ØSTGRØNLÆNDERE

INDLEDNING
I Sommeren og Efteraaret 1904 traf jeg — dels i de nærmeste
Distrikter Nordvesten for Kap-Farvel, dels ved Kangigdlinguaq,
Sønden for Prins Christians-Sund paa Østkysten, —
østgrønlandske Stammer fra Bopladserne Syd for Angmagssalik-
Gebetet, — Stammer, som i forskellige Hold var indvandrede til
Vestkysten for at lade sig døbe.
Alle disse forhenværende Østgrønlændere var trods deres
Daab meget lidt aandeligt paavirkede og talte endnu deres egen
Dialekt. Efter inderste Overbevisning ansaa de vel den kristne
Lære for bedre og visere end deres egen, derfor havde de jo
antaget den; men de havde paa ingen Maade i Hjertet erklæret
Hedningetroen for et Bedrag, men tog den nu nærmest som
noget, der var forbudt af Hensyn til den nye Tro.
Alle de hedenske Mysterier, alle de overnaturlige Kræfter, der
tidligere var Aandemanernes Hjælpere, eksisterede endnu, men
turde eller vilde blot ikke mere aabenbare sig for dem, efter at de
havde forraadt dem til de kristne gennem deres Omvendelse.
Der var tidligere mange Mennesker langs Østkysten, fortalte
de; de boede i store Huse, der kunde rumme flere Konebaadslag.
Om Vinteren især levedes der et broget Samliv, hvor man
Aftnerne igennem underholdt sig med Aandebesværgelser,
Sangkampe, Smædeviser og Sagnfortællinger.
Det var en glad Tid — men ogsaa en farlig Tid!
I alle de øvrige Aarstider arbejdedes der strengt for at skaffe
Forraad og Klæder. Da laa man i spredte Teltlejre rundt om paa de
gode Fangstpladser. Hver Dag havde sine Begivenheder. Mændene
var optagne af deres Jagter, Kvinderne flækkede Kød til Tørring og
beredte Skind. Alle sled sig trætte, sov tungt og havde kun Lyst til
at være gode mod hinanden.

107
 Men om Vinteren derimod, naar mange Mennesker samledes,
og Forraadskamrene stod fulde, og alles Ønsker kun gik ud paa at
korte de lange, daadløse Vinternætter, da kunde Menneskene
blive helt anderledes. Megen Mad og Stillesidden, Lyst til
Handling og Forandring fik dem til at yppe Klammerier; gamle
Mellemværender opgravedes, Haan og giftige Ord æggede til
Hidsighed, og midt ind i Vinterens Madgilder kunde da fremkaldes
Begivenheder, hvor Menneskene, hidsede af Ærgerrighed og
Bopladsfællernes Tilskyndelse, glemte al Medfølelse med
hinanden og ofte under de besynderligste Paaskud undsagde
hinanden i Smædeviser, opførte Tvekampe og begik de
afskyeligste Mord.
Mordlysten kunde hos enkelte udarte til en ren Mani, til
Sindssyge; og de Fortællinger, altid Selvoplevelser, som jeg hørte
hos disse nydøbte Østgrønlændere, giver Indtryk, der er vidt
forskellige fra de Forestillinger, man ellers gør sig om de
fredsommelige Eskimoer.
Og disse Beretninger synes mig at faa dobbelt Interesse, fordi
de skildrer de sidste Krampetrækninger af en isoleret Stammes
Liv.
Alle Sydøstgrønlænderne er nu, paa een Familie nær,
indvandrede til Vestkysten og døbte; og de vil snart gaa
fuldstændig op i Befolkningen der.
Jeg nedskrev under mit Ophold iblandt dem en Del af deres
Traditioner og Sagn, foruden en mindre Ordsamling.
De sidst indvandrede ankom i Sommeren 1900, og de fortalte,
at der endnu var een Familie tilbage i deres Land: det var den
gamle Kunigsarfik — „Kyssetøjet“ —, hans Kone, to Sønner, tre
Døtre og en Svigersøn. Den gamle Husfader havde faaet en
Undsigelse af Autdârutâ — „Konebaaden“ —, de sidst ankomnes
Fører, der beskyldte ham for at have røvet hans Søskendes Sjæle;
og den gamle, som ikke havde turdet modtage Udfordringen, var
flygtet Nord paa, da alle andre rejste bort, og siden havde man
intet hørt om dem. Enten lever de endnu paa en eller anden

