gik der og vankede.

Det var den mest øde Tid, a har haft i mine

Dage.
Da a har gaaet saadan en to, tre Dage, kommer a til et Sted,
hvor en Hund, en Falk og en Løve stod og sloges om en gammel
Krikke, der var gaaet i Bløde der ude. A gik forbi og skottede efter
dem. Men de havde set mig, og saa stod de og snakkede sammen.
Løven siger: »Det var slemt, den Person ikke delte det imellem
os.«
»A kan hente ham«, siger Hunden.
Han render hen og kalder paa mig, og a troede jo straks, de
vilde splitte mig ad.
Han giver mig saa et Pons i Ryggen og siger: »Kom tilbage!«
»Hvad skal det blive til?« tænker a ved mig selv, men a maa jo
med og sjokker efter ham som et fortabt Faar.
Da a er kommen derhen, siger Løven: »Hør, du kunde dele det
Krikke viselig imellem os, saa vi skal ikke staa og slaas om det.«
Ja, a vidste jo ikke, hvad a skulde, og havde ikke noget at dele
med. Saa fornemmer a i min Bukselomme og faar fat i en stor
rusten Kniv, a havde haft til at bøde Garnene med, den havde jo
ligget der længe nu, og begynder at flæske i dether Krikkekjød.
Nogle Stumper smider a til Hunden, og Kropstykket og Benene
faar Løven, og Hovedet faar Falken. De tykte, det var godt delt, og
a dasker videre.
Saa siger Løven: »Det var skidt, den Dreng fik ikke en
Belønning.«
»A skal snart hente ham«, siger Hunden.
Han kommer og giver mig igjen et Stød i Enden: »Kom med
tilbage«, siger han.
A var ikke svar glad ved det, men a maatte jo med. »Nu er a mi
Sandhed færdig for min Livstid«, tænker a ved mig selv.
»Du skal have en Belønning«, siger de til mig, »men vi har
ingen Geldter.« »A vil ønske«, siger Løven, »du kan blive 15 Gange
saa stærk, som a er, og kan gjøre dig til en Løve, naar du vil.«
Hunden siger: »A vil ønske, du kan blive 15 Gange saa hurtig til at

37
løbe som a, og gjøre dig til en Hund, naar du vil.« Falken siger: »A
vil ønske, du kan komme til at flyve 15 Gange saa langt i ét Træk
og 15 Gange saa udholdende som a, og gjøre dig til en Falk, naar
du vil.«
A tænkte jo, det var noget Sludder, de stod der og vrøvlede op,
og a dasker videre; men det var en odlet Gang der i den Udørken.
»Aa, Herregud, kunde a nu have blevet en Falk og saa fløjet over til
Slottet.« Straks saa fik a Vinger og blev til en Falk, og saa fløj a
hen over Skoven og Slotshaven. Da saa a, hun sad der godt nok og
løskede en Trold.
Saa lagde hun Mærke til mig og sagde: »Aa se, der sidder da en
dejlig Fugl, maa a ikke have Lov til at bære den ind paa Slottet.«
Jo—o, det fik hun da Lov til.
Hun tager mig og bærer mig ind.
Saa ønsker a: »Gid a havde nu været Jens igjen«, og straks saa
var a Menneske.
»Naa, det er dig«, siger hun, da hun ser, hvem det er, »men du
maa ikke være her.«
Hun bar mig ud, og a maatte sidde paa Grene igjen.
Anden Dagen bar hun mig atter ind i Fugleskikkelse, og a
gjorde mig til Menneske. »Naa, er det dig igjen, men du maa ikke
være her paa nogen mulig Maade for Trolden.«
»Hvad bestaar egentlig den Trolds Styrke af?« siger a.
Det vidste hun ikke, men skulde nok faa det at vide af ham.
»Du maa ikke være her paa Slottet, det véd du nok«, og saa bar
hun mig ud igjen som en Falk, og a sad paa Grene til Dagen efter.
Da havde hun faaet det at vide. I Arabien var et Bjærg, og der
var en Drage i det; inden i den var der en Ræv, og inde i den var en
Falk, og inde i den et Æg, og hvis én kunde faa det Æg og slaa lige
midt i hans Pande, saa var han død, men det var umuligt at faa det
Æg, det vidste hun godt.
»A vil lige godt prøve det«, siger a, for a vidste, a havde en
Styrke 15 Gange saa stor som en Løve. Saa laa a paa Slottet den

