Folkelige og fascistiske ritualer for de faldne

Tre italienske militære mindesteder for første verdenskrig

Soldaterkirkegårde er oftest græsplaner med kors eller sten i rækker. To italienske

militære gravpladser og en mindepark eksemplificerer ekstremt forskellige ideologiske og
udtryksmæssige alternativer.

Af Søren Kjørup

I runde tal kostede første verdenskrig 16,5 millioner døde, hvoraf 10 millioner var
soldater og officerer. Verdens største mindested for de faldne er uden tvivl det enorme
anlæg ved Verdun med de jordiske rester af over 130.000 mand. Men det næststørste, i
hvert fald hvis man ikke tænker på flademål eller monumentalitet, men på hvor mange
som er gravlagt netop der, dét ligger i Norditalien, ved den lille by Redipuglia små 40
kilometer nordvest fra Trieste (og lige ved Triestes lufthavn): et kæmpemæssigt militært
mindested, Sacrario Militare, hvor der hviler over 100.000 mand.
Lige over for dette monument, på den anden side af Via IIIe Armata, “Den tredje
Armés vej”, ligger i dag en mindepark, der imidlertid stadig bærer spor af den oprindelige
militære gravplads for denne armés 30.000 faldne. Herovre lå deres jordiske rester, inden
de blev flyttet over på den anden side af vejen til det store monument og slået sammen
med yderligere 70.000 faldne fra gravpladser i området, da monumentet blev bygget
1936-38.
Denne artikel handler om de to både ideologisk og udtryksmæssigt højst
forskellige gravpladser, men kaster også et sideblik på mindeparken. Først som baggrund
dog lidt om Italiens deltagelse i verdenskrigen.
Det militære mindested ved Redipuglia i Norditalien, tegnet af arkitekten Giovanni Greppi og
billedhuggeren Giannino Castiglioni og indviet i 1938. Monumentet rummer de jordiske rester af
tilsammen 100.000 faldne italienske soldater. (Foto: Søren Kjørup)

Første verdenskrig i Italien

Italien gik ikke med i krigen, da den brød ud i august 1914. Det skete først næsten et år
senere, den 23. maj 1915, da italienerne erklærede krig mod deres gamle allierede Østrig-
Ungarn i håb om at fravriste dobbeltmonarkiet nogle af de områder mod nord (Sydtyrol)
og nordøst (mod Slovenien) som endnu ikke var kommet med i den ny italienske
nationalstat. Under ledelse af den barske 65-årige feldmarskal Luigi Cadorna rykkede den
endnu ikke fuldt udbyggede italienske hær dagen efter ind i de østrig-ungarske områder.
Mod nordøst betød det et forsøg på at presse modstanderne tilbage over Isonzo-floden og
videre ind i de sparsomt bevoksede kalkfjelde i Karsten (på italiensk “il Carso”). Men
østrig-ungarerne var for stærke, fronterne stivnede, og man måtte grave sig ned – eller
rettere: sprænge og hugge sig ned – i den hårde kalkgrund. Ligesom ved Vestfronten blev
man altså her tvunget over i den langvarige skyttegravskrig som er så karakteristisk for
første verdenskrig.

