LIT IM

TER

TUR
INTRO TIL LITTERÆR ANALYSE 2023
AWT
Litteraturhistorisk oversigt

Det moderne ode nismime [ kirIiiintrerii1e

rvliddelalderen ilt æss.ncen Brokn 0piv\ningtIdn linintikken (J0000mnhrIid og meibmne eIismue
1000 1536 b ,6 100 M lJO 1/)0 100 ‘00 b/O 18/0 1890 1891) 2000 2000 2020

1000 1600 1700 1800 1900 2000

Litterære hovedgenrer

Tom Kristensen: Det blomstrende Slagsmaal

Rudolf Broby Johansen: BORDELPIGE DRÆBER UFØDT
Yahya Hassan: BARNDOM
Helle Helle: En stor for lidt
Jan Sonnergaard: Reprise på Krogs Fisserestaurant
Emil Aarestrup: Angst
Kaspar Colling Nielsen: Pelikanen
Helle Helle: En stor for lidt
Edgar Allan Poe: Hjertet, der sladrede
Karen Blixen: Livets veje
Naja Marie Aidt: Som englene flyver
Pia Juul: En flinker fyr
Haidar Ansari: af INDUSTRIALISERET

i
Det blomstrende Slagsmaal
Af Tom Kristensen, Fra digtsamlingen Fribytterdrømme1 (1920)

Der sejler et grønt Billard mellem Borde og Stole.

Det vugger i Tågernes Sø,
en sommergrøn ø.
Der leges med Kugler, med elfenbensskinnende Sole,
og Solenes Gang
beherskes af Klang
fra Queue’r2, som føres, stødes i Fest
af Guder i Skjorteærmer og Vest.

Og Drukkenskabs-Guder behersker den frodige Ø,

behersker Tobakstågers Elv,
men ikke sig selv.
Den ene almægtige langer den anden en Queue
og rammer hans Glas,
hvor Almagt har Plads,
og Riget og Magten, skabte i Rus,
er styrtet med Glassets Kvasen i Grus.

Der flammer en Himmel i rasende hvidt for hans øjne,

som svinges et glødende Sværd
i tågeblåt Vejr.
Han glatter de Krøller, som ned over Panden er strøgne
mod Øjnenes Bryn
og som i et Syn
han ser, at den andens Næse er rød,
at rødt er et Mål for Boxerens Stød.

Han slår, og en Valmue breder sin blødende Krone

-

og kysser den vinrøde Mund

med Kronbladets Rund
og blusser af Varme mod Bleghedens snehvide Tone.
Se Valmuens Blod!
I Sne har den Rod!
Har Sommerens knuste Hjerte mon blødt
og trodser den Vintrens Hvidhed med rødt?

Fribytter: privatperson, som tidligere i krigstid udrustede og bemandede et skib med kanoner for at opbringe
fjendtlige skibe for egen vindings skyld. Hvis fribytteren havde tilladelse fra sin regering ved et kaperbrev, havde
han og besætningen status som regulært krigsførende. Han var da forpligtet til at lade det opbragte skib
prisedømme ved en domstol, som så afgjorde, hvor stor en andel der skulle tilfalde staten. Hvis han opererede
helt på egen hånd, var han at betragte som almindelig sørøver. (Den store danske encyklopædi)
2
Queue: (Billard)kø (lang stok som bruges til at støde til kuglerne i billard)

2
En Tumlen med Slag imod Arme og Næse og Bringe3!
Et Øje får dér sin Bekomst! —

En Stedmoderblomst
får foldet sig ud som i farvede, flydende Ringe
mod Næse og Kind
og hovner4 ham blind.
En Stedmoderblomst i lilla og blåt
står nænsomt lig Storstadsurter mod gråt.

I Guder! Nu blusser der Blomster, når I ikke hersker.

En større og vildere Gud,
hvis sælsomme Bud
er Farvernes Blomstring, når hidsigt I slås og I tærsker
ser jubel og Pragt,
hvor I kun ser Mangel på Magt.
Er Herskeren ikke en grusom Vild,
der søger sin Skønhed i Blomsternes Ild?

Bringe: Bryst
‘
Hovne: svulme op; hæve sig

3
BORDELPIGE DRÆBER UFØDT

SKAMSLIDT DI VAN

PÅ RYGGEN TØS
MED CHEMIS-VALK OVER MAVE
SPREDBEN
BORER STRIKKEPIND
I KULHÅRS UDFRYNSET VULVA
GURGLENDE

LIG KØNS-KRYBER

Rudolf Broby-Johansen
Fra Blod, 1922

4
Yahya Hassan: Barndom
FEM BØRN PÅ RÆKKE OG EN FAR MED EN KØLLE

FLERGRÆDERI OG EN PØL AF PIS

VI STIKKER SKIFTEVIS EN HÅND FREM

FOR FORUDSIGELIGHEDENS SKYLD

DEN DER LYD NÅR SLAGENE RAMMER

SØSTER DER HOPPER SÅ HURTIGT

FRA DEN ENE FOD TIL DEN ANDEN

PISSET ER ET VANDFALD NED AD HENDES BEN

FØRST DEN ENE HÅND FREM SÅ DEN ANDEN

GÅR DER FOR LANG TID RAMMER SLAGENE VILKÅRLIGT

ET SLAG ET SKRIG ET TAL 30 ELLER 40 TIL TIDER 50

OG ET SIDSTE SLAG I RØVEN PÅ VEJ UD AD DØREN

HAN TAGER BROR I SKULDRENE RETTER HAM OP

FORTSÆTTER MED AT SLÅ OG TÆLLE

JEG KIGGER NED OG VENTER PÅ DET BLIVER MIN TUR

MOR SMADRER TALLERKENER I OPGANGEN

SAMTIDIG MED AT AL JAZEERA TV-TRANSMITTERER

HYPERAKTIVE BULLDOZERE OG FORTØRNEDE KROPSDELE

GAZASTRIBEN I SOLSKIN

FLAG BLIVER BRÆNDT

HVIS EN ZIONIST IKKE ANERKENDER VORES EKSISTENS

5
HVIS VI OVERHOVEDET EKSISTERER

NÅR VI HIKSTER ANGSTEN OG SMERTEN

NÅR VI SNAPPER EFTER VEJRET ELLER MENINGEN

I SKOLEN MÅ VI IKKE TALE ARABISK

DERHJEMME MÅ VI IKKE TALE DANSK

ET SLAG ET SKRIG ET TAL

Yahya Hassan: Barndom. I: Yahyi Hassan: Yahya Hassan. Gyldendal, 2013.

