Afløsningsopgaver NT2 Endelige Af Mikkel Willumsen

Mikkel Willumsen, sgn193
NT2: Afløsningsopgaver
Paulusbilleder
Forskere tolker Paulus på forskellige måder, hvilket har givet anledning til forskellige
’Paulusbilleder’. I det traditionelle billede er Paulus fjendtlig indstillet mod jødedommen og søger
bevidst at hævde en ny religion. Det er et opgør med idéen om, at man ved gerninger og særlige
skikke kan fortjene frelsen. Paulus gør en ’omvendelse til kristendommen’ (Engberg-Pedersen
2019, 16-17), og her udvikles et negativt syn på jødedommen og loven, som motiverer Paulus til at
lave bruddet. Nanos mener, at der har været en tendens i forskningen efter Holocaust til at læse en
Paulus, der ikke har antijødiske synspunkter (Nanos 2015, 255). Martyn hævder f.eks. at
modsætningsparret hos Paulus ikke er kristendom vs. Jødedom, men Guds gerning i Kristus over
for traditionel religion. Forstået på den måde, at Paulus står inde for en Gud, der i Kristus har
ophævet religiøse distinktioner, og derfor findes der i Kristus hverken Ἰουδαῖος eller Ἑλλην (Ibid.
260). I det nye billede søger Paulus ikke at bryde med sin fædrene religion for at stifte en ny. Man
søger at forstå ham i den kontekst, han lever og skriver i, nemlig som jøde i den græsk-romerske
verden (Engberg-Pedersen 2019, 14). Ifølge Engberg-Pedersen forstod Paulus ”den Kristustro, han
talte for … som et stykke genuint jødedom.” (Ibid. 16) Paulus’ forholden sig til Moseloven forstås i
kontekst af, at han var missionær til hedningene. Han var motiveret af at ville give ikke-jøder
adgang til Guds frelse, men uden at de skulle overholde jødedommen. I det radikale billede sætter
Paulus tydeligere skel mellem hedninge og jøder. Hedningene skal have Kristustro uden at blive
jøder, mens jøderne stadig skal følge love . I en ældre version af dette billede var Moseloven en vej
til frelse for jøder, mens Kristustro var en særvej for ikke-jøder. I den nyere version er Kristustro
nødvendig også for jøder, mens de stadig skulle holde jødiske skikke (Ibid. 25-26). Dog er jødernes
overholdelse af Moseloven nødvendig, og her adskiller det radikale Paulusbillede sig fra det nye. I
det moderne filosofiske billede trækker man Paulus ud af hans kontekst og bruger ham i en mere
politisk eller filosofisk sammenhæng (Ibid. 14).
I Galaterbrevet
I Gal 6,15 skriver Paulus, at hverken omskærelse eller ikke-omskærelse er noget οὔτε … τί ἐστιν.
Det nye billede vil forstå, at omskærelse ikke gør fra eller til ift. Frelsen, hvor det centrale er
Kristustroen. Jøder kan så længe de har kristustro lade sig omskære, uden at det er så vigtigt. Det
traditionelle billede ville forstå det klare skridt væk fra jødedommen til noget nyt, og at ingen
gerninger eller afståen fra disse bidrager til menneskets frelse. Det radikale billede ville formentlig
hævde, at skriftstedet udelukkende henvender sig til kristustroende ikke-jøder, og derfor ville det
for dem ingen forskel gøre, om de blev omskåret eller lod være.
Paulus’ kritik af det at sætte sin lid til (lov)gerninger for at opnå retfærdighed hos Gud (Gal
3,2;11;21-22) er blevet forstået forskelligt. Før Sanders i 1977 mente man, at Paulus kritiserede den
idé, at man kunne opnå frelse alene gennem lydighed til Moseloven. Sanders udfordrede dette ved
at hævde, at jødisk overbevisning nærmere var, at gerninger ikke frelste, men opretholdt en god
status inden for en pagt af nåde, der indeholder udvælgelse og tilgivelse (Bassler 2010, 374). Denne
opdagelse, hvis korrekt, bidrager til en klarere forståelse af forholdet mellem jødedom og
kristendom: Den fremhæver en Gud, der har integritet, idet forudsætningerne for frelse egentlig
altid har hvilet på Gud og hans nåde.
Litteraturliste
Primærlitteratur:
• Novum Testamentum Graece. Ed. E. Nestle-K. Aland & al. 28. oplag. Stuttgart: Deutsche
Bibelgesellschaft, 2013.
Sekundærlitteratur:
• Bassler, Jouette M. 2010. “Paul and his Letters.” I The Blackwell Companion to the New
Testament, Ed. David E. Aune, 373-397. Malden, MA: Wiley-Blackwell.
• Engberg-Pedersen, Troels. 2019. “Indledning”. I Paulus og jødedommen, Ed. Troels
Engberg-Pedersen, 10-43. København: Akademisk Forlag.
• Nanos, Mark D. 2005. “How Inter-Christian Approaches to Paul’s Rhetoric Can Perpetuate
Negative Valuations of Jewishness – although Proposing to Avoid That Outcome”. Biblical
Interpretation 13: 255-269.
Hellenisme og hellenistisk filosofi