2
 Og så begyndte rækken af såkaldte Isonzo-slag, 12 i alt, gerne af et par ugers
varighed hver og adskilt af mellem en uge og en måned, men enkelte gange kortere og
tættere. Mønstret var som på Vestfronten: Den ene side bombarderer den anden heftigt
med tungt artilleri inden soldaterne kommanderes op af skyttegravene og ind i pigtråden,
mens de beskydes heftigt fra den angrebne side (og i øvrigt har ordre fra feltmarskallen
om at nedskyde dem af deres egne som mister modet og bare prøver at slippe væk).
Måske når angriberne helt over til fjendens skyttegrave og må i nærkamp med bajonetter
og køller inden de må trække sig tilbage til udgangspunktet. Eller måske lykkes det dem
at rydde den nærmeste fjende bort og fastholde erobringen af nogle få hundrede meter,
eller enkelte gange op til en kilometer eller to, i hvert fald indtil næste slag.
Hver gang har manøvren kostet hver side et antal døde og sårede, som tælles i
titusinder, og altid det angribende hold flest. Og de fleste gange var angriberne italienerne,
der stod over for bedre udrustede østrig-ungarere bag bedre forsvarsværker og ofte i en
højere position, så italienerne måtte angribe opad. Hver gang ‘forsvandt’ yderligere
titusinder, hvad enten de blev taget til fange, mistede livet uden at blive fundet eller
klarede at desertere uden at blive opdaget. Et eksempel kan være det 10. Isonzo-slag, 12.-
28. maj 1917, fulgt op af en østrig-ungarsk modoffensiv 4.-6. juni: italienerne fik flyttet
fronten hele fire kilometer frem, men alligevel uden at sidde tilbage med nogen af de
vigtige støttepunkter, og resultatet på italiensk side var 13.524 døde, 78.897 sårede og
24.472 savnede, på østrig-ungarsk side 7.300 døde, 45.000 sårede og 23.400 savnede
(Frediani, 1998, p. 42).1
Sådan gik det 11 gange gennem alle årstider i to og et halvt år, frem til efteråret
1917. Februar-revolutionen i Rusland havde bidraget til at styrke den tyske overlegenhed
på Østfronten, så det blev muligt at trække tyske enheder ned for at hjælpe den østrig-
ungarske side i Italien og forberede et større angreb ved den slovenske landsby Kobarid,
bedre kendt under sit italienske navn Caporetto. Klokken to om natten den 24. oktober gik
det løs, først med et gasangreb på de italienske skyttegrave, et angreb der dræbte 5-600
italienere og sendte resten på flugt umiddelbart, siden med kraftigt bombardement mod de
italienske linjer. Til sidst angreb fjendens infanteri de italienske styrker, som prøvede at
holde stand indtil Cadorna endelig beordrede dem til at trække sig tilbage den 30. oktober

1
En uddybende skildring af de forfærdende forhold for kæmpende og civilbefolkning under første
verdenskrig i denne del af Italien, finder man i Thompson, 2008. Som kilder til skildringen af verdenskrigen
har jeg også benyttet bl.a. Brice, 2003, Fabi 1997 og Serafini, 2005.

3
(og den 9. november blev denne forhadte leder langt om længe skiftet ud som
generalstabschef med Armando Diaz).
Først 100 km mod sydvest, helt nede ved Piave-floden (mindre end 50 km fra
Venezia), lykkedes det italienerne at standse den tyske og østrig-ungarske fremrykning,
igen takket være den tredje armé, nu med tilnavnet “de ubesejrede”. Efter yderligere 10
måneder med angreb og modangreb (og støtte fra britiske, franske, amerikanske og
tjekkiske og slovakiske tropper) lykkedes det italienerne i slutningen af oktober at kæmpe
sig de ca. 70 km op til den by der i dag kaldes Vittorio Veneto, og tvinge østrig-ungarerne
til at indgå våbenhvile den 4. november. Ved den endelige fredsslutning med Tyskland på
Vestfronten den 11. november var Italien trods alle sine nederlag altså på den sejrende
side og kunne overtage de eftertragtede områder mod nord og nordøst.

Gravpladsen på Sant’Elia-højden

Det er umuligt at bevæge sig rundt i området mellem Piave og Isonzo uden hele tiden at
blive mindet om de grufulde begivenheder under første verdenskrig. Hver eneste by har
naturligvis sit mindesmærke for sine faldne, men også uden for alfarvej støder man på
utallige mindesteder, f.eks. ved de forladte skyttegrave, og på små museer med
fortællinger om de slag der stod netop her, og de hærenheder som kæmpede netop her. Og
omvendt er det militære mindested ved Redipuglia langt fra det eneste monument af noget
videre omfang i området.
Men da alle de større mindesteder først blev færdiggjort en snes år efter krigen,
siger det sig selv at de faldne der har fundet deres sidste hvilested der, må have været
begravet andetsteds først. Faktisk har de fleste været stedt til hvile adskillige gange
tidligere, hvad der så altså viste sig kun at blive midlertidigt.
Rutinen – må man desværre næsten sige – rutinen med de faldne efter hvert slag
og hver træfning var stort set at de umiddelbart blev begravet oppe ved slagmarken af
deres overlevende fæller. Igen må man huske at dette altså foregik oppe i Karsten, hvor
der ikke er meget jord at grave i. De faldne blev lagt ned i huller i kalkgrunden og dækket
med en blanding af jord og sten. Men nok så vigtigt: Deres grave blev dekoreret, ikke
nødvendigvis med kors (og der var heller ikke meget træ i Karsten at lave kors af), men
først og fremmest med fortællende genstande fra denne sidste del af deres liv: en hjelm,
en bajonet, et gevær, et kogekar, et bælte, et cykelhjul, en håndgranat – og pigtråd.