6
Helle Helle: En stol for lidt
Vi er nødt til at aflyse det, siger han. Og hun
svarer, at det kan der ikke være tale om.
Det er alt for sent, gæsterne er sikkert
allerede på vej, lysene står på bordet og
hun har sorbet i fryseren. Men de mangler
stadig badeværelset, som en af dem bliver
nødt til at gøre rent, og bagefter kommer så
bordbomberne og hendes hår, der skal
sættes, det sidder virkelig dårligt, der er
slet ikke styr på det.
Han skubber hende ned i sofaen. jeg kan
ikke gennemføre det, siger han, det kan
ikke lade sig gøre. Hun fjerner hans hånd
og rejser sig, siger, at det burde han have
tænkt på lidt tidligere, de skylder faktisk
denne fest. Hvor mange gange har de ikke
siddet hos venner og bekendte, spist deres
laks og drukket deres champagne, hvilket
minder hende om, at hun skal ud og se til
stegen, og hvis han vil være så venlig at gå
ned i kælderen og hente de sidste stole
imens. Han siger, at han ikke kan holde det
ud, hun svarer, at det vel er det
mindste, han kan gøre; bagefter kan han for
hendes skyld sidde og græde i sofaen, til
gæsterne kommer.
Hun står i køkkenet og skærer et hvidt
brød i hurtige skiver. Han kommer op fra
kælderen og siger, at der mangler en stol.
Hun siger, at det ikke kan passe, hun har
gået det hele igennem flere gange. Seksten
ens tallerkener, seksten vinglas, seksten
stole i alt, hun har talt efter. Han siger, at
hun selv kan gå ned i kælderen og se; der er
virkelig ikke flere stole, alt i alt er der kun
femten. Hun går ned i kælderen og rundt i
lejligheden, hendes hæle banker mod
trægulvet, hun konstaterer, at han har ret.
Hun siger til ham, at så bliver det sådan.
Han begynder at græde, han læner sig op
ad køkkenbordet og begynder at græde,
hun rører i en gryde med mørkerød sovs og
smager den til med salt.
Han siger, at han næsten hader sig selv,
hun siger, at for hende er der ikke noget
næsten. Der er kun en mørkerød sovs og en
steg, der ikke skal have for meget, lys på
bordet og så badeværelset, han bliver nødt
til at gøre det rent nu.
Hun kan høre lydene derudefra, imens hun
sætter tallerkener på bordet: det løbende
vand, de hårde krukker. Hun overvejer at
udskifte de blå stearinlys med
flaskegrønne, beslutter sig for at beholde
de blå og lægger knive og gafler frem,
polerer glassene med et viskestykke. Så
stråler bordet, hun tænder lysene, retter på
en ske og går ind for at sætte sit hår.
Han kommer ind i soveværelset og stiller
sig ved siden af hende. Han siger, at han har
set bordet, og at hun har pyntet det flot.
Han siger, at han vil finde sit jakkesæt frem.
7
Hun beder ham om at tage det på i en fart
og går ud i køkkenet. Han kommer derud et
øjeblik efter, klædt om, stiller sig foran
vinduet og tænder en cigaret. Hun siger, at
han skal slukke den og knuse isterninger,
hun kan ikke gøre det hele, siger hun og
sætter glas til drinks fra sig på bordet. Han
spørger, om han skal knuse isen med en
hammer: hun siger, at han kan gøre, hvad
han vil.
Det larmer fra køkkenet, imens hun står i
entreen og tager skoene af. Hun lægger
Helle Helle: En stol for lidt, I: Helle Helle: Rester. Samleren, 1996.
dem i sin taske, snører sine støvi er, tager
overfrakke på. Hun hænger en paraply på
plads og går ud ad døren, med tasken i
hånden.
Han har puttet isterninger i en pose og slår
hammeren hårdt mod begge dele ude i
køkkenet. Han åbner posen og tager is op i
sine hænder, lægger det i bunden af et glas.
Han hælder gin og hvidvin i glasset og
placerer en citronskive ovenpå. Han
gentager dette seksten gange.
Lidt senere ringer det på døren.
8
Jan Sonnergaard: Reprise på Krogs Fisserestaurant
Heidi! Jeg tror ikke så meget på dig!
Og mens vi går ned ad Frederiksborggade,
fortæller du lidt mere af den historie, du
startede på kort efter at vi begyndte at se
hinanden, for som jeg ved døde din mor for
halvandet år siden, men nu forklarer du, at
det hun døde af var druk, og du ser jo ked
ud af det, og er sårbar, så jeg lægger
hånden om dig og trækker dig ind til mig,
som om jeg ville beskytte dig. Og jeg ved jo
godt, at det er rigtigt, det, du fortæller mig,
at du for en enkelt gangs skyld fortæller
noget, som findes i virkeligheden og som
har betydning for dig, og som også på en
eller anden måde ville have det mellem os
to. Men der er desværre det problem, at jeg
tror ikke særlig meget på hvad du ellers
siger, så vi går videre, og du siger at det var
en pragtfuld nat vi havde sammen, og det
var det jo ikke, men lige nu er det sommer
og som skabt for at vi to sidder udenfor på
en eller anden cafe, og jeg foreslår det, og i
samme øjeblik du ser op på mig og smiler
og siger:
-Ja!
ved jeg: Inden der er gået to uger, ligger du
og horer med en anden end mig, og du
lyver om det, og du begynder at fabrikere
undskyldninger, og vi starter på
glidebanen, hvis det da ikke allerede ér
sket.
Så jeg kysser dig på munden og siger:
-Jeg er så utroligt glad for dig
for jeg vil også lyve, nu du har åbnet ballet,
og vi går hånd i hånd ind på
Købmagergade, så en forbipasserende, der
ikke vidste bedre, ville tro, at her har vi to
unge mennesker, der er vældig glade for
hinanden.
‘All for the love of sunshine” fløjter du, og
der ligger sådan lidt af en kompliment i, at
du netop fløjter noget af Hank Williams, og
jeg har altid elsket den måde, du fløjter på, i
samtlige to måneder, vi har været sammen,
men det betyder ikke at jeg stoler på dig af
dén grund.
-Nu skal du se Heidi, siger jeg og jeg lægger
min jakke over den ene af caféstolene ved
de runde borde på Klaptræets udendørs
café på Kultorvet, og så går jeg op til disken
ved baren, hvor man kan bestille hvis nu
man vil sidde udendørs, og jeg beder om to
café au lait til os to og en Fernet Menta til
dig og et glas vand til mig selv, og kommer
ned med det til bordet, og stiller det foran
9
dig og jeg ved, at inden der er gået to
måneder, sidder du hér, ved det selv
samme bord, men med en anden end mig.
Og du smiler til mig efter at jeg har sat
vores kopper og glas på bordet, og du tager
mig på låret, og forsåvidt er det frækt,
egentlig er det meget frækt, men alligevel
har jeg lyst til at fortælle dig, at du er den
dyreste luder jeg nogensinde har haft, men
bestemt ikke den bedste, for jeg er allerede
begyndt at blive træt af at være sammen
med dig, nu du lyver så meget som du gør,
det er lige ved jeg hellere ville have en
rigtig luder, på en klinik, for de lyver da i
det mindste ikke om, hvad de foretager sig.
Så jeg læner mig hen over bordet og
trækker dig op mod mig og hvisker:
-Du er så fræk, når du gør det der
-Du har en fremragende krop! hvisker jeg,
og dét er jo rigtigt, det har du, også selvom
du er over 30, man skulle næsten ikke tro
det, men alligevel opfører du dig som om
du var 17, for du rødmer og slår blikket ned
og siger:
-Dét må du ikke sige.
Derhjemme på bogreolen har du en bog,
der hedder “Jeg er OK-du er OK”. Jeg ved
ikke hvorfor jeg kommer til at tænke på
det, men måske er det fordi det r så
oplagt, at dét er vi da bestemt ikke.
Men så bliver du med ét meget sød og kær
og et sekund holder jeg af dig, for du griber
fat i en pointe i noget jeg fortalte dig fredag
i sidste uge, og du spørger, om jeg så vil
gøre alvor af at sige op på mit arbejde, og et
kort øjeblik tror jeg på, at du ér
interesseret, og jeg holder meget af dig.
Men så hører jeg mislyden i det hele og
bliver klar igen, og nøjes med at svare: -Jeg
har ikke besluttet noget endnu
Og med et friskt lille håndtag trækker jeg
dig op af stolen, Heidi, og siger at vi må
videre, for det kan godt være at jeg har en
overraskelse.
-Hvad er det? spørger du, men jeg siger
ikke noget, bortset fra, at hvis jeg sagde det,
ville det jo ikke være en overraskelse, og
måske har du aldrig set sødere ud, for du
kysser mig på kinden, men så begynder du
desværre at fortælle om en af dine eksfyre,
som systematisk bedrog dig, selv i den
korte periode hvor I boede sammen,
i din lejlighed, siger du. Og du designer og
tilrettelægger historien således, at jeg bør
have ondt af dig. Men det eneste jeg tænker
er:
10
-Det ved jeg da godt. Og om et øjeblik gør
du selv det samme, men denne gang er det
bare mig det går ud over.
For jeg stoler ikke på dig, Heidi.
Men vi går videre ned ad gaden, vi går ned
på Gammel Strand, og jeg siger: -Det var jo
kun en lille overraskelse, Heidi. Har du
nogensinde været på Krogs
Fiskerestaurant?
Så vi sætter os ned, udenfor og ved de små
borde med udsigt til Thorvaldsen og
kanalen, og det er fine borde med små grå
duge, og der står permanent en tjener ved
anretterbordet fire meter fra der, hvor vi
har sat os, lige oppe ved muren, og han
holder øje med os gæster, for det kunne jo
være vi manglede noget, og efter at have
ladet som om du blev overrasket over at
det var hér, jeg inviterede dig hen, fniser du
og siger ligesom traileren til en føljeton:
-Solen skinnede fra en skyfri himmel
og dét ler jeg ad, mens jeg siger noget om,
at sådan er det også mellem os to. Men det
er det ikke.
Hvor er du dog vulgær, tænker jeg,
Du stikker en kniv i ryggen på mig i samme
øjeblik jeg vender mig om,
Jeg vil vædde på at du er sammen med en
anden end mig når jeg tager til Stockholm
for firmaet i næste uge.
Så jeg tager spisekortet, og jeg ser på det,
og bagefter blinker jeg til dig og siger:
-Er dét her ikke bare indbegrebet af os to?
og jeg tager dine hænder og siger:
-Jeg er så forfærdelig glad for dig
Og det holder jo ikke, men jeg siger det en
gang mere, og jeg vil ikke spise, og jeg vil
heller ikke drikke. Jeg vil vist ikke engang
knæppe. Det eneste jeg måske gerne ville
var at stole på dig ... og jeg ville gøre det,
hvis jeg bare havde én grund, og gid jeg dog
havde det.
Og du kan vælge alt muligt fra spisekortet,
for Krogs er en fabelagtig fiskerestaurant,
men den sidste jeg inviterede herned,
bollede i den grad udenom, og så
gennemført at jeg fik Clamydia af det, og
hun ringede altid og fortalte mig enhver
detalje, som om hun nærmest var glad. Jeg
kan huske at en af de gange, hun ringede,
sad jeg i møde, og jeg skyndte mig at
undskylde, men jeg har fået et meget vigtigt
opkald, og så styrtede jeg ud af lokalet, ud
på gårdspladsen foran kursusbygningen,
for jeg var henrykt for at Rikke ringede til
mig, og jeg var også meget overrasket, og
11
jeg tænkte: Gad vide hvad det er. Men så
var det kun dét. Én gang til, for Prins Knud.
Det var vist i Nyborg, tror jeg, og Clamydia
eller ej, så er jeg overbevist om, at du vil
gøre nøjagtigt det samme, og måske oven i
købet efter nøjagtigt samme skabelon, for
jeg stoler ikke på dig, Heidi. Men jeg vil jo
gerne stole på nogen, på én eller anden, så
derfor bliver jeg her, sammen med dig, og
smiler til dig, også selvom det er sådan en
slags tilfælde at vi to sidder hér sammen,
og du ikke allerede ér skredet.
Du ser på kortet, og fortæller mig, at du slet
ikke kan finde ud af hvad man gør på
sådan nogle fine restauranter, og så holder
du en kunstpause, som om det er sødt at du
er lidt dum, og øjeblikket efter fortæller du
mig, at din mormor boede i Esbjerg, og
derfor tror du nok, du gerne vil have noget,
du kan huske fra helt tilbage i din barndom,
og du siger at dette “noget” er:
-Fiskefrikadeller
Men hvorfor er du så beskeden, Heidi?
Hvorfor går du ikke rigtigt til biddet og får
mig til at bløde allerede nu, og hvorfor
bestiller du ikke Beluga kaviar og sjældne
jan Soflflergaaftl: Reprise på Krogs Fisserestaurant. 1: jan Sonnergaard: Sidste søndag i oktober.
Gyldendal, 2000.
hvidvine, så regningen rigtig bliver kørt op?
For jeg har været på denne restaurant tre
gange før, med piger der var bedre end dig,
og også mere snu til at lave deres numre,
og det gik som det jo gik, så hvorfor tager
du dig ikke sammen og laver nummeret
ordentligt, hvorfor bestiller du ikke noget
dyrt?
Det er for tydeligt, og du røber dit projekt
med mig, du stempler dig selv, du burde
have sagt “fissefrikadeller”, for det er jo det
du er: En frikadelle, en afbrændt tenor, en
hasbeen og en fuldbefaren forræder
selvom du ikke er mere end 32. De siger
ganske vist, at det kun er det første slik, der
smager af pis. Men det passer ikke. De
næste femogtyve gør det også. Du gør det.
Du burde springe alle mellemregningerne
over, ligesom voldtægtsmanden, og så gå
rigtigt til biddet og lade være med at være
ynkelig og sidde dér og hykle mig lige ind i
ansigtet. Du burde allerede nu begynde på
at udbiokke mit Dankort som om det var en
gammel sko, og ikke bare sidde dér. Lidt
ærlighed, dét er det eneste, jeg forlanger.
Dummere er jeg trods alt ikke. Jeg kan godt
se det. Jeg er jo ikke blind.
12
 Angst
Hold fastere omkring mig
Med dine runde Arme;
Hold fast, imens dit Hjerte
Endnu har Blod og Varme.

