Frans G.

Bengtsson

RØDE ORM
SØFARER I VESTERLED
HJEMME OG I ØSTERLED
SØFARER I VESTERLED
 PROLOG
HVORDAN DE RAGEDE HAVDE DET I SKÅNE PÅ KONG
HARALD BLÅTANDS TID

Mange urolige mænd drog bort fra Skåne med bue og vagn og havde ikke
lykken med sig i Hjørungavåg; andre fulgte Styrbjörn til Uppsala og faldt
med ham. Da det spurgtes derhjemme, at man kun kunne vente få tilbage,
blev der fremsagt sørgekvad og rejst mindestene, hvorefter alle forstandige
folk var enige om, at det var det bedste, der var sket, eftersom man nu
kunne håbe på mere stilhed end før og færre ejendomsstridigheder afgjort
med skarpe våben. Der kom nu nogle fede år med rug og sild, og de fleste
trivedes godt; men de, der syntes, at afgrøderne kom langsomt, drog til
England og Irland og havde god leding, og mange blev derude.
Nu begyndte ragede mænd at komme til Skåne, både fra saksernes land
og fra England for at prædike den kristne lære. De havde meget at fortælle,
og folk var først nysgerrige og lyttede gerne, og kvinderne syntes, det var
fornøjeligt at blive døbt af de fremmede og få en hvid særk som gave. Men
det kneb snart for de fremmede med særke; og folk holdt op med at lytte til
deres prædikener, der forekom trættende og lidet troværdige; desuden talte
de et hakkende tungemål, som de havde lært i Hedeby eller på de vestlige
øer, og syntes derfor noget barnlige af forstand.
Det gik derfor småt med udbredelsen af kristendommen, og de ragede,
der talte meget om fred, og som fremfor alt var optændt af voldsom harme
mod guderne, blev stundom grebet af religiøse mænd og hængt op i de
hellige asketræer, fik pile i kroppen og blev prisgivet Odins fugle. Men
andre, der var nået nord for göingernes skove, hvor der kun fandtes lidt
religion, blev hilst med glæde og ført bundne til markeder i Småland og
byttet bort med okser og bæverskind. Som trælle hos smålændingene lod
nogle håret vokse og følte sig misfornøjet med Jehova og gjorde god gavn;
men de fleste ville stadig styrte guderne og døbe kvinder og børn hellere
end at bryde sten og male korn og voldte deres husbond så stor fortræd, at
göingerne snart ikke kunne få et par treårige smålandsokser for en fuldgod
præst uden en tilgift af salt eller vadmel. Der herskede en ugunstig stemning
mod de ragede i grænseegnene.
En sommer var der gået bud gennem hele Danevældet, at kong Harald
Blåtand havde annammet den nye lære. I sine unge dage havde han gjort et
forsøg og hastigt fortrudt det; men nu var han for alvor gået over til den nye
lære. Thi kong Harald var gammel nu og havde længe været plaget af en så
heftig værk i sin ryg, at han havde haft ringe glæde af sit øl og sine kvinder;
og kloge biskopper, sendt af kejseren, havde gnedet ham med bjørnefedt,
der var blevet styrket med apostelnavne, og havde svøbt ham i fåreskind,
givet ham signet urtevand i stedet for øl og tegnet kors mellem hans skuldre
og læst mange djævle ud af ham, indtil smerterne var gået bort, og kongen
var blevet kristen.
De guds mænd havde desuden sagt, at en endnu værre ulykke skulle
ramme ham, hvis han atter hjemfaldt til at blote eller viste sig lunken i
troen. Derfor befalede kong Harald, da han atter havde fået sin rørlighed og
kunne tage en ung, morisk slavinde til sig, som Olof med ædelstenene,
kongen af Cork, havde sendt ham som vennegave, at hele folket skulle lade
sig kristne; og skønt en sådan tale kunne synes sælsom, fremsat af en, der
selv nedstammede fra Odin, adlød mange hans bud, for han havde styret
længe og med held og havde derfor meget at sige i landet. Han lagde de
hårdeste straffe på dem, der forgreb sig på præster; og i Skåne voksede
disse nu i antal; der blev bygget kirker på sletten; og de gamle guder
begyndte at gå af brug, undtagen i havsnød og når kreaturerne var syge.
Men i Göinge lo man meget ad alt dette. Thi folket i grænseskovene
havde lettere ved at le end de forstandige folk på lerjorden, og de lo mest af
de kongelige befalinger. I de egne nåede kun få mænds magt længere end
deres højre arm, og der var lang vej fra Jellinge til Göinge selv for de
største konger. I gamle dage, på Harald Hildetands og Ivar Vidfadmes tid og
før endnu, plejede kongerne at komme til Göinge for at jage vildokser i de
store skove, men sjældent i andre ærinder. Senere var vildokserne
forsvundet og de kongelige besøg med dem; og hvis en eller anden konge
blev vred over deres ulydighed eller en mager skat og truede med at
komme, plejede han at få det svar, at der ikke havde vist sig vildokser i de
egne, men at man skulle underrette ham, hvis det skete, og tage venligt
imod ham. Derfor havde det længe været et ordsprog blandt grænsefolket,
at ingen konge ville vise sig blandt dem, før vildokserne vendte tilbage.
 Således forblev alt, som det havde været i Göinge, og ingen kristendom
fik fodfæste dèr. De præster, som forsøgte at rejse derop, blev stadig solgt
hinsides grænsen; men adskillige göinger syntes, at man retteligen burde slå
dem ihjel på stedet og begynde krig mod de nærige folk i Sunnerbo og
Allbo, eftersom smålændingenes pris ikke gav en passende fortjeneste ved
handelen.
 Første afdeling
DEN LANGE REJSE
 Første kapitel

OM BONDEN TOSTE OG HANS

HUSSTAND
Folket boede ved kysten i landsbyer for handelens skyld og for at skaffe sig
større tryghed; thi man forsøgte ofte at gøre strandhugst fra de skibe, som
rundede Skåne; om foråret var det mænd, der på deres udfærd ønskede at
forsyne sig med billigt, fersk kød, og om efteråret var det dem, der vendte
tomhændet hjem fra et fejlslagent hærtogt. Horn lød i natten, når landstegne
skarer fornemmedes, og kaldte naboer til hjælp; og hjemmefolket i en god
landsby kunne stundom selv tage et skib eller to fra fremmede, der var
uforsigtige, og således have et smukt bytte at vise byens langfarere, når
skibene vendte hjem til vinterhvile.
Men rige og stolte mænd, der havde eget skib, fandt det besværligt at
have naboer i nærheden og boede helst hver for sig; thi også når de lå på
havet, holdt de deres gårde forsvarede af gode mænd, der sad hjemme. I
Kullabygden fandtes mange af den slags stormænd; dèr havde de rige
bønder det ry på sig, at de var mere hovmodige end andre steder. Når de var
hjemme, kivedes de gerne med hinanden, skønt der var god plads mellem
gårdene; men de var ofte borte, thi de havde fra barndommens dage set ud
over havet og betragtede det som deres egen jord, hvor alle, som mødte
dem, selv måtte tage risikoen.
Dér boede en bonde ved navn Toste, en agtet mand og stor søfarer; skønt
han var til års, førte han stadig sit skib og drog udenlands hver sommer.
Han havde slægtninge i Limerick på Irland blandt de vikinger, som var
bosiddende dèr, og han plejede at drage derover for at drive handel og for at
hjælpe høvdingen, der var af Lodbrogs blod, med at tage skat af irerne og af
deres klostre og kirker. Nu var de gode tider for vikinger begyndt at
mindskes på Irland, siden Muirkjartach med læderkapperne, konge af
Connacht, havde vandret sin rundgang omkring øen med skjoldet vendt
mod havet; thi de indfødte værgede sig nu bedre end før og fulgte villigere
deres konger, så det kostede megen møje at tage skat af dem; endogså
klostre og kirker, der før havde været så lette at plyndre, havde nu bygget
høje stentårne, hvor præsterne skjulte sig med deres skatte og hverken
kunne nås med ild eller våben. Derfor syntes mange blandt Tostes mænd, at
det ville have været bedre at drage til England eller Frankrig, hvor tiderne
var gode og mere kunne vindes med mindre besvær; men Toste befandt sig
bedst ved det, han var vant til, og syntes, han var for gammel til at prøve
lande, hvor han ikke var kendt.
Hans hustru hed Åsa og stammede fra Skovbygden. Hun havde en
talende tunge og var noget stridbar af humør, og Toste sagde undertiden, at
han ikke kunne spore noget synderligt tegn til, at hun var blevet mildere
med årene, som det plejede at ske med mænd; men hun var en dygtig
husfrue, passede gården godt, når Toste var borte. Hun havde født ham fem
sønner og tre døtre, men med sønnerne havde heldet ikke været det bedste.
Den ældste var omkommen som yngling på et bryllup, da han var munter af
øl og ville vise, at han kunne ride på en tyr; den næste var blevet skyllet
over bord i en storm på sin første rejse. Men værst havde uheldet været med
den fjerde, der hed Are; thi en sommer, da han var nitten år, havde han gjort
to nabokoner med børn, mens deres mænd var udenlands, og derved voldt
stor forvirring og givet anledning til megen spot og store udgifter for Toste,
da mændene kom hjem. Han var blevet mismodig og menneskesky af dette
og havde dræbt en mand, der havde spøget for meget med hans raskhed, og
derpå var han rømmet ud af landet. Det spurgtes, at han havde sluttet sig til
nogle svenske handelsmænd og var draget østpå med dem for ikke at møde
folk, der kendte noget til hans besværligheder; men derefter havde man
intet hørt om ham. Åsa havde drømt om en sort hest med blod over
flankerne, og så vidste hun, at han var død.
To sønner var, hvad Åsa og Toste havde tilbage. Den ældste hed Odd;
han var en lille mand, groft bygget og hjulbenet, stærk og hårdhændet og
betænksom i sin tale; han kom tidligt med på Tostes togter og havde en
heldig hånd med skibe og våben. Hjemme blev han hurtigt tvær, for det var
drøjt for ham at få vinteren til at gå; og så blev der ofte skænderier mellem
ham og Åsa. Han plejede at sige, at det nu engang var sådan med ham, at
harsk saltmad på skibet smagte ham bedre end julesul i land; men Åsa
sagde, at hun aldrig kunne mærke, at han var den, der tog mindst, når hun
satte det bedste frem. Han sov så meget hver dag, at han ofte klagede over
sin dårlige nattesøvn; og selv når han tog en af de tjenende piger med sig i
sengehalmen, sagde han, bedredes det ikke stort. Åsa syntes ilde om, at han
lå med hendes piger; de kunne let blive indbildske af sådant og opsætsige
mod deres madmoder, og Odd burde hellere gifte sig. Men Odd sagde, at
det havde ingen hast med det; de kvinder, han befandt sig bedst sammen
med, havde han fundet på Irland, og han kunne ikke godt tage nogen af den
sort med sig hjem; thi så, formodede han, ville både næb og klør snart være
i gang mellem Åsa og hende. Så blev Åsa opbragt og spurgte, om han sad
dèr og ønskede, at hun skulle dø. Odd kunne så svare, at i den retning måtte
hun gøre, som hun selv syntes var bedst; han ville ikke give hende noget råd
i den sag, men ville finde sig i, hvad det nu kunne blive til …
Skønt han var langsom i sin tale, havde Åsa ikke altid let ved at få det
sidste ord overfor ham; og hun plejede at sige, at det i sandhed var hårdt for
hende at have mistet tre gode sønner og have den tilovers, som hun lettest
kunne undvære.
Med Toste kom Odd bedre overens; og så snart det blev forår og
begyndte at lugte af tjære omkring bådhuse og skibsbroer, begyndte hans
humør at blive lettere. Så forsøgte han endogså at sætte nogle viser
sammen, skønt det gik småt for ham med den slags: hvordan alkfuglens
vang nu var rede til at pløjes, eller hvordan havets heste nu snart skulle
bære ham til sommerlandet.
Men noget stort navn som skjald vandt han aldrig og mindst hos egnens
giftefærdige bondedøtre. Man så ham sjældent vende sig om, når han
sejlede bort.
Hans broder var den yngste blandt alle Tostes børn og sin moders
øjesten; han hed Orm. Han voksede hurtigt og blev lang og ranglet, og Åsa
jamrede meget over hans magre huld; så snart han ikke spiste en hel del
mere end nogen af de voksne, troede hun altid, at hun skulle miste ham, og
sagde, at hans dårlige madlyst ville blive hans fordærv. Orm syntes om mad
og klagede sjældent over sin moders omsorg med hensyn til hans føde, men
Toste og Odd knurrede stundom over godbidder, som han skulle have. Han
havde som barn været syg et par gange; og siden da troede Åsa altid, at
hans helbred var svagt; hun var stadig om ham med ængstelse og
formaninger og fik ham undertiden til at føle, at han var fyldt med farlige
sygdomme, og at han trængte storligen til hellige løg, lægedoms-galder og
varme lerfade, skønt hans værste sygdom var den, at han havde forædt sig
på grød og flæsk.
Da han begyndte at vokse til, blev Åsas bekymringer større. Det var
hendes håb, at han skulle blive en stor mand og en høvding; og hun
fremhævede ofte med tilfredshed overfor Toste, at han så ud til at blive stor
og stærk, og at han var så klog i sin tale, at han i alle måder syntes at ligne
sin mødrene slægt; men hun var fuld af skræk for alle de farer, der ville
møde ham på en mands vej. Hun talte ofte med ham om hans brødres
ulykke og fik ham til at love, at han ville tage sig i agt for tyre, være
forsigtig om bord på skibe og aldrig ligge med andre mænds kvinder; men
der fandtes desuden så meget andet, at han kunne komme ud for, at hun
ikke vidste sine levende råd. Da han var seksten år og skulle til havs med de
andre, forbød Åsa det, eftersom han endnu var alt for ung og alt for
skrøbelig af helbred; og da Toste spurgte, om hun stadig havde i sinde at
opfostre ham til køkken-høvding og kællinge-helt, blev hun grebet af et
sådant raseri, at Toste blev bange og lod hende få sin vilje og var glad over
selv at komme af sted, så hurtigt han kunne.
Det efterår kom Toste og Odd sent tilbage og havde mistet så meget
mandskab, at de knap nok havde folk til årerne; men de var alligevel
tilfredse og havde meget at fortælle. I Limerick havde fortjenesten været
ringe, for de irske konger i Munster var nu blevet så mægtige, at vikingerne
dèr havde nok at gøre med at forsvare sig selv; men nogle venner af Toste,
som havde ligget dèr med deres skibe, havde spurgt ham, om han ville være
med til et angreb på et stort midsommermarked, som blev holdt i Merioneth
i Wales på et sted, hvor der aldrig havde været vikinger, men hvortil man nu
kunne komme ved hjælp af et par sikre vejvisere, som Tostes venner havde
på hånden. Odd havde overtalt Toste til at gå med, og deres skibsfolk havde
også været opsat pa det; og de var alle landet med syv skibe i Merioneth og
var vandret ad en besværlig vej ind i landet og havde overrumplet markedet,
uden at nogen mærkede det. Der opstod en heftig strid, og en del mænd
blev dræbt, og vikingerne havde sejret og vundet et stort bytte både i gods
og fanger. Derpå var de sejlet over til Cork og havde solgt deres fanger, thi i
Cork samledes fra gammel tid slavehandlere fra alle verdenshjørner for at
vælge blandt de fangster, vikingerne bragte dertil; og kongen dèr, Olof med
ædelstenene, der var kristen og meget gammel og klog, plejede selv at købe
dem han fandt anvendelige for senere at lade deres slægtninge løskøbe dem
med god fortjeneste – for ham. Fra Cork var de sejlet hjem i stærkt følge for
ikke at komme ud for sørøvere, eftersom de havde ringe lyst til at slås med
svag besætning og stor rigdom om bord, og de var også kommet uskadte
rundt om Skagen, hvor folk fra Vik og Vestfold plejede at ligge på lur efter
indbringende skibe, der var på hjemfærd.
 Da hele mandskabet havde fået sin del af byttet, blev der meget tilovers
til Toste; og da han havde vejet sølvet inde i sit kammer, sagde han, at en
rejse som denne var en god afslutning på hans togter, og at han for
fremtiden tænkte på at blive hjemme, så meget mere som han begyndte at
blive stiv i kroppen; Odd kunne jo passe alting lige så godt som han selv, og
han havde desuden Orm til hjælp. Odd sagde, at han syntes, dette var klogt
talt. Men Åsa svarede straks, at det absolut ikke var klogt; thi visselig var
det meget sølv, man havde vundet, men med så mange folk, som de havde i
kost hver vinter, ville det ikke række længe; og hvordan kunne man vide,
om Odd ikke satte hele fortjenesten over styr på sine irske kvinder, hvis han
overhovedet brød sig om at komme hjem; og Toste burde forstå, at han blev
stiv i ryggen af at sidde uden beskæftigelse ved ilden om vinteren og ikke af
at være til søs; og for hende var det mere end nok at snuble over hans ben
det halve år. Hun kunne ikke forstå, sagde hun, hvordan det var fat med
mænd for tiden; thi hendes egen morfars broder, Sven Rottenæse, en vældig
helt blandt göinger, var faldet som en mand i en fejde med smålændinge tre
år efter, at han havde drukket alle under bordet ved sin ældste sønnesøns
bryllup; og nu måtte man høre mænd, der var i deres bedste år, vrøvle om
sygdomme, mænd, der ikke skammede sig for at ville dø i halmen som
køer. Men nu skulle Toste og Odd og alle de hjemvendte få godt øl til
velkomst, af en bryg, der ville smage dem; og Toste skulle slå sine griller af
hovedet og drikke for en lige så god rejse næste år; og så skulle de have en
god vinter sammen, når bare ingen forargede hende med en sådan snak.
Da hun var gået for at sørge for øllet, sagde Odd, at Sven Rottenæse
måske havde valgt den bedre del, da han valgte smålændingene, hvis alle
kvinder i den slægt gjorde lige så mange ophævelser som hun; og Toste
sagde, at han ikke helt ville sige ham imod i den sag, men at hun var en
dygtig kvinde på mange måder, og at han ikke ville tirre hende mere end
nødvendigt, og det burde Odd heller ikke gøre.
Den vinter lagde alle mærke til, at Åsa stundom gik bleg og nedtrykt ved
sit arbejde, og at hendes tunge løb mindre rapt end sædvanlig; hun var mere
omhyggelig for Orm end nogen sinde og blev undertiden stående og så på
ham, som om hun havde set et syn. Orm havde nu vokset sig stor og kunne
måle sig i styrke med alle sine jævnaldrende og mange, der var ældre, Han
var rødhåret og hvid i huden, bred mellem øjnene, stumpnæset og
stormundet, langarmet og noget skrutrygget; han var behændig og hurtig,
og med bue og i spydkast var han sikrere end de fleste. Han blev let rasende
og kunne da styrte blindt på den, der havde tirret ham; endogså Odd, der
tidligere havde haft sin morskab med at gøre ham bleg og rasende, var nu
blevet forsigtig overfor ham, efter at hans styrke var begyndt at gøre ham
farlig. Men ellers var han rolig og føjelig og stadig vant til at rette sig efter
Åsa i alt, skønt han stundom mundhuggedes med hende, når hendes omsorg
forekom ham besværlig.
Toste gav ham nu en mands våben, sværd og en bredøkse og en god
hjelm, og Orm lavede selv et skjold; men det var værre med en ringskjorte,
thi ingen i huset passede ham, og det var skralt med gode brynjesmede i
landet, eftersom de fleste var draget udenlands til England eller jarlen i
Rouen, hvor de fik bedre betaling. Toste syntes, at Orm kunne nøjes med en
lædertrøje så længe, indtil han kunne skaffe sig en god skjorte på Island; dèr
kunne man altid få døde mænds våbenklæder billigt i alle havnene.
Da de en dag sad ved maden og talte om dette, lagde Åsa ansigtet mod
sine arme og begyndte at græde. Alle tav og så på hende, thi det var ikke
ofte, hun fældede tårer. Odd spurgte, om hun havde tandpine. Åsa tørrede
sig i ansigtet og vendte sig mod Toste; hun sagde, at talen om døde mænds
klæder syntes hende at være et ondt varsel, og hun var allerede sikker på, at
Orm ville omkomme, så snart han fulgte med til søs, thi tre gange havde
hun i sine drømme set ham ligge blødende ved en skibsbænk, og alle vidste,
at man kunne lide på hendes drømme. Derfor ville hun bede Toste være god
mod hende og ikke forspilde Orms liv til ingen nytte, men lade ham blive
hjemme denne sommer; thi hun troede, at faren truede ham snart, og kunne
han overleve den, ville han måske være mindre udsat senere.
Orm spurgte, om hun havde kunnet se i drømmen, hvor han var såret.
Åsa sagde, at hun hver gang var vågnet øjeblikkelig af rædsel ved synet;
men hun havde set, at hans hår var blodigt og hans ansigt meget blegt; og
denne drøm havde tynget hende meget – og mere for hver gang, den kom
igen, skønt hun ikke havde villet sige noget før nu.
Toste sad fordybet i tanker og sagde derpå, at han ikke vidste meget om
drømme og aldrig havde været ængstelig for sådant.
– Thi de gamle plejede at sige, at som spinderskerne spinder, sådan må
det være. Men når du nu, Åsa, har drømt den samme drøm tre gange, så er
det måske alligevel et varsel; og vi har allerede mistet sønner nok. Derfor
skal jeg ikke sige dig imod i dette; og Orm kan blive hjemme i sommer,
hvis han selv synes det. Jeg føler det nu, som om jeg godt kunne drage ud
en gang til; og sådan bliver det måske bedst for alle.
 Odd holdt med Toste, thi han havde flere gange mærket, at Åsas drømme
slog til. Orm var ikke tilfreds med det, der var blevet bestemt, men han var
vant til at rette sig efter Åsa i vigtige ting; og derefter blev der ikke talt
mere om dette.
Da foråret var kommet, og tilstrækkelig mange mænd fra bygderne inde i
landet havde truffet aftale med Toste om en plads blandt hans skibsfolk,
sejlede han og Odd af sted som sædvanlig, og Orm blev hjemme. Han var
fortrædelig overfor Åsa, og undertiden lod han, som om han var syg for at
skræmme hende; men når hun så fik travlt med pleje og lægedom, begyndte
han selv at tro på det, han foregav, og havde ringe glæde af sin leg. Åsa
kunne ikke glemme sin drøm, og trods alle de bekymringer, han voldte
hende, var hun glad, fordi hun havde ham hjemme.
Men den sommer kom han alligevel ud på sin første rejse, uden at Åsa
blev spurgt om lov.
 Andet kapitel

OM KROKS UDFÆRD OG
HVORDAN ORM KOM PÅ SIN
FØRSTE REJSE
Da kong Harald Blåtand havde haft herredømmet i fyrretyve år – og seks
somre før jomsvikingernes hærtogt i Norge – stak tre skibe ud fra
Listerlandet med nye sejl og velbemandede, og holdt sydpå for at plyndre
blandt venderne. De førtes af en høvding, som hed Krok. Det var en
mørkladen mand, lang og ranglet og meget stærk; han nød stor anseelse i
bygden, thi han havde let ved at udtænke djærve planer, plejede at spotte
folk, som det var gået ilde og erklære, at han selv ville have klaret sig bedre
i deres sted. Han havde selv aldrig udrettet meget, men befandt sig bedst
ved at fortælle om det, han snart ville gøre; men nu havde han ægget
bygdens ungdom så længe ved at tale om det bytte, raske mænd kunne
vinde på en kort færd til venderne, at et mandskab var blevet samlet, skibe
udrustet og han selv valgt til høvding for togtet. Der var meget at vinde
blandt venderne, havde han sagt, især kunne man være forvisset om et godt
bytte af sølv, rav og slaver.
Krok og hans mænd kom til vendernes kyst og nåede en flodmunding og
roede op ad den mod en strid strøm, indtil de kom til en træborg med
pæleværk tværs over floden. Her steg de i land i et tidligt morgengry og gik
frem mod venderne bag om deres træværk. Men venderne var mandstærke
og skød flittigt med pile, og Kroks mænd var trætte af den strenge roning;
det blev en hård strid, inden venderne flygtede. Krok havde da mistet gode
mænd; og da byttet blev talt sammen, viste det sig at bestå af et par
jerngryder og nogle fåreskindspelse. De roede tilbage ned ad floden og
forsøgte på et andet sted længere vesterud; men også denne landsby var
velforsvaret, og efter en heftig kamp, hvor de atter havde tab, vandt Kroks
mænd et par røgede flæskesider, en laset panserskjorte og et halsbånd af
små, slidte sølvmønter.
 De begravede deres døde ved stranden og holdt rådslagning; og Krok
havde besvær med at forklare, hvorfor færden ikke havde artet sig sådan,
som han havde sagt. Men det lykkedes ham at berolige sine mænd med
kloge ord. Tilfældighederne og uheld, sagde han, måtte man altid være
forberedt på; den sande viking gav ikke tabt overfor en eller anden bagatel,
venderne var vanskeligere at få bugt med end før, og han ville nu
fremlægge et godt forslag, der skulle blive dem alle til gavn. Man burde
gøre et forsøg på Bornholm, thi dets rigdomme var velkendt for alle, og øen
var fattig på kampdygtige folk, eftersom mange i den sidste tid var draget til
England. En strandhugst dèr ville med ringe møje give rigeligt bytte såvel
af guld som af tæpper og smukke våben.
De fandt, at dette var vel talt, og genvandt deres tillid; de satte sejl og
styrede mod Bornholm og kom dertil en tidlig morgen og roede op langs
den østlige kyst i vindstille og lettende tåge for at søge en god
landingsplads. De roede tæt sammen og var i godt humør, men forholdt sig
tavse for om muligt at komme ubemærket i land. Så hørte de foran sig lyden
af knirkende åregafler og åreblade, der regelmæssigt blev dyppet i vandet,
og skimtede gennem tågen et enligt langskib, der kom frem bag en odde og
holdt lige ned mod dem uden at sagtne roningen. Alle stirrede på skibet, der
var stort og smukt, med rødt dragehoved og tyve par årer, og glædede sig
over, at det var alene; og Krok befalede, at alle de mænd, der ikke sad ved
årerne, skulle tage deres våben og stå rede, thi her kunne meget vindes.
Men det enlige skib kom nærmere, som om det intet havde bemærket; og en
fedladen mand i dets forstavn, med bredt skæg under en bulet hjelm, satte
hånden for munden, da de var kommet i nærheden af hinanden, og råbte
med ru stemme:
– Hold til side eller slås!
Krok lo og hans mænd med ham; og han råbte tilbage:
– Har du set tre skibe vige for et?
– Jeg har set mere end det, råbte den tykke Stavnbo utålmodigt; thi de
fleste viger for Styrbjörn. Men vælg nu hurtigt, hvad du vil!
Så sagde Krok ikke mere, men holdt til side og hvilede på årerne, mens
det fremmede skib roede forbi; og intet sværd var blottet på nogen af Kroks
skibe. De fik øje på en høj, ung mand i blå kappe og med lyse dun omkring
hagen, der havde rejst sig fra sin hvileplads ved siden af rorsmanden på det
fremmede skib – de så ham stå med et spyd i hånden, betragte dem med
sammenknebne øjne og derpå gabe heftigt; så stillede han spyddet fra sig og
lagde sig atter til hvile; og Kroks mænd forstod, at dette var Björn Olufsson,
kaldet Styrbjörn, Uppsala-kongens fordrevne brodersøn, som sjældent
skyede storm og aldrig strid, og som få mænd mødte villigt på havet. Hans
skib fortsatte sin færd og forsvandt mod syd i disen; men Krok og hans
mænd havde svært ved at få det gode humør tilbage.
De roede ud til de østlige skær, hvor der ingen mennesker fandtes, og gik
i land dèr og kogte mad og holdt en lang rådslagning; mange syntes nu, at
man burde tage hjem igen, eftersom uheldet var fulgt med også til
Bornholm. Thi når Styrbjörn opholdt sig i disse farvande, var øen sikkert
fuld af jomsvikinger, og så var der intet at udrette for andre. Nogle sagde, at
de måske ikke havde meget at gøre på havet, når de ikke havde en høvding
af samme sort som Styrbjörn, der ikke veg til side i tide og utide.
Krok var i begyndelsen mere fåmælt end sædvanlig; men han lod bringe
øl i land til dem alle; og da de havde drukket, begyndte han at opmuntre
dem. Det var på en måde uheldigt, at de havde mødt Styrbjörn, det ville han
indrømme; men på en anden måde var det et stort held, at de havde mødt
ham som sket var; thi hvis de var gået i land og var kommet ud for hans
folk eller andre jomsvikinger, ville det være blevet dem til stor skade. Alle
jomsvikinger og især Styrbjörns egne mænd var halvt bersærker, stundom
usårlige for jern, og de huggede med begge hænder fuldt ud så godt som de
bedste kæmper fra Lister. At han ikke havde angrebet Styrbjörns skib kunne
måske tage sig underligt ud for den tankeløse; men han mente, at han havde
haft god grund til sin tilbageholdenhed, og det var heldigt, at han havde
besindet sig i tide. Thi en landløs sørøver kunne ikke have sparet meget
sammen, der var en hård strid værd; og de var jo ikke selv stået til søs for at
vinde tom ære, men for at få bytte; derfor havde han ment det rigtigst at
tænke på alles bedste hellere end på sit eget ry, og nøjere eftertanke ville
overbevise dem alle om, at han derved havde handlet, som en høvding
burde.
Da Krok på denne måde var begyndt at forjage sine mænds mismod,
følte han sig også selv styrket af sine ord; og han frarådede dem stadig at
tage hjem nu. Thi hjemmefolket i Lister, sagde han, havde en hvas tunge, og
det ville især være besværligt at gense kvinderne, som ville stille mange
spørgsmål angående deres bedrifter, deres bytte og deres hurtige
hjemkomst. Ingen mand med anseelse kunne ønske at udsætte sig for en
sådan sladder, og de burde derfor vente med deres hjemfærd, indtil der var
vundet noget, der var værd at komme hjem med. Det, det nu gjaldt, var at
blive enige om at holde sammen og vise ihærdighed samt at finde et godt
mål for deres videre færd; og inden han selv sagde mere, ville han gerne
høre forstandige mænds mening i sagen.
En foreslog, at man skulle drage til kurernes og livernes land, hvor man
kunne finde et rigt bytte; men det forslag fik ikke medhold, thi mænd med
bedre viden vidste, at svearne hver sommer plyndrede i disse lande i store
skarer og ugerne så fremmede komme i samme ærinde. En anden havde
hørt, at det meste sølv i hele verden skulle findes på Gotland, og syntes, at
man kunne forsøge dèr; men andre, der vidste bedre, sagde, at goterne, efter
at de var blevet rige, boede i stærke byer, som kun kunne tages med stor
hærmagt.
En tredje tog derpå til orde, en mand ved navn Berse, der talte
betænksomt og var almindelig skattet for sin klogskab. Han sagde, at der
begyndte at blive trangt og fattigt i Østersøen, hvor alt for mange lå på
plyndringstogt, og hvor endogså venderne forstod at sætte sig til modværge.
Eftersom man ikke godt kunne drage hjem – thi i den sag syntes han som
Krok – var det værd at overveje, om man ikke burde sejle til Vesterled. Han
havde selv aldrig været på den kant; men mænd fra Skåne, som han havde
talt med på et marked forleden sommer, havde været i England og Bretland
med Toke Gormsson og Sigvalde Jarl, og de havde haft meget at sige til ros
for de togter. De havde været stadset ud med guldringe og kostbare klæder;
og ifølge deres udsagn havde de vikinger, der havde sat sig fast ved franske
flodmundinger for længere tid – for at plyndre i det indre af landet – ofte
grevedøtre til gammen i sengen samt borgmestre og abbeder til tjenere.
Hvorvidt hans skånske sagesmænd havde holdt sig strengt til sandheden
med disse påstande, kunne han ikke vide, men når man tog hensyn til
skåningers almindelige troværdighed, var det måske klogt at trække omtrent
halvdelen fra. Sikkert var det imidlertid, at disse hjemvendte mænd gjorde
indtryk af at besidde den største velstand, så de endogså havde budt ham, en
fremmed fra Bleking, på overflod af stærkt øl uden at stjæle hans ejendele,
da han var faldet i søvn; og derfor kunne det ikke være løgn altsammen,
hvilket man jo også havde god rede på fra anden side. Dèr hvor skåningerne
havde klaret sig godt, burde også blekinger kunne stå sig; og derfor, sluttede
Berse, ville han gerne prøve en færd i Vesterled, hvis de fleste syntes som
han.
Mange gav deres bifald til kende med råb; men andre sagde, at
madforrådet var for knapt, de havde ikke nok, indtil de kom til de fede
lande i vest.
Så tog Krok atter til orde og sagde, at Berse var kommet med netop det
forslag, han selv havde tænkt at fremsætte. Til det, Berse havde sagt om
grevedøtre og rige abbeder, for hvilke man plejede at erholde store
løsesummer, ville han føje en ting til, der var almindelig kendt blandt
berejste mænd, nemlig at der på Irland fandtes ikke mindre end et hundrede
og tres konger ialt, større eller mindre, som alle havde skatte og skønne
kvinder, og hvis krigere kun kæmpede klædt i lærredstøj og altså ikke
kunne være vanskelige at komme til rette med. Den eneste vanskelighed var
at gå op gennem Øresund, hvor man ofte kunne støde på nærgående folk.
Men tre velbemandede skibe, som selve Styrbjörn ikke havde turdet
angribe, ville indgyde respekt endogså dèr; endvidere var de fleste vikinger
på de kanter allerede draget af sted vesterud på denne årstid; desuden havde
man nu nogle måneløse nætter foran sig. Det, man manglede af føde, kunne
med lethed anskaffes, så snart man var kommet heldigt gennem Sundet.
Alle var nu atter ved godt humør og syntes, at planen var god, og at Krok
var den bedste mand både i forstand og kundskaber; og alle var stolte over
at være modige nok til en færd i Vesterled, thi i levende mænds minde
havde intet skib fra deres egn forsøgt en sådan rejse.
De satte sejl og kom til Møn og lå dèr en dag og en nat og holdt godt
udkig og ventede på gunstig vind. Derpå stod de i stormfuldt vejr op
gennem Sundet og kom om aftenen gennem dets hals uden at møde fjender;
ud på natten nåede de i læ under Kullen og besluttede at se sig om efter
forsyninger. Tre flokke gik op i land, hver til sin side. Kroks folk havde
held med sig og kom til en fårefold i nærheden af en stor gård, og det
lykkedes dem at dræbe fårehyrden og hans hund, inden de nåede at gøre
støj. Derpå fangede de fårene og skar halsen over på dem; de tog så mange,
som de kunne bære med sig, men fårene brægede meget, og Krok befalede
sine mænd at skynde sig.
De begav sig ned mod skibene langs den sti, hvorfra de var kommet, alle
med et får over skulderen, og de skyndte sig så meget, de kunne. Bag sig
hørte de råb fra folk, der var vågnet i gården, og lidt efter gøede de hunde
heftigt, der var sluppet løs på deres spor. Derpå hørte man længere borte en
kvindestemme, der skar gennem lyden af de larmende hunde og mænd, en
stemme, der råbte: »Vent! stands!« Stemmen råbte: »Orm« flere gange og
derpå »vent!« meget skingrende og fortvivlet. Kroks mænd havde
vanskeligt ved at gå hurtigt med deres byrde, thi stien var stenet og gik stejlt
nedad, og natten var skyet og næsten mørk. Krok selv gik sidst i rækken,
han bar sit får over skulderen og havde en økse i den anden hånd. Han ville
helst slippe for at slås for fårenes skyld, eftersom det ikke kunne betale sig
at ofre liv og lemmer for en så ringe ting; han skyndede på sine mænd med
hårde ord, når de snublede eller gik for langsomt.
Skibene lå ved et par flade klipper og holdtes ude fra dem med årer; de
var parat til at lægge ud, når Krok vendte tilbage, thi de andre flokke var
allerede kommet igen uden at have fundet noget; nogle mænd var i land for
at hjælpe Krok, hvis det skulle blive nødvendigt. Der var kun nogle få skridt
til skibene, da to store hunde kom styrtende ned langs stien. Den ene sprang
på Krok, men han veg til side og ramte den med øksen; den anden fløj forbi
ham i et stort spring og ramte den mand, der gik nærmest foran, væltede
ham i farten og bed ham i halsen. Et par af de ventende skyndte sig derhen
og dræbte hunden; men da de og Krok bøjede sig over manden, der var
blevet bidt, så de, at hans hals var flået helt itu, og at han hurtigt forblødte.
I det samme kom et spyd susende og strøg lige forbi Krok, og to mænd
styrtede ned ad skrænten og ud på klipperne; de havde løbet så hurtigt, at de
var langt forud for alle deres ledsagere. Den forreste, der var barhovedet og
uden skjold, havde et kort spyd i hånden; han snublede og faldt forover på
klipperne; to spyd gik hen over ham og traf hans ledsager, der faldt og blev
liggende. Men den barhovedede kom straks på benene igen og hylede som
en ulv; han fløj løs på en mand, der var løbet frem med løftet sværd, da han
faldt, og huggede ham ved tindingen og fældede ham. Derpå løb han imod
Krok, der stod nærmest, og alt dette gik meget hurtigt. Han huggede til
Krok, hurtigt og hårdt; men Krok bar endnu på sit får og fik det skubbet
imellem; og i samme øjeblik slog han selv til med omvendt økse og ramte
sin modstander over panden, så han faldt sanseløs omkuld. Krok bøjede sig
over ham og kunne se, at det var en yngling, rødhåret og stumpnæset og
bleg i huden; han følte efter med fingrene dèr, hvor øksehovedet havde
ramt, og kunne mærke, at hovedskallen var hel.
– Jeg tager både får og kalv med mig, sagde Krok. Han kan ro i stedet
for den, han dræbte.
Derpå løftede han ham op, bar ham om bord og lagde ham under en
rorbænk, og skibene stod ud med alt om bord undtagen de to mænd, der var
efterladt som døde – netop i det øjeblik, da en stor skare forfølgere nåede
ned til stranden. Det var begyndt at lysne, og nogle spyd blev slynget ud
mod skibene, men gjorde ingen skade. Roerne førte deres årer med kraft, de
var glade, fordi de havde fersk kød om bord; og de var allerede nået et godt
stykke fra land, da de blandt skikkelserne på stranden fik øje på en kvinde i
lang, blå særk og med flyvende hår – hun styrtede ud til klippernes yderste
kant og strakte armene ud mod skibene og råbte. Hendes råb nåede dem
blot som en tynd tone over vandet, men selv da man intet kunne høre mere,
blev hun stående.
Således kom Orm, Tostes søn, der med tiden blev kendt som Røde Orm
eller Orm den Vidtberejste, af sted på sin første rejse.
 Tredje kapitel

HVORDAN DE SEJLEDE
SØNDERUD, OG HVORDAN EN GOD
VEJVISER BLEV FUNDET
Kroks mænd nåede sultne op til Väder-øen, efter at de havde roet hele
vejen, og dèr lagde de til og gik i land for at samle brænde og tilberede sig
et godt måltid mad; på øen fandtes blot nogle gamle fiskere, som på grund
af deres fattigdom følte sig trygge for udplyndring. Da de parterede fårene,
roste de deres fedme og den gode forårsgræsning, som måtte findes på
Kullen; de satte stykkerne på spyddene og holdt dem over ilden og
smækkede med tungen, da fedtet begyndte at syde, thi det var længe siden,
de havde mærket en så god lugt. Mange fortalte hinanden, hvornår de sidst
havde fortæret så lækre bidder, og alle var enige om, at færden til Vesterled
artede sig godt. Derpå begyndte de at spise, så der dryppede fra skægget.
Orm var nu kommet til bevidsthed, men det var ikke stort bevendt med
ham; da han gik i land med de andre, havde han svært ved at stå på benene.
Han satte sig ned og holdt hovedet mellem sine hænder og svarede ikke på
tiltale. Men lidt efter, da han havde kastet op og drukket vand, blev han
bedre; og da han begyndte at kunne mærke stegelugten, løftede han hovedet
som et menneske, der lige er vågnet og så på mændene omkring sig. Den,
der sad nærmest, grinede venligt til ham og skar en stump af sit kødstykke
og rakte ham.
– Tag det og spis, sagde han. Bedre steg har du aldrig smagt.
– Det ved jeg, svarede Orm. Det er mig selv, der giver den.
Han tog kødstykket og holdt det mellem to fingre uden at spise; han så
sig nøje om i kredsen, iagttog mand efter mand og sagde derpå:
– Hvor er den, jeg huggede efter? Døde han?
– Han døde, svarede hans sidemand; men ingen her har hævn efter ham,
og du skal ro i hans sted. Hans åre er lige foran min, og derfor er det bedst,
du og jeg bliver venner. Jeg hedder Toke, og hvad hedder du?
 Orm sagde sit navn og spurgte derpå:
– Var det en anset mand, jeg fældede?
– Han var noget langsom af sig, som du vel mærkede, sagde Toke, og
med våben i hånd var han ikke så god som jeg; men det ville være meget
forlangt, thi jeg er en af de bedste her. Men han var en stærk og sikker mand
og havde et godt ry; han hed Åle, og hans fader sår tolv tønder rug, og han
havde allerede to gange været på havtogt. Og ror du så godt som han, ror du
ikke dårligt.
Da Orm hørte dette, kunne man se, at han blev ligesom bedre til mode og
begyndte at spise. Men lidt efter spurgte han:
– Hvem var det, der fældede mig?
Krok sad et stykke derfra og hørte hans spørgsmål. Og han lo, løftede sin
økse og tyggede af og sagde:
– Det var hende her, som kyssede dig; hvis hun havde bidt, ville du ikke
have spurgt.
Orm så på Krok med store øjne, der absolut ikke blinkede; derpå
sukkede han og sagde:
– Jeg var uden hjelm og stakåndet, ellers kunne det måske være gået på
en anden måde.
– Du er kæphøj, skåning, sagde Krok, og tror, du allerede er en kæmpe.
Men du er for ung endnu og har ikke en krigers forstand. Thi ingen
fornuftig mand styrter hjelmløs ud for nogle fårs skyld; nej, ikke engang om
det så var hans egen kone, man havde stjålet. Men det er min tro, at du er en
mand, der har lykken med dig, og det kan hænde, at du har heldet med til os
alle. Vi har allerede set dit eget held på tre måder. Du snublede på stenene,
da to spyd fløj imod dig; og ingen iblandt os skal hævne Åle, som du
dræbte; og du blev ikke hugget ned af mig, eftersom jeg ville have en roer i
hans sted. Derfor tror jeg, din lykke er stor og kan blive os til nytte; og jeg
giver dig fred for os alle, så længe du passer Åles åre.
Alle mændene syntes, det var godt talt af Krok. Orm spiste og tænkte sig
om, derpå sagde han:
– Jeg tager imod din fred; og jeg tror ikke, jeg behøver at skamme mig
for den ting, skønt I har stjålet får fra mig. Men jeg vil ikke ro som slave,
for jeg er af god æt; og skønt jeg er ung, regner jeg mig for en mand med
anseelse, eftersom jeg har fældet en så god mand som Åle. Derfor vil jeg
have mit sværd tilbage.
 Der blev megen tale om dette. Nogle syntes, Orms begæring var lidet
rimelig, og at han kunne være tilfreds med, at man havde skænket ham
livet; men andre sagde, at kækhed ikke var nogen fejl hos et ungt menneske,
og at man burde vise hensyn over for en mand med held; og Toke lo og
spurgte, hvor mange mænd iblandt tre skibsbesætninger, der mon følte sig
ængstelige for en ung mand med et sværd? En mand ved navn Kalv, der
havde talt imod Orms begæring, ville slås med Toke for hans ytring; og
Toke erklærede, at han var villig til det, så snart han var færdig med det
gode nyrestykke, han var i gang med. Men Krok forbød ethvert slagsmål for
en sådan sags skyld; og det endte med, at Orm fik sit sværd tilbage, og at
hans opførsel måtte afgøre, om han for fremtiden skulle betragtes som
fange eller kammerat. Men Orm skulle betale Krok for sværdet, som var et
godt våben, så snart man havde vundet et bytte på færden.
Der blæste en let brise, og Krok sagde, at det var på tide at stikke til søs
med den. Alle gik om bord, og skibene holdt op i Kattegat med fyldte sejl.
Orm så sig tilbage over havet og sagde, at det var et stort held for Krok, at
det var knapt med hjemmeskibe i disse farvande og på denne årstid; thi
kendte han sin moder ret, ville hun ellers nu være sat efter dem med det
halve Kullen om bord.
Derpå vaskede han sit sår i panden og skyllede det levrede blod ud af sit
hår; og Krok sagde, at arret i panden ville være værd at vise frem blandt
kvinder. Derpå kom Toke med en gammel læderhjelm med jernskinner; han
sagde, at den ikke var stort bevendt som hjelm i disse tider, men han havde
fundet den blandt venderne og havde ikke nogen bedre at undvære. Over for
en økse duede den kun lidt, sagde han, men var dog bedre end ingenting.
Orm prøvede den, og det viste sig, at den ville passe, når bulen var svundet.
Orm takkede Toke; og nu vidste de begge, at de ville blive venner.
De rundede Skagen med god vind og blotede dér i overensstemmelse
med gammel skik til Ægir og hele hans slægt både fårekød og flæsk og øl
og fulgtes længe af skrigende måger, hvilket blev betragtet som et godt
tegn. De holdt ned langs den jyske kyst, hvor landet var øde, og man ofte så
ribbenene af sønderbrudte skibe i sandet; længere mod syd var de i land på
et par småøer og fandt vand og føde, men ellers intet. De fortsatte ned langs
kysten; og for det meste havde de held med vinden, så mændene bevarede
deres gode humør, fordi de slap for alt for megen roning. Toke sagde, at
Orm måske også havde held med vejret, det var - til alt det øvrige - noget af
det bedste, en mand kunne have, og Orm kunne i sandhed håbe på en god
fremtid. Orm mente, at Toke sikkert kunne have ret; men Krok ville ikke
give dem medhold i den sag.
– Vejrheldet er mit, sagde han; thi vi har haft det bedste held med vejr og
vind lige fra begyndelsen, længe før Orm kom med; og hvis jeg ikke havde
stolet på mit vejrheld, ville jeg aldrig have vovet mig ud på denne færd.
Men Orms lykke er god, selv om den ikke er som min; og jo flere
lykkemænd, vi har om bord, desto bedre er det for os alle.
Den kloge Berse bifaldt dette og sagde, at mænd uden lykke havde det
vanskeligst af alle:
– Thi mænd vinder mod mænd og våben mod våben; for guderne har
man blot, og mod trolddom sejd; men der er intet at stille op mod dårlig
lykke.
Toke sagde, at han ikke vidste, om han for sin del havde nogen stor
lykke – kun havde hans fiskelykke altid været god. Over for mænd, som
han havde haft noget uafgjort med, havde han altid klaret sig godt, men det
beroede måske mere på styrke og på dygtighed end på lykke.
– Men nu, sagde han, er jeg nysgerrig efter at se, om jeg på denne rejse
får god guldlykke og kvindelykke; thi jeg har hørt meget om alt det
smukke, som skal findes her vesterud, og det begynder at blive længe siden,
jeg har holdt i en guldring og i en kvinde. Og selv om det meste bliver sølv
i stedet for guld, og jeg ikke finder nogen grevedatter, som. Berse har i
sinde, men blot almindelige frankiske ungmøer, skal jeg ikke klage; thi jeg
er ikke nogen hovmodig mand.
Krok sagde, at Toke måtte slå sig til tåls endnu nogen tid, hvor glubsk
han end var både efter det ene og det andet, og Toke mente, at dette var det
troligste; thi det så ikke ud til, syntes han, som om guld og kvinder forekom
hyppigt i disse egne.
De drog langs lave kyster, hvor der intet var at se undtagen sand og
moser og en og anden fiskerhytte; de kom forbi næs, hvor der var rejst høje
kors, og så forstod de, at de var nået til de kristnes land og til frankiske
kyster. Thi de kyndige om bord vidste, at disse kors først var blevet rejst af
den store kejser Karl, alle kejseres stamfader, for at holde nordiske søfarere
borte fra landet; men nordboernes guder havde været stærkere end hans. De
stak ind i sunde og vige på grund af truende stormbyger og for at overnatte,
og så farvande, der var saltere og mere grønne end dem, de hidtil havde
kendt, hæve sig og synke ved ebbe og flod. Der var ingen skibe at se og
heller ingen mennesker, men stundom spor efter gammel bebyggelse; thi
der havde fordum været mange byer her, inden nordboerne kom. Men alt
var for længe siden udplyndret og lagt øde, og først langt sønderud kunne
søfarere nu regne med vinding.
De kom ned til det sted, hvor havet blev smallere mellem England og
fastlandet, og der blev tale om at stikke over til England. Thi de vidste, at
kong Edgar nylig var død og blevet efterfulgt af nogle umyndige sønner;
dette havde givet landet et godt rygte blandt vikinger. Men Krok og Berse
og andre blandt de klogeste mente, at frankernes land stadig var det bedste,
hvis man blot kom langt nok mod syd; thi kongen af Frankrig og kejseren af
Tyskland lå i strid med hinanden om deres grænseområder, og når sådant
var i gang, plejede fra gammel tid kystegnene at være en ypperlig jordbund
for nordboere.
Derfor blev de på den frankiske side; men de lå nu længere ude til havs
end tidligere og holdt skarpt udkig til alle sider; thi de havde nu nået det
land, som nordboere havde vundet fra kongen af Frankrig; og ganske vist så
man stadig et og andet gammelt kors ved næs og flodmundinger, men oftere
pæle, hvor der var anbragt skæggede hoveder som tegn på, at landets herrer
ugerne så søfarere fra hjemlandet ved disse kyster. Krok og hans mænd
syntes, at en sådan uvenlighed mod stammefrænder var en stor skam for de
mænd, der nu sad med rigdommene i dette land; men det var, hvad man
kunne vente, sagde de, af folk, der var kommet fra Skåne og Sjælland; og
de spurgte Orm, om han havde slægt her i landet. Orm sagde, at han ikke
troede det, eftersom hans slægt altid havde sejlet på Irland; men det at sætte
hoveder på pæle var en sag, som han skulle huske, når han vendte hjem, thi
sådant kunne måske være til gavn for fåreavlen. De lo alle af dette og
syntes, at han svarede godt for sig.
De lagde sig nu i baghold ved en flodmunding og tog nogle fiskerbåde,
men fandt kun lidt af værdi i dem, og de kunne ikke få noget svar ud af
mændene i bådene, da de spurgte, hvor de rige byer fandtes i nabolaget; da
de havde dræbt et par af dem, og de øvrige alligevel ikke kunne svare
begribeligt, slap de dem løs, eftersom de så skrøbelige ud og hverken duede
til at ro eller til at sælges. Mere end en gang var de i land ved nattetid, men
vandt ikke meget; thi folket boede i alt for store og velforsvarede byer, og
de måtte skynde sig tilbage til skibene for ikke at blive omringet af
overmagten. De håbede, at det land, hvor nordboerne rådede, snart måtte
høre op.
 En aften mødte de fire langskibe, der kom roende fra syd; de så ud til at
have en tung last, og Krok lod sine skibe gå tæt hen til dem for at se,
hvorledes de var bemandede. Det var en stille aften, og skibene kom
langsomt hinanden nærmere og nærmere; de fremmede satte et langskjold
op i masten på det nærmeste skib med spidsen vendt opad som tegn på, at
de nærmede sig som venner; og Kroks mænd talte med dem på et spydkasts
afstand, mens de forsøgte at beregne hinandens styrke. De fremmede sagde,
at de var fra Jylland og for hjemadgående efter en langvarig rejse. De havde
plyndret med syv skibe i Bretagne forrige sommer og derpå langt sønderud;
senere havde de overvintret på en ø ud for Loires munding og været op ad
floden; men derpå havde en streng farsot raset blandt dem, og nu var de på
vej hjem med de skibe, de var i stand til at bemande. Angående deres bytte
svarede de, at den kloge søfarer aldrig priste sit bytte, før han havde bragt
det sikkert i land, men så meget kunne de sige, eftersom de ved dette møde
følte sig stærke nok til at forsvare det, de havde vundet, at de for deres del
ikke ville klage. Dårlige tider, sammenlignet med før, måtte man altid regne
med, hvor langt man end kom; men den, der havde været så heldig at finde
en uplyndret egn i Bretagne eller længere mod syd, kunne stadig få løn for
sin møje.
Krok spurgte, om de havde vin eller godt øl at bytte bort mod flæsk og
tørret fisk; og på samme tid forsøgte han at komme dem nærmere, thi han
følte sig stærkt fristet til at prøve kræfter med dem og derved få god løn for
hele rejsen på een gang. Men jydernes høvding lagde straks sine skibe ved
siden af hinanden med stævnen mod Krok og svarede, at de havde i sinde at
beholde deres vin og øl til eget brug.
– Men du må gerne komme nærmere, sagde han til Krok, hvis der er
noget andet, du vil smage.
Krok vejede et spyd i hånden og vidste ikke rigtig, hvad han burde gøre;
men i det samme blev der tumult pa et af de fremmede skibe. Man så to
mænd brydes med hinanden ved rælingen, og derefter tumlede de i vandet i
hinandens arme. De sank begge to, og den ene så man ikke mere til, men
den anden kom op et stykke fra skibene og dykkede atter, da der blev kastet
et spyd efter ham fra det skib, han havde forladt. Der blev råbt en del på de
jyske skibe, men da Kroks mænd spurgte, hvad der var i vejen, fik de intet
svar. Tusmørket begyndte at falde, og efter en tids ordveksling fortsatte de
fremmede roningen, uden at Krok kunne beslutte sig til strid. Toke, der sad
ved sin bagbords åre nærmest Orm på Kroks eget skib, råbte nu til Krok:
 – Kom herhen og se! Min fiskelykke bliver bedre og bedre.
En hånd holdt i Tokes åre og i Orms, og et ansigt lå i vandskorpen
mellem hænderne og så op mod skibet. Manden havde store øjne og var
meget bleg, og hans hår og store skæg var sort.
– Det må være en rask mand og en god svømmer, sagde en af mændene;
han er dykket under skibet for at slippe bort fra jyderne.
– Han må også være en klog mand, sagde en anden, eftersom han tyer til
os, der er bedre mænd end de.
– Han er sort som en trold og hvidgul som en dødning, sagde en tredje,
og ser næppe ud til at kunne have lykken med sig; det kan være farligt at
tage en sådan om bord.
Der blev talt for og imod dette, og nogle råbte til manden i vandet; men
han lå ubevægelig og holdt sig fast i årerne, blinkede med øjnene og
svajede for bølgerne. Til sidst befalede Krok, at han skulle tages om bord;
man kunne jo siden dræbe ham, sagde han til de modvillige, hvis det skulle
vise sig at være bedst sådan.
Toke og Orm trak deres årer ind og fik manden om bord; han var gul i
huden og kraftigt bygget, nøgen til midjen og havde kun nogle pjalter at
skjule sig med. Han vaklede og kunne knap nok stå på benene, men han
knyttede næven mod de jyske skibe, der forsvandt, og spyttede efter dem,
skar tænder og råbte et eller andet; derpå faldt han omkuld, fordi skibet
rullede, men han kom straks på benene igen og slog sig for brystet og
strakte armene mod himlen og råbte noget med forandret stemme, men
ingen forstod, hvad han sagde. Orm plejede at sige på sine gamle dage, når
han fortalte om sine minder, at han aldrig havde hørt nogen skære tænder så
rasende og heller ikke en mere sørgmodig og mere klingende stemme, end
da den fremmede råbte mod himlen.
De syntes alle, han var sælsom; de spurgte ham meget om, hvem han var,
og hvad der var hændt ham. Han forstod noget af det, de spurgte om, og
kunne svare nogle gebrokne ord på det nordiske sprog; og de forstod, at han
var jøde og ikke ville ro om lørdagen, og at det var grunden til hans had
over for dem, han nu var flygtet fra; men det kunne de ikke få nogen
mening i, og nogle troede, han var grebet af galskab. De gav ham noget at
spise og drikke, og han spiste grådigt af bønner og fisk, men det salte flæsk
viste han fra sig med afsky. Krok sagde, at han kunne gøre nytte som roer,
og når rejsen var forbi, kunne han sikkert sælges for en god slump penge.
Berse, der var så klog, fortsatte Krok, kunne måske prøve på at forstå ham
og liste ud af ham, om han havde noget nyttigt at sige om de egne, han kom
fra.
De følgende dage sad Berse meget sammen med den fremmede, og de
snakkede sammen så godt, det kunne lade sig gøre. Berse var en rolig og
tålmodig mand, grovæder og forfaren i skjaldekunst, han var fulgt med til
søs for at slippe bort fra en trættekær kone; han havde god forstand og
megen visdom, og det lykkedes ham efterhånden at forstå mere og mere af
det, den fremmede havde at sige. Dette meddelte han Krok og de andre.
Han er ikke gal, skønt det kan synes sådan, sagde Berse; han er heller
ikke jyde, og det ses jo også tydeligt nok. Men han siger, at han er jøde. Det
er et folk fra øst, der har dræbt den mand, der anses for Gud af de kristne.
Dette drab skete for længe siden, men de kristne nærer stadig stort had til
jøderne for den sags skyld og dræber dem gerne og vil ikke vide af
forsoning eller mandebod. Derfor bor de fleste jøder hos Cordova-kaliffen,
thi dèr betragter man ikke den dræbte mand som Gud.
Berse tilføjede, at han allerede tidligere havde hørt noget lignende, og
flere af mændene sagde, at de også havde hørt rygter i den retning; Orm
sagde, at han havde hørt, den døde var blevet sømmet på et stykke træ,
ligesom Lodbrogs sønner i gamle dage havde gjort med den fornemste
præst i England. Men hvordan han kunne betragtes som en Gud, efter at
jøderne havde dræbt ham, kunne ingen forstå, thi en rigtig Gud kunne ikke
dræbes af mennesker. Derpå fortsatte Berse med at fortælle, hvad han havde
forstået af den fremmedes tale:
– Han har været slave hos jyderne et år, og dèr døjede han meget ondt,
eftersom han ikke kunne ro om lørdagen; thi jødernes gud vredes på enhver
jøde, der gør noget den dag. Men dette kunne jyderne ikke forstå, skønt han
mange gange ville forklare dem det; de slog ham og lod ham sulte, når han
ikke ville ro. Hos dem lærte han den smule, han kan af vort sprog, men når
han taler om dem, forbander han dem på sit eget tungemål, eftersom han
ikke kender ord nok på vort. Han siger, han har grædt meget hos dem og
anråbt sin gud om hjælp; han forstod, at hans råb var blevet hørt, da vore
skibe nærmede sig, og han tog en mand med sig over bord, der havde slået
ham meget. Han bad sin gud være som et skjold for ham selv og lade den
anden omkomme; derfor blev han ikke ramt af noget spyd, og han fik styrke
til at dykke under vort skib; og navnet på hans gud har en sådan kraft, at
han ikke vil nævne det for mig, hvor meget jeg end prøver at få ham til det.
Dette er, hvad han siger om jyderne og sin flugt fra dem; men han har mere
at sige om andre ting, som han tror kan blive os til nytte. Deriblandt er dog
meget, som jeg ikke kan forstå helt tydeligt.
Krok sagde, at han havde svært ved at tro, at en gud ville gøre sig besvær
med at hjælpe en sådan ussel pjaltestodder, hvor meget han end råbte, men
at manden unægtelig havde handlet hurtigt og behændigt; og mændene ville
have at vide, hvorfor denne mærkelige fremmede skubbede flæsket fra sig
med væmmelse, men alligevel var grådig efter dårligere føde. Berse
svarede, at det så ud til at forholde sig med flæsket som med roning om
lørdagen: jødernes gud blev vred ved at se en jøde spise flæsk; men hvorfor
han blev opfyldt af vrede over en sådan sag, kunne Berse ikke blive klog
pa. Man kunne måske formode, sagde han, at guden selv syntes så godt om
den slags føde, at han ikke undte sit folk den; og dette fandt mændene var
en sandsynlig forklaring og priste sig lykkelige, fordi de havde guder, der
ikke blandede sig i sådanne ting.
Alle var nu nysgerrige efter at vide, hvad jøden yderligere havde at sige,
som kunne være dem til nytte; og til sidst kom Berse så langt, at han begreb
det meste:
– Han siger, han er en rig mand i sit eget land hos den cordovanske
kejser; han hedder Salaman og er sølvsmed, og han siger, at han også er en
stor skjald. Han blev taget til fange af en kristen herre fra norden, der var på
røvertogt i hans hjemegn. Denne lod ham skaffe en stor sum løsepenge og
solgte ham derpå til en slavehandler, eftersom de kristne ikke gerne holder
deres ord over for jøder, af hensyn til den dræbte gud. Af slavehandleren
blev han solgt til nogle handelsmænd på søen og derefter røvet fra dem af
jyderne, og det var hans ulykke, at han straks blev sat til åren en lørdag. Nu
hader han ganske vist disse jyder med et stort had; men det er alligevel
ringe i sammenligning med det had, han nærer til den kristne herre, der
bedrog ham. Denne herre er meget rig og bor en dags rejse fra havet; og han
siger, at han gerne vil vise os derhen, for at vi kan plyndre den herre for alt,
hvad han ejer, og brænde hans hus og stikke hans øjne ud og slæbe ham
nøgen gennem riskviste og over sten. Han siger, at der findes rigdomme dèr
til os alle.
De syntes alle, at dette var de bedste nyheder, de havde hørt længe; og
Salaman, der havde siddet ved siden af Berse, mens han fortalte, og nøje
havde fulgt med i alt det, han kunne forstå, sprang skrigende op og så ud til
at være meget glad; han kastede sig næsegrus foran Krok og stak en flig af
sit skæg i munden og tyggede på det. Derpå greb han Kroks ene fod og satte
den på sin nakke og talte ivrigt, uden at nogen kunne forstå ham. Da han var
blevet roligere, begyndte han at lede blandt de ord, han kunne; han sagde, at
han ville tjene Krok og hans mænd trofast, indtil de havde vundet disse
rigdomme, og han selv havde fået sin hævn; men han ville have et sikkert
løfte om, at han selv måtte stikke øjnene ud på den kristne herre. Både Krok
og Berse sagde, at dette var en rimelig begæring.
Der blev nu megen tale om dette på alle tre skibe, og mændene var ved
det bedste humør; de sagde, at den fremmede måske ikke selv havde megen
lykke, hvis man skulle dømme efter det, han havde gennemgået, men at han
måske havde så megen mere lykke til dem, og Toke syntes, han aldrig
havde haft en bedre fiskefangst. De var venlige mod jøden og samlede
nogle klædningsstykker sammen til ham og gav ham øl at drikke, skønt de
ikke havde meget tilbage. Det land, hvortil han ville føre dem, hed Leon, og
man vidste nogenlunde, hvor det var: på højre hånd mellem frankernes land
og den cordovanske kalifs, måske fem dages god sejlads sønderud fra
Bretagne næs, som de nu havde fået i sigte. De ofrede atter til havfolket og
fik god vind og styrede ud over det åbne hav.
 Fjerde kapitel

HVORDAN KROKS MÆND NÅEDE

RAMIROS RIGE OG BESØGTE ET
RIGT STED
Orm plejede at sige på sine gamle dage, når han fortalte om sin skæbne, at
han ikke havde meget at klage over, mens han var hos Krok, skønt han så
ufrivilligt var kommet med på den rejse. Slaget i hovedet gjorde kun ondt
en kort tid; og han enedes så godt med mændene, at ingen mere tænkte på,
at han egentlig var deres fange. De mindedes med velbehag de gode får, de
havde fået hos ham, og også på anden måde var han dem til behag. Han
kunne lige så mange skjaldekvad som Berse og havde lært af sin moder at
fremsige dem med en skjalds tonefald; han forstod også at fortælle
løgnehistorier på en troværdig måde, skønt han selv indrømmede, at Toke
var hans overmand i den kunst. Man betragtede ham derfor som en god og
dygtig kammerat, der kunne fordrive tiden på en fornøjelig måde i de lange
dage, hvor vinden var gunstig og alle var fri for årerne.
Nogle om bord klagede over, at Krok stak bort fra Bretagne uden først at
have forsøgt at skaffe nyt fersk kød; thi den føde, man havde om bord,
begyndte at føles gammel. Flæsket var harskt, stokfisken muggen, melet
surt, brødet fuldt af orm og vandet fordærvet; men Krok og de erfarne
mænd betragtede dette som kost af bedste sort, som ingen søfarer kunne
klage over. Orm spiste sine bidder med god appetit, men fortalte ofte om de
lækre ting, han havde været vant til hjemme. Berse sagde, at det forekom
ham at være en vis og guddommelig ordning, at man med trivsel og god
appetit fortærede en sådan føde til søs, som man hjemme i land hverken
kunne byde trælle eller hunde, men kun svin, thi hvis det ikke var sådan
indrettet, ville langture til havs have været alt for vanskelige.
Toke sagde, at det alvorligste for ham var, at øllet var sluppet op. Han
var ikke nogen kræsen mand, sagde han, og han troede, han kunne spise de
fleste ting, hvis det var nødvendigt, endogså sine sælskindssko, men kun
hvis han fik godt øl til. Han kunne ikke tænke sig et liv uden øl, sagde han,
hverken til søs eller i land; og han plagede jøden med mange spørgsmål
angående øllet i det land, de skulle til, men kunne ikke få klar besked. Han
fortalte om store gilder og drikkelag, hvor han havde været med; og sørgede
over, at han ikke havde benyttet lejligheden til at drikke noget mere.
Den anden nat, de var på havet, fik de stærk vind og høj sø og var glade,
fordi himlen blev ved med at være klar, thi nu styrede de efter stjernerne.
Krok begyndte at blive bange for, at de skulle komme ud på det grænseløse
hav; men de mest søkyndige af mændene sagde, at hvordan man end sejlede
med sydlig kurs, ville man altid finde land på venstre hånd undtagen ved
Njörvasund, dèr hvor sejlrenden gik ind til Rom, som la midt i verden. De
mænd, der sejlede fra Norge til Island, sagde Berse, havde det vanskeligere,
thi hvis de kom forbi Island, kunne de ikke vente at finde noget andet land –
kun det tomme hav uden ende.
Jøden var stjernekyndig og sagde, at han var dygtig til at finde den rette
kurs; men han var kun til ringe hjælp ved dette; thi hans stjerner havde
fremmede navne, og han selv blev søsyg. Det blev Orm også; og han og
Salaman hang over rælingen ved siden af hinanden i stor elendighed og
troede, de skulle dø. Jøden råbte noget på sit eget tungemål, når han ikke
kastede op, og Orm sagde til ham, at han skulle tie stille, selv om han havde
det ondt; men han svarede, at han råbte til sin gud, der var i stormen. Så
greb Orm ham i nakken og sagde, at hvor syg han end følte sig, skulle han
være mand for at kaste ham over bord, hvis han råbte en eneste gang til; thi
han syntes for sin del, at det allerede blæste nok, og at man ikke behøvede
at kalde guden nærmere.
Salaman tav, og ud på morgenstunden løjede vejret af, og det blev bedre
for dem begge. Salaman var meget grøn i ansigtet, men han smilede venligt
til Orm og så ikke ud til at nære nag til ham og pegede ud over havet mod
solopgangen. Han søgte blandt de ord, han kendte, og sagde, at dette var
morgenens røde vinger ved det yderste hav, og at hans gud var dèr. Orm
svarede, at det forekom ham bedst at have ham på den afstand.
Ud på morgenstunden så de nogle bjerge i det fjerne. De kom ind til
kysten og havde vanskeligt ved at finde en beskyttende vig til skibene;
jøden sagde, at denne egn var ham ukendt. De gik i land og kom straks i
strid med stedets talrige indbyggere; de flygtede imidlertid snart, og Kroks
mænd gennemsøgte deres hytter og vendte tilbage med geder og anden føde
samt et par fanger. Man tændte bål, og alle var glade over at være nået trygt
i land og atter smage stegt kød. Toke ledte meget efter øl, men fandt blot et
par skindbælge fulde af vin, der var så bitter og sur, at han sagde, han havde
på fornemmelsen, maven skrumpede ind, når han slugte den. Derfor var han
ikke i stand til at drikke det hele selv, men gav det bort, der blev tilovers, og
sad så hele aftenen for sig selv og sang bedrøvelige sange med tårer i
skægget. Berse sagde, at han ikke måtte forstyrres, thi han var en farlig
mand, når han havde drukket så meget, at han græd.
Salaman talte med fangerne; derpå sagde han, at de befandt sig i den
kastilianske greves land, og at det sted, han ville føre dem til, lå langt mod
vest. Krok sagde, at de måtte vente på en anden vind for at komme i den
retning, og at de kunne hvile sig og spise godt imens; men det kunne blive
besværligt, mente han, hvis de blev overfaldet af mandsstærke skarer her på
dette sted, mens der var pålandsvind, eller hvis fjendtlige skibe lukkede
dem inde i den vig, hvor de lå. Salaman forklarede nu, så godt han kunne, at
faren for noget sådant var ringe; thi greven af Kastilien havde næppe et
eneste skib i søen, og det ville tage sin tid for ham at få samlet en styrke,
der kunne gøre dem skade. Før, sagde han, havde greven af Kastilien været
meget mægtig; men nu var han underkuet af kaliffen og måtte betale skat til
ham; thi foruden kejser Otto i Tyskland og kejser Basilius i Konstantinopel
var der ingen hersker i verden, der var så mægtig som kaliffen i Cordova.
Mændene lo meget herad og sagde, at jøden fortalte så godt, han forstod,
men at han ikke syntes at vide megen besked om disse ting. Havde han ikke
hørt tale om kong Harald af Danmark? spurgte de. Og vidste han ikke, at
kong Harald var den mægtigste af dem alle?
Orm var endnu mat efter sin søsyge; han havde ingen særlig madlyst og
troede, han ville blive alvorligt syg; thi han var ofte ængstelig for sit
helbred. Han faldt snart i søvn ved et bål og sov godt; men ud på natten, da
alt var blevet stille i lejren, kom Toke hen og vækkede ham. Han græd og
sagde, at Orm var den eneste ven, han havde, og nu ville han synge en vise
for ham, som han netop var kommet til at tænke på; den handlede om to
bjørneunger, sagde han, og han havde lært den som lille af sin moder, og det
var den smukkeste vise, han kendte. Derpå satte han sig ved siden af Orm
og tørrede sine tårer og begyndte at synge. Der var det mærkelige ved Orm,
at det faldt svært for ham at være venlig, når han blev vækket af sin gode
søvn; men han sagde ingenting og vendte sig om på den anden side og
forsøgte at falde i søvn igen.
 Toke kunne ikke huske meget af sin vise og blev atter trist; han sagde,
han havde siddet alene hele aftenen, og at der ikke var kommet nogen for at
holde ham med selskab. Og det havde smertet ham allermest, at Orm ikke
havde set til ham i hans sorg; thi han havde altid betragtet Orm som sin ven
lige fra første øjeblik, men nu forstod han, at han var en slyngel og en
kæltring som alle andre skåninger; og når en hvalp som han opførte sig
dårligt, var en gang prygl det eneste rigtige.
Derpå rejste han sig op for at se sig om efter en kæp; Orm var lysvågen
nu og satte sig op. Da Toke så dette, langede han et spark ud efter ham, men
i det samme tog Orm et stykke brændende træ fra bålet og slyngede i
ansigtet på ham. Toke veg til side midt i sparket og faldt om på ryggen, men
han kom hurtigt op igen og var nu hvid i ansigtet og helt ude af sig selv.
Orm kom også hurtigt på benene. Det var klart måneskin; men det flimrede
rødt for øjnene af Orm, så rasende var han, da han fløj løs på Toke, der
forsøgte at drage sit sværd. Orm havde lagt sit fra sig og ikke nået at få fat i
det. Toke var en stor og stærk mand, bred over bringen og med vældige
hænder. Orm havde endnu ikke nået sin fulde styrke, men var allerede stærk
nok i sammenligning med de fleste. Han fik den ene arm omkring nakken
på Toke og greb om hans højre håndled med den anden, så han ikke kunne
få sværdet ud; men Toke fik et godt tag i hans klæder, rettede sig op med et
ryk og slyngede ham over sin skulder med benene i vejret. Men Orm slap
ikke helt sit greb, skønt han følte det, som om han var i færd med at blive
brækket midt over; han svingede rundt og satte det ene knæ mod Tokes ryg,
kastede sig bagud og fik ham over sig. Derpå ryggede han til med hele sin
styrke og væltede omkring, så Toke kom underst med ansigtet mod jorden.
Mange var vågnet nu; og Berse kom løbende med reb og sagde, at dette var,
hvad man kunne vente, når Toke havde fået så meget i livet. Han blev nu
bundet forsvarligt på hænder og fødder, skønt han strittede heftigt imod.
Der faldt snart ro over ham, og lidt efter råbte han til Orm, at han nu kunne
huske resten af visen; han begyndte at synge, men Berse hældte vand over
ham, og derpå faldt han i søvn.
Da han vågnede næste morgen, klagede han, fordi han var bundet, og
kunne ikke huske noget; han fik at vide, hvad der var sket, følte sig meget
angerfuld over for Orm og sagde, det var hans ulykke, at han altid skulle
gøre fortræd, når han havde drukket; thi øl gjorde ham i sandhed til en
anden mand, og vin måske lige så mgeet. Han ville vide, om Orm nærede
nag til ham for det, der var sket. Orm sagde, at han ikke bar nag, og at han
også for fremtiden gerne ville være med til et lille slagsmål, når Toke følte
sig oplagt; men en ting måtte han love, nemlig at lade være med at synge,
thi en gammel krage, der sang på taget af et udhus, eller en natteravn var
langt smukkere at høre på end hans natteviser. Toke lo ad dette og lovede, at
han skulle forsøge at bedre sig på det punkt; thi han var en godmodig mand,
når han ikke blev forandret af øl eller vin.
Alle syntes, at Orm havde klaret sig over forventning i denne sag, så ung
som han var; thi der plejede at blive grove mærker på de fleste, der faldt i
Tokes hænder, når han var kommet så vidt som til tårer. Og Orm steg
derved meget både i sit eget omdømme og i andres. Efter dette begyndte de
at kalde ham Røde Orm, ikke blot på grund af hans røde hår, men også fordi
det havde vist sig, han var en mand, der kunne sætte hårdt mod hårdt, og
som ikke burde tirres uden grund.
Efter nogle dages forløb kom der god vind, og skibene lagde ud. De
holdt sig langt fra kysten for at undgå farlige strømme og styrede vesterud
langs Ramiros rige og rundede næsset længst mod vest. De roede nu mod
syd langs en stejl og forreven kyst og derpå gennem en skærgård, som
mændene syntes lignede den hjemme i Blekinge, indtil de nåede en
flodmunding, som jøden holdt udkig efter. Dèr styrede de ind ved højvande,
roede op ad floden, indtil de blev standset af nogle vandfald. De gik i land
og holdt rådslagning, og Salaman måtte beskrive den vej, de havde tilbage.
Han sagde, at raske mænd på mindre end en dag kunne nå frem herfra og til
den mand, han ville hævne sig på, en af kong Ramiros markgrever ved navn
Ordono: den største røver og ugerningsmand, sagde han, langs hele de
kristnes grænse.
Krok og Berse spurgte ham nøje ud om fæstningen, om dens styrke og
beliggenhed, og hvor mange mænd, markgreven plejede at have hos sig.
Den lå i en så klippefyldt og øde egn, sagde Salaman, at kaliffens hær, der
hovedsagelig bestod af ryttere, aldrig havde vist sig i nærheden. Derfor var
den et godt tilholdssted for røvere og rummede store rigdomme. Den var
opført af egestammer og beskyttet af en jordvold med pæleværk, og
besætningen kunne højst være to hundrede mand. Eftersom den lå afsides,
troede Salaman ikke, at man holdt særlig godt vagt, og det meste af
besætningen var ofte borte på plyndringstogt mod syd.
Krok sagde, at besætningens styrke foruroligede ham mindre end volden
og pæleværket, hvilket kunne gøre det vanskeligt nok at komme ind i en
hast. Nogle af mændene sagde, at det velsagtens var meget ligetil at stikke
ild på pæleværket; men Berse mente, at hvis der gik ild i det altsammen,
ville man have ringe glæde af rigdommene. Til sidst besluttede man at stole
på lykken og bestemme sig for den bedste fremgangsmåde, når man var ved
målet. Fyrretyve mand skulle blive ved skibene, og de andre skulle drage af
sted, når aftenen begyndte at blive kølig. Man trak lod om, hvem der skulle
blive tilbage, thi alle ville helst være med, hvor der var rigdomme at vinde.
De efterså deres våben og sov i et egekrat i de hedeste timer; derpå
styrkede de sig med føde, og da mørket faldt på, drog flokken af sted. Der
var ialt et hundrede og seks og tredive mand. Krok gik forrest sammen med
jøden og Berse, og derpå fulgte mand efter mand; nogle havde brynjer,
andre lædertrøjer; de fleste havde sværd og spyd, men nogle havde økser,
og alle bar skjold og hjelm. Orm gik sammen med Toke, der sagde, at det
var godt at rette på benene, når man havde siddet så længe ved rorbænken.
De gik gennem en vildmark, hvor man ikke så en eneste menneskebolig;
thi disse grænseegne mellem de kristne og andalusierne havde længe ligget
øde hen. De fulgte flodens nordlige bred og vadede over mange bække;
mørket blev tæt, og de holdt rast og ventede på, at månen skulle stå op.
Derpå drejede de mod nord, op gennem et dalstrøg, og nu gik det rask
fremad over åben mark. Det viste sig, at Salaman var en god vejviser, thi de
nåede før daggry frem i nærheden af fæstningen. Derpå lå de stille i nogle
krat og hvilede sig en stund og spejdede forud for at se, hvad de kunne
skelne i det blege månelys. De blev modfaldne ved synet af palisaderne, thi
disse var af svære stammer og i mere end dobbelt mandshøjde; og porten
var overbygget og så meget massiv ud.
Krok sagde, at det måske ikke blev så let at stikke ild på sådan noget
tømmer, og at han helst ville tage fæstningen uden ild; men der var måske
ikke nogen anden udvej; man måtte bære nogle risknipper derhen, stable
dem op mod palisaden, stikke ild på dem og så håbe, at det hele ikke
brændte. Han spurgte Berse, om denne havde noget bedre at foreslå; men
Berse rev sig i hovedet, sukkede og sagde, at han ikke kunne finde på noget
bedre, skønt han ikke kunne lide at anvende ild. Salaman vidste heller ikke
bedre råd, men sagde, at han måtte være tilfreds med at se den troløse
brænde, skønt han havde håbet på en bedre hævn.
Toke kom nu krybende hen til Krok og Berse og spurgte, hvad man
ventede på; han var tørstig, og jo før man stormede fæstningen, desto
hurtigere kunne han få noget at drikke. Krok sagde, at den store
vanskelighed var, hvordan man skulle komme ind. Toke sagde, at hvis han
fik fem spyd, troede han nok, han kunne vise, han duede til andet end at ro
og drikke øl. De ville have at vide, hvad han havde i sinde at gøre; men han
sagde blot, at han ville bane vej for dem ind i fæstningen, hvis alt gik vel,
og at spydenes ejermænd måtte være parat til at sætte et nyt skaft på dem,
når de fik dem tilbage. Berse, der havde kendt ham længe, sagde, at man
skulle give ham spydene. Det skete, og Toke huggede skafterne af oven for
jernskoningen, så der blev nogle alenlange håndtag tilbage til bladene.
Derpå sagde han, at han var færdig; og han og Krok begyndte forsigtigt at
krybe frem mod volden, skjult af krat og stene, med nogle udvalgte mænd
efter sig. Man hørte et par haner gale inde i fæstningen, men ellers var
alting stille og roligt.
De krøb op på volden et stykke ved siden af porten. Toke rejste sig op
ved pæleværket, en god alen over jorden stak han et spydblad ind mellem to
pæle og trykkede til med al sin kraft for at få det til at sidde fast. Højere
oppe i den nærmeste revne anbragte han et andet blad; og da han til sidst
uden at gøre støj havde fået dem til at sidde fast, steg han forsigtigt op på
skaftestumperne og satte et blad fast højere oppe i næste revne. Men det var
umuligt for ham at få det tredje anbragt sikkert og uden støj, sådan som han
stod; og Krok, der nu så, hvad hans plan gik ud på, gjorde tegn til ham, at
han skulle komme ned, og sagde, at det ikke gik længere uden hammer, selv
om folk ville blive forstyrret i deres søvn. Derpå fik han de resterende
spydblade og indtog Tokes plads på de to trin, der allerede sad fast; han
drev det ene ind med et par slag af sin økse og anbragte derefter på samme
måde det fjerde og femte højere oppe i en skrå linje. Han steg op på dem,
efterhånden som de blev sat fast, og nåede således at komme op til
pæleværkets øverste kant.
I samme øjeblik skreg og larmede man inde i fæstningen og blæste
heftigt på lure; men andre mænd fulgte efter på Tokes trappe, så hurtigt de
kunne klatre og kom over efter Krok. Langs pæleværkets inderside løb en
træbro til bueskytter; Krok og de, der fulgte ham, nåede ned på den og
fældede nogle søvndrukne mænd, der kom løbende med spyd og buen Der
blev nu sigtet på dem med pile fra jorden, og et par mænd blev ramt; men
Krok og de andre løb langs træbroen hen til porten og sprang ned for hurtigt
at få den åbnet, så hele flokken kunne komme ind. Der opstod en heftig
strid ved porten, for mange af forsvarerne var allerede nået derhen, og der
kom flere løbende hvert øjeblik. En af de tyve mænd, der havde fulgt Krok,
var blevet hængende på palisaden med en pil i øjet, og tre andre var faldet
for en pil, da de løb langs træbroen; men de, der nåede ned på jorden,
sluttede sig tæt sammen, istemte et hærråb og trængte med spyd og sværd
ind i portgangen, hvor der var mørkt, og trængselen blev stor, thi de havde
fjender både foran og bagved.
De fik svar på deres hærråb udefra, thi mændene derude var løbet frem
mod volden, da de så, forsøget lykkedes; mange begyndte at hugge løs på
porten med økser, mens andre klatrede op på Tokes trappe og kom lige i
rette øjeblik til at hjælpe dem, der var i portgangen, hvor kampen var uvis
med venner og fjender blandet mellem hinanden. Krok fældede flere mænd
med sin økse, men blev selv ramt i nakken af en stridskølle, ført af en stor
mand, der havde et sort, flettet skæg og så ud til at være høvding. Hjelmen
tog af for slaget, men Krok vaklede og faldt på knæ. I en trængsel af skjolde
og mænd — spyd kunne ikke længere bruges, og fødderne gled i blod –
lykkedes det til sidst Toke og Orm og et par andre at komme frem til porten
og få bommene skudt fra, og de fjender i portgangen, der ikke slap væk,
blev straks hugget ned.
Nu blev de kristne grebne af stor skræk, og de flygtede med døden efter
sig. Salaman, der var blandt de første, som kom ind gennem porten, løb
frem som en besat, snublede over de faldne og fandt et sværd på jorden og
svang det over sit hoved og skreg højlydt, at alle skulle skynde sig hen til
borgen; og Krok, der endnu var fortumlet af slaget og ikke kunne stå på
benene, råbte det samme dèr, hvor han lå inden for portgangen. Mange af
mændene løb ind i de hytter, der lå bag volden, for at slukke deres tørst eller
lede efter kvinder; men de fleste fulgte efter de flygtende hen til det store
borghus, der lå i midten, og hvis port var fuld af flygtende. Forfølgerne kom
ind sammen med disse, inden den kunne lukkes, og der blev atter kæmpet
inde i huset, eftersom de flygtende var nødt til at sætte sig til modværge.
Den store mand med det flettede skæg kæmpede tappert og fældede to
mænd, der kom imod ham; men han blev trængt ind i et hjørne, fik nogle
hug og faldt omkuld med svære sår. Salaman, der nåede frem i det øjeblik,
han faldt, kastede sig over ham og greb ham i skægget og spyttede på ham
og råbte ivrigt; men den anden så ikke ud til at forstå noget, han rystede sig
blot og plirede med øjnene og døde.
Salaman brød ud i klageråb, fordi han var gået glip af den fulde hævn og
ikke selv havde fået lov til at lægge hånd på sin fjende; og de kristne, der
var tilbage, hørte op med at forsvare sig, da deres anfører var faldet. Nogle
af dem blev skånet, eftersom de kunne være til nytte, og sejrherrerne tog
rigeligt for sig af mad og drikke, både øl og vin. Derpå gennemsøgte man
fæstningen efter bytte; og der opstod stridigheder om de kvinder, der blev
fundet skjult i krogene, thi mændene havde nu i lang tid været uden kvinder.
Hele byttet blev båret sammen – mønter, smykker, våben, klæder, tæpper,
pansere, husgeråd, seletøj, sølvfade og andet; og da det hele var samlet,
viste det sig at være mere, end nogen havde tænkt sig; thi her, sagde
Salaman, fandtes mange års rov fra andalusierne. Krok, der nu atter kunne
stå på benene og havde fået en klud, vædet i vin, viklet om hovedet,
glædede sig ved synet, men var bange for, at det ville blive vanskeligt at
have det hele om bord i skibene; men Berse troede, at alt kunne tages med.
– Thi ingen, sagde han, klager over en tung last, når det er bytte, han har
om bord.
De festede den dag, yderst tilfreds med det, de havde vundet, og sov så;
om natten brød de op og vendte tilbage til skibene. Alle fangerne slæbte pa
en stor byrde, og mændene selv havde også meget at bære. Man havde
fundet nogle andalusiske fanger i fæstningens kælder; de græd af lykke,
fordi de var blevet befriet, men så elendige ud og var ikke i stand til at bære
meget. De fik deres frihed og fulgte med på tilbagevejen for sammen med
Salaman at fortsætte mod syd til deres egen hjemstavn. Man havde taget
nogle æsler, og Krok blev sat op på et af dem og red i spidsen for toget;
hans ben nåede jorden. De andre blev trukket af sted bag efter ham,
belæsset med mad og vin; deres byrde blev hurtigt mindre, thi mændene
ville ofte holde hvil og forfriske sig.
Berse forsøgte at skynde på dem for at komme hurtigt til skibene. Han
var ængstelig for, at de skulle blive forfulgt, thi nogle af folkene i
fæstningen var undsluppet; de kunne være kommet langt bort og have
tilkaldt hjælp; men de fleste mænd var glade og halvfulde og brød sig ikke
stort om, hvad han sagde. Orm bar på en pakke silke, et bronzespejl og en
stor glasskål, som han havde meget besvær med. Toke havde et stort
træskrin med smukke beslag over skulderen, fyldt med mange ting, og førte
en pige med sig, der var faldet i hans smag, og som han ville beholde så
længe som muligt. Han lo meget og sagde til Orm, at han håbede, pigen var
markgrevens datter, men derpå blev han sørgmodig ved tanken om, at der
måske ikke var plads til hende på skibet. Hans gang var usikker på grund af
alt det, han havde drukket, men pigen, der allerede så ud til at være
ængstelig for ham, støttede ham, når han snublede. Hun var velskabt og
meget ung; og Orm sagde, at han sjældent havde set så smuk en pige, og at
det kunne være ønskeligt at have så god en kvindelykke som Toke. Men
Toke svarede, at hvor gode venner de end var, kunne han ikke dele hende
med Orm, eftersom han syntes alt for godt om hende og ville beholde hende
for sig selv, hvis det lod sig gøre.
De kom atter til skibene, og der blev stor glæde blandt dem, der var
blevet tilbage, da de så det rige bytte; thi det skulle deles blandt dem alle.
Salaman fik megen tak og rige gaver og drog derpå videre med de befriede
fanger; han var ivrig efter at komme væk fra de kristnes grænser i en fart.
Toke, som drak hele tiden, begyndte at græde, da han hørte, at Salaman var
draget bort, og sagde, at nu var der ingen, der kunne hjælpe ham med at tale
med pigen; han drog sit sværd og ville løbe efter ham. Det lykkedes Orm og
de andre at få ham beroliget uden voldsomheder; og han faldt i søvn hos
pigen, efter at han havde bundet hende fast til sig, så hun ikke kunne løbe
bort eller blive stjålet, mens han sov.
Næste morgen begyndte man at dele byttet, og det var ikke nogen let sag.
De skulle allesammen have lige meget; men Krok og Berse og rormændene
og nogle stykker til skulle have tre gange så meget som de andre; og skønt
de forstandigste blev sat til at dele alt retfærdigt, var det vanskeligt at gøre
alle tilpas. Berse sagde, at eftersom det for en stor del var Tokes fortjeneste,
at fæstningen var blevet erobret, burde han også have en tredobbelt part; og
alle fandt, at det var retfærdigt. Men Toke sagde selv, at han ville være
tilfreds med én part, hvis han i stedet måtte have lov til at tage sin pige med
om bord og have hende i fred.
– Thi jeg vil gerne have hende med hjem, sagde han, skønt jeg ikke er
sikker på, hun er grevedatter. Jeg befinder mig allerede så godt i hendes
selskab, og det bliver endnu bedre, når vi kan forstå hinanden, og hun har
lært at tale vort sprog.
Berse sagde, at det sidste måske ikke blev så fordelagtigt, som Toke
troede, og derpå sagde Krok, at skibene ville blive så tyngede af det store
bytte, skønt de elleve mand, der var faldet, kunne regnes fra, at han næppe
mente, pigen kunne få plads om bord; man måtte måske oven i købet
efterlade en del af det mindst værdifulde bytte.
Så rejste Toke sig, løftede pigen op på sin skulder og bad alle se nøje
efter, hvor smuk og velskabt hun var.
– Det synes mig, at hun kan vække attrå hos de fleste, sagde han. Og
hvis der findes nogen her, der begærer hende tilstrækkeligt meget, vil jeg
slås med ham nu, straks, med sværd eller økse – hvad han selv synes, der er
bedst. Den, der vinder, beholder pigen; og den, der bliver dræbt, letter da
mere på skibet, end hun tynger; og på den måde kan jeg alligevel få hende
med mig hjem.
Pigen holdt fast med den ene hånd i Tokes kindskæg og blev rød og
sprællede med benene og satte den anden hånd for øjnene, men tog den bort
igen og syntes at være glad over at blive så beskuet; og alle mente, at Tokes
forslag var snedigt udtænkt. Men ingen ville slås med ham trods pigens
skønhed, thi han var afholdt af alle og desuden frygtet for sin styrke og sin
behændighed med våben i hånd.
Da hele rovet var blevet delt og stuvet om bord, blev det bestemt, at
Toke skulle have lov til at tage sin pige med på Kroks skib, skønt det var
tungt lastet; thi han kunne være en sådan løn værd, efter det han havde
udrettet ved fæstningen. Der blev nu holdt rådslagning om hjemfærden;
man besluttede at gå op langs kysterne, hvis det blev nødvendigt for vejrets
skyld, men man skulle helst forsøge at komme op til Irland for at drage
hjem nord om de skotske øer; thi med så rig en last ville det være alt for
risikabelt at sejle hjem gennem trange farvande, hvor man kunne vente at
møde nogen.
Så spiste de og drak, hvad de kunne, thi nu var der rigeligt med mad og
drikkevarer, og noget af føden måtte lades tilbage; og alle var fulde af
skæmt og glæde og fortalte hinanden, hvad de ville skaffe sig for deres
rigdomme efter hjemkomsten. Derpå lagde de ud og roede ned ad floden.
Krok var nu kommet nogenlunde til kræfter; men høvedsmanden på et af de
andre skibe var faldet ved fæstningen, og Berse tog befalingen på hans skib.
Toke og Orm sad ved deres åre på Kroks skib som før og havde det let ned
ad strømmen. Toke holdt øje med pigen, der for det meste sad ved hans
knæ, og passede på, at ingen kom hende nær.
 Femte kapitel

HVORDAN KROKS LYKKE

SKIFTEDE TO GANGE, OG
HVORDAN ORM BLEV
KEJTHÅNDET
De kom ned til flodens munding ved udgående tidevand og ofrede en bælg
vin og en kedel kød for en lykkelig hjemfærd; derpå satte de sejl og tog
årerne ind og stod for en svag vind ud langs den vidtstrakte vig. De tungt
lastede skibe lå dybt i vandet og kom kun langsomt frem; og Krok sagde, at
det sikkert ville kræve en roning, der kunne mærkes i armene, inden de så
de hjemlige kyster igen. Dette, erklærede Orm på sine gamle dage, var det
værste ulykkesord, han havde hørt nogen sige; thi dermed blev Kroks lykke
brudt, der hidtil havde været den bedste på hele denne færd; som om en gud
havde lyttet og straks ville gøre hans spådom til sandhed.
Syv skibe kom omkring den sydlige odde og holdt nord på, men drejede
ind i vigen, da de så Kroks skibe og kom hurtigt nærmere med raske åretag.
Det var skibe af en helt anden slags end dem, Kroks mænd hidtil havde set:
de var lange, lave og lå let på vandet. De var fulde af våbenklædte mænd
med sorte skæg og med tøj og dingeldangel omkring hjelmene; og
mændene ved årerne, to ved hver, var nøgne, og deres sortbrune hud
glinsede. De roede af sted med hæse skrig og en skarp lyd fra deres små
trommer.
Kroks skibe lagde sig straks ved siden af hinanden og holdt, så tæt de
kunne, ind til den ene strandbred for ikke at blive helt omringet. Men Krok
ville ikke tage sejlene ned; thi hvis vinden voksede i styrke, sagde han,
kunne den blive dem til hjælp. Toke fik travlt med at få sin kvinde stoppet
ind blandt byttet, der var pakket sammen i store baller, og dækket så godt
til, at hun var i sikkerhed for pile og spyd. Orm hjalp ham, derpå stillede de
sig ved rælingen sammen med de andre. Orm var nu godt bevæbnet; han
havde forsynet sig med ringskjorte og skjold og en god hjelm i fæstningen.
En mand ved siden af dem spurgte, om disse fremmede var kristne, der kom
for at hævne sig; men Orm anså det for mere troligt, at det var kaliffens
folk, eftersom han ikke kunne se noget kors på deres skjolde og standarter.
Toke sagde, at han var glad ved at begynde striden uden tørst, thi den så ud
til at blive hed.
– Og de, der overlever den, sagde han, får noget at fortælle, thi disse
mænd ser ivrige ud og er mange imod os.
De fremmede var nu ganske tæt ved og affyrede en sværm af pile; de
roede behændigt og nåede omkring skibene og angreb dem fra alle sider,
hvor de kunne komme til. Det skib, Berse førte, gik nærmest strandbredden,
og de kunne ikke slippe bag om det; men Kroks eget skib lå længst til højre,
og dèr opstod straks en heftig strid. To af de fremmede skibe lagde sig fast
med kættinger og jernkløer, og mændene løb hylende fra det yderste skib til
det nærmeste og begyndte alle at entre. De stormede løs i overtal og med
stort raseri og var hurtige i vendingen med deres våben; og Kroks eget skib
blev tynget meget ned og lå langt efter de to andre. Et tredje fjendtligt skib
stak frem på dets inderside og hagede sig også fast; og kampen var nu
sådan, at Berses skib og det tredje drev dem ud af vigen med fire fjendtlige
skibe omkring sig, der gav dem nok at gøre, mens Kroks blev liggende og
kæmpede alene mod tre. Vinden tog til i styrke, og Berses to skibe kom
længere og længere ud, under megen krigslarm og med brede blodstriber
efter sig i vandet.
Mændene hos Krok fik ringe tid til at tænke på Berses skibe og se,
hvorledes det gik dem, thi enhver havde nok at gøre med de fjender, han
kæmpede imod. Der kom så mange krigere på én gang ind over den ene
ræling, at skibet krængede og var lige ved at synke; og skønt mange blev
hugget ned og faldt i vandet eller tumlede ned i deres eget skib, var der dog
nok tilbage, og flere fulgte efter fra begge skibe. Krok kæmpede tappert, og
de, han ramte, havde ikke mere at sige; men han indså snart, at fjendens
overmagt var for stor. Så kastede han sit skjold og løb langs rælingen, svang
sin økse med begge hænder og huggede de to kættinger over, der bandt
skibene til hinanden; men en falden fjende greb fat i hans ene ben, og i det
samme fik han et spyd mellem skulderbladene og faldt næsegrus ned i det
fjendtlige skib, hvor mange kastede sig over ham, og han blev fanget og
bundet.
 Nu faldt mange af Kroks mænd, efter at de havde værget sig, så længe de
kunne; og til sidst var hele skibet ryddet med undtagelse af nogle få, der var
blevet trængt ud i forskibet; Toke og Orm var blandt dem. Toke havde fået
en pil i låret, men kunne endnu stå på benene; Orm havde fået et hug over
panden og kunne dårligt se på grund af blodet, der løb ned i hans øjne. De
var begge meget trætte. Tokes sværd brast mod en skjoldbukkel; han fløj
tilbage og stødte mod et anker øl, der var blevet erobret i fæstningen og
anbragt i forstavnen. Han kastede sværdstumpen og greb ankeret med begge
hænder og løftede det over sit hoved.
– Det kan endnu blive til nogen nytte, sagde han og kastede det mod de
nærmeste fjender, så et par af dem blev knust, og mange faldt over ende.
Han råbte nu til Orm og de andre, at der ikke var mere at gøre, og
derefter sprang han på hovedet i vandet for at svømme i land. Orm og så
mange af de andre, der kunne slippe løs fra fjenden, sprang bagefter ham.
De fik spyd og pile over sig, og et par stykker blev ramt; Orm dykkede og
kom op igen og svømmede, så godt han kunne. Han sagde på sine gamle
dage om dette, at få ting er vanskeligere end at svømme i ringskjorte, når
man er meget træt, og skjorten er snæver. Både Toke og Orm var til sidst
helt kraftesløse og lige ved at synke, og de kunne intet gøre, men blev
trukket op og bundet.
Nu havde de fremmede sejret og roede ind til land for at undersøge det,
de havde erobret, og begrave deres døde. De ryddede op på det vundne skib
og kastede de faldne over bord og begyndte at rode i lasten; fangerne blev
ført i land og måtte sætte sig på bredden med bundne arme og
velbevogtede. Der var ni i alt, og de havde alle sår. De ventede at blive
dræbt og sad tavse og så ud mod havet; der var intet at se af Berses skibe
eller af de fjender, der var forsvundet med dem.
Toke sukkede og begyndte at mumle for sig selv, derpå sagde han:

Tørstende lod jeg

godt øl ødes;
men snart skal jeg drikke
valfaders mjød.

Orm lå på ryggen og så op mod himlen. Han sagde:

 Hjemme i gården,
som så mig fødes,
sad jeg hellere
ved sur mælk og brød.

Krok var den mest bedrøvede, thi han havde under hele færden følt sig som.
en lykkens mand og helt og havde nu oplevet at se sit held brudt i en hast;
han så de faldne blive kastet over bord fra skibet og sagde:

Havenes pløjeres
dagsværks møjes
løn blev ufærd
og ond og brat død.

Toke sagde, at dette var mere, end han havde troet; at der fandtes tre skjalde
blandt dem.
– Og selv om så er, sagde han til Orm og Krok, at I to ikke har så stor
færdighed som jeg til at sætte vers sammen, er der dog den trøst også for
jer, at skjaldene drikker af de største horn ved gudernes gæstebud.
Nu hørte man skrig, og der blev en heftig larm og råben på skibene, thi
de fremmede havde fundet pigen i hendes gemmested. De kom i land med
hende, og der så ud til at opstå tvist om, hvem hun skulle tilhøre, thi flere
mænd revedes om hende, mens de skræppede heftigt, og de sorte skæg
vippede. Toke sagde:
– Nu slås kragerne om hønen, mens høgen sidder med brækket vinge.
Pigen blev ført hen til de fremmedes høvding; det var en fedladen mand
med gråsprængt skæg og guldringe i ørene; han havde en rød kappe og en
sølvhammer i hånden med et langt, hvidt skaft. Han betragtede hende og
strøg sit skæg; derpå talte han til hende, og man kunne mærke, at de forstod
hinanden. Pigen havde en hel del at sige, og flere gange pegede hun hen
mod fangerne; men ved et par af hans spørgsmål – da han også pegede på
dem – slog hun ud med hænderne og rystede på hovedet. De fremmedes
høvding nikkede; derpå gav han hende en befaling, men det så ud til, at hun
nødigt ville adlyde, thi hun strakte armene mod himlen og råbte, men da
han atter talte til hende med streng røst, blev hun føjelig, klædte sig af og
stod nøgen foran ham. Alle hans mænd sukkede og rev sig i skægget og
mumlede henrykt, thi hun var meget skøn fra isse til fodsål. Høvdingen
sagde, at hun skulle dreje sig rundt, og undersøgte hende nøje; han
fingererede på hendes hår, der var langt og brunt og følte på hendes hud;
derpå rejste han sig og trykkede en signetring, som han bar på sin ene
langfinger, mod hendes mave og bryst og læber; og idet han sagde noget til
sine mænd, tog han sin røde kappe af og hængte den omkring hende. Ved
hans ord lagde alle hans mænd hånden mod panden og mumlede ærbødigt
og bøjede sig. Pigen klædte sig atter på, men beholdt den røde kappe; man
rakte hende mad og drikke, og alle syntes at betragte hende med ærefrygt.
Fangerne sad og så på dette i tavshed; og da det kom så vidt, at pigen fik
kappen om sig, og man bød hende mad og drikke, sagde Orm, at hun syntes
at have den bedste lykke af alle dem, der havde været på Kroks skib. Toke
gav ham ret i dette og sagde, at det var hårdt for ham, at han først så hende i
hele hendes skønhed, nu da hun allerede var i en andens vold; thi tiden
havde været kort for ham, og meget havde hastet; og nu, sagde han, kunne
han græde ved tanken om, at han aldrig fik lov til at kløve hovedskallen på
den tykmavede gråskæg, der havde fingereret ved hende.
– Men det er mit håb, tilføjede han, at den gamle vil få ringe glæde af
hende; thi jeg fandt fra første stund, at hun var god og forstandig, skønt vi
ikke kunne tale med hinanden, og derfor skal hun vel snart vide at rende en
kniv i skroget på en sådan gammel buk.
Krok havde siddet tavs og tynget af sin skæbne, vendt mod havet og
uden at bryde sig om det, der skete i land; nu udstødte han et råb, og
samtidig begyndte de fremmede at larme ivrigt, thi fire skibe viste sig ude i
vigen og roede indad; det var de skibe, der havde været i strid med Berses.
De roede langsomt, og man kunne snart se, at et af dem lå dybt i vandet og
var beskadiget: den ene ræling var trykket ind midtskibs, og mange årer var
brækkede.
Skønt fangerne var sørgmodige på grund af deres ulykke, matte af deres
sår og meget plagede af tørst, brast de alligevel i latter allesammen ved
dette syn. Thi de forstod straks, at det var lykkedes et af Berses skibe at
ramme det, da vindstyrken var taget til ude på det åbne hav, og at fjenderne
havde måttet opgive at kæmpe længere, da de kun havde tre gode skibe
igen, og var roet tilbage med det beskadigede. Nogle begyndte at håbe på,
at Berse skulle komme tilbage og redde dem, men Krok sagde:
– Han har mistet mange mænd, thi han havde fjender om bord og
hænderne fulde, sidst jeg så ham. Og det er let for ham at vide, at få af os
kan være i live nu, eftersom han ikke har set vort skib komme ud af vigen.
Derfor vil han hellere forsøge at nå hjem med det, han har, enten med begge
skibene eller kun med ét, hvis hans mandskab ikke slår til for dem begge.
Og selv om han også kun når hjem med ét, vil der blive fortalt om Kroks
hærfærd, og den vil blive husket længe på Lister. Men nu vil de sikkert
dræbe os af harme over, at to af vore skibe er undsluppet.
Med hensyn til det sidste havde Krok alligevel ikke spået rigtigt, thi de
fik omsider vand og føde, og en mand kom og undersøgte deres sår. Så
forstod de, at de skulle være slaver; nogle syntes, det var bedre at dø,
medens andre var i tvivl om, hvad der var værst. De fremmedes høvding lod
nogle rorslaver komme i land og tale til dem; de så ud til at være af mange
forskellige folkeslag og forsøgte med mange slags tungemål; men ingen
talte et sprog, fangerne kunne forstå. De fremmede blev dèr på stedet et par
dage og istandsatte atter det beskadigede skib.
Mange roere var blevet dræbt på dette skib, da det blev ramt af Berses,
og fangerne blev sat i deres sted. De var vant til at ro, og det forekom dem
til at begynde med, at arbejdet ikke var alt for vanskeligt, thi hver åre blev
her passet af to roere. Men de måtte ro næsten nøgne, hvilket i begyndelsen
forekom dem som en stor skam, og de havde alle det ene ben bundet til en
kæde. Sammenlignet med de andre var de i begyndelsen meget hvide i
huden; deres ryg blev flået af solen, og de betragtede hver dag solopgangen
som en fornyet plage. Men efter nogen tids forløb blev de hærdede og
glemte at tælle dagene og tænkte ikke på andet end at ro og sove og føle
sult og tørst og få noget at drikke og blive mætte og ro igen. Til sidst kom
det så vidt, at de, når de blev udmattede af hårdere møje end sædvanlig,
kunne falde i søvn ved åren og alligevel ro som de andre uden at komme ud
af takt og uden at blive vækket af opsynsmandens pisk. De var blevet
fuldendte rorslaver.
De roede i hede og heftig regn, og undertiden i en vidunderlig kølighed,
men aldrig i kulde. De var kaliffens slaver, men de vidste kun lidt om,
hvorhen de roede, eller hvad deres møje tjente til. De kom langs stejle
kyster og rige lavlande og sled voldsomt op ad brede floder med stærk
strøm; de så mænd på strandbredden, der var brune og sorte, og stundom -
på afstand — kvinder, der bar slør; de stod ind gennem Njörvasund og kom
så langt, kaliffens magt nåede, og så rige øer og skønne byer, der alle var
navnløse for dem. De lagde til i store havne og blev holdt indelukket i
slavehuse, indtil det atter blev på tide at ro ud igen; de roede hårdt efter
fremmede skibe, indtil deres hjerter var i færd med at sprænges, og lå
stønnende og næsegrus på dækket, mens skibene blev entrede, men de
havde ikke kræfter til at iagttage det.
De følte ingen sorg og intet håb og påkaldte ingen guder; det var dem
nok at passe åren og tage sig i agt for den mand med pisken, der overvågede
deres roning. Ham hadede de med et stort had, når han tirrede dem med
pisken; men endnu mere, når han under en hård roning gik omkring med
store brødstykker, dyppet i sur vin, som han stoppede i munden på dem; for
så vidste de, at de skulle ro uden rast, så længe de kunne. De forstod ikke
det, han sagde; men de lærte snart på lyden af hans stemme, hvor mange
slag han ville uddele til den forsømmelige; og deres eneste fryd var at
forestille sig en voldsom død for ham, med overskåren strube eller med en
ryg, der blev pisket, indtil hans knogler var vædet i blod.
Orm sagde på sine gamle dage om denne tid, at den var lang at leve, men
kort at fortælle om; thi den ene dag var som den anden, så det på en måde
var, som om tiden havde stået stille. Men han havde en del tegn, der viste
ham, at tiden gik; det ene var hans skæg: Han var den eneste, som var
blevet sat til åren som en skægløs yngling; men hans skæg begyndte snart at
vokse og blev endnu rødere end hans hår, og til sidst var det så langt, at det
fejede hen over åren, når han sad bøjet over den. Derefter blev det ikke
længere, thi det holdt den samme længde på grund af årens bevægelser, og
han plejede at sige, at det absolut var den dårligste måde at pleje sit skæg
på.
Det andet tegn var hans voksende styrke. Han var stærk, da han blev sat
til åren og vant til at ro fra Kroks skib; men slavers møje var hårdere end
frie mænds, og under en lang roning, der tog hårdt på kræfterne, kunne han
til at begynde med føle sig svimmel og mat. Han så mænd sprænge deres
hjerte og få blodig fråde i skægget og falde baglæns ned af bænken med
krampetrækninger i kroppen og dø og blive kastet over bord; men han
vidste, at der kun var to ting at vælge imellem: at ro så længe de andre
roede, selv om han skulle ro sig til døde eller at få opsynsmandens pisk over
nakken. Han plejede at sige, at han stadig valgte det første, skønt det ikke
var meget at stræbe efter; thi engang lige i begyndelsen havde han smagt
pisken, og derefter vidste han, at hvis det skete en gang til, ville han blive
grebet af et raserianfald, og så var døden ham sikker.
Derfor roede han, så godt han kunne, selv når han blev grebet af
svimmelhed, og det sved i arme og ryg; men efter nogen tids forløb
mærkede han ikke meget til træthed. Hans styrke voksede mere og mere, og
han måtte passe på for ikke at tage for hårdt fat og knække åren, der nu
føltes som en pind i hans hænder; thi en knækket åre betød en streng
revselse med pisken. I hele den tid, han var kaliffens rorslave, betjente han
en bagbords åre; og deraf opstod den mærkværdighed, at han brugte højre
hånd, da han blev sat til åren, men var kejthåndet, da han blev taget derfra. I
resten af sin, livstid førte han både ske og sværd med venstre hånd, mens
han stadig kastede spydet med højre hånd. Den styrke, han vandt her, og
som var større end andre mænds, holdt sig siden godt, og det meste af den
havde han endnu i sin høje alderdom.
Men der var også et tredje tegn, foruden hans voksende skæg og styrke,
der fik ham til at mærke, hvordan tiden gik under sliddet ved åren; det var,
at han så småt begyndte at forstå noget af de fremmedes sprog, først et og
andet ord, siden mere og mere. Nogle slaver var fra fjerne lande i syd og øst
og talte et sprog, der lignede hundebjæffen, og som ingen forstod undtagen
de selv; andre var fanger fra de kristne lande i nord og talte et sprog for sig;
men andre var andalusiere, der var blevet sat til åren som røvere og
oprørsmænd, eller fordi de havde opirret kaliffen med den nye lære om
deres gud og deres profet; og de talte arabisk som deres herrer. Også
opsynsmanden med pisken talte det sprog; og eftersom det altid var nyttigt
for roerne at prøve på at forstå, hvad denne mand ønskede, blev han en god
sproglærer for Orm, uden at han anstrengte sig for det.
Det var et besværligt sprog at forstå og langt vanskeligere at udtale,
lydene sad langt nede i halsen og mindede mest af alt om ravne, der
skræpper, og frøer, som kvækker; og Orm og hans kammerater syntes, det
var besynderligt, at disse fremmede ville have ulejlighed med at krænge så
vanskelige lyde frem i stedet for at tale på en menneskelig måde, som
nordboerne gjorde. Men Orm viste sig mere lærenem med hensyn til dette
sprog end nogen af de andre; måske fordi han var den yngste, men grunden
kunne også være den, at han altid havde haft let ved at lære de svære ord,
der findes i gamle skjaldedigte, selv når han ikke forstod meningen.
Derfor var Orm den første, der begyndte at forstå det, der blev sagt om
dem, og han var den eneste, der kunne svare med et enkelt ord. Han blev
således ordfører og tolk for sine medbrødre, og befalingerne blev rettet til
ham; og han måtte opklare mange ting for de andre ved, så godt han kunne,
at stille spørgsmål til de roere, der talte arabisk og vidste besked. Skønt han
var den yngste blandt nordboerne og slave som de andre, blev han på denne
måde en slags høvding, thi hverken Krok eller Toke kunne lære noget af det
fremmede sprog; og efter den tid sagde Orm altid, at næst efter en god
lykke, styrke og behændighed med våben i hånd var intet mere nyttigt for
en mand blandt fremmede end lærenemhed.
Skibet var bemandet med halvtreds krigsfolk, og der var i alt to og
halvfjerds roere ved atten par årer. Der blev mumlet meget fra bænk til
bænk om muligheden for at befri sig for lænkerne og overmande krigerne
og genvinde friheden; men fodjernene var stærke og blev nøje
kontrollerede, og når skibet lå for anker, var der altid sat vagtposter ud; og
selv når man kæmpede med fjendtlige skibe, var der altid en afdeling
krigere, der skulle holde øje med slaverne og dræbe enhver, der blev urolig.
Når de blev ført i land i en af kaliffens store krigshavne og spærret inde i
slavehusene, til skibene atter skulle løbe ud, var de under streng opsigt og
måtte aldrig være i samlet flok; og på grund af alt dette syntes de alle, at de
kun havde een ting at vente: de skulle ro, så længe livet varede, eller til et
fjendtligt skib kunne overvinde deres og så måske befriede dem. Men
kaliffens skibe var mange og havde altid overtaget, så de kunne heller ikke
regne meget med denne mulighed. De, der var genstridige eller skældte ud,
blev pisket til døde eller kastet levende over bord; men stundom, når det
gjaldt stærke roere, blev de kastrerede og måtte blive ved med at ro; og
skønt slaverne aldrig fik adgang til kvinder, betragtede de denne straf som
den værste af alle.
Endnu da Orm på sine gamle dage fortalte om sin tid som rorslave,
huskede han den plads, alle hans landsmænd havde haft på skibet og også
de fleste andres; han kunne, når han fortalte, gå fra åre til åre og sige, hvad
slags mænd der sad dér, og hvem der døde, og hvordan andre kom i deres
sted, og hvem der blev pisket mest. Han sagde, at det ikke var vanskeligt for
ham at huske alt dette; thi i sine drømme var han ofte på dette skib og så
spændte rygge foran sig, mærket af pisken, og hørte mændene stønne under
den strenge roning – og han hørte også bestandig opsynsmanden, der
nærmede sig bag ham. Der skulle være godt tømmer i hans seng, for at den
ikke skulle gå itu, når han stemte fødderne imod for at betjene åren i sin
drøm; og han sagde, at ingen lykke kunne være større end at vågne og
opdage, at det kun var en drøm.
Krok havde sin plads tre pladser foran Orm, ved bagbordssiden ligesom
han, men han var nu helt forvandlet. Det var tydeligt at se for Orm og de
andre, at skæbnen som rorslave var endnu hårdere for ham end for nogen af
dem, eftersom han var en mand, der var vant til at befale, og som længe
havde stolet på sin lykke. Og han var tavs og svarede sjældent, når de
landsmænd, der sad ham nærmest, talte til ham; og skønt han med sin store
styrke havde let ved at passe åren, roede han halvt som i søvne og syntes
stadig optaget af at tænke på noget andet. Stundom blev han langsom, og
hans åre kom ud af takt; så fik han nogle skarpe snert af opsynsmandens
pisk. Ingen hørte nogen klage fra ham, han mumlede ikke engang en eller
anden forbandelse: han tog hårdt fat i åren og kom atter i takt; men hans
blik fulgte tankefuldt opsynsmanden, når han gik videre, nøjagtig som et
menneske, der iagttager en nærgående gedehams, som han ikke kan få fat i.
Kroks kammerat ved åren var en mand ved navn Gunne; han klagede
over, at han fik mange piskesnert for Kroks skyld; men han fik kun korte
svar fra Krok på sine klagen. Men engang, da opsynsmanden havde slået
dem begge hårdt, og Gunnes jammer og vrede var heftigere end sædvanlig,
så Krok på ham, som om han først nu lagde mærke til ham, og sagde:
– Hav tålmodighed, Gunne, thi du skal ikke længe lide fortræd for min
skyld. Jeg er høvding og ikke skabt til dette; men jeg har endnu en sag at
klare, hvis min lykke slår til.
Derpå sagde han ikke mere, hvilken sag det var, han havde i sinde at
ordne, kunne Gunne ikke få ud af ham.
Nærmest foran Orm sad to mænd ved navn Halle og Ögmund; de talte
meget om de gode dage, de havde haft, om mad og øl og piger i deres
hjemegn og udtænkte mange dødsmåder for opsynsmanden; men de kunne
aldrig finde en metode, hvorved de kunne komme ham til livs. Orm selv sad
sammen med en sortbrun fremmed, der havde fået tungen skåret over på
grund af en eller anden ugerning; han var flink ved åren og blev sjældent
ramt af pisken, men Orm ville hellere have haft en landsmand ved siden af
sig eller i det mindste et menneske, der kunne tale. Det værste var, at den
tungeløse, der ikke kunne tale, hostede desto mere - en hoste, der var værre
end enhver anden hoste, Orm havde hørt; han blev grå i ansigtet og
snappede efter vejret som en fisk, der hales op af vandet, og så så elendig
ud, at man ikke kunne vente, han ville leve længe. Dette gjorde Orm
ængstelig for sit eget helbred. Thi ganske vist syntes livet ham som rorslave
ikke meget værd; men han ville ikke dø af hoste, så meget vidste han, så
snart han havde hørt den tungeløse. Han blev trist ved disse tanker og
ønskede, at han havde haft Toke nærmere.
Toke sad flere årer bag ved Orm, og de havde kun sjældent lejlighed til
at tale sammen, når de blev ført i land eller tilbage til skibet; thi i slavehuset
sad de alle lænkede fire og fire i små kamre efter deres plads ved åren. Toke
havde bevaret sit gamle humør og kunne stadig finde noget at le ad; han var
ofte uvenner med sin kammerat på bænken, en mand ved navn Tume, som
efter Tokes mening gjorde mindre end sin pligt ved åren og mere end sin
skyldighed ved maden; han digtede smædevers stundom om Tume,
stundom om opsynsmanden og sang dem som rorviser, for at Orm og de
andre skulle høre dem.
Men han var mest optaget af at udtænke et eller andet middel til at blive
fri; og første gang, han og Orm kunne tale med hinanden, sagde han, at han
havde en god plan næsten færdig; alt, hvad han behøvede, var et passende
stykke jern. Med et sådant kunne han åbne et led i fodlænken; det burde ske
en mørk nat, når skibet lå i havn, og alle sov undtagen nattevagterne; mand
efter mand skulle have jernet og arbejde sig løs i stilhed. Når alle
nordboerne var fri, behøvede de blot at kvæle nattevagterne i mørket uden
at gøre støj og tage deres våben; når de derpå var kommet i land, kunne de
altid finde en eller anden udvej.
Orm sagde, at dette var en god plan, hvis den bare kunne udføres; og når
vagterne skulle kvæles, hvis det mod forventning skulle komme så vidt,
troede han nok, han kunne være til nytte. Men hvor skulle de få det
jernredskab fra? Hvordan skulle nogle nøgne mænd, der altid var
bevogtede, uset kunne få et sådant om bord? Toke sukkede, at dette var en
vanskelighed, han måtte tænke over; men man kunne ikke finde nogen
bedre plan, og man måtte se tiden an og håbe på en gunstig lejlighed.
Han kom også til at tale med Krok og omtalte sin plan for ham, men
Krok lyttede adspredt og svarede ikke meget.
Nogen tid efter blev skibet trukket op på land ved kaliffens skibsværft
for at blive skrabet og tjæret; og mange af slaverne lænkedes sammen to og
to og blev sat til dette arbejde, og nordboerne, der forstod sig godt på
skibshåndværk, var blandt dem. De var omgivet af bevæbnede vagter, og
opsynsmanden gik omkring med sin pisk og satte fart i arbejdet; to vagter
med buer og sværd fulgte ham overalt for at beskytte ham. I nærheden af
skibet varmede man tjæren i en stor kedel, og ved siden af stod en tønde
med drikkevand til slaverne.
Krok og Gunne stod ved tønden og drak, da en af slaverne kom bærende
med en kammerat, der var snublet under arbejdet og beskadiget sin fod, så
han ikke kunne støtte på den; man satte ham ned og gav ham noget at
drikke, og opsynsmanden kom for at se, hvad der var i vejen. Den
tilskadekomne lå på jorden og jamrede, og opsynsmanden, der var mistroisk
af sig, snertede ham med pisken for at se, om han ikke kunne stå på benene.
Men den tilskadekomne blev liggende, og alle i nærheden så på ham.
Krok stod nogle få skridt bagved på den anden side af tønden; han
rykkede nærmere og trak Gunne med sig og var pludselig ikke længere så
sløv. Da han var kommet tilstrækkelig nær og så, at lænken var lang nok,
sprang han frem og greb opsynsmanden i bæltet og nakken og svang ham
op i luften. Opsynsmanden udstødte et voldsomt brøl, og den vagt, der stod
nærmest, vendte sig om og rendte sværdet i Krok. Men Krok syntes ikke at
mærke noget, han gik et par skridt til siden og anbragte opsynsmanden med
hovedet nedad i det kogende beg; i det samme huggede den anden vagtpost
ham over hovedet. Krok vaklede, men holdt øje med det, man kunne se af
opsynsmanden; han lo og sagde:
– Nu har min lykke bedret sig.
Derpå faldt han om og døde, og alle slaverne, der så dette, udstedte et
heftigt glædes råb ved at se, at det tog en sådan ende med opsynsmanden.
Men Kroks mænd følte også sorg, og de talte ofte indbyrdes om Kroks
bedrift og hans sidste ord. De var enige om, at han havde handlet som en
høvding; og de håbede, at opsynsmanden, da han stod i kedlen, havde levet
så længe, at han havde fået beget at føle. Toke gjorde en strofe til Kroks
ære:

Værre end piskeslag følte

piskeren selv, da hans hoved
dyppedes dybt i havhest-
flankernes varme vaskekar.
Krok, som af ulykkesskæbnen
sattes som slave ved åren,
vandt sig sin hævn og frihed;
nu er hans lykke bedret.

