TIS RA G

SE L

VE R P

N Y TILDUDGIVELSESI KMERE KENDR8 ILANDEI AN M SOLGT

UDK OMM ER 14. OKT OBE R 2010
1

ANNONCEINDSTIK

MESTERLIG DANSK KRIMIDEBUT

SOLGT TIL UDGIVELSE I FINLAND, FRANKRIG, HOLLAND, ITALIEN, JAPAN, NORGE, RUSLAND, SVERIGE OG TYSKLAND.
Vi er vilde med Den sidste gode mand. Takket vre en unik kombination af ndels action, psykologisk dybde og meget tankevkkende temaer mener vi, at denne bog bner nye perspektiver for krimigenren, og den br derfor prsenteres for de hollandske lsere s hurtigt som muligt. Vi er glade for at byde A.J. Kazinski velkommen og glder os til at have Den sidste gode mand som den vigtigste bog p vores program til nste r.
- Nele Hendrickx, forlaget De Geus, Holland

Den sidste gode mand er en gte pageturner, som man ikke slipper fr man er net til den sidste side. Den opleves som ny og anderledes, den har mange lag og en srdeles intelligent intrige - og en begavet og overraskende slutning som vil vre en stor og tilfredsstillende fornjelse for lseren. Vi har virkelig hftet os ved Niels Bentzon fra Kbenhavns Politi og vil meget gerne mde ham i endnu en bog.
- Viveca Peterson, forlaget Forum, Sverige

En forrygende og velskrevet spndingsroman som holder sin lser fanget fra frste til sidste side. I den hsblsende jagt p den sidste gode mand kommer vi vidt omkring i samtidens store emner som klima og terrorisme, og samtidig indettes et af livets store sprgsml - det gode. Hvem er de gode mennesker, og hvad er det gode? P smukkeste vis kobles naturvidenskab og spiritualitet, og bogen bliver samtidig en fortlling om skbne og medmenneskelighed. Den kan varmt anbefales!
Marianne Mller, boghandler Kristian F. Mller, rhus

Se ere udtalelser om DEN SIDSTE GODE MAND p bagsiden.

den sidste gode mand

Han leder efter det gode, men finder det onde Niels Bentzon er gidselforhandler hos Kbenhavns Politi. Det er ham der dukker op nr en hjemvendt soldat truer med at beg selvmord eller en psykopat tager kvinder og brn som gidsler. Niels Bentzon er derfor vant til at se fortvivlelsen og ondskaben i jnene. Men en decemberdag vendes tingene p hovedet da der via Interpol indlber en advarsel hos Kbenhavns

a.j. kazinski

Politi: Der er blevet beget en rkke mord p gode mennesker overalt i verden: Brnelger, ndhjlpsarbejdere, menneskerettighedsforkmpere, miljfolk. Alle ligene har tal brndt ind i huden p ryggen. Forskellige tal skrevet med forskellige talsystemer. Niels fr til opgave at finde og advare de gode mennesker i Danmark.

Frste gang lseren mder politimanden Niels Bentzon er han blevet kaldt ud til et gidseldrama. Kbenhavn, tirsdag d. 15. december 2009 Iskolde timer i Nordvest. Regnen trommede hrdt p politibilens tag i en afslappende, monoton rytme. Drberne var blevet tungere. Snart ville regnen over Kbenhavn krystallisere sig og lande som bld sne i stedet, tnkte Niels Bentzon mens han med rystende fingre forsgte at pille den nstsidste cigaret ud af pakken. Gennem de duggede ruder var verden omkring ham et uigennemtrngeligt slr af vand, mrke og skiftende lys fra biler der krte forbi. Han lnede sig tilbage. Stirrede ud i ingenting. Han havde hovedpine og takkede hjere magter for at indsatslederen havde bedt ham blive i bilen og vente. Niels havde det svrt med Dortheavej. Mske p grund af omrdets srlige evne til at tiltrkke ulykker. Det skulle heller ikke undre ham om det i nat var trvejr i resten af Kbenhavn. Niels forsgte at huske hvem der havde bosat sig frst: Islamisk trossamfund eller Ungdomshuset. To organisationer der fungerede som en ben invitation til ballademagere. Alle politifolk vidste det: Et opkald over politiradioen om assistance til Dortheavej i Nordvest betd enten bombetrusler, demonstrationer, brandstiftelse eller gemen vold. Niels havde vret med da de skulle rmme det gamle ungdomshus; nsten hver eneste betjent i landet havde vret indkaldt. Det havde vret en beskidt affre. Han brd sig ikke om det. Niels var endt i en sidegade hvor han forsgte at pacificere to meget unge mnd med meget store kller. Niels blev ramt p venstre arm og de nederste ribben. Hadet strlede ud af de unge; en supernova af frustrationer rettet mod Niels. Da han endelig fik hamret den ene i asfalten og smidt hndjern p ham, skreg den unge mand de grimmeste gloser ind i hovedet p ham. Dialekten var ikke til at tage fejl af: Nordsjlland, Rungsted. De riges afkom. I nat var det dog hverken den vrede ungdom eller islamisterne der satte gang i gaden, men en hjemsendt soldat der brugte det overskydende krudt p sin familie. - Niels! Niels overhrte at det bankede p ruden. Der var stadig trekvart cigaret tilbage. - Niels. S er det nu. To dybe hvs inden han steg ud i regnen. Betjenten, en helt ung fyr, s p ham. Sikke et vejr. - Hvad ved vi? Niels smed smgen fra sig og banede sig vej 3

gennem afsprringen. - Han har affyret tre eller fire skud og har et gidsel. - Hvad ved vi om gidslet? - Ingenting. - Er der brn? - Vi ved ingenting, Niels. Leon er inde i opgangen. Han pegede. Fuck dig!! havde en rlig sjl ridset i vggen lige over navneskiltene. Opgangen var bde en ruin og et testamente over de sidste rs politiske beslutninger: Bevar Christiania, fuck Israel og drb panserne, nede Niels at lse inden den rustne hoveddr smkkede i bag ham. Han var blevet gennembldt p et jeblik. - Regner det? Niels kunne ikke afgre hvem af de tre betjente p trappen der forsgte at vre morsom. - Er det anden sal? - Yes sir. Mske grinede de bag hans ryg da han fortsatte op ad trappen. P vejen passerede han yderligere et par helt unge betjente med skudsikre veste og automatvben. Det var ikke blevet en bedre verden siden Niels blev optaget p politiskolen for mere end 20 somre siden. Tvrtimod. Man kunne se det i jnene p de unge betjente. Hrde, kolde, uimdekommende. - Tag det roligt, drenge, vi skal nok komme levende hjem, hviskede Niels da han passerede dem. - Leon? rbte den ene af betjentene. - Forhandleren er p vej op. Niels vidste prcis hvad Leon stod for. Hvis man tvang Leon til at vlge et motto, ville det lyde: Operationen lykkedes, men patienten dde. - Er det min ven Damsbo? Leon rbte oppe fra afsatsen inden Niels rundede hjrnet. - Jeg vidste ikke du havde venner, Leon. Leon sprang to trin ned og s overrasket p Niels med begge hnder fstnet om den lille Heckler & Koch-maskinpistol. - Bentzon? Hvor fanden har de gravet dig op? Niels s ind i Leons jne: Dde, gr - en spejling af gennemsnitsvejret i november. Det var lnge siden Niels havde set Leon sidst. Niels havde haft sygeorlov i seks mneder. Leons skgstubbe var blevet hvide, og hrgrnsen havde trukket sig tilbage og efterladt en parkeringsplads til rynker. - Jeg troede de ville sende Damsbo. - Damsbo er syg. Munkholm er p ferie, svarede Niels og

