24 +augustin+-+28 11

Antikkens og middelalderens filosofi, efterår 2018
Augustin, Om Guds Stad, 28.11
Dagens program
1. Kort om:
2. ex nihilo nihil fit <ens creatum>
3. Syndefaldet
4. Teologi og filosofi
5. Om Guds Stad (De civitate Dei): bog 11,
14, 15, 19
6. Opsummering
1
Ex nihilo nihil fit <ens creatum>

- Mennesket og verden er blevet skabt af
intet (nihil)
- Verden er finit: én dag indtræffer ”den
sidste dom” (iudico ultimo)
- Mennesket og verden står mellem
”væren” og ”intet”
2
Ex nihilo nihil fit <ens creatum>

- Mennesket kan vende sig mod intet i kraft
af den ”frie vilje” (libero arbitro)
- Gud har villet, at mennesket skulle have
en fri vilje
- At vende sig mod sig selv, er dermed at
vælge ”intet”
3
Syndefaldet
- Adam synder ved at vælge sig selv (”i
bliver som Guder”)
- Denne handling sker i kraft af ”hovmod”
(superbia)
- Dermed er menneskets umiddelbare
forbindelse med Gud blevet brudt
4
Syndefaldet
- I kraft af ”troen” (fides) kan denne
forbindelse genoprettes delvist
- På denne side af evigheder ser vi dog
stadig ”som i et spejl, i en gåde” (Paulus)
- Kontemplationen ”ansigt til ansigt” kan
først opnås efter verdens endeligt
5
Syndefaldet
- Det er muligt at udforske troens
”genstand” gennem ratio (”fornuft”)
- Denne udforskning synes at karakterisere
Augustins værk
- Derfor kan visse hedenske undersøgelser
gennemført med ratio anvendes
6
Filosofi og teologi
”Teologi” (logos om theos)
Aristoteles: ”således vil der være tre slags
teoretisk filosofi: matematisk, naturlig
(physikê), og theologikê” (Met. VI, 1, 1026a19)
Får afgørende betydning i middelalderen:

eksplicit skel mellem ”naturlig teologi” og
”<åbenbaret> teologi”
7
Filosofi og teologi
Pascal i 1654: ”filosoffernes Gud” over for
”Abraham, Isaak og Jacobs Gud”
- ”Rationel” (naturlig) teologi: tale om Gud

som ”princip”
- ”Åbenbaringens” teologi: tale om Gud som
den inkarnerede
8
Filosofi og teologi
Skellet mellem ”filosofi” og ”teologi”
”Natur-teologien derimod bør diskuteres
med filosofferne, hvis navn, når det
oversættes, netop bekendtgør deres
kærlighed til visdom (sapienta). Hvis derfor
visdommen er den Gud, ved hvem alt er
skabt (…), er den sande filosof én, der elsker
Gud (amator Dei)” (De civ. Dei, VIII, 1; Kilder,
59)
9
Filosofi og teologi
”den sande filosof [er] én, der elsker Gud
(amator Dei)” (De civ. Dei, VIII, 1; Kilder, 59)
- Filosofien som ”livsvej” (ars vivendi) med

praktiske implikationer: en figur, der
karakteriserer hellenismen
Jf. Pierre Hadot (oversat til engelsk)
10
Filosofi og teologi
”den sande filosof [er] én, der elsker Gud
(amator Dei)” (De civ. Dei, VIII, 1; Kilder, 59)
- Filosofien som ”kærlighed til visdom”; Gud

karakteriseres ved sapienta (”visdom”)
- Det højeste mål for mennesket er ”lykken”
= ”oplysning” gennem erkendelse af Gud
11
Filosofi og teologi
Den sande filosof er den, der hjulpet af troen
(fides) undersøger Gud i kraft af sin fornuft
(ratio) (crede, ut intelligas = ”tro for at du
kan forstå”)
- I dette perspektiv var Platon den største
(Augustin citerer ikke Platon direkte!)
- Ny-platonikerne tager typisk afsæt i
Statens ”det godes idé”
12
Filosofi og teologi
”(…) de filosoffer, der har haft den opfattelse
af den højeste og sande Gud, at han både er
den, der bevirker de skabte ting, og det lys,
hvorved tingene skal erkendes, og det gode
for hvis skyld tingene skal gøre” (De civ. Dei,
VIII, 9; Kilder, 64)
- Alligevel har platonikerne ment, at man
burde dyrke flere guder
13
Om Guds Stad (De civitate Dei)