4
 Hvis disse grave ikke allerede lå nogenlunde samlet i en slags improviseret
kirkegård, blev de faldne efter krigen taget op igen og samlet på sådanne organiserede
områder. Her kunne man også begrave soldater fra samme hærenheder hvis de i første
omgang var blevet bragt såret til felthospitalerne og først siden var døde af deres skader.
Og også her fulgte disse ’personlige’ genstande med – som de også gjorde, da de 30.000
faldne (hvoraf man kendte navnene på 5.860) fra den “ubesejrede” tredje armé blev
samlet i gravpladsen på Sant’Elia-højden. Da der her var tale om et ganske stort anlæg,
blev der også plads til mængder af andet krigsmateriel som en slags dekoration: kanoner,
morterer, granater osv.
Netop gravpladsen på Sant’Elia-højden var den første af sin art. Initiativtager var
general Giuseppe Paolino og projektleder oberst Vincenzo Paladini fra bygherren,
militærets egen organisation for “den ærefulde varetagelse af levninger af de faldne i
krig” (C.O.S.C.G.). Men selv om arbejdet var gået i gang allerede i 1919, stod
gravpladsen ikke færdig til indvielse før på otteårsdagen for Italiens invasion i området,
altså den 24. maj 1923.
Til stede ved åbningshøjtideligheden var ikke blot kong Vittorio Emanuele III og
dronning Elena, men også kongens fætter, den tredje armés general, hertug Emanuele
Filiberto di Savoia-Aosta, og naturligvis en mængde andre honoratiores. Og så var der en
kæmpemæssig skare af veteraner, der dog blev holdt på betragtelig afstand af de centrale
personligheder.
Vigtigst af de deltagende, i hvert fald på længere sigt, var alligevel den mand der
kun et halvt år tidligere havde manøvreret sig ind i posten som statsminister, og som nu
allerede var i gang med at udvikle og udbrede en ny statslig ideologi og kvasireligiøs kult:
Benito Mussolini. Den fascistiske avis Il Popolo d’Italia skildrede hans deltagelse i
højtideligheden under overskriften “Den hellige pilgrimsfærd”. Og hertugen af Aosta
holdt en tale, hvor han også slog religiøse toner an og f.eks. kaldte nederlaget ved
Caporetto “et forfærdeligt Golgata” (Gentile, 2015, p. 68).
Ved siden af denne kristent farvede quasi-religiøsitet var tre forskellige
ideologisk-æstetiske perspektiver lagt hen over gravpladsen:
Det ene lå simpelthen i valget af sted: Ved Italiens felttog ind i det daværende
østrigske område i forsommeren 1915 havde den tredje armé under ledelse af hertugen
indtaget netop dette strategisk vigtige højdepunkt efter en voldsom kamp med store tab.
Selv om langt fra alle de begravede havde kæmpet og var faldet netop her, skulle de
alligevel stedes til hvile på en sådan kamp- og sejrsplads. Denne kombination af sejr og

5
ofre, helte og martyrer, blev senere et stadig vigtigere tema i den fascistiske ideologi.
Samtidig er der en storslået udsigt fra højens top ud over det plateau hvor de fleste Isonzo-
slag udspillede sig.
Det andet perspektiv lå i organiseringen af terrænet: Højens store cirkulære
område var opdelt af syv alléer i, hvad der ovenfra kunne ses som syv store trekantede
kagestykker, med spids ind og op mod centrum, højens toppunkt. Her var der rejst et
arkitektonisk ret absurd votivkapel med en top formet som et fyrtårn med kors på siderne
og en brændende flamme foroven. Tanken var vist, at terrænet skulle give mindelse om de
syv afsatser (svarende til de syv dødssynder) i Dantes Guddommelige komedie,2 men
Dantes afsatser ligger jo ikke ved siden af hinanden, men over hinanden. Til gengæld var
alle gravene anbragt langs med ca. 30 stadig mindre koncentriske cirkler af stier – i alt 22
km, hvis man ville skridte hele område op, rundt og rundt. Ca. 400 faldne officerer lå,
ikke overraskende, på de øverste etager (hvor også hertugen kom til at ligge efter sin død i
1931, sådan som han havde udtrykt ønske om det i sit testamente).3 Og alt var altså
sprængt ind i kalkfjeldet eller bygget op af de løse sten, som sprængningerne havde skabt.