Hellenisme er et bredt begreb, der dækker alt fra udbredelsen af græsk sprog og kultur til
Grækenlands udvikling som en universel civilisation, hvis kultur vandt indpas i datidens folkelige
traditioner (Hjort 2003, 133). Ifølge den græske tese søger hellenismen vha. urbanisering at
udbrede græsk kultur udover hele verden. Nemlig en storbykultur med institutioner og
underholdning som teatre og bade. Ifølge tesen er klassisk græsk kulturidealet, mens hellenismen,
som den blandingskultur den er, bliver en svækket og primitiv kultur. Der findes også den
kosmopolitiske tese, ifølge hvilken hellenismen har bestået i internationalisering, hvor fri
bevægelighed, mobilitet og fælles valuta har været vigtigt, og hvor forskellige kulturer gensidigt har
påvirket hinanden (Ibid. 135).
I 1800-tallet ansås perioden af bl.a. Droysen til at ligge mellem den klassiske græske periode (4-5.
årh. f.Kr.) og kristendommen. Hellenismen er en blandingskultur mellem græsk og orientalsk
kultur, og anses af mange for at være ensbetydende med synkretisme, f.eks. på grund af jødisk brug
af det græske sprog (Ibid. 133). Hjort påpeger i sin artikel, at hvor man fastsætter perioden,
afhænger af forståelsen af hellenismebegrebet. Hellenismen som en (tids)epoke fastsættes ud fra et
politisk kriterium: Når magten overdrages til en anden, slutter perioden. Som en kultur fortsætter
hellenismen i takt med dens indflydelse helt efter de græske rigers ophør i 31 f.Kr. og under
romernes herredømme og indtil Konstantin (Ibid. 136). Overordnet set var hellenismen en tid med
monarki. Dog var der byer πόλεις, som gav borgerne politisk autonomi. Under den hellenistisk-
romerske periode blev de dog frataget deres magt pga. magtcentralisering. Dog blomstrede
kulturlivet fortsat med det græske sprog, teatre, gymnasier og templer (Ibid. 140).
Galaterbrevet og pædagoger
Uddannelse var i højsædet i hellenismen. I skolerne kunne elever lære at læse, regne og skrive.
Pædagoger παιδαγωγός var ansat til at følge eleverne i skole, og skulle fungere som strenge
tilsynsmænd (Ibid. 146). I Gal 3,24 bruger Paulus samme ord, når han taler om lovens funktion
inden Kristus. For Paulus er det loven, der vogter, spærrer inde og egentlig kun volder forbandelse
og afslører synd. Måske har Paulus’ oplevelser med en παιδαγωγός som ung i det hellenistiske
Tarsus haft indflydelse på hans syn på loven. Hvis det er tilfældet, kan der være en sammenhæng
mellem Paulus’ teologi og den kultur, han var påvirket af.
Filosofi og Johannes
Hellenistisk filosofi florerede i en kosmopolitisk kultur, hvor fokus nu blev individet og dets
livsførelse. Individets relation til det universelle var et tema (Ibid. 181). Det kan ses i Joh 1,9, hvor
der står, at det sande lys oplyser ethvert menneske πάντα ἀνθρωπον. Stoicismen var en udbredt
filosofi, som værdsatte sindsro og udholdenhed. I stoikernes verdensbillede er alt det materielle
blevet til ved en guddommelig instans, Logos, som også gennemsyrer alt (Ibid. 202). Denne idé
synes ekkoet i Joh 4,24, hvor der står πνεῦμα ὁ θεός. Dodd mener, at hellenismens indflydelse på
kristendommen skal forstås i kontekst af dennes adskillelse fra jødedommen tidligt i det 2.
århundrede. De kristustroende søgte nu at omtolke og tilpasse deres jødiske verdenssyn til græsk
tænkning. Dette var bl.a. et forsøg på at kommunikere den kristne tro ud til en helleniseret
befolkning (Buch-Hansen 2018, 140). Det er tydeligt i prologen til Joh, hvor Logos er den kreative
fornuft eller primære årsag. Denne ledte stoikeren Seneca efter og forbandt den med Gud (Ibid.
148).
Litteraturliste
Primærlitteratur:
• Buch-Hansen, Gitte. 2018. “The Johannine Literature in a Greek Context.” I The Oxford
Handbook of Johannine Studies, Ed. Judith M. Lieu and Martinus C. de Boer, 138-154.
Oxford: Oxford University Press.
• Hjort, Birgitte G. 2003. Kap. 2 “Hellenisme” og kap. 3 “Hellenistisk filosofi.” I Det Nye
Testamentes omverden. Om politiske, religiøse og filosofiske forhold på Det Nye
Testamentes tid, 133-214. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag.
Slaveri
Slaveriet i antikken kan skues fra forskellige vinkler. George peger på den materielle fund, som kan