Bog I-X: behandler Rom som et forsvar for
kristendommen (jf. værkets specifikke
anledning: Roms fald i 410 f.v.t.)
Bog XI-XXII: drejer sig om den

”verdenshistoriske” udvikling af de to byer.
Alt i ”frelsens perspektiv” (historia sacra)
14

Bog I-X: behandler Rom som et forsvar for
kristendommen (jf. værkets specifikke
anledning: Roms fald i 410 f.v.t.)
”Denne hellige stads fjender har vi med Vor

Herre og Konges hjælp svaret så godt, vi
kunne i de ti foregående bøger” (De civ. Dei,
XI, 1; Kilder, 66)
15

Bog XI-XXII: drejer sig om den
”verdenshistoriske” udvikling af de to byer.
Alt i ”frelsens perspektiv” (historia sacra)
”Derfor går jeg nu i gang med (…) at

behandle de to stæder (…) og fremstille
deres oprindelse, udvikling og fortjente
endemål (exortu, excursu, debitis finibus)”
(De civ. Dei, XI, 1; Kilder, 66)
16

Grundlæggende set vil alle være ”borgere i
Guds stad”
- Gud har efterladt sit ”aftryk” i os, hvilket

kommer til udtryk som begær efter lykken
- Overensstemmelsen mellem det, vi ”tror
er det gode” og ”det gode i sig selv”
kendetegner den troende
17

Grundlæggende set vil alle være ”borgere i
Guds stad”
- Synden har dog medført, at nogle ”lever
efter kødet (secondo carnem)”, mens
andre ”lever efter ånden (secondo
spiritum)” (De civ. Dei, XIV, 1; Kilder, 67)
18

”At leve efter kødet” (secundum carnem
vivere)
1. Ikke blot at forfølge ”kropsligt” begær;

”kød” kan bruges som ”del for helheden”
2. Secundum carnem vivere: at leve ”efter
mennesket”
19

vivere)
- Modsat ”manikæerne”: det onde er ikke
en substans
- Det onde er en ”privatio boni”, dvs. ”et
fravær af det gode”
- Menneskets legeme er ikke i sig selv
dårligt
20

vivere)
- Det er kun for så vidt ”kroppen” er
”faldet”, at der er modstrid mellem ”sjæl”
og ”legeme”
- Augustin taler om ”det forkrænkelige
legeme” (corpus corruptibile)
21

”Vi tynges altså af det forkrænkelige legeme
(corpus corruptibile), med da vi ved, at
årsagen til dets tyngde ikke er legemets
natur og substans, men dets forfald
(corruptionem), ønsker vi ikke at berøves
legemet, men at iklædes legemets
udødelighed. For også da vil der være et
legemet, men eftersom det ikke mere vil
være forgængeligt, vil det ikke tynge.” (De
civ. Dei, XIV, 3; Kilder, 68)
22

Mennesket er ikke ufrivilligt fanget i et ”ondt
legeme”:
- Sjælens valg er ophav til, at legemet er
”forkrænkeligt” (anima peccatrix fecit esse
corruptibilem carnem)
- ”Mennesket er nemlig ikke blevet Djævlen lig
ved at have kød, som Djævlen ikke har, men
ved at leve efter sit eget selv (vivendo
secundum se ipso), det vil sige efter et
menneske” (De civ. Dei, XIV, 3; Kilder, 69)
23

vivere) = ”leve efter sig selv”
- ”Leve efter mennesket” er at ”leve efter
løgnen”
- Gud er sandheden (veritas): sandheden er
ikke en ”funktion ved sætninger” men et
”eksisterende noget”
24

vivere) = ”leve efter sig selv”
- At vende sig fra Gud er at vende sig mod
det, der ”intet er” og derfor løgnagtigt
- Kun som afhængigt væsen finder
mennesket ”sandheden”
25

