagens og kommende tiders topnyhed, manden, der frejdigt vedgik ikke at betale en krone i skat. Systemet var bygget op omkring hans aktieselskaber. Journa listen havde forsgt at f en forklaring fra min tidligere arbejds plads, Aktieselskabsregistret, men blev afvist og mtte njes med at lade et kamera zoome ind p hermetisk lukkede dre. Men ad vokatens natsorte jne havde stirret mig i mde, mens han talte sin bornholmske dialekt. Nul skat. Det var Mogens Glistrup. Jeg havde alts indregistreret Glistrups selskaber p stribe. Og derinde, et eller andet sted bag disse lukkede dre, befandt sig et lille notat, er der ikke noget galt her?, underskrevet Helle Stangerup. Mske de skrevne ord fra min hnd, der kan blive af mest varig vrdi, hvis de ikke for lngst er makuleret. Men dengang tilbage i maj 1967, og med et enkelt kapitel fr digt, var der en uendelighed til nste feriers begyndelse. Sam fulde elleve mneder uden nde. Nok kunne min stewardesse tilvrelse til tider fles barsk, men den bd dog p oplevelser og

10

havde uregelmssige arbejdstider, aldrig fra ni til fem hver evig eneste dag. Allerede i gymnasiet var jeg begyndt at pjkke fra den spndetrje, kaldet et fast skema. At vre forfatter er ogs en livsstil, som en god kollega en gang udtrykte det. Man slipper ikke ligefrem nemmere om ved sit arbejde, men bestemmer selv, hvornr det skal finde sted. De fleste mennesker str op p samme tidspunkt for at passe deres arbejde, mange endda med glde. Jeg mtte vre skruet ander ledes sammen. Som maj blev til juni og s juli, kom den endelige erkendelse. Rutinemennesket i mig fandtes ikke. Efter studentereksamen l historie som studium selvflgelig ligefor, men min far frardede det. Dels var det ved at blive strkt politiseret, et problem, der nu ikke bekymrede mig, og s kastede han trumfkortet p bordet, du risikerer at skulle undervise sko leelever. Det virkede. Krlighedsgteskabet, historie, blev til et fornuftsparti, juraen. Forelagt den nuvrende problematik, at jeg agtede at leve af at skrive, trak min far atter et trumfkort op af lommen. Jamen tnk dog p pensionen. Her virkede det ogs, bare stik modsat. Jeg var blevet syvogtyve, s pensionen? En sen julieftermiddag. Solen bagte fra en hj bl himmel, og Nikolajkirkens spir knejsede som en frihedens lysende, grn ne fane. Mit skrivebord fld med ubehandlede sager, og i man gel p plads havde nogle af dem endda fundet vej ind under det. Beslutningen var truffet. Jeg sagde op. Jeg ville skrive gyseren Gule handsker. Mine frste skridt ind i kulturens verden begyndte med musik, jeg var kun lige fyldt fem, og hjemmet var i bogstavelig forstand et hjem med klaver. Det store, brune mbel prangede midt for dagligstuens langvg, uden at nogen nogensinde rrte tasterne, indtil jeg alts blev sat i gang. Vi boede i en stor hjrnelejlighed p ster Sgade. En gang delte den op p langs, med en rkke rummelige vrelser en suite ud mod en solrig sidegade. Bagest mine forldres sovevrelse, s mit, derefter spisestue og dagligstue og endelig og med udsigt ud over serne det helligste, min fars bibliotek.

