Fra lighuset Af Herman Bang

Det var et par dage efter, at jeg havde skrevet om ,,Almindeligt Hospital". Én herude fra
komplimenterede mig lidt og sagde, jeg havde set godt - og malet sympatetisk. Det glæder mig. Jeg
havde malet, som jeg kunne. Jeg syntes, det hele var så ordentligt derude.

,,Men så De nu også alt?" spurgte embedsmanden.

,,Det tror jeg. Jeg så, hvad man viste mig."

,,Og viste man Dem også - lighuset?"

,,Nej, lighuset så jeg ikke."

Spørgeren smilede, og mens han slog asken af sin cigar, tilføjede han: ”Jeg tænkte det - det ligger jo
også lidt afsides."

Han gik hen til vinduet, vendte, målte gulvplankerne hen til døren, vendte igen. Og mens han tog
hatten fra den stumme tjener, brød han spørgsmålet over tværs ved kort at sige:

,,Ja, så ser vi det i dag."

Jeg så lidt på ham, noget usikkert. Hans øjne lå fast på mig.

,,Ja," sagde jeg så, men lyden kom lidt spædt og famlende.-

Vi gik ned ad gange, ned ad trapper, over gårde, gennem smøger. Lighuset lå virkelig afsides: de
døde får ikke lov til at forstyrre de levende. Det er så naturligt, at man lægger det afsides: i
hospitalerne skyr man døden. Hvor angst og overtro lader alle dø, har skinnet bortskaffet døden. Er
man velhavende nok til at have eneværelse, kan man selv dø - ens nabo dør aldrig. Man har hørt
ham jamre dag og nat, og hans jamren har forjaget søvnen, man har hørt hans stønnen, når man
blundede, hans kasten sig har vækket én af feberdøsen.

Så bliver der stille. Og efterhånden som man lytter til den nye tavshed, vokser den nye skræk. Man
frygter stilheden, man giver den et ængsteligt navn, man aner, hvad den dækker. Men når man
spørger ligegyldigt for ikke at forråde sin skræk, fortæller vågekonen, mens hun letter ved puderne,
at ,,patienten" har fået morfin. Og hun finder på påskud for portørernes skridt langs gangen, for
klorlugten og for flytningen af sengen.

Undertiden står imidlertid gangdøren åben, man trænger til frisk luft på de varme dage, og det kan
også adsprede at holde revy over rekonvalescenterne, der tager deres motion på gangen. De støjer
ligesom børn, ler over ingenting, og deres munterhed er så kåd, ligesom rækker næse ad den død, de
er undsluppet.

Men på én gang bliver der tavst. Det er, som om noget gled frem foran portørernes skridt og
standsede latteren i korridoren. Disse taktfaste, tunge skridt, som kun lyder således under en byrde.
Nu kommer de forbi døren. Den syge i sengen rejser sig, løfter hovedet, strækker det frem. På båren
ligger der noget tungt i et lagen. Den bageste portør ser hverken til højre eller til venstre. Han ser ud

1
som en mand, der vil holde tungen lige i munden.

Inde i sengen bliver den syge bleg. Men længere hen på dagen, når han, mens fingrene leger med
sengetæppet, som noget han fremfører af kedsomhed i sygeværelsets ørken-tomhed på interesse,
siger:

,,Hvem var det, de bar - i det lagen?" kan stuekonen ikke erindre det; og tilføjer han:

,,Jo, ham, portørerne bar," siger hun:

,,Ak - ham - han skulle i bad."

Og frygten, skyheden binder indvendingerne på vor tunge. Døden eksisterer ikke på hospitalerne:
den kunne skræmme den syge. Han ved jo, den er der, hans frygt lader den true i hver krog,
gemmes bag hvert forhæng. Som under en koleraepidemi kan frygten langs disse rum stivne og
blive til panik. Derfor udvisker man døden og tilintetgørelsen, der altid er tavs, er her endnu tavsere,
end den plejer. Thi selv det slør af hvisken, man ellers lægger om den, er her borte.