oplyse os om slaveriets tidlige væsen. Dog er meget materiale gået tabt med tiden, men det, der
findes, giver et indblik i dagligdagens struktur (George 2011, 385). I antikkens rom var slavens
identitet baseret på hans ejer og det stykke arbejde, han udførte. Grusomt hårdt arbejde i steder
som miner, stenbrud og i ejerens hus, var bl.a. hvad slaver tog sig til. Værktøj og andre ejendele
brugt og ejet af slaver vidner om deres liv. En herre ville typisk bo i en sten-villa og have flere slaver
knyttet dertil i arbejde, mens nogle slaver boede i trækonstruktioner. Andre slaver boede i deres
herres villa, hvor de hver havde en celle på knap 1.80 km2, viser arkæologiske udgravninger. Men
rigtig mange sov, hvor de arbejdede, om det var i stalden eller i køkkenet. (Ibid. 386-390).
Slaver levede ofte side om side med deres herre og hans familie. Dette viser, at romere ofrede deres
privatliv for den bekvemmelighed, det var at have slaver nær hele tiden. Malerier vidner om, at
slaver var helt inde i soveværelset, når der foregik seksuelle handlinger. Arkæologiske fund af
religiøse symboler i Pomeii vidner om, at slaverne og den frie familie havde forskellige kult-
praktiser, der muligvis var dikteret af deres legale status. Dog viser et maleri, at familien og
slaverne også sammen kunne tilbede guder (Ibid. 391).
Joshel, der fremhæver antikkens litteratur som en kilde til at forstå slaveriet, forklarer at vi der kun
finder information om slavers liv set igennem deres ejeres øjne, ikke om deres egentlige oplevelser
af, hvordan det var at være slave. De blev anset for at være ejendomme og ting, udskiftelige
redskaber til at udføre herrens vilje eller arbejde (Joshel 2011, 215). Om de var gode eller dårlige
slaver afhæng af deres arbejdsmoral og hvorvidt, de var loyale over for deres herre og frygtede ham.
Loyalitet og frygt er derfor kvaliteter, herren ønsker at indstille i slaven (Ibid. 217). Slaver, der
illoyalt går imod deres herrer og endda slår dem ihjel, er et fænomen. Romerske historikere
beretter om tre større slaveopstande mellem år 135-70 f.Kr. (Ibid. 220)
Slaveri og Galaterbrevet
Paulus italesætter slaveri i Gal 3,28, hvor han siger, at det er underordnet, om de troende i Kristus
er slaver eller frie. Her ytrer han ikke ønsket om at gøre ende på slaveri, men påpeger at deres
status i verden ikke har betydning for deres status overfor Gud, og at denne heller ikke bør diktere
hvordan menigheden behandler hinanden indbyrdes. Moxnes pointerer tendensen: ”The common
attitude of early Christian writers who identified with the slave-owning class was to speak of
slaves as part of the one family of mankind, but without arguing for an end to slavery.” (Moxnes
2014, 141) Gal 3,28 i kombination med Paulus’ andre tolerante ytringer har været autoritativt ift.
Slavers bliven i deres beskæftigelse. Det er først i det 4. århundrede, at en del kristne flygtede fra
slaveri pga. en radikal tolkning af dette skriftsted. Selvom kirkekonciler så skævt til dette og
manede slaver til at blive, begyndte kristne forfattere at ænder deres syn og endda tale om
frigørelse (Ibid.) I Gal 4 bruger Paulus en slaveri-metafor. Han selv og hans trosfæller, der før
trællede δεδουλωμένοι for verdens magter, er købt fri af Guds søn. Paulus trøster galaterne med, at
de ikke længere er trælle δοῦλοι, men Guds børn. Dette kan være et forsøg på at få galaterne til at se
den åndelige virkelighed, hvor de er frie, som den vigtige, og dermed tolerer at være slaver i verden.
Litteraturliste
Primærlitteratur:
• George, Michele. 2011. “Slavery and Roman Material Culture”. I The Cambridge World
History of Slavery. Volume I. The Ancient Mediterranean World, Ed. Keith Bradley and
Paul Cartledge, 385-413. Cambridge / New York: Cambridge University Press.
• Joshel, Sandra R. 2011. “Slavery and Roman Literary Culture.” I The Cambridge World
Paul Cartledge, 214-240. Cambridge & New York: Cambridge University Press.
• Moxnes, Halvor. 2014. “Race, Class and Gender ‘in Christ’? The Ambiguous Reception
History of Galatians 3:28.” I A Short History of the New Testament, 133-156. London/New
York: I.B. Tauris. Absalon.
Antijudaisme i tidlig kristendom