Da de roede ud igen, havde de fået en ny opsynsmand, men de syntes alle at

kunne mærke, at han havde taget lære af det, der var hændt, og var
forsigtigere med pisken.
 Sjette kapitel

OM JØDEN SALAMAN OG
HERSKERINDEN SUBAIDA, OG
HVORDAN ORM FIK SVÆRDET
BLÅTUNGE
Den tungeløse, der roede samme åre som Orm, blev mere og mere elendig
og var til sidst ikke stort bevendt; og da skibet; engang lå i en af kaliffens
sydlige krigshavne, der hed Malaga, blev han bragt i land, og en anden
skulle sættes i hans sted. Orm havde gjort det største arbejde ved sin åre i
den sidste tid, og nu var han nysgerrig efter at vide, om han ville få en bedre
kammerat; næste morgen kom denne om bord. Han blev slæbt til skibet af
fire soldater, der havde fuldt op at gøre med at få ham over landgangen, og
man kunne mærke allerede på lang afstand, at han havde sin tunge i behold.
Det var en ung, smuk mand, skægløs og finlemmet, og han skreg og
udstødte de værste forbandelser; man havde ikke tidligere hørt noget
lignende om bord på skibet.
Han blev anbragt på sin plads og holdt fast, mens fodlænken blev lagt på
ham; nogle tårer løb ned over hans kinder, men de syntes hovedsagelig at
skyldes hans vrede. Både skibets kaptajn og opsynsmanden kom for at se på
ham; han begyndte øjeblikkelig at overøse dem med trusler og skældsord,
idet han råbte mange ting til dem, som Orm endnu aldrig havde hørt endnu;
og alle roerne ventede straks at se ham blive pisket på det heftigste. Men
kaptajnen og opsynsmanden strøg blot deres skæg og så tankefulde ud samt
læste en skrivelse meget nøje, soldaterne havde haft med; de nikkede til
noget og rystede på hovedet ad noget andet og talte eftertænksomt med
hinanden, mens den nyankomne råbte til dem og kaldte dem sønner af
skøger, flæskespisere, og at de plejede samleje med aseninder. Til sidst,
efter at opsynsmanden havde truet ham med pisken og sagt til ham, at han
skulle forholde sig rolig, gik han sin vej sammen med kaptajnen; og derpå
brast den nyankomne for alvor i gråd og rystede over hele kroppen.
Orm syntes, at alt dette var mærkeligt, og mente, at han næppe fik meget
gavn ved åren af denne mand, hvis han ikke blev pisket; men han var
alligevel glad over at have fået en talende kammerat i stedet for den
tungeløse. I begyndelsen havde den nyankomne ikke meget at sige til Orm,
skønt han tiltalte ham venligt, og det var også skralt med hans roning; han
havde vanskeligt ved at finde sig tilrette i alle måder og rasede til at
begynde med meget over den føde, de fik, skønt denne i Orms omdømme
visselig var knapt tilmålt, men altid meget god. Men Orm var tålmodig over
for ham og sled for dem begge ved åren og talte opmuntrende til ham, så
godt han kunne, og spurgte ham mere end én gang, hvem han var, og
hvorfor han var havnet her. Den anden så hovmodigt pa ham og trak på
skulderen; til sidst svarede han, at han var en mand af fornem æt og ikke
vant til at blive udspurgt af slaver, der ikke engang kunne tale ordentligt. Så
sagde Orm:
– For det, som du nu sagde, kunne jeg tage dig i nakken, så du kunne
mærke det; men det er bedre, vi holder fred og bliver venner. Vi er alle
slaver her, du såvel som vi andre; og der findes flere end du her om bord,
som er af god æt, og til dem hører jeg. Orm hedder jeg og er en høvdings
søn. Og det er sandt, at jeg ikke kender dit sprog, men du kender mindre til
mit, som du ikke kan ét ord af. Derfor synes det mig, at vi er lige gode, du
og jeg; eller hvis nogen er bedst, er det vel næppe dig.
– Du taler dårligt, sagde den nyankomne, men det ser ud til, at du har en
god forstand. Det kan være, at du er af god æt i din stamme, men du kan
absolut ikke kappes med mig; thi jeg er på mødrene side af samme stamme
som profeten, fred være med ham. Og du skal vide, at mit sprog er Allahs
eget, mens djævlene har opfundet de andre for at forhindre den sande læres
udbredelse. Derfor er vi ikke ligemænd, du og jeg. Jeg hedder Khalid,
Yazids søn; min fader beklædte et højt embede hos kaliffen, og jeg ejer
store rigdomme og sysler kun med min lystgård, mine gæstebud og med
musik og digtekunst. Det er sandt, at jeg nu har fået andet at gøre, men det
skal ikke vare længe, må ormene fortære øjnene på den, der har sendt mig
herhen! Jeg har gjort viser, der synges i hele Malaga, og få af de skjalde, der
lever nu, er så gode som jeg.
Orm sagde, at der måtte findes rigeligt med skjalde i kaliffens rige, thi
han havde aldrig truffet en sådan før. Khalid sagde, at de for så vidt var
talrige, thi mange forsøgte sig i skjaldekunsten; men de rigtige skjalde var
få.
De begyndte nu at enes godt, skønt Khalid var og blev en meget dårlig
roer og stundom næppe gjorde nogen som helst nytte, eftersom åren flåede
hans hænder. Han fortalte snart Orm, hvorledes det kunne være, at han var
blevet roer. Meget måtte han sige flere gange og forklare med andre ord, thi
han var vanskelig at forstå; men til sidst begreb Orm det meste.
Khalid sagde, at hans ulykke skyldtes, at den skønneste ungmø i hele
Malaga var datter af kaliffens statholder i byen, og denne mand var en
person af lav byrd og med et ondskabsfuldt sind. Men hans datters skønhed
var så stor, at selv en skjald ikke kunne drømme om noget skønnere, og
hende havde Khalid engang set utilsløret ved en høstfest. Derefter havde
han tilbedt hende højest af alle kvinder og havde til hendes ære gjort sange,
der smeltede i munden; og ved at opholde sig på et tag i nærheden af hendes
hus havde han fået hende at se, da hun var alene på sit tag. Han havde da
hilst hende ivrigt og strakt armene imod hende og fået hende til at løfte
sløret igen. Det var tegn på, at hun også elskede ham, og han havde følt sig
fuld af henrykkelse på grund af hendes store skønhed.
Da han var vis på, at pigen ville hans vel, havde han givet hendes
tjenestepige rige gaver og derved fået overrakt hende sine budskaber. Derpå
rejste statholderen bort for at aflægge regnskab hos kaliffen for sit embede,
og pigen sendte Khalid en rød blomst. Khalid forklædte sig som en gammel
kvinde; og hjulpet af slavinden kom han ind til pigen og nød en vidunderlig
elskov sammen med hende flere gange. Men en dag ude i byen styrtede
hendes broder løs på ham med sit sværd og var blevet såret under
slagsmålet på grund af Khalids våbenfærdighed. Derpå var statholderen
vendt hjem, og Khalid var blevet grebet og ført til ham.
Her blev Khalid mørk af raseri; han spyttede hadefuldt og udstødte
forbandelser over statholderen. Derpå fortsatte han:
– Ifølge loven kunne han ikke rejse sag mod mig. Jeg havde visselig haft
elskovsmøder med hans datter; men til gengæld havde jeg digtet smukke
sange om hende; og at en mand af min byrd ikke kunne gifte sig med
datteren af en lavættet berber, kunne til og med hendes fader indse. Jeg
havde såret hans søn, men han havde overfaldet mig, og han var kun
undsluppet med livet på grund af min mildhed. Af den grund burde
statholderen have næret taknemmelighed over for mig, hvis han havde
været en retskaffen mand; men i stedet rådførte han sig med sin ondskab,
der er den største i Malaga, og dette er, hvad han fandt på. Lyt, o hedning,
og forbavses!
Orm lyttede villigt, skønt mange ord var ukendte for ham, og mændene
på de nærmeste bænke lyttede også, thi Khalid fremsagde sin beretning med
høj stemme.
– Han lod et af mine skønneste digte læse op og spurgte mig, om jeg
havde lavet det. Og jeg svarede, at ethvert menneske i Malaga kendte det
digt og vidste, at jeg havde gjort det, thi det var et hyldestdigt til Malaga,
det bedste der nogen sinde var blevet skrevet. Og i digtet fandtes disse
linjer:

Og eet ved tilfulde jeg: at havde profeten blot

smagt hos os den høst, som ranker kan bære,
så ville han ingen sinde, hvad nu han i blinde har gjort,
forbudt i sin strenge bog al druesaft at fortære.
Nej, i lykke, med skægget stænket af rød most og bægeret fyldt,
han ville med vinens lovpris forbedret sin lære.

Efter at have reciteret dette, brast Khalid i gråd og sagde, at det var på
grund af disse vers, han var blevet dømt til åren. Thi kaliffen, som var
vogter af den rette lære og profetens stedfortræder på jorden, havde
bestemt, at enhver, der smædede profeten eller kritiserede hans lære, skulle
straffes strengt; og den hævnlystne statholder havde fundet ud af, at denne
metode var den bedste for at komme ham til livs under et skin af
retfærdighed.
– Men det er min trøst, at dette ikke vil vare længe; thi min slægt er
mægtigere end hans og står sig godt hos kaliffen, og derfor vil jeg snart
blive befriet. Og derfor vover ingen her på skibet at røre mig med pisken;
de ved, at man ikke ustraffet lægger hånd på en, der er af profetens slægt.
Orm spurgte, hvornår profeten havde levet, og Khalid sagde, at det var
mere end tre hundrede og halvtreds år siden. Orm sagde, at denne profet i
sandhed måtte have været en mægtig mand, når han endnu kunne beskytte
sine slægtninge og stadig bestemme, hvad hans folk måtte drikke. Ingen
mand hjemme i Skåne havde haft så stor en magt, ikke engang selve kong
Ivar Vidfadme, den mægtigste mand, som havde levet dèr,
 – Skønt det er sandt, tilføjede han, at hjemme hos os blander den ene sig
ikke i, hvad den anden drikker, hverken konger eller andre.
Orms færdighed i arabisk voksede meget, efter at han havde fået Khalid
til kammerat, thi denne talte bestandig og havde meget at fortælle; og efter
nogen tids forløb ville han have at vide, hvor Orms land lå, og hvordan han
var havnet på dette sted. Orm fortalte ham da om Kroks hærfærd, og
hvordan han selv var kommet med på rejsen, og om det, der senere var
hændt. Da han havde omtalt alt, så godt han kunne, sagde han:
– Meget af dette skyldtes derfor vort møde med jøden Salaman. Han var
måske en mand med lykke, thi han blev befriet af sit fangenskab; og så
længe han var sammen med os, gik alt vel for os. Han sagde, han var en
mægtig mand i en stad ved navn Toledo, hvor han var sølvsmed og den
største blandt skjalde.
Khalid sagde, at han kendte ham godt, thi hans sølvsmedearbejder var
vidt bekendte; og som digter var han også god, når man tog i betragtning, at
han var fra Toledo.
– Og for ikke længe siden, sagde Khalid, hørte jeg en vandrende sanger
nord fra synge et digt af ham; og i det beskrev han, hvorledes han var faldet
i hænderne på en asturisk markgreve og var blevet pint meget af denne, og
hvordan han senere havde befriet sig og ledt nogle vilde røvere mod hans
fæstning og stormet denne og dræbt markgreven og sat hans hoved på en
pæl til kragerne og var draget hjem med hans skatte. Det var et velgjort digt
i al sin enkelhed, skønt det manglede den bløde tone, der bruges blandt
bedre skjalde i Malaga.
– Han sparer ikke på sine bedrifter, sagde Orm; og når han kunne gøre så
meget for at hævne sig på en uven, burde han også kunne gøre noget for at
lønne de venner, der har været ham til stor hjælp. Vi befriede ham fra
trældom og indtog fæstningen og udførte hans hævn; og hvis han er en
mægtig mand i landet, kunne han gøre os, der nu sidder her, en tjeneste til
gengæld. Thi hvordan vi ellers skal blive befriede, ved jeg ikke.
Khalid sagde, at Salaman var kendt for sine rigdomme, og at han var
godt anskrevet hos kaliffen, skønt han ikke hørte til den rette lære. Orm
begyndte nu at fatte håb, men sagde intet til sine landsmænd om det, han
havde fået at vide af Khalid. Enden blev, at Khalid lovede at sende bud og
hilsener til Salaman i Toledo, så snart han selv blev fri.
 Da dagene gik, uden at man hørte noget til Khalids befrielse, blev han
mere og mere urolig og rasede meget over sine ligegyldige slægtninge; han
begyndte også et stort digt om, hvor forkasteligt det var at drikke vin; han
håbede, han kunne få det nedskrevet i en havn og sendt til kaliffen, for at
han kunne blive bekendt med hans sande tanker om denne sag; men da han
skulle besynge vand og citronsaft som noget, der var bedre end vin, gik det
småt for ham med versene. Skønt han i sine dystre stunder blev ved med at
udslynge forhånelser mod skibets befalingsmænd, blev han aldrig rørt af en
piskesnert; og Orm syntes, at dette var et godt tegn til, at han ikke ville
blive dér længe.
Men en morgen i en af de østlige havne, da skibet sammen med mange
andre var vendt tilbage fra et strengt togt efter afrikanske sørøvere, kom der
fire mænd om bord på skibet, og da Khalid fik dem at se, blev han vild af
glæde og hørte ikke på Orms spørgsmål. Den ene var en embedsmand med
en stor hovedbeklædning og en kappe, der nåede ham til fødderne. Han
afleverede et brev til skibets kaptajn, som denne berørte med sin pande og
derpå læste med ærefrygt; den anden syntes at være en af Khalids
slægtninge, thi så snart han var blevet løst fra fodlænken, kastede de sig i
hinandens arme og græd og kyssedes og talte meget hurtigt i munden på
hinanden. De to øvrige mænd var tjenere, der bar klæder og kurve; de iførte
Khalid en skøn dragt og gav ham noget at spise. Orm kaldte på ham for at
minde ham om løftet; men Khalid var allerede i færd med at bebrejde sin
slægtning, at han havde glemt at tage en barber med, så han hørte ikke
noget. Derpå gik Khalid i land med sit selskab, og kaptajnen og
besætningen hilste ham med ærefrygt, da han gik; han nikkede fornemt og
syntes knap nok at se nogen og forsvandt arm i arm med sin slægtning.
Orm blev sørgmodig over dette; thi Khalid havde været godt selskab for
ham, og nu kunne det være, at han — i sin frihed - følte sig alt for fornem
til at huske, hvad han havde lovet. En anden mand blev anbragt ved siden af
Orm, en fed købmand, der havde vejet med falske vægte; han blev hurtig
træt og duede ikke til meget og fik undertiden pisken at føle. Så jamrede
han meget og mumlede fromme bønner for sig selv. Orm havde ringe glæde
af ham, og det var den tid om bord på skibet, der var strengest for ham. Han
satte sit håb til Khalid og Salaman, men mindre og mindre efterhånden som
tiden gik.
Men i Cadiz oprandt til sidst deres lykkedag. En høvedsmand kom til
skibet med en del mandskab, og alle nordboerne blev løst fra deres
fodlænker; de fik klæder og sko og blev ført til et andet skib, der stævnede
op ad den store flod mod Cordova. De måtte hjælpe til med roningen op ad
floden, men uden jern og pisk og fik god løn; de kunne sidde sammen og
tale uforstyrret med hinanden for første gang i længere tid. De havde nu
været slaver i to år og dét meste af det tredje; og Toke, der sang og lo
meget, sagde, at hvad der nu ville blive af dem, vidste han ikke, men en ting
vidste han: at det nu var på høje tid, at han fik lov til at drikke sig fuld. Men
Orm sagde til ham, at han hellere skulle vente med dette til en passende
lejlighed; thi det ville være ilde, hvis det udviklede sig til voldsomheder, og
det plejede jo at ske, efter hvad han huskede, når han havde slukket sin
tørst. Toke indrømmede, at han burde vente, men sagde, at denne ventetid
ville blive streng. De spekulerede alle over, hvad der nu ville ske, og Orm
fortalte, hvordan han havde talt med Khalid om jøden. De havde meget at
sige til jødens pris og til Orms, og skønt Orm var den yngste blandt dem,
betragtede de ham nu alle som deres høvding.
Orm spurgte høvedsmanden, hvad der skulle gøres ved dem, og om han
kendte jøden Salaman; men det eneste, høvedsmanden vidste, var at man
havde befalet ham at føre dem til Cordova, og jøden kendte han intet til.
De nåede frem til kaliffens stad og så den brede sig på begge sider af
floden med mange, mange huse og hvide paladser og palmehaver og tårne.
De forundrede sig over dens, størrelse og skønhed, der overgik alt, hvad de
havde forestillet sig; og dens rigdom syntes dem så stor, at der ville være
rigelig plyndring til alle søfarere fra hele danevældet.
De blev ført op gennem byen og så nysgerrigt på de myldrende
mennesker; mændene klagede over, at man kun så få kvinder, og at man
ikke kunne skimte meget af de få, man så, eftersom de altid var tilhyllede
og beslørede.
– Der skulle meget til, sagde Toke, for at en kvinde ikke skulle tage sig
skøn ud for mig i dette øjeblik, hvis jeg blot kunne komme til at tale med
hende; thi vi har nu været tre år hos dette folk uden at komme i nærheden af
en eneste.
– Hvis vi får vor frihed, sagde Ögmund, kunne vi få kvinder nok her lige
så vel som enhver anden; thi deres mænd ser ikke ud af meget i
sammenligning med os.
– Enhver mand i dette land, sagde Orm, må have fire hustruer, når han
har annammet profeten og hans lære. Men når han har gjort det må han
aldrig drikke vin.
 – Det valg er ikke let sagde Toke, thi deres øl er tyndt for min tunge.
Men vi har måske endnu ikke smagt deres bedste bryg. Og fire kvinder
synes mig at være det, jeg trænger til.
De kom til en stor gård, hvor der var mange krigsfolk, og dér sov de den
nat. Næste morgen kom en fremmed mand og førte dem til et hus ikke langt
derfra; dér blev de omhyggeligt behandlet af badere og barberer, og en sval
drik blev rakt dem i små, smukke skåle. Derpå fik de blødere klæder, der
ikke kradsede dem så meget; thi da de havde været nøgne så lang tid, var
det stift og ubehageligt at have tøj mod huden. De kiggede på hinanden og
lo, for de så så forandrede ud; og mens de var opfyldt af stor forundring
over alt dette, blev de ført ind i en spisesal, hvor en mand kom imod dem og
bød dem velkommen. De kendte øjeblikkelig Salaman igen, skønt han nu så
anderledes ud, end da de sidst så ham; nu kunne man se på alt, at han var en
rig og mægtig mand.
Han var venlig imod dem og bad dem spise og drikke og føle sig som i
deres eget hus; men han havde glemt det meste af det, han kunne af det
nordiske tungemål, og derfor var det kun Orm og han, der kunne tale med
hinanden. Han sagde, han havde gjort, hvad han kunne for dem, efter at han
havde hørt, hvor dårligt de havde det; thi de havde engang gjort ham den
største tjeneste, og nu havde det været en glæde for ham at gøre gengæld.
Orm takkede ham, så godt han kunne; men de ville mest af alt vide, sagde
han, om de nu var frie mænd eller stadig slaver.
Salaman sagde, at de var og blev kaliffens slaver, det kunne han ikke
gøre noget ved men nu skulle de tjene i livvagten, der bestod af de bedste af
kaliffens krigsfanger og af slaver købt i fremmed land. En sådan livvagt,
sagde han, havde de cordovanske kaliffer altid haft, eftersom de på den
måde følte sig tryggere end med væbnede undersåtter i deres hus, der lettere
af slægt og venner kunne lokkes til at lægge hånd på dem, når der var
utilfredshed i landet.
Men inden de blev anbragt i livvagten, sagde han, skulle de nu først være
hans gæster for at komme sig en smule efter deres besværligheder; og nu
blev de hos ham i fem dage og havde det lige så godt som helte ved Odins
bord. De spiste mange lækre ting, og drikkevarer blev bragt dem, når de
ønskede; musikanter spillede for dem, og de var muntre af vin hver aften,
thi ingen profet havde forbudt Salaman den drik. Men Orm og de andre
holdt altid øje med Toke, for at han ikke skulle drikke for meget og begynde
at græde og blive farlig. Deres vært gav dem alle en ung slavinde til selskab
i sengen, og dette glædede dem mest af alt. De priste ham alle som en
storsindet mand og en høvding, der var lige så god, som om han havde
været af nordisk æt; og Toke sagde, at få fiskefangster havde været så fine,
som da han drog den ædle jøde op af vandet. De lå længe om morgenen på
blødere bolstre, end de nogen sinde havde oplevet; og ved bordet trættedes
de venligt om, hvem der havde fået den bedste slavinde, og ingen ville bytte
sin bort. Den tredje aften sagde Salaman til Orm og Toke, at de skulle følge
med ham; thi der var endnu en person, som de kunne takke for deres
befrielse, og som måske havde gjort mere for dem end han. De gik med
ham gennem mange smalle stræder; og Orm spurgte, om Khalid, den store
skjald fra Malaga, var kommet til Cordova, og om det var ham, de nu skulle
møde. Salaman sagde, at den, de skulle træffe, var fornemmere end Khalid.
– Og kun en fremmed, tilføjede han bestemt, kan tro, at denne Khalid er
en stor skjald, selv om han giver sig ud for at være det. Når jeg tæller de i
sandhed store skjalde, der nu lever under kaliffens vælde, er vi i alt kun
fem; og Khalid vil aldrig nogen sinde blive en af os, hvor flittigt han end
leger med rimene. Men det er rigtigt af dig, Orm, at tænke venligt på ham,
thi uden hans bud ville jeg ikke have fået noget at vide om dig og dine
mænd, og derfor, hvis du træffer ham, og han kalder sig skjald, bør du ikke
sige ham imod.
Orm sagde, at han havde så stor forstand, at han ikke modsagde skjalde
med hensyn til deres storhed; og Toke ville nu vide, hvorfor han var blevet
taget med på denne vandring, når han ikke kunne forstå det, der blev sagt,
og når han befandt sig så godt hjemme i huset. Salaman sagde, at det var
nødvendigt, han var med, thi sådan var det blevet befalet.
De nåede til en indhegnet have og til en smal låge, der blev åbnet for
dem; de gik ind og vandrede af sted blandt skønne træer og brogede urter
og kom til et sted, hvor et stort springvand plaskede, og det klare vand randt
blandt blomstrende planter i små, ringlende bække. Fra den modsatte side
kom en bærestol, båret af fire slaver, og bag den gik to slavinder og to sorte
mænd med sværd.
Salaman standsede, og Orm og Toke med ham; bærestolen blev sat ned,
og slavinderne skyndte sig derhen og stod ærbødigt ved siden af den, da en
tilsløret kvinde steg ud. Salaman hilste hende dybt tre gange med hænderne
mod sin pande, og Orm og Toke forstod, at hun måtte være af kongelig æt;
men de blev stående uden at bøje sig, thi det syntes dem upassende for
mænd at krumme ryg for en kvinde.
 Hun nikkede fornemt til Salaman og så på Orm og Toke og mumlede
noget bag sit slør, og hendes øjne var venlige. Salaman bøjede sig atter for
hende og sagde derpå:
– Stridsmænd fra norden, tak hendes højhed Subaida, det er hendes
magt, som har befriet jer.
Så sagde Orm til hende:
– Hvis du har hjulpet med at befri os, er vi dig den største tak skyldig.
Men vi ved ikke, hvem du er, og hvorfor du har vist os en sådan gunst.
– Og vi har dog allerede truffet hinanden, sagde hun, og I to har måske
ikke helt glemt mig siden da.
Derpå trak hun sløret bort, og jøden bukkede atter. Toke tog sig i
skægget og sagde til Orm:
– Det er jo min pige fra fæstningen, og hun er skønnere end dengang.
Hun må have haft en god lykke, eftersom hun har nået at blive dronning
siden da. Og det ville være godt at vide, om hun er glad for at se mig igen.
Hun så på Toke og sagde:
– Hvorfor taler du til din ven og ikke til mig?
Orm svarede, at Toke ikke kunne arabisk, men at han huskede hende og
syntes, at hendes skønhed var blevet endnu større, siden han så hende første
gang.
– Og vi er begge glade, sagde Orm, fordi du har nået lykke og magt; thi
du synes os at fortjene begge dele.
Hun så på Orm og smilede og sagde:
– Men du, røde mand, har lært dig dette sprog, du såvel som jeg. Hvem
er den bedste kriger, du eller din ven, som var min herre?
– Vi anses for at være gode mænd begge, svarede Orm, men jeg er ung
og har ikke været med til så meget som han; og han vandt stor ære, dengang
vi tog fæstningen, hvor du var. Derfor er det min tanke, at han endnu er den
bedste af os to, skønt han ikke kan sige dig det selv på dette lands tungemål.
Men bedre end os var Krok, vor høvding; men han er død nu.
Hun sagde, at hun kunne huske Krok, og at gode høvdinger sjældent
levede længe. Orm fortalte, hvordan han var død, og hun nikkede. Derpå
sagde hun:
– Skæbnen har spundet en sælsom tråd mellem jer og mig. I tog min
faders fæstning og dræbte ham og de fleste, som var dèr, og af den grund
burde jeg tragte jer efter livet. Men min fader var en grusom mand og
grusomst mod min moder, og jeg hadede ham og var bange for ham, som
om han var en lådden djævel. Det syntes mig godt, at han blev dræbt, og jeg
sørgede ikke over at komme blandt fremmede; heller ikke over at blive
elsket af din ven, skønt det var en sorg, at vi ikke kunne tale med hinanden.
Jeg brød mig ikke stort om lugten af hans skæg; men han havde muntre
øjne og en venlig latter, og det syntes jeg om; og han tog på mig med
varsomme hænder, selv når han havde en rus eller var heftig af begær. Jeg
fik ingen blå mærker på min krop, mens jeg var sammen med ham, og han
gav mig en let byrde at bære på vej til skibet. Derfor ville jeg gerne have
fulgt ham til jeres land. Sig ham det!
Orm gentog for Toke, hvad hun havde sagt. Han lyttede tilfreds og
sagde:
– Der ser du, hvor heldig jeg er med kvinder. Hun er den bedste af alle,
det skal du sige hende fra mig. Tror du, hun har i sinde at gøre mig til en
stor mand i landet?
Orm sagde, at det havde hun ikke nævnt noget om; og da han havde
overbragt hende Tokes hilsen, bad han hende fortælle, hvad der var sket,
siden de skiltes.
– Befalingsmanden på skibet førte mig her til Cordova, sagde hun; og
han rørte ikke selv ved mig, skønt jeg måtte stå nøgen for ham. Han havde
set, at jeg var en god gave til hans herre vesiren. Nu tilhører jeg Almansur,
kaliffens vesir, og den mægtigste mand i landet; og da han havde ladet mig
undervise i profetens lære, ophøjede han mig fra slavinde til sin første
gemalinde, eftersom han syntes, min skønhed var større end alle andres.
Priset være Allah for dette! Og således er det gået mig vel, takket være jer;
thi hvis I ikke var kommet til min faders fæstning, havde jeg endnu siddet
dèr opfyldt af frygt for min fader og fået en dårlig mand trods al min
skønhed. Og derfor ville jeg være jer til hjælp efter bedste evne, da
Salaman, der smeder mine skønneste smykker, lod mig vide, at I endnu var
levende.
– Tre er vi tak skyldige, sagde Orm, fordi de har hjulpet os med at slippe
bort fra skibsbænken: dig og Salaman og en mand fra Malaga ved navn
Khalid. Men nu ved vi, at din magt er den største, og derfor takker vi dig
mest. Og det er vor lykke at have mødt mennesker som dig og de to andre,
thi ellers sad vi endnu ved åren og havde intet andet at vente end døden. Nu
vil vi gerne gå i din herres tjeneste og hjælpe ham mod hans fjender. Men
det er mærkeligt, at du med al din magt kunne overtale ham til at befri os;
thi vi nordiske søfarere er vel blevet regnet som fjender her lige siden
Lodbrogs sønners tid.
– I har gjort min herre Almansur den tjeneste, at I har taget min faders
fæstning og skaffet mig i hans varetægt. Og det er kendt blandt os, at
mændene fra jeres land holder ord og er gode krigere. Thi både kaliffen
Abderrachman den Store og hans fader, emiren Abdallah, havde mange
nordboere i deres livvagt; dengang hærgede de også dristigt de spanske
kyster, men siden da er der ikke kommet mange hertil, og der findes ingen i
livvagten foruden jer. Og hvis I nu tjener min herre Almansur trofast, får I
en god løn; og livvagtens høvedsmand vil give jer og jeres mænd en
fuldstændig våbendragt og gode våben. Men til jer to har jeg en gave.
Hun kaldte på en af slaverne ved bærestolen, og han kom frem med to
sværd; de havde smukt forsirede skeder og bælter besat med tunge
sølvbukler. Hun rakte det ene til Toke og det andet til Orm. De tog imod
dem med stor glæde, thi det havde været en tom følelse for dem at gå
våbenløse, som de hidtil havde gjort. De trak sværdene ud og synede
klingerne nøje og følte efter, hvordan grebet lå i hånden. Salaman så på
sværdene og sagde:
– De er smedede i Toledo, hvor de bedste smede findes både i sølv og
stål. Dèr fremstilles sværdene endnu lige, sådan som man gjorde det på de
gotiske kongers tid, inden profetens tjenere var kommet til dette land. Og
bedre sværd end disse smeder ingen i vore dage.
Toke lo højt af glæde og mumlede for sig selv og sagde:

Længe har krigerens hænder

åren af træ kun kendt;
nu er det godt atter
at holde en hærmands klinge.

Orm ville ikke gerne være ringere end han til at sætte vers sammen; han
tænkte sig om og holdt sværdet foran sig og sagde:

Sværdet, jeg fik af den skønne,

løfter min venstre spændt
ligesom tyr blandt guder:
atter kan ormen stinge.
Subaida lo og sagde:
– At give en mand et sværd er som at give en kvinde et spejl: de har ikke
øje for andet. Men det er godt at se gaver blive så vel modtaget; må I bære
dem med lykke!
Orm sagde til hende:
– Nu føler vi os som høvdinge, Toke og jeg, thi så gode sværd som disse
har vi aldrig set. Og er din herre Almansur som du, er han værd at tjene.
Nu var dette møde forbi; thi Subaida sagde, at det var på tide for hende
at sige dem farvel, og at de måske engang ville få hende at se igen; og
dermed steg hun op i sin bærestol og blev båret bort.
De vendte med Salaman tilbage til hans hus, og alle havde meget at sige
til Subaidas pris og om hendes gode gaver. Salaman sagde, at han havde
kendt hende mere end et år; thi han havde flere gange solgt smykker til
hende, og han havde straks set, at det var den samme pige, som Toke havde
vundet i den onde markgreves fæstning, skønt hendes skønhed var blevet
større siden da. Toke sagde:
– Hun er skøn og ædel og har en god hukommelse for den, hun har holdt
af; og for mig er det hårdt nu, da jeg har set hende på ny, at vide hende gift
med en stormand. Men det er en god sag, at hun ikke tilhører den
tykmavede gamling med sølvhammeren, som tog os til fange; det ville have
været værre. Og jeg vil ikke klage alt for meget nu; thi den pige, Salaman
har givet mig, er der ikke noget i vejen med.
Orm spurgte sig nu for angående denne Almansur, Subaidas herre, og
hvordan han kunne være den mægtigste mand i landet, thi det burde vel
kaliffen være; og Salaman forklarede, hvorledes det hang sammen. Den
forrige kalif i Cordova, Hacham den Lærde, Abderrachman den Stores søn,
havde været en vældig herre, skønt han havde tilbragt sin meste tid med at
læse bøger og tale med lærde; han havde ved sin død efterladt sig en spæd
søn ved navn Hischan, der nu var kalif. Og til at styre riget, mens Hischan
var barn, havde Hacham udnævnt den bedste af sine embedsmænd samt sin
yndlingshustru, barnets moder, og disse to havde fundet, at magten var sød
og havde ladet den unge kalif leve indespærret i et slot under foregivende
af, at han var så from, at han ikke kunne beskæftige sig med jordiske ting.
Og denne embedsmand havde som rigets leder vundet mange sejre mod de
kristne i nord og derfor fået navnet Almansur »den sejrrige«. Dronningen,
kaliffens moder, havde længe elsket Almansur mere end alt andet på jorden;
men han var blevet træt af hende, eftersom hun var ældre end han og
stundom trættekær med hensyn til magten; og derfor var hun nu også
spærret inde ligesom sin søn kaliffen, og Almansur rådede alene i landet
som regent i kaliffens navn. Og han hadedes af mange for det, han har gjort
mod kaliffen og kaliffens moder; men han elskedes af mange på grund af
sine sejre over de kristne; og han var en god herre mod sin livvagt, der
bestod af fremmede, fordi han stolede på dem som en beskyttelse mod alle,
der hadede og misundte ham. Og derfor kunne det formodes, at Orm og
hans mænd ville få gode dage i Almansurs palads, når der var fred, men at
de også ville få styret deres stridslyst; thi Almansur plejede hvert år at drage
ud med en stor hær enten mod Asturiens konge og greven af Kastilien eller
også mod kongen af Navarra og de aragoniske grever, længst oppe mod
nord ved frankernes grænseland. For alle disse var han en stor skræk, så at
de ofte betalte ham en tribut for at undgå hans besøg,
– Men de havde svært ved at købe sig fri for ham, fortsatte Salaman; og
det skyldtes, at han er en ulykkelig mand. Han er mægtig og sejrrig, og han
har haft held med alle sine foretagender, men alle ved alligevel, at han
stadig plages af en stor skræk. Thi han har lagt hånd på kaliffen, der er
profetens skygge, og stjålet magten fra ham; og derfor frygter han Allahs
vrede og har ingen ro i sin sjæl. Hvert år forsøger han at blidgøre Allah med
et nyt korstog mod de kristne; og derfor tager han aldrig mod tribut fra alle
de kristne fyrster på en gang, og kun en kort tid fra hver enkelt; thi han vil
altid have nogle, han i sin nidkærhed kan hjemsøge med sværdet. Blandt
alle de krigere, der er født i dette land, er han den vældigste; og han har
svoret en dyr ed på, at han vil dø i felten, med ansigtet vendt mod
mangegudsdyrkerne, der tror, at Josefs søn var en gud. Han bryder sig kun
lidt om poesi og musik, og det er triste tider for skjalde mod, hvad det var
på Hacham den Lærdes tid; men i sine hvilestunder har han sin glæde ved
guldsmykker, sølvsmykker og ædle stene, og derfor hører jeg ikke til hans
bagtalere. Dette hus i Cordova har jeg skaffet mig for bedre at kunne handle
med ham; og må han blomstre længe og nyde alt godt, thi for en sølvsmed
er han i sandhed en god herre.
Dette og mere fortalte Salaman Orm, og Orm sagde det til Toke og de
andre; og de var alle enige om, at denne Almansur måtte være en stor
fyrste. Men de havde vanskeligt ved at forstå hans skræk for Allah, thi for
nordboerne var det en ukendt ting at nære rædsel for guderne.
 Inden det blev tid for dem at forlade jødens hus, gav han dem gode råd i
mange ting; og han rådede Toke til aldrig at lade sig mærke med, at han
engang havde haft Subaida i sin magt.
– Thi fyrster synes ikke mere om synet af dem, der har ejet deres
kvinder, end vi andre gør, sagde han; og det var modigt af hende at turde
mødes med jer begge, selv om der var vidner på, at alt gik rigtigt til.
Almansur er en skarpsynet herre i dette som i alt andet, og derfor bør Toke
tage sig vel i agt i denne sag.
Toke sagde, at det havde ingen fare; og det, han nu havde mest i
tankerne, var at finde et godt navn til sit sværd. Thi et sværd som hans var
sikkert et lige så godt stykke smedearbejde som sværdet Gram, som tilhørte
Sigurd, eller Mimming, der var Didriks, eller Skofnung, som Rolf Krake
bar; og derfor burde det have et navn ligesom de. Men han kunne alligevel
ikke finde noget, der syntes ham godt nok, skønt han ofte tænkte over det.
Men Orm kaldte sit for Blåtunge.
De forlod Salaman med mange taksigelser og blev ført til Almansurs
palads og modtaget af en høvedsmand; de blev iført våbenklæder og fuldt
væbnede og begyndte deres tjeneste i livvagten. Og Orm var høvding for
sine syv landsmænd.
 Syvende kapitel

OM ORMS TJENESTE HOS

ALMANSUR, OG HVORDAN HAN
SEJLEDE MED SANKT JAKOBS
KLOKKE
Orm kom til at tjene ved livvagten i Cordova i det år, der regnedes som
kalif Hischams ottende; det var tre år før Bue Digres og Vagn Åkessons hær
færd til Norge. Og han var i den tjeneste i fire år.
Mændene i livvagten var meget ansete og prægtigere klædt end andre.
Deres ringskjorter var lette og tynde, men finere smedet og bedre hærdede
end alle andre brynjer, Orm og hans mænd havde set før. Deres hjelme
glinsede som sølv, og over rustningen bar de stundom skarlagens-kapper, og
deres skjolde var langs randen prydede af et bånd med skønne skrifttegn.
Samme tegn var syet på Almansurs store fane, der altid blev båret foran
ham på hans krigstogter, og de betød: ingen sejrherre undtagen Allah.
Da Orm og hans mænd første gang førtes ind til Almansur for at blive
fremvist af livvagtens øverstbefalende, blev de forbavsede ved synet af
ham, thi de havde troet, han havde en helts mål. Han var en uanselig mand,
mager og halvskaldet, grøngul i ansigtet og med tunge øjenlåg; han sad
blandt nogle puder på en bred seng og kløede sig sindigt i skægget, mens
han talte meget hurtigt til to embedsmænd, der sad på gulvet foran ham og
skrev hans befalinger ned. På et bord ved siden af sengen stod et
kobberskrin og ved siden af det en skål med frugter og et stort, flettet bur,
hvor nogle små aber legede og løb rundt på et hjul. Mens embedsmændene
skrev det, han sidst havde sagt, tog han nogle frugter og stak ind mellem
burets tremmer og iagttog, hvordan aberne sloges om gaven og strakte deres
små hænder ud efter mere; men han smilede ikke over deres kunststykker,
han stirrede blot på dem med sørgmodig mine, mens han stak mere frugt ind
til dem og begyndte at tale til skriverne.
 Efter en tids forløb lod han skriverne være og sagde til sin
øverstbefalende, at han skulle komme nærmere med sine folk; han løftede
blikket fra buret og så på Orm og de andre. Hans øjne var sorte og
bedrøvede; men det var, som om noget brændte og gnistrede dybt inde i
dem, så det var svært for alle at udholde hans blik mere end en kort tid. Han
så nøje på mændene en efter en og nikkede.
– De ser ud som krigere, sagde han til sin øverstbefalende. Forstår de
vort sprog?
Den øverstbefalende pegede på Orm og sagde, at han forstod arabisk,
men de andre kun lidt eller intet, og at de betragtede Orm som deres
høvding.
Almansur sagde til Orm:
– Hvad er dit navn?
Orm sagde, hvad han hed, og hvad det betød. Almansur sagde:
– Hvem er din konge?
– Harald Gormssøn, svarede Orm, og han er herre over hele danevældet.
– Hans navn har jeg aldrig hørt, sagde Almansur.
– Det skal du være glad over, herre, svarede Orm; thi så langt som hans
skibe sejler, er konger blegnet ved det navn.
Almansur så på Orm; derpå sagde han:
– Du synes mig at være rap i tungen og bærer måske dit navn med rette.
Er din konge frankernes ven?
Orm smilede og sagde:
– Han var deres ven, da han havde vanskeligheder i sit eget land. Men
når hans lykke er god, brænder han deres byer både i frankernes og
saksernes land. Og han er en konge med megen lykke.
– Han er måske en god konge, sagde Almansur. Hvem er din gud?
– Det spørgsmål er vanskeligere, herre, sagde Orm. Mine guder er mit
folks guder, og de anses for at være stærke ligesom vi selv. Der er mange,
men nogle af dem er gamle, så kun få bryder sig om dem med undtagelse af
skjaldene. Den stærkeste hedder Thor; han er rød som jeg og anses for at
være alle menneskers ven. Men den viseste hedder Odin; han er
hærmændenes gud, og det siges at være hans fortjeneste, når vi nordboere
er de bedste krigere. Jeg ved ikke, om nogen af dem har gjort noget for mig;
og det er vist, at jeg kun har gjort lidt for dem. Og de synes mig at være
langt borte fra dette land.
 – Lyt nu nøje, hedning, til det, jeg siger, sagde Almansur. Der findes
ingen anden gud end Allah. Sig ikke, at der er mange, og sig ikke, at der er
tre; det vil være godt for dig på dommens dag, hvis du ikke siger det. Allah
er én, den evige, den ophøjede, og Muhammed er hans profet. Dette er
sandheden, og den skal du tro på. Når jeg drager ud på togt mod de kristne,
er det for Allahs og profetens skyld; og det ville være ilde, om mændene i
min hær ikke viste dem ære. Derfor må du og dine mænd fra denne stund
ikke anråbe nogen anden gud end den rette.
Orm svarede:
– Vi har for vane, vi nordboere, ikke at anråbe vore guder i utide, thi vi
vil ikke trætte dem med vort hyl og skrig. I dette land har vi ikke tilbedt
nogen gud, siden vi engang blotede til havguden for at få en lykkelig
hjemfærd; og dengang nyttede det intet, thi umiddelbart efter kom dine
skibe, og vi, der står her, blev fanget. Det er måske sådan, at vore guder har
ringe magt i dette land; og derfor herre, vil jeg gerne føje dig ved at holde
mig til din gud her hos dig. Og jeg skal, hvis du vil det, spørge de andre,
hvad de tænker om denne sag,
Almansur nikkede, og Orm sagde til sine mænd:
– Han siger, vi må holde os til hans gud. Han har kun én, som hedder
Allah, og han synes ikke om andre guder. Det er min tro, at hans gud er
stærk i dette land, men vore guder svage så langt borte fra hjemlandet. Vi
får større anseelse ved i denne sag at gøre, som skikken er her, og det ville
være uklogt af os at sætte os imod Almansurs vilje i dette.
Mændene syntes, at der ikke var meget at vælge imellem, eftersom det
ville være tåbeligt at tirre en sådan herre som Almansur; og udfaldet blev, at
Orm atter vendte sig om mod Almansur og sagde, at de alle var villige til at
holde sig til Allah og ikke påkalde nogen anden.
Almansur lod nu hente to præster og en dommer; og overfor dem måtte
Orm og hans mænd fremsige Muhammeds tjeneres hellige ord, de samme,
Almansur havde sagt til Orm: at der ikke findes nogen anden gud end
Allah, og at Muhammed er hans profet. Det var svært for dem alle —
undtagen for Orm – at forme ordene, skønt de blev fremsagt langsomt og
omhyggeligt for dem.
Da dette var forbi, så Almansur tilfreds ud og sagde til sine præster, at
han mente, han havde gjort Allah en god tjeneste med dette, og de var enige
med ham. Han stak hånden ned i kobberskrinet, der stod på hans bord, tog
nogle guldmønter op og gav mændene femten mønter hver og Orm det
dobbelte. De takkede ham og blev derpå ført tilbage til deres kvarter af den
øverstbefalende.
Toke sagde:
– Nu har vi afsagt de guder, som var vore egne, og det kan være rigtigt i
et fremmed land, hvor andre råder; men hvis jeg engang når hjem igen, vil
jeg bryde mig mere om dem end om denne Allah. Men her tror jeg, han er
den bedste, og vi har allerede fået guld for hans skyld. Og jeg skal sætte
ham endnu højere, når han også giver mig kvinder.
Kort tid efter befalede Almansur, at der skulle føres krig mod de kristne,
og drog nordpå med sin livvagt og en stor hær og plyndrede i tre måneder i
Navarra og de aragoniske grevskaber; Orm og hans mænd vandt både bytte
og kvinder dèr og var godt tilfreds med deres tjeneste. I den tid, der fulgte,
havde de det sådan, at de var i felten med Almansur forår og efterår, men lå
i Cordova i den værste sommerhede og på den årstid, sydlændingene kaldte
vinter. De forsøgte at vænne sig til landets skik og fandt kun ringe grund til
at klage over Almansur; thi han gav dem ofte rige gaver for at holde deres
hengivenhed ved lige, og det, de erobrede, når de stormede en by eller
plyndrede på anden måde, måtte de selv beholde, efter at en femtedel var
trukket fra til ham.
Men det var stundom besværligt for dem at tjene Allah og tækkes
profeten. Når de på krigstogterne fandt vin og flæsk hos de kristne, var det
dem forbudt at nyde disse ting, skønt deres længsel var stærk efter begge
dele; og dette forbud, som syntes dem mere enfoldigt end noget, de tidligere
havde hørt tale om, turde de kun sjældent trodse, thi Almansurs strenghed
var stor i disse ting. Det gik alt for ofte på, forekom det dem, at man skulle
bede til Allah og bøje sig for profeten; thi morgen og aften, når Almansur
var i felten, faldt hele hans hær på knæ med ansigtet vendt i den retning,
hvor man sagde profetens by lå, og alle måtte bøje sig flere gange med
panden helt ned til jorden. Dette syntes dem upassende for mænd og var
kun til at le over, og de kunne aldrig helt vænne sig til det; men de var enige
om at finde sig til rette, så godt de kunne, og gøre som alle andre.
De udmærkede sig som krigere og vandt stor anseelse blandt alle i
livvagten. De betragtede sig selv som de bedste mænd dèr; og når byttet
skulle deles, trådte ingen deres ret for nær. De var otte ialt: Orm og. Toke,
Halle og Ögmund, Tume, der havde roet sammen med Toke, Gunne, der
havde roet sammen med Krok, Rapp, der var enøjet, og Ulf, der var den
ældste og som engang for længe siden havde fået flækket den ene mundvig
ved et julegilde, og derefter blev kaldt Grinulf, eftersom hans mund sad
skævt og var bredere end andres. Deres lykke var nu så god, at kun en
iblandt dem mistede livet i de fire år, de var hos Almansur.
De kom vidt omkring i denne tid; thi da Almansurs skæg begyndte at
gråne, blev han mere og mere rastløs over for de kristne og holdt sig mindre
og mindre i ro hjemme i Cordova. De var med ham, da han nåede længst
mod nord, til Pamplona i riget Navarra, og to gange forgæves stormede
byen, men tredje gang tog den og lod sine folk plyndre den; her blev Tume,
der havde siddet med ved Tokes åre, dræbt af en sten fra en kastemaskine.
De sejlede med på Almansurs eget skib til Majorka, da statholderen på øen
gjorde opstand, og stod vagt, da han lod hovedet kappe af ham og tredive af
hans slægtninge. De kæmpede i støv og voldsom hede i et stort slag ved
Henares, hvor den kastilianske greves folk trængte hårdt på, men til sidst
blev omringet og hugget ned, og hvor de faldne kristne om aftenen blev
slæbt sammen og stablet op i en stor ligdynge, fra hvis top en af Almansurs
præster kaldte profetens tjenere til bøn. Derefter var de med på store
hærtogter til riget Leon, hvor kong Sancho den tykke blev hårdt trængt,
indtil hans egne mænd betragtede ham som unyttig, eftersom han på grund
af sin fedme ikke længere kunne sidde til hest; de afsatte ham og kom med
tribut til Almansur.
Under alle disse krigstogter forundrede Orm og hans mænd sig over
Almansurs klogskab og magt og den store lykke, han havde med sine
foretagender, men mest forundrede de sig over den rædsel, han nærede for
Allah, og de metoder, han havde udtænkt for helt at blidgøre sin gud. Det
støv, der lagde sig på hans klæder og sko, når han var i felten, blev hver
aften samlet af hans tjenere og lagt i en silkepose, og fra hvert eneste felttog
blev dette støv bragt hjem til Cordova. Han havde forordnet, at han ville
begraves sammen med alt støvet fra de krige, han havde ført mod de kristne
thi profeten havde sagt: Salige er de, der har vandret ad støvede veje i krig
mod de vantro.
Men trods alt dette støv ville Almansurs angst for Allah ikke fortage sig,
og til sidst besluttede han, at han ville udrette en større bedrift end alt andet
og ødelægge de kristnes hellige by i Asturien, hvor apostlen Jakob, der
havde gjort så store mirakler, lå begravet. I kalif Hischams tolvte år, det
fjerde år, Orm og hans mænd var i tjeneste hos Almansur, samlede han om
efteråret en større hær end nogen sinde før og drog mod nordvest og hen
gennem det tomme land, det gamle grænseområde mellem Andalusien og
de asturiske kristne.
Han nåede de egne, hvor de kristne boede på den anden side af
ødemarken, og hvor ingen andalusisk hær havde været i mands minde; og
der blev kæmpet hver dag, thi de kristne forsvarede sig godt blandt bjergene
og i hulvejene. En aften, da hæren havde slået lejr, og Almansur efter
aftenbønnen hvilede sig i sit store telt, gjorde de kristne et fremstød og
havde i begyndelsen held med sig; en flok brød ind i lejren, og der blev en
voldsom larm med hærskrig og råb efter hjælp. Almansur kom hurtigt ud af
sit telt med hjelm og sværd, men uden brynje, for at se hvad der var i vejen.
Orm og to af hans mænd, Halle og Rapp den enøjede, havde vagt ved
teltdøren den aften. I det samme kom nogle fjendtlige ryttere hen mod teltet
i fuld fart; og da de så Almansur, genkendte de ham på hans grønne
hjelmklæde (thi han var den eneste i hæren, der bar den farve); og de hylede
ivrigt og slyngede nogle spyd imod ham. Det var halvmørkt, og Almansur
var gammel og kunne ikke springe til side for spydene; men Orm, der stod
nærmest, løb frem og væltede ham næsegrus omkuld og tog to spyd på sit
skjold og et i skulderen. Et fjerde spyd skrabede Almansur i siden, mens
han lå på jorden, så der kom blod. Halle og Rapp styrtede mod fjenden og
kastede deres spyd og fældede en mand; og nu kom folk til fra alle sider, og
de kristne blev dræbt eller jaget bort.
Orm trak det spyd ud, der havde ramt ham, og hjalp Almansur op, men
han var ikke sikker på, om det huede ham, at han var blevet væltet omkuld.
Men Almansur var tilfreds med sit sår, det første han nogen sinde havde
fået; thi han betragtede det som en stor lykke at udgyde sit blod for Allah,
når skaden ikke var værre. Og han lod tre af sine rytteroberster tilkalde og
bebrejdede dem i nærværelse af sine forsamlede høvedsmænd, at de havde
holdt dårlig vagt omkring lejren. De kastede sig næsegrus for hans fødder
og græd og indrømmede deres fejl; og Almansur gav dem derpå – som det
var hans vane, når han var mild til sinds –tid til at fremsige deres bønner og
binde skægget op, inden deres hoved blev hugget af.
Han gav Halle og Rapp en nævefuld guld; og derpå, mens alle hærens
høvedsmænd endnu var til stede, lod han Orm træde frem. Han så på ham
og sagde:
– Du har lagt hånd på din herre, Rødskæg, og det må ingen kriger gøre.
Og du har skadet min ære ved at slå mig omkuld. Hvad har du at sige til
dette?
 – Der var mange spyd i luften, svarede Orm, og der var intet andet at
gøre. Og det er min tro, herre, at din ære er sådan, at den ikke kan tage
skade af denne sag. Desuden faldt du fremad mod fjenden, så ingen kan
sige, du flygtede.
Almansur sad tavs og fingererede ved sit skæg; derpå nikkede han og
sagde:
– Det er min mening, at dit forsvar er godt. Og du har reddet mit liv, og
det kan endnu have nogen værdi.
Han lod nu hente en tung guldhalskæde fra sin skatkiste og sagde:
– Jeg ser, at du fik et spyd i skulderen, og det kan vel mærkes. Men her
er lægedom for smerten.
Han hængte kæden om Orms hals, og det var en sjælden ære; efter den
tid stod Orm og hans mænd endnu højere i Almansurs gunst end før. Toke
undersøgte kæden og var glad, fordi Orm havde vundet en sådan
kostbarhed.
– Og det er sikkert, sagde han, at Almansur er den ypperste at tjene
blandt alle fyrster. Men jeg betragter det alligevel som en stor lykke for dig,
Orm, og for os andre, at du ikke væltede ham om på ryggen.
Nu drog hæren videre; og til sidst nåede de til de kristnes hellige by,
hvor apostlen Jakob var begravet, og hvor man havde bygget en stor hellig
kirke over hans grav. Her opstod en heftig strid, thi de kristne troede, at
deres apostle ville hjælpe dem, og kæmpede så længe de kunne; men til
sidst blev de overmandet af Almansur, og byen blev stormet og brændt.
De kristne i hele landet havde bragt store skatte til byen, thi den var
aldrig blevet truet af fjender; og der blev taget et stort bytte og mange
fanger. Almansur ville helst af alt have ødelagt den store kirke over
apostlens grav; men den var af sten og kunne ikke brænde. Han satte derfor
fangerne og nogle mænd af sit eget mandskab til at bryde den ned. I dens
tårn hang tolv store klokker, der havde navn efter apostlene; de havde en
skøn klang og betragtedes som noget vidunderligt af de kristne, især den
største af dem alle, der hed Jakob.
Almansur befalede, at disse klokker skulle bæres hjem til Cordova af de
kristne fanger; dèr skulle de stilles op i den store moské med randen opad
og fyldes med vellugtende olie og brænde som store lamper til Allahs og
profetens ære. De var tunge at bære, og der blev fremstillet nogle store
bårer til dem; tres fanger skulle skiftes til at bære hver enkelt klokke. Men
Jakobs klokke var så tung, at man ikke kunne fremstille en båre til den; den
kunne heller ikke befordres på oksekærre over bjergstierne. Men Almansur
ville absolut ikke efterlade denne klokke, han betragtede den som sit
skønneste bytte.
Han lod fremstille en platform, som klokken skulle anbringes på; så
skulle den trækkes på ruller ned til en flod i nærheden og føres med skib til
Cordova. Da platformen og rullerne var færdige, blev der stukket stænger
gennem klokkens hank, og mange prøvede på at løfte klokken op på
platformen; men sydlændingene havde ikke højde og kræfter nok, og da de
tog længere stænger, så flere kunne løfte, brast stængerne, og klokken blev
stående på jorden. Orm og hans mænd kom til stede og så på dem og lo.
Toke sagde:
– Det løftearbejde ville ikke være vanskeligt for seks voksne mænd.
– Min tro er, sagde Orm, at det er nok med fire.
Derpå gik han og Toke og Ögmund og Rapp den enøjede hen til klokken,
satte en kort stang gennem hullet og løftede klokken op på platformen.
Almansur kom ridende, standsede og så på dette; han kaldte på Orm og
sagde:
– Allah har skænket dig og dine mænd stor styrke, priset være hans
navn! Og det synes mig, at du og dine mænd er de rette til at få denne
klokke om bord på et skib og føre den til Cordova; thi ingen anden kan
håndtere den.
Orm bøjede sig for ham og sagde, at denne opgave ikke syntes ham
vanskelig.
Derpå befalede Almansur, at der skulle vælges en flok gode slaver blandt
fangerne; de skulle slæbe klokken ned til floden, dèr hvor den var sejlbar,
og være rorkarle på et skib, som lå dèr, og som var blevet taget fra
asturierne. To embedsmænd fra Almansurs kancelli blev sendt med for at
overvåge færden.
Der blev nu fæstet reb i platformen, og Orm og hans mænd tog af sted
med klokken og de folk, der skulle trække den; nogle af slaverne halede,
andre passede rullerne. Det var en besværlig tur, thi vejen gik for det meste
nedad, og stundom løb klokken løbsk, så nogle af de slaver, der skiftede
ruller, blev knust. Men Orm sørgede for, at der blev fæstet nogle reb bag i
platformen, så man kunne holde igen på de stejle steder; og nu gik det
bedre, og de kom ned til floden, hvor skibet lå.
 Det var et handelsskib, ikke ret stort, men velbygget og med dæk; det
havde ti par årer samt mast og sejl. Orm og hans mænd bar klokken om
bord og tøjrede den omhyggeligt med reb og klodser; derpå anbragte de
slaverne på deres pladser ved årerne og sejlede ned ad floden, der løb mod
vest, nord for den flod, hvor engang Kroks skibe var roet op mod
markgrevens fæstning; og det føltes herligt for nordboerne atter at være
herrer på et skib.
Orms mænd skiftedes til at se efter roerne og syntes, de var genstridige
og klodsede; de blev kede af det, da de så, at der ikke var fodlænker, så man
måtte våge hele natten over roerne; og det lykkedes alligevel et par af dem,
der var blevet ramt af kæppen, at flygte. Alle var enige om, at man aldrig
havde set mage til elendige roere, og at man ikke kunne blive ved på denne
måde lige til Cordova.
Da de nåede ud til flodmundingen, lå der mange af Almansurs store
krigsskibe, som ikke kunne gå op ad floden; de havde sendt de fleste af
krigerne ind i landet, for at de skulle hjælpe med til at plyndre hos
asturierne. Orms mænd blev glade ved dette syn, og Orm sendte straks de to
skrivere derover for at låne fodlænker hos skibskaptajnerne, indtil han
havde fået, hvad han behøvede. Slaverne blev nu smedet fast; og her fik
Orm også proviant til sin rejse, thi turen til Cordova var lang. Derpå blev
han liggende ved siden af krigsskibene i en lun vig for at vente på bedre
sejlvejr.
Om aftenen gik Orm i land sammen med Toke og Gunne og overlod det
til sine andre mænd at bevogte skibet. De gik hen langs stranden til nogle
fiskeboder, hvor nogle købmænd havde slået sig ned for at opkøbe bytte og
sælge fornødenheder til skibsbesætningerne. Da de kom i nærheden af en af
boderne, gik seks mænd fra et skib ind i den, og Gunne standsede brat.
– Dèr gik nogle mænd, som vi har et regnskab at gøre op med, sagde
han, så I de to forreste?
Hverken Orm eller Toke havde lagt mærke til dem.
– Det var de mænd, der huggede Krok ned, sagde Gunne.
Orm blev bleg, og der gik en skælven igennem ham.
– Så har de levet længe nok, sagde han.
De trak deres sværd. Orm og Toke bar herskerinden Subaidas gaver.
Toke havde endnu ikke fundet et navn til sit sværd, der var lige så godt som
Blåtunge.
 – Krok går forud for Almansur, sagde Orm; og her har vi alle noget at
hævne, men mest jeg, der er høvding efter ham: Løb bag ved boden, I to, så
ingen undslipper den vej.
Boden havde døre på begge de to kortsider; Orm gik ind gennem den
nærmeste dør og fandt seks mænd dèr sammen med handelsmanden, som
krøb ned bag nogle sække, da han så Orm med blottet sværd, men de seks
mænd fra skibene fik deres våben frem og råbte noget til ham. Der var ringe
plads i boden og meget mørkt, men Orm fik straks øje på den ene af dem,
der havde dræbt Krok.
– Har du fremsagt din aftenbøn? sagde han og huggede ham over halsen,
så hovedet fløj af.
To mænd huggede ud efter Orm, så han fik nok at gøre; de tre øvrige løb
hen mod bagdøren, men dèr kom Toke og Gunne. Toke fældede straks en
mand og råbte Kroks navn og huggede hurtigt efter den næste; og nu blev
der stor trængsel blandt varerne i boden. En mand sprang op på en bænk og
huggede efter Orm; men sværdet blev hængende i en loftsbjælke, og Orm
kastede sit skjold mod hans ansigt; skjoldpiken ramte ham i øjet, og han
faldt ned og lå ganske stille. Derefter varede kampen kun ganske kort. Den
anden, der havde hugget Krok, blev fældet af Gunne; Orm havde dræbt to
mand og Toke tre; men handelsmanden, som man ikke kunne se ret meget
af i det hjørne, hvor han havde gemt sig, fik lov til at ligge uskadt, eftersom
han ikke havde noget at gøre med denne sag.
Da de trådte ud fra boden med blodige våben, kom nogle mænd imod
dem for at se, hvad den larm skulle betyde, men de vendte om ved synet af
dem og løb deres vej. Toke holdt sit sværd ud for sig: tykt blod randt ned
langs klingen og dryppede fra odden i store dråber.
– Nu giver jeg dig navn, Blåtunges søster, sagde han. Rødnæb skal du
hedde efter dette.
Orm så efter mændene, der flygtede.
– Det er bedst, at vi også får travlt, sagde han, thi nu er vi fredløse i dette
land. Men det var hævnen værd.
De skyndte sig ned til skibet og fortalte de andre, hvad der var sket;
skibet lagde straks ud, skønt det nu var blevet mørkt. Alle var glade, fordi
Krok var blevet hævnet, og de var klar over, at det hastede med at komme
bort fra dette land; de hjalp hinanden med at sætte fart på roerne. Orm selv
stod ved styreåren og spejdede ud i mørket; Almansurs to skrivere, der ikke
vidste, hvad der var sket, trængte ind på ham med spørgsmål, men fik intet
svar; og til sidst kom skibet heldigt ud af vigen og fik vind fra syd, så sejlet
kunne sættes. De holdt mod nord og ud fra land indtil daggry; og de blev
ikke forfulgt af noget skib.
De så et par øer på højre hånd, og Orm lagde til ved den ene. Han satte
de to skrivere i land og sendte en hilsen med dem til Almansur.
– Vi vil ikke flygte fra en sådan herre uden at sige til, sagde han. Fortæl
ham derfor fra os alle, at det blev vor skæbne at dræbe seks af hans mænd,
eftersom vi havde hævn efter Krok, vor høvding; og seks mands liv var ikke
for meget for hans. Vi tager skibet med og dets slaver, og Almansur mærker
sikkert ikke meget til tabet, og klokken tager vi også med, thi den stiver
skibet af, og vi har farlige have foran os. Vi synes alle, at han har været os
en god herre; og hvis dette ikke var kommet, ville vi gerne have tjent ham
længere; men som det nu er, er dette den eneste måde at slippe fra ham med
livet.
Skriverne lovede at overbringe Almansur dette budskab ord for ord, som
Orm havde sagt, og han tilføjede:
– Det ville også være godt, om I to, når I kommer tilbage til Cordova, vil
bringe en hilsen fra os til en rig jøde ved navn Salaman, der er skjald og
sølvsmed, og overbringe ham vor tak, fordi han har været os en god ven; thi
ham får vi vel aldrig mere at se.
– Og meddel herskerinde Subaida, sagde Toke, at to nordboere, som hun
kender, sender hende en tak og hilsen. Og sig hende også dette, at de sværd,
hun gav os, har været til stor nytte, og at der ikke findes noget hak i æggen,
skønt de har været flittigt i brug. Men dette bør siges, når Almansur ikke
hører det.
Skriverne havde deres skrivetøj fremme og skrev alt dette op; og derpå
blev de efterladt på øen og fik de madvarer med sig, de havde brug for,
indtil de blev fundet af et skib eller selv kunne nå ind til land.
Alle rorslaverne baskede med armene og hylede højlydt da skibet nu
stod ud mod det åbne hav, det var tydeligt, at de også gerne ville efterlades
dèr, hvor skriverne var blevet sat i land. Orms mænd måtte gå omkring med
kæppe og tovender for at berolige dem og få dem til at ro; thi der var
vindstille, og det hastede med at komme bort fra disse farvande.
– Det er godt, vi har dem i fodjern, sagde Gunne, thi ellers ville de alle
være sprunget over bord trods vore sværd; men det er ilde, at vi ikke lånte
en pisk, da vi fik fodjernene, thi kæppe og tovender synes mig ikke at bide
tilstrækkeligt på så genstridige mænd.
– Det er egentlig mærkeligt, at du har ret, sagde Toke; thi da vi selv sad
på rorbænken, ville vi næppe have troet, at vi engang skulle prise nytten af
en slavepisk.
– Egen ryg ømmer mest, det er sandt, sagde Gunne; men disse mænds
rygge må ømme mere endnu, om vi skal slippe bort.
Toke gav ham ret i dette, og de gik atter rundt og snertede roerne så godt
de kunne, for at få mere fart på skibet. Men det var alligevel dårligt med
roningen, thi folkene kunne ikke ro i takt. Orm så dette og sagde:
– Vi kan ikke lære dem at ro blot ved at slå, når de ikke er vant til det;
men klokken kan måske hjælpe os med dette.
Han tog en økse og stillede sig ved klokken og slog på den med
øksehovedet i rotakt; der kom en stærk klang fra den, og roerne fulgte
lyden, så det begyndte at gå bedre med åretagene. Orm lod sine mænd
skiftes til at slå takt; de opdagede, at hvis de slog med en trækølle viklet ind
i læder, fik de den bedste klang af klokken, og de havde megen morskab af
dette.
Men snart efter fik de vind igen, og man behøvede ikke mere at ro;
vinden voksede og blev til storm, så det begyndte at se farligt ud. Da sagde
Grinulf, at dette var, hvad man kunne vente, eftersom man var begyndt
rejsen uden at ofre til havfolket. Men nogle sagde ham imod og mindede
om det offer, de engang havde bragt, og at Almansurs skibe umiddelbart
efter havde styrtet dem i ulykke. Gunne mente, at det ville være sikrest at
ofre til Allah, og et par andre holdt med ham; men Toke sagde, at han ikke
troede, Allah havde meget at sige på havene. Så sagde Orm:
– Min tro er at ingen så nøje kan vide, hvor mægtige hver enkelt gud er,
og hvad nytte han kan gøre os; og det er måske bedst ikke at forsømme den
ene for den anden. Og så meget er sikkert, at der findes en, som vi allerede
har haft gavn af på denne færd, og det er Sankt Jakob; thi hans klokke stiver
skibet af, og den har også hjulpet os med roningen. Derfor bør han ikke
glemmes.
Mændene fandt, at dette var rigtigt talt, og de ofrede nu kød og øl til
Ægir, Allah og Sankt Jakob og følte sig derefter bedre til mode.
De vidste ikke så nøje, hvor de var, kun at de var et godt stykke fra
Asturien. Men de vidste, at hvis de holdt mod nord i den retning, stormen
drev dem, og ikke kom for langt mod vest, ville de til sidst finde land, enten
Irland eller England eller også Bretagne. De holdt derfor modet oppe og red
stormen af og skimtede stjernerne et par gange og troede, at de ville finde
den rigtige vej.
Det største besvær havde de med slaverne; thi skønt de ikke havde noget
at bestille ved årerne, blev de elendige af skræk og søsyge og væde og
kulde så alle var grønne og klaprede med tænderne, og et par døde. Det var
småt med varme klæder på skibet, og det blev koldere for hver dag, thi det
var langt ud på efteråret. Orm og hans mænd var bekymrede over slavernes
usle forfatning og passede dem, så godt de kunne; og når de var i stand til at
spise, gav de dem den bedste føde; thi hvis disse slaver kunne bringes
heldigt i land, ville de være meget værd.
Til sidst stilnede stormen af, og i en dags tid havde de nu smukt vejr og
god vind og holdt mod nordøst; og slaverne kom sig i solskinnet. Men om
aftenen døde vinden helt bort, og en tåge bredte sig over dem og blev
tættere og tættere. Den var kold og fugtig, så alle frøs, men mest slaverne;
der kom ikke et vindpust, og skibet lå stille og løftedes af de lange
dønninger. Orm sagde:
– Nu står det ilde til for os; thi ligger vi stille og venter på vind, dør
slaverne af kulde; og lader vi dem ro, dør de vel også, så elendige, som de
er. Og vi har heller ikke meget at ro efter, så længe man hverken kan se sol
eller stjerner.
– Det synes mig bedst, vi lader dem ro, sagde Rapp; det får de varme af.
Og lad os styre sådan som dønningerne går; thi vi havde stormen fra syd,
andet har vi ikke at rette os efter, så længe tågen varer.
Man syntes, Rapps råd var godt, og slaverne måtte tage fat i årerne,
skønt de klagede meget og kun havde få kræfter. Mændene skiftedes atter til
at slå takt på klokken, og det forekom dem, at den klang endnu skønnere
end før med en lang tone efter hvert slag, så den var et godt selskab for dem
i tågen. Undertiden lod de slaverne hvile sig en tid og sove, men roede
ellers hele natten og styrede efter dønningerne; og tågen lå stadig lige tæt.
Om morgenen stod Ögmund ved styreåren, og Rapp slog klokken; de
øvrige mænd sov. Pludselig lyttede de begge og så på hinanden og hørte
derpå atter efter: en svag klang kom langt borte fra. De blev forbavsede og
vækkede de andre, og alle lyttede. Man kunne stadig høre klangen, og den
syntes at komme imod dem.
 – Det lyder, som om andre end vi roede med klokke, sagde Toke.
– Vi må sejle varligt nu, sagde Grinulf, thi dette kan være Ran og hendes
døtre, der lokker søfarerne med sang og spil.
– For mig lyder det mere, som om det var dværge, der smedede, sagde
Halle, og sådant kan det også være farligt at komme for nær. Måske er vi
også ved et eller andet skær, hvor troldene holder til.
Den svage klang fra det fjerne varede ved, og de var nu alle ængstelige
og ventede på, hvad Orm ville sige. Også slaverne lyttede og begyndte
ivrigt at tiske; men deres sprog var ukendt for Orm og hans mænd.
– Hvad dette er, kan ingen vide, sagde Orm; men det ville være ilde af os
at blive bange for så lidt. Lad os derfor ro videre, som vi hidtil har gjort og
holde udkig, så godt vi kan. Og jeg for min del har aldrig hørt, at troldtøj
viser sig om morgenen.
De gav ham ret i dette, og roningen blev fortsat; den fremmede klang
blev nu stærkere. Små vindstød kom imod dem, og tågen begyndte at lette;
og på en gang råbte alle, at de så land. Det var en stenet kyst, og det så ud
til at være en ø eller en odde. Det var tydeligt, at klangen kom fra den, men
nu hørle den op. De så grønt græs og nogle græssende geder; derpå fik de
øje på et par hytter, hvor der stod nogle mænd og kiggede ud mod skibet.
– Dette synes mig hverken at ligne trolde eller Rans døtre, sagde Orm.
Her går vi i land for at se, hvortil vi er kommet.
Det gjorde de; og mændene på øen røbede ingen skræk ved at se
hærklædte mænd gå i land; de kom venligt imod dem og hilste på dem. De
var seks, alle gamle med hvidt skæg og lange brune kapper; og ingen kunne
forstå, hvad de sagde.
– Til hvilket land er vi kommet, sagde Orm, og hvis mænd er I?
En af de gamle forstod hans ord og råbte til de andre: – Lochlannach,
Lochlannach! og svarede ham på hans eget tungemål:
– Du er kommet til Irland, og vi er Sankt Finnians tjenere.
Da Orm og hans mænd hørte dette, følte de stor glæde og syntes, at de
næsten var hjemme. De kunne nu se, at de var landet på en lille ø, og bag
den kunne de skimte Irlands kyst. På den lille ø fandtes kun de gamle mænd
og deres geder.
De gamle talte ivrigt indbyrdes og så forbavsede ud; den, der forstod det
nordiske sprog, sagde derpå til Orm:
 – Du taler nordboernes sprog, og det forstår jeg, thi jeg har omgåedes
meget med nordboerne i mine unge dage, inden jeg kom til denne ø. Men
det er vist, at jeg aldrig har set mænd fra Lochlann klædt som du og dine
mænd. Hvor kommer I fra? Er I hvide eller sorte Lochlannach? Og hvordan
kan det være, at I kommer sejlende med klokkeklang? I dag er det Sankt
Brandans dag, og vi ringede med klokken for at hædre hans minde, og så
hørte vi jeres klokke svare fra havet; og vi troede at det måske var Sankt
Brandan selv, der svarede os, thi han var en stor søfarer. Men I er vel alle
døbt i Jesu Kristi navn, eftersom I kommer sejlende med en så hellig lyd?
– Den gamle kan snakke, sagde Toke; og her, Orm, får du meget at svare
på.
Orm svarede den gamle:
– Vi er sorte Lochlannach, mænd fra kong Haralds rige; skønt jeg ikke
ved, om kong Harald endnu lever, thi vi har været hjemmefra længe. Men
vores kapper og klæder er spanske, thi vi kommer fra Andalusien, hvor vi
har tjent en stor herre ved navn Almansur. Og vor klokke hedder Jakob, og
den er fra den kirke i Asturien, hvor apostelen Jakob ligger begravet, og det
er den største af alle de klokker, som var dèr; men hvordan den kom med os
på denne rejse – det er for langt at fortælle nu. Kristus kender vi; men dèr,
hvor vi kommer fra, holdes han ikke i stor ære, og døbte er vi ikke. Men
eftersom I selv er kristne, kan det være godt for jer at høre at vi har kristne
mænd ved årerne. De er vore slaver og kommer fra samme sted som
klokken, og nu er de medtaget af rejsen og duer ikke til meget. Derfor ville
det være godt at få dem i land her, så de kan hvile sig, inden vi fortsætter
vor rejse. Og I skal ikke nære nogen ængstelse for os; thi I ser ud til at være
gode folk, og vi er ikke voldsmænd over for dem, der ikke står os imod.
Nogle af jeres geder går vel med i løbet, men det bliver også den værste
skade, vi vil tilføje jer; vi har ikke i sinde at blive længe.
Da de gamle havde forstået alt dette, nikkede de og smilede venligt; og
deres talsmand sagde, at de ikke sjældent havde huset søfarere på deres ø,
og at ingen plejede at gøre dem noget ondt.
– Thi selv begår vi ikke uret mod nogen, sagde han, og vi har ikke andre
ejendele end vore geder og vor roemark og vore hytter; desuden er hele øen
Sankt Finnians ø, og han er en mægtig mand hos Gud og holder sin hånd
over os. Og han har velsignet vore geder rigt i år, så der skal ikke mangle
føde. I skal derfor være velkomne til at nyde det lidt, vi kan give jer; og for
os gamle, der den meste tid sidder alene her, er det en glæde at få lov til at
lytte til vidtberejste mænd.
Slaverne blev nu taget i land og skibet halet op; og Orm og hans mænd
holdt nu rast på Sankt Finnians ø og kom godt ud af det med munkene. De
fiskede sammen med dem og fik god fangst og madede slaverne, indtil de
så mindre elendige ud; og Orm og de andre måtte fortælle munkene meget
om det, de havde oplevet, thi skønt det var vanskeligt at oversætte ordene,
var de gamle videbegærlige med hensyn til nyheder fra fjerne lande. Men
mest af alt beundrede de klokken, der var større end nogen, de havde hørt
tale om på Irland. De sagde, at det var et mægtigt under, at Sankt Jakob og
Sankt Finnian havde råbt til hinanden med deres klokker fra det fjerne; og
undertiden, når de holdt gudstjeneste, slog de på klokken Jakob og ikke på
deres egen og glædede sig, når dens stærke klang gik ud over havet.
 Ottende kapitel

OM ORMS OPHOLD HOS SANKT

FINNIANS MUNKE, OG HVORDAN
DER SKETE ET MIRAKEL I
JELLINGE
Mens Orm og hans mænd var hos Sankt Finnians munke, rådslog de meget
om, hvordan de bedst skulle ordne sagerne, når slaverne var blevet raske
nok til at fortsætte rejsen. Alle ville hjem, både Orm og de andre; og faren
for at møde sørøvere på denne årstid var ikke særlig stor, eftersom få skibe
lå på søen. Men turen kunne blive hård på grund af vintervejret, så slaverne
måske ville sygne bort for dem, og derfor ville det være klogest at prøve at
sælge dem så hurtigt som muligt. For at gøre det kunne de enten drage ind
til Limerick, hvor Orms fader var velkendt, eller også sejle til Cork, hvor
Olof med ædelstenene i lange tider havde drevet den største handel med
slaver. De forhørte sig hos munkene for at få at vide, hvad der var bedst.
Da munkene havde forstået, hvad de ville have at vide, talte de sammen
og smilede; derpå sagde deres talsmand:
– Man kan mærke, at I kommer langt borte fra og ikke ved meget om,
hvordan det nu er på Irland. Det bliver hverken let for jer at drive handel i
Limerick eller i Cork. Brian Borhumha har magten på Irland; og skønt I er
fremmede, der kommer langt borte fra, har I måske hørt om ham.
Orm sagde, at han ofte havde hørt sin fader tale om en kong Brian, der
førte krig mod vikingerne i Limerick.
– Han fører ikke længere krig mod dem, sagde munken. Til at begynde
med var han dalcassiernes høvding; dengang førte vikingerne i Limerick
krig imod ham. Senere blev han konge af Thomond; og så førte han krig
mod vikingerne i Limerick. Men derefter blev han konge over hele
Munster; så stormede han Limerick og dræbte de fleste vikinger, som var
dèr, og de overlevende flygtede. Og nu er han den største helt på Irland,
konge over Munster, herre over Leinster, skatteherre over alle de fremmede,
der endnu sidder i deres byer ved kysterne; og nu fører han krig mod
Malachi, Irlands overkonge, for at vinde hans hustru og hans rige. Olof med
ædelstenene betaler ham skat og må sende ham krigere til hans hærtogt mod
kong Malachi; og selve Sigtrygg Silkeskæg af Dublin, der er den mægtigste
fremmede på Irland, har betalt ham skat to gange.
– Dette er store nyheder, sagde Orm; og denne kong Brian synes at være
en mægtig herre, om end det kan være, at vi har set en, der var mægtigere.
Men selv om nu også alt det, du siger, er sandt, hvorfor skulle vi så ikke
kunne sælge vore slaver til ham?
– Kong Brian køber ikke slaver, sagde munkene; han tager selv lige så
mange, han behøver, både fra naboer og mændene fra Lochlann. Desuden
ved alle, at der er tre ting, han elsker mere end alt andet, og tre ting, som
han hader, og de sidste er til skade for jer. De ting, han elsker, er: den største
magt, og den har han allerede; det meste guld, og det er også hans; og den
skønneste kvinde, og hele verden ved, at det er Gormlaith, søster til
Maelmora, konge af Leinster, og hende har han endnu ikke erobret. Hun var
først gift med kong Oluf Kvaran af Dublin, og han forskød hende på grund
af hendes hårde tunge. Nu er hun gift med Malachi, overkongen, og han
pjanker nu i hendes kammer og orker knap nok at drage ud til strid mere, og
når Brian har besejret Malachi, vinder han Gormlaith; thi det, han har sat
sig for, det gør han. Men de tre ting, han hader, er disse: Hedninger og
mænd fra Lochlann og skjalde, der priser andre konger. Hans had er lige så
stærkt som hans kærlighed, og intet kan gøre ham mildere i disse ting; og
eftersom I både er hedninger og fra Lochlann, vil vi ikke råde jer til at
komme ham nær, thi vi ønsker ikke jert fordærv.
Mændene lyttede opmærksomt til dette og mente, at det ikke var værd at
drive handel med kong Brian. Orm sagde:
– Det synes mig, at klokken Jakob ledte os rigtigt, da den førte os til
denne ø og ikke til kong Brians rige.
– Sankt Finnians klokke hjalp også til, sagde munkene; og da I nu har
set, hvad helgener kan udrette selv for hedenske mænd, var det da ikke
rimeligt, at I begyndte at tro på Gud og blev kristne?
Orm sagde, at han ikke havde tænkt så meget på denne sag, og han ikke
syntes, det hastede.
 – Det har måske større hastværk, end du tror, sagde munken; thi der er
nu kun elleve år tilbage, inden verden skal forgå og Kristus vise sig i
Himlen og dømme alle mennesker. Inden da skal alle hedninger være døbte,
og det vil være uklogt at komme blandt de sidste. Hedningerne går nu over
til Gud, mere end de før har gjort, så at ikke ret mange mere sidder tilbage i
deres mørke; og Kristi genkomst er sandelig nær, efter at den værste af alle
hedninger, kong Harald af Danmark, har modtaget dåben. Derfor burde I nu
også forlade eders falske guder og annamme den sande tro.
Alle mændene så forbavsede på ham, og et par af dem brast i latter og
slog sig på knæene.
– Hvorfor siger du ikke hellere, at han er blevet munk som du selv, sagde
Toke, og at han har raget håret af sig.
– Vi har været vidt omkring i verden, sagde Orm, og du sidder her med
dine brødre på en ensom ø; og alligevel er det dig, der har de største
nyheder at fortælle. Men det er ikke lidt, du vil have os til at tro, når du
siger, at kong Harald er blevet kristen; og det synes mig mere troligt, at en
søfarer har sat dette i dig for at glæde sig over din godtroenhed.
Men munken fastholdt, at det, han havde sagt, var sandhed og ikke en
skipperløgn. Thi denne store nyhed havde de hørt af deres egen biskop, da
han besøgte dem for to år siden; og i syv søndage havde de frembåret
taksigelser til Gud for den store vinding, det var for alle de kristne, der var
blevet hjemsøgt af nordboerne.
Efter denne bekræftelse troede mændene på det, munken havde sagt,
men de fandt det alligevel svært at forstå en så besynderlig nyhed.
– Han kommer jo selv fra Odin, sagde de og så på hinanden, hvordan
kan han da ty til en anden?
Og han har haft lykken med sig hele sit liv, sagde de, og den har aserne
skænket ham; og hans flåder er draget mod de kristne og vendt rige hjem.
Hvad skal han så med de kristnes Gud?
De rystede på hovedet og var fyldt af forundring.
– Han er gammel nu, sagde Grinulf, og det kan jo være, han er blevet
barn igen ligesom kong Ane i Uppsala i gamle tider. Thi konger drikker
stærkere øl end andre mænd og har mange kvinder; og sådant kan trætte
dem med tiden, så deres forstand bliver mørk, og de ikke længere ved, hvad
de gør. Og da de er konger, gør de alligevel, som de vil, selv efter at
forstanden har forladt dem; og det må være på den måde, kong Harald er
blevet indfanget af de kristnes lære.
Mændene nikkede og begyndte at fortælle historier om gamle mennesker
hjemme i bygden, der var blevet underlige i deres høje alder, og som havde
voldt deres slægt vanskeligheder med besynderlige påfund; og de syntes
alle, at det ikke var nogen stor fordel at leve, indtil tænderne faldt ud, og
forstanden begyndte at visne. Så sagde munken, at der ville ske dem værre
ting, thi på dommedag om elleve år ville de hurtigt blive revet bort fra
jorden. Men mændene svarede, at det var en passende tid for dem, og at de
ikke brød sig om at gå over til Kristus for den sags skyld.
Orm havde nu meget at tænke på; thi det måtte bestemmes, hvad de nu
skulle gøre, når de ikke turde drage ind til markedet på Irland. Til sidst
sagde han til sine mænd:
– Det er godt at være høvding, når byttet deles, og øl bydes omkring,
men værre når der skal lægges planer; og det, jeg nu kan tænke ud, er ikke
meget. Men vi må sejle med det samme; thi slaverne er nu så raske, som de
kan blive her på grund af maden og hvilen, og jo længere, vi tøver, desto
vanskeligere bliver vor rejse. Det bedste synes mig at være, at vi sejler til
kong Harald; hos ham findes der rige stormænd, som måske giver en god
pris for slaverne; og hvis han selv er blevet kristen, synes det mig, at vi har
en god gave til ham, så at vi straks kan opnå hans gunst. Jeg ville gerne
være hans mand, hellere det end at sidde som den yngste hjemme på min
faders gård, hvis den gamle endnu lever og Odd, min broder; for jer andre
bliver det let at komme til Blekinge, hvis I vil hjem, når vi har gjort vor
handel og delt vort bytte. Men det værste for os bliver at beskytte slaverne,
så de ikke dør for os, når vi kommer op i kulden.
Derpå sagde han til munkene, at han nu ville gøre en handel med dem.
De skulle overlade ham alle de gedeskind, de havde, og det tøj, de kunne
undvære; og for dette ville han give dem de to skrøbeligste slaver, da de
ellers ville dø på rejsen, men de kunne være munkene til nytte, hvis de blev
raske … og desuden nogle andalusiske sølvmønter. Munkene smilede og
sagde, at dette var en bedre handel, end irere som regel havde gjort med
Lochlannach, men at de helst ville have klokken Jakob. Orm sagde, at de
ikke kunne undvære klokken; og med handelen blev det, som han havde
sagt, så slaverne blev nogenlunde vinterklædte.
De røgede nu fisk og gedekød til rejsen og fik nogle af munkenes roer
med sig. Munkene hjalp dem med alt og var bestandig venlige og klagede
ikke, selv om deres gedeflok var skrumpet ind under besøget; deres eneste
sorg var, at den hellige klokke skulle forblive i hedningernes hånd, og at
Orm og hans mænd ikke ville forstå deres eget bedste og blive kristne. Ved
afskeden talte de endnu en sidste gang om Kristus og Sankt Finnian og
dommens dag, om alt det, der ville ske de bortdragende, hvis de undlod at
gå over til den sande lære. Orm svarede dem, at han havde ringe tid til at
lytte til sådanne ting; men derpå tilføjede han, at han ville være en dårlig
høvding, hvis han ved sin bortrejse viste sig gerrig for sådanne værtsfolk,
som de havde været for ham og hans mænd. Dermed stak han hånden ind i
sit bælte og tog tre guldmønter frem og gav dem.
Da Toke så dette, lo han ad en sådan flothed, men sagde derpå, at han
selv havde lige så god råd som Orm; thi når tidens fylde kom, havde han i
sinde at gifte sig til en af de bedste gårde på Lister og blive en stormand i
bygden. Derpå gav han også munkene tre guldmønter, og disse var
forbavsede over en sådan gavmildhed. Det så ikke ud til, at de andre mænd
syntes stort om alt dette; men de gav også noget for deres anseelses skyld;
alle undtagen Grinulf. Han blev hånet af alle for sin gerrighed; men han
grinede med sin skæve mund, kløede sig i kindskægget og var veltilfreds
med sig selv.
– Jeg er ikke høvding, sagde han, og desuden begynder jeg at blive
gammel, og en pige med gård på hånden vil ikke gifte sig med mig og
heller ikke nogen kone. Derfor er jeg i min gode ret, når jeg er gerrig.
Da slaverne atter var blevet bragt om bord og spændt fast, sejlede Orm
bort fra Sankt Finnians ø og holdt ned omkring Irland og fik hård vind og
god rejse. Alle pintes af efterårskulden, skønt de svøbte sig i gedeskindene;
thi Orm og hans mænd havde nu opholdt sig så længe i syden, at koldt vejr
bed mere i deres hud end før. Men de var alligevel ved godt mod, eftersom
de var hjemlandet nær, og var kun bange for søfarende landsmænd, som de
bestandig holdt skarp udkig efter. Thi munkene havde sagt, at danske
vikinger flokkedes mere end nogen sinde ved Englands kyster, eftersom det
meste af Irland var blevet lukket for dem på grund af kong Brians magt, og
England havde fået ry på sig, at det var det bedste land at plyndre. Af skræk
for at blive jaget af landsmænd holdt Orm skibet langt ude fra land, da de
styrede op gennem det engelske sund. De havde god lykke og undgik at
møde nogen; de kom ud i det åbne hav og mærkede, at bølgesprøjtet blev
koldere, og sejlede, indtil de skimtede Jyllands kyst. Så lo de alle af glæde,
thi det var godt atter at se land, der hørte til danevældet, og de pegede på de
landemærker, de havde set, da de sejlede ud med Krok for længe siden.
De rundede Skagen og holdt mod syd og nåede ind i læ under landet, og
nu måtte slaverne atter ro, så godt de kunne, mens klokken Jakob atter sang
takten. Her talte de med mænd i fiskerbåde, som de mødte, og fik at vide,
hvor langt de endnu havde til Jellinge, hvor kong Harald sad; og nu pudsede
de deres våben og synede deres klæder for at kunne træde frem for kongen
som mænd med anseelse.
Tidligt en morgen roede de op til Jellinge og lagde til ved en bro; de
kunne se Kongsgården, der lå på en høj et stykke inde i land omgivet af en
jordvold og pæleværk. Der lå nogle hytter nede ved broerne, og folk kom
ud af dem og stirrede på Orm og hans mænd, der så så fremmede ud. Så bar
de klokken i land med platformen og rullerne, som de havde anvendt i
Asturien; flere nysgerrige kom ud fra de nærmeste hytter for at se på en
sådan mærkelig ting og høre, hvor disse fremmede kom fra; og for Orm og
hans mænd var det sælsomt atter at høre deres sprog i alle munde, eftersom
de havde været så længe blandt fremmede. De løste slaverne og spændte
dem for klokken for at hale den op til kongen.
Nu hørte man skrig og larm oppe fra Kongsgården, og de så en fed mand
i lang kappe komme løbende mod dem ned ad bakken. Han var raget og
havde et sølvkors på brystet og skræk i sit ansigt; han nåede forpustet hen
til hytterne og slog ud med armene.
– Igler! Igler! råbte han, findes der ikke et barmhjertigt menneske, der
har blodigler? Jeg må have blodigler straks, friske og stærke.
Man kunne høre, at han var udlænding, men hans tunge løb hurtigt på
det danske tungemål, skønt han snappede efter vejret.
– Vore blodigler deroppe har fået en sygdom, sagde han, så de ikke
længere vil bide. Og igler er det eneste, der hjælper, når han har tandpine. I
faderens, sønnens og den helligånds navn findes der ikke et menneske, der
har blodigler?
Ingen i hytterne havde igler i huset, og den tykke præst stønnede og så
hjælpeløs ud. Han var nået hen til broen, hvor Orms skib lå, og nu fik han
øje på klokken og mændene omkring den. Han stirrede forbavset og kom
hurtigt nærmere.
– Hvad er dette? råbte han, en klokke, en hellig klokke! Er det mig, der
drømmer? Er det Satans blændværk eller en rigtig klokke? Hvordan er den
kommet her til mørkets og djævlenes land? Aldrig i mit liv har jeg set så
stor en klokke, ikke engang i kejserens egen kirke i Worms.
– Den hedder Jakob efter en apostel, sagde Orm; og vi har ført den hertil
fra den apostels kirke i Asturien. Vi hørte, at kong Harald var blevet kristen
og tænkte, at en sådan gave ville glæde ham.
– Et mirakel, et mirakel, håbte præsten hulkende og rakte armene mod
himlen. Guds engel har set til os i vor nød, nu, da vore igler er blevet syge.
Dette er en bedre helsebod end igler. Men skynd jer nu, skynd jer, skynd
jer! Det er farligt, thi han pines voldsomt.
Slaverne trak nu klokken op mod Kongsgården, og præsten opfordrede
mændene til at skynde dem af al magt. Han snakkede ustandselig, som om
han var fra forstanden og tørrede sine øjne og vendte ansigtet mod himlen
og anråbte den på præsters tungemål. Orm og de andre forstod, at kongen
havde tandpine, men de kunne ikke begribe, hvad deres klokke kunne gavne
ved den ting. Men præsten pludrede af lykke og kaldte dem himlens
sendebud og sagde, at alt nu ville gå godt.
– Mange tænder har han ikke tilbage i sin mund, priset være den
almægtige, sagde han; men de har voldt os lige så meget besvær som alt
andet djævelskab i hele dette land. Thi trods sin alder har han ofte ondt i
dem, undtagen de to blå; og når tandpinen tager fat, er han farlig at komme
nær og hans gudsbespottelse uden måde. Engang i sommer, da han havde
ondt i en kindtand, var han lige ved at gøre broder Willibald til martyr; thi
han slog ham i hovedet med vort store krucifiks, som skulle hjælpe med at
mildne smerterne. Broder Willibald er nu atter rask, herren være lovet, men
han lå med store smerter og heftig feber. Vi gav vort liv til gud, broder
Willibald og jeg, da vi fulgte biskop Poppo her til mørkets land med
evangeliet og vor lægekunst, men alligevel er det uhyggeligt, at man kan
risikere at blive martyr for nogle gamle tænders skyld. Og vi må ikke
trække en tand ud, det har han forbudt, det koster livet; thi han siger, at han
ikke vil blive som en gammel konge hos sveaerne, der i sin alderdom
sugede mælk i sig af et horn. Under sådanne vanskeligheder og trængsler
lever vi hos denne konge for at fremme guds rige: broder Willibald, der er
den bedste læge i hele ærkebiskopdømmet Bremen, og jeg, der er både
kantor og læge, hedder broder Matthias.
Han snappede efter vejret, strøg sveden af ansigtet og råbte til slaverne,
at de skulle skynde sig. Derpå fortsatte han:
 – Det værste for os læger her i dette land er, at vi ikke har relikvier til
vor hjælp: ikke så meget som en eneste af Sankt Lazarus’ tænder, der er så
ufejlbarlige mod tandpine, og som der findes så rigeligt af mange steder i
kristenheden. Thi vi, der drager ud til hedningerne, får ingen relikvier med
os, eftersom de kunne falde i hedningehånd og besudles. Vi må stole på
vore bønner og korset og verdslige lægemidler, og stundom slår sådant ikke
til. Ingen kan derfor helbrede med vidunderlig lægedom her blandt danerne,
før der findes relikvier i dette land, og det har endnu lange udsigter. Thi
ganske vist er allerede tre biskopper og mange almindelige prædikanter
blevet slået ihjel af folket her, og nogle af disse martyrers lig er blevet
reddet og har fået en kristen begravelse, så vi ved, hvor de findes; men den
hellige kirke har forordnet, at ben af biskopper og martyrer ikke må graves
op og anvendes til lægedom før seks og tredive år efter deres død; og indtil
da står det ilde til her for os læger.
Han rystede på hovedet og mumlede bedrøvet for sig selv, men derpå
klarede han atter op:
– Men efter at Gud nu har ladet dette store under ske, bliver det bedre for
broder Willibald og mig. Det er sandt, at jeg aldrig i de lærde skrifter har set
Sankt Jakob særlig omtalt som gavnlig mod tandpine; men i hans egen
klokke, der nylig er blevet hentet på hans grav, må der dog bo megen styrke
mod alt ondt, også mod dårlige tænder. Og derfor er du, høvding, tilvisse et
Guds sendebud for broder Willibald og mig og for al kristen gerning i dette
land.
– Vise mester, sagde Orm, hvordan helbreder du tandpine med en
klokke? Jeg og mine mænd har været i fjerne lande og set mange mærkelige
ting, men dette synes mig mærkeligst af alt.
– Der findes to forskellige måder, som vi lærde kender, svarede broder
Matthias, og de er begge gode. Men min tanke er – og broder Willibald vil
sikkert være enig med mig om dette – at den gamle opskrift af Sankt
Gregorius er den bedste. Og den får du straks at se.
De var nu nået hen til volden og pæleværket, og en gammel portvagt
åbnede den store yderport for dem, mens en anden blæste i lur til tegn på, at
der kom fremmede. Broder Matthias satte sig nu i spidsen for toget og
istemte med stærk stemme en hellig sang: Vexilla regis prodeunt; efter ham
gik Orm og Toke, og derpå kom slaverne med klokken, drevet frem af de
øvrige mænd.
 Bag pæleværket lå et stort antal huse, der alle tilhørte kongens
husholdning. Thi kong Harald levede i større glans og rigdom, end hans
forfædre havde gjort; han havde udvidet kong Gorms store gæstebudshal og
gjort den prægtigere, og han havde bygget store længer til sin hird og sine
tjenestefolk. Hans køkken og bryggers var blevet besunget af skjalde, da de
stod færdige, og indsigtsfulde mænd mente, at de var større end
Uppsalakongens. Broder Matthias førte dem hen til det hus, der var kongens
eget sovehus, og hvor han nu på sine gamle dage holdt mest til sammen
med sine kvinder og sine skatkister.
Det var et højt hus med god plads; men det var som regel ikke længere
så befolket som før. Thi efter at biskop Poppo ofte havde fremhævet for
kong Harald, at han måtte anstrenge sig for at leve et kristeligt liv i alle
måder, havde kongen nu skilt sig af med de fleste af sine kvinder og kun
beholdt nogle af de yngste; de ældre, der havde født ham børn, boede nu i
andre huse. Men denne morgen var der livligt omkring huset, og mange
mennesker, både mænd og kvinder, løb ængstelige og forjagede omkring.
Mange standsede og så på de nyankomne og spurgte, hvad det kunne være;
men broder Matthias afbrød sin sang og styrtede ivrigt forbi alle ind i
kongens kammer, og Orm og Toke fulgte med ham.
– Broder Willibald, broder Willibald, råbte han, endnu findes der balsam
i Gilead! Herre konge, vær glad og pris Gud, thi der er sket et under for din
skyld, og snart skal din pine fordrives. Jeg er som Saul, Kis’ søn; thi jeg gik
ud for at lede efter blodigler og fandt en hellig ting.
Og mens Orms mænd med stort besvær bar klokken ind i kammeret,
begyndte broder Matthias at fortælle, hvorledes alt hang sammen.
Orm og hans mænd hilste kong Harald med stor ærefrygt, og de så alle
på ham med nysgerrighed; thi de havde hørt om ham, så længe de kunne
mindes, og det var sælsomt for dem at se ham nu så forpint og elendig.
Hans seng stod henne ved den korte væg, lige over for døren. Den var
solidt tømret sammen og høj og fyldt med dyner og skindtæpper; den var så
rummelig, at tre eller fire kunne ligge ved siden af hinanden, uden at der
blev pladsmangel. Kong Harald sad på kanten af sengen med mange dyner
omkring sig; han havde en strikket gul uldhætte på hovedet og var svøbt i
en lang pels af odderskind. På gulvet ved hans fødder sad to unge kvinder
på hug med et fyrfad mellem sig, og de havde begge en af hans fødder i
skødet og gned dem for at holde dem varme.
 Enhver kunne se, at kong Harald var en stor konge, som han sad dèr,
skønt han ikke var iført sin kongelige pragt, og hans blik var ængsteligt.
Han så, opfyldt af en sørgmodig forventning og med store runde øjne på
menneskene i kammeret og klokken, der blev båret ind, men han syntes
ikke at bryde sig om det, han så; han trak vejret i samme stød, som om han
var forpustet; thi smerterne var stilnet af for en tid, og han sad og ventede
på, at de skulle tage fat igen. Han var stor og kraftig, bredbrystet og
tykmavet, ansigtet var stort og rødt med en blank hud uden rynker. Hans hår
var hvidt; men skægget, der var bredt og tykt og lå over brystet i lange flige,
var gulhvidt; og i midten, i en smal stribe fra underlæben, havde det holdt
sig helt gult og var ikke blevet hvidt. Det var vådt omkring munden på
grund af alt det, han havde taget for tandpinen, så de to blå øjentænder, der
var berømte ikke blot på grund af deres farve, men også for deres længde,
kunne ses mere end sædvanlig ligesom hugtænderne på en gammel galt.
Han havde udstående og blodsprængte øjne, magt og farlighed syntes at bo i
dem, såvel som i hans brede pande og store grå øjenbryn.
Sådan var Harald Blåtand, da Orm og hans mænd så ham for første gang,
og Toke sagde bagefter, at det var hans mening, at kun få gamle konger med
tandpine ville have opført sig lige så kongeligt som han.
Biskop Poppo var ikke i kammeret, thi han havde våget hele natten hos
kongen og opsendt bønner for ham og havde måttet høre på
gudsbespottelser og truende ord, når smerterne var for voldsomme, så han
til sidst måtte gå til hvile. Men broder Willibald, der havde prøvet
forskellige lægemidler hele natten sammen med broder Matthias, var stadig
i bevægelse og ved godt mod. Det var en lille, indtørret mand, helt skaldet,
med stor næse og sammenknebne læber; han havde et rødt ar over issen.
Han nikkede ivrigt, mens broder Matthias fortalte, og rakte armene i vejret,
da klokken blev båret ind.
– Dette er i sandhed et under, sagde han med skarp og ivrig stemme.
Ligesom himlens ravne kom med føde til profeten Elias, der var alene i
ørkenen, er disse farende mænd kommet med hellig kraft til vor hjælp. Vi
har kun kunnet få denne smerte til at vige en kort tid med verdslige midler;
thi så snart kongen, vor herre, utålmodigt har åbnet sin mund, er smerterne
øjeblikkelig vendt tilbage: sådan har det været natten igennem. Men nu er
helbredelsen sikker. Nu må du, broder Matthias, vaske klokken med
vievand; og derved synes det mig bedst, at du får den lagt om på siden og
vasker den indeni, thi på ydersiden ser jeg intet af det støv, vi har brug for.
Imens skal jeg blande det øvrige.
Klokken blev væltet omkuld, og broder Matthias vaskede den med en
klud, som han dyppede i vievand og bagefter vred op i en skål. Der var
meget gammelt støv i klokken, så det vand, han vred ud af kluden, blev
sort, og dette glædede broder Matthias meget. Imens begyndte broder
Willibald at pusle med sine lægemidler, som han havde i en stor læderkiste,
mens han talte belærende til alle i kammeret, der gad høre på ham.
– Den gamle gregorianske opskrift er bedst i tilfælde som dette, og for
tandpine er den enkel og uden hemmeligheder. Slåensaft, svinegalde,
salpeter og okseblod, en smule peberrod og nogle dråber enebærolie; alt
blandet med en lige så stor del vievand, i hvilket den hellige relikvie er
blevet vasket. Skal holdes i munden under tre salmevers, der gentages tre
gange. Dette er det sikreste middel, lægekunsten kender mod tandpine; når
relikvien er tilstrækkelig stærk, slår det aldrig fejl. Den gamle kejser Ottos
apuliske doktorer tog gerne frøblod i stedet for okseblod, men nu har man
forladt deres teorier i denne sag; og det er godt, thi det er vanskeligt at
skaffe frøblod om vinteren.
Han tog et par små metalflasker op af sin kiste, fjernede propperne og
snusede; derpå rystede han på hovedet og sendte en tjener ud i køkkenet
efter frisk okseblod og galde.
– Thi kun det bedste er godt nok i et tilfælde som dette, sagde han; og er
relikvien end aldrig så stærk, bør man dog også vise stor omsorg med det,
der skal sættes til.
Nu var der gået en rid, og kong Harald så ud til at være mindre urolig for
sin tandpine. Han fæstnede sit blik på Orm og Toke og syntes at finde det
besynderligt, at han havde fremmede i udenlandske våbenklæder for sig; thi
de bar røde kapper og Almansurs forsirede skjolde, og deres hjelme havde
næseskinner og gik langt ned over kinderne og nakken. Han gjorde tegn til
dem, at de skulle komme nærmere.
– Hvis mænd er I? sagde han.
– Vi er dine mænd, herre konge, svarede Orm. Men vi er kommet hertil
fra Andalusien. Dèr tjente vi Almansur af Cordova, den mægtige herre,
indtil der kom blod mellem os og ham. Først var Krok fra Lister vor
høvding, og sammen med ham drog vi ud på togt med tre skibe. Men han er
død og mange med ham; og jeg er Orm, Tostes søn, fra Kullen i Skåne, og
høvding for dem, der blev tilbage; og vi er kommet til dig med denne
klokke. Vi anså det for at være en god gave til dig, herre konge, da vi havde
hørt, at du havde ladet dig kristne. Om dens magt mod tandpine ved jeg
intet, men den var os til god hjælp på havet. Og det var den største klokke
ved Sankt Jakobs grav i Asturien, hvor der fandtes mange sælsomme ting;
vi kom dertil sammen med vor herre Almansur, og han betragtede den som
en stor kostbarhed.
Kong Harald nikkede uden at sige noget; men den ene af de to unge
kvinder, der sad på hug ved hans fødder, løftede hovedet og så op på Orm
og Toke og sagde meget hurtigt på arabisk:
– I Allahs navn, den forbarmendes, den miskundeliges! Er I Almansurs
mænd?
De så på hende begge to, forbavsede over at høre dette tungemål ved
kong Haralds hof. Hun var skøn at skue med store brune øjne i et blegt
ansigt; hendes hår var sort og hang i to lange fletninger ned fra tindingerne.
Toke havde aldrig opnået at blive særlig mundrap på arabisk; men det var
længe siden, han havde talt med en kvinde, og han blev derfor hurtigt
færdig med sit svar:
– Du må være fra Andalusien. Dèr har jeg set kvinder, der lignede dig,
skønt få var fuldt så smukke.
Hun lo hurtigt til ham med hvide tænder, men fik straks en sørgmodig
mine.
– Du ser, o fremmede, som taler mit sprog, hvad min skønhed har
skænket mig, sagde hun med sin bløde stemme. Her sidder jeg, en
andalusisk kvinde af kelbitisk stamme, som slavinde blandt det yderste
mørkes hedninger, skamløst utilsløret, og gnider denne blåtandedes gamle
møre tænder. I dette land findes kun mørke og kulde og skindtæpper og lus
og en føde, som Sevillas hunde ville spy fra sig. I sandhed, jeg tager min
tilflugt til Allah – bort fra det, min skønhed har skænket mig.
– Du synes mig for god til den bestilling, du nu har, sagde Toke venligt;
du burde kunne finde en mand, der har andet at komme stikkende med end
tæerne.
Hun sendte ham atter et strålende smil, skønt hun lige havde fået tårer i
øjnene; men nu rørte kong Harald på sig og sagde vredt:
– Hvem er du, der stiller dig op her og sladrer på ravnesprog med mine
kvinder?
 – Jeg er Toke, Grå-Gulles søn fra Lister, svarede han; og alt, hvad jeg
ejer, er mit sværd og mit mundlæder. Og når jeg talte med din kvinde, herre
konge, var det ikke af mangel på underdanighed for dig. Hun spurgte mig
om klokken, og jeg svarede hende; og hun sagde, hun troede, den var lige så
god en gave som hun selv, og at den ville blive dig til lige så stor nytte.
Kong Harald åbnede atter munden for at svare; men i det samme
formørkedes hans ansigt, han udstødte et råb og kastede sig bagover i
dynerne, så de to unge kvinder ved hans fødder væltede ud på gulvet; thi
smerterne sled nu atter hårdt i hans dårlige tand.
Der blev uro i kammeret, og de, der stod nærmest ved kongens seng, veg
tilbage for hans voldsomhed. Men broder Willibald havde nu fået sin
blanding færdig og gik tappert derhen med ivrig mine og opmuntrende ord.
– Nu, herre konge! Nu, herre konge! sagde han formanende og gjorde
korsets tegn, først over kongen og derpå over skålen med blandingen, som
han holdt i den ene hånd. Med den anden hånd tog han derpå en lille
hornske og fortsatte med højtidelig stemme:

Plager, som brænde

mægtigt i munden,
slukkes af denne
kilde til bunden:
Fryd skal du kende –
smerten forsvunden.

Kongen stirrede på ham og hans skål og fnøs arrigt og rystede på hovedet

og stønnede; derpå slog han fra sig i sin smerte og råbte med vældig
stemme:
– Væk præst! Bort med din galde og din suppe! Hallbjørn, Staller,
Arnkel, Grim! Op med en økse og knæk præstelusen!
Men hans mænd, der ofte havde hørt ham sådan, brød sig ikke om hans
råb; og broder Willibald lod sig ikke forskrække, men fortsatte med høj
stemme:
– Vær tålmodig, herre konge, og sæt dig op og tag dette i munden. Her er
rigelig helgenkraft og alt, hvad dertil hører. Kun tre skeer, og du behøver
ikke at synke det. Syng, broder Matthias!
 Broder Matthias, der stod med det store krucifiks i hånden bag broder
Willibald, istemte nu en hellig sang:

Solve vincla reis,

profer lumen caecis,
mala nostra pelle,
bona cuncta posce!

Kongen så ud til at blive tæmmet af denne sang, thi han fandt sig nu
tålmodigt i, at de satte ham op. Broder Willibald stak hurtigt en skefuld af
blandingen i hans mund og begyndte derpå selv at synge sammen med
broder Matthias, mens alle i kammeret så til, opfyldt af stor forventning.
Kongen blev grå i ansigtet på grund af det kraftige lægemiddel, men holdt
dog munden lukket; og da de tre vers var sunget, spyttede han lydigt det fra
sig, han havde indtaget, hvorpå broder Willibald under fortsat sang hældte
en ny portion i munden på ham.
Alle de, der så til, var senere enige om, at det kun var et øjeblik efter, at
kongen havde fået den anden skefuld i munden, og før man endnu havde
sunget et helt vers, at han pludselig lukkede øjnene og stivnede. Derpå
åbnede han atter øjnene og spyttede det ud, han havde i munden; han
sukkede dybt og råbte efter øl. Broder Willibald afbrød sin sang og bøjede
sig ivrigt frem:
– Er det bedre, herre? Er smerterne hørt op?
– Det er gået over, sagde kongen og spyttede igen; det, du havde rørt
sammen, var surt, men det hjalp.
Broder Willibald strakte sine arme i vejret, beruset af lykke.
– Hosianna! råbte han. Det er fuldbyrdet! Sankt Jakob af Hispanien har
stået os bi. Pris Gud, herre konge, thi nu stunder lysere tider. Tandpinen skal
ikke længere formørke din ånd, heller ikke fremkalde ængstelse i dine
tjeneres bryst.
Kong Harald nikkede og strøg sit overskæg til side. Han greb med begge
hænder et rummeligt stob, som en af hoffolkene havde båret frem, og
løftede det til munden. Først syntes han at være forsigtig og tage små slurke
af angst for, at tandpinen skulle begynde igen, men derpå drak han
tillidsfuldt, indtil stobet var tømt. Han befalede straks, at det atter skulle
fyldes, og rakte det til Orm.
– Vær velkommen, sagde han. Og tak for hjælpen!
 Orm tog stobet og drak. Det var det bedste øl, han havde smagt, stærkt
og kraftigt, sådan som konger havde råd til at brygge det, og han drak med
god tørst. Toke så til og sukkede, og til sidst sagde han:

Tungen er tør og halsen hård

hos gæst fra det fjerne: du vise
og mægtige drot, lad skænke en tår
Toke til lindring og lise.

– Hvis du er skjald, skal du drikke, sagde kong Harald; men du skal kvæde
til drikken.
Stobet blev fyldt til Toke, og han satte det for munden og drak med
hovedet mere og mere bagud; det var alles mening i kongens kammer, at
ikke mange stob var blevet tømt hurtigere end dette. Han tænkte sig nu om,
mens han tørrede skum af skægget og sagde derpå med stærkere røst end
før:

Langt måtte jeg gå uden øl,

ro og slå uden øl:
hil Gorms vældige søn, der huldrig
ej lod mig stå uden øl.

Mændene i kammeret syntes, at Tokes vers var velgjort, og kong Harald

sagde:
– Det begynder at blive småt med skjalde, og nu for tiden ser man
mindst den slags, der kan gøre vers uden langt grubleri. Der er kommet
mange til mig med draper og flokke, og det har været harmeligt at se dem
sidde vinteren igennem med næsen i øllet uden at være til stor nytte, efter at
de havde fremsagt det kvad, de bragte med sig. Jeg synes bedst om dem, der
har let ved at digte vers, så de kan være til daglig glæde i hallen; og det kan
være, at du, Toke fra Lister, er flinkere end andre, jeg har hørt, siden Einar
Skålaglam og Vigfus Viga-Glumsson gæstede mig. I skal nu begge blive
hos mig julen over, og jeres maénd med jer; og man skal give jer af det
bedste øl, thi det mener jeg jeres gave er værd.
Derpå gabede kong Harald heftigt, thi han var træt efter sin strenge nat.
Han svøbte pelsen om sig og krøb bedre op i sengen og lagde sig til hvile
med de to unge kvinder ved siden af sig. Tæpperne blev lagt på, og broder
Matthias og broder Willibald gjorde korsets tegn over ham og mumlede en
bøn. Alle gik nu ud af kammeret, og kongens staller stillede sig midt på
gårdspladsen med sværd i hånd og råbte tre gange med høj stemme: –
»Danemes konge sover!« – for at ingen støj skulle forstyrre kong Haralds
ro.
 Niende kapitel

HVORDAN MAN DRAK JUL HOS

KONG HARALD BLÅTAND
Der kom stormænd til Jellinge fra mange kanter af landet for at holde jul
hos kong Harald, og der blev kneben plads både i sovekamrene og ved
bordene. Men Orm og hans mænd klagede ikke over trængselen, thi de
havde nu god afsætning på deres slaver og fik dem alle solgt, inden helgen
begyndte. Da Orm havde fordelt købesummen, følte hans mænd sig rige og
veltilfredse; og de længtes nu efter at komme tilbage til Lister for at vise,
hvad de havde vundet og for at få at vide, om Berses to skibe nogen sinde
var nået hjem, eller om de var de eneste overlevende fra Kroks togt. Men de
ville gerne blive i Jellinge højtiden over, thi det var en stor hæder, der betød
forøget anseelse for bestandig, at drikke jul hos danernes konge.
Den fornemste af gæsterne var kong Haralds søn, kong Sven Tveskæg,
der var kommet fra Hedeby med et stort følge. Han var frillesøn ligesom
alle kong Haralds børn; og forholdet var dårligt mellem ham og hans fader,
så de begge helst ville være fri for at se hinanden. Men kong Sven plejede
altid at komme til Jellinge ved juletid, og alle vidste, hvorfor han kom. Thi
om julen, når mad og drikke var rigeligst og stærkest, hændte det ofte, at
gamle mænd døde hurtigt i sengen eller på drikkebænken; sådan var det
gået med gamle kong Gorm, der efter en overdådighed af juleflæsk havde
ligget målløs i to dage, og som derpå var død; og kong Sven ville være der,
hvor skatkisterne fandtes, når hans fader faldt fra. Han var kommet mangen
en jul forgæves, og hans utålmodighed blev større for hvert år. Hans mænd
var vældige krigere, opblæste og stridige, og havde svært ved at enes med
kong Haralds husfolk; og det var blevet endnu værre end før, efter at kong
Harald var blevet kristen og mange af hans mænd med ham. Thi kong Sven
holdt sig til den gamle lære og lo vredt over sin faders omvendelse; han
sagde, at danerne ville være sluppet for et sådant narreværk, hvis den gamle
havde været så fornuftig at dø i tide.
 Men dette sagde han ikke højt, mens han var i Jellinge, thi kong Harald
havde let ved at blive rasende, og så var han farlig for alle. De havde intet at
sige hinanden efter den første hilsen, og de drak ikke hinanden til mere end
nødvendigt fra deres højsæder i gæstebudshallen.
Dagen før jul blev det snestorm, men derpå lagde vinden sig, og det blev
koldt; og juledags morgen, da præsterne sang julemessen, og Kongsgården
lå indhyllet i en god damp fra tilberedelserne i køkkenet, dukkede et stort
langskib op fra syd og holdt ind mod bryggen med stormslidt sejl og
isfyldte årer. Kong Harald overværede messen og blev vækket af budskabet;
han spekulerede på, hvem disse gæster kunne være og gik op på svalen for
at se på skibet. Det var et skib med høj ræling; og forstavnens røde
dragehoved sad højt på en krum hals og havde is mellem kæberne efter den
hårde sø. Man så mænd med isslag på klæderne gå i land, og blandt dem en
velvoksen høvding i blå kappe og en i rød; manden i rødt var en del højere
end den anden. Kong Harald betragtede det hele, så godt han kunne på
grund af afstanden, og sagde:
– Det ser ud til at være et jomsvikingeskib eller også et fra sveaernes
land; og det er hovmodige folk, der er om bord, thi de kommer ind til
danernes konge med et enkelt skib uden at have sat fredsskjoldet op. Jeg
kender kun tre mænd, der vover at gøre det: Skoglar – Toste og Vagn
Åkesson og Styrbjörn. Og skibet er blevet roet ind, uden at dragehovedet er
blevet taget ned, skønt man ved, at landvætterne ikke synes om det syn, og
jeg kender kun to, der ikke bryder sig om, hvad landvætter synes: Vagn og
Styrbjörn. Og det kan ses på skibet, at det ikke har søgt læ for stormen, og
jeg kender kun een, der ikke viger tilbage for et sådant vejr som i nat. Det er
derfor min tro, at dette er Styrbjörn, min svigersøn, som jeg ikke har set i
fire år, og det kan stemme med den blå kappe; thi han bærer blå kappe,
indtil han har vundet sin fædrene arv tilbage fra kong Erik. Hvem den
anden er, der synes at være mindst lige så høj som han, kan jeg ikke sige
med sikkerhed; men Strutharalds sønner er alle tre mere velvoksne end
andre og desuden Styrbjörns venner. Sigvalde Jarl kan det ikke være, thi
han befinder sig ikke godt ved julegilder nu for tiden på grund af den hån,
der ramte ham, da han roede baglæns i Hjørungavåg; og Hemming, hans
broder, sidder i England. Men den tredje er Thorkel Höge, og det kan være
ham.
Således sagde kong Harald, hvis visdom var stor; og da de fremmede
kom op til Kongsgården, og man så, at han havde sagt det rigtige, blev han
mere munter, end han før havde været siden kong Svens ankomst. Han bød
Styrbjörn og Thorkel velkommen og befalede øjeblikkelig, at der skulle
fyres op i badstuen og gav ordrer til, at de alle skulle have varmt øl.
– Det kan være nødvendigt efter en sådan færd, sagde han, endogså for
de største hærmænd; og det er sandt, som de gamle plejede at sige:

Varmt øl til frosne mænd

og varmt øl til trætte;
thi varmt øl er kroppens ven,
og sindet kan det lette.