11

Mod grden var frst min bror Henriks vrelse, derefter bad, kkken og pigevrelset, lejlighedens mindste, der gav plads til bde barnestuepigen, Karen, og kokkepigen, frken Nielsen, af os brn kaldet Nie. Det hele l p fjerde sal til venstre, mens min mormor, der i 1941 var blevet enke efter min morfar, den svenske digter Hjalmar Sderberg, herskede over den lige s store lejlighed til hjre. Mormor var dansk, en kort, stovt dame med et skarpt blik, gigtkrogede hnder og kraftigt blnet hr, en farve, der blev tryl let frem ved at lade det skylle med blk. Skridtene gungrede, nr hun tog gulvet op og ned og forkyndte: I aner ikke, med hvilken dumhed verden regeres. Hendes flelser for sin afdde mands hjemland lod sig mle. Om deres behandling af de baltiske flygt ninge: Sendt retur, lige i armene p de sovjetiske bdler. Om deres kvindesyn: Hellere brndes p blet i Indien end at vre enke i Sverige. Hendes yndlingshistorie handlede om Selma Lagerlf, der i sin hjembygd, og selv efter at have modtaget Nobel prisen i litteratur, blev belrt om at g sidst til bords. For hun var jo ikke gift. Min morfar havde vret en af de ganske f svenske personlig heder, der forsgte at bekmpe nazismen med ord, og tilmed fra begyndelsen i 1933, eller, som det blev skrevet om ham ved hans halvfjerdsrs fdselsdag i 1939: Der findes ingen mere overbevist modstander af fascismen. Den holdning er han blevet hyldet for af sine landsmnd, dog frst efter De Allieredes sejr. Det pinlige faktum, at hans stock holmske avis, Dagens Nyheter, i den da politiske korrektheds navn ikke nskede at trykke hans synspunkter, forbigs derimod i tavshed. Kun den vestligtorienterede Gteborgs Handels och Sjfartstidning vovede i de r at lgge spalteplads til. I 1969, p hundredrsdagen for hans fdsel, hrte jeg en svensk radioudsen delse, der hyldede ham for hans politiske mod, mens den samtidig satte sprgsmlstegn ved hans manglende forstelse for kommu nismens varme menneskesyn. Tiderne skifter, meninger skifter. Det var derfor lige s meget i hans nd, at mormor under be sttelsen bnede sine dre for mennesker, der sgte skjul, det

12

vre sig jder som modstandsfolk. Og s var et kunstnerisk ta lent, ligegyldigt p hvilket felt, i hendes jne den strste gave, et menneske kunne eje. Hverken penge eller eksaminer magtede at hamle op med dette kostelige. Og eftersom hun som den eneste i familien besad et musikalsk re, var det hendes pfund med mit klaverspil. Inden lnge kunne jeg spille bde Brittapolka og andet af Lumbye, lreren beskrev mine evner som noget nr enestende, og mormor fablede sig allerede til debutkoncerten, Odd Fellow palets mindre sal, sikkert ifrt hvid atlask eller noget lignende. Men til hendes skuffelse sluttede det med et diplom i Pingklub bens bne musikkonkurrence, og nok kun fordi jeg valgte den mindre kendte komponist Hummel, mens konkurrenterne for de flestes vedkommende klimtede ls p Fr Elise. Eneste levn fra mit forsg med det musikalske er problemet med at holde fing rene i ro, nr jeg hrer klassisk klaverspil. Srlig Liszt og Chopin gr ondt. Blot jeg havde kunnet. Bror Henrik har ofte fortalt, at han blev smidt ud af alt, hvad man kunne smides ud af, brnehaven, spejderne, danseskolen, spilleskolen og s videre. At Henrik skulle have vret spejder eller ulveunge, m st for hans egen regning, men det med spillesko len er ikke rigtigt, for han kunne ikke f hnderne til at fungere uafhngigt af hinanden og nede derfor aldrig s langt. Og danse skolen slet ikke, da ingen af os gik til dans. Brnehaven, derimod, havde sin rigtighed p grund af en bestemt begivenhed. Jeg har aldrig prvet at vre glad, sagt af Henrik i voksen alderen. Det refererede ikke til jeblikkets henrykkelse eller til fldig opstemthed. Det var glden i egentlig forstand, den stille, den dybereliggende tilstand. Ordene faldt i en ligegyldig forbin delse hen over kkkenbordet og var udtrykt uden hverken patos eller selvmedlidenhed. Blot en ngtern konstatering, som ryste de mig. Men nr jeg tnkte tilbage, var det faktisk rigtigt. Henrik kunne vre ufattelig morsom, men jeg husker ham ikke som v rende glad. Aldrig. S meget grundlgges i barndommen. Hvorfor gik det s galt? Henrik var godt to r ldre end jeg og havde alts haft forn