Om lidt, saa er vi skilt ad,

Som Bærrene paa Hækken;
Om lidt, er vi forsvundne,
Som Boblerne i Bækken.

Emil Aarestrup, fra Digte 1838

13
Kaspar Colling Nielsen: Pelikanen
Af Mount København, 2011
Det var ikke til at forudse, at læge og
amatørornitolog Jan Peter Lassen skulle
ende som et af de mest indfiydelsesrige
genier i verdenshistorien, idet han, som
ingen anden før ham, ville komme til at
udvide, hvad der meningsfuldt kunne
rummes inden for kategorien: menneske.
Jan Peter havde været fascineret af
fugle så længe, han kunne huske. Som
barn kunne han sidde i hele dage og
betragte en flok ravne, en skarvkoloni
eller et musvitpar i haven. Da han blev lidt
større, cyklede han hver dag ud til Mount
København for at se søpapegøjer på tæt
hold, og om morgenen fiskeørne, der
jagede i floddeltaet omkring bjerget.
Da Jan Peter var blot 10 år gammel,
døde hans mor pludselig, og hans far så
bekymret til, mens hans søn trak sig mere
og mere ind i sig selv. Jan Peter syntes
kun glad, når han betragtede fugle, eller
når han levende fortalte om sine
observationer ved middagsbordet. Da Jan
Peter kom i gymnasiet, gik han aldrig
med til festerne, ligesom han ikke syntes
at interessere sig for hverken det ene
eller det andet køn. Jan Peter passede
sin skole og fortsatte, som han hele tiden
havde gjort, med at betragte fuglelivet på
og omkring Mount København. Efter
gymnasiet ville han læse ornitol ogi på
universitetet, men efter en læn9ere
diskussion med sin far, endte han med at
begynde på medicinstudiet, hvil ket skulle
vise sig at få konsekvenser, der rakte
langt ud over Jan Peters eget liv.
Mange år senere, da Jan Peter var
sidst i tredivere, sad han i sin lænestol
efter en døgnvagt og så en dyd om
gråænder. Jan Peter havde en ganske
omfattende samling at dyder om fugle,
som stod i alfabetisk rækkefølge på to
store bogreoler på væggen bag ved tvet.
Han nød at sidde træt efter en lang vagt
og se fuglefilm. Det gav ham ro i sjælen,
inden han skulle sove. Sådan havde han
altså siddet så mange gange før, men
denne gang skete der noget
ekstraordinært. Netop da en stor andrik i
filmen med møje og besvær vraltede op
ad en skråning på sine små tynde ben, fik
Jan Peter en idé. En idé der med ét slag
fik ham til at forstå, hvad hans far havde
ment med sætningen, som han havde
gentaget igen og igen under hele Jan
Peters barndom:
“Man kan ikke få det hele, Jan Peter,
nogle gange må man vælge.”
Så grebet var Jan Peter af sin idé, at
han den følgende morgen sagde sit job
14
op som ortopædkirurg på Amager
Hospital og hævede det fulde
indestående på sin pensionsopsparing, i
alt 312.000 kr.
Fra den dag indledte Jan Peter et
ambitiøst træningsprogram bestående af
spinning, yoga, løb, roning og en
dertilhørende radikal kostomlægning, der
skulle sikre det nødvendige optag af
proteiner og kulhydrater. Han trænede tre
gange dagligt kun afbrudt af enkelte
møder med en gruppe ingeniører, som
han havde hyret, og en gammel
studiekammerat med speciale i
hudtransplantationer. Han opretholdt sit
intensive træningsprogram i et halvt år,
indtil hans fedtprocent var helt nede på
blot 7. Hans ansigt var indsunkent og
skarpt. Hans ribben bulede ud på den
trimmede krop, og hans blodårer var
overalt tydelige hen over de markerede
muskler.
Jan Peter var i topform, da han lod sig
indlægge på Privathospitalet Hamlet med
en sirligt struktureret mappe, der præcist
og nøgternt angav, hvilke indgreb han
ønskede gennemført.
I overensstemmelse med Jan Peters
planer amputerede lægerne hans ben
undtagen to små bare ben rester, som de
lod stritte et par centimeter ud fra torsoen.
De bortskar desuden hoften og ballerne,
som erstattedes med en tynd
letvægtskarbonplade. De fjerne de de to
nederste ribben og gennemførte desuden
en række komplicerede korrigerende
indgreb, hovedsageligt vedrørende
tarmenes og genitaliernes placering og
funktionalitet. De flåede nu huden af de to
amputerede ben. Efter Jan Peters nøje
anvisninger blev hudstykkerne klippet
midt over og syet sammen til to
trekantede stykker. Hudstykkerne blev
fastgjort på hver side af rygsøjlen og op til
armenes underside, således at han, når
han ville være i stand til at hæve armene
ud i en vinkelret position, ville have et sæt
stramt udspilede vinger mellem ryggen og
armene. Vinger som vel at mærke bestod
af levende hudvæv.
Jan Peter kom sig hurtigt og genoptog
allerede to måneder efter operationen sit
træningsprogram på hospitalet. Efter seks
måneder blev han udskrevet. Han vejede
18 kg, da han som en lille gås vraltede ud
til den ventende taxa. I
overensstemmelse med planen kørte han
for sine sidste midler direkte til Mount
København, hvor han sprang ud fra det
højeste punkt, han kunne finde.
Jan Peter svævede hen over havet.
Han kunne se fiskene som tydelige
skygger under vandoverfladen. Et par
måger fløj over ham og skreg af ham.
15
Han slog med vingerne og hævede sig
med en forbløffende lethed. Der var
næsten for meget opdrift i hans lille krop,
og han måtte bruge al sin energi og
koncentration på ikke at blive kastet rundt
af den kraftige vind.
Med tiden blev Jan Peter en
fremragende flyver. Han lærte at
fornemme de termiske vinde, og han
kunne med ganske få vingetag svæve fra
Mount København til Hellerup.
Jan Peter bosatte sig i den ø’.ierste
kuppet i moskéen på Mount Kø behavn,
og hver morgen fløj han morgentur hen
over byen. På grund af hans, for en fugl,
kraftige kropsbygning gav Københavns
beboere ham tilnavnet Pelikanen.
16
 En stolfor lidt
Vi er nødt til at aflyse det, siger han, og
hun svarer, at det kan der ikke være tale
om. Det er alt for sent, gæsterne er
sikkert allerede på vej, lysene står på
bordet og hun har sorbet fryseren. Men
de mangler stadig badeværelset, som en
af dem bliver nødt til at gøre rent, og
bagefter kommer så bord bomberne og
hendes hår, der skal sættes, det sidder
virkelig dårligt, der er slet ikke styr på det.
Han skubber hende ned i sofaen. Jeg
kan ikke gennemføre det, siger han, det
kan ikke lade sig gøre. Hun fjerner hans
hånd og rejser sig, siger, at det burde han
have tænkt på lidt tidligere, de skylder
faktisk denne fest. Hvor mange gange har
de ikke siddet hos venner og bekendte,
spist deres laks og drukket deres
champagne, hvilket minder hende om, at
hun skal ud og se til stegen, og hvis han
vil være så venlig at gå ned i kælderen og
hente de sidste stole imens. Han siger, at
han ikke kan holde det ud, hun svarer, at
det vel er det mindste, han kan gøre;
bagefter kan han for hendes skyld sidde
og græde i sofaen, til gæsterne kommer.
Hun står i køkkenet og skærer et hvidt
brød i hurtige skiver. Han kommer op fra
kælderen og siger, at der mangler en stol.
Hun siger, at det ikke kan passe, hun har
gået det hele igennem flere gange.
Seksten ens tallerkener, sekste n vinglas,
seksten stole i alt, hun har talt efter. Han
siger, at hun selv kan gå ned i kælderen
og se; der er virkelig ikke flere stole, alt i
alt er der kun femten. Hun går ned i
kælderen og rundt i lejligheden, hendes
hæle banker mod trægulvet, hun
konstaterer, at han har ret. Hun siger til
ham, at så bliver det sådan.
Han begynder at græde, han læner sig
op ad køkkenbordet og begynder at
græde, hun rører i en gryde med mørke-
rød sovs og smager den til med salt.
Han siger, at han næsten hader sig selv,
hun siger, at for hende er der ikke noget
næsten. Der er kun en mørkerød sovs og
en steg, der ikke skal have for meget, lys
på bordet og så badeværelset, han bliver
nødt til at gøre det rent nu.
Hun kan høre lydene derudefra, imens
hun sætter tallerkener på bordet: det
løbende vand, de hårde krukker. Hun
overvejer at udskifte de blå stearinlys
med flaskegrønne, beslutter sig for at
beholde de blå og lægger knive og gafler
frem, polerer glassene med et
17
viskestykke. Så stråler bordet, hun
tænder lysene, retter på en ske og går ind
for at sætte sit hår.
Han kommer ind i soveværelset og