Nogle af Styrbjörns mænd var så medtagne af rejsen, at de stod og rystede;

men da man rakte dem kander med varmt øl, blev de straks rolige på
hånden, så ikke en dråbe gik til spilde.
– Og når I har været i badstuen og hvilet jer, begynder julegildet, sagde
kong Harald; og jeg føler nu mere lyst til det, end hvis jeg kun havde haft
min søn at se på over bordet.
– Har du Tveskægget her? sagde Styrbjörn og så sig omkring. Ham vil
jeg gerne tale med.
– Det er hans håb at se mig dø øldøden, sagde kong Harald, derfor er han
her. Men det er min tro, at hvis jeg dør ved et julegilde, bliver det især, fordi
jeg har set mig træt på hans sure miner. Du kan tidsnok komme til at tale
med ham; men en ting vil jeg vide: er der blod mellem dig og ham?
– Blod er der ikke, sagde Styrbjörn, men det kan der måske blive. Han
har lovet at hjælpe mig med skibe og mænd mod min frænde i Uppsala,
men der er ikke kommet nogen.
– Nu er det sådan her hos mig, sagde kong Harald, at der ikke må yppes
kiv i den hellige tid; og det vil jeg, at du straks skal vide, selv om en sådan
stilhed kan falde dig svær. Thi jeg holder mig nu til Kristus og tåler ingen
ufred juledag, der er hans fødselsdag, og heller ikke på de hellige dage, der
følger efter.
– Jeg er en mand uden land, sagde Styrbjörn, og har kun ringe råd til
fredelighed; thi med mig er det sådan, at jeg hellere vil være ravnen end
den, ravnen hakker.
– Men når jeg gæster dig, tror jeg, at jeg kan holde fred lige så godt som
enhver anden, hvilke guder der end står for højtiden; thi du har været en god
svigerfader, og med dig har jeg aldrig haft strid. Men det er sandt, at jeg nu
må sige dig, at din datter Thyra er død; og jeg ville hellere have haft bedre
nyheder med mig.
– Det var et sorgens bud, sagde kong Harald. Hvad døde hun af?
– Hun blev misfornøjet, da jeg tog mig en vendisk frille og kom i et
sådant raseri, at hun spyttede blod; og derefter sygnede hun hen og døde.
Men ellers var hun en god kone.
– Det er noget, jeg længe har lagt mærke til, sagde kong Harald, at unge
mennesker dør lettere end gamle. Men nu må vi ikke lade dette tynge vort
sind for meget, når vi drikker jul; og jeg har stadig flere døtre tilbage, som
jeg ikke ved, hvad jeg skal stille op med. De er alle indbildske og vil kun
ægte mænd af høj æt og med stort ry; og du behøver ikke at sidde længe
som enkemand, hvis nogen falder dig i smagen. Du skal få dem alle at se;
og det kan hænde, at julefreden blandt dem bliver dårlig på grund af denne
sag.
– Det er andet end giftermål, der nu ligger mig mest på sinde, sagde
Styrbjörn; men det kan vi tale om senere.
Der blev kigget meget efter Styrbjörn fra døre og svalegange, da han gik
til badstuen med sine mænd; thi han var en sjælden gæst og den største af
alle krigere i Norden siden Lodbrogs sønners tid. Han havde lyst skæg – det
var kortklippet – og bleggrå øjne; og de, der aldrig havde set ham før,
mumlede forbavset til hinanden, da de opdagede, at han var en rank og
spinkel mand. Thi alle vidste, at hans styrke var sådan, at han med sit
sværd, der hed vuggesang, kunne kløve skjolde, som var det brødstykker,
og våbenklædte mænd fra halsen til skrævet. Kyndige mænd sagde, at
Uppsala-ættens gamle lykke fulgte ham, og at den gav ham hans styrke og
hans held ved alle dumdristige foretagender. Men det var ligeledes
velkendt, at noget af den æts forbandelse og gamle uheld også var faldet i
hans lod; derfor var han en høvding uden land, og derfor blev han også
stundom grebet af træthed og et stort tungsind. Så plejede han at lukke sig
inde helt alene og ligge dag efter dag, mens han sukkede og mumlede
bedrøvet. Han tålte ikke noget menneske i sin nærhed undtagen en kvinde,
der redte hans hår, og en gammel harpespiller, der skænkede øl for ham og
spillede sørgmodige sange. Men så snart tungsindet havde forladt ham, var
han altid ivrig efter at komme til søs og i krig, og så kunne han gøre selv
sine hårdeste mænd trætte og ængstelige med sin dristighed og sin dårlige
vejrlykke.
 Derfor var han omgivet af en skræk, der var større end andre høvdinges,
som om noget af gudernes egen magt og farlighed, boede i ham; og
adskillige troede, at han engang, når han nåede sin fulde styrke, skulle drage
til Miklagård og gøre sig til kejser dèr og sejle jordskiven rundt med
vældige flåder.
Men andre sagde, at de kunne se på hans øjne, at han ville dø ung og i
ulykke.
Nu var alt færdig til julefesten i kong Haralds store hal, og alle mænd
bænkede sig dèr. Ingen kvinder deltog i et sådant stort drikkelag; thi det var
vanskeligt nok, syntes kong Harald, at holde fred mellem mænd, der var for
sig selv; og det ville have været langt vanskeligere, hvis de i deres rus
havde haft kvinder, de kunne vise, hvor kry de var. Da alle havde fået en
plads, meddelte kongens staller højt, at Kristi og kong Haralds fred rådede i
hallen, og at intet jern måtte bruges, undtagen til at skære føden med: hug-
og stiksår og ethvert blødende sår, som en mand voldte en anden med
ølkrus eller kødben, trætallerken, slev eller knyttet hånd, skulle regnes som
fuldt drab og som mangel på respekt over for Kristus og som en gerning,
der ikke kunne sones ved en bøde, og den skyldige ville få en sten bundet
om sin hals og blive druknet på dybt vand. Alle våben undtagen spiseknive
var blevet anbragt i forstuen, og kun de betroede mænd, der sad ved kong
Haralds eget bord, havde deres sværd med sig ind, thi de havde ord for at
kunne beherske sig, selv efter de var blevet berusede.
Hallen var bygget til at rumme godt og vel syv hundrede mand uden
trængsel, og i midten stod kong Haralds eget bord, hvor de tredive hædrede
mænd sad. Bordene til de andre stod på tværs i begge ender af hallen. Der
var seks højsædepladser ved kong Haralds bord, tre på hver side. Til højre
for kong Harald sad Styrbjörn og til venstre biskop Poppo; lige overfor
havde kong Sven på sin højre side Thorkel Höge og til venstre en gammel
rød og skaldet jarl fra småøerne, som hed Sibbe, derefter sad de øvrige efter
deres anseelse, og ved dette bord havde kong Harald selv bestemt pladsen
for dem alle. Orm kunne ikke regnes til de store høvdinge, men han havde
fået en bedre plads, end han kunne vente og Toke sammen med ham,
eftersom kong Harald var taknemmelig for den store klokke og syntes godt
om Tokes digtekunst. Orm sad som nummer tre fra biskoppen og Toke som
nummer fire; thi Orm havde sagt til kong Harald, at han kun ugerne ville
skilles fra Toke, eftersom denne ellers kunne blive vanskelig på grund af
øllet. Lige overfor på den anden side af bordet havde de høvdinge fra kong
Svens følge.
Biskoppen læste en bøn, som kong Harald bad ham gøre kort, og derpå
blev der drukket tre skåle; til ære for Kristus, for kong Haralds lykke og for
solens genkomst. Selv de hedenske drak skålen for Kristus, eftersom det var
den første skål, og de tørstede efter øl, men nogle af dem gjorde
hammertegnet over kanden og mumlede Thors navn, inden de drak. Da man
drak for kong Haralds lykke, fik kong Sven øl i den gale hals og hostede, så
Styrbjörn spurgte, om den slurk var ham for stærk.
Nu blev juleflæsket båret ind; og hærmænd og høvdinge tav, da de så det
komme og trak vejret dybt og grinede ad glæde; mange løsnede deres bælte
for at være fuldt rede fra begyndelsen. Thi skønt der fandtes folk, som
påstod, at man stundom hos kong Harald nu på hans gamle dage kunne
mærke en vis gerrighed med hensyn til sølv og guld, var der aldrig blevet
sagt noget sådant om ham, når talen var om mad og drikke og mindst af
dem, der havde været til julegilde hos ham.
Otte og fyrretyve oldensvin, velfedede, var, hvad kong Harald plejede at
lade slagte til jul; og han sagde gerne, at selv om dette ikke slog til for hele
julen, blev der dog altid en god bid til enhver, og derefter måtte man nøjes
med får og okser. Køkkenfolkene kom to og to i en lang række med store,
dampende kedler imellem sig, andre bar trug med blodpølse. Køkkenkarle
med lange spid fulgte efter; og da kedlerne var blevet anbragt ved siden af
bordene, stak de spiddene ned i suppen og fiskede store stykker op, der blev
lagt for gæsterne efter rangfølgen, så at der ikke kunne ske nogen uret; og
der blev lagt en god alen blodpølse til enhver eller mere, hvis nogen
ønskede det. Brødstykker og stegte roer lå i lerfade på bordene, og for
enden af bordene stod kar med øl, så horn og kander altid kunne holdes
fyldte.
Da flæsket kom til Orm og Toke, sad de ubevægelige, vendt mod kedlen
og fulgte nøje, hvordan karlen fiskede med spiddet. De sukkede af glæde,
da han tog nogle fine stykker bugflæsk op til dem; og de mindede hinanden
om, hvor længe det var siden, de sidst havde siddet ved et sådant måltid og
var forbavset over, at de i så mange år havde kunnet holde ud at leve i et
land uden flæsk. Men da blodpølsen kom, fik de begge tårer i øjnene, og det
syntes dem, at de aldrig havde fået et ordentligt måltid mad, siden de
sejlede ud med Krok.
– Den lugt er det bedste af alt, sagde Orm stille.
 – Der er timian i, sagde Toke med brudt stemme.
Han stak sin pølse i munden, så langt ind som muligt og bed den over og
tyggede; derpå vendte han sig hurtigt om igen og snappede efter tjeneren,
der ville gå videre med truget, greb ham i trøjen og sagde:
– Lad mig straks få mere pølse, hvis det ikke er mod kong Haralds bud;
thi jeg har længe lidt nød i andalusiernes land, hvor der ikke findes føde for
mænd, og det er syv jules blodpølse, jeg har længtes efter og aldrig smagt.
– Med mig er det ligesådan, sagde Orm.
Tjeneren lo og sagde, at kong Harald havde pølser nok til alle. Han lagde
et stykke af den tykkeste sort til dem begge, og de følte sig nu beroliget og
begyndte at spise med alvor.
Der blev ikke talt meget i lang tid, hverken ved kongens bord eller de
andre, undtagen når mænd gav besked om mere øl eller priste kongens
julemad mellem mundfuldene.
Til højre for Orm sad en ung mand, der skar sin mad itu med en kniv
med forsiret sølvskaft, han var lys i huden og havde et langt og smukt hår,
der var redt med omhu. Han hørte til Thorkel Höges følge, og det var
tydeligt at se, at han var af god æt, eftersom han sad så højt ved kongens
bord, skønt han endnu var skægløs; det sås også på hans fine klæder og
hans sværdbælte, der var af sølv. Da man havde stillet den første sult,
vendte han sig om mod Orm og sagde:
– Ved gilder er det godt at sidde hos vidtberejste mænd, og det forekom
mig, jeg hørte at du og din sidemand har været længere borte end de fleste.
Orm svarede, at det var rigtigt, og at han og Toke havde været syv år i
Hispanien.
– Thi af flere grunde, sagde han, blev vor rejse mere langvarig, end vi
havde ventet; og mange drog ud, som aldrig kom tilbage.
– Så har I noget at fortælle, sagde den anden, men skønt jeg ikke har
været så langt som I to, har jeg alligevel også været med på en rejse, hvor
kun få vendte hjem.
Orm spurgte ham, hvem han var, og hvilken rejse det var.
– Jeg er fra Bornholm, sagde den anden, og hedder Sigurd, og Bue Digre
var min fader. Ham har du måske hørt tale om, skønt du længe har været
udenlands. Jeg var med i Hjørungavåg, hvor han faldt, og dèr blev jeg
fanget sammen med Vagn og andre. Og jeg ville ikke have siddet her og talt
med dig om dette, hvis jeg ikke havde haft mit lange hår; thi det var mit hår,
der reddede mit liv, da fangerne skulle dræbes.
Nu var flere ved bordet begyndt at blive mætte og snakkelystne; og Toke
kom med i samtalen og sagde, at det, bornholmeren havde fortalt, lød
sælsomt og måtte være en god historie; thi han havde altid selv syntes, at
langt hår var mere til skade end gavn for hærmænd. Thorkel Höge sad og
stangede tænder på den høviske måde, der var begyndt at komme i brug
blandt berejste stormænd, idet han sad med siden til og den ene hånd for
munden; han hørte denne samtale og sagde, at langt hår mere end én gang
havde bragt krigere i ulykke, og at forstandige mænd derfor altid bandt
håret op under hjelmen; men, sagde han, af Sigurd Buessons historie kunne
man lære, at langt hår også kunne være til gavn for en klog mand, og han
håbede, at alle i hallen ville få den historie at høre.
Kong Sven var nu kommet i godt humør, skønt han i begyndelsen havde
været dyster, efter at han havde fået øje på Styrbjörn; han sad tilbagelænet i
sit højsæde og gnavede på en grisetå og spyttede benene ud i halmen på
gulvet, mens han med tilfredshed iagttog, hvorledes kong Harald, der talte
med Styrbjörn om kvinder, stadig spiste og drak mere end nogen anden.
Han lyttede til det, der blev sagt om langt hår, og tog til orde om denne sag;
han mente, at den kloge kriger også måtte tænke på sit skæg; thi når man
kæmpede i blæsevejr, kunne man let få sit eget skæg i synet, netop når man
skulle tage sig i agt for et hug eller et spydkast; og derfor, sagde han, havde
han tidligt lagt sig den vane til, at han altid bar skægget flettet, når han var i
krig. Men nu ville han gerne høre, hvorledes Sigurd Buesson havde haft
nytte af sit hår; thi mænd, der havde været med i Hjørungavåg, plejede at
have gode ting at fortælle.
Biskop Poppo havde ikke været i stand til at fortære alt det, man havde
lagt foran ham, og han sad og havde hikke på grund af øllet, men var
alligevel ivrig efter at komme til orde. Han sagde, han gerne ville fortælle
dem alle om kongesønnen Absalon, som kom i ulykke på grund af sit lange
hår; dette, sagde han, var en god og lærerig historie, der stod skrevet i Guds
egen hellige bog. Men kong Sven sagde straks, at sådant kunne han fortælle
kvinder og børn, hvis de gad høre på det; og der blev nu en ordveksling om
dette mellem ham og biskoppen. Så sagde kong Harald:
– Der bliver god tid for mange til at fortælle ved et gilde som dette, der
varer i seks dage; og få ting er bedre at lytte til end gamle historier, når man
har spist sig mæt og stadig har øl i kanden. Thi så går tiden let mellem
måltiderne, og der bliver færre trætter ved bordene. Og det vil jeg sige til
biskoppens ære, at han kan mange gode historier; thi jeg har selv hørt
adskillige af dem med glæde, både om helgener og apostle og gamle konger
i Østerland. Han har fortalt mig meget, om en, der hed Salomo, som var
elsket af Gud og lignede mig, skønt han havde flere kvinder. Og nu er det
min tanke, at biskoppen skal fortælle først, inden han bliver træt af maden
og øllet; thi han tåler ikke juledrikkeriet så godt som vi, eftersom han ikke
har vænnet sig til det i tide. Og efter ham skal andre fortælle deres, de, der
har været i Hjørungavåg eller med Styrbjörn blandt venderne eller andre
steder. Og her sidder også mænd, der har været helt i Hispanien og er
kommet sejlende til mig med en hellig klokke, der har været mig til stor
nytte, og også dem vil vi gerne lytte til, så længe dette gilde varer.
Alle syntes, kong Harald havde talt klogt, og det blev, som han havde
sagt; og om aftenen, da faklerne var båret ind, fortalte biskoppen om kong
David og hans søn Absalon. Han talte højt, så alle kunne høre ham, og med
megen klogskab; og alle undtagen kong Sven syntes om hans historie. Da
biskoppen var færdig med at tale, sagde kong Harald, at den historie var
værd at lægge sig på sinde, både for den ene og den anden; og Styrbjörn lo
og drak kong Sven til og sagde:
– Det var måske et godt råd for dig, at du herefter klippede dit hår lige så
kort som en biskops.
Kong Harald syntes om denne ytring og slog sig på lårene og lo så
heftigt, at højsædebænken rystede; og da hans mænd og Styrbjörns så deres
herrer le, stemte de alle i med, selv om de ikke havde hørt noget, så hele
hallen rungede. Men kong Svens mænd syntes ilde om dette; og han selv
blev hvid af vrede og mumlede noget og bed sig i overskægget og så
faretruende ud, som om han var lige ved at springe op og blive voldsom,
Styrbjörn sad foroverbøjet og så på ham med sine blege øjne, der ikke
blinkede det mindste; han smilede, og der var stor uro i hallen, og det så ud
til at arte sig dårligt med julefreden. Biskoppen strakte sine hænder ud og
råbte noget, som ingen hørte; og mænd holdt øje med hinanden over
bordene og famlede efter det nærmeste våben. Men kong Haralds narre, to
små irske mænd, der var vidtberømt for deres færdigheder, sprang nu op på
kongens bord, iført spraglede trøjer og med fjer i håret; de begyndte at
baske med deres vide ærmer og brystede sig, løftede benene højt, strakte
hals og galede til hinanden som haner, så ingen syntes at have hørt en hane
gale fuldt så godt som de; og snart havde alle glemt deres vrede og sad
kraftesløse af latter over deres kunster. Dermed sluttede den første gildedag.
Næste dag, da måltidet var forbi og faklerne båret ind, fortalte Sigurd
Buesson, hvad han havde oplevet i Hjørungavåg og om den nytte, han
havde haft af sit lange hår. Alle kendte godt det hærtog: hvordan
jomsvikinger og mænd fra Bornholm og Skåne var sejlet ud med en stor
flåde under Strutharalds sønner og Bue Digre og Vagn Åkesson for at vinde
Norge fra Hakon Jarl, og hvordan kun få var vendt tilbage fra det forsøg; og
Sigurd sagde ikke meget om alt dette og ingenting om, at Sigvalde var
flygtet fra slaget med sine skibe. Thi det ville have været ilde at tale om
Sigvalde, når Thorkel Höge lyttede, skønt alle vidste, at Thorkel var en
tapper mand, og at han havde fået en stor sten i hovedet under slaget, da
flåderne mødtes, og at han ikke havde været ved bevidsthed, da hans broder
roede bort.
Sigurd havde været på sin faders skib og holdt sig til det, han selv havde
været med til. Han fortalte om sin faders død: hvordan Bue efter en vældig
strid, og da trængslen af nordmænd var blevet stor på hans skib, havde fået
et sværdhug over ansigtet, der havde kappet næsen og det meste af hagen af
ham, og hvordan han så havde taget sin store skatkiste og var sprunget over
bord med den, og hvordan Bues stavnbo, Aslak Holmskalle havde fået
bersærkergang, skønt han var uden hjelm og skjold, noget man ikke så ofte
så nu om stunder, og havde hugget med begge hænder og været hård over
for jern, indtil en skjald fra Island, der var sammen med Hakon Jarls søn,
Erik, tog en ambolt fra dækket og knuste hans hovedskal.
– Og for os, der endnu var i live på min faders skib, sagde Sigurd, var
der ikke stort at gøre; thi vi var for få og meget trætte, og alle vore skibe var
ryddet undtagen Vagns eget, hvor der endnu blev kæmpet. Vi blev trængt op
i forskibet, og snart kunne vi hverken løfte hånd eller fod længere; til sidst
var vi kun ni, der alle var sårede, og dèr blev vi klemt mellem skjolde og
taget til fange. Vi blev ført våbenløse i land; og snart kom også de sidste fra
Vagns skib, og Vagn selv var blandt dem. Han blev båret af to mænd og
havde mærker både efter sværd og spyd og var træt og bleg og sagde
ingenting. Vi måtte sætte os på en træstamme ved strandbredden, og vore
ben blev bundet sammen med et langt reb, men hænderne havde vi frie; og
dèr sad vi og ventede, mens folk spurgte Hakon Jarl, hvad der skulle gøres
ved os. Han gav den besked, at vi straks skulle dræbes; og Erik Jarl, hans
søn, kom for at se på det og mange med ham; thi nordmændene var
nysgerrige efter at se, hvordan jomsvikingerne opførte sig, når de skulle dø.
Vi var tredive mænd på træstammen, ni fra Bues skib, otte fra Vagns, resten
fra andre; Vagn selv sad længst til højre. Og de mænd, jeg kender af dem,
som sad dèr, skal jeg nu nævne.
Derpå remsede han alle dem op, hvis navn han kendte, i den rækkefølge,
de havde siddet på stammen; og alle i hallen lyttede opmærksomt, thi
mange af dem, han nævnede, var berømte mænd og havde slægtninge
blandt de tilstedeværende.
– Nu kom der en mand med en skægøkse, fortsatte Sigurd Buesson, og
han standsede foran Vagn og sagde: »Ved du, hvem jeg er?« Vagn så på
ham, men lod som ingenting og svarede ikke, thi han var meget træt. Den
anden sagde: »Jeg er Thorkel Leira, og nu husker du måske det løfte, du har
givet at du ville dræbe mig og gå i seng med min datter Ingeborg.« Det var
sandt, hvad han sagde; thi Vagn havde afgivet det løfte før togtet, da han
havde fået at vide, at Thorkels datter var den smukkeste pige i Norge og
desuden en af de rigeste. »Men nu,« sagde Thorkel Leira med et bredt grin,
»ser det snarere ud til, at det bliver mig, der dræber dig.« Vagn trak på
munden og sagde: »Endnu er ikke alle jomsvikinger døde.« »Men de vil
snart være det,« sagde Thorkel, »og det skal jeg selv tage mig af, så det
bliver grundigt gjort; du skal få lov til at se alle dine mænd dø for min hånd,
og så skal du selv følge umiddelbart efter.« Dermed gik Thorkel til den
anden ende af stammen og begyndte at hugge hovedet af fangerne, mand
efter mand i den rækkefølge, de sad. Han havde en god økse og gik ivrigt til
værks og behøvede aldrig at hugge to gange på samme hoved. Det er min
tro, at de, der så til, ikke kunne sige andet, end at Vagns og Bues mænd
forstod at holde sig strunke over for døden. To mænd, der ikke sad langt fra
mig, talte om, hvorvidt man kunne føle noget, når hovedet var hugget af.
Den ene sagde: »Her har jeg nu et spænde i hånden, og hvis jeg sanser
noget, når jeg har mistet hovedet, skal jeg stikke det i jorden.« Thorkel
nåede til ham; og da han havde hugget, faldt spændet straks ud af hånden på
ham. Så var der to tilbage, inden Thorkel kom til mig.
Sigurd Buesson smilede til de tilstedeværende, der sad tavse og spændte,
og løftede sin ølkande og drak ud, kong Harald sagde:
– Jeg ser, du har hovedet i behold, og man kan høre på den klukkende
lyd, at der ikke er noget i vejen med din hals; men sådan som du havde det
på stammen, er det vanskeligt at forstå, hvordan du kunne redde disse ting,
hvilken længde der end var på dit hår. Det kalder jeg en god historie, og lad
os nu ikke vente på resten.
Alle syntes som kong Harald, og Sigurd Buesson fortsatte:
– Da jeg sad dèr på stammen, var jeg vel ikke stort mere bange end de
andre; men det syntes mig harmeligt at dø uden at have udrettet noget, der
kunne spørges. Derfor sagde jeg til Thorkel, da han kom: »Jeg er så øm
over mit hår og vil ikke have det fyldt med blod.« Dermed strøg jeg det
frem over hovedet; og en mand, der gik bag Thorkel – man sagde mig
senere, at det var hans svoger – trådte frem og viklede mit hår om sine
hænder og sagde til Thorkel: »Hug nu!« Det gjorde han; og i det samme
trak jeg hovedet til mig, så hurtigt jeg kunne, så øksen ramte mellem mig og
svogeren og huggede begge hans hænder af. Den ene blev hængende i mit
hår.
Alle i hallen brast i voldsom latter, og Sigurd lo selv og fortsatte:
– Ja, I må nok le, men det er intet imod, hvor nordmændene lo, da de så
Thorkels svoger rulle på jorden og Thorkel stå og glo på ham; nogle faldt
omkring af latter. Erik Jarl kom hen til mig og sagde: »Hvem er du?« Jeg
svarede: »Sigurd hedder jeg, og Bue var min fader, og endnu er ikke alle
jomsvikinger døde.« Jarlen sagde: »Man mærker, at du er i slægt med Bue;
vil du modtage dit liv af mig?« »Af en mand som dig tager jeg imod det,«
svarede jeg. Og så blev jeg løst fra rebet. Men Thorkel syntes ilde om dette
og råbte: »Skal man nu begynde med sådant? Så er det bedst, jeg ikke tøver
med Vagn.« Dermed løftede han øksen og løb henimod ham, han sad for
enden af stammen. Men en af Vagns mænd, Skarde, sad nummer fire fra
Vagn; han syntes, det var urigtigt, at Vagn skulle hugges, inden det blev
hans tur. Derfor kastede han sig fremover rebet, da Thorkel kom løbende,
og Thorkel faldt næsegrus over ham lige foran Vagn. Vagn bøjede sig og fik
fat i øksen; og man sporede ingen træthed hos ham, da han anbragte den i
hovedet på Thorkel. »Det var det halve løfte,« sagde Vagn, »og endnu er
ikke alle jomsvikinger døde.« Nordmændene lo endnu mere end før, og Erik
Jarl sagde: »Vil du tage imod dit liv, Vagn?« »Det vil jeg,« sagde Vagn,
»hvis det bliver for os alle.« »Lad det da være sådan,« sagde jarlen; og
dermed blev alle løst. Vi var tolv, der slap fra stammen med livet.
Sigurd Buesson fik megen ros for sin historie, og alle priste den måde,
hvorpå han havde draget nytte af sit hår. Der blev nu megen tale ved
bordene om det, han havde fortalt, og om hans egen gode lykke og om
Vagns; og Orm sagde til Sigurd:
 – Meget, som alle andre ved, er ukendt for mig og Toke, eftersom vi har
været borte fra landet så lang tid. Hvor er Vagn nu, og hvorledes gik det
ham, da han var sluppet fra stammen med livet? Det forekommer mig på
grund af din historie, som om hans lykke var større end nogen andens, jeg
har hørt om.
– Det er rigtigt set, svarede Sigurd, og hans lykke standser ikke på
halvvejen. Han kom højt i gunst hos Erik Jarl, og efter en tids forløb
opsøgte han Thorkel Leiras datter og fandt hende endnu smukkere, end han
havde tænkt sig; og hun havde ikke noget imod at hjælpe ham med resten af
løftet, og nu er de gift og har det godt. Han har i sinde at vende hjem til
Bornholm sammen med hende, så snart han får tid, men sidst man hørte fra
ham, var han endnu i Norge og klagede over, at det tog lang tid for ham at
komme derfra. Thi han fik så mange gårde med pigen, og desuden megen
løsøre, at det ikke kan gå hurtigt med at få solgt til en god pris; og det var
ikke Vagns vane at sælge billigt i utide.
– Der er en ting i din historie, som jeg ikke kan lade være med at tænke
på, sagde Toke til Sigurd, og det er din faders skatkiste, som han tog med
sig over bord. Fik du den op, inden du rejste fra Norge, eller blev den taget
op af en anden? Hvis den endnu ligger på havbunden, ved jeg, hvad jeg vil
gøre, hvis jeg kommer til Norge, og det er at trække vod efter den kiste, thi
Bues sølv er sikkert besværet værd.
– Der blev fisket meget efter den kiste, sagde Sigurd, både af
nordmændene og af dem, der var tilbage af Bues mænd. Mange søgte med
gribejern, men intet blev hængende, og en mand fra Viken dykkede ned
med et reb og viste sig ikke mere. Derefter var det alles tro, at Bue var
mand for at beholde sin kiste dernede og gribe hårdt fat i dem, der forsøgte
at røre den. Thi han var en stærk mand og meget øm over sit sølv. Og
kyndige mænd er enige om, at de højlagtes styrke er større end de levendes;
og sådan må det også forholde sig med Bue, skønt han ikke sidder i en høj,
men på havbunden ved siden af sin kiste.
– Det er skade for sølvet, sagde Toke; men det er sandt, at selv den
raskeste mand kunne ønske sig alt andet end at få Bue Digres arme om sig
under vandet.
Dermed var denne aften til ende; og næste aften ville kong Harald høre
om Styrbjörns oplevelser blandt vender og kurer. Styrbjörn sagde, at han
selv ikke var nogen god fortæller; men en islænding i hans følge tog til
orde. Han hed Björn Äsbrandsson og var en berømt kriger og desuden en
stor skjald ligesom alle farende mænd fra Island; og skønt han nu var en
smule drukken, fremsagde han først med stor dygtighed nogle vers til kong
Harald på et versemål, der kaldtes tøglag. Det var det nyeste og
vanskeligste versemål hos de islandske skjalde, og versene var så
kunstfærdigt sat sammen, at man kun kunne begribe lidt af deres indhold.
Alle lyttede med kloge miner, thi det gav dårlig anseelse, hvis man ikke
forstod sig på poesi, og kong Harald priste versene og gav skjalden en
guldring. Toke sad støttet til bordet med hovedet i hænderne og sukkede;
han mumlede sørgmodigt, at dette var den virkelige digtekunst; og nu kunne
han indse, sagde han, at han selv aldrig ville være i stand til at gøre den
slags vers, som indbragte guldringe.
Manden fra Island, som nogle kaldte Björn Bredvikingekappe, og som
havde været to somre hos Styrbjörn, fortsatte derpå med en historie om
Styrbjörns togter og de mærkelige ting, der var hændt på dem; han talte
godt og længe, uden at nogen blev træt af at høre på ham; og alle vidste, at
det, han fortalte, var sandhed, eftersom Styrbjörn selv sad iblandt dem, der
lyttede. Han havde meget at fortælle om dristige foretagender og om
Styrbjörns store lykke og også om de rigdomme, hans mænd havde vundet.
Han sluttede med at fremsige et gammelt digt om Styrbjörns forfædre, lige
fra guderne til hans farbroder Erik, der nu sad i Uppsala; og den sidste
strofe havde han selv sat til:

Nordværts snart
for storarv at kræve
Styrbjörn ror
med hundrede køle;
raske mænd
og sejrsstolte
glammer siden
i Eriks sale.

Det blev hilst med mange jubelråb; og mange sprang op fra bænkene og
drak for Styrbjörns lykke. Styrbjörn lod hente et kostbart drikkebæger og
gav det til skjalden og sagde:
– Dette er ikke fuld skjaldeløn til dig; der vil komme mere, når jeg sidder
i Uppsala. Der findes god løn til alle i mit følge; thi min farbroder, Erik, er
en sparsom mand og har lagt meget til side, som kan blive til nytte. Til
foråret drager jeg derop for at åbne hans kister, og de, der vil være med, er
velkomne.
Både blandt kong Haralds og kong Svens mænd var der mange, der følte
sig fristede af dette og straks råbte, at de ville følge med; thi kong Eriks
rigdomme var berømte, og Uppsala var ikke blevet plyndret siden Ivar
Vidfadmes tid. Sibbe Jarl fra småøerne var fuld og havde svært ved at styre
sit hoved og sin ølkande; men han råbte alligevel med høj stemme, at han
ville følge Styrbjörn med fem skibe; thi han begyndte nu at føle sig svagelig
og træt, sagde han, og det var bedre at dø blandt hærmænd end som en ko i
halmen. Kong Harald sagde, at han for sin del var for gammel til at drage på
hærtogt; og han havde brug for sine egne mænd hjemme til at holde styr på
de urolige; men han havde ikke noget at indvende, sagde han, hvis Sven
ville hjælpe Styrbjörn med mænd og skibe.
Kong Sven spyttede tankefuldt og drak en slurk og legede med sit skæg
og sagde, at han havde vanskeligt ved at undvære mænd og skibe, eftersom
han havde god brug for alle sine folk mod saksere og obotriter.
– Det synes mig rimeligere, sagde han, at den hjælp ydes af min fader;
thi nu i hans høje alderdom har hans mænd ikke stort andet at gøre end at
passe måltiderne og lytte til præstesnak.
Kong Harald blev vred over dette, så der blev stor uro i hallen, og sagde,
at det var let at se, at Sven ville have ham siddende våbenløs i landet.
– Men nu skal det være, som jeg siger, råbte han og var meget rød i
ansigtet; thi jeg er danernes konge og ingen anden; og du, Sven, skal give
Styrbjörn skibe og mænd.
Kong Sven sad tavs under dette, thi han var bange for sin faders vrede,
og man kunne mærke, at mange af hans mænd gerne ville følge med til
Uppsala. Så sagde Styrbjörn:
– Det glæder mig at se, hvor ivrige I er efter at skaffe mig hjælp, begge
to, og for mig bliver det bedst, at du, Harald, bestemmer, hvad Sven skal
sende, og at du, Sven, siger, hvordan din faders hjælp bør være.
Ved dette brast mange i latter, og man enedes atter bedre; og til sidst blev
det bestemt, at Harald og Sven skulle hjælpe Styrbjörn med tolv
velbemandede skibe hver, foruden de skibe og det mandskab, han kunne få
hos skåningerne; og for dette skulle Harald og Sven have del i kong Eriks
skatte. Og dermed var den aften til ende.
 Den næste dag var juleflæsket sluppet op; i stedet for kom der kålsuppe
og fårekød på bordene, og alle syntes, at dette var en god afveksling. Den
aften fortalte en mand fra Halland om et stort bryllup, han havde været med
til i Finnveden hos de vilde smålændinge. Der var blevet uenighed om en
hestehandel, og knivene var hurtigt kommet frem, og bruden og ternerne
havde let og klappet i hænderne og opmuntrede de stridende. Men da
bruden, der var af en anset familie, så, at en af brudgommens slægtninge
trykkede det ene øje ud på hendes farbroder, havde hun revet en fakkel ned
fra væggen og slået brudgommen i hovedet med den, så der gik ild i hans
hår, og en rådsnar terne havde krænget sin kjortel over hovedet på ham og
klemt hårdt til og reddet hans liv, skønt han skreg meget og var brændt sort
og helt sveden, da han fik hovedet frem igen. På grund af dette gik der ild i
gulvhalmen, og elleve berusede og sårede var brændt inde, så alle
mennesker i Finnveden betragtede dette bryllup som et fuldendt storbryllup,
der var værd at tale om. Og bruden levede nu lykkeligt med sin brudgom,
skønt han aldrig havde fået nyt hår i stedet for det, der var brændt.
Da denne historie var forbi, sagde kong Harald, at han godt kunne lide at
høre den slags opmuntrende ting om livet blandt smålændinge, der af
naturen var skurke og ugerningsmænd; og biskop Poppo burde takke Gud,
så ofte han havde tid, sagde han, fordi han var kommet til anstændige
mennesker i Danmark og ikke til det onde røverslæng i Finnveden eller
Värend.
– Og nu, fortsatte kong Harald, vil jeg, at vi i morgen skal høre om
andalusiernes land, og om alt det mærkelige, som Orm Tostesson og Toke
Grågullesson har oplevet på deres rejse; thi jeg tror, at det kan blive
fornøjeligt for os alle.
Dermed sluttede den aften; og næste morgen drøftede Orm og Toke,
hvem af dem der skulle fortælle.
– Du er vor høvding, sagde Toke; og derfor er det dig, der skal tale.
– Du var med, inden jeg kom med på rejsen, sagde Orm; og du er bedre
skåret for tungebåndet end jeg. Og det er på tide, du får lov til at snakke, så
meget du vil; thi jeg har stundom haft på fornemmelsen, at du har haft svært
ved at sidde tavs i disse aftener, mens andre fortalte.
– Jeg er ikke bange for at tale, sagde Toke; og jeg tror, at jeg er lige så
udholdende med tungen som de fleste. Jeg kan ikke snakke uden meget øl,
thi min hals bliver tør; og dette bliver en lang historie. I fire aftener er det
nu gået heldigt for mig, så er jeg kommet uberuset og stilfærdigt fra
kongens bord, og alligevel har det været vanskeligt, skønt jeg ikke har haft
meget at sige. Og det ville være ilde, om jeg nu skulle komme i mit dårlige
humør og få ry for slet opførsel, når jeg sidder ved kongens bord.
– Vi må håbe på det bedste, sagde Orm; og selv om du skulle blive
beruset, når du fortæller, kan du vel næppe blive vanskelig og voldsom af så
godt øl.
– Det må gå, som det kan, sagde Toke tvivlende og rystede på hovedet.
Den aften fortalte nu Toke om Kroks færd, og hvordan det hele var gået
til: hvordan Orm kom med på rejsen, og hvordan de fandt jøden i havet og
om den store udplyndring af fæstningen i Ramiros rige; og derpå om
kampen med andalusierne, og hvordan de havde haft det som rorslaver og
om Kroks død. Derpå fortalte han om, hvordan de var blevet fri for at ro, og
om jødens venskab, og hvorledes de havde fået deres sværd af Subaida.
Da han var nået så vidt, ville både kong Harald og Styrbjörn gerne se
sværdene; og Orm og Toke sendte Blåtunge og Rødnæb op langs bordet.
Kong Harald og Styrbjörn trak dem ud af skeden og vejede dem i hånden
og synede dem nøje; og de var begge af den mening, at de aldrig havde set
bedre sværd end disse.
Derpå gik sværdene rundt omkring hele bordet, thi mange var nysgerrige
efter at se sådanne våben; og Orm sad uroligt, indtil de kom tilbage, thi han
følte sig halvnøgen uden Blåtunge.
Skråt over for Orm og Toke sad to brødre, der hed Sigtrygg og Dyre, og
som var kong Svens mænd, Sigtrygg var stavnbo på kong Svens eget skib.
Det var en stor og grov mand, der havde et bredt og stridt skæg, der groede
ham helt op til øjnene. Dyre, hans broder, var yngre, og også han regnedes
til kong Svens bedste mænd. Orm havde lagt mærke til, at Sigtrygg en tid
havde stirret mørkt på ham og Toke, og et par gange havde det set ud, som
om han ville sige noget; og da nu sværdene kom tilbage, synede han dem
nøje og nikkede, og det så ud til, at han havde svært ved at give dem fra sig.
Kong Sven, der godt kunne lide at høre nogen fortælle om fjerne lande,
opfordrede nu Toke til at fortsætte; og Toke, der flittigt havde drukket øl i
sin hvilepause, sagde, at han var parat til at fortsætte, så snart mændene på
den anden side af bordet var færdige med at glo på hans sværd og Orms. Så
afleverede Sigtrygg og Dyre sværdene uden at sige noget, og Toke tog atter
fat.
 Han fortalte nu om Almansur og hans magt og rigdom, om hvordan de
var kommet til at tjene ved hans livvagt og måtte være med til at dyrke hans
profet med hovedbøjninger og savn, og om de felttog, de havde været med
på, og det bytte, de havde vundet. Han kom til deres togt gennem det tomme
land, op mod Sankt Jakobs grav og fortalte, hvordan Orm havde frelst
Almansurs liv og som tak fået den store guldkæde. Så sagde kong Harald:
– Hvis du endnu har den kæde, Orm, ville jeg gerne, at du viser den
frem; thi hvis den er lige så god blandt kostbarheder som jeres sværd blandt
våben, er den værd at se.
– Jeg ejer den endnu, svarede Orm, og jeg har i sinde at beholde den
altid; og jeg har stadig ment, at det var klogest at vise den så lidt som
muligt; thi den er god nok til at vække begær hos alle undtagen konger og
de ypperste stormænd. Men det ville være ilde, hvis jeg nægtede at vise den
frem for dig, herre konge, og for kong Sven og for kong Styrbjörn og for
jarlerne; men det ville være godt, om den ikke blev sendt omkring blandt de
andre.
Dermed åbnede Orm sin trøje og tog kæden frem, som han havde om
halsen, og rakte den til Sigurd Buesson. Sigurd rakte den til Hallbjøm
Staller, der sad til højre for ham; og Hallbjøm rakte den forbi biskop Poppos
plads til kong Harald; thi biskoppens plads stod tom, eftersom han nu var
blevet mat af juledrikkeriet og lå til sengs og blev plejet af broder Willibald.
Kong Harald undersøgte kæden og holdt den op mod lyset for bedre at se
dens skønhed. Han sagde, at han havde samlet på smykker og kostbarheder
hele sit liv; men at han alligevel ikke mindedes at have set en skønnere ting
end denne. Kæden var lavet af tykke plader af klart guld; hver plade var
lang og smal, en god tomme i længden og bred som en tommelfingernegl på
midten, dèr hvor den var bredest og den smalnede af mod enderne; og dèr
var nogle små ringe, som forbandt den med næste plade. Kæden bestod i alt
af seks og tredive plader, og hveranden havde i midten en rød ædelsten og
hveranden en grøn.
Da Styrbjörn havde fået kæden i hånden, sagde han, at dette i sandhed
var Vaulundurs smedekunst, men han troede, at der fandtes lige så skønne
smykker i hans farbroders kiste; og kong Sven syntes, da den nåede til ham,
at dette var en skat af den slags, som krigere gerne gav deres blod for og
kongers døtre deres mødom.
Da Thorkel havde set på kæden og prist den som de andre, rakte han den
skråt over bordet til Orm. Sigtrygg bøjede sig frem og greb efter den, men
Orm var hurtigere og rev den til sig.
– Hvad snapper du efter? sagde han til Sigtrygg. Jeg har hverken hørt, at
du er konge eller jarl, og den skal ikke befingres af andre.
– Jeg vil slås med dig om smykket, sagde Sigtrygg.
– Det kan godt være, du vil det, sagde Orm, thi du synes mig at være en
grisk mand og uden levemåde. Men mit råd er, at du holder dine fingre for
dig selv og lader ordentlige folk være i fred.
– Du er bange for at slås med mig, råbte Sigtrygg, men slås skal du eller
også aflevere kæden; thi jeg har en sag imod dig fra gammel tid, og jeg
kræver kæden i bod.
– Du tåler øl dårligt, så du taler i vildelse, sagde Orm, thi jeg har aldrig
set dig før ved dette gilde, og derfor kan du ikke have nogen sag imod mig.
Og nu, fortsatte han og begyndte at blive utålmodig, gør du klogest i at
holde dig i ro, inden jeg beder kong Harald om at få lov til at vride næsen
om på dig. Jeg er en fredelig mand og tager højst ugerne i en sådan tryne
som din, men du synes mig at kunne trænge til en tilrettevisning selv af den
tålmodigste.
Sigtrygg var en vældig kæmpe, frygtet for sin styrke og voldsomhed og
ikke vant til en sådan tiltale. Han sprang op fra bænken og brølede som en
tyr og råbte en mængde skældsord; men endnu mægtigere rungede kong
Haralds stemme, da han rasende befalede, at der skulle være stilhed, og
spurgte, hvad larmen gjaldt.
– Manden her, herre konge, sagde Orm, er blevet gal af dit gode øl og sin
egen griskhed; thi han råber, han vil have min kæde, og siger, han har en
sag imod mig, skønt jeg aldrig har set ham før.
Kong Harald klagede over, at Svens mænd altid yppede kiv, og han
spurgte med streng stemme Sigtrygg, hvorfor han ikke kunne holde sig i ro,
skønt han havde hørt, at både Kristi og kong Haralds fred var blevet lyst i
hallen.
– Herre konge, sagde Sigtrygg, jeg skal fortælle, hvordan alting
forholder sig, og du vil se, at jeg er i min gode ret. For syv år siden blev der
gjort mig skade, og nu har jeg hørt, at disse to mænd har været med til at
forvolde den. Den sommer var vi på hjemvejen fra de sydlige lande med
fire skibe, Bork fra Hven og Silverpalle og Faravid Svensson og jeg; så
mødte vi tre skibe, der var på udrejse og talte med dem, og nu forstår jeg på
Tokes historie, hvad det var for skibe. Og på mit skib var der en træl fra
Hispanien, sorthåret og gul i huden; han sprang over bord under samtalen
og tog min svoger Oskel med sig, en god mand, og man så ikke mere til
dem begge. Og nu har vi hørt, at denne træl blev taget op af deres skib, og
at det var ham, som de kalder jøden Salaman og fik stor nytte af. De to
mænd, der nu sidder her, Orm og Toke, trak ham op af vandet; det har vi
hørt af den enes mund. Jeg kunne have fået et stort udbytte af en sådan træl;
og denne Orm er nu høvding for dem, der er tilbage fra Kroks skib og
derfor er det rimeligt, at han må bøde for den skade, jeg har lidt. Derfor
kræver jeg nu af dig, Orm, at du giver mig kæden i bod for trællen og min
svoger, enten du vil give mig den godvillig eller møde mig i kamp her
udenfor på et faststampet stykke jord med skjold og sværd, nu straks. Jeg
må alligevel dræbe dig, siden du har sagt, at du vil dreje min næse rundt; thi
ingen har nogen sinde sagt hånlige ting til mig, Sigtrygg, Stigands søn,
kong Svens stavnbo, og levet dagen til ende.
– To ting er mig en trøst, når jeg hører dig tale, sagde Orm. Den ene er,
at kæden er min og skal blive ved med at være det, hvem det så end var, der
sprang i havet fra dit skib for syv år siden. Og det andet er, at jeg og
Blåtunge også har noget at sige med hensyn til, hvem det er af os to, der
skal leve længst. Men nu må vi først høre, hvad kong Harald har at sige om
dette.
Alle i hallen var glade, fordi det udviklede sig til tvekamp, thi en strid
mellem to mænd som Orm og Sigtrygg ville sikkert være værd at se. Både
kong Sven og Styrbjörn syntes, at dette kunne blive en god afveksling under
juledrikkeriet; men kong Harald sad tankefuld og strøg sit skæg og så
tvivlrådig ud. Til sidst sagde han:
– Det er vanskeligt at dømme rigtigt i denne sag; og det synes mig uvist,
om Sigtrygg med rette kan kræve et vederlag af Orm for den skade, han har
lidt, og som Orm ikke har forvoldt. Men det er sandt, at ingen gerne mister
en god træl og en svoger uden at ville have bod for en sådan skade. Og da
der nu er udvekslet ukvemsord, bliver der dog alligevel strid mellem disse
to, så snart jeg taber dem af syne, og en kæde som den, Orm bærer, må
allerede have voldt mange drab og vil sikkert volde flere. Derfor er det lige
så godt, at de nu udkæmper en tvekamp her til glæde for os alle, og du,
Hallbjørn, må sørge for at få stampet en kampplads til og indhegnet her
udenfor, hvor jorden er mest jævn. Og sæt blus og fakler udenom og sig til,
når alt er færdigt.
 – Herre konge, sagde Orm med bekymret stemme, jeg vil ikke være med
til en sådan tvekamp.
Alle så på ham, og Sigtrygg og mange af kong Svens mænd lo, kong
Harald rystede på hovedet og sagde:
– Er du bange for at slås, ser jeg intet bedre, end at du må give ham
kæden, til hvad nytte det end kan blive for dig. Jeg synes, du var frejdigere
før.
– Det er ikke tvekampen, jeg tænker på, sagde Orm, men kulden. Jeg har
altid været ømfindtlig af mig, og kulde er det, jeg tåler mindst; og intet er
farligere for mig end at gå ud i aftenkulden fra øl og varme, især nu hvor
jeg har været længe i de sydlige lande og ikke er vant til vinterkulden. Og
det synes mig lidet rimeligt, at jeg for denne Sigtryggs skyld skal trækkes
med hoste resten af vinteren; thi den slags plejer at vare længe hos mig, og
min moder sagde ofte, at hoste og gigt skulle blive min død, hvis jeg ikke
tog mig ordentlig i vare. Hvis jeg nu måtte råde, herre konge, ville det være
bedst, at der blev kæmpet herinde foran dit bord, hvor der er god plads. Og
så kunne du selv se striden uden besvær.
Mange lo ad Orms ængstelse; men Sigtrygg lo ikke længere, han råbte
rasende, at han skulle skåne Orm for enhver bekymring med hensyn til
hoste. Men Orm brød sig ikke om ham, han sad vendt mod kong Harald og
ventede på hans beslutning. Kong Harald sagde:
– Det er ilde, at ungdommen begynder at blive svag og ikke længere er
som før. Lodbrogs sønner tænkte ikke på helbred og vejrlig, det gjorde jeg
heller ikke i mine unge dage; men jeg kender nu snart ingen andre end
Styrbjörn, der er af vor slags blandt ungdommen. Men det er sandt, at det i
min alder kan være bedst for mig at se kampen her, hvor jeg sidder. Og det
er godt, at biskoppen ligger til sengs, thi han ville have sat sig imod dette.
Men det er min tanke, at den fred, vi har lyst i hallen, ikke brydes af det, jeg
selv giver tilladelse til; og jeg tror ikke, Kristus kan misbillige en tvekamp,
når alt sker efter lov og sædvane. Derfor skal det være sådan, at Orm og
Sigtrygg slås her på den åbne plads foran mit bord med sværd og skjold,
hjelm og brynje; og man må kun bistå dem, når de tager våbenklæderne på.
Og hvis den ene dræbes, er alt godt; men hvis den ene ikke længere kan stå
på benene eller kaster sit sværd eller flygter ind under bordene, må han ikke
mere hugges af den anden; men så har han tabt kampen og dermed kæden.
Og jeg og Styrbjörn og Hallbjørn Staller skal se efter, at alt går rigtigt til.
 Nogle mænd gik ud for at hente Orms og Sigtryggs våbenklæder; og der
var en voldsom larm i hallen, og mange råbte i munden på hinanden. Kong
Haralds mænd mente, at Orm var den bedste af de to; men kong Svens
mænd priste Sigtrygg og sagde, at han havde fældet ni mænd i tvekamp
uden selv at have fået sår, som man behøvede at forbinde. Dyre var blandt
de mest talende; han spurgte Orm, om han var bange for at hoste i graven,
og derpå vendte han sig mod sin broder og bad ham nøjes med kæden og
lade ham, Dyre, få Orms sværd.
Efter at Toke var blevet afbrudt i sin historie, havde han siddet
sørgmodig og mumlet for sig selv og drukket; men da han hørte, hvad Dyre
sagde, kom der liv i ham. Han huggede sin kniv i bordpladen foran Dyre, så
den gik dybt ned i træet, og kastede sit sværd, udraget, ved siden af kniven;
derpå væltede han sig hen over bordet, så hurtigt, at Dyre ikke nåede at vige
til side, og greb ham ved ørerne og i kindskægget og trykkede hans ansigt
ned mod våbnene og sagde:
– Her ser du nogle våben, der er lige så gode som Orms; men du skal
vinde dem selv, hvis du vil have dem og ikke tigge hos andre.
Dyre var en stærk mand, og han greb fat om Tokes håndled med et hårdt
tag; men det gjorde ondt i hans skæg og ører, og han stønnede og kunne
ikke komme løs.
– Her taler jeg med dig i al venlighed, sagde Toke; thi jeg vil ikke
forstyrre kongsfreden herinde. Men jeg slipper dig ikke, før du har lovet at
slås med mig; thi Rødnæb synes ikke om at være sysselløs, når hendes
søster er ude.
– Slip mig, sagde Dyre med munden ved bordet, så skal jeg dræbe dig så
hurtigt, jeg får fat i dig.
– Nu har du lovet det, sagde Toke; og dermed slap han ham og blæste en
del løse skæghår bort fra sine håndflader.
Dyre var rød om ørerne, men ellers hvid af raseri og så til at begynde
med ud, som om han næppe kunne sige et ord. Men så rejste han sig og
sagde:
– Det afgør jeg straks med dig; og sådan er det bedst, thi så får jeg og
min broder hver sit spanske sværd.
– Lad os gå ud og pisse sammen uden at glemme at tage sværdene med.
– Det var ret talt, sagde Toke, thi mellem os behøves ingen
højtideligheder. Og jeg skal være dig taknemmelig for dette, så længe du
lever; og hvorlænge det bliver, får vi nu at se.
De gik ned langs hver sin side af kongens bord og derpå ved siden af
hinanden langs gangen bag ved træbordene og ud gennem den ene dør på
den smalleste væg. Kong Sven så efter dem og smilede; thi han kunne godt
lide, at hans mænd var ivrige og forøgede deres ry og den skræk, de spredte
omkring sig.
Orm og Sigtrygg var i færd med at klæde sig til strid; og gulvet blev fejet
dèr, hvor de skulle slås, for at de ikke skulle snuble i halmen eller over et
kødben, man havde kastet til kong Haralds hunde. Mændene, der sad i de to
ender af salen, trængte sig frem for at se bedre og anbragte sig tæt
sammenpakkede på bænke og tværborde på begge sider af den åbne plads
og bag kong Haralds bord og langs væggen på den fjerde side. Kong Harald
var nu i det muntreste humør og ivrig efter at se på kampen; og da han
tilfældigvis vendte sig om og så et par af sine kvinder linde på en dør og
kigge nysgerrigt ind, befalede han, at hans kvinder og døtre skulle komme
ind og se med; thi det var hårdt, syntes han, at formene dem adgangen til et
sådant skuespil. Han gjorde plads til nogle af dem i højsædet ved sin side og
på biskoppens tomme plads; og de to smukkeste af døtrene fik lov at sætte
sig ved siden af Styrbjörn og klagede ikke over, at pladsen var ringe for
dem, de lo kælent, når han bød dem øl og drak tappert. Til de kvinder, som
ikke kunne få plads i højsædet, anbragte man en bænk bag ved bordet, hvor
højsædet ikke dækkede udsynet.
Hallbjørn Staller lod en mand blæse i lur og påbød tavshed og forkyndte,
at alle skulle holde sig rolige under kampen, og ingen måtte råbe råd til de
kæmpende eller kaste genstande ind på kamppladsen. De var nu begge
færdige og gik ind på pladsen og mod hinanden; og da man så, at Orm førte
sværdet med venstre hånd, lød der ivrig mumlen; thi kamp mellem en
mand, der brugte højre hånd og en kejthåndet var vanskelig for begge,
eftersom huggene kom fra den forkerte side, så skjoldene dækkede
dårligere.
Man kunne se på dem begge, at det var kæmper, som få ville have mødt
godvilligt, og man sporede ingen ængstelse for udfaldet hos nogen af dem.
Orm var et halvt hoved højere end Sigtrygg og havde længere arme, men
Sigtrygg var grovere i det og så ud til at være den stærkeste. De holdt
skjoldene godt frem over brystet og så højt, at de hurtigt kunne dække
halsen og fulgte hinandens sværd med øjnene for at være parat over for
ethvert hug. Så snart de kom i nærheden af hinanden, huggede Orm efter
Sigtryggs ben; men han hoppede hurtigt til side og svarede med et hårdt
hug, der ramte over hjelmen med et skrald. Derpå blev de begge to
forsigtige og tog alle huggene med skjoldene; og kong Harald forklarede
sine kvinder, at det var godt med erfarne stridsmænd, der ikke forivrede sig
eller blottede sig, thi på den måde varede fornøjelsen længere.
– Og nu er det svært at sige selv for den, der har set meget, hvem der vil
vinde her, sagde han; men den røde synes mig at være en af de sikreste
mænd, jeg har set, skønt han er bange for kulde; og det kan være, at Sven
bliver en stavnbo fattigere af dette.
Kong Sven, der ligesom de to jarler havde anbragt sig på en bordkant for
at sidde med ansigtet til kampen, smilede foragteligt og sagde, at ingen, der
kendte Sigtrygg, behøvede at have bekymringer i den retning.
– Og skønt mine mænd ikke er bange for tvekamp, sagde han, er det ikke
ofte, jeg mister nogen på den måde, undtagen når de slås med hinanden.
Toke kom nu tilbage. Han haltede, og man kunne høre, at han mumlede
et vers; og da han skrævede hen over bænken til sin plads, kunne man se, at
han var blodig på det ene lår og nedefter.
– Hvordan gik det med Dyre? spurgte Sigurd Buesson.
– Det tog sin tid, sagde Toke; men nu har han pisset af.
Alle havde nu kun øje for kampen, hvor det så ud til, at Sigtrygg ville nå
en hurtig afslutning. Han angreb voldsomt og forsøgte at ramme Orms ben
og ansigt og fingrene på den hånd, hvor han havde sværdet. Orm værgede
sig godt mod huggene, men syntes ikke selv at få udrettet meget, og man
kunne mærke, at han havde vanskeligheder med Sigtryggs skjold. Det var
større end hans eget og af sejt træ, betrukket med tykt læder, og kun buklen
i midten var af jern; det var farligt, hvis sværdet blev hængende i
skjoldrammen, for så kunne det brække eller blive vredet ud af hånden.
Orms skjold var helt af jern og forsynet med en skarp skjoldpig.
Sigtrygg grinede til Orm og spurgte, om han havde det varmt nok.
Blodet løb ned over Orms kind på grund af det første hug over hjelmen, og
han havde fået et stik i benet og var blevet skåret over hånden, Sigtrygg var
endnu uskadt.
Orm svarede ingenting, men veg fod for fod tilbage langs det ene
tværbord. Sigtrygg krummede sig sammen bag sit skjold, gjorde udfald
fremad og til siderne og angreb heftigere og heftigere, og for de fleste
syntes hans sejr at være nær.
 Pludselig tog Orm et spring fremad og fangede Sigtryggs hug med
sværdet og drev med hele sin styrke sit skjold mod hans, så skjoldpiggen
gik gennem læder og træ og sad hårdt fast. Han trykkede skjoldene så
heftigt nedad, at begge skjoldgrebene brast, og nu gik de begge baglæns, fik
sværdene fri og huggede på en gang, Sigtryggs hug ramte i siden og slog
hul på Orms brynje og fremkaldte et dybt sår, men Orms hug ramte i halsen;
og der lød et voldsomt skrig i hallen, da hovedet fløj af, stødte mod
bordkanten og faldt ned i det ølfad, der stod ved enden af bordet.
Orm vaklede og støttede sig til bordet; han strøg sværdet af over knæet
og stak det i skeden og så ned på den hovedløse krop ved sine fødder.
– Og dér ser du nu, sagde han, hvem kæden tilhører.
 Tiende kapitel

HVORDAN ORM MISTEDE SIN

HALSKÆDE
Tvekampen om halskæden blev meget omtalt i kongens gård både i hallen
og i køkkenet og kvindernes kamre. Alle, der havde set på kampen,
indprentede sig nøje alt det, der var blevet sagt, og det, der var hændt, for
senere at have så god en ting at fortælle andre. Den måde, hvorpå Orm
fangede skjoldene, blev meget rost; og Styrbjörns islænding fremsagde
næste aften vers på Ljodahattr om faren ved at tabe hovedet i et ølfad. Det
var alles mening, at man ikke engang hos kong Harald havde en så god jul
hvert år.
Men Orm og Toke måtte ligge til sengs med deres sår og havde det
dårligt en tid lang, skønt broder Willibald plejede dem med sine bedste
salver. Der kom bullenskab i Tokes sår, så at han stundom faldt hen i
vildelse og blev farlig og måtte holdes af fire mænd, når såret skulle plejes;
og Orm, der havde fået to ribben hugget over og mistet meget blod, følte sig
øm og mat og havde ikke den sædvanlige madlyst. Dette betragtede han
som et dårligt tegn og blev tungsindig til mode.
Kong Harald havde givet dem et godt kammer at ligge i, med varme fra
et muret ildsted og med hø i sengene i stedet for halm. Mange af kongens
og Styrbjörns mænd kom ind til dem den første dag for at tale om kampen
og spøge med kong Svens vrede; og kammeret blev fuldt af mænd og larm,
indtil broder Willibald med skarp stemme jog dem alle ud; og Orm og Toke
var ikke helt klar over, om de befandt sig værst, når de havde selskab, eller
når de var alene. Nu mistede de også alle deres mænd, de ville hjem, da
julegildet var forbi, med undtagelse af Rapp, som var fredløs i sin hjemegn
og derfor blev, hvor han var. Thi efter nogle få dages forløb, da stormen
havde rejst sig, og isen var blevet splittet, og kong Sven var stukket til havs,
dyster tilmode og uden at sige mange ord til nogen, tog Styrbjörn afsked
med kong Harald, fordi han var ivrig efter at komme omkring og hverve
folk til sit hærtogt, og Orms mænd fik lov til at tage med hans skib mod at
arbejde ved årerne. Styrbjörn ville gerne have haft Orm og Toke blandt sine
egne folk, han kom selv ind til dem i deres kammer og sagde, at de havde
gjort deres for at hjælpe på julehyggen, og at de ikke burde ligge længe og
drive i sengen med deres skrammer.
– Og lad mig se jer på Bornholm, sagde han, når tranerne begynder at
trække; thi for så raske mænd har jeg plads i forstavnen på mit skib.
Han gik uden at vente på svar ivrigt optaget af ting, der hastede; og det
var al den samtale, de havde med Styrbjörn. De lå tavse en stund; så sagde
Toke:

Velkommen vorder den vej,

hvor jeg fra skibsdæk ser
trane og stork over dyb,
styrende norden i møde.

Men Orm svarede sørgmodigt, da han havde tænkt sig om:

Ti med traner! Thi jeg

er da ikke ovenpå mer,
men er hvor muldvarp og kryb
snuser så koldt til den døde.

Da de fleste gæster var rejst, og der blev mindre travlhed i køkkenet,

sørgede broder Willibald for, at der blev kogt kødsuppe til begge de sårede
to gange om dagen, for at det skulle styrke deres kræfter; og nogle af
kongens kvinder gik af nysgerrighed ind i deres kammer med suppen. De
kunne gøre det uden at blive forstyrret; thi kong Harald lå til sengs efter
julemaden, og broder Willibald og broder Matthias måtte for det meste
opholde sig hos ham sammen med biskoppen for at fremsige forbønner og
give ham rensende midler for blodet og tarmene.
Den, der først stak hovedet ind, var den unge moriske kvinde, som de
havde set, da de første gang trådte frem for kong Harald. Toke råbte højt, da
han fik øje på hende og bad hende komme nærmere. Hun kom ind med en
kande og en ske og satte sig hos Toke og begyndte at made ham; og
sammen med hende kom en anden, der satte sig hos Orm. Det var en ung
pige, høj og velskabt og bleg i huden, med grå øjne og en stor smuk mund;
hun havde mørkt hår og en ravrække omkring håret. Orm havde ikke set
hende før, men man kunne se, at hun ikke hørte til tjenestefolkene.
Det var vanskeligt for Orm at få suppen i sig; thi han kunne ikke sætte
sig op på grund af sit sår, og han fik en mundfuld i den gale hals og
begyndte at hoste. Det jog i såret, så han blev ilde tilmode og stønnede.
Pigen trak på munden, og Orm så mørkt på hende. Da hosten hørte op,
sagde han:
– Jeg ligger ikke her for at være til latter. Hvem er du?
– Jeg hedder Ylva, svarede hun, og at du var noget, man kunne le ad,
vidste jeg ikke før nu. Hvordan kan du jamre over en skefuld varm suppe,
du der har dræbt min broder Svens bedste kriger.
– Det var ikke for suppens skyld, sagde Orm; selv en kvinde burde
kunne begribe, at et sår som mit gør ondt. Men hvis du er kong Svens
søster, er det måske dårlig suppe, du kommer med; jeg synes ikke om
smagen. Er du kommet for at hævne den skade, jeg har forvoldt din broder?
Pigen rejste sig op og kastede skeen og kanden hen mod ildstedet, så
suppen sprøjtede omkring, og stod og stirrede vredt på Orm; men derpå
blev hun mildere og lo og satte sig atter på sengekanten.
– Du er ikke bange for at vise, at du er bange, sagde hun, den ros giver
jeg dig, men hvem af os to, der er dårligst stillet med hensyn til forstand, er
uvist. Men jeg så, da du kæmpede med Sigtrygg, og det var en god kamp;
og det skal du vide, at ingen bliver min uven ved at tilføje min broder Sven
skade. Og Sigtrygg er gået udræbt omkring alt for længe. Han stank ud af
gabet på lang afstand, og der var tale om, mellem ham og Sven, at han
skulle have mig til hustru. Hvis det var gået så ilde, skulle han ikke have
levet mange nætter i det giftermål, thi jeg vil ikke tage til takke med et
hvilket som helst bæst. Men nu er jeg dig stor tak skyldig for din hjælp i
denne sag.
– Du er trodsig og fræk og måske værre at rives med end de fleste, sagde
Orm; men sådan er det vel med kongedøtre. Og jeg vil ikke nægte, at du
synes mig for god til en mand som Sigtrygg. Men jeg har selv lidt stor
skade under den kamp og ved nu ikke, hvordan det skal ende med mig.
Ylva klemte spidsen af sin tunge mellem tænderne og nikkede og så
tankefuld ud.
– Der er måske flere end dig og Sigtrygg og Sven, der har haft skade og
tab af den strid, sagde hun. Jeg har hørt om din halskæde, som Sigtrygg
ville have; det siges, at du har fået den af sydlandets konge, og at den er det
skønneste af alle smykker. Nu vil jeg gerne, at du lader mig se den; og du
behøver ikke at være bange for, at jeg tager den og løber min vej, skønt den
kunne være blevet min, hvis Sigtrygg havde sejret.
– Det er en ulykke at eje en ting, som alle vil fingerere på, sagde Orm
sørgmodigt.
– Hvorfor lod du så ikke Sigtrygg få den? sagde Ylva. Så havde du været
den bekymring kvit.
– En ting ved jeg allerede, sagde Orm, skønt jeg ikke har kendt dig
længe; for den, der gifter sig med dig, bliver der langt mellem de gange,
hvor han får lov til at beholde det sidste ord.
– Jeg tror ikke, man beder dig om at prøve, hvorvidt du har gættet rigtigt,
sagde Ylva; ikke sådan som du ser ud, om du så havde fem halskæder.
Hvorfor har du ikke fået nogen til at vaske dit hår og skæg? Du ser værre ud
end en smålænding. Men sig mig, hvordan det bliver: vil du vise mig
halskæden eller ikke?
– Det er ilde gjort over for en syg mand at sammenligne ham med en
smålærtding, sagde Orm. Jeg er af fuldgod slægt både på fædrene og
mødrene side; og Sven Rottenæse i Göinge var min morbroders faders
halvbroder, og han var på mødrene side af Vidfadmes æt. Og det er kun på
grund af min sygdom, at jeg har tålmodighed med dig og ikke jager dig
bort. Men det er sandt, at jeg gerne vil vaskes, skønt jeg er elendig; og hvis
du vil gøre mig den tjeneste, får jeg at se, om du kan den slags bedre end at
give mig suppe. Men det kan jo være, at kongedøtre ikke duer til så nyttige
ting.
– Det er pigearbejde, du lægger på mig, sagde Ylva, og det har ingen
vovet før dig; det er vel, fordi du er i slægt med Vidfadme. Men det er
sandt, at jeg gerne vil se, hvordan du ser ud i vasket tilstand, og jeg skal
komme tidligt i morgen, og så skal du få at mærke, at jeg duer til den slags
lige så godt som nogen anden.
– Jeg vil også redes, sagde Orm; og når alt er gjort, så jeg er tilfreds, skal
jeg vise dig halskæden.
Der var uro henne hos Toke. Han kunne sidde op i sengen og var blevet i
godt humør på grund af suppen, og fordi der var en kvinde i nærheden. De
talte sammen på hendes tungemål, og det gik besværligt for Toke; men han
var så meget flinkere med hænderne og forsøgte at trække hende hen til sig.
Hun værgede sig mod ham og slog ham over fingrene med skeen. Men hun
veg ikke længere bort end nødvendigt og så ikke forarget ud; og Toke priste
hendes skønhed, så godt han kunne, og forbandede sit dårlige ben, der holdt
ham bundet til det sted, hvor han sad.
Orm og Ylva vendte sig om mod dem, da deres leg blev så højlydt; Ylva
trak på munden, men Orm blev vred og råbte til Toke, at han skulle bære sig
ordentlig ad og lade kvinden være.
– Hvad tror du, kong Harald ville sige, sagde han, hvis han får at høre, at
du har kælet for hans kvinde til op over knæene?
– Han vil måske sige som du, Orm, sagde Ylva, at det er en ulykke at eje
en ting, som alle vil pille ved. Men af mig skal han ikke få noget at vide, thi
han har mere end kvinder nok af sin alder, og hun, den stakkel, trives dårligt
her blandt os og græder ofte og er vanskelig at trøste, thi hun forstår ikke
meget af det, man siger. Bryd dig derfor ikke om, at hun skæmter med en,
hun kan tale med, og som ser ud til at være en rask mand.
Men Orm blev ved med at sige, at Toke måtte tænke sig om i sådanne
ting, så længe de var kong Haralds gæster.
Toke var nu blevet roligere og holdt kvinden fast i hendes ene fletning.
Han syntes, at Orm ængstede sig uden grund.
– Thi der kan ikke blive meget at sladre om, sagde han, så længe det står
sådan til med mit ben; og du har selv, Orm, hørt den lille præst sige, at
kongen har befalet, at der skal gøres alt for, at vi kan befinde os godt på
grund af den fortræd, vi har voldt kong Sven. Og det forholder sig sådan
med mig, hvad alle ved, at jeg føler mig dårligt tilpas uden kvinder; og hun
her synes mig mageløs trods min sygdom og det bedste middel til at få mig
rask, så jeg befinder mig allerede bedré. Jeg har sagt til hende, at hun skal
komme herind, så ofte hun kan, for at hjælpe mig på benene, og jeg tror
ikke, hun er bange for mig, skønt hun er blevet klappet.
Orm brummede mismodigt; men enden blev, at de to kvinder skulle
komme næste morgen og vaske deres hår og skæg. Nu kom broder
Willibald farende i stor hast for at pleje deres sår; han råbte arrigt på grund
af den spildte suppe og jog kvinderne ud, og ikke engang Ylva vovede at
sige ham imod, thi alle var bange for den, der havde magt over liv og
sundhed.
Da Orm og Toke var blevet alene, lå de tavse og havde en del at tænke
på. Så sagde Toke:
 – Nu er vor lykke blevet god, efter at kvinderne har fundet ind til os. Nu
føler man sig bedre til mode.
Men Orm sagde:
– Nu har vi ulykken på nært hold, hvis du, Toke, ikke kan tøjle dit begær.
Og det var vel, om jeg følte mig mere sikker på, at du kan det.
Toke sagde, at han var ved godt håb med hensyn til den sag – hvis han
prøvede for alvor.
– Men det er sandt, sagde han, at hun næppe ville have stor lyst til at
stritte imod, hvis jeg var rask og ihærdig. En gammel konge er ikke noget
for en kvinde som hun, og man har holdt hende strengt, siden hun kom
hertil. Hun hedder Mirah og er fra Rhonda og af god slægt; hun blev røvet
af nordboere, der kom om natten og bar hende bort sammen med mange
andre og solgte hende til kongen i Cork. Og han gav hende som
venskabsgave til kong Harald på grund af hendes skønhed. Og hun siger, at
hun ville have sat større pris på den hæder, hvis hun var blevet skænket til
en, der var yngre, og som hun kunne tale med. Det er ikke ofte, jeg har set
så ypperlig en kvinde som hun, så smukt skabt og så blød i skindet. Men
hun, der satte sig hos dig, fortjener også megen ros, skønt det kan være, at
hun synes dig noget ranglet og mager af huld. Hun ser ud til at være dig vel
bevågen, og også her mærker man, hvilke mænd vi er, når vi kan vinde
sådanne kvinders gunst på vort sygeleje.
Men Orm sagde, at han ikke havde tænkt på kvindekærlighed, eftersom
han følte sig stadig mere træt og elendig og måske ikke havde langt tilbage.
Næste morgen, så snart det var blevet lyst, kom kvinderne, som de havde
sagt, og de havde varm lud og vand og håndklæder med; og Orm og Toke
fik hår og skæg vasket med stor omhu. Det var vanskeligt med Orm, der
ikke kunne sætte sig op; men Ylva støttede ham og behandlede ham
forsigtigt og skilte sig med hæder fra sit arbejde, så han hverken fik lud i
øjne eller mund og alligevel blev ren og fin. Derpå satte hun sig ved
hovedgærdet og tog hans hoved i sit skød og begyndte at kæmme ham. Hun
spurgte, om han lå dårligt; men Orm sagde, at han måtte indrømme, at han
lå godt. Det var vanskeligt for hende at komme igennem hans hår, der var
tykt og stridt og filtret efter vaskningen; men hun ordnede det med
tålmodighed, så han syntes, han aldrig var blevet bedre redt. Hun talte nu
fortroligt med ham, som om de havde været venner længe; og Orm følte, at
han befandt sig godt ved at have hende hos sig.
 – En gang til får I vel hovedet vædet, inden I kommer på benene, sagde
hun, thi biskoppen og hans mænd synes om at døbe dem, der ligger syge, og
det er mærkeligt, at de ikke allerede har været efter jer. Det gjorde de med
min fader, dengang han lå alvorligt syg og knap troede, han ville komme op
igen. Og de fleste synes, at det er bedst at blive døbt i sengen ved vintertid;
for så øser præsterne kun vand på hovedet, men ellers må man dyppe sig
helt og holdent i havet, og det er ikke mange, der synes om det, når vandet
er iskoldt. Det er også vanskeligt for præsterne; de bliver blå i ansigtet, når
de står i vand til knæene, og deres tænder klaprer, så de knap kan
fremstamme deres velsignelser. Derfor døber de helst dem, der ligger til
sengs, så længe vinteren står på; men mig døbte biskoppen
midsommerdagen, som de kalder døberens dag, og da var det ikke så
vanskeligt. Vi sad på hug omkring ham i vore særke, jeg og mine søstre,
mens han læste over os; og da han løftede hånden, holdt vi os for næsen og
dyppede os; og jeg blev længst under vandet af os alle, så min dåb anses for
at høre til de bedste. Så fik vi signede klæder og hver sit lille kors til at have
om halsen; og ingen af os fik nogen men af det.
Orm svarede, at han vidste god besked med mange slags mærkelige
skikke, eftersom han både havde været i sydlandet, hvor ingen måtte spise
flæsk, og hos munke på Irland, der havde været ivrige efter at få ham døbt.
– Og det går langsomt for mig at begribe, sagde han, til hvad nytte
sådanne ting kan være for mennesker eller til hvilken glæde for guder. Og
jeg vil gerne se den biskop eller en hvilken som helst anden Guds mand, der
får mig til at sidde i koldt vand til op over ørerne, hvad enten det er sommer
eller vinter. Og jeg føler heller ingen lyst til at lade dem øse vand over mit
hoved, mens de læser over mig. Thi det er min tro, at man bør tage sig nøje
i agt for alle slags besværgelser og signerier.
Ylva sagde, at nogle af kong Haralds mænd havde klaget over
hekseskud, efter at de var blevet døbt, og de forlangte bøder af biskoppen
for den sags skyld, men ellers havde de ikke mærket nogen skade; og nu var
der mange, der betragtede en dåb som nyttig for helbredet. Præsterne her
havde ingenting imod flæsk, hvad jo Orm selv havde kunnet mærke i
juletiden, og de blandede sig ikke stort i, hvad folk spiste. Kun hvis man
bød dem hestekød, plejede de at spytte og korse sig, og stundom havde man
hørt dem mumle, at folk helst ikke burde spise kød om fredagen; men
hendes fader havde sagt, at han ikke mere ville høre en sådan tale. Selv
kunne hun ikke sige, at hun havde mærket særlige ulemper ved den nye
lære. Men nogle mente, at afgrøden var blevet dårligere og køernes mælk
tyndere, siden man var begyndt at forsømme de gamle guder.
Hun trak kammen langsomt gennem en tot, som hun havde redt af og
holdt den op mod dagslyset og synede den nøje.
– Jeg ved ikke, hvorledes det kan være, sagde hun, men det ser ikke ud
til, at der findes en eneste lus i dit hår.
– Sådan kan det ikke forholde sig, sagde Orm, så er kammen dårlig. Tag
hårdere fat.
Hun sagde, at kammen var en god lusekam, og hun redte nu så hårdt, at
det sved i hovedbunden. Men der var ingen lus at finde.
– Så er det ilde fat med mig, sagde Orm, og værre, end jeg havde troet.
Thi så er der gået en sygdom i blodet.
Ylva mente, at det måske ikke var så farligt, men Orm tog sig dette
meget nær. Han lå tavs, mens hun redte ham færdig, og gryntede sørgmodig
ad hendes snak. Men Toke og Mirah havde så meget mere at sige hinanden
imens og syntes at komme bedre og bedre ud af det sammen.
Til sidst var Orm redt færdig både i hår og skæg, og Ylva så på sit værk
med tilfredshed.
– Nu ser du mindre ud som et fugleskræmsel og mere som en høvding,
sagde hun. Få kvinder vil løbe for dig nu, og det har du mig at takke for.
Hun tog hans skjold op og gned det af med ærmet, dér hvor det var
mindst skåret af hug, og holdt det foran ham. Orm spejlede sig i det og
nikkede.
– Det er vel redt, sagde han, og mere end jeg havde troet, en kongedatter
kunne gøre. Men det kan være, at du er bedre end de fleste. Og nu har du
fortjent, at jeg føjer dig med hensyn til smykket.
Han løste sin trøje op ved halsen og trak halskæden frem og rakte hende
den. Ylva udstødte et råb, da hun holdt den i sine hænder og vejede den og
så dens skønhed; og Mirah forlod Toke og kom hurtigt hen til dem for at se
den og udstødte et højt råb. Orm sagde til Ylva:
– Hæng den om din hals.
Hun gjorde, som han sagde. Halskæden var lang og hang ned over
brysthægteme i hendes livstykke, og hun fik travlt med at stille skjoldet op
på vægbænken og spejle sig i det.
– Den er lang nok til at nå to gange om halsen, sagde hun og kunne ikke
få øjnene fra den. Hvordan skal den bæres?
 – Almansur havde den i en kiste, sagde Orm, og ingen fik lov til at se
den. Og efter at den er blevet min, har jeg båret den under min trøje, indtil
den gnavede mig i huden, og ikke vist den frem uden tvingende grunde før
nu i julen. Og så blev det mig straks til skade. Ingen kan sige andet, end at
den nu er kommet på én bedre plads, og nu, Ylva, er den din, og du kan
bære den, som du bedst synes.
Hun tog halskæden med begge hænder og så på ham med store øjne.
– Er du fra forstanden? sagde hun. Hvad har jeg gjort, siden du giver mig
en sådan gave? Den ædleste dronning ville ligge med en bersærk for et
ringere smykke end dette.
– Du har kæmmet mig godt, sagde Orm og smilede. Og vi, der er af
Vidfadmes æt, giver gode vennegaver eller slet ingen.
Mirah ville også prøve halskæden, men Toke sagde, at hun skulle
komme tilbage til ham og ikke bryde sig om den; og han havde allerede en
sådan magt over hende, at hun adlød. Ylva sagde:
– Jeg må måske ligesom du gemme den under trøjen; thi mine søstre og
alle kvinderne i gården vil rive mine øjne ud for dens skyld. Men jeg forstår
ikke, hvorfor du giver mig den, hvor meget du end er af Vidfadmes æt.
Orm sukkede og sagde:
– Hvad skal jeg med den, når græsset gror over mig? Jeg ved, at jeg skal
dø, eftersom lusene ikke trives hos mig; og det anede jeg allerede på
forhånd. Det kan være, at du ville have fået den, selv om jeg ikke var
dødsmærket, men så ville jeg have forlangt et vederlag af dig. Du synes mig
et sådant smykke værd, og det er min tro, at du er god til at forsvare dig,
hvis nogen vil rives. Men dét ville have været bedre for mig at leve og se
dig bære den.
 Ellevte kapitel

OM BRODER WILLIBALDS VREDE

OG HVORLEDES ORM FORSØGTE
SIG SOM FRIER
Det varede ikke længe, før det gik, som Ylva havde sagt: Biskoppen
begyndte at fremsætte ønske om at få de to sårede døbte; men han havde
ikke held med nogen af dem. Orm blev hurtigt utålmodig og sagde, at han
ville være fri for at høre tale om noget sådant, eftersom han alligevel snart
skulle dø, og Toke sagde, at han for sin del ikke havde brug for den slags,
eftersom han følte, at han snart ville blive rask. Biskoppen gav broder
Matthias besked om, at han skulle vinde dem med tålmodighed og
undervise dem i læren; og da han nogle gange havde forsøgt at lære dem
trosbekendelsen og ikke ville adlyde dem, skønt de sagde, at han skulle lade
dem være i fred, sendte Toke bud efter et godt spyd, smalt i bladet og med
en hvas æg, og han lå støttet til albuen og vejede det i hånden næste gang,
broder Matthias kom for at undervise dem.
– Det er ilde at bryde freden i kongens gård, sagde Toke, men ingen kan
sige noget, når det gøres af syge mennesker i nødværge. Og det er også ilde
at svine til her i kammeret med en fed mand som dig, der ser ud til at have
meget blod; men jeg har tænkt som så, at hvis jeg kan nagle dig fast til
væggen med dette spyd, bliver blodsudgydelsen måske ikke så stor. Det er
ikke nogen let sag for en mand, der ligger til sengs, men jeg skal gøre mit
bedste; og det bliver nu med det samme, så snart du åbner munden og
pladrer løs med det, vi har bedt dig om at blive fri for.
Broder Matthias blev bleg og holdt håndfladerne frem for sig, og det så
ud, som om han forsøgte at sige noget; derpå gik der en skælven igennem
ham, og han trak sig hurtigt og baglæns ud af kammeret og lukkede døren
efter sig. Derefter blev de ikke mere forstyrret af ham. Men broder
Willibald, der aldrig så ud til at være bange, kom som sædvanlig og plejede
deres sår og bebrejdede dem strengt, at de havde skræmt broder Matthias.
 – Du er et helt mandfolk, skønt du er lille, sagde Toke; og det er
mærkeligt, at jeg synes bedre om dig end om andre af din slags, skønt du er
uhøflig og arrig. Men det er måske, fordi du ikke prøver på at overtale os til
at blive kristne, men nøjes med at pleje vore sår.
Broder Willibald sagde, at han havde opholdt sig længere end de andre i
dette mørkets land og derfor ikke mere var så barnagtig.
– I begyndelsen, sagde han, var jeg lige så ivrig som alle andre af den
hellige Benedikts broderskab efter at døbe hedningerne. Men nu ved jeg,
hvad der er til nytte, og hvad der kun er forfængelighed. Børnene i dette
land bør døbes og også de kvinder, der ikke har væltet sig alt for meget i
synd, hvis sådanne findes; men de voksne mænd i dette land er helt
hjemfaldne til djævlen og må for Guds retfærdigheds skyld brænde i
Helvedes ild, hvor meget de end bliver døbte; thi ingen frelse slår til for
dem. Dette er min tro, thi nu kender jeg dem. Derfor spilder jeg ikke min tid
med at overtale jer to.
Han blev ivrigere og ivrigere, mens han talte og stirrede vredt fra den
ene til den anden og begyndte at fægte med armene og råbte:
– Blodulve, manddræbere og ugerningsmænd, horkarle og gadarenske
svin, Belzebubs øjenstene, Satans ukrudt, hugormes og basilikers afkom,
skulle I blive rentvættede af dåben og stå hvide som sne blandt Guds
hellige? Nej, siger jeg: aldrig. Jeg er gammel i gårde, jeg har set for meget,
jeg kender jer; ingen biskop og ingen kirkefader får mig til at tro noget
sådant. Hvorledes skulle det gå, hvis man slap nordboerne ind i himlen? I
ville gribe efter de hellige jomfruer med utugtig tale, udstøde et hærskrig
over for serafer og ærkeengle og skråle efter øl, når I stod ansigt til ansigt
med Gud. Nej, nej, jeg ved, hvad jeg taler om: Helvede er det eneste sted
for jer, hvad enten I bliver døbt eller ikke, priset være den almægtige i
evighedernes evighed. Amen.
Han rodede forbitret blandt sine æsker og bind og gik hen for at smøre
salve på Tokes sår.
– Hvorfor gør du alt, hvad du kan for at helbrede os, sagde Orm, når din
vrede imod os er så stor?
– Det gør jeg, fordi jeg er kristen og forstår at gengælde ondt med godt,
svarede han; og det er mere, end I nogen sinde lærer. Bærer jeg ikke endnu
et mærke på mit hoved dèr, hvor kong Harald slog mig med det hellige
krucifiks; og alligevel plejer jeg hver dag hans gale fordærvede krop med
stor omhu. Men det kan desuden være til stor nytte, at store stridsmænd som
I bliver holdt i live i dette land; thi I vil sende mange af jeres egen slags til
Helvede, inden I selv vandrer derhen – sådan som jeg allerede har set jer
gøre nu ved julegildet. Lad ulv rive ulv, så får Guds lam lindring.
Da han havde forladt dem, og de var blevet alene, sagde Toke, at efter
hans mening var den lille mand blevet gal af slaget i hovedet, dengang
kongen dunkede ham med korset, eftersom det var umuligt at begribe det
meste af det, han råbte op om; og Orm var enig med ham. Men de
indrømmede begge to, at han var nidkær som læge og plejede dem med stor
flid.
Nu begyndte Toke at blive bedre og kunne snart halte omkring i
kammeret og også udenfor, og så lå Orm alene og kedede sig grusomt,
undtagen når Ylva kom. Når hun sad ved hans seng, begyndte han at tænke
mindre på, at han skulle dø, thi hun var altid snakkesalig, ivrig og munter,
og han kunne godt lide at høre på hende; men han blev misfornøjet, når hun
sagde, at han så bedre ud og snart ville blive rask igen. Det vidste han selv
bedst besked med, sagde han. Men han kunne snart sætte sig op i sengen
uden at mærke det for meget; og da Ylva redte ham næste gang og fandt en
lus, der var stor og kraftig og fuld af blod, blev han betænkelig og sagde, at
han ikke vidste, hvad han skulle tro.
– Du skal ikke sørge på grund af halskæden, sagde Ylva. Du gav mig
den, da du troede, du skulle dø, og det tynger dig nu, hvor du mærker, du
skal leve. Men jeg skal gerne give dig den igen, skønt den er skønnere end
noget andet, man har set her i landet. Thi jeg vil ikke have, at det skal hedde
sig, at jeg har lokket dit guld fra dig, da du var svag af dine sår. Og det har
jeg allerede fået at høre mere end én gang.
– Det er sandt, det ville være en god sag at beholde et sådant smykke i
slægten, sagde Orm; men den bedste handel for mig ville være at beholde
både dig og smykket, og på anden måde vil jeg ikke have det tilbage. Men
inden jeg spørger mig for hos din fader om den ting, vil jeg gerne vide,
hvad du selv synes. Thi første gang, vi talte sammen, sagde du, at du agtede
at jage en kniv i Sigtrygg, når I lå i brudesengen, hvis du blev givet til ham;
og det ville være godt at vide, om du er bedre sindet over for mig.
Ylva lo voldsomt og sagde, at han ikke skulle føle sig alt for sikker.
– Thi jeg er heftigere af mig, end du ved, og vanskeligere at gøre tilpas.
Og kongedøtre er værre end andre, når de bliver gift bort, så de til og med
tager livet af konger, når de ikke kan holde dem ud. Har du hørt, hvordan
det gik Agne, svearnes konge, i gamle dage, da han havde vundet en uvillig
kongedatter øst for havet? Han lå med hende den første nat i et telt under et
træ; og da han sov trygt, fæstede hun et reb i hans halsring, der var en god
og stærk ring, og hængte ham i træet, skønt han var en stor konge, og hun
kun havde en pige til at hjælpe sig med rebet. Tænk dig derfor nøje om,
inden du forsøger med mig.
Hun bøjede sig frem, strøg ham over panden, kneb ham i øret og så ham
smilende ind i øjnene; og Orm følte sig derfor bedre, end han længe havde
gjort.
Men derpå blev hun alvorlig og så betænkelig ud og sagde, at dette var
lønløst at tale om, inden hendes fader havde ytret sig i sagen og hun troede,
at det ville blive svært at få hans samtykke, hvis Orm ikke var bedre stillet
end de fleste med hensyn til gods og kvæg og guld.
– Han klager ofte over sine mange ugifte døtre, sagde hun; men det går
småt for ham at finde mænd til os, der er rige og ansete nok efter hans
opfattelse. Det er ikke så morsomt, som folk tror, at være kongedatter; thi
mange raske unge mænd gør miner til os i smug og napper efter vort
kjortelbånd, når ingen ser det, men kun få vover at tale med vor fader; og
de, der tør, kommer slukøret fra samtalen. Det er stor skade, at han er så
ivrig efter at få os rigt gift, skønt det kan være sandt nok, at en fattig mand
kun ville passe dårligt til mig. Men du Orm, der kan give en sådan halskæde
bort, og som har Vidfadme i slægten, må vel være blandt de rigeste
stormænd i Skåne?
Orm svarede, at han håbede, han kunne tale sig til rette med kong
Harald, eftersom han stod højt i hans gunst både på grund af klokken Jakob
og tvekampen.
– Men jeg ved ikke selv, hvor rig jeg er hjemme i Skåne, sagde han,
eftersom det nu er syv år, siden jeg kom hjemmefra; og jeg ved heller intet
om mine slægtninge. Det kan være, at færre af dem lever nu, end da jeg
sidst så dem, og at min arv har bedret sig siden da. Men jeg har mere guld
med hjem fra sydlandet end halskæden; og selv om jeg kun ejede det, jeg
har med mig derfra, var jeg ikke nogen fattig mand. Og mere kan vindes,
som dette blev vundet.
Ylva nikkede bedrøvet og sagde, at det ikke lød meget lovende, så streng
som hendes fader var; og Toke, der var kommet ind, mens de talte, syntes
det samme og sagde, at her var kloge råd nødvendige.
 – Og nu er det så heldigt, sagde han, at jeg kan fortælle jer, hvordan man
sikrest vinder en rig og højættet mø, når faderen er uvillig, men ikke hun.
Min morfader hed Tönne på næsset og var en mand, der drev handel med
smålændingene; han ejede en lille gård og tolv køer og var meget klog; og
da han engang rejste omkring i Värend for at handle og fik øje på en pige,
der hed Gyda, en stormands datter, besluttede han at vinde hende både for at
øge sin hæder, og fordi han syntes om hendes skønne og tykke, røde
fletninger. Men hendes fader – han hed Glum – var en hovmodig mand og
sagde, at Tönne ikke var god nok til svigersøn, skønt pigen selv syntes
noget andet. Gyda og Tönne gav sig imidlertid ikke til at sørge over den
gamles vrangvilje, men fandt snart på råd og mødtes i skoven, når hun var
ude for at plukke nødder sammen med pigerne; og derfor blev hun med
barn, og Tönne sloges to gange med hendes broder, så de begge bar mærker
til deres død. Da hun havde fået tvillinger, syntes den gamle, at det ikke
kunne betale sig at stritte imod længere; og de blev gift og enedes altid godt
og fik syv børn til; og alle derhjemme i bygden roste min morfaders
klogskab og held, så hans anseelse voksede meget, især da han havde fået
en god arv efter den gamle Glum. Og hvis min morfader ikke havde fundet
på en sådan klog udvej til at blive gift, ville jeg ikke have siddet her og
givet jer nyttige råd; thi min moder var den ene af tvillingerne fra
nøddebuskene.
– Hvis det nødvendigvis skal være tvillinger for at gøre nogen nytte,
sagde Ylva, så er dette råd lettere at billige end at udføre. Og desuden er der
forskel på en bonde i Värend og danernes konge, og derfor er det ikke
sikkert, at et sådant forsøg ville være lige så godt for os.
Orm syntes, at der kunne siges en hel del både for og imod Tokes råd,
skønt det ikke var stort bevendt for en syg og magtesløs mand at lytte til
det; men først, sagde han, ville han nu komme på benene og tale med kong
Harald.
Det varede endnu en tid; men til sidst blev han rask og såret lægt og
begyndte atter at komme til kræfter; på det tidspunkt led det mod slutningen
af vinteren. Kong Harald var nu rask og ved godt humør og var fuldt
optaget af at ruste sine skibe; thi han havde i sinde at sejle til Skanör for at
opkræve sildeskatten og sende Styrbjörn de skibe, han havde lovet ham.
Orm gik til ham og fremførte sit ærinde. Kong Harald stillede sig ikke
uvenlig over for hans ønske, men spurgte straks, hvorledes hans forhold var,
siden han turde tænke på så fint et giftermål. Orm sagde, hvordan det
forholdt sig med hans slægt og herkomst og hans faders ejendom, Og hvad
han selv havde med sig hjem fra udlandet.
– Og desuden findes der jord i Göinge, som min moder ventede at arve,
sagde han, men den ved jeg kun lidt om. Jeg ved heller ikke, hvordan min
slægt har det nu, eller hvem der er i live. Thi der kan være hændt meget
derhjemme på syv år.
– Det smykke, du har givet min datter, er en stormands gave, sagde kong
Harald; og mig har du gjort gode tjenester, som jeg ikke glemmer. Men et
giftermål med en datter af danernes konge er det højeste, en mand kan
stræbe efter; og ingen er kommet til mig i et sådant ærinde uden at eje mere
end det, du nu har omtalt. Og desuden står der en broder mellem dig og din
faders gård. Hvis han lever og har sønner, hvad har du så at forsørge min
datter med? Jeg begynder så småt at blive gammel, skønt det måske ikke
ses meget på mig, og jeg vil gerne vide mine døtre godt gifte, mens jeg kan
ordne alt vel for dem. Thi Sven vil ikke gøre meget for dem, når min tid er
ude.
Orm måtte indrømme, at han ikke havde meget at byde, når det gjaldt et
frieri som dette.
– Men det kan godt være, at hele arven er min, når jeg kommer hjem,
sagde han. Min fader begyndte at blive gammel allerede for syv år siden; og
min broder Odd sejlede på Irland hver sommer og havde ingen lyst til at slå
sig ned hjemme. Og jeg har hørt, at det har været strenge tider for vort folk
på Irland de sidste år, efter at kong Brian har fået magten.
Kong Harald nikkede og sagde, at kong Brian havde gjort det af med
mange daner på Irland og mange søfarere langs dets kyster; og derved
stundom været til nytte, eftersom der blandt disse fandtes mange mænd, der
kun havde været til fortræd hjemme i Danmark.
– Men denne Brian, konge af Munster, fortsatte han, er nu blevet opblæst
som en hane, fordi han har haft for meget held med sig, så han ikke blot
kræver skat af kong Olof af Cork, der er min ven, men også af kong
Sigtrygg af Dublin, der er min frænde. En sådan opblæsthed klæder en irsk
konge ilde, og når tiden kommer, skal jeg derfor sende flåder til øen for at
stække hans overmod. Det ville være en god sag at fange ham og føre ham
hertil og tøjre ham til døren i hallen, ikke blot til adspredelse for mine
mænd under øldrikningen, men også for at lære ham selv kristen ydmyghed
og til advarsel for andre konger. Thi det har altid været min tanke, at
danernes konge er den, der bør holdes højest i ære blandt konger.
 – Det er min tro, at du er den største blandt alle konger, sagde Orm; og
selv blandt andalusier og blåmænd findes folk, som kender dit navn og dine
bedrifter.
– Dèr lagde du dine ord vel, sagde kong Harald; men ellers viser du mig
nu ringe respekt, når du kommer og beder mig om en af mine smukkeste
døtre, skønt du ikke engang ved, hvordan du er stillet med hensyn til arv og
gods. Men dette skal jeg alligevel ikke regne dig til last på grund af din
ungdom og ubetænksomhed. Men det, du beder mig om, svarer jeg ikke ja
til og heller ikke nej; men således er min beslutning: kom igen til efteråret,
når jeg atter er her, og du ved bedre besked med, hvordan du har det; og
hvis jeg så synes, din rigdom er stor nok, skal du få pigen på grund af det
venskab, jeg nærer for dig, og ellers kan du altid få en god tjeneste blandt
mine mænd. Og indtil da må du give dig til tåls.
Ylva blev misfornøjet, da Orm fortalte hende, hvordan samtalen var
gået; hun fik tårer i øjnene og råbte, at hun ville trække den gamle i
skægget, fordi han var så nærig og stivsindet, og derpå ville hun straks følge
Tokes råd. Men da hun havde fået tid til at tænke sig om, syntes hun, det var
bedst at opgive denne plan.
– Jeg er ikke bange for hans vrede, sagde hun, ikke engang, når han
brøler som en tyr og kaster ølkanden efter mig; thi jeg er for hurtig for ham,
og han har aldrig ramt mig endnu, og en sådan vrede går hurtigt over. Men
det er sådan med ham, at hvis man for alvor trodser ham i en sag, som han
engang har bestemt, så er han lavsindet og forsømmer aldrig at tage hævn.
Derfor er det klogest ikke at tirre ham på dette punkt, thi så ville han fatte
nag til os begge og give mig bort til den første den bedste blandt sine mænd
blot for at gøre fortræd og vise, hvem det er, der bestemmer. Men det skal
du vide, Orm, at jeg ikke vil have andre end dig; og du er i mine øjne værd
at vente på til efteråret, selv om det bliver kedeligt. Og hvis han så også er
genstridig, venter jeg ikke længere, men følger dig, hvorhen du vil.
– Nu føler jeg mig bedre til mode, efter at du har sagt dette, sagde Orm.
 Tolvte kapitel

HVORDAN ORM KOM HJEM FRA

SIN LANGE REJSE
Kong Harald udrustede tyve skibe til sin rejse. Af disse skulle tolv gå til
Styrbjörn, og med de øvrige agtede han at lægge sig ved Skanör, hvor der
var brug for et mandstærkt følge, når sildeskatten skulle inddrives. Han
valgte sine skibsbesætninger med omsorg; og alle ville helst med på de
skibe, der skulle sejle under Styrbjörn, thi dèr kunne man vente stort bytte.
Der kom mange folk ned til Jellinge for at være med på kong Haralds
flåde; og Orm og Toke så sig om blandt dem, der blev tilovers for at leje
roere til hjemrejsen på deres eget skib; men roere var dyre, og de syntes,
udgiften var stor; thi da de nu var så nær ved hjemmet, var de påholdne med
hensyn til udlæg for rejsen. Da de helst ville slippe for at udbetale noget,
traf de til sidst aftale med en mand fra Fyn ved navn Åke. Han skulle købe
skibet af dem og til gengæld skaffe mandskab og sejle dem begge to hjem,
Orm til Kullen og Toke til Lister, og han skulle også sørge for føden under
rejsen. Man købslog længe om dette, og det var lige ved at ende med
slagsmål mellem Toke og Åke; thi Toke ville desuden have en sum penge,
eftersom skibet efter hans mening var så godt som nyt og stabilt og en god
sejler, selv om det var lille; men Åke ville ingenting give, eftersom det var
udenlandsk og dårligt sat sammen og af ringe værd, så han alligevel mente,
der var fare for, at han tabte på handelen. Til sidst tog de Hallbjørn Staller
til opmand, og handelen blev afsluttet uden strid, men med ringe gevinst for
Orm og Toke.
Ingen af dem havde lyst til at gå til Styrbjörn, thi de havde begge to
andet i tankerne; og Orms kræfter vendte kun langsomt tilbage, så han
troede, han ville blive skrøbelig resten af livet. Det tyngede også på ham, at
han skulle skilles fra Ylva; og kong Harald havde nu sat et par koner til at
bevogte hende, for at de ikke skulle træffes for meget før tiden. Men skønt
konerne var hurtige af sig, klagede de over, at kongen havde givet dem en
bestilling der var for vanskelig for deres gamle ben.
 Da flåden lå parat til at sejle ud, lod kong Harald biskoppen velsigne alle
skibene; men han ville ikke tage ham med på rejsen, fordi alle præster
havde en dårlig vejrlykke. Biskoppen ville til Skåne for at se til sine præster
og kirker dèr og tælle de omvendte, men kong Harald sagde, at det måtte
vente til næste gang, et skib sejlede derover; han selv ville aldrig have
nogen biskop med sig på havet, ikke engang en almindelig præst.
– Thi jeg er for gammel til at lege med ulykken, sagde han; og alle
søfarere ved, at havmænd og havtrolde og alle magter i havet ikke hader
nogen anden så meget som de ragede; de drukner dem, så snart de kommer
til havs. Guld-Harald, min brodersøn, sejlede engang hjem fra Bretagne
med mange nyfangne slaver ved årerne og fik storm og snetykning og den
værste sø, skønt det var tidligt på efteråret; og da hans skib var ved at gå
under, så han efter og fandt to ragede mænd blandt sine roere; og da han
havde kastet dem over bord, fik han det bedste vejr, man kunne ønske på
resten af rejsen. Det kunne han gøre, der var en hedensk mand; men det
ville passe sig ilde for mig at kaste biskoppen over bord for at stille vejret,
og derfor må han blive her.
Den morgen, da flåden skulle sejle og Orm og Toke med den, kom kong
Harald i hvid kappe og sølvhjelm ned langs skibskajerne på vej til sit eget
skib, fulgt af et stort følge, og hans mærke blev båret foran ham. Da han
kom til det sted, hvor Orm lå, standsede han og lod sit følge vente og gik
helt alene om bord til ham for at sige nogle ord.
– Denne hæder vil jeg vise dig, sagde han, så man kan mærke vort
venskab, og at ingen skal tro, at der er noget ondt mellem os, fordi jeg nu
ikke har givet dig min datter Ylva. Hun sidder nu lukket inde hos kvinderne
og skændes med dem; thi sådan som hun er, kunne hun let finde på at
komme løbende til dit skib, så snart jeg har vendt ryggen til, og lokke dig til
at tage hende med; og det ville være ilde både for hende og for dig. Nu
skilles vi en tid; og jeg har ikke nogen gave til dig nu som løn for klokken;
men det arter sig vel bedre til efteråret.
Det var en smuk forårsmorgen med klar himmel og mild vind, og kong
Harald var i et muntert humør. Han så nøje på skibet og lagde mærke til
dets udenlandske bygning; han var kyndig i mange ting og forstod sig på
bordlægning og åretolde, lige så godt som en skibsbygger og opdagede flere
ting, som han syntes var værd at omtale. Toke var kommet om bord imens,
bærende på en stor kiste. Han blev forbavset ved at se kong Harald og satte
kisten på dækket og hilste ham.
 – Det var meget, du kommer med, sagde kongen. Hvad har du dèr?
– Det er nogle småting, jeg har byttet mig til for at give den gamle
derhjemme, min moder, hvis hun endnu er i live, sagde Toke. Det ville være
rimeligt at have noget med hjem til hende, når man har været så længe borte
som jeg.
Kong Harald nikkede og syntes, det var en god ting, når unge mænd var
betænksomme og venlige mod deres forældre; han havde for sin del, sagde
han, aldrig mærket meget til den slags.
– Og nu, sagde han og satte sig på kisten, er jeg tørstig og vil have en
slurk øl, inden vi skilles.
Kisten knagede under hans vægt, og Toke så urolig ud og trådte
nærmere; men kisten holdt. Orm tappede øl af et anker og rakte kongen, der
drak på en god rejse. Han strøg skummet af skægget og sagde, at det var
mærkeligt, øl altid smagte bedst til søs; derfor ville han gerne have kanden
fyldt en gang til. Det fik han og tømte den langsomt; derpå nikkede han til
afsked og gik i land og hen til det store kongeskib, hvor hans mærke nu
blev sat op; det var af rødt silke og med to ravne, der bredte vingerne ud,
syet i sort.
Orm så på Toke.
– Hvorfor er du så bleg? sagde han.
– Jeg har mine bekymringer, lige så vel som andre, sagde Toke. Du selv
ser ikke meget blomstrende ud.
– Jeg ved, hvad jeg rejser bort fra, sagde Orm; men selv den klogeste kan
ikke vide, hvad jeg vender tilbage til, eller om det bliver det tidspunkt, jeg
har tænkt.
Nu stod alle skibene til søs og sejlede i forskellige retninger. Kong
Harald holdt ned mellem øerne med sin flåde, men Orms skib roede op
langs kysten for at komme nord om Sjælland. Vinden var god for kongens
skibe, så de snart var langt borte. Toke stod og så efter dem, indtil sejlene
blev små, så sagde han:

Drøjt var det

da danedrotten
bredbuget sad
på bristefærdigt kistelåg.
Knap jeg end
 kan tro, at bylten
uskadt tålte
at tynges af Blåtand.