den sidste gode mand

skubbede maskinpistolens munding vk fra sig selv. - Kan du klare det, Bentzon? Det er lnge siden, er det ikke? Er du stadig p medicin? Et nedladende smil formede sig p Leons lber inden han fortsatte: - Er det ikke mest fartbder du render og udskriver for tiden? Niels rystede p hovedet og forsgte at skjule at han var forpustet. I stedet lod han som om de dybe indndinger var et udtryk for eftertnksomhed. - Hvor slemt er det? spurgte han. - Peter Jansson, 27. Han er bevbnet. Veteran fra Irak. Har vist endda fet en medalje. Nu truer han med at skyde hele familien. En kollega fra forsvaret er p vej. Mske han kan f ham til at slippe brnene inden han plkker sig selv. - Mske kan vi endda tale ham fra at plkke sig selv? Niels s hrdt p ham. - Hvad siger du, Leon? - Hvornr fanden gr det op for dig, Bentzon? Der er typer der ikke er pengene vrd. Fngselsstraf, invalidepension, you name it. Niels ngtede at hoppe p Leons vogn af kynisme og overhrte resten af hans bredside: - Han kommer til at koste skatteyderne en middelsvr formue. - Er der andet, Leon? Hvad ved vi om lejligheden? - Der er to stuer. Man gr direkte ind i den frste stue, ingen entr. Vi tror han befinder sig i den til venstre. Eller i sovevrelset bagest i lejligheden. Der har vret skud, vi ved der er to brn og en kone. Eller ekskone. Mske kun et barn og et plejebarn. Niels s sprgende p Leon. - Ja, historien varierer lidt afhngigt af hvilken nabo du sprger. Gr du ind? Niels nikkede. - Han er desvrre ikke helt idiot. - Hvad mener du? - Han ved der kun er n mde han kan sikre sig at forhandleren ikke skjuler et vben og en sender. - Du siger han vil have mig til at smide klunset? Dyb indnding. Leon s medlidende p Niels og nikkede. - Jeg forstr godt hvis du ikke vil. Vi kan vlge at storme i stedet. - Nej. Det er okay. Jeg har prvet det fr. Niels lsnede sit blte. Niels Bentzon havde vret ved drabsafdelingen i 15 r til nste sommer. De sidste ti r som forhandler - den slags man sender ind i gidselsituationer, eller nr folk truer med selvmord. Det var altid mndene. Nr aktierne styrtdykkede og konomerne varslede finanskrise, kom vbnene p bordet. Det overraskede altid Niels hvor mange vben der var ude i de sm hjem. Hndvben fra Anden Verdenskrig. Jagtgevrer og salonrifler uden tilladelse. - Niels Bentzon, jeg er politimand. Jeg har intet tj p som du har bedt om. Jeg har ingen vben og ingen sender. Han skubbede forsigtigt dren op. - Kan du hre mig? Jeg hedder Niels. Jeg er politimand og ubevbnet. Jeg ved du er soldat, Peter. Jeg ved det er hrdt at tage andre menneskers liv. Jeg 4

a.j. kazinski

kommer kun for at tale med dig. Niels stod stille i entren og lyttede. Ikke et ord til gengld, kun stanken af liv der var get i oplsning. Langsomt vnnede hans jne sig til mrket. Langt vk gede en Nordvest-kter. I nogle sekunder var han overladt til sin lugtesans: krudt. Niels fod stdte p patronerne. Han samlede den ene patron op. Den var stadig varm. Niels lste indgraveringen i bunden af metallet: 9mm. Den kaliber kendte Niels godt. Han havde endda haft ren af at modtage et tysk produceret projektil i lret af netop den kaliber for tre r siden. Et eller andet sted i verste skuffe hjemme i Kathrines chatol havde han gemt projektilet som kirurgen havde fisket ud. En 9mm Parabellum. Verdens mest brugte kaliber. Navnet Parabellum stammede fra latin. Niels havde googlet det: Si vis pacem, para bellum - nsker du fred, s bered dig p krig. Det var den tyske vbenfabriks motto. Deutsche Waffen und Munitionsfabriken. Det var dem der havde leveret al ammunitionen til den tyske hr i de to krige. Sikke en fred det havde bragt dem. Niels lagde patronen p gulvet hvor han havde fundet den. Han stod et jeblik og sundede sig. Det ubehagelige minde skulle forlade ham fr han kunne fortstte. Ellers ville angsten overtage. Den mindste vibration i stemmen ville gre gidseltageren nervs. Kathrine. Han tnkte p Kathrine. Det skulle han lade vre med, ellers kunne han ikke fortstte. - Er du okay, Bentzon? hviskede Leon et sted bag ham. - Luk dren, Leon, svarede Niels hrdt. Leon adld. Passerende billygter fra gaden kastede lys gennem vinduerne, og Niels fik je p sig selv i ruden. Bleg, skrmt, ngen og forsvarsls. Han frs. - Jeg str i din stue, Peter. Mit navn er Niels. Jeg venter p at du taler til mig. Niels var rolig. Helt rolig. Det kunne tage det meste af natten at forhandle, det vidste han. Men s lang tid brugte han som regel ikke. Det vigtigste i en gidselsituation var at man lrte s meget som muligt om gidseltageren p kortest mulig tid. At man lrte noget om mennesket bag truslen. Frst nr man s mennesket, var der hb. Leon var idiot. Han s kun truslen. Derfor endte han altid med at skyde. Niels ledte efter spor af mennesket Peter i lejligheden. De afgrende detaljer. Han s p fotografierne p kleskabet: Peter sammen med sin kone og to brn. Under billederne af brnene var der skrevet Clara og Sofie med magneter. Ved siden af stod der Peter og Alexandra. Clara - den ldste - var en stor pige. Mske teenager. Bjle og bumser. Der var r imellem de to piger. Sofie kunne ikke vre mere end seks. Helt lys og fin. Hun lignede sin far. Clara lignede hverken moren eller faren. Mske hun var medbragt fra et tidligere gteskab. Niels tog en dyb indnding og gik tilbage i stuen. - Peter? Er Clara og Sofie sammen med dig? Og Alexandra? - Fis af, ld det beslutsomt fra bageste ende af lejligheden. I samme sekund gav Niels krop efter for kulden, og han begyndte at ryste let. Peter var ikke desperat. Han var determineret. Desperation kunne man forhandle med, beslutsomhed var vrre. Endnu en dyb indnding. Slaget

