Tre slags

Dorthe Nors, 2011 (7,3 ns)

Vi vidste, at der fandtes tre slags mennesker: Jyder, københavnere og så jyder, der var
yttet til København, og af de tre vidste vi, at de sidste var de værste. For jyder var vi jo
selv, og københavnere var de andre, og så var der dem, der engang havde været jyder,
men så valgte at ytte over på Djævleøen og formere sig med københavnere eller med
hinanden. Begge ting var lige slemt. De kom kun hjem på besøg for at blære sig, og ellers
kunne vi jo se dem i fjernsynet, hvor de stod og vigtede sig med, at de kunne stå stille
foran kameraet, mens vi andre altid har nøjedes med at stå og hoppe og række tunge i
baggrunden.

STOP

Vi gik i skole med ere, der endte med at rejse derover, og et par stykker af dem ville vi
faktisk hellere end gerne af med. Men at Mikkel også valgte at ytte derover er stadig
svært at forstå. Efter gymnasiet rejste han lidt rundt med en rygsæk i Europa. Han var
også på Balkan og sendte mig et postkort fra Beograd. Det blev jeg glad for, men da han
kom hjem, var han så kommet på den ide, at han ville læse jura i København. Og det er
nt nok. Men som Svend siger, så er København en dør, der kun åbner udad, og døre, der
kun åbner udad, gider vi ikke, ligesom vi heller ikke gider, at Mikkels far, Bette-Arne, nu
står nede i Brugsen og siger:
– Det går ikke så ringe for Mikkel ovre i København.
Han skal altid have det sidste med: I København, og han taler ikke, som han plejer, når
han siger det. Han lyder som Frøken Klokken, når han siger det: I København. I
København.

STOP

Men dengang vi var knejter, Svend, Mikkel og mig, var vi engang til noget fodbold-cup i
Ålborg, og så skulle vi spille mod et hold fra Rødovre. Det var sådan nogle høje abe med
mange bumser, og de brugte bissetricks, så det var jo klart, at de slog os. Men bagefter
var Mikkel den første til at stå og råbe efter dem nede bag klubhuset:
– I æ nowe fjetrøwe' og det kunne de jo ikke forstå, så de sagde, at Mikkel var en

Side 1 af 6
fl
fi
fl
fl
fl
fl
 bondetamp, der skulle klappe kaje. Men det var han da ligeglad med, så han råbte det en
gang til, da de gik ind i deres bus:
– A we skie o jer' I æ nowe fjetrøwe'.
Den slags kunne Mikkel slippe af sted med, vi elskede ham for det, og vi så slet ikke
københavnerdillen komme. Alle de gange Svend, Mikkel og mig har kørt ræs i skrotbiler på
Bette-Arnes stubmarker, alle de halmborge, alle de omgange tyndskid vi har fået af
mirabellerne bag sportspladsen. For at sige det, som det er, var Mikkel min bedste
kammerat indtil omkring ottende, hvor vi begyndte at få karakterer i skolen. Så kunne man
jo mærke, at han havde ambitioner, og jeg har ingen problemer med folk med ambitioner.
Men, som Svend siger, kan man godt have ambitioner, uden at man absolut behøver at
ytte til København. Jeg husker tydeligt, da jeg fortalte det med Mikkel.
– Flytter han til København? sagde Svend. Det var sidste sommer, han havde endelig
fået læreplads nede hos mekanikeren, så vi stod ved kanten af smøregraven, da jeg
fortalte det.
– Du står ikke og siger, at han ytter til København! gentog han, og man kunne se den i
ansigtet på ham, lussingen.
Men så tog han en svensknøgle og slog den let ned i hånd aden og sagde, at jeg ikke
behøvede at bekymre mig, for der fandtes kun tre slags mennesker i verden: Jyder,
københavnere og så jyder, der er yttet t il København. Vi hørte begge to til de første,
forsikrede Svend mig om. Men Mikkel var gået hen og blevet en af de sidste, og den slags
var så trist, at vi var nødt til at drikke en øl på det.

STOP

Vi hjalp ikke Mikkel med at ytte. Men jeg kan huske, at jeg stod nede foran gartnerens,
dengang Bette-Arne kørte forbi med Mikkels pakkenelliker i traileren. Jeg kan huske, at jeg
tænkte, at der var meget godt, som ville slutte nu. Nu ville han ændre sig, og når han
havde ændret sig, ville han komme hjem og tørre vores næser i det. Det gjorde hans
slags, sagde Svend, og Mikkel havde jo altid været sådan en kammerat. Han sørgede for,
at tingene faldt i hak med sit brede grin og den måde, han kunne dunke en i ryggen på og
sige: Så spænder vi hjelmen. Men den tid var forbi. Nu var der Svend og mig tilbage, og
det ville aldrig blive det samme.
– Farvel, fjetrøw', tænkte jeg, da traileren forsvandt over bakken. – Farvel, din bette
fjetrøw.