stiller sig ved siden af hende. Han siger,
at han har set bordet, og at hun har
pyntet det flot. Han siger, at han vil finde
sit jakkesæt frem. Hun beder ham om at
tage det på i en fart og går ud i køkkenet.
Han kommer derud et øjeblik efter, klædt
om, stiller sig foran vinduet og tænder en
cigaret. Hun siger, at han skal slukke den
og knuse isterninger, hun kan ikke gøre
det hele, siger hun og sætter glas til
drinks fra sig på bordet. Han spørger, om
han skal knuse isen med en hammer: hun
siger, at han kan gøre, hvad han vil.
Fra Helle Helle: Rester. Noveller. Samleren 1993.
Det larmer fra køkkenet, imens hun står
i entreen og tager skoene af. Hun lægger
dem i sin taske, snører sine støvler, tager
overfrakke på. Hun hænger en paraply på
plads og går ud ad døren, med tasken i
hånden.
Han har puttet isterninger i en pose og
slår hammeren hårdt mod begge dele
ude i køkkenet. Han åbner posen og
tager is op i sine hænder, lægger det i
bunden af et glas. Han hælder gin og
hvidvin i glasset og placerer en
citronskive ovenpå. Han gentager dette
seksten gange.
Lidt senere ringer det på døren.
Naja Marie Aidt: Som englene flyver
-Skilj mig från Ånglen, och jeg skall bli frisk Skilj ånglen från mig, och jag bliv er sjuk
Lätt och svårt er mitt liv med honom
Gunner Ekelöf
Den vinter var unægtelig meget kold og
frostklar, og vi følte os skingert
enestående når vi sejlede hen over de
glatte gader i det sene daggry,
sortklædte og magre. Kun gadelygterne
afslørede vores stikkende pupiller, og
faktisk sejlede vi ikke. Vi fløj. Men ellers
var der mørke. Hele tiden mørke. Vi så
bare hinandens skygger, og
bevægelserne trak hver dag nye
mønstre vi gled imod hinanden og
-
mødtes tæt og hårdt, og trak os så
tilbage for at finde en ny forløsn ing i et
nyt møde, en iiy krop.
Vi ville så gerne flyve. Det varede hele
vinteren, og vinteren føltes uendelig
lang det år. Lang og hvid og kold. Huset
skulle vist nok rives ned til foråret.
Rummene var store og fugtigt kølige,
malingen skallede af på væggene;
løsrevne ord og sætninger stak ud af
murværket, sprøjtet på med farve. En
næsten konstant tone af akustik
rungede i de højloftede, tomme
værelser.
Det var et ubeboet hus. Men nogen
boede her. Creepy boede her, og flere
andre. De boede her på spredte
madrasser, med deres guitarer og
krybdyr, med deres fulde og tomme
flasker rullende rundt på gulvet, med
deres små, hvide bunker speed og
kokain og forskelligt andet i
plasticposer og lukkede rør, gemt i
lommer og aflåste boxe. Spejle og
barberblade. Smykker der tungt hang
ned fra tynde håndled og unge, urolige
halse.
Vi farvede vores hår, sort eller hvidt
eller rødt, og klædte os stramt i gummi
og læder. Pigernes strømper var
sønderrevne og gik til midt på låret, og
sådan skulle det være. Vi ville have det
sådan; dybere og mørkere og mere
endeløst for hver dag der gik. For hver
blæsende nat. Lade vores hjerner
eksplodere og se det lys der altid fulgte
med. Når syner og dæmoner tager over
og kroppen følger de hemmelige stier
som er så fulde af smertelig lyst.
Creepy var den eneste stabile i huset; vi
andre kom og gik. Hans værelse lå
øverst i bygningen. Man måtte kravle op
af en smal stige, og det eneste lys han
havde var et ultraviolet lysstofrør, der
hang over et bur. En slags varmelampe.
I buret boede Plexus, en fire meter lang
anakonda kvælerslange, fuldvoksen og
gul med fine, sorte tegninger. Creepy
fodrede den med rotter og
marsvineunger. Han glemte aldrig dens
spisetider, og forstyrrede den ikke
under fordøjelsen.
Midt i rummet stod en lang sort kiste,
indlagt med hvidt satin, plettet af flere
års brug. For Creepy sov i kisten, og han
kneppede i kisten. Han havde boret
femseks huller i låget, så man kunne få
luft når man sænkede det ned over sig.
Hullerne lignede små stjerner på en
mørk himmel, når man så dem nedefra,
19
 lyset trængte igennem dem: lilla,
hysterisk lys fra neonrøret. Et sort
stykke stof dækkede for det lille
tagvindue i Creepys værelse. Det
lugtede på en særlig måde, af Creepy,
hans tøj og sæd og hud, og af Plexus,
sandet i bunden af buret, rester fra dens
måltider. Af støv og kød. Fra et søm i
loftet hang en hvid maske med en stor,
rød mund og dinglede. Tøj og sko flød i
bunker på gulvet. Ud over kisten var der
kun ét møbel: en lav reol langs den ene
væg. Der stod en død fugl i sprit og et
lille skrin af mørkt træ. I det gemte
Creepy sit stof.
Klikket fra låsen når han åbnede det og
trak en lille pose op. Fornemmelsen af
sød kulde i nakken.
Alle pigerne var vilde med Creepy, han
var så grim og så sød og så hård ved os i
kisten, og det elskede vi også, for det
var som om vanviddet løftede os helt op
til Gud, når vi lå under stjernerne,
nøgne på det kølige satin, og lod os
splitte ad. Af Creepys voldsomme,
desperate stød og hans skarpe negles
vold, der trak røde spor hen over
huden. Creepy elskede kun Plexus, men
han behøvede os. Det sagde han. Han
sagde at vi var hans dukker, og kendte
ikke forskel på vores navne. Men vi var
alligevel navnløse den vinter, så det
spillede ingen rolle.
Creepy derimod, han havde sit navn, sit
værelse og han havde Plexus. Han
havde oven i købet, som den eneste af
os, et job. Han lavede gummimasker til
horrorfilm og var så eftertragtet, at han
også havde leveret til udlandet. Pengene
han tjente var for det meste kridhvide,
og han tjente godt. For han tog så
mange baner han havde lyst til, og det
var ikke så få igen. Til gengæld var han
ikke nærig, når det kom til at dele
goderne; man kunne altid være sikker
på et ordentligt sus, hvis man gik med
Creepy i kisten. Vi var virkelig ret vilde
med ham.
Om aftenen og om natten tons ede høj,
høj musik ud af højtalerne og Fik
væggene til at ryste. Vi rystede også
selv, vi dansede og dansede og bankede
vores hoveder mod hinandens
klingende isser.
Vores næser var tørre og irritable af at
snuse til himlen. Vores kønsdele var
fulde af små rifter og sår, for vi lagde
kokainen direkte på dem, og jeg må
tilstå det virker. Som supplement til den
egentlige rus. Håndjern og lænkers
utålmodige raslen ud af mørket, når
musikken var forstummet, korte,
dirrende skrig brød morgenens stilhed.
Kors blev flået af deres kæder og
efterlod mærker på dunkende halse. Vi
bed hinanden til blods. Det var da
foråret nærmede sig med sit skarpe lys.
Til sidst var synet og lugten af blod det
eneste der løftede os højt nok op. Og vi
ville jo så gerne flyve. Vingerne groede
næsten ud på vores rygge når tænder og
små, skarpe knive mærkede os for
hinanden. Lod os mærke.
Jeg spejlede mig mens jeg skrabede fine
baner af sne sammen med rystende
hænder, og følte mig meget smuk og
usårlig. Jeg kiggede op på Creepy. Han
sad og betragtede mig i tusmørket som
en sort skygge med det glatte,
kronragede hoved lidt på skrå. Han
smilede til mig. Jeg var virkelig ret vild
med ham.
Vinteren var begyndt at opløse sig selv,
tøsneen dryppede fra taget og de første
knopper stod længselsfuldt svulmende
fra træernes nøgne grene. Under
Creepys himmel blinkede de lilla
stjerner fortryllende, og eksploderede i
0
et lyshav der fyldte hele kisten. “Du
ligner en Barbie-dukke der gerne vil dø”
hviskede Creepy hæst og stønnende,
han fastholdt mine brystvorter i et
langt, skærende greb mellem sine negle.
Jeg b højt og vuggede på det polstrede
satin. Jeg synes fuglen baskede med
vingerne i sin spritopløsning.
Vinteren havde været lang, så vi var
forrevne af al den kulde.
*
Hun sagde at det var et godt trip. At det
holdt. Hun sagde at jeg skulle blande
mig udenom og lade hende være i fred.
Hendes latter var blid og fuld af hånlig
foragt. Hun b faktisk meget den vinter,
mere end normalt, skingert og klart,
mens hendes hænder fér nervøst hen
over armene og brystkassen. Hun gned
sin hud, glattede og strøg og kradsede
sin hvide hud, og hun kastede med
hovedet så hendes lange hår var i
konstant bevægelse. Under håret
flakkede øjnene, hun snøftede og