a.j. kazinski

den sidste gode mand

at han svigtede. Og s gjorde Peter det han havde lrt: Nr konflikter ikke kan lses p fredelig vis, s skyder man fjenden. Alexandra var blevet fjenden. Endelig. Endelig havde Niels den detalje han skulle bruge: Han skulle tale til Peter som soldat. Han skulle tale til hans re, til hans mandighed. Maniodepressiv. Niels hrte Leon hviske med de andre betjente p den anden side af dren. Han vidste godt at det var det ord der blev brugt om ham. Og han vidste ogs hvad betegnelsen dkkede over i deres ordbog: gak i lget. Men Niels var ikke maniodepressiv. Nogle gange var han bare lidt oppe at kre. Og til tider var han helt nede i klderen. Sidste tur i klderen havde taget et par mneder. Niels betragtede sine ngne ben, mens han trdte ud midt p gulvet. De rystede stadig; kulden gjorde det vanskeligt at opn den nskede selvkontrol. Et kort sekund overvejede han at stikke af. Flygte. Lade Leon klare situationen p den hrde mde. Selv havde han aldrig affyret sin tjenestepistol. Og ville aldrig komme til det. Det vidste han. Han kunne ikke. Mske var det den simple forklaring p at han var endt som forhandler - det eneste job i politiet hvor man aldrig har vben med. Niels rmmede sig og rbte: - Peter! Tror du jeg er idiot? Niels gik to skridt nrmere sovevrelset. - Tror du ikke jeg ved hvordan det fles? At have et arbejde som du og jeg. Han vidste Peter lyttede. Han kunne hre hans vejrtrkning. Nu handlede det om at vinde hans tillid s han kunne f ham til at slippe brnene. - Folk ved ikke hvordan det er at tage et liv. At det fles som om man ogs tager sit eget. Niels lod stningerne st alene i nogle sekunder. - Tal til mig, Peter! rbte han kommanderende. Det hrde tonefald overraskede ogs ham selv. Men Peter var soldat, han skulle have en ordre. - Jeg sagde: Tal til mig, menig! - Hvad vil du? rbte Peter fra sovevrelset. Han gentog: Hvad fanden vil du? - Nej! Hvad vil du, Peter? Hvad vil du? Vil du gerne vk herfra? Det kan jeg fandeme godt forst. Det er en grim verden. Intet svar. - Jeg kommer ind til dig nu. Jeg er ubevbnet, jeg har intet tj p som du har bedt om. Jeg skubber langsomt dren op s du kan se mig. Niels tog de tre skridt hen til dren. - Jeg bner dren nu. Han ventede et par sekunder. Det var afgrende at han fik styr p sin vejrtrkning. Han mtte ikke vise nogen form for nervsitet. Han lukkede jnene et sekund. bnede dem og skubbede dren op. Han stillede sig i drbningen. Der l en pige p sengen. 14-15 r. Clara. Den frstefdte. Hun l livls. Blod p sengetjet. Peter sad ovre i hjrnet af sovevrelset og s overrasket p den ngne mand i dren. 5

var ikke tabt endnu. Find ud af hvad gidseltageren vil have. Det vigtigste overhovedet for en forhandler. Og hvis han ikke vil have noget, s hjlp ham med at finde et nske - bare et eller andet. Det handlede kun om at f hjernen til at skue fremad igen. Lige nu befandt Peters hjerne sig i sine sidste minutter, det kunne Niels hre p det selvsikre tonefald. - Sagde du noget? spurgte Niels for at trkke tiden ud. Intet svar. Niels s sig omkring. Han manglede stadig den detalje der kunne lsne situationen op. Solsikke-tapet, store solsikker fra gulv til loft. Noget blandede sig i lugten af fugt og hundepis. Frisk blod. Niels jne fandt kilden til lugten i hjrnet, krllet sammen p en mde som man ikke skulle tro muligt. Alexandra havde taget to kugler lige i hjertet. Det var kun p film man tog pulsen, i virkeligheden s man et gabende hul i hjertet og et liv der var get til spilde. Hun stirrede p Niels med vidt bne jne. Niels kunne hre forsigtig grd fra et af brnene. - Peter? Jeg er her stadig. Mit navn er Niels En stemme afbrd ham: - Dit navn er Niels, og du er politimand. Jeg har hrt dig! Og jeg har sagt du skal fise af. En dyb, beslutsom stemme. Hvor kom den fra? Badevrelset? Hvorfor helvede havde Leon ikke skaffet en plantegning? - Du vil have jeg skal g? - Ja, for helvede. - Men det kan jeg desvrre ikke. Mit job er at vre her indtil det er overstet. Uanset hvad der sker. Det ved jeg du kan forst. Du og jeg, Peter. Vi har begge et arbejde der krver at man bliver, selv om det er umuligt. Niels lyttede et jeblik. Han sad stadig ved liget af Alexandra. I hnden knugede hun et stykke papir. Musklerne var ikke blevet stive endnu, og det var ikke svrt at vriste brevet fra hende. Niels rejste sig; ved vinduet udnyttede han Dortheavejs gadelys. Brevet var fra forsvaret. En afskedigelse. Alt for mange ord, tre sider. Niels skimmede hurtigt. Personlige problemer ustabil ... uheldige hndelser tilbud om hjlp og omskoling. I nogle sekunder flte Niels at han var fanget midt i en tidslomme. At han havde sneget sig ind i det sidste fotografi af familien. Han s situationen for sig: Alexandra finder brevet. Peter er blevet fyret. Familiens eneste indtgt. Fyret mens han samtidig kmper med at fordje alt det lort han har set og gjort i nationens tjeneste. Niels vidste at de aldrig talte om det. Soldaterne i Irak og Afghanistan. De ville ikke besvare det mest benlyse sprgsml: Skd du? Tog du liv? De svarede altid undvigende. Mon ikke det var s simpelt at de skud soldaterne affyrede, og som rev deres fjenders vener, rer og organer i stumper og stykker, gjorde nsten lige s stor skade p afsenderens sjl? Peter var blevet fyret. Han var rejst af sted som en rigtig mand og vendt hjem som et vrag. Og Alexandra kunne ikke magte det. Hun tnkte frst og fremmest p brnene, det gr en mor. En soldat skyder, og en mor tnker p sine brn. Mske rbte hun ad ham, skreg. At han var uduelig,

den sidste gode mand

Soldaten havde taget sin uniform p. Hans blik flakkede. Han var et sret dyr. Han havde et jagtgevr i hnden som han pegede p Niels med, og en tom flaske et eller andet stende mellem benene. - Du bestemmer ikke over mig, hviskede Peter. Han ld ikke s selvsikker lngere. - Hvor er Sofie? Peter svarede ikke, men der kom sm lyde under sengen. Han snkede riflen og lod mundingen pege p den lille Sofie som l og krb sammen inde under sengen. - Vi skal vk herfra, sagde soldaten og s Niels i jnene for frste gang. Niels fastholdt hans blik. Ngtede at slippe det: - Ja. Vi skal vk herfra. Men Sofie skal ikke. - Jo, hele familien. - Jeg stter mig ned nu. Niels satte sig. Blod fra den dde pige dryppede fra sengegrdet ned p gulvet og ramte Niels ngne fod. En tung stank af gamle dyner og alkohol hang i luften. Niels lod et par jeblikke g af sig selv. Peter var ikke klar til at skyde sin mindste datter, det kunne han mrke. Der findes mange mder at forhandle med gidseltagere p, mange teknikker. S mange at Niels var sakket bagud da hans to kolleger havde vret p kursus i USA hos selveste FBI. Niels skulle ogs have vret med, men hans rejsefobi holdt ham hjemme. Alene tanken om at stte sig ind i et tonstungt jernskrog og hnge over Atlanten i sm 40.000 fods hjde gjorde det umuligt for ham. Resultatet var ganske forudsigeligt: Cheferne benyttede ikke Niels mere. Kun hvis der var sygdom og ferie som her til aften. Hndbogen fortalte at det nste skridt skulle vre at indlede forhandlinger med Peter. At f ham til at opstille nogle nsker eller krav, hvad som helst. Bare et eller andet der kunne trkke tiden ud og f hans hjerne til at slappe af. Det kunne vre noget helt banalt. Lidt mere whisky eller en smg. Men Niels havde droppet hndbogen for lnge siden. - Sofie! Niels rbte igen. - Sofie! - Ja, ld det under sengen. - Nu skal din far og jeg tale lidt sammen. Det er voksensnak. Vi vil gerne vre alene! Niels talte hrdt, meget hrdt, og han fjernede ikke blikket fra Peters jne et sekund. Sofie svarede ikke. Niels var nu Peters officer, hans overordnede, hans allierede. - Nu skal du gre som din far og jeg siger! G ud nu. Ud i opgangen! Endelig hrte Niels at hun rrte p sig under sengen. - Du skal ikke se p os! G ud nu, sagde Niels hjt. Han hrte de sm skridt gennem stuen og hoveddren blive bnet og lukket. Tilbage var Niels, Peter og liget af en teenagepige. Niels granskede soldaten. Peter Jansson, 27 r. Afskediget soldat. En vaskegte dansk helt. Peter havde nu vendt gevret og placeret mundingen under sin hage. Soldaten lukkede jnene. Niels kunne nsten hre Leon hviske ude fra opgangen: - Lad ham gre det, Niels. Lad 6