Han gik hen til kisten og åbnede den og løftede sin bylt op, der bestod af
den moriske kvinde. Hun var mat og elendig, thi der var kneben plads og
dårlig luft i kisten, og hun havde ligget i den en rum tid. Da Toke satte
hende ned, faldt hun sammen på grund af sin svaghed og lå stønnende og
rystende på dækket og så nærmest halvdød ud, indtil han hjalp hende op
igen. Hun begyndte at græde og så sig omkring.
– Du behøver ikke at være bange længere, sagde Toke. Han er langt
borte nu.
Hun sad bleg og stirrede på skibet og mændene med store øjne uden at
sige noget; mændene ved årerne så også forbavsede ud og spurgte hinanden,
hvad dette kunne betyde. Men den, der var blegest og stirrede mest, var
Orm, som om der var overgået ham en stor ulykke.
Skipperen Åke stod og rev sig betænkeligt i skægget.
– Du omtalte ikke, da vi gjorde handelen, sagde han til Orm, at du skulle
have en kvinde med. Og det mindste, jeg nu kan forlange, er, at du siger
mig, hvem hun er, og hvorfor hun er kommet om bord i en kiste.
– Det er ikke noget, der angår dig, sagde Orm mørkt. Pas du skibet, og
lad os passe vort.
– Den, der ikke vil svare, må have farlige ting at skjule, sagde Åke. Jeg
er fremmed i Jellinge og kender ikke meget til forholdene dèr; men det kan
enhver se, at det ikke står rigtigt til og let kan blive mig til skade. Hvem er
hun stjålet fra?
Orm sad på en tovrulle med hænderne foldet omkring knæene og med
ryggen mod Åke; han svarede med rolig stemme og uden at dreje hovedet.
– Nu giver jeg dig to ting at vælge imellem, sagde han. Enten tier du
stille; eller også smider jeg dig i havet med hovedet forrest. Vælg hvad du
vil og omgående; thi du bjæffet som en køter og forstyrrer mig.
Åke vendte sig bort og mumlede noget og spyttede over rælingen; og
man kunne mærke, da han sad ved styreåren, at han var optaget af mørke
grublerier og ilde til mode. Men Orm sad, som han hele tiden havde siddet
og så lige ud, optaget af sine tanker.
 Da Tokes kvinde havde overvundet sin mathed og fået noget at styrke sig
på, blev hun straks elendig af søsyge og hang jamrende over rælingen uden
at bryde sig om de trøstende ord, Toke havde at sige til hende. Til sidst lod
han hende være og surrede hende fast med et reb og gik hen og satte sig ved
siden af Orm.
– Nu er det værste overstået, sagde han; men det er vist, at det volder
både ængstelse og besvær at skaffe sig en kvinde på den måde. Der er ikke
mange, der ville vove noget sådant; men det kan være, at min lykke er
bedre end de flestes.
– Den er bedre end min, det giver jeg dig ret i, sagde Orm.
– Det er uvist, sagde Toke, thi din lykke har altid været god; og det er
bedre at vinde en kongedatter end det, jeg har vundet. Og du skal ikke
sørge, fordi du ikke har kunnet gøre som jeg; thi det ville have været alt for
vanskeligt, når pigen blev så godt bevogtet.
Orm lo mellem tænderne. Han sad tavs og befalede derpå Rapp, at han
skulle tage styreåren i stedet for Åke, for at skipperens ører ikke skulle
vokse for meget.
– Jeg havde troet, sagde han derpå til Toke, at der bestod et fast venskab
mellem os, eftersom vi har holdt sammen så længe; men det er sandt, hvad
de gamle plejer at sige, at en mand skal prøves længe; og med hensyn til
den galskab, du nu har sat i værk, har du handlet, som om jeg ikke
eksisterede eller var værd at tænke på.
– Der findes én ting ved dig, der ikke er høvdingeagtigt, sagde Toke, og
det er din prikkenhed. Mange ville have prist mig, fordi jeg stjal kvinden på
egen hånd uden at tynge nogen anden med mine vanskeligheder i den sag;
men du er sådan, at du synes, at man ikke har vist dig respekt nok, fordi du
ikke har fået alt at vide fra begyndelsen. Jeg kalder det venskab bedst, der
ikke bliver vrangvilligt af den grund.
Orm stirrede på ham, hvid af vrede.
– Det er vanskeligt at være overbærende med en enfoldighed som din,
sagde han. Hvad angår det mig, hvordan du har båret dig ad med at stjæle
din kvinde, eller hvor hemmeligt du har holdt den sag? Men én ting angår
mig, og det er, at du nu har gjort kong Harald til vor arge fjende og fredløse
i hans rige. Du har taget dig din kvinde og lukket mig ude fra min. Der
behøves ingen prikkenhed for at finde fejlen ved et sådant venskab.
 Toke havde ikke meget at forsvare sig med, thi han måtte indrømme, at
han ikke havde tænkt på det. Han forsøgte at blidgøre Orm med, at kong
Harald var skrøbelig og ikke kunne leve længe, men det var en ringe trøst
for Orm; thi jo længere tid, der gik, desto mere afskåret følte han sig fra
Ylva, og desto stærkere blev hans vrede.
Da de var gået i land for natten i en lun vig, blev der tændt to bål. Ved
det ene sad Orm og hans to mænd, ved det andet Åke og hans besætning.
Ingen var snakkesalig ved Orms bål, men ved det andet havde Åke og hans
mænd meget at sige hinanden. De talte sagte, så man ikke kunne høre noget
ved Orms bål.
Da de havde spist, faldt kvinden i søvn ved ilden med en kappe over sig.
Orm og Toke sad tavse et stykke fra hinanden, mens tusmørket faldt på.
Havet grånede under en kold vind, og stormskyer stak op over
himmelkanten mod vest. Orm sukkede flere gange og trak hårdt i sit skæg;
Toke stangede tænder. De var begge to opfyldt af vrede.
– Det ville være godt at få ende på dette, sagde Orm.
– Sig bare, hvordan du vil have det, sagde Toke.
Rapp var gået hen for at samle brænde til bålet; han kom nu tilbage og
hørte deres ord. Han var en stilfærdig mand, der sjældent blandede sig i det,
andre foretog sig. Men nu sagde han:
– Det ville være godt, om I to ventede med at slås, thi her bliver andet at
gøre. Besætningen består af fjorten mand, og vi er tre, og den forskel er
tilstrækkelig stor.
De spurgte ham, hvad det var for nyheder, han kom med.
– De har i sinde at overfalde os på grund af kvinden, svarede Rapp; det
venter de sig meget af. Jeg hørte det, da jeg gik blandt træerne og samlede
brænde.
Orm lo.
– Det bliver bedre og bedre med det, du har lavet, sagde han til Toke.
Toke rystede på hovedet og så bekymret på den sovende kvinde.
– Det er nu engang gået sådan, som det er, sagde han, og det, vi nu har
nødig, er at finde på gode råd. Det synes mig bedst, at vi straks farer løs på
dem, nu hvor de sidder i fred og ro og pønser på ufærd mod os. De er
mange; men der mangler meget i, at de er sådanne mænd som vi.
– Det ser ud til at blive hårdt vejr, sagde Rapp; og så har vi ikke råd til at
dræbe mange af dem; thi vi har brug for dem på skibet, hvis vi ikke skal
blive siddende her. Men det ville være bedst at få gjort det, der skal gøres,
med det samme; thi ellers bliver det småt med vor nattero.
– Det er enfoldige folk fra Fyn, sagde Toke; og når vi blot har fået Åke
og et par stykker til dræbt, bliver de andre sikkert villige til at adlyde os.
Men nu er det dig, Orm, som skal sige, hvad der bør gøres; thi det er måske
bedst at forsøge at overrumple dem, mens de sover.
Orm følte sig lettere til mode nu, da der var noget at gøre. Han rejste sig
op og gav sig til at spise, så han ubemærket kunne se hen over det andet bål.
– Der er tolv omkring bålet, sagde han, da han havde sat sig ned igen; og
det må betyde, at to er sendt ind i land, uden at vi har mærket det, for at
tilkalde hjælp. Så har vi snart en større sværm over os, og derfor er det
bedst at gøre op med dem straks. Det er mænd uden omtanke og med ringe
handlekraft; thi ellers ville de have forsøgt at komme dig til livs, Rapp, da
du gik alene for lidt siden. Men nu skal vi lære dem, at man bør være vågen,
når man har med os at gøre. I to skal komme forsigtigt bagefter mig, når jeg
er nået hen til dem og taler med dem, og de ser på mig; og I må hugge
hurtigt og skarpt, om dette skal gå vel. Jeg må gå uden skjold, men det er
der ikke noget at gøre ved.
Han tog et krus i sin hånd, som de havde drukket øl af til aftensmåltidet,
og gik hen til Åkes bål for at fylde det ved ankeret, der var blevet sat i land
dèr. Et par af mændene ved bålet havde allerede lagt sig til at sove, men de
fleste var vågne og holdt øje med Orm. Da han havde fyldt kruset, blæste
han skummet bort og tog sig en slurk.
– Det er dårligt tømmer, der er i det anker, sagde han til Åke. Dit øl
smager allerede af træ.
– Det øl, der var godt nok til kong Harald, kan vel også være godt nok til
dig, svarede Åke vredt. Men det lover jeg dig, at du skal slippe for at drikke
mere af den slags.
Mændene lo ad disse ord, men Orm rakte ham kruset og lod som
ingenting.
– Smag selv efter og se, om jeg ikke har ret, sagde han.
Åke tog kruset, dèr hvor han sad. Da han førte det til munden, gav Orm
det et spark i bunden, så Åkes kæber blev flækket, og hagen faldt ned på
brystet.
– Mærker du træsmagen? sagde Orm, og i det samme tog han sit sværd
frem og huggede løs på en mand, der sad nærmest, og som netop sprang op.
 Mændene ved bålet blev forbavsede over dette og nåede næppe at få
deres våben frem, før Toke og Rapp styrtede sig over dem bagfra; og
derefter fik de ikke megen tid til at vise, hvad de duede til. Fire blev dræbt
foruden Åke; to flygtede ind i skoven, og de fem andre blev drevet ud på
skibet og gjorde miner til at forsvare sig. Orm råbte til dem, at de skulle
kaste deres våben fra sig; så ville deres liv blive skånet. De så tvivlrådige
ud.
– Vi kan ikke vide, om du holder ord, sagde de.
– Det kan være, sagde han; men I kan håbe på, at jeg ikke er lige så
troløse som I selv.
De drøftede sagen indbyrdes og syntes, at dette ikke gav dem stor
sikkerhed; de ville hellere, sagde de, gå bort med deres våben og overlade
Orm skibet og alt det øvrige.
– Så giver jeg jer den sikkerhed i stedet for, sagde Orm, at I alle skal
blive dræbt dèr, hvor I står, hvis I ikke straks adlyder. Og det passer jer
måske bedre.
Derpå gik han op på skibet og rykkede frem imod dem uden at vente på
Toke og Rapp. Han var barhovedet, fordi han var blevet ramt af en sten;
hans øjne var hvasse af vrede, og han gik med den blodige Blåtunge i sin
hånd hen imod dem, som om han ville tugte nogle hunde; og nu adlød de
ham og kastede deres våben og sagde nogle vrede ord om Åke; thi de var
modløse, fordi alt var gået på en anden måde, end han havde sagt dem.
Det var nu begyndt at blive mørkt, og det blæste friskt, men Orm fandt
det rådeligst ikke at blive længere på dette sted. Thi ellers, sagde han, ville
snart et halvt herred sjællændere vælte sig over dem for at generobre kong
Haralds ejendom. Derfor måtte de friste deres lykke på havet i mørke og
hårdt vejr og med få arme på grund af den sag, hvis følger de sikkert ville
mærke længe.
De havde travlt og fik madkisten og øltønden om bord; kvinden græd
sagte, og hendes tænder klaprede ved tanken om en sådan rejse, men hun
kom uden at klage. Og Orm stod bøjet over fangerne med sit sværd – de sad
ved årerne – mens Toke og Rapp slæbte øllet om bord; Toke var kejtet og
slap i hænderne, og Orm råbte til dem, at de skulle skynde sig
– Der bliver glat dèr, hvor jeg tager, og fingrene smutter, sagde Toke
bedrøvet, thi min hånd er i stykker.
 Orm havde aldrig hørt ham tale så bekymret. Han havde fået
sværdhånden kløvet ved langfingeren, så fingrene pegede hver sin vej, to og
to.
– Jeg mangler ikke blod, sagde Toke, men den hånd dur dårligt til at ro i
aften; og det er ilde, thi der skal tages fat, hvis vi skal komme ud af vigen.
Han skyllede hånden i vandet og vendte sig mod kvinden.
– Din stakkel, du har allerede hjulpet mig med at lave mange ulykker,
sagde han, skønt det kan være, at din andel er mindre end min; lad mig nu
se, om du kan hjælpe mig med dette også.
Kvinden tørrede sine tårer og kom hen til ham. Hun jamrede sagte, da
hun så, hvor stor skaden var; men hun var flink til at pleje såret. Hun ville
helst have haft vin til at vaske det i og spindelvæv til at lægge på, men i
mangel af sådant klarede hun sig med vand og græs og tygget brød, og
derpå rev hun nogle strimler af sin særk og bandt dem hårdt omkring såret.
– Det unyttigste kan også blive til nytte, sagde Orm; og nu er vi begge
kejthåndede.
Man kunne høre på hans stemme, at hans vrede over Toke havde fortaget
sig.
De lagde nu ud med syv roere og med Toke ved styreåren; og det var
hårdt arbejde, det hårdeste arbejde, Orm havde været med til, siden han var
rorslave, at slippe ud af vigen og komme i læ bag odden. Han havde et spyd
parat for at mærke den første af fangerne, der ikke gjorde sit yderste; og når
en åre smuttede i en bølgedal, og manden blev kastet om på ryggen, kom
han derfor hurtigt op igen og tog rask fat på ny: Kvinden sad sammenkrøbet
ved Tokes fødder og holdt sig for øjnene af skræk og elendighed. Toke
skubbede til hende med foden og befalede hende, at hun skulle tage
øsekarret og gøre nytte; men skønt hun prøvede på at adlyde ham, kunne
hun ikke udrette noget; og skibet var halvt fyldt med vand, da de endelig
kom omkring odden og fik sat sejl og kunne begynde at øse.
De drev hele natten for stormen, og Orm stod selv ved styreåren. Alt,
hvad han kunne gøre, var at holde mod nordøst og håbe på, at skibet ikke
blev slynget imod land, inden det blev lyst. Ingen syntes, at der var stort håb
om at overleve et sådant vejr, der var værre end det, de havde oplevet på
færden til Irland; og Rapp sagde:
– Her har vi nu fem fanger om bord, våbenløse og helt i vor hånd. Det er
uvist, om vi får mere gavn af dem ved åren; men de kunne blive os til nytte
ved at stille vejret, hvis vi giver dem til havfolket.
Toke sagde, at denne plan syntes ham god og rigtig, men at man måske
til at begynde med kunne nøjes med at kaste en eller to over bord og se, om
det hjalp.
Men Orm sagde, at man intet kunne foretage sig i den retning med de
fem fanger, eftersom han havde lovet dem livet.
– Og hvis du, Toke, vil give noget til havfolket, sagde han, ved jeg ikke
noget andet råd, end at det må blive din kvinde. Og det ville være vel for os
alle at blive af med en, der har voldt så megen ulykke.
Men Toke sagde, at det ville der ikke blive noget af, så længe han var i
live og havde en hånd tilbage, der kunne løfte sværdet.
Der blev nu ikke sagt mere om dette. Ved daggry kom der et voldsomt
regnskyl, der stod som en damp omkring dem, og stormen begyndte at
stilne af. Da det klarede op, så de Hallands kyst og nåede trætte ind i en
åmunding med et skib, der var fyldt med vand og sønderrevet sejl.
– Disse planker har båret mig fra Sankt Jakobs grav og hertil, sagde
Orm, og nu er der ikke langt hjem. Men jeg vender tilbage uden halskæden
og uden klokken Jakob; og jeg har ikke haft stor vinding af at give dem bort
undervejs.
– Et sværd og et skib har du med hjem fra din rejse, sagde Toke, og jeg
har et sværd og en kvinde; og så vel er det ikke endt for mange af dem, der
roede ud med Krok.
– En stor konges vrede har vi også med os hjem, sagde Orm; og slettere
bytte kan ingen have med sig.
Nu var rejsens besværligheder overstået; de satte de fem fanger i land og
lod dem løbe; og da de derpå havde hvilet sig og fået skibet og sejlet gjort i
stand, fik de smukt vejr og sejlede ned langs kysten for en mild vind. Selv
kvinden var nu ved godt mod og kunne hjælpe med til et og andet, så Orm
syntes, at han bedre kunne forliges med hende end hidtil.
Ved aftenstid lagde de til ved klipperne neden for Tostes gård, dèr, hvor
Kroks skib havde ligget, da de sidst så stedet. De gik op ad stien til gården
med Orm forrest. Et stykke oppe førte stien over en strid bæk, hvor der var
et gangbræt, der bestod af tre planker. Orm sagde:
– Pas på den til venstre. Den er rådden og glat.
Derpå stirrede han på planken og sagde:
 – Den var rådden, længe før jeg tog ud, og hver gang min fader gik her,
sagde han, at den skulle laves så hurtigt som muligt. Og den er endnu ikke
repareret, og den er heller ikke faldet ned, og alligevel synes det mig, at jeg
har været længe borte. Så er den gamle måske også i live.
Et stykke længere fremme sad der en storkerede i et højt træ; en stork
stod i reden. Orm standsede og fløjtede, og storken baskede med vingerne
og klaprede med næbbet.
– Den kan kende mig igen, sagde Orm, det er den samme stork; og nu
synes jeg, det var i går, vi sidst talte sammen, den og jeg.
Derpå gik de gennem et led. Orm sagde:
– Luk ledet omhyggeligt; thi min moder tager os det ilde op, hvis fårene
slipper ud, og aftensmaden bliver dårligere, når hun er vred.
Hundene begyndte at gø, og nogle af husets folk stod og spejdede i
døren, da de nærmede sig gården. En kvinde trængte sig frem mellem
mændene og kom imod dem. Det var Åsa. Hun var bleg, men så ellers lige
så rask ud som før.
– Nu er jeg her igen, sagde Orm.
– Orm! råbte hun, og hendes stemme skælvede. Derpå tilføjede hun: Gud
har hørt mig, skønt det har varet længe.
– Han begynder at få mange at høre på nu, sagde Orm; men det var
uventet, at du er blevet kristen.
– Jeg har været alene, sagde Åsa; men nu er alt godt.
– Er dine mænd allerede sejlet ud?
– Jeg har ingen tilbage, sagde hun. Odd forsvandt året efter dig; og Toste
døde for tre år siden, samme vinter, den store kreatursyge rasede. Men jeg
kunne leve, da jeg havde lært de kristnes sandhed; thi jeg vidste, at du ville
komme tilbage på grund af mine bønner.
– Der er meget at tale om, sagde Orm, men det ville være godt med lidt
mad først. Det er mine mænd; men kvinden er udenlandsk og ikke min.
Åsa sagde, at Orm nu var gårdens herre, og at alle hans venner var
hendes, og de blev beværtet på bedste måde; hun havde tårer i øjnene, da
hun kom med den mad, hun vidste, Orm syntes bedst om. Der var meget at
fortælle, så det varede mange aftener; men der blev ikke sagt noget om,
hvordan Toke havde vundet sin kvinde; thi Orm ville ikke ødelægge sin
moders glæde lige efter hjemkomsten. Åsa syntes straks om Toke og
plejede hans sønderhuggede hånd med stor omsorg, så den snart begyndte at
læges; og hun var moderlig øm over for Mirah, skønt de ikke kunne tale
meget sammen, og roste hendes skønhed og hendes sorte hår. Hun syntes,
det var skade, at Orm og hans ledsagere ikke ville takke Gud sammen med
hende for den lykkelige hjemkomst; men hun var alt for glad til at være
misfornøjet af den grund og sagde, at både Orm og de andre ville få bedre
forstand, når de nåede en mere moden alder.
Orm følte sig til at begynde med en smule fremmed over for Åsas glæde
og blidhed; og først da han den sjette dag hørte hende rase mod pigerne
med skarp tunge, syntes han, at hun begyndte at ligne sig selv igen.
Forholdet mellem Orm og Toke var fredeligt, og der blev ikke sagt noget
om Ylva. Da de fortalte Åsa, hvad de havde oplevet, siden Krok drog bort,
følte Orm atter det gamle venskab for Toke og havde meget at sige til hans
ros; men når han kom til at tænke på Ylva, skiftede han sindelag, og synet
af Toke og hans kvinde var da det, der mindst gjorde ham glad. Mirah blev
skønnere for hver dag og lo og sang; hun og Toke havde det så godt
sammen, at de kun mærkede lidt til andres bekymringer. Åsa mente, at de
ville få smukke børn sammen, og Mirah smilede som en sol og svarede, at
de gjorde, hvad de kunne for at hjælpe på den sag. Åsa sagde, at hun havde
i sinde at se sig om efter en kone til Orm så hurtigt som muligt, men Orm
svarede med mørk mine, at det havde ikke nogen hast.
Som det nu var, kunne Toke ikke fortsætte hjem til søs, eftersom kong
Harald lå ved Skanör; han besluttede at følge landevejen til Lister alene
sammen med kvinden (thi Rapp blev hos Orm), og købte heste til turen. De
drog af sted en morgen tidlig, efter at de havde takket Åsa meget for
gæstfriheden, og Orm fulgte dem et stykke for at vise dem et sted, hvor de
skulle dreje af.
– Her skilles vi nu, sagde Orm; og jeg kan ønske dig god rejse. Men det,
der kommer herefter, er det vanskeligt at spå noget om; thi kong Harald vil
lede efter dig, hvor du end findes.
– Det er vor skæbne, sagde Toke, at vi ikke har noget held med konger,
skønt vi er lige så sagtmodige som andre. Almansur og kong Sven og
Harald: det er endt på samme måde for os med dem alle, og de, der bragte
dem vore hoveder, ville blive rigt belønnede. Men jeg skal alligevel forsøge
at tage vare på mit.
Dermed skiltes de. Toke og Mirah red mod øst og forsvandt blandt
træerne; og Orm red tilbage til gården for at fortælle Åsa om den ufred, der
truede dem på grund af kong Haralds vrede.
 Anden afdeling
I KONG ETHELREDS RIGE
 Første kapitel

OM DEN KAMP, DER STOD VED

MAELDUN, OG HVAD DERAF
FULGTE

Det forår blev der tømret mange skibe langs Nordens kyster og køle blev
tjæret, der længe havde ligget tørre; vige og sunde udspyede flåder med
konger og deres vrede om bord; og den sommer herskede der stor uro på
havene.
Styrbjörn roede tidligt op i Østersøen med mange skibe, med mandskab
fra Jomsborg, Bornholm og Skåne, og stod ind i Mälaren og kom til sletten
ved Uppsala, hvor der blev et slag mellem ham og kong Erik. Dèr faldt han
i begyndelsen af striden; og man sagde, at han faldt leende. Thi da han så
svearnes hærmagt rykke frem, fylket på gammeldags vis bag hestehoveder,
der blev båret på høje stænger og med kong Erik selv i en gammel hellig
oksevogn i midten af fylkingen, kastede han hovedet tilbage og brast i en
voldsom latter; og derved trængte et spyd ind mellem skægget og skjoldets
rand og gennemborede hans hals. Så tabte hans mænd modet, og nogle
flygtede med det samme; og dèr vandt kong Erik en stor sejr.
Senere kom Sven Tveskæg ned mellem de danske øer med skibe fra Fyn
og Jylland for at fange kong Harald, der sad og talte sildepenge i Skanör; thi
kong Sven var nu for alvor træt, fordi hans fader aldrig ville dø. Men kong
Harald flygtede til Bornholm og samlede nogle skibe dèr; og der opstod
skarpe stridigheder mellem dem begge, indtil kong Harald flygtede såret til
Jomsborg. Der rådede splid i mange dele af danevældet; thi nogle holdt med
kong Harald, andre med kong Sven; og andre ville fremme deres egen
lykke, eftersom landet lå herreløst hen mellem stridende konger.
 Da sommeren stod i sit flor kom kong Erik fra Uppsala sejlende med en
større hærmagt, end svearne længe havde sat i søen, og drev resterne af
Styrbjörns flåde foran sig, Styrbjörns flåde, der havde plyndret langs hans
kyster for at hævne deres herres fald. Han ville hævne sig både på kong
Harald og kong Sven for den bistand, de havde ydet Styrbjörn, og mange
syntes, at det var frugtesløst at gøre modstand mod den, der havde
overvundet Styrbjörn, og som man nu begyndte at kalde Sejrsæl. Han fulgte
efter kong Sven, da han trak sig tilbage til øerne og Jylland, og indsatte sine
egne jarler dèr, hvor han kom. Det spurgtes nu snart, at kong Harald var død
af sine sår i Jomsborg som en flygtning uden land og svigtet af den lykke,
der hidtil havde fulgt ham; men kampen fortsattes mellem de to andre.
Kong Erik havde overtaget, men kong Sven gjorde stædigt modstand. Man
sagde, at kongsgården i Jellinge stundom var i den enes hånd, stundom i
den andens; men man anså det for troligt, at kong Sven var den, der først
havde været i kong Haralds sølvkister.
I Skåne sad stormænd, der havde ringe lyst til at blande sig i alt dette og
hellere ville lade kongerne afgøre sagen indbyrdes, for at de selv kunne
sysle med ting, der betalte sig bedre. Blandt disse var Thorkel Höge, der
ugerne ville være kong Svens mand, og endnu mindre ville finde sig i at
sidde med formindsket magt under kong Erik. Han sendte bud omkring
blandt høvdinge og storbønder, at han agtede at sejle udenlands til Frisland
og England, hvis han fik godt følge. Mange syntes om dette forslag, thi
Thorkel var en afholdt høvding, og man anså hans lykke for at være god,
eftersom han var sluppet med livet fra Hjørungavåg. Herreløse mænd fra
Styrbjörns færd, der havde undgået kong Erik, sluttede sig også til ham, og
snart lå han med to og tyve skibe i sundet ved Hven, men han syntes endnu
ikke, at han var stærk nok til at sejle ud.
En af dem, der sluttede sig til ham, var Røde Orm, Tostes søn, fra
Kullen, med et stort og velbemandet skib; Thorkel kendte ham fra julegildet
hos kong Harald og hilste ham med glæde.
Det var hurtigt blevet sådan for Orm, at han kedede sig ved at sidde
hjemme og tumle med køer og karle; og det havde været vanskeligt for ham
at trives i længere tid sammen med Åsa, skønt hun altid ville ham det vel.
For hende var han stadig kun en halvvoksen dreng, og hun plagede ham
altid med gode råd, som om han selv havde ringe forstand. Det nyttede ikke
stort at fortælle hende, at han længe havde været vant til at bestemme både
over sig selv og andre; og hendes iver efter at få ham kristnet og gift havde
ikke gjort det lettere for ham at trives hjemme.
Budskabet om kong Haralds død havde været en stor lettelse for dem
begge; thi da Åsa først havde fået at vide, hvorledes det hang sammen med
Toke og hans kvinde, var hun blevet grebet af ængstelse og syntes, at de
burde sælge gården og flytte op til hendes fædrene arv i Skåne ved
Smålands grænse for at være sikrere for kong Haralds arm. Denne
ængstelse var hørt op sammen med kong Harald; men Orm kunne ikke lade
være med at tænke på Ylva, og de tanker voldte ham de værste
bekymringer. Han spekulerede ofte på, hvordan hun havde det efter kong
Haralds død; om kong Sven nu rådede over hende for at give hende bort til
en af sine bersærker, eller om hun var faldet i svearnes hænder, hvilket ikke
syntes ham bedre. Da kong Sven var hans uven, vidste han ikke, hvordan
han skulle finde hende igen, og mindst af alt så længe der rådede ufred
omkring øerne.
Han havde ikke sagt noget om Ylva til Åsa for at undgå al den unyttige
snak, man så kunne vente. Men han fik ikke stor vinding af det; thi Åsa
kendte flere ungmøer i bygden, der kunne passe til ham, og deres mødre
havde samme tanke som hun og kom på besøg med deres døtre og fremviste
dem nyvaskede og med røde silketråde i fletningerne. De kom villigt og sad
højbarmede og iført klirrende smykker og stirrede på ham med store øjne i
smug; men Orms iver forblev umærkelig, thi ingen lignede Ylva eller var
munter og mundrap som hun; og Åsa begyndte snart at blive utålmodig og
syntes, at selve Odd knap havde været vanskeligere at gøre tilpas.
Og derfor, da der kom besked om, at Thorkel agtede at drage udenlands
på mandstærkt togt, havde Orm ikke brudt sig stort om Åsas tårer, men
straks skaffet sig et godt skib og hvervet mænd i bygden. Alle vidste, at han
var en vidtberejst mand, og han havde haft rigeligt guld med sig hjem, og
han havde derfor ikke svært ved at få et udsøgt mandskab. Han sagde til
Åsa, at han næppe ville blive så længe borte denne gang som forrige gang,
og derefter ville han slå sig til ro og blive bonde for alvor. Åsa græd og
sagde, at hun ikke kunne leve i en sådan sorg og ensomhed; men Orm
svarede, at hun skulle leve meget længere end han og hjælpe med til at rise
hans børnebørn. Så græd hun endnu værre, og dermed skiltes de, og Orm
sejlede til Thorkel.
Mens Thorkel endnu lå og ventede på vind, kom en flåde på otte og tyve
skibe roende fra syd, og man kunne se på mærkerne og skibsstavnene, at det
var svear. Det var roligt vejr, der egnede sig glimrende til kamp, og begge
parter gjorde sig klar; men Thorkel råbte over til de fremmede og sagde,
hvem han var, og at han ville tale med deres høvding. De var under to
ligestillede høvdinge, den ene hed Jostein og var fra Uppland, den anden
hed Gudmund og var fra Östgöte. De var kommet for at hjælpe kong Erik
med at plyndre i Danmark, og de spurgte Thorkel, om han ville vide mere.
– Hvis vi slås, sagde Thorkel, bliver der ringe udbytte for den, der
vinder, og stort mandefald for os alle, selv om det er troligt, at det bliver
mig, der får overtaget.
– Vi har fem skibe mere end du, sagde de nyankomne.
– Mine folk er udhvilede og har nys spist deres morgenmåltid, sagde
Thorkel, men jeres mænd er trætte af at ro, og så går det dårligere både med
spyd og sværd. Men vi kunne gøre noget andet, der blev til nytte for alle; thi
der findes steder, hvor plyndring lønner sig bedre end i Danmark.
– Vi er kommet for at hjælpe kong Erik, sagde manden fra Uppland.
– Det kan være, sagde Thorkel; og slås jeg med jer, bliver jeg en lige så
god hjælp for kong Sven. Hvis vi ikke slås, men sejler ud sammen til steder,
hvor der er meget at vinde, har vi gjort lige så meget for vore konger, som
hvis vi huggede løs på hinanden her; thi så er vi alle borte, og alligevel er
der den forskel, at vi lever og har rigdomme i sigte.
– Du taler vel for dig, sagde Gudmund, og der er fornuft i det, du siger;
og det kunne betale sig, at vi snakkede nærmere om det.
– Jeg har hørt jer begge omtale som store høvdinge og ærlige mænd,
sagde Thorkel, derfor er jeg ikke bange for svig, hvis vi mødes til en
samtale.
– Jeg kender din broder, Sigvalde, sagde Jostein; men jeg har hørt mange
sige, at du, Thorkel, ikke er som han.
De blev nu enige om at mødes på øen til en samtale, på strandbredden
neden for skrænten, i nærheden af skibene: Jostein og Gudmund, begge
ledsaget af tre mænd, og Thorkel med fem, alle med sværd, men uden
kastevåben. Sådan blev det; og fra skibene så man, hvordan de til at
begynde med stod et stykke fra hinanden med deres mænd tæt bag sig. Men
derpå sørgede Thorkel for, at der blev båret øl, flæsk og brød omkring, og
lidt efter så man dem sidde sammen og tale fortroligt med hinanden. Jo
mere Jostein og Gudmund tænkte over Thorkels forslag, desto bedre syntes
de om dem; og Gudmund gav hurtigt sit bifald, Jostein strittede imod til at
begynde med og sagde, at kong Erik havde et vanskeligt sindelag overfor
dem, der var ulydige mod ham; men Thorkel havde meget at sige om de
gode tider for søfarere i Vesterled, og Gudmund syntes, at det var tids nok
at være urolig for kong Eriks humør, når det var nødvendigt. De blev enige
om, hvorledes magten og ledelsen skulle være under rejsen, og hvorledes
byttet skulle deles mellem dem, så der ikke opstod stridigheder; og
Gudmund sagde, at flæsket og den megen tale gav god tørst og priste
Thorkels øl. Thorkel rystede på hovedet og sagde, at det ganske vist var det
bedste, han havde at byde på, men dog ingenting mod øllet i England, hvor
man havde det ypperste maltkorn; og Jostein måtte indrømme, at det land
var værd at besøge. Så gav de hinanden hånden på, at de ville følges ad og
holde ord; og da de atter var kommet om bord, slagtede man tre får over
høvdingeskibets forstavn som et offer til havfolkene for at opnå vejrlykke
og en god færd. Hele flåden var godt tilfreds med det, der var blevet
besluttet; og Thorkels anseelse, der allerede var stor blandt hans mænd,
voksede yderligere på grund af den klogskab, han havde vist.
Der kom endnu nogle skibe til Thorkel fra Skåne og Halland; og da
vinden blev tjenlig, sejlede flåden af sted, fem og halvtreds sejl stærk, og
plyndrede det efterår i Frisland og overvintrede dèr.
Orm hørte sig for hos Thorkel og andre, om de vidste, hvad der var
blevet af kong Haralds husstand. Nogle havde hørt, at Jellinge var brændt,
andre at biskop Poppo havde stillet havet med salmer og var sluppet bort til
søs, skønt kong Sven gerne ville have fanget ham; men ingen vidste noget
om kongens kvinder.

I England var det atter begyndt at blive, som det fordum havde været, på
Lodbrogs sønners tid, efter at kong Ethelred var kommet til magten. Da han
var blevet voksen og selv havde taget styret, var han snart blevet kendt som
den vildrådige eller den rådløse; og søfarende nordboere flokkedes glade
omkring hans kyster for at hjælpe ham med at svare til navnet.
Til at begynde med kom de kun i små flokke og blev snart drevet bort;
thi når bavnerne blev tændt langs de kyster, hvor de viste sig, kom der snart
rigelig undsætning til stede, som sloges med dem over brede skjolde. Men
kong Ethelred gabede ved sit bord og befalede, at man skulle bede bønner
for nordboerne, og lå flittigt med sine stormænds kvinder; han brølede vredt
i sit kammer, når det spurgtes, at de lange skibe kom tilbage trods bønnerne;
han lyttede træt til de mange råd og klagede over sine mange
vanskeligheder og gjorde ikke stort mere. Så blev flokkene større og kom
oftere og oftere, indtil de hjemlige styrker begyndte at slå dårligt til; og nu
nåede stundom større skarer et godt stykke ind i landet og vendte tilbage til
deres skibe, krumbøjet af bytte; og der gik et rygte, der blev hørt af mange,
at intet rige kunne sammenlignes med kong Ethelreds i frodighed og sølv
for dristige søfarere, der kom mandstærke. Thi det var nu længe siden,
England var blevet plyndret andre steder end langs kysterne.
Der var endnu ikke kommet en stor flåde, og ingen høvdinge havde
endnu lært at opkræve danegæld i møntet sølv fra kong Ethelreds kister;
men i det nådens år 991 var den time slået, og ingen manglede derefter
noget i lærevillighed, så længe kong Ethelred kunne betale.
Umiddelbart efter påske i det år, der var kong Ethelreds femte år som
myndig konge, blev bålene tændt langs Kents kyster; menneskene spejdede
blege ud over havet ved morgengry og løb af sted for at gemme, hvad de
kunne og drive deres kreaturer til skovs og skjule sig i forskellige
gemmesteder sammen med dem; og sendebude red så stærkt, som hestene
kunne løbe, for at sige kong Ethelred og hans jarler, at den største flåde, der
var set i mange år, nu kom op langs kysten, og at hedningerne allerede var
begyndt at vade i land.
Da man havde fået nogle styrker samlet sammen, kunne de intet udrette
mod de fremmede, der strejfede omkring i stærke flokke og plyndrede og
drev alt det sammen, de fandt på egnen. Man nærede den største rædsel for,
at de nu skulle drage ind i landet, og ærkebiskoppen i Canterbury drog
derfor af sted til kongen for at få hjælp til sin by; men da de fremmede en
tid havde gjort, hvad de ville ved kysten, og bragt det til deres skibe, som de
syntes var værd at tage vare på, sejlede de atter bort og op langs kysten.
Derpå landede de hos østsakserne og gjorde det samme hos dem.
Kong Ethelred og hans ærkebiskop, der hed Sigerik, befalede nu, at der
skulle bedes længere bønner end nogen sinde før; og da de snart fik at vide,
at hedningerne atter var stukket til havs efter at have plyndret en del byer,
lod de uddele gaver til de præster, der havde bedt flittigst, og troede, at de
nu var denne hjemsøgelse kvit. Kort tid efter roede nordboerne ind mod
byen Maeldun tæt ved mundingen af floden Panta og slog lejr på en ø
mellem to flodarme og forberedte sig på at angribe byen.
Østsaksernes jarl hed Byrhtnoth. Han var berømt i landet, højere end
andre og en stolt og uforfærdet mand. Han havde samlet en stor styrke og
kom nu imod dem for at prøve med andet end bønner og nåede Maeldun og
drog forbi byen og frem mod deres lejr, indtil kun flodarmene adskilte de to
hære. Men det var vanskeligt for ham at angribe nordboerne bag floden og
lige så svært for dem at nå ham. Tidevandet strømmede ind og fyldte
flodarmen til randen; den var ikke bredere end et spydkast, og man kunne
råbe til hinanden, men det så ikke ud til, at der kunne ske mere, og hærene
stod afventende over for hinanden i et herligt forårsvejr.
En herold fra Thorkel Höges følge, en talekyndig mand, gik hen til
vandet og løftede sit skjold og råbte over floden:
– Uforfærdede søfarere har sendt mig frem for at sige jer dette: Giv os
sølv og guld, så giver vi jer fred. I er rigere end vi, og det er bedre for jer at
købe fred med skatte end at møde folk som os med spyd og sværd. Hvis I er
rige nok, behøver vi ikke at dræbe hinanden. Og når I har købt jer fri og
vundet fred for jer selv og for slægt og gårde og alt det, som tilhører jer, så
bliver vi jeres venner og går til vore skibe med løsepengene og sejler bort
og holder, hvad vi har lovet.
Men Byhrtnoth selv kom frem og rystede sit spyd og råbte tilbage:
– Lyt, sørøvere, til vort svar! Dette er de skatte, vi vil give jer: Spydodde
og hvasse sværd. Det ville være ilde, om en jarl som jeg, Byrhtnoth,
Byrthelms søn, hvis rygte er uden plet, ikke skulle værne mit land og min
konges. Mellem os skal der kun dømmes med od og æg, og hårdt skal I
hugge, inden I finder andet her.
Dèr stod de over for hinanden, indtil tidevandet vendte og begyndte at
løbe udad; så råbte vikingernes herold atter over floden:
– Nu har vi stået sysselløse længe nok. Kom over til os, så giver vi jer en
kampplads her; eller giv os en plads på jeres strandbred, så kommer vi
derover.
Jarl Byrhtnoth syntes, det var uklogt at vade over; thi det rindende
flodvand var koldt, og hans mænd kunne blive stive af kulde og deres
våbenklæder tunge af vand. Men han var alligevel ivrig efter at kæmpe,
inden hans mænd blev trætte og sultne. Derfor råbte han til svar:
 – Nu giver jeg jer en plads her: kom straks over og kæmp. Gud alene
ved, hvem af os der beholder slagmarken.
Og så siger Byrhtnoths skjald, der var med i striden og undslap med
livet:

Skibsmændenes hærmagt ræddedes ej for væde:

blodulve vadede vest over Panta:
frem over flodens funklende vand
bar de lindeskjoldene i land.

Byrhtnoths mænd stod som en mur af skjolde, og han havde sagt til dem, at
de først skulle kaste deres spyd og derefter rykke frem med sværdene og
drive hedningerne baglæns ud i floden. Men nordboerne fylkede sig hurtigt
langs flodbredden, efterhånden som de kom op, hver skibsbesætning for sig
og udstødte derpå et hærråb og styrtede fremad med deres skibshøvdinge i
spidsen. De fik en sværm af spyd imod sig, så mange faldt og blev liggende,
men de nåede hurtigt frem, indtil de stod skjold med skjold over for
fjenden. Der opstod nu en hård kamp og megen larm; og nordboerne blev
standset og hårdt trængt til højre og venstre. Men Thorkel Höge og de to
skibshøvdinge, som stod ham nærmest – den ene var Orm, og den anden var
Faravid Svensson, en berømt høvding fra Sjælland, som kong Harald havde
dømt fredløs i hele Danevældet, og som havde været med Styrbjörn ved
Fyris – gik frem til Byrhtnoths egen skjoldborg og fik den brudt. Thorkel
råbte til sine mænd, at de skulle fælde den høje mand med sølvhjelmen, så
var sejren deres; og der opstod den heftigste strid med kneben albueplads
for lavstammede folk. Faravid banede sig vej og fældede den mand, der bar
Byrhtnoths mærke og huggede til Byrhtnoth og sårede ham, men faldt selv i
samme øjeblik med et spyd gennem skægget. Nu faldt der mange af de
fornemste mænd på begge sider; og Orm snublede over et tabt skjold, der
var glat af blod og faldt næsegrus hen over en mand, han lige havde dræbt.
Han fik et slag af en stridskølle over nakken, då han styrtede, og blev
øjeblikkelig dækket af skjolde, som de nærmeste af hans mænd kastede
over ham for at beskytte hans ryg.
Da han vågnede op og atter kom på benene, hjulpet af Rapp, var striden
flyttet andetsteds hen, og nordboerne havde overtaget. Byrhtnoth var faldet,
og mange af hans mænd var på flugt; men andre havde dannet en ring og
var indesluttede og kæmpede stadig. Thorkel råbte til dem gennem
stridslarmen, at han ville skænke dem livet, hvis de kastede deres våben;
men der blev råbt tilbage fra deres ring:
– Bedre må vi sigte og hårdere hugge og med dristigere mod, jo færre vi
bliver.
De fortsatte, indtil de alle lå på jorden, sammen med mange
modstandere, omkring deres herres lig. Deres mandsmod blev prist højt
blandt nordboerne; men denne kamp ved Maeldun, tre uger før pinse i året
991, var et stort nederlag for kong Ethelred og en ulykke for hans rige; og
landet lå nu vidt omkring åbent for de fremmedes vold og hærgen.

Nordboerne begravede deres døde og drak for dem og sejren. De

udleverede Byrhtnoths lig til de bedrøvede sendebud, der kom for at hente
det – han skulle have en kristelig begravelse – og sendte bud til Maeldun og
andre byer om brandskat og løsepenge, der hastigt skulle udbetales, hvis
man ville undgå værre ting. De glædede sig ved tanken om de rigdomme,
som de allerede regnede for deres, og blev grebet af vrede, da dagene gik,
uden at nogen kom med underkastelse og mønt. Så roede de op mod
Maeldun og satte ild på pæleværket ved flodsiden og stormede byen og
plyndrede den og sørgede derpå over, at meget var brændt op, og kun lidt
var blevet tilbage til uddeling. De besluttede at fare lempeligere med ild for
fremtiden, thi det var sølv, de attråede og ikke ødelæggelser, der fik sølvet
til at forsvinde; og de arbejdede nu ivrigt med at samle heste fra hele egnen
for hurtigt at komme omkring til steder, hvor de ikke var ventede. Snart red
flokke af sted i alle retninger og havde meget med sig tilbage til lejren; og
skrækken var nu så stor i landet, at der ikke fandtes nogen høvding efter
Byrhtnoth, der ville møde dem i strid. Fanger sagde, at kong Ethelred sad
bleg bag sine mure og mumlede sammen med præster og ikke vidste noget
råd.
I kirken i Maeldun, der var af sten, fandtes endnu mennesker, som var
flygtet op i tårnet, da byen blev stormet, både præster og kvinder og andre,
og de havde trukket stigerne op efter sig, så ingen kunne få fat i dem. Man
mente blandt nordboerne, at en mængde skatte var blevet ført op i tårnet, og
man prøvede adskilligt for at få menneskene ned og bemægtige sig det, de
havde haft med sig. Men man kunne ikke udrette noget hverken med ild
eller våben; og menneskene i tårnet havde mad og drikke med sig og sang
salmer og syntes at være ved godt mod. Da nordboerne kom hen til tårnet
for at tale sig tilrette med dem og for at få dem til at komme ned og
udlevere deres skatte, kastede de sten, forbandelser og snavs ned over deres
hoveder, og glædede sig højlydt, når nogen blev ramt. Alle nordboerne var
enige om, at stenkirker og deres tårne var noget af det mest forfærdelige,
man kunne komme ud for.
Jostein, der var en gammel, hård mand og meget grådig efter skatte,
sagde, at han kun vidste ét, der kunne hjælpe: man burde samle nogle
fanger foran kirken og dræbe dem en efter en, indtil de deroppe overgav sig
ved synet. Nogle holdt med ham, thi han havde stort ry for sin klogskab;
men Gudmund og Thorkel syntes, at dette var meget lidt krigeragtigt og
ville ikke være med til det. Man burde hellere, sagde Thorkel, forsøge med
list: han havde et godt kendskab til præster og vidste, hvorledes man skulle
opføre sig over for dem for at få det, som man ville.
Han lod løsne et stort kors, der hang over alteret i kirken. To mænd bar
det foran ham; og han anbragte sig under tårnet og råbte op til dem, at han
havde brug for to præster til at pleje de sårede, og endnu mere for selv at få
undervisning i den kristne lære. Han havde i den sidste tid følt en stærk
længsel efter dette, sagde han. Og han ville handle mod dem, som om han
allerede var kristen, og lade alle i tårnet være uskadte på liv og lemmer.
Da han var nået så langt, kom der en sten fra tårnet og ramte hans
skjoldarm oppe ved skulderen, så han blev slået omkuld med brækket arm.
De to mænd slap korset og hjalp ham bort; og man kunne høre folkene oppe
i tårnet juble af glæde. Jostein, der stod og så til, trak på munden og sagde,
at det ikke altid var så ligetil med krigslist, som tankeløse unge mænd bildte
sig ind.
Alle Thorkels mænd blev grebet af raseri, fordi deres høvding var
kommet til skade, og en tæt sværm af pile blev afsendt mod tårnets glugger.
Men de gjorde ingen nytte, og stillingen så besværlig ud. Orm sagde, at han
i Sydlandet stundom havde set Almansurs folk ryge de kristne ud af
kirketårnene; og det prøvede man øjeblikkelig. Brænde og vådt halm blev
dynget ind i kirken og omkring tårnet, og derefter antændt; men tårnet var
højt, og en blæst drev det meste at tiden røgen bort; og til sidst blev alle
trætte og besluttede at give sig til tåls, indtil sulten begyndte at gøre sig
gældende hos folkene deroppe.
 Thorkel var bedrøvet over sin mislykkede list og bange for, at man skulle
skose ham af den grund. Desuden var det ilde, sagde han, at han nu ikke
kunne ride ud i nogen tid sammen med de andre, men måtte sidde i
Maeldun og vogte lejren; og han ville have, at lægekyndige mænd skulle
komme og se på skaden. Orm kom også til ham, mens han sad ved et bål og
drak varmt øl – den brækkede arm hang slapt ned – og mange følte på den,
men ingen kunne rigtig blive klog på, hvordan man bedst kunne lægge den i
skinner.
Thorkel skar ansigt, når man rørte ved ham, og sagde, at nu måtte det
være nok med lægekunst, og at de skulle binde hans arm op, så godt det lod
sig gøre med skinner eller uden.
– Og nu er det blevet sandt, hvad jeg sagde, tilføjede han, at det, jeg
trænger mest til, er en præst; thi præster forstår sig på sådan noget som
dette.
Orm nikkede og sagde, at præster var ypperlige læger: efter julegildet
hos kong Harald, da han havde haft en langt alvorligere skade end Thorkel
nu, var han blevet helbredt af en præst; og han kunne egentlig også trænge
til en nu lige så godt som Thorkel, sagde han; thi det slag, han havde fået i
hovedet af en sømbeslået kølle, voldte ham stadig smerter, så han stundom
troede, at noget var gået itu inde i hovedet.
– Jeg anser dig for at være den klogeste af alle mine skibshøvdinge,
sagde Thorkel, da de var alene; og også for den bedste kriger, efter at
Faravid er faldet, men det ses alligevel tydeligt, at du er en mand, der let
mister modet, når noget piner dig, selv om skaden ikke er alvorlig.
– Det er sådan med mig, sagde Orm, at jeg er en mand, der har mistet
min lykke. Før var min lykke god, og jeg kom uskadt gennem mere end de
fleste og havde held med alt. Men efter at jeg er vendt hjem fra Sydlandet,
er alt gået mig imod, så jeg har mistet min guldkæde, min fæstemø og den
mand, som jeg bedst kunne lide; og i kamp er det nu sådan, at jeg knap kan
drage sværdet uden at komme til skade. Og når jeg giver det råd, at man
skal ryge et kirketårn ud, så lykkes ikke engang det.
Thorkel syntes, at han havde set værre ulykkesmænd end Orm; men Orm
rystede på hovedet og lod Rapp føre sine skibsfolk ud på plyndringstogt og
blev hos Thorkel i byen og sad gerne for sig selv og tænkte på sine sorger.
En morgen ringede klokkerne længe i tårnet, og folkene sang ivrigt
salmer, så nogle mænd råbte til dem og spurgte, hvorfor de larmede sådan.
De havde ikke flere sten deroppe til at kaste ned på hedningerne; men de
råbte til svar, at nu var det pinse, og at dette var deres glædesdag.
Alle blev forbavsede over dette svar; og nogle spurgte, hvad de havde at
glæde sig over, og hvordan det var med kød og øl.
De svarede, at det måtte være som det kunne med den slags: de glædede
sig alligevel, eftersom Kristus var i himlen og ville hjælpe dem.
Thorkels mænd stegte fede får over deres bål, og stegeosen drev hen
imod tårnet, hvor alle var sultne. Mændene råbte til dem, at de skulle opføre
sig som fornuftige mennesker og komme ned og smage på stegen; men de
brød sig ikke om det og begyndte snart at synge igen.
Thorkel og Orm sad og spiste sammen og lyttede til sangen fra tårnet.
– De synger hæsere end sædvanligt, sagde Thorkel; de begynder at blive
tørre i halsen. Det kan ikke vare længe, inden de kommer ned, hvis deres øl
er sluppet op.
– De har det værre end jeg, og alligevel synger de, sagde Orm og så
sørgmodigt på et dejligt stykke fårekød, inden han stak det i munden.
– Det er nok sådan, sagde Thorkel, at du ville passe ilde til at være
sanger i et kirketårn.

Samme dag ved middagstid kom Gudmund tilbage fra et strejftog inde i
landet. Det var en høj og munter mand, hvis ansigt var arret af gamle
mærker efter en bjørns kløer; og han kom ridende, drukken og snakkesalig,
med en kostbar skarlagenskappe over skuldrene, to tunge sølvbælter
omkring livet og et bredt smil i sit gule skæg.
Dette, råbte han, så snart han fik øje på Thorkel, var et land efter hans
hoved, med en rigdom, der overgik enhver forstand; og han ville alle sine
dage være taknemmelig over for Thorkel, fordi han havde lokket ham hertil.
Han havde plyndret ni landsbyer og et markedslæs og mistet fire mand;
hestene sank i knæ under deres byrder, skønt kun det bedste var blevet taget
med, og der kom oksekærrer bagefter med stærkt øl og andre ting. Det var
meget nødvendigt, sagde han, i tide at se sig om efter flere skibe med gode
lastrum, for at man kunne få alt det med sig hjem, der med ringe møje
kunne samles sammen i dette land.
– Jeg har desuden også fundet en skare folk på vejen, fortsatte han: to
biskopper og deres følge. De siger, at de er sendebud for kong Ethelred, jeg
bød dem øl og tog dem med mig herhen. Biskopperne er gamle og rider
langsomt, men de er her snart; hvad de vil os, er ikke let at vide. De sagde,
at de kom med fred fra deres herre; men det er jo os, der bestemmer,
hvornår der skal være fred, og ikke ham. Det kan være, de vil lære os
kristendom; men der bliver ikke megen tid for os til at høre på det, når der
er så god plyndring overalt.
Thorkel blev glad og sagde, at præster var noget af det, han mest trængte
til nu for at få sin arm plejet; og Orm ville også gerne tale med en præst om
sit dårlige hoved.
– Men deres rette ærinde er måske, at de vil frikøbe fanger og folkene
oppe i tårnet, mente Thorkel.
Lidt efter red biskopperne ind i lejren. Det var ærværdige mænd med
stave og huer og med stort følge, forridere og præster, hovmestre,
mundskænke, spillemænd og de lyste Guds fred over alle dem, de mødte.
Thorkels mænd – alle dem, der var i byen – kom for at glo på dem, men
nogle af dem blev bange, da biskopperne løftede deres hånd imod dem; og
folkene i tårnet udstødte høje råb, da de så dem, og begyndte atter at ringe
med deres klokker.
Thorkel og Gudmund viste dem al den gæstfrihed, de kunne; og da de
havde hvilet sig og takket Gud for en heldig rejse, fremførte de deres
ærinde.
Den af biskopperne, der så ud til at være den ældste, og som blev kaldt
biskop af Sankt Edmunds grav, tog til orde over for Thorkel og Gudmund
og de andre, der var kommet for at høre på dem. Han sagde, at tiderne var
onde, og at det var en sorg for Kristus og hans kirke, at menneskene ikke
forstod at leve fredeligt sammen, i fordragelighed og kærlighed. Man var
imidlertid her i England så lykkeligt stillet, at landet havde en konge, der
elskede fred af hele sit hjerte trods sin store magt og de legioner af krigere,
han kunne kalde sammen, og som hellere ville vinde sine fjenders
hengivenhed end tilintetgøre dem med sværdet. Kong Ethelred betragtede
nordboerne som ivrige unge mænd uden lærere, folk, der ikke forstod deres
eget bedste; og efter at have lyttet til vise rådgivere havde han derfor fundet
det rigtigst denne gang ikke at gå frem med strenghed, men at vejlede dem
med mild formaning. Derfor havde han nu sendt sine sendebud af sted for at
undersøge, hvorledes de ædle høvdinge fra Nordlandet og deres mænd
kunne stilles tilfreds, og hvorledes man kunne formå dem til at vige bort fra
den farlige vej, de fulgte. Det, kong Ethelred ønskede, var dette: at de atter
skulle gå til deres skibe og forlade hans kyster og blive hjemme i deres eget
land i fred og lykke; og for at gøre det lettere for dem at vinde deres
venskab for altid, ville han give dem sådanne gaver, at de alle ville blive
opfyldt af glæde og taknemmelighed. Deres hjerte ville måske blødgøres
derved, så de lærte at elske Guds lov og Kristi evangelium. Så ville i
sandhed den gode kong Ethelreds glæde blive stor, og hans kærlighed til
dem ville vokse yderligere.
Biskoppen var bøjet af alderdom og tandløs, og kun få forstod, hvad han
sagde; men hans ord blev fortolket af en kyndig præst i hans følge, og alle
de, der lyttede, så på hinanden, da de hørte budskabet. Gudmund sad på et
ølfad, fuld og tilfreds, og gned på et lille guldkors for at få det blankt; da
han forstod, hvad biskoppen havde sagt, begyndte han at vugge frem og
tilbage af fryd. Han råbte til Thorkel, at han måtte svare på så smuk en tale.
Thorkel tog høvisk til orde og sagde, at det, de nu havde hørt, tilvisse var
værd at overveje. I Danevældet havde kong Ethelred allerede et stort ry;
men det så ud til, at han var endnu bedre, end man havde troet; og hans
hensigt: at give dem gaver stemte godt overens med det, de selv havde
tænkt sig fra begyndelsen.
– Thi vi sagde til Byrhtnoth Jarl, da vi talte sammen over floden, at I i
dette land er rige, og at vi fattige søfarere vil være jeres venner, hvis I delte
jeres skatte med os. Nu er det godt at høre, at kong Ethelred selv tænker på
samme måde, og så rig og mægtig som han er og fuld af klogskab, vil han
sikkert vise sig rundhåndet. Vi har endnu ikke fået at vide, hvor meget han
har i sinde at give os; men der skal meget til for at fylde os med glæde; thi
vi er af en tungsindig stamme; og det er bedst, at alt gives os i guld og
møntet sølv, thi således bliver det lettest at tælle og lettest for os at få hjem.
Og indtil alt bliver ordnet, vil vi sidde uforstyrret her og tage for os i egnen
– alt det vi behøver til vort underhold og trivsel. Men der findes en, der har
lige så meget at sige i denne sag som Gudmund og jeg, og det er Jostein.
Han er på plyndringstogt med mange mænd, og indtil han vender tilbage,
må vi vente med at bestemme, hvor stor gaven bør være. Men ét vil jeg
straks vide, og det er, om der findes en lægekyndig præst i jeres følge; thi
jeg har denne skadede arm, der trænger til at plastres.
 Den anden biskop svarede, at de havde to mænd med sig, der var lærde i
lægekunsten, og de måtte godt se til Thorkels skade. Men til gengæld ville
han gerne have, at de folk, der var indespærret i tårnet, måtte få lov til at
komme ned og gå uskadte, hvorhen de ville; thi det var tungt, sagde han,
når man vidste, at de blev plaget af hunger og tørst.
– For mig må de gerne komme ned, så snart de vil, sagde Thorkel. Og
det har vi forsøgt at overtale dem til, lige siden vi indtog denne by; med de
har strittet stædigt imod trods vore råd, og det er dem, der har slået min arm
i stykker. Halvdelen af deres skatte i tårnet skal de aflevere til os; det er en
ringe bod for min arm og for al den fortræd, de har voldt. Og bagefter kan
de gå, hvorhen de vil.
Alle kom nu hurtigt ned fra tårnet, blege og udtærede. Nogle af dem
græd og kastede sig for biskoppens fødder; andre råbte på vand og føde.
Thorkels mænd blev misfornøjede, da de fandt, at der kun var lidt af værdi i
tårnet; men de gav dem noget at spise og gjorde dem ingen fortræd.
Orm kom forbi et vandingstrug, hvor mange af dem, der havde været i
tårnet, stod og drak; blandt dem var en lille, skaldet mand i præstekåbe med
lang næse og et rødt ar over issen. Orm stirrede forbavset på ham og gik
hen og greb fat i ham.
– Dig ser jeg gerne igen, sagde han; og jeg er dig tak skyldig fra sidst, vi
sås. Men det er uventet at møde kong Haralds læge her. Hvordan er du
kommet hertil?
– Jeg er kommet fra tårnet, svarede broder Willibald vredt; dèr har jeg
måttet sidde i fjorten dage på grund af voldsmænd og hedninge.
– Jeg har meget at tale med dig om, sagde Orm. Følg med mig, så skal
du få noget at spise og drikke.
– Jeg har ingenting at tale med dig om, svarede broder Willibald. Jo
mindre jeg ser til daner desto bedre, så meget har jeg lært nu. Og mad og
drikke får jeg andetsteds.
Orm blev bange for, at den lille præst skulle løbe fra ham i sin vrede og
forsvinde; han tog ham derfor i sine arme og bar ham med sig, idet han
lovede, at der ikke skulle ske ham noget ondt. Broder Willibald strittede
ivrigt imod og brølede strengt, at han ville slippes løs, og at spedalskhed og
onde sår var den mindste straf for den, der lagde hånd på en præst; men
Orm bar ham ind i et hus, som han havde valgt sig efter stormen på byen,
og hvor der nu kun var nogle sårede fra hans skib og et par gamle kvinder.
 Man kunne se på den lille præst, at han var helt udsultet, men da kød og
øl blev stillet frem, sad han et øjeblik ubevægelig foran fadet og kanden og
så på maden med forbitret mine. Derpå sukkede han og mumlede noget for
sig selv og gjorde korsets tegn over maden og begyndte at spise grådigt.
Orm hældte op i hans ølkande og ventede tålmodigt, indtil han havde stillet
sin sult. Det gode øl var ikke i stand til at formilde hans mine, og der kom
ingen blidhed i hans stemme, men han fandt sig dog i at svare på Orms
spørgsmål, og lidt efter talte han med iver.
Han var undsluppet fra Danmark sammen med biskop Poppo, da den
onde og hedenske kong Sven var draget mod Jellinge for at tilintetgøre alle
de Guds tjenere, som var dér; og biskoppen sad nu svag og skrøbelig hos
abbeden af Westminster og sørgede over sit spildte arbejde blandt danerne.
Men dette, mente broder Willibald, var måske ikke noget at sørge over, når
man tænkte rigtigt på sagen; thi alt det, der var sket, var sikkert et tegn fra
Gud, der betød, at menneskene i nordlandene slet ikke burde omvendes,
men snarere lades i ro, så de selv kunne tilintetgøre hinanden med deres
ondskab, som i sandhed var uden grænse. Og han selv havde aldrig mere i
sinde at beskæftige sig med omvendelses-arbejde blandt de folk, det var han
rede til at forkynde højlydt – ved Kristi kors og pine – for dem, der ville
høre på det, om det så var selve ærkebiskoppen af Bremen.
Han tømte sin kande med lynende øjne og smækkede med tungen og
sagde, at øl var nyttigere end kød for den, der havde sultet længe. Orm
hældte mere op til ham, og han fortalte videre.
Da biskop Poppo havde hørt, at danske vikinger var landet på østkysten,
havde han villet skaffe sig pålidelige nyheder fra Danevældet: hvorvidt der
endnu var nogle kristne i live dér, og om det rygte talte sandt, der meddelte,
at kong Harald var død, samt andre ting. Men biskoppen selv havde følt sig
alt for svag til en sådan farlig færd, og derfor måtte broder Willibald rejse.
– Thi biskoppen sagde til mig, at jeg ikke ville være i stor fare blandt
hedningerne, selv om de var grebet af raseri; jeg ville være velkommen
blandt dem som læge, og højt skattet af de mange, der måske havde set mig
i kong Haralds gård.
Jeg havde mine egne tanker om dette, thi jeg kender jer bedre end han,
der er for god for denne verden; men det er ikke tilbørligt at sige en biskop
imod i sådanne ting, og derfor gjorde jeg, som han ville. Jeg kom træt til
denne by en aften, og efter aftensangen lagde jeg mig til at sove i kirkens
herberg, og dér blev jeg vækket af skrig og tyk brandrøg, og mennesker
kom løbende halvnøgne i ildskæret og råbte, at djævlene var over os. Det
var ikke djævle, men noget langt værre; og det syntes mig lønløst at gå dem
i møde med hilsener fra biskop Poppo. Jeg flygtede sammen med de andre
op i tårnet; og dér ville jeg være omkommet, og alle de andre også, hvis
Gud ikke havde frelst os fra vor nød denne hellige pinsedag.
Han nikkede og drak og så på Orm med trætte øjne.
– Det er fjorten dage siden, og det har ikke været stort bevendt med
søvnen siden da. Og kroppen er svag … nej, den er ikke svag, den er stærk,
lige så stærk som ånden, men der er dog grænser for dens styrke.
– Du kan sove senere, sagde Orm utålmodigt. Ved du noget om Ylva,
kong Haralds datter?
– Jeg ved så meget, sagde broder Willibald uden tøven, at hun kommer i
Helvede for sin trods og arrigskab, hvis hun ikke snart forbedrer sig, og
hvem kan vente, at en datter af kong Harald skal forbedre sig?
– Er du også rasende på kvinder? sagde Orm. Hvad ondt; har hun gjort
dig?
– Det betyder intet, hvad hun har gjort mig, sagde den lille præst bittert,
skønt det er sandt, at hun kaldte mig en gammel, skaldet ugle, da jeg truede
hende med Guds vrede.
– Truede du hende, præst? sagde Orm og rejste sig. Hvorfor truede du
hende?
– Hun råbte, at hun havde i sinde at gøre, som hun ville, og gifte sig med
en hedning, om så alle verdens biskopper strittede imod.
Orm greb sig i skægget, stirrede på ham med store øjne og satte sig igen.
– Det er mig, hun skal giftes med, sagde han stilfærdigt. Hvor er hun?
Men på det spørgsmål fik Orm ikke noget svar den aften; thi broder
Willibald sank langsomt sammen over bordet og faldt i søvn med hovedet
mod sine arme på det sted, hvor han sad. Orm forsøgte at få ham vågen
igen, men det lykkedes ikke; og til sidst bar han ham hen til sovebænken og
lagde ham dér og dækkede ham til. Han opdagede til sin forbavselse, at han
godt kunne lide den lille, arrige præst, men da han havde siddet en god
stund alene ved sit øl uden at føle sig søvnig, blev hans utålmodighed alt for
voldsom, og han gik hen til bænken og ruskede heftigt i den sovende.
Men broder Willibald vendte sig blot i søvne og mumlede med gnaven
stemme:
– Værre end djævle.
 5

Da den lille præst omsider vågnede næste morgen, var han noget mildere til
sinds og så ikke ud til at trives ilde dér, hvor han befandt sig; og Orm
tøvede ikke med at få besked om alt, hvad han vidste om Ylva. Hun var
flygtet sammen med biskoppen — det ville hun hellere end at blive
siddende hjemme under sin broder Svens regimente; og nu havde hun været
sammen med ham hele vinteren, opfyldt af stor utålmodighed efter at vende
tilbage til Danmark, så snart man hørte gode nyheder derfra. Men et rygte
havde for nylig meddelt, at kong Harald var død i landflygtighed, og Ylva
var nu begyndt at spekulere på at rejse mod nord til sin søster Gunhild, der
var gift med den danske jarl Palling i Northumberland. Biskoppen ville ikke
have, at hun skulle tage af sted på så farlig en rejse, men at hun hellere
skulle gifte sig med en eller anden stormand i landet, som han kunne hjælpe
hende med at vælge. Men når hun hørte en sådan tale, blev hun hvid af
vrede og skældte alle og enhver ud, om det så var selve biskoppen.
Det var, hvad den lille præst havde at sige om Ylva. Orm hørte med
glæde, at hun var sluppet bort fra kong Sven og hans mænd, men det var
tungt for ham, at han ikke så nogen udvej til at komme i forbindelse med
hende. Det slag, han havde fået over nakken, og de smerter, han stadig
havde, fyldte ham også med bekymring, men broder Willibald trak hånligt
på munden og sagde, at den slags hoveder holdt til mere end det. Derpå
satte han nogle blodigler bag hans øren, så han snart følte sig bedre. Så
tænkte han mere og mere på Ylva; han ville helst have formået Thorkel og
de andre til at drage på et stort plyndringstogt til London og Westminster
for at kunne komme i forbindelse med hende. Men nu blev der holdt lange
rådslagninger mellem høvdingene og sendebudene om kong Ethelreds gave;
og hele hæren sad sysselløs hen, og ventede og spiste og drak under megen
snak om, hvad så stor en konge rettelig burde kunne betale.
De to gamle biskopper kæmpede mandigt for deres sag og protesterede
meget imod de summer, høvdingene syntes, var passende: de ville gerne
lære dem, sagde de, at der fandtes mere værdifulde ting end sølv, ting, der
ikke var af denne verden, og at det for en mand med stor rigdom var
vanskeligere at nå himlen end for en okse at gå gennem et røgfang.
Høvdingene lyttede til dette og sagde, at de var villige til at påtage sig den
risiko sammen med nytten, og at det måtte blive ved den sum, de havde
forlangt; og hvis det forholdt sig sådan, som biskopperne havde sagt med
hensyn til himlen og røgfanget, syntes de, at de kunne blive kong Ethelred
en god hjælp ved at overtage en del af hans tyngende gods.
Biskopperne måtte under megen sukken forøge deres bod, og man blev
til sidst enige om summen. Hver mand i flåden skulle have seks mark i sølv
foruden det, de allerede havde vundet ved plyndring. Hver styrmand skulle
have tolv mark og skibshøvdingene tres; og Thorkel og Gudmund og
Jostein skulle have tre hundrede mark hver. Biskopperne sagde, at dette var
en sorgens dag for dem, og at de knap vidste, hvad kongen ville sige til en
sådan sum, så meget mere som han samtidig havde andre forhandlere hos
en norsk høvding ved navn Olaf, Tryggves søn, der plyndrede med en flåde
ved sydkysten. Det var uvist, sagde de, om selv kong Ethelreds skatter
kunne forslå til alt dette.
Da høvdingene hørte denne nyhed, blev de ængstelige for, at de havde
forlangt for lidt, og at nordmanden skulle komme dem i forkøbet. Da de
havde drøftet dette indbyrdes, sagde de til biskopperne, at de stod fast ved
det, man havde besluttet, men at biskopperne nu burde skynde sig til
kongen for at hente sølvet, og at de ville tage dem det ilde op, hvis
nordmanden fik sit først.
Biskoppen af London, der var en venlig og smilende mand, nikkede til
dette og lovede, at de skulle gøre deres bedste.
– Men det er mærkeligt, sagde han, at se så tapre høvdinge være
ængstelige for denne norske høvding, hvis flåde er mindre end jeres. Ville
det ikke være en god sag for jer at ro ned til sydkysten, hvor denne høvding
holder til, og angribe ham hurtigt og vinde alle hans skatte. Han er kommet
fra Bretagne med skønne skibe, og det siges, at han har erobret meget dér.
Det var en måde, hvorpå I yderligere kunne forøge den kærlighed, som min
herre konge nærer til jer; og derefter ville det være let for ham at uddele den
store gave, når han ikke også havde denne nordmand at skulle stille tilfreds.
Thorkel nikkede og så tvivlrådig ud, og Gudmund lo og syntes, at dette
var værd at tænke på.
– Jeg har aldrig kæmpet med nordmænd, sagde han; men alle ved, at
striden bliver god, når man møder dem, og at der bliver meget at fortælle.
Hjemme ved Bråviken siger mange, at der næppe findes andet folk end fra
Östgötland, der er deres overmænd; og det kunne være godt at få den sag
prøvet. Og jeg har bersærker fra Åland blandt mine folk, som begynder at
sige, at denne færd giver dem et godt bytte og det bedste øl, men kun ringe
kamp; og det er uvant for dem, siger de.
 Thorkel sagde, at han havde kæmpet mod nordmænd, men at han ikke
havde noget imod at møde dem igen, hvis han blot fik sin arm i orden; thi
her kunne vindes både ære og rigdom.
Men Jostein lo højt, tog sin hat af og kastede den på jorden foran sine
fødder. Han bar altid en gammel, rød hat med bred skygge, når han ikke var
i kamp, eftersom hjelmen gnavede ham.
– Se på mig, sagde han, jeg er gammel og skaldet; og dér hvor alderen
er, findes visdommen, det mærker man nu. Jer to, Thorkel og Gudmund,
kan Gudsmanden lokke med sin snedighed, men ikke mig; thi jeg er vis
som han selv. For ham og hans konge ville det være godt, hvis de kunne få
os til at slås med nordmanden og ødelægge hinanden; dermed ville han
være os kvit og ikke behøve at øde sølv på dem, der blev tilbage. Men det
skal der ikke blive noget af, hvis jeg må råde.
Både Gudmund og Thorkel måtte indrømme, at de ikke havde tænkt på
dette, og at Jostein var den klogeste; og sendebudene indså, at der ikke var
mere at udrette. De forberedte sig derfor på at vende tilbage til kong
Ethelred for at sige, hvordan alt var forløbet og få sølvet erlagt så hurtigt
som mulig.
Men inden da iførte de sig deres skønneste ornat og tog deres følge med
og drog ud til det sted, hvor kampen havde stået. Dér læste de over de døde,
som nu lå halvt skjult i det frodige græs, mens krager og ravne kredsede i
luften i talløse mængder og skreg hæst, fordi de blev forstyrret.
 Andet kapitel

OM ÅNDELIGE TING

Der herskede stor glæde i hæren, da det blev bekendt, hvad der var blevet
aftalt mellem høvdingene og sendebudene. Alle roste høvdingene for denne
handel og priste kong Ethelred som den bedste af alle konger for fattige
søfarere fra nordlandene. Man larmede og drak, og der var stor
efterspørgsel efter fede får og unge kvinder; og kyndige mænd sad
tankefuldt sammen ved lejrbålene, hvor fårene blev stegt, og forsøgte at
regne ud, hvad summen ville blive for hvert skib og derefter for hele flåden.
De syntes, det var svært, og der opstod ofte skænderi om, hvem der havde
regnet rigtigst; men alle var enige om, at intet menneske skulle tro, at der
fandtes så meget sølv i verden undtagen hos kejseren i Miklagård. Nogle
havde en ting at indvende, nemlig at styrmændene havde fået så stor en lod,
skønt deres arbejde var let, og de aldrig behøvede at sidde ved årerne; men
styrmændene selv syntes, at enhver rettænkende mand kunne indse, at de
var de eneste, der kunne være mere værd.
Skønt øllet var rigeligt og stærkt og larmen stor, var det dog ikke ofte,
der blev alvorlig tvist om disse ting; thi alle følte sig nu rige og syntes, at
livet var godt, og var derfor mindre hastige end ellers til at gribe til våben.
Men Orm sad, opfyldt af mørke grublerier, sammen med den lille præst
og syntes, at få mennesker kunne have det besværligere end han.
Broder Willibald havde fået meget at bestille, thi der var mange sårede
mænd at passe, og han helligede sig dette med alvor og nidkærhed. Han så
også på Thorkels arm og havde en del at sige om biskoppernes læge og den
måde, hvorpå de havde plejet den; thi det var vanskeligt for ham at tro, at
nogen anden havde forstand og indsigt i lægekunsten. Han sagde, at han
havde i sinde at rejse sammen med biskopperne, men Orm var uvillig til at
give slip på ham.
 – Thi det er en god sag at have en læge ved hånden, sagde han, og det
kan være rigtigt, hvad du mener, at du er den kyndigste af den slags. Det er
sandt, at jeg gerne ville sende dig med besked til Ylva, kong Haralds datter,
thi du er det eneste bud, jeg har at sende; men så fik jeg dig aldrig at se igen
på grund af det had, du nærer til os nordboere, og jeg fik aldrig hendes svar.
Og derfor sidder jeg nu her uden at vide råd, så jeg både mister madlysten
og ikke kan sove.
– Har du i sinde at beholde mig her som fange? spurgte broder Willibald
fortrædeligt. Skønt det ofte hedder hos jer, at jeres ordholdenhed er lige så
stor som jeres mandsmod; og alle vi, der var i tårnet, fik løfte om, at vi frit
kunne gå, hvorhen vi ville. Men det har du måske glemt?
Orm stirrede dystert frem for sig og sagde, at han ikke havde let ved at
glemme noget som helst.
– Men det er vanskeligt at slippe dig, fortsatte han; thi det er, som om du
var en hjælp for mig, selv om du ikke kan udrette noget i denne sag. Men
du er en klog mand, lille præst, og hør nu efter, hvad jeg siger: hvis du var i
mine klæder og havde det, som jeg nu har det, hvad ville du så gøre?
Broder Willibald smilede og så venligt på ham og rystede på hovedet:
– Du ser ud til at holde meget af denne unge kvinde trods hendes
vanskelige humør, sagde han; og det er en mærkelig ting, thi I gudløse
voldsmænd tager jer jo gerne kvinder, som det falder sig, uden at hænge
med hovedet for nogen særlig. Er det, fordi hun er en kongedatter?
– Hun kan ikke have nogen arv i vente, sådan som det er gået hendes
fader, svarede Orm; og deraf kan du se, at det ikke er rigdom, jeg higer
efter, men hende selv. Men det skader ikke, at hun er af god æt; jeg er selv
af god æt.
– Det kan være, hun har givet dig en kærlighedsdrik, sagde broder
Willibald, så det er den, der giver dine følelser en sådan stadighed.
– Kun én gang gav hun mig noget at drikke, sagde Orm, og aldrig siden;
og det var første gang, jeg så hende, og det var kødsuppe. Men jeg fik
næppe noget i mig, thi hun blev vred og kastede kande og suppe fra sig. Og
det var dig selv, der havde sagt, at den suppe skulle koges til mig.
– Jeg var ikke med, da den blev kogt og båret ind, sagde broder
Willibald tankefuldt; og en ung mand behøver ikke meget af en sådan drik,
når kvinden selv er ung og velskabt. Men hvis hun har lagt trolddom i
suppen, så lader det sig ikke ændre; thi mod kærlighedsdrikke findes der
ingen anden bod end kærlighed, det siger alle de lærdeste læger fra gammel
tid.
– Det er den bod, jeg søger, svarede Orm; og nu spørger jeg dig, om du
har noget råd at give mig på dette punkt.
Broder Willibald løftede pegefingeren belærende og talte med faderlig
mine.
– Der findes kun ét at gøre, når et menneske har det svært og ikke ved
råd; og for dig, stakkels afgudsdyrker, står det ilde til der. Thi det, der er at
gøre, er at bede Gud om hjælp, og det kan du ikke.
– Plejer han ofte at hjælpe dig? spurgte Orm.
– Han hjælper mig, når jeg beder om fornuftige ting, sagde broder
Willibald bestemt, og det er mere, end dine guder gør for dig. Han hører
ikke efter, hvis jeg klager over småting, som han synes, jeg godt kan holde
ud; og jeg har selv set den hellige gudsmand, biskop Poppo, da vi flygtede
over havet, ivrigt anråbe Gud og Sankt Peder om hjælp mod sin søsyge
uden at blive hørt. Men da jeg sad sammen med de andre i tårnet her, og
sult og tørst og hedningernes sværd truede os, og vi råbte til Gud i vor nød,
blev vi hørte, skønt der ikke fandtes nogen iblandt os, der var så godt
anskrevet hos Gud som biskop Poppo. Thi sendebudene kom og reddede os;
og det kan være sandt, at det var sendebud fra kong Ethelred til
stridshøvdingene, men det var også sendebud, Gud havde sendt til vor
hjælp, for vore mange bønners skyld.
Orm nikkede og indrømmede, at det kunne være rimeligt nok, eftersom
han selv havde set, hvorledes alt var gået til.
– Og nu forstår jeg bedre, hvorfor det ikke lod sig gøre at ryge jer ud af
tårnet, sagde han; thi det kan have været Gud eller en anden, som I anråbte,
der lod vinden komme og drive røgen bort.
Broder Willibald svarede, at det forholdt sig nøjagtig sådan: det var
Guds finger, der havde forpurret en sådan djævelskab.
Orm sad i dybe tanker og rev sig tvivlrådig i skægget.
– Min moder er blevet kristen nu på sine gamle dage, sagde han. Hun har
lært to bønner, og dem anvender hun ofte og anser dem begge for at være
gode. Hun siger, at det er de bønner, der har gjort, at jeg beholdt livet og
kom hjem til hende igen trods mange farer, skønt Blåtunge og jeg selv
måske har gjort vort i den sag, og du også, lille præst. Nu kunne jeg godt
have lyst til selv at bede Gud om hjælp, når han siges at være så hjælpsom.
Men jeg ved ikke, hvad han kræver i vederlag, og heller ikke, hvordan jeg
skal tale til ham.
– Du kan ikke bede Gud om hjælp, før du er blevet kristen, sagde broder
Willibald; og kristen bliver du først, når du er døbt; og du kan ikke døbes,
før du har afsvoret dine falske guder og bekendt dig til faderen, sønnen og
den helligånd.
– Det var ikke nødvendigt med så mange kunster for at tale med Allah
og hans profet, sagde Orm dystert.
– Allah og hans profet? sagde den lille præst forbavset. Hvad ved du om
dem?
– Jeg har været længere omkring i verden end du, svarede Orm; og da
jeg var hos Almansur i Andalusien, anråbte vi Allah og hans profet to gange
om dagen og undertiden tre. Og de bønner kan jeg endnu, hvis du vil høre
dem.
Broder Willibald strakte forfærdet armene i vejret.
– I Gudfaders navn og sønnens og den hellige ånds! råbte han. Bevar os
for djævelens værk og for Muhammeds, den forbandedes,
underfundigheder! Med dig står det værre til end med nogen anden, thi at
lytte til Muhammed er det værste af alt. Er du endnu hildet i hans lære?
– Jeg holdt mig til den, så længe jeg var hos Almansur, fordi han
befalede det, sagde Orm; thi han var en mand, som det ikke var rådeligt at
sige imod. Siden har jeg ikke haft nogen gud, og det er måske derfor, det er
gået mig dårligere.
– Det er mærkeligt, at biskop Poppo ikke fik dette at vide, da du var hos
kong Harald, sagde broder Willibald. Hvis han havde hørt, at du havde
bekendt dig til den sorte bedragers lære, ville han straks have døbt dig, så
from og fuld af nidkærhed som han er, om så tolv af kong Haralds kæmper
måtte kaldes til hjælp for at holde på dig. Det er en god og velsignet
handling at frelse en almindelig sjæl fra mørke og blindhed, og det kan
være, at også nordboere bør regnes til de almindelige sjæle, skønt jeg har
vanskeligt ved at tro det efter alt det, jeg har været med til; men alle hellige
mænd er enige om, at det er syv gange bedre at frelse én, der har været
hjemfalden til Muhammed. Thi intet volder djævelen en sådan fortræd som
det.
Orm hørte sig for om djævelen, og broder Willibald belærte ham ivrigt
om denne.
 – Det ser ud til at være sådan for mig, sagde Orm, at jeg har opirret
djævelen uden at vide det ved ikke længere at holde mig til Allah og
profeten; og deraf er mine ulykker kommet.
– Sådan er det, sagde den lille præst, og det er en god sag for dig, at du
er begyndt at komme til forståelse angående dette. Som det nu er for dig,
kan ingen have det værre; thi djævelen er efter dig i vrede, og du beskyttes
ikke af Gud. Men så længe du holdt dig til Muhammed – forbandet være
han! – var djævelen din ven, og derfor gik det dig vel dengang.
– Det er, som jeg troede, sagde Orm, at få har det så ilde som jeg. Og det
er at have for meget imod sig hverken at kunne gøre Gud eller djævelen
tilpas.
Han sad et stykke tid i tanker.
– Nu vil jeg, at du går med mig til sendebudene, sagde han derpå. Thi jeg
vil tale med dem, der er mægtige hos Gud.

Biskopperne var vendt tilbage fra slagmarken, hvor de havde velsignet de

døde; og nu agtede de at rejse hjem næste dag. Den ældste af dem var træt
efter færden og var gået til hvile; men biskoppen af London havde indbudt
Gudmund til sig i sit herberg og sad og spiste og drak sammen med ham for
at gøre et sidste forsøg på at overtale ham til at lade sig kristne.
De to biskopper havde lige siden deres ankomst til Maeldun gjort deres
bedste for at vinde høvdingene for kristendommen; det havde kong Ethelred
og hans ærkebiskop befalet dem, eftersom kongens hæder derved ville øges
meget både over for Gud og mennesker. De var ikke kommet langt med
Thorkel; han havde svaret, at hans våbenlykke var god nok og bedre end de
kristnes, og derfor var han ikke opsat efter nye guder. Og det var ikke gået
dem bedre med Jostein; han sad stum og lyttede med hænderne støttet mod
en stridsøkse, han altid bar, og som han kaldte enkesorg, og stirrede på dem
under rynkede bryn, mens de fortalte ham om Kristus og Guds rige. Derpå
fik han et latteranfald og kastede sin hat på gulvet og spurgte dem, om de
anså ham for en mand uden fornuft.
 – Jeg har været præst ved det store blothus i Uppsala i syv og tyve vintre,
sagde han; og det er at vise mig ringe hæder at komme til mig med en snak
som denne, der kun duer over for børn og kællinger. Med denne økse, som I
ser her, har jeg dræbt dem, der blev ofret for en god høst, og som senere
blev hængt op i det hellige træ foran templet; og der var kristne iblandt dem
og også præster; de lå nøgne på knæ i sneen og jamrede; og sig mig hvad
gavn, de havde af deres Gud.
De to biskopper gyste og korsede sig og forstod, at det ikke kunne nytte
at nøde en sådan mand.
Men de blev ved med at håbe med hensyn til Gudmund, eftersom han
var venlig og munter og gerne hørte på det, de havde at sige; undertiden,
når han havde fået for meget øl, takkede han dem rørt, fordi de talte så
smukt og var så bekymrede for hans velfærd. Men han havde alligevel ikke
villet love dem noget endnu; og biskoppen af London havde nu ladet stille
det bedste frem, han havde, både af vådt og tørt for at få ham til at
bestemme sig.
Gudmund tog villigt for sig af det, der blev budt, og lidt efter spillede
biskoppens spillemænd så smukt for ham, at han fik tårer i skægget. Derpå
begyndte biskoppen at overtale ham med sin blideste stemme og med ord,
som han valgte med omsorg. Gudmund lyttede og nikkede og indrømmede,
at der var meget hos de kristne, som han godt kunne lide.
– Du er en god mand, sagde han til biskoppen, du er gæstfri og
kundskabsrig og drikker som en mand, og det er fornøjeligt at høre dig tale.
Derfor vil jeg gerne være dig tilpas, men det er ikke lidt, du beder mig om:
thi det ville være ilde for mig at komme hjem og blive let ud både af folk i
huset og naboer, fordi jeg har ladet mig lokke af præstesnak. Men det er
alligevel min tro, at en mand som du har stor magt og kender mange
hemmeligheder; og her er en ting, som jeg fandt for nylig, og som jeg gerne
vil have, du skal læse over.
Han tog det lille guldkors frem fra sin trøje og holdt det op foran
biskoppen.
– Dette fandt jeg i en rig mands hus; det kostede to mænd livet; og et
smukkere stykke legetøj har jeg aldrig set. Det skal jeg give min lille søn,
når jeg kommer hjem. Han hedder Folke, og kvinderne kalder ham Filbyter.
Han er en lille rask krabat og meget glad for sølv og guld og holder godt
fast i det, han får fat på. Han vil strække begge hænder mod dette kors. Og
kan du lægge lykke i det, ville det være godt; thi jeg vil, at han skal blive rig
og mægtig, så han kan sidde agtet hjemme på gården og se sine marker
bugne og sine kreaturer blive fede og slippe for at flakke om på havene for
fødens skyld og fare ilde blandt fremmede og deres våben.
Biskoppen smilede og tog korset og mumlede over det, og Gudmund
stoppede det fornøjet ind igen.
– Du vil vende hjem til din gård som en rig mand, sagde biskoppen, på
grund af kong Ethelreds store gavmildhed; men tro mig, når jeg siger dig
dette: din lykke vil blive endnu større, hvis du gik over til Kristus.
– Man kan aldrig få for meget af den slags, sagde Gudmund og rev sig
tankefuldt i skægget, jeg ved allerede, hvilke naboers jord jeg vil købe, og
hvordan den nye gård skal være; jeg vil bygge den rummelig og af det
bedste egetømmer. Det kommer til at koste meget sølv for at få alt dette,
som jeg vil have det. Og hvad jeg end gør her, vil ingen le ad mig
derhjemme, hvis jeg blot er rig nok og stadig har sølv i kisten. Derfor skal
det blive, som du vil; du må døbe mig, og jeg skal for fremtiden holde mig
til Kristus, hvis du forøger min del med hundrede mark sølv.
– Dette, sagde biskoppen mildt, er ikke det rette sindelag for den, der
skal optages i Kristi forsamling. Men jeg skal ikke bebrejde dig noget, thi
du kan jo ikke vide, at det er blevet sagt: salige er de fattige; og det vil tage
lang tid at forklare den sandhed for dig. Men du bør betænke, at du allerede
vil få stor rigdom af kong Ethelred, større end nogen anden ville være i
stand til at skænke dig; og han er visseligen en stor og mægtig konge, men
selv hans kister har en bund. Derfor er det umuligt for ham at give så meget,
selv om han gerne ville. Jeg kan love dig en dåbsgave på tyve mark, fordi
du er en stor høvding, men det er det højeste; og allerede dette, vil han
måske synes, er meget. Men nu skal du smage den drik, der kommer her, og
som måske ikke er kendt i dit land: det er hed vin, tilsat honning samt
sjældne krydderier fra østerlandet, der kaldes kanel og kardemomme. De,
der er kyndige i sådant, mener, at ingen drik er behageligere for tungen eller
nyttigere til at mildne grublerier og tungsind.
Gudmund syntes, at drikken var god og sund; men biskoppens bud
forekom ham alt for ringe: for en sådan sum ville han ikke risikere sit gode
navn hjemme i bygden.
– Men på grund af det store venskab, jeg nærer for dig, sagde han, skal
jeg gøre det for tres mark. Billigere får du mig aldrig.
 – Jeg føler også stort venskab for dig, sagde biskoppen; og så stor er min
længsel efter at få dig kristnet og delagtig i Paradiset, at jeg gerne vil
skænke dig dem af mine egne for at stille dig tilfreds. Men jeg ejer ikke
meget jordisk gods, og ti mark er alt, hvad jeg kan lægge til.
Gudmund rystede på hovedet ad dette og blinkede søvnigt. De var
kommet så langt, at der lød kraftig støj uden for døren; og Orm kom ind
sammen med broder Willibald, som han holdt fast i armen, og to dørvogtere
klamrede sig til hans klæder og råbte, at biskoppen ikke måtte forstyrres.
– Hellige biskop, sagde han, jeg er Orm, Tostes søn, fra Kullen i Skåne,
en af Thorkel Höges skibshøvdinge. Jeg vil døbes og følge med dig til
London.
Biskoppen stirrede forbavset på ham og så først ud til at blive bange.
Men da han mærkede, at Orm hverken var drukken eller rasende, ville han
vide, hvad dette betød; thi han var ikke vant til, at nordboere trængte sig ind
på ham i et sådant ærinde.
– Jeg vil under Guds beskyttelse, thi det er værre fat med mig end med
nogen anden. Denne præst kan forklare det hele for dig, bedre end jeg selv.
Broder Willibald bad biskoppen undskylde, at han havde været med til
denne voldsomme adfærd; det var ikke sket frivilligt, han var blevet tvunget
af barbarisk heftighed og styrke og slæbt forbi dørvogterne, skønt han
havde hørt, at der blev forhandlet om vigtige ting i enrum.
Biskoppen sagde venligt til ham, at det ville han ikke tænke på. Han
pegede på Gudmund, der nu på grund af det sidste bæger kryddervin var
faldet i søvn på bænken.
– Jeg har haft meget besvær med ham, sagde han, for at overtale ham til
at blive kristen, og alligevel er det ikke lykkedes mig, thi hans sjæl er helt
bundet til det jordiske. Og nu sender Gud mig en anden, der kommer uden
at blive kaldt. Velkommen, høvding. Er du fuldt rede?
– Det er jeg, svarede Orm; thi før tjente jeg profeten Muhammed og hans
gud, og nu har jeg forstået, at intet er farligere end dette.
Biskoppens øjne blev runde, og han slog kors for sig tre gange og råbte
efter vievand.
– Muhammed og hans gud? sagde han til broder Willibald. Hvordan kan
dette gå til?
De hjalp nu hinanden med at forklare det hele for biskoppen. Han sagde,
at han havde set megen synd og mørke, men aldrig et menneske, der havde
tjent Muhammed. Da vievandet kom, tog han en lille kost og dyppede i
vandet og stænkede på Orm, mens han læste de bønner, der uddriver onde
ånder. Orm blev bleg ved dette; han sagde bagefter, at det var svært at
skulle finde sig i at blive stænket, thi han gyste over hele kroppen og havde
på fornemmelsen, at håret rejste sig i nakken. Biskoppen blev ivrigt ved et
stykke tid, men holdt omsider op og sagde, at nu var det ikke mere
nødvendigt med dette.
– Når du hverken får fråde om munden eller falder omkuld i
krampetrækninger, og man ikke engang sporer en styg lugt, viser det, at den
onde ånd allerede har forladt dig; og det må du prise Gud for.
Han stænkede nu også lidt på Gudmund, der straks fór op og råbte, at
sejlet skulle rebes og derpå atter sank sammen på bænken og sov videre.
Orm tørrede dråberne af ansigtet og spurgte? om dette var lige så
gavnligt som dåben.
Biskoppen svarede, at der var stor forskel, og at det ikke gik så nemt at
blive døbt, mindst for den, der havde tjent Muhammed.
– Du må først afsværge dine falske guder, sagde han, og bekende din tro
på Faderen, Sønnen og den Helligånd. Og desuden må du undervises i den
kristne lære.
– Jeg har ingen guder at afsværge, sagde Orm, og nu vil jeg holde mig til
Gud og hans søn og deres ånd. Og jeg har ofte lyttet til belærende ord om
den kristne lære: først hos munke på Irland, senere hos kong Harald og
hjemme hos min gamle moder, så godt hun nu forstod det, og nu her af den
lille præst, som er min ven, og som har lært mig meget om djævelen. Jeg
tror derfor, jeg ved lige så meget i denne sag som de fleste.
Biskoppen nikkede og sagde, at det var godt at høre, og at det ikke var
ofte, man mødte hedninger, der havde lyttet til så megen belæring om
hellige ting. Derpå gned han sig på næsen og så spekulativ ud; han så hen
på Gudmund, der sov sødt, og atter på Orm.
– Så er der endnu en ting, sagde han langsomt og alvorligt. Du har været
hjemfalden til værre ting end noget andet menneske, jeg har set, fordi du
har tjent den falske profet, der er djævelens sorteste høvding. Og når du
efter en sådan vederstyggelighed vil beskyttes af den levende Gud, bør det
sig, at du har en gave med til ham og hans kirke for at vise, at din hensigt er
alvorlig, og at dit hjerte er blevet bedre.
 Orm svarede, at det ikke var mere end rimeligt, at han skulle give noget
for at bedre sin lykke og vinde Guds beskyttelse. Han spurgte, hvad der var
en passende gave.
– Det afhænger af byrd og rigdom, og hvor stor en synder der er tale om,
sagde biskoppen. Jeg døbte engang en dansk høvding, der havde taget arv i
dette land; han gav fem okser og et anker øl og tyve skålpund voks til Guds
kirke. Men i gamle skrifter kan man læse om mænd af høj byrd, der gav ti
mark sølv, og måske tolv, og desuden byggede en kirke; men så lod de sig
også døbe med hele deres husstand.
– Jeg vil ikke være dårligere end andre, sagde Orm; jeg har Vidfadme i
min slægt. Jeg skal bygge en kirke, når jeg kommer hjem, og du skal få lov
til at døbe hele mit skib, og du skal få femten mark af mit sølv, men så vil
jeg også have, at du taler godt for mig hos Gud.
– Du er i sandhed en høvding, sagde biskoppen glad, og jeg skal gøre det
bedste, jeg kan, for dig.
De var begge meget tilfredse, men biskoppen spurgte, om Orm mente det
alvorligt med, at hele hans skibsbesætning skulle lade sig døbe.
– Når jeg selv bliver kristen, sagde Orm, kan jeg ikke have hedninge om
bord; hvad ville Gud så mene? Det skal være lige for alle; og hvis jeg siger
det til mit mandskab, så bliver det sådan. Jeg har nogle om bord, der
allerede er døbte både en og to gange; men en gang til kan ikke gøre skade.
Han ville nu, at begge biskopperne og hele deres følge næste dag skulle
gå om bord på hans skib, så ville han sejle dem til London og Westminster.
Dèr kunne de så alle blive døbte.
– Jeg har et stort og godt skib, sagde han. Der bliver kneben plads med
så mange gæster; men rejsen bliver kort, og vejret er smukt og forandrer sig
næppe.
Han var ivrig efter dette; men biskoppen sagde, at han ikke kunne
bestemme sig i en så vigtig sag, før han havde talt med sin embedsbroder og
de andre. Orm måtte derfor slå sig til tåls indtil næste dag; han skiltes med
taksigelser fra biskoppen og vendte tilbage til sit hus sammen med broder
Willibald, der ikke havde sagt meget, da de stod over for biskoppen, men nu
gik han og klukkede for sig selv af latter.
– Hvad er det, du har sådan en morskab af? spurgte Orm.
– Det er meget, du hitter på for at få fat i kong Haralds datter, svarede
den lille præst. Og det synes mig, at du gør det godt.
 – Hvis alt går vel, skal du ikke forblive ubelønnet, sagde Orm; thi jeg
tror, at min lykke er begyndt at bedre sig fra det øjeblik, jeg mødte dig her.
Da biskoppen blev alene, sad han og smilede i tanker og lod derpå sine
tjenere vække Gudmund. Det lykkedes efter nogen tids forløb, skønt han
brummede, fordi han blev forstyrret.
– Jeg har tænkt meget på den sag, vi talte om, sagde biskoppen; og med
Guds hjælp kan jeg love dig fyrretyve mark, hvis du lader dig døbe.
Gudmund blev straks lysvågen, da han hørte det; og efter nogen tids
forløb blev de enige om fem og fyrretyve mark samt et skålpund krydderier
af den slags, biskoppen havde haft i sin vin.

Næste dag forhandlede man med Thorkel om Orms forslag og biskoppernes

bortrejse. Gudmund sagde, at han også ville sejle med; thi når de havde en
så god lejde, som sendebudene gav, og når der alligevel skulle være fred
mellem dem og kong Ethelred, ville han gerne være med og se til, når
kongens sølv blev vejet af, så alt blev ret og rigtigt.
Thorkel syntes, at dette var rimeligt, og sagde, at han selv gerne ville
have været med, hvis hans arm havde været bedre. Men Jostein sagde, at
det var nok, at en af de tre anførere var med på en sådan færd; thi det kunne
altid lokke fjenden til overfald, og de burde ikke gøre sig svagere her i
lejren, før sølvet var i deres hånd.
Biskopperne havde intet imod at rejse ad søvejen i det smukke vejr, når
de blot kunne føle sig rolige for sørøvere; og til sidst blev det bestemt, at
Gudmund og Orm med hver sit skib skulle sejle op til Westminster med
biskopperne. Dèr skulle de gøre sig umage for at fremskynde betalingen; og
hvis kongen var til stede, skulle de takke ham for gaven og sige, at de ville
begynde at plyndre igen og værre end før, hvis han trak tiden ud.
Orm kaldte nu sit mandskab sammen og sagde, at de skulle sejle op til
Westminster med fredsskjold og med kong Ethelreds hellige sendebud om
bord.
Flere af hans mænd blev urolige ved dette. De sagde, at det var
risikabelt, når man havde præster om bord, hvad alle søfarere vidste så vel,
og med biskopper ville det måske arte sig endnu værre.
Orm beroligede dem og sagde, at alt ville gå godt; thi disse Guds mænd
var så hellige, at det ikke kunne skade dem, hvad havfolket end forsøgte
over for dem. Derpå fortsatte han:
– Når vi kommer til Westminster, vil jeg lade mig døbe. Thi efter mine
samtaler med de hellige mænd har jeg indset, at det er bedst at holde sig til
Kristus, og det har jeg i sinde at gøre herefter. Det er bedst, at der hersker
enighed om bord på et skib, og at meget er lige for alle; og derfor er det mit
ønske, at I alle lader jer døbe sammen med mig. Dette bliver også bedst for
jer selv, det kan I stole på, når jeg siger det, som ved besked. Og hvis nogen
ikke vil gå med til dette, skal han sige det nu; så må han forlade skibet med
sine ejendele og hører ikke mere til mit mandskab.
Nogle af mændene så tvivlrådigt på hinanden og kløede sig bag øret;
men Rapp den enøjede, der var rorsmand på skibet og frygtet af de fleste,
stod forrest i flokken og nikkede roligt til Orms ord, thi han havde været
med til noget lignende en gang før. Derefter fandt ingen noget at indvende.
– Jeg ved, at der blandt jer findes mænd, der allerede er blevet døbt
hjemme i Skåne, fortsatte Orm, og som måske har fået en skjorte eller en
trøje for ulejligheden eller et lille kors til at have i et bånd omkring halsen;
og det hænder, at man hører sådanne mænd sige, at det ikke er til stor nytte
at blive døbt. Men det var en billig dåb, der væsentligt passede for kvinder
og børn; nu skal vi døbes på en anden måde og af heiligere mænd, så vi
beskyttes af Gud, og vor lykke bedrer sig for hele livet. Og det var ikke
rimeligt at få en sådan fordel som gave. Jeg vil selv betale meget; og hver
mand blandt jer skal betale to øre.
Da mændene hørte dette, opstod der en mumlen iblandt dem. Man hørte
nogle sige, at det var en nyhed, at man skulle betale for sådant, og at to øre
ikke var nogen lille sum.
– Jeg tvinger ingen, sagde Orm. Enhver, der finder det, jeg nu har sagt,
ubilligt, kan spare sine penge ved at møde mig i kamp, så snart vi er blevet
døbte. Hvis han vinder, slipper han for at betale; og taber han, bliver han
også fri.
De fleste syntes, at dette var vel talt, og der blev råbt meget til de
sparsommelige mænd, at de skulle komme frem. Men dem, man råbte til,
smilede forlegent og syntes, at det var lige meget med den slags fortjeneste.
 Gudmund og Orm delte gudsmændene imellem sig, så den ældste biskop
med sit følge gik om bord på Gudmunds skib og biskoppen af London på
Orms; og broder Willibald fulgtes med ham. Biskopperne velsignede
skibene og bad for en lykkelig rejse og satte deres banner op; og derpå
lagde skibene ud og fik en gunstig vind og smukt vejr, så mændene
begyndte at se på biskopperne med større respekt, og holdt ind i floden
Thames ved højvande. Her overnattede de et stykke fra mundingen; og
næste morgen begyndte de at ro op ad floden i den strålende solopgang.
Mange mennesker stod og spejdede mistænksomt ved de hytter, der lå på
den kratbevoksede flodbred, og fiskerne på floden fik travlt med at komme
væk, da de så skibene, men de blev roligere, da de opdagede biskoppernes
mærker. På et par steder så man brændte byer, der lå øde hen efter
nordboernes besøg; og længere oppe kom de til et sted, hvor floden var
spærret af et firedobbelt pæleværk; kun en smal rende var åben i midten.
Dèr lå tre store vagtskibe; fulde af bevæbnede mænd, og dèr blev de
standset, og vagtskibene lagde sig midt for renden, og alle mand var rede til
kamp.
– Er I blinde eller fra forstanden? råbte Gudmund til dem. Ser 1 ikke, at
vi kommer med fredsskjold og har hellige biskopper om bord?
– Os narrer I ikke, blev der svaret fra vagtskibene. Her slipper ingen
røvere forbi.
– Det er jeres egen konges sendebud, vi har med os, råbte Gudmund.
– Vi kender jer, blev der svaret. I er fulde af list og djævelskab.
– Vi kommer for at blive døbt, brølede Orm utålmodigt.
Der opstod en voldsom latter på vagtskibene, og en stemme råbte:
– Er I blevet trætte af djævelen, jeres herre og fader?
– Ja, svarede Orm vredt; og der blev let endnu mere over dette svar.
Nu trak det op til strid; thi Orm syntes ilde om denne latter og befalede
Rapp at sejle frem og gå løs på det nærmeste skib, der lo mest. Men
biskopperne havde nu i hast iført sig deres skrud og råbte med løftede stave
til alle, at de skulle være stille. Orm adlød lidt uvilligt, og også Gudmund
syntes, at dette var at finde sig i vel meget. Biskopperne begyndte nu at
forhandle med deres landsmænd og tale myndigt til dem, så de snart blev
klar over, at de hellige mænd var, hvad de så ud til at være og hverken
fanger eller forklædte røvere. Skibene blev nu sluppet igennem, og der
skete ingenting bortset fra et heftigt mundhuggeri mellem mandskaberne,
da de roede forbi.
Orm stod med et spyd i hånden og så over mod vagtskibene, han var
endnu bleg af vrede.
– Dem ville jeg gerne have lært en smule levemåde, sagde han til broder
Willibald, der stod ved siden af ham, og som ikke havde vist tegn til større
uro, da det så ud, som om der ville opstå stridigheder.
– Den, der griber til sværdet, skal omkomme ved sværdet, svarede han.
Sådan står det skrevet i den hellige bog, hvor al god lærdom findes.
Hvordan ville du være kommet til kong Haralds datter, hvis du havde yppet
kiv med kong Erik Ethelreds skibe? Men du er en voldsmand, og det vil du
blive ved med at være, og det er værst for dig selv.
Orm sukkede og stillede spydet fra sig.
– Når jeg har fået hende, skal jeg blive en fredelig mand, sagde han.
Men den lille præst rystede tvivlende på hovedet ad dette.
– Kan lossen forandre sine pletter? spurge han. Eller blåmanden sin hud?
Sådan står der også skrevet. Men tak du Gud og de hellige biskopper, som
hjalp dig.
Lidt efter passerede de et sted, hvor floden drejede, og så London foran
sig på højre hånd. Det var et syn, der overvældede mandskabet; thi byen var
så stor, at man ikke kunne se floden, hvor den hørte op; og præsterne sagde,
at der efter kyndige mænds mening boede mere end tredive tusinde
mennesker i denne by. Mange af mændene havde svært ved at forstå, hvad
alle disse mennesker kunne leve af i en sådan trængsel uden marker og
køer. Men de kloge kunne fortælle, at den slags byboere var et ondt og
snedigt folkefærd, så de forstod at tilrane sig en god fortjeneste fra ærlige
landboere uden nogen sinde selv at holde i en plov eller en tøjrkølle. Derfor
var det en god sag, sagde kloge, at dristige søfarere stundom hjemsøgte den
slags mennesker og tog det fra dem, de havde narret sig til — og alle
stirrede alvorligt på byen, mens de langsomt roede op mod strømmen, og
syntes, at her i sandhed måtte findes meget at tage vare på.
Men Orm og Rapp den enøjede sagde, at de havde set større byer, og at
dette ikke var meget i sammenligning med Cordova.
Så nåede de frem til den store bro, der var bygget af vældige pæle, og
hvor større skibe kunne ro forbi, når de havde lagt masten. Mange
mennesker kom styrtende, da de så dem, deriblandt et stort antal bevæbnede
mænd, der råbte højt om hedninge og djævle; men de brast alle ud i
jubelråb, da deres biskop råbte til dem med mægtig stemme, at alt var godt,
og at man havde sluttet fred med mændene fra havet. Da skibet kom
nærmere, stod folk i tætte skarer overalt på broen for at se dem på nærmere
hold; og da mændene om bord på skibene fik øje på nogle smukke, unge
kvinder, råbte de ivrigt til dem, at de skulle skynde sig at springe ned til
dem; thi der var mange gode giftermåls-chancer om bord. Sølv og
munterhed og raske mænd og rigeligt med præster til at læse over dem på
stedet på den bedste kristne måde. En par af de unge kvinder lo fornøjet og
svarede, at de godt kunne have lyst til at prøve, men at det var for langt at
springe; hvorpå de øjeblikkelig blev grebet i håret af alvorlige slægtninge,
der lovede dem ris på det bare skind på grund af deres utugtige snak med
hedninge.
Broder Willibald rystede på hovedet og sagde, at ungdommen begyndte
at blive fræk nu om stunder, selv hos de kristne. Og Rapp, der stod ved
styreåren, rystede også på hovedet, da skibet kom frem under broen, og
mente dystert, at kvinder aldrig forandrede sig og spildte tiden med unyttig
snak.
– De burde have holdt mund, sagde han, og være sprunget med det
samme, som man sagde til dem.
Nu nærmede de sig Westminster og begyndte at kunne skimte nogle høje
tårne, der ragede op bag træerne. Biskopperne klædte sig atter i fuldt skrud;
og præsterne i deres følge istemte derpå en gammel hymne, som Sankt
Columbanus plejede at synge, når hedninge skulle døbes:

Her sejler den reddede skare nu,

– tag mod den, Herre god! –
som just var stedt i nød og gru
på syndemørkets flod.
Mod korset, som står over jordens favn,
de vender blikket, nævner dit navn,
de sjæle, der just stod mod djævelens havn:
tag mod dem, Herre god!

Sangen lød smukt i det klare aftenlys over floden; og da mændene ved
årerne havde fundet takten, fulgte de godt med og syntes, at den vise ikke
var så dårlig at ro efter.
 Da sangen var forbi, svingede de til højre og lagde til ved skibskajerne
under Westminsters røde mure.
 Tredje kapitel

OM GIFTERMÅL OG DÅB OG KONG

ETHELREDS SØLV

Kong Ethelred den Vildrådige sad sørgmodig i Westminster, omgivet af

mange rådgivere og ventende på, hvad hans forhandling med nordboerne
skulle føre til. Og han havde samlet krigsfolk om sig både for at beskytte
sig selv i disse vanskelige tider og for at holde et øje med befolkningen i
London, der var begyndt at blive misfornøjet efter nederlaget i Maeldun.
Han havde sin ærkebiskop hos sig, for at han skulle hjælpe og trøste ham,
men det var ikke meget, denne kunne udrette; og kongens uro havde været
så stor, lige siden sendebudene var rejst bort, at han ikke længere drog på
jagt og havde mistet lysten både til messer og kvinder. Han sad for det
meste med en fluesmækker, som han brugte meget behændigt.
Han vågnede imidlertid op af sit mismod, da han hørte, at sendebudene
var vendt tilbage, og at der var blevet sluttet fred med nordboerne; og hans
glæde blev endnu større, da det blev meddelt, at høvdinge og mandskab var
fulgt med for at blive døbt. Han befalede straks, at der skulle ringes med
alle klokker, og at de fremmede skulle beværtes på bedste måde; men derpå
blev han atter urolig, da han hørte, at der var kommet to stærke
skibsbesætninger, og vidste ikke, om han burde være ængstelig eller glad
over dette. Han rev sig i skægget og forhørte sig hos sine præster, hofmænd
og kammersvende, hvad de tænkte om sagen; og til sidst blev det bestemt,
at nordboerne skulle slå lejr på en eng uden for byen og ikke måtte slippes
ind, og at vagterne på murene skulle forstærkes og desuden, at det skulle
kundgøres i alle kirker, at hedningerne i store skarer flokkedes til dåb og
forbedring, hvorfor alle mennesker burde prise og taksige Gud og deres
konge.
 Og næste morgen, forkyndte han, kunne sendebudene indfinde sig hos
ham, når han havde fået lidt ro og hvile, og tage de høvdinge med, der
skulle døbes.
Nordboerne gik til deres lejrplads, og kongens embedsmænd fik travlt
med at skaffe dem det, de skulle have som kongens gæster. Og snart
flammede bålene, og slagtekvæget brølede; og der blev råbt meget på hvidt
brød, fed ost, honning, æggekage, fersk flæsk og det øl, som konger og
biskopper plejede at drikke. Orms mænd larmede mest og var vanskeligst at
gøre tilpas; thi eftersom de skulle døbes, syntes de, at de fortjente den
største omsorg.
Men Orm havde andet i tankerne end sine mænds føde og var ivrig efter
at komme et andet sted hen sammen med broder Willibald, som han ikke
ville skilles fra. Han følte sig helt elendig af uro for Ylvas skyld og havde
vanskeligt ved at tro, at hun virkelig opholdt sig på dette sted, trods alt det,
Willibald havde fortalt. Han havde langt lettere ved at tro, at hun havde
giftet sig, var flygtet eller blevet røvet; eller at kongen, som man sagde var
meget kvindekær, havde kastet sine øje på hende og taget hende til sig.
De slap gennem byporten uden at blive standset, thi vagtposterne ville
ikke lægge hindringer i vejen for en fremmed, der kom sammen med en
præst; og broder Willibald førte ham til det store kloster, hvor biskop Poppo
boede som abbedens gæst og netop i det øjeblik kom fra aftengudstjenesten.
Han så ældre og magrere ud, end da Orm havde set ham hos kong Harald,
men hans ansigt lyste af glæde, da han fik øje på broder Willibald.
– For dette vil jeg takke Gud, sagde han. Du har været længe borte, og
jeg troede, at en ulykke havde ramt dig på din færd. Nu bliver der meget for
mig at spørge om; men hvem er det, du har med dig?
– Vi sad ved samme bord hos kong Harald, sagde Orm, dengang du
fortalte om kongesønnen, der blev hængende i sit hår. Men der sad mange,
og der er hændt meget siden da. Jeg hedder Orm, Tostes søn, og fører skib
under Thorkel Höge på denne færd. Og jeg er kommet hertil for at blive
døbt og hente min mø.
– Han har før tjent Muhammed, sagde broder Willibald ivrigt. Men nu
vil han slippe ud af djævelens klør. Det var ham, jeg helbredte efter det
sidste julegilde hos kong Harald, dengang de kæmpede med sværd i hallen i
nærværelse af de berusede konger; og det var ham og hans kammerat, der
truede broder Matthias med spyd, fordi de ikke ville høre Kristi lære. Men
nu vil han døbes.
 – I Faderens, Sønnens og den Helligånds navn, råbte biskoppen. Har han
tjent Muhammed?
– Han er blevet besvoret og bestænket af biskoppen af London, sagde
den lille præst beroligende. Men der var ingen ond ånd i ham.
– Det er Ylva, kong Haralds datter, jeg vil hente, sagde Orm. Både hun
selv og kong Harald har lovet, at jeg skal få hende.
– Og han er død nu, sagde den lille præst; og hedningerne slås indbyrdes
i Danmark.
– Hellige biskop, sagde Orm, jeg vil gerne træffe hende med det samme.
– I kommer med meget, sagde biskoppen og bad dem sætte sig.
– Han er kommet for at blive døbt med hele sit mandskab for hendes
skyld, sagde broder Willibald.
– Og han har tjent Muhammed! sagde biskoppen. Dette er et stort og
forunderligt tegn; og Gud under mig altså endnu en glæde, skønt jeg sidder
her som en landflygtig mand, og hele mit virke har været forgæves.
Han befalede nu, at der skulle bæres øl ind, og begyndte at spørge dem
om alt, hvad de vidste fra Danmark, og hvad der var blevet aftalt ved
Maeldun.
Broder Willibald havde meget at sige; og Orm hjalp ham med at give
besked, så godt han kunne trods sin utålmodighed; thi biskoppen var en blid
og ærværdig mand, og det var vanskeligt ikke at føje ham med hensyn til
det, han var ivrig efter at vide.
Til sidst havde biskoppen hørt alle de nyheder, de bragte med sig. Så
vendte han sig mod Orm:
– Og nu kommer du og vil tage mit dåbsbarn, Ylva, fra mig. Det er ikke
nogen ringe ting at stræbe efter en kongedatter. Men jeg har hørt noget om
denne sag af hende selv, og hun er i sandhed en, der ved, hvad hun vil, Gud
hjælpe os alle!
Han rystede på hovedet og smilede stille.
– Hun er en myndling, der kan få en gammel mand til at ældes hurtigere,
end årene kræver, sagde han. Og kan du styre hende, kan du mere, end salig
kong Harald kunne, og mere end jeg kan. Men Gud Herren virker ad
forunderlige veje; og når du vel er blevet døbt, skal jeg ikke sætte mig imod
dette. Og ved hendes giftermål vil en tung byrde blive løftet fra mine gamle
skuldre.
 – Vi har været adskilt længe nok, hun og jeg, sagde Orm. Lad mig få
hende at se nu.
Biskoppen så tvivlrådig ud og sagde, at en sådan iver hørte ungdommen
til, men at det var sent nu, og at det måske var bedst at vente med et sådant
møde til efter dåben. Men han lod sig dog bevæge og tilkaldte en diakon fra
sit følge samt befalede ham, at han skulle tage fire mænd med sig og hilse
fru Ermentrude fra biskoppen og bede hende om at få lov til at hente kong
Haralds datter trods det sene tidspunkt.
– Jeg har forsøgt at passe godt på hende, sagde han, da diakonen var
gået; og det er nødvendigt med en ungmø som hende og på et sted som
dette, efter at kongen og hans hofmænd og hele krigerfølget er kommet
hertil. Hun bor hos den velsignede dronning Berthas nonner, lige i
nærheden, og dèr er hun en besværlig gæst, men alle nonnerne elsker hende.
To gange har hun forsøgt at flygte, eftersom hun kedede sig alt for meget,
sagde hun; og engang – det er ikke så længe siden – lokkede hun to unge
mænd af god byrd, der havde set hende i nonnernes have og talt med hende
over muren, til at klatre derind en tidlig morgen med tjenere og følge og
kæmpe mod hinanden med sværd blandt nonnernes urtebede om, hvem der
skulle have lov til at bejle til hende, mens hun sad leende i sit vindue og
overværede det hele, indtil begge blev båret blødende bort med store sår.
Det er ilde at foranstalte den slags ved et nonnekloster, thi derved kan de
fromme søstres sjæle tage alvorlig skade. Men det er sandt, at hos hende
skyldes sådant mere tankeløshed end ond vilje.
– Døde de begge to? spurgte Orm.
– De kom sig, skønt deres sår var alvorlige, sagde biskoppen. Jeg hjalp
selv til ved at bede for dem. Jeg var træt og syg på det tidspunkt og følte det
som en tung byrde at have en myndling som hende; og jeg formanede hende
meget og bad hende gifte sig med en af de to, eftersom de havde kæmpet så
ivrigt for hendes skyld og var af god byrd. Jeg sagde til hende, at jeg ville
dø roligere, hvis jeg først fik hende gift. Men så blev hun heftig over for
mig og sagde, at eftersom de to unge mænd stadig levede, havde deres strid
ikke været særlig alvorlig; og hun ville absolut ikke vide af dem. Hun
sagde, at hun syntes bedre om den slags mænd, der hverken behøvede bind
eller bønner, efter at de havde kæmpet. Og det var dengang, jeg hørte noget
om dig.
Biskoppen nikkede venligt til Orm og sagde til ham, at han ikke burde
glemme sit øl.
 – Jeg havde også andre bekymringer i denne sag, fortsatte han; thi
abbedissen, den fromme Ermentrude, ville på grund af denne tvekamp give
hende ris på det bare skind. Men eftersom mit stakkels døbebarn kun var
gæst i klostret og desuden kongedatter, fik jeg det forhindret om end med
megen møje; thi abbedisser lytter højst ugerne til råd og har ringe tiltro til
mænds klogskab, selv om de tilfældigvis er biskopper. Til sidst blev det ved
tre dages bøn og faste, og det er min tro, at det var bedst sådan. Thi visselig
er den fromme fru Ermentrude en kvinde med stærk vilje og gode kræfter,
og bredere i bringen end de fleste; men alligevel ved kun Gud, hvis skind
der havde mærket svien, hvis hun havde fået sin vilje og gjort et forsøg med
riset. Og så ville den sidste vederstyggelighed have været værre end den
første.
– Første gang vi talte med hinanden, hun og jeg, sagde Orm, havde jeg
på fornemmelsen, at hun måske aldrig havde smagt riset, skønt det kunne
tiltrænges. Men senere tænkte jeg aldrig mere på den ting, når jeg så hende;
og jeg tror nok, jeg kan styre hende i fremtiden, selv om hun undertiden
bliver vanskelig.
– Sådan har den vise kong Salomo sagt, sagde biskoppen: En skøn
kvinde uden tugt er som en so med en guldring i trynen. Det er sikkert
sandt, thi den vise kong Salomo havde et godt kendskab til kvinder; og jeg
har stundom med sorg tænkt på disse ord, når hun voldte mig bekymringer.
Men det er mærkeligt, at jeg alligevel aldrig har været vred på hende. Jeg
tror derfor gerne, at det hele skyldes hendes ungdoms forvildelse og
ubetænksomhed; og det kan være, at du vil kunne styre hende uden at ave
hende, også når I er blevet gift.
– Der er desuden en ting, man må tage i betragtning, som jeg ofte har
lagt mærke til, sagde broder Willibald. Efter de tre eller fire første børn
bliver mange kvinder roligere af gemyt. Jeg har hørt gifte mænd sige, at
hvis Gud ikke havde indrettet det så viseligt, ville det være svært at holde
ud.
Orm og biskoppen nikkede; og nu hørte man skridt, og Ylva kom ind.
Det var mørkt i kammeret; thi der var endnu ikke blevet tændt lys; men hun
så straks Orm og løb skrigende hen imod ham. Biskoppen kom trods sin
alder hurtigt på benene og trådte imellem med udbredte arme.
– Ikke sådan, ikke sådan! råbte han bønligt. Berolig dig i Guds navn!
Kast dig ikke om halsen på ham i nærværelse af præster og i et klosters
hellige rum. Og han er endnu udøbt, det må du ikke glemme!
 Ylva forsøgte at få biskoppen væk, men han gjorde tappert modstand; og
broder Willibald kom ham til hjælp og greb hende i armen. Hun gav tabt og
smilede til Orm over biskoppens skulder.
– Orm! sagde hun. Jeg så skibene ro op ad floden med mænd
derhjemmefra. Og jeg så et rødt skæg ved siden af rorsmanden på det ene
skib. Og så begyndte jeg at græde. Thi det så ud til at være dig; og det
kunne alligevel ikke være dig. Og kvindfolket ville ikke slippe mig ud.
Hun lagde ansigtet mod biskoppens arm og hulkede, så hun rystede.
Orm gik hen til hende og klappede hende på håret; men han vidste ikke
rigtig, hvad han skulle sige, thi han forstod sig dårligt på kvindegråd.
– Jeg skal prygle kællingen, hvis du vil, sagde han, bare du ikke er ked af
det.
Biskoppen forsøgte at skubbe ham til side og få Ylva til at sætte sig,
mens han sagde nogle trøstende ord til hende.
– Stakkels barn, græd nu ikke, sagde han. Du har været alene blandt
fremmede, men Gud har været god imod dig. Sæt dig nu her på bænken, så
skal du få varm vin med honning i. Willibald skal straks hente det, med
megen honning; og desuden nogle smukke lys. Og nu skal du få lov til at
smage nogle vidunderlige nøddekerner fra udlandet, som kaldes mandler,
og som jeg har fået af min broder abbeden. Du må spise lige så mange, du
vil.
Ylva satte sig ned og strøg sig over ansigtet med ærmet og brast i en
lydelig latter.
– Den gamle tosse er lige så dum som du, Orm, sagde hun, skønt han er
den bedste af alle hellige mænd. Han tror, jeg er ked af det og vil trøste mig
med nødder. Men ikke engang i helgenes himmel kan der findes mange, der
er fuldt så glade, som jeg er nu.
Tændte vokslys blev båret ind, de var skønne og strålende; og broder
Willibald kom med den varme vin. Han hældte den op i et bæger af grønt
glas, mens han med streng stemme forkyndte, at den måtte drikkes hurtigt
for at kunne nydes i sin fulde kraft og velsmag; og ingen vovede at være
ham ulydig i sådanne ting.
Orm sagde:

Skøn står glans

af tændte lys,
 vælske glas
og gudsmænds godhed;
skønnest dog
den glans, som nu
tændtes bag gråd
i ungmøens øjne.

– Og det er det første vers, der har dannet sig for mig længe, tilføjede han.
– Hvis jeg kunne sætte sådant sammen, sagde Ylva, ville jeg også gerne
gøre et vers om denne stund. Men jeg kan ikke; det ved jeg nu, eftersom jeg
engang blev straffet med tre dages bøn og faste og hele tiden forsøgte at
digte smædeviser om abbedissen og ikke kunne. Og min fader forsøgte
endda at lære mig det en gang imellem, når han var i sit gode humør. Han
kunne ikke selv gøre vers, men han vidste, hvordan det skulle være. Og det
var det forfærdeligste af alt dengang, at jeg ikke kunne digte en smædevise.
Men det er lige meget nu, for jeg skal aldrig mere bevogtes af kællinger.
– Det skal du blive fri for, sagde Orm.
Han havde nu meget at spørge om; og biskoppen og Ylva havde
adskilligt at fortælle om det, der var hændt i den sidste tid, de opholdt sig i
Danmark, og da de flygtede for kong Sven.
– Og en ting gjorde jeg, sagde Ylva, da Sven var i nærheden, og jeg ikke
vidste, om jeg kunne undslippe ham, og det var: at gemme halskæden. Thi
jeg ville hellere alt andet, end at den skulle falde i hans hånd. Og så blev der
ikke tid til at hente den, inden vi skulle af sted med skibet. Det volder dig
måske sorg, Orm men jeg vidste ikke, hvad jeg ellers skulle gøre.
– Det er bedre at have dig uden halskæden end halskæden uden dig,
svarede han; men det er et kongeligt smykke, og jeg tror, at tabet føles
hårdere for dig end for mig. Hvor gemte du det?
– Det kan jeg godt sige, sagde hun, thi der er ingen, som sladrer om det.
Et stykke uden for den store port er der en lille høj med enebærris og lyng,
til højre tæt ved den vej, der fører ned mod broen; og på den høj ligger der
tre sten ved siden af hinanden blandt risene. De to af dem er store og ligger
dybt nede i jorden, så at man ikke ser meget af dem, men den tredje ligger
på skrå op mod dem og er ikke større, end at jeg kan flytte den. Jeg har
svøbt halskæden ind i et stykke tøj og tøjet i et skind, og jeg lagde den
under stenen. Det var vanskeligt at efterlade den dèr, thi det var det eneste,
jeg havde, der mindede mig om dig. Men jeg tror, at den ligger sikkert dèr,
mere sikkert end hvis den var fulgt med mig til fremmede lande; thi der
kommer ingen på den høj, ikke engang køerne.
– Jeg kender de sten, sagde broder Willibald. Jeg har været dèr og
plukket kattefod og timian, da jeg samlede urter mod halsbrand.
– Det kan være en god sag, at du gemte den uden for volden, sagde Orm;
skønt det kan blive svært nok at hente den alligevel, så tæt ved ulvens hule.
Da Ylva havde lettet sit hjerte på dette punkt, blev hun endnu
lykkeligere; og pludselig faldt hun biskoppen om halsen og puttede mandler
i hans mund og begyndte at tigge ham om, at han nuf straks på stedet skulle
læse over dem og vie dem til hinanden. Biskoppen fik en mandel i den gale
hals af forskrækkelse og slog fra sig med begge hænder.
– Jeg synes som hun, sagde Orm. Gud selv har hjulpet os til at mødes
igen, og nu vil vi ikke skilles mere.
– I ved ikke, hvad I taler om, sagde biskoppen. Dette er djævelens plan.
– Jeg går ikke tilbage til kællingen, sagde Ylva, og her kan jeg ikke
blive. Jeg går med Orm. Og så er det bedst, du læser over os først.
– Han er ikke døbt endnu, råbte biskoppen i fortvivlelse. Kan jeg vie dig,
mit eget dåbsbarn, til en hedning? Og det er sandelig skammeligt at se en
ungmø så optændt af iver. Har du aldrig lært at være den mindste smule
blufærdig?
– Nej, svarede Ylva bestemt. Min fader havde meget at lære mig, men
blufærdighed kendte han ikke stort til. Men er der noget ondt i, at jeg vil
giftes?
Orm tog seks guldmønter af dem, han havde haft med sig hjem fra
Andalusien, op af sit bælte og lagde dem på bordet foran biskoppen.
– Jeg betaler én biskop for at blive døbt, sagde han. Og jeg er ikke
dårligere stillet, end at jeg kan betale en anden for at blive gift. Og hvis du
taler godt for mig hos Gud og køber lys til hans kirke for dette, kan det ikke
gøre stort, om jeg først bliver gift og senere døbt.
– Han har Vidfadme i sin slægt, sagde Ylva stolt. Og hvis det er svært
for dig at vie en udøbt mand, kan du vel selv døbe ham nu. Send bud efter
vand og døb ham, som du plejede at døbe syge derhjemme. Hvad gør det så,
at han bliver døbt en gang til sammen med de andre i kongens nærværelse?
To gange kan ikke være dårligere end en.
– Man må ikke misbruge sakramenterne, sagde biskoppen. Og jeg ved
ikke, om han er fuldt beredt.
 – Han er beredt, sagde broder Willibald. Og han kunne måske
primsignes nu, skønt det ikke bruges ofte i vore dage. En kristen kvinde kan
indgå giftermål med en primsignet mand.
Orm og Ylva så med beundring på broder Willibald, og biskoppen
foldede sine hænder og så gladere ud.
– Alderen begyndte at gøre mig glemsom, sagde han. Eller også kan det
være denne gode vin, skønt den er så sund for meget. Før var det
almindeligt, at man primsignede dem, der endnu ikke ville lade sig døbe,
men som alligevel holdt Kristus i ære. Og det er en god sag for os alle, at vi
har en sådan hjælper som broder Willibald.
– Jeg har længe næret venskab for ham, sagde Orm, og det formindskes
ikke af dette. Og fra det øjeblik, jeg mødte ham, har min lykke været god.
Biskoppen sendte nu bud efter abbeden og et par kanniker, og de kom
villigt for at hjælpe ham og for at se den fremmede høvding. Da biskoppen
havde fået sit skrud på, dyppede han hånden i vievand og slog kors for
Orm, på hans pande og bryst og hænder, mens han læste sine velsignelser.
– Jeg begynder at vænne mig til det, sagde Orm, da det var forbi; thi
dette var ikke så strengt, som da den anden stænkede mig med kosten.
Alle var enige om, at det var umuligt at vie en udøbt mand i
klosterkapellet, og at alt kunne ske i biskoppens kammer. Orm og Ylva
måtte lægge sig på knæ på et par bedeskamler foran biskoppen.
– Den slags er du nok ikke vant til, sagde Ylva.
– Jeg har ligget på knæ mere end de fleste, sagde Orm, da jeg var blandt
andalusierne; men det er godt, at jeg slipper for at slå panden mod gulvet.
Men da biskoppen kom så langt som til formaningerne og befalede dem
at vorde frugtbare og at enes med hinanden gennem livet, nikkede de
bifaldende. Men da han befalede Ylva at være sin mand underdanig i alt, så
de på hinanden.
– Jeg skal gøre mit bedste, sagde Ylva.
– Det må blive, som det kan i begyndelsen, sagde Orm, thi det står
sikkert skralt til med den vane. Men jeg skal hjælpe hende med at mindes
dette påbud, når det er nødvendigt.
Da alt var overstået, og alle havde ønsket dem god lykke og mange børn,
blev biskoppen urolig for deres brudenat. Thi sådant måtte ikke finde sted i
klosteret, ikke engang i klosterherberget; og han kendte ikke noget sted i
byen, hvor de kunne få husly.
 – Jeg går med Orm, sagde Ylva sorgløst. Det, der er godt nok til ham, er
også godt nok til mig.
– Du kan ikke sove sammen med ham blandt mændene ved lejrbålene,
sagde biskoppen ængsteligt.
Men Orm sagde;

Farende mand,
kommen fra søen,
pløjeren god
over alkens enge
brudeseng har vel
til knytlingemøen
bedre end halm
eller bolstrede senge.