fugtede læberne med tungen.
Vores mor havde for længst givet op.
Kun når hun fandt gamle polaroidfotoes
frem af os, som små piger med fiettet
hår og afdansningskjoler, græd hun.
Slukkede sin Cecil, der hang i
mundvigen, med tårer. Eller ingenting.
Som om Sisse allerede var død. Men hun
var meget levende den vinter, meget
urolig og levende. Sisse for helvede,
sagde jeg, og prøvede at fastholde
hendes blik. Hun b bare.
Snart opgav jeg at sige særlig meget og
nøjedes med at lukke hende ind når
hun, på de mærkeligste tidspunkter af
døgnet, ringede på min dør. Selvfølgelig
ville hun have penge. Og selvfølgelig
kunne jeg ikke lade være med at give
hende dem. Hun plagede, som om det
var slik hun ville have, som om vi var
børn og hun havde tømt sin godtepose
alt for hurtigt, mens jeg havde sparet et
helt lager op i skrivebordsskuffen -
ængstelig som jeg er.
Hun var et grådigt barn, min lillesøster,
og meget charmerende. Også denne
vinter. Frygtelig charmerende, med den
mest koket klingende latter man kan
tænke sig. Hun var slet ikke klar over,
hvor træt hun var blevet. Jeg lagde
hende i seng og sov med armene om
hende for at passe på, at hun ikke
forsvandt mens jeg drømte. Men hun
forsvandt altid. Når jeg vågnede var hun
væk, kun det krøllede sengetøj og
hendes lugt i rummet afslørede at hun
havde været der. I lang tid vidste jeg
ikke hvor hun tog hen så tidligt om
morgenen, og jeg følte mig ensom når
hun sådan bare tog afsted uden at sige
farvel.
Men hun kom hjem til jul.
Vores mor, hendes fyr Kaj og jeg
vandrede rundt om et lille, overpyntet
juletræ i deres fælles lejlighed på Gl.
Køge Landevej. Det var lidt sølle det
hele, tre voksne mennesker og en hel
juleforestilling. Vores mor havde skjult
to kasser øl under køkkenvasken. Sådan
noget opdager jeg altid. Kaj var allerede
fuld da han kom, men vi lod som om. Og
vi var midt i kaffen, da hun pludselig
stod i døren. Med stjerner i øjnene og
alt for lidt tøj på. “Er der ingen gaver til
mig?” spurgte hun babyblidt og kastede
sig i en lænestol.
Vores mor tændte en Cecil og kiggede
nervøst på Kaj. Men han var ligeglad.
Han gav sig til at lægge kabaler på
sofabordet. Hun fik en tallerkenfuld
lunken andesteg og en af mine gaver.
Jeg havde fjernet til-og-fra etiketten i
køkkenet. Så kastede hun håret tilbage
2
 og gned sine bare overarme. Rejste sig
hurtigt og tog jakken på.
“Jeg er altså nødt til at gå nu” sagde hun
og kyssede os begge to på kinden.
Hendes armbånd klirrede, hun rørte
næsten ikke trapperne med fødderne da
hun løb ned. Som om hun fløj.
Så drak vores mor sig fuld helt åbenlyst,
hentede foto-albummet frem og gav sig
til at klynke. Jeg strøg hende over det
tørre permanentede hår og slukkede de
elektriske lys på juletræet. Kaj gik på
værtshus. Det var den jul.
“Sig ikke noget til Kaj” sagde vores mor
inden hun faldt i søvn på
udtrækssengen, “men jeg stak hende
altså en femhundredemand. Nu der ikke
var nogen gaver til hende...”
Jeg tog en taxa hjem, julenat var tåget og
der faldt en smule våd, spredt sne, som
smeltede inden den nåede jorden.
Det var lidt efter nytår at jeg en dag var
nødt til at finde Sisse. Eller var det i
begyndelsen af februar? Jeg ringede til
nogen af hendes veninder; det
sædvanlige cirkus med at de dækker
over hende og ikke vil fortælle noget og
er meget uskyldige. Jeg havde sådan en
lyst til at tæve Sisse, gennemtæve hende
simpelthen, fjerne smilet fra hendes
læber, lyden af hendes klokkerene latter
der forfulgte mig ind i mine mest
utydelige drømme. En dag ringede en
pige, der sagde at hun hed Tina til
klinikken (jeg arbejder støt og roligt
som klinikassistent hos en tandlæge).
Om jeg ledte efter Sisse. Om jeg ville
vide hvor hun var. Et hus i den indre by,
hun havde ikke den nøjagtige adresse
sagde hun og lagde på.
Jeg travede rundt i regnen efter
arbejdstid, i mørke eftermiddage. Jeg
ledte efter min ustyrlige søster der er så
sulten og ingen mæthedsfornemmelse
har.
Det var en temmelig stor bygning,
gammel og forfalden, regnen
strømmede fra et utal af huller i
tagrender og nedløbsrør. Jeg fik øje på
huset ved sekstiden om aftenen, og
vidste med det samme at det var det
rigtige. Stemningen omkring huset var
netop så dyster og opgivende og
hermetisk tillukket, som jeg havde
forestillet mig det, da hende Tina
ringede. Jeg gik ind ad en stor dør. Den
var ikke låst, en støvet trappeopgang
tog imod mig.
Jeg fik et chok, da et afsindigt brøl
overdøvede regnens dryppen udenfor
og lyden fra mit tøj, når jeg bevægede
mig. Jeg mærkede hvor bange jeg blev,
jeg begyndte at svede. Jeg kunne lige så
godt have vendt mig om for at gå igen,
jeg er alligevel gået fra så meget i
årenes løb, men noget fik mig til at blive
og bevæge mig i retningen af lyden. Jeg
åbnede flere døre, og gik igennem flere
hærgede rum. Gamle maskinhaller eller
noget.
Lyden af mennesker der råbte og talte,
og brag af forskellig lydstyrke, blandede
sig med dette brøl, der med mellemrum
fyldte hele huset, og fik hårene på mine
arme til at rejse sig. Ingen tog notits af
mig, da jeg pludselig stod i døråbningen
og var iblandt dem. En syv-otte stykker
var der vel, måske flere, et væltet bord i
midten af rummet, mælk og juice og
yoghurt flød på gulvet. De havde
tilsyneladende spist morgenmad. Der
lugtede surt, der var tilrøget, ansigterne
lyste hvidt i halvmørket. Jeg ledte efter
Sisses ansigt. Hun var næsten
ukendelig. Hun sad på hug op ad en væg
og røg en joint.
2,Z
 “Dårlig tjald” hørte jeg hende snøvle,
sløvt og henvendt til ingen. Jeg ville
springe hen og tage fat i hende. Jeg ville
putte hende i lommen i min varme
dynejakke, bære hende ud herfra og
lægge hende i en dukkeseng, vugge
hende væk fra denne larm. Men jeg
kunne ikke bevæge mig.
En vanvittig fyr med bar overkrop og en
levende slange om halsen smadrede en
guitar op mod stenvæggen. Hans lange
hår var gennemblødt af sved, sveden
drev ned ad hans bryst. Han brølede;
det var ham der brølede. Slangen rejste
stift sit hoved ud fra hans krop, hver
gang lyden voksede i hans strube for at
overdøve alt.
Også mit bankende hjerte, mit
stikkende åndedræt.
Nogen rejste uengageret et par af de
væltede stole. En lagde sig til at sove
under et vindue. En ung pige med et
dødningehoved tatoveret på sin nøgne
skulder, gav sig til at kysse en lille,
skaldet fyr lidenskabeligt. Han var
fuldstændig kronraget, selv
øjenbrynene var væk. Han tog fat om
hendes bryster om klemte til. Hun lagde
hovedet tilbage og lukkede øjnene. Sisse
gav jointen videre til en anden pige.
“Dårlig tjald” sagde Sisse.
Pigen nikkede længe og sugede dybt.
Den vanvittige fyr med slangen smed
guitaren over i et hjørne, den landede
med et dumpt brag. Ham der havde lagt
sig til at sove, samlede den op og
begyndte at spille på den. Bøjet over
gribebrættet, skjulte det lange lyse hår
både hans ansigt og guitaren.
“Fed spade...” mumlede han, “fed spade
- er det Joes eller hvad?”
“Det er kraftæderne ikke Joes, din lille
impotente stodder” skreg den rasende
med slangen og gik faretruencie hurtigt
over mod ham.
“Dårlig tjald” sagde pigen, som nu
havde jointen og skoddede deizi på
gulvet. Sisse nikkede længe og
eftertænksomt. Imens løsrev den
kronragede sig fra kysset og råbte,
henvendt til den rasende:
“Giv mig Plexus, for helvede Steen! Den
flipper dårligt hvis du ikke slipper den
nu, slip så den slange, mand... du er
kraftædeme for syg i hovedet!”
Han løb tværs over gulvet, hen mod
Steen, der rakte hænderne ud for at
tage fat i den langhårede med guitaren.
Han standsede midt i bevægelsen,
tøvede og vendte sig så om mod den
skaldede, greb med begge hænder om
slangen og prøvede at frigøre sig fra
dens sammenrullede krop der lå om
hans hals. Den skaldede trak hurtigt
dyret fri, mens han mumlede
ensformigt og overraskende blidt. Med
slangen i armene strøg han lige forbi
mig og ud ad døren, som smækkede bag
ham.
Jeg stod fastklinet til gulvet og frøs i mit