Det oprindelige ”begær” efter at opnå
”lykken” (beatitudo) kommer til udtryk som:
- Kærligheden til Gud (caritas)
- Kærligheden til sig selv (cupiditas)
Jf. Hannah Arendt. Le concept d’amour chez

Augustin (oversat til engelsk)
26

Det oprindelige ”begær” efter at opnå
”lykken” (beatitudo) kommer til udtryk som:
- ”Den guddommelige stad” (caritas)
- ”Den jordisk stad” (cupiditas)
Dette skel gælder for verden, når vi taler

”mysteriets sprog” (mystice): det drejer sig
ikke om en ”filosofi om civitas”
27

Eskatologi: ”historiens slutning”
- Et afgørende tema i den vestlige filosofi:

hvad er formålet med historien?
- Eskaton: ”det yderste/det sidste” (iudico
ultimo)
Se bl.a. Hegels hele værk; Walter Benjamin;

Francis Fukuyama (”historiens endeligt”)
28

”(…) hvoraf det ene [af de to samfund] er
forudbestemt (praedestinata) til for evigt at
herske sammen med Gud, det adet til at lide
evig straf sammen med djævlen” (De civ. Dei,
XV, 1; Kilder, 71)
Se Karl Löwith. Meaning in History: The

Theological Implications of the Philosophy of
History, 1949
29

- Diskussionen om ”historiens formål”
stammer fra teologiske diskussioner
- Har haft stor indflydelse på den vestlige
filosofis historie; også uden for
”teologiske” kredse
30

”For da først de to samfund begyndte at
udvikle sig ved fødsel og død, fødtes først
han, som er borger i denne tidsalder (hoc
saecolo), senere han, der er fremmed
(peregrinus) i denne tidsalder, og so tilhører
Guds stad og af nåde (gratia) er
forudbestemt, af nåde udvalgt, af nåde
fremmed hernede, af nåde borger oventil”
(De civ. Dei, XV, 1; Kilder, 71)
31

Saecolum: denne tid, hvori Guds rige endnu
ikke er virkeliggjort
- Heraf ordet ”sekulær”: hørende til det
denne-sidige
Se R.A.Markus. Saeculum. History and

Society in the Theology of St. Augustine.
1971.
32

”For de helliges stad er oventil, selv om den
føder sine borgere her. I dem vandrer den
som fremmed (peregrinatur), indtil tiden for
dens herredømme kommer” (De civ. Dei, XV,
1; Kilder, 72)
Her regerer de med ”tidsaldrenes konge”
(rege saeculorum)
33

- Inden for ”denne tid” (hoc saecolo) er den
jordiske stad ”i strid med sig selv”
- Konsekvens af det gode, man eftersøger:
”eftersom dette gode ikke hører til den
slags goder, der ikke skaber
vanskeligheder for dem, der elsker dem,
splittes denne stad for det meste op mod
sig selv” (De civ. Dei, XV, 4; Kilder, 73)
34

Skellet mellem de to ”stæder” afhænger af
”sigtet”: Gud eller sig selv
- Augustin behandler i De doctrina
christiana skellet mellem ”uti” (brug) og
”frui” (nydelse)
- Den kristen ”bruger alt” i lyset af det
eneste, der kan nydes (frui)
35

- Sigtet for ”kærligheden”
(caritas/cupiditas) afgør hvorvidt man
bruger de ting, der egentligt ikke kan
nydes
- Sigtet strukturerer hierarkisk de forskellige
goder
36