38
Nat, og næste Morgen laa der lige godt pæne Klæder og Penge til,
men ingen Ting andet. A skabte mig i Falk og fløj til Arabien.
Det varede en 14 Dage, og da a kom der til Kongeslottet, saa
mældte a mig som Hjorde og vilde nok have Plads, og a fik det
ogsaa. Dagen efter skal a ud med Faarene. Dragen skulde have syv
fede Faar hver Dag, og ham, der hidtil havde været Hjorde, han
kom med de syv Faar ud til mig. Saa siger a: »Hvor skal du hen
med dem?«
»Dem skal Dragen have.«
»Aa, driv du hjem med dem igjen«, siger a, og det gjør han.
Saa kommer Dragen og vil have hans Faar.
»Nej, du kan godt nære dig til i Morgen«, siger a, »saa kan du
faa fjorten«. Og det maatte han lade sig besige med.
Anden Dagen kommer a atter ud, og saa kommer den anden
drivende med de 14 Faar. »Hvor skal du hen med dem?«
»Dem skal Dragen have.«
»Driv du kun hjem igjen«, siger a.
Saa kom Dragen, og han var sulten, men a sagde: »Du kommer
til at bie til i Morgen, saa skal du faa 21.«
Ja, det maatte han finde sig i.
Tredje Dagen kommer han drivende med de 21 Faar. »Hvor
skal du hen med dem?« siger a.
»Det er til Dragen.«
»Han skal ingen have.«
Saa kommer Dragen og er saa gal.
»Vil du have nogen Faar«, siger a, »saa kom herud.«
Saa skaber a mig til Løve, og Dragen faldt an paa mig, og saa
blev der en stor Kamp. Endelig bliver han udmattet, og a blev
ogsaa. Han sagde: »Ak havde a endda haft en Drik koldt Vand, saa
skulde a have revet dig ihjel!« og saa siger a: »Havde a haft en
Flaske Vin af Kongens allerbedste Vin, saa skulde a snart have
gjort det af med dig.« Tjeneren, der var dreven der ud med
Faarene, han hørte, hvad a sagde, og løb hjem efter Vinen og slog
den i Halsen af mig. Saa rev a Dragen ihjel.

39
 Nu blev der saadan Glæde i Kongens Gaard, for nu var de fri for
at give de Faar til Dragen, og Kongen vilde haft mig til at faa hans
Datter. Men a vilde ikke. A var der i 14 Dage, og der blev gjort stor
Stads af mig, men saa fløj a tilbage til Slottet, der var forønsket. A
lægger mig i Sengen, og Prinsessen hun kommer.
»Naa, du har saa været i Arabien«, siger hun.
»Ja a har.«
»Det er forfærdelig, saa skidt tilpas Trolden har været i de
sidste otte Dage«, siger hun, »a kan ikke vide, hvad han fejler.«
Næste Morgen gaar a ud i Haven og ser mig om. Endelig
kommer a saa vidt, te a faar Øje paa Trolden og Raad til at slaa
ham Ægget i Panden. Saa var han død med det samme.
Nu var Slottet frelst, og det hele var frelst, og saa vilde
Prinsessen nok have mig til Mand. Men Araberne var fortrydelige
over, te a saadan var rømt fra dem, og de vilde saa føre Krig paa
os. A gaar i Spidsen bestandig, for a var jo svært forvoven, og saa
var der en Fæstning, a stod i, den tog de, og a blev taget til Fange
og blev lagt i Bast og Baand. Endelig blev a løst ud af en Officer og
sendt her hjem til Danmark, og siden har a ikke set noget til
Slottet eller Prinsessen.
Teglbrænder Jens Kristensen, Gl.-Trudsholm.