a.j. kazinski

tossen blse hjernen ud p sig selv. - Hvor vil du gerne begraves? Niels var helt rolig. Han talte til soldaten som var de dybt fortrolige. Peter bnede jnene. Uden at se p Niels. Han s opad, mske var han troende. Niels vidste at mange af de udsendte soldater benyttede feltprsten mere end de ville indrmme. - Vil du brndes? Soldaten strammede grebet om gevret. - Er der noget jeg skal sige videre? Jeg er jo den sidste der ser dig i live. Ingen reaktion fra Peter. Han trak vejret tungt. Denne sidste handling - at tage sit eget liv - krvede benbart mere mod end at tage konens og datterens liv. - Peter, er der nogen jeg skal opsge for dig? Nogen du nsker at overbringe en sidste besked? Niels talte til Peter som om han stod med den ene fod i himmerige. Ved porten til den nste verden. - De ting du oplevede i Irak. Dem burde intet menneske opleve. - Nej. - Og nu vil du videre. - Ja. - Det forstr jeg godt. Er der noget du gerne vil huskes for? Noget godt. Peter tnkte. Niels kunne se, han havde fat i noget. For frste gang tnkte Peter p andet end at blse knoppen af sig selv og sin familie og hele denne forpulede verden. Derfor holdt Niels fast: - Peter! Svar mig! Du har gjort noget godt! Hvad var det? - Der var en familie en landsby uden for Basra der var under heftig beskydning, begyndte Peter, men Niels kunne se p ham at han ikke havde krfterne. - Der var en irakisk familie? Dem reddede du. - Ja. - Du har reddet liv. Ikke kun taget liv. Det vil blive husket. Peter snkede gevret. Lod et jeblik paraderne falde som en bokser der er ramt. Niels reagerede lynhurtigt. Han var straks henne ved soldaten og greb fat i gevrlbet. Peter s overrasket p Niels. Han havde ikke tnkt sig at slippe. Resolut smkkede Niels ham en p hovedet med bagsiden af hnden. - Slip! rbte han til Peter. Niels troede frst det var Peter der rallede og stnnede. Men han sad bare og lignede n der havde givet op. Niels stod med riflen i hnden og vendte sig om. Pigen p sengen bevgede sig. - Leon! rbte Niels. Betjentene stormede ind. Leon var forrest, altid forrest. De kastede sig over soldaten selv om han ikke gjorde modstand. Ambulancefolkene buldrede op ad trappen. - Hun lever! Niels skyndte sig ud af rummet. En eller anden stod klar med et tppe der blev kastet om ham. Han standsede i dren og s sig tilbage. Peter grd nu. Han var i oplsning. Grd var godt, det vidste Niels. Nr der var grd, var der hb. Ambulancefolkene havde lagt pigen p en bre og var p vej ud. Niels gemte sig i kkkenet under det tykke tppe der

a.j. kazinski

den sidste gode mand

mandfolkeklap p skulderen. - Leon. Har du sovet? - Som en sten. Leon s granskende p Bentzon. - Du ser til gengld lidt bombet ud. - Det tager et par timer at falde ned. - Ikke for mig. Leon smilede. Jeg kan ikke lide dig. Tanken slog ned i Niels og ville ikke forlade ham. Men sdan var det. Niels kunne ikke lide Leon. Det var fandeme usympatisk at kunne g hjem efter en nat i selskab med lig og snderskudte brn og sove som en baby. Heldigvis afbrd Anni: - Sommersted sprger efter dig. - Sommersted? gentog Niels og s p Anni. Sekretren nikkede. Mske var der en anelse medlidenhed i hendes blik. Et personligt mde p vicepolitimester W.H. Sommersteds kontor var noget de frreste betjente oplevede. Politigrdens almindelige folklore fortalte at man hjst kom til tre personlige mder p Sommersteds kontor i lbet af en karriere p grden. Nr man modtog frste advarsel, nr man modtog anden advarsel, og nr man fik 20 minutter til at pakke sine ting og forsvinde. Niels havde vret der to gange fr. To advarsler. - S snart som muligt, tilfjede Anni og smilede indladende til Leon. Niels trak hende i retning af kaffemaskinen. - Var det kun mig han spurgte efter? - Det var hans sekretr der ringede. Hun bad mig sende dig op nr jeg s dig. Hvorfor? Er der noget i vejen? W.H. Sommersted stod der med sorte bogstaver p glasruden til forkontoret. Ingen anede hvad Het stod for. Mske skulle det bare lyde godt. Sommersted talte i telefon. Den brede kbe bevgede sig ikke nr han talte. Niels tnkte at han kunne blive den perfekte bugtaler. - Fax it immediately. Sommersted rejste sig og gik hen til vinduet og kiggede ud. Undervejs sendte han Niels et blik der ikke afslrede s meget som antydningen af genkendelse. Niels prvede at slappe af. Det var svrt. Fuck ham hvis han fyrer mig, tnkte han. Niels prvede at forestille sig alt det han skulle bruge sin tid til: Han var helt blank. S bare sig selv ligge og flyde i en sofa med morgenkbe p. Han ville lade depressionen vlte ind over sig. Nyde den. Dykke helt ned p bunden. - Bentzon! Sommersted afsluttede samtalen og slog jovialt ud med hnden. - Sid ned. Hvordan gr det? - Fint, tak. - Det er et rent helvede her. - Det kan jeg forst. - Air Force One lander snart. Kbenhavn bugner af internationale topfigurer. Og efterretningstjenesten ser 7