108
afsides lille Plads, ganske alene paa den vældige, folketomme
Kyst; eller ogsaa er de sultede ihjel i et ugunstigt Fangstaar.
Om Vestkystrejserne i Almindelighed skal jeg her blot
meddele, at de, efter gamle Nuissartoq's — nu døbt Rosine's —
Opgivelse, har fundet Sted, saa længe Østkysten fra Umîvik og Syd
efter var befolket; men efter Nâlangarajik's (ɔ: Graah) Ophold
iblandt dem begyndte de at drage Vest paa for at bosætte sig og
lade sig døbe. Graah havde opfordret dem dertil, og flere
Konebaade fulgte efter ham. Det hændte ogsaa, at der kom Folk
helt oppe fra Angmagssalik for at handle paa Vestkysten; men det
var sjældnere, da disse maatte være tre til fire Aar om Rejsen frem
og tilbage. De indskrænkede sig derfor i Reglen til at tiltuske sig
Varer hos sydligere-boende, der havde været ved Handelssted.
Rosine fortalte, at Angmagssalikerne var de nordligst-boende,
hun kendte. Hun havde ganske vist hørt fortælle, at der endnu
længere mod Nord skulde leve mærkelige Mennesker uden
Rumpe; de spiste ikke, men sugede blot Næring til sig af Kød. Men
gennem mange Slægtled har ingen set noget til dem, og nu
kender man dem kun fra Sagnene.
I det følgende skal jeg skildre nogle Episoder fra Livet i
Sydøstgrønland under Opløsnings- og Udvandringstiden.
Da jeg har ment, at Eskimoernes egne Skildringer og
Opfattelse af Forholdene havde størst almenmenneskelig
Interesse, holder min Fremstilling sig nøje til mine forskellige
Kilders Fortællinger og Udtryk. Kun saaledes, synes jeg, kunde
Beretningen om disse Menneskeskæbner faa deres fulde
kulturelle Betydning.
Disse Bemærkninger forudskikker jeg udtrykkeligt, for at ingen
skal tro, at jeg har „lavet Literatur“ paa visse opsamlede Fakta.
Det var til en Begyndelse ikke nogen let Sag at faa noget
sammenhængende at vide. Disse Mennesker havde jo dels selv
fortrudt deres Fortid, og dels havde de nu lange Tider igennem
faaet deres hedenske Handlinger fordømte af Præst og nye
Landsmænd.

109
 Rygterne svirrede om mig, da jeg kom til Lejren — for det
meste kolporterede af gamle kristne Koner, der trængte til lidt
Tungegymnastik. Og Rygterne overdrev naturligvis og løj som alle
Rygter. Saa bestemte jeg mig til foreløbig intet at gøre, blot leve
sammen med dem, selv være saa meddelsom som muligt og
forøvrigt blot vente paa en Lejlighed, da Trangen til at fortælle
overvandt Reservationen.
Det lykkedes mig omsider at vinde de nydøbtes Tillid, og de
gav mig under mit Samvær, uden Omsvøb, Skildringer af de
Begivenheder, der havde været hovedbestemmende til deres
Indvandring til Vestkysten og den dermed følgende Omvendelse
til Kristendommen; Skildringer, som giver det grelleste Billede af
et lille Samfunds Opløsning. Sjældent er mere dyriske Handlinger
bleven øvede af Mennesker, som af Naturen havde ufordærvede
Hjerter; aldrig har Øde, Isolation og aandelig Stagnation drevet
gode Mennesker til mere afsindige Raaheder.
Men jeg føler det som min Pligt, før jeg gaar nærmere ind paa
Fortællingerne, at understrege, at jeg sjældent paa mine Rejser
har levet sammen med gladere, mere medgørlige og godmodige
Mennesker end disse Østgrønlændere, der, om de havde levet i en
civiliseret Stat, vilde have været hjemfaldne til Skafottet for de
grusomste Mord ...
Belysningen af de Tragedier, der er bleven udspillede mellem
disse ensomme Stammer paa Grønlands Østkyst, har ogsaa en
videnskabelig Betydning; thi disse Tragedier, der berettes af
Øjenvidner, viser, at de gamle eskimoiske Sagn i langt højere Grad,
end man tidligere har troet, er Eskimoernes egen Historie, der
traditionsvis er overleveret til Slægterne. Man har før ment, at de
fleste af Sagnene, der aabenbarede saa megen Grusomhed, var
Fantasifostre, der kun havde deres Oprindelse i en eller anden
yderst spinkel Tildragelse, som var bleven udpyntet til fælles
Underholdning. De mange Hjerteløsheder, der omtales, „Mænd,
der spiser deres Koner“, „forældreløse, der mishandles“,
„hensynsløse Blodbad paa Kvinder“, — Emner, der behandles