Joh skildrer en tid hvor de kristne og de jødiske autoriteter havde mange konflikter. Intensiteten
kommer til udtryk i, hvordan de to grupper taler til hinanden. Jesus kan sige, at de mordtørstige er
djævelens børn, mens jøderne kan sige, at Jesus er en samaritaner besat af en dæmon (Joh 8,39-
40;8,44;8,48). De tidlige kristustroende var pga. deres nye overbevisning ikke ønsket i
synagogerne, og de blev tilmed forfulgt (Culpebber 2001, 62). ἀποσυνάγογως bliver brugt bl.a. i
12,42 og 16,2 og italesætter dette. Martyn mener, at udelukkelsen formentligt ikke skete på Jesu’
tid, men i begyndelsen af det 2. århundrede, hvor de kristne brød med jøderne pga. deres tro på
Jesus som Messias (Novenson 2019, 117). Forskere har anskuet Johs antijødiske diskurs som et
udtryk for intra-jødisk polemik, ligesom Qumran-samfundet polemiserede mod andre jødiske
grupper mens de selv blev indenfor jødedommen. Men Culpebber påstår, at adskillelsen er tydelig:
”Because John views the separation from Judaism as a past event with radical social and
theological consequences, its position in relation to Judaism can no longer be regarded as an
intra-Jewish debate.” (Culpebber 2001, 63)
ὁι Ἰουδαῖοι
Eksegeter har tøvet med at anerkende den johannæiske fordømmelse af ”jøderne”. Bultmann
mente f.eks, at de utro Ἰουδαῖοι repræsenterede det at være ikke-troende. Denne type holdning er
udbredt blandt folk, der mener, at kritikken i Joh er rettet mod general modstand mod Jesus,
fremfor en bestemt race. Culpebber fastslår, at racisme ikke er drivkraften i Joh, men at problemet
udelukkende handler om religion (Ibid. 63-64). Altså er problemet antijudaisme, og ikke
antisemitisme. Von Wahlde pointerer desuden, at de fjendtlige brug af ὁι Ἰουδαῖοι er rettet mod de
jødiske autoriteter, ikke hele det jødiske folk (Ibid. 65). Selvom Joh primært er drevet af en
teologisk antijudaisme, fremhæver Leibig og andre, at den fjendtlige diskurs mod jøderne var: ”…
anti-Jewish in intent and anti-Semitic in its potential effect on later readers.” (Ibid. 68) Förster
forklarer, at ideén om Joh som en antijødisk tekst er problematisk, fordi der findes mange
forskellige manuskripter med variationer. Teksten har fra begyndelsen ændret sig, og det er i lyset
af disse vilkår, at teksten må fortolkes og forstås. (Förster 2018, 246). Joh er også blevet oversat til
et hav af sprog, og en særlig fortolkning går altid forud for en oversættelse. Den tyske
bibeloversættelse Gute Nachricht Übersetzung er et eksempel på en oversættelse, der fremhæver
den antijødiske retorik (Ibid. 247).
Både jødisk og antijødisk