Broder Willibald fulgte dem til byporten for at hjælpe dem med at få
sidedøren lukket op. Dèr skiltes de fra ham med taksigelser og gik ned til
skibskajerne. Rapp havde sendt to mænd om bord, for at de skulle beskytte
skibet mod tyve; de havde drukket ihærdigt i deres ensomhed, så man
kunne høre dem sove på lang afstand. Orm fik liv i dem og befalede dem, at
de skulle hjælpe ham med at få skibet ud på floden; og skønt det gik lidt
trægt for dem i begyndelsen, lykkedes det til sidst. Ankeret blev kastet, og
skibet lå og red mod strømmen.
– Og nu behøver jeg jer ikke her, sagde han.
– Hvordan skal vi komme i land? spurgte de.
– Det er kun en kort vej at svømme for raske mænd, svarede han.
De sagde begge, at de var berusede, og at vandet var koldt.
– Det lader sig dårligt gøre for mig at vente, indtil det bedrer sig med de
ting, sagde Orm.
Derpå greb han den ene i nakken og bæltet og smed ham på hovedet i
floden; og den anden fulgte efter uden at vente på flere overtalende ord.
Man kunne høre dem svømme hostende og prustende ind mod land gennem
mørket.
– Nu bliver vi ikke forstyrret af nogen, sagde Orm.
– Dette er en brudeseng, som jeg ikke kan klage over, sagde Ylva.
De faldt sent i søvn den aften og sov godt.
 2

Da sendebudene næste dag trådte frem for kong Ethelred med Gudmund og
Orm i deres følge, var kongen i det bedste humør og tog venligt imod dem
alle. Han roste de to høvdinge, fordi de længtes efter at blive døbt, og ville
vide, om de befandt sig godt i Westminster. Gudmund havde haft en god rus
og var endnu tyk i mælet; og de syntes begge, at de godt kunne svare ja på
kongens spørgsmål.
De to biskopper måtte fortælle om deres færd, og hvordan alt var blevet
aftalt mellem dem og de fremmede, og alle i salen lyttede nøje. Kongen sad
under en tronhimmel med krone på hovedet og scepter i hånden. Orm
syntes, at dette var en ny slags konge at skue efter Almansur og kong
Harald. Det var en høj og statelig mand, indhyllet i en fløjlskappe og bleg i
huden, med tyndt, brunt skæg og store øjne.
Da biskopperne kom til alt det sølv, der skulle betales, hamrede kong
Ethelred pludselig sit scepter ned i armlænet med stor kraft, så alle i salen
for sammen.
– Se! sagde han til ærkebiskoppen, som sad ved siden af ham på en
lavere stol: fire fluer med ét smæk, og det er dog en dårlig fluesmækker.
Ærkebiskoppen sagde, at han ikke troede, mange konger kunne gøre ham
det efter, og at det vidnede om godt håndelag og god lykke. Kongen lo
tilfreds; og derpå fortsatte sendebudene deres tale, og alle lyttede atter.
Da de var færdige, takkede kongen dem, idet han priste deres klogskab
og nidkærhed og spurgte ærkebiskoppen, hvad man skulle sige til det, der
var blevet aftalt. Ærkebiskoppen svarede, at det ganske vist var en byrde,
men sikkert den bedste, det havde været muligt at opnå; og kongen nikkede.
– Og det er en god sag, sagde ærkebiskoppen, og vidunderligt for alle
kristne og højligen behageligt for Gud, at vore fromme sendebud har
formået at vinde store stridshøvdinge og mange mænd for Kristus; og for
dette må vi alle være glade.
– Ja, det stemmer, sagde kongen.
Nu mumlede biskoppen af London til Gudmund, at det var dennes tur til
at ytre sig, og Gudmund trådte villigt frem. Han takkede kongen for hans
gæstfrihed og gavmildhed og sagde, at efter dette ville hans rygte være stort
lige til Östergötland og endnu længere. Men én ting ville han gerne vide, for
at der ikke skulle opstå uenighed, nemlig hvor lang tid det ville vare, inden
sølvet kom i deres hænder.
Kongen så opmærksomt på ham, mens han talte, og spurgte, hvad det var
for mærker, han havde i ansigtet.
Gudmund svarede, at det var mærker efter en bjørn, som han engang
havde jaget på en uforstandig måde, så bjørnen havde knækket spydskaftet,
da den havde fået spyddet i bringen, og slået efter ham med kløerne, inden
han fik brugt øksen.
Kong Ethelreds ansigt blev mørkt ved disse ord:
– Der findes ingen bjørne her i landet, sagde han, og det er stor skade.
Men min broder, kong Hugo af Frankrig, har sendt mig to bjørne, der kunne
danse til stor morskab for alle, og dem ville jeg gerne vise dig. Men nu er
det så ilde fat, at min bedste bjørnetrækker drog af sted med Byrhtnoth og
blev på valpladsen. Og det er ikke noget ringe tab, jeg lider derved; thi nu
danser de lidt eller slet ikke, når andre prøver med dem.
Gudmund var enig med ham om, at det var en ulykke.
– Men alle har deres bekymringer, sagde han, og den bekymring, vi har
at trækkes med, er denne: hvornår får vi sølvet?
Kong Ethelred rev sig i skægget og så på ærkebiskoppen.
– Det er en stor sum, sagde ærkebiskoppen, og ikke engang den mægtige
kong Ethelred har så meget i sine kister i øjeblikket. Derfor må der sendes
bud rundt i hele landet, for at man kan få samlet det ind, der er brug for. Det
kan vare to måneder, måske tre.
Gudmund rystede på hovedet ad dette.
– Nu må du hjælpe mig, skåning, sagde han; thi en sådan ventetid bliver
for lang, og jeg har talt mig helt tør i halsen.
Orm trådte frem og sagde, at han var ung og ikke så fornem, at han
kunne tale til en så højtstående herre og så vise mænd, men han skulle sige
det, så godt han kunne.
– Det er ikke nogen ringe ting, sagde han, at lade høvdingene og
mændene vente så længe på det, man har lovet dem. Thi det er mænd med
kort tålmodighed og meget lidt fromme af sind; og det kan hænde, at de
snart bliver trætte af at sidde og vente uden at have noget at tage sig til,
efter at de har haft et sådant held med sig og ved, at der findes god
plyndring, hvorhen de end vender sig. Denne Gudmund, som I ser her, er
blid og munter, så længe alt føjer sig efter ham, men når han er vred, er han
en skræk for de modigste langs hele Østersøen og render både bjørne og
mænd omkuld; og han har bersærker i sit følge, der er næsten lige så farlige
som han selv.
Alle så på Gudmund, der blev rød og rømmede sig; og Orm fortsatte:
– Og Thorkel og Jostein er af samme slags, og deres mænd er lige så
ustyrlige som Gudmunds. Derfor ville det være godt, om den halve sum
kunne udleveres nu med det samme. Så ville tålmodigheden bedre slå til,
indtil resten blev samlet ind.
Kongen nikkede til dette og så på ærkebiskoppen og nikkede igen.
– Eftersom både Gud og du, herre konge, er glade over dem, der er
kommet for at blive døbt, ville det måske være klogt at lade dem få alt det,
der tilkommer dem, nu med det samme. Så ville mange af de andre tænke
på, at det er en god sag at blive kristen.
Gudmund råbte højt, at disse ord var som talt ud af hans hjerte.
– Og hvis det bliver sådan, som man nu har sagt, sagde han, vil jeg love,
at alle de mænd, jeg har haft med mig hertil, skal blive kristne sammen med
mig.
Ærkebiskoppen sagde, at dette var godt at høre, og at gode lærere straks
skulle begynde at forberede dem. Derpå blev det bestemt, at alle, der var
kommet til kongen, skulle have deres sølv efter dåben; og en tredjedel
skulle øjeblikkelig sendes af sted til hæren ved Maeldun og resten om seks
uger.
Da mødet var forbi, og de gik derfra, havde Gudmund meget at sige til
Orm som tak for hjælpen.
– Jeg har aldrig hørt så ung en mand sige klogere ord, sagde han, og det
er sikkert, at du er født til høvding. Det er en stor forskel for mig, at jeg får
alt mit sølv nu; thi det kan være, at det bliver knapt med manges andel i den
sidste ende. Derfor vil jeg gerne lønne dig for dette; og når jeg har fået mit,
skal du få fem mark af mig.
– Jeg har mærket én ting, sagde Orm, og det er, at du er en alt for
beskeden mand trods hele din klogskab. Hvis du var en almindelig
småhøvding med fem skibe eller seks og uden stort ry, kunne du give mig
fem mark for en sådan tjeneste. Men eftersom du er så berømt, langt uden
for Svearigets grænser, passer det sig ikke, og heller ikke for mig at tage
imod dem. Thi det ville forringe din anseelse.
 – Det kan være sandt, det, du siger, sagde Gudmund. Hvad ville du gøre,
hvis du var mig?
– Jeg har kendt dem, der ville give femten mark for en sådan tjeneste,
sagde Orm. Det ville Styrbjörn have gjort. Og Thorkel ville have givet tolv.
Og jeg kender dem, der slet ikke ville have givet noget. Men jeg vil ikke
råde dig i dette, og vi er lige gode venner, hvad du end gør.
– Det er ikke let for en selv at vide, hvor berømt man egentlig er, sagde
Gudmund bekymret og gik sin vej i tanker.
Næste søndag blev de alle døbt i den store kirke. De fleste præster havde
ønsket, at dåben skulle finde sted ved floden, sådan som det fra gammel tid
var skik, når hedninge skulle døbes; men både Gudmund og Orm havde
sagt tydeligt og klart, at de skulle ikke dyppes. De gik forrest, barhovedede
og iført lange hvide kapper med røde kors på forsiden; bagefter kom deres
mænd, der også var iført kapper, såvidt der havde været nok til så stor en
skare. Ingen havde lagt våbnene fra sig; thi Orm og Gudmund sagde, at de
sjældent skilte sig af med deres sværd og mindst af alt i fremmede lande,
Kongen sad selv i koret, og kirken var fuld af folk; også Ylva var blandt
tilskuerne. Orm var bange for at vise hende frem for nogen, thi han syntes,
at hun nu var skønnere end nogen sinde og frygtede for, at hun skulle blive
stjålet. Men hun havde sagt, at hun ville i kirken for at se, hvor gudfrygtig
Orm kunne opføre sig, når vandet løb ned ad hans nakke. Hun sad sammen
med broder Willibald, der passede på hende, og forbød hende at le ad de
hvide kapper; og biskop Poppo var også med til at døbe, skønt han følte sig
skrøbelig. Det var ham, der døbte Orm, mens biskoppen af London døbte
Gudmund; og derpå tog seks præster fat og døbte mændene, så hurtigt de
kunne.
Efter dåben var Gudmund og Orm hos kongen. Han gav dem begge to en
guldring og ønskede, at Gud fremdeles måtte være med dem, og ville have,
at de snart skulle komme og se hans bjørne, der nu var blevet meget
dygtigere til at danse.
Den næste dag blev sølvet udbetalt af kongens skrivere og skatmestre, og
der herskede stor glæde blandt alle. Mindst var glæden blandt Orms mænd,
der måtte betale ham to øre for deres dåb; men ingen valgte den billigere
udvej at slås med ham.
– For dette vil jeg bygge en kirke derhjemme, sagde Orm, da han lagde
disse penge til side i sin kiste.
 Derpå stoppede han femten mark i en pose og gik med dem til biskoppen
af London og fik en god velsignelse af ham; og ud på eftermiddagen kom
Gudmund om bord på Orms skib med den samme pose i hånden, meget
beruset og munter til sinds. Han sagde, at nu havde han gjort regnskab over
alt sit og stuvet det ned, og det havde været et strengt arbejde.
– Og jeg har tænkt på dine ord, sagde han, og det er rigtigt, som du
sagde, at jeg med min anseelse ikke kan give dig fem mark. Her skænker
jeg dig femten mark i stedet, og det passer bedre, nu da Styrbjörn er borte.
Orm sagde, at dette var uventet, men at han ikke ville afslå at tage mod
en sådan gave af en sådan mand. Til gengæld gav han Gudmund sit
andalusiske skjold, det han havde båret under kampen mod Sigtrygg i kong
Haralds hal.
Ylva sagde, at det glædede hende at se, at Orm havde en heldig hånd, når
det gjaldt om at samle sølv; thi hun troede ikke, hun selv var særlig dygtig
til sådant, og det forekom hende troligt, at de ville få mange børn.
Den aften sad Orm og Ylva hos biskop Poppo og sagde farvel til ham;
thi nu var de ivrige efter at sejle hjem. Ylva græd og syntes, det var svært at
skilles fra biskoppen, som hun kaldte sin anden fader, og han selv fik også
tårer i øjnene.
– Hvis jeg havde været mindre skrøbelig, sagde han, ville jeg være fulgt
med jer, thi i Skåne kunne jeg måske stadig være til nytte. Men disse gamle
ben kan ingenting udrette mere.
– Du har en dygtig mand i Willibald, sagde Orm, og vi kommer så godt
ud af det sammen med ham, både Ylva og jeg. Og det ville være en god
ting, om han fulgte med os, når du ikke selv kan, for at styrke os i
kristendommen og måske også andre. Det er skade, at han befinder sig ilde
blandt nordboerne.
Biskoppen sagde, at Willibald var den klogeste af hans præster og altid
meget nyttig i sin gerning.
– Han er den bedste til at omvende, sagde han, skønt han har let ved at
knurre over synd og svaghed i sin store iver og nidkærhed. Det er bedst, vi
spørger ham selv om dette; thi jeg vil ikke give jer en uvillig præst.
Da Willibald var kommet ind og havde fået at vide, hvad det drejede sig
om, spurgte han med fortrædelig stemme, hvornår de havde i sinde at sejle.
Orm mente, at det nok blev næste dag, hvis vejret holdt.
Broder Willibald rystede på hovedet.
 – Det er ilde at give så kort tid til at få alt i orden, sagde han. Jeg må
have godt med salver og lægemidler med mig, når jeg skal til mørkets og
voldsmændenes land. Men alt vil blive færdigt med Guds hjælp, hvis jeg
skynder mig; thi med jer to rejser jeg gerne.
 Fjerde kapitel

HVORDAN BRODER WILLIBALD

LÆRTE KONG SVEN ET PAR ORD
FRA SKRIFTEN
Orm gik til Gudmund og bad ham hilse Thorkel og sige, at han ikke kunne
komme tilbage til hæren, og at han nu havde i sinde at sejle hjem. Gudmund
blev bedrøvet over dette og forsøgte at få ham til at tage en anden
beslutning; men Orm sagde, at hans lykke i den sidste tid havde været alt
for god til at kunne vare længe.
– Jeg har ikke mere at udrette i dette land, sagde han. Og hvis du selv
havde en sådan kvinde som Ylva om bord, ville du ikke gerne sætte hende i
land blandt en hær af sysselløse mænd, der løber med tungen ud af halsen
efter enhver kvinde, de får øje på. Det ville give mange slagsmål for mig,
og nu vil jeg være i fred sammen med hende. Og det vil hun også selv.
Gudmund indrømmede, at en hvilken som helst mand kunne blive
halvgal af at se på Ylva, selv om det kun var for et øjeblik. Og når han
tænkte rigtigt over det, sagde han, ville han også helst sejle hjem til
Bråviken nu, thi han var ængstelig på grund af alt det sølv, der var om bord.
Men han måtte tilbage til sine andre mænd og give Thorkel og Jostein
besked om, hvordan det blev med sølvet.
– Mine mænd bliver nu plyndret af behændige kvinder, sagde han, der
flokkes omkring deres rigdomme og roder efter sølv både i bukser og trøjer,
når de har fået dem drukket tilstrækkeligt fulde. Derfor er det bedst, jeg ror
derned sammen med dig, hvis jeg kan få folkene samlet i tide.
De gik til kong Ethelred og ærkebiskoppen og sagde farvel til dem og så
bjørnene danse aldeles vidunderligt på bagbenene. Derpå lod de blæse i lur,
og mændene satte sig til årerne, og mange kludrede I det til at begynde med
på grund af træthed og fuldskab. De kom hurtigt ned ad floden, og
vagtskibene lagde sig ikke i vejen for dem denne gang, skønt mandskaberne
udvekslede mange gode råd med høj stemme. De lå natten over ved
flodmundingen; og dèr skiltes Gudmund og Orm og styrede i hver sin
retning.
Ylva tålte søen godt; men hun ønskede alligevel, at rejsen ikke måtte
blive langvarig, thi pladsen var for trang for hende på skibet. Orm trøstede
hende med, at vejret plejede at være det bedste på denne årstid, og at det
næppe ville forsinke dem.
– Og ellers har vi kun det, vi skal udrette på højen ved Jellinge, sagde
han, og det bliver ikke nogen lang omvej.
Ylva var i tvivl om, hvorvidt det var klogt at hente halskæden nu,
eftersom ingen vidste, hvordan det stod til i Jylland, og ikke engang, hvem
der sad i Jellinge, Men Orm sagde, at han ville have alle sine sager i orden
med det samme.
– Og hvem der end har magten i Jellinge nu, sagde han, hvad enten det
er kong Sven eller kong Erik, er det mindst troligt, at han sidder dèr på
denne årstid, hvor alle konger helst slås. Vi går i land om natten, og hvis det
arter sig vel, behøver vi ikke at blive forstyrret af nogen.
Broder Willibald befandt sig godt om bord, skønt han ikke kunne finde
nogen sygdomme at beskæftige sig med. Han sad gerne hos Rapp, når han
stod ved styreåren og spurgte ham om sydlandet og hans oplevelser dèr; og
skønt Rapp aldrig sagde mange ord ad gangen, begyndte de to at blive
meget gode venner.
De rundede Jyllands Odde og holdt mod syd langs kysten uden at møde
noget skib; men så fik de modvind og måtte ro hårdt, og engang måtte de
lægge ind til land og vente på bedre vejr. De roede gennem nattens mørke
frem mod åmundingen ved Jellinge, men det begyndte allerede så småt at
lysne, da Orm lod skibet lægge i land, et stykke inden de nåede derhen. Han
befalede, at broder Willibald og Rapp skulle følge ham med to gode mænd;
men Ylva skulle blive om bord. Hun var ikke tilfreds med dette, men han
sagde, at sådan skulle det være.
– I sådanne ting er det mig, der bestemmer, sagde han, hvordan det end
siden kan arte sig med andet. Broder Willibald kender stedet lige så godt
som du; og hvis vi møder mænd, og det udvikler sig til strid nu, hvor det
begynder at dages, er det bedst at have dig her. Vi kommer snart tilbage.
De gik op mod kongsgården fra stranden og hen over markerne på dens
sydside. Broder Willibald sagde, at der kun var et kort stykke vej til højen,
da man pludselig hørte trampen og råben nede fra broen til venstre. Det var
en flok kreaturer, der blev drevet frem af flere mænd.
– Det er bedst at få dem slået ihjel, sagde Rapp og vejede sit spyd i
hånden.
Broder Willibald greb ham straks i armen og forbød strengt en sådan
voldsomhed over for mænd, der ingenting havde gjort. Orm sagde, at det
næppe ville blive nødvendigt, hvis de skyndte sig.
De løb nu hen mod højen, og mændene bag køerne standsede og stirrede
forbavset på dem.
– Hvis mænd er I? råbte de.
– Kong Haralds, svarede Orm.
– Den lille præst! råbte en af oksedriverne. Det er den lille præst, der var
hos kong Harald! Det er fjender! Af sted og væk folk!
Rapp og de to mænd, han havde med sig, satte nu efter oksedriverne;
men kreaturerne var i vejen, så folkene fik et forspring. Orm løb hen til
højen sammen med broder Willibald, og denne pegede straks på de tre sten.
Dèr lå halskæden nøjagtig, som den var blevet lagt.
– Nu må vi løbe et stykke tid, sagde Orm Og stoppede kæden til sig.
Nu lød der larm inde fra Kongsgården; og da de nåede Rapp og hans to
mænd, brummede han over, at han ikke var gået løs på oksedriverne i tide.
Han havde i sin ærgrelse ofret sit spyd på en af dem, der var blevet liggende
uden for porten.
– Men det nyttede ikke stort, og dèr mistede jeg et godt spyd, sagde han.
De løb alt, hvad de kunne, tilbage over markerne, og lidt efter hørte de
heftige råb bag sig og hestetrampen. Rapp var en skarpsynet mand, skønt
han kun havde ét øje. Han og Orm så sig tilbage over skulderen, mens de
løb.
– Dèr kommer kong Sven selv, råbte Orm; det var ikke nogen ringe ære.
– Og han har travlt, sagde Rapp, thi han har glemt at flette skægget.
Broder Willibald var ikke så ung som de andre; men han løb stærkt på
sine korte ben og med højt løftet præstekåbe.
– Dèr har vi dem nu! råbte Orm. Mærk dem med spyddene!
I det samme standsede han selv og slyngede sit spyd mod den nærmeste,
en mand på en stor hest, der var kommet foran kong Sven. Manden rejste
hesten på bagbenene, da han så spyddet komme; det gik dybt ind i hestens
bringe; den væltede forover og trillede rundt med manden under sig.
Mændene, der var med Rapp, kastede deres spyd efter kong Sven, men
uden at ramme, og nu var han tæt inde på livet af dem, og der var ikke flere
spyd.
Broder Willibald bøjede sig ned og samlede en god sten op og slyngede
den gennem luften med hele sin kraft.
– Elsk din næste! brølede han, da han kastede den.
Stenen ramte kong Sven på munden med et smæld, og han sank sammen
på hesten midt i et rasende hyl og gled til jorden.
– Det kalder jeg en god præst, sagde Rapp.
De andre i følget fik travlt med at se til kong Sven, og Orm og hans
mænd nåede ned til skibet meget forpustede, men i god behold. Orm råbte
til roerne, at de straks skulle lægge fra land, mens han og de andre vadede
ud og blev trukket om bord; og de var allerede et godt stykke ude, da
rytterne kom til syne på stranden. Det var begyndt at blæse igen ved daggry,
og nu havde de vinden fra den rigtige side og kom hurtigt af sted både ved
hjælp af årer og sejl.
Orm gav Ylva halskæden og sagde hende, hvorledes de havde haft det;
Rapp var mindre fåmælende end ellers, da han fortalte om den lille præsts
kast.
– Jeg håber, han fik, så det kunne mærkes, sagde Ylva.
– Der stod blod om munden på ham, da han trillede af, sagde Rapp, det
så jeg tydeligt.
– Lille præst, sagde Ylva, jeg kunne have lyst til at kysse dig for det kast.
Orm lo.
– Det er det, jeg altid har været mest bange for, sagde han, at du skal
begynde at smiske med præster i din fromhed.
Broder Willibald erklærede meget bestemt, at han ikke ville kysses; men
al den ros, han fik, så ikke ud til at bedrøve ham.
– Det kys, kong Sven fik, glemmer han nok ikke så snart, sagde Orm; og
det er ikke hans vane at lade sådanne ting uhævnede. Hvis vi kommer
heldigt hjem, må min moder pakke i en fart, thi der bliver fredeligst for os
oppe i skovene, hvor der ikke kommer konger. Og det bliver vel dèr, jeg må
bygge min kirke.
Og om Orms senere skæbne i skovlandet oppe ved grænsen skal der også
blive fortalt: om hans nidkærhed for kristendommens sag og broder
Willibalds heldige omvendelser; om deres bekymringer med
smålændingene og deres fejder med dem; og hvorledes de vilde okser kom
tilbage.
HJEMME OG I ØSTERLED
 Første afdeling
ORM PÅ GRÖNING
 Første kapitel

HVORDAN ORM BYGGEDE HUS OG

KIRKE OG OM HANS RØDHÅREDE
DØTRE
Det var nu tre år siden, Orm i al hast havde solgt sin fædrenegård ved
Kullen – for at unddrage sig kong Svens vrede – og var draget op til
grænse-egnene med hele sin husstand, med konen og moderen og folkene
og den lille præst; med heste og kreaturer og alt det løsøre, der kunne
lægges på hesteryg. Äsas arvegård hed Gröning, den lå øde og forfalden
hen; tagene var styrtet sammen og markerne groet til; det eneste liv, man så
på gården, var en affældig forvalter og hans kone samt en flok magre gæs.
Orm havde følt ringe glæde ved dette syn og ment, at en sådan gård ikke
var stort bevendt for en mand som ham og for kong Haralds datter; og Äsa
løb omkring overalt, græd og bad jamrende til Gud på grund af al denne
elendighed og sagde hårde ord til de to gamle; thi hun havde ikke set
gården, siden hun var ung, dengang hendes fader sad der i velstand; inden
han og hans to sønner blev dræbt i en fejde.
Men Ylva havde ment, at dette var et sted, der lå tilstrækkeligt langt
borte fra kong Sven og hans slæng.
– Og her vil jeg sikkert kunne trives, havde hun sagt, hvis blot du, Orm,
viser, at du er lige så behændig til at bygge huse som til at slås og føre et
skib.
Den første vinter fik de det magert, med dårlig kost både til folk og fæ
og med uvillige naboer. Orm sendte nogle mænd til en storbonde på egnen,
Gudmund i Uvaberg, som blev kaldt Gudmund Hyleren, og som var kendt
både for sin stridbarhed og sin store rigdom; de skulle købe hø og maltbryg
hos ham; mændene kom tilbage med et kort svar og tomhændede, eftersom
en nyankommen, om hvem man sagde, at han holdt sig til Kristus, ikke var
noget at tage alvorligt for en mand som Gudmund. Men så red Orm selv af
sted med Rapp den Enøjede og tre andre gode mænd i sit følge og kom til
Uvaberg tidligt om morgenen. Han trængte ind i huset uden stort besvær,
lettede Gudmund op af sengen, bar ham ud og holdt ham ved det ene ben
over brønden, mens Rapp og de andre satte ryggen mod døren, for at de
ikke skulle blive forstyrrede af nogen indefra; og da Orm og Gudmund
havde talt sammen en kort tid over brønden, blev der aftalt et køb, både af
hø og byg, til en passende pris; og Orm vendte ham om igen og satte ham
ned på fødderne, uden at det kom til voldsomheder. Gudmunds vrede var
ikke meget større end den agtelse, han nu nærede for Orm, og knap så stor
som hans forbavselse over, at han var sluppet med livet i behold.
– Thi det skal du vide, sagde han, at jeg er en farlig mand, selv om du er
min overmand i styrke, så det måske kan vare noget, inden du mærker det.
Og det er få, der ville have vovet at lade mig slippe levende efter at have
gjort det ved mig, som du nu har gjort. Jeg ved knap nok, om jeg selv ville
have haft mod til det, hvis jeg havde været i dine klæder. Men det kan være,
at du ikke er lige så klog, som du er stærk.
– Jeg har lært bedre ting end du, sagde Orm; thi jeg holder mig til
Kristus og kender hans lære vel. Og han vil, at man skal fare frem mod sin
nabo med sagtmodighed, selv når denne blot er til fortræd. Derfor bør du
takke ham, hvis du har forstand til det; thi din brønd så ud til at være dyb.
Men hvis du har i sinde at være min fjende efter dette, skal jeg også vide at
finde på råd, og så må du tage dig i agt for, hvordan det kan ende; thi jeg
har mødt værre fjender end dig, og det blev ikke mig, der fik den største
skade.
Gudmund sagde, at man ville more sig meget over ham på grund af
dette, til stort mén for hans anseelse; han havde desuden forstrakt sit ben, da
han hang over brønden; og nu havde han også lige hørt, at en af hans mænd,
der var kommet løbende med et sværd, da Orm bar ham ud, var under
kvindelig pleje, eftersom Rapp havde knust hans skulder med sin
øksehammer. Han ville nu vide, hvad Orm og Kristus kunne mene om alt
dette, og om så stor skade skulle regnes for intet.
Orm tænkte sig om og svarede, at manden, der havde fået skulderen
knust, kunne takke sig selv; og for den skade gav han ingenting.
– Thi det var heldigt for ham, i hans uforstand, sagde Orm, at Rapp er en
lige så god kristen, som jeg, ellers havde dine kvinder ikke behøvet at sysle
med ham nu; og det må han være tilfreds med. Men det kan være rimeligt,
at jeg giver dig en passende oprejsning for det øvrige. Det er derfor mit
tilbud, at du nu følger med til en hellig mand, som er hjemme hos mig. Han
er den bedste blandt læger og vil hurtigt udbedre din skade; og hans
hellighed er sådan, at det ben, du har forstrakt, vil blive bedre end det andet;
bagefter. Og det vil skaffe dig den største hæder og forøge din anseelse
meget, at du er blevet helet af en mand, der i lang tid behandlede kong
Harald for alle hans sygdomme og udrettede vidunderlige ting.
Det blev der nu talt om en rum tid, og resultatet blev, at Gudmund fulgte
med Orm hjem. Fader Willibald lagde en god salve på benet og viklede en
forbinding om, mens Gudmund spurgte ham ivrigt og meget om kong
Harald; men når præsten ville tale med ham om Kristus og om fordelen ved
at blive døbt, viste han stor uro og råbte, at han ikke ville høre noget om
dette. Thi, sagde han, at komme ud for noget sådant ville være mere
forsmædeligt end at hænge over en brønd og gøre ham endnu mere til
genstand for latter; og det var ilde, syntes han, at nogen kunne tro, han var
så enfoldig at lade sig lokke med til den slags.
Da han skiltes fra Orm efter at have fået betaling for det købte, sagde
han:
– Der skal ikke råde nogen blodfejde mellem os; men når det engang
arter sig så vel, at jeg kan gengælde dig den forsmædelse, du har voldt mig,
skal jeg ikke undlade at gøre det. Det kan måske vare nogen tid, men jeg er
en mand med en god hukommelse.
Orm så på ham og trak på munden.
– Jeg ved, at du er en farlig mand, svarede han, eftersom du selv har sagt
det; men jeg tror alligevel næppe, jeg kommer til at ligge søvnløs på grund
af det løfte. Men det må du vide, at volder du mig skade, skal du blive døbt,
hvad enten jeg skal holde dig i ørerne eller i benene.
Willibald sørgede over, at denne omvendelse ikke var lykkedes for ham
og mente, at hans gerning ville blive til ringe nytte; men Ylva trøstede ham
med, at det ville blive bedre for ham, når Orm fik bygget sin kirke. Orm
sagde, at han ville bygge en kirke, som han havde lovet, men at gården først
skulle bygges om; og det ville han ikke tøve med. Han tog snart fat på dette
for alvor og satte sine folk i gang; de arbejdede flittigt med at fælde træer
og slæbe afgrenede stammer hjem, som han selv huggede til; han valgte alt
ud med stor omsorg og ville kun vide af svære stammer uden skavanker; thi
hans hus, sagde han, skulle både være holdbart og anseligt og ikke nogen
almindelig skovhytte. Gården lå på et sted, hvor åen slog en stor bue og var
beskyttet af vand fra tre sider; grunden var god og fast og blev aldrig
oversvømmet. Her var god plads til alt det, han ville bygge; og han syntes
så godt om sit værk, at jo mere han fik udrettet, desto mere ville han gøre.
Han byggede sit hus med muret ildsted og med en luge, der kunne skydes
hen over røgfanget, sådan som han havde set det hos kong Harald; taget
bestod af unge, afbarkede askestammer, dækkede af birkebark og den
sejeste græstørv. Bagefter byggede han bryggers og stald og forrådshus, alt
meget rummeligt og en seværdighed i disse egne; nu mente han, at det
nødvendigste var gjort, og at det snart var kirkens tur.
Om foråret blev det tid for Ylva at føde, og både Åsa og fader Willibald
stod hende bi; de havde meget at ordne og væltede næsten hinanden omkuld
i deres iver. Ylva havde det strengt og skreg meget og svor på, at hun
hellere ville være nonne end føde børn; men fader Willibald lagde sit
krucifiks på hendes mave og læste over hende på præstesprog, og til sidst
gik alt godt, og hun blev forløst med tvillinger. Det var to piger, og både
Åsa og Ylva tog sig dette nær i begyndelsen; men da de nyfødte blev båret
hen til Orm og lagt på hans skød, kunne han ikke finde noget at klage over.
Alle var enige om, at de skreg og sprællede lige så livligt som et
drengebarn; og så snart Ylva havde vænnet Sig til dem, blev hun glad igen
og lovede Orm, at det næste gang skulle blive hankøn. Da det hurtigt viste
sig, at de begge to ville blive rødhårede, syntes Orm, at det artede sig ilde
for de stakkels små kræ; thi hvis de fik hans hårfarve, ville de måske også
komme til at ligne ham på anden måde, og det var ikke noget, han ville
ønske sine døtre. Men både Åsa og Ylva befalede ham at tie med en så
ulyksalig snak; thi så ilde behøvede det absolut ikke at blive, sagde de, og
det røde hår var ingen skavank.
Da der blev tale om at give dem et navn, bestemte Orm, at den ene skulle
kaldes Oddny efter hans mormor; og det blev Åsa glad for.
– Men den anden skal vi opkalde efter én i din slægt, sagde han. Og dér
må du selv vælge.
– Det kan være svært at vælge det rigtige og det, der giver bedst lykke,
sagde Ylva. Min moder var en hærtagen kvinde; hun døde, da jeg var syv
år. Hun hed Ludmilla og var datter af en høvding hos obotritterne; og hun
var blevet bortrøvet, da hun fejrede sit eget bryllup. Thi det siger alle
hærmænd, der har været på de kanter, at det bedste af alt er at overraske
obotritteme og andre vendere, når de holder store bryllupper; så er
mændene ikke stort bevendt med våben i hånd, og de, der er blevet stillet ud
som vagtposter, ligger og sover på grund af den stærke mjød, så rigt bytte
kan vindes med ringe besvær; både skatte og unge kvinder. Jeg har ikke set
nogen kvinde, der var smukkere end hun; og min fader sagde altid, at hun
var en kvinde, som lykken var gurjstig, selv om hun døde i en ung alder; thi
i tre år foretrak han hende frem for alle andre; og det var meget for en
obotrit-kvinde, sagde han, at komme i danerkongens seng og føde ham en
datter. Men det kan være, at hun selv syntes noget andet. Thi da hun var
død, hørte jeg pigerne hviske til hinanden, at hun havde forsøgt at hænge
sig, lige efter at hun var kommet til os; og de troede, det var, fordi hun
havde set sin brudgom blive dræbt, da hun blev grebet og båret ned til
skibene. Hun var mig meget kær, men det synes mig uvist, om det kan være
heldigt at opkalde barnet efter hende.
Åsa mente, at dette kunne man slet ikke tænke på; thi ingen ulykke var
værre end at blive røvet af hærmænd; og hvis de gav barnet det navn, kunne
den skæbne let følge med.
Men Orm sagde, at det ikke var let at dømme rigtigt i den slags sager.
– Jeg blev selv engang røvet af hærmænd, sagde han; og nu regner jeg
det ikke for en ulykke; thi hvis det ikke var sket, var jeg aldrig blevet den
mand, jeg er, og havde aldrig vundet sværdet og guldlænken; og heller
aldrig Ylva. Og hvis Ludmilla ikke var blevet hærtagen, så havde kong
Harald aldrig fået den datter, som nu sidder her.
De havde svært ved at blive enige om dette; og skønt Ylva gerne ville
have, at hendes smukke og gode moders navn skulle leve videre, ville hun
ikke lægge den skæbne på sin ene datter, at hun skulle blive bortrøvet af
smålændinge eller andre. Men da fader Willibald kom hen til dem, mens de
sad og rådslog, sagde han straks, at Ludmilla var et godt og lykkebringende
navn, der engang var blevet båret af en hellig fyrstinde i landet Moravien i
den gamle kejser Ottos tid. Dermed var det afgjort, at det skulle være
Ludmilla; og alle folkene spåede, at den, der blev opkaldt med et så
mærkeligt navn, et navn, man aldrig havde hørt før, sikkert ville få en
sælsom skæbne.
Da de to børn var stærke nok til at kunne tåle det, blev de døbt af fader
Willibald under voldsomt hyl og skrig; de voksede, var raske og rullede
snart omkring på gulvet, optaget af at lege med de store irske hunde, som
Orm havde haft med sig hjemmefra, eller sloges om dukker og dyr, som
Rapp og fader Willibald skar til dem. Åsa elskede dem højt og havde større
tålmodighed med dem end med nogen anden; men Orm og Ylva fandt det
undertiden svært at sige, hvem af dem der tegnede til at blive mest arrig og
stædig. Efterhånden fik Ludmilla ofte at vide, at hun bar en helgenindes
navn, uden at man dog kunne mærke, at hun lagde sig det meget på sinde.
De holdt smukt sammen, selv om de tit fløj i totterne på hinanden; og når
den ene fik riset at smage, stod den anden ved siden af og hylede lige så
højt.
Året efter, hen på sommeren, fik Orm sin kirke færdig. Han havde
anbragt den yderst ude på odden, langt borte fra de andre huse, og gjort den
så stor, at tres mennesker kunne sidde bænkede derinde, skønt ingen
forstod, hvor så mange folk skulle komme fra. Han lagde nu også en god
vold, forsynet med dobbelt pæleværk, tværs over hele odden, og med en
stærk port i midten; thi jo mere tiden gik, og jo mere han fik bygget, desto
ængsteligere blev han for gårdens sikkerhed, og han ville være rede til at
møde både grænserøvere og de mænd, kong Sven kunne sende derop.
Da alt dette vel var blevet færdigt, gjorde Ylva både sig selv og de andre
den store glæde at føde en søn. Åsa sagde, at her fik Orm Guds velsignelse
for den kirke, han havde bygget; og han indrømmede, at det var troligt nok.
Den nyfødte var uden lyder på lemmer og sjæl; og havde en kraftig røst
lige fra begyndelsen; alle var enige om, at han i sandhed måtte være et
høvdinge-emne, eftersom han var kommet både af kong Haralds og
Vidfadmes æt. Da han blev båret hen til faderen og vist frem, tog Orm
sværdet Blåtunge ned fra væggen og trak det ud af skeden; på dets od blev
der nu strøet mel og nogle saltkorn. Åsa holdt derefter barnet varsomt frem
mod sværdet, indtil dets tunge og læber rørte ved melet og saltet. Fader
Willibald så til med mørk mine og gjorde korsets tegn over barnet og sagde,
at en så ukristelig skik, og med blottet mordvåben, var en ond gerning og
meget at dadle; men deri fik han intet medhold. Endogså Ylva, der lå træt
og svag på sit leje, råbte ivrigt til ham, at han tog fejl i denne sag.
– Dette er en skik for ædelbårne, og det giver høvdingesind og
uforfærdet mod og våbenlykke og desuden evnen til at lægge sine ord vel.
Og det forekommer mig, efter alt, hvad du har fortalt om Kristus, at det ikke
ville ligne ham at være misundelig på den slags gaver, givet til et
menneskebarn.
– Det er ældgammel skik, sagde Orm; og der var megen klogskab hos de
gamle, skønt de intet vidste om Kristus. Jeg måtte selv slikke sværdets od,
det var mit første måltid, og min søn og kong Haralds dattersøn skal ikke
være dårligere stedt end jeg.
Derved blev det så, skønt fader Willibald rystede på hovedet og
mumlede for sig selv, at djævelen dog var nærgående i dette land.
 Andet kapitel

HVORDAN MAN FORBEREDTE SIG

TIL KRISTNINGS-GILDE FOR KONG
HARALDS DATTERSØN
I denne tid følte Orm sig bedre til mode end nogen sinde før, thi alt
lykkedes for ham. Hans marker bar en god afgrøde; han havde nu fået en
søn og kunne vente sig flere, og Ylva og børnene befandt sig vel og var ved
god helse. Han lærte med stor omsorg sine karle at sky enhver dovenskab
lige fra den tidlige morgen; Åsa holdt et vågent øje med pigerne i
mælkekammeret og ved vævene; Rapp var meget fingernem som snedker
og smed og til at sætte snarer for fugle og vildt; og fader Willibald
nedkaldte hver aften Guds velsignelse over det altsammen. Det eneste, Orm
kunne finde at sørge over, var den ting, at han boede langt borte fra havet;
thi for en mand som ham kunne det stundom føles tomt, sagde han, kun at
have den susende skov omkring sig til alle sider og aldrig høre
sommerhavets røst eller fornemme dets salte vind.
Men det hændte undertiden, at han blev hjemsøgt af onde drømme. Så
kunne han sove så uroligt, at Ylva rev i ham for at få at vide, om maren red
ham, eller hvad der dog var i vejen. Når han så vågnede og havde styrket
sig med øl, fortalte han hende, at han, i drømme, havde været på det
mauriske skib; de roede hårdt, piskeslagene suste, mændene stønnede
omkring ham, og sårede rygge krummede sig over åren; dagen efter sådan
en drøm sad han gerne og syslede med snedkeri sammen med Rapp (som
aldrig drømte) og snakkede om minderne fra den tid.
Men han syntes alligevel, at de par gange, han havde drømt om kong
Sven, var værre end dette. Thi det mauriske skib var blot et minde, men det
forholdt sig noget anderledes med kong Sven og hans hævn, og drømme om
ham kunne varsle om kommende ulykke. Når han havde haft en sådan
drøm, følte han derfor stor uro; han fortalte med stor nøjagtighed Åsa og
fader Willibald alt og ville have deres bistand til at tyde drømmen. Den ene
gang havde han set kong Sven stå i forstavnen på et vældigt skib; han lo
ondskabsfuldt og kom nærmere og nærmere, mens han selv, med nogle få
mænd ved årerne forgæves prøvede at slippe bort. Den anden gang havde
han ligget magtesløs i mørket og hørt Ylva råbe og jamre, da hun blev båret
væk; derpå havde han set kong Sven komme hen imod sig, i et flakkende
ildskær, med sværdet Blåtunge i hånden; og så vågnede han.
Åsa og fader Willibald var enige om, at den slags drømme kunne betyde
noget, og Åsa brast i gråd, da hun hørte om den sidste. Men da hun havde
tænkt sig om, blev hun roligere.
– Det kan være, at du har arvet evnen til at drømme rigtigt og sandt af
mig, sagde hun, og det synes mig, at det næppe er en arv at stræbe efter; thi
selv har jeg ikke haft nytte af den gave, men blot flere sorger og mere
ængstelse end andre. Én ting trøster mig dog, og det er, at jeg ikke selv har
mærket noget, der kan være et varsel om ulykke for os. Thi din ulykke ville
i sandhed være min egen; og hvis noget truede dig og dit hus, ville jeg
sikkert have fået det at vide i mine drømme.
– Det er min tro, sagde fader Willibald, at kong Sven har nok at gøre
med andre ting og kun ringe tid til at søge efter dig, Orm, i disse fjerne
egne, og du må også tænke på, at det især er mig, han har et ord at sige; thi
det var min hånd, der ramte ham med et stenkast, ligesom da den Guds
mand, David, slog hedningen Goliat; og jeg har dog ikke drømt noget. Men
det er sandt, at ondskabens veje er bugtede og lange, og det er bedst at være
beredt.
Orm var enig med ham i dette; han var meget omhyggelig med at få sit
pæleværk på volden stærkt og solidt og den store port lukket med gode
tværbomme, så han kunne sove roligere. Og snart tænkte han ikke så meget
på disse drømme som på det store kristningsgilde, han havde i sinde at
holde for sin søn.
Det voldte ham ikke noget hovedbrud at give den nyfødte navn; han
skulle hedde Harald.
– Det kan nok være, sagde han, at jeg måske lægger en stor skæbne på
hans skuldre ved at give ham en konges navn. Men få har haft en sådan
lykke som kong Harald eller vundet så stor berømmelse som han. Og blandt
de høvdinge, jeg har mødt, véd jeg kun én – og det var Almansur af
Andalusien – der var hans ligemand i visdom. Derfor ville det være ilde
handlet mod min søn, hvis jeg nægtede ham det navn, hans morfader bar.
 – Der er blot én ting, som ængster mig, når du giver ham det navn, sagde
Ylva; og det er, at han skal blive umådeholdende med hensyn til kvinder
ligesom min far, der aldrig kunne få nok af dem. Den slags kan passe for en
konge, men næppe for andre.
– Han vil blive stærk og velskabt, sagde Åsa; det synes jeg allerede jeg
kan se. Og får han også et muntert sind, behøver han ikke noget kongenavn,
for at kvinderne skal blive lette at fange. Sådan var det med min søn, Are,
der kom i ulykke af denne årsag; kvinderne kunne ikke modstå ham, når
han blinkede til dem og greb dem i fletningerne; det har jeg hørt af deres
egen mund. Han havde leende øjne og et sorgløst sind og var den bedste af
mine sønner næst efter Orm; og må Gud ordne det således, at du, Ylva,
aldrig kommer til at opleve en sådan sorg som den, jeg følte for hans skyld,
da han kom i ulykke på grund af kvindekærlighed og rømmede ud af landet
og drog ad Miklagård til og blev borte.
– Det vil jeg også ønske, sagde Ylva; men det er alligevel sandt, nu da
jeg tænker mig om, at jeg hellere vil have, at min søn skal have let ved at
vinde kvinder, når den tid kommer, end at han skal stå forsagt og ikke turde
foretage sig noget over for dem.
– Du kan have det bedste håb i den sag, sagde Orm, thi af forsagthed
finder du ikke meget i din søns slægt.
Der skulle nu træffes forberedelser til et stort gæstebud i anledning af
barnets dåb; alle godtfolk vidt omkring skulle indbydes. Orm ønskede, at
der ikke skulle spares noget, hverken med hensyn til bagværk, øl eller
slagtemad; for folk fra skovene, sagde han, skulle få lov til at prøve en
høvdings gæstfrihed ved et gilde, der varede i tre dage. Kirken skulle være
gæstebudssal, thi dér var bedst plads; og tredje dag, når alle var glade på
grund af den rigelige forplejning, skulle fader Willibald prædike for dem,
og så ville mange måske lade sig døbe.
I begyndelsen ville fader Willibald ikke høre tale om, at der skulle
holdes gilde, med skrålende hedninge, i hans nye kirke, hvor han lige havde
fået alteret færdigt og rejst et smukt kors; men han gav efter ved tanken om,
at mange sjæle måske nu kunne vindes for den sunde lære. Ylva var
ængstelig for to ting; hun ville have, at der ikke skulle brygges alt for stærkt
øl, eftersom det var tøjlesløse mennesker, de skulle have som gæster, og der
både var mænd og kvinder ved bordet; og hun var rådvild med hensyn til
sin guldkæde – turde hun bære den eller ikke?
 – Thi sidst den blev set ved et gilde, kom sværdene frem, sagde hun; og
her er nok gridskheden efter guld endnu større end i Jellinge.
– Det er mit råd, at du skal bære den, sagde Orm, thi jeg vil, at det skal
ses, du er fornemmere end andre og du har ringe glæde af smykket, hvis det
altid skal ligge i kisten.
Alle havde nu nok at gøre med at forberede gildet. Der blev brygget
meget og bagt meget, og hver dag følte Orm på slagtekvægets huld og
sørgede for, at det blev fodret godt,

En dag kom en mand ud af skoven, sydfra, med to pakheste; han red hen til
gården, hvor han blev vel modtaget og budt indenfor. Han hed Ole og var
en gammel mand; han var i lange tider draget fra gård til gård, vidt omkring
i grænseegnene og drev handel med skind og salt; han blev derfor kaldt
Salt-Ole og var velkendt overalt. Ingen gjorde ham fortræd, skønt han altid
færdedes alene, thi han var lidt sær af væsen og blev anset for at være en
smule tosset; men skind havde han god forstand på og var ikke let at narre;
og han var altid velkommen med sit salt hos dem, der havde råd til at holde
sig med så dyr en vare. De store hunde gøede, men det brød han sig ikke
stort om og heller ikke hans gamle heste; men han blev stående ved døren
og nægtede at gå over tærsklen, før han havde fået at vide, at præsten ikke
var i huset; thi ham nærede han stor skræk for.
– Vor præst bider ikke, sagde Åsa fortrydeligt, mens hun selv satte mad
frem til ham. Men i dag er han ude at fiske sammen med Rapp, så du
slipper for at se ham. Det er da kun et skrog med din forstand, der er bange
for en Guds præst. Men nu skal du alligevel være velkommen i huset; og
sæt dig nu her og spis, gamle mand; det er sikkert og vist, at du kommer i
rette øjeblik med dit salt. Thi vort er snart sluppet op; og det er ikke lidt, der
vil blive brugt ved vort gilde, hvis alt skal være, som Orm vil have det. Han
vil, at hver gæst skal kunne tage så meget knust, hvidt salt til at dyppe i,
som man kan have mellem tre fingre, både til kød og pølse; og de skal også
have salt til grøden; skønt de fleste ville sige, at det er ødselhed, selv for
dem, der er stillet sådan som vi, og at smør og honning må være godt nok til
grøden selv ved det bedste gilde.
Den gamle sad og spiste tykmælk, som han smuldrede brødet i; han
rystede på hovedet ved at høre Åsas tale.
– Salt er det bedste, sagde han. Et menneske skal spise alt det salt, det
bare kan; det giver helse og kræfter og et langt liv. Det driver det onde ud af
kroppen og gør blodet frisk. Alle synes om salt. Se nu her!
Tvillingerne stod med hinanden i hånden og gloede på ham med en
alvorlig mine. Han tog to saltstykker op af sit bælte, holdt dem hen mod
børnene og klukkede venligt. De kom langsomt nærmere, og til sidst tog de
stykkerne og begyndte straks at sutte på dem.
– Se dér, sagde manden fornøjet; sådan er det. Salt siger ingen nej til.
Men da han havde spist og fået øl og var blevet frittet for nyheder og
Ylva ville købslå med ham, fik de at vide, at han næsten ikke havde noget
salt tilbage i sine poser; han havde intet af det hvide, som blev kaldt for
kejserens salt, og som Orm ville have til sit gilde, og kun meget lidt af den
brune sort.
Åsa truede ad ham.
– Det kunne du have sagt med det samme, sagde hun, så ville jeg have
indrettet velkomsten derefter. Men det er, som jeg altid har sagt: mænd og
trolde og gamle stude, hvad har man for det, man fylder i dem?
Men nu var Ole mæt og tilfreds og sagde, at der fandtes trøst for alting.
– Thi der er flere handelsmænd på vej hertil, sagde han. Jeg kom forbi
dem i går, da de holdt rast ved Gökliden, elleve mand og en dreng og fjorten
heste. De havde både søm og klæde og salt; de var kommet op over Långa
Stockar, sagde de, og skulle op ad Småland til. Jeg kender dem ikke, og jeg
har stundom troet, at jeg kendte alle mennesker; men jeg begynder at blive
gammel, og der kommer nye folk. Men de agter at drage hertil, det véd jeg,
thi deres høvding spurgte efter dig, Orm.
Orm havde fået sig en middagslur inde i sit kammer, men nu var han
kommet ud til de andre for at lytte til den gamle.
– Efter mig? sagde Orm. Hvem var han?
– Han hed Östen i Öre og var oppe fra Finnveden, men han havde aldrig
været på disse kanter. Han havde været længe til søs, udenlands, men nu
havde han sat hele sit udbytte i dette køretøj for at få en indbringende
hjemrejse.
– Hvorfor spurgte han efter mig? sagde Orm.
– Han havde hørt dig omtalt som en rig og berømt mand – en af dem,
handelsmænd gerne gæster. Han havde også sølvsmykker blandt sine varer,
sagde han, og gode pile og buesener.
– Var det kun mig, han spurgte efter? sagde Orm.
 – Han ville også have at vide, hvilke andre stormænd, der var… som
ikke købte i småpartier og med prutterier og jammer. Men der blev mest talt
om dig, thi han havde hørt, du var den rigeste.
Orm sad tavs et stykke tid og så tankefuld ud.
– Elleve mand? sagde han.
– Og en dreng, en lille en. Der skal gode mænd til at beskytte så stort et
læs, og drengen havde de til at hjælpe sig med hestene.
– Det kan være, sagde Orm; men det er alligevel godt at blive advaret i
tide, når fremmede kommer så mandsstærke.
– Jeg mærkede ikke, at han havde ondt i sinde, sagde Ole; men han må
være en frygtløs mand, thi jeg sagde til ham, at du havde en præst i din
gård, og det bekymrede han sig ikke om.
Alle lo over dette.
– Hvorfor er du bange for præsten? sagde Orm.
Men det vidste den gamle ikke, hvad han skulle svare på; han rystede
blot på hovedet, så listig ud og mumlede med lav røst, at han var ikke
dummere, end at han vidste, den slags folk var værre end trolde. Og så fik
han travlt med at komme af sted.
– Om syv uger holder jeg mit gilde, sagde Orm til ham, da han red bort.
Og hvis du er her i nærheden til den tid, skal du være velkommen; thi det
kan hænde, du har gjort mig en god tjeneste i dag.
 Tredje kapitel

OM DE FREMMEDE MED SALTET,

OG HVORDAN KONG SVEN GIK
GLIP AF ET HOVED
Næste aften nåede de fremmedes vogn til Gröning. Det var begyndt at
regne, og mænd og heste holdt et stykke fra porten, mens en mand kom hen
og spurgte efter Orm og bad om husly for natten. Hundene havde givet hals
i tide, og Orm stod foran porten sammen med Rapp og præsten og fem af
gårdens folk; de var alle vel bevæbnede undtagen fader Willibald. Den
fremmede, der kom hen imod dem, var en høj og mager mand, indhyllet i
en vid kappe. Han strøg regnen fra øjnene og sagde:
– Dette er en regn, der er en prøvelse for handelsmænd, thi hverken
baller eller lædersække kan holde den ude; og jeg har salt og klæde, noget,
der dårligt tåler væde. Selv om jeg er en fremmed, beder jeg dig derfor,
Orm, om plads til varerne og tag over hovedet for mig og mine mænd. Og
det er ikke nogen landstryger, som beder dig om dette. Jeg er Östen, Ugges
søn, fra Örestad i Finnveden, af Långe Grims slægt, og min morbroder var
Styr den Vise, som alle har hørt om.
Orm så nøje på ham, mens han talte.
– Du har et stort følge, sagde han.
– Og dog har jeg stundom tænkt, at det måske er for ringe, svarede
Östen; thi det er kostbare varer, jeg fører med mig, og disse egne er ikke
netop de sikreste for handelsmænd. Men hidtil er alt gået vel for mig, og gid
det stadig må blive ved med at være sådan; og det kan jo hænde, jeg har et
og andet i mine pakker og baller, som du eller din hustru gerne ville købe.
– Er du døbt? spurgte fader Willibald.
– Nej, nej, svarede Östen hurtigt; hverken jeg eller nogen af mine mænd.
Vi er alle hæderlige mennesker.
– Du taler, så godt som du har forstand til, sagde Orm strengt. Her er vi
alle døbte, og det var en af Kristi præster, der spurgte dig.
 – Det er ikke let for en fremmed at vide, sagde Östen sagtmodigt; men
nu mindes jeg, at en vejfarende sagde mig, at der var en præst her på
gården. Det var gået mig af minde, thi han havde mest at fortælle om dig,
Orm, og om din gæstfrihed og dit store ry.
Regnen tog nu mere og mere til, og man kunne høre tordenen i det
fjerne. Östen kiggede hen mod sin vogn og så bekymret ud. Hans mænd
stod og ventede ved siden af hestene, med ryggen mod vinden og kapperne
krænget op over hovedet; regnen føg om dem som en røg.
Rapp trak på munden.
– Nu kan man måske få salt for billigt køb, sagde han.
Men Orm sagde nu:
– Det kan hænde, din slægt er god, smålænding, og jeg vil ikke tro noget
ondt om dig; men elleve bevæbnede fremmede som nattegæster på min gård
synes mig vel meget, selv om jeg ikke gerne vil være gerrig med hensyn til
gæstfrihed. Og jeg tror ikke, du kan dadle mig, fordi jeg siger dette. Men nu
må du selv vælge mellem to ting: du må enten drage videre og finde nattely,
hvor du kan; eller også bliver du anbragt i badstuen sammen med dine
mænd og dine varer, men våbnene skal afleveres til mig, her ved porten.
– Dette er hårde vilkår, sagde Östen; thi derved lægger jeg mig selv og
min rigdom i dine hænder, og sligt gør ingen gerne. Men du synes mig at
være så stor en høvding, at du næppe kan tænke på at handle svigefuldt
imod mig; og jeg er ikke sådan stillet, at jeg kan vælge noget andet. Derfor
skal det blive, som du vil.
Dermed hægtede han sit sværd af og gav det fra sig samt råbte til sine
mænd, at de skulle skynde sig at få varerne under tag. Der blev nu stor
travlhed med at få udrettet dette; og alle måtte aflevere deres våben, inden
de kom ind i gården. Hestene blev tøjrede på græsmarken ved åen, thi der
var ikke nogen fare for ulve på denne årstid.
Da alt var i orden, bød Orm de fremmede på mad og øl. Derpå købslog
han med Östen både om salt og klæde og fandt, at han var en agtværdig
købmand, der ikke begærede stort mere for sine varer, end hvad et
forstandigt menneske kunne synes var rimeligt. De drak på handelen i stor
endrægtighed, og derpå sagde Östen og hans mænd, at de var trætte efter en
lang dag; de takkede for den gode forplejning og gik til deres sovepladser.
Nu blev uvejret værre og værre; og lidt efter hørte man de kreaturer
brøle, som stod i en natte-fold tæt ved husene. Rapp og manden, der
passede køerne, gik derhen for at se, om de urolige dyr var brudt ud. Det
var nu mørkt, bortset fra et lyn nu og da. Rapp og manden gik rundt om
folden og så, at den var hel. Så sagde en spinkel stemme i mørket:
– Er du Røde Orm?
– Ikke rigtig, sagde Rapp, men næsten. Hvad vil du ham?
Han kunne se – da der kom et lyn – at det var den lille dreng,
handelsmændene havde haft med.
– Jeg vil vide, hvad han giver mig for sit hoved, sagde drengen.
Rapp bøjede sig hurtigt ned og greb ham i armen.
– Hvad slags handelsmand er du? sagde han.
– Hvis jeg fortæller ham alt, giver han mig måske noget, sagde drengen
ivrigt. Östen har solgt hans hoved til kong Sven, og han er nu kommet for at
hente det.
– Kom, sagde Rapp.
De skyndte sig ind. Orm havde lagt sig med klæderne på af hensyn til
uvejret og de fremmede, og han blev hurtig lysvågen på grund af det, han
nu hørte. Han forbød dem at tænde lys og kom hurtigt i brynjen.
– Blev jeg alligevel narret? sagde han. Jeg har jo deres våben her.
– De har gemt sværd og økser i deres store pakker, sagde drengen. De
siger, at dit hoved er megen ulejlighed værd. Men jeg får ingenting, og de
jog mig ud i regnen, for at jeg skulle se til hestene, og derfor må de gerne
blive narrede ved denne handel; jeg hører ikke til dem. De kommer nok
snart.
Alle Orms mænd var nu blevet vækkede og bevæbnede. Der var ni i alt,
når Orm selv og Rapp blev regnet med, men nogle af dem var til års og
sikkert ikke meget værd i en kamp.
– Det er bedst, vi straks går hen til deres dør, sagde Orm. Hvis det arter
sig vel, vil vi kunne ryge dem inde.
Rapp lindede på døren og så ud.
– Vi er heldige, sagde han; det klarer op. Så kan vi bedre ramme dem
med spydene, hvis de vil ud.
Uvejret var drevet over, og månen viste sig i et uklart lys mellem
skyerne.
Ylva stod bag ved mændene, da de gik ud.
– Det ville være vel, om det var overstået, sagde hun.
 – Vær ved godt mod, sagde Orm, og varm noget øl så længe. En og
anden kan måske behøve det, når vi kommer tilbage.
De gik i tavshed over gården og hen mod badstuen; forbi brændeskuret,
som lå lige ved. De var nået så vidt, da døren til badstuen åbnede sig
langsomt; nogle mænd kiggede ud, og man kunne skimte deres våben. Fra
Orms side blev der straks kastet med spyd, men det var vanskeligt at sigte
rigtigt. Stridsråbene gjaldede, og der blev trængsel i døren, da de fremmede
forsøgte at slippe ud i en fart. Orm bøjede sig ned og greb fat i
huggeblokken, der stod foran brændeskuret; han fik den omsider løftet i
vejret, skønt det knagede i hans arme; så løb han frem og slyngede den med
hele sin kraft ind gennem døråbningen. De forreste nåede at vige til side,
men andre blev ramt og faldt over ende med høje hyl.
– Den slags gør sin nytte, sagde Rapp.
De fremmede var uforfærdede mænd, skønt det hele var begyndt på en
anden måde, end de havde tænkt sig; alle de, der endnu stod på deres ben,
styrtede straks mod døren og slap ud. Der opstod nu en heftig strid og stor
forvirring; thi når månen forsvandt, var det ikke let at skille ven fra fjende.
Orm kom i kamp med to mænd og fik hurtigt fældet den ene; men den
anden, en lille bred og grovlemmet mand, kom løbende hen imod ham med
sænket hoved, som en galt, væltede ham omkuld og huggede ham i låret
med en lang kniv. Orm slap sværdet og fik armen om hans hals; han holdt
kniven fra sig med den anden hånd og klemte til, så meget han kunne; og de
tumlede rundt i regnvandet en rum tid, thi den anden var korthalset og stærk
som en bjørn, og Orm følte det, som var det en trold, han holdt i. Til sidst
rullede de ind mod badstuens væg, Orm stemte fødderne godt i jorden og
flyttede sit greb; den anden begyndte at ralle; derpå gav det et knæk i hans
nakke, og så blev han liggende, helt stille. Orm kom på benene igen og
fandt sit sværd; han var mismodig over det knivhug, han havde fået; thi han
kunne dårligt røre sig, og han hørte et par af sine mænd råbe om hjælp.

Men nu lød der en gøen, som overdøvede hele stridslarmen; og fader

Willibald kom løbende omkring hjørnet af huset med et spyd i hånden,
sammen med de store hunde, som han havde sluppet ud af stalden. De var
rasende alle fire og fråden stod dem om munden; de fløj løs på de
fremmede i et vældigt spring; og disse blev nu grebet af skræk, thi hunde –
på størrelse med en firemåneders kalv – var et uventet syn for dem. De
begyndte nu at flygte ned mod åen, med hundene og Orms mænd efter sig;
et par blev indhentede og dræbt, men tre slap bort ved at hoppe ud i vandet.
Orm hinkede bagefter, så godt han kunne og var urolig for, at Östen skulle
være blandt dem, der undslap; men da han atter kom op til gården, så han
Rapp sidde på en bjælke, støttet til skaftet af sin økse og i færd med at
betragte en mand, der lå udstrakt foran ham.
– Her har du handelsmanden selv, sagde Rapp, da han så Orm komme;
men om han lever eller ikke, det er mere, end jeg ved. Han var ikke nogen
dårlig stridsmand, hvis jeg selv skal sige det.
Östen lå på ryggen, bleg og blodig; hans hjelm var spaltet af et hug. Orm
satte sig ved siden af Rapp og så på den slagne; og han følte sig så vel til
mode ved synet, at han glemte at tænke på sit sår. Ylva og Åsa kom nu
løbende; både glade og ængstelige; og ville straks have Orm ind for at få
ham plejet og forbundet; men han blev siddende, stirrende på Östen og
mumlende for sig selv. Til sidst sagde han:

Nu jeg véd
en venneskænk værd
at sende
til Sven, min svoger.
Handelsmand,
et hoved får han:
Ormens ej,
men vel dit eget.

Fader Willibald kom nu hen til Orm og så på hans sår og befalede ham
straks at gå ind eller lade sig bære af Rapp og kvinderne. Derpå bøjede han
sig ned over Östen og følte på det sted, hvor Rapps økse havde ramt.
– Han lever, sagde han. Men hvor længe ved jeg ikke.
– Hans hoved skal sendes til kong Sven, sagde Orm.
Men fader Willibald svarede strengt, at han ikke ville høre på den slags
galskaber, og at Östen skulle bæres ind ligesom de andre sårede.
– Og her får jeg meget at gøre et stykke frem i tiden, sagde han.
Fader Willibald var altid en meget bestemt mand, men han var aldrig så
bestemt, som når han havde med syge og sårede at gøre; så turde ingen sige
ham imod. Alle, der kunne være til nytte, måtte nu straks hjælpe med til at
få de sårede båret ind og plejet.
 Orm døsede hen, da han var blevet hjulpet ind og havde fået sit sår
renset, thi han havde mistet meget blod. Næste dag følte han sig bedre, end
han havde ventet; han tænkte med tilfredshed på, hvordan alt var forløbet
og sagde, at den lille dreng skulle blive hos ham for fremtiden og have det
lige så godt, som hørte han til slægten. Han fik nu at vide, at han havde
mistet to mand, og at to andre desuden var blevet ilde tilredt samt en af
hundene; men de ville sikkert komme sig, mente fader Willibald, med Guds
hjælp, både mændene og hunden. Orm syntes, det var stor skade med de
mænd, han havde mistet, men det kunne have været værre. Af de
fremmedes flok var östen og to til i live, foruden de tre, der var sprunget i
åen. Inde i badstuen havde man fundet to, der var blevet ramt af
huggeblokken; den ene var død og ribbenene slået ind; den anden havde
faet brækket benet og knust foden. Fader Willibald havde ladet alle de
sårede bære ind i kirken og fået dem lagt på noget halm; her fik de sidenhen
den bedste pleje, og man kunne hver dag mærke på den lille præst, at han
befandt sig vel ved al den møje, han havde med dem. Thi han havde ikke
haft anledning til at beskæftige sig meget med lægekunst på det sidste, og
derfor var tiden stundom faldet ham lang.
Orm kom snart på benene igen, uden stort mén af det hug, han havde
fået; og en dag kom fader Willibald, mere fornøjet end ellers, til
middagsbordet og sagde, at endogså Östen, der havde fået den værste
skade, nu så ud til at bedre sig. Rapp rystede på hovedet, da han hørte dette.
– Så huggede jeg ringere, end jeg troede, sagde han.
Orm syntes, den nyhed ikke var meget at glæde sig over.
 Fjerde kapitel

HVORDAN ORM PRÆDIKEDE FOR

SALTHANDLEREN
Striden på Gröning blev snart kendt i bygden; og Gudmund i Uvaberg kom
ridende på besøg sammen med en skare fjerne naboer, som Orm ikke havde
set før; de ville høre alt om, hvordan det var gået til. De drak flittigt af
Orms øl og lo larmende over det, de fik at vide om striden. Den slags, råbte
de, var en god handling og holdt bygdens anseelse i live. De havde meget
rosende at sige om de store hunde og ville gerne tinge om den avl, der faldt
efter dem; og ved synet af den rigdom af salt og klæde og de andre gode
ting, Orm havde erobret, sukkede de, eftersom de ikke havde haft et sådant
held. Der blev også handlet om heste i god samdrægtighed; thi Orm havde
nu langt flere heste, end han behøvede, og syntes ikke, han kunne være
streng med prisen, når det drejede sig om krigsbytte. Derefter prøvede de
stærkeste deres kræfter på huggeblokken; og skønt de omkringstående
nævnede navnet på døde mænd, de havde kendt i deres barndom, og som
med lethed havde udført vanskeligere kraftprøver end denne, lykkedes det
dog ingen at gøre Orms kast efter. Dette satte Orm i det bedste humør og
han sagde til dem, at de ikke skulle græmme sig alt for meget.
– Thi jeg tror ikke selv, at jeg kunne gøre det en gang til, sagde han,
medmindre jeg fik den hjælp, der ligger i en stor vrede.
De var alle nysgerrige med hensyn til Östen og meget forbavsede over,
at Orm havde ladet ham leve. En kniv i halsen, erklærede de endrægtigt, var
altid det bedste middel mod den slags folk; og de rådede ham alvorligt til
ikke at skaffe sig selv og andre vanskeligheder ved at lade manden slippe
med livet. Det kunne blive til fortræd senere hen, det bad de ham være
forvisset om, thi de kendte smålændingene; det var et uforsonligt og nidsk
folkefærd. Et par af dem ville ind i kirken for at se på manden og snakke
med ham; de ville spørge ham om, sagde de, hvilke tanker han nu gjorde sig
med hensyn til hovedjagt blandt göinger. Men fader Willibald holdt døren
lukket og lod sig ikke overtale. De skulle nok komme i kirke, sagde han, når
tidens fylde var inde, og hvis Gud ville; men ikke for at drive løjer med en
såret mand, der knap nok kunne løfte sit hoved endnu.
Det måtte de slå sig til tåls med; men inden de red bort, råbte de i
munden på hinanden, ved afskedsbægeret, at det nu var tydeligt for alle, at
Orm var en høvding blandt göinger; at han i sandhed var blod af Sven
Råttnos’ blod, skønt han havde ladet sig døbe, og at de gerne ville stå ham
bi i den fejde, som kunne udvikle sig af dette.
Orm gav dem hver især et mål salt i afskedsgave og for at fremme det
gode naboskab; og de red bort fra Gröning, med stor fart og munterhed,
mens de vaklede i sadlerne og larmede som skovskader.
Den lille dreng blev urolig, da han hørte, at Östen ville komme sig, og
syntes, at det artede sig ilde for ham; thi i så fald, sagde han, ville Östen
tage livet af ham, så snart han kunne. Men Orm sagde, at der ikke ville ske
ham noget ondt, det kunne han være rolig for – hvad Östen så end mente.
Drengen hed Ulf, og blev lige fra begyndelsen meget forkælet af Åsa og
Ylva, der knap nok vidste alt det gode, de ville gøre for ham, på grund af
den store tjeneste, han havde ydet dem alle. Åsa selv satte sig hen og lavede
bedre klæder til ham; og hun og fader Willibald var enige om, at Guds
finger kunne spores i det, den stakkels dreng havde gjort for dem; som om
han var blevet sendt ud for at redde dem fra djævelens onde anslag. De
spurgte ham, hvordan han var kommet til handelsmændene, Han var stukket
af, sagde han, fra en ond slægtning nede ved kysten, hos hvem han havde
lidt megen nød, lige siden hans forældre var druknet, engang de var ude at
fiske, da han var helt lille; og handelsmændene havde brugt ham til at passe
hestene.
– Men de var nærige med maden, sagde han, så det bedste, jeg fik, var
det jeg stjal på gårdene; og om natten skulle jeg se efter hestene og jeg fik
klø, hvis der skete dem noget. Men det værste var, at man næsten aldrig gav
mig lov til at ride, hvor træt jeg end blev af at følge med vognen. Og dog
havde jeg det bedre hos dem, end dér hvor jeg var før; men jeg nærede
ingen kærlighed til Östen og de andre; og det er godt, at jeg slap af med
dem her. Thi her har jeg fået noget, jeg aldrig før har haft: nok at spise og
en seng at sove i; og jeg vil derfor altid blive hos jer, hvis I da ikke jager
mig bort. Og jeg er ikke bange for at blive døbt, hvis I synes, det er
nødvendigt.
Fader Willibald sagde ham, at det var det; derom kunne der ikke være
tvivl, og han skulle blive døbt, så snart han havde fået en smule
undervisning i Kristi lære. Ylva satte ham til at se efter Oddny og Ludmilla,
der nu kunne løbe omkring og let forsvandt fra gården; et par gange havde
man, til alles forskrækkelse, fundet dem nede ved åen. Drengen klarede sit
hverv fortræffeligt og fulgte pigerne overalt; dette, syntes han, var bedre
end at være hestepasser. Han kunne fløjte på mange måder, bedre end nogen
anden, og desuden efterligne fuglene; og de små piger syntes om ham lige
fra begyndelsen. På grund af sit muntre væsen blev han efterhånden kaldt
Ulf Glade.
Östen og hans to mænd var nu blevet så raske, at de begyndte at kunne
røre på sig; de blev flyttet over i badstuen, hvor en bevæbnet mand blev sat
til at holde øje med dem; og Fader Willibald prøvede nu at tale med dem
om den kristne lære. Han kom til Orm og sagde, at der sandelig var en karg
jordbund i disse mænds hjerter for nådens udsæd; men andet var jo heller
ikke at vente.
– Jeg er ikke nogen hovmodig mand, sagde han, og stræber ikke efter
ære og berømmelse; men det er vist, at jeg ville føle det som en belønning
for megen møje, hvis jeg blev den første, der fik lov til at døbe en
smålænding. Thi ingen har før hørt, at noget sådant er sket; og derved ville
der blive stor glæde i himlen. Men det synes mig uvist, om det vil lykkes
med disse mænd, thi deres vrangvilje er overmåde stor; og det ville være
godt, om du, Orm, ville hjælpe mig med at sige et formaningens ord til
denne Östen.
Orm syntes, at præstens tanke var god og rigtig; og gik ind på at hjælpe
ham.
– Og det kan jeg love dig, sagde han, at de skal blive døbte alle tre, inden
de slipper bort fra Groning.
– Men de må først lytte til min belæring, sagde fader Willibald; og det er
dér, det kniber.
– De skal komme til at lytte til min, sagde Orm.
De gik sammen ind i badstuen, og Orm og Östen så hinanden for første
gang efter striden, Östen lå og sov, men vågnede, da de kom; hans hoved
var viklet ind i forbindinger, som fader Willibald gav ham på hver dag. Han
satte sig op, holdt hovedet mellem sine hænder og så på Orm.
– Dette er et godt møde for mig, sagde Orm; thi mit hoved har klaret sig
bedre end dit; og jeg skylder dig tak for megen rigdom, som du har fragtet
til min dør. Men det var vel ikke sådan, du havde tænkt dig denne sag
ordnet?
– Det ville være gået anderledes, sagde Östen, hvis drengen ikke havde
svigtet mig.
Orm lo.
– Det er kønt at høre en mand som dig tale om svig. Men her er en sag,
som jeg vil vide, hvad du mener om. Du har forsøgt at tage mit hoved; og
hvem har nu størst ret til dit?
Östen sad tavs en tid; derpå sagde han:
– Lykken har været mig imod i denne sag; og mere er der ikke at sige.
– Og dog kunne din lykke have været ringere, sagde Orm; hvis denne
hellige mand, som du skylder den største tak, ikke havde gjort sit. Da jeg
hørte, at kong Sven ønskede at få et hoved fra disse egne, var det min tanke
at sende ham dit; men denne Kristi præst rådede mig fra det. Han har frelst
dit liv og helet dit sår, men han er ikke tilfreds med det; nu vil han også
frelse din onde, smålandske sjæl. Derfor har vi bestemt, at du skal kristnes,
og dine mænd med dig. Og i den sag har du ikke noget at skulle have sagt,
thi dit hoved er mit, og jeg gør med det, hvad jeg vil.
Östen stirrede dystert på dem begge.
– Min slægt er stor og mægtig, sagde han; og ingen, der regnes til den,
forbliver uhævnet. Derfor vil dette komme dig dyrt til at stå, det må du vide,
og dyrest bliver det, hvis du agter at tvinge mig til skammelige ting.
– Ingen tvinger dig, sagde Orm; du får selv lov til at vælge frit. Vil du
have dit hoved øst over med vand af den hellige mand, der kun gør dig
godt? Eller vil du hellere have det stoppet i en sæk og sendt til kong Sven?
Jeg lover dig, at det skal blive pakket ned med omsorg og nå frem i god
stand, så han kan se, hvem det har tilhørt. Det er måske bedst at sende det
saltet, thi nu har jeg rigeligt med salt.
– Ingen af min stamme er nogen sinde blevet døbt, sagde Östen. Kun
blandt vore trælle findes der kristne folk.
– Du må vide, sagde Orm, at Kristus selv har sagt, at alle skal døbes,
endogså smålændingene. Fader Willibald kender de ord.
– Sådan har han sagt, sagde fader Willibald: Gå ud i hele verden og
forkynd min lære for alle mennesker og døb dem.
Og dette har han også sagt: Den, der tror og bliver døbt, han skal frelses;
men den, der ikke tror, skal gå til Hel.
 – Dér hører du, sagde Orm, det er, som jeg siger dig:

Hel skal du fare til

hovedløs,
eller med helligt
vand døbes.

– Din synd er stor, og din ondskab er stor, sagde fader Willibald, dog sådan
er det med de fleste i dette land. Men hvis du bliver døbt, kan du måske
alligevel blive regnet blandt de gode, for Kristi mildheds skyld, når han
kommer til syne på himlen for at dømme alle mennesker. Og der et ikke
langt til den stund.
– Og det skal du vide, sagde Orm, at Guds hånd er med dig, når du er
blevet døbt. Og hans hånd er stærk, hvad du selv har mærket, under dit
anslag mod mig og mit. Det er aldrig gået mig så vel i alle måder, som da
jeg begyndte at holde mig til Kristus. Alt, hvad du behøver at gøre, er at
afsværge dig de gamle guder og i stedet sige således: Der findes ikke andre
guder end Gud, og Kristus er hans profet.
– Ikke hans profet, men hans søn, sagde fader Willibald strengt.
– Hans søn, sagde Orm hurtigt. Sådan skal det være. Jeg ved det godt.
Jeg talte i hastværk, og min tunge løb løbsk, på grund af den falske lære,
som jeg holdt mig til hos min herre Almansur af Cordova, da jeg tjente ham
i andalusiernes land. Men det er længe siden, og der er gået fire år, siden jeg
blev døbt af en hellig biskop i England; og efter den tid har Kristus været
mig til den største hjælp. Han lægger mine fjender i min hånd, så ikke blot
mænd, som du, er magtesløse over for mig, men også selveste kong Sven;
og meget andet er også blevet mig til del. Jeg er født med en god lykke,
men jeg har aldrig mærket stor forskel i disse ting.
– Det kan jeg ikke nægte, sagde Östen, at din lykke er bedre end min.
– Men det er først, efter at jeg har ladet mig døbe, at den er blevet så god
som nu, sagde Orm. Thi i begyndelsen, da den gamle lære var alt, hvad jeg
kendte til, kom jeg ofte i stor nød, og i to år sad jeg som slave på Almansurs
skib, bundet med jernlænker til roerbænken. Og det er sandt, at jeg vandt
dette sværd, som du ser her, og som er det ypperste blandt alle våben; så
Styrbjörn, der vidste mest om sværd, og som holdt det i sin hånd hos kong
Harald, sagde, at han aldrig havde set et, der var bedre; men nogen stor løn
for så mange strabadser, kan jeg dog ikke sige, det er. Derfor holdt jeg mig
til andalusiernes lære, sådan som min herre Almansur befalede mig; og
dengang vandt jeg en halskæde, der er en stor skat. Men på grund af den
kæde blev jeg næsten dødeligt såret ved en tvekamp i kong Haralds hal,
skønt jeg bar en god andalusisk brynje; og uden den hjælp, jeg fik af denne
lægekyndige præst, ville jeg være død af mit sår. Til sidst blev jeg døbt og
kom under Kristi herredømme; og så vandt jeg kong Haralds datter, som jeg
regner for den bedste af mine skatte. Og du har selv set, hvordan Kristus har
hjulpet mig til alt det, som du har bragt hertil på din vogn. Af dette kan du
forstå, hvis du er en forstandig mand, at du ikke vil miste noget ved at blive
døbt; du vil tværtimod vinde meget, selv om du ikke regner det for stort, at
du får lov til at beholde dit hoved.
Dette var den længste prædiken, nogen havde hørt i Orms mund; og
fader Willibald sagde bagefter til ham, at han ikke havde klaret sig så ilde, i
betragtning af at han var så ny i den bestilling.
Östen sad en rum tid i dybe tanker, da han havde hørt dette. Derpå sagde
han:
– Hvis det er sandt, hvad du siger, så holder jeg med dig i, at de kristnes
lære ikke har været dig til skade, men snarere til gavn; thi det er meget at
vinde kong Haralds datter, og det er heller ikke lidet det, du har vundet fra
mig. Men de kristne trælle hjemme hos os ville ikke kunne sige noget
sådant; og det synes mig uvist, hvordan det kan forme sig for mig. Én ting
vil jeg nu vide: hvis jeg går med til det, du ønsker, hvad agter du så at gøre
ved mig bagefter?
– Jeg har i sinde at give dig fri og lade dig drage bort, sagde Orm; og
dine mænd ligeledes.
Östen så mistroisk ud, men til sidst nikkede han.
– Når du siger det, mens vi alle hører på det, må jeg vel tro dig, sagde
han. Og lad det da blive, som du vil. Men hvad nytte, du kan have af at få
mig døbt, det er mere, end jeg forstår.
– Det er ikke mere end rimeligt, sagde Orm, at jeg gør Gud og hans søn
en glæde, når de har gjort så meget for mig.
 Femte kapitel

OM DET STORE KRISTNINGS-

GILDE OG HVORDAN DE FØRSTE
SMÅLÆNDINGE BLEV DØBT
Da bierne havde sværmet, og det første hø var blevet bjærget, var den tid
kommet, hvor Orm skulle holde sit store kristningsgilde. Det varede i tre
dage, sådan som Orm ville have det; og det blev allerede fra begyndelsen
omtalt som et mærkeligt gilde, eftersom intet våben smagte blod, så længe
det varede, og det til trods for, at alle gæsterne hver aften var så berusede,
som nogen kunne ønske sig ved en stormands gæstebud. Den eneste ulykke,
der skete, var, at to unge mænd den første aften, da deres rus var ny, gik ind
til de store hunde for at lege med dem. Den ene kom hurtigt ud igen, uden
anden skade end nogle rifter og sønderrevne klæder; men den anden, der
var blevet væltet omkuld, og som hylede meget, blev reddet af et par af
gårdens kvinder, som hundene var vant til; han blev slæbt ud, med flængede
arme og ben, og manglede det ene øre. Man lo meget over dette, og
hundene blev rost og omtalt som en pryd for hele bygden; men der blev
ikke leget mere med dem.
Åsa og Ylva havde besvær med at få sovepladser nok til alle; thi der var
kommet flere gæster, end de havde ventet, og megen voksen ungdom var
fulgt med; og skønt mange af de ældre hver aften faldt i søvn på den bænk,
hvor de sad, eller på gulvet underneden, og blev liggende dér natten over,
uden at være til besvær, var der alligevel kneben plads overalt. Ungdommen
fandt sig godt til rette; thi ungmøerne sov i den ene lade og de unge mænd i
den anden; i nyt og godt hø; og skønt det viste sig vanskeligt for mange at
finde frem til den rigtige lade – eller blive dér – lød der ingen klager over
den sag. Om morgenen snakkede pigerne, dydigt og mumlende, med deres
mødre om de fejltagelser, de havde været ude for i høet, og fik formaninger
om at passe godt på næste nat, så det ikke blev en anden, der snublede over
dem, for det kunne give anledning til, at man fik et dårligt rygte; og der blev
nu holdt mange rådslagninger mellem de unges forældre, så syv eller otte
giftermål var så godt som afgjort, inden gildet var forbi. Orm og Ylva
glædede sig over dette; thi det viste, at gæsterne befandt sig vel ved deres
gilde, både unge og gamle; og fader "Willibald knurrede blot for sig selv, i
stilhed, og sagde ikke noget, i denne forbindelse.
Men ellers havde fader Willibald en hel del at sige ved dette gilde; og
allerede den første dag, da alle var blevet bænkede i kirken og velkomst-
øllet var budt om, tændte han lys foran alteret, hvor korset var blevet
anbragt, tre smukke vokslys, som Åsa og han selv havde støbt ved fælles
hjælp; og så talte han til de forsamlede om det hellige sted, hvor de nu sad.
– Og den gud, som råder her, sagde han, og som er den eneste sande, er
visdommens, styrkens og lykkens gud; og hans hus, som I nu har fået lov at
træde ind i, er fredens hus. Thi det er sålunde med ham, at han dvæler i stor
fred, og han skænker dem, der kommer til ham, af sin fred. I er kommet her,
fra vantro og et dybt mørke, for at sidde en stund i hans nærhed; og I vender
atter tilbage til vantroen og mørket, når I går herfra – for at mæske jer i
synd og trives vel blandt dj ævle, indtil jer livsens dage er til ende og I skal
være som fremmede for Gud. Men endogså over for eder nærer Kristus,
Guds søn, venskab, et langmodigt venskab, skønt I dagligen gør ham imod,
i de fleste ting, og derfor har I fået lov til at komme til hans hus. Thi han vil
i sandhed alle mennesker vel, og da han vandrede her på Jorden,
forvandlede han vand til en god gæstebudsdrik for at gøre sine venner en
glæde. Nu er det dog så, at hans venskabs tid snart er forbi, for dem, der
vender sig fra ham; og når de får hans vrede at føle, står det ilde til med
dem, langt værre end med den krigshøvding, som sangere beretter om, og
som endte sine dage i en ormegrav. Og det kan I alle forstå, at det ville være
vel for eder, om I ikke skulle høre til dem. Endnu siger han til alle, at de kan
gå ind under hans varetægt og blive optaget blandt hans husfæller, ved at
lade sig døbe; men de, der ikke vil det, må selv tage skylden på sig.
De forsamlede lyttede til fader Willibalds ord og mumlede indbyrdes
om, at der var god fornuft i meget af det, han sagde, selv om det var svært
at blive klog på et og andet. Det sås tydeligt, at det var de ældre, der lyttede
bedst; thi de yngre, både mænd og kvinder, kiggede mest på Ylva. Hun var
værd at beskue; thi hun stod nu i sin fulde skønhed; var vel tilfreds med alt
og yderst venlig mod alle; hun bar en ny dragt, hvis livstykke var stukket
med silke og sølv, af det ypperste, man havde fundet i Östens store pakker;
og hun havde det andalusiske smykke om sin hals. Det var tydeligt at se på
manges blikke, at en sådan kvinde og et sådant smykke var noget, man ikke
let så magen til igen; og Orm befandt sig ikke dårligere, da han opdagede
dette.
Da præsten var færdig med at tale, forsøgte Orm at få flere af de mest
forstandige blandt gæsterne til at indrømme, at kloge folk gjorde bedst i at
lade sig kristne; men han kom ikke længere, end et par stykker mente, at
sagen var værd at overveje; og selv senere på dagen, da de begyndte at blive
fulde, ville de ikke sige mere end det.
Næste dag var en søndag; og fader Willibald fortalte de tilstedeværende
om Guds værk og hvile, hvilket de fandt var en god historie, og om Kristi
opstandelse på denne dag, hvad de syntes var sværere at sætte lid til. Derpå
blev Harald Ormsson døbt inde i kirken; Åsa bar ham under
dåbshandlingen, og fader Willibald gjorde alt så højtideligt som muligt med
latinske bønner, der overdøvede barnets skrig og fik de forsamlede til at
bæve. Da det var forbi, blev der drukket skåler til held og lykke for den
nydøbte og til minde om de store helte – Harald Blåtand, Sven Råttnos og
Ivar Vidfadme – hvis blod strømmede i dette barns årer.
Nu gik hele skaren ud af kirken for at se smålændingene blive døbt nede
ved åen. Östen og hans to mænd var blevet lukket ud af badstuen og måtte
vade et stykke ud i vandet. Dér stod de nu, på rad og række, barhovedet og
med mørk mine, mens fader Willibald stillede sig foran dem på den lille
bro, hvor man ellers vaskede tøj; Rapp stod ved siden af ham med to spyd i
hånden for at passe på, at de ikke forsøgte at flygte. Fader Willibald læste
over dem, og hans stemme skælvede af iver og lykke, thi dette var en stor
dag for ham; derpå befalede han dem, at de skulle bøje hovedet, og så
hældte han vand over dem, en for en, med en øse. Da det var gjort,
velsignede han dem i den rækkefølge, de stod i, idet han først lagde
hænderne på deres hoved og dernæst bøjede sig frem og gav dem alle
broderkysset på panden.
De fandt sig i alt, med en ubevægelig mine, som om de ikke havde lagt
synderlig mærke til fader Willibald og hans handlinger og slet ikke set
tilskuerne inde på strandbredden.
Da de atter stod inde på tørt land, sagde Orm til dem, at nu var de frie og
kunne gå, hvorhen de ville.
– Men inden I forlader mig, sagde han, skal I endnu en gang erfare,
hvordan en kristen mand handler. Thi det er påbudt, at vi, der hører under
Kristus, skal vise et godt sindelag selv over for vore uvenner, ja, endogså
over for dem, der har stræbt os efter livet. Og her vil jeg ikke være ringere
end andre.
Dermed befalede han, at de skulle forsynes med god vejkost, af
gæstebudsmaden, og desuden gav han dem alle en hest; af dem, der havde
hørt til deres vogn.
– Og drag nu bort med fred, sagde han, og glem ikke, at I hører Kristus
til.
Östen så på ham; og for første gang i løbet af den dag, kom der nogle ord
over hans læber.
– Jeg er ikke glemsom af mig, sagde han langsomt, og det lød på hans
stemme, som om han var meget træt.
Han steg til hest, uden at der blev sagt mere, og red ud gennem porten
med sine mænd og forsvandt i skoven.
Nu bænkede sig alle igen, og gildet fortsatte med glæde og stor larm; og
da fader Willibald ville fortælle mere om den kristne lære, havde han svært
ved at få de forsamlede til at lytte. Nu ville de hellere, sagde de, høre om
Orms oplevelser i fremmede lande og om hans fjendskab med kong Sven;
og på dette punkt var Orm dem til vilje. Kong Sven var meget lidt afholdt
på disse kanter; thi det var sådan med folkene i grænseegnene, at de gerne
prisede døde konger, men sjældent havde noget godt at sige om de levende.
Da nu Orm fortalte, hvordan fader Willibald engang havde slynget en sten i
ansigtet på kong Sven, så munden blødte og nogle tænder løsnede sig, blev
der stor jubel, og alle fik travlt med at fylde deres krus for at drikke til ære
for den lille præst. Mange rokkede frem og tilbage på bænken med vidt-
åben mund, mens tårerne strømmede ned over kinderne; andre kunne ikke
synke øllet for latter, de prustede det fra sig, og man råbte højrøstet, at
magen til bedrift af sådan en lille fyr havde man aldrig hørt om.
– Guds ånd er over mig, sagde fader Willibald. Kong Sven er Guds uven,
og derfor blev han truffet af min svage hånd.
– Vi har hørt sige, sagde en anset mand ved navn Ivar Smed, der sad i
nærheden af Orm, at kongen synes ilde om alle kristne og dårligst om deres
præster, og at han slår dem ihjel, når han har fået fat i dem. Og dette er let at
forstå, hvis han engang har fået et sådant slag af denne præsts hånd. Thi det
må være den største forsmædelse for en konge og svært at glemme.
– Især hvis han har fået nogle tænder slået ud, sagde en anden god
bonde, der hed Svarte Grim i Fjäle; thi hver gang han tygger en brødskorpe
eller gnaver på en fåreskank, mærker han sandelig den skade, han har lidt.
– Det er sandt, sagde en tredje, der hed Uffe Knubbfot, thi det gik på
samme måde med mig, da jeg havde mistet min fod, dengang jeg og min
nabo, Thorvald i Långaled, var blevet uvenner. Han huggede til, mens vi
talte sammen, og jeg nåede ikke at hoppe højt nok; og længe efter at
stumpen var blevet lægt, og jeg havde lært at gå med en træklods, følte jeg
mig bestandig træt og kraftesløs, både når jeg stod og sad; og også når jeg
lå i sengen, det kan min kvinde vidne om, thi hun havde det i lang tid så
trist, som var hun enke. Men da lykken omsider havde vendt sig… dengang
jeg så Thorvald ligge foran mig på stien med min pil i halsen, sprang jeg i et
stort sæt hen over ham og var lige ved at brække mit gode ben, så fuld af
kræfter følte jeg mig straks. Og siden da har jeg ikke fejlet noget.
– Det er ikke på grund af fader Willibald, at min broder, Sven, dræber
kristne, sagde Ylva, thi dem har han altid næret stort had til, og allermest fra
den tid, da min fader begyndte at beskytte dem og selv lod sig døbe. Han
kunne ikke engang se den hellige biskop Poppo, den blideste blandt
mennesker, uden at mumle truende ad ham; men mere turde han ikke gøre,
så længe min fader havde magten. Nu dræber han både biskopper og andre,
hvor han får fat i dem; det spørges helt herop; og det ville være vel, om
hans tid ikke blev lang.
– De ondes tid er ofte lang, sagde fader Willibald, men én ting varer
længere, og det er Guds straf.
Det var nu, man begyndte at sætte vers sammen nede ved den ene
bordende, hvor ungdommen sad, og hvor der lød megen latter og snak; og
denne aften blev den smædevise lavet, som man længe sang i
skovbygderne, både ved gilder, og når man svang plejlen eller skættede hør;
og som med tiden blev kaldt den gamle vise om kong Sven. Det var en ung
mand ved navn Gisle, Svarte Grims søn, der begyndte. Det var en høj
yngling, mørkhåret og bleg i huden; og skønt der ikke var noget i vejen med
hans forstand, havde han den særhed, at han var sky over for piger, til trods
for at de ikke så på ham med uvenlige øjne. Alle hans slægtninge syntes, at
dette var en mærkelig skavank, men ikke engang de klogeste kendte noget
middel imod den; og nu havde han atter siddet tavs og forsagt og mest
beskæftiget sig med mad og drikke, skønt det var velkendt, at han ellers
godt kunne få tungen på gled, lige så vel som andre. Skråt over for ham sad
en pige, der hed Rannvi; en blomstrende ungmø med opstoppernæse og et
smilehul ved hagen, der let kunne få unge mænd til at falde i tanker; han
havde ofte og i smug set på hende lige fra begyndelsen, dog uden at turde
sige noget, og han blev skrækslagen, når det hændte, at deres blik mødtes.
Hun havde drillet ham et par gange på grund af hans ordknaphed, uden at
det havde hjulpet; men nu havde det gode øl givet ham bedre mod, og da
han havde leet meget over det, han hørte om slagsmålet mellem kong Sven
og fader Willibald, begyndte han at vugge frem og tilbage på bænken og
sagde pludselig med høj røst:

En gang med præsten

du stred, og fra hesten
på hovedet faldt du
til jord, kong Sven.

– Her er noget nyt, råbte de nærmestsiddende. Gisle er skjald. Han gør en

vise om kong Sven. Men dette er blot den ene halvdel; hvordan skal resten
være?
Mange hjalp nu hinanden med at gøre visen hel og færdig, men det var
ikke let at få alting til at stemme; og det var atter Gisle, der omsider fandt
på, hvordan det skulle være, så alt lod sig synge til en gammel, velkendt
melodi:

Stort er det rige, du

har, kong Sven.
Ja, Tyrs lige du
var, kong Sven.
Men mod dig slog præsten vred
sten, og hesten gled
uden at skrige du
snar, kong Sven.

– Han er skjald! Han gør en rigtig vise! råbte de, der sad nærmest; og den,
der råbte højest af alle, var Rannvi.
– Hør blot på ungdommen, sagde de ældre. De har en skjald dernede.
Svarte Grims søn har gjort en vise om kong Sven. Hvem skulle have troet
noget sådant? Er det fra dig, Grim, han har det? Eller er det måske fra
nogen anden?
– Lad os høre visen, sagde Orm.
 Gisle måtte nu fremsige sit værk for dem alle; og han var usikker i
stemmen til at begynde med. Men da han så, at de, der lyttede, syntes om
det, han havde digtet, og at selve Orm nikkede til ham, forsvandt hans
skræk; og nu var han i stand til at møde Rannvis blik, uden ængstelse.
– Jeg kan lave flere, og nogle, der er bedre end denne, sagde han stolt til
hende, da han satte sig.
Svarte Grim, hans fader, sad og grinede, i stor tilfredshed; han sagde, at
han selv i sine unge dage stundom havde følt, at han havde evner som
skjald; men der var kommet andet imellem.
– Men dette er alligevel en mærkelig ting, sagde han; thi drengen er
menneskesky, og allermest ræd er han, når der findes piger i nærheden,
skønt han gerne selv ville have, det skulle være anderledes.
– Det behøver han ikke at være ræd for længere, Grim, tro du blot på
mig, sagde Ylva. Thi nu, da han har vist, han er skjald, vil de hænge om
halsen på ham; så mange, som der er plads til. Mere end én gang hørte jeg
min fader sige, og han var fuld af visdom i alle ting, at ligesom fluerne
kredser om al slags føde og villigt smager på alt, men straks forlader alt
andet, når de lugter honningkrukken – således er det også med ungmøer, når
en skjald kommer i nærheden af dem.
Orm sad og stirrede ned i sit ølkrus med en bekymret mine, uden at høre
på det, der blev sagt. Åsa ville vide, om der var noget i vejen med ham, men
han brummede bare åndsfraværende og svarede ikke.
– Han laver vers, hvis jeg kender ham ret, sagde Ylva; så ser han sådan
ud. Thi det er en ejendommelighed ved skjalde: hvis der er to til stede, og
den ene digter, så har den anden ingen ro på sig, før han har sat et vers
sammen, som han synes er bedre.
Orm holdt hænderne på knæene og vuggede frem og tilbage på bænken;
han sukkede tungt og mumlede for sig selv, med en dyb, hul røst. Men til
sidst fik han det til at passe; han nikkede lettet og slog næven i bordet for at
skaffe sig ørenlyd i larmen. Derpå fremsagde han dette:

Dig jeg ej tænker mig

ven, kong Sven.
Du spinder rænker mig
end, kong Sven.
 Hjælp dog er meget værd:
Gud og hvastunget sværd
trofaste skænker mig
den, kong Sven.

Dette blev modtaget med stort bifald af alle dem, der endnu var i stand til at
forstå, hvad han sagde; og Orm tog en dyb slurk og var atter i det bedste
lune.
– Her har vi nu skabt en god ting, sagde han; en vise, der glæder alle, og
som kun ville volde kong Sven ringe glæde. Det er værd at mindes, at der
sidder to skjalde ved dette gilde, thi den slags folk synes at være sjældne i
disse egne; og selv om det kan være, at vi to ikke er jævnbyrdes i
skjaldekunsten, så har du, Gisle, alligevel gjort det godt, og derfor vil jeg
drikke med dig.
Men da Orm spejdede ned mod bordenden gennem røgen fra
tjæreblussene, var Gisle ikke til at finde; og han var heller ikke blandt dem,
der var faldet under bordet. Men eftersom ungmøen Rannvis plads også var
tom, holdt deres forældre det for troligt, at de var blevet søvnige på samme
tid og var gået uden at ville forstyrre nogen som velopdragne unge
mennesker.
Den aften fik fader Willibald, ved Åsas og Ylvas hjælp, fire af kvinderne
til at love, at han snart skulle få lov til at døbe deres spæde børn, hvis det
skete med højtidelighed og i samme kar, som Harald Ormsson var blevet
døbt i; men ingen af gæsterne ville stadig væk love noget bestemt på egne
vegne, hvor glade og vennesæle de end følte sig på grund af al den gode
forplejning. Og det måtte han slå sig til tåls med, skønt han havde håbet at
opnå mere.

Næste dag, da Orms gilde havde varet i tre dage og var ved at være forbi,
blev der drukket endnu voldsommere end før. Thi Orm havde stadig rigeligt
med røget fårekød og det meste af en nyslagtet okse samt to kar med
gæstebudsøl og et lille kar med stærkt mjød, lavet af lindehonning; og han
sagde, at det hverken ville tjene til hans eller gæsternes hæder, hvis der var
noget af dette tilbage, når gildet sluttede. Alle gæsterne var meget ivrige
efter at forsvare både deres egen og hans ære; de lovede at gøre deres
bedste og tog alvorligt fat lige fra den årle morgenstund; og nu var det
meningen, sagde de tillidsfuldt, at såvel værten som præsten skulle falde
under bordet, inden den sidste slurk var tømt.
Orm tog præsten afsides for at spørge ham til råds. Han ville vide, sagde
han, om det var tilladt over for Gud at døbe hedninge, der havde drukket sig
bevidstløse.
– Thi det synes mig troligt, at der så kunne udrettes meget godt ud på
aftenen; sådan som denne dag arter sig.
Fader Willibald svarede, at dette var et vanskeligt spørgsmål, som ofte
havde givet anledning til tvivlrådighed blandt hellige mænd i
omvendelsesarbejdet.
– Nogle mener, sagde han, at sligt er tilladeligt, når djævelen er alt for
stædig; og de støtter sig til, at den store kejser Karl, når han døbte de vilde
saksere, der holdt så krampagtigt fast ved deres gamle djævelskab, stundom
lod de mest genstridige bedøve med kølleslag, mens de blev slæbt hen til
dåbskarret, for derved at stække deres voldsomhed og gudsbespottelige hyl.
Ingen kan nægte, at der forvoldes djævelen megen skade også på denne
måde, og det kan ikke gøre stor forskel, om de genstridige bedøves med en
kølle eller med øl. Men den hellige biskop Piligrim af Salzburg, på gamle
kejser Ottos tid, havde dog andre tanker i denne sag og skrev et hyrdebrev
derom, som var fuld af visdom; og min fromme mester, biskop Poppo,
sagde altid, at hans anskuelse var den rette. Thi det kan være sandt nok,
sagde han, at det også volder djævelen fortræd, når man døber sådanne
hedninge, som er blevet bedøvede; men den skade varer kun en kort tid; thi
når de atter er kommet til sig selv og har fået at vide, hvad der er sket, så
kan ingen, til trods for hele sakramentets kraft, spore den mindste smule
kærlighed til Gud i deres sjæl. De åbner tværtimod straks deres hjerte for
djævelen igen, åbner det endnu mere end før og raser værre end nogen
sinde mod Kristus og hans tjenere. Der opnås således ingen vinding eller
velsignelse ved dette, og derfor siger de hellige mænd, jeg har nævnt og
mange med dem, at slige midler ikke bør bruges ved nogen dåb.
– Det må vel være, som du siger, når du har det fra biskop Poppo, sagde
Orm bedrøvet, thi han forstår den slags ting bedst; men det er stor skade, at
det skal være sådan.
– Det er Guds vilje, at det skal være sådan, sagde fader Willibald og
nikkede tankefuldt; vi ville have det alt for let over for hedningene, hvis vi
kunne døbe dem ved hjælp af øl. Der skal mere til end som så – nemlig
overtalelse og gode gerninger og stor tålmodighed; og det sidste er det
sværeste.
– Det er mit ønske at gøre Gud alle de tjenester, jeg kan, sagde Orm;
men hvordan skal vi kunne fremme hans sag blandt disse mine naboer? Det
er mere, end jeg forstår.
Der blev nu ikke talt mere om dette, og drikkegildet fortsatte i lyst og
gammen. Senere på dagen, mens de fleste endnu stod sikkert på benene, gik
de gifte kvinder ind til Ylvas søn, for – efter gammel skik – at bringe ham
dåbsgaver og gode ønsker; og mændene, som nu syntes, at de trængte til at
lufte sig lidt, begyndte at arrangere kamplege og styrkeprøver ude i græsset.
Man trak krog, tog livtag og løftede byrder med strakte ben, under megen
råben, stor munterhed og mange herlige krumspring og kolbøtter; og nogle
af de dristigste forsøgte sig også med den krævende tomandsdyst for stærke
mænd, der kaldtes at løfte »på skift«, uden at nogen dog forvred sig,
sprængte sig selv eller fik halsen knækket.
Det var mens dette fandt sted, at de fire sælsomme tiggere kom til
Gröning.
 Sjette kapitel

OM FIRE SÆLSOMME TIGGERE OG

HVORDAN ERINS MESTRE KOM
FADER WILLIBALD TIL HJÆLP
De så ud, som tiggere plejer at gøre; vandrede af sted med pose og stav og
bad, da de nåede frem til gården, om mad og drikke. Ylva sad på bænken
foran beboelseshuset i en vigtig samtale med Gisles og Rannvis mødre; thi
de to unge mennesker var kommet til hende om morgenen, yderst tilfredse,
og havde sagt, at de syntes så godt om hinanden og bad hende lægge nogle
velvalgte ord ind for dem hos forældrene, så de kunne få lov til at gifte sig,
jo før desto bedre; og Ylva havde villigt lovet at hjælpe dem i denne sag.
Da man sagde til hende, at der stod nogle tiggere ved porten, sendte hun
bud efter Orm; thi han havde befalet, at ingen fremmede måtte lukkes ind,
uden at han selv havde sagt til.
Orm synede vandringsmændene, og de svarede beredvilligt på hans
spørgsmål; men det forekom ham, at de ikke rigtig så ud som almindelige
tiggere. Den forreste af dem var en stor, kraftig mand, bred over bringen og
fedladen; skægget var gråsprængt, og han havde skarpe øjne under
hatteskyggen; når han gik, slæbte han på det ene ben, der så ud til at være
stift i knæet. Han talte med buldrende stemme, og man kunne høre, at han
var fra Svea-kanten. Han sagde, at de kom fra Sjælland og skulle nordpå
over grænsen; en fisker havde sat dem over Sundet, og de havde tigget sig
frem fra Landöre.
– Men i dag har vi ikke fået noget at spise, sagde han, thi der er langt
mellem gårdene her; og vi fik ikke noget med os i poserne, det sidste sted vi
gæstede.
– Og dog er du ved godt huld af en tigger at være, sagde Orm.
– Der er megen kraft i danernes og skåningernes pandekager, sagde
manden med et suk; men de bliver nok mere magre for mig i den
kommende tid, og jeg med dem, inden jeg når op til Mälar-bygdeme,
 Den, der stod nærmest ved ham, var en yngre mand, bleg i huden og
spinkel; hans kinder og hage var helt sorte af et kort, meget tætvoksende
skæg. Orm så på ham.
– Man skulle tro, du havde været raget til præst, sagde han omsider.
Den spinkle mand smilede bedrøvet.
– Jeg fik mit skæg svedet af en aften, da jeg stegte flæsk i blæsevejr,
sagde han, og det er ikke vokset ud endnu.
Men det var de to andre fremmede, Orm synede mest, og dem kunne han
slet ikke blive klog på. Man kunne se, at de var brødre; thi de var begge to
små og magre; havde lange ører og en stor næse; og de kiggede begge to på
ham med kloge, brune egernøjne. Skønt de var små af vækst, så de dog ud.
til at være både stærke og senede. De stod med hovedet på skrå og lyttede
til de store hundes rasende gøen, og pludselig satte den ene fingrene i
munden og udstødte en fløjtende lyd, der var blød, skælvende og havde en
sælsom tone; hundene holdt pludselig op med at gø, og nu hørte man blot
en venlig hilsen.
– Er I trolde eller bare troldmænd? sagde Orm.
– Ikke så meget, som vi kunne ønske, sagde den ene; thi mad kan vi ikke
trylle frem, hvor sultne vi end er.
Orm trak på munden.
– Mad skal ikke blive jer nægtet, sagde han, og jeres trolddom kan
næppe være farlig ved højlys dag; men jeg har aldrig set sådan nogle tiggere
som jer. Ingen fremmede plejer at kunne få mine hunde til at tie, og
undertiden kan jeg det heller ikke selv.
– Vi skal lære dig den kunst, sagde den anden lille mand, når vi har fået
et godt måltid mad i maven og to i posen. Vi er herreløse vandringsmænd,
og hunde forstår vi os bedre på end de fleste.
Orm sagde, at de ikke skulle komme til at gå bort med tomme poser, og
dermed bød han dem indenfor.
– Og I er kommet i et heldigt øjeblik, for jer; midt under et gilde, sagde
han, så der findes rigeligt til jer begge, både af pandekager og andet. Men
det ville have været bedst for gildesgæsterne om du, der kan fløjte så godt,
også havde kunnet spille.
De to små mænd så på hinanden og glippede med øjnene, men sagde
ikke noget; og alle fire fulgte med ham ind i gården. Orm råbte til Ylva:
 – Her har du vejfarende, både store og små, der alle trænger til et fad af
din gæstebudsmad.
Ylva så op fra sin samtale og nikkede; hendes tanker var helt andre
steder, men nu fik hun øje på de små mænd. Hendes øjne blev store af
forbavselse, og hun fløj op fra bænken.
– Erins mestre! råbte hun. Felemid og Ferdiad! Min faders gøglere! Og I
er endnu i live! Men i Guds navn, stakkels venner, hvorfor strejfer I
omkring som tiggere? Er i blevet for gamle til at gøre jeres kunster?
De to små mænd var også forbavsede over dette møde, kunne man se;
derpå smilede de begge. De gav slip på deres stave og tiggerposer; så gik de
et par skridt hen mod Ylva og vendte begge benene i vejret samtidig. Den
ene blev stående på hænderne og hoppede frem og tilbage med små, glade
lyde, den anden rullede sig sammen som et garnnøgle og trillede hen foran
fødderne af hende. Derpå kom de hurtigt på benene igen og hilste hende
høvisk med en uanfægtet mine.
– Vi er ikke blevet for gamle, sagde den ene; det kan du jo selv se, du
skønneste af alle kong Haralds døtre. Thi det skal du vide, at alderen viger
tilbage for sådanne mestre som os. Og det er endda temmelig længe siden,
du sad på din faders knæ og så os gøgle første gang. Men vi er mere sultne
nu end dengang.
Mange af gildesgæsterne - både mænd og kvinder - kom nu ilende i stor
hast for at se på disse underlige mænd, der kunne hoppe omkring på
hænderne; men Ylva sagde, at de nyankomne først skulle spise og drikke i
fred og være lige så hædrede gæster som enhver anden. Hun førte dem selv
ind i huset og lod det bedste sætte frem, både af mad og drikkevarer; og nu
behøvede man ikke at nøde dem synderligt for at få dem til at tage fat.
Tvillingerne og deres legekammerat fulgte med ind og sad tavse i hjørnet,
mens de ventede på, at de to små mænd atter skulle begynde med deres
kunster; og Orm forklarede de nysgerrige udenfor, hvem disse to sælsomme
tiggere var.
– De har været kong Haralds gøglere, sagde han, men nu er de herreløse
mænd; de er fra Irland og vidt berømte. Jeg så dem engang, da jeg drak jul
hos kongen, men da var de pyntede med fjer og brogede sager, og derfor
kunne jeg ikke kende dem igen. Det er ikke godt at vide, hvorfor de strejfer
omkring som tiggere, men når vi har anbragt os ved øllet igen, kan vi jo
høre, hvad de har at berette.
 Da de nyankomne havde spist sig mætte, havde gøglerne intet imod at
tage del i drikkelaget, der nu skulle begynde for alvor, efter hvilepausen;
men de to andre sad fåmælte ved deres tømte fade og sagde, at de følte sig
meget trætte efter vandringens strabadser og det gode måltid. Fader
Willibald førte dem til sit eget kammer, for at de kunne sove i fred. Derefter
trak han de to gøglere afsides og sad længe sammen med dem, fordybet i en
alvorlig samtale, som ingen ville forstyrre; han og disse to mænd havde for
lang tid siden truffet hinanden i kong Haralds gård og var glade for at ses
igen.
Da alle nu på ny bænkede sig i kirken, fik de to gøglere lov til at sidde
ved siden af fader Willibald, Der blev lige fra begyndelsen stillet mange
spørgsmål angående disse mænd, og alle var ivrige efter at se nogle af deres
kunster; jo før desto bedre. Men de to gøglere sad ganske stille og nippede
til deres øl og syntes ikke at bryde sig stort om det, der blev forlangt af
dem. Så sagde Orm:
– Det ville være ilde af os, om vi krævede at se, hvor dygtige I er; thi I
har ret til at være trætte efter vandringen, og her nyder man gæstfrihed uden
vederlag. Men det er sandt, at vi alle gerne ville drage fordel af, at sådanne
mestre er kommet til vort gilde. Thi så meget ved jeg, at I er vidt berømte;
og jeg har altid hørt, at ingen gøgler i verden kan måle sig med dem, der
stammer fra Irland.
– Høvding, svarede den ene, du har hørt ret; og det kan jeg sige dig, at
ikke engang på Irland findes der nu to mænd, som er mere berømte i den
kunst, som er vor, end mig, Felimid O’Flann, og min broder her, Ferdiad,
der er jævnbyrdig med mig. I vor slægt har vi været gøglere hos konger lige
siden vor stamfader, Flann Langøre, i svundne tider gøglede for kong
Conchobar Mac Nessa af Ulster og for heltene af den Røde Gren, der var
med ham i Emain Macha. Og for alle os af Flann Langøres slægt er det med
tiden blevet en sædvane og en lov, at vi kun må gøgle for folk af kongeligt
blod, lige fra det øjeblik vi er udlærte i vor kunst og har ret til at kalde os
mestergøglere. Og det må I alle vide, at vi, der gøgler for konger, ikke blot
har den vanskeligste af alle bestillinger, men også den, der er alle
mennesker til størst nytte her på jorden. Thi en surmulen konge og hans
kæmper, når de fortæres af kedsomhed, er farlige for alle mennesker; men
når gode gøglere skænker dem forlystelse, sidder de og ler ved deres øl, går
tilfredse i seng og lader naboer og undersåtter være i fred. Næst præsterne
er det derfor os, der har det vigtigste hverv; thi præsterne skænker
himmelsk lykke ved hjælp af den magt, de har hos Gud; og vi skænker
jordisk lykke ved hjælp af vor magt over kongernes lune. Og eftersom der
er mange konger i Irland, er også gøglerne dér de bedste i verden og
mangeartede: tumlere og narre og bugtalere, nogle, der efterligner dyr og
forvrider krop og ansigt, sværdslugere og æggedansere og folk, som pruster
ild ud gennem næseborene. Men den sande mestergøgler er den, der ikke
blot kan en eller to af disse kunster, men dem alle. Og kloge mænd i Irland
mener, at de bedste blandt os stadig er næsten lige så gode som kong
Conaires tre gøglere i gamle dage; om disse sagde man, at ingen, der så
dem, kunne lade være med at briste i latter, ikke engang den, der sad med
faderens eller moderens lig foran sig.
Der var stille ved bordet, og alle lyttede ivrigt til det, han sagde, eller
stirrede på hans broder, der sad med en ligegyldig mine og lod sine store
ører vippe langsomt frem og tilbage. Det var alles mening, at magen til
mænd aldrig før var blevet set i disse egne.
– Du taler vel, sagde Gudmund i Uvaberg, og alligevel er det ikke let at
tro på alt, hvad du siger; thi hvis I begge er så store mestre i jert eget land,
hvorfor er I så kommet til de nordlige lande, hvor der er så langt mellem
kongerne?
Felimid smilede og nikkede.
– Det kan du have lov til at spørge om, sagde han, thi Irland er et land,
som ingen forlader godvilligt; og jeg skal gerne berette, hvordan vi kom
derfra, selv om det, jeg siger, kan lyde som selvros. Og det må I alle vide, at
vi begge, min broder og jeg, er landflygtige på grund af en bedrift, som
ingen andre måske ville have været i stand til at udføre end os; og det
hænger sammen med, at da vi endnu var helt unge, men allerede udlærte i
vor kunst, var vi gøglere hos den gode kong Domnal af Leighlin. Han var
en mand, der holdt af skæmt og musik, Guds ord og heltesagn, skjaldekunst
og kvindeskønhed og de gamles visdom; os viste han megen hæder og
belønnede os med sølv og køer og ypperlig græsmark. Derfor elskede vi
ham højt og befandt os vel hos ham, og vor eneste bekymring var, hvordan
vi skulle undgå at blive fede i vort vellevned, thi det er noget af det værste,
der kan hænde i vor bestilling. Hans nabo var kong Colla af Kilkenny; han
var en farlig mand, fuld af hovmod og dygtig til at udpønse anslag mod sine
naboer. Nu kom der en pinse med store festligheder hos kong Domnal og
med meget arbejde både for hans præster og skjalde og for os; thi kongen
indgik giftermål med Emer, der var datter af kongen af Cashel. Hun så ud,
som en kongemø skal se ud, klarøjet og purpurmundet og skær i huden,
højbrystet og midjesmal og bred over hofterne, og med fletninger, der var så
lange, at hun kunne sidde på dem; så at selv du, Ylva, næppe ville have
vidst, hvem der var skønnest, hvis I to havde mødt hinanden. Ikke blot kong
Domnal glædede sig over dette, men også alle hans mænd; og festen var
blandt de muntreste; og den anden aften, da vi alle var fulde, faldt kong
Colla over os. Kong Domnal blev dræbt, da han stod nøgen foran døren til
sit kammer og huggede fra sig; og mange med ham; og dronningen blev
halet ud af sin brudeseng og taget med blandt byttet; sammen med min
broder og mig, eftersom vort ry var stort. Ved synet af dronning Emer
smækkede kong Colla med læberne og satte et bredt grin op, men os lod
han bringe i forvaring i sin gård, indtil den tid kom, da han skulle holde
bryllup med hende, han havde røvet. Så lod han os vide, at vi skulle gøgle
ved brylluppet. Det sagde vi nej til; vi sad jo og sørgede over vor dræbte
herre; men da vi fik at vide, at vi ville blive pisket med hvasse kæppe, hvis
vi vægrede os, sagde vi ja og lovede at vise os for ham med vore bedste
numre. Og det løfte blev holdt; det kunne han ikke benægte.
Felimid smilede eftertænksomt for sig selv, mens han styrkede sig med
en slurk af sin kande. Alle drak ham til og råbte, at han var en god fortæller,
og de var ivrige efter at høre om den enestående bedrift. Han nikkede og
fortsatte:
– Han sad dér på sin kongestol, da vi trådte frem for ham, og han var
allerede en smule fuld; og jeg har aldrig set noget menneske være mere
tilfreds med sig selv og alt andet. Han råbte med høj røst til alle i salen, da
han så os træde ind, at nu ville de to mestre fra Leighlin vise, hvad de duede
til med hensyn til lystighed og skæmt. Hun sad brudesmykket ved siden af
ham og så heller ikke trist ud; thi unge kvinder vænner sig hurtigt til en ny
mand, og det kan være, at hun syntes, kong Colla var et endnu bedre
giftermål for hende end vor herre, kong Domnal. Vi begyndte med mere
enkle, men velformede spøgefuldheder og med kunster, der for os var
ganske hverdagsagtige; og kong Colla var i så godt lune, at han straks
begyndte at le. Hele salen lo også; og da Ferdiad stod på hovedet og blæste
i sin fløjte, mens jeg hoppede rundt om ham som en dansende bjørn med en
voldsom brummen, blev der en mægtig larm, og kongen kastede sig
bagover i sin stol med munden på vid gab og stænkede dronningen til med
mjød fra sit krus. Han snappede efter vejret og råbte, at magen til gøglere
havde han aldrig set. Så spidsede vi ører og begyndte at tænke os om og
mumlede i smug til hinanden; thi hvis han aldrig havde set sådanne gøglere
som os, havde vi heller aldrig hørt en latter som hans – over de lette kunster,
vi hidtil havde givet til bedste. Nu tog vi fat på de grovere spøgefuldheder
og mere krævende kunster, og kongen larmede som en skaderede i maj, når
solen dukker frem af regndisen. Nu følte vi os endnu bedre til mode og
begyndte med vore vanskeligste kunster og mest betvingende morsomheder
– den slags, der sætter maveskindet i svingninger og vrider kæberne af led,
selv på dem, der er knugede af sorg eller plagede af sygdom. Og nu voksede
kong Collas latter yderligere, indtil det lød som bruset af den niende bølge
ved Donegals kyst, når springfloden kommer; og han blev sort i ansigtet og
sprængtes indvendig og faldt ned fra sin stol og blev liggende. Så kiggede
vi på hinanden og nikkede, Ferdiad og jeg, og tænkte på vor herre, kong
Domnal, og at vi havde gjort, hvad vi kunne for ham. Dronningen skreg
højt af skræk, mens alle i salen styrtede derhen, og vi selv rykkede ned mod
døren; og inden vi var kommet ud, hørte vi dem råbe, at han var død. Vi
ventede ikke for at høre mere, men forsvandt og flygtede nordpå over
hederne lige så hurtigt som biskop Asaph over sletten ved Magh Slecht,
dengang de røde spøgelser var efter ham. Vi nåede til kong Sigtrygg af
Dublin og troede, vi var i sikkerhed dér; men dronning Emers udsendinge
var efter os med deres sværd; og hun lod kong Sigtrygg vide, at vi var
mænd, hun havde arvet efter sin forrige mand, kong Domnal, og at vi nu, i
vor ondskab og nedrighed havde taget livet af hendes nye gemal og derved
tilføjet hende og hendes rygte stor skade, og at vi derfor skulle dræbes. Men
vi slap bort på et handelsskib og kom med det til kong Harald af Danmark,
og hos ham blev vi og havde det godt; og så længe han levede, omtalte vi
ikke vor bedrift med kong Colla til nogen, for at kong Harald ikke skulle få
det at vide. Thi så kunne han jo være blevet grebet af frygt for, at vi skulle
lokke en lige så farlig latter ud af ham.
Der blev stor larm omkring bordet, da Felimid havde endt sin historie;
thi mange begyndte nu at blive berusede, og de råbte, at skønt han talte
godt, var det ikke snak, de ønskede, men nogle af de kunster, kong Colla
havde leet sig ihjel over. Orm selv holdt med dem, der sagde dette.
– Det har I allerede hørt, sagde han til gøglerne, at alles nysgerrighed har
været stor lige fra begyndelsen, og nu er vokset yderligere på grund af
denne historie. Og her behøver I ikke at nære ængstelse for, at nogen skal le
sig ihjel; thi den, der gør det, må selv tage skylden, og derved ville mit gilde
få en god afslutning og blive omtalt længe i hele grænsebygden.
 – Og hvis det er, som I siger, sagde Ylva, at I kun kan gøgle for folk af
kongeligt blod, så kan jeg vel være lige så god som småkongerne i Irland.
– Vist er du det, sagde Felimid hurtigt; ingen kan have bedre og mere
kongeligt blod end du. Men der er en anden ting, der lægger os hindringer i
vejen her, og hvis I endnu vil have tålmodighed med mig, skal jeg fortælle,
hvorfor det forholder sig sådan. I må vide, at min forfader i ottende led,
Felimid med bukkeskægget, som jeg er opkaldt efter, var den berømteste af
alle gøglere i de dage, da kong Finacha den Festglade var Irlands
overkonge, og han var den første i vor slægt, der blev kristen. Engang, da
han var på rejse, skete det, at han mødte Sankt Adamnan i sit herberge, og
han blev grebet af stor ærefrygt og begejstring for denne hellige mand og
syntes, han var fornemmere end en konge. Så gøglede han for ham til hans
pris og ære, mens den hellige mand sad og spiste; og han gjorde nogle af
sine allerbedste og vanskeligste kunststykker, så han brækkede halsen i sin
iver. Og dér lå han nu som død; men så snart den hellige mand forstod, hvad
der var sket, gik han hen til ham og rørte ved hans hals og bad for ham med
kraftige ord, så han atter kom til sig selv; men hans hoved sad skævt på
halsen efter den tid. Og af taknemmelighed over dette blev det derefter
sædvane i vor slægt, at vi ikke blot må gøgle for konger og dem, der
nedstammer fra konger, men også for ærkebiskoppen af Cashel og
ærkebiskoppen af Armagh og for abbeden af Jona og abbeden af
Clonmacnoise; men til gengæld må vi heller aldrig vise vor kunst for nogen,
der er udøbt. Og derfor kan vi ikke være til tjeneste her, hvor gerne vi end
ville.
Orm gloede på ham med store øjne, da han hørte det sidste; thi han
vidste udmærket fra sin jul hos kong Harald, at det var løgn; og han skulle
netop til at sige ham det, da han fik et skarpt øjekast fra fader Willibald; og
tav.
– Det kan være, at Gud selv har villet det sådan, sagde den anden gøgler
roligt; thi det kan vi sige uden pral, at mange af kong Haralds bedste mænd
annammede dåben, hovedsagelig for ikke at være nødt til at gå ud, når vi
skulle vise vore kunststykker for kongen.
Ylva ville nu sige noget, men Orm og fader Willibald og de to gøglere
begyndte straks at tale i munden på hinanden; og der herskede nu en sådan
larm omkring bordet på grund af gæsternes drukkenskab og store skuffelse,
at ingen hørte hende.
Orm sagde:
 – Det er mit håb, at I to mestre vil blive her et stykke tid, så alle på
gården kan se sig mætte på eders kunster – når vi er alene; thi her er vi alle
gode kristne.
Men nu begyndte nogle af de unge at råbe højere og højere, at de ville se
gøglerne, hvad der end skulle gøres, for den sags skyld.
– Døb os, hvis andet ikke hjælper, råbte en, og det straks.
– Ja, ja, råbte andre, det bliver det bedste, og lad det ske hurtigt.
Nogle af de ældre lo, men andre så betænkelige ud og kiggede
tvivlrådigt på hinanden.
Gisle, Svarte Grims søn, sprang op på bænken og råbte:
– De, der ikke vil være med til dette, kan gå ud og lægge sig i laden nu
straks, så de ikke er i vejen.
Iveren og larmen voksede nu mere og mere. Fader Willibald sad
foroverbøjet og mumlede for sig selv, mens de to gøglere nippede til deres
øl med en fredelig mine. Svarte Grim sagde:
– Nu synes det mig at være en ringe ting at blive døbt og ikke noget at
ængstes for; men det skyldes, at jeg har drukket meget stærkt øl og er
ophedet af gildet og venners gammen. Men det kan se anderledes ud, når
ølglæden er gået af mig, og jeg tænker på naboernes latter og stiklerier.
Dine naboer er her, sagde Orm; og hvem skal komme med latter og
stiklerier, hvis alle gør som du? Det kan snarere forventes, at du og alle I
andre vil le over udøbte folk efter dette; når det bliver tydeligt for alle, hvor
meget I har forbedret jeres lykke ved at lade jer døbe.
– Det kan være, du har ret, sagde Grim; thi ingen kan sige andet, end at
din lykke er blandt de største.
Nu rejste fader Willibald sig op og læste over dem på latin med udbredte
hænder, så alle sad tavse og ubevægelige under hans tale og flere af
kvinderne blegnede og begyndte at skælve. To af de mest berusede rejste
sig op og befalede deres kvinder, at de straks skulle følge med ud, bort fra
dette hekseri; men da kvinderne blev siddende, som om de intet havde hørt
og kun havde øjne og ører for fader Willibald, satte de to mænd sig ned
igen, som om de nu havde gjort, hvad de kunne; dernæst genoptog de deres
drikkeri med en sørgmodig mine.
Alle følte stor lettelse, da fader Willibald var færdig med sin latin, der
lød som den forskrækkeligste galder. Han begyndte nu at tale på det
hjemlige tungemål øm Kristus og hans magt og godhed og om hans
villighed til at tage alle mennesker ind under sin varetægt, selv horkvinder
og røvere.
– Og derfor, sagde han, findes der ingen her, som er lukket ude fra alt det
gode, han skænker; thi han er en høvding, der byder alle til sit gæstebud og
har rige gaver til enhver.
Tilhørerne glædede sig over disse ord, og mange gav sig til at le; thi
enhver syntes, det var muntert og meget retfærdigt at høre naboerne blive
kaldt for røvere og horkvinder, uden at de dog mente, de selv burde regnes
til nogen af delene.
– Og nu er det mit håb, sagde fader Willibald, at I er villige til at holde
jer til ham for hele livet, og at I forstår, hvad dermed kræves af jer, så jeres
vandel bedres efter hans ønske, og at I aldrig vender jer til nogen anden
gud.
– Ja, ja, råbte mange utålmodigt; vi forstår alt. Og skynd dig nu, så vi
kan blive færdige til det andet.
– Én ting påtager I jer nu, som I altid må huske, fortsatte fader Willibald,
og det er, at I stadig skal komme herhen til mig, i denne Guds kirke,
hveranden søndag eller i det mindste hver tredje, for at lytte til Guds vilje
og undervises i Kristi lære. Vil I love mig dette?
– Det lover vi, råbte man ivrigt. Og lad det nu være nok med snak. Tiden
iler, og det begynder snart at blive aften.
– Det ville være bedst for eders sjæle, om I alle kunne komme hveranden
søndag; men de, der har lang vej, må slippe med hver tredje.
– Hold nu mund, præst, og døb os! skrålede de mest utålmodige blandt
mændene.
– Stille! brølede fader Willibald med en vældig røst. Det er jer vantros
gamle, listige djævle, som lokker jer til at skråle op og falde mig i talen, thi
dermed håber de at volde Gud fortræd og få lov til at beholde jer som deres
egne. Men det er ikke nogen overflødig snak, jeg kommer med, når jeg taler
til jer om Kristus og Guds bud, men noget, som I må lytte til opmærksomt
og i tavshed. Og må nu alt djævelskab vige bort fra jer, så I bliver værdige
til at annamme dåben.
Dermed begyndte han atter at læse på latin, og nu gjorde han det
langsomt og med strenghed i røsten, så nogle af de ældre kvinder snart tog
til at jamre og fælde tårer. Ingen af mændene turde sige et ord; de sad alle
og stirrede ængsteligt på ham med store øjne og åben mund; men snart så
man et par stykke nikke, med hovedet længere og længere ned over
ølkanden; så gled de sagte ned under bordet, hvorefter nogle lange
snorkelyde straks begyndte at stige op fra gulvet.
Fader Willibald befalede dem nu alle at komme hen til det dåbskar, hvor
Harald Ormsson var blevet døbt, og dér blev nu tre og tyve mænd og nitten
kvinder døbt, unge og gamle. Orm og Rapp trak de sovende mænd frem
under bordet; og da fader Willibald forsøgte at afslutte sit værk med en stor
velsignelse, var det ikke mange af hans ord, som kunne høres i larmen
– Her er ingen bange for lidt vand! råbte de stolt og grinede til hinanden.
– Alt er overstået nu!
– Op nu, gøglere, og hop omkring for os det bedste, I kan!
Gøglerne smilede og rejste sig villigt; og der blev straks dyb stilhed i
salen. De hilste høvisk på Ylva, da de trådte ud på gulvet, som om hun var
den eneste tilskuer for dem; og i lang tid holdt de derpå forsamlingen
fangen, så den var stum af forbavselse eller brølede af latter. De snurrede
rundt, forlæns og baglæns, uden at bruge hænderne, og kom altid ned på
benene; de efterlignede fugle og dyr, blæste melodier på små fløjter, mens
de dansede på hænder, spillede bold med ølkander, knive og sværd; og op af
deres poser halede de to store dukker med brogede klæder og udskårne
gammelkoneansigter, som de holdt i hånden – Felimid den ene og Ferdiad
den anden – og som pludselig begyndte at tale sammen, først i al venlighed,
men så nikkede de og hvæsede, og til sidst overøste de hinanden mundrapt
med forskrækkelige ukvemsord, skræppende i mælet og uden at trættes. Der
gik et gys gennem forsamlingen, da dukkerne begyndte at tale; kvinder
klaprede med tænderne, og mænd blegnede og greb efter deres våben; men
Ylva og fader Willibald, der kendte disse kunster fra gammel tid, beroligede
dem med, at det hele skyldtes gøglernes dygtighed, og at der ikke var nogen
fare ved det. Orm selv så betænkelig ud et øjeblik, men faldt hurtigt til ro;
og da gøglerne førte dukkerne nærmere hen til hinanden, og de begyndte at
fægte med armene, mens de udstødte stadig mere skingrende skældsord,
som om de snart ville fare i håret på hinanden, blev han grebet af en så
heftig latter, at Ylva bøjede sig over imod ham og bad ham tænke på,
hvordan det var gået kong Colla. Orm gned tårerne fra øjnene og så på
hende.
– Det er ikke let at tænke på alting, når man har det så morsomt, sagde
han. Men jeg tror ikke, Gud lader mig komme noget til nu, da jeg er ham til
så stor nytte.
 Man kunne dog se, at han tog Ylvas råd alvorligt; thi det var altid sådan
med ham, at han havde let ved at være ængstelig for sit helbred.
Til sidst holdt gøglerne inde med deres kunster, skønt tilskuerne stadig
opfordrede dem til at blive ved; og alt endte, uden at nogen havde grinet sig
ihjel. Fader Willibald takkede Gud for alt, hvad der var vederfaret dem og
for alle de sjæle, han havde fået den nåde at bringe til Kristus. Dermed var
Orms store kristningsgilde forbi; og næste morgen ved daggry red alle
gæsterne hjem fra Gröning, mens de snakkede om alt det velsmagende, de
var blevet beværtede med og om gøglernes mange muntre kunster.
 Syvende kapitel