Vi kender det. Feberen er steget. Lægen taler ikke, men efter at have undersøgt den syge siger han,
han vil komme igen i aften. Det kunne være, det blev værre henad natten. Inde hos den syge sidder
kun vågekonen, hun har taget plads ved sengekanten, hun er blevet helt vågen. Der er noget af
kenderens glubskhed ved hendes blik, som hun sidder stirrende på den døende.

Slægtningene sidder uden for bag portiéren, de kryber sammen, de ligesom gemmer sig for
hinanden, og uroen, der snart jager som tusind hamrende pulsslag, snart samler sig som i et
gispende sting, lader hjerterne snart slå hurtigt, snart stå stille. Og mens de lytter, mens de
skræmmende ører lader tavsheden tale i feber som de hamrende pulse, er det, som om døden lagde
sig dræbende overalt.

Så farer den døende op i krampe. Man slår med dørene, man kalder sammen, tavsheden bliver til
gråd, man kalder til hjælp, rådløsheden larmer gennem huset. Inde fra jamrer den døende. Eller det
går tavst ind i døden, mens de, der sidder omkring, spejder efter en bevægelse, lytter til den
svindende ånde, vil fange den med et spejl. Som om deres uro kan fængsle døden. Og så glider livet
ud i et suk. Som om lyden dræbtes, så stille bliver der om døden allevegne. Tale bliver hvisken,
skridtene dæmpes, man forskrækkes og farer sammen, når en dør falder i. Som om man var
ængstelig for at vække den sovende, som ikke kan vågne. Her dæmpes alt omkring døden, men på
de større anstalter, hvor man kun helbreder, der udviskes den, og det ord, alle venter, udtales af
ingen.

Derfor lægger man også lighusene afsides, og vi - min fører og jeg - gik ned ad gange og ned ad
trapper, over gårde og gennem smøger, inden vi nåede ,,Almindeligt Hospital"s lighus.

,,De ved, det er vort la morgue," sagde min fører.

Jeg vidste det.

,,Ja, ser De, vi har jo ingen glasskabe og marmorborde, hvor ligene holdes friske ved overrisling,
men døden er vist den samme."

2
Ja, det er den vel. Og i det samme så jeg for mig et forfærdeligt billede, jeg engang har set i et
engelsk blad: en kvinde, der styrter om foran et af la morgue's glasskabe: Liget halvt fortæret, det
rislende vand, klædningsstykkerne. Og foran liget kvinden som slået lynsnart af middagssolens stik.
Al selvmordets væmmelse rummedes i dette billede.

Han standsede foran et gråt hus, halvt et værksted, halvt et skur. Der stod en dør åben, og man så
ind i en gang, hvor der var stablet gamle lægter sammen bunkevis, også nogle gulvplanker, der lå
side om side med dynger af høvlspåner, og nogle afbrudte stoleben.

,,Men her er jo værksted,'' sagde jeg og så på væggene, der var grå, og hvor murstenene grinede
snavset frem bag kalken.

,,Ja, ovenpå," svarede føreren. Han åbnede døren ved siden af, og vi gik ind. Det var kapellet. Der
så ud til at være fugtigt med skjolder på væggene. På midtervæggen hang et stort kors, i hjørnet stod
sandkassen og spaden. Der var noget professionelt over det hele. Og midt på gulvet kisten, uden
kranse, næsten uden sirater: disse flade, sorte kister, der er bare og nøgne som fattigdommen. Man
kan møde dem på gaden på en ligvogn, bar som kisten. Ingen krans, ingen blomster, intet uden den
sorte flade, grædefærdig tom. Man får altid en så brændende lyst til at lægge en stakkels blomst på
en sådan ubekendt kiste.