Joh er et jødisk skrift, fordi det er blevet til i en jødisk sammenhæng og forfatterens verdensbillede
er jødisk. Den jødiske arv bliver endda anerkendt, når Jesus siger, at frelsen kommer ”ἐκ τῶν
Ἰυδαίων” (Joh 4,22). Skriftet er mest antijødisk i dens kristologi, når den hævder at frelsen kun
kommer gennem Jesus (14,6). Ved adskillelsen mellem jødedom og kristendom har Joh bevaret
legitimiteten af den jødiske arv, men hævder at Jesus er den sande fuldbyrdelse af jødedom.
Jødedommens validitet er ikke gældende uden om Jesus (Culpebber 2001, 68-69). Dette kommer
bl.a. til udtryk i Joh 6, hvor Jesus godt nok anerkender israelitternes manna-spisning i ørkenen,
men samtidig hævder, at det fører til død. Kun ham som det ’levende brød’, kan give liv. (6,49-51).
Han siger også til jøderne, at enhver, der har hørt og lært af Faderen, kommer til ham (6,45). På
den måde bliver Jesus fuldbyrdelsen af sand jødedom; han er det mål, som Gud ønsker at føre
mennesket til.
Litteraturliste
Primærlitteratur:
• Culpepper, R. Alan. 2001. “Anti-Judaism and the Fourth Gospel as a Theological Problem
for Christian Interpreters.” I Anti-Judaism and the Fourth Gospel, Ed. Reimund Bieringer,
Didier Pollefeyt og Frederique Vandercasteele-Vanneuville, 61-82. Louisville, KY: John
Knox. Absalon.
• Förster, Hans. 2018. “From Inner-Jewish Debate to Anti-Jewish Polemic? The
Transformation of The Gospel of John within Its Textual Transmission.” I Liturgy and the
Living Text of the New Testament: Papers from the Tenth Birmingham Colloquium on the
Textual Criticism of the New Testament, Ed. H. A. G. Houghton, 245-268. Piscataway, NJ:
Gorgias.
• Novenson, Matthew V. 2019. “Jesus the Messiah: Conservatism and Radicalism in
Johannine Christology.” In Portraits of Jesus in the Gospel of John: A Christological
Spectrum, Ed. Craig Koester, 109-124. London: T&T Clark.
Køn i den græsk-romerske verden