Et både minde- og sørgested

Disse to top down-perspektiver – ærens mark og den lidt haltende litterært-religiøse

allusion – var imidlertid suppleret med et tredje og ganske usædvanligt bottom up-
perspektiv, der for alvor gør denne gravplads ikke blot til et “site of memory”, men også
et “site of mourning”, som forfatteren Jay Winter forstår dette (Winter, 1995, især pp. 78-
116). Først og fremmest videreførte man her traditionen fra Karsten med udnyttelse på
gravene af dekorative og fortællende elementer helt bogstaveligt hentet lige ud af
soldaternes virkelighed på slagmarken. Men nu med et folkeligt element mere, idet det var
blevet et ritual at også de faldnes familier bidrog med genstande der kunne fastholde
mindet om deres kære, f.eks. noget så banalt som en pibe.
Hertil kom så på hver eneste grav en stenplade med et lille bonmot eller epigram
i enkel versform, ofte korte klip fra patriotiske digte af forfattere, hvoraf kun den politisk
og ideologisk stærkt engagerede Gabriele D’Annunzio er noget videre kendt; mange af

2
Denne tolkning kan man f.eks. læse i denne fremstilling (som jeg ellers følger på andre punkter):
http://www.grandeguerra.ccm.it/scheda_archivio.php?goto_id=1255
3
Der findes faktisk en kort filmoptagelse af hertugens begravelse, der samtidig giver et godt indtryk af
gravpladsen: https://www.youtube.com/watch?v=ZBZjnPG7680

6
disse tekster var dog skabt til lejligheden af major (og komedieforfatter og senere senator)
Giannino Antona-Traversi, der selv havde været frivillig i krigen.
Og gravpladsen blev faktisk et sted som blev opsøgt af veteraner og familier til
de faldne, et sted for at mindes og for at sørge. Mange kom af gode grunde langvejs fra,
for den italienske hær som havde kæmpet der nordpå, bestod ikke kun af norditaliere, men
tværtimod hovedsageligt af unge mænd længere sydfra, mange endda uden tidligere
erfaringer med at bevæge sig rundt i bjerglandskaber. Faktisk udviklede der sig en hel
turistindustri omkring Sant’Elia-højden og alle de andre gravpladser og mindesteder i hele
kampområdet, fulgt op med guidebøger for hvordan man kunne følge slagenes gang og
finde de gamle skyttegrave, udgivet f.eks. af den italienske turistforening, eventuelt i
samarbejde med hæren eller med C.O.S.C.G. (Fabi, 2002, pp.12-18).
De fotografier som findes af gravpladsen på Sant’Elia-højden, er for et moderne
blik ganske overraskende: De afslører hvad man umiddelbart må opfatte som et ufatteligt
roderi, faktisk med umiddelbare minder om billeder fra fronten. Sten, våben, plader med
epigrammer, alt muligt synes at ligge hulter til bulter og godt viklet ind i pigtråd, og helt
uden det forsonende skær som en eller anden form for bevoksning ville have kunnet give.4
Men netop dette udtryk giver jo den vigtige overordnede meddelelse at på trods af det
udspekulerede geometriske anlæg med det komiske kapel-cum-fyrtårn på toppen, så var
dette ikke statens eller fascistpartiets kraftfulde ideologiske manifestation ovenfra, men
tværtimod kammeraters og familiers selvskabte og levende sted for erindring om og sorg
over deres faldne. Samtidig gav det forvirrende anlæg en tydelig meddelelse om dødens
hensigtsløse tilfældighed.

Gravpladsen bliver mindepark

Ikke mærkeligt at den fascistiske stat under opbygning ikke kunne slå sig til tåls med dette
erindringssted. Mussolini selv skal ligefrem adskillige gange have ytret sin modvilje mod
disse “klynkende og ynkelige monumenter” (Fabi, 2002, p. 20). Og her kom
virkeligheden staten til hjælp.