13

jelsen af at vre enebarn. Da ankom et vrlende, stinkende uhy re kaldet en lillesster, som stjal al opmrksomhed, en situation, der nok er svrest for en dreng s blottet for dukkeinstinkt, men ogs en situation, masser af forldre har kunnet tackle. I Henriks tilflde befandt de egentlige rsager sig ogs andre steder. Vore dages brnespykologer ppeger tit, at hvis der er et sygt barn i hjemmet, kommer det, eller de, raske ofte til at betale pri sen. Henrik var det raske barn, jeg det syge. Jeg var, viste det sig, fdt med dobbelsidigt hofteskred, enkelt forklaret var der ingen hofteskle til at holde lrbenene p plads. Man kendte ikke til hofteklikket, den undersgelse, der nu fore tages rutinemssigt p alle nyfdte og fanger sygdommen, mens knoglerne endnu er blde og formelige. Dengang tonede virke ligheden frst frem ved trsalderen, nr barnet begyndte at g, hvad der gjorde situationen ganske anderledes alvorlig. Og der var de voksne i hjemmet, bortset fra hushjlpen vores forldre, Hakon Stangerup og Betty Sderberg. I det ydre et sta teligt par, men sknt fdt henholdsvis den 10. og 6. november og derfor begge skorpioner, var de af sind og temperament de diame trale modstninger. Der herskede ligesom en ring af stilhed omkring min fars hje, ranke skikkelse, som kun blev brudt af skrivemaskinens klapren. Han var et fredselskende menneske, myreflittig og bortset fra sin pkldning, altid jakke og slips, uhyre beskeden i forhold til li vets materielle goder. Dertil akademiker med stort A. Universite tets guldmedalje, cand.mag. i dansk og fransk med udmrkelse og dr.phil. som syvogtyverig. Den nemmeste vej i tilvrelsen er at begynde i 1. klasse og fortstte direkte frem til embedseksamen. Alt andet er besvrlig grende omveje. For ham var brn frst af interesse, nr de hav de net et ml af mle og fornuft, men s tog han til gengld re vanche, dog aldrig noget med at ligge p alle fire for at lege med futtog og klodser. En enkelt slingretur p en klkebakke blev det vist til. Omvendt forlod mor skolen i samme fart, som det overhove det lod sig gre. Syv r holdt hun ud, dernst et mislykket for

