KAPITEL 1

JEG hEDDER LINSE

og er tolv r og fire mneder. Nr jeg sprger min mor, hvorfor jeg kom til at hedde Linse i stedet for de tusind andre navne, jeg kunne have fet, fr jeg ikke noget ordentligt svar. Hun siger, at hun ville have, at mit navn kun var mit. Far siger, at det er, fordi ba gerens linser er lkre. Helt sikkert. Jeg har aldrig set ham spise en linse. Ikke engang til fastelavn, hvor de plejer at fejre min dbsdag. Det vil sige, nr de husker det. Det er nok fire r siden sidst.
3

Jeg er 160 og en halv hj, hvis jeg strkker mig. Min far er 163 komma 2. Han er den mindste far i klassen, alts i min klasse. Men jeg synes, han er god nok alligevel. Jeg kan nemlig lide alle slags fdre, og ogs hunde for den sags skyld, hvis bare de ikke bider. Desvrre er min far ikke altid sd, han kan vre rigtig irriterende. Men det kan store fdre ogs. Ja, helt vildt! siger Gordon. Gordons far er 193 og ikke altid sd. I hvert fald ikke, nr han ser fodbold. S hold dog kft, og flyt jer! kan han finde p at rbe, selvom vi ikke siger noget eller str i vejen. Og s kaster han sine sure strmper efter os. Det gr min far aldrig. Kaster med ting. Og slet ikke stinkende strmper. Nr jeg tnker over det, har jeg faktisk aldrig set min far g p strmpefdder. Det er jo egentlig ret mrkeligt. Nogle gange kunne jeg faktisk godt tnke mig, at han kastede svedige strmper efter mig som en almindelig far. Men min fars strmper er enten lagt pnt sammen i skuffen, rullet sammen til sm, hrde kugler, eller ogs sidder de fast p hans fdder, der sidder fast i hans store sko, som han aldrig tager af. Selvom min far er den mindste i klassen, af alle
4

fdrene alts, s har han de strste sko. Der er ingen, der har sko s store som hans. Det ser ret cool ud. Frst kommer skoene, s kommer min far lige bagefter. Da jeg og Gordon var sm, plejede vi at lege, at hans hvide sko var skibe, og at vi sejlede kapsejlads p de syv have. Alts, det var jo ikke rigtigt de syv have, det var bare vores badekar. S blev min far sur, og de hvide sko skulle hnge til trre i meget lang tid. De sorte sko blev vores begravelsesbiler. Gordon og jeg plejede at lgge mine dukker eller min lillebror Bento i dem og kre af sted til kirkegrden. Alts, det var ikke en rigtig kirkegrd, det var bare vores have. S blev mor sur, for hun syntes ikke, man skulle grave lillebror ned i haven. I hvert fald ikke min. Men vi havde jo ikke nogen anden lillebror at grave ned. Gordon har kun en storebror, og sdan en er ikke let at grave ned. Slet ikke en storebror, der hedder Tex og lige pludselig bare giver en sherifstjerne. Det forstod mor aldrig. Nu giver Tex mig ikke sherifstjerner mere. Det er heldigt, for jeg er ved at f bryster, og det gr ret ondt selv uden sherifstjerner. Tex krer mest omkring p en tunet knallert med et cigaretskod i mundvigen og lidt snus under lben.
5

Engang krte han mig i skole, da Gordon var syg. Det gr jeg aldrig igen. Tunede knallerter krer sindssygt strkt, og endnu strkere, fles det som, hvis man krer igennem skoven. I skoven er der sten og rdder. Behver jeg at sige mere? Jeg skreg: Ik s hurtigt! Ik s hurtigt! tre hundrede gange, men Tex gassede bare endnu mere op. Jeg fik ondt i num sen og et stort brandsr p skinnebenet fra udstd ningen. Jeg hader at lyve. Det fr mig altid til at f det dr ligt. Men nogle gange m man lyve, for at ens forldre ikke skal f det drligt. S egentlig kan en lgn vre en god ting. Tnk bare p, hvor drligt min mor ville have fet det, hvis hun vidste, at brandsret, der aldrig ville hele, stammede fra Tex knallert, som det var strengt forbudt at kre p. Hun ville have ligget svnls i flere ntter og tnkt p, hvordan jeg kunne vre blevet slet ihjel, igen og igen. Men det ville ikke have vret det vrste. Bde hun og min far ville vre blevet s skuffede. Og med bedrvede stemmer have sagt: Linse, du har brudt vores tillid. Vi troede, vi kunne stole p dig. Det er vrre end krigsforbrydelser og mord at svigte sine forldres tillid. I hvert fald i min familie.
6

S det er klart, at man er ndt til at lyve indimellem, ikke for sin egen skyld, men for sine forldres. Gordon og jeg leger aldrig med fars store sko mere. Nr jeg tnker over det, leger vi nsten aldrig over hovedet. Vi gr mest omkring og bare er. Eller sidder p det hje plankevrk og glor, uden at holde os fast, lige indtil vi dratter ned. Engang trillede vi ned i nogle brndenlder, en anden gang trillede vi ned p nogle skarpe sten. Ste nene l bag plankevrket ved strandpromenaden, ved den stejle skrning. Gordon rullede ret mange gange og mtte p hospitalet og syes med seks sting i hovedet. En anden ting, vi gr, er at klatre hjt op i trerne og spytte ned p folk. Det lyder mske ikke s sjovt, men det er det. Vi plejer at flge efter de mennesker, der gr rundt med vores spyt i hret, uden at de ved det. VIGTIGT! En vigtig regel i spyt folk i hovedet legen er, at man ikke klatrer ned, hvis nogen opdager, at man har spyttet dem i hret. Hvis de opdager en, skal man:

A) Vente, til de har rbt frdig. Voksne klatrer meget sjldent op i trer. Vi har i hvert fald ikke oplevet det endnu. B) Blive oppe i tret nogle dage, indtil politiet finder en, fordi ens forldre er urolige og har efterlyst en. Hvis politiet er der, tr folk ikke sl p brn, uanset hvor vrede de er. Men klatr aldrig, aldrig ned. Det gjorde jeg engang, da Gordon ikke var med. Den gamle dame m have vret hkkelber, for nj, hvor kunne hun springe over alle hkkene i haverne. Heldigvis lber jeg ogs hurtigt. Min far tvinger mig nemlig til at lbe sammen med ham hver sndag morgen. Jeg blev reddet af skolen. Den ligger 2,2 kilometer fra vores hus, og tret l endnu lngere vk. Jeg har aldrig haft s meget sidestik. Der var bent p skolen, selvom det var aften. Nogle drenge trnede i hallen. Den sure hkkelber kendte ikke skolen s godt som mig, s jeg nede at gemme mig p toilettet. Det, der ligger i drengenes omkldningsrum. Der blev jeg siddende i hundrede r. Faktisk indtil drengene havde kldt om, og lidt
8

lngere. Det var blevet mrkt, da jeg klatrede ud af vinduet. S gik alarmen i gang. Alarmen p vores skole kan hres helt op til Norge, og den kan vkke de dde. Jeg nede at lbe vk, inden vagterne kom. I skolen troede de, at der havde vret indbrud, og i flere dage tjekkede de, om noget var blevet stjlet. Jeg kunne jo ikke fortlle dem, at det var et udbrud.