4
Formodentlig allerede i forbindelse med indvielsen publicerede bygherren et udateret hefte med en smule
tekst og næsten et halvt hundrede fotografier af forskellige dele af gravpladsen. Min beskrivelse støtter sig i
høj grad hertil. Heftet kan ses på http://cadutivigevano.it/pagina1/vigevano/cimiteri-e-sacrari/colle-santelia-
redipuglia-cimitero-degli-invitti/

7
Ovn fra skyttegravene, her på den militære kirkegård på Sant'Elia-højden (på graven til Giuseppe Vitò,
som døde den 2. april 1917, som det ses). Billedet (med ukendt fotograf) er hentet fra heftet Cimitero
militare de Redipuglia: "Invitti 3a Armata", udgivet i Padova af den militære sociale organisation Cura
i Onoranza Salme Caduti in Guerra, kirkegårdens bygherre. Verset på pladen er formodentlig af
Gabriele D'Annunzio: "Undskyld du som svøbte mig i bitter røg midt i den frygtelige nordenvind. Nu
er du ikke længere til nytte, for nu varmer jeg mig hele tiden ved Italiens hellige flammer."

I begyndelsen af 1930’rne blev man nødt til at gå i gang med at restaurere hele
anlægget, som ikke havde kunnet klare sig mod vind og vejr og pilfingrede besøgende.
Det enorme trappeformede net af stier var støttet af tørmure som nu var smuldret op og
måtte genskabes med cement, levninger af de døde måtte tages op og lægges i kister af
eternit, malede navne og tekster måtte indgraveres i stenpladerne for at undgå at de blev
vasket helt bort, og alle disse metalgenstande som var anbragt mellem og på gravene, var
ved at ruste op.
Samtidig stod man over for lignende – eller værre – problemer ved alle de
mindre gravpladser som var blevet anlagt gennem det forgangne tiår i hele området. Den
oplagte fælles løsning måtte blive at man slet og ret samlede alle de gravlagte i ét nyt,
kæmpemæssigt anlæg som kunne formidle den ny fascistiske stats martyr- og

8
sejrherreideologi, altså i det som i 1938 kunne indvies som Redipuglias militære
mindested på den anden side af hovedvejen.
Og så kom den gamle, nu tømte gravplads til at ligge og gå i fuld opløsning af sig
selv, indtil den straks efter anden verdenskrig blev omskabt til den mindepark, dækket af
pinjer, som man kan besøge i dag.
Fra hovedvejen og op til toppen af mindeparken løber nu én allé, og langs siden
af den har man rejst en række primitive steler af kalksten. Det er efterligninger af de
mange endnu mere primitive gravmæler for ukendte fra forskellige våbenarter på den
tidligere gravplads, forsynet med plader med generaliserede epigrammer om forskellige
våbenarter (samt nogle ekstra små plader med forbud mod at røre ved noget). Også her er
stelerne forsynet med genstande fra soldaternes hverdag, men nu dog ikke i
originalmateriale. Alle er skabt i bronze, og alle i forholdet 1:1, så her møder den
besøgende en sær type skulpturel hyperrealisme avant la lettre: hjelme, køller, cykelhjul
osv. – lidt vanskeligt forståelig for den som møder denne i øvrigt tyste mindepark uden at
kende stedets nære historie
Oppe på toppen er fyrtårnet i øvrigt skiftet ud med en antik søjle fra den gamle
romerske havneby Aquileia (som nu i vor tid ligger som en ruin et godt stykke inde i
landet, kun lidt over 15 km mod sydvest). Søjlen skal symbolisere at parken nu skal
forstås som en mindeplads for døde fra alle krige, selv om den altså har udgangspunkt i én
bestemt.

Det store mindesmærke

Over for Sant’Elia-højden, foran og op ad den vestlige skråning på Monte Sei Busi
(“Bjerget med de seks huller” på den friulanske dialekt) ligger altså nu verdens
næststørste og Italiens største gravplads for faldne under første verdenskrig. Stedet er
valgt fordi tre af de voldsomste Izonso-slag fandt sted netop her, nemlig det første, det
andet og det fjerde, og lige ved siden af anlægget kan man faktisk tage nogle eksempler
på delvis rekonstruerede skyttegrave i øjesyn.
Som billedet ved begyndelsen af artiklen viser, er denne gravplads ikke blot i
størrelse, men også i sin ganske fremtoning helt modsat den nedlagte på den anden side af
vejen. Her er ingen folkelig spontanitet, ingen løse sten og mindeplader med haltende rim,
ikke den mindste smule roderi med rustne håndvåben og andre militære brugsgenstande.