stank af politihund, og lod de andre gre deres. Familien havde fet frikadeller til aftensmad. Med pulverbearnaise. Udenfor regnede det stadig. Eller var det rets frste sne? Ruden duggede. - Bentzon. Leon kom ud til ham. Han gik helt tt p. - Der er en ting jeg har haft lyst til at sprge dig om. Niels afventede. Leon havde drlig nde. - Hvad fanden tnker du egentlig p? - Vil du virkelig vide det? - Ja. Niels tog en dyb indnding. Leon brugte ventetiden p at spise familiens sidste frikadelle. Han tvrede den rundt i bearnaisesovsen og proppede den i munden. - Jeg tnker p noget jeg hrte i radioen. Om Abraham og Isak. - Jeg frygtede du ville sige noget i den stil. - Du spurgte. Leon tyggede stadig: - Hvad med dem? Jeg er ikke s godt inde i den slags. - Der var en prst i radioen der sagde at man ikke burde prdike den historie. Kan du huske den? Gud siger til Abraham at han skal ofre sin sn for at bevise sin tro. - Jeg giver prsten ret. Det lyder som en syg historie. Forbyd lortet. - Er det ikke det samme vi gr? Sender unge mnd til en rkenkrig langt vk og beder dem ofre sig selv for en tro. Leon betragtede Niels nogle sekunder. Et lille smil, en teatralsk hovedrysten, og s var han vk. Politigrden, Kbenhavn Niels kunne drligt f je p politigrden bag muren af grnne busser til politimandskab. Der var indkaldt betjente fra hele landet til klimatopmdet. Om f timer ville Air Force One lande p dansk jord. Niels mor havde allerede ringet og spurgt om Niels ville komme til at mde ham. Beskytte ham. Niels mtte skuffe sin gamle mor. - Obama medbringer sin egen hr af livvagter, havde han forklaret. Og sin egen limousine og sin egen mad, en frisr og en lille kuffert med koderne til Amerikas atomarsenal. Bagefter var Niels i tvivl om hun havde troet p det med atomvbnene. Men han havde en fornemmelse af at han ville have skuffet hende hvis han fortalte den jordnre sandhed: at det eneste Niels ville mde, var vrede demonstranter foran Bella Center. Han mvede sig igennem mngden af provinsbetjente der var kommet til storbyen. De lignede en skoleudflugt. Grinede. Gldede sig tydeligvis over forandringen i deres hverdag. I dag skulle de hverken udskrive fartbder p sm nordjyske landeveje eller forhindre fiskerne i at ryge i totterne p hinanden i forsamlingshuset i Thyborn. Snart ville de st ansigt til ansigt med Attack-bevgelsen, diverse milj- og klimaorganisationer og en uskn blanding af hjt begavede venstrefljsaktivister og forsmte brn der kaldte sig autonome og var fulde af vrede. - Godmorgen, Bentzon! Inden Niels nede at vende sig, modtog han et ordentligt

den sidste gode mand

terrorister alle steder. Personligt tror jeg at vi har fet vrtindeknopper. Det skal nok g. Sommersted fnyste. Han tog en dyb indnding og kom i tanke om hvorfor Niels egentlig sad over for ham. - Jeg er glad for at du er tilbage, Bentzon. Han lagde sine briller p bordet. - Jeg hrer du mtte smide tjet. De bliver dygtigere og dygtigere. - Overlever hun? - Pigen? Hun overlever, ja. Han nikkede sammenbidt. De buskede jenbryn gled en anelse tttere sammen i en bekymret mine. Ganske trovrdigt, men Niels hoppede ikke p den. Sommersted var en dygtig kommunikator. Han havde taget det mediekursus for fem r siden som Niels afslog. En politichef i dag var en kombination af studievrt, politiker og personalechef. - Du er s god til at tale med folk, Niels. - Ja? svarede Niels tvende og vidste at Sommersted netop havde sat en flde op foran ham. - Jeg mener det. - Jamen, tak s. Flden klappede med det samme: - Mske lidt for god? Blikket blev mere gennemborende. - Er det et sprgsml? - Miroslav Stanic, vores serbiske ven. Kan du huske ham? Niels rykkede sig uroligt p stolen. Han fortrd det straks, for han vidste at Sommersted lagde mrke til det. - Jeg hrer du besger ham i fngslet. Var det kun den ene gang? - Er det derfor du har kaldt mig ind? - Manden er jo psykopat. Dyb indnding. Niels s ud ad vinduet. Han havde ikke noget mod pinlig tavshed. Mens Sommersted benbart forventede et eller andet af ham, strejfede Niels hukommelse Miroslav Stanic. Det var syv-otte r siden serberen skulle udleveres til Haag. Mistanke om krigsforbrydelser i Bosnien. Af uransagelige rsager var han havnet p humanitrt ophold i Danmark. Men snart stod fejlen lysende klar for de danske myndigheder: Stanic var ikke en stakkels, forfulgt serber, men en tidligere lejrvagt i den berygtede Omarskar-fangelejr, der nu fik tre gratis mltider kernesund fuldkost om dagen p Restaurant Danmark. Da han skulle udleveres, slog det klik for ham. Han tog to andre flygtninge som gidsler ude i Sandholmlejren. Da Niels ankom, krvede Miroslav Stanic sikker transport ud af landet, ellers ville han skre halsen over p det ene gidsel. Han mente det benbart alvorligt, for det lykkedes ham nsten at sl det en ung albansk kvinde ihjel. Kun mirakler fra lgerne p Rigshospitalet reddede hendes liv. Bagefter var luften tyk af bebrejdelse mod Niels. Srlig Leon var efter ham. Hvorfor fanden havde Niels ikke bare blst knoppen af psykopaten? spurgte han. Det hele var endt med at Niels forhandlede med serberen den halve dag. Miroslav Stanic angrede ikke sine krigsforbrydelser et sekund. Sommersted havde ret: Han var rendyrket psykopat. Og charmerende. Fik endda Niels til at grine en enkelt gang. Miroslav Stanic frygtede fngslet. Ensomheden. Men han 8

a.j. kazinski

vidste godt at spillet var slut, og at han kunne se frem til 20 r bag tremmer. Niels skulle bare hjlpe ham fra erkendelse til overgivelse. Sommersted ventede stadig. - Det var et lfte jeg gav ham, Sommersted. Og da han kom til at afsone i Danmark, har jeg mulighed for at holde det. - Et lfte? Du lovede at vre hans besgsven i fngslet? - Det var prisen for at han lod gidslerne g. - Bryd dit lfte, Bentzon. Gidslerne gik fri, Stanic fik sin dom. Er du klar over hvad de andre siger om dig? Niels hbede sprgsmlet var retorisk. - Ved du det? W.H. Sommersted lignede et kort jeblik en lge der skulle overlevere de srgelige, men uomtvistelige sandheder til en dende patient. - At jeg er maniodepressiv? foreslog Niels. - Har en skrue ls? - Isr det sidste. De ved ikke hvor de har dig, Niels. Det ene jeblik er du vk, sygemeldt. Det nste jeblik render du rundt og besger alle psykopaterne. Niels skulle til at protestere, men Sommersted afbrd prompte: - Men du har et talent. Ingen tvivl om det. - At jeg er god til at tale med folk? - Du er en god mgler. Du taler dem nsten altid fra det. Jeg ville bare nske at du ikke var s - S hvad? - S underlig. Rejsefobi og manisk. Venner med psykopaterne. - En enkelt psykopat. Du fr det til at lyde som om ... Sommersted afbrd: - Kan du ikke bare rette ind en gang imellem? Niels s ned i gulvet. Rette ind? Inden han nede at svare, fortsatte vicepolitichefen: - Men du er p vej p ferie? - Bare en uge. - Okay. Hr her: Jeg var glad for din indsats i gr. Hvad siger du til at vi prver igen? Vi starter i det sm. - Jo. - Jeg har en sag. Ikke nogen stor ting. Jeg vil have dig til at tage kontakt til et par borgere. Tale med dem. - Det siger du jo jeg er s god til. Niels gad ikke skjule sin sarkasme. Sommersted s irriteret p ham. - Hvem skal jeg tale med? - Gode mennesker. Sommersted ledte efter noget i den beskedne samling papirer p bordet, mens han hovedrystende kommenterede den daglige strm af red notice fra Interpol. - Kan du huske lyden af telexen i gamle dage? Jo tak, Niels huskede godt telexen der modtog opdateringer og advarsler fra Interpols hovedkvarter i Lyon. Den var blevet til en computer nu. Eller tusind computere. Dengang krte telexen uafbrudt. Den monotone, mekaniske printer mindede n om at verden konstant blev et mere og mere fucked-up sted at opholde sig. Hvis man nskede et kort, koncentreret indblik i verdens elendighed, skulle