14

sg p indlring i husholdning, inden hun som purung blev op taget p Det Kongelige Teaters elevskole for at blive uddannet til skuespiller. Derfra fortsatte hun hos Betty Nansen, og radioteater og en hndfuld film blev det ogs til. Et feagtigt luksusvsen, s ulig sin egen mor, og sknt storryger altid duftende af Guerlin parfumer som Vol de Nuit og lHeure Bleu, mens begreber som logik endsige autoritetstro ikke eksisterede i hendes bevidsthed. Alt krte p nogle hjt udviklede sanser, og i krisens stund p en total mangel p nerver. Lidt lad af natur, som hun var, sluttede hun karrieren, allerede mens vi var sm, men scenemennesket i sig bevarede hun, srlig en hang til det gribende, der nemt overskred grnsen til det me lodramatiske. Betty, du har jne som knuste vinduesruder, en bemrkning, hun elskede at citere og altid med en let dirrende stemme. Hendes foretrukne godnatlekture var H.C. Andersen og altid de srgelige. Den lille Havfrue, indtil jeg grd mig i svn, for hvad hjalp det havfruen, at hendes sjl ville blive uddelig, nr hun ikke fik sin Prins? Frem for alt var det dog Historien om en Moder. Mor lste den ikke, hun spillede den, mens hun med de hjrde negle nrmest flede hret af og rev sine jne ud. Men bag jne nes vinduesruder, knuste eller ej, boede den skibskaptajn, der frst viser sig p broen, nr barometeret melder om orkan, og som s til gengld overtager den fulde kontrol. Overlgen p Ortopdisk Hospital gav mig ti procents chan ce for helbredelse pr. hofte, alts n procent for dem begge. Man havde tidligere benyttet gips, men var get over til at bruge en slags skinne, dels fordi den stive gips kunne skade barnets psyke, dels fordi den var for tung for personalet, nr de skulle lfte br nene. Men i mors skole havde der vret en pige, der var fdt med samme skavank, og som var blevet rask efter et r netop i gips og uden benbare psykiske men. Og dette med hensynet til persona let fik for alvor mors alarmklokker til at ringe. Mor krvede gips. Overlgen sagde nej. Gentaget, gips. Gen taget, nej. Da satte mors vindstyrke 12sind ind. P en eller anden mde fik hun boret sig frem til et mde med hospitalets verste

15

ledelse, selveste direktren. Om hun hulkede, truede eller flirte de, str hen i det uvisse, hele repertoiret er sikkert blevet krt af, for hendes vilje blev trumfet igennem. Som det eneste af alle br nene blev jeg lagt et r i gips i frstilling fra talje til ankler. Og som det eneste skulle jeg komme til at g normalt p mine ben. P t punkt havde overlgen dog haft ret. Iflge mor var jeg et barn uden udtryk, uden blik, uden for kontakt. Selv husker jeg intet fra den tid, og i samme jeblik jeg som torig vendte hjem, syntes det hele benbart glemt, vk. I det r havde Henrik efter sigende atter vret den glade dreng fra fr min fdsel, men s skete det. Det var lige fr jul, uhyret kom hjem fra hospitalet og blev overdynget med gaver, herunder en hvid kaninskindspels med tilhrende kyse, muffe og vanter. Nste dag gik Henrik amok i brnehaven. Han smadrede alt, der var til at f fat i, julestadsen blev revet i stumper og stykker, noget mor til sin dd aldrig forstod. Hvor kunne han dog gre det? Og selv julestadsen! Og indimellem kunne hun endda more sig over hans forsg p en forklaring, jeg er bare s forsivlet i stedet for fortvivlet. Ved udskrivelsen var jeg net den alder, hvor sskende nor malt begynder at lege med hinanden, men her lod det sig ikke gre. Jeg var under konstant overvgning. Barnepigen, Karen, bar mig op og ned ad trapperne, og nr jeg tog mine forsigtige skridt, holdt hun mig oppe i en sele. Aldrig falde, aldrig falde, til gengld var jeg genstand for al den opmrk somhed, der er s afgrende for et barn. Da Henrik senere fik bank af en sadistisk skoleleder p Krebs Skole, vakte det selvflgelig vrede i hjemmet, men stadig, han var jo sund og rask og havde derfor bare at vre lykkelig. Vi var en lille familie. Min farmor var for lngst dd, og farfar hav de valgt at tilbringe sin pensionisttilvrelse p Stevns. Han kom aldrig til Kbenhavn, det hndte dog, at vi besgte ham. Fars eneste sster, barnlse tante Tulle, og hendes mand viste sig af og til, og mors svenske halvsskende boede i Sverige, i henholdsvis Stockholm og Gteborg.