OM MANDEN SOM BAR

SVEAKONGENS SVÆRD OG OM
MAGISTEREN FRA AACHEN OG
HANS SYNDER
Da alt var forbi, og stilheden atter var vendt tilbage til gården, hvor nu kun
de fire tiggere opholdt sig, var Orm og alle i hans hus enige om, at
gæstebudet var forløbet bedre, end man kunne vente, og at Harald Ormssøn
havde fået et kristningsgilde, der sikkert tjente både ham og dem alle til stor
hæder. Blot Åsa så betænkelig ud. Hun sagde, at de forslugne gæster havde
sat det meste af husets forråd til livs, både vådt og tørt, så man kunne blive
bekymret for mindre end det.
– Bagerset er tømt, sagde hun, på nær en eneste brødkiste; og i
forrådshuset ser der så ynkeligt ud, som om en flok ulve havde været på
besøg. Og det siger jeg jer begge, at hvis jeres sønner bliver talrige, kan der
ikke holdes sådanne dåbsgilder for dem, uden at hele jeres rigdom ødsles
bort. Men jeg vil alligevel ikke klage over det, der er forbrugt denne gang,
thi det er ret og rimeligt, at den førstefødte søn hædres; men nu vanker der
tyndt øl til maden, indtil ny maltbryg kan fås.
Orm sagde, at han helst ville være fri for at høre ophævelser over
fortæret mad.
– Men du mener det vel, sagde han til Åsa; og dit vrøvl skyldes sikkert
mest gammel vane. Og tyndt øl lader sig også drikke, har jeg hørt.
– Du må tænke på, Åsa, sagde fader Willibald, at dette gilde ikke var
som andre. Det har fremmet Kristi sag og lokket hedninge til dåben. Derfor
kan dets overdådighed ikke dadles, og Gud vil give det tifoldigt igen.
Åsa indrømmede at alt måske kunne undskyldes dermed; thi hun sagde
ikke gerne fader Willibald imod, ikke engang når hun var i sit stridbare
lune.
 Den lykkeligste af dem alle var fader Willibald, der havde fået lov at
udføre så store ting under dette gilde; han havde ikke blot kristnet alle
gæsterne, men det var også lykkedes ham som den første af alle Kristi
tjenere at døbe mænd fra Småland.
– Nu kan jeg i sandhed sige, sagde han, at tålmodet har fået sin løn, og at
jeg ikke forgæves fulgte med eder til dette land. I disse tre gildedage har
femogfyrretyve sjæle modtaget dåben af min hånd. Det er sandt, at ingen
endnu er kommet til mig, drevet af hjertets sande længsel efter Kristus,
skønt jeg har talt så meget om ham. Vore gæster blev lokket af mestrene fra
Irland, og mændene fra Småland blev døbt med tvang. Men det er min tro,
at hvis en Kristi tjener satte sig hen og ventede på hjertets sande længsel i
dette folk, ville hans venten blive langvarig. Og der kan opstå meget godt af
det, der nu er blevet gjort. Men det er ikke min fortjeneste, at alt er lykkedes
så vel for mig; det skyldes de to mestre fra Irland; og det var tilvisse et
strålende Guds under, at de blev sendt hid i rette tid for at hjælpe til med det
hellige om vendelsesværk.
– Det er let at se, at det forholder sig sådan, sagde Åsa.
– Nu kan det være på tide, sagde Orm til de fire fremmede, at vi hører
noget mere om jer, der er kommet til os som tiggere. Vi er nysgerrige efter
at erfare, hvorfor I to mestre drager omkring på en sådan måde, og hvem I
to andre er, og i hvilket ærinde I er ude.
Den store mand med det gråsprængte skæg så sig omkring og nikkede
langsomt. Derpå sagde han med sorgfuld røst:
– Spjalle hedder jeg, og jeg hører hjemme i Uppsala. Jeg har været med
kong Erik på alle hans hærtog og stået ham nærmest som hans skjoldbærer
på grund af min størrelse og styrke. Men nu er jeg løst fra min tjeneste. Og
mit ærinde er blot dette: at drage hjem til Uppsala i en tiggers skikkelse,
med et sværd bundet fast til mit ben.
Han tav, og alle så på ham med forbavselse.
– Hvorfor har du et sværd bundet fast til benet? spurgte Ylva.
– Der kunne vel være mere at sige om dette og andet, svarede han; men
jeg har kanhænde allerede sagt for meget, eftersom jeg ved, at du, husfrue,
er kong Svens søster. Men én nyhed er den største og værste; og det er den,
at kong Erik, der blev kaldt den sejrsæle, er død.
Alle syntes, at dette i sandhed var en nyhed, og de var ivrige efter at høre
mere.
 – Og du behøver ikke at være ræd for mig, skønt jeg er kong Svens
søster, sagde Ylva. Thi mellem os er kærligheden ikke større, end han nys
havde sine udsendte mænd her, der stræbte os efter livet. Er det ham, der
har dræbt kong Erik?
– Nej, nej, sagde Spjalle fortrædeligt; så havde jeg ikke været i live nu.
Det var trolddom, han døde af, det er nu min tro, hvad enten den kom fra
guderne eller fra den onde västgöta-kvinde Sigrid, Skoglar-Tostes datter,
hans dronning – må hun hvirvle rundt i Hels vandfald mellem sværdæg og
edderslanger! Kongen lå på plyndringstogt blandt småøerne med en stor
flåde, og det var hans tanke snart at sejle mod kong Sven, der sad i Nord-
Sjælland; og vi havde alle gode dage og var tilfredse med vort hverv. Men
da vi lå i skibslejr på Falster, tog ulykken sin begyndelse; thi dér blev
kongen grebet af en sær forvildelse, så han lod forkynde for hele hæren, at
han havde i sinde at lade sig døbe. Han sagde, at hans lykke imod kong
Sven ville blive bedre, hvis det skete, så han helt kunne få bugt med ham.
Dette var han blevet lokket til af præster, der var kommet fra sakserne og
havde mumlet noget i hans øre. Hæren syntes ikke stort om dette; og
forstandige mænd sagde ham åbenhjertigt, at det anstod sig ilde for en
sveakonge at tænke på en sådan tant; den kunne passe for saksere og daner,
ikke for ham. Men han så misfornøjet på dem, der talte sådan og svarede
dem kort; og da alle var vant til, at han selv forstod alting bedst og helst
gjorde, som han ville, sagde hans mænd ikke mere til ham om denne sag.
Men hans dronning, den gale kvinde fra Västgötaland, der var med os på
togtet med alle de skibe, hun havde arvet efter sin fader, nærede had til
Kristus og alle hans folk og lod sig ikke bringe til tavshed af kongen; og der
opstod nu en stor trætte imellem dem, så det spurgtes i hæren, at hun havde
sagt, at en døbt konge var det ynkeligste, hun vidste, og at kongen havde
lovet at revse hende, hvis hun én gang til åbnede munden i denne sag. Men
nu var det for sent at tale med hende om revselse; det skulle hun have haft
tidligere og ofte. Dette skabte splid i hæren, så vi svear og dronningens
mænd så skævt til hinanden med mange spydige ord og ofte greb til våben,
når vi mødtes. Og nu fik trolddommen et hårdt tag i ham, så han blev syg
og lå kraftesløs hen; og en morgen tidlig, da de fleste endnu lå og sov,
sejlede Skoglar-Tostes gale datter bort med alle sine skibe. Hun ville drage
til kong Sven, mente mange, og det var også kongens tanke, da han fik at
vide, hvad der var sket; men der var intet at gøre ved denne ulykke, og
kongen var nu så svag, at han ikke formåede at sige meget. Nu blev lejren
grebet af en stor skræk, og alle skibshøvdingene ville bort, så hurtigt de
kunne, og der blev stor kiv om kongens skatkister, og hvordan de skulle
deles mellem dem alle for ikke at falde i kong Svens hænder. Mig kaldte
kongen til sit leje og befalede mig at bringe hans sværd hjem til sin søn. Det
var Uppsalakongernes gamle sværd, der stammer fra Frej og er deres største
klenodie. Bær sværdet hjem, Spjalle, sagde han, og lad det ikke komme
bort; thi ættens lykke bor i det. Og så begærede han at få noget vand at
drikke, og nu forstod jeg, at han ikke havde langt igen. Og han, som folkene
kaldte den sejrsæle, døde snart efter, i elendighed på sit leje, og på det
tidspunkt var der knap nok så mange tilbage af os, at vi kunne bygge hans
ligbål. Men vi gjorde det så godt vi kunne, og vi dræbte hans trælle og to af
præsterne og lagde dem på bålet ved hans fødder, så han ikke skulle træde
alene og uanselig frem for guderne. Og mens bålet endnu brændte, kom
øboerne mandsstærke imod os, med hærråb. Så flygtede jeg i hast, for dette
sværds skyld, og jeg kom over til Skåne med disse trende mænd i en
fiskerbåd. Og sværdet bærer jeg bundet til mit ben, under klæderne, for at
gemme det så godt jeg kan. Men hvordan der nu skal blive her i verden,
efter at han er død, er mere, end jeg kan forstå; thi han var den ypperste
blandt alle konger, skønt han på grund af den onde kvinde fik et sådant
endeligt, at han nu langt borte, på Falsters strand, ligger uden høj over sin
aske.
Sådan lød Spjalles historie, og alle syntes, at hans nyheder var
sælsomme.
– Det er onde tider for konger, sagde Orm. Først Styrbjörn, som var den
stærkeste; så kong Harald, der var den viseste, og nu kong Erik, som var
den mægtigste; og det er ikke længe siden, vi hørte, at også den store
kejserinde Theofano er død, hun, der helt alene herskede over saksere og
lombarder. Kun kong Sven, min svoger, der er mere fuld af ondskab end
nogen anden, dør ikke, men trives og bliver federe. Det ville være godt at
vide, hvorfor Gud ikke tilintetgør ham og lader bedre konger leve.
– Gud slår ham, når tiden er inde, sagde fader Willibald, således som han
slog Holofernes, der fik sit hoved hugget af under kvinden Judiths hånd;
eller Sanherib, assyrernes herre, der blev dræbt af sine sønner foran sit
afgudsbillede. Men undertiden er det onde sejlivet; og her i disse nordlige
lande er djævelen stærkere end andre steder. Det har vi lige fået en
forskrækkelig bekræftelse på, thi her sidder denne Spjalle og fortæller, at
han har været med til at slagte Kristi tjenere ved sin konges ligbål. Et sådant
djævelskab findes intet steds i verden undtagen her og hos de værste af
venderne. Og det er ikke Let for mig at vide, hvad jeg bør gøre ved den
slags gerninger og deres gerningsmænd. Jeg kunne sige til dig, Spjalle, at
du til evindelig tid skal brænde i helvede for dette. Men derved er jo ikke
sagt stort; thi du vil dog ende i helvede.
Spjalle så sig betænkeligt omkring blandt de tilstedeværende.
– Nu har jeg vist sagt for meget i min uforstand, sagde han, og vakt
vrede i denne præst. Men da vi gjorde det, fulgte vi blot gammel skik; sådan
som man altid har gjort det ved sveakongernes hedenfærd. Og du sagde
mig, husfrue, at jeg ikke var blandt fjender her.
– Blandt fjender er du ikke, sagde Orm, og der skal ikke vederfares dig
noget ondt her; men du må ikke finde det underligt, at vi, der alle holder os
til Kristus, anser det for en ond gerning at dræbe præster.
– De er blandt de hellige martyrer nu, sagde fader Willibald.
– Har de det godt dér? spurgte Spjalle.
– De sidder i Guds klareste salighed og har det langt bedre, end
menneskeforstand kan fatte.
– Så har deres lod bedret sig meget, sagde Spjalle; thi hos kong Erik
regnedes de til trællene.
Ylva brast i latter.
– Og så finder du, at du snarere fortjener ros end dadel, fordi du har
været med til at sende dem derop, sagde hun.
Fader Willibald så strengt på hende og sagde, at en sådan letfærdig tale
gjorde ham bedrøvet.
– Da du endnu var en tankeløs ungmø, kunne det endda gå an, sagde
han; men nu burde du vide bedre besked, nu da du er en forstandig husfrue
med tre børn og har fået megen undervisning.
– Jeg har det fra min fader, sagde Ylva; og jeg ved ikke af, at han
bedrede sig stort, hvor mange børn han end fik, og hvor meget han end blev
undervist af dig og biskop Poppo.
Fader Willibald rystede på hovedet og strøg sig langsomt med hånden
over issen, sådan som han altid gjorde, når samtalen faldt på kong Harald;
thi dér havde han endnu et mærke efter det krucifiks, som kongen engang
havde revet til sig i sin utålmodighed og slået ham i hovedet med.
– Kong Harald var tilvisse en stor synder, sagde fader Willibald; og jeg
var nær ved at komme blandt martyrerne, dengang han slog mig. Men han
var dog i meget kong Davids ligemand; det ses bedst, når vi sammenligner
ham med kong Sven; og han ville næppe have syntes om at høre sin datter
spøge med et sådant præstedrab.
– Syndere er vi alle, selv jeg, sagde Orm; thi jeg har mere end én gang
lagt hånd på præster, når vi stormede stæder i Kastilien på Leon og brændte
deres kirker. De kæmpede tappert imod os, både med spyd og sværd, og det
var min herre Almansurs befaling, at de altid skulle dræbes først af alle.
Men det var, inden jeg vidste bedre, og derfor er det min tro, at Gud ikke
regner så strengt med det, jeg gjorde dengang.
– Jeg er kommet i bedre selskab, end jeg troede, sagde Spjalle.
Den blege, unge mand med det lille, sorte skæg – den fjerde af de
fremmede – havde hidtil siddet tavs, med en sørgmodig mine; nu sukkede
han og tog til orde.
– Alle er syndere, det er sandt, sagde han; men ingen blandt eder bærer
på så svar en syndebyrde som jeg. Rainald hedder jeg, Guds uværdige
præst, og er kanonicus hos biskop Eckard i Slesvig. Men jeg er født i
Zülpich i Lotharingien og var forhen magister ved kroningskirkens domstol
i Aachen. Og jeg er kommet herop for mine synders og min ulykkes skyld.
– Det må jeg sige, sagde Orm, at bedre tiggere skal man lede efter, thi I
har alle noget at fortælle. Og hvis din beretning er god, vil vi gerne høre
den.
– Beretninger om synd er altid gode, sagde Ylva.
– Kun hvis man lytter til dem med alvor og for at lære, hvordan man skal
forbedre sig, sagde fader Willibald.
– Min beretning er fuld af alvor, sagde magisteren bedrøvet; thi jeg har
været en ulykkesfugl lige siden mit tolvte år. Og det må I vide: at
spåkvinden Radla, der ser ind i fremtiden, bor i en jordhule ved landevejen
mellem Zülpich og Heimbach. Min moder førte mig til denne spåkvinde,
fordi hun ønskede at vide, om alt ville arte sig vel for mig, hvis jeg blev sat
i præsteskole; thi jeg nærede stor attrå efter at blive en Kristi tjener.
Spåkvinden tog mine hænder i sine og sad længe med lukkede øjne, mens
hun rokkede stønnende frem og tilbage, så jeg var ved at gå til af skræk. Til
sidst begyndte hun at tale og sagde, at jeg ville blive en god præst, og at
meget ville lykkes for mig. »Men én ulykke bærer du med dig,« sagde hun.
»Tre gange skal du begå en svar synd, og den anden synd skal være
alvorligere end den første, og den tredje alvorligst. Dette er din skæbne, og
den kan du ikke undfly.« Således var hendes ord, og mere ville hun ikke
sige. Vi græd begge to, både min moder og jeg, da vi gik hjemad; thi vi
ønskede begge, at jeg skulle blive en hellig mand og ikke nogen synder. Vi
gik til vor gamle præst for at spørge ham til råds, og han sagde, at den, der
kunne slippe med tre svare synder, måtte prise sig lykkelig; men hans ord
gav mig kun ringe trøst. Så kom jeg i præsteskole i Aachen, og ingen var
mere villig og flittig end jeg, og ingen mere ræd for synd; både i latin og
liturgi var jeg den bedste, og da jeg var en og tyve år, kunne jeg
evangelierne og psalteren udenad samt det meste af epistlerne til
thessalonikerne og galaterne, som var alt for svære for mange af de andre,
så domprovst Rumold ydede mig stor ros og gjorde mig til sin diakon.
Domprovst Rumold var en gmamel mand med en rungende stemme og
store, udstående øjne, så at mange bævede for ham; ved siden af Kristi kirke
elskede han to ting over alt andet på denne jord: krydret vin og lærdom.
Han var bevandret i videnskaber, der var så vanskelige og sjældne, at kun få
kendte navnet på dem, såsom astrologi, mantik og algorithmus; og man
sagde, at han kunne tale med kejserinde Theofano på hendes eget
byzantinske tungemål. Thi han havde i sine unge dage været i Østerlandet
sammen med den lærde biskop Liutprand af Cremona og kunne fortælle
sælsomme ting derom. Han havde samlet på bøger i alle sine dage og ejede
over halvfjerds; og om aftenen, når jeg havde båret den opvarmede vin til
ham i hans kammer, underviste han mig ofte i lærde materier eller sagde, at
jeg skulle læse højt for ham af to gamle skjaldes værker, som var i hans eje.
Den ene hed Statius; han sang med vanskelige ord om henfarne tiders krige
blandt byzantinerne ved en stad, der hed Thebe. Men den anden, som hed
Ermoldus Nigellus, var lettere at forstå; han besang den fromme kejser
Ludvig, den store kejser Karls søn, og hans hærfærd mod hedningerne i
Spanien. Domprovsten brølede ofte eller slog efter mig med sin stok, når
jeg læste forkert i Statius; han sagde, jeg skulle elske ham og læse med
omsorg, eftersom han var den første skjald i Rom, der var blevet kristen.
Jeg ville gerne være domprovsten tilpas og slippe for hans stok, og derfor
gjorde jeg det, så godt jeg kunne; jeg var dog ikke i stand til at elske denne
skjald synderlig højt, skønt jeg prøvede på det. Men domprovsten ejede
endnu en digters værk, og den bog var klædt i smukkere skind end de andre.
Jeg lagde undertiden mærke til, hvordan han sad og mumlede over den; så
var han tilsyneladende yderst tilfreds og sendte mig af sted efter mere vin;
men af den bog lod han mig aldrig læse højt. Derved blev min nysgerrighed
stærkere og stærkere, og en aften, da han var til gæstebud hos biskoppen,
gik jeg ind i hans kammer, ledte efter denne bog og fandt den til sidst i en
lille kiste under vægbænken. Det, der stod forrest i bogen, var Regula
Magistri, det er: den hellige Benedikts regler for et gudeligt liv; og derpå
fulgte en lovtale over kyskheden af en from mand fra England ved navn
Aldhelmus. Så fulgte et langt digt, der var skønt prentet, med den største
omsorg; det hed Ars Amandi; det er udlagt: elskovskunst, og det var skrevet
af en skjald i det gamle Rom, der hed Ovidius og som sikkert aldrig blev
kristen.
Magisteren så bedrøvet på fader Willibald, da han var kommet så langt i
sin historie; og denne nikkede tankefuldt.
– Jeg har hørt tale om dette skrift, sagde han, og jeg ved, at det er berømt
blandt dårlige munke og lærde nonner.
– Det er som Belzebubs egen bryg, sagde magisteren, og dog sødere end
honning. Det var svært for mig at forstå dette skrift fuldt ud, thi det var
spækket med ord, der hverken findes i evangelierne eller epistlerne; og
heller ikke hos Statius; men min iver var lige så stor som min skræk. Om
dets indhold vil jeg ingenting sige, blot dette, at det var fyldt med kærtegn
og vellugt og den herligste melodi og al slags horende tidkort, som kan
tænkes mellem mand og kvinde. Først tænkte jeg, at det måtte være en svar
synd at læse sådant; men så besindede jeg mig hurtigt, overtalt af djævelen,
og tænkte, at det, der kunne læses af en viis domprovst, ikke kunne være
synd for mig. Denne liderlige Ovidius var i sandhed en stor skjald, om end
helt i djævelens vold; og det var mærkeligt, at hans vers blev siddende i min
hukommelse af sig selv; langt bedre end epistlen til galaterne, skønt jeg
havde gjort mig så stor møje med den. Jeg læste, indtil jeg hørte
domprovstens skridt uden for huset; den aften revsede han mig hårdt med
sin stok, eftersom jeg havde forsømt at gå ham i møde med en lygte og
støtte ham på vejen hjem. Men jeg bekymrede mig ikke stort om tugtelsen,
thi jeg havde andet at tænke på; og endnu tvende gange kom jeg ind i hans
kammer, mens han var borte, og læste digtet til ende. På grund af dette skete
der en stor forandring med mig, så jeg stadig gik omkring med sjælen fuld
af synd og skønne vers. Jeg blev nu magister ved domskolen takket være
min store lærdom, og alt gik vel for mig, indtil biskoppen engang sendte
bud efter mig. Han sagde, at den rige købmand Dudo i staden Maastricht,
en mand, der var kendt for sin fromhed, og som havde givet kirken store
gaver, ville have en from og lærd præst til at undervise hans søn i kristelige
dyder og helst også lære ham at skrive og regne; og dertil havde biskoppen
nu valgt mig, eftersom domprovsten anså mig for at være den bedste blandt
de unge og den eneste, der vidste noget om den vanskelige regnekunst. For
at jeg også skulle være i stand til at lede deres andagt, gjorde den gode
biskop mig til presbyter, med ret til at modtage skriftemål, og derpå begav
jeg mig straks til staden Maastricht, hvor djævelen ventede mig.
Han tog sig om hovedet med begge hænder og stønnede højlydt.
– Hidtil har din beretning ikke været meget at komme med, sagde Orm,
men den bedrer sig måske nu. Lad os høre, hvordan det gik, da I to mødtes,
djævelen og du.
– Jeg mødte ham ikke korporligt, fortsatte magisteren, men det var ilde
nok endda. Købmanden, Dudo, boede i et stort hus ved floden; han tog
venligt imod mig, og hver morgen og aften holdt jeg andagt for hans
husstand. Jeg underviste flittigt hans søn, og Dudo selv sad undertiden og
lyttede til os, thi han var i sandhed en from mand og befalede mig ofte, at
jeg ikke måtte spare på riset. Hans hustru hed Alchmunda; og der var også
en søster til hende i huset; hun hed Apostolica og var enke. De var begge to
unge endnu og skønne at skue. De førte sig dydigt og ærbart; havde en
langsom gang og nedslagne øjne; og ved andagtsstunderne viste ingen
større fromhed end de. Men skønt den lede Ovidius stadig sad i min sjæl,
turde jeg ikke se ret meget på dem og aldrig tale til dem; og nu gik alt vel,
indtil den tid kom, da købmanden begav sig ud på en stor handelsrejse
sydpå og til Lombardiet. Før han drog bort, skriftede han og lovede at
skænke rige gaver til kirken for at opnå en lykkelig hjemkomst; han talte
formanende til hele sit hus og tog det løfte af mig, at jeg dagligen skulle gå i
forbøn for ham, og derpå drog han bort med sine mænd og heste. Hans
hustru og hendes søster græd meget ved afskeden; men deres gråd stilnede
snart; og nu begyndte de at te sig anderledes end før. Under andagten med
husets folk lagde de stadig megen fromhed for dagen; men nu kom de ofte
for at høre på mig og min elev, og så sad de og hviskede til hinanden, mens
de stirrede på mig, eller også befalede de, at barnet skulle have lov til at
hvile sig og lege, eftersom de ville spørge mig til råds om vigtige ting. De
var meget forbavsede over, at jeg var så alvorlig, trods min ungdom, og fru
Apostolica ville vide, om det var sandt, at alle unge præster var bange for
kvinder. Hun sagde, at de begge to nu kunne betragtes som stakkels
sørgende enker, og at de i sandhed behøvede trøst og opmuntring. De sagde,
at de begge ville skrifte alle deres synder før påske, og Alchmunda ville
vide, om jeg havde ret til at skænke dem syndernes forladelse. Jeg svarede,
at biskoppen havde givet mig lov til det, eftersom dette hus var velkendt for
sin store fromhed, så der kun kunne være lidet at skrifte. De slog hænderne
sammen af glæde over dette, og nu begyndte djævelen for alvor at drive sit
spil med mig, så mine tanker beskæftigede sig mere og mere med disse to
kvinder. De måtte aldrig gå alene ud i byen, for deres gode rygtes skyld; det
havde Dudo forbudt på det strengeste; og han havde sat opsynsmanden til at
våge over, at hans bud blev holdt; derfor kastede de deres øjne på mig og
lokkede mig til synd. Jeg burde have været standhaftig og formanet dem
eller straks være veget fra deres åsyn, således som den Guds mand, Josef,
gjorde i Potifars hus; men Josef havde tilvisse aldrig læst Ovidius, og derfor
havde han det lettere end jeg. Når jeg så på dem, var der ikke længere
kyskhed og fromhed i mit blik, men blot synd og begær, så jeg skælvede,
når de kom mig nær; og dog vovede jeg ikke at gøre noget på grund af min
ungdom og uerfarenhed. Men disse kvinder, der var lige så fulde af syndige
tanker som jeg og meget dristigere, tabte derfor ikke modet; og en nat, da
jeg lå i mit kammer, vågnede jeg ved, at en kvinde kom ned til mig i
sengen. Jeg kunne intet sige, så stor var min rædsel og glæde; men hun
hviskede, at det var begyndt at tordne, og at hun var meget bange, og
dermed slog hun armene omkring mig og begyndte ivrigt at kysse mig. Ved
et klart lyn så jeg, at det var Apostolica; og skønt jeg ellers selv nærede stor
skræk for torden, havde jeg ikke tid til at tænke på den slags nu. Men efter
nogen tids forløb, da jeg sammen med hende havde nydt en elskov, der var
langt herligere end alt, hvad Ovidius havde sunget om, hørte jeg, at uvejret
kom nærmere og nærmere; nu blev jeg grebet af en stor skræk og ventede,
at Gud straks ville ramme mig med sin lynild. Det blev der dog intet af; og
næste nat, da Alchmunda kom til mig, lige så ivrig som søsteren, lød der
ingen torden, og den kødelige lyst greb mig mere og mere, så jeg hengav
mig til de syndige glæder med forhærdelse og frydefuldt sind. Disse
kvinder var venlige og godmodige; de kivedes aldrig, hverken med mig
eller indbyrdes, og der var intet ondt i dem med undtagelse af deres store
sanselighed; men der var heller ikke nogen anger i dem, eller ængstelse,
bortset fra den store frygt de nærede, for at pigerne skulle opdage, hvad de
havde for. Men djævelen stod dem trofast bi; thi hvad kan være mere
glædeligt for ham end at bringe en Kristi tjener til at falde? Da det nu blev
påske, skriftede alle husets folk for mig, den ene efter den anden; og til sidst
kom Alchmunda og Apostolica; de fremlagde meget alvorligt alt, hvad der
var sket imellem os, og jeg var nødt til at give dem Guds fulde forladelse.
Det var en frygtelig ting at gøre; thi skønt al synd nu var væltet over på mig,
føltes det alligevel, som om jeg havde haft i sinde at bedrage Gud.
– Det er mit håb, at du har nået at bedre dig siden da, sagde fader
Willibald strengt.
– Det er også mit håb, svarede magisteren; men det er nu engang min
skæbne, det, spåkvinden sagde om de tre synder. Og dog var jeg ikke helt
snæret i djævelens garn; thi jeg bad hver dag for købmanden, sådan som jeg
havde lovet; for at han skulle undgå alle farer på rejsen og få en lykkelig
hjemkomst; og til sidst bad jeg endog tvende gange om dagen for at lindre
den store anger og skræk, jeg følte. Men denne skræk blev værre og værre;
og omsider, natten efter Kristi opstandelsesdag, kunne jeg ikke holde det ud
længere, men flygtede i al hemmelighed bort fra huset og byen og drog
tiggende hen ad vejene, indtil jeg nåede hjem til min moder. Hun var en
from kvinde, og da jeg fortalte hende alt, græd hun meget; og derpå
begyndte hun at trøste mig og sagde, at det ikke var noget at undre sig så
storligen over, at kvinder blev fortumlede ved synet af mig, og at sådanne
ting var sket oftere, end folk vidste. Det eneste, jeg nu kunne gøre, sagde
hun, var at vende tilbage til den gode domprovst og sige ham, hvordan
alting var gået til, og hun velsignede mig, da jeg drog af sted for at gøre,
sådan som hun havde sagt. Domprovst Rumold så på mig med store øjne og
ville vide, hvorfor jeg var kommet tilbage; og nu fortalte jeg ham det hele,
under tårer og yderst sandfærdigt fra først til sidst. Han brummede arrigt, da
han hørte, at jeg havde læst Ovidius uden hans tilladelse; men da jeg kom til
det, der var hændt mig med de to kvinder, slog han sig på knæene og brast i
en buldrende latter. Han ville have nøje besked om alt dette, og om begge
kvinderne havde været tilfredse med mig; derpå sukkede han og sagde, at
ungdommen var den bedste tid; og intet domprovsti i hele kejserdømmet
stod værd i sammenligning med den. Men da jeg fortalte videre, blev hans
ansigt mørkere og mørkere, og da jeg var færdig, slog han næven i bordet
og råbte, at jeg havde forbrudt mig alvorligen, og at dette var en sag, som
biskoppen måtte dømme i. Da vi stod foran biskoppen, og han havde hørt
alt, var han enig med domprovsten om, at jeg havde fejlet alvorligt og
svigtet min pligt på tvende punkter: jeg var flygtet fra den plads, han havde
sendt mig til, og jeg havde røbet skriftemålets hemmelighed ved at fortælle
min moder, hvad der var sket mellem mig og kvinderne. Mit hor, sagde de,
var tilvisse en alvorlig sag, men dog ikke værre, end man er vant til, og ikke
noget at tale om i sammenligning med det andet, der kun kunne sones ved
streng bod. Men eftersom jeg havde handlet af mangel på forstand og ikke
af ond vilje, ville de straffe mig med så stor mildhed som muligt, og de gav
mig tre slags bodsgerninger at vælge imellem: jeg skulle være sjælesørger i
et år blandt de spedalske i det store galehus ved Jülich eller drage som
pilgrim til det hellige land og bringe olie fra Oliebjerget og vand fra floden
Jordan med hjem til kroningskirken; eller slutte mig til omvendelsesarbejdet
blandt danerne. Jeg følte mig styrket af deres mildhed og brændte af attrå
efter at sone min synd; derfor valgte jeg det sværeste, og så blev jeg sendt
til biskop Eckard af Hedeby. Han tog venligt imod mig og gjorde mig snart
til kannik, på grund af min lærdom; og hos ham blev jeg i to år, nidkær i
fromhedens tjeneste og magister ved den skole, han havde indrettet, indtil
min skæbne atter nåede mig, og jeg begik min anden synd.
– Du er en ny slags præst for mig, sagde Orm, med dine synder og gale
kvinder. Men endnu har vi ikke fået at vide, hvorfor du er kommet hertil.
– Hvorfor har du ikke giftet dig, som et fornuftigt menneske, sagde Ylva,
når din trang til kvinder er så stærk?
– Somme mener, at en præst helst skal leve ugift, sagde magisteren.
Eders egen præst går jo her uden hustru; selv om det kan være sandt nok, at
han er heiligere end jeg og stærkere over for fristelserne.
– Jeg har haft andet at gøre end at tænke på kvinder, sagde
fader Willibald; og nu, priset være Gud, er jeg så gammel, at jeg slipper for
at komme i en sådan fristelse. Men i denne sag har allerede de hellige
apostle afvigende meninger. Selve Sankt Petrus var en gift mand, og han
havde endog sin hustru med sig på sine rejser blandt hedningene. Dette
glædede dog ikke Sankt Paulus, der forblev ugift, og det var kanhænde
derfor han fik tid til længere rejser og meget skriveri. Det er længe siden,
hellige mænd begyndte at mene, at Sankt Paulus havde ret, og Sankt
Benedikts abbeder i Frankrig har nu den anskuelse, at enhver præst bør leve
i ugift stand og helst i fuldstændig kyskhed. Det er dog min tro, at det vil
vare nogen tid, inden alle præster vil kunne finde sig i dette.
– Sådan forholder det sig, sagde magisteren. Jeg kender til det, den
frankiske abbed, Odo, og hans disciple forkynder: at ægteskabet er af det
onde for en Kristi tjener, og jeg anser deres mening for at være den rette.
Men djævelens kneb er mangeartede og af en umådelig snedighed; og
sådan, som I nu ser mig her, er jeg en udstødt og en vandringsmand i
vildmarken, fordi jeg har vægret mig ved at indtræde i ægtestanden. Dette
er den anden af de synder, som heksen profeterede for mig. Og det er
skrækkeligt for mig at spekulere på, hvad den tredje mon kan blive.
De ville nu alle gerne høre, hvad der var hændt ham, og da Ylva havde
skænket en styrkende drik til ham, begyndte han at fortælle om sin anden
synd.
 Ottende kapitel

OM DEN SYNDIGE MAGISTERS

ANDEN SYND, OG OM DEN BOD
DER BLEV HAM PÅLAGT
– Dermed hænger det sådan sammen, sagde han med bedrøvet stemme, at
der bor en kvinde ved navn Thordis ikke langt fra Hedeby. Hun er høj-ættet
og blandt de rigeste på egnen, med vidtstrakte marker og store hjorde; og
hun er født og opvokset i hedenskab. Hun har været gift tre gange på grund
af sin rigdom, skønt hun endnu er i sin ungdom, og alle hendes mænd har
fået voldsmænds død under hærtog og fejder. Da den tredje blev dræbt,
tabte hun modet og kom af sig selv til biskop Eckard og sagde, at hun ville
søge hjælp hos Gud; så blev hun undervist og døbt af biskoppen selv, og
derefter kom hun ofte ridende til messen med stort følge og med støj og
våbenlarm, som om det var en krigshøvding, der kom. Hendes stolthed var
stor, og hendes sindelag genstridigt, og i begyndelsen nægtede hun at lade
sine følgesvende lægge våbnene fra sig, inden de trådte ind i kirken; thi
sådant, sagde hun, ville se ynkeligt ud. Men biskoppen overtalte hende til
sidst, og han ville, at vi skulle have tålmodighed med hende i alle ting,
eftersom hun kunne blive Guds kirke til stor nytte. Og det er sandt, at hun
mere end én gang kom til biskoppen med gode gaver. Men hun var alligevel
vanskelig at komme ud af det med, og værst blev hun for mig. Thi da hun
havde fået øje på mig, blev hendes begær snart vakt, og engang efter
messen stod hun helt alene og ventede på mig i våbenhuset og bad om min
velsignelse. Den gav jeg hende; og derefter så hun nøje på mig og sagde, at
hvis jeg lagde mig til med hår og skæg, sådan som det passede sig for en
mand, kunne jeg bruges til andet end at fremsige messen: »og hos mig er du
velkommen, når du vil, og det besøg skal du ikke komme til at angre,«
sagde hun. Derpå greb hun mig ved ørerne og kyssede mig skamløst, skønt
min diakon stod ved siden af, og lod mig stå tilbage i stor blusel og
forskrækkelse. Jeg var nu, med Guds hjælp, blevet stærk over for kvinder
og havde besluttet at vandre udadleligt hernede; hun kunne desuden ikke
måle sig i skønhed med de to, der havde forledt mig i Maastricht. Derfor
frygtede jeg ikke for at falde hen i synd sammen med hende; men jeg følte
mig skrækslagen ved tanken om hendes galskab, og det var en ulykke, at
den gode biskop Eckard nu var borte; thi han var rejst til et kirkemøde i
Mainz. Jeg fik diakonen til at tie med det, han havde set, skønt han lo
meget, i sin uforstand, og den aften bad jeg ivrigt til Gud om, at han ville
hjælpe mig mod denne kvinde. Derved følte jeg mig forunderlig styrket; og
jeg mente at forstå, at hun havde krydset min vej, for at jeg skulle vise,
hvilken standhaftighed jeg nu var i besiddelse af over for kødets fristelse.
Men næste gang hun kom til kirken, blev jeg alligevel atter grebet af stor
skræk; så hurtigt jeg kunne, og mens sangen endnu tonede, flygtede jeg ind
i sakristiet for at undgå hende. Men hun skyede intet og fulgte bagefter mig,
inden jeg nåede at slippe ud; og nu ville hun vide, hvorfor jeg ikke havde
vist mig hjemme hos hende, skønt hun havde indbudt mig. Jeg svarede, at
mange vigtige ting havde taget min tid. »Intet er vigtigere end dette,« sagde
hun, »thi du er den mand, jeg vil gifte mig med, selv om du er raget; og jeg
troede, du havde forstand nok til ikke at lade mig sidde og vente, efter det
jeg lod dig mærke med sidst.« Jeg blev nu grebet af en heftig forvirring og
kunne blot svare, at det, på grund af mange ting, var umuligt for mig at
forlade kirken, mens biskoppen var borte; men derpå steg mit mod, og jeg
sagde til hende med alvor, at Kristi tjenere helst burde leve ugifte, og at alle
de hellige kirkefædre var enige om på det strengeste at fordømme den
kvinde, som indgik giftermål for fjerde gang. Hun blev bleg ved mine ord
og gik hen imod mig uden at lade mig tale færdig. »Er du gildet som en
stud?« sagde hun. »Eller anser du mig for at være for gammel?« Hun så
faretruende ud i sin vrede, og jeg greb et krucifiks og holdt det op imod
hende og begyndte at læse bønnen til de onde ånders fordrivelse; men hun
rev det ud af hånden på mig med en sådan kraft, at hun snublede og faldt
bagover og slog hovedet mod den store klædekiste. Men hun kom straks på
benene igen og råbte om hjælp med høj stemme; og jeg gjorde det samme
uden at vide, hvad jeg egentlig foretog mig. Og dermed modnedes den
skæbne, som jeg ikke kunne flygte fra; thi i den strid, der nu opstod i kirken
og våbenhuset og udenfor, mellem hendes følge, som ville hjælpe hende, og
gode mænd fra staden, som ville hjælpe mig, blev der dræbt mænd på begge
sider, deriblandt en underdiakon, der blev ramt af et sværdhug, samt
kanniken Andreas, der kom løbende fra biskoppens hus for at standse
kampen, og som fik en sten i hovedet og døde næste dag. Kvinden blev
omsider fordrevet sammen med de mænd, hun havde tilbage; men min
fortvivlelse var stor, da jeg så alt det, der var sket, og at nogle præster var
blevet dræbt for min skyld. Da biskop Eckard kom tilbage og fik alt at vide,
fandt han, at jeg havde den største skyld; thi han havde befalet, at kvinden
Thordis skulle behandles med tålmodighed af os alle, og deri havde jeg
forsyndet mig svarligen. Det rigtige sagde han, ville have været at føje sig
efter hendes vilje. Jeg bad ham pålægge mig den strengeste straf, eftersom
jeg var mig min synd bevidst, skønt det havde været umuligt at undgå den;
jeg fortalte ham om heksens spådom, og hvorledes det, der nu var sket, var
den anden af de tre synder, som min skæbne krævede, jeg skulle begå.
Biskoppen sagde, at han højst ugerne ville have mig her i Hedeby, når tiden
var inde for mig til at begå den tredje; og til sidst blev min bodsgerning
udtænkt. Han befalede mig at drage op til de vilde smålændinge og at
frikøbe Guds nidkære tjener, fader Sebastian, der for tre år siden var blevet
sendt ud for at bringe dem evangeliet, og som siden da havde forsmægtet
hos dem, i hård trældom. Jeg er nu på vej dér op, og dette er altså mit
ærinde. Og nu ved I lige så meget om mig og mine ulykker, som jeg selv.
Dermed endte han sin beretning; og Ylva lo og skænkede øl til ham.
– Du synes mig at have det vanskeligt med kvinder, hvordan du end snor
dig med dem, sagde hun, og det til trods for at du har læst i bøgerne,
hvorledes de bør elskes. Og du vil vel næppe være heldigere med dem i
disse egne.
Men magister Rainald svarede sagtmodig, at det nu var forbi med den
slags tant for hans part.
– Ikke blot med hensyn til kvinder, men også i andre ting må du være en
mand af stor enfoldighed, sagde Orm, og din hellige biskop også, hvis I
tror, du kan komme tilbage med en frikøbt præst eller bare med livet i
behold, ifald du bærer sølv eller guld med dig til smålændingene.
Magisteren rystede på hovedet og smilede sørgmodigt.
– Guld og sølv har jeg ikke med mig, sagde han, thi det er ikke med den
slags ting, fader Sebastian skal frikøbes. Men jeg vil tilbyde mig selv som
træl i hans sted. Jeg er yngre og stærkere, og derfor bør byttet let kunne
ordnes. Og derved kan jeg sone noget af den synd, at jeg har forvoldt
tvende præsters død.
 Alle forundrede sig over dette, og først ville de ikke tro, at det var hans
alvorlige mening. Men magisteren holdt fast ved det, han havde sagt.
– Jeg mener, jeg er en lige så god kristen som andre, sagde Orm; men jeg
tror dog, at jeg snarere var i stand til at begå alle synder end at udlevere mig
selv som træl.
Fader Willibald sagde, at en sådan kristelig gerning ikke var enhver
mands sag, men at magisteren handlede ret.
– Og meget langvarig bliver din trældom ikke, sagde han til magisteren;
thi nu regner vi ikke med mere end fem år til Kristi genkomst efter den
beregning, som de fleste lærde mænd anser for at være rigtig. Og hvis du nu
skyer kvinder og slipper for at komme i ulykke med dem, kan det jo være,
at du når at døbe mange smålændinge, inden den dag oprinder. Så kan du
træde roligt frem for Herrens domstol.
– Det er sandt, hvad du siger, sagde magisteren, og jeg har selv tænkt på
disse ting. Men det værste er, at jeg stadig har min tredje synd at begå. Og
det var heksens spådom, at det skulle blive den største.
Ingen vidste, hvordan de skulle finde trøst til ham over for dette, men
Orm sagde, at han håbede, det måtte vare nogen tid endnu med den tredje
synd.
– Thi jeg ser ugerne, sagde han, at du begår den, mens du gæster mit hus.
Men det skal I alle vide, både du, præst, og du, Spjalle, og I to mestre fra
Irland, at I må gerne blive her hos mig, så længe I finder det for godt.
– Det siger jeg også, sagde Ylva.
De takkede for dette; men Spjalle sagde, at han kun havde i sinde at
blive nogle få dage.
– Thi jeg kan ikke tøve undervejs, sagde han, med sveakongernes lykke i
min varetægt.
De to gøglere sagde, at de ville følges med Spjalle, da de skulle til
Uppsala, ligesom han. Og hvis de ikke befandt sig godt dér, havde de andre
konger at vælge imellem.
– Så går vi måske til Norge, sagde de; thi dér sidder nu kong Olav
Trygvesson, som siges at være blevet en god kristen. Eller også drager vi
østerud, til kong Valdemar i Gardarige, der har et stort ry, på grund af sin
magt og rigdom og sin gavmildhed mod kunst-forstandige mænd.
– Men til ham er vejen lang, sagde Orm.
 – Vi er hjemløse vandringsmænd på Jorden, sagde de, men vi går gerne
så langt, som man finder konger, thi vi er velkomne hos alle. Og hinsides
Gardarige råder kejser Basilius, der kaldes Bulgar-dræberen, og som er den
mægtigste af verdens herrer, nu da kong Harald og kong Erik er døde; selv
om det kan være, at den unge kejser i Tyskland ikke gerne hørte disse ord,
og heller ikke kong Brian hjemme hos os. Vi har hørt vidtberejste mænd
sige, at kejserens gøglere i Miklagård nyder megen anseelse og formår at
udføre vanskelige ting, og vi har især hørt om et kunststykke, de gjorde for
nogle sendebud fra den gamle tyske kejser, i de dage da kejser Nikeforos
herskede i Miklagård. De udførte deres kunststykke ved, på en forunderlig
måde, at klatre op ad en stang; og den kunst kender vi ikke, skønt vi ellers
tror at vide mere end andre. Derfor kunne det nok være værd at se, hvor
dygtige de er og at vise dem, hvad Erins mestre formår. Og det ville tilvisse
være en stor ære for os at gøgle for kejser Basilius, og for ham at få besøg
af os. Men først agter vi nu at drage til Uppsala, til den unge konge dér, og
så er det bedst, vi er i selskab med Spjalle. Thi han er en god mand at gå og
tigge sammen med.
Derved blev det; og efter nogle dages forløb, da Spjalle følte, at hans
kræfter var blevet bedre, bandt han atter kongesværdet til sit ben; og han og
de to mestre greb deres poser og tiggerstave. De fik rigeligt med vejkost af
Åsa og Ylva, så de sagde, at de kun havde ringe håb om, én gang til på
deres vej, at møde en sådan gæstfrihed som den, der var blevet dem til del
på dette sted.
– Og hvis vi ses igen, sagde Felimid til Orm ved afskeden, skal du vide,
at du altid har nogle gode venner i os.
– Jeg kunne meget vel ønske at få jer at se igen, sagde Orm; men hvis I
lægger jeres vej ad Miklagård til, bliver det velsagtens ved ønsket. Thi jeg
sidder her i stilhed og ser børn fødes og grøder gro, og kommer nok aldrig
mere på rejse.
– Hvem ved? Hvem ved? sagde de små, langørede mænd.
Og dermed nikkede de og fik en velsignelse af fader Willibald og drog
nu bort sammen med Spjalle.
Men magister Rainald blev hos Orm endnu i nogen tid; thi det havde
man fundet var klogest for hans vedkommende. Alle var enige om, at han
ikke på egen hånd kunne drage op over grænsen for at lede efter fader
Sebastian, thi så ville han blive fanget og dræbt til ingen nytte, længe før
han havde fået udrettet noget. Derfor blev det bestemt, at han skulle blive
på Gröning, indtil tidspunktet var inde for grænsebygdernes store ting, der
nu snart skulle holdes ved Kraka-sten. Thi dér, sagde Orm, kunne man
måske gøre noget for at fremme hans sag.
 Niende kapitel

HVORDAN MAGISTEREN LEDTE

EFTER KVIER OG SAD I ET
KIRSEBÆRTRÆ
Nu blev det, som Orm havde sagt, og magister Rainald skulle således være
på Gröning sommeren over. Han hjalp fader Willibald, når han holdt
gudstjeneste for husets folk og for de få af egnens nydøbte, som fandt det
umagen værd at holde deres løfte om at komme. Han fik straks ros af alle
for sin messe-sang, der var skønnere end noget, man før havde hørt. I
begyndelsen var det småt med villigheden hos de nydøbte, når det gjaldt om
at indfinde sig i kirken, men da rygtet om magisterens sang spredte sig i
nabolaget, kom der efterhånden flere og flere, og man så ofte kvinderne
sidde med tårer i øjnene, når han havde sunget. Fader Willibald var meget
tilfreds med denne hjælp, thi han var ikke selv nogen stor sanger.
Men på alle andre områder stod det skralt til med magisterens duelighed.
Orm ville sætte ham i arbejde de øvrige ugedage, og ville have opklaret,
hvad han bedst duede til, men det var svært at finde en beskæftigelse, hvor
han dog kunne være til nogen nytte. Han var ukyndig i alt og såre kejtet, når
han fik et værktøj i hånden. Orm sagde:
– Dette er ilde; thi du skal snart være træl oppe i Småland, og du vil
næppe få det behageligt dér, hvis du ikke kan andet end at synge. Det ville
være bedst for dig selv, om du kunne lære dig et og andet, mens du er her
hos mig, thi derved ville du spare dig selv for mange striber over ryggen.
Magisteren sukkede og indrømmede, at Orm havde ret; og han fik lov til
at prøve sig frem med mange lette ting, men var lige uheldig med dem alle.
Når man satte ham til at slå græs, var det et ynkeligt syn; thi det var ham
umuligt at forstå, hvordan leen skulle hvæsses; til snedkerarbejde var han
ganske håbløs, skønt Rapp og Orm selv underviste ham med megen
tålmodighed; når han skulle hugge risbrænde til bageovnen, ramte han sig
selv i benet og lå, jamrende og blodig, på jorden, når folk ilede til; og da
han atter var blevet rask og man sendte ham ud sammen med en mand for at
efterse snørerne i åen, blev han forskrækket for en stor ål, der snoede sig
omkring hans arm og væltede båden, så hele fangsten gik til spilde og de
kun med nød og næppe reddede sig i land. Således gik det til, at man
betragtede ham som en helt i kirken, og også anså ham for at være en god
mand, når husets folk var samlede om aftenen og alle sad med et eller andet
arbejde mellem hænderne, og han fortalte om helgener og kejsere; men i alt
andet betragtede man ham som en mageløs stakkel, der intet forstod af det,
enhver mand burde kunne. Og dog var han ikke ilde set; man kunne tydeligt
mærke, at alle kvinderne, lige fra Åsa og Ylva til de yngste piger, tog sig af
ham og havde meget at sige til hans undskyldning.
Tidligt om foråret, i dette år, havde Rapp den Enøjede taget sig en
hustru, en frodig bondedatter, der hed Torgunn, og som han, trods sit ene
øje, havde vundet uden besvær, på grund af sit store ry som en vidtbefaren
og våben-dygtig mand. Hun havde straks ladet sig døbe på Rapps befaling,
og derefter udeblev hun aldrig fra en gudstjeneste; hun var velset af alle og
flink til sit arbejde; og Rapp og hun havde det godt sammen, selv om man
en gang imellem, når han blev spurgt, hørte ham mumle, at det var svært at
få hende til at holde mund, og at hun var sendrægtig til at blive med barn.
Men Ylva holdt meget af hende, og disse to kvinder sad ofte fortroligt
sammen, uden at ordene slap op for nogen af dem.
Nu hændte det en dag, at folkene på gården måtte begive sig til skovs for
at lede efter nogle bortløbne ungkreaturer, og det blev en langvarig søgen.
Ved aftenstid, da Rapp var på vej hjem fra det sted, hvor han havde været –
uden at finde noget – hørte han nogle lyde inde i et birkekrat; og da han
kom nærmere, så han Torgunn ligge i græsset ved siden af en stor sten,
mens magisteren lå bøjet over hende. Mere kunne han ikke se på grund af
det tætte krat, og de kom hurtigt på benene, da de hørte hans skridt. Rapp
blev stående helt stum, men Torgunn hoppede hen imod ham på ét ben og
fik straks tungen på gled.
– Det var et stort held, at du kom, så du kan hjælpe mig hjem, sagde hun.
Jeg forvred mit knæ, da jeg snublede over en trærod, og han her kom til, da
jeg råbte om hjælp. Han kunne ikke bære mig, men nu har han læst over mit
knæ, så det allerede føles lidt bedre.
– Det øje, jeg har tilbage, er der ingen fejl ved, sagde Rapp. Behøvede
han at ligge på dig, da han læste?
 – Han lå ikke på mig, sagde Torgunn fortrydeligt. Rapp, Rapp, hvad er
det dog du tror? Han lå på knæ foran mig og holdt om mit ben og læste
hellige ord over det tre gange.
– Tre gange? sagde Rapp.
– Gør dig ikke dummere, end du er, sagde Torgunn. Først i Faderens, så i
Sønnens og så i den hellige ånds navn; det bliver tre gange.
Rapp så på præsten. Han var bleg, og hans mund skælvede en smule,
men ellers kunne man ikke mærke noget på ham.
– Hvis du havde været stakåndet, var du død nu, sagde Rapp tankefuldt.
– Jeg er kommet til dette land for at blive martyr, sagde magisteren.
– Det kan blive let nok, sagde Rapp. Men lad mig nu først se på dit knæ,
kvinde, hvis du da ved, hvilket det er.
Torgunn jamrede og sagde, at hun aldrig havde været med til en sådan
elendighed som denne; men hun satte sig lydigt ned på stenen og blottede
sit venstre knæ. Det var vanskeligt for dem at blive enige om, hvor stor en
hævelse man kunne spore, men hun skreg, når han rørte ved det.
– Men det var værre for lidt siden, sagde hun. Og jeg kan nok hinke
hjem nu, hvis du støtter mig.
Rapp stod med en mørk mine og tænkte sig om. Så sagde han:
– Om der er sket noget med dit knæ, kan jeg ikke vide, thi dit hyl koster
jo ikke noget. Men jeg vil ikke have, at Orm skal sige, jeg har slået hans
gæst ihjel uden grund. Fader Willibald ved det bedst; og han må dømme.
De begyndte nu at vandre hjemad, og det gik nogenlunde, skønt Torgunn
ofte måtte hvile, eftersom hun havde voldsomme smerter; det sidste stykke
var hun nødt til at støtte sig til begge mændene, ved at lægge en arm om
halsen på dem.
– Du tynger godt, sagde Rapp, men jeg har alligevel svært ved at tro dig,
i alle disse ting.
– Tro, hvad du vil, sagde Torgunn; men det føler jeg, at mit knæ aldrig
bliver raskt igen. Jeg fik foden i klemme mellem to rødder, da jeg sprang
ned fra et væltet træ; det var sådan, det gik til. Jeg bliver nok stivbenet efter
dette.
– Hvad nyttede så alt det læseri til? sagde Rapp dystert.
Torgunn blev bragt til sengs, og fader Willibald gik ind for at se til
hende. Rapp tog straks Orm og Ylva afsides og fortalte, hvad der var sket,
og hvad han troede. De var begge enige om, at dette var en bedrøvelig
tildragelse, og at det ville være stor skade, om der skulle blive uvenskab
mellem Rapp og Torgunn på grund af dette.
– Det er en god ting ved dig, at du altid tænker dig om, sagde Orm. For
ellers havde du måske dræbt ham, og det ville have været meget ilde, hvis
han er uskyldig. Thi en dræbt præst ville drage Guds straf ned over os alle.
– Jeg har bedre tanker om Torgunn end du, Rapp, sagde Ylva. Man
forvrider let et knæ, når man klatrer omkring mellem stammer og sten. Og
du siger jo selv, at du ikke så noget.
– Det var ilde nok, det jeg så … dér langt inde i skoven.
– Det er klogt ikke at dømme for hastigt i den slags sager, sagde Orm.
Du husker nok selv, hvorledes min herre Almansurs dommer i Cordova
dømte, dengang Toke Grågullesson havde listet sig ind i kvindekammeret
hos den ægyptiske sukkerbager, og et vindstød rev forhænget væk fra
vinduet, så fire af sukkerbagerens venner, der netop gik over gården, så
Toke og sukkerbagerens hustru på hendes hvilehynde.
– Det husker jeg godt, sagde Rapp, men det var blandt hedninge.
– Jeg vil høre, hvordan det gik den kvinde, sagde Ylva.
– Sukkerbageren trådte frem for dommeren med sønderrevne klæder og
fulgt af sine fire vidner og ville have Toke og kvinden stenede som
ægteskabsbrydere; og min herre Almansur havde selv befalet, at denne sag
skulle dømmes strengt efter loven, skønt Toke hørte til livvagten. Så spurgte
dommeren de fire vidner med stor omsorg, hvor meget de havde set, og tre
af dem vidnede, med edsaflæggelse, at de tydeligt havde set det altsammen;
men den fjerde var gammel og havde svage øjne og havde derfor ikke været
i stand til at se alt så klart, som de andre. Nu siger profeten Muhammeds
lov, der står skrevet med Allahs egen finger i deres hellige bog, at fire
fromme vidner skal have set alt tydeligt og klart, ellers kan ingen dømmes
for ægteskabsbrud. Derfor dømte dommeren, at Toke og kvinden var
uskyldige, og at sukkerbageren skulle slås under fodsålerne for sin falske
anmeldelse.
– Det land må være godt for kvinder, sagde Ylva; thi der bør kunne ske
meget, inden nogen bliver set af fire vidner. Men det synes mig, at
sukkerbagerens lod var hård.
– Det syntes han ikke selv i det lange løb, sagde Orm. Thi efter dette
blev sukkerbageren velkendt blandt os ved livvagten, og vi gik ofte til hans
bod for at spøge med ham og drikke hans søde, syriske mjød, så hans
fortjeneste voksede rigeligt, og han prisede Allah for sit held. Men Toke
holdt fast ved, at denne sag, selv om den var endt godt, havde været en
advarsel for ham, og han vovede sig aldrig mere ind til den kvinde.
Nu kom fader Willibald han til dem og sagde, at det havde sin rigtighed
med Torgunns forvredne knæ.
– Og snart er det så hævet, sagde han til Rapp, at selv du vil kunne se,
hvordan det forholder sig.
Alle troede, at Rapp ville føle lettelse ved dette budskab; men han sad
med mørk mine og eftertænksom; og til sidst sagde han:
– Så har magisteren ligget dér en rum tid og holdt om hendes knæ med
begge sine hænder eller måske kun med den ene. Det er svært for mig at tro,
at han er blevet ved dette, thi han har jo sely sagt, at han er gal efter
kvinder, og at han har lært i vælske skrifter, hvordan de bør håndteres. Det
er min tro, at han mere har syslet med andet end med at læse over knæet; thi
ellers ville den hævelse aldrig være kommet; hvis han da er noget bevendt
som præst.
Det var den længste tale, nogen havde hørt i Rapps mund, og ingen af
dem kunne få ham til at ændre sin mening i denne sag. Så sagde Ylva:
– Først var du mistænksom, fordi du ikke så nogen bule, og nu er du det,
fordi den er kommet. Men det er der vel intet at sige til, thi sådan er I
mænd, når I har fået griller i hovedet. Nu går jeg til Torgunn for at tale
fortroligt med hende. Vi er gode venner, hun og jeg, og til mig vil hun sige,
hvordan det forholder sig med alt dette. Og hvis det er sådan, at der er sket
noget, hun ikke vil ud med, vil jeg alligevel forstå, hvad det er, hun gemmer
på. Thi en kvinde ved straks, om en anden kvinde kommer med sandhed
eller løgn; og det er mere, end mænd ved, – og Gud være lovet for det.
Dermed gik hun; og det, hun og Torgunn sagde til hinanden, var der
ingen, som lyttede til.
– Nu kan du være rolig, Rapp, sagde Orm; thi nu får du at vide,
hvorledes alt dette hænger sammen. Snedigere kvinde end Ylva findes ikke
i hele verden, det kan jeg sige dig; det opdagede jeg første gang, jeg traf
hende.
Rapp gryntede billigende; og dermed begyndte de at tale om tvende
bortløbne kvier, der endnu ikke var blevet fundet, og hvor de burde lede
efter dem næste dag.
 Ylva var længe borte. Da hun kom tilbage, holdt hun en knyttet næve
under næsen på Rapp.
– Nu ved jeg alt, sagde hun, og det var, som jeg troede, og du behøver
ikke at være urolig, Rapp, thi der er intet dadelværdigt ved deres møde i
skoven. Det eneste kedelige ved sagen er det, du selv har lavet. Torgunn
græder og ler skiftevis, når hun tænker på din mistanke og hårde ord; og
hun sagde til mig, at hun nu næsten fortryder, hun ikke lokkede præsten,
mens lejligheden var der. »Vi kunne have nået både det ene og det andet,
inden Rapp kom,« sagde hun til mig; »og skal jeg nu alligevel have
skammen og skaden, kunne jeg lige så godt have undt mig det muntre
også.« Det var, hvad hun sagde; og hvis du nu er så klog, som du tror, Rapp,
bør du aldrig mere berøre denne sag med et eneste ord; thi så kan hun blive
farlig, det siger jeg dig. Men hvis du er god mod hende, så tror jeg, du selv
slipper for at høre mere om dette fra hendes mund; og det ville være vel, om
du snart kunne gøre hende med barn, thi så slap du for at nære så megen
ængstelse for denne stakkels ulykkelige magister.
Rapp strøg sig over issen og mumlede noget om, at det ikke var flid, det
skortede på. Man kunne mærke, at Ylvas ord havde skaffet ham stor
lettelse, og han takkede hende, fordi hun havde bragt alt i orden.
– Og det er en god ting, at jeg heller ikke er uden klogskab, sagde han,
selv om jeg ikke er så klog som du, Ylva; thi havde jeg dræbt magisteren,
ville jeg nu have stået dér med en lang næse, og I ville begge have været
mig gram i hu. Men nu går jeg til Torgunn for at få hende god igen.
Da Orm og Ylva var blevet alene og lå i deres seng, talte de sammen et
stykke tid om denne sag, inden de faldt i søvn.
– Dette er forløbet bedre, end jeg havde troet, sagde Orm, og det er din
fortjeneste. Thi hvis jeg skulle have dømt i denne sag, var jeg nok blevet
ved den mening, at de havde andet for sig i skoven end lige netop at pusle
med hendes knæ.
Ylva lå tavs en tid. Derpå sagde hun:
– Orm, så ville du have dømt rigtigt, men dette må du aldrig lade nogen
vide. Jeg lovede hende at tie med alt og at tale fornuft med Rapp; og sådan
må det være –, og ingen får noget at vide, ikke engang fader Willibald, thi
det ville let blive til stor fortræd både for Rapp og Torgunn og for denne
stakkels kvindegale magister. Men til dig siger jeg sandheden, og det er: at
der mellem dem blev syslet mere med andre ting end med at læse over det
dårlige knæ. Hun siger, at hun syntes om ham lige fra begyndelsen, på
grund af hans smukke sang og den ulykkelige skæbne, der hvilede over
ham, og at hun ikke ville være i stand til at modstå en hellig mand. Hun
siger, at hun skælvede over hele kroppen som en fanget flagermus, da han
rørte ved hendes knæ, mens hun lå på jorden, og at han ikke var kejtet, men
hurtigt greb for sig. Snart var de lige ivrige begge to, og det kan hun ikke
gøre for, siger hun. Da de var kommet til sig selv igen, jamrede han og
fældede tårer og begyndte endelig at læse over hendes knæ, men han havde
kun gjort det et kort øjeblik, da Rapp kom; og det er derfor, hævelsen nu er
blevet så voldsom, thi han burde retteligen have læst trende gange. Men hun
vil bestandig takke Gud, siger hun, fordi Rapp ikke viste sig en liden stund
før. Og hvis du lader Rapp eller nogen få dette at vide, gør du mig ulykkelig
og andre med.
Orm brast i latter, da han hørte dette, og han lovede villigt, at han aldrig
ville lade sig mærke med noget, hverken over for Rapp eller andre.
– Hvis blot Rapp aldrig får at vide, hvordan han er blevet narret, sagde
han, så er skaden ringe eller ingen. Men denne magister forekommer mig at
være en mærkelig mand; han er uduelig til alle andre ting, som mænd ellers
kan, men han synes i sandhed at have et godt håndelag over for kvinder. Det
ville være ilde, om han nu oftere kom sammen med Torgunn på
tomandshånd; så kunne det ende galt, thi Rapp lader sig nok ikke narre en
gang til. Derfor må jeg finde på en eller anden fast beskæftigelse til ham, så
han kan holdes borte fra hende og hun fra ham; thi det er måske uvist, hvem
af dem der nærer den største attrå efter at mødes igen.
– Men du må ikke være for hård imod ham, sagde Ylva; thi han kan
tidsnok komme til at lide, den stakkel, når han befinder sig blandt
smålændingene. Og jeg skal selv hjælpe med til, så godt jeg kan, at holde
ham og Torgunn borte fra hinanden.
Næste morgen kaldte Orm på magisteren og sagde, at han nu havde
fundet en passende beskæftigelse til ham.
– I alt det, vi hidtil har prøvet, duede du ikke stort, sagde han; men nu
skal du blive til god nytte. Her ser du dette kirsebærtræ, der er det bedste af
alle mine træer; og det synes ikke blot jeg, men også kragerne. Dér skal du
klatre op, og det er bedst, du får mad og drikke med dig, thi du må ikke
komme ned, før krager og skader har opsøgt deres natte-gren. Dér skal du
sidde hver dag, og du skal være tidligt på din post, thi kragerne kommer ved
daggry. Det er mit håb, at du vil være i stand til at beskytte bærrene for os –
hvis du da ikke selv spiser alt for mange.
Magisteren kiggede bedrøvet op i træet, hvor bærrene var større end på
almindelige kirsebærtræer; og de begyndte nu at blive mørke og modnes.
Alle fuglene var særlig ivrige efter disse bær, og både Rapp og broder
Willibald forsøgte at holde dem i ave med pileskud, uden at man dog
mærkede nogen større bedring.
– Dette er, hvad jeg har fortjent, sagde magisteren; men jeg er bange for
at klatre så højt.
– Det må du vænne dig til, sagde Orm.
– Jeg har så let ved at blive svimmel.
– Hold dig godt fast, så gør det ikke noget. Og hvis du ikke tør dette, vil
alle le ad dig og skamme dig ud, og kvinderne mest.
– Det er i sandhed, hvad jeg har fortjent, gentog magisteren bedrøvet.
Resultatet blev, at han med stor møje klatrede op i træet, mens Orm blev
stående og stadig sagde, at han skulle krybe højere op. Til sidst nåede han,
under mange bønner, en tredelt gren, der svajede under hans vægt; dér
rådede Orm ham til at blive; thi dér var han mest synlig for fuglene.
– Dér sidder du godt og sikkert, sagde han, og er nærmere himlen end vi
andre; dér kan du spise og drikke det, du har med dig og tale med Gud om
dine synder.
Han blev nu siddende dér; og kragerne kom ivrigt flyvende fra alle sider,
hen mod de gode bær, men de blev både bange og forbavsede, da de så, at
der var et menneske i træet; de skræppede fortrædeligt, da de kredsede hen
over ham, og skaderne sad i buskadset rundt omkring og lo arrigt.
Den sjette dag, en eftermiddag, da der herskede stor hede, faldt han ned.
Han var døset hen på grund af varmen, og nogle bier, der sværmede, satte
sig i træet og valgte hans hoved som hvilested. Derved vågnede han i
forfærdelse og begyndte at slå om sig og styrtede hylende til jorden
sammen med bier, bær og brækkede grene. Tvillingerne og deres
legekammerater nåede først derhen, tilkaldt af støjen; de kiggede forbavset
på ham, og drengen Ulf spurgte, hvorfor han var faldet ned. Men han blev
blot liggende, jamrede sig og sagde, at hans sidste time var kommet.
Børnene begyndte nu henrykt at samle nogle af de gode bær op, der var
faldet ned, men de blev snart skræmte af bierne og gav sig til at skrige. Alle
folkene på gården var ude at skære siv langs åen, og det var Ylva selv og et
par af hendes piger, der ilede til hjælp og fik magisteren ind i vævestuen og
lagt i seng. Da de hørte, hvordan ulykken var sket, brast pigerne i så heftig
en latter, at Ylva blev utålmodig og gav dem en under øret samt befalede
dem, at de straks skulle hente fader Willibald, der var nede ved åen sammen
med de andre.
Ylva følte medlidenhed med magisteren og gjorde, hvad hun kunne for
ham og gav ham en god styrketår af sit bedste øl; han var sluppet uskadt fra
bierne, men han troede, han havde brækket noget i den ene skulder ved
faldet. Ylva spurgte, om det mon ikke kunne være Guds straf for det, han
havde foretaget sig med Torgunn i skoven. Han indrømmede, at det godt
kunne forholde sig sådan.
– Men hvor meget ved du om os to, derude i skoven? sagde han.
– Jeg ved alt om den sag, sagde Ylva, thi Torgunn har selv sagt mig det;
men du behøver ikke at være bange for, at nogen skal få det at vide, thi både
hun og jeg kan holde mund, når det behøves. Og det kan jeg trøste dig med,
at hun havde meget at sige til din ros, og at hun ikke angrer det, I foretog jer
sammen, skønt det var lige ved at ende galt.
– Men jeg angrer det, sagde magisteren, skønt jeg ved, at det ikke er
megen nytte til. Thi Guds forbandelse er over mig, så jeg ikke kan være
alene med en ung kvinde uden straks at blive optændt af begær. Og ikke
engang disse dage i træet har været mig til nogen hjælp, thi jeg har mindre
tænkt på Gud end på kødets synder.
Ylva lo.
– Men bisværmen har vel alligevel hjulpet dig nu, sagde hun, og dit fald
fra træet; thi du er nu alene sammen med mig her, hvor ingen kan forstyrre
os en rum tid; og jeg vil mene, at jeg ikke ser værre ud end Torgunn; og
alligevel tror jeg ikke, du duer meget til at synde nu, dit stakkels skrog.
– Du ved ikke, hvor stærk min forbandelse er, sagde magisteren dystert
og rakte armen ud efter hende.
Det, der nu videre skete mellem dem, fik ingen nogen sinde at vide med
sikkerhed; og da fader Willibald nåede hjem for at se til magisterens
skavanker, lå han og sov og klagede sig så småt i søvne, mens Ylva sad og
arbejdede flittigt ved sin væv.
– Han er for god til at klatre i træer, og det skal han slippe for efter dette,
sagde hun om aftenen til Orm og husets folk, da de sad ved aftensmåltidet,
hvor der herskede stor munterhed over den ende, det havde taget med
magisteren i træet.
– Om hans godhed ved jeg kun lidt, sagde Orm; men hvis du siger, han
er for enfoldig til at klatre i træer, skal jeg gerne holde med dig. Hvad han
egentlig duer til, er mere, end jeg ved, men det må smålændingene finde ud
af. De fleste bær er modne nu og kan plukkes, inden fuglene når at stjæle
dem, og derfor er skaden ringe. Men det er godt, at der nu ikke er længe, til
tinget skal holdes.
– Og indtil da er det mig, der tager sig af ham, sagde Ylva bestemt; thi
jeg vil ikke have, at han skal hånes og komme galt af sted, de sidste dage
han er blandt kristne.
– Hvordan han end vender sig, har han kvinderne på sin side. Men du må
gøre, som du vil i denne sag.
Alle på gården lo sig helt krumme, så snart magisteren og hans bisværm
kom på tale; men Åsa sagde, at det tegn var et godt tegn for ham; thi hun
havde ofte hørt gamle, kloge folk sige, at når bierne satte sig i hovedet på et
menneske, betød det et langt liv og mange børn; fader Willibald sagde, at
han havde hørt det samme i sine unge dage, af lærde mænd ved kejserens
hof i Goslar; men det var uvist, mente han, om tegnet kunne gælde fuldt ud,
når det drejede sig om en præst.
Fader Willibald kunne ikke finde nogen større fejl ved magisterens
ømme skulder; men han blev alligevel liggende nogle dage og opholdt sig
siden mest inde i vævestuen. Ylva passede ham med megen omsorg og gav
ham god mad og sørgede ivrigt for, at ingen af hendes unge kvinder kom
ham for nær. Orm drillede hende med dette og spurgte, om hun også var
blevet gal efter magisteren; desuden følte han sig en smule harmfuld over al
den gode mad, der blev båret ind i vævestuen. Ylva svarede alvorligt, at
dette var noget, som Orm ikke behøvede at blande sig i; den stakkel trængte
i sandhed til god mad, sagde hun, for at få lidt huld på knoglerne, inden han
skulle af sted til hedningerne; og hvad pigerne angik, så ville hun blot
beskytte ham mod fristelser og ondsindet drilleri.
Så fik Ylva lov til at gøre, som hun ville, i denne sag; og nu led det
fremad mod de tider, hvor folk på begge sider af grænsen skulle ride til
tinget ved Kraka-sten.
 Tiende kapitel

OM KVINDEKUNSTERNE VED
KRAKA-STEN OG HVORDAN
BLÅTUNGE FIK ET SKÅR I ÆGGEN
Hver tredje sensommer, og ved første fuldmåne efter at lyngen var begyndt
at blomstre, mødtes ifølge gammel sædvane mænd fra de skånske og
smålandske grænsebygder ved den sten, der kaldtes Kraka-sten, for at enes
om fred eller forkynde ufred for hinanden, indtil tiden for det næste møde.
Her kom høvdinge og udvalgte mænd både fra Finnveden og Värend og
fra alle göingernes bygder; og der blev holdt ting, som plejede at vare i flere
dage. Thi selv når der herskede fred, var der meget at udligne mellem
grænsefolkene: tvister om jagt og skovgræsning, og de drab, som var
opståede derved; kreaturer, som var blevet stjålet, kvinder, der var blevet
røvede og trælle, som var rømmet over grænsen. Alt sådant blev vejet og
afgjort dér, ved hjælp af kloge mænd fra begge sider, stundom i
mindelighed, når drab kunne udlignes med drab, rov med rov, og stundom
med passende bøder. Men når trætten var blevet for alvorlig mellem
stivsindede mænd, så intet forlig kunne opnås, afgjordes sagen ved tvekamp
mellem de stridende parter på den jævne græsflade foran stenen. Dette blev
regnet for den bedste forlystelse, og det havde været et dårligt ting ved
Kraka-sten, mente man, når ikke mindst tre døde var blevet båret bort fra
kamppladsen. Men som oftest skaffede dette ting sig et godt eftermæle, så
alle kunne gå tilfredse derfra og have noget at fortælle ved hjemkomsten.
Her drev man også megen handel, med trælle, våben og okser,
smedejern, klæde, skind, voks og salt, så købmænd stundom kom dertil helt
fra Hedeby og Gotland. I fordums tid var det sket, at kongens betroede
mænd var kommet dertil, både fra danerne og fra Uppsala-kongen, for at
værne den kongelige ret ved tinget og spejde efter bortløbne mænd; men
disse udsendinge havde bønderne slået ihjel og deres hoveder var blevet
hængt op i enebær-røg og siden sendt hjem, som et budskab til kongerne
om, at grænsefolkene helst ville passe sig selv. Men stallere og
skibshøvdinge fra jarler i Skåne og Västergötland viste sig stundom dér for
at hverve gode stridsmænd, til udenlandstogter.
Derfor var tinget ved Kraka-sten en stor højtid for alle i grænselandet, så
folk ofte brugte en tidsregning, der gik fra ting til ting.
Man sagde, at stenen i svundne dage var blevet rejst af Rolf Krake, da
han drog gennem disse egne; og hverken konger eller grænsefolk havde
siden fordristet sig til at flytte det mærke, han havde sat mellem daners og
svears udmarker. Det var så høj og vældig en sten, at kun mænd i svundne
tider havde formået at rejse den, og den stod på en bakke, ude på en åben
mark, og i skyggen af en hvid-tjørn, der blev anset for at være et helligt træ
og lige så gammel som stenen. Aftenen før tinget skulle holdes, var det skik
blandt virderne, folkene fra Värend, at ofre tvende bukke ved stenen under
en sælsom fejde, og deres blod fik lov til at rinde ud på jorden; man sagde,
at træet sugede megen kraft af dette blod og ligeledes af det, der blev
udgydt omkring stenen ved tvekampene, så træet stadig trivedes vel, trods
sin alder, og altid stod i sit rigeste flor året efter et ting. Men det var kun få,
der så det blomstre, bortset fra fuglene blandt dets kviste og ørn og glente
og markens omstrejfende dyr; thi vildmarken lå milevid og tom for
mennesker, til alle sider, omkring Kraka-sten.
Da Orm nu forberedte sig på at drage til tinge, kom mange bønder til
Gröning for at slå følge med ham; både Gudmund i Uvaberg og Svarte
Grim og andre; han lod Rapp blive hjemme for at passe gården og tog
begge præsterne med sig og to af sine mænd. Alle kvinderne havde megen
medynk med magisteren, der nu skulle i trældom, men han sagde selv, at
det var, som det skulle være. Åsa og Ylva havde syet nye klæder til ham,
både trøje og kjortel og skindbukser; og Orm mente, at de gerne måtte koste
disse ting på ham, eftersom det ville være lettere at få ham byttet, hvis han
havde gode klæder, som hans husbond kunne bruge*
– Thi I må ikke tro, at han selv kommer til at slide dem længe, sagde
han.
Torgunn kom med en birkebarks-kurv fuld af god vejkost, som hun
havde pakket til magisteren. Orm syntes ilde om dette, men hun fik dog sin
vilje og sagde, at hun gav denne gave til tak for hjælpen med knæet og
desuden for at få en god velsignelse til gengæld. Magisteren sad, bleg, til
hest og velsignede hende og alle de andre med skønne ord, så kvinderne fik
tårer i øjnene. Fader Willibald, der også sad højt til hest, fremsagde nu en
bøn for en lykkelig færd og mod vilddyr og røvere og al anden fare for
vejfarende, og dermed red flokken af sted til tinge, vel væbnet og
mandsstærk.
De nåede frem til stenen lidt før tusmørke og slog sig ned sammen med
andre skarer på göingernes sædvanlige lejrplads, ved en bæk, der bugtede
sig frem mellem krat og birketræ, syd for stenen, hvor man endnu kunne se
sporene af deres lejrild fra forrige ting. På den anden side af bækken lå
finnvedingerne, og fra den kant lød der megen larm og støj. Man sagde, det
var en større forsagelse for dem end for andre at sidde uden øl ved Kraka-
sten, og derfor var det gammel sædvane blandt dem at komme berusede til
tinge. Både göinger og finnvedinger lå et stykke borte fra bækken og kom
kun hen til den for at vande hestene og fylde deres kedler; thi man havde fra
gammel tid anset det for bedst, at de ikke blandede sig med hinanden i tide
og utide, hvis tingfreden da ellers skulle opretholdes imellem dem.
Virderne kom sidst til pladsen. Man kunne se på dem, at de var en
stamme for sig, der ikke lignede andre folk. Det var høje mænd med
sølvringe i ørene, og med sværd, der var længere og tungere end andres. De
havde ragede hager, et langt læbe-skæg, der hang ned på begge sider af
munden, et ligegyldigt udtryk i øjnene og var meget kortfattet i deres tale.
Det hed sig blandt naboerne, at deres hovmodige opførsel skyldtes den ting,
at de blev ledet af deres kvinder og ikke ville lade sig mærke med det over
for fremmede; men kun få dristede sig til at spørge sig for om den sag hos
dem selv.
De havde deres lejrplads ved en lund øst for stenen, dér hvor bækken var
bredest; og så de havde en passende afstand mellem sig og de andre; det
befandt de sig bedst ved. De var de eneste, der havde kvinder med sig til
tinge. Thi det var en gammel tro blandt virderne, at den bedste helsebod
mod kvinders ufrugtbarhed fandtes ved Kraka-sten, for dem, der her gjorde,
hvad ældgammel klogskab foreskrev; og gifte unge kvinder, der levede
barnløst i ægteskab med fuldgode mænd, var derfor altid ivrige efter at
følge med til tinge. Det, de havde at udrette, skulle ske nu, under den nye
fuldmåne; denne aften havde virderne rådighed over stenen, helt alene; og
det var velkendt både blandt göinger og finnvedinger, at de var meget
påpasselige med, at ingen fremmede fik at se, hvad deres kvinder foretog
sig efter månens opgang. Thi det var sket mere end én gang, at de, der af
nysgerrighed var kommet for nær til stenen, mens kvinderne var dér, blot
havde set susende spyd og huggende sværd; det blev deres sidste syn, inden
de fik set noget andet. Men nysgerrige unge mænd blandt göingerne og
også de folk blandt finnvedingerne, hvis rus ikke var alt for voldsom, var
alligevel ved godt mod over for det, der nu var i vente. Så snart månen
begyndte at vise sig ved kanten af skovbrynet, klatrede nogle af mændene
op i træer, hvor de havde god udsigt, mens andre kravlede frem gennem krat
og buske; så tæt hen til stenen, som de turde.
Fader Willibald syntes meget ilde om alt dette. Mest misfornøjet var han
med den ting, at unge mænd i Orms følge, der havde modtaget dåben ved
det store gilde og derefter stundom var kommet til hans kirke, var lige så
ivrige som de andre for at se alt, hvad de kunne, af den trolddom, der
udøvedes ved stenen.
– Alt dette er djævelens værk, sagde han; og jeg har hørt sige, at disse
kvinder plejer at løbe omkring ved stenen i skamløs nøgenhed. Enhver, der
har fået dåben, bør væbne sig med styrke fra Kristus over for en
vederstyggelighed som denne. Det ville være bedre, om I hjalp hinanden
med at hugge et kors til, der kunne rejses her foran bålet og beskytte os mod
djævelskab, i denne nat. Jeg selv er for gammel til den slags og ser dårligt
blandt træerne.
Men det svar, han fik, var: at alle kors og alt dåbsvand i verden ikke
skulle hindre dem i at se, hvad virdemes kvinder nu ville foretage sig.
Magister Rainald sad ved siden af Orm, i den kreds af mænd, der omgav
madgryden. Han sad helt sammensunket, med hængende hoved, og
vuggede frem og tilbage; han havde fået brød og røget fårekød, som de
andre, men han viste kun ringe madlyst. Det plejede at være sådan med
ham, når han tænkte på sine synder. Men da han hørte fader Willibalds ord,
rejste han sig.
– Giv mig en økse, sagde han, så skal jeg lave et kors.
Mændene i kredsen lo og spurgte tvivlende, om han duede til et sådant
stykke arbejde. Men Orm sagde:
– Det er rigtigt af dig at prøve; og det kan være nyttigere for dig end at
klatre i træer.
Magisteren fik øksen og gik ud for at lede efter noget tømmer, der
passede til formålet.
Nu og da gik der nogle skyer for månen, så det stundom blev mørkt; men
ind imellem kunne de nysgerrige så nogenlunde se, hvad virderne syslede
med oppe ved stenen. Mange mænd var samlede dér. Nogle skar en
strimmel græstørv løs, en lang og bred strimmel; løftede den op og lagde
den på stager. Andre slæbte riskviste sammen og anbragte dem i fire bunker
omkring stenen. Da det var gjort, tog de alle deres våben og gik et stykke
frem mod göingernes og finnvedingernes lejr og blev stående dér som
vagtposter, med ryggen mod stenen; nogle gik ned til bækken.
Nu hørte man en brægende lyd; og fra virdernes lejr kom fire gamle
kvinder trækkende med tvende bukke; og sammen med dem en lille, skaldet
mand med hvidt skæg; han var meget gammel og kroget og havde en lang
kniv i hånden. Efter ham fulgte en skare kvinder; de var alle klædt i kapper.
Da de var nået hen til stenen, blev bukkenes ben bundet sammen og
lange reb fæstet til deres bagben. Derpå hjalp alle med til at løfte dem op
over toppen af stenen, fra begge sider, og binde rebene solidt fast, så
bukkene blev hængende tværs over stenen, på hver side, med hovedet
nedad. Den lille mand fægtede og skreg, indtil han havde fået bukkene
anbragt, som han ønskede det. Da han omsider var tilfreds, blev han selv,
med stort besvær, løftet op på toppen af stenen; han fik sin kniv med sig og
satte sig overskrævs, ved siden af bukkene. Nu hævede han armene og råbte
med rungende stemme til de unge kvinder:
– Dette er det første: gå gennem jord!
Kvinderne begyndte nu at tiske indbyrdes, var tvivlrådige og puffede til
hinanden. Men endelig fik de kapperne af og stod nøgne; de gik på rad og
række hen til den svævende græstørv og begyndte at krybe ind under den,
en efter en. Nu lød der et brag gennem stilheden, fra finnvedingernes lejr;
derefter hørte man hyl og jammer, ledsaget af en voldsom latter rundtom;
thi et gammelt, hældende træ, som mange var klatret op i, var knækket
under vægten og havde knust nogle, da det faldt. Men kvinderne fortsatte,
indtil de alle var færdige med at krybe; så løftede den gamle på ny sine
arme og råbte:
– Dette er det andet: gå gennem vand!
De gik ned til bækken og ud i den; de satte sig på hug, dér hvor vandet
var dybest; og holdt hænderne for ansigtet og dyppede sig med ængstelige
skrig, så deres hår flød på vandet; og kom hurtigt op igen.
Konerne stak nu ild på risbunkerne, der lå omkring stenen; og da
kvinderne var kommet tilbage fra bækken, råbte den gamle:
– Dette er det tredje: gå gennem ild!
 Dermed begyndte kvinderne at løbe rundt om stenen og hoppe hurtigt
gennem ilden. Manden skar nu halsen over på bukkene, så deres blod løb
ned langs stenens sider, og samtidig begyndte han at mumle hellig sejd. Ni
gange skulle kvinderne løbe rundt om stenen og ni gange slikke noget i sig
af blodet, der skulle skænke dem livskraft og gøre dem frugtbare.
Der gik en stor sky for månen, men man kunne stadig, i skæret fra
bålene, se kvinderne hoppe rundt om stenen. Så hørte man en røst synge –
med ord, ingen kunne forstå, og da månen atter kom frem, kunne man
skimte magisteren, der var på vej op mod stenen. Han var kommet over
bækken bag om vagtposterne uden at blive opdaget; thi da månen forsvandt,
og det blev mørkt, havde de vendt sig om for at se på de dansende kvinder.
Han havde bundet tvende birkestave sammen til et kors ved hjælp af nogle
vidjer; dette bar han nu, højt løftet, foran sig og gik hurtigt frem mod
stenen.
De gamle koner begyndte at skrige af alle kræfter, både af skræk og
vrede, og manden på stenen fløj op som en rasende, med sin blodige kniv i
hånden og brølede med en mægtig røst. Kvinderne holdt inde med deres
hop og stod stille, uden at vide hvad de skulle gøre; men magisteren gik
gennem denne rundkreds af kvinder og løftede korset mod den gamle og
råbte:
– Vig bort, satan! I Jesu navn, gå bort, du urene ånd!
Manden så ud til at blive bange, da magisteren truede ham med korset;
han veg til side, trådte forkert på foden og faldt baglæns ned fra stenen og
blev liggende, med brækket hals.
– Du har dræbt præsten! skreg konerne højlydt.
– Det er mig, der er præst, råbte magisteren, og en bedre præst end han.
Men nu hørte man skridt, der nærmede sig, og en grov røst ville vide,
hvorfor der blev skreget så meget heroppe. Magisteren skælvede. Han greb
om sit kors med begge hænder og stillede sig med ryggen mod stenen. Han
trykkede korset ind til sig og lukkede øjnene og begyndte at mumle, meget
hurtigt og med ensformig stemme.
– Jeg er rede, Kristus og alle hellige martyrer, tag mod mig i saligheden.
Jeg er rede. Jeg er rede.
Mændene stod stadig på vagt, dér hvor de var blevet anbragt – trods de
gamle koners skrig og hyl. De var jo dér for at passe på, at ingen göinger
eller fulde finnvedinger kom brasende for at lave halløj med kvinderne. Det
var heller ikke tilbørligt for dem selv – på en åben plads – at komme i
nærheden af andre mænds nøgne kvinder; thi derved kunne megen kiv
opstå.
Men nu kom der en mand fra virdernes lejr; han så stor og anselig ud og
var tilsyneladende ikke ræd for at være i nærheden af nøgne kvinder. Han
bar en bredskygget hat, en blå kjortel af kostbart klæde og et rødt skjold i en
rem; hans sværd hang ved et bredt sølvbælte. Kvinderne var en smule
ængstelige for ham og forsøgte at skjule sig, så godt de kunne; nogle tog
græs og tørrede sig om munden; men de stod alle, dér hvor de var standset.
Den nyankomne så på dem og nikkede.
– Vær blot ikke bange for mig, sagde han venligt. Jeg bliver ikke tosset
for så lidt, undtagen om foråret; og så er det ikke nødvendigt at humpe over
et bål for dem, jeg får fat i. Én ting vil jeg ikke nægte nu, da jeg ser jer på
nært hold, og det er, at flere af jer tager sig bedre ud nøgne end med klæder
på. Det er sådan, det skal være. Men hvem er den blegnæse, der står med
lukkede øjne midt i en sådan kreds? Kan han ikke lide synet af jer?
– En kristenpræst, skreg konerne. Og han har dræbt Styrkar.
– Præster er til for at kives med hinanden, det er, hvad jeg altid har sagt,
sagde manden roligt og gik hen til dem. Han blev stående med
tommelfingrene i bæltet og så på manden og vendte ham med foden.
– Død som en sild, sagde han. Ja, dér ligger du nu, Styrkar, med alle dine
kunster og al din sejd. Jeg tror ikke, at mange vil græde over dig. Du var et
gammelt ondskabsfuldt bæst, det har jeg sagt dig mere end én gang; skønt
ingen kan nægte, at du var en dygtig præst og stærk i lærdom. Og ryg du nu
af sted til troldene, hvor du hører hjemme; thi hos guderne vil du blive
sparket ud, hvis du forsøger dig dér. Men I, småkvinder, hvorfor står I
stadig utildækkede i nattekulden? Det kan ikke være gavnligt for maven.
– Vi er jo ikke færdige endnu, sagde de. Vi har halvdelen tilbage af vort
løb omkring stenen. Og hvad skal vi gøre, nu da Styrkar Præst er død? Må
vi nu gå uhjulpne herfra, efter al den møje vi har gjort os med dette? Vi ved
slet ikke, hvad vi skal stille op.
– Det må vel blive, som det er, sagde manden; og sørg nu ikke over
dette, thi det er min tro, at der findes bedre bod for jer end disse gamle
kunster ved stenen. Når mine køer bliver golde, skifter jeg tyr; det plejer at
hjælpe.
 – Nej, nej, mumlede kvinderne bedrøvet; du tager fejl, du tager fejl! Vi
er ikke så enfoldige, som du tror. Dette er det eneste, der er tilbage for os.
Manden lo og vendte sig om og greb fat i magisteren.
– Jeg står her og snakker i min tankeløshed, sagde han, og det skønt alle
ved, at jeg er den hurtigst-tænkende blandt mænd. Styrkar Præst er død,
men her har vi jo en kristenpræst i stedet for. Og den ene præst som den
anden; de er alle lige gode; tro mig, thi jeg har set alle slags.
Han greb magisteren i nakken og det ene ben og svang ham op på
stenen.
– Lad os nu høre, sagde han, om du har præstemæle i munden. Op med
næbbet og læs galder, det bedste du kan. Skik dig vel, så får vi se, om du
skal dø eller ikke. Det er børn, du skal sejde ind i virdernes kvinder med din
stærkeste sejd; og gerne tvillinger, hvis du kan.
Magisteren skælvede, og tænderne klaprede i hans mund, da han stod
oppe på stenen. Men manden dernede havde nu sit dragne sværd i hånden
og så faretruende ud. Han holdt derfor korset frem foran sig og begyndte
ivrigt at fremsige bønner; og da han vel var kommet i gang, blev hans røst
stadig klarere.
Den nyankomne stod og lyttede; derpå nikkede han.
– Dette er en rigtig præst, sagde han; jeg har hørt den slags tale før, og
den er der megen kraft i. Tag nu fat igen, inden trætheden kommer over
ham, og bålene svinder hen.
Kvinderne fattede atter mod og begyndte at løbe igen; og da magisteren
havde overstået den værste skræk, fandt han sig udmærket tilrette og
sænkede sit kors ned over dem, når de kom hen til stenen for at slikke blod,
og velsignede dem med sine bedste velsignelser. Kvinderne skælvede, når
korset rørte dem; og da alt var forbi, var de enige om, at denne præst var
god, og at de havde fornemmet hans hellige kraft bedre end Styrkars.
– Og han skal sandelig ikke dræbes, sagde de; han skal følge med os og
være i Styrkars sted.
– Hvis I siger det, så bliver det vel sådan, sagde manden; og må I trives
bedre med ham end med Styrkar.
Men nu hørte man en kraftig stemme råbe nede fra bækken:
– Kom med min præst!
Orm og hans følge havde set den gamle præst styrte ned fra stenen, og
lidt efter havde de set magisteren blive anbragt dér, i hans sted. Det fyldte
dem med forbavselse.
– Det kan være, at han er blevet gal, sagde fader Willibald, men det kan
også være, at Guds ånd har drevet ham. Det er et kors, han har i hånden.
– Han drives let derhen, hvor der er kvinder, sagde Orm mørkt; men det
ville være en skam for os at se ham blive slagtet som en buk.
De tog nogle mænd med sig og gik hen langs bækken. Der lå nu atter en
sky over månen, og da Orm råbte op mod stedet, kunne man ikke skimte
noget. Kvinderne var nu på hjemvejen, og magisteren stod ikke mere på
stenen. Men manden med den sorte hat kom ned mod Orm sammen med
nogle af virdernes vagter.
– Hvem råber her? sagde han.
– Kom med min bortløbne præst, sagde Orm strengt.
– Hvad er du for en skrighals? råbte den anden.
Det var en tiltale, som var uvant for Orm, og han blev grebet af en heftig
vrede, noget, der ellers sjældent kom over ham.
– En mand, der kan lære dig levemåde, råbte han tilbage, og det straks.
– Kom herover, sagde den anden, så skal vi se, hvem der lærer mest.
– Tilsiger dit følge mig våbenfred? sagde Orm.
– Det gør vi, sagde virderne roligt.
Orm trak sit sværd og sprang over bækken.
– Herover kom du let, sagde den anden, men du må bæres tilbage.
Orm løb frem, og deres sværd tørnede sammen, så det gav gnister. Så
sagde den anden:

Røde Næb,
dit stål skal bide.
Gnister slår,
når slag skal runge.