vintertøj, ingen havde opdaget mig,
Sisse mødte overfladisk mit blik, hendes
øjne mødte mine i et brøkdel af et
sekund, og gled så videre. Hun
genkendte mig ikke. Så brølede han
igen, ham der blev kaldt Steen, med
fornyet kraft brølede han og løftede
fyren med guitaren op i luften på
strakte arme.
“Dit lille forpulede møgsvin, du har ikke
fattet en skid af noget som helst, jeg skal
eddermaneme smadre dit lille, grimme
bøssefjæs så det rykker noget...” hylede
han og knaldede ham i gulvet.
Han greb guitaren og begyndte at slå.
Han slog og slog og slog, det ville ingen
ende tage, han bare tævede løs på den
 anden, der mest af alt lignede en mager
hund, han værgede ikke engang for sig,
blodet løb i en tynd stribe fra hans
hoved, hen over det støvede plankeguiv.
Ingen så meget som løftede et øjenbryn.
Endelig holdt han op. Manden lå
bevidstløs på gulvet, hans ansigt var
indsmurt i blod. “Slap dog lidt af, mand”
sagde pigen med dødningehovedet på
skulderen og samlede en karton
appelsinjuice op fra gulvet. “Hvad
fanden, er der ikke mere juice?” Hun
rystede kartonen op og ned. “For meget
med jer...”
Steen trak vejret dybt og tørrede sveden
af panden. Han gik med larmende skridt
i spidse støvler hen mod døren. Jeg
kunne lugte hans hud og høre hans
forpustede åndedræt tæt ved mit øre.
Jeg troede jeg skulle dø. Af skræk; som i
et mareridt, hvor man tænker. Nu er det
virkelig slut...
Sisse sad med lukkede øjne. Jeg troede
hun sov. Men så korn den lille
kronragede tilbage, ind ad døren med
slangen hængende lang og gul ned over
maven. Han tog Sisse i armen og
ruskede hende.
“Skal du med op?” spurgte han. “Hallo!
Skal du med op og se stjerner?”
Hun rejste sig anstrengt, og før jeg
kunne nå at reagere var de ude af døren.
“For meget, mand...” lød en stemme
sløvt, da jeg meget forsigtigt og med
gelé i knæene bevægede mig hen mod
den klaprende dør. Jeg kunne næsten
ikke få vejret.
Ude på gaden begyndte jeg med det
samme at tude. Det var blevet helt
mørkt. Der kunne være gået flere uger
siden jeg gik ind i det hus, det kunne
lige så godt have været en helt anden
dag, en anden aften. Men jeg så på mit
digitalur, og det viste 18.3 2 Jeg var så
træt som aldrig før og slæbte rriig hjem
hvor jeg gik direkte i seng ude i først at
klæde mig af eller tænde lyset, jeg faldt
med det samme i en dyb og
anstrengende søvn.
Siden den dag opsøgte jeg aldrig mere
Sisse. Hun opsøgte heller ikke mig. Og
det blev forår, som det altid bliver, vi
kom helt ind i april, før jeg blev mindet
om min søster igen.
Og da var hun allerede fløjet.
Forrevne. Det var vi allesammen. Hvad
vi nu hed. Men Creepy sørgede godt for
mig. Jeg var hans yndlingsdukke, sagde
han, fordi jeg skød ham af med en helt
utrolig fart under stjernehimlen. Jeg
manglede ikke noget, og fik endda lov til
at holde Plexus en gang imellem, han
sagde
klædte hinanden, og lod den sno sig
rundt på min nøgne krop. Den var lidt
kold, eller nærmere: den var hverken
kold eller varm, bare underlig ingenting.
Men det gjorde ikke noget. Jeg frøs ikke
mere, Creepy trak poser op af skrinet
mange gange om dagen, og også om
natten.
Jeg følte mig oven i købet smigret, da
han spurgte mig om jeg ville være med i
den film. Jeg blev slet ikke bange.
“Det er eksklusive varer, en amerikansk
bestilling, jeg kommer til at hæve
kassen hvis du siger ja.”
“Ja” sagde jeg, “det er okay med mig.”
Han smilede og anrettede en overdådig
bane til mig. “Intet er for godt til dig”
sagde han. Han forærede mig sit bedste
kors, hån diavet og af tungt råsølv, han
sagde det ville bringe mig lykke under
optagelserne. Kort efter rejste vi. Suget i
maven var helt ubeskriveligt på grund
af al den sne.
11
 Der er meget varmt i Californien, det
husker jeg, varmt og tørt, min hud var
slet ikke vant til lys. Plexus var med.
Creepy smuglede ham i en kuffert.
Selvfølgelig var Plexus med.
Og optagelserne. Eller optagelsen, der
var jo kun den ene. Ude i ørkenen,
masser af sand og sol, masser af lys og
mange stemmer, bevægelse. Spansk og
engelsk talte de, jeg forstod ikke hvad
de sagde. Creepy var stolt af sine
masker, der var to, til mændene;
vanvittige, forvrængede
monstermasker. Ikke at de rørte mig.
Ikke at noget rørte mig. Jeg var slet ikke
bange, lod bare det gule sand glide
mellem mine fingre, lukkede øjnene for
det skarpe lys og ventede på at det
skulle blive min tur. Blive min tur.
Plexus så på mig med sine slangeøjne og
spillede med tungen ud gennem
tremmerne i sin kasse.
Og så gik det i gang. Kameraerne
rullede, jeg var godt dopet, Creepy
havde skudt noget i min arm og hvisket
at det var det bedste, det bedste af det
bedste. “Du er på, Barbiedukke, nu
letter du snart.7’ Han smilede skævt. Han
kyssede mig. Han havde aldrig kysset
migfør
Mændene med maskerne kneppede mig
på skift, bandt mine hænder og fødder
og piskede mig med en kortskaftet pisk.
De skar i mine bryster og rundt om mit
skød, små blodige flænger i kødet. Jeg
mærkede mest sandet, sådan noget
sand giver en helt speciel fornemmelse.
Det er overalt og trænger ind alle vegne.
Den tørre, støvede smag af sand,
knasende mellem tænderne, små korn i
mine øjne...
Og så. Så begyndte de at stikke til. Jeg så
godt hvordan de løftede knivene. Skreg
jeg? Jeg tror det ikke. Jeg vidste jo. Og
det gik så hurtigt. Så uendelig hurtigt.
Til jeg lettede; lettede og fløj. Op over
den gule ørken og den genneinhullede,
livløse krop. Slangen i buret, Creepy
bøjet over kroppen, mændene der
krængede deres masker af og tændte en
cigaret. Vingerne groede ud på min
usynlige ryg, jeg mærkede det selv. Som
en let, let skikkelse, vægtløs og opfyldt
af lykke. Jeg var blevet til en engel, jeg
som altid havde drømt om at flyve.
Snart blev alt helt lyst og fantastisk, og
her er jeg nu, og det har været sådan
længe. Jeg bare flyver og flyver igennem
de mest farvestrålende rum. Der findes
ingen forhindringer mere.
“HUN ER DØD” skreg vores mor ind i
telefonrøret, og venteværelset var fuldt
af mennesker.
Jeg tog en taxa til Gi. Køge Landevej og
strøg hende over det tørre
permanentede hår. Hun skreg som et
nyfødt barn. Kaj lavede kaffe og tændte
hende en Cecil. Så ringede jeg efter
vagtlægen, som korn og gav hende noget
beroligende.
Hun var død. Hun var død. Politiet
havde selv sagt det. Da min mor var
slumret ind, ringede jeg dem op, og de
fortalte mig det. At hun var død. En eller
anden fyr havde haft hende med hjem i
en kiste. Et uheld, påstod han. Et
overfald, sagde politiet i San Diego, det
stod der i rapporten.
“Men det er vi nu ikke så sikre på” sagde
manden i den anden ende af røret, “vi
skal nok komme til bunds i den sag.”
Hans stemme var jysk og blød og jeg
græd ikke. Jeg var bare helt stiv i
kroppen og meget træt. De havde lukket
hendes øjne, da jeg skulle identificere
hende, og det var jeg glad for, jeg ville
ikke se hendes grønne stjerneøjne kigge
25
grådigt på mig. Hun b ikke. Men der var
grimme snitsår næsten overalt på
hendes krop, og der var sand i hendes
hår, groft, gult sand, og i hendes ører;
hun så egentlig ikke forskrækket ud
eller noget, munden havde bare ikke
mere at fortælle.
Nu er det sommer. Jeg sidder her bag
min skranke og min kittel er ren og
hvid. Vi fik hende godt i jorden. Min mor
har taget stesolid og det der er værre
siden. Og Kaj er flyttet. Ellers er der ikke
sket noget særligt.
Vi kigger nogle gange på de blege
polaroidfotos fra dengang Sisse og jeg
var små. “Hun var sådan en engel som
lille” siger min mor, “sådan et rigtigt
lille englebarn, Det var hun helt
sikkert...”
Der var simpelthen ikke slik nok i
verden til Sisse. Sådan ser jeg på det.
Derfor kan jeg sidde her idag og glatte
min kølige kittel. Med stramme kæber
og orden i håret. Uden at fælde den
mindste tåre. Og det til trods for at jeg
virkelig elskede hende, den lille satan.
Men ensom, det bliver man jo så tit.
Naja Marie Aidt, ‘Som englene flyver’ i
l/ci,id,nærket (1993), Gyldendal
p v’ hnKer -fyr