a.j. kazinski

den sidste gode mand

Sommersted afbrd sig selv og s ud ad vinduet nogle lange sekunder. Niels havde en fornemmelse af at det var ordet jalousi der sendte hans tanker p flugt. Han havde set Sommersteds kone ved flere lejligheder. Kostskolepige, lyshret, lettere falmet sknhed der nok aldrig havde set meget til livets skyggesider. Men mske var det ikke kun nemt at vre hjemmegende overklassepige. Hvor skulle man hente sine sejre og sm opture? De personlige bekrftelser der gav sjlen nring? Sommersteds kone hentede sine i blikkene fra andre mnd, det havde Niels lagt mrke til allerede frste gang da han s hende til en reception. Hun stod tt op ad sin mand, holdt ham i hnden ved flere lejligheder, men orienterede sig hele tiden blandt blikkene i lokalet. - Jeg synes du skal bruge dagen p at kontakte de ... lad os sige otte-ti gode mennesker i Kbenhavn. Hre om de har bemrket noget usdvanligt. Rde Kors-chefen og noget med menneskerettigheder og ... de lokale miljmennesker. Den slags organisationer. Bede dem se sig over skulderen. S har vi ryggen fri. - Hvad med alle dem der kommer til topmdet? - Nej. Sommersted grinede kunstigt. - De er vist dkket godt nok op i forvejen. Desuden er alle rejst hjem om fire dage. Jeg tror det her er en trussel med lidt lngere perspektiv. Niels skimmede de to stykker papir selv om Sommersted var ivrig efter at f ham ud ad dren. - Er der nogen mistnkte? - Bentzon: rettidig omhu, ikke andet. - Men hvorfor gr de til os med sagen? - Hr her: Det her er ingenting. Du kan nsten betragte det som en fridag som tak for hjlpen i nat. Hvis vi skulle tage den slags ukonkrete trusler alvorligt, kunne vi ikke lave andet. Der er nok at tage fat p her. Begr vi den mindste fejl, str der tre morgenaviser og 179 folketingsmedlemmer i morgen og forlanger en redegrelse og en undersgelse og en bedre prioritering af vores arbejde. Og selv om jeg har mest lyst til at bede dem holde deres kft, er jeg tvunget til at st og smile og nikke som en skoledreng til afdansningsbal. Sommersted sukkede overdrevent og lnede sig tilbage i stolen. Han havde holdt talen fr. - Det her er min virkelighed, Bentzon: at vre i samrd med ministeren og statsadvokaten. At sende mails om hvorfor vi ikke nede frem til gerningsstedet to minutter tidligere, at besvare opkald fra journalister om hvorfor vi gr vores arbejde s drligt. For sdan ser de p os. Sommersted pegede ud ad vinduet, ud mod befolkningen. - Betragt mig som jeres vrn. Jeg skal nok tage mig af blodhundene p Christiansborg og diverse avisredaktioner. I skal bare gre det I altid har gjort: fange forbryderne, kyle dem i fngsel og smide nglen vk. Niels smilede bare. Sommersted var ikke uden lune. - Rettidig omhu, Bentzon. Betragt det som en tillidsvelse. Mellem dig og mig. Og god ferie, nr du nr dertil. Politigrdens arkiv, Kbenhavn - Gode mennesker? Der var intet spor af sarkasme i Caspers stemme. Kun oprigtig nysgerrighed. 9

man bare stille sig i 20 minutter foran den summende maskine: seriemordere, indsmugling af narko og kvinder til prostitution, trafik over grnserne af stjlne brn og illegale indvandrere og beriget uran. Og i smtingsafdelingen: trafik med truede dyrearter, lver, geparder, sjldne papegjer, sgar delfiner. Listen var endels. Kunstgenstande og sjldne historiske objekter. Stradivarius-violiner og smykker der tilhrte den russiske zar. Man havde ikke engang fundet en tusindedel af alt det Nazi-Tyskland ribbede de besatte lande for. Rundt omkring i de sm tyske hjems gemmer og kldre l der stadig diamanter og rav og guldsmykker fra det byzantinske rige, der var malerier af Degas og guldbarrer der tilhrte jdiske familier. Og man ledte stadig efter det. Nr man stod foran faxen, fik man hovedpine. Man fik lyst til at skrige og lbe vk; til at springe i havet og nske vi aldrig nogensinde var kravlet op, at dinosaurerne stadig var jordens dominerende art. Men nu krte alt over Interpols databasesystem som alle medlemslande var linket sammen med. I-24/7, hed det i al sin enkelhed. Ligesom en 7-Eleven butik var der aldrig lukket. Sammen med den nye teknologi var truslerne ogs blevet forget. Selvmordsbomber, bio-terror, hacking, distribution af brneporno, svindel med kreditkort, ulovlig handel med CO2-kvoter, momssvindel, hvidvaskning af penge. Og s var man slet ikke kommet til korruptionsbekmpelse i EU. Det kunne godt vre at Interpol havde fet et nyt vben til at bekmpe kriminalitet med, men forbryderne havde mindst lige s stort kendskab til den nye teknologi. Mske havde vi slet ikke vundet noget. Niels havde tit tnkt tanken. Mske var det bedre dengang der bare var en telex der krte i dgndrift, hvor printerhjulets hidsige lyd skar gennem luften som en konstant pmindelse om verdens elendighed. - Red notice, sagde Sommersted da han endelig fandt sagen i bunken. - Det er tilsyneladende de gode der bliver myrdet. - De gode bliver myrdet? - Det ser sdan ud. Forskellige steder i verden: Kina, Indien, Rusland, USA. Flere af ofrene har vret ansatte i godhedsindustrien. Du ved: Ulandsarbejdere, lger, hjlpearbejdere. Niels lste: Red notice. Teksten var p engelsk, forfattet i den lakoniske, staccatoagtige stil, der var s karakteristisk for Interpol: Possible sectarian killings. First reporting officer: Tommaso di Barbara. Niels spekulerede p om de ogs talte sdan sammen nede i Lyon. Robotsprog. - I gamle dage havde vi ikke brugt tid p den slags. Men nu, efter Muhammed-tegningerne Globaliseringen, hvad det s end betyder. - Hvad forbinder mordene? spurgte Niels. - Skrifttegn p ofrenes ryg, sdan som jeg forstr det. Et mrke af en slags. Mske mord med sekterisk motiv? Der lurer snart en galning med en krumsabel og et halvt ton dynamit spndt fast om livet om hvert andet gadehjrne. - Du tnker at motivet er religist? - Mske, men vi har ikke noget med opklaringen at gre. Heldigvis. Hellige mord. Det giver s hulens meget papirarbejde. Gamle, stvede bger man skal stte sig ind i. Hvad skete der egentlig med grdighed og jalousi? Det er da motiver der er til at forst.