16

Far havde ganske vist en moster, tante Ss, der var gift med en Thorvald Rifbjerg, og de havde brn, nogle piger og den yngste, en dreng, der hed Klaus. Jeg s en gang et fotografi af dem og syn tes, at det kunne vre sjovt at mde dem, ogs selv om de var en del ldre, men det kom aldrig p tale, for tante Ss var noget, mor kaldte kommunist. Alts ingen ftre og kusiner p besg, der var kun os to, og selvflgelig ville jeg da lege med min storebror. Henrik, Henrik, vent p mig, ld mine rb, efterhnden som jeg kom fri af selen, men kun for at g, ikke lbe. Henrik ven tede ikke, hvorfor skulle han dog og s tilmed p en sster, der aldrig mtte f s meget som et skub? Kun n eneste gang i de r i ster Sgade kom vi hinanden nr. Det m have vret mod kri gens slutning, og forhistorien lrte vi frst at kende senere. Enhver i min generation husker glimt fra besttelsen. For mig, mrklgningsgardinerne med de olivengrnne indersider, nu og da lyskastere, der fejede over himlen, nu og da sireners tu den og turen ned i klderen, pakket ind i tpper, eller dengang et lille tysk fly l styrtet ned i Sortedamssens fjerneste hjrne. Og som en detalje, ogs de genstande og malerier, som pludselig var rykket ind i vores hjem. Tilhrer nogen, der er ude at rejse, hed det. En af disse genstande var et ur og den rene magi. Det kunne sl bde time, halvtime og kvarterslag. bnede man lgen og trak i en ring for enden af en tynd snor yderst til hjre, gav det sig til at repetere. Jeg mtte selvflgelig ikke rre det, alligevel sneg jeg mig til det, til at stte en finger ind i den ring og trkke til. Da ld det, de mrke toner, s den lysere og endelig de lette plingplang, pling-plang for hvert kvarter. Lnge efter det var forsvun det, erfarede jeg, at det var et skaldt engelsk lygteur, noget jeg har nsket mig lige siden da. Men en formiddag skete der noget, ikke noget med sirener el ler turen ned i klderen. Vi to brn sad tt op ad hinanden p et af trappetrinene, mens vi stirrede ned mod lejligheden p tredje, den lige under vores egen. Lejligheden var beboet af en tysk officersfamilie, det var bare noget, vi vidste, jeg erindrer i hvert fald ikke at have set nogen af

17

dem. Den formiddag havde postbuddet ringet p hos os, han var kommet til at smide mine forldres post ind hos tyskerne, som benbart ikke var hjemme. Postbuddet havde til gengld en ven, en fingernem lsesmed. Lsesmeden blev tilkaldt, lsen dirket op og posten hentet ud, men her standsede det ikke. Tanken om, hvad den lejlighed mtte rumme, var mere end mor kunne modst. Lsesmeden blev beor dret til at holde vagt nede ved gadedren med besked om at pifte, hvis nogen nrmede sig, og mens postbuddet ventede lige uden for lejligheden, gik mor i gang med at gennemrode skuffer, skabe og gemmer. Dren stod sprvidt ben, og der l en solstribe hen over gul vet udenfor. Vi brn vidste s meget, at tyskere var vmmelige, og hvad mor end lavede inde hos tyskerne, var det noget meget, meget farligt. Frst r senere fik vi hele forlbet. Til sin umde lige rgrelse havde mor ikke fundet noget som helst af interes se, ingen hemmeligstemplede papirer, kun en lille ske med et Dannebrogsmrke, som hun uden videre tog med sig. Det hrte ikke hjemme hos dem. Nr vi spurgte hende, om hun ikke havde vret bange, faldt svaret med et nrmest uforstende N, og her uden den mind ste dirren i stemmen. Det samme gjaldt et af hendes andre gre ml under besttelsen, noget vi ikke havde kendskab til. Det var i efterret 1943, de danske jder skulle reddes ud af landet til Sverige. P et tidspunkt blev mor kontaktet af operasan geren Henry Skjr, der manglede en hjlper, og hun var straks parat. For mors vedkommende drejede det sig om godt og vel en snes personer, hjst femogtyve i alt. Hun skulle opsge dem i deres skjul, srge for at f dem med toget op ad kysten til Snekkersten, kontakte fiskeren og arrangere betaling, samt f dem om bord i kutteren. Iflge hendes egen beskrivelse havde det vrste vret mdet med disse mennesker p flugt. Pne medborgere, der plud selig sad sammenkrbet p loftkamre og i garager. Men af sted kom de, og under min mors kommando fordelt ud over hele toget for at undg opmrksomhed hos de patruljerende tyske soldater.