9
Stele fra mindeparken på Sant'Elia-højden. På pladen står et vers af Gabriele d'Annunzio om disse
"cyklende skarpskytter": "Mit hjul er hærdet med mod i hver ege, og på de oprejste fælge skinner
lykkens gudinde uden bind [for øjnene]." (Foto: Søren Kjørup)

Men den ny gravplads er også helt anderledes end den mere gængse form for anlæg, som
vi kender fra Verdun og fra dem for faldne fra anden verdenskrig, altså de store, jævne
græsplæner med utallige hvide kors i velordnede rækker.

10
 I kontrast til begge disse former har arkitekten Giovanni Greppi og
billedhuggeren Giannino Castiglioni i fællesskab skabt et overvældende fast og rent
udtryk i et kæmpemæssigt anlæg, hovedsageligt af hvide kalkkvadrer fra Karsten,
stilistisk i overensstemmelse med den særlige fascistiske form for monumental
funktionalisme som undertiden kaldes “razionalismo” i Italien. Hvis betegnelsen
“mindested” overhovedet passer til denne gravplads, så er det i hvert fald ikke som en
karakteristik af et sted for erindring om og sorg over de døde, men snarere som et sted
som skal minde os om det fascistiske Italiens militære magt. Her er ikke antydning af
bottom up-planlægning; dette er så rent top down som det går an.
Indgangen til hele anlægget nede fra hovedvejen var oprindeligt markeret på hver
sin side med en mere end mandshøj, kraftig sten-“fascio”, altså gengivelser af disse
antikke risknipper med en økse i midten som var fascisternes kendemærke. (Toppen af
disse markører blev fjernet efter anden verdenskrig så nu står der bare to tykke søjler.)
Længere inde er indgangen på en måde spærret med en vældig jernkæde, faktisk en
ankerkæde fra en østrig-ungarsk torpedobåd som blev en del af det italienske krigsbytte.
Inden for den bevæger den besøgende sig så fremad på en “Via Eroica”, en
“heltenes vej”, over en bred og dyb forplads belagt med omfangsrige stenfliser, mellem to
rækker store bronzeplader, 19 på hver side, hvor stednavnene for de vigtigste og blodigste
slag står med markante, klassiske bogstaver. Og efter nogle få lave trin kommer man op
på yderligere en slags forplads, hvorpå der med langt større klassiske bogstaver er
graveret hertugen af Aostas patetiske hilsen til de gravlagte (en hilsen, som det er umuligt
at gengive på dansk uden at det klinger komisk, men jeg prøver): “O, I Italiens herlige
døde, fra denne gravplads for de ubesejrede, der er den udødelige sammenfatning af
fædrelandets ofre og ære, stråler et lys som fra et lyn som vil blive Italiens fyrtårn.”
Efter denne lange forberedelse rejser sig så selve monumentet, en slags langsomt
stigende trappe, 50 meter høj, men hele 250 meter dyb, med 22 trin eller måske rettere
terrasser, 2 meter høje og nederst ca. 60 meter brede, men så smalner de lidt til opover for
at give et ekstra indtryk af afstand. Ved trappens sider danner cypresser en slags grøn
væg. Og helt oppe på toppen af den mægtige trappe troner tre kors mod himlen,
naturligvis for endnu en gang at signalere Golgata. Skjult for synet nedefra er så deroppe
anlagt to krypter med 30.000 ukendte faldne i hver – og et lille museum, bl.a. med billeder
og genstande fra det nedlagte votivkapel på Sant’Elia-højden. På bagsiden er der et
observatorium på højdedraget, hvorfra man har udsigt over området.