I antikken ment man, at kosmos var logisk indrettet med en hierarkisk orden, hvor mænd stod over
kvinder. Det var især elitens syn på maskulinitet, som påvirkede det øvrige samfund. Den ideelle
mand var modig og selvopofrende og undgik f.eks. begær og ekstravagance. Det tilskyndede til
beundring og ære. Det var ikke så meget anatomien, der blev set som det mandige, men at handle
som en mand. Antikken havde en ét-køns-model, hvor det at være mand var perfektionen af
kønnet, mens kvinden var en ufuldkommen udgave. Maskulinitetsideologien inspirerede ifølge
Conway også de nytestamentlige forfattere, når de formulerede deres kristologi (Conway 2008, 15-
20). Det kan bl.a. ses i Jesu’ Kristi liv og gerning. En mands død blev i antikken hædret, hvis han
gik den i møde for andres skyld (Ibid. 29). Jesus, der giver sit liv for at andre kan få evigt liv (Joh
10,15), er et eksempel på den selvopofrelse, der blev hædret i antikken. Mod og evnen til at bære
smerte uden at knække var også en dyd den ideelle mand besad. Jesus er i Joh
overskudsmennesket, der modigt og roligt går sin død i møde uden meget vaklen, til forskel fra de
synoptiske evangelier, hvor han beder om at måtte blive fri. I Joh ved Jesus, at timen er kommet,
og han eksplicerer, at han ikke vil bede sig fri, men herliggøre Faderen (Joh 12,27).
Både mænd og kvinder figurerer i Joh, og begge køn spiller en rolle i at bekende, proklamere og
diskutere med Jesus (Hartenstein 2015, 455). Diskussionerne er teologiske og drejer sig ofte om
Jesu’ identitet. Her har mænd ingen fordel; Jesus betror sig også til kvinder, som på lige fod med
mænd kan tænke og bekende teologisk (Ibid. 459). Kvindelige roller er til stede i Joh, men
kvindernes møde med Jesus skyder dem ud af rollen og fordrer en forvandling (Ibid. 461-62).
Beretningen om kvinden grebet i ægteskabsbrud har siden antikken været offer for omission. I
beretningen forbarmer Jesus sig over en kvinde, der har begået ægteskabsbrud. Jøderne vil stene
hende, men Jesus fordømmer hende ikke. Blot bliver hun bedt om ikke at synde mere. Augustin
pegede på, at fjernelsen skyldtes uenighed om kvidens seksuelle rettigheder. Dog er det velkendt, at
man i antikken i slutningen af skrifter tilføjede advarsler med trusler om forbandelse imod at
tilføje, fjerne eller redigere en tekst (Knust 2016, 68). Kommentatorer i den tidlige kristendom
understreger temaet om kyskhed ifbm. passagen. Altså fortæller den noget om antikkens seksuelle
moral. Knust påpeger, at tidlige kristne eksegeter så ned på seksuel synd, idet det var normalt at
fortælle historier om kvinder, der var prostituerede og brød ægteskabet, men som efter et møde
med Kristus stoppede med at synde (Ibid. 88).
Køn i Galaterbrevet
Paulus skriver i Gal 3,28, at mandlig og kvindelig ikke er noget, men at de troende er én εἷς i
Kristus Jesus. Moxnes peger på, at den biologiske distinktion her bliver ophævet. Men eftersom
Jesus var en mand, og de alle er i ham, er der vel stadig noget mandligt tilbage. Tidlige teologer
forstod det som, at det kvindelige blev opslugt i det mandlige, som bestod i Kristus Jesus (Moxnes
2014, 142-143). Derfor kan Paulus udtrykke den kønsforståelse, at det mandlige består som det
fuldkomne, som kvinder nu på lige fod med mænd får adgang til gennem troen på Kristus, uagtet
deres biologiske køn. Åndens frugt i Gal 5 bærer måske præg af maskuline idealer, men det er
tydeligt, at kvinder har samme mulighed for, og bør, bære denne frugt. Men eftersom det ikke er
deres egen, men Åndens frugt, er køn ikke afgørende for tilvejebringelsen af disse.
Litteraturliste
Primærlitteratur:
• Conway, Colleen. 2008. “How to Be a Man in the Greco-Roman World.” I Behold the Man:
Jesus and Greco-Roman Masculinity, 15-34, 190-193. Oxford: Oxford University Press.
• Hartenstein, Judith. 2015. “Masculine and Feminine Narrative Figures in the Fourth
Gospel: Gender Perspectives.” I Gospels: Narrative and History, Ed. Mercedes Navarro
Puerto and Marinella Perroni (English edition edited by Amy-Jill Levine), 455-468. Atlanta:
Society of Biblical Literature
• Knust, Jennifer. 2016. “‘Taking Away From’: Patristic Evidence and the Omission of the
Pericope Adulterae from John’s Gospel.” I The Pericope of the Adulteress in Contemporary