Side 2 af 6
fl
fl
fl
fl
fl
STOP

Det var sidste år, han yttede, og det går som sagt vældig godt for Mikkel ovre i
København. Det er, hvad vi får at vide fra Bette-Arne, når han står nede i Brugsen og
lyder, som om han er blevet kastreret. Ikke at vi spørger til Mikkel, men så får Mikkel
værelse et ekstra nt sted, så har Mikkel trykket hånd med rektor, så får Mikkel gode
karakterer i ditten og datten, og vi kan jo ikke gøre andet end bare at stå der og skamme
os på Bette-Arnes vegne.
Men så her tidligere på sommeren kunne jeg forstå på ham, at Mikkel ville komme hjem
og læse til eksamen, og den var god nok: Jeg løb ind i ham nede hos Karen Kiosk et par
dage efter.
– Hvad så, Mikkel? sagde jeg, og Mikkel så glad ud i ansigtet, da han så mig. Han
dunkede mig i ryggen, smilede og ville med det samme vide, hvad jeg gik og lavede, og
jeg går jo stadig og hjælper til nede ved gartneren, mens jeg sparer op til mit eget. Jeg
syntes også, jeg var nødt til at spørge, hvordan det så gik med ham, og på den måde k
han anledning til at fortælle, at han havde fået et studenterjob i Udenrigsministeriet. Det
kunne godt føre til noget fast i den sidste ende, sagde han:
– Diplomatpas, for eksempel, sagde han.
– I Udenrigsministeriet?
– Ja, det ligger ude ved Knippelsbro, ikke? sagde han, og så tog han en pose
Matadormix og spurgte Karen Kiosk, om hun ikke også havde Politiken.
Men selvfølgelig har Karen Kiosk ikke Politiken, og der stod jeg med en pose frosne
ærter. Det var pinligt, så jeg kom til at sige til ham, at han da kunne kigge forbi til byfesten.
Det skulle jeg ikke have sagt, men han lyste op som et nødblus, da jeg sagde det. Jeg
fortalte, at Svend også ville komme, og at vi skulle mødes ved grillen lørdag aften, og en,
vi kalder So-Morten, ville komme og tilberede en hel pattegris på spyd. Men Mikkel skulle
da være velkommen, og han sagde, at det lød smadderhyggeligt.
– Ja, nu må vi se, sagde jeg, mens jeg tænkte: Knippelsbro, hvor er det nu, den ligger?
Rødovre?

STOP

Det blev lørdag, og So-Morten, Svend og mig stod ved grillen på festpladsen. Jeg sagde,
at Mikkel nok kiggede forbi, og så spyttede Svend, for hvad skulle vi have ham rendende
for.
Side 3 af 6
fi
fl
fi
 – Der ndes tre slags mennesker i verden, sagde Svend. – Jyder, københavnere, og så
jyder, der er yttet til København og sidst, jeg så efter, var Mikkel en af de sidste.
Jeg nikkede og tænkte, at så var det nok ikke nu, jeg skulle fortælle det med
Udenrigsministeriet. Det kunne hurtigt blive noget, Svend ikke brød sig om, for der ndes
tre slags mennesker: Jyder, københavnere og så politikerne på Christiansborg, og Svend
kan ikke fordrage de sidste. Men inden jeg nåede at få det sagt på en pæn måde, kom
Mikkel gående, og jeg kunne med det samme se, at han bragte ulykke: Han var iklædt et
par cowboybukser, der hang ved røven og en rød T-shirt, hvor der stod RED
CHRISTIANIA hen over brystet. Fødderne havde han stukket i en slags stoftennissko, og
det første, han gjorde, var at sige:
– Hvad så dér, drenge? Og jeg kunne høre, hvordan hans nye accent hang i luften som
dårligt vejr.

STOP

Jeg gav Mikkel en nosseøl, han åbnede den ved at stikke en pege ngernegl ned i
splitten, og så stod vi sådan og spurgte lidt til, hvordan det gik med Bette-Arne og hans
mælkeproduktion. Vi spurgte også, om der var nogle gode damer på Djævleøen, for de
kunne vove på at importere ere fra Jylland. Svinet drejede rundt og rundt, og på grund af
det gode vejr var der mange på festpladsen, for eksempel også Karina, som i sin tid var
øjgymnast på opvisningsholdet. Hun stod ovre ved tombolaen. Hun har så spændte
lægmuskler, at det er svært ikke at kigge på dem, og hendes patter er også gode, selvom
de bliver ved med at være for små i det. Men så kiggede hun på Mikkel og vinkede, og
Mikkel vinkede tilbage og sagde, at Karina stadig var lækker, men det brød So-Morten sig
ikke om, så han sagde:
– Hun er kæreste med købmandens den ældste, bare lige så du ved det.
– No worry, sagde Mikkel, – jeg har en kæreste, der også arbejder i Udenrigsministeriet.
– Arbejder du på Christiansborg? udbrød Svend.
– Nej nej, i Udenrigsministeriet. Ude ved Knippelsbro, ikke?