Alt i alt ligner kapellet en forladt storstue i en bondegård. De storstuer lukkes kun sjældent op, og
før brylluppet tager man gravkorset ned, før begravelsen navnetrækkene af myrter. Og så er luften
tung og fugtig og forgemt som her. Det er ikke længe siden, denne stue blev indrettet. Før måtte
man kaste jord på inde i lighuset, hvor kiste stod ved kiste, der, hvor de nu ,,klæder" ligene, det vil
sige dem, som bliver klædte: thi der er jo venneløse og frændeløse herinde, de har ingen slægt,
menneskene har glemt dem. Så bliver de lagt ned i hospitalets lagener, og man kaster jord på dem
derinde, hvor de andre ,,klædes". Et Fadervor, et farvel fra et liv, der måske var en kummerlig dag
med en aften i ensomhed.

De, som har venner, står her i kapellet. Og deres slægtninge har lov til at være ene med deres sorg
og med deres tårer, mens de tre spader falder, der er den sidste dødsdom. Min fører går over
kapellet, han åbner den næste dør, og vi står i et mørkere rum; som forstuen til et værksted ser det
ud, gulvet går noget op og ned. Fugten sætter pletter på væggene. Et kummerligt tilflugtssted for
livet, hvor døden må fryse.

Den kiste, som står her, er åben, og med den sky nysgerrighed, hvormed vi altid måler en døds
former under lagenet, stirrer jeg hen: folden fra foden ned, knæet, linien over brystet, sveddugen,
der topper sig om næsen. Ud af de udtungede ærmer stikker et par hænder, så magre og blå-gule,
med huden i sorte rynker om nogle krogede fingre. Hvor dette legeme må være forfærdende magert.
Føreren løfter sveddugen. Ligets øjne er gået op, dækkede med mat skum stirrer de imod én.
læberne falder ind om gummerne, kinderne er hule, blå-gule. Og det gamle billede er på samme tid
et billede på fred og tilintetgørelse.

,,Nu kommer ligstuen," siger min ledsager, han lægger atter sveddugen over.

Jeg ved ikke, hvad jeg havde ventet, men jeg tilstår, jeg frygtede, jeg ville vende om. Det var et
andet billede, der gjorde mig angst, et minde fra Klitmøller strand. Man havde spurgt mig, om jeg

3
ville se ligene. De lå derinde i det hus. Men jeg havde ikke turdet. De så naturligvis noget fæle ud,
havde strandfogden sagt. Så da vi skulle køre, faldt mit øje på en besynderlig udstilling på et bord i
gården: støvler med oprevne skafter, strømper, uldklæder.

,,Hvad er det?" spurgte jeg.

,,Det er - de klæder, de havde på," sagde strandfogden og pegede over mod lighuset.

,,Ja så" - og jeg så igen på de opsprættede støvler, på de frosne klæder.

,,De forstår, vi har måttet sprætte det af dem," sagde strandfogden.

Bundet af dette billede standsede jeg foran ligstuedøren, indtil min fører havde skubbet mig ind i et
rum, hvor der var mere end halvvejs tusmørke. Når man havde vænnet sig til mørket, så man på
hver sin side et snavset, gråt, fugtigt lagen, ophængt på en jerntråd. Bag de forhæng lå ligene.

,,Her er vist mange i dag," sagde min ledsager og tog om lagenet.

Der var tre rækker bakker, sorte med en hulning i midten: tre rækker lige over hinanden ligesom i
bagerierne eller i herregårdsmejerier. På de bakker lægger man ligene ligesom oste i ostekammeret.
Der var ingen lig i den øverste række, og min fører bøjede sig for at se.

,,Her ligger adskillige," sagde han.

Jeg bøjede mig som ham. Ligene lå side om side på bakkerne indsvøbte i lagener. På hvert lig var
der klæbet en seddel. Det gjorde ikke noget overdrevent indtryk af renlighed. Bag det andet gardin
lå et par nyfødte børnelig.

,,De sendes os fra fødselsstiftelsen. Her har vi begyndelsen og slutningen af livet."

Bakke ved bakke. Nummer på lagenerne. Under de hvide klæder ligger legemer krummede, det ligs
knæ har ikke kunnet rettes, og benene er helt kroget sammen; det andet ligger om på siden:
gigtsvaghed og alderdomskrogheder kunne end ikke rettes i døden.