Research, Ed. David Alan Black and Jacob N. Cerone, 65-88. London: Bloomsbury T&T
Clark.
Nytestamentlig teologi
Kristologi
NT’s teologi kan ikke adskilles fra GT’s. I Joh opfylder Jesus profetier fra Skriften f.eks. i Joh 2,17,
og typologi bliver brugt, når bronzeslangen i ørkenen fra 4 Mos 21,8 fortolkes i lyset af Jesu’
frelsegerning (3,14). Jesus bringer åbenbaring; han er sendt af Faderen, som er forskellig fra Jesus
og større end ham (14,28), men samtidig er de ét (10,30). Attridge kalder det en ’funktionel enhed’,
fordi Jesu’ opgave som den udsendte er at udføre funktionen af ham, der har sendt ham (Attridge
2015, 6). Det kommer klarest til udtryk i kapitel 5, hvor Jesus taler om, at han kun kan gøre det,
som Faderen gør, og at denne har givet Sønnen en særlig autoritet til specifikke opgaver (5,22).
Rahmsdorf og Zimmermann sammenligner Jesu’ forhold til Faderen med en dans, hvor parret
bevæger sig ens, dog med plads til selvstændige variationer (Rahmsdorf & Zimmermann 2019, 81).
Med prologens overgang til narrativet, hvor Jesus handler og virker, forstår læseren, at Jesu’
bevægelse er Guds bevægelse, fordi Jesus udlægger ἐξηγήσατο ham. De kalder dette for prologens
hermeneutiske indstilling (Ibid. 83), og påpeger Joh 12,45, hvor Jesus siger, at den der har set
ham, også har set Faderen.
Eskatologi
Både præsentisk og futurisk eskatologi kommer til udtryk i Joh. Hvor dommen i Matt særligt vil
finde sted i fremtiden, finder den i Joh sted nu νῦν (12,31). Samtidig har dem, der tror, undgået
dom og er gået over fra døden til livet (5,24). På den anden side peger Jesus frem mod den ’yderste
dag’ τῇ ἐσχάτῃ ἡμέρᾳ. Det er et komplekst eskatologisk billede, som både hævder muligheden for en
realiseret eskatologi, mens det peger frem mod en fuldbyrdelse (Attridge 2015, 10).
Soteriologi
I GT forstås frelse ofte som Guds indgriben, der beskytter og sikrer hans udvalgtes folks jordiske
levevilkår. NT adskiller sig ved at hævde, at Jesus Kristus er det eneste Medium for frelse (Foster
2021, 782-783). Det kan vi se i f.eks. Joh 14,6, hvor Jesus siger, at ingen kommer til Faderen uden
ved ham. Altså er der en sammenhæng mellem kristologien og soteriologien i Joh. Alle fire
evangelier udtrykker en paradoksal forståelse af frelse. Selvopretholdelse og kærlighed til det
jordiske liv vil ende død, mens had til dette liv vil sikre evigt liv (12,25). Foster kalder denne frelse
for en fremtidig eksistensmåde (Ibid. 784).
Paulus’ syn
For Paulus er det dem, der tror på Kristus, der frelses. Hans syn på frelse forstås bedst i kontekst
af, at han kritiserede jøderne for at ville bevare en ’etnisk partikularisme’, hvor frelsen kun blev
givet til dem, der havde en bestemt religiøs og national identitet (Ibid. 787). For Paulus er frelsen
universalistisk, ikke i den forstand at alle bliver frelst, men at etnicitet ikke betyder noget. Det
kommer til udtryk i Gal 3,28, hvor det er klart, at det ikke spiller nogen rolle for frelsen, om man er
jøde eller hellener.
For Paulus er πίστεως χριστοῦ (Gal 2,16) nødvendig for at blive retfærdiggjort, som nødvendigt for
at blive frelst. Dette kan både betyde den troendes tro på Kristus, eller Kristi tro(fasthed) (Stubbs
2008, 137). Den første betydning er antropologisk fokuseret, mens den anden er kristologisk
fokuseret. Hooker foreslår at udsagnet skal forstås koncentrisk: Det begynder med Kristi tro eller
trofasthed, som bliver ”the pattern of life” for den troende, fordi hun responderer i tro og griber
denne Kristi tro som sin egen (Ibid. 141-142). Dunn mener derimod, at Paulus sætter klart skel
mellem πιστις som Kristi trofasthed og den menneskelige tro eller sætten sin lid til Guds trofasthed
(Ibid. 145).
Litteraturliste
Primærlitteratur:
• Attridge, Harold W. 2015. “John, Gospel of.” I Religion Past and Present. Brill Online.
• Foster, Paul. 2021. “Salvation in Christian Thought”. I The Biblical World: Second Edition,
Ed. Katharine J. Dell, Routledge Worlds Series, 782-796. London / New York: Routledge.
• Rahmsdorf, Olivia and Ruben Zimmermann. 2019. “Pas de deux. Christologie als Theologie
im Johannesevangelium.“ I Studien zum Gottesbild im Johannesevangelium (WUNT
II/483), Ed. Veronika Burz-Tropper, 81-101. Tübingen: Mohr Siebeck.