”Godheden er meget mere en besiddelse,
der bliver desto mere omfattende, jo mere
harmonisk og udelt deltagernes kærlighed
tilegner sig den. Den, der derfor ikke vil have
denne besiddelse fælles med andre, vil slet
ikke have den, og han vil opdage, at den
vokser i takt med hans evne til at elske den,
der også har del i den” (De civ. Dei, XV, 5;
Kilder, 73)
37

- Når sigtet er Gud medfører det et
”fællesskab” med andre, der også har del i
gud
- ”Næstekærlighed”: kærlighed til den
anden i lyset af Gud (”frydes over
hinanden i Gud” invicem in Deo. De civ.
Dei, XIX, 13; Kilder, 75)
38

Troens fællesskab karakteriserer ”den
Guddommelige stad” i dets udlændingehed:
Brevet til Hebræerne, 11, 13: ”fremmede og

udlændinge på jorden”
- Hvordan skal de kristne opføre sig inden

for ”denne tid” (hoc saecolo)?
39

”Derfor har al brug af timelige ting nydelsen
af den jordiske fred som mål i den jordiske
stad, mens den i den himmelske stad har
nydelsen af den evige frem som mål” (De civ.
- Den jordiske fred er et ”delmål” relativt til

den himmelske fred
40

- Den jordiske stad: trældom blandt
mennesker, som konsekvens af begæret
efter at ”herske”
- Den himmelske stad: tjene Gud som den
eneste virkelige herre (”substantiel
frihed”)
”adlyde i frihed” (liber optemperet, De civ.

41

- Næstekærligheden implicerer ”at
mennesket også vil hjælpe næsten til at
elske Gud, eftersom det har fået påbudt at
elske sin næste som sig selv” (De civ. Dei,
XIX, 14; Kilder, 76)
Hvilke midler kan denne ”hjælp” benytte sig

af?
42

- De første retfærdige var ”som hyrder over
kvæg” (De civ. Dei, XIX, 15; Kilder, 76)
Mennesket regerer kun naturligt over det,

der ikke har fornuft (ratio)
Synden er også til slaveri blandt mennesker
43

- De første retfærdige var ”som hyrder over
kvæg” (De civ. Dei, XIX, 15; Kilder, 76)
Vigtig diskussion!
Michel Foucault. Sécurité, territoire et
population. 2004
Giorgio Agamben. Il regno e la gloria. 2007
Dothan Leshem. The origins of Neoliberalism.
2016.
44

”Enhver, der gør synd, er syndens træl, og
derfor træller endog mange fromme
mennesker for uretfærdige herrer, som dog
ikke er frie” (De civ. Dei, XIX, 15; Kilder, 77)
- Man er ikke fri bare fordi man ”regerer”
45

Synden har som konsekvens, at der findes
”herrer” og ”slaver”
- Med henblik på Gud er det retfærdigt, at

den troende hersker over de syndige:
”pligten til at byde” (officium imperandi)
Jf. ”politisk augustinisme”
46

- ”den velordnede samdrægtighed blandt

borgerne om, hvordan der skal bydes og
lydes” (ordinata concordia imperandi
obediendique)
47

- Synden har formørket mennesket og det

”han [mennesket] kan ikke længere det
han vil” (De civ. Dei, XIV, 15)
- En svaghed i selve ”viljen”
48

En vis ”forsoning” mellem de to stæder er
mulig:
Den jordiske fred (enighed blandt ”herrer og
slaver”) bruges (uti) med forskelligt sigte:
”Men de har hver deres eget, meget

forskellig mål for brugen (finis utendi)” (De
civ. Dei, XIX, 17; Kilder, 77)
49

”Mens derfor denne himmelske stad er i
landflygtighed på jorden, kalder den borgere
ud fra alle folkeslag og samler blandt alle
sprog et landflygtigt samfund uden at
bekymre sig om, hvad forskelle der måtte
være i skikke, love og institutioner” (De civ.
- Arven fra kristendommen: et nyt

fællesskab
50
Opsummering
- Kristendommen præsenterer noget
radikalt nyt: hvordan skal man forstå
verden og menneskets plads heri?
- Augustin tænker mennesket ud fra to
vilkår (conditio):
1. Skabelsen
2. Synden
51
Opsummering
- Synden er årsag til opdelingen i de to
stæder: den jordiske og den himmelske
stad
- Indtil de sidste dage, lever de kristne ”af
troen” (ex fide)
- Først på den sidste dag (iudico ultimo) kan
vi opnå ”lykken” (beatitudo)
52