STOP

Men Svend ved heller ikke, hvor Knippelsbro ligger, og i den stilhed, der opstod, var det
Side 4 af 6
fl
fi
fl
fl
fi
fi
 så, at Mikkel vippede frem og tilbage på fødderne og sagde:
– Nåh, hvådden gåer'ed så hæer o æ egn?
Man kunne høre et stykke ber sprænge på den halvstegte gris, så stille blev der, da
han sagde det. Altså jeg er da ligeglad, men jeg kunne mærke, at Svend bulede ud, og det
smittede. Jeg rødmede. Det brændte i ansigtet, og nu bagefter kan jeg kun sammenligne
følelsen med, når man på motorvejen bliver overhalet af en bus fuld af nogen, der har fået
den ide, at de vil moone de andre bilister, og måske var det det, han gjorde, Mikkel: Han
moonede os, han moonede os ind over Mortens pattegris, mens bugfedtet spruttede, han
moonede os med en af Svends tyske nosseøl i hænderne, Red Christiania, og der ndes
tre slags mennesker. Jyder, københavnere og folk uden situationsfornemmelse.

Mikkel må være gået fra byfesten ved tolvtiden, og jeg tror da godt, at han kunne mærke,
at han havde dummet sig. Men jeg k ikke sagt farvel , for på det tidspunkt var jeg gået en
tur ned til åen med Lonnie. Da vi kom tilbage til festpladsen, var Mikkel væk, og det var
Morten, svinet og Svend også.

STOP

Det var først tirsdag aften, da jeg svingede forbi mekanikeren med min Audi, at Svend
stak de røde knoer op af smøregraven og sagde:
– Der ndes tre slags mennesker: Jyder, københavnere og så folk, der trænger til tæsk.
Jeg gik helt i stå. Stod bare og dinglede lidt, tror jeg.
– Tæskede I Mikkel?
– Tæsk og tæsk ... sagde Svend og kravlede op af hullet.
Så forklarede han med et skævt grin, at de i hvert fald var fulgt efter Mikkel, da han gik
hjem, og de k også fat i ham nede ved forsamlingshuset. Og så gav de ham lidt
knippelsuppe.
– Eller for at være mere præcis så gav vi ham lidt Knippelsbrosuppe, sagde Svend. –
Og han trængte til det. Alene på grund af det med Karina, og hvad er det også for en T-
shirt at møde op i. Så du hans bøssesko?
– Men han havde jo en kæreste i Udenrigsministeriet, sagde jeg, for hvis man ser bort
fra det med København, har jeg altid godt kunne lide Mikkel, og postkortet fra Beograd er
næsten ikke falmet. Jeg har sat det fast med tape på mit klædeskab. Det forestiller Hram
Svetog Save.
Side 5 af 6
fi
fi
fi
fi
fi
 – Bette-Arne bliver tosset ... hviskede jeg.
– Og hvad så, sagde Svend. – Han kan da i det mindste lære, at han ligesom os andre
ikke skal komme her og tro, at han er noget. Vil du have en nosseøl?
Det tyggede jeg lidt på, men så sagde Svend:
– Kom nu, Mehmet, tag en øl.

STOP

Jeg stod helt stille og dinglede. Det indrømmer jeg, for hvis ret skal være ret var det altid
mest os to, Mikkel og mig, og så en gang imellem Svend, når han gad, Og jeg er jo dybest
set ligeglad med, hvor folk bor, men jeg ved, hvad jeg skal lave i morgen, og jeg ved, hvad
jeg skal lave i overmorgen. Det er det samme med Svend, så det endte med, at vi drak
den øl lænet op ad min Audi i gruset foran mekanikerens. Vi drak den og så solen gå ned
over markerne, der grænser op til Bette-Arnes gård. Svend syntes, det var smukt, som
kornet bølgede sig for vinden, mens plantagen lukkede af for horisonten et sted ude
bagved. Og som han plejer at sige, Svend: Der ndes kun tre slags mennesker i verden:
Jyder, københavnere og så jyder, der er yttet t il København. Han sagde det også, som vi
stod der og så solen gå ned over det hele.
– Der er kun os og de andre – og så dem, der ikke kan få det nt nok. Er du med,
Mehmet7
Og jeg var med, så jeg nikkede stille.

fra "Pære-perker-dansk", Høst & Søn

Side 6 af 6
fl
fi
fi