110
meget hyppigt i de eskimoiske Sagn, — er sikkert alt sammen
Oplevelser, der samvittighedsfuldt er bleven berettede fra
Generation til Generation. De nye Fortællinger fra Østkysten
godtgør dette.
Intet Folk faar saaledes en Historie, der i Tilværelseskampens
Bitterhed, i Mindernes Uhygge kan sidestilles med Eskimoernes.
Tidligere har man altid fremhævet Godmodigheden,
Fredsommeligheden som den Egenskab, der mest karakteriserede
Eskimoerne.
De var saa gode og skikkelige!
Ja, vel er de godmodige, og fulde af Tørst efter Fred — trods alt!
Saa meget desto mere beundringsværdige! Men glem derfor ikke,
at de dog først og fremmest er Mennesker, der i egentligste
Forstand formes af den Natur, der omgiver dem.
Eskimoens Sind kan være blankt og solmættet, som Vandet en
Sommerdag i de dybe, varme Fjorde. Men det kan ogsaa være vildt
og skaanselsløst, som selve Verdenshavet, der æder sig ind i hans
Land!
Sofie Poulsen var den, der gav mig de første Oplysninger. Hun
hed oprindelig Besuk. Da hun kom til Vestkysten sammen med tre
Konebaadsbesætninger i 1900, var hun Neqigssanoq's anden
Kone. Neqigssanoq har i Daaben faaet Navnet Emanuel. Sofies
Medhustru var hendes ældre Søster Singime, i Daaben kaldet
Helene.
Da det var deres Agt at lade sig døbe, blev det dem meddelt, at
de skulde slaa sig ned i Frederiksdal, det gamle Hernhutersted,
Sønden for Julianehaab, og der skulde de gaa til
Daabsundervisning hos Præsten. Straks maatte da Emanuel give
Afkald paa den Kone, han sidst havde taget. Det var nemlig en
gammel Praksis hos Missionærerne der paa Stedet, at Kirken kun
anerkendte den første Kone som en Mands eneste retmæssige,
ganske uden Hensyn til Mandens Sympatier; Medhustruen blev
erklæret for at være Enke.

111
 Saaledes skete det, at Sofie, der altid havde været sin Mands
Favoritkone, maatte trække sig tilbage til Fordel for sin ældre
Søster og anlægge det sorte Topbaand, der i Grønland bæres af
Enker.
Sofie saa sig nu pludselig uden Forsørger, og hendes lille
Datter, der blev hos hende, regnedes for faderløs. Fra offentlig
Side blev der ingen Understøttelse tilstaaet hende; ja, det skulde
da være Forstanderskabets nedværdigende Fattighjælp, om det
skulde gaa saa vidt. (Det er jo Sagen uvedkommende, at Præsten
privat var meget godgørende over for Sofie.)
Hvad værst var: Efter Fraskillelsen, der jo var paatvungen af
Kirken, ansaa Emanuel sig for at være uden Forpligtelser mod sin
forhenværende Hustru og Datter. Der blev nu anvist de to en
Familie, de kunde tage ind hos; der fik de Kosten, mod at Moderen
skulde gøre alt Pigearbejde i Huset. Klæder maatte hun selv se at
skaffe sig, og det var ikke altid saa let.
Det er en gammel Skik i Sydgrønland, at enhver, der kommer
ned til nyfangen Sæl, faar sin Part: et lille Stykke Spæk af
Mavepartiet, paa en tre—fire Tommers Længde og en god Tommes
Bredde, med Skindet paa. Det spises raat med Hud og Haar og
kaldes Tamorassâq: „Tyggebid“, fordi det er saa behageligt at
tygge; man kan blive ved at tygge en saadan Tamorassâq en hel
Time igennem. Det er meget yndet af Kajakmænd paa lange
Fangstrejser; der paastaas, at naar man har en Tamorassâq i
Munden, bliver man hverken tørstig eller sulten.
Disse Smaaparter, som hun kunde faa ved at gaa ned til
Stranden, naar Fangst bugseredes ind, samlede hun sammen om
Foraaret i Klapmydstiden og solgte dem. Paa denne Maade
skaffede hun sig nogle Smaaskillinger, som hun anvendte til Tøi;
men det kneb selvfølgelig med at faa Pengene til at slaa til, og hun
maatte derfor i Reglen nøjes med gamle, aflagte Klæder, som hun
lappede sammen.
Skilsmissen havde gjort et dybt Indtryk paa Sofie, og hun
hader nu af et oprigtigt Hjerte baade sin Søster og Mand. For

112