24 +augustin+-+28 11

Uploaded by

Document Information

Original Title

Copyright

Available Formats

Share this document

Share or Embed Document

Sharing Options

Did you find this document useful?

Is this content inappropriate?

Copyright:

Available Formats

24 +augustin+-+28 11

Uploaded by

Copyright:

Available Formats

Antikkens og middelalderens filosofi, efterår 2018

Augustin, Om Guds Stad, 28.11

Ex nihilo nihil fit <ens creatum>

Ex nihilo nihil fit <ens creatum>

Får afgørende betydning i middelalderen:

- ”Rationel” (naturlig) teologi: tale om Gud

- Filosofien som ”livsvej” (ars vivendi) med

Jf. Pierre Hadot (oversat til engelsk)

- Filosofien som ”kærlighed til visdom”; Gud

Om Guds Stad (De civitate Dei)

Bog XI-XXII: drejer sig om den

Om Guds Stad (De civitate Dei)

”Denne hellige stads fjender har vi med Vor

Om Guds Stad (De civitate Dei)

”Derfor går jeg nu i gang med (…) at

Om Guds Stad (De civitate Dei)

- Gud har efterladt sit ”aftryk” i os, hvilket

Om Guds Stad (De civitate Dei)

Om Guds Stad (De civitate Dei)

1. Ikke blot at forfølge ”kropsligt” begær;

Om Guds Stad (De civitate Dei)

Om Guds Stad (De civitate Dei)

Om Guds Stad (De civitate Dei)

Om Guds Stad (De civitate Dei)

Om Guds Stad (De civitate Dei)

Om Guds Stad (De civitate Dei)

Om Guds Stad (De civitate Dei)

Jf. Hannah Arendt. Le concept d’amour chez

Om Guds Stad (De civitate Dei)

Dette skel gælder for verden, når vi taler

Om Guds Stad (De civitate Dei)

- Et afgørende tema i den vestlige filosofi:

Se bl.a. Hegels hele værk; Walter Benjamin;

Om Guds Stad (De civitate Dei)

Se Karl Löwith. Meaning in History: The

Om Guds Stad (De civitate Dei)

Om Guds Stad (De civitate Dei)

Om Guds Stad (De civitate Dei)

Se R.A.Markus. Saeculum. History and

Om Guds Stad (De civitate Dei)

Om Guds Stad (De civitate Dei)

Om Guds Stad (De civitate Dei)

Om Guds Stad (De civitate Dei)

Om Guds Stad (De civitate Dei)

Om Guds Stad (De civitate Dei)

Om Guds Stad (De civitate Dei)

Brevet til Hebræerne, 11, 13: ”fremmede og

- Hvordan skal de kristne opføre sig inden

Om Guds Stad (De civitate Dei)

- Den jordiske fred er et ”delmål” relativt til

Om Guds Stad (De civitate Dei)

”adlyde i frihed” (liber optemperet, De civ.

Om Guds Stad (De civitate Dei)

Hvilke midler kan denne ”hjælp” benytte sig

Om Guds Stad (De civitate Dei)

Mennesket regerer kun naturligt over det,

Synden er også til slaveri blandt mennesker

Om Guds Stad (De civitate Dei)

Om Guds Stad (De civitate Dei)

- Man er ikke fri bare fordi man ”regerer”

Om Guds Stad (De civitate Dei)

- Med henblik på Gud er det retfærdigt, at

Jf. ”politisk augustinisme”