Og mens man stirrer på disse legemer, som en gang havde navne, får man et ubeskriveligt indtryk af
det udslettende i døden. Hvem kender disse mennesker? For hvem har de levet? For hvad? Få kan
fortælle det, og af alle disse livsløb, alle storme, alle brydninger, alle kampe, alle nydelser er der
kun et legeme tilbage, hvis kolde nøgenhed man har bedækket med et groft lagen.

Man tænker ikke på denne døds fattigdom, man tænker ikke på slægtninge, der må stave lagnernes
numre for at genkende deres lig, man tænker ikke på tårerne, dette rum har brudt vej for. Man
bliver, stillet ansigt til ansigt med disse sorte bakker, besynderligt uimodtagelig og følelsesløs, og
egentlig ser man intet andet end selve dødheden. Vi påvirkes kun af afsjæletheden ved disse
legemer, som hverken skræmmer eller indjager frygt, de er for døde dertil.

Det højtidelige er borte, det ærefrygtindgydende er flygtet med det skræmmende. Hvor er vel
dødens højtidsfuldhed, hvor dens ensomhed her, hvor legeme ligger pakket til legeme, krop ved
krop. Det synes alt for længe, siden sjælen flygtede fra disse legemer. Og dog, hvilke dramaer har

4
ikke disse vægge rummet! Her, hvor alle de ubekendte forulykkede, de ubekendte druknede, de
ubekendte selvmordere lægges ind. Kunne der tales, ville vi vel finde, at vi stod på den sidste
station, hvor de mødes, der har lidt meget. Men selve lidelsen er død på dette sted, man tænker ikke
på den, den glider fra én.

Her er dødt. Hverken uhyggeligt eller højtideligt eller skrækkeligt, kun dødt. Disse sammenhobede
lig er kun døde legemer. Hvor fjernt fra de dødssenge, vi bereder vore døde. Vi lægger dem til hvile
i deres egen stue, vi lægger dem til ro, som om de sov. Vi freder om dem de sidste timer, og liget,
bliver ved at være den, vi engang elskede. Det fattige lig er et livløst legeme.

Bag ligstuen kommer vi ind i sektions-salen. Det rum er for lægmand næsten oprørende brutalt, og
det just, fordi det ser så overmåde lidt videnskabeligt ud. Et stort, mørkt bord, et par gamle spande,
et par almindelige vægte og nogle kar - vidste man ikke bedre, skulle man tro, det var et gammelt
slagteri.

,,Dette er ikke hyggeligt," siger min fører og lukker døren.

Så går vi atter over gårde og gennem smøger tilbage til hospitalet.

Min fører åbner kirkedøren. Det er en lille sal, båret af hvide søjler, på alteret Thorvaldsens Kristus.
Ellers synes der stille i kirken, her er mindre tavst end i lighuset. Han åbner orgelet og sætter sig til
at spille. Man kunne trænge til denne musik, man var noget nær som stivnet derovre i lighuset. Nu
bryder det op med tonerne, som skyder varmende hen over de modtagne indtryk - en strøm, der
væder dem, så de vågner i vort sind.

Men et indtryk bevares. Man kalder døden med så mange navne: bleg og rædselsfuld og kold og
gusten; den onde og tunge; mild og den svære og tavse; vanskelig og den sejrrige og stærke. Og alt
kan det være sandt. Men dog maler intet tillægsord døden, når den er nøgen som her: fredelig er
ikke nok, stille giver intet, rolig alt for lidt.

Død er døden - og man giver den kun ved sit eget navn. Om dette sang tonerne i kirken. Men på
alteret stod tømmermandssønnen, der vakte Lazarus af graven.

(Artiklen er trykt i Nationaltidende, 27-2 1881. Her gengivet fra Herman Bang. Reportager. Red: Claes Kastholm
Hansen. Kbh. 1983)

Center for Journalistik og Efteruddannelse

Offentliggjort 01-03-2000