En erindring af Erindring: at

genkalde sig orden i kosmos

I denne korte artikel husker jeg læseren på det filosofiske begreb Erindring,
der har en livlig udvikling gennem filosofihistorien, med mange facetter og
underbegreber (fx Hukommelse). Denne teksts nedslagspunkter er Sokrates,
Aristoteles og Kierkegaard. Særligt er fokusset, at Erindring bringer orden i
kosmos, uanset om der er tale om universets kosmos eller det personlige livs
mikrokosmos.

Hvorfor er det på tide at erindre ​Erindring​, dvs. genkalde os begrebet ​Erindring​?

Erindring ​er vel til dels et overset begreb, måske fordi det er blevet taget for givet;
dets betydning er egentlig blevet glemt. Men vor filosofiske tradition har i høj grad
centreret sig omkring ​Erindring​, ja begrebet kan egentlige siges at strukturere den
tusinde år lange samtale, som vores tradition er, og dermed strukturerer ​Erindring
vores tænknings orden. Dette er én af mange måder, som ​Erindring ​som begreb
strukturerer vor kosmos, vor verden, og derfor er dets glemsel noget, der må gøres
bod på - ved en erindring.
Hvorfor er ​Erindring b ​ levet glemt? Givetvis som følge af begrebets
uomtvistelige almengyldighed - hvorfor alle, når de påmindes ​Erindring,​ bør kunne
mærke den umiskendelige resonans, som man altid mærker, når man bliver fortalt
noget, som man i én forstand allerede vidste, og som man derfor allerede kendte,
men som man i en anden forstand først lige er blevet klar over, dvs. det er følelsen af
at ​gen-erindre​. Måske vil denne følelse vækkes, når vi, som jeg foreslår, generindrer
Erindring, ​hvad der viser dets almengyldighed - og viser, at vi havde glemt det.
Vi har taget ​Erindring ​for givet; vi har troet, at det i dets almengyldighed var
noget selvfølgeligt, og derpå har vi glemt det. Jeg vil gerne slå et slag for, at vi bør
generindre Erindring​, og jeg vil fremstille dette forslag ved simpelthen at begynde
erindringen - jeg vil generindre et par mindeværdige pointer om ​Erindring​ i
filosofiens historie.
Erindring​ har i filosofiens historie spillet en levende og bestandigt afgørende
rolle lige siden Sokrates. Begrebets udvikling er dermed dynamisk - men næsten altid
centralt. Derfor ville enhver forglemmelse af et så fundamentalt begreb være en
abstraktion fra selve den vestlige filosofiske tradition. Et naturligt sted at gribe
tilbage til, må være Sokrates’ begreb om ​Anamnesis,​ dvs. Erindring, og det, jeg idag
vil påminde om, er, at man, ved udførelse af Erindring, lever op til sin evige sjæl; at
man gennem Erindringen gentager sjælens forbindelse til de evige ideer. Faktisk er
det dermed først i ​Erindringen,​ at vi bliver os selv igen; først der, at vi genindstifter
sjælens evige orden ud af skyggeverdenens kaos.1 Vi har i sjælen en indre dialog, og i
dette aflukkede indre, kan vi række tilbage til sandheden om os selv og om verden;

1
​Platon (overs.: Christensen, Johnny & Mejer, Jørgen)​ ​Phaidon​ (København: Gyldendal 2009).
(Alternativt ​Phaidon 79​).
kan vi omdanne den kaotiske, fluktuerende usandhed i sanseverdenen og i den
sociale verden til kosmos’ evigt sande orden. ​Erindring​ er altså det der forbinder os
med den evige orden af sandheder, som vi er en del af, men som vi kan bortfalde fra.
Det ville også være sørgeligt, hvis det oversete, mindre værk af Aristoteles, ​Om
hukommelse og genkaldelse​, dvs. peri mnemes kai anamneseos,​ skulle blive glemt.
Her må jeg påminde om, at også Aristoteles husker os på, hvordan ​Erindring
(anamnesis, genkaldelse, generindring - jeg kalder det ​Erindring​) generobrer den
orden i kosmos, som ellers kan ligge kaotisk hen - om end på en lidt anden måde end
Sokrates gjorde det.
For Aristoteles er både Hukommelse og ​Erindring​ vigtige for bevarelsen af
orden, táxis, i kosmos. ​Erindring​ er ​forskellig ​fra blot ​at huske​, fordi ​Erindringen​ er
en ​intellektuel​, aktiv udøvelse, modsat hukommelsens ​sanselige​, mere passive
præsentation.2 Det betyder ikke, at hukommelse ikke er vigtig, for hukommelsen
(altså ​mneme)​ samler sansning (​aisthesis​) i erfaringens begreber (​empeireria​) - og
dermed strukturerer hukommelsen også en orden i kosmos; tillader, at vi forstår, at
når x sker, følger y, og for, at vi praktisk kan skabe orden i verden ved hjælpe af
denne begrebsligt-sanselige viden.3 Dette er altså hukommelsens ordnende funktion.
Når vi ​erindrer​ er vi dog, modsat når vi husker, i et ​intellektuelt ​fakultet, der
går udover sansningen. Vi kan, modsat dyrene, udøve en tænkende, søgende,
undersøgende, opsøgende, ransagende, indadvendt genkaldelse af noget, som vi
tidligere har vidst, og som vi næsten kan fornemme at være i kontakt med, fordi vi
ligesom foregriber det i vores søgen; fordi vi ligesom fra vor perifere skråning ænser
hvad vores graviterende længsel må munde ud i eller henimod. Det, vi leder efter, er,
fortæller Aristoteles os, bundet til ‘kæder af bevægelser’, som vores sjæl har indstiftet
i sig; som sjælen er blevet ‘mærket’ af, og som vi, når vi får fat i det første led, kan
erindre​ (452a13). Disse kæder, som minderne sidder sammen i, kan være både
naturlige og konventionelle, og de er smedet sammen vha. den orden, der er i kosmos
- hvad end det er den store, naturlige kosmos, eller den konventionelle, sociale
kosmos. Der er en orden i det, vi erindrer. Derfor generobrer man kosmos’ orden ud
af kaos, når man erindrer - noget vi ikke må glemme.
Et led i den filosofiske traditions kæde, som ikke må forglemmes, er
naturligvis Søren Kierkegaards erindringsbegreb. Det trækker delvist på den
sokratiske ​Erindring​, altså at man kan genfinde sandheden bag verdens vekslen i
Erindring​. Dog, i klassisk Kierkegaardsk stil indfletter han denne
filosofisk-begrebslige ​gentagelse af ​Erindring​ i en ​litterær ​figur - i ​æstetikeren​. Det
er ham, der tror, at han ved refleksionens og ​Erindringens​ kraft kan nå indtil den
(meningsløse) mening med tingene - og derfor lever han ikke sit liv, men ​erindrer
det. Hvor andre med alvor ser fremad, ser han bestandigt tilbage. Det er farligt,