Orm fangede et hurtigt hug mod sit skjold, og hans stemme blev en anden,
da han svarede:

Ven, dit ord

blev sagt i tide.
Vid: Rødnæb
har mødt Blåtunge.
De sænkede sværdene og stod stille.
– Velkommen, Orm Tostesson, søfarers høvding. Hvad gør du i flok,
med göinger?
– Velkommen, Toke Grågullesson, listers kæmpe! Hvad gør du blandt
virder?
De talte i munden på hinanden og lo begge; thi venskabet mellem dem
var stort, og det var længe siden, de så hinanden sidst.
– Her bliver meget at fortælle, sagde Toke. Og det er godt, du er flink til
at sætte vers sammen, sådan som jeg har lært dig det; ellers kunne vi have
kæmpet for længe, os selv til sorg og fortræd. Om end det nok kan være, at
dem, du laver, ikke bliver fuldt så gode som mine.
– I den sag må du anse dig for den bedste, uden at jeg tager det ilde op,
sagde Orm. Og siden vi skiltes, har jeg kun fået ringe øvelse.
Toke strøg fingeren langs Rødnæbs æg.
– Der blev et mærke, dér hvor de bed mod hinanden, sagde han. Det er
det første mærke, hun har fået.
Også Orm følte efter langs sværdæggen.
– Her er det ligesådan, sagde han. Andalusiske sværdsmedes våben kan
kun mærkes af andalusiske ægge.
– Det er mit håb, sagde Toke, at disse to aldrig skal bides mere.
– Dér har vi samme håb, du og jeg, sagde Orm.
– Det ville være godt at vide, om hun lever endnu, hun, der gav os dem,
sagde Toke. Og hvordan det er med min herre Almansur, og hvor hans store
stridsfane bæres foran ham nu, og om hans lykke endnu varer ved.
– Hvem kan vide det? sagde Orm. Dette er langt borte og længe siden;
skønt det er sandt, jeg ofte tænker på ham. Men nu skal du komme med
mig, så vi kan tales ved i fred. Det er dog ilde, at jeg er uden øl, til din
velkomst.
– Uden øl? sagde Toke hastigt. Hvordan skal vi kunne tales ved uden øl?
Ø1 er venners bedste ven.
– Hvem har øl med til tinget? sagde Orm. Ø1 er trætters tilskynder; det
tror jeg, du kender selv lige så godt som andre.
– Lykken er god for os begge denne aften, sagde Toke, men nu er det
dog din, der er bedst. Thi jeg er den mand, der har øl med på tinge. Du skal
vide, at jeg er stor blandt handelsmænd i Värend; og det er mest skind, jeg
handler med; og uden øl kan ingen skind-handel afgøres. Jeg har fem
pakheste, der har båret øl til tinge; og intet deraf skal bæres tilbage, om det
arter sig vel; men kun skind. Derfor er det nu dig, der skal følge med mig.
– Det skal blive, som du vil, sagde Orm; og så finder jeg måske min
bortløbne præst.
– Ham tog kvinderne med sig, sagde Toke; de sagde, de var tilfreds med
hans sejd, så han lider ingen nød. Han synes mig at være en rask mand, thi
han slog præsten Styrkar ihjel med sit kors. Men hvordan det skal gå med
ham, på grund af den sag, det må tinget dømme om.
– Her har jeg en præst til, sagde Orm, og det er en, du kender fra gammel
tid.
Fader Willibald var kommet over bækken for at høre, hvordan det var
gået med magisteren. Toke hilste ham med glæde.
– Dig mindes jeg godt, sagde han; og du skal følge med os og smage på
mit øl. Jeg er dig stor tak skyldig, siden dengang du helede mit ben hos
kong Harald; bedre end nogen anden havde kunnet gøre det. Men hvad
bestiller du her, så langt fra danerkongens hof?
– Jeg er Guds præst hos Orm, sagde fader Willibald; og min
beskæftigelse er at kristne hedninge i denne verdens yderste ende; således
som jeg allerede har fået ham selv kristnet. Og skønt jeg mindes dig som
hårdnakket i gudløshed, skal det også blive din tur; det er derfor, vi har
fundet dig her.
– Det kan der råde tvivl om, sagde Toke; men ikke om den ting, at vi tre
nu skal sidde sammen i venskab. Bismillahi, er-rahmani, er-rahimi! som vi
plejede at sige, da vi tjente min herre Almansur.
– Hvad er det, du siger? spurgte fader Willibald. Hvilket sprog er det? Er
du også hjemfalden til trolddom?
– Det er det hispaniske sprog, sagde Toke. Jeg kan det endnu, thi min
kvinde er kommet fra det land og taler stadig gerne sit eget sprog, især når
vreden kommer over hende. Derfor har jeg stadig øvelsen.
– Og det, han sagde, kan jeg tolke for dig, sagde Orm. Det betyder: I
Guds navn og den forbarmendes og den miskundeliges. Den forbarmende er
Kristus, det ved alle; den miskundelige må være den hellige ånd, thi hvem
kan være mere miskundelig end han? Deraf ses det, at Toke næsten allerede
er kristen, selv om han ikke vil lade sig mærke med det.
Fader Willibald brummede vantro; men nu fulgtes de ad til virdernes lejr
uden yderligere ordskifte om denne sag.
 Ellevte kapitel

OM TOKE GRÅGULLESSON OG
DEN ULYKKE, DER HAVDE FULGT
HAM, OG OM EN OND GAVE FRA
FINNVEDINGERNE
De sad sammen ved Tokes øl til langt ud på natten, mens de talte om alt det,
der var sket, siden Orm og Toke havde set hinanden sidst. Orm fortalte om
hærtoget til England med Thorkild Höge, om den store strid ved Maeldun
og om alt det bytte, man havde vundet; hvordan han fandt fader Willibald,
havde ladet sig kristne og genfundet kong Haralds datter (her havde også
den lille præst meget at indflette i beretningen) samt om den store mængde
sølv, hvormed kong Ethelred af England måtte købe sig fri for hæren. Derpå
fortalte han om hjemfærden og besøget ved Jellinge og mødet med kong
Sven, og hvad deraf fulgte, og hvordan han senere skyndte sig at flytte op
til sin mødrenearv i grænsebygden for at undgå kongens hævn.
– Men hans hukommelse er god, og hans arm er lang, sagde Orm; og
selv heroppe er han stadig efter mig, på grund af den næsestyver, han fik af
denne gode præst, da vi mødtes. Nu, i foråret, måtte jeg slås ved nattetid på
min egen gårdsplads med en vejfarende gæst, en mand fra Finnveden ved
navn Östen i Örestad, der havde været til søs med danerne. Han kom med et
stærkt følge for at fælde mig i smug og sende mit hoved til kong Sven. Ved
den lejlighed mistede han mange mænd og sine heste og sit gods og fik selv
hovedet flækket; men om den sag vil der vel nu blive talt på tinget. Thi jeg
lod ham løbe med livet, da hans hoved var blevet lægt, og et par af hans
mænd sammen med ham; men først fik jeg ham til at annamme Kristus. Og
det skyldes mest dette, at fader Willibald her, hvis råd jeg ugerne handler
imod, hellere ville have dem kristnede end slået ihjel.
– Selv de klogeste mænd er undertiden dåragtige, sagde Toke; og den,
der slipper sin fjende løs levende, har selv skylden, hvis han kommer til at
fortryde det. Jeg ved, at de kristne stundom gør sådan, for at stå sig med
deres Gud; men i disse egne er den gamle fremgangsmåde den bedste.
Næste gang får du måske stort besvær med at dræbe den mand, du har ladet
løbe; thi det er sikkert, at han vil prøve på at hævne sig for alt det, han har
mistet og den forsmædelse, han har lidt, ved at blive døbt.
– Vi gjorde det, der var rigtigt, sagde fader Willibald, så må djævelen og
hans slæng gøre, hvad de kan.
– Og Guds hånd er måske stærkere, end du tror, sagde Orm. Men nu er
det på tide, at vi hører, hvordan det er gået for dig siden sidst.
Toke begyndte nu at fortælle om sit. Han sagde, at for ham var det ikke
blevet til nogen udenrigs langfærd, heller ikke til så store og eventyrlige
begivenheder, som Orm havde været med til; men måske til lige så megen
ufred eller mere.
– Thi at komme hjem til Lister var som at falde ned i en ormegrav, sagde
han. Jeg havde næppe nået min faders gård og hilst på de gamle og fået sat
min kvinde og mit gods indendørs, før mange mænd kom løbende, med
sager, der hastede. Og jeg befandt mig straks midt i den fejde, som
blomstrede i hele bygden.
Det var en fejde, der var blevet sat i gang af Orms mænd, Ögmund og
Halle og de to andre, så snart de nåede hjem, efter at de var fulgt med på
Styrbjörns skib fra kong Haralds gård, da Orm og Toke lå sårede dér. Ved
deres hjemkomst havde de erfaret, at de ikke var de eneste i live fra Kroks
togt. Berse var kommet hjem syv år før de, med sit ene skib og blot med to
og tredive mand ved årerne, men med en tung last af de mest kostbare af
alle de skatte fra markgrevens fæstning, som var i begge hans skibe,
dengang andalusiernes flåde kom over dem.
– Han var en overmåde klog mand, Berse, og en mand med lykke, det
kan ingen nægte, sagde Toke, selv om det er sandt nok, at han hurtigt åd sig
ihjel efter sin hjemkomst; thi han var mere glubsk til at æde end andre, og
denne glubskhed blev for meget for ham, da han sad ubeskæftiget og i
rigdom. Han havde haft så stort et mandefald i kampen mod andalusierne,
at han kun havde mandskab til ét skib og knap det; men alt det bedste blev
taget med fra det skib, han måtte efterlade, og siden klarede han sig hjem
uden ulykker. Hans mænd sled sig halvt fordærvede ved årerne, men var
alligevel glade hele tiden; thi jo færre, der endnu var i live, desto større var
hver enkelt mands andel i byttet. Før Kroks færd havde mange af dem knap
nok haft råd til at føde på en lus, men efter hjemkomsten var der ingen
rigdom i Lister, der kunne måle sig med deres. Og dér sad de nu trygt i
deres overflod, indtil vore mænd kom hjem og så alt dette.
– Men vore mænd var ikke fattige, hverken på sølv eller guld, sagde
Orm.
– De var ikke fattige, langtfra, sagde Toke; thi de var alle forstandige
mænd, så de havde meget med sig fra Hispanien, foruden alt det, de havde
fået som deres andel for de asturiske roere, som vi solgte i Jellinge. Og
indtil de nåede hjem, havde de betragtet deres lykke som god og følt sig
veltilfreds med alt. Men da de hørte om Berses mænd og så dem sidde med
vidstrakte jorder, fede kreaturer og veltømrede skibe, i en sådan rigdom, at
endog deres trælle gik stønnende fra grødfadet uden at være i stand til at
skrabe det rent, fik de et andet sindelag. De satte sig hen, dystre i hu, og
begyndte at fortælle om alle de genvordigheder, de havde haft, i de syv år,
de var i andalusiernes land; og samtidig blev de mere og mere opfyldt af
vrede mod Berses mænd, der blot lige havde sat deres ben i Hispanien og så
straks var roet hjem med en skibslast sølv og guld. De sad krogryggede på
bænken og spyttede frem for sig, i dybe tanker, og syntes, at øllet ikke
havde sin rette kraft og smag.
– Sådan er mennesket, hvad enten det er hedning eller døbt, sagde fader
Willibald; tilfreds med sit eget, lige indtil det møder den nabo, der har fået
mere.
– Det føles ligesom bedst at være rig, det er sandt, sagde Orm.
– Gunne var den eneste, der havde noget godt at tænke på, fortsatte
Toke. Han havde været gift, før Krok drog ud; og efter Berses hjemkomst,
da alle andre blev betragtet som døde, havde hans hustru giftet sig igen og
havde allerede en flok unger med sin nye mand. Hun var blevet gammel,
syntes Gunne, og var ikke noget at hige efter for en mand, der havde tjent i
Almansurs livvagt; og han kunne nu uden besværligheder søge sig en yngre
og smukkere; og pryde hendes arme med skønne sølvsmykker. Men ikke
engang for hans vedkommende kunne denne trøst opveje tabet i det lange
løb; de var enige om, alle fire, at de ikke uden vederlag kunne affinde sig
med Berses mænd og deres rigdom. De gik omkring i bygden, ledsaget af
bevæbnede slægtninge, og krævede deres rimelige part af de skatte, der var
blevet de overlevende til del, efter alle dem, der faldt på Berses to skibe.
Men alt, hvad de fik, var mutte svar, lukkede døre og kampklare våben. Det
forøgede yderligere deres harme, så de begyndte at mene om Berkes mænd,
at de ikke blot skyldte dem mange mark sølv, men at det også var æreløse
mænd, der fejt var roet bort og havde ladet Krok og os andre i stikken,
dengang hans skib blev taget.
– De havde ikke kunnet gøre noget for at hjælpe os, sagde Orm, når de
var så fåtallige efter deres egen kamp. Det var vor skæbne at blive lænket til
åren.
– Det kan gerne være, sagde Toke; men Kroks slægt var talrig i bygden
og begyndte at tænke på samme måde som vore mænd, og de krævede nu,
at hans høvdingepart skulle erlægges. Dermed greb man til våben på begge
sider, og fejden tog fart og blev ført med stor iver. Da jeg kom hjem, lå både
Halle og Grinulf sårede efter et overfald, men de var alligevel ved godt mod
og ville straks tale med mig. Flere fjender var blevet dræbt; to havde
Ögmund og Kroks broder brændt inde; og nogle af Berses mænd, der var
blevet bløde i skindet af vellevned, havde betalt, hvad man krævede, for at
få lov til at være i fred. Men andre var som gale og ønskede, at Ögmund,
Halle, Gunne og Grinulf skulle dømmes fredløse; og jeg også, hvis jeg kom
dem til hjælp.
– Nu kan jeg gætte én ting, sagde Orm; og det er, at du ikke længe sad
uvirksom blandt alt dette.
Toke nikkede tankefuldt og sagde, at han helst havde villet sidde i ro
med sin kvinde, thi de syntes meget om hinanden, og det gjorde de
fremdeles; men han kunne ikke nægte at hjælpe sine venner, thi derved ville
hans anseelse have taget skade. Han sluttede sig derfor straks til dem. Og
derpå var han, efter nogen tids forløb, da Gunne holdt bryllup med sin nye
kvinde, blevet ramt af et argt uheld – noget latterligt, skammeligt og
ulyksaligt, der havde voldt ham svare bekymringer og kostet mange livet.
– Og det må I vide, begge to, sagde han, at når jeg nu siger, hvordan det
forholder sig dermed, må I gerne le, uden at jeg farer op med våben i hånd,
skønt jeg har dræbt mere end én, der bare så meget som trak på munden ad
denne sag. Det, der hændte mig, var dette: At jeg om aftenen gik fuld ud på
»huset« og faldt i søvn, mens jeg sad dér, sådan som det er hændt for
mangen ved gode gilder; og dér blev jeg stukket med spyd af tvende mænd,
der var krøbet frem ved bagsiden af huset. Jeg fløj højt op i luften, og min
søvnighed og min gode rus var borte i et nu, og jeg troede, jeg havde fået
ulivssår; og det troede de to mænd også, thi jeg hørte, hvordan de lo
fornøjet, da de løb deres vej. Men de havde fumlet med spydene, som
måske var vel langskaftede på et sådant sted; så jeg slap med ringere skader,
end jeg havde troet. Men jeg måtte alligevel ligge længe til sengs, og hele
tiden på maven; og det varede endnu længere, før jeg atter kunne sidde med
glæde på bænken. Af alt det, der er hændt mig i mit liv, var dette det værste;
værre end at være roerslave hos andalusierne.
– Så fik du aldng fat i dem, der havde stukket dig? sagde Orm.
– Jeg fik fat i dem, sagde Toke; thi de kunne ikke nære sig, men pralede
over for deres kvinder; og på den måde kom det ud og blev kendt i bygden.
De hed Alf og Steinar, brøsige mænd af god slægt, brodersønner af Ossur
Stortrut, der var styrmand på Berses skib, som altid pralede med, at han på
mødrene side stammede fra kong Alf den Kvindekære af Möre. Jeg fik dette
at vide, da jeg endnu lå med mine sår. Så lovede jeg mig selv, mens jeg lå
dér, at jeg hverken ville nyde øl eller kvinder, før jeg havde hugget dem til
døde; og nu må I tro mig eller ikke, men det løfte holdt jeg. Da jeg kom på
benene igen, var jeg ude efter dem hver dag; og til sidst havde jeg held med
mig, en dag, da de havde været ude at fiske og netop kom i land. Jeg var
lige ved at fælde tårer af glæde, da jeg så dem lægge i land; og nu kæmpede
vi dér, på strandbredden, med sværd, indtil jeg havde fældet Steinar. Så
flygtede den anden; med mig i hælene. Det var en krævende løbetur, vel-
klaret af os begge, op gennem krat og over græsmarker og enge, hen til
hans fædrenegård. Han var en snap-fodet mand og løb for sit liv, men jeg
løb jo for det samme liv og for at tvætte skammen af mig, og fordi jeg
længtes så inderligt efter at blive mit løfte kvit. Jeg nåede ham, ikke ret
langt fra gården, da mit hjerte var lige ved at sprænges; og kløvede ham lige
ned til tænderne, mens høstfolkene så til; og jeg har aldrig følt mig bedre til
mode, end da han lå foran mig. Jeg gik uantastet hjem og drak øl hele dagen
og sagde til min kvinde, at nu var det værste overstået. Men det var ikke så
vel.
– Hvilke bekymringer kunne du nu have, efter at du havde fået så god en
hævn? spurgte Orm.
– Folk i bygden, venner så vel som uvenner, kunne ikke glemme,
hvordan jeg havde fået mine sår, sagde Toke dystert, og der var ingen ende
på morskaben. Jeg troede, at min hævn ville få dette til at høre op; efter at
jeg helt alene havde dræbt to mænd i åben strid; men det mærkede man kun
lidt til. Mere end én gang måtte Rødnæb og jeg vænne mænd af med at
trække på munden ved synet af mig; men ikke engang dette hjalp, og selv
de, der kom med en alvorlig mine, begyndte at vække min vrede, thi jeg
vidste, hvad de tænkte på. Jeg lavede en god vise om, hvordan jeg dræbte
Alf og Steinar; men jeg fik snart at vide, at der fandtes tre viser om mig, og
hvordan jeg fik mine sår, og at folk rundt om i gårdene var lige ved at grine
sig fordærvede over dem. Så forstod jeg, at jeg aldrig mere ville kunne
finde mig til rette i min hjembygd; og derfor drog jeg op gennem de store
skove til Värend med min kvinde og alt mit. Dér havde jeg slægtninge, og
dér købte jeg en gård; og siden da har jeg levet veltilfreds dér og er nu en
rigere mand, end da jeg kom, på grund af den gode skindhandel. Og jeg har
tre sønner, der alle ser ud til at blive gode mænd engang, og en datter, som
frierne vil slås om, når den tid kommer. Men jeg har aldrig åbnet min mund
og fortalt nogen om den vanskæbne, der drev mig fra Lister. Kun til dig,
Orm, og til dig, lille præst, har jeg nu sagt det, fordi jeg kan stole på, at
ingen andre får det at vide af jeres mund. Thi så ville latteren og drilleriet
begynde igen, skønt der nu er gået fire år, siden denne ulykke hændte mig.
Orm sagde, at dette var en fornøjelig historie, og at Toke ikke behøvede
at nære bekymringer for, at han skulle være løsmundet.
– Men jeg ville godt høre de viser, der blev digtet om dig, sagde han;
selv om det kan være sandt nok, at ingen gerne fremsiger nidviser om sig
selv.
Fader Willibald tømte sit krus og erklærede, at en historie som denne,
om misundelse og fejder, om spydstik her eller dér, om hævn og nidviser og
andet af den slags, ikke netop var det, han havde stor glæde af at lytte til,
hvad så Orm end mente.
– Og du kan være forvisset om, Toke, sagde han, at jeg ikke render med
sladder om sådant, thi jeg har bedre ting at snakke om. Men hvis det nu var
således, at man kunne udrette noget godt med dig, så ville du tage ved lære
af det, der er hændt dig. Så meget ved jeg om dig, både på grund af det, jeg
så i kongsgården og på grund af det, Orm har fortalt om dig, at du altid har
været en rask og uforfærdet mand, munter af sind og sikker på dig selv. Og
dog, når der hænder dig et sådant uheld, som giver enfoldige folk noget at
le over, bliver du svag og hjerteangst, så du må flygte fra din hjembygd,
efter at du har opdaget, at din arms styrke ikke kan standse spotten. Så har
vi det bedre, vi, der er kristne; thi hvis vi er af den rette sort, bryder vi os
ikke om, hvad mennesker mener, men kun hvad Gud mener. Jeg er en
gammel mand, og min styrke rækker ikke langt; og alligevel er jeg stærkere
end du; thi mig skræmmer ingen med spot, og det forvolder ingen uro i mit
sind. Den, der har Gud i ryggen, viger ikke for menneskers snak og behøver
ikke at ængstes for deres grin og sladder.
 – Dér hører du nogle forstandige ord, som er værd at overveje, sagde
Orm; thi det skal du vide, Toke, at denne præst besidder større visdom end
både du og jeg, og det er altid godt at lytte til hans råd.
– Nu kan jeg mærke, at øllet begynder at virke på jer begge, sagde Toke,
når I kommer med en sådan snak. Er det din tanke, lille præst, at du vil gøre
mig til kristen?
– Det er det, sagde fader Willibald bestemt.
– Du tager meget på dig, sagde Toke, og dette bliver vist vanskeligere
end alt andet kristningsarbejde, du endnu har syslet med.
– Det ville ikke være nogen skam for dig at blive kristen, sagde Orm, når
du ser, at jeg er blevet det. Mit sind er ikke blevet vegere deraf eller min
hånd svagere, og jeg har aldrig haft nødig at klage over min lykke, siden
den dag, jeg lod mig døbe.
– Det kan gerne være, sagde Toke; men du er ikke skindhandler som jeg.
Ingen skindhandler kan være kristen i dette land; det ville vække mistro hos
alle dem, jeg driver købmandsskab med. Hvis han skifter guder, ville
virderne sige, hvem kan så stole på ham i andre sager? Nej, nej; jeg kan
gøre meget for dig, for venskabs skyld, Orm, og ligeledes for dig, lille
præst; men ikke dette. Og Mirah, min kvinde, ville blive rasende; thi det er
noget, der stadig sidder i hende, fra hjemlandet: – hun hader kristne over alt
andet; og hendes sind er, efter min mening, hvast nok endda, uden at jeg
behøver at gøre det værre med et sådant påfund. Derfor kan det ikke nytte,
du forsøger med mig, lille præst, selv om jeg er din ven og agter at forblive
det.
Ikke engang fader Willibald kunne finde nogen god udvej ud af denne
klemme; og Orm gabede og sagde, at det var blevet sent og på tide at sove.
De skiltes fra Toke med megen venskab; han og Orm priste deres lykke,
fordi de havde fundet hinanden igen og var enige om, at de nu skulle mødes
ofte for fremtiden.
Orm og fader Willibald gik tilbage til deres lejrplads. Her herskede fred
og stilhed; og snorkende mænd lå i måneskinnet under lange striber af bleg
røg fra de slukkede bål. Men en af Orms mænd sad vågen og løftede
hovedet, da de nærmede sig.
– Der har været bud til jer begge, sagde han søvnigt. Her ser I en pose;
uglerne har hylet, lige siden jeg fik den. Jeg var nede ved bækken for at
drikke, da der kom en mand fra finnvedingernes lejr og spurgte efter dig,
Orm. Jeg sagde, at du var gået over til virderne. Dernæst kastede han posen
over bækken, så den faldt ved mine fødder og sagde, at dette var en hilsen
til Orm på Gröning og hans langnæsede præst. Jeg spurgte, hvad der var i
posen. Kålhoveder, sagde han, og så lo han og gik. Det er min tro, at det er
noget andet og værre. Her er posen, og båndet er urørt.
Han satte posen ved Orms fødder og lagde sig ned og faldt straks i søvn.
Orm så på posen med en mørk mine; og kiggede på præsten. De rystede
begge på hovedet.
– Det er nok noget djævelskab, sagde fader Willibald. Andet kan det
ikke være.
Orm løste båndet og væltede indholdet ud. To menneskehoveder rullede
hen ad jorden, og fader Willibald faldt på knæ med et skrig.
– De er ragede begge to, sagde han. Kristi præster, der er blevet myrdede
af hedningene? Hvordan kan den menneskelige forstand til fulde fatte Guds
vilje, når djævelen får lov til at frydes over en sådan handling?
Han så nærmere på de to hoveder og strakte armene mod himlen.
– Jeg kender dem, jeg kender dem begge to, sagde han. Dette er fader
Sebastian, vældig i fromhed, som vor gale magister skulle løse fra
trældommen. Nu har Gud løst ham og sat ham højt i Himlen blandt hellige
martyrer. Og dette er broder Nithard af Rheims, der engang var sammen
med biskop Poppo hos kong Harald. Han kom senere til Skåne, og siden
hørte man aldrig mere fra ham; han må også være endt i trældom. Jeg kan
kende ham igen på øret. Han var altid brændende af ånd og stor i sin
nidkærhed for den rette lære; og engang ved kejserens hof fik han det ene
øre bidt af; gerningsmanden var en af kejserinde Theofanos munke fra
Konstantinopel, den stad, som nordboer kalder Miklagård; de tvistedes med
hinanden om den hellige ånds udgang. Han plejede at sige, at han havde
ofret sit øre i kamp mod kætteriet, og at han gerne gav sit hoved i kamp
mod hedenskabet. Og nu er det blevet, som han sagde.
– Hvis dette er, hvad han ønskede, er det jo godt, sagde Orm. Men det er
min tro, at finnvedingerne ikke har gjort disse Guds mænd hovedløse for at
være dem tilpas, hvor hellige de end må være; og de har sendt os deres
hoveder for at volde os begge fortræd og håne os. Det er vor løn, fordi vi
døbte Östen og hans tvende mænd og lod dem løbe i stedet for at dræbe
dem, da vi havde dem. Det må du nu angre lige så meget som jeg.
 – En god gerning er altid god og ikke noget, man behøver at angre, hvad
den end fører med sig, sagde fader Willibald. Og disse hellige hoveder skal
jeg begrave hjemme i min kirke, thi af dem vil der komme megen kraft.
– Der kommer allerede en lugt fra dem, sagde Orm mørkt. Men det kan
være, at du har ret.
Og på fader Willibalds befaling hjalp han med til at samle græs og
løvrige grene sammen, der blev puttet i posen. Så lagde de med stor omsorg
de to hoveder derned og bandt båndet igen.
 Tolvte kapitel

TINGET VED KRAKA-STEN

Næste morgen, da hver flok: virder, göinger og finnvedinger, havde valgt et
nævn på tolv mand, gik de valgte op til de pladser, der fra gammel tid var
deres og stillede sig i en halvkreds foran stenen, hver tylvt for sig; bag dem
stod forsamlingen, for at lytte til de vise mænds ord. Virdernes tolv mænd
sad i midten, og deres høvding rejste sig først. Han hed Ugge den
stammende, Oars søn; det var en gammel mand, og han havde ry for at være
den viseste i hele Värend. Det havde altid været sådan med ham, at han kun
var i stand til at tale med besvær, men alle var enige om, at han tænkte så
meget bedre; og det sagdes, at man tydeligt havde kunnet mærke, hvor viis
han var allerede i sine unge dage, eftersom han stundom havde været til et
tre dages ting uden at sige et ord; han havde blot, nu og da, rystet langsomt
på hovedet.
Han gik nu hen til stenen og vendte sig mod tingmændene og talte.
– Kloge mænd, sagde han, er nu mødtes her. Meget kloge mænd, både
fra Värend og Göinge og Finnveden, efter fædres gamle skik. Dette er godt;
jeg hilser eder og lyser fred over vore rådslagninger; og må eders klogskab
blive til både for alle. Vi er kommet her for at forhandle om fred. Det er
således med mennesker, at somme synes ét, andre synes noget andet. Jeg er
gammel og har været med til meget, og jeg ved, hvad jeg synes. Jeg synes,
at fred er en god ting. Bedre end fejde, bedre end ildpåsættelse, bedre end
manddrab. Nu har der rådet fred mellem os alle i tre hele år, og ingen skade
er opstået derved. Det bliver heller ikke til skade, om denne fred får lov til
at vedvare. De, der har klagemål at fremføre, skal blive hørte og få dem
dømt. De, der ønsker at dræbe hinanden, kan gøre det her ved stenen, ifølge
tingets lov og sædvane. Men fred er det bedste.
Virderne så sig omkring, da han var færdig med sin tale, thi de var stolte
over deres høvding og hans visdom. Derpå rejste göingernes tinghøvding
sig. Han hed Sone den Synske og var så gammel, at de to mænd, der sad
ham nærmest, tog ham under armene, da han skulle rejse sig; men han
stødte dem fortrædeligt fra sig og vaklede hurtigt hen til stenen, hvor han
stillede sig ved siden af Ugge. Det var en høj og benet mand, tør og kroget
af ælde; med lang næse og nogle tynde totter hvid-plettet skæg; og skønt
sensommer-solen skinnede varmt, og vejret var stille, var han iført en
knælang læderfrakke og en tyk hue af ræveskind. Han så overmåde klog ud,
og hans ry havde længe været anseligt. Alle kendte hans synskhed; han
kunne finde gemte skatte og se ind i fremtiden og spå om kommende
ulykker. Desuden havde han været gift syv gange og havde tre og tyve
sønner og elleve døtre; og det sagdes, at han stadig strævede for at få tolv
plus tolv sønner og tolv døtre. På grund af dette nød han den største
anseelse blandt alle göinger.
Også han lyste nu fred over tinget, og han havde mange smukke ord at
sige om göingernes fredelighed, der var så stor, at intet hærtog havde fundet
sted mod virder eller finnvedinger i hele fire år. Dette, sagde han, kunne
måske, af fremmede, udlægges, som om dovenskab og slaphed var begyndt
at gribe om sig blandt göinger. Men den, der tænkte sådan, tog fejl; thi de
var stadig lige så rede som deres forfædre til med skarpe sværd at
tilrettevise enhver, der ville volde dem skade, hvad en og anden, der havde
forsøgt, nok kunne vidne om. Men det var forkert at tro, at den fred, som
havde rådet, skyldtes de gode år, de havde haft, med rig høst, frodige
græsmarker og ingen dødelighed blandt kreaturerne; thi den mætte göing
var ikke nogen ringere stridsmand end den sultne og heller ikke blødere af
sind. Men alt beroede på en eneste ting: at de havde kloge og forstandige
mænd, og at deres råd var blevet fulgt.
– Og så længe sådanne findes og bliver adlydt, sagde han, vil alt gå vel
for os. Men de bliver færre med årene; og af dem, som man fuldt ud kan
lide på, ser jeg ingen her ved tinget, undtagen os to, Ugge og mig selv.
Derfor er det mere nødvendigt end nogen sinde, at unge mænd i nævnene,
unge mænd, der endnu ikke har et gråt hår i deres skæg, lytter til os og
sålunde lærer noget af den klogskab, som de endnu ikke har så megen af.
Thi det er godt, når de gamle får lov til at råde; og når de unge forstår, at
deres egen forstand er ringe.
Som den tredje trådte nu finnvedingernes høvding frem og stillede sig
ved siden af de to andre. Han hed Olof Sommarfågel, og skønt han endnu
var ganske ung, havde han allerede et stort ry. Det var en høj mand, mørk
og skarpøjet og stolt af væsen. Han havde været i Østerled og tjent både hos
kongen i Kiev og hos kejseren i Miklagård, og han var kommet hjem med
stor rigdom. Navnet Sommarfågel havde man givet ham ved hans
hjemkomst på grund af den pragt og de skønne farver, han altid stillede til
skue i sin klædedragt. Han syntes selv godt om dette navn.
Alle finnvedinger, både nævnsmændene og de, der sad bag ved dem,
jublede højt, da han trådte frem, thi han så i sandhed ud som en høvding; og
da han stod ved siden af de to andre foran stenen, var forskellen stor,
mellem ham og dem. Han bar en grøn kappe, sømmet med guldtråd og en
klart-funklende hjelm af sølv.
Da han ligeledes havde lyst tingfred, sagde han, at hans tiltro til gamle
mænds klogskab måske ikke var fuldt så stor som deres egen; god forstand,
mente han, kunne nok også findes andre steder, og kanhænde mest dér. Han
ville dog ikke sige de gamle imod, når de mente, at fred var en god ting;
men de burde tænke på, at det blev stadig sværere at opretholde freden, og
dette skyldtes især den uro, som de kristne skabte, både her og dér, med
deres ondskab og skumle list.
– Og jeg ved, hvad jeg taler om, sagde han, når jeg snakker om de
kristne. Thi det er en sag, I alle kender: at jeg har været fem år i Miklagård
og tjent de to kejsere dér, Basilius og Konstantin. Og dér så jeg, hvordan de
kristne er i deres ondskab, også når de kun har hinanden at mishandle. Dér
klipper de næsen og ørerne af hinanden med hvasse tænger, blot for en
ringe tings skyld, eller skærer hinanden til gildinger. Unge kvinder
anbringer de ofte – selv om de er smukke – i lukkede stenhuse og forbyder
dem at have omgang med mænd; og den, der forsynder sig imod dette,
bliver muret levende inde i et hul i stenvæggen og får lov til at dø dér.
Undertiden hænder det, at de bliver trætte af deres kejser, eller at han
mishager dem med sine påbud; så griber de ham og hans sønner og holder
glødende jern tæt hen til deres ansigt, indtil deres øjne er blevet brændt
blinde af heden. Alt dette gør de for deres kristendoms skyld, thi de anser
det for mindre urigtigt at lemlæste end at dræbe; og I kan forstå af alt dette,
hvilken slags mennesker det er. Når de handler sådan mod hinanden,
hvordan vil de så ikke gå til værks over for os, der ikke er kristne som de,
når de er blevet tilstrækkeligt stærke? Enhver må derfor tænke sig godt om i
tide, for at en sådan fare kan blive imødegået, inden den vokser sig for stor.
Har vi ikke alle lige været vidne til, hvorledes en kristen præst trængte sig
frem til denne sten og begik manddrab her, midt blandt virdernes kvinder?
Han var blevet bragt hertil af göingerne, måske i en ond hensigt, og dette er
en sag mellem dem og virderne, som ikke angår os finnvedinger. Men det
ville være vel, om det blev bestemt her på tinget, at alle kristne præster, der
kommer til göinger, virder og finnvedinger, straks skal dræbes, og ikke
længere holdes i live som trælle og endnu mindre have lov til at drage
uantastede rundt med deres kunster og snak; thi derved ville megen fortræd
kunne undgås og en god fred lettere kunne holdes ved magt.
Således talte Olof Sommarfågel, og mange nikkede eftertænksomt ved
hans ord.
Han og de to andre satte sig nu på de tre høvdingestene, der lå i græsset
foran Kraka-sten, og tinget tog sin begyndelse. Det var gammel sædvane, at
man straks gik i gang med de stridigheder, der havde fundet sted på
tingpladsen, og magisterens sag blev derfor den første. Ugge krævede bod
for den dræbte Styrkar og ville vide, hvem denne kristenpræst tilhørte, og
hvad han havde at gøre på dette ting. Orm, der sad i nævnet, rejste sig og
svarede, at præsten vel nok måtte siges at være hans, skønt han var en fri
mand og ikke træl.
– Og en mere fredelig mand skal man lede længe efter, sagde han. Han
er ikke nogen voldsmand, og det eneste, han forstår, er at læse skrifter og
synge og indsmigre sig hos kvinder. Og han kom hertil i et ærinde, som
ikke længere kan udrettes.
Orm fortalte nu om magisteren og hans ærinde: hvordan han var blevet
sendt bort fra Hedeby for at afløse en præst, der blev holdt i trældom af
finnvedingerne, men som de nu havde dræbt.
– Og om dette kan vi tale senere hen, sagde han. Men hvordan det gik til
ved Styrkars død, det må de vidne om, der så det. Selv tror jeg næppe, at
denne præst duer til at begå manddrab.
Sone den Synske mente nu også, at man burde høre, hvad vidnerne
havde at sige.
– Men hvordan det nu end bliver med denne sag, sagde han, skal der
ikke af den årsag opstå nogen uenighed mellem virder og göinger. Thi du,
Ugge, skal dømme alene i denne tvist. Manden er udlænding og lidet duelig
og desuden kristen; derfor vil han ikke efterlade sig noget større savn,
hvordan du så end dømmer. Og du kan ikke kræve drabsbøder af os göinger
for noget, en mand har gjort, der er os fremmed.
Nu blev vidnerne spurgt. Mange havde set Styrkar styrte baglæns ned fra
stenen med et højlydt råb; men ingen havde set, om han var blevet ramt af
et slag fra den anden side af stenen. Ikke engang Toke Grågullesson, der sad
i virdernes tylvt, og som var den første, der kom til stede, kunne sige noget
om dette med sikkerhed; men han forklarede, at det kors, kristenpræsten
havde holdt i sine hænder, og som var hans eneste våben, bestod af så svage
pinde, at det visseligen ville have egnet sig godt til at dræbe en lus med;
men det kunne ikke have udrettet meget over for en så sejlivet, gammel ræv
som Styrkar. Han troede derfor, at den gamle var snublet og havde brækket
nakken i faldet, men bedst besked om alt dette, sagde han, vidste vel de
kvinder, der havde været ved stenen, hvis de da var til sinds at tale sandhed.
Ugge sad med en tankefuld mine og sagde omsider, at der nok ikke var
nogen anden udvej end at høre, hvad kvinderne havde at sige.
– Virdernes kvinder er fuldgode vidner, ifølge vor gamle lov, sagde han,
skønt ingen kan sige, hvorledes noget sådant er blevet bestemt. Og det er
sandt nok, at vi ikke plejer at lade dem komme til orde, undtagen når det er
meget påkrævet. Thi at lede efter sandheden i en mand kan være som at
lede efter gøgen i skovens dyb; men at lede efter sandheden i en kvinde er
som at lede efter ekkoet af gøgens kukken. Her er imidlertid kvinderne de
eneste, der har set, hvad der skete. Og præstedrab på et helligt sted er en
ting, der bør dømmes med omsorg. Lad os derfor høre på dem.
Kvinderne havde holdt sig rede og kom nu frem, alle på én gang, både de
unge, der havde løbet omkring stenen, og de gamle koner, der havde hjulpet
dem. Alle var i deres bedste skrud, med armringe og halskæder og brede
maller og brogede hovedklæder; de var ligesom en smule ængstelige til at
begynde med, da de trådte frem mellem dommere og nævn. De havde
magisteren med; han så elendig ud, og man havde bundet hans hænder
sammen og givet ham et reb om halsen, som et par af konerne kom
trækkende med ham i på samme måde som da de førte bukkene hen til
stenen. Nævnene og forsamlingen brød ud i en voldsom latter ved dette syn.
Ugge lagde hovedet på skrå og kradsede sig bag øret og sa på dem med
en bekymret mine. Han sagde, at de nu skulle fortælle ham, hvordan det var
gået til, da Styrkar døde: havde deres fange rettet et dræbende slag imod
ham eller ikke? De burde sige, hvad der virkelig var sket og intet andet; og
det ville være vel, sagde han, om kun to eller tre ville vidne ad gangen.
Først var kvinderne bange for lyden af deres egen stemme og tiskede
sammen og havde svært ved at få nogen til at begynde; men de kom snart i
gang og gav sig til at vidne for alvor. Deres fange, sagde de, var gået hen
mod stenen og havde råbt højt og slået Styrkar i hovedet med sit kors, så
han havde udstødt et højt skrig; derpå havde han trykket korset mod hans
mave og skubbet ham ned fra stenen. Det var de alle enige om; men nogle
sagde, at kristenpræsten kun havde slået én gang, andre to, og der opstod et
ivrigt mundhuggeri om dette.
Da magisteren hørte dette vidneudsagn, blev han hvid i ansigtet af skræk
og forbavselse. Han løftede sine bundne hænder mod himlen og råbte: »Nej,
nej!« med høj røst. Men ingen brød sig om, hvad han yderligere havde at
sige, og konerne trak i rebet for at få ham til at tie stille.
Ugge sagde nu, at dette vidnesbyrd var mere end tilstrækkeligt, eftersom
kvinderne måtte anses som troværdige, når så mange var enige. Om
drabsmanden havde slået en eller to gange, gjorde ikke noget til sagen; og
her havde man nu et klart tilfælde af præstedrab på et helligt sted.
– Denne ugerning, sagde han, har man lige fra de ældste tider betragtet
som en af de værste; og den er så sjælden, at mange sidder på tinge hele
deres liv uden at få en sådan ugerning til doms. Og straffen, der stammer fra
længst svundne tider, er der måske ingen her, der kender, undtagen vi to
gamle, Sone og jeg; men det kan jo være, at du, Olof, der regner dig for
klogere end os, også kender den?
Det kunne ses på Olof Sommarfågel, at han ikke kunne lide dette
spørgsmål; men han svarede hurtigt, at han ofte havde hørt, at straffen for
denne ugerning var, at drabsmanden blev hængt op ved fødderne, i den
underste gren af et træ, med hovedet i en myretue.
Ugge og Sone smilede veltilfredse ved dette svar.
– Man kunne ikke vente andet, end at du var uvidende om dette, sagde
Ugge, så ung, som du er; thi at nå frem til klogskab og lærdom tager
længere tid, end du måske tror. Men den rette straf er, at drabsmanden ofres
til Ygg, der i henfarne tider var det navn, fædrene gav Odin; og nu vil Sone
sige, hvordan man går til værks hermed.
– Man tager tyve gode spyd, sagde Sone, uden brist eller råddenskab i
skafterne; og på hvert spyd, lige under jernskoningen, fæster man en
træpind, meget solidt. Derpå drives spyddene ned i jorden til midt på
skaftet; tæt sammen og med spidserne opad. Og på dem kastes nu
drabsmanden og får lov til at hænge dér, indtil hans knogler falder til
jorden.
– Sådan er det, sagde Ugge; og det eneste, du glemte, Sone, er, at han
skal kastes således, at han kommer til at ligge med ryggen mod spyddene
og ansigtet mod himlen.
 Der gik en tilfreds mumlen gennem hele forsamlingen, da den hørte om
denne straf, der var så gammel og sjælden, at ingen havde set den iværksat.
Magisteren var nu blevet rolig og stod med lukkede øjne og mumlede for
sig selv; men der blev stor uro blandt kvinderne. De råbte højt, at dette var
forkert, og at de ikke havde ment det sådan; og et par af dem, der var i slægt
med Ugge, banede sig vej hen til ham og kaldte ham et gammelt skrog og
ville vide, hvorfor han ikke havde fortalt dem dette, inden de vidnede. Når
de havde sagt, som de gjorde, erklærede de, var det, fordi de ville beholde
kristenpræsten, som de godt kunne lide; thi de anså ham for at være bedre
end Styrkar, og de havde troet, at man ellers ville slippe ham løs og lade
ham gå bort sammen med göingerne.
Men allerværst hylede en af konerne, der var Styrkars søsterdatter, og
til sidst tav de andre for at lytte til hende. Hun var stor og grovlemmet og
skjalv af raseri, da hun stod foran Ugge. Hun sagde, at der ikke blev orden
og redelighed i Värend, før kvinderne fik lov til at dømme, og man lod
mændene lege med hinanden, blandt pindeværket foran brændeskurene.
– Jeg har passet Styrkar, det afskum, i mange år, råbte hun, og tjent min
føde hos ham. Hvad skal jeg nu leve af, når han er død? Hører du, hvad jeg
siger, gamling? Her kommer nu en anden præst, en smuk, ung mand, der ser
klog og føjelig ud, og volder hans død, og ingen kan nægte, at det var på
tide. Og hvilken godtgørelse byder du så mig? At man skal kaste denne
unge mand på spyd, til gavn for ingen! Men jeg siger dig, at han skal
tildømmes mig, i stedet for Styrkar, som jeg har mistet. Han er en duelig
præst, og den sidste del af dansen omkring stenen klarede han til alles
tilfredshed; og om ni måneder vil hele Värend kunne se, hvad hans sejd har
udvirket. Mange vil ty til en sådan præst, med gayer af enhver slags, og
således bliver jeg forsørget, hvad enten jeg skal tage ham til mand eller
holde ham som træl. Hvad skal han på spyd for? Du må hellere lægge dig
selv dér, eftersom du er blevet gal af ælde og lærdom! Det er mig, der skal
have ham i drabsbod, om der da er nogen retfærdighed i verden. Hører du,
hvad jeg siger?
Hun holdt sine knyttede næver op foran Ugges ansigt og så ud, som om
hun ville spytte på ham.
– Hun har ret, hun har ret! Katla har ret! råbte kvinderne. Vi vil have
ham i stedet for Styrkar! Vi har brug for en præst som ham!
Ugge slog fra sig med begge hænder og råbte, så højt, som han kunne,
for at bringe dem til tavshed; og Olof Sommarfågel, der sad ved siden af
ham, var lige ved at falde baglæns ned af stenen af glæde over den viise
mands vanskeligheder.
Men Sone den Synske rejste sig nu op fra sin sten og begyndte at tale
med en røst, der bragte alle til tavshed.
– Der er lyst fred over dette ting, sagde han; og kloge mænds
tålmodighed er stor over for kvinder. Det ville være ilde, om vi skulle være
nødt til at sige, at freden er blevet brudt, og værst ville det være for jer,
kvinder; thi så kunne vi dømme, at I skulle rises for øjnene af alle folk her
med gode birkeris eller hasselkæppe; og det ville blive en svar hån for eder
at bære. Så ville alle trække på munden ved synet af jer, så længe I levede;
og ingen af eder kan ønske dette. Men der er én ting, jeg vil spørge eder om,
inden I går bort fra dette sted: Blev Styrkar slået af kristenpræsten, eller
blev han det ikke?
Kvinderne var nu blevet rolige. De svarede endrægtigt, at han slet ikke
havde rørt ved Styrkar, han havde blot råbt noget og løftet sit kors, og så
faldt den gamle baglæns ned og var død. Dette, sagde de, var den rene
sandhed; thi de kunne tale sandhed så vel som alle andre, når bare de vidste,
hvad det skulle tjene til.
Nu fik kvinderne lov til at gå sammen med konen Katla og hendes fange,
mens Ugge rådslog med sit nævn. Nogle af dem syntes, at præsten burde
dræbes; thi det var jo tydeligt, at han havde taget livet af Styrkar med
trolddom; og en kristenpræst burde man skaffe sig af med jo før desto
bedre. Men andre satte sig imod dette og mente, at en, der kunne trylle livet
af Styrkar, fortjente at leve. Thi så havde han sikkert også været kvinderne
til gavn; desuden måtte man tænke på, hvad konen havde sagt, nu da der
alligevel ikke kunne afkræves göingerne nogen bod. Enden blev, at Ugge
fældede denne dom: Katla skulle beholde kristenpræsten som træl til fjerde
ting efter dette og skaffe sig den fortjeneste af ham, som hun kunne, i den
tid. Hverken Sone eller nogen anden havde noget at indvende mod denne
dom.
– Jeg kunne ikke selv have dømt bedre, sagde Orm til fader Willibald, da
de talte sammen om dette; nu må han se at enes med konen, så godt han
kan. Og han skulle jo alligevel have været træl blandt smålændingene.
– Guds ånd må have været over ham, trods hans skrøbeligheder, da han
gik op mod hedningepræsten og vederstyggeligheden ved stenen, sagde
fader Willibald; og nu bliver det måske sådan, at han kommer til at udrette
store ting, til Guds ære.
 – Det kan hænde, sagde Orm; men det bedste synes mig dog at være, at
vi nu er ham kvit. En mand må have sin glæde i kvinder, også i andre end
sin egen, når han er i leding; dertil er intet at sige; men det er mig imod, når
det drejer sig om en mand som denne, der tilmed er uduelig og en
kristenpræst, som alle kvinder bliver gale efter, så snart de får øje på ham.
Den slags synes mig at være urigtigt og imod naturen.
– Han kommer til at sone meget, sagde fader Willibald, når denne
kælling til Katla får en klo i ham; og det er sikkert, at jeg hellere ville være i
de hungrige løvers hule sammen med den hellige profet, Daniel, som du har
hørt mig fortælle om, end jeg ville være i hans klæder. Men det er Guds
vilje, der sker.
– Gid den må være os lige så gunstig i fremtiden, sagde Orm fromt.
Nu holdt man ting i fire dage og dømte i mange sager. Ugges og Sones
klogskab blev prist i høje toner af alle, undtagen af dem, der havde fået en
ugunstig dom; også Olof Sommarfågel viste sig at være en klog dommer,
og så erfaren i meget trods sin ungdom, at selv Ugge mere end én gang lod
skinne igennem, at han sikkert kunne blive til noget med tiden. Ved
vanskelige sager, når det var umuligt at forlige parterne, og dommere og
nævn havde afvigende meninger, tog man i overensstemmelse med gammel
sædvane den tredje dommer med, uden nævn, for at han skulle hjælpe med
at mægle og finde frem til en enig dom; og et par gange, da virder og
göinger tvistedes om en sag, sad Olof Sommarfågel som upartisk
tredjemand og skilte sig fra sit hverv med al ære.
Alt var således gået vel indtil nu; men der blev efterhånden større og
større uro blandt de forsamlede, eftersom der ikke blev lejlighed til at se en
god tvekamp. Det skete ganske vist, på tingets anden dag, ved en tvistighed
mellem en finnveding og en göing angående hestetyveri, at dommen kom til
at lyde på tvekamp, eftersom der ingen vidner var, og begge parter var lige
stædige og lige snedige til at lyve; men da de gik imod hinanden på
kamppladsen, opførte de sig begge så klodset, at de straks rendte sværdet
igennem kroppen på hinanden og faldt døde om til hver sin side som
stumperne af en revnet lerkrukke, så ingen fik glæde af denne kamp. De
forsamlede satte sure miner op ved synet af dette og syntes, at tinget artede
sig dårligt.
Men den tredje dag bedredes humøret; thi nu kom der en vanskelig sag
for, der så ud til at love meget.
 Tvende virder ved navn Askman og Glum, der begge var kendte mænd
med godt ry, trådte frem og forelagde en sag angående dobbelt kvinderov.
De havde begge mistet en datter, mandbare ungmøer i deres fulde
blomstring, der var blevet bortrøvet af tvende göingske odderjægere i
vildmarken øst for Stora Oxavad. Røverne var kendte: Den ene hed Agne i
Sleven, søn af Kolbjöm den Indebrændte, og den anden Slatte, kaldet Slatte
Ræv, brodersøn af Gudmund i Uvaberg, som sad i göingernes nævn. Rovet
havde fundet sted for et år siden; de unge kvinder var, efter hvad man havde
hørt, stadig i røvernes vold; og Askman og Glum krævede nu dobbelt
brudeløsning for hver af pigerne, samt en passende bod for den skade, der
var blevet forvoldt enken Gudny, Glums søster, der havde været sammen
med pigerne, da rovet fandt sted, og som havde fået en sådan medfart, at
hun i lang tid efter var halvt fra forstanden. De sagde, at de havde bragt
denne enke med sig til tinge: hun havde altid været kendt for sin ærlige
tunge; og eftersom mange kunne vidne, at hun nu havde fået sin fulde
forstand igen, var hun det vidne, der bedst kunne sige, hvordan alt var gået
til.
Nu trådte enken Gudny frem. Det var en kraftig og statelig kvinde, der
endnu ikke var så gammel, at hun skræmte mændene bort; og hun fortalte
tydeligt og alvorligt, hvordan alt var gået til. Hun og pigerne havde begivet
sig ud i vildmarken for at lede efter lægeurter og måtte blive ved hele
dagen, eftersom disse urter begyndte at blive sjældne. De var kommet
længere bort, end de havde tænkt sig, og var pludselig blevet overrasket af
et forfærdeligt uvejr, med torden og hagl og øsende regn, så de blev
forskrækkede og gennemblødte og gik vild. De havde flakket rundt uden at
finde sti eller spor, indtil de, i nærheden af en å, stødte på en jordhule, hvor
de havde fået tag over hovedet; på det tidspunkt havde de været yderst
medtagne af kulde og træthed og sult. Der havde været to mænd i hulen,
jægere som holdt til dér for at fange oddere, og hun havde følt sig en smule
beroliget, da hun opdagede, at de ikke så farlige ud. Mændene havde taget
venligt imod dem og anbragt dem ved ilden og givet dem mad og varmt øl;
og de havde nu siddet dér, til uvejret var forbi, og det var mørk nat.
Indtil da, sagde hun, havde hun kun været bange for uvejret og for de
smerter, hun begyndte at mærke i ryggen, fordi hun sad og frøs i de våde
klæder. Men nu blev hun også bange på pigernes vegne, og det var en langt
alvorligere skræk. Thi mændene var nu meget tilfredse og sagde, at dette
var det bedste, der kunne hænde, og at det var længe siden, de havde set
kvinder; og de var gavmilde med deres øl, som de havde i en trædunk i
hytten, og varmede mere af det for at beskytte dem mod kulden, så pigerne
begyndte at blive fortumlede i hovedet på grund af deres ungdom og
uerfarenhed. Hun havde nu spurgt ivrigt, hvordan de skulle finde vej hjem,
og hun havde fået besked om det; men ellers brød mændene sig kun om at
sidde hos pigerne og føle efter, hvor meget deres klæder nu var tørret. Og
snart gik det så vidt, at Slatte Ræv tog et par små træpinde i hånden og
sagde, at pigerne nu skulle trække lod om, hvilken af mændene de skulle
ligge nærmest; så havde hun sagt meget strengt, at nu måtte pigerne gå
hjem og prøve på at finde vej i mørke, så godt de kunne. Men hun selv –
havde hun sagt – blev nødt til at blive i hytten på grund af de heftige
smerter, hun havde fået af det våde tøj.
– Og dette sagde jeg, fordi jeg tænkte, at mændene måske ville falde til
føje og lade pigerne gå i fred, hvis jeg blev hos dem; og det syntes mig at
være bedst, om jeg tog dette på mig for pigernes skyld; thi for mig ville
skaden blive mindre, hvad de to mænd end ville foretage sig med mig. Men
nu blev mændene helt rasende og brugte de værste skældsord om mig og
greb begge to fat i mig og kastede mig ud af hytten og råbte, at de skulle
hjælpe til, med pil fra buestrengen, hvis jeg ikke kom hurtigt nok derfra. Og
hele den nat strejfede jeg alene rundt i skoven, opfyldt af angst for vilde dyr
og spøgelser; og da jeg omsider nåede hjem og havde sagt, hvad der var
sket, og efter at folk havde været ved jægernes hytte og set, at den var tom
for alt, både for mænd og piger og odderskind, lå jeg længe syg, i vildelse
og stor elendighed på grund af det, disse onde mænd havde udsat mig for.
Således vidnede enken Gudny, og til sidst talte hun med grædende
stemme. Nu rejste Gudmund i Uvaberg sig op og sagde, at han ville føre
ordet for de to unge mænd, thi dels var han kanhænde klogere end de, så
han bedre forstod at lægge sine ord, dels havde han mere end én gang hørt,
hvorledes alt dette var gået til, både af sin brodersøn, Slatte, og Agne i
Sleven og desuden af de unge kvinder selv. Derfor vidste han lige så god
besked om denne sag som nogen anden eller måske bedre; og om det
vidnesbyrd, de lige havde hørt af enken Gudnys mund, kunne han sige, at
meget deraf var rigtigt, men at det meste alligevel var forkert.
– Både Slatte og Agne siger således, sagde han, at de sad i deres jordhule
under uvejret, der var så voldsomt, at de knap nok turde holde ilden ved
lige; og da de hørte nogen jamre udenfor, krøb Slatte ud og fik øje på tre
skikkelser i regnen, med kjortlerne krænget op over hovedet; og til at
begynde med var han bange for, at det kunne være skovtrolde. Kvinderne
troede det samme om ham, da de så ham stikke hovedet frem; så de trak sig
forskrækket bort og skreg højt af angst. Så forstod han, at det var
mennesker, og gik derhen og fik dem beroligede. De fulgte villigt med ham
ind og satte sig ved ilden, og ungmøerne var trætte og græd sagte. Men
enken græd ikke, og de siger, at man ikke kunne spore nogen synderlig
træthed hos hende. Hun stirrede hele tiden på dem, mens hun sad og tørrede
sine klæder ved ilden; hun ville gnides på ryggen og varmes overalt med
odderskind; og da hun havde drukket som en hest af deres varme øl, blev
hun munter og lagde det meste af sit tøj. Thi på den måde mærkedes
varmen bedre, sagde hun, og god varme var, hvad hun trængte til,
– Nu er både Slatte og Agne unge mænd, fortsatte Gudmund, men de er
ikke dummere, end folk er flest; og det, enker hurtigst kommer i tanker om,
når de ser på mænd, var ikke noget nyt for dem. Derfor blev de mere
forsigtige og kiggede på hinanden, da hun sagde, at pigerne skulle lægge sig
i et hjørne, og at hun skulle våge over dem, mens de sov, så der ikke skete
dem noget. De har fortalt mig begge to, både Agne og Slatte, at de gerne
ville have stillet hende tilfreds, hvis hun var kommet til dem alene. Men de
syntes begge, at det ville være lidet mandigt af dem at dele en enke, når der
var to fagre ungmøer ved hånden, der kanhænde var lige så villige som hun;
så ville alle forstandige mennesker, der hørte tale om denne sag, blot have
leet dem ud. Derfor satte de sig nu hos pigerne og snakkede stilfærdigt med
dem og hjalp dem med at varme deres fødder ved ilden. Pigerne følte sig nu
bedre til mode, efter at de havde fået både mad og øl og varme; men de
turde knap nok se på mændene og havde ikke meget at sige. På grund af
dette syntes mændene mere og mere om dem, thi det vidnede jo om
blufærdighed og god opdragelse; og deres hu til dem blev så stærk, at de
besluttede at trække lod om dem i tide, for at der ikke skulle opstå nogen
trætte, og så enhver fik sin. Men da dette kom på tale, fløj enken op og
begyndte at hyle, som om hun havde siddet og mistet forstanden i sin
ensomhed; og hun sagde, at nu måtte pigerne straks begive sig hjemad,
ellers blev dette til stor ulykke for dem; de var unge og kunne klare den
lange vandring, men hun selv måtte bede om gæstfrihed for natten, thi ellers
ville hun sikkert omkomme af træthed og smerter. Mændene blev
forbavsede og spurgte, om hun havde i sinde at tage livet af pigerne; thi det
ville sikkert ske, hvis hun jog dem ud i den vilde skov, i mørke og regn, og
blandt alt det djævelskab, som holdt til dér. De havde aldrig, sagde de, hørt
tale om en grusomhed som den, hun lagde for dagen; men det skulle der
ikke blive noget af, thi de var fast besluttede på at redde disse piger fra
hendes galskab. Men de var også ængstelige for deres eget liv, og derfor
ville de ikke have så morderisk en skabning i deres hule, thi så kunne der jo
hænde dem hvad som helst, når de var faldet i søvn. Derfor befalede de
hende at gå; og eftersom hun så ud til at være stærk som en okse, sagde de,
var faren kun ringe for hendes vedkommende; og hvis hun mødte bjørne
eller ulve, ville de sikkert flygte for hende. Så greb de begge fat i hende og
jog hende ud af hytten og kastede hendes klæder bagefter. Næste morgen
fandt de det klogest at drage bort, og pigerne fulgte dem villigt og hjalp
dem med at bære fangstredskaberne og skindene; her på tinge findes der
vidner, som har hørt dette af pigernes egen mund. Nu er disse unge kvinder
gifte og tilfredse og har allerede fået børn.
– Og alt dette, sagde Gudmund til sidst, synes mig ikke at kunne kaldes
kvinderov; mændene reddede snarere disse unge kvinders liv og ikke én
gang, men to: første gang, da de tog imod dem i deres hule og gav dem
husly og varme, og dernæst da de skånede dem for at blive drevet ud i
skoven, sådan som den grusomme enke ville gøre det. Derfor er mændene
rede til at betale sædvanligt brudekøb, men ikke mere.
Således lød Gudmunds tale, og den blev hilst med bifald af göingerne;
men blandt virderne kunne man ikke spore noget sådant. Askman og Glum
holdt fast ved deres krav. Hvis de to mænd havde røvet enken, sagde de,
kunne de have fået hende billigt, men med ungmøer var det en anden sag,
det kunne enhver indse, og ingen forstandig mand behøvede at tro for meget
af det, Gudmund havde fremsat til røvernes forsvar. At enken Gudny burde
have erstatning for det, hun havde døjet, syntes dem stadig rimeligt; thi de
kendte hende vel, og hun havde aldrig vist sig så mandgal, som Gudmund
ville gøre hende til i sin fremstilling. I denne sag ville de dog nøjes med det,
der blev budt; men for de bortrøvede pigers vedkommende ville de ikke
vide af noget som helst afslag.
Nu afhørte man vidner fra begge sider, både dem, der havde hørt de unge
kvinder fortælle, hvorledes alt var gået til, og dem, der havde hørt, hvad
enken Gudny havde haft at sige, da hun vendte hjem. Både Ugge og Sone
fandt sagen vanskelig, og de forsamlede følte sig vel til mode; thi det her
kunne, hvis alt gik vel, blive en kamp mellem fire mænd.
Ugge sagde, at han havde god lyst til at lade Sone dømme alene i denne
sag på grund af hans store visdom og deres gamle venskab; men her kunne
han ikke få sit nævn med sig, og Olof Sommarfågel blev nu taget med som
tredje dommer i sagen. Han sagde, at han ikke følte stor glæde ved denne
hæder, thi her stod meget på spil, enten sølv eller blod, så en dommer kunne
vente både overlast og onde ord fra mange, hvor retfærdigt han end dømte.
Han prøvede først at forlige sagen med dobbelt brudekøb i stedet for
tredobbelt; men hverken göinger eller virder ville høre tale om dette. Slatte
havde det småt, sagde Gudmund, thi de, der levede af at fange odder og
bæver, kunne ikke samle sig stor rigdom, på grund af de dårlige skindpriser;
og Agne i Sleven havde mistet hele sin arv, dengang hans fader blev brændt
inde. Sædvanligt brudekøb var derfor det meste, de kunne afse, og knap nok
så meget, hvis de ikke fik hjælp. Men virdernes nævn syntes derimod, at
Glum og Askman ikke krævede mere, end hvad rimeligt var.
– Thi vi virder har fra gammel tid holdt vore kvinder særligt i ære, sagde
de; og det må aldrig blive en tro blandt naboer, at vore ungmøer kan fanges
i skoven som et billigt bytte.
Det måtte hellere, mente nogen, udarte sig til strid mellem parterne; og
de troede, at Askman og Glum, trods aldersforskellen, ville slippe fra et
sådant møde med hæder.
Der blev nu talt frem og tilbage om dette en rum tid, men både Sone og
Ugge var imod at afsige dom om, at sagen skulle afgøres ved kamp.
– Ingen kan sige, erklærede Ugge, at disse to bortrøvede kvinder har
nogen skyld i denne sag; og det ville tilvisse være en dårlig dom, der bragte
den ulykke over dem at miste enten deres mænd eller deres fædre.
– Hvis vi skal nå frem til en enig dom om dette, sagde Olof
Sommarfågel, må vi nu først afgøre, om det, der er sket, kan kaldes
kvinderov eller ikke. Jeg ved, hvad jeg selv mener derom, men jeg vil, at
de, der er ældre end jeg, skal tale først.
Ugge sagde, at for ham var der ingen tvivl om den sag; det, der var sket,
måtte siges at være kvinderov.
– Det er ikke nogen god indvending at sige, at de unge kvinder fulgte
mændene frivilligt, sagde han. Thi det gjorde de næste morgen, efter at de
havde ligget sammen med disse mænd om natten; og at de gjorde det, ved
vi af den ting, at mændene trak lod om dem. Og det ved ethvert klogt
menneske, at den unge kvinde altid villigt følger den mand, hvis leje hun
har delt, og især hvis han er den første.
Sone tøvede lidt med det, han havde at sige, men til sidst erklærede han:
 – En dommer må sige, hvad sandt er, selv om det går hans egne imod.
Dette er kvinderov, det lader sig ikke nægte. Da de jog enken ud af hytten,
skilte de med magt ungmøerne fra den, der havde opsyn med dem, og
dermed røvede de ungmøerne fra hendes varetægt.
Mange göinger jamrede højt, da de hørte Sone sige dette; men ingen
sagde ham imod, dertil var hans anseelse for stor.
– Så langt er vi enige, sagde Olof Sommarfågel, thi også jeg dømmer
dette som kvinderov. Og så er vi også enige om, at der må idømmes en
større bod end den, Gudmund har tilbudt. Men endnu er vi stadig langt fra
afgørelsen. Thi hvorledes skal vi få parterne til at godkende vor dom, når de
har vægret sig ved at forliges, med dobbelt brudekøb? Det synes mig, at
hvis nogen skal have det, som de vil, må det blive virderne.
Orm havde hidtil siddet tavs, men nu ville han vide, hvad virderne
regnede et brudekøb til, i okser eller skind, og hvad det hele ville blive, hvis
man beregnede det i sølv.
Ugge svarede, at i Värend havde man fra gammel tid beregnet brudene i
skind; seks og tredive mårskind for en god bondes datter i den bedste,
giftefærdige alder, hvis hun var sund og rask og uden mén eller lyder; og så
skulle skindene være fuldgode vinterskind, ubeskadigede af pileskud; eller
også tredive bæverskind, ligeledes af fuldgod sort; og for dette behøvede
man ikke at aflevere noget sammen med bruden, undtagen det hun gik og
stod i, samt en ny linnedsærk til brudelejet, en hornkam, tre nåle med øje og
en saks.
– Og alt dette bliver nu atten tylvter mårskind, hvis vi regner tredobbelt
for to kvinder, sagde han; eller omtrent femten tylvter bæverskind, hvis jeg
ellers har regnet rigtigt. Dette er en stor mængde og at regne alt dette ud i
sølv kan være vanskeligt nok, selv for den klogeste.
Nogle erfarne mænd i nævnet kom ham til hjælp, deriblandt Toke
Grågullesson, der var vant til at regne i skind og sølv; og da de havde
anstrengt sig en stund, erklærede de enstemmigt, at det hele, tredobbelt køb
for to ungmøer blev syv og en kvart mark sølv, hverken mere eller mindre.
– Og for at få et så lige tal, sagde Toke, har vi trukket en og tre
ottendedel øre fra særkene, som jo ikke er nødvendige.
Da Gudmund i Uvaberg hørte denne store sum, brast han i latter.
– Nej, nej, råbte han, det går jeg aldrig med til. Tror I, jeg er fra
forstanden? Lad dem slås; det bliver billigst, hvordan det så end går.
 – Lad dem slås! hørte man nu også flere stemmer råbe blandt de
forsamlede.
Orm rejste sig nu op og sagde, at han var kommet i tanker om en ting,
der måske kunne være til nogen hjælp i dette bryderi; thi han hørte til dem,
der mente, at det ville være ilde at lade denne tvist udvikle sig til kamp.
– Det er sandt, hvad Gudmund mener, sagde han, at syv og en kvart
mark sølv er en stor bod, der kan græmme hvem som helst; og de mænd er
få, der har haft så meget sølv på én gang i deres hænder, bortset fra dem, der
har ligget i leding blandt frankerne eller været med, når byttet blev uddelt af
min herre Almansur af Andalusien; eller hævet danegæld hos kong Ethelred
af England; eller tjent hos kejseren i Miklagård. Men tager vi nu tredjedelen
af dette, så bliver det to og en tredjedel mark sølv og dertil en tolvtedel; og
deler vi denne tredjedel midt over, så bliver det en og en sjettedel og dertil
en fireogtyvendedel mark. Vi har alle hørt, at Agne i Sleven og Slatte er
rede til at betale sædvanligt brudekøb; og dermed har vi de tvende
sjettedele. Nu har jeg tænkt mig, at det ingenlunde ville være til vanære for
disse mænds slægtninge og naboer, hvis de hjalp med lige så meget. Jeg
kender Gudmund i Uvaberg og vil ikke gerne tro, at han er mere gerrig end
andre; og en og en sjettedel mark og dertil en firetyvendedels er ikke noget,
der skræmmer ham, selv om han skulle blive alene om det. Men der findes
sikkert flere end ham, der er villige til at hjælpe Slatte, og således må det
også være med Agnes slægt. Og hvis det lod sig ordne således, ville vi nu
have de fire sjettedele og kun mangle den sidste tredjedel. Og angående den
har jeg tænkt mig dette, at her i nævnene sidder mænd, som gerne vil gøre
noget for det gode naboskabs skyld og tillige for deres egen anseelse. Selv
kunne jeg ønske, at jeg var rigere end jeg er, men jeg vil alligevel påtage
mig en passende del; og hvis der var tre eller helst fire, og gerne flere, der
var villige til at dele lige med mig, så var den sidste tredjedel klar og alt
betalt.
Da Orm var færdig og havde sat sig ned, så mændene i nævnene på
hinanden, og flere af dem gav deres bifald til kende med mumlende
stemme. Sone den Synske var den første, som tog til orde.
– Det er godt at høre, sagde han, at forstandige mennesker ikke vil dø ud
med Ugge og mig; og her har du, Orm på Gröning, talt med visdom trods
din unge alder. Og jeg siger ikke blot dette, at det forslag, vi har hørt, er
godt, men også at jeg selv er rede til at være med i den sidste tredjedel.
Dette kan måske forekomme mange underligt; thi alle ved, hvilken stor flok
børn jeg har, men en sådan kan ofte være til nytte. Selv om jeg skal være
med i så meget som en fjerdedel af tredjedelen, så ved jeg en god udvej; thi
jeg skaffer min del fra mine seksten voksne sønner, der for det meste
strejfer om i skoven. Og tager jeg bare så meget som to skind fra hver af
dem, så vil jeg have skind tilovers, når jeg har betalt min del; og derved kan
jeg hjælpe Agne i Sleven, thi hans moder var langt ude i slægt med min
fjerde hustru. Men nu må ingen sidde tavs og forlegen her, men alle, der vil
være med, må tale frit ud og vinde hæder, i alle tingmændenes nærværelse.
Toke Grågullesson rejste sig straks op og sagde, at det ikke var hans
vane at være gerrig blandt gavmilde folk.
– Og det siger jeg, skønt jeg kun er en flået skindhandler, der hverken
ejer stor rigdom eller nogen sinde vil få en sådan; det ved mange her, der
kræver dyr betaling af mig for deres dårlige skind. Men så meget har jeg da
endnu, at jeg kan stå sammen med Orm og Sone i denne sag; og det, de
lægger til, lægger også jeg til.
Ugge den Stammende begyndte nu at stamme, hvilket han især gjorde,
når han blev ivrig; til sidst fik han dog sagt, at det tjente både göinger og
virder til ære, og at han selv ville være med og erlægge lige så meget som
de andre.
Tvende mænd i göingernes nævn, Svarte Grim og Thorkel Hareøre, råbte
nu, at virdeme ikke måtte være de bedste i denne sag, og at de også ville
være med; og Olof Sommarfågel sagde, at han ikke havde i sinde at lade al
æren gå til andre, og derfor ville han give dobbelt så meget som enhver
anden.
– Og det er nu mit råd, sagde han, at vi straks samler vor del sammen, thi
den slags går lettest, mens mindet endnu er varmt. Her er min hjelm til at
samle det i; og du, Toke Grågullesson, der er handelsmand, er vel sådan
udrustet, at du kan veje hver mands del rigtigt.
Toke sendte sin karl af sted efter sølvvægten, og nu rejste flere og flere
af nævnsmændene sig op, både blandt virder og göinger, og ville være med;
thi nu blev det billigere og billigere at vinde ære, eftersom hver enkelt
mands del blev mindre og mindre, når allerede så mange var med. Men
Olof Sommarfågel sagde, at ingen endnu havde hørt Gudmund i Uvaberg
sige noget om den del, han skulle udrede, sammen med Slattes og Agnes
øvrige slægtninge.
 Gudmund rejste sig tvivlrådigt og så bekymret ud og sagde, at det var en
sag, man burde tænke nøje over; thi det var meget, hans og hans slægt
skulle betale; en sjettedel af det hele.
– Og det er sandt nok, at jeg ikke kan regnes til de gerrige, sagde han;
men det værste er, at jeg er en fattig mand, thi om den ting har Orm på
Gröning fået en forkert opfattelse. Man ser ikke ofte sølv i mit hus, og
ligeså er det hos Slattes andre slægtninge. En sådan byrde ville være meget
tung for os at bære, men hvis vi slap med den halve sjettedel, så ville vi nok
være i stand til at erlægge den. Og her sidder nu mange store og ansete
mænd, hvis bælter er så tykke af sølv, at det næppe ville kunne mærkes, om
I samlede endnu en halv sjettedel sammen, foruden den tredjedel, I allerede
har påtaget jer. Så ville jeres hæder blive endnu større, og jeg ville da blive
hjulpet i min armod.
Men nu begyndte både dommere og nævnsmænd, og de folk, der stod
bag ved dem, at le højt og hyle; thi alle vidste, at det eneste, der var større
ved Gudmund end hans rigdom, var hans nærighed. Da han nu mærkede, at
han ikke fik medhold hos nogen, måtte han til sidst give efter; og to mænd,
der talte for Agnes slægt, sagde, at også deres sjettedel ville blive betalt.
– Nu ville det være bedst, sagde Sone til Gudmund, at du også samlede
din del sammen nu, thi du har vel rigeligt med slægt og venner, her blandt
de forsamlede, og jeg skal selv gå omkring blandt Agnes slægt.
Toke havde nu fået sølvvægten og begyndte at regne.
– Tretten mænd er med til dette, sagde han, og hver betaler en lige stor
andel, undtagen Olof Sommarfågel, der betaler dobbelt op; det bliver
fjorten dele, vi har at regne med. Men hvad en fjortendedel af en tredjedel
af syv og en kvart mark sølv kan være, det er ikke godt at sige, ikke engang
for den største regnemester fra Gotland. Men den, der er snu, ved råd, og
regner vi det ud i skind, bliver det lettere. Så bliver det en fjortendedel af
seks tylvt mårskind; og det er syvendelen af tre tylvter; og dette må
udregnes i hele skind, thi noget mister jeg altid ved vejningen, det ved jeg
fra gammel tid. Så bliver hver mands del i sølv det samme som prisen på
seks skind, og dermed har tretten mænd vundet stor hæder for en billig pris.
Og her ser I både vægt og lodder, som enhver må undersøge, inden jeg
begynder at veje.
Kyndige mænd prøvede nu vægten med omsorg; thi handelsmænds
vægte var ofte snedigt indrettede, så det kunne betale sig at prøve dem. Men
lodderne kunne kun prøves i hånden, og da et par mænd udtrykte tvivl
angående deres rigtighed, sagde Toke, at han straks var villig til at
udkæmpe en tvekamp med enhver, der fastholdt en sådan tvivl.
– Thi det hører til handelsmandens bestilling at slås for sine lodder,
sagde han, og den, der ikke tør det, kan man ikke stole meget på.
– Om dette skal der ikke opstå nogen tvist, sagde Ugge med bestemthed.
Alt det sølv, der samles i hjelmen, går straks til Askman og Glum; og
hvilken gavn skulle Toke have af at veje forkert, når hans eget sølv er
blandt det vejede?
Alle tog nu sølv frem fra deres bælte og fik deres andel vejet. Nogle
afleverede små sølvringe, andre flettet sølvtråd og andre igen sølv, der var
hugget ud i firkantede stykker. Men de fleste afleverede mønter, og der var
mønter fra alle verdens hjørner, og fra riger, der lå så langt borte, at ingen
kunne sige navnet på dem. Orm betalte med andalusiske mønter, thi dem
ejede han stadig i store mængder; og Olof Sommarfågel betalte med smukt
forsirede byzantinske møntstykker, der bar et billede af den store kejser,
Johannes Zimiskes.
Da alt var overstået, hældte Toke det indsamlede sølv i en lille tøjpose og
vejede det på én gang; og nu viste det sig, at det stemte så vel, at deres
tredjedel var dækket fuldt ud, og at der endog blev noget sølv tilovers.
– Det er for lidt til at dele og give tilbage, sagde Toke, thi jeg kan ikke
dele det så fint på vægten.
– Hvad skal vi så gøre med det? spurgte Ugge. Det synes mig
unødvendigt, at Glum og Askman får mere, end de har begæret.
– Lad os give det til enken Gudny, sagde Orm. Så får hun også noget for
sine sorger og for den medfart, hun har været udsat for.
Dette gik alle med til, og lidt efter kom nu Sone og Gudmund tilbage
med deres to sjettedele, som de havde samlet sammen hos slægt og venner
blandt tingfolkene. Sones sjettedel stemte; men hos Gudmund manglede der
ikke så lidt, skønt han kom med en pakke skind og to kobberkedler til at
drøje på sølvet med. Han klagede højt og sagde, at han var villig til at give
sin ed på, at han ikke formåede at opdrive mere, og at han gerne ville låne
det, der manglede, af en eller anden rig mand i nævnet. Men ingen var villig
dertil; thi at låne Gudmund sølv var som at kaste det bort; det vidste alle.
– Du er en stædig mand, Gudmund, det kender vi noget til, sagde Sone
den Synske omsider. Men det er alligevel sådan, at du bør kunne overtales,
du så vel som andre; og nu kommer jeg til at tænke på, at jeg har hørt
fortælle, hvorledes Orm Tostesson på Gröning, da han var ny her i vor egn,
engang overtalte dig, da du var uvillig til at sælge ham brødkorn og foder til
en rimelig pris. Det var noget om en brønd; men jeg har glemt det meste, thi
jeg begynder at blive gammel. Mens du nu, Gudmund, sidder og tænker
over, hvorledes du skal få din sjettedel samlet fuldtud, ville det være vel,
om du, Orm, fortalte os, hvordan alt gik til, dengang du overtalte ham.
Sådant kan det være nyttigt at vide.
Dette forslag blev hilst med ivrigt bifald, og Orm rejste sig og sagde, at
den historie både var kort og let fortalt. Men nu fløj Gudmund op og råbte,
at han ikke ville høre et ord om dette.
– Vi har for længst sluttet forlig, Orm og jeg, råbte han, og det er ikke
noget at snakke om nu. Vent blot en kort stund; thi jeg er kommet i tanker
om en mand, jeg har glemt, og jeg skal hurtigt være tilbage med det, der
mangler.
Han skyndte sig af sted; og derpå begyndte mange at råbe, at de ville
høre om overtalelsen. Men Orm sagde, at de nok måtte spørge sig for om
den begivenhed hos en anden.
– Thi det er sandt, hvad Gudmund siger, sagde han, at det er længe siden,
vi sluttede forlig i den sag. Og hvorfor skulle jeg nu tirre ham til ingen
nytte, når han allerede er gået efter sølvet, af angst for, at den historie ellers
ville blive fortalt? Det var jo kun derfor, den viise Sone bragte sagen på
tale.
De var ikke nået længere, da Gudmund kom pustende tilbage fra sin
lejrplads med det, der manglede. Toke vejede nu dette, og alt stemte, og
Ugge overgav de to tredjedele af Slattes og Agnes bod i Glums og Askmans
hænder; og dermed anerkendte disse nu deres døtres ransmænd som gode
og sagesløse svigersønner. Den sidste tredjedel, Slattes og Agnes egen,
skulle de have henstand med, vinteren over; og så skulle den betales i skind.
Men så snart alt dette var i orden, sagde Olof Sommarfågel, at nu ville
han gerne høre det, der var blevet lovet dem: hvordan Orm havde overtalt
Gudmund; og alle i nævnene gav deres bifald til dette, med høje råb, og
selve Ugge tog til orde i sagen.
– Lærerige beretninger, sagde han, er gode at høre, og dette er en, som
jeg aldrig har hørt. Og det kan gerne være, at Gudmund er imod, at vi får
den at høre; men du må tænke på, Gudmund, at du har været os alle til stort
besvær i denne sag, og at vi har betalt en tredjedel for dig, skønt du nok selv
havde været i stand til det. På grund af det meget sølv, kan du godt finde dig
i, at der bliver fortalt om denne begivenhed; men hvis du helst vil, kan du
gøre det selv, og Orm Tostesson er da parat til at hjælpe dig, hvis din egen
hukommelse skulle svigte.
Gudmund blev nu rasende og begyndte at hyle; det var en gammel vane
hos ham, og derfor blev han stundom kaldt for Hyleren. Han trak hovedet
ned mellem skuldrene og skælvede over hele kroppen og rystede næverne i
luften og hylede som en varulv. Det var hans håb, at man ville tage dette
som begyndelsen til bersærkergang, og det var stundom lykkedes ham i
hans yngre dage at skræmme folk med dette. Men nu gjorde det ikke nogen
virkning længere; og jo mere han tudede, desto mere lo man. Pludselig tav
han og så sig omkring.
– Jeg er en farlig mand, sagde han. Ingen skal tirre mig uden at komme
til at fortryde det.
– Forstyrrer nævnsmand tingfred, sagde Toke, med trusler eller hånlig
tale, drukken larm eller ondsindet hylen – da bøder han… Men hvor meget
er det, han skal bøde? Det ved andre bedre end jeg.
– Han skal vises bort fra stedet af dommere og nævn, sagde Sone; men
er han genstridig eller vender tilbage: da bøder han med skægget. Således
siger den gamle lov.
– Kun tvende gange i mit liv har jeg været med til at klippe skægget af
en nævnsmand, sagde Ugge eftertænksomt. Og ingen af dem formåede at
leve længe efter den skam.
Mange var nu vrede på Gudmund; ikke fordi han havde hylet, thi ingen
bekymrede sig stort om det, men fordi den ære, de havde vundet ved deres
gavmildhed, havde kostet dem så meget sølv; thi de gav Gudmund skylden
for dette. Derfor råbte man nu vredt til ham, at han skulle gå sin vej, hvis
han ikke ville miste sit skæg. Det var stort og smukt, og man kunne se, at
han plejede det med omsorg; derfor gjorde han nu det, man havde råbt til
ham, og gik bort fra nævnet, for ikke at udsætte sit skæg for fare. Men da
han gik, hørte man ham mumle:
– Ingen skal tirre mig uden at komme til at fortryde det.
Orm blev nu nødt til at fortælle om sit første møde med Gudmund, og
hvorledes han holdt ham over brønden, mens han overtalte ham. Dette
fremkaldte stor glæde blandt dem, der lyttede; men Orm selv var ikke
videre tilfreds og sagde bagefter, at han nu sikkert, efterhånden som tiden
gik, kunne vente sig et og andet fra Gudmunds side.
Dermed var den vanskelige sag om kvinderovet til ende; mange havde
vundet hæder derved, men alle mente, at Olof Sommarfågel og Orm på
Gröning var dem, der burde prises mest for det, de havde gjort i denne sag.
Under hele tinget havde Orm ventet at høre fra finnvedingerne om Östen
i Öre og de to hoveder, der var blevet kastet over bækken den første aften.
Men da han ikke erfarede noget, besluttede han selv at undersøge, hvordan
det var med dem; og den tredje tingdag, om aftenen, gik han alene til
finnvedingernes lejrplads, da de havde tilsagt ham fred, for at tale på
tomandshånd med Olof Sommarfågel.
Denne tog imod ham på høvdingevis. Han sørgede for, at der blev bredt
fåreskind ud til Orm at sidde på, bød på stegte pølser, syrnet mælk og hvidt
brød samt befalede sin svend, at han skulle sætte gæstebudskrukken frem,
Det var en høj lerkrukke med hank, smal i halsen og lukket med en blyprop;
den blev, med varsomhed, anbragt på jorden imellem dem, sammen med
tvende små sølvkrus.
– Det ses, at du er høvding både på tingstedet og her, sagde Orm,
– Det er ilde at sidde uden øl, sagde Olof Sommarfågel, og når en
stormand gæster en stormand, bør der være andet at drikke end vand fra
bækken. Du er en vidtbefaren mand, du så vel som jeg, og har måske
allerede smagt dette. Men herhjemme bydes det ikke ofte.
Han trak proppen op og skænkede i krusene. Orm nikkede.
– Dette er vin, sagde han, den vælske drik. Jeg har stundom smagt sådant
i Andalusien, hvor man drak meget i smug, skønt deres profet havde
forbudt det; og også en gang senere, hos kong Ethelred af England.
– I Konstantinopel, som vi kalder Miklagård, drikkes den af alle
mennesker både morgen og aften, sagde Olof Sommarfågel; men allermest
af præsterne, der spæder den op med vand og drikker tre gange så meget
som andre. De anser det for en hellig drik, men jeg siger, at øl er bedre. Nu
drikker jeg dig velkommen.
De drak begge.
– Den søde smag er god i halsen efter fed pølse med salt i, sagde Orm
tøvende. Men jeg vil dog ikke sige dig imod med hensyn til øllet. Men nu er
det på tide at fortælle, hvorfor jeg er kommet, og det har du måske allerede
gættet. Jeg vil vide, om det er fra din slægtning, Östen i Öre, de to hoveder
kom, der blev kastet til mig, over bækken; de hoveder havde tilhørt tvende
kristenpræster, som befandt sig i trældom hos jer. Og jeg vil også vide, om
det betyder, at denne Östen stadig stræber mig efter livet. Hvis det forholder
sig således, gør han det uden grund, og blot fordi jeg lod ham leve og sætte
i frihed, da jeg havde ham i min magt, dengang han kom så svigefuldt til
min gård for at tage mit hoved, således som han havde aftalt med kong
Sven. Du ved, at jeg er en døbt mand og holder mig til Kristus; og jeg ved,
at du regner de kristne som ugerningsmænd, efter at du har set så mange af
deres handlinger i Miklagård. Men det kan jeg sige dig, at jeg ikke er af den
slags, som du har set dér; og her på tinget har jeg nu også erfaret, at du er en
mand, der ikke glæder dig over ondskab og niddingsdåd. Derfor er jeg
kommet til dig; ellers ville det have lønnet sig dårligt for mig at gå herhen.
– Hvorledes du har kunnet blive kristen, er mere end jeg forstår, sagde
Olof Sommarfågel, thi jeg ved nu, at du er en god mand. Og din lille
skaldede præst er også svær at blive klog på; thi jeg har hørt, at han her på
tinget hjælper alle de syge, der kommer til ham, uden at kræve noget for sin
møje. Jeg regner nu jer begge som så gode, at man skulle tro, I aldrig havde
været i nærheden af nogen slags kristendom; og dog må du erkende, Orm,
at du og din præst var hårde mod min slægtning, Östen, da I tvang ham til at
lade sig døbe. Han er nu blevet forrykt af den skam, og det kan være, at det
øksehug, han fik i hovedet, også har hjulpet til. Han er blevet menneskesky
og strejfer for det meste om i skoven eller ligger alene i sit kammer og
klager sig. Han ville ikke med til tinget; men de to præster, der befandt sig i
trældom, købte han dyrt og huggede straks hovedet af dem og sendte dem
herhen med sin karl, for at de skulle afleveres som en hilsen til dig og din
lille præst. Han har i sandhed fået en hård straf for sit anslag imod dig,
eftersom han både blev døbt og mistede al den rigdom, du tog fra ham, og
desuden sin forstand; men skønt han er min slægtning, vil jeg ikke sige, at
han har fået mere, end han fortjente, thi han var en alt for rig og højættet
mand til at gå med til en sådan handel, som den, han aftalte med kong Sven.
Dette har jeg sagt ham, og desuden at der ikke bliver nogen sag imod dig på
grund af ham; men det er sikkert, at han gerne ville dræbe dig, hvis han
kunne komme til det. Det er hans tro, at han ville blive rask og munter igen,
når blot han fik dræbt dig og din lille præst.
– Dette takker jeg dig for, sagde Orm. Nu ved jeg, hvordan jeg har det.
For de to præster, han huggede hovedet af, kan man intet stille op; og jeg
har ikke nogen hævn efter dem. Og over for ham selv skal jeg forsøge
at;være på vagt, hvis hans galskab driver ham til at gøre et nyt forsøg.
kan man intet stille op; og jeg har ikke nogen hævn efter dem. Og over
for ham selv skal jeg forsøge at, være på vagt, hvis hans galskab driver ham
til at gøre et nyt forsøg.
Olof Sommarfågel nikkede og fyldte atter vin i bægrene.
Det var nu stille i lejren, og man hørte ikke andet end den snorkende lyd
af mænd, der sov. En svag vind strøg hen over krattet, og aspetræernes
blade raslede. De drak nu atter sammen, og da Orm drak, hørte han nogle
grene knække i buskadset bag sig. Idet han bøjede sig frem for at sætte
bægeret tilbage på dets plads, lød der en pustende lyd, som om et menneske
trak vejret dybt; Olof Sommarfågel så hurtigt op og udstødte et råb, og Orm
drejede sig halvt om og fik øje på noget, der rørte sig, og nåede lige netop at
bøje sig yderligere forover.
– Og det var et held, at jeg har en god hørelse og var hurtig i vendingen,
sagde han bagefter; thi spydet fløj så tæt forbi mig, at jeg fik en rift bag på
halsen.
Nu lød der et brøl inde fra krattet, og en mand kom farende med et
sværd. Det var Östen i Öre, og man kunne straks se, at han var gal, thi
øjnene stod stift i hovedet på ham, som var han et spøgelse, og han havde
fråde i mundvigene. Orm nåede hverken at få sit sværd frem eller komme
på benene; han kastede sig til siden og fik hænderne om den gales ben, så
han faldt hen over Orm, samtidig med at han fik et hug over hoften. Derpå
hørte man et slag og en jamrende lyd; og da Orm kom på benene, stod Olof
Sommarfågel med sit sværd i hånden, og Östen lå, nøjagtig som han var
faldet. Han havde fået sin frændes hug over nakken og var allerede død.
Nogle mænd kom løbende, vækkede af larmen. Olof Sommarfågel stod,
meget bleg, og så på den døde.
– Dér ligger han, fældet af min hånd, sagde han, skønt han var min
frænde. Men jeg vil ikke have, at en gæst overfaldes hos mig, ikke engang
af en gal. Desuden ødelagde hans spyd min gæstebudskrukke, og for den
sags skyld havde jeg dræbt hvem som helst.
Krukken lå i skår, og man beklagede ham meget på grund af dette tab,
thi det var svært at få et sådant klenodie igen.
Han lod sine mænd bære den døde hen til kæret og sænke ham dér og
nagle ham fast med tilspidsede stænger gennem kroppen; thi ellers gik gale
mennesker ofte igen og var de værste af alle gengangere.
Orm var sluppet fra dette med en rift i nakken og et sår ved hoften. Det
hørte ikke til de farlige, thi sværdets æg havde ramt hans kniv og ske, som
han havde ved bæltet. Han kunne derfor selv gå tilbage til sin lejrplads; og
da han skiltes fra Olof Sommarfågel, trykkede de hinanden i hånden.
– Du har mistet din skønne krukke, sagde Orm, og det er ilde; men du er
blevet en ven rigere, hvis det kan være dig til nogen trøst. Og det ville være
vel, om jeg selv havde vundet lige så meget.
– Det har du, sagde Olof Sommarfågel; og det er ikke lidet, vi dermed
har vundet, du og jeg.
Mellem disse to herskede der nu stort venskab for bestandig.
Sidste tingdag blev det vedtaget, at der skulle herske almindelig fred til
næste ting; og dermed endte dette ting ved Kraka-sten, et ting, der efter
manges mening ikke var noget at prale med, eftersom der ikke var blevet
udkæmpet en eneste god tvekamp.
Fader Willibald gik til virdernes lejr for at lede efter magisteren og sige
ham farvel; men kvinden Katla var allerede draget af sted med ham. Orm
ville have Toke med sig hjem, men han kunne ikke tage bort, på grund af
sin skindhandel. De blev enige om, at de skulle gæste hinanden hvert år og
altid holde deres venskab ved lige.
Nu red enhver til sit; og Orm følte sig højligen tilfreds med, at han både
var sluppet af med magisteren og sin fjende, Östen i Öre. Da det blev jul,
gæstedes Gröning af Toke og hans andalusiske hustru, Mirah; og alt det,
Orm og Toke havde at tale med hinanden om, var kun en ringe ting i
sammenligning med, hvad Ylva og Mirah havde at sige hinanden.
Da det begyndte at blive forår, fødte Rapps hustru, Torgunn, et
drengebarn. Rapp var meget tilfreds med dette, men da han talte månederne
bagud, blev han alligevel en smule mistænksom; thi det passede ikke ilde
med det tidspunkt, da magisteren havde læst over Torgunns dårlige knæ.
Alle gårdens folk, både mænd og kvinder, roste barnet og dets lighed med
faderen; og Rapp fandt trøst i dette, men følte sig dog ikke helt rolig. Det
eneste menneske, han stolede på i alt, var Orm, og han gik til ham og bad
ham kigge på barnet og sige, om han kunne finde nogen lighed. Orm kom
og så nøje på ungen; dernæst sagde han:
– Der er en stor ulighed, og den opdager man straks; og det er, at barnet
har to øjne, og du kun ét. Men det ville være ilde gjort af dig at klage over
dette, thi du havde også selv to øjne, da du begyndte. Men ellers har jeg
aldrig set et barn, der lignede sin fader mere.
Dette beroligede nu Rapp, og han glædede sig meget over sin søn; han
ville, at fader Willibald skulle døbe ham Almansur, men da denne vægrede
sig ved at give barnet en hednings navn, blev det til, at man gav ham navnet
Orm, og Orm selv bar barnet til dåben.
Fjorten dage efter dette barns fødsel fik Ylva sin anden søn. Han var
sorthåret og mørk i huden; han skreg kun lidt og så sig omkring med
alvorlige øjne; og da man rakte ham sværdodden, slikkede han den ivrigere,
end Harald Ormsson havde gjort. Alle var enige om, at her var født en
hærmand, og på dette punkt havde de den rette mening. Ylva påstod, at han
lignede Guld-Harald, kong Haralds brodersøn, sådan som hun mindedes
denne vældige viking fra sine spæde år; men her sagde Åsa hende imod og
mente, at han mest lignede Sven Råttnos, der også havde haft denne mørke
lød i huden. Men han kunne hverken døbes Sven eller Harald; og det endte
med, at Orm gav ham navnet Svarthöfde. Mens dåben fandt sted, forholdt
han sig tavs og alvorlig og bed fader Willibald i tommelfingeren. Han blev
sine forældres mest elskede barn og den største af alle hærmænd i
grænsebygderne; og langt frem i tiden, efter at meget var hændt, fandtes der
hos kong Knud den Store af Danmark og England ingen høvding i
Tingmannalid, der havde større ry end kongens frænde, Svarthöfde
Ormsson.
 Anden afdeling
DET BULGARSKE GULD
 Første kapitel

OM VERDENS UNDERGANG OG
HVORDAN ORMS BØRN VOKSEDE
OP
Så kom det år, da verden skulle gå under. På det tidspunkt gik Orm i sit
femogtredivte år og Ylva i sit otteogtyvende. I dette år, der var det tusinde
efter Kristi fødsel her på Jorden, ville han, troede de kristne, vise sig som en
konge på himlen, omgivet af strålende hærskarer, og dømme alle mennesker
til himmel eller helvede. Orm havde hørt fader Willibald sige dette så ofte,
at han havde vænnet sig til det. Ylva blev aldrig helt sikker på, om hun
troede det eller ikke; men Åsa var sjæleglad over, at hun fik lov til at opleve
det hele i levende live og højtidsklædt, og at hun ikke behøvede at opstå fra
de døde, i ligklæder.
Men tvende ting voldte Orm bekymringer. Det ene var, at Toke stadig
nægtede at lade sig kristne. Sidste gang Orm besøgte ham, havde han gjort
alvorlige forsøg på at overtale ham og opregnet alle de fordele, der snart
ville kunne spores af enhver; men Toke var stadig lige genstridig og havde
moret sig en smule over Orms iver.
– Der kan blive kedeligt i det himmelske rige om aftnerne, når Toke ikke
kommer med, sagde Orm mere end én gang til Ylva. Jeg mister mange
stormænd, som jeg har kendt, og som aldrig kommer dér: Krok og
Almansur og Styrbjörn og Olof Sommarfågel og mange gode mænd
foruden dem. Af folk, jeg bryder mig om, bliver det bare os selv og vore
børn og den gamle og fader Willibald og Rapp og gårdens folk; samt
yderligere biskop Poppo og kong Harald, din fader, og det er en god ting.
Men det havde været bedre, om Toke var kommet med. Det er hans kvinde,
der hindrer ham i det.
– Lad du dem ordne det, som de selv synes, sagde Ylva. Alt dette kan jo
arte sig anderledes, end du tror. Gud har måske ikke sådant et hastværk med
at ødelægge denne verden, som han har haft så stort besvær med at skabe.
Fader Willibald siger, at der gror vinger ud på os; og når jeg forestiller mig
ham med vinger eller dig og Rapp, så kan jeg ikke lade være med at le. Jeg
vil ingen vinger have, men jeg vil have min halskæde med mig, og det tror
jeg næppe, jeg får. Derfor er jeg ikke så ivrig efter alt dette, og jeg vil helst
se det, inden jeg tror på det.
Orms anden bekymring angik såningen. Han ville vide, på hvilken tid af
året Kristus skulle komme, men det kendte fader Willibald intet til. Orm var
i tvivl om, hvorvidt det kunne betale sig at så, eftersom man måske aldrig
ville få brug for denne høst, selv om den kunne nå at blive moden inden
Kristi komme. Men det lykkedes ham hurtigt at overvinde denne
bekymring.
Lige fra dette års begyndelse var alle unge, kristnede kvinder mere
elskovslystne end nogen sinde før. De vidste ikke, hvorledes det ville arte
sig med elskov i himlen og ønskede derfor at få, hvad de kunne, mens tid
var; thi den jordiske måde synes dem den bedste, hvad så himlen end kunne
have at byde dem. De ugifte unge piger blev helt ustyrlige og løb efter
mandfolk, så ofte de havde tid; og også med hensyn til de gifte kvinder
mærkede man en tydelig forskel, selv om de dydigt holdt sig til deres egne
mænd; thi andet syntes dem ikke at være tilrådeligt, når Guds dom var så
nær forestående. Deraf kom det sig, at de fleste af gårdens kvinder allerede
ved forårstid, i dette år, var med barn. Da Orm opdagede, at det var således
fat med Ylva, og dernæst også med Torgunn og andre, blev han lettere til
sinds, og han befalede, at sæden skulle sås som sædvanlig.
– Thi der fødes ikke børn i himlen, sagde han. De må således fødes på
jorden. Men disse kvinder kommer ikke til at føde i dette år, men først i
begyndelsen af næste. Derfor må det forholde sig sådan, at præsterne har
regnet forkert, eller også har Kristus skiftet mening. Og nu kender jeg et
sikkert tegn, der viser, hvornår hans genkomst er at vente; og det er ni
måneder, efter at kvinderne er holdt op med at blive frugtsommelige. Så må
vi gøre os rede, men før behøves det heller ikke.
Fader Willibald kunne ikke sige noget, der forandrede hans mening om
dette; og efterhånden som året gik, begyndte præsten selv at blive
tvivlrådig. Det kunne være, sagde han, at Guds beslutning var blevet
ændret, eftersom der stadig var så mange syndere på Jorden, for hvem man
endnu ikke havde prædiket evangeliet.
Om efteråret kom der en flok fremmede fra øst og drog gennem grænse-
egnene. De var alle stridsmænd, og bar alle mærker efter våben; nogle
havde sår, der endnu blødte. Der var elleve mand i flokken og de drog fra
gård til gård og bad om føde og nattely, og dér hvor man gav dem det, blev
de en nat eller to og drog. så videre. De sagde, de var mænd fra Norge og på
vej hjem, men mere havde de ikke at sige. De var fredelige og øvede ingen
voldsgerninger; og hvis man nægtede dem nattely, drog de videre uden et
ord, som om sådant kun rørte dem lidet.
De nåede til Gröning, og Orm kom ud med fader Willibald ved sin side.
Da de så præsten, faldt de på knæ og bad højtideligt, om han ville velsigne
dem. Det gjorde han gerne. Det syntes at glæde dem, at de var kommet til
en kristen gård, men især at de havde mødt en præst. De spiste og drak som
sultne mænd; og da de var blevet mætte, sad de og stirrede alvorligt frem
for sig uden at lytte synderligt til det, der blev sagt, som om de havde andet
at tænke på. Fader Willibald tog sig af deres sår, men det var hans
velsignelser, de var mest ivrige efter, og dem kunne de ikke få nok af. Da de
hørte, at næste dag var en søndag, ville de blive for at høre messe og
prædiken. Det tilstedte Orm dem gerne, skønt han var en smule fortrædelig
over, at de ikke ville fortælle noget om sig selv.
Det var en smuk søndag, og mange folk kom ridende til kirken, af dem,
der havde holdt det løfte, de gav fader Willibald, da de blev kristnede. Men
de fremmede fik lov til at sidde forrest, og de lyttede opmærksomt til, hvad
præsten havde at sige. Han talte som han plejede, i dette år, om verdens
undergang, som man vel kunne vente inden længe, skønt ingen kunne vide
noget sikkert om dette, og at det var bedst for enhver kristen at holde sig
rede. Nogle af de fremmede smilede lidt ad dette, kunne man se, om end
uden glade miner; men på andre løb tårerne ned ad kinderne. Efter messen
ville de atter velsignes med en stor velsignelse, og fader Willibald føjede sig
efter deres vilje.
– Du er en god mand, sagde de til ham bagefter; men du ved ikke, at
verdens undergang allerede har fundet sted. Kristus har taget kongen til sig,
men os har han glemt.
Ingen kunne forstå, hvad de mente, og det var svært at få mere ud af
dem; men til sidst fortalte de, hvad der var sket dem. De talte knapt og med
ligegyldig stemme, som om intet under solen betød noget for dem.
De sagde, at deres konge, Olav Trygvesson af Norge, som de anså for at
være den ypperste blandt alle, der havde levet på Jorden, næst efter Kristus
selv, var faldet i et stort slag mod daner og svear. De var selv blevet fanget
levende af sveame, da en stor overmagt bordede skibene og de, på grund af
træthed, var blevet klemt mellem skjolde og ikke længere kunne løfte
armen, fordi de var sårede. De, der havde haft bedre lykke, var fulgt med
kongen til Kristus. Selv var de sammen med mange andre blevet anbragt på
et af svearnes skibe, der roede hjemad; der havde været fyrretyve fanger i
alt. En nat havde de ligget uden for mundingen af en å, og nogen havde sagt
dem, at den blev kaldt den hellige å. Det navn havde de syntes var en
opmuntring; og de havde revet deres lænker itu – så mange af dem, som
orkede det – og havde kæmpet med svearne, om bord på skibet. De havde
til sidst dræbt dem alle, og af deres egen flok var de fleste gået til kongen.
Der var seksten mand tilbage, og de havde roet skibet opad floden, så langt
de kunne. Fem, der havde været hårdest medtagne af sværdhug, døde ved
årerne, med et smil; og nu havde de selv, elleve i alt, væbnet sig med
svearnes våben og forladt skibet for at drage tværs over landet, mod
Halland, og derfra til Norge. Thi de havde nu forstået, sagde de, at de var de
dårligste af kongens mænd, eftersom de var blevet ladt tilbage på Jorden,
mens alle de andre havde fået lov at følge ham; og de havde ikke turdet tage
deres eget liv af skræk for, at han så ikke ville kendes ved dem. De troede,
at dette var den bod, der var blevet pålagt dem; de skulle vandre til Norge
og fortælle, hvad der var sket med kongen. Hver dag, sagde de, havde de
fremsagt de bønner, de kendte, og det havde været færre, end man kunne
ønske; og de havde mindet hinanden om alle de påbud for kristne
stridsmænd, som de havde hørt kongen nævne. Nu var de glade over, at de
havde mødt en præst og havde hørt en messe, og var blevet velsignelse; og
dermed var tiden inde for dem til at drage videre; thi de havde hastværk
med at komme til Norge og få fortalt, hvad der var sket. Derefter, mente de,
ville det blive åbenbaret for dem, måske af kongen selv, at de var blevet
værdige til at komme til ham, om end de var de dårligste.
De drog videre på deres færd efter at have takket for det, de havde
modtaget af Orm og præsten; og på Gröning hørte man ikke mere om dem,
heller ikke om verdens ende.
Da dette år var gået på hæld uden mindste tegn på himlen, fulgte en tid,
hvor der herskede stor stilhed i grænse-egnene. Freden med smålændingene
varede ved; og blandt göingerne indbyrdes skete der ikke noget, som var
værd at nævne; bortset fra nogle almindelige drab ved gilder samt en og
anden indebrænding, forårsaget af tvistigheder mellem naboer. På Gröning
gik alt sin jævne gang. Fader Willibald virkede i Kristi tjeneste og klagede
ikke sjældent over den langsomhed, hvormed menigheden voksede under
hans varetægt, trods al den møje, han gjorde sig; især forbitrede det hans
sind, når nogen kom til ham og sagde, at de var villige til at lade sig døbe
mod at få en kalv eller en kvie i vederlag. Men ofte indrømmede han, at det
kunne være værre, og han sagde, at nogle af hans omvendte måske ikke
længere var fuldt så forstokkede i deres ondskab som før dåben. Åsa gjorde
altid, hvad hun kunne for at hjælpe ham; og skønt hun begyndte at blive
gammel, var hun stadig rørlig og havde meget at ordne med pigerne og
børnene. Ylva og hun kom godt ud af det sammen og trættedes sjældent; thi
Åsa tænkte for det meste på, at hendes svigerdatter var af kongeæt, og når
Ylva sagde, hvordan hun ville have det, føjede Åsa sig, selv om man
stundom kunne se, at det holdt hårdt.
– Thi det er sikkert, sagde Orm til Ylva, at den gamle er endnu mere
herskesyg end du, og det vil ikke sige så lidt. Og det er en god ting, at det er
blevet, som jeg håbede fra begyndelsen: at hun aldrig for alvor ville vove at
sætte sig op imod dig.
Orm og Ylva havde det stadig godt sammen. Når de blev uenige, havde
ingen af dem for vane at veje deres ord; men sådanne stridigheder var
sjældne og drev hurtigt over, uden at nogen af dem gik og bar nag bagefter.
Det var en særhed ved Orm, at han aldrig avede sin hustru; endogså når han
blev grebet af stor harme, viste han sig tilbageholdende på det punkt, så det
aldrig blev til mere end et væltet bord eller en sønderslået dør. Efterhånden
lagde han mærke til noget sælsomt, nemlig at alle sådanne tvistigheder altid
endte på en og samme måde. Det var bestandig ham selv, der havde det
største besvær med at istandsætte det, han havde slået itu; og det, de havde
trættedes om, blev altid til sidst således, som Ylva ville have det, skønt hun
hverken væltede borde eller sprængte døre, men blot nu og da kastede en
klud i ansigtet på ham eller knuste et lerfad i gulvet foran hans fødder. Efter
at han havde opdaget det, fandt han det næppe umagen værd at tvistes med
hende, og der kunne gå år, uden at deres gode forståelse blev ødelagt af
hårde ord.
De fik tvende børn til: en søn, som de gav navnet Ivar efter Ivar
Vidfadme, og som Åsa håbede ville blive præst med tiden; samt en datter,
der blev kaldt Sigrun. Denne datters dåb overværede Toke Grågullesson
som den fornemste gæst, og det var ham, der fik lov til at bestemme, hvad
hun skulle hedde, men dog først efter en langvarig ordstrid med Åsa, der
helst ville have, at hun skulle bære et kristent navn. Intet kvindenavn, syntes
Toke, var skønnere end Sigrun og mere hædret i gamle sange; og eftersom
både Orm og Ylva gerne ville vise ham al hæder, blev det, som han
ønskede. Hun skulle, sagde Toke, med tiden giftes med en af hans sønner,
hvis alt gik vel; thi Orms to ældste døtre kunne man ikke tænke på,
eftersom ingen af hans sønner var i en passende alder til dem. Og dette var i
sandhed stor skade, sagde han tankefuldt, da han sad og så på Oddny og
Ludmilla.
Disse to piger begyndte nu at vokse til, og ingen behøvede længere at
være i tvivl om, hvorledes de ville arte sig. De var begge rødhårede og
velskabte, og begge tiltrak sig tidligt mændenes blikke; men man mærkede
let, at der var forskel på dem. Oddny var mild af væsen og føjelig og blev
tidligt fingernem til al slags kvindearbejde; hun adlød villigt sine forældre,
og det var sjældent, hun voldte Ylva eller Åsa nogen sorg. Hvis det skete en
enkelt gang, var det søsterens skyld, thi det var lige fra begyndelsen Oddnys
vane at lyde hende i alt. Ludmilla havde svært ved at lyde og meget let ved
at befale. Når man tugtede hende, skreg hun mere af vrede end af smerte og
trøstede sig med, at hun snart ville være stor nok til at slå igen. Hun var
uvillig ved smørkærne og væv og syntes bedre om at skyde med bue; og
hun blev hurtigt lige så dygtig dertil som sin læremester, Ulf Glade. Orm
kunne ikke tumle hende og lo for det meste ad hendes stridbarhed og trods;
og når Ylva beklagede sig til ham, fordi hun havde et stædigt sindelag og
føjtede rundt i skoven med sin bue sammen med Ulf Glade og Harald
Ormsson, nøjedes han med at sige:
– Hvad andet kunne du vente? Det er kongeblodet. Af det har hun fået
meget, både af sin egen part og Oddnys. Det føl bliver svært at tæmme, og
vi må håbe, at det bliver andre end os, der får størst besvær med den sag.
Om vinteraftnerne, når alle sad omkring ilden med et eller andet arbejde
mellem hænderne, holdt hun sig stundom i ro og kunne også være flittig
med sit spind, hvis blot en god historie var i gang, enten nu Orm fortalte
noget om sine oplevelser i fremmede lande, eller Åsa berettede om slægten
i gamle tider eller fader Willibald om store ting, der var sket i Josuas og
kong Davids dage; eller Ylva fortalte om kong Harald. Men allerbedst
syntes hun, det var, når Toke gæstede Gröning, thi han talte vel og gerne og
kendte gamle kvad og mange historier om fordums helte. Hvis det engang
imellem så ud, som om han ville holde op, var det altid hende, der hurtigst
var rede til at fylde hans ølkande og tigge ham om mere. Og det var
sjældent, han havde hjerte til at nægte hende det.
 Thi det havde været således med Ludmilla Ormsdatter lige fra hendes
tidlige ungdom, at mænd havde svært ved at modstå hende. Hendes hud var
bleg og tynd over kinderne, og hun havde mørke øjenbryn; og skønt hendes
øjne var grå og af samme farve som mange andres, var det dog gerne
således, at mænd, der kom dem nær og fangede hendes blik, syntes, at ingen
anden ungmø i grænse-egnene kunne fremvise sådan et par øjne.
Sin første erfaring med hensyn til mænd fik hun den sommer, da hun
fyldte fjorten år; det var den sommer, da Gudmund i Uvaberg kom ridende
til Gröning med tvende karle, som han ville, at Orm skulle tage i sin
tjeneste.
Lige siden Orm havde voldt Gudmund fortrædeligheder på tinget, havde
han aldrig vist sig på Gröning, og han var heller ikke redet til tinge siden da.
Men nu kom han meget venligt og sagde, at han ville gøre Orm en tjeneste,
så alt gammelt nag kunne blive glemt.
– Her har jeg med mig de to bedste karle, der findes, sagde han; og dem
tilbyder jeg dig. De er frie mænd, og enhver af dem udfører to mands
arbejde og mere end det. Derfor er det en stor vennetjeneste, jeg gør dig, når
jeg kommer til dig med dem; men det er sandt nok, at du også gør mig en
tjeneste, hvis du tager imod dem. Thi de er begge mageløse grovædere; og
efter at de nu har tjent mig i fire måneder, tør jeg ikke beholde dem længere.
Jeg har ikke så godt råd som du, og det begynder at blive for meget for mig
at have dem på kost. Og hvis jeg knappede ind på deres mad, ville de blive
farlige, det siger de selv; thi de må føle sig mætte hver middag og hver
aften, ellers gribes de af galskab. Men for den, der kan mætte dem, er de
villige til arbejde, og ingen har set deres lige.
Orm var lidt mistænksom over for dette tilbud og hørte sig nøje for, både
hos Gudmund og mændene selv. Disse skjulte ikke deres fejl, men sagde
ærligt, hvorledes alt forholdt sig med dem, og hvordan de ville have det; og
eftersom Orm havde god brug for stærke karle, blev det til sidst således, at
han tog dem i sin tjeneste, og Gudmund red fornøjet bort.
Mændene hed Ullbjörn og Greip. De var unge, langagtige i ansigtet og
lyshårede; og man kunne godt se, at de var stærke, når man så på dem; men
deres forstand var det ikke stort bevendt med. Det fremgik af deres
tungemål, at de kom langvejs fra. De sagde, de var fra et land, der lå langt
oven for Västergötland, og som kaldtes Järnbäraland. I det land, sagde de,
blev mænd og bjørne lige stærke og nappedes indbyrdes, med jævngod
lykke. Dér var nu opstået en svar hungersnød; og derfor var de gået sydpå
for at komme så langt bort, at de kunne spise sig mætte. De havde tjent
mange steder i Västergötland og Småland, og når de syntes, føden begyndte
at blive knap, havde de slået deres husbond ihjel, sagde de, og var så draget
videre.
Orm mente, at det måtte være en tam slags bønder, de var kommet ud
for, der således havde fundet sig i at blive slået ihjel; men mændene så
alvorligt på ham og bad ham mindes, hvad de havde sagt.
– Det er bersærkergang, der kommer over os, sagde de, og ingen kan stå
sig imod os. Men hvis vi får mad nok, er vi fredelige og retter os efter vor
husbonds vilje. Sådan er det nu med os.
– Mad skal I få, så meget I kan sætte til livs, sagde Orm, og hvis I er så
gode til at arbejde, som I siger, må I være et hvilket som helst måltid værd,
hvor stort det end er. Men det skal I vide, at hvis I har bersærkergang i
tankerne, så er I kommet til et forkert sted, da I kom til mig. Thi den slags
har jeg ingen tålmodighed med.
De så på ham med en tankefuld mine og spurgte, hvor længe det varede,
inden middagsmåltidet blev sat frem.
– Thi nu kan vi begynde at føle sult når som helst, sagde de.
Nu var det så heldigt, at middagsmåltidet blev båret ind, før man var nået
videre i denne samtale. De nyankomne tog for sig af retterne og spiste så
glubsk, at alle så på dem med forbavselse.
– Nu har I spist for tre, begge to, sagde Orm; og nu vil jeg gerne se jer
arbejde for to og lidt til.
– Det skal du få at se, sagde de. Thi dette var et måltid, som vi er
tilfredse med.
Orm satte dem først til at grave en brønd, og han måtte snart indrømme,
at de ikke havde sagt for meget med hensyn til det, de kunne udrette; de fik
snart en god brønd færdig, der både var vid og dyb og beklædt med sten
hele vejen rundt. Børnene stod ofte omkring brønden, mens de arbejdede;
de to mænd sagde ikke meget, men man kunne ikke undgå at se, at de ofte
fulgte Ludmilla med øjnene. Hun var ikke bange for dem og ville vide,
hvordan bersærkergang så ud, men det fik hun ikke noget svar på.
Efter dette lod Orm dem bygge et godt bådeskur nede ved åen; og dette
arbejde skilte de sig også fra med hurtighed og hæder. Ylva forbød sine
døtre at komme i nærheden af skuret, så længe de to fremmede arbejdede
dér; thi ingen kunne vide, hvad den slags halvtrolde kunne finde på, sagde
hun.
Da skuret var færdigt, satte Orm dem til at gøre rent i stalden. Alle
kreaturerne var nu sat på græs, og kun tyren stod derinde, eftersom den var
så olm, at den ikke kunne slippes løs. Der lå et tykt lag møg i båsene fra
hele vinteren, så Ullbjörn og Greip havde mange dages drøjt arbejde i
stalden.
Både børnene og alle gårdens folk var en kende bange for de to mænd på
grund af deres styrke og særhed. Ullbjörn og Greip sagde aldrig ret meget
til nogen; men stundom, når man spurgte dem, fortalte de ganske kortfattet
om deres styrkeprøver, og hvordan de havde kvalt mænd, der var gerrige
med maden, eller brækket ryggen på dem med de bare næver.
– Ingen kan stå sig imod os, gentog de. Men her er vi mætte og har det
godt. Og så længe dette varer, er der ingen fare.
Ludmilla var den eneste, der ikke følte skræk for dem. Hun gik ofte ind i
stalden og så på dem; undertiden sammen med sine søskende, undertiden
alene. Så stirrede mændene altid på hende, og selv om hun var ung, forstod
hun godt, hvad de tænkte.
En dag, da hun stod der alene, sagde Greip:
– Du er en ungmø for mig.
– For mig også, sagde Ullbjörn.
– Jeg vil lege med dig i høet, hvis du da ikke er bange, sagde Greip.
– Jeg kan lege bedre med dig i høet end Greip, sagde Ullbjörn.
Ludmilla lo.
– Kan I begge to lide mig? sagde hun. Det er ilde. Thi jeg er jomfru og af
kongeæt og vil ikke nøjes med en hvilken som helst landstryger. Men af jer
to synes jeg måske bedre om den ene end om den anden.
– Er det mig? sagde Greip og stillede sin skovl fra sig.
– Er det mig? sagde Ullbjörn og smed sin kost.
– Jeg synes bedst om den af jer, der er stærkest, sagde Ludmilla. Og
hvem det er – det vil jeg gerne se nu.
Begge mændene var nu meget ivrige. De stod stille og skulede til
hinanden.
– Den, der kan få bugt med den anden, får måske lov til at sidde lidt
sammen med mig nede ved åen, sagde Ludmilla med dæmpet røst.
 Pludselig begyndte de at hyle som varulve og greb fat i hinanden. De så
ud til at være lige stærke, og ingen af dem kunne få bugt med den anden,
men det knagede i bjælker og vægge, da de tumlede rundt. Ludmilla gik hen
til døren for ikke at være i vejen.
Dér stod hun, da Orm kom forbi.
– Hvad er dette for en råben? sagde han. Hvad tager de sig til derinde?
Ludmilla vendte sig om imod ham og smilede.
– De slås, sagde hun.
– Slås de? sagde Orm og kom nærmere. Hvad slås de om?
– Om mig, sagde Ludmilla fornøjet. Og dette må være bersærkergang.
Og dermed løb hun hurtigt bort, thi hun kunne se på Orms mine, at han
blev grebet af så stor en harme, som hun aldrig havde set før.
Der stod en gammel kost op ad væggen. Orm rev kosteskaftet af og tog
det i hånden, og dette var det eneste våben, han havde, da han gik ind og
lukkede døren efter sig. Nu hørte man hans stemme skære gennem larmen,
og alt blev stille derinde. Men lidt efter begyndte de at hyle igen, og med
forøget styrke. Pigerne kom ud på gårdspladsen og stod og lyttede, men
ingen havde lyst til at åbne stalddøren og se, hvad der skete. Nogle råbte
efter Rapp og hans økse, men han var ikke i nærheden. Nu fløj den ene dør
op, og tyren kom forskrækket ud; den havde revet sit tøjr over og løb straks
til skovs. Alle råbte højt ved synet af dette; og nu blev Ludmilla bange og
begyndte at græde, thi hun troede, hun havde forvoldt værre ting end
tilsigtet.
Til sidst blev alt stille derinde, og Orm kom ud. Han var stakåndet og
strøg sig med armen over panden. Han haltede, hans klæder var revet itu, og
en del skæg på den ene kind flået af. Pigerne stimlede sammen om ham,
mens de råbte og spurgte. Han så på dem og sagde, at man ikke behøvede at
sætte noget frem til Ullbjörn og Greip ved aftensmåltidet.
– Og heller ikke senere hen, sagde han. Men hvordan det er fat med mit
ene ben, det ved jeg ikke.
Dermed haltede han ind for at få hjælp af Ylva og præsten.
Meget var itu inde i stalden, og bersærkerne lå begge i samme hjørne.
Greip havde den spidse ende af kosteskaftet gennem halsen; og tungen hang
ud af munden på Ullbjörn. De var begge døde.
Ludmilla gik nu omkring og var bange for at blive strengt tugtet; og
Ylva syntes, hun havde gjort sig velfortjent til det ved at vove sig alene ind
til de to mænd. Men Orm lagde sig imellem, så hun slap bedre fra det, end
hun havde troet; og hun fortalte selv om det, der var hændt derinde, på en
sådan måde, at der ikke kunne rettes nogen bebrejdelse imod hende. Orm
var ikke utilfreds med det, der var hændt, efter at det havde vist sig, at
skaden i hans ben var ringe; thi skønt han nu tog for givet, at alt dette med
de to mænd velsagtens var noget, Gudmund i Uvaberg havde gjort for at få
hævn, var han godt tilfreds med, at han havde udført den bedrift at
overmande tvende bersærker helt alene og uden skarpe våben.
– Det var flinkt gjort af dig, Ludmilla, sagde han, at hidse dem op mod
hinanden, da de ville have fat i dig; thi det er uvist, om jeg kunne have
tumlet dem, hvis de. ikke allerede havde været en kende trætte af at slås
indbyrdes. Derfor er det mit råd, Ylva, at hun skal slippe for revselse, selv
om hun var så uforstandig at gå alene ind til dem. Hun er endnu vel ung til
fuldt ud at forstå, hvad mænd kan tænke, når de ser hende.
Ylva rystede tvivlende på hovedet ad dette, men det blev, som Orm ville.
– Alt dette er nu endt vel, sagde han. Ingen kan nægte, at disse to
voldsmænd har gjort god fyldest med hensyn til arbejde, siden de kom
hertil. Jeg sidder med brønd og bådeskur og forøget anseelse, og Gudmund
med en lang næse. Derfor er alt, som det skal være. Men det vil jeg lade
ham vide, at hvis han én gang til forsøger at udpønske noget imod mig, skal
han blive hjemsøgt, så han derefter holder sig i ro.
– Så vil jeg gå med, sagde Svarthöfde alvorligt; han sad og hørte på
denne samtale.
– Du er endnu for lille til at bære sværd, sagde Orm.
– Jeg har en økse, som Rapp har smedet til mig. Han siger, at der ikke
findes mange økser med en bedre æg end den.
Både Ylva og Orm lo, men fader Willibald blev misfornøjet og syntes,
det var ilde at høre et kristent barn komme med en sådan tale.
– Og det siger jeg dig, Svarthöfde, sagde han, og du har allerede hørt det
både fem gange og ti, at du skal tænke mindre på våben og mere på at lære
den bøn, der hedder Pater Noster, og som jeg så ofte har forklaret for dig og
prøvet på at indprente dig. Den bøn kunne din broder Harald allerede, da
han var syv år, og du går nu i dit tolvte og kan den ikke.
– Harald kan læse for os begge, sagde Svarthöfde stilfærdigt. For mig
har det intet hastværk med præstesproget.
Så gik tiden på Gröning; med få hændelser af betydning, og Orm havde
intet andet ønske end at få lov til at sidde dér på gården, i fred og ro, til sine
dages ende. Men et år efter at han havde dræbt de to bersærker, nåede det
budskab ham, der bragte ham ud på hans tredje langfærd.
 Andet kapitel

OM MANDEN ØSTER FRA

Olof Sommarfågel kom ridende til Gröning med ti mand i sit følge og fik en
god velkomst af alle. Han blev dér i tre dage, thi venskabet mellem ham og
Orm var stort. Men hans ærinde var, sagde han, at ride helt ned til
østkysten, til Kivik, hvor skibene fra Gotland stundom lagde til; dér ville
han købe salt; og da Orm hørte dette, besluttede han at følges med ham, i
samme ærinde.
Det var nu blevet sådanne tider, at man knap nok kunne få salt længere,
hvor meget folk end var villige til at betale for den vare, og det skyldtes
kong Sven af Danmark og den lykke, der stadig fulgte ham. Thi kong Sven
lå nu ude på havene med større flåder, end man nogen sinde før havde hørt
tale om, og han fo’r frem med voldsomhed mod alle, der mødte ham.
Hedeby havde han plyndret og lagt øde; i frisernes land var, sagde man, alt
hærget; og det var en kendt sag, at han havde i sinde at vinde hele England
og hvad mere han ellers kunne få tid til. Handel og købmandsskab var ikke
noget for ham; han brød sig kun om langskibe og stridsmænd; og nu var det
blevet så galt, at der i den sidste tid slet ikke var kommet saltskibe vest fra,
eftersom de ikke længere turde begive sig op til de nordiske kyster. Alt,
hvad der nu fandtes, var det salt, som goterne bragte med fra Wenden, og
kystboerne kappedes så ivrigt om dette, at kun lidet eller intet nåede ind i
landet.
Orm tog otte mand i sit følge og red sammen med Olof Sommarfågel til
Kivik, hvor de blev liggende i lang tid og ventede på, at der skulle komme
et skib; og mange folk strømmede til fra alle sider, i samme ærinde. Til sidst
dukkede tvende gotiske skibe op; de var tungt lastede og lagde sig for anker
et godt stykke uden for havnen. Thi begæret efter salt var nu blevet sådant,
at goterne drev deres handel med stor varsomhed for ikke at blive slået ihjel
af ivrige kunder. Deres skibe var store, høj-bordede og vel bemandede, og
køberne måtte ro ud til dem i små både og fik kun lov til at komme om bord
to og to.
 Olof Sommarfågel og Orm lejede en fiskerbåd og lod sig ro derud; de
bar røde kapper og blanke hjelme, og Olof var utilfreds med bådens
lidenhed, thi han ville hellere være roet derud med større pragt. Da det blev
deres tur, gik de om bord på et af goternes skibe, der førte høvdingemærke;
og deres rorkarle, en af Olofs mænd og en af Orms, råbte samtidig deres
navn med høj røst, for at man straks kunne være klar over blandt goterne, at
det var høvdinge, der kom.
– Olof Styrsson den Pragtfulde, finnvedingernes høvding, som mange
kalder Olof Sommarfågel, råbte den ene.
– Orm Tostesson den Vidtberejste, søfarernes høvding, som de fleste
kalder Røde Orm, råbte den anden.
Der blev røre blandt mændene på skibet, da man hørte disse navne, og
nogle trængte sig frem for at hilse på dem begge. Det var mænd, der kendte
Olof fra hans år i Østerled og et par folk, som havde været med på Thorkel
Höges færd til England, og som mindedes Orm fra den tid.
Der sad en mand ved rælingen, tæt ved det sted, hvor de kom om bord;
han begyndte at stønne ivrigt og famlede efter dem med den ene hånd. Det
var en høj, kraftig mand med filtret skæg, der var begyndt at gråne; han
havde et bredt bind hen over ansigtet, der dækkede øjnene, og da han nu
famlede efter de to nyankomne, kunne man se, at hans højre hånd var
hugget af ved håndleddet.
– Se på den blinde, sagde skibsfolkene. Nu vil han et eller andet.
– Det ser ud til, at han kender en af jer, sagde skibshøvdingen. Han har
også mistet tungen, så han kan ikke sige noget, og derfor ved vi ikke, hvem
han er. Han blev ført om bord af en købmand øster fra, da vi lå ved kurernes
marked, ved floden Dyna, og han skulle til Skåne, sagde manden. Han har
sølv at betale med, og derfor tog jeg ham med. Han forstår godt, hvad man
siger; og jeg er blevet klar over, efter at have spurgt ham mange gange, at
han har sin slægt i Skåne. Men mere ved jeg ikke om ham, og jeg kender
heller ikke hans navn.
– Tunge og øjne og højre hånd, sagde Olof Sommarfågel; der er vel
næppe tvivl om, at det er byzantinerne, der har behandlet ham sådan.
Den blinde nikkede, da han hørte disse ord.
– Jeg er Olof Styrsson fra Finnveden og har tjent ved livvagten hos
kejser Basilius. Er det mig, du kender?
Han rystede på hovedet.
 – Så er det måske mig, sagde Orm, skønt jeg ikke ved, hvem du kan
være. Jeg er Orm, søn af Toste, Thorgrims søn, der sad på Grimstad ved
Kullen. Er det mig, du kender?
Nu nikkede han ivrigt, og der kom nogle lyde ud af hans hals.
– Kan du have været med, da vi sejlede til Hispanien med Krok? Eller til
England med Thorkel Höge?
Dette benægtede han med tegn og fagter; og Orm stod et øjeblik og
tænkte sig om.
– Du er måske selv fra Kullen? spurgte han.
Nu nikkede han atter og begyndte samtidig at skælve.
– Det er længe siden, jeg flyttede fra den egn, sagde Orm; men hvis du
kender mig, må vi have boet dér samtidig. Har du været udenlands i lang
tid?
Han nikkede langsomt og sukkede dybt. Så rakte han sin ubeskadigede
hånd i vejret og spærrede fingrene fra hinanden og lukkede atter hånden.
Det gentog han fem gange og stak dernæst fire fingre frem.
– Denne samtale går bedre, end man skulle have troet, sagde Olof
Sommarfågel. Med dette mener han, at han har været udenlands i niogtyve
år, hvis jeg forstår det ret.
Den blinde nikkede.
– Niogtyve år, sagde Orm eftertænksomt. Så var jeg tretten år, dengang
du rejste bort; og jeg burde kunne mindes, om nogen drog til Østerled fra
vor bygd på det tidspunkt.
Den blinde havde rejst sig op og stod foran Orm; hans læber bevægede
sig, og han gjorde nogle fagter med hånden, ligesom for at få Orm til at
skynde sig. Pludselig sagde Orm med forandret stemme:
– Er du Are, min broder?
Der viste sig en slags smil på den blindes ansigt, da han nikkede til dette;
derpå vaklede han og sank ned på bænken, hvor han sad længe og skælvede
over hele kroppen.
Alle på skibet var forbavsede over dette møde og syntes, at de nu havde
været med til noget, der var værd at fortælle om. Orm stod og så tankefuldt
på den blinde.
– Det ville være urigtigt, hvis jeg sagde, at jeg kender dig igen,
erklærede han; dertil er du alt for hårdt medtaget, og det er længe siden, jeg
så dig sidst. Men du skal nu ride med mig hjem, og dér er en, som straks
kender dig igen, hvis du da er den, du siger. Thi den gamle lever endnu, og
det hænder stadig, at hun taler om dig; og det må i sandhed være Gud selv,
der har ledet dine skridt, når du i blinde har kunnet finde vej til mig og
hende.