40
 9. Kikkert, Taske og Hest
Der var en Hjøvremand, der passede alt Kræet for en Kjøbstad,
og saa havde han en Søn til at hjælpe ham. Folkene i Byen drev
dem ud til ham, og han tog saa imod dem, som Skik var i forrige
Tider. Saa snakkede Folk med denher Dreng om, te de tykte, det
var noget skidt noget, han gik saadan, han lærte jo ikke at bestille
noget og blev aldrig andet end Hjøvredreng. Endelig beslutter han
sig til at ville rejse fra Faderen og ud i Verden.
»A vil ikke være her længere, a vil ud og se mig om«, siger han
til ham.
»Jammen det er galt, a kan ikke passe Kræet ene, saa kommer a
til at give mit Kald op, og saa har a ikke noget at fortjene.«
Ja, det var nu det samme, »nu i Morgen rejser a«, siger
Drengen, og det blev ogsaa saadan. Han tog Afsked med Faderen
og rejste.
Han gik et langt Sæt og traf ikke at faa Arbejde. Endelig en Dag
kommer han ind i saadan en forfærdelig stor Aførk med Bjærge og
Dale og Buske og Krat. Der træffer han én, som gaar og vogter
Faar i den Tørgi. Han spørger ham om, hvad han tog sig for.
»Det kan du jo se«, siger han, »a gaar og passer mine Faar.«
»Hvad er dit Navn?« siger Drengen.
»A har intet videre Navn, end a kaldes Bjærgmanden; men
hvad er du for en én?«
Ja, han var en Dreng, der rejste om at faa Arbejde.
»Saa kan a bruge dig«, siger Bjærgmanden.
Drengen spurgte, om det var ikke for strængt.
»Nej, det kan du nok komme over, du skal blot spise og drikke
og leve godt og ingen Ting bestille.«
Ja, saa vilde han ogsaa tage imod Pladsen, og han kommer med
Bjærgmanden hen til en Hule, der var ned i et stort Bjærg. »Her er
min Bolig«, siger han, og de kommer ind.

41
 Der var en gammel Kjælling der inde, det var Bjærgmandens
Moder, og hende siger han til: »Nu har a fanget én, der skal sættes
ind og fedes, og naar han saa er bleven fed nok, skal han slagtes og
spises.«
Det kunde være godt nok, tykte hun, og saa blev Drengen lukt
ind i et lille Rum, og han faar ikke andet at æde end sød Mælk og
Hvedebrød og Nøddekjærner. Bjærgmanden kom af og til ind og
følte paa ham, om han tog sig noget.
Saa en Aften hører han Bjærgmanden sige til hans Moder: »Er
han ikke fed nok nu?«
»Jo, han kan ikke blive federe«, siger hun.
»Saa skal han slagtes i Morgen; kan du saa slagte ham? Men
det kan vel blive strængt nok for dig, for han er vel dygtig stærk.«
»Jo«, siger hun den gamle, »det kommer a nok over, for a
tykkes, han lader saa villig og from, a kommer nok afsted med at
slagte ham.«
»Naar du saa faar ham slagtet, saa tager du et Stykke af ham og
steger i Panden og sætter i Kakkelovnskrogen, til a kommer hjem i
Aften.«
Ja, det skulde hun nok.
Da Kjællingen kommer ind til Drengen om Morgenen, siger
hun: »Ja, i Dag skal du slagtes.«
Det lod han til at finde sig godt nok i.
»Vil du nu være villig at komme afsted med?«
»Jo, det skal a nok være«, siger han.
»Ja, kom saa ud, vi maa helst faa Ende paa det.«
Han gaar ogsaa godvillig med hende.
»Læg nu dit Hoved ned paa denher Blok.«
»Jammen du maa helst vise mig, hvordan a skal lægge det. Læg
nu dit Hoved først.«
Saa tager han Øksen og hugger til, saa var Kjællingen kappet
af. Han river et Stykke ud af hende og faar stegt i Panden og
sætter det hen i Kakkelovnskrogen, men Kroppen faar han slæbt

42