11
 Vigtigst er naturligvis anlæggets kæmpemæssige trin. I de mandshøje stødtrin ud
imod betragteren ligger, i alfabetisk orden og på hvert trin i seks rækker over hinanden, de
40.000 faldne (39.857 for at være nøjagtig), som man kender navn og helst også rang og
hærenhed på, hver enkelt markeret med en plakette af bronze.5 Et tilfældigt eksempel på
en halv lodret række kan være: “Carporale BAMBINO, Paolo, 144e Fanteria”; “Soldato
BAMBIO, Domenico”; “Sergente BAMELLIO, 2e Art. Mort.” Som det ses, har de faldne
altså hverken fødsels- eller dødsdag; de er ikke egentlige individuelle mennesker med et
individuelt liv bag sig, men blot soldater med forskellige militære opgaver.
Men nede på grundniveau, foran trappens første trin, hæver sig en kæmpemæssig
sarkofag-lignende monolit af mørkerød porfyr (75 ton!), løftet op på en slags katafalk.
Den markerer hertugen af Aostas ny grav (da også han jo er flyttet over fra den anden
side), og bag den, noget lavere, står så yderligere fem grå-grønne, sarkofaglignende
monolitter af granit og markerer gravene til fem af hertugens generaler: Antonio Chinotto,
Tommaso Monti, Giuseppe Paolini, Giovanni Prelli og Fulvio Riccieri. Om man vil, er
her altså alle tre farver fra det italienske flag repræsenteret.
Ved foden af hertugens katafalk står en overraskende stor lodret stenplade med
front mod betragteren med tre lange linjers citat fra hans testamente, nemlig hans ønske
om at blive begravet “midt blandt heltene fra den tredje armé”; sammen med dem vil han
“være en vågen og tryg vagt ved Italiens grænse” – en lidt mærkelig undertekst til det
store helhedsbillede, men meningen er klar nok: Til den fascistiske kvasireligiøse dyrkelse
af døden, martyriet og heltegerningen, hører også tanken om, at de døde udgør en fortsat
kampberedt hær, her altså de kridhvidt opmarcherede 100.000 mand på en slags posthum
appelplads, forsat under ledelse af deres generaler i de farvede sarkofager.

Det fascistiske ritual

Det enkeltelement i hele scenografien som nok gør mest opmærksom på sig selv, er
alligevel det stadig gentagne “PRESENTE” som er hugget ud, 748 gange i alt, på de
stenbjælker – en slags arkitraver – som løber langs overkanten af de 22 trin. Presente
betyder “til stede”; det fungerer almindeligvis på italiensk som det “Her!” som vi i min tid
brugte som svar i skolen når læreren råbte os op fra protokollen.

5
Selve det, at levningerne er anbragt næsten i et skuffesystem, kan måske virke sært på os danskere, men
det er ikke nogen ualmindelig måde at "begrave" slægtninge på i Italien.

12
Udsnit af et af de mandshøje trin i det store monument ved Redipuglia med eksempel på pladerne med
de faldne soldaters navn og de løbende bånd med det rituelle udråb "Presente", altså "Til stede" eller
"Her!"

Umiddelbart virker monumentets insisteren på dette ”Presente” som en understregning af

tanken om de døde som hertugens kæmpemæssige hær, klar til at forsvare de nyligt
erobrede grænseområder. Men da monumentet blev skabt i 1930’rne, lå der andet og mere
i dette “Presente”. Og tanken var ikke uden videre at det er de døde der svarer “Presente”
når de bliver råbt op; det er snarere os tilskuere der stemmer i som deltagere i fællesskabet
når vi møder navnene på de døde.
Udtrykket med dertil hørende ritual stammer nemlig fra den umiddelbare
efterkrigstids yderste højre fløj, hos disse grupper af utilpassede og voldelige veteraner
som efterhånden blev opslugt i det fascistiske parti og f.eks. deltog som sortskjorter i den
”march mod Rom” i 1922 der banede vejen for Mussolinis magtovertagelse. Disse
grupper, som kan minde om nazisternes samtidige stormtropper i Tyskland, så netop ikke
på deres døde kammerater som ofre, men som martyrer for den store sag.
Ritualet gik ud på at lederen råbte den dødes navn, hvorefter gruppen, i
retstilling, svarede i kor med råbet “Presente!” Denne skik blev så almengjort af

13
fascistpartiet som indbegrebet af et “fascistisk ritual”: Faldt nogen fra i de hårdhændede
opgør med bevægelsens modstandere, blev der gennemført store ligtog gennem byerne,
hvor hele følget – og de øvrige sammenstimlede – stemte i med svarråbet “Presente!” når
der blev kaldt på den døde. “Den fascistiske appel” kom ritualet til at hedde i følge
fascistpartiets egen Dizionario di politica fra 1940. Mussolini selv betragtede det som en
slags sammenfatning af den ‘religiøse’ fascistiske doktrin (Gentile, 2015, pp. 47-48).
Betydningen af dette stadigt gentagne “PRESENTE” i Mussolinis Italien var ikke langt
fra hvad et stadigt gentaget “Sieg Heil!” ville have betydet på facaden af et tilsvarende
monument i Hitlers Tyskland (selv om det italienske råb handler om forholdet mellem den
enkelte og fællesskabet, det tyske om nationen).