den sidste gode mand

- Du leder efter gode mennesker? - Netop. Niels satte sig p bordkanten og s sig rundt i det kliniske computerrum. - Vi skal finde de gode. Kan du hjlpe mig? Casper havde allerede sat sig foran computeren. Niels blev ikke tilbudt en stol, sdan var det altid i arkivet. Selv om kontoret lignede alle de andre kontorer, bare lidt strre, fltes det alligevel som om man havde forceret sig ind i et fremmed menneskes hjem. Intet tilbud om kaffe eller en stol. Ingen indledende hflighedsfraser. Niels kunne ikke finde ud af om arkivarerne ikke brd sig om ham eller om de bare manglede sociale frdigheder. Om de mange r i stvede arkiver omgivet af indekskort, mapper og systemer langsomt havde afsocialiseret dem og fyldt dem med angst for hvordan fremmedlegemer som Niels kunne delgge deres pertentlige orden. En angst for at alt hvad der kom ind gennem de tunge, sortmalede trdre, bragte kaos med sig. - Kunsten at vre det gode menneske, sagde Casper da han havde googlet godt menneske. Han fortsatte: - Frste hit: Jesus. - Glad for at vi fik det p plads, Casper. Casper s op fra skrmen oprigtigt glad for Niels kompliment. Ironi duer ikke herinde, mindede Niels sig selv om. Naturligvis ikke. Ironi kan skabe misforstelser, og misforstelser kan ende med indeksfejl, og s er en vigtig bog, en mappe eller mske et afgrende bevis get tabt for evigt. Arkivets lager havde mere end 300.000 registrerede sager. Niels havde aldrig vret der - der var absolut ingen adgang for uautoriseret personale - men de f der havde, beskrev det som et politihistorisk skattekammer. Der var sager tilbage fra 1200-tallet. Og alt for mange uopklarede mordsager. Over hundrede siden krigens afslutning. Naturligvis var mange af disse gerningsmnd for lngst lagt i jorden og havde fet deres dom i det hinsides. Men statistisk set gik der stadig mindst 40 mordere rundt derude. For slet ikke at tale om de forsvundne danskere. Nogle var stukket af, andre bare gemt s godt af vejen, at de ikke engang fandt vej ind i statistikken over uopklarede mord. Mange af Niels kolleger sgte om tilladelse til at g p jagt i arkivet nr de var blevet pensioneret. S selv om man ikke mtte bruge ironi hernede, unddrog stedet sig ikke sin egen overordnede ironi: Frst nr betjentene blev pensioneret, fik de ordentlig tid til at gre det arbejde de havde vret ansat til. For alt for meget tid gik med undvendigt papirarbejde. Rapporter som ingen lste, dokumentation som ingen interesserede sig for. Man kunne snart ikke g p lokum uden at skulle rdfre sig med et excel-ark frst. De sidste otte-ti r var det hele blevet vrre. Regeringen havde talt om et opgr med papirnusseriet og det undvendige bureaukrati, men virkeligheden var den stik modsatte. Og der var ellers nok at tage fat i ude p gader og strder: rockerborge, bandekrige, bestialsk vold i alle afskygninger, rydningen af ungdomshuset og de konflikter der fulgte i klvandet, utilpassede unge indvandrere der ikke kunne se forskel p en engangsgrill og naboens bil, moralsk afstumpede erhvervsfolk der konstant var p jagt efter

a.j. kazinski

muligheden for den nste selskabstmning, steuropiske og arabiske minigangstere, afrikanske prostituerede, psykisk syge stakler hvis sengepladser var sparet vk, og s videre, og s videre. Der var ikke noget at sige til at nogle betjente flte sig ndsaget til at tage pensionsalderen med. Blandt cheferne blev der halvt i sjov hvisket i krogene at regeringen burde lave en republikanergarde som i de mellemstlige lande. En lille hr af villige instrumenter for regeringens nsker. Sdan en garde kunne tage sig af rmningen af Christiania og g i krig mod demonstranter her og der og alle vegne. Det ville skabe luft s politiet kunne tage sig af det som de er bedst til: To protect and to serve. At beskytte folket, at forhindre og opklare forbrydelser. Casper s afventende p Niels. - Kunne du bruge Jesus? - Vi skal have fat i nulevende danskere, Casper. - Gode danskere? - Ja. Gode, retfrdige mennesker. Jeg vil gerne have en liste. - Hjesteretsdommere og sdan? - Lad nu vre med at spille dum. - Hvis du giver mig et eksempel? - Rde Kors, sagde Niels. - Okay, godt. Du mener alts velgrenhed. Ikke kun det. Ogs det. Casper vendte sig igen mod skrmen. Hvor gammel var han? Ikke en dag over 22. Mange af de unge kunne s meget s tidligt, syntes Niels. De havde vret Jorden rundt tre gange, taget en uddannelse og kunne alverdens sprog og udvikle deres eget computerprogram. Da Niels var 22, kunne han lappe en cykel og tlle til ti p tysk. - Hvor mange skal du bruge? Rde Kors, Amnesty, Folkekirkens Ndhjlp, Unicef Danmark, Fredsakademiet ... - Hvad er Fredsakademiet? Susanne, stedets ldste arkivar, s op fra sit arbejde. Casper trak p skuldrene og gik ind p deres hjemmeside. Susanne s utilfreds p Casper og Niels: - Hvad med Red Barnet? Jeg betaler til dem. - Jeg skal ikke bruge organisationer. Jeg skal bruge mennesker. Gode mennesker. - Hvad s med hende der er leder for Red Barnet? spurgte Susanne. Niels tog en dyb indnding og besluttede sig for at begynde forfra. - Alts: Rundt omkring i verden er gode mennesker blevet myrdet. Folk der har kmpet for andres liv og lemmer. Deres rettigheder og vilkr. - Nej, vi gr noget andet, afbrd Casper. - Vi sger p ordene. - Ordene? - Krydsrefererende. Det vil altid vre de folk der fylder mest i mediebilledet, som vi vil kalde srligt gode, ikke? Og hvis det er en international terrorist der rejser rundt og myrder dem, skal han jo ogs have sine informationer et eller andet sted fra. Og det sted er nettet. - Givet. - Derfor sger vi og terroristerne - p de ord, vi bruger for at komme p godheds-hitlisten. I ved: milj, tredje verden. Sdan noget. Mens Susanne tnkte over om dette var en god ide, fortsatte Niels: - Hjlpearbejde, aids, medicin. Casper nikkede og fortsatte: - Klima. Vaccine. Krft. kologi. CO2. 10

a.j. kazinski

den sidste gode mand

Susanne granskede listen over skulderen p Niels. - Der kan I se. Hende fra Red Barnet er med, sagde hun lettet. - Hvad laver Mrsk p listen? Casper studerede sgeresultaterne og rystede p hovedet. - Mrsk er tilknyttet s mange projekter i verden og i Danmark at han nsten dukker op uanset hvordan vi sger. Han betaler sikkert hundrede folkeskoler om ret via skatten. Men hvis vi havde sgt p de mest forhadte danskere, var han nok ogs kommet med. Skal jeg tage ham af? - Ja tak. Han str nppe forrest i skudlinjen. - Hvem er den frste? spurgte Susanne. - Thorvaldsen? Niels undrede sig over hendes uvidenhed. Det er da generalsekretren for Rde Kors. En ny liste forlod printeren. I stedet for Mrsk p sjettepladsen var der blevet plads til en af de mediekendte prster. - Gamle kendinge, konstaterede Niels. - Bortset for nummer otte. Ham kender jeg ikke. - Gustav Lund. 11.237 hits p ordene redde og verden. Lad os se engang, sagde Casper og googlede ham. En intens, aldrende professor i 50erne. - Flot mand, sagde Susanne trt. - Gustav Lund. Professor i matematik. Sdan: modtager af nobelprisen i 2003 sammen med to canadiske og tre amerikanske kolleger. Hm ... Hans sn begik selvmord ... han var kun 12 r. - Det bliver man vel ikke et drligt menneske af. Niels og Casper s ikke helt enige ud. - Hvad er det gode ved ham? spurgte Susanne. - Godt sprgsml. Casper studerede skrmen. - Jo, her er det: I forbindelse med prisen udtalte han, at det bliver en matematiker der redder verden. Den stning blev benbart citeret vidt og bredt. Skal jeg tage ham af listen og tage nummer ni med i stedet? En klimaordfrer fra ... - Nej, det er okay. Niels s p listen. - Der skal vre plads til overraskelser.