• Stubbs, David L. 2008. “The Shape of Soteriology and the pistis Christou Debate.” Scottish
Journal of Theology 61: 137–157.
Samlet litteraturliste
Litteraturliste
Primærlitteratur:
• Attridge, Harold W. 2015. “John, Gospel of.” I Religion Past and Present. Brill Online.
• Bassler, Jouette M. 2010. “Paul and his Letters.” I The Blackwell Companion to the New
Testament, Ed. David E. Aune, 373-397. Malden, MA: Wiley-Blackwell.
• Buch-Hansen, Gitte. 2018. “The Johannine Literature in a Greek Context.” I The Oxford
Handbook of Johannine Studies, Ed. Judith M. Lieu and Martinus C. de Boer, 138-154.
Oxford: Oxford University Press.
• Conway, Colleen. 2008. “How to Be a Man in the Greco-Roman World.” I Behold the Man:
Jesus and Greco-Roman Masculinity, 15-34, 190-193. Oxford: Oxford University Press.
• Culpepper, R. Alan. 2001. “Anti-Judaism and the Fourth Gospel as a Theological Problem
for Christian Interpreters.” I Anti-Judaism and the Fourth Gospel, Ed. Reimund Bieringer,
Didier Pollefeyt og Frederique Vandercasteele-Vanneuville, 61-82. Louisville, KY: John
Knox. Absalon.
• Engberg-Pedersen, Troels. 2019. “Indledning”. I Paulus og jødedommen, Ed. Troels
Engberg-Pedersen, 10-43. København: Akademisk Forlag.
• Foster, Paul. 2021. “Salvation in Christian Thought”. I The Biblical World: Second Edition,
Ed. Katharine J. Dell, Routledge Worlds Series, 782-796. London / New York: Routledge.
• Förster, Hans. 2018. “From Inner-Jewish Debate to Anti-Jewish Polemic? The
Transformation of The Gospel of John within Its Textual Transmission.” I Liturgy and the
Living Text of the New Testament: Papers from the Tenth Birmingham Colloquium on the
Textual Criticism of the New Testament, Ed. H. A. G. Houghton, 245-268. Piscataway, NJ:
Gorgias.
• George, Michele. 2011. “Slavery and Roman Material Culture”. I The Cambridge World
Paul Cartledge, 385-413. Cambridge / New York: Cambridge University Press.
• Hartenstein, Judith. 2015. “Masculine and Feminine Narrative Figures in the Fourth
Gospel: Gender Perspectives.” I Gospels: Narrative and History, Ed. Mercedes Navarro
Puerto and Marinella Perroni (English edition edited by Amy-Jill Levine), 455-468. Atlanta:
Society of Biblical Literature
• Hjort, Birgitte G. 2003. Kap. 2 “Hellenisme” og kap. 3 “Hellenistisk filosofi.” I Det Nye
Testamentes omverden. Om politiske, religiøse og filosofiske forhold på Det Nye
Testamentes tid, 133-214. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag.
• Joshel, Sandra R. 2011. “Slavery and Roman Literary Culture.” I The Cambridge World
Paul Cartledge, 214-240. Cambridge & New York: Cambridge University Press.
• Knust, Jennifer. 2016. “‘Taking Away From’: Patristic Evidence and the Omission of the
Pericope Adulterae from John’s Gospel.” I The Pericope of the Adulteress in Contemporary
Research, Ed. David Alan Black and Jacob N. Cerone, 65-88. London: Bloomsbury T&T
Clark.
• Nanos, Mark D. 2005. “How Inter-Christian Approaches to Paul’s Rhetoric Can Perpetuate
Negative Valuations of Jewishness – although Proposing to Avoid That Outcome”. Biblical
Interpretation 13: 255-269.
• Novenson, Matthew V. 2019. “Jesus the Messiah: Conservatism and Radicalism in
Johannine Christology.” In Portraits of Jesus in the Gospel of John: A Christological
Spectrum, Ed. Craig Koester, 109-124. London: T&T Clark.
• Rahmsdorf, Olivia and Ruben Zimmermann. 2019. “Pas de deux. Christologie als Theologie
im Johannesevangelium.“ I Studien zum Gottesbild im Johannesevangelium (WUNT
II/483), Ed. Veronika Burz-Tropper, 81-101. Tübingen: Mohr Siebeck.
• Stubbs, David L. 2008. “The Shape of Soteriology and the pistis Christou Debate.” Scottish
Journal of Theology 61: 137–157.

Afløsningsopgaver NT2 Endelige Af Mikkel Willumsen

Uploaded by

Document Information

Original Title

Copyright

Available Formats

Share this document

Share or Embed Document

Sharing Options

Did you find this document useful?

Is this content inappropriate?

Copyright:

Available Formats

Afløsningsopgaver NT2 Endelige Af Mikkel Willumsen

Uploaded by

Copyright:

Available Formats

Mikkel Willumsen, sgn193

Hellenisme og hellenistisk filosofi

Antijudaisme i tidlig kristendom

Både jødisk og antijødisk

Køn i den græsk-romerske verden

You might also like