JEG TÆNKTE: Hvis han siger ‘flinker fyr’ eller ‘grim

mer én’ en gang til, så rejser jeg mig og går. Eller
skriger. Jeg giver mig tit at skrige, og hvad mon han
så vil sige? Han skal nok finde på noget fjollet.
,,Men Kalle Petersen var ikke en afjeres nære
venner?” sagde betjenten og så på mig, som om
han på den måde kunne undgå Orla.
,,Nej,” sagde jeg.
Men samtidig rykkede Orla stolen tilbage, så
den skramlede, og jeg kunne se på hans blik, at
han var lige ved at græde. ,,Nære venner!” sagde
han, og det lød alt for højt i vores køkken. ,Jeg har
ikke tal på, hvor mange gange vi har taget os en
bajer i baghaven søndag formiddag, og det bliver
man måske ikke ‘nære venner’ af, men han var en
flinker fyr, var han, ogjeg er parat til at besvare alle
spørgsmål, jeg vil gerne hjælpe; jeg vil ...ja ...“

Da han sagde ‘flinker fyr’, rejste jeg mig op.Jeg

fik sådan en kvalme, men jeg skreg selvfølgelig ik
ke.Jeg stillede mig hen til vinduet og kiggede over
på Kalles hus.

63
 PIA JUUL

Men du var jo ikke hjemme i går, Orla,” sagde

jeg.
,,Nej, men du var! Så du slet ikke noget?”
Han så så fortvivlet ud, at jeg snart ikke kunne
bære det et øjeblik længere. Jeg så undskyldende
hen på betjenten, menjeg vidste ikke, hvad deivar
jeg skulle undskylde. At min mand var følsom? Det
talte ikke ligefrem til min egen ære, at det ikke
rørte mig en fjer, at Kalle var blevet slået ihjel. Og
han havde endda kysset mig engang til en gadefest.
Det var mange år siden og ikke noget interessant
kys. Det ville sikkert chokere Orla, men næppe in
teressere bejenten.
,,Det er en grimmer én,” sukkede Orla, da han
havde lukket hoveddøren efter betjenten.
,,Nej, men Orla!” sagdejeg bebrejdende. Kunne
han da slet ikke høre sig selv?
,,Hvad?” sagde han og standsede midt på sin vej
hen til bordet.Jeg nænnede ikke at svare. ,,Hvad?”
gentog han forvirret og dumpede tungt ned på pla
sticsædet, der hvislede luft ud under ham. Han var
helt stiv i ansigtet.
,,Hvorfor er du så ked af det?” sagde jeg.
,,Hvorfor er du slet ikke bare lidt ked af det?
Vores nabo er blevet myrdet i sin seng midt om
natten med en økse. Du ‘ar alene hjemme her, ti
lyve meter derfra. Du ser ikke ud til at være den

64
 En flinker fyr

mindste smule rystet. Hvordan kan det gå til?” Han

havde hævet stemmen, men nu knækkede den
over i en hulken, og han lagde hovedet ned på
armene og græd.
Det generede mig, at han ikke kunne tage sig
sammen. Det var onsdag, og vejret var godt, så vi
skulle ordne haven. ,,Hvis du slår græsset,” sagde
jeg, selv om det altid var ham, der slog græsset, ,,så
tager jeg staudebedet.” Jeg tog altid staudebedet.
Jeg tog min havejakke på og gik ud i udhuset og
hentede kurven med hjul. Mens jeg lå på knæ og
lugede, kiggedejeg op mod huset af og til, men der
var ingen tegn på liv. Hvorfor kom han ikke ud?
Græsset var virkelig langt, for det havde regnet i
flere dage. Det trængte meget.
Dajeg gik ind for at lave kaffe, sad han ikke i
køkkenet mere. Han var ikke i stuen og ikke på
toilettet. Bilen stod i indkørslen, så han var ikke
kørt. Der holdt stadig politibiler ovre hos Kalle,
men der kunne han ikke være gået over; Orla var
ikke den der blandede sig.
Jeg satte mig med en kop i køkkenet og kiggede
i lokalavisen, men jeg kunne ikke rigtig koncen tre
re mig. Det gav et sæt i mig, dajeg hørte døren gå
til soveværelset. ,,Orla?” råbte jeg.
,Ja?” sagde han og kom hen og stod i døren.
,Jamen, hvor har du været?” sagde jeg.

65
 PTA JUUL

,Jeg lagde mig lidt,” sagde han og kørte hånden

gennem håret.
,,Lagde du dig? Midt på dagen? Er du syg?”
Han kiggede på mig og rystede på hovedet. Er
der kaffe?” sagde han dumt og gik hen og hældte
en kop op. Han satte sig og rystede på hovedet
igen. Han havde røde øjne. ,Jeg kan ikke forstå
det,” sagde han.
,,Hvad?” sagde jeg.
,,At Kalle er død. Og så på den måde.”
,,Nej, det er også forfærdeligt,” sagdejeg og gik
hen og satte min kop i opvaskeren. ,,Orla, kommer
du ikke ud og tager græsset nu? Det trænger så
forfærdeligt.” Jeg så ikke på ham, dajeg gik forbi
ham.
Han kom ikke ud og tog græsset, og jeg ved
ikke, hvad han lavede derinde. Måske lagde han sig
igeri.Jeg prøvede at se for mig, om han tog senge
tæppet af eller lagde sig oven på det. Tog han sko
ene af? Noget af tøjet? I alle de år vi havde været
gift, havde han aldrig lagt sig midt på dagen bortset
fra den gang han havde lungebetændelse, og det
var længe siden.Jeg lugede, til der ikke var etovei
flødigt strå tilbage mellem stauderne, så tømte jeg
kurven ud i komposten og trak handskerne af. Jeg
ville skrælle kartofler menjeg havde ikke den store
lyst til at møde Orla i køkkenet.