Mod en ny krig

Så det var ikke mærkeligt at Mussolini også fandt tid til at deltage i indvielsen af det ny
Sacrario Militare ved Redipuglia, selv om han var en stærkt optaget statsmand på det
tidspunkt (Fabi, 2002, pp. 27-29). Rigtig vellykket blev indvielsen imidlertid ikke.
Ganske vist var der igen talrige honorationes til stede, men selv om Mussolini nok så ud
til at sætte pris på anlægget og vise sin respekt for dem der var stedt til hvile her, så holdt
han ikke nogen tale. Og det hele blev noget afsnuppet, formodentlig fordi han havde for
travlt. Men det militære valghold, med repræsentanter for alle fire værn, havde da gjort
indtryk med deres rituelle “Presente!”-råb.
Faktisk havde man måttet udsætte begivenheden fra den oprindeligt fastsatte dato
den 14. september til den 18. I dagene omkring indvielsen af monumentet kørte Mussolini
rundt i hele området, ikke blot for at besøge andre mindesteder og en række byer, men
også for at præsentere den økonomiske hjælpepakke som nu var vedtaget i Rom for de ny
italienske provinser. Vigtigst i et større italiensk perspektiv var dog den tale han dagen før
indvielsen holdt fra hovedbalkonen på rådhuset i Trieste for en kæmpemæssig, tætpakket
folkemængde på pladsen nedenfor, en plads som siden 1919 havde båret navnet Piazza
Unità d’Italia (“Pladsen for Italiens Enhed”). Her annoncerede han nemlig de
antisemitiske racelove som trådte i kraft et par måneder senere.
Men som alle andre både politikere og ikke-politikere var Mussolini i disse dage
nok så optaget af udviklingen omkring Nazi-Tysklands krav på Sudeterlandet og den
engelske statsminister Neville Chamberlains efterhånden hele tre besøg hos “Herr” Hitler,

14
det første netop den 14. september. Ganske vist var Tyskland og det “tilsluttede” Østrig
nu Italiens allierede, men kunne man være sikker på at de ikke ville begynde at kræve
ændringer også af Versailles-fredens sydlige grænser? Ved det tredje og afgørende møde,
i München den 29. september, kom Mussolini til at spille en slags mæglerrolle, men som
vi alle ved, kom den indgåede aftale ikke til at sikre “peace in our time”.
Hvor mange menneskeliv den anden verdenskrig kom til at koste i alt, lader sig
dårligt opgøre. Et tal omkring 60 millioner angives ofte, og heraf var måske omkring 20
millioner militære. Der har været brug for talrige mindesteder, men gælder det antallet af
faldne, som er gravlagt sammen, er Il Sacrario Militare ved Redipuglia vist stadig
verdens næststørste med levninger af faldne fra en og samme krig.

Litteratur

Brice, Catherine: Histoire de l’Italie, La Fleche, 2003.

Frediani, Andrea: Le guerre dell'Italia unita, Roma, 1998.

Fabi, Lucio: ”La Grande Guerra” in Friuli e Venezia Giulia: Storia del ’900 (udgivet af
Istituto Regionale per la Storia del Movimento di Liberazione nel Friuli-Venezia Giulia),
Gorizia, 1997, pp. 93-118.

Fabi, Lucio: Redipuglia: Storia, memoria, arte e mito di un monumento che parla di pace,
Trieste, 2002 (1996).

Gentile, Emilio: Il culto del littorio: La sacralizzazione della politica nell’Italia fascista,
Roma, 2015 (1993).

Serafini, Luca m.fl. (red.): La storia d’Italia 19: La crisi di fine secolo, l’età giolittiana e
la prima guerra mondiale, Novara, 2005.

Thompson, Mark: The White War: Life and Death on the Italian Front 1915-1919,
London, 2009.

15