18

De mest jdisk udseende blev bedt om at lse i en avis, holdt op foran ansigtet, mens hun lavede forskellige afledningsmanvrer. Jamen var du da ikke bange? spurgte vi igen. Det skulle bare gres, kom det ligegyldigt, og s med tilfjelsen: Desuden vidste vi, at vi kunne stole p alle. Ingen snakkede. Sdan var det ogs. Alle kom over bortset fra et enkelt tilfl de, den berygtede historie om jder, gemt p Gilleleje Kirkes loft, der blev stukket og bragt til tyske kzlejre. Mor var blot en af de utallige hjlpere, og hun foregav aldrig andet. Det drejede sig trods alt om mere end syv tusinde menne sker, der skulle reddes i sikkerhed, s tallse andre danskere del tog enten aktivt eller stiltiende i en del af vores historie, som vi virkelig kan vre bekendt. r senere rejste Henrik til Israel for at plante et tr i De Dan ske Frihedskmperes skov til hendes re. Umiddelbart efter hen des dd besluttede Den Jdiske Nationalfond selv at hdre hen des indsats med plantning af trer. Det fr derfor st hen i det uvisse, om den mske bestod af mere, end vi vidste. Uanset hvad, ville mor, som det dobbeltmenneske hun var, have nsket, endsige vrdsat det? Dette var hverken rollespil p en scene i forventning om klapsalver eller dramatik for dramatik kens skyld, udfrt inden for hjemmets fire vgge. Jeg er ikke helt sikker.

19

Tnk at vre s lille, men dog tryg mellem fars hnder.

Et r p Ortopdisk Hospital. Et barn man ikke kunne n, men psykosen forsvandt benbart, i samme jeblik jeg kom fri af gipsen og hjem igen.

20

21

Godt pakket ind i min fine kaninskinds pels, Henrik i frakke og barnepigen, Karen, der ikke kan have vret srlig kuldskr. At lre at g. Karen holdt godt fast og slap mig aldrig af syne.

22

Sknt med al den opmrksomhed. P grsplnen i vores sommerhus i Espergrde med Karen og Nie, vores kokkepige. Karen og Nie var sstre og stammede fra Horsens.

23

Juletret var altid omgrdet med hemmelighedskrmmeri. Vi brn blev holdt vk, nr det ankom for at blive stillet op i fars bibliotek, hvorefter drene blev lst, og mor tog over med al pynten. For at sikre sig mod nysgerrige brnejne, stoppede mor nglehullet til med papir. Endelig jeblikket, hvor lysene var tndt og drene blev slet op. Jule aften var i vrigt den eneste gang om ret, hvor barnepige og kokke pige fik lov at spise med ved bordet og tilbringe aftenen sammen med familien. Henrik er i matrostj, det fineste, et barn kunne vre kldt i, og se nere fik jeg selv en matroskjole.

24

Henriks eneste og hblse forsg ved klaveret, men fluks var mor der med sit kamera.

25

Henrik og jeg sammen med mor uden for vores sommerhus.

26

Med far og Henrik og i ster Sgade, hvor man endnu havde ridestier til det beredne politi.

27

Kvinder viste sig ikke p gaden uden en hat p hovedet, heller ikke sm piger. Her passende pkldt, fotograferet p min frste skoledag.

28

Sussi hed hun, et gadekryds, men nr nogen spurgte, udnvnte mor hende til at vre en tibetansk, ruhret steppeterrier. Min frste hund, og ogs min frste sorg. Kun fire mneder gammel blev Sussi krt ihjel af en bil.

29