- Men hvad vil det sige at vre et godt menneske? afbrd Susanne. - Det er lige meget, sagde Casper. - Det handler om hvad andre opfatter som godt. Niels var kommet i tanke om flere ord: - Forskning. Rent vand, nej, rent drikkevand. - Ja, den er god. Flere. Casper begyndte at taste, og endelig smed Susanne sin skepsis over bord. - Hvad med brneddelighed? Malaria. Sundhed. Godt! - Analfabetisme. Prostitution. - Misbrug, indskd Niels. - Mikroln. Ulandsarbejde, frivillig, sagde Casper. - Og regnskov, afsluttede Susanne og s meget indigneret ud, som om Casper og Niels personligt var i fuld gang med at hakke regnskoven til pindebrnde. Caspers fingre slap tastaturet som var det et Steinway og han netop havde prsteret de sidste akkorder til Rakhmaninovs tredje: - Giv mig ti minutter. Niels tilbragte ventetiden ved kaffemaskinen. Mokkaen var slj. Den kunne slet ikke mle sig med kaffen fra den espressomaskine som Kathrine havde slbt med hjem fra Paris sidste r. Niels var i besvrligt humr. Mske skyldtes det stedet. De uopklarede mord. Niels hadede nok uretfrdighed mere end han elskede retfrdighed. En uopklaret forbrydelse - mord, voldtgt, overfald kunne holde ham svnls. Fortrnelse og vrede: det var uretfrdighedens energi der drev ham frem. Men nr han oplevede forbryderen blive dmt, nr han stod foran domhuset og s ham blive krt vk, blev han ofte ramt af en uforklarlig flelse af tomhed. - Okay. Hvor mange navne vil du have? spurgte Casper ovre fra sin plads. Niels s p uret. Lidt over ti. Han ville gerne hjem og pakke senest klokken seks. Han skulle ogs n at spise flere piller. Otte timer. En time til hver samtale. Han blev ndt til at opsge alle personligt. En potentiel mordtrussel, uanset hvor uanseelig, kunne ikke overleveres telefonisk, rsonnerede han. - Giv mig de otte verste. - Vil du have et print? - Ja tak. Maskinen summede. Niels s p listen. Kransekagen af velgrenhedsindustrien. The best of the best. Man kunne standse hvem som helst p gaden, og de ville have foreslet de fleste af navnene. - Skal vi holde dem op imod vores egen database? Casper s p Niels med noget der mske var et smil. Det var fristende. Dem som havde flest hits p godhedens ord - dem som var mest i medierne nr det handlede om at tale de svage og hjlpelses sag. Skulle man finde ud af hvad politiets database havde at sige om de selv samme? - Hvad siger du? Det tager to minutter. - Nej. Det behver vi ikke. Det handler jo om omverdenens opfattelse af dem.

11

den sidste gode mand

JAGTEN P DEN SIDSTE GODE MAND
A.J. Kazinski er pseudonym for lminstruktren og forfatteren Anders Rnnow Klarlund og forfatteren Jacob Weinreich. Vi har sat parret stvne for at f svar p tiltale.
Hvordan fles det allerede inden udgivelsen at opleve den enorme udlandsinteresse? Ganske overvldende. Det overstiger langt, langt vores forventninger. Men vi har altid vidst at vores historie kunne noget srligt. Med sprgsml som hvad vil det sige at vre god? og hvad vil det sige at vre ond? rummer historien noget helt fundamentalt. Ikke mindst nr de er sat ind i en hsblsende historie. Hvordan k I det til at fungere med at vre to, der skulle skrive? Det gjorde skriveprocessen til en leg. Og til tider en kamp, naturligvis. Men vi var godt forberedte inden vi begyndte at skrive. Vi vidste hvor vi skulle hen. Vi lejede et lille kontor med udsigt over den jdiske kirkegrd. S satte vi os overfor hinanden. Hver dag fra 8.30 til 12. Vi vidste at vi skulle skrive fem sider hver inden frokost inden vi mtte g. Vi begyndte 3. januar og var frdige 1. april med den frste gennemskrivning. Det var opmuntrende at se dagene gradvist blive lysere og romanen blive strre og strre. Vi havde begge erfaringer fra film med hvordan man arbejder sammen, hvordan man fr noget ud af hinanden. Hvor k I ideen fra? Anders lste Lgneren af Martin A. Hansen og faldt dr over en gammel myte fra den jdiske Talmud, om at der altid findes 36 retfrdige mennesker p jorden, der holder ondskaben i skak. 36 udvalgte, der er s gode og retfrdige, at de beskytter os alle. Vi kunne straks se potentialet til en spndende historie. Da vi samtidig begge er optaget af hvad godhed er for en strrelse, begyndte det hele hurtigt at tage form. Vi tndte begge p tanken om, at en politimand skulle finde det gode menneske, inden det var for sent. I andre krimier er det jo altid en morder, det onde, som man jagter. Vi ville vende tingene p hovedet og gre det mindst liges spndende. Vi havde begge en flelse af, at litteraturen og kulturen ofte diskuterer ondskab. Men hvorfor ikke godhed? Vi fandt ud at det er langt mere provokerende at forsge at diskutere godhed end ondskab. Og sdan burde det vel ikke vre Hvordan holdt I styr p plottet? Vggene var spkket med gule sedler. Sm lapper papir, hvor hvert enkelt kapitel fik en overskrift, en tid og et sted. Men det var svimlende nogen gange fordi plottet er s komplekst og vildt. Vi er begge meget optaget af plots. Den gode, medrivende fortlling. Fremdrift, at den ene side tager den nste. Har i kunne bruge jeres kendskab til lmens verden? Er der noget der kendetegner krimigenren er det mske, at historien ofte fortlles i scener: Et mord bliver beget. Nogen finder liget. Politiet ankommer. Mistnkte bliver afhrt n efter en. Osv. Og her har vi selvflgelig kunne trkke p Anders erfaring som

a.j. kazinski
filmmanuskriptforfatter. Hvordan opbygger man en scene s den bliver spndende? Hvor og hvornr skal man afslutte scenen? Den slags overvejelser. Kommer der ere bger i serien? Vores hovedperson, Niels Bentzon, gennemgr en voldsom udvikling i historien. Hele hans syn p strrelser som liv, dd og religion bliver vendt p hovedet, og han fr en indsigt der kunne minde om en benbaring. Den indsigt vil vi gerne trnge dybere ind i. Vi vil gerne afdkke flere lag af personen Niels Bentzon og forventer at skrive en ny bog om ham allerede til nste r. Vi kan simpelthen ikke slippe ham. Hvilke erfaringer kan i bruge nste gang? At de mrke mneder er de bedste at skrive og lse i. Det er alligevel for koldt til at vre ude, for mrkt til at vre rigtig glad og s kan man liges godt forsvinde ind i fiktionen. Mske er det derfor de store russiske forfatteres vrker er s lange? Bde forfattere og lsere har brug for en alternativ virkelighed til at komme igennem den lange vinter. Hvem ved - hvis vi fr en mildere vinter til nste r, kan det vre at fortsttelsen til DEN SIDSTE GODE MAND bliver lidt kortere ...

12