66
 En. flinker fyr

Han var der heller ikke, og ikke i stuen eller på

toilettet. Døren til soveværelset var lukket. Lige så
snart jeg havde skramler med grydeskuffen, korn
han ud. Han lænede ryggen mod køkkenbordet,
mens jeg begyndte at hælde kartoflerne ud i va
sken. Sådan havde han ikke stået, siden vi var ny
gifte. ,,Hvad vil du?” sagde jeg.
,,Hvad jeg vilr’ Han så på mig, men jeg kiggede
ned i vasken, mens vandet løb. ,,Tror du, det var
nogen, der kendte ham, der gjorde det?”
,,Det må du spørge politiet om,” sagde jeg. ,,Gå
dog over og spørg politiet; de er der endnu.”
,,Men hvad tror dur’ sagde han.
,,Orla, jeg ved det ikke. Hvorfor har du ikke
slået græsset? Nu bliver det regn igen, og til sidst
kan slåmaskinen ikke klare det. Og vi kan vel ikke
låne Kalles nu --“

Orla hamrede sin knytnæve ned i køkkenbor

det og gik sin vej og smækkede med døren. Jeg
kunne se ham gå over mod Kalles hus. Der stod en
betjent i indkørslen, som kom hen mod ham. De
snakkede sammen. Jeg så ned på kartoflerne. Me
get fjernt kunne jeg høre deres stemmer, men ikke
et tydeligt ord. Det var også lige meget. Vi skulle
have koteletter i fad; jeg havde glemt at tænde for
ovnen. Nu korn vi til at spise sent. Egentlig var jeg
ikke så sulten. Måske var Orla heller ikke. Jeg

67
 ___

PIA JUUL

skrællede otte kartofler, det gjorde jeg altid, så var

der en kold til frokosten næste dag.
Næste dag var torsdag. Der var otte kolde kar
tofler til frokosten, men Orla var ude at gå tur.
Onsdag var han gået i seng uden mad. Da jeg hav
de set min film, listede jeg ind og krøb ned under
dynen, men han sov slet ikke.
,,Du vil kun snakke om græsset,” sagde han stil
le. ,,Kalle er død, og du vil kun snakke om græsset.
Politiet siger, det var en, der kendte ham, der gjor
de det. En der havde nøgle. Men der var da ingen,
der havde nøgle til hans hus, tror du?”
Jeg svarede ikke.
,,Vi havde en dengang han var i Jylland, men
den fik han jo tilbage, og det sagde jeg også til
po! i ti et.”
,,Gjorde du det?”
,,Det sagde jeg.”
,,Du skal nok ikke blande dig for meget; det er
de nok ikke så vilde med ...“

,,Nogle gange skulle du høre dig selv,” sagde han.

,,Det skulle du også,” sagde jeg vredt. En flinker
fyr! Det er der overhovedet ikke noget der hedder
mere. Du kunne lige så godt sige ‘guttermand”
,,Guttermand?” sagde Orla. ,,Kalle var også en
guttermand, jeg vil blæse på, om det er et dårligt
ord.”

68

:3.
 En flinker fyr

,,Du skulle høre dig selv,” sukkede jeg. ,Jeg vil

sove.”
,,Hvis du kan sove nu, så er det simpelt hen for
uhyggeligt,” sagde han.
,,Hvis ikke du tager græsset i morgen, så gør
jeg,” sagde jeg.
,,God idé,” sagde han, og så sagde vi ikke mere.

Jeg sad alene med de kolde kartofler til frokosten.

Jeg havde slået græsset efter morgenmaden, mens
Orla satte sig på terrassen med en øl. Dajeg ville
lave frokost, gik han en tur. Det var torsdag, så
egentlig skullejeg have ordnet vasketøj om formid
dagen, der var ved at gå kludder i det hele. Jeg
spiste en kartoffelmad med salt på og smed de an
dre ud, jeg ved ikke hvorfor, de kunne have været
braset til aften.
Jeg tog vasketøjskurven på badeværeLset og bar
den ned i kælderen. øverst lå håndklæderne, og
der var undertøj; jeg sorterede og stoppede ind i
maskinen.Jeg lagde tøjet i bunker til de næste om
gange. Nederst i kurven lå der noget tungt; jeg
troede først, det var en mursten, jeg ved ikke hvor
for, for det var det overhovedet ikke.Jeg tog den op
og satte mig på en kasse og kiggede på den. Den
var tung. Der var hår på og blod, det var en økse. Så
gav jeg mig til at græde.

33
 H c Aac : ( PVJJ
drengestreger
når metallet rammer ribbenet
vi vender tilbage til den lokale brugs
stjæler slik og truer medarbejderne
vi finder det nærmeste herberg
og stresset af på forbipasserende hjemløse
stenkast på den lokale bodega
slår og sparker med de resterende kræfter
endnu en lørdag
sammen med hassan og hamza
jeg rammer en mand i baghovedet
han kommer farende ud med en ølfiaske
rundt om hjørnet i pizzeriaet
sidder de ældre fra gården
vi beder dem om assistance
de dol.ker fulderikken
foran hans familie
foran os
konen får en flad
datteren galer
jeg løber hjem med hassan
og spejder efter sirener fra altanen
politibiler strømmer ind
i vores gård
vi løber hen til vores køjeseng
jeg Travler op til ham
og hvisker indtil jeg falder i søvn
dagen efter støder vi på de ældre
på vej hjem fra skole
vi ender i kælderen igen
med hver sin bøddel
med hver sin totenschlæger
skriger halsen tør

17
 10 betjente med skjolde
den kedelige søndag
og knipler og rambukken
en medanbragt spytter på dem ud ad vinduet
og de knuser pansergiasset
de sprøjter peberspray
og tåregas ind i cellen
jeg pisser i en gennemsigtig frysepose
en medanbragt indstiller kampen
og giver den til abdi
og åbner døren til løverne
han vender sig om
de hiver abdi ud
og kaster den ind på kontoret
og gennembanker hans sorte krop
den spiatter ud på væggen
de hiver mig ud
og pisset er overalt
og gennembanker min brune krop
pædagogerne har kun magtesløsheden
de hiver resten ud
og vreden tilbage
og gennembanker déres farvede kroppe
indsatte må ikke opholde sig på personalets kontor
en stor mand med et stort skæg
og husordenen skal adlydes
og en fod placeret på mit ansigt
de må selv afrense de gullige vægge
hiver min afrakkede krop op
og desinficere det våde tastatur
og beordrer mig til afklædning
de nægter os fri luft
han løsner mine håndjern
og fratager os vores playstation
og hiver tøjet af mig
jeg kigger ind i væggen
jeg kigger ned
og abdi kigger ind i væggen
og abdi glor på min røv
jeg kigger på abdi
jeg bliver kylet ned
og abdi kigger på mig
vi opbygger en bariikade i cellen og abdi bliver hevet op
han kender rutinen
og tænder smøger bag pansergiasset
og tager selv tøjet af
pædagogerne ter sig
pædagogerne ser skræmte til
og løber hysteriske rundt
og nogle skriver noter
med munden i røret
hoidlederen kommer os til undsætning
og en manglende praksis
holdiederen ringer efter politiet og mishandlingen aftager
mit røvhul skider i et lånt toilet
og uropatruljen ankommer
og jeg stirrer ind i væggen igen

70
71
 abdi skider i sit lånte toilet
og han stirrer også ind i væggen igen
frifindelse
jeg banker tre gange på væggen
og abdi banker tre gange på væggen
jeg lufter mine idéer
og abdi elsker mine idéer
jeg sidder i en pose jeg slog
og abdi sidder i en pose jeg sparkede
jeg kaster min lort ud ad vinduet jeg spyttede.
og abdi kaster sin lort ud ad vinduet
jeg skadede
nattevagten kommer stormende ind og jeg skred
klokken 02 om natten
tiltalte frifindes
jeg kigger ham dødt i øjnene
han begriber det
og låser igen

73
 og en anden tabte sin sag
seivrealisation
når mit tastatur bliver ødelagt
vil ingen længere høre om os
planen var rigdom
resultatet er straffuldbyrdelse
i starten træner man
i pinden hele dagen i slutningen æder man
de spørger om man har det godt spiser til man kaster op
man svarer ja livet er skønt sover til man vækkes
det er ved at glide fra én tilfifevægge
man kan ikke genkende sig selv længere tres minutter om dagen
det falder langsomt i et bur med plads til tredive numre
og man er vågen til solopgang tryk på knappen for et bad
når en tidligere klassekammerat spørger mig af syv minutters varighed
hvad der gik galt tryk på knappen for at skide
bebrejder jeg min far og hans forbandelse hvis du er for fin til skraldespanden
r
når en anklager spørger mig frem og tilbage til retssalen
hvorfor det gik galt lænkes man fast til sig selv
bortforklarer jeg det gale ind i et rum for at vente
og kommer til erkendelsen af at jeg selv på at blive dømt
er gal
jeg vil synge til hele verden to timer med væggen
men verden er ikke forbeholdt sådan som eneste ven
nogle som mig
støvet puster jeg væk håndjern strammes til
og mit skriveri udvikler sig armen gribes
fortæl mig om din barndom så der afgang
men skriveblokaden tager til
overførelse til afsoningsregi
lad mig hellere fortælle dig om heldigvis en af de gode
dengang jeg stak ham med spidse gen med en telefon i væggen
stande
eller dengang jeg gav tjenestegørende en bærbar computer til den
hashkager smarte
jeg kan finde minderne frem en strafcelle til den dumme
ikke alle er begravet
en medindsat blev forleden begravet

109 11•0