2
Aristoteles (min oversættelse fra Barnes, Jonathan) ​On memory​ (New Jersey: Princeton University
Press 1983). (Alternativt: Aristoteles 453a5).
3
​Aristoteles (min oversættelse fra Barnes, Jonathan) ​Metaphysics​ (New Jersey: Princeton University
Press 1983). (Alternativt: Aristoteles 980a-b).
således at være fanget i tankerne, i ​Erindringen​, for så søger og lever man en mening
i en orden, der abstraherer fra det virkelige liv.4
Erindring​ er for Kierkegaard, ligesom for Aristoteles, “ingenlunde identisk
med at huske”, og faktisk er hukommelse, dvs. at huske, “kun en forsvindende
Betingelse” (​Stadier Paa Livets Vei ​s. 15). Omvendt bemærker Kierkegaard, via sit
pseudonym William Afham, at ​Erindring​ distancerer den erindrende fra de virkelige
begivenheder, fordi ​Erindring er en poetisk genfortælling​, en fortolkning. Ja, mens
“hukommelsen er umiddelbar”, så er “Erindringen kun reflecteret. Derfor er det en
kunst at erindre”, og “Erindringen vil hævde et Menneske den evige Continuitet i
Livet og sikkre ham, at hans jordiske Tilværelse bliver ​uno tenore [​ af ét åndedrag]”
(​Stadier paa Livets Vei s​ . 16; se også ​Enten - eller s​ . 333; ​Gjentagelsen ​s. 15, 25).
Erindringen​ etablerer altså en slags ​poetisk orden i det personlige kosmos.​ Derfor er
Erindring i​ Kierkegaards behandling ikke utvetydig dårlig.
På klassisk kierkegaardsk kabinet-vis er man aldrig færdig med et fænomen
eller et begreb, når man kun har set det fra én vinkel. ​Erindring​, som denne poetiske
livlig-gørelse og kontinuitets-bevægelse, der genskaber vores personlige kosmos, er
nemlig en essentiel mulighed, vi alle har, og som vi godt kan bruge, uden at
misbruge. Eksempelvis skriver Kierkegaard i eget navn, at det er vigtigt, at vi
erindrer de døde​:​ ​bringer dem frem i vores kosmos, så vi ikke fornægter den
kærlighed, vi har til dem (​Kjerlighedens Gjerninger ​s. 339). Så for Kierkegaard er
Erindring​ en farligt forførende magt (som æstetikeren, der abstraherer fra livet i sin
Erindring​), men samtidig er ​Erindring​ en forunderlig kraft til at skabe en
kontinuitet, en orden i det personlige kosmos. Lidt ligesom, at Aristoteles forklarede
os, at hvad han kalder ​Erindring​ genetablerer virkelighedens begivenheds-kæders
kosmiske orden i individet. Eller som Sokrates viste os, at ​Erindring​ tillader os at
blive os selv; tillader os at genindstifte den orden, vi er en del af, men som vi kan
glemme og dermed bortfalde fra. Jeg håber, at denne ​erindring​ af ​Erindring​ vil gøre
noget lignende: genindstifte os med den tradition, vi er en del af, men som vi kan
glemme og dermed bortfalde fra.

Carl W. Hindsgaul

4
​Kierkegaard Søren ​Gjentagelsen​ s. 14 (København: Gyldendal, 2015 [1843]).
Kierkegaard Søren ​Enten - eller s​ . 41, 217 (København: Gyldendal, 2016 [1843]).