Orm og Olof havde nu deres saltkøb at tænke på, og de faldt begge i

forundring over goternes store gerrighed, så snart der blev talt om handel.
Mange af mændene på skibet havde del i skib og last, og de var alle ens:
godsindede i andre ting, men skarpe som knive i alt, hvad der angik deres
handel.
– Vi tvinger ingen, sagde de, hverken med hensyn til salt eller andet;
men den, der kommer og vil købe af os, må betale, hvad vi begærer, eller gå
uden. Vi er rigere end andre, og vi har i sinde at blive endnu rigere; thi vi
goter har den bedste forstand. Vi er ikke røvere og drabsmænd som mange
andre; vi skaffer os vor vinding ved hæderligt købmandskab; og hvad salt er
værd nu, det ved vi bedre end I. Ære være kong Sven, som har ordnet det
således, at vi kan begære meget!
– Den, der priser kong Sven, skal ikke prale med sin forstand, sagde Orm
bittert; og det synes mig lettere at komme til rette med røvere og
drabsmænd end med jer.
– Sådanne ord får vi ofte at høre, sagde goterne, og dog er det forkert. Se
på din stakkels broder, som du har genfundet hos os: han har sølv i sit
bælte, og ikke så lidt endda, og det har ingen af os rørt, bortset fra det, han
har måttet betale for fragt og føde. Andre ville have taget hans sølv og
kastet ham i havet; men vi er hæderlige, selv om det er sandt nok, at mange
ikke vil forstå det. Men hvis han havde haft guld, var det gået ham værre,
thi guld kan ingen modstå.
– Jeg begynder at længes efter at komme til havs igen, sagde Orm; om
ikke for andet, så for at møde et skib som dette.
– Således tænker mange, sagde goterne og lo; men de, der prøver på det,
har alvorlige skrammer at pusle med efter mødet. Thi det skal du vide: at vi
er stærke og ikke bange for at slås, når det behøves. Styrbjörn frygtede vi;
men efter ham ingen. Og lad os nu vide, hvorledes I vil have det, og om I
har i sinde at købe eller ikke; thi der ligger mange og venter.
Olof Sommarfågel betalte sine saltsække uden at sige meget, men Orm
blev ved med at brumme, da han skulle tælle betalingen op. Hans broder
rørte ved ham med hånden, der knugede om en nævefuld sølvmønter, som
han med stor omsorg lagde i Orms hånd.
– Se dér, sagde goterne, det er, som vi sagde: han har rigeligt med sølv.
Og nu behøver du ikke at tvivle på, at han virkelig er din broder.
Orm stod tvivlrådig og så på sølvet; dernæst sagde han:
– Af dig, Are, tager jeg imod det. Men jeg vil ikke have, du skal tro, jeg
er gerrig eller fattig; thi jeg har så meget, at det slår til, både for dig og mig.
Men det er altid harmeligt at give mønt til købmænd, og værst, når de er
som disse.
– Her er de stærkere end vi, sagde Olof, og salt må vi have, hvad det så
end koster os. Men det er sandt, at man må være rig for at have med goterne
at gøre.
De sagde kort farvel til goterne og kom i land med deres salt og drog
derpå hjemad; og Orm vidste knap nok, om han skulle være glad eller
bedrøvet over at have sin genfundne broder med sig hjem i en så frygtelig
lemlæstet tilstand.
På hjemturen, når de sad sammen ved lejrpladserne, prøvede Orm og
Olof at få noget at vide om den skæbne, der havde ramt Are, ved at stille
ham en mængde spørgsmål. Olof Sommarfågel, der selv havde tjent ved
livvagten i Miklagård, havde aldrig mødt ham dér; men efterhånden som de
spurgte ham ud, blev de klar over, at han havde været høvding på et af
kejserens krigsskibe. Når han var blevet lemlæstet, skyldtes det ikke nogen
straf; det var sket i fangenskab efter en kamp; men at det var byzantinerne,
der havde gjort dette imod ham, så meget var sikkert. Længere kunne
hverken Orm eller Olof komme, hvordan de end prøvede sig frem med
sindrige spørgsmål; thi alt, hvad Are kunne gøre, var at bekræfte eller
benægte ved hjælp af tegn, og man kunne mærke på ham, at det pinte ham
meget, at de ikke kunne finde de rette spørgsmål, og at det var umuligt for
ham at hjælpe dem dermed. Det var noget sælsomt, der var hændt ham, så
meget blev de klar over, noget med guld og forræderi; og det var også
tydeligt, at han vidste noget, som han absolut ville have, de skulle vide;
men derudover var al deres møje forgæves.
– Vi må slå os til tåls med det, sagde Orm omsider. Det lønner sig ikke at
plage dig længere med gætteri til ingen nytte, thi vi træffer alligevel ikke
det rigtige. Når vi kommer hjem, får vi præsten til at hjælpe os, og så finder
vi måske på et bedre råd. Men hvordan det skal gå, er dog mere, end jeg
forstår.
– Intet er sværere at begribe end dette: hvordan han har kunnet klare sig
hjem, hele den lange vej, i så stor hjælpeløshed, sagde Olof. Når den slags
kan ske, må der også være håb om, at vi kan finde en udvej, så vi får at
vide, hvad han vil sige os. Og det er aldeles sikkert, at jeg ikke har i sinde at
forlade Gröning, før jeg har fået mere at vide om dette.
Are sukkede og strøg sveden af panden og sad ubevægelig.
Da de nærmede sig Gröning, red Orm i forvejen for at advare Åsa; thi
han var bange for, at glæden og forskrækkelsen ellers ville blive for meget
for hende. Hun blev forvirret til at begynde med, da hun hørte, hvad Orm
havde at sige, og brast i en voldsom gråd; men så knælede hun ned på
gulvet, med hovedet mod bænken, og takkede Gud, fordi han havde
skænket hende denne søn igen, som hun i så lang tid havde troet var død.
Da hun fik øje på ham, løb hun hen imod ham, med megen jammer, og
havde svært ved at slippe ham; og hun gav sig straks til at skælde ud på
Orm, fordi han i begyndelsen havde været i tvivl om, hvorvidt dette var
Are. Da hun var blevet roligere, sagde hun, at hun ville lave et smukkere
bind til ham, som han kunne have for øjnene; og da hun fik at vide, at han
var sulten, blev hun meget bedre til mode og ilede af sted for med egne
hænder at tilberede en af de retter, som hun kunne huske, han syntes bedst
om. I flere dage gik hun helt fortumlet omkring og kunne ikke tænke på
andet end Are, og hvordan hun skulle gøre alt så godt for ham som muligt.
Når han spiste med god madlyst, sad hun og så lyksaligt til; da han engang
klappede hende på hånden som tak, brast hun i gråd af glæde; og når hun
stundom trættede ham med sin snak, der aldrig syntes at ville få ende, og
han derfor holdt hånden og armstumpen for ørene og stønnede højt, tav hun
føjeligt og kunne sidde stum et godt stykke tid, inden hun tog fat igen.
Alle på gården følte medlidenhed med Are og var hjælpsomme imod
ham. Børnene var bange for ham til at begynde med, men de lærte hurtigt at
holde af ham og hjælpe ham. Han lod sig gerne føre ned til åen om
morgenen og sad så dér og fiskede sammen med én, der kunne hjælpe ham
med at sætte mading på og kaste snøren ud. Svarthöfde var den, han syntes
bedst om at have med, når han fiskede; eller Rapp, når han da havde tid;
kanhænde fordi disse var mest tilbøjelige til at sidde lige så tavse som han
selv.
 Men alle var fra begyndelsen opfyldt af stor nysgerrighed efter at få
mere at vide om hans ulykke, efter at Orm havde fortalt de få ting, der var
kommet frem på hjemturen. Olof Sommarfågel lod sine folk drage hjem
med saltet og beholdt kun to mand hos sig. Han ville gerne blive, sagde han
til Ylva, indtil det var lykkedes dem at få mere at vide af Are, thi han havde
på fornemmelsen, at det kunne være vigtige ting. Ylva yar glad over, at han
blev; hun syntes om ham og så ham altid gerne som sin gæst, og det
forekom hende desuden, at hans blik dvælede mere og mere ved Ludmilla,
der nu var en fuldt udvokset femtenårs mø og blev kønnere for hver dag.
– Det er godt, du bliver, sagde Orm også; thi vi kommer nok aldrig langt
med Are uden din hjælp, eftersom du er den eneste, der kender Miklagård
og folk dér.
Men hvordan de end prøvede allesammen, både med kvindernes og
præstens bistand, lykkedes det dem ikke at opklare mere af Ares historie.
Det eneste, de fik at vide, var, at hans ulykke var sket i floden Dnjepr, i
patzinakernes land, tæt ved det lange slæbested ved vandfaldene. Men hvad
byzantinerne kunne have haft dér at gøre, var ikke let at forstå, mente Olof
Sommarfågel; og længere kunne de ikke komme.
Nu fandt Orm på noget, som han troede ville blive til megen hjælp. Are
var rune-kyndig; og Orm lod lave en plade af lindetræ, der var hvid og glat,
og hvor Are skulle prøve at skrive nogle ord med et stykke kul, som han
holdt
i den ubeskadigede hånd. Are var villig og anstrengte sig længe; men det
var besværligt for ham med venstre hånd, og på grund af sin blindhed,
blandede han runerne sammen, så ingen kunne forstå, hvad han havde
skrevet. Til sidst blev han grebet af vrede og kastede plade og kul fra sig og
ville ikke forsøge mere.
Det var Rapp og præsten, der fandt på en bedre fremgangsmåde, da de
sad og talte sammen om dette. Rapp huggede en bjælke til, som han gjorde
jævn og glat; i den skar han runerne, alle seksten efter hinanden; og de var
meget store og tydelige og der var en dyb streg mellem hver. Så lagde de
bjælken foran Are og bad ham føle på den; og da det gik op for ham, hvad
de mente, kunne man se, at han blev meget lettere til sinds. Han fandt nu
med sin hånd den ene rune efter den anden, i de ord, han ville sige; og fader
Willibald sad ved siden af med fåreskind og pen og skrev tegnene op,
efterhånden som Are udpegede dem. Det gik småt i begyndelsen, men
bedrede sig snart, og alle sad opfyldt af glæde og forventning, når
forståelige ting kom til syne på fåreskindet. Hver aften læste præsten højt
for dem, hvad han havde skrevet om dagen. Alle lyttede ivrigt, og efter tre
ugers flid var hele beretningen færdig. Men det første stykke, der beskrev,
hvor skatten lå gemt, læste han kun for Orm.
 Tredje kapitel

BERETNINGEN OM DET
BULGARSKE GULD
Jeg er den fattigste af alle; thi mine øjne er blevet taget fra mig og min
tunge og min højre hånd, og min søn, som skatmesteren dræbte. Men jeg
skal også kalde mig den rigeste, thi jeg ved, hvor det bulgarske guld ligger
gemt. Nu skal jeg sige, hvor det ligger, så jeg ikke dør, inden det bliver sagt.
Og du, præst, skal læse dette for min broder og ikke for nogen anden. Så må
han bestemme, om det skal åbenbares for flere.
I floden Dnjepr, ved det lange slæbested, straks neden for det tredje
vandfald, når man kommer fra syd, ved højre bred, lige mellem
patzinakernes hovedpandested og den lille klippe i floden, dér hvor de tre
rosenbuske vokser; under vandet i den smalle rende, dér hvor klippen er
revnet, gemt under store sten, dér hvor klippen skyder frem, så intet kan
skimtes på bunden: dér ligger det bulgarske guld; og jeg er den eneste, som
ved, at det ligger dér. To gode mandsbyrder guld, i fire små kister med
kejserens segl; og dertil sølv i fem sække af læder; og de sække er tunge.
Først var denne skat bulgarernes, som havde røvet den sammen, fra mange.
Så blev den kejserens. Senere blev den stjålet af skatmesteren Theofilus
Lakenodrako. Dernæst blev den min. Det er mig, der har gemt den, dér hvor
den ligger.
Jeg skal fortælle, hvordan det var med alt dette. Da jeg kom ud til
Miklagård, gjorde jeg først tjeneste i livvagten, dér hvor nordboerne er. Der
er mange svear dér og desuden daner og mænd fra Norge og fra Island,
yderst ude i havet. Tjenesten er god og solden rigelig; men jeg kom for sent
til at være med til plyndringen af paladset efter kejser Johannes Zimiskes;
det havde været en god plyndring, som man talte om længe. Sådan er den
gamle skik: Livvagten får lov til at plyndre paladset, når en kejser dør. Der
er meget at fortælle, præst, men jeg siger kun det, der er nødvendigt, thi jeg
bliver træt af at famle på bjælken. Jeg har tjent ved livvagten i lang tid, og
dér lod jeg mig kristne og tog mig en hustru. Kvinden hed Karbonopsina,
det er kulbrun på vort sprog, og hun var af god slægt, sådan som
byzantinerne ser på det; thi hendes fader var broder til den kvinde, der var
gift med anden-linnedbevareren hos de tre prinsesser.
I Miklagård er det sådan, at foruden kejser Basilius, som er barnløs, har
man også Konstantin, der er hans broder, og som ligeledes kaldes kejser.
Men det er kejser Basilius, der er den rigtige. Han styrer riget og slår
oprørsmænd ned og ligger hvert år i felten mod arabere og bulgarer; og
Konstantin, hans broder, sidder i paladset og leger med sine skatte og med
hoffolkene og gildingerne, der myldrer omkring ham. Hvis en af dem siger
til ham, at han er lige så god som sin broder eller bedre, slår han ham i
hovedet med sin lille, sorte stav, med guldfuglen. Men det er blot et let slag
og bagefter giver han ham gaver. Han er dog streng i somme ting, når hans
sind skifter, og værst, når han er beruset.
Det er ham, der er fader til de tre prinsesser. De anses for at være
fornemmere end alle andre i verden, bortset fra kejseren selv; thi de er alt
det afkom, der findes i den kejserlige slægt. Således er deres navne:
Eudokia, der er pukkelrygget og mærket af kopper, og som holdes gemt; og
Zoe, der er en af de skønneste blandt kvinder og syg efter mænd; det har
hun været lige fra sine tidligste år; og Theodora, der er svagt begavet og
from. De er ugifte, thi intet giftermål er godt nok til dem, siger kejserne; og
det har længe været Zoe til stor ærgrelse.
Vi, der var i livvagten, skiftedes til at være i felten med kejseren og
holde vagt i paladset hos hans broder. Der er meget, jeg husker, men dette
går langsomt for mig. Nu vil jeg tale om min søn.
Kvinden kaldte ham Georgios og lod ham også døbe således; thi jeg var
sammen med kejseren, da han blev født. Jeg tugtede hende for dette ved
hjemkomsten og kaldte ham Halvdan, der var et godt navn til ham; og da
han voksede op, vedkendte han sig begge navnene. Med hende og andre
talte han grækernes sprog, der er et tungemål for kvinder og præster; men
med mig talte han vort sprog, skønt det gik langsommere for ham. Da han
var syv år gammel, forspiste kvinden sig i muslinger og døde; og siden tog
jeg ikke nogen ny. Det er ilde med en hustru af fremmed stamme.
Kvinderne i Miklagård duer ikke til stort; så snart de er blevet gift, bliver de
tankeløse og dovne, og de ældes af at føde børn og bliver løse i kødet, og
desuden ulydige; og tugter man dem, render de hylende af sted til præster
og biskopper. De er ikke som vore kvinder, der har en god forstand og gør
sig umage, og som bliver bedre af at føde børn. Således mente vi alle i
livvagten; og mange byttede kone hvert år og blev dog aldrig tilfredse.
Men min søn var min glæde. Han var velskabt og snapfodet, mund-rap
og munter. Han var sådan, at kvinderne vendte sig om efter ham på gaden,
da han var lille, og de vendte sig endnu hurtigere, da han havde nået den
voksne alder. Dette var hans ulykke, men ingen kunne gøre noget ved det.
Han er død nu, men han er sjældent ude af mine tanker. Alt, hvad jeg kan
tænke på, er ham og det bulgarske guld. Det kunne være blevet hans, om alt
var gået vel.
Efter at kvinden var død, blev det således, at min søn opholdt sig meget
hos hendes frænder, linnedbevareren Symbatios og hans hustru. De var
gamle og barnløse, thi linnedbevareren, der havde tjent i
kvindegemakkerne, var gilding. Og dog var han gift, således som det ofte er
skik blandt disse folk hos byzantinerne. De to gamle elskede Halvdan, selv
om de ganske vist kaldte ham Georgios, og når jeg var borte sammen med
kejseren, tog de sig af ham. En gang, da jeg vendte hjem, kom den gamle til
mig og sad og græd af glæde. Han sagde, at min søn var blevet
prinsessernes legekammerat og især Zoes, og at Zoe og han allerede havde
været oppe at slås og derved vist sig at være jævngode, thi hun var to år
ældre end han. Trods deres kiv havde hun sagt, at hun langt hellere ville
lege med ham end med metropolitten Leos søsterdøtre, der faldt på knæ og
græd, når hun rev deres klæder itu, eller med Protovestiarios Nikeforos’
søn, der havde hareskår. Kejserinde Helena selv, sagde Symbatios, havde
klappet drengen på hovedet og kaldt ham en lille varjag og sagt, at han ikke
måtte trække hendes kejserlige højhed prinsesse Zoe i håret, når hun var
styg imod ham. Så havde barnet kigget med store øjne på kejserinden og
spurgt, hvornår han så skulle gøre det. Kejserinden havde allemådigst leet
højt med egen mund over dette; og den gamle sagde, at det havde været den
lykkeligste stund i hans liv.
Dette er barnagtige ting, men den eneste glæde, jeg har tilbage, er at
tænke på dem. Men efterhånden blev det anderledes. Jeg forbigår meget,
som det ville være for langvarigt at fortælle. Men henved fem år efter dette
var jeg høvding for en flok mænd af livvagten; så kom Symbatios atter til
mit kammer og græd, men denne gang var det ikke af glæde. Han var, netop
den dag gået ind i det inderste klædekammer, hvor kroningsdragterne blev
opbevaret, og hvor der sjældent kommer nogen; han ville se efter, om der
var rotter derinde. I stedet for rotter havde han fundet Halvdan og Zoe
sammen, optaget af en ny slags leg, der havde forfærdet ham overmåde, og
liggende på en seng af en mængde kroningsdragter, som de havde halet
frem fra kisterne. De havde revet deres klæder til sig og var løbet bort fra
ham, mens han stod dér helt målløs; og dragterne, der var af purpurfarvet
silke fra serernes land, havde været forskrækkeligt krøllede, så han slet ikke
vidste råd. Han havde glattet på dem, så godt han kunne, og lagt dem
tilbage med varsomhed. Han havde, sagde han, kun ét at vente, hvis det
blev opdaget, og det var at miste hovedet. Det var en sand lykke, at
kejserinden lå syg, så alle højtstående hofmænd var i hendes gemak og
ingen tænkte på andet. Derfor var tilsynet med prinsesserne også så dårligt,
at Zoe havde fået lejlighed til at gøre dette, sammen med min søn. Hele
skylden var tilvisse hendes; thi ingen kunne tro, at en dreng, der gik i sit
trettende år, af sig selv var kommet på den slags tanker. Men ingen kunne
ændre det, der var sket; og han holdt denne ulykke for den værste, der
nogen sinde havde ramt ham.
Jeg lo over hans beretning og tænkte, at min søn havde noget godt at
slægte på. Jeg forsøgte at trøste ham med, at Halvdan endnu var for ung til
at kunne skaffe Zoe en lille kejser, hvor meget de end prøvede; og skaden
kunne vel næppe være stor med hensyn til de krøllede kroningsklæder. Men
den gamle blev ved med at jamre. Han sagde, at det gjaldt livet for os alle,
for ham og hans hustru, for min søn og for mig; thi kejser Konstantin ville
straks lade os dræbe, hvis han fik at vide, hvad der var sket. Og ingen måtte
tro, at Zoe var blevet forskrækket, fordi hun var blevet overrasket sammen
med Halvdan. Hun var nu femten år og af væsen mere lig en flammende
djævel end en blufærdig ungmø; derfor ville hun snart forgribe sig på
Halvdan igen, eftersom hun ellers kun var omgivet af kvinder og gildinger.
Så ville alt snart blive opdaget; og prinsesse Zoe ville få en formaning af en
biskop, og Halvdan og vi andre ville blive dræbt.
Jeg blev bange, mens han talte. Jeg tænkte på alle dem, jeg havde set
blive lemlæstet og aflivede i den tid, jeg havde været ved livvagten; når de
blev ramt af den kejserlige vrede. Vi fik fat på min søn og foreholdt ham,
hvad han havde gjort, men han havde svært ved at angre det, han havde
været med til. Det havde ikke været første gang; og han sagde, at han ikke
var noget barn, man behøvede at lokke, og at han havde været lige så god
som Zoe, i denne sag. Jeg forstod, at intet kunne holde dem fra hinanden,
og at vor ulykke var vis, hvis dette fortsatte. Derfor lukkede jeg ham inde
hos linnedbevareren og gik til livvagtens højeste høvedsmand.
 Han hed Zakarias Lakenodrako og blev kaldt for øverste sværdbærer; det
er et meget fornemt hædersnavn blandt byzantinerne. Han var en gammel
mand, smuk og rank, med røde og grønne ædelstene på fingrene og med
klogskab og alvor i sin tale; dertil fuld af list, som alle, der når en høj
stilling i Miklagård. Jeg bukkede ærbødigt for ham og sagde, at jeg ikke
mere befandt mig vel ved livvagten og bad om at blive anbragt på et
krigsskib, i den tid, jeg endnu skulle tjene kejseren. Han overvejede dette og
fandt, at sagen var vanskelig. Til sidst mente han dog, han kunne føje mig i
dette, hvis jeg til gengæld ville gøre ham en tjeneste. Det var hans ønske,
sagde han, at få archimandritten Sophron, der var kejser Konstantins
skriftefader, grundigt pryglet; denne var hans værste uven, og i den sidste
tid var han begyndt at bagtale ham hos kejseren. Ikke noget blodigt overfald
med våben, sagde han, blot med stokke, der sved godt i archimandrittens
kød; og dette kunne bedst finde sted om aftenen, bag ved de kejserlige
haver, når han red hjem fra paladset på sit hvide mulæsel.
Jeg svarede ham, at jeg længe havde været kristen, og at det måtte være
stor synd at prygle en hellig mand. Men han belærte mig faderligt om, at jeg
havde uret i dette. Thi archimandritten er en kætter, sagde han, der
forvrænger begge Kristi naturer, og det var den ting, vi først blev uvenner
om. Derfor er det en god gerning at prygle ham. Men han er vanskelig at få
bugt med, og du bør tage to sikre mænd til hjælp. Inden han blev munk, var
han høvding for en røverbande i Anatolien, og han fælder stadig med lethed
en mand med sin knyttede næve. Derfor er det blot gode mænd af livvagten,
der kan give ham de prygl, han trænger til. Nu venter jeg mig det bedste af
din styrke og klogskab. Tag gode stokke og stærke mænd.
Således talte Protospatharius Zakarias, og dermed bedrog han mig og
forledte mig til synd. Guds straf har senere nået mig, fordi jeg slog en hellig
mand; thi han var tilvisse ond, men helligheden havde han jo dog. Men
dette forstod jeg ikke dengang. Jeg tog tvende mænd med mig, som jeg
stolede på, Ospak og Skule; jeg gav dem vin og penge og sagde, at vi skulle
tugte en mand, der forvrængede Kristi naturer. De var forbavsede over, at vi
skulle være tre for at tugte én; men da vi mødte archimandritten, var de ikke
længere forundrede. Da vi løb frem imod ham, fik jeg et spark af hans æsel;
og med den rosenkrans, han havde ved håndleddet, og som bestod af tunge
blykugler, gav han Skule et sådant slag i tindingen, at denne faldt til jorden
og blev liggende. Men Ospak, en god mand fra Öland, og som havde en
bjørns styrke, rev ham ned fra sadlen og væltede ham omkuld; og nu var vi
tirrede og slog ham mere, end vi ellers ville have gjort. Han udslyngede
forbandelser med brølende stemme og råbte om hjælp; men der kom ingen;
thi i Miklagård er det sådan, at hvis man hører nogen råbe om hjælp, løber
alle til den anden side, for ikke at blive grebet som skyldige. Til sidst hørte
vi nogle ryttere nærme sig og vidste, at det var kazariske bueskytter fra
byvagten; så gav vi slip på archimandritten, der kun var i stand til at krybe,
og gik bort. Men vi måtte efterlade Skule dér, hvor han var faldet.
Næste dag gik jeg atter til sværdbæreren Zakarias; han var nu så tilfreds
med alt, at han opførte sig hæderligt over for mig. Alt var gået på bedste
måde, sagde han smilende. Skule havde været død, da vagten kom, og
archimandritten sad nu anklaget for gadeslagsmål og drab. Der var det
bedste håb om, at han ikke ville blive sluppet fri uden at få ørene klippet;
thi kejser Konstantin frygtede sin broder, og denne var streng over for
urolige munke og syntes ilde om, at mænd fra hans livvagt blev slået ihjel.
Derfor skulle det ikke vare længe, før jeg fik min løn. Han havde allerede
talt med højtstående venner, der havde med flåden at gøre, og i løbet af kort
tid ville jeg blive skibshøvding på et af de røde skibe, der blev regnet for at
være de bedste.
Med dette blev det, således som han havde sagt, thi selv byzantinske
stormænd kan stundom holde ord. Jeg fik et godt skib og slap bort sammen
med min søn, fra de farer, der truede ham i paladset. Kort efter drog vi med
flåden vesterud, til landet Apulien, hvor vi kæmepde med Muhammeds
tjenere, både med dem fra Sicilien og de lande, der lå længere borte. Dér
var vi i lang tid; og meget hændte, som det ville blive for langvarigt at
fortælle. Min søn voksede sig smuk og stærk; jeg anbragte ham blandt
bueskytterne på mit skib; han befandt sig vel på havet, og dér havde vi det
bedst. Men i land var han uforstandig med kvinder, således som unge mænd
er, og stundom blev vi uenige om dette. Når vi lå i kejserens havne, i Bari
og Tarentum, i det apuliske land, eller i Modon og Nepanto, hvor de store
skibsværfter er, og hvor soldene betales ud, var der rigeligt med kvinder at
vælge imellem; thi dér, hvor søfarere holder til, med bytte og sold, samles
kvinderne gerne. Men på disse steder var der også kejserlige høvedsmænd,
kaldet strateger, og øverstbefalende for flåden med sølvstøvler og
højtstående embedsmænd, kaldet sekretiker og logotheter, der tog sig af
sold og skattevæsen og andet. De havde deres hustruer med sig, spæde
kvinder med duerøst og hvide hænder; malede omkring øjnene og fulde af
djævelskab, og disse var ikke for søfolk, hvad jeg ofte sagde til Halvdan.
 Men han hørte kun lidet efter det, jeg sagde om disse ting. Det var hans
skæbne, at kvinder gerne forså sig på ham; og selv syntes han, at kun de
bedste var gode nok til den, der havde bedrevet elskov med kejserens datter.
Nu er de byzantinske kvinder ildfulde af naturen og hurtigt rede til at
bedrage deres mænd, når lysten kommer over dem. Men deres mænd syntes
ilde om dette; og de fornemme lader ofte de unge mænd, de mistænker,
dræbe; og stundom deres hustruer sammen med dem, for at de kan gifte sig
igen og håbe på bedre held. Mit råd til Halvdan var, at han altid skulle lade
gifte kvinder være i fred og holde sig til, hvad der ellers fandtes. Hvis han
havde lyttet til mig, ville der ikke være sket noget af det, der skete. Han
ville ikke have været død nu, og jeg heller ikke have været sådan, som I nu
ser mig. Og jeg ville intet have haft at fortælle om skatmesteren Theofilus
og det bulgarske guld. Og det ville have været bedre på den måde.
Det var dog ikke for kvindens skyld, han blev dræbt, men for guldets.
Men kvinden skilte os fra hinanden, han og mig, og deraf fulgte så det
andet.
Nu kom den tid, da Protospatharius Zakarias Lakenodrako spyttede
nadverbrødet i ansigtet på sin uven, archimandritten Sophron, der for længst
havde genvundet kejserens gunst; og samtidig råbte han så højt, at alle
hoffolkene kunne høre det, at archimandritten havde kommet gift i hans
brød. Af denne årsag blev archimandritten pisket og spærret inde i et fjernt
kloster; men Protospatharius Zakarias blev afsat fra sit embede og fik ørene
klippede, på grund af den ringeagt han havde vist for Kristus. Thi det blev
holdt for det rette, at den fromme skulle fortære Kristi legeme med
fortrøstning, når han vel havde fået det i munden, selv om han følte, at der
var kommet gift deri. Da denne nyhed nåede os fra Miklagård, lo jeg højt.
Thi det syntes mig uvist, hvilken af disse to mænd der var den værste; og
dog havde de nu gjort den gode gerning at få ørene klippede på hinanden.
Men Zakarias havde en søn, der hed Theofilus. Han var allerede tredive
år og havde et embede ved hoffet. Da nu faderen fik ørene klippet og blev
fordrevet, gik sønnen til de to kejsere og kastede sig næsegrus for deres
fødder. Han sagde, at faderens synd i sandhed var alvorlig og straffen så
mild, at han kom til at græde, når han tænkte på den; og han priste de to
kejseres godhed med en sådan iver, at kejser Basilius kort efter gjorde ham
til skatmester for flåden. Derefter var det ham, der havde at gøre med
enhver deling af bytte og alle udbetalinger af sold.
 Vi kom til Modon med den røde flåde for at kølhales og få vor sold; på
det tidspunkt var Theofilus dér, og han havde sin hustru med sig. Jeg så
hende aldrig nogen sinde, men mir søn så hende snart og hun ham. Det var i
kirken, de så hinanden første gang; og skønt han kun var en ung bueskyttt
og hun en fornem kvinde, mødtes de snart i hemmelighed og havde deres
fornøjelse af hinanden. Om dette vidste jeg intet, før han kom til mig og
sagde, at han nu var blevel træt af søen, og at han kunne få en bedre stilling
i skatmesterens følge. Kvinden havde sørget for, at skatmesterer fik at vide,
at Halvdan var søn af en mand, der engang havde hjulpet hans fader med at
hævne sig på archimandritten. Og nu stod han ikke blot højt i kvindens
gunst, mei også i hans.
Da jeg fik alt dette at vide, sagde jeg til ham, at han lige så godt kunne
jage sværdet i sit bryst med det samme som at gøre det, han havde i sinde.
Og jeg sagde også, at det va urigtigt af ham at lade mig være frændeløs på
grund af er kvinde med malede øjne. Men han blev ved sit og ville ikke
høre på forstandig tale. Kvinden, sagde han, var som en ilds lue og mageløs
i alt, og hende kunne han aldrig forlade Desuden ville han nå anseelse og
rigdom i skatmesteren tjeneste og slippe for at være en fattig bueskytte. Og
der va: ingen fare for, at han skulle forråde sig og blive dræbt; thi han bad
mig betænke, at han var halvt byzantiner og derfor kunne forstå mange ting,
både med hensyn til kvinder og andet, bedre end jeg. Ved at høre dette blev
jeg grebet a vrede og forbandede hans moder; og dermed skiltes vi.
Dette var en stor sorg for mig. Men jeg tænkte, at nå kvinden var blevet
træt af ham eller han af hende, ville han komme tilbage; og så, tænkte jeg,
skal han følge med mig hjem, når min tjeneste er forbi, og tage sig en hustru
dér og snart glemme sit byzantinske blod.
Nu gik tiden, og kejser Basilius, der er den største blandt alle de
hærmænd, som har siddet i Miklagård, begyndte atter krig mod bulgarerne.
Disse er gode krigere og store røvere, der plager deres naboer meget, så at
mange kejsere har haft bryderier med dem; og nu havde kejser Basilius
svoret den ed, at han ville knuse deres rige og overvinde dem helt og hænge
deres konge op i jernkæder, i sin byport. Han drog ind i deres rige med en
stor hær, og på hans bud sejlede den røde flåde op i Sortehavet for at hærge
deres kyster.
Men tolv af de bedste skibe blev taget ud til et særligt formål, og blandt
dem var mit. Vi bragte mandskab fra hæren om bord, så meget skibene
kunne rumme og sejlede nord på langs kysten, lige til mundingen af floden
Donau, som er den største af alle floder. Anføreren for de tolv skibe hed
Bardas; han var på det største skib, og jeg fik at vide, da vi roede op ad
floden, side om side i tre rækker, at flådens skatmester var om bord hos
ham. Jeg glædede mig over dette og håbede at få min søn at se igen, hvis
han endnu var i live. Men ingen kunne sige, hvorfor skatmesteren fulgte
med os.
Vi hørte, at der blev blæst i stridslurer og nåede op til en fæstning, som
bulgarerne havde bygget; den lå bag jordvolde og pæleværk på en høj, ikke
langt fra floden. Der var sump og ødemark rundt omkring, og intet andet at
se end siv og fugle. Vi var alle forbavsede over, at kejseren havde sendt os
til dette sted. Men her blev soldaterne sat i land for at storme fæstningen
sammen med de bueskytter, der hørte til skibene. Bulgarerne kæmpede
tappert på voldene, og først andendagen havde vi overtaget. Jeg fik en pil
gennem armen og gik tilbage til mit skib, hvor man trak pilen ud og plejede
mit sår, og da natten kom, sad jeg på dækket og så fæstningen brænde og
skatmesterens folk komme tilbage med fanger, der bar tunge byrder. Det
skib, hvor Bardas og skatmesteren var om bord, lå længst nede og nærmest
ved fæstningen; derpå kom tvende skibe; dernæst mit og dernæst de øvrige,
i en lang række op ad floden. Lidt efter mørkets frembrud lød der larm og
tummel på et af de nederste skibe, og fra andre skibe råbte man, hvad der
var på færde; jeg troede, det var folk, der havde plyndret, som Bardas lod
piske. Alt blev dog snart stille og roligt igen, bortset fra nogle hylende ulve,
der vejrede føde, og jeg sad søvnløs på dækket, fordi det smertede i min
arm.
Så kom der en mand svømmende langs skibet. Jeg kunne høre ham i
vandet, men ikke se noget. Jeg tog et spyd og spurgte hvem det var, thi
bulgarere kan finde på så meget; men jeg blev glad for svaret, thi det var
min søns stemme. Da jeg havde fået ham om bord, sad han og pustede. Jeg
sagde: Det er godt at se dig igen; mit håb var ikke stort. Han svarede med
lav stemme: Bardas er blevet dræbt om bord på skibet og mange med ham.
Skatmesteren og hans fader flygter med guldet. Der er mere guld, end
nogen før har set. Vi må efter dem og tage det. Har du bueskytterne om
bord?
Jeg gav ham noget at drikke, så han atter kunne trække vejret roligt, og
svarede, at der var hen ved femten bueskytter om bord, og at de øvrige
stadig var i land. Men jeg ville vide mere om dette guld, thi derom havde
jeg intet hørt.
 Han var ivrig og sagde: Guldet var den bulgarske konges; han holdt det
skjult her. Kejseren fik dette at vide og sendte os herhen sammen med
skatmesteren, som han stolede på. Jeg så guldet, da det blev båret om bord
og hjalp med til at forsyne det med kejserens segl. Men skatmesteren har
båret nag til kejseren, lige siden den forsmædelse overgik hans fader; han
har ham med sig, og de har planlagt det hele i fællesskab. Alle i hans følge
var blevet overtalt, og da mørket faldt på, blev Bardas dræbt og
høvedsmændene med ham, og de bueskytter, som befandt sig dér. Det gik
let, thi de vidste ingenting. Men jeg tænkte: For en stund siden var guldet
kejserens, og ikke andre end ugerningsmænd kunne røre det. Nu er det
skatmesterens. Hvis ejendom bliver det, om det tages fra ham? Således
tænkte jeg; og jeg lod mig falde i vandet, da ingen så det, og svømmede
herhen. De tror jeg er blevet dræbt og gået til bunds. Og svar mig nu på
dette: Hvis ejendom bliver guldet, om det tages fra dem?
Jeg tænkte: Så var det derfor, skatmesteren lagde sit skit nederst af alle,
så de lettest kunne slippe bort i mørket. Og hvis de allerede er kommet af
sted, så bliver guldet dens, der kan tage det og beholde det; sådan er det
altid på søen. Så driver de nu først ned ad strømmen uden støj og griber til
årerne, når ingen kan høre dem. Senere, når det begynder at lysne, sætter de
sejl, og med denne vind kan de i løbet af kort tid være langt til havs. Det
ville være godt at vide, hvor de agter sig hen. Der er meget at tænke over i
denne sag, og jeg vil intet gøre, før jeg ved, hvad der er bedst.
Halvdan sagde: Skatmesteren fortalte mig i fortrolighed, at vi skulle
flygte til Tmutorokan hinsides Krim og dele skatten dér og siden gå til
kazarerne og være i sikkerhed hos dem; derfra kunne enhver drage, hvorhen
han ville. Sådan sagde han også til de andre. Derfor er det sikkert, at han
ikke agter sig derhen. Men lige inden vi drog ud på denne færd, hørte jeg
ham sidde og mumle sammen med sin fader, engang da der var kommet
nyheder. Så hørte jeg den gamle sige, at det var en god ting for dem, at
storfyrsten af Kiev atter var begyndt at avle børn med friller, og ikke
længere holdt sin høje gemalinde, kejserens søster, i ære, så venskabet
mellem kejseren og ham var begyndt at kølnes. Således hørte jeg ham sige;
og derfor tror jeg nu, at det er Kiev, der er deres mål.
Jeg sagde: Halvdan, din forstand er god, og jeg tror, du har gættet rigtigt
i dette. Og hvis de går til Kiev, så går de i den retning, der er bedst for os og
hjælper os med at fragte guldet et stykke vej hjemad. Hvis vi får dem så
langt, så finder vi gode mænd i Kiev, som vi kan tage til hjælp imod dem,
hvis det skulle behøves. Det har intet hastværk for os, thi vi kan ikke følge
dem over havet inden for synsvidde; så ville de blive forskrækkede og
måske dreje af i en anden retning. Men lidt før daggry skal vi se at komme
herfra uden støj; så sover selv de bedste skibsvagter. Jeg har sørget over, at
du forlod mig, Halvdan, men det var måske det bedste, der skete, og dette
ser ud til at blive til stor lykke for os begge.
Således sagde jeg dengang og vidste ikke bedre. Men man kender ingen
gud, der synes om at høre mennesker prise deres lykke på forhånd.
Jeg spurgte ham ud om den kvinde, der havde lokket ham. Han svarede,
at skatmesteren var blevet træt af hende og havde ladet hende spærre inde i
et kloster, eftersom hun havde fået den vane at slå igen, når han tugtede
hende; – og da jeg selv opdagede, sagde Halvdan, at hun også forlystede sig
med andre unge mænd, blev jeg ligeledes træt af hende.
Dette syntes jeg var godt, og jeg lovede ham langt bedre kvinder, når vi
vel var nået hjem med guldet.
Vi lettede anker, da timen var inde, og svingede ud i strømmen med
optrukne årer, og mens roerne endnu sov ved deres bænke; og dernæst gled
vi ned ad floden uden at blive råbt an. Da skibsfolkene og bueskytterne
vågnede, lod jeg dem forsyne med bedre føde end ellers og rigeligere med
drikkevarer; og jeg lod dem vide, at vi skulle jage nogle tyve, der var flygtet
med kejserens bytte. Mere end det sagde jeg ikke til dem. Jeg havde ikke i
sinde at handle æreløst og stjæle skib og folk fra kejseren; jeg ville blot
have dem til låns, indtil jeg havde udrettet mit ærinde. Jeg syntes, jeg havde
ret dertil, thi han skyldte mig et ars sold.
Vi kom ud af floden og sejlede over havet i uvished; mer da vi havde
fundet Dnjeprs munding, så vi nogle fiskere dér og fik at vide, at et af
kejserens røde skibe forleden dag var gået op ad floden. Mit skib var
mindre end skatmesterens, men jeg nærede ingen ængstelse; thi jeg havde
leghiske og kazariske bueskytter om bord, gode mænd i strid, og har havde
kun mændene fra sit eget følge.
Vi måtte ro strengt og med korte hvilepauser, men jeg gav roerne et
dobbelt mål vin, når de begyndte at jamre sig. Jeg tænkte, at skatmesteren
med sit tunge skib måtte have det værre. Der var ingen hesteflokke at se på
strandbredderne og ingen patzinaker, og det glædede vi os over; thi når
patzinakeme ligger på plyndringstogt eller græsser deres hjorder i disse
egne, regner de floden som deres, med alt det, der færdes på den, og. så kan
ingen flod-farer koge sin føde i land. De er de mest hovmodige af alle
mennesker og de største røvere, og selve kejseren betaler dem ventepenge
hvert år.
Den fjerde dag kom trende mænd drivende ned ad floden Man kunne se
af mærkerne på deres ryg, at det var nogle af skatmesterens roere, der var
blevet trætte. Jeg holdt dette for et godt tegn og håbede nu at nå ham ved
vandfaldene. Næste dag kom der atter nogle døde mænd, men de hørte ikke
til skatmesterens folk. Derpå fandt vi hans skib; det var strandet på et næs
og tomt. Jeg forstod, at han havde mødt et flodskib og taget det for at
komme hurtigere frem og slippe lettere op over slæbestedet. Thi et
krigsskib med køl er vanskeligt at trække på ruller.
Ved aftenstid, den ottende dag, hørte vi vandfaldene og nåede
slæbestedet. Der var intet at se, med undtagelse af tvende roere, der var
blevet ladt tilbage på grund af deres svaghed. Da de havde fået vin,
kvikkede de op og sagde, at skatmesteren netop i dag havde fået sit nye skib
på ruller. Men der havde hverken været heste eller okser at få til leje, thi
stranden lå mennesketom hen, og de havde derfor kun haft roerne til at
trække skibet, og de var alle trætte. Derfor kunne de ikke være nået langt.
Halvdan og jeg følte stor glæde, da vi hørte dette. Vi tog bueskytterne
med os og gik op langs slæbesporet. Mellem andet og tredje fald fik vi øje
på dem. Så trak vi os længere bort fra floden og gik hurtigt frem, bag om
patzinakernes høvdingegrav med hovedskallerne, som ligger dér på en høj,
og ventede ved den med buerne rede, indtil de kom i nærheden af os. Jeg så
skatmesteren og hans fader gå ved siden af skibet i fuld rustning og med
sværd i hånden. Fire bueskytter skulle sigte på dem; de andre på de mænd,
der bevogtede folkene, som trak.
Buerne klang, og mænd faldt, og vi greb nu alle efter sværdene og
udstødte hærråb og løb frem. Roerne ved rebene rev sig løs og flygtede, og
alt blev forvirring; men skatmesteren og hans fader faldt ikke, thi djævelen
og deres panser beskyttede dem godt. Protospatharius Zakarias, der var
blevet strejfet af pilene, flygtede først af alle med lange ynglingeskridt. Men
det var især skatmesteren jeg holdt øje med. Jeg så, hvordan han vendte sig
forbavset om, helt hvid i ansigtet oven over sit sorte skæg, da pile og råb
nåede ham. Han fik nogle mænd samlede omkring sig og brølede med
mægtig røst, thi det må have været hårdt for ham at miste så meget guld.
Det havde været vel, om han var blevet stående, indtil jeg nåede ham.
Halvdan og jeg og mesteren for bueskytterne, en leghisk mand, der hed
Abchar, nåede først derhen og kæmpede med mændene, som havde stillet
sig op foran skatmesteren. Jeg så ham vise tænder, da han genkendte
Halvdan; men vi kunne ikke nå ham, thi hans mænd kæmpede tappert,
skønt han holdt sig bag ved dem. Nu nåede bueskytterne frem, og
skatmesterens mænd blev trængt sammen imod skibet, men da vi havde
fældet dem, vi havde imod os, var han selv borte og nogle af hans mænd
med ham.
Tusmørket var nu ved at falde, og jeg var i stor tvivlrådighed: hvorledes
skulle jeg bedst forholde mig? Mesteren for bueskytterne var en mand, der
altid gjorde, hvad han fik besked om, uden at spørge; jeg befalede nu, at han
skulle tage sine mænd og forfølge de flygtende op ad floden, så hurtigt han
kunne og ufortrødent blive ved, indtil mørket kom. Jeg sagde til ham, at
kejseren havde sat en pris af hundrede sølvmønter på skatmesterens hoved
og lige så meget på den gamles, og alt dette skulle betales til den, der kom
til mig med deres hoveder. Han skyndte sig af sted med sine mænd, og jeg
og Halvdan var nu alene og gik op på skibet. Skatten lå gemt i skibsrummet
bag sække og fade; det var fire små kister og syv lædersække, alle med
kejserens segl. Men det eneste, jeg følte ved synet af denne rigdom, var
ængstelse og stor bekymring. Thi hvad vi nu skulle gøre, og hvorledes vi
skulle få denne skat hjem uden at røbe noget for andre, det var svært at
regne ud. Halvdan sagde: Inden bueskytterne kommer tilbage, må vi
gemme skatten. Jeg sagde: Hvor finder vi et gemmested til så meget? Han
sagde: Måske i floden. Du har ret, sagde jeg; bliv her og hold vagt, så skal
jeg se efter.
Jeg gik hen til floden, og dér fandt jeg det sted, som jeg har sagt og
skummende vand løb hen over det. Vi hjalp hinanden med at bære skatten
derhen og skjulte den vel; men da jeg havde tænkt mig meget om, lod jeg to
sække sølv blive ved skibet.
Abchar og hans mænd kom nu tilbage. De havde tre hoveder med, men
ikke de hoveder, jeg helst ville have set. Vi spiste og drak i fællesskab af
det, der var på skibet. Dernæst sagde jeg til ham: Her ser du, Abchar, tvende
sække med kejserens segl. Dette er den skat, som skatmesteren Theofilus og
hans fader har stjålet fra kejseren. Jeg ved ikke, om det er sølv eller guld,
thi kejserens segl må ingen røre. Nu er vi ilde stedt, thi denne skat må
hurtigt bringes i sikkerhed til kejseren. Men han har befalet mig, at jeg ikke
må vende tilbage uden skatmesterens hoved. Derfor må vi nu gøre det, der
er bedst. Jeg og min søn vil nu drage op ad floden for at lede efter
skatmesteren, lige indtil Kiev; og tvende af dine mænd, som er villige dertil,
skal gå med os. Men du og de andre skal vende tilbage til vort skib med
skatten og sige til styrmanden, at han skal sejle til Miklagård. Så må vi
andre klare os hjem, som vi nu kan, når vi har udrettet vort ærinde.
Således sagde jeg; og Abchar nikkede og prøvede sækkenes vægt ved at
løfte på dem. Han talte med sine mænd, og tvende kazarer var villige til at
gå med os. Abchar og de andre brød op med sølvsækkene, og jeg var
tilfreds med, at alt hidtil var gået vel. Jeg beholdt de to bueskytter for at
have dem til hjælp, når vi drog op ad floden for at finde en båd. Thi man
kunne vente at møde røvere dér, og måske også skatmesteren, når han
havde sundet sig lidt. Jeg troede, at han stadig var på flugt, men deri tog jeg
fejl.
Vi var trætte, og denne nat holdt jeg først selv vagt; derpå satte jeg den
ene af kazareme til det; men han må være faldet i søvn, for at ulykken
skulle ske. Thi denne nat, da vi alle sov ved skatmesterens skib, faldt han
over os sammen med sin fader og fire mænd, som han havde tilbage. Jeg
vågnede ved en raslende lyd af sten, da nogen snublede, og kom på benene,
med sværdet parat. To mænd løb frem imod mig; men i måneskinnet så jeg
skatmesteren fælde den ene af kazarerne og styrte frem mod Halvdan med
løftet sværd. Halvdan må have sovet tungt og nåede knap nok at få sit sværd
frem; og jeg ville have givet mit liv og alt guldet, hvis jeg havde kunnet nå
derhen i tide. De mænd, jeg havde imod mig, faldt døde om, uden at jeg
tænkte på det; men da jeg nåede skatmesteren, lå Halvdan allerede dér på
jorden, dødeligt såret. Jeg huggede med begge hænder, og det var mit sidste
hug og det bedste. Det skar gennem hjelm og panserhue og kløvede hans
hovedskal så langt ned, at jeg så tænderne falde ud af hans mund. Men da
døden allerede sled i ham, fik jeg hans sværd i mit øje. Jeg faldt til jorden
og følte, at jeg skulle dø. Og det gjorde mig ikke noget, thi jeg tænkte:
Halvdan er død, og jeg har hævnet ham, og nu er alt forbi.
Nu er jeg træt af dette og har sagt alt. Det næste, jeg husker, er, at jeg la
bundet, og at Protospatharius Zakarias sad ved siden af mig og lo med en
latter, der ikke var et menneskes. Han sagde mig, hvorledes jeg skulle
lemlæstes og skræppede en masse af sig om guldet. Jeg spyttede på ham og
bad ham vise mig sine ører. Han havde en mand tilbage, og de huggede
hånden af mig og havde hed olie fra skibet parat til at dyppe stumpen i, for
at jeg ikke skulle dø for hurtigt. Men han lovede mig, at jeg skulle få en
hastig død, hvis jeg sagde, hvor guldet var. Det undte jeg ham ikke, og jeg
følte ingen smerte, thi jeg var død i min sjæl. Jeg sagde ham, at guldet var
på vej til kejseren, og han troede, hvad jeg sagde. Vi talte ikke mere med
hinanden.
Det næste, jeg ved, er, at der lød skrig, og en mand jamrede og begyndte
at hoste og blev så tavs. Bagefter lå jeg i en båd, der blev slæbt hen ad
jorden. Jeg fik noget at drikke og vidste ingenting. Lidt efter flød båden på
vandet; og for det meste var jeg som død. Den, der roede, talte meget, og
jeg forstod en del af det. Det var den anden kazar. Han sang og fløjtede og
var glad. Han var flygtet, da overfaldet skete, og var løbet hele vejen tilbage
til mit skib, men det var borte. Han var vendt tilbage og havde listet sig tæt
ind på de to, der syslede med mig; dem havde han dræbt med pile. Hvorfor
han gjorde sig ulejlighed med det, der var tilbage af mig, kan ingen vide;
han må have været en god mand, som kazarer ofte er det. To fattige mænd
var kommet derover fra den anden strandbred for at plyndre de døde. Dem
havde han givet skatmesterens skib med alt, hvad der var om bord, mod at
de gav ham deres båd og hjalp ham – og mig – forbi slæbestedet. Det gjorde
de, og om dette ved jeg kun, hvad han fortalte.
Han lo meget og priste sin lykke, thi han havde fundet både sølv og guld
i store mængder hos skatmesteren og hans fader, da de lå døde på jorden; og
de rustninger og våben, han havde taget fra dem, var af ypperste sort. Også
på de andre havde han fundet mønter og smykker; og en smuk guldring på
min søn. Han ville nu købe sig heste i Kiev og en kvinde eller to og vende
tilbage til sit folk som en rig mand i panser. Han plejede mig, så godt han
kunne, mens han fortalte mig alt dette, og jeg ville vælte mig ud af båden og
drukne mig, men min svaghed var for stor.
Han vidste, at det var til Kiev, jeg agtede mig, og da vi nåede dertil,
afleverede han mig hos nogle munke. Jeg ville belønne ham med sølv, thi
jeg havde stadig mit bælte i behold, men han ville intet tage imod. Han
havde nok, sagde han; og nu stod han sig vel med Gud på grund af det, han
havde gjort for mig.
Nu blev jeg hos munkene, og de plejede mig; og til sidst fik jeg det bedre
og begyndte atter at tænke på guldet. Der kom mænd hjemmefra til
munkene, og de spurgte mig ud; de forstod, at jeg ville hjem, og fik at vide,
at jeg kunne betale. Så kom jeg op ad floden, og den ene overgav mig til
den anden, indtil jeg kom på goternes skib, hvor vi mødtes.
Og det var hele tiden tungt for mig at tænke på, at jeg intet ville kunne
sige om det bulgarske guld, selv om jeg nåede hjem til frænder. Men ved
hjælp af din klogskab, præst, er det nu altsammen blevet sagt, og jeg kan nu
dø med større tilfredshed.
Men Orm skal gøre med guldet, som han finder bedst. Det er en stor
skat, der slår godt til for mange; og ingen kan sige, hvor meget alt det guld
er værd, eller hvor meget blod, der er blevet udgydt for dets skyld. Det
ligger dér, hvor jeg har sagt, og det vil ikke være svært at finde for den, der
ved det. Og der er endnu et mærke tæt ved det sted, hvor guldet ligger; og
det er benene, som kragerne har pillet rene, benene af skatmesteren
Theofilus og Protospatharius Zakarias – må deres sjæle til evig tid flakke
hjemløse om ved floden – og af min søn Halvdan. Må Gud hjælpe ham!
 Fjerde kapitel

HVORDAN DE LAGDE RÅD OP OM

AT HENTE GULDET
Orm sendte en mand med bud til Toke, så snart han havde hørt om guldet.
– Sig ham dette, sagde han, at der er tale om en udfærd efter en stor skat
østerude, og at han er den, jeg helst vil rådslå med om dette. Og det er vel,
hvis han vil skynde sig at komme.
Toke behøvede ikke at nødes, og inden Are og præsten havde fået deres
beretning færdig, kom han til Gröning, ivrig efter at høre mere om, hvad det
var man. forberedte. Så snart han var blevet budt velkommen og havde fået
øl, sagde han:

Bud blev bragt

om buget sejl,
årers knirk
og guld i Øster.
Lang vej snapt
en lugt mig lokked’:
havskums salt
og køles tjære.

Men Orm var betænkelig og svarede:

To snese år
og kloge tanker
hidser knapt
til uvis udfærd.
Ej i hast
af hærmænd hentes
fjerne guld
i Gardarige.
– Men skatten er overmåde stor, tilføjede han, og jeg har aldrig været i så
stor vildrede. Ylva vil ikke råde mig. Hun siger, at jeg selv skal bestemme i
denne sag, og det er ikke hver dag, hun siger sådan. Derfor har jeg kaldt dig
hid, til hjælp. Olof Sommarfågel, der selv har været i Østerled, er her, og
hans klogskab er stor. Men tre er bedre end to ved en så vigtig rådslagning.
Toke fik nu alt at vide om Ares skæbne og om det bulgarske guld; Orm
nævnede blot intet om det sted, hvor guldet var gemt.
– Den viden holder jeg for mig selv, til vi er dér, sagde han. Thi guld kan
volde megen ulykke; og hvis det blev kendt i forvejen, hvor skatten ligger,
kunne det komme for andres øren, og nogen kunne nå stedet før mig. Hvis
nu dette guld skal hentes, så skal det hentes af mig selv; thi det er en arv til
mig fra Are, der regner sig som død. Men jeg skal dele med dem, der
hjælper mig med dette, uden gerrighed, hvis færden bliver til noget. Jeg har
haft det ilde, lige siden jeg hørte om dette guld, og stundom kan jeg knap
sove på grund af alle de tvivlrådige tanker. Min største bekymring er denne:
at det bliver længe at være hjemmefra, og jeg vil være urolig for gård og
folk hele tiden. Og en anden bekymring er denne: at der må ofres mange
penge på et godt skib til denne færd og på hyre til skibsfolk. Og hvis jeg så
til sidst bliver narret for skatten, fordi nogen allerede har fundet den, så er
meget spildt til ingen nytte.
Toke sagde uden tøven, at han var beredt til færden.
– Og det er mit gode råd til dig, Orm, at du skal drage af sted, sagde han.
Ellers kommer du til at gå her og tænke på dette guld, indtil du hverken kan
spise eller sove og aldrig føle dig vel til mode. Og det kan godt være, at du
ville gruble og græmme dig, indtil du gik fra forstanden. Det er din skæbne
at hente guldet, det må du forstå; og jeg har hørt om værre ting. Det bliver
en lang rejse, det er sandt, men det er rimeligt, at du skal have besvær for en
sådan skat. Jeg for min del har det således, at skindhandelen er dårlig, og
min kvinde med barn. Derfor kan jeg følge med uden bekymringer.
– Også Rapp rådede mig til at rejse, sagde Orm, men det var, da han
troede, han selv skulle med. Men da jeg sagde til ham, at han måtte blive
tilbage for at se til gård og folk, besindede han sig og rådede mig til at
glemme guldet og blive hjemme. Fader Willibald råder mig på sin måde:
han siger, at jeg allerede er rig nok og desuden gammel nok til at tænke
mere på himmelske skatte end på jordiske. Men jeg har svært ved at tænke
som han i denne sag.
 – Dér tager præsten fejl, sagde Toke, hvor viis han end kan være i mange
ting. Thi det er således med mennesket, at det tænker mere på gods eller
guld, når det begynder at blive ældre. Således var det med kong Harald, det
siger min kvinde; og han var den viiseste af alle mennesker, skønt det er
sandt, at han engang blev narret af mig. Og selv gribes jeg for hvert år, der
går, af en stadig større harme mod de gotiske købmænd ved Kalmarna, selv
når de ikke betaler mindre for mine skind end før.
– Der er også andet, som årene fører med. sig, sagde Orm; og det kan
være uvist, om jeg nu ville stå mig lige så godt som før på en langfærd.
– Jeg er ældre end du, sagde Toke, og mig tynger årene ikke. Og det er
ikke længe siden, det rygtedes, at du havde dræbt tvende bersærker med et
kosteskaft. Det må i sandhed kaldes en rask dåd, og det synes mig at vidne
om, at ungdommen stadig sidder i dig, skønt du ikke selv vil tro det. Det var
din datter, Ludmilla, de rendte efter, har jeg hørt; hun må blive misundt af
kvinder og få mange mandfolk omkring sig efter dette. Men nu vil jeg vide,
hvad du, Olof, råder til i denne sag.
– Vi har talt meget om dette, Orm og jeg, sagde Olof betænkeligt; og jeg
har været lige så tvivlrådig som han og har ikke kunnet råde ham. Jeg er
den, der bedst ved, hvor lang denne rejse er, og hvilke farer den kan rumme;
men med et skib, fyldt af gode folk, kan meget prøves. Orm vil have mig
med på færden, hvis den bliver til noget, men det volder mig visse
vanskeligheder at gøre dette. Og dog er det sandt, at jeg kunne blive til god
nytte, thi jeg kender hele Miklagårds-vejen og den store flod og dens farer.
Men nu er jeg omsider nået til en afgørelse, og mit råd er dette: Du skal
hente guldet, Orm, og jeg skal følge med dig på færden mod, at du giver
mig din datter Ludmilla til hustru.
Orm så på ham med forbavselse.
– Hvad sagde jeg? sagde Toke leende. Her er den første i flokken.
– Du har jo allerede en hustru, sagde Orm.
– Jeg har to, sagde Olof, thi således er høvdinges skik hos os. Men dem
skal jeg jage bort, hvis jeg får din datter.
– Ringere svigersøn kunne jeg få, sagde Orm eftertænksomt, og det
kunne være vel at få hende gift, inden flere bersærker kommer og hyler
omkring hende. Men dette er en stor sag, som man bør tænke over. Har du
talt med mine kvinder om dette?
 – Det ville være ilde gjort, om jeg havde talt med dem, inden jeg havde
hørt mig for hos dig. Men jeg tror, at Ylva ikke vil stå imod mig i dette.
Hun ved lige så vel som du, at jeg er den rigeste høvding i hele Finnveden,
med syv snese køer, og kvier dertil; og så er jeg af den ældste æt.
– Min egen æt siger jeg intet om, skønt det kan være, at den er bedre end
de fleste, sagde Orm; thi jeg har Vidfadme i min slægt, og det er efter ham
min yngste søn bærer sit navn. Men pigen er datterdatter af kong Harald,
det må du betænke, så magen til giftermål finder du næppe, selv om du
leder flittigt i hele Småland. Det er derfor min tanke, at du må jage de
hustruer, du nu har, længere bort end til bryggers eller bagers, hvis du vil
have min datter; og hun vil forliges dårligt med dig, hvis du ikke derefter
holder dig til hende alene.
– Den ære er hun værd, sagde Olof; og jeg har allerede kunnet mærke, at
det bliver skralt med husfreden, når man har mere end én. Men nu er det en
stor glæde for mig, at du ikke er imod mig i dette, og derfor siger jeg dig
tak.
– Tak mig ikke for tidligt, sagde Orm. Først må vi høre, hvad Ylva siger
om dette. Det er mig selv, der bestemmer, men den kloge lader altid sin
hustru have et ord med i sådanne ting.
Ylva blev kaldt ind til rådslagningen; og da hun hørte, hvad der var på
tale, sagde hun, at dette ikke kom helt uventet for hende.
– Og en sådan frier bør ikke vises bort, sagde hun. Thi du, Olof, er både
rig og af god æt, så det ikke ville være let at finde din lige i disse egne.
Dertil er du en mand med forstand, og det har altid syntes mig at være
meget værd. Det er sandt, at hvis du havde været endnu klogere, end du er,
ville du have ønske dig Oddny, der er mild og føjelig og lige så velskabt
som søsteren; men en mand gør det så godt, han kan i sådanne ting, og
bedre kan han ikke gøre. For mig er det vel, at du vælger Ludmilla, thi hun
er ustyrlig og svær at tumle. Men den slags kan bedre sig, når hun har fået
en mand.
– Sådan er det, sagde Toke. Der er intet ondt at sige om pigen. Hendes
sind er ikke værre, end dit eget var, da vi så dig første gang i kongsgården,
Orm og jeg. Og alligevel blev du tæmmet ret snart, og jeg har aldrig hørt
Orm beklage sig over dig.
– Du snakker, Toke, sagde Ylva. Jeg blev ikke tæmmet. Vi, der er af
Gorms blod, kan aldrig tæmmes. Vi er, hvad vi er, over for Gud selv. Men
Orm dræbte Sigtrygg og gav mig Almansurs guldkæde, skal du betænke, og
så forstod jeg, at han hørte mig til; thi det ville ingen kunne have gjort,
undtagen han. Men kom ikke og sig, at jeg blev tæmmet.
– Det var en nyttig kæde, sagde Orm, det kan ingen nægte. Og der kan
vel også blive en sådan til Ludmilla, hvis vi får guldet hjem. Nu kan du selv
tale med hende, Olof, og hun skal regnes som din fæstmø efter dette. Og
brylluppet skal holdes, når vi er vendt hjem fra færden, hvis du kan skaffe
dine hustruer af vejen til den tid.
Olof sagde, at der var ingen vanskeligheder med sådant i Finnveden;
man skulle blot betale kvinderne hæderligt og lade dem gå. Dette kunne han
hurtigt få ordnet; og det syntes ham bedst, at brylluppet med Ludmilla fandt
sted før rejsen. Men her havde han både Orm og Ylva imod sig, og til sidst
måtte han slå sig til tåls.
Så vidt gik alting vel for Olof Sommarfågel i denne sag, selv om han
ikke havde fået det, som han ville i alt. Han blev godt modtaget hos
Ludmilla, og de havde meget at tale om. Alle kunne se, at hun var vel
tilfreds, selv om hun bagefter betroede Oddny og Ylva, at hun havde tænkt
sig, at en høvding som han ville komme med hænderne fulde af klenodier.
Hun spurgte ham, om han var vredladen, når han havde drukket, og om han
var mest munter om morgenen eller om aftenen; og hun ville have meget at
vide: hvordan de to kvinder så ud, som han ville skille sig af med for
hendes skyld; og om hans gård og køer, og hvor mange karle og piger han
havde, og hvor megen rigdom, der var i hans kister. Han gav hende en
sådan besked om alt, at hun blev tilfreds.
Men fader Willibald satte en streng mine op, da han hørte om alt dette.
Thi ingen havde tænkt på i farten, at Olof Sommarfågel var en ukristen
mand, og det fandt han var ilde. En kristen ungmø, sagde han, som han selv
havde døbt, kunne ikke udleveres til en hedning; dette giftermål kunne kun
blive til noget, hvis Olof først lod sig døbe. Om dette blev der nu en skarp
ordstrid blandt kvinderne; thi Åsa holdt med præsten, men Ylva og
Ludmilla var imod ham. Til sidst befalede Orm, at kævleriet skulle høre op;
thi nu havde de rejsen at tænke på, og det andet blev der god tid til at tale
om bagefter. Hvis Olof ville lade sig døbe til den tid, var alt vel; hvis ikke,
skulle han få pigen alligevel.
– Hun får god tid til at gøre ham kristen senere hen, hvis hun synes, at
det er umagen værd, sagde han.
 Åsa irettesatte ham skarpt for disse ord; men Orm bad hende tænke på
Are og overveje, at det var kristne folk, der havde båret sig således ad imod
ham.
Fader Willibald sad med en dyster mine og sagde, at lige siden det
tusinde år var gået, uden at dommen var kommet, var det blevet mindre
alvor med at tjene Kristus.
– Og skal det fortsætte sådan, sagde han, vil djævelen sejre til sidst, og I
bliver alle hedninge igen.
Men Orm bad ham være ved godt mod og ikke tænke så ilde om dem
alle.
– Thi jeg er tilfreds med Kristus, og det er mit håb, at han er tilfreds med
mig, sagde han, selv om jeg gifter min datter bort, således som jeg selv
finder det bedst. Og der skal meget til hjælp.
Toke sagde, at nu da de talte om dette, kunne han fortælle nyheder fra
Värend.
– I mindes vel endnu præsten Rainald, sagde han, ham, der for Kristi
skyld slog den gamle Styrkar til jorden, ved stenen. Nu er kællingen død,
som han kom i trældom hos, og han er en fri mand og højt anskrevet hos
mange. Og han er stadig præst, men ikke længere for Kristus. Ham blev han
træt af, mens han trællede hos konen; og nu forbander han alt det, der hører
ham til og holder sig i stedet for til Frej og samler sig stor rigdom med sine
kunster. Alle kvinder adlyder ham og anser ham for den ypperligste præst,
man nogen sinde har set blandt virder. Og det siges, at han har samlet sig et
følge og allerede er som en høvding for alskens landstrygere.
Fader Willibald hørte dette med forfærdelse. Herefter, sagde han,
behøvede han ikke længere at gå i forbøn for denne mand, og dette var
første gang, han havde hørt om en kristen præst, der åbenlyst havde givet
sig i djævelens vold.
Ylva mente, at han havde haft sine gode sider, og at det var skade, det
var gået ham så ilde. Men Orm lo.
– Lad nu de to, han og djævelen, forliges med hinanden i fred og ro,
sagde han. Vi har vigtigere ting at tænke på.
Han var nu ikke længere i tvivl om, at guldet skulle hentes. Det blev
bestemt, at hvis et godt skib kunne fås til købs nede ved kysten, skulle de
sejle ved midsommertid.
 – Men værst bliver det med skibsfolk, sagde Orm. Vi må have
skibskyndige mænd, men sådanne er det småt med herinde i landet, og at
hyre fremmede kan have sine skavanker med en fragt som den, vi skal
hente. Det ville måske være klogt at tage få, thi så bliver hyren mindre; men
kanhænde endnu klogere at tage mange, thi vi ved ikke, hvilke farer der
venter.
 Femte kapitel

HVORDAN DE SEJLEDE TIL

GOTERNES VI
Olof Sommarfågel drog hjem til sit for at forberede sig til færden og hyre
skibsfolk blandt mænd, han kendte i Halland; og Orm og Toke og Harald
Ormsson red ned til kysten for at søge efter et skib. De fandt et, der var til
købs ved åens munding. Ejermanden begyndte at blive gammel og ville
sælge det for at kunne skifte arv med sine døtre. Det blev synet nøje og
viste sig at være i god stand. Det var på fire og tyve par årer, og den slags
skibe regnedes blandt de anselige, men Orm syntes, at det ikke ville have
skadet, om det havde været større. Toke gav ham ret i dette.
– Thi det er store høvdinge, der skal sejle ud, sagde han, og tredive par
årer ville ikke være for meget for os.
– Ved slæbestederne, sagde Harald Ormsson, hvor det skal hales over
land, sådan som Olof Sommarfågel har sagt os, finder I måske, at det er
stort nok.
– Det er således med dig og din lykke, Orm, sagde Toke, at klogskaben
ikke blot findes hos dig selv, men også går i arv til dine børn.
– Det er ilde, når en mand bliver belært af sin søn, sagde Orm, og det
skal ikke blive vane, så længe jeg råder. Men denne gang kan jeg gå med til,
at drengen har ret. Dette bliver et hårdere slæb, end da vi trak Sankt Jakobs
klokke.
– Vi var unge mænd dengang, sagde Toke; nu er vi store høvdinge og
behøver ikke selv at røre rebene. Det er de unge, der skal ligge i selen, mens
vi går ved siden af med tommelfingeren i bæltet og forundrer os over deres
ringe styrke. Men det kan være sandt nok, at et skib som dette bliver mere
end tilstrækkeligt for deres kræfter.
Til sidst, og efter en langvarig handel, købte Orm skibet.
Der lå store gårde ved åmundingen; her købte han okser, svin og malt og
traf aftale med bønderne om øl og slagtemad og røgede sager for at få
skibet velforsynet med mad og drikke. Han blev grebet af forbavselse, da
han opdagede, hvor meget alt dette ville koste i sølv; og hans sorg blev
større, da han havde hyret et antal unge mennesker fra gårdene til et års
langfærd; og han red mismodig hjemad sammen med de andre, mens han
mumlede, at det bulgarske guld sikkert ville bringe ham fattigdom og
elendighed.
– Én ting har jeg nu lært, sagde Harald Ormsson: at man behøver meget
sølv for at vinde guld.
– Det var vel sagt af dig, sagde Toke, og fortsætter du, som du er
begyndt, bliver du lige så viis som din morfader. Der dryppede en ny
armring fra Odins ring hver onsdag, sagde de gamle; så han må have mange
nu; men hvis han ikke havde haft den første, havde han ingen. Bliv aldrig
viking, hvis du ikke har rigeligt med sølv, og heller ikke skindhandler; det
er mit råd. Blot skjalde kan vinde rigdom med to tomme hænder; men så må
de kunne gøre bedre viser end andre; og det er den skavank, der hæfter Ved
bestillingen.
På hjemvejen red de ind til Sone den Synske; thi Orm havde noget at
udrette der.
Sones gård var stor og rummelig, og den var overalt fuld af hans sønner
og deres børn. Han var selv overmåde gammel nu og meget kuldskær; han
sad ved siden af ilden og mumlede for sig selv. Orm hilste ham med
ærefrygt, og efter en stunds forløb kendte Sone ham igen og nikkede venligt
og ville høre nyheder og begyndte at tale om sit helbred. Det var mindre
godt end før, men dog ikke noget at klage over; og det var glædeligt, sagde
han, at han endnu havde sin forstand i god behold; den var stadig bedre end
andres.
En mængde af hans sønner var kommet ind for at hilse på de fremmede
og lytte til dem; det var kraftige mænd i alle aldre. Da de hørte deres fader
tale om sin forstand, råbte de, at det blot var løs snak af den gamle; der var
nu intet tilbage af hans forstand, sagde de, end selve tungen og snakken.
Sone blev vred over dette og svang sin stok og fik dem til at tie stille.
– De taler enfoldigt, sagde han til Orm. De tror, at min forstand er blevet
brugt til at avle dem alle, og at der ikke er noget tilovers til mig. Men dette
er forkert; det mærker man let; thi det er ikke meget, der er blevet dem til
del. Men stundom er det sådan med mig, at jeg tager fejl af deres navn eller
glemmer dem helt, og det ærgrer dem sådan, at de taler ilde om mig. Men
sandheden er, at de navne ikke er noget at mindes.
 – Jeg er kommet her, både for din skyld og dine sønners, sagde Orm. Jeg
skal på langfærd østerud til Gardarige, på grund af en arv. Jeg har allerede
købt mig et skib. Det kan blive en færd, der kræver gode stridsmænd. Nu
har jeg altid hørt dine sønner prises som raske mænd, og derfor har jeg
tænkt mig, at det ville være en god ting at få nogle af dem med på færden.
Jeg giver en hæderlig betaling, og arter det sig vel, kan der blive sølv at dele
ved hjemkomsten.
Sone blev ivrig, da han hørte dette. Bedre nyhed havde han ikke fået
længe, sagde han, og han ville gerne sende en flok sønner med. De kunne
trænge til at komme ud i verden og lære, hvordan de skulle opføre sig og få
forstand. Så ville trængslen desuden blive mindre omkring ham herhjemme.
– Der er for mange for mig, nu da jeg er blevet gammel, sagde han. Tag
halvdelen af dem med dig, det bliver til gavn for os begge; men ikke af de
ældste og ikke af de yngste, tag hellere en halv snes af de mellemste. De har
aldrig været på et skib, men i strid gør de god fyldest.
Nogle af sønnerne var straks villige; andre var betænkelige, men slog
senere til. De havde hørt tale om, hvordan Orm havde dræbt de to
bersærker, og han forekom dem at være en høvding efter deres hoved. Man
rådslog nu til langt ud på aftenen, og til sidst blev det således, at elleve
bestemte sig for at tage med. De lovede at holde sig rede ved
midsommertid; så skulle Orm hente dem.
Toke syntes, at dette var en god hvervning, thi disse mænd så ud til at
kunne gøre gavn for føden. Orm selv var også tilfreds, så hans mismod var
borte, da de red videre næste morgen.
Da de nåede hjem, kom alle løbende imod dem med en sørgelig nyhed.
Are var død: hans lig var netop blevet fisket op af åen. Svarthöfde var den
eneste, der havde set, hvordan alt var gået til, og det var ikke meget, han
havde at fortælle. De havde siddet og fisket sammen, Are og han, og Are
var, som han plejede, bortset fra at han et par gange havde klappet
Svarthöfde på kinden og håret. Lidt efter rejste han sig og slog tre gange
kors for sit bryst; derpå gik han ud i vandet med raske skridt og forsvandt
på det dybeste sted. Han viste sig ikke mere, og Svarthöfde nåede ikke at
foretage sig noget. Det havde taget tid for Rapp at finde liget.
Åsa havde lagt sig til sengs på grund af dette og ville helst dø. Orm satte
sig ved siden af hende og trøstede hende, så godt han kunne. Enhver, der
havde det som Are, sagde han, ville være ked af livet; og det var ikke så
mærkeligt, at han længtes efter at slippe bort fra sin elendighed og komme
til Gud, nu da han havde fået udrettet sit ærinde med hensyn til guldet.
– Nu får han sit syn og sin hånd og sin tunge igen af Gud, det må du
tænke på; og arter det sig vel, møder han også sin søn dér. Dette er ikke
nogen ringe vinding, og enhver klog mand ville have gjort som han.
Åsa gav ham ret i dette, men fandt alligevel, at en sådan sorg var hård at
bære, og det tog tre dage, inden hun kom på benene igen. De begravede Are
ved kirken, tæt ved det sted, hvor fader Willibald havde jordet de to hellige
mænds hoveder, som Östen i Öre havde hugget af. Åsa valgte sin plads
nærmest ved Are: det ville ikke vare længe, mente hun.
Toke red nu hjem til sit for at ordne alt til rejsen, og før midsommer var
både han og Olof Sommarfågel atter på Gröning med gode mænd i deres
følge. Olof havde haft meget at gøre; han havde nu givet sine to kvinder et
rigeligt vederlag og jaget dem bort fra gården, skønt den ene havde været
uvillig og strittet hårdt imod. Nu var der således intet, der hindrede hans
ærlige giftermål med Ludmilla, og han kom atter frem med sit ønske om, at
det skulle ske. Men Orm blev ved det, han havde sagt og syntes, det var
bagvendt at tænke på bryllup før rejsen.
– Hun er fæstet til dig, sagde han, og dermed må du slå dig til tåls. En
nygift mand duer kun dårligt til at være på langfærd. Vi har nu engang aftalt
vor handel, og derved må det blive. Først henter vi guldet, og når det er
gjort, får du min datter som løn for din gode hjælp. Men det er aldrig skik at
betale først og få hjælpen bagefter.
Olof Sommarfågel var en retsindig mand i alt, og han kunne ikke
benægte, at det, Orm sagde, var rigtigt; selv havde han ikke andet at komme
med end sin heftige forelskelse i pigen, og den var sådan, at alle morede sig
over den. Hun kunne ikke komme i nærheden af ham, uden at hans stemme
forandrede sig, og han snappede voldsomt efter vejret; han sagde selv, at
noget sådant havde han aldrig været med til. Ludmilla nærede de samme
tanker som han med hensyn til, hvornår brylluppet burde holdes, men hun
kunne mærke på Orm, at ethvert forsøg på overtalelse var forgæves. Hun og
Olof blev dog snart enige om, at de ikke behøvede at gå modløse omkring,
eftersom de begge mente et og det samme.
Før de rejste bort, bestemte Orm nøje, hvorledes alt skulle være på
gården. Rapp skulle blive hjemme og se efter alt, skønt han brummede lige
til det sidste og ville med; han fik tilstrækkeligt med mænd til gårdens
drivsel og værn. Men Ylva skulle råde i alt, og intet af betydning måtte
gøres, uden at hun var blevet spurgt. Harald skulle blive hjemme, thi Orm
ville ikke udsætte sin førstefødte søn for denne færds farer, og Harald selv
viste ikke stor iver efter at drage bort; men Ulf Glade fik lov til at følge
med; og omsider også Svarthöfde, efter at han i lang tid havde plaget Orm
og Ylva med sine bønner. Ylva fældede tårer mere end én gang, både af
sorg og raseri, over Svarthöfdes store stædighed i denne sag, og hun ville
vide, hvad en trettenårig havde at gøre mellem hærmænd; men ingenting
hjalp. Han sagde, at han ville rende hjemmefra og tage ud med fremmede
skibe, hvis han ikke fik sin vilje i dette, og Ulf Glade lovede, at han ville
passe langt bedre på Svarthöfde end på sig selv. Det var ikke nødvendigt,
mente Svarthöfde, men han lovede selv at tage sig vel i vare i alt; han
agtede dog, erklærede han, at slås med de onde mænd, der stak øjnene ud på
folk; hvis heldet ville, at de mødte sådanne. Han havde nu både sværd og
spyd og følte sig allerede som stridsmand. Orm var glad for at få ham med,
skønt han ikke ville lade sig mærke med det over for Ylva.
Fader Willibald holdt en stor prædiken om dem, der vandrede ned til
skibene, og velsignede dem alle med en lang velsignelse. Toke og Olof
Sommarfågel og de hedenske mænd i deres følge var også med til denne
prædiken, og de var alle enige om, at de følte sig forunderligt styrkede af
velsignelsen. Mange af dem gik derefter hen til præsten og drog deres
sværd og bad om en velsignelse også til dem.
Ved opbrudet græd kvinderne meget, og blandt dem, der drog bort,
fandtes ligeledes nogle, som følte sig sørgmodige til sinds. Men de fleste
var glade over at komme af sted og lovede at tage gode ting med sig hjem;
og Orm følte sig vel til mode ved at ride med så prægtigt et følge.
De kom til Sone den Synske for at hente hans sønner, og disse blev snart
færdige. Den gamle sad på en bænk ved husvæggen og varmede sig i solen.
Han befalede sine sønner – de elleve, der skulle drage bort – at komme hen
til sig, en for en, thi han ønskede at sige dem farvel. Det gjorde de, og han
så opmærksomt på dem og mumlede deres navn og tog ikke fejl af en
eneste. Da den sidste havde været henne hos ham, sad han tavs og stirrede
ud for sig; derpå blev han grebet af en gysen, og han lagde hovedet tilbage
mod væggen og lukkede øjnene. Hans sønner blev urolige over dette og veg
tilbage og mumlede ængsteligt: »Nu ser han! Nu ser han!« Lidt efter åbnede
han atter øjnene og så sig omkring med et fraværende blik, som om han var
vågnet af en lang søvn. Så blev han sig selv igen og nikkede til sine sønner
og sagde, at nu kunne de rejse.
 – Hvad så du? spurgte de.
– Jer skæbne, svarede han.
– Kommer vi tilbage? spurgte de alle ivrigt.
– Syv kommer tilbage.
– Men de fire andre
– De bliver, dér hvor de bliver.
Alle elleve stimlede nu sammen om ham og bad ham bønligt sige, hvem
de fire var.
– Thi hvis fire skal dø derude, er det bedst, de bliver hjemme, så der ikke
sker dem nogen skade.
Men den gamle smilede bedrøvet.
– Nu taler I enfoldigt, som I så ofte gør, sagde han. Jeg har set
spinderskernes spind, og for fire af jer varer det kun kort tid til. Og deres
tråd forlænger ingen. Fire af jer skal dø, hvordan de end vender sig; og de
får det tidsnok at vide.
Han rystede på hovedet og så eftertænksom ud. Dernæst sagde han:
– Det er ikke til glæde for mennesket at se spinderskernes fingre, og få er
de, der ser dem. Men det syn kommer til mig, skønt jeg gerne ville slippe.
Deres ansigter har jeg dog aldrig set.
Han sad atter tavs. Dernæst kiggede han på sine sønner og nikkede.
– Gå nu! sagde han. Syv af jer kommer tilbage. Det er nok.
Sønnerne plagede ham ikke mere, thi det var, som om de blev grebet af
en slags skræk for den gamle, og således forholdt det sig også med Orm og
hele hans følge. Men da de red bort, mumlede sønnerne længe og bittert om
den gamle og hans særheder.
– Jeg ville gerne have spurgt ham om mig selv, sagde Toke, men jeg
turde ikke.
– Jeg havde samme tanke, sagde Olof Sommarfågel, men jeg turde heller
ikke.
– Det kan jo også hænde, at det blot var tom snak, sagde Orm; skønt det
er sandt nok, at også den gamle derhjemme stundom er synsk.
– Det er kun den, der ikke kender ham, som kan tro, at det er tom snak,
når dette kommer over ham, sagde en af Sones sønner, der red i nærheden
af dem. Det vil gå, som han har sagt, thi således har det altid været. Og med
dette gør han det værre for os, end han selv ved.
 – Det synes mig, at han forstår mere end de fleste, sagde Toke. Men det
må jo alligevel være en trøst for jer alle, at syv skal komme tilbage i god
behold.
– Det er sandt, svarede den anden dystert. Men hvilke syv? Nu kan vi
brødre ikke have en glad stund, før fire af os er døde.
– Så meget større må glæden vel blive til den tid, sagde Orm; og dertil
gryntede Sones sønner tvivlende.
Da de var nået ned til skibet, og efter at hestene var blevet sendt tilbage,
gik Orm straks i gang med at få dragehovedet malet; thi hvis de skulle have
ære af skibet, måtte dets dragehoved lyse rødt som blod. Alt blev nu stuvet
om bord, og hver mand fik sin plads. Til at begynde med var Orm uvillig til
at ofre en buk for god rejse; men alle var imod ham i dette, så han til sidst
måtte give efter.
– Du må være så kristen, som du vil, sagde Toke, men til søs er de gamle
skikke de rigtige; og følger du dem ikke, kan du lige så godt hoppe på
hovedet i havet dér, hvor det er dybest.
Orm havde på fornemmelsen, at der kunne være noget sandt i dette,
skønt han syntes, det var hårdt, at prisen på en buk skulle føjes til alle de
andre udlæg, som han havde haft for denne færd, inden den endnu var
begyndt.
Nu var alt færdigt; og da bukkens blod var løbet ned over boven, sejlede
de ud i smukt vejr og med god vind. Fra sine unge dage kendte Toke vejen
så langt som til Gotland, og han havde påtaget sig at føre skibet til Goternes
Vi. Længere end til Gotland vidste ingen synderlig besked; dér måtte de
hyre en styrmand til hjælp, thi sådanne var der nok af blandt goterne.
Både Orm og Toke syntes, det var godt atter at være til søs; det var, som
om mange bekymringer, der hørte landjorden til, pludselig blev taget fra
dem. Da man kunne skimte Listerlandet i det fjerne, syntes Toke, at den, der
syslede med skindhandel, visserligen kunne tynges af sorger, men at han nu
atter følte sig lige så sorgløs, som dengang han sejlede ud herfra sammen
med Krok.
– Og hvorfor jeg har holdt mig borte fra søen så længe, det er mere, end
jeg forstår, sagde han. Thi et skib med gode mænd er det bedste af alt. Det
er en god sag at sidde med trivsel i land, og det behøver ingen at skamme
sig over; men en udfærd, langt bort, med bytte i vente og denne lugt i
næsen, det er det bedste, der kan falde i menneskets lod, og helsebod for
både alder og kedsomhed. Det er mærkeligt, at vi nordboer sidder så meget
hjemme, som vi gør, skønt vi ved dette og forstår os bedre på skibe end
andre og har hele verden at plyndre i.
– Det hænger kanhænde således sammen, sagde Orm, at mange synes
bedre om at blive gamle i land end at drage ud efter den sikre helsebod mod
alderdommen, som søfarere så ofte møder.
– Jeg mærker mange slags lugte her, sagde Svarthöfde bekymret; men
ingen, der synes mig god,
– Det er fordi du er så uvant med det, og fordi du endnu ikke forstår
bedre, sagde Orm. Det kan være sandt nok, at sølugten her ikke er rigtig
sådan som vesterude; dér er havet grønnere af salt, og styrken af dets lugt
større. Men denne kan man dog ikke klage over.
Svarthöfde svarede intet til dette, thi nu greb søsygen ham. Først
skammede han sig meget, men det blev lettere for ham, da han så, at mange
af mændene fra indlandet begyndte at hænge over skibssiden. Man hørte
snart både den ene og den anden sige med bønfaldende og usikker stemme,
at skibet burde lægges ind til land, før de alle omkom.
Orm og Toke stod ved styreåren og syntes, at alt var godt.
– De må vænne sig til det, stakkels skrog, sagde Orm. Engang havde jeg
det også sådan.
– Se på Sones sønner, sagde Toke. Nu har de andet at tænke på end deres
faders spådom. Det tager sin tid for landboere at forstå, hvor godt de har det
om bord. Med denne vind kan de nu gylpe i luvart uden at ramme den
nærmeste mand i synet, og derved undgås mange stridigheder mellem
pirrelige folk. Men ingen må tro, at de føler nogen glæde over dette. God
forstand får ingen til givende på søen; vanen skal også gøre sit.
– Den kommer lidt efter lidt, sagde Orm. Hvis det nu bliver vindstille,
må de gribe til årerne, og det plejer at være en streng dyst for uvante folk i
en sø som denne. Så vil de tænke med længsel på, at de for lidt siden fik lov
til at gylpe i fred uden alt det slid.
– Det bliver bedst, vi lader Olof være opsynsmand for roningen, sagde
Toke. Dertil behøves en, der er vant til at blive adlydt.
– Adlydt kan han måske blive, sagde Orm, men hans afholdthed vil tage
skade. Det er en vanskelig bestilling, og værst når roerne er frie mænd, der
ikke bør smage piskesnærten.
 – Men det kunne alligevel opmuntre ham, sagde Toke. Han ser ud til at
have sine tanker andre steder. Og det kan jeg godt forstå.
Olof Sommarfågel var tungsindig til mode. Han havde lagt sig, tæt ved
det sted, hvor de stod; han var søvnig og sagde ikke meget. Men lidt efter
mumlede han, at han knap vidste, om det, der tyngede ham, var søsyge eller
elskovssyge, og han ville vide, om skibet lagde i land natten over. Orm og
Toke var enige om, at dette ville være uklogt, hvis vinden holdt sig, og
himlen blev ved med at være klar.
– De uvante mænd ville blive forvænte af sådant, sagde Toke, og mere
end én ville forsvinde i løbet af natten. Thi så kunne de let finde på at løbe
hjem igen, glade over at være sluppet væk fra dette. Men når vi kommer til
Gotland, har de det allerede bedre, og dér kan de få lov til at prøve at have
fast jord under fødderne igen.
Olof Sommarfågel sukkede og sagde ingenting.
– Derved, sagde Orm, sparer vi også megen føde, som de ville sætte til
livs i land og senere spy fra sig til ingen nytte.
Han havde ret i dette; thi den gode vind holdt sig uforandret, og under
sejladsen til Gotland kunne knap halvdelen af mændene fortære noget ved
måltiderne. Svarthöfde kom sig hurtigt, og Ulf Glade havde ikke været
søsyg; og for dem var det en stor glæde at gnave føden i sig med nogle
rosende ord, iagttaget af blege mænd uden madlyst. Men så snart de nåede
ind på roligere vand ved Gotland, begyndte de syge at indhente det
forsømte, så Orm syntes, han aldrig havde set et værre æderi.
– Men det er dem vel undt, sagde han, og nu er de måske så småt
begyndt at vænne sig til søen.
Der lå så mange skibe i havnen ved Goternes Vi, at Orm til at begynde
med var i tvivl om, hvorvidt han skulle vove sig derind. Men dragehovedet
blev taget ned, og fredsskjold sat op, og så roede de derind, uden at man
lagde dem hindringer i vejen. Staden var anselig og fuld af søfolk og rige
handelsmænd; og der var meget for Orms mænd at glo på, da de vel var
kommet i land. Der var huse, som helt og holdent var byggede af sten; og
andre som kun blev brugt til at drikke øl i; og stadens rigdom var sådan, at
muntre skøger gik omkring med ringe af klart guld i ørene og spyttede på
enhver, der ikke kom med møntet sølv i næverne. Men der var én
mærkværdighed i denne stad, som de forundrede sig mest over af alt, og
som de ikke ville tro på, før de havde beskuet den i lang tid. Det var en
mand fra saksernes land, der hele dagen syslede med at skrabe skægget af
hagen på rige mænd i staden. For dette fik han altid en kobbermønt af dem,
han havde skrabet, selv når han havde bibragt dem blødende sår. Orms
mænd fandt, at denne næringsvej var mere sælsom end nogen, de hidtil
havde set eller hørt om; og at den ikke var noget at stræbe efter.
Olof Sommarfågel var nu blevet lettere til sinds, og han og Orm gik ud
for at lede efter en kyndig styrmand. Kun få mænd blev om bord, thi alle
ville strække benene og læske sig. Men Toke blev om bord for at passe på
skibet.
– Goternes øl er så godt, sagde han, at jeg engang i mine unge dage drak
vel meget i denne havn. Derved kom der en uro over mig, og en mand blev
dræbt, og det var med nød og næppe, jeg slap fra det med livet ved at
svømme bort. Goterne har en god hukommelse i alt, og det ville være ilde at
blive genkendt for en sådan sag, når vi har vigtigere ting at tænke på; derfor
bliver jeg om bord. Og nu må I tage jer vel i agt, alle I, der går i land, thi
deres tålmodighed er kort over for fremmede, der volder dem
fortrædeligheder.
Orm og Olof kom om bord med den styrmand, de havde fundet. Det var
en lille sat og gråsprængt mand, der hed Spof. Han havde været i Østerled
mange gange og kendte alle farvandene, og han ville syne alt på skibet,
inden han bestemte sig. Han sagde ikke meget, men nikkede til det meste;
til sidst bad han om lov til at smage på skibets øl. Det var det øl, Orm havde
ladet brygge ved åmundingen, og ingen havde klaget over det. Spof smagte
på det og så betænkelig ud.
– Er dette det øl, du har?
– Er det ikke godt nok? sagde Orm.
– Det er godt nok om bord, sagde Spof. Jeg drikker det gerne. De mænd,
du har, er de af et fredeligt sindelag og glade for at slide og tilfredse med
lidt?
– Tilfredse med lidt? sagde Orm. Det er knap nok, de er tilfredse med
meget, når da ikke søsygen piner dem. Og det er ikke for
fredsommelighedens skyld, jeg har valgt dem; og slid og slæb tror jeg ikke,
de elsker mere end andre.
Spof nikkede tankefuldt.
– Det er, som jeg troede, sagde han. Vi kommer til slæbestedet i den
værste sommerhede, og du må have bedre slæbeøl end det, om alt skal gå
vel,
– Det skulle jeg have tænkt på, sagde Olof Sommarfågel. Det er rigtigt,
hvad han siger.
– Slæbe-øl? sagde Orm og Toke.
– Vi goter, sagde Spof, er dem, der har sejlet mest på Gardariges floder,
og som er nået længst bort. Vi kender vandveje yderst i det fjerne, hinsides
merernes slæbested, som ingen har prøvet med store skibe undtagen os. Og
det er med slæbe-øllet, vi kommer frem, dér hvor andre må vende om. Det
øl skal være af den ypperste sort, så det skænker styrke og stor opmuntring,
og af det får mændene lov at drikke, når de haler skibe over slæbestederne.
Men ellers smager de det aldrig på hele rejsen. Dette har vi goter fundet på;
og derfor brygges det bedste øl hos os, thi det øl skylder vi vor rigdom.
– Hvis jeg ikke tager meget fejl, sagde Orm, så sælges det øl sikkert ikke
billigt.
– Det er så meget dyrere end andet øl, som det er bedre i kraft og
godhed, og måske lidt til, sagde Spof. Men det er sin pris værd, thi uden
dets hjælp kan ingen klare sig i Gardarige.
– Hvor meget behøver vi? spurgte Orm.
– Lad mig se, sagde Spof. Et fire og tyve årers skib, seks og tres mand,
og den nedre vej til Kiev. Dér er syv mindre slæbesteder, men de volder
ikke stor møje. Det er det lange slæb hen til floden Dnjepr, som er det drøje.
Fem tønder, af de største, må være nok.
– Søfarere i Vesterled slipper billigere fra deres færd, det er sikkert,
sagde Orm.
Og da øllet var blevet købt, og Spof havde fået halvdelen af sin hyre,
som han straks ville have udbetalt, var Orm endnu mere overbevist om den
ting. Han mumlede dystert, da han talte sølvet op, og sagde, at han
velsagtens kun nåede frem til Kiev som tigger, med stav i hånd – og både
med skib og våben pantsat til goter undervejs.
– Men du synes mig alligevel at være en god mand, Spof, med både
kyndighed og forstand, sagde han; og det kan være, at jeg ikke skal
fortryde, at jeg har fået dig til styrmand, skønt du kræver rigeligt ind, med
hensyn til betalingen.
– Det er med mig som med slæbe-øllet, sagde Spof stilfærdigt; jeg er
dyr, men jeg gør nytte for pengene.
 De blev liggende i tre dage i Vi, og Spof lod mændene tømre nogle
solide lad til øltønderne, indtil han havde fået alt, som han ville have det.
Øllet tog stor plads og tyngede skibet; men mændene anstrengte sig gerne
for dets skyld, efter at de havde prøvet i land, hvordan det smagte. Allerede
den første dag drak mange det sølv op, de havde og plagede siden Orm
meget ivrigt for at få noget af deres hyre. Men der forlød intet om, at nogen
havde haft held med dette. Så prøvede nogle at bytte deres skindtrøjer bort
med øl; og andre deres hjelme; og da goterne ikke ville gå med til noget
sådant, blev der slagsmål, og derfor kom der lagmænd om bord, som
krævede høje bøder. Orm og Olof Sommarfågel sad en halv dag sammen
med dem, indtil de havde fået bøderne ned til halvdelen, og dog syntes de,
at summen var stor nok. Derefter slap de ingen mænd i land, uden at de
først havde afleveret deres våben om bord.
Sones sønner var velstående mænd og drak flittigt i land, men havde
alligevel svært ved at sprede tankerne. Andendagen kom de i flok ned til
skibet, ti i alt; de bar den ellevte imellem sig; han levede, men meget liv var
der ikke i ham. De havde advaret ham, sagde de; men han havde alligevel
listet sig ind på en ung kvinde, der gik og hakkede i kålgården, bag en hytte,
og fået hende lagt ned, med gode ord og håndkraft. Men der var straks
kommet en kone ud, som plantede hakken i hovedet på ham. Og dette havde
de ikke kunnet forhindre.
Toke synede den slagne og sagde, at han ikke havde langt igen. Han
døde i nattens løb, og brødrene begravede ham med omsorg og drak for
hans velgående under dødsfærden.
– Det var hans skæbne, sagde de. Den gamle ved, hvad han siger, i den
slags ting.
Og skønt de savnede den bortgangne og kun havde godt at sige om ham,
kunne man spore, at de alle følte sig lettere til sinds. Thi nu, sagde de, er der
kun tre tilbage, som skal møde ulykke, og dermed var en fjerdedel af deres
bekymringer borte.
Næste morgen lagde skibet ud, og de holdt nord på, med Spof ved
styreåren. Orm sagde, at det kunne være uvist, hvad der ville hænde i
fremtiden, men én ting ville han håbe: at han slap for at komme til endnu en
havn, der var så dyr som Goternes Vi.
 Sjette kapitel

HVORDAN DE ROEDE TIL DNJEPR

De rundede Gotland og holdt øst på forbi Øsyssel og ind til floden Dyna.
Miklagårdsvejens nedre løb, der mest blev anvendt af goterne, gik op ad
denne flod. Det øvre løb, der var svearnes vej, gik langs Bålagårds-siden og
op ad voternes flod til Ladoga og derfra over Novgorod til Dnjepr.
– Og hvilken af disse to veje, der er vanskeligst, ved ingen, sagde Spof.
Selv jeg kan ikke sige det, skønt jeg har fulgt dem begge. Thi med dem er
det således, at besværet ved at gå mod strømmen altid får den vej, man har
valgt, til at synes værst, hvilken man end har valgt. Men det er en god ting
for os, at vi kommer sent og slipper for vårbruddet.
Mændene var ved godt mod, da de nåede ind i floden, skønt de vidste, at
det var en langvarig møje, der nu tog sin begyndelse; og da de var blevet
inddelt på en sådan måde, at hver mand efter tre dages roning fik én dags
hvile, roede de nu op gennem livernes og semgallernes område, hvor man
stundom så nogle små fiskerbyer inde på bredderne; og derpå længere og
længere ind i et land, der var mennesketomt, og hvor der ikke var andet at
se end flodløbet og en tæt, endeløs skov til begge sider. Mændene følte en
vis skræk for dette land. Stundom, når de lagde i land for natten og tændte
bål, hørte de en brølen i det fjerne, der ikke kom fra dyr, som de kendte; og
de mumlede til hinanden, at det måske var jernveden, som de gamle plejede
at tale om, og hvor Lokes yngel holdt til.
En dag mødte de trende skibe, der kom ned ad floden, tæt efter hinanden,
tungt lastede og vel bemandede; hvert skib havde kun seks par årer ude. Det
var goter, der var på vej hjem; mændene var magre og stærkt brunede af
solen og så nysgerrigt på Orms skib. Nogle af dem genkendte Spof og hilste
ham med råb, og nu talte man sammen fra skib til skib, mens de langsomt
gled forbi hinanden. De kom fra Store Bulgarien ved Volga og var sejlet ned
ad floden til Salthavet og havde handlet med araberne. De havde god fragt
med hjem, sagde de: vævede tøjer, sølvskåle, slavinder, vin og peber; og tre
mænd på det midterste skib greb fat i en nøgen, ung kvinde og holdt hende
ud over skibets bov, ved armene og håret, mens de råbte, at hun var til salg
for tolv mark, imellem venner. Kvinden hylede og sprællede, thi hun var
bange for at falde i vandet, og Orms mænd trak vejret dybt ved synet; men
da hun blev løftet ind igen, uden at nogen havde taget imod budet, råbte hun
nogle vrede ord og rakte tungen ud.
Goternes skibshøvdinger ville vide, hvem Orm var, og hvor han skulle
hen, og hvilke varer han førte med sig.
– Jeg er ikke handelsmand, sagde Orm. Jeg skal til Kiev for at hente en
arv.
– Det må være en stor arv, hvis færden da skal betale sig, sagde goterne
vantro. Men hvis det er plyndring, du er ude efter, må du holde dig til andre
end os, thi vi færdes altid i sikkert følge.
Dermed var skibene kommet forbi hinanden og skiltes nu.
– Den kvinde var ikke ueffen, sagde Toke tankefuldt. Med de bryster,
hun havde, så hun ikke ud til at være mere end tyve år, selv om det er svært
at dømme om en, der hænger, som hun gjorde, med armene op over
hovedet. Men det er kun goter, der begærer tolv mark for en slavinde, selv
om hun er ung. Og dog troede jeg så småt, at du, Olof, ville byde på hende.
– Det kunne jeg have gjort, sagde Olof Sommarfågel, hvis jeg ikke
havde været sådan stillet, som jeg er. Der er kun én, jeg bryder mig om, og
det holder nok ikke op så snart.
Men Orm stod og så efter skibet med mørk mine.
– Det bliver vel min skæbne at slås med goter til sidst, sagde han, skønt
jeg er en fredelig mand. Deres overmod er stort, og jeg begynder at blive
træt af altid at lade dem få det sidste ord.
– Det kunne man måske overveje på hjemvejen, sagde Toke, hvis andet
slår fejl for os.
Men Spof sagde, at så måtte Orm skaffe sig en anden styrmand, thi han
ville ikke være med til at kæmpe mod sine landsmænd.
Ud på eftermiddagen samme dag, mødte de atter nogen. Man hørte en
skarp lyd af knirkende årer, og et skib dukkede op i det næste flodsving og
nærmede sig hurtigt. Det havde alle årerne ude og roede for fuld kraft. Ved
synet af Orms skib sagtnede det roningen; det var på fire og tyve par årer
ligesom hans og velfyldt af væbnede mænd.
Orm råbte straks til roerne, at de skulle ro stærkt og støt; alle andre
skulle holde sig parat; og Toke, der stod ved styreåren, ændrede kursen
noget for at kunne give sig i lag med de fremmede uden at blive vædret,
hvis det skulle komme til strid.
– Hvad slags folk er I? blev der råbt fra det fremmede skib.
– Skåninge og folk fra Småland, svarede Orm. Og I?
– Östgöter.
Floden var bred på dette sted og strømmen ringe. Toke råbte nu til
bagbords-roerne, at de skulle tage godt fat, og til styrbords-roerne at de
skulle hvile på årerne, og således fik han hurtigt skibet drejet rundt, ind mod
östgöterne, til begge skibene gled, side om side, ned ad strømmen og så tæt
ved hinanden, at de næppe havde årerne fri.
– Dér kunne vi have taget jer, hvis vi havde villet, sagde Toke tilfreds.
Og det skønt I havde strømmen til hjælp. Den slags har vi været med til før.
Östgöten så, at de var rede til strid; og hans stemme blev mere dæmpet.
– Har I mødt goter på floden? spurgte han.
– Tre skibe i formiddags, svarede Orm.
– Talte I sammen?
– I al venlighed. De havde god fragt og spurgte efter östgöter.
– Spurgte de efter östgöter? Var de bange?
– De sagde, at de kedede sig uden dem.
– Det ligner dem, sagde östgöten. Tre skibe? Hvilken fragt har I?
– Våben og mænd. Er der noget, du ønsker?
– Så er vi ens stillet og har ingenting at slås om, sagde den anden. Lyt nu
til mit råd. Følg med og tag goterne. Det bliver en vinding, der er umagen
værd, og vi deler broderligt.
– Har du noget udestående med dem? spurgte Spof.
– De har rigdom, og jeg har ingen. Er det ikke tilstrækkeligt? Lykken har
været os imod på hjemfærden. Vi var rige, da vi kom fra Volga, men
mererne lå i baghold ved deres slæbested. Dér mistede vi vort ene skib og
det meste gods. Og vi vil ikke komme hjem som stympere. Følg nu med;
hvis I er de mænd, I ser ud til at være. Goterne er besværet værd. De er
begyndt at sko deres heste med sølvsko derhjemme, siger man.
– Vi skal til den anden side, sagde Orm, og det vi skal udrette dér, er
noget, der haster. Men goterne vil nok blive glade, når de får jer at se. Tre
skibe mod ét må være det, de mest ønsker sig.
 – Det må gå, som det kan, sagde den anden dystert. Men det er, som jeg
altid har hørt sige, at skåningerne er griske tykvomme, der kun tænker på
sig selv og aldrig gør andre en vennetjeneste.
– Det er sandt, at vi sjældent tænker på östgöter, undtagen når det
behøves, sagde Orm. Og nu er vi sakket tilstrækkeligt bagud for din skyld.
Farvel!
Orms skib gled nu agter ud for det andet, og nu vendte Toke det og
rettede det atter op mod strømmen. Mens dette skete, blev vreden alt for
overvældende for östgöternes høvding, og pludselig slyngede han sit spyd
mod Orm.
– Her har du noget at tænke på! råbte han, da spydet fløj fra hans hånd.
Olof Sommarfågel stod lige ved siden af Orm; og nu gjorde han noget,
som mænd ofte havde hørt andre fortælle om, men som de sjældent
oplevede at se. Da spydet kom flyvende, trådte han et skridt frem, greb det i
flugten, lige bag ved odden, vendte det i hånden og sendte det tilbage i én
sådan fart, at næppe nogen nåede at se, hvad der skete. Östgöten var ikke
forberedt på så hastigt et svar, og spydet ramte ham i skulderen, så han
vaklede og dejsede om.
– Det var en hilsen fra Finnveden, brølede Olof.
– Sådan går det til, råbte Olofs mænd og nikkede til alle sider og strålede
af glæde over deres høvdings bedrift. Og alle på skibet glædede sig med
dem, skønt de var sikre på, at de nu ville få östgöterne over sig. Men disse
syntes at have tabt modet og fortsatte ned ad floden og viste sig ikke mere.
– Mage til kast har jeg aldrig set, sagde Orm, og det skal du have tak for.
– Jeg er lige så duelig med våben i hånd som de fleste, sagde Toke, men
det kast ville jeg ikke kunne gøre efter. Og det skal du vide, Olof Styrsson,
at der skal meget til, inden du hører Toke Grågullesson sige således.
– Det er en gave, sagde Olof, men det kan være, den er sjælden. Jeg
lærte det som yngling, uden stort besvær, men jeg har aldrig kunnet lære det
fra mig.
Den aften blev der talt meget om dette, da de slog lejr for natten på
flodbredden; og man snakkede også om, hvordan det ville gå, når
östgöterne nåede goterne.
– De kan ikke gå løs på tre gode skibe med et, hvor vrede de end er,
sagde Toke. Men de vil sikkert følge goterne ud af floden og håbe på, at det
skal blive hårdt vejr til søs. Hvis goterne så splittes ad, kan de bedre komme
i lag med dem. Men goterne vil sikkert give dem en hel del at bestille.
– Östgöter er farlige folk, sagde Orm. Vi havde nogle med på Thorkel
Höges færd til England. Det er gode stridsmænd, og selv anser de sig for at
være de bedste blandt alle. Derfor har de svært ved at forliges med andre
folk, og de gør sig også kun liden umage derfor. De er glade, når de er
berusede, men ellers tåler de dårligt spøg. Og værst bliver de, når de tror, at
nogen ler ad dem i smug; så vil de hellere løbe lige mod spydspidser. Derfor
skal der holdes vagt her i nat, thi det kan være, at de kommer på andre
tanker og vender tilbage.
Men der skete ikke mere; og mændene, som følte sig opmuntrede af
disse møder med stammefrænder, roede længere og længere ind i det
endeløse land.
De kom til et sted, hvor vandet styrtede ned omkring nogle store sten.
Dér blev skibet lagt i land og tømt, hvorpå det blev halet op forbi vandfaldet
langs et tiltrampet slæbespor og atter sat ud i floden. Da alt godset var
blevet fragtet samme vej og atter stuvet ned, spurgte mændene tillidsfuldt,
om det nu ikke var på tide at få noget af det gode slæbe-øl. Men Spof sagde,
at det kun var begyndere, der kunne tænke således.
– Dette er ikke noget slæbested, sagde han; dette er et løftested. Det er
kun ved slæbesteder, at der vanker øl.
De kom flere gange til lignende steder og til andre, der var vanskeligere.
Men Spof sagde stadig det samme, og de begyndte at spekulere på, hvordan
et slæbested egentlig så ud.
Hver aften, når de var gået i land for natten, fiskede de i floden og fik
altid en rigelig fangst. Derfor led de ingen nød, skønt det meste af den føde,
de havde om bord, nu var fortæret. Men de sad alligevel med dystre miner
omkring de bål, hvor fisken blev stegt, og længtes efter fersk kød og var
enige om, at megen fisk gør et menneske tungsindigt. De begyndte nu også
at blive ked af den tunge roning, men Spof trøstede dem med, at de snart
ville få andet at se.
– Thi den tunge roning er endnu ikke begyndt, sagde han.
Sones sønner var dem, der dårligst kunne finde sig i at spise fisk, og de
gik derfor på jagt hver aften. De havde spyd og buer med sig og var flinke
til at opspore dyrestier og vandingssteder. Men skønt de var ihærdige og
altid kom sent tilbage til lejren, varede det en tid, inden de fik noget. Til
sidst lykkedes det dem at fælde en elg, som de havde drevet ind i en kløft.
Engang vendte de ikke tilbage til lejren før ved daggry. De havde tændt bål
i skoven og spist sig mætte; og det kød, de slæbte med til lejren, var de
meget uvillige til at dele med andre.
Efter dette blev jagten drevet med større iver. Ulf Glade og Svarthöfde
sluttede sig til Sones sønner, og andre med dem; og Orm ærgrede sig over,
at han ikke havde taget et par af de store hunde med, der nu kunne have
været til stor nytte.
En aften kom Svarthöfde forpustet tilbage til lejren og råbte, at nu var
der brug for mænd og reb. Der var kød til alle, sagde han, og mændene i
lejren sprang straks op. De havde drevet fem store dyr ned i en mose og
dræbt dem dér, og nu skulle der mange mænd til for at hale dem op. Alle
ilede glade til hjælp, og snart lå det vidunderlige bytte på tørt land. Dyrene
lignede mest store skæggede okser, og den slags dyr havde Orm aldrig set.
Men et par af Tokes mænd sagde, at det var vildokser, og at sådanne endnu
fandtes ved søen Åsnen i Värend, hvor de blev betragtet som hellige.
– I morgen tager vi en fridag og holder gilde, sagde Orm.
Det blev et gilde, som huede dem alle; og vildokserne, der blev prist som
aldeles mageløse med hensyn til kraft og velsmag, forsvandt sammen med
det, der endnu var tilbage af øllet fra åmundingen.
– Det gør ingenting, sagde Orm, thi det var allerede begyndt at blive surt.
– Når vi kommer til polotjanernes stad, kan vi få mjød dér, sagde Spof.
Men du må ikke lade nogen lokke dig til at røre ved slæbe-øllet.
Da de var kommet sig oven på dette måltid og fortsatte færden, var de så
heldige, at de kunne bruge sejlet en hel dag. De kom nu til egne, hvor man
begyndte at kunne skimte spor af mennesker.
– Her begynder polotjanernes land, sagde Spof. Men vi får ikke nogen af
dem at se, før vi når deres stad. De, der bor her i vildmarken, kommer ikke
ned til floden, når de har fået melding om skibe, thi de er bange for at blive
taget til roere og solgt i fremmede lande.
Spof fortalte også, at disse polotjanere ikke havde andre guder end
snoge, der boede hos dem i deres hytter; men Orm så på Spof og sagde, at
han havde været til søs før, og at han troede så meget på dette, som han
havde lyst til.
De nåede nu til polotjanernes stad, der hed Polotsk og var anselig, med
volde og pæleværk. Mange mænd gik nøgne omkring, men ingen af
kvinderne; thi der var blevet opkrævet skat for nogen tid siden, og stadens
høvding havde påbudt, at ingen mand måtte bære klæder, før han havde
betalt, hvad han skyldte storfyrsten. Nogle af disse mænd så mere
misfornøjede ud end andre; de havde betalt, sagde de, men de måtte
alligevel gå nøgne, eftersom de ikke havde nogle klæder tilbage, da skatten
var betalt. For at bedre deres stilling, inden kulden kom, udlånte de deres
koner for en trøje og deres døtre for et par sko og havde god handel med
Orms mænd.
Høvdingen i denne stad var af svea-slægt og hed Faste; han tog venligt
imod dem og ville høre nyheder. Han var til års og havde tjent storfyrsten i
lang tid. Han havde polotjanske kvinder i sit hus og mange børn, og når han
begyndte at blive beruset, talte han lettere deres sprog end sit eget. Af ham
købte Orm mjød og flæskesider, og hvad han ellers havde brug for.
Da de skulle drage videre, kom Faste til Orm og bad ham tage hans
skriver med, der skulle til Kiev med en kurv hoveder. Storfyrsten ville
gerne se, om hans byhøvdinge var nidkære, og han kunne især lide, at de
sendte ham hovederne af de værste ugerningsmænd. Men der havde i den
sidste tid ikke været nogen pålidelig budbringer, der skulle til Kiev, og nu
ville han nødigt forsømme lejligheden. Skriveren var en ung mand fra Kiev;
han havde et fåreskind med, hvor hovedernes ejermænd stod optegnede
tillige med de ugerninger, de havde begået.
Efter al den venlighed, Faste havde vist Orm, syntes han ikke, han kunne
sige nej til dette, skønt han ikke var særlig villig. Hovederne vakte mørke
tanker i ham, thi han havde haft med den slags at gøre før; og han kom også
til at tænke på, at hans eget engang var blevet solgt til kong Sven, selv om
den handel aldrig var blevet til noget. Han syntes derfor, at denne kurv var
en uheldsvarslende ting, og alle mente det samme. Man kunne også mærke,
på grund af sommervarmen, at hovederne begyndte at blive gamle, og inden
de var kommet ret langt, gav mændene sig til at mukke over den
voldsomme stank. Skriveren sad ved sin kurv og så ikke ud til at mærke
noget; men han forstod nordboernes tale, og det var ham selv, der foreslog,
at man skulle binde et reb i kurven og lade den slæbe efter dem i vandet.
Dette vandt stort bifald, og kurven blev bundet forsvarligt fast og kastet
over bord. De havde nu atter sejlet oppe og skød en god fart, og senere på
dagen råbte Svarthöfde, at kurven havde revet sig løs og var borte.
– Du har kun ét at gøre, skriver, og det er at hoppe ud i vandet og lede
efter dine skatte, sagde Toke; ellers går det dig ilde, hvorhen du end vender
dig.
Skriveren blev ærgerlig over uheldet, men viste ikke nogen særlig stor
uro. Fåreskindet, sagde han, var det vigtigste. Så længe han havde det,
gjorde det andet ikke så meget. Der var kun ni hoveder; og han troede nok,
han kunne låne sig frem hos de venner, han havde blandt embedsmændene i
Kiev. De plejede altid at have rigeligt med misdædere, der skulle straffes.
– Den ene hjælper den anden for Guds barmhjertigheds skyld, sagde han;
og alle hovederne er ens.
– Jeg kan høre, at I er kristne her i landet, sagde Orm.
– I Kiev er vi det, sagde skriveren; thi storfyrsten har befalet det, og det
er bedst at føje sig efter ham.
De nåede nu et sted, hvor to floder løb sammen. Den højre, der hed Ulla,
var deres vej; og det var nu, den hårde roning begyndte. Thi her blev
strømmen mere strid og floden smallere, og de måtte ofte slæbe skibet forbi
ufarbare steder. Det blev et langt og strengt slid, som selv de stærkeste
kunne mærke, så mændene med længsel tænkte på de gode dage, de havde
haft på Dyna. Til sidst nåede de et sted, hvor Spof lagde i land, skønt det
var tidligt på dagen. Her, sagde han, havde de slæbestedet.
Pladsen var oversået med forskelligt slags tømmer, der var efterladt af
folk, som var kommet fra den modsatte side; det var plankestumper og
ruller og en art grove meder. En del af det duede endnu, men andre ting
måtte mændene hugge til af fældede træer. Skibet blev halet op, og nogle
meder blev, efter meget snedkeri, anbragt for og agter på begge sider af
kølen. Mens dette stod på, så de nogle mænd komme ud af skoven et stykke
længere borte; de standsede tvivlrådigt. Spof blev glad, da han fik øje på
dem; han vinkede ad dem og holdt en kande i vejret og råbte det, han kunne
på deres sprog; det var blot to ord: okser og sølv. Mændene kom nærmere,
og man bød dem noget at drikke; og Fastes skriver blev nu til god nytte; thi
han kunne tale med dem.
De havde okser at leje ud, men kun ti, skønt Spof helst ville have haft
flere. Disse okser gik og græssede langt inde i skoven, hvor røvere og
skatteopkrævere ikke kunne finde dem, og om tre dage ville de komme
tilbage med dem. Det var ikke meget, de begærede i leje; og de ville hellere
have sejldug end sølv, eftersom deres kvinder satte stor pris på det stribede
stof; men hvis en af okserne døde, ville de have god erstatning for den. Orm
fandt, at deres krav var rimelige, og det var mere, end hvad der hidtil var
hændt ham på denne færd.
Nu hjalp de hinanden flittigt med at snedkerere, og der blev lavet en bred
kærre med stærke egetræsruller som hjul. På denne læssede man slæbe-øllet
og bandt det godt fast sammen med størstedelen af det øvrige gods fra
skibet.
Mændene med okserne kom, som de havde lovet; og da alt var parat,
spændte man to okser for kærren og resten for skibet.
– Hvis vi havde haft seks okser til, sagde Spof, havde alt været vel; nu
må vi hjælpe til med at trække. Men vi må være taknemmelige for det, vi
har fået, thi uden hjælp af okser er dette værre end alt andet, som mænd
udsættes for.
Da man begyndte at trække, gik nogle mænd forrest og fjernede væltede
træer og jævnede sporet. Derpå kom kærren, hvis okser blev ledet fremad
med varsomhed; og når det begyndte at ryge fra hjulene, blev akslerne
smurt med flæsk og tjære. Derpå kom skibet, med mange mænd ved rebene,
side om side med okserne. Når sporet gik nedad, eller hen over græs og
mos, kunne okserne selv klare læsset; men når det gik opad, måtte
mændene hale alt hvad de kunne, og på vanskelige steder måtte der lægges
ruller under mederne. Oksedriverne talte hele tiden med deres dyr, og
stundom sang de for dem, så de trak villigt; men når Orms mænd talte med
dem, sådan som de var vant til at snakke med okserne derhjemme, var det
ingen nytte til, eftersom disse okser ikke forstod, hvad de sagde. Det
forundrede mændene sig meget over; dette viste, sagde de, at okser var
langt klogere dyr, end de hidtil havde troet; thi her var det jo med dem som
med mennesker, der heller ikke forstod fremmedes tale.
Mændene blev trætte af heden og slæbet og af at løbe så meget med
rullerne; men de blev ufortrødent ved, thi det var en stor trøst for dem at se
kærren med slæbe-øllet foran sig, og de gjorde, hvad de kunne for at holde
trit med den. Så snart de havde slået lejr om aftenen, råbte de alle efter
slæbe-øl; men Spof sagde, at denne første dag havde været let, og at Fastes
mjød endnu var godt nok. De drak med en utilfreds brummen og faldt snart
i søvn; og næste dag blev strengere. Hen på eftermiddagen begyndte mange
af dem at blive udmattede; men Orm og Toke opmuntrede dem og tog
stundom selv fat, så det kunne mærkes; og da det var blevet aften, den
anden dag, sagde Spof endelig, at nu var tidspunktet kommet, hvor de
skulle have deres slæbe-øl. En tønde blev åbnet og et retfærdigt mål fordelt
til alle; og skønt de havde smagt denne slags øl, da de lå ved Goternes Vi,
var de enige om, at de ikke tilfulde havde været klar over dets gode
egenskaber før nu, og at dette var en god løn for strabadserne. Orm
befalede, at også oksedriverne skulle have deres mål; de drak med glæde og
blev straks berusede og sang meget; thi de var kun vant til tyndt øl.
Den tredje dag nåede de frem til en sø; den lå, lang og smal, mellem to
højdedrag, og her fik de det lettere. Kærren og okserne fortsatte inde på
land, men skibet blev skubbet ud i vandet med mederne på, og nu sejlede de
langs søens bred for en mild vind og slog lejr ved den anden ende. Højt
oppe på skråningen, der vendte ud mod søen, og ikke ret langt fra
lejrpladsen, lå en landsby, med frodige græsmarker; de kunne se, at nogle
fede kreaturer blev drevet ind fra markerne, skønt det endnu varede længe,
inden det blev aften. Landsbyen så ud til at være stor; og den var beskyttet
af en forskansning, der så besynderlig ud; thi den bestod hist og her af en
høj vold af sten og jord, men ind imellem kunne man flere steder se et
pæleværk af grove træstammer, som det tilsyneladende var let at komme
over.
Mændene var i godt lune, thi dette var den bedste dag, de havde haft
længe; og ved synet af kreaturerne begyndte de atter at længes efter fersk
kød. Hverken Orm eller Toke ville give dem sølv til at købe for, thi de fandt
det unødvendigt efter alle de udgifter, de havde haft; men mange af
mændene, der ikke kunne styre sig, besluttede, at de alligevel ville hente
det, de ønskede, i byen. Fastes skriver sagde, at de, der boede i disse egne,
var vilde mennesker af dregovitjernes stamme, der endnu ikke var sat i skat;
med dem, erklærede han, kunne man gøre, hvad man ville. Spof sagde, at
forrige gang han var her, for syv år siden, havde man været i færd med at
bygge denne landsby; men dengang havde de ikke set nogen kreaturer, og
folkene havde fået lov til at bygge i fred. Orm sagde til mændene, at de ikke
måtte dræbe mennesker i byen undtagen det var nødvendigt, og at de ikke
måtte tage flere af kreaturerne, end der var brug for; og dermed begav de
sig på vej, Sones sønner var de ivrigste; thi efter at de var roet ind i floden
Ulla, var det ikke blevet til noget med at gå på jagt, på grund af de hårde
strabadser.
De, der var gået over land, nåede lidt efter til lejren; og da oksedriverne
hørte af skriveren, at nogle mænd var gået hen til landsbyen for at hente
kreaturer dér, faldt de omkuld på jorden af latter. Orm og alle de andre
kunne ikke forstå; hvad de morede sig over, og skriveren råbte forgæves til
dem for at få det at vide. De svarede blot, at det ville de snart få at se
allesammen, og dermed begyndte de at le igen.
Nu lød der nogle vilde hyl oppe fra landsbyen, og hele den flok mænd,
der skulle hente kreaturerne, kom løbende ned ad skråningen, så hurtigt de
kunne. De fægtede med armene og hylede, skønt man ikke kunne se andet
end dem selv, og et par faldt omkuld og væltede sig på jorden og blev
liggende. Men de andre nåede ned til søen og sprang i vandet.
Alle i lejren stirrede forbavset på dette.
– Er det djævle eller spøgelser, de render for? sagde Orm.
– Det må være bier, sagde Toke.
Nu kunne man tydeligt se, at han havde ret, og alle begyndte at le lige så
meget som oksedriveme, der havde vidst det fra begyndelsen.
De forfulgte måtte blive siddende ude i søen en rum tid, blot med næsen
op over vandet, indtil bierne blev trætte og fløj hjem igen. De vendte
mismodige og med opsvulmede ansigter tilbage til lejren; de sad meget
fåmælte og syntes, de havde mistet meget i anseelse ved at flygte for bier.
Men værst var det, at tre mænd lå døde på skråningen, dér hvor de var
faldet omkuld; det var to af Olof Sommarfågels mænd og en af Sones
sønner. Der blev sorg over dette, thi det var gode mænd, de havde mistet; og
Orm befalede, at der skulle drikkes slæbe-øl denne aften for de dødes skyld,
og for at de, der var blevet stukket, bedre kunne komme til kræfter.
Oksedriverne fortalte nu om dregovitjerne, og skriveren oversatte det, de
sagde.
Disse dregovitjer, erklærede de, var listigere end andre mennesker og
havde fundet på noget, der gjorde, at de fik lov til at være i fred i deres
landsbyer. De havde en mængde bisværme, der boede i bjælkerne i
forskansningen, og så snart en fremmed greb fat i disse pæle eller prøvede
at klatre over, kom de ud og stak. Men det var et held, at mændene var
kommet til landsbyen om dagen; om natten ville det være gået dem værre.
Bierne kunne nemlig kun bevogte byen om dagen; thi de sov jo om natten;
derfor havde de kloge dregovitjer også bjørne; dem fangede de som unger
og oplærte og behandlede vel; og hvis der kom røvere om natten, blev
bjørnene sluppet løs og rev dem ihjel, hvorpå de vendte tilbage til deres
herrer for at få bikager i belønning. Og derfor vovede ingen at nærme sig
dregovitjernes byer, ikke engang de grusomme mænd, der opkrævede skat
for storfyrsten.
 Næste dag blev de på dette sted og begravede de døde. Nogle af
mændene ville have, at man skulle kaste ild ind i byen for at hævne sig;
men Orm forbød dette strengt, eftersom intet menneske havde lagt hånd på
de døde, der jo selv havde skylden. Det var imidlertid bedrøveligt med dem,
der var blevet værst stukket, thi de var alvorligt syge; men oksedriverne gik
op mod byen og blev stående i nogen afstand og råbte til folkene derinde;
og lidt efter kom de tilbage og havde tre gamle kvinder med sig. De så på
dem, der var blevet stukket, og smurte dem med en salve, som bestod af
slangefedt, kvindemælk og honning samt saften af lægende urter, og nu
følte de syge sig hurtigt bedre. Orm gav kvinderne øl og sølv; de drak ivrigt
og passede nøje på ikke at levne en dråbe, og de takkede ham ydmygt for
sølvet. Skriveren talte med dem; de så alvorligt på ham og nejede og gik
tilbage til deres landsby.
Lidt efter kom der nogle mænd fra byen; de havde tre svin med sig og to
unge okser. Skriveren gik hen imod dem, men de skubbede ham til side og
stillede sig op foran Orm og Olof Sommarfågel og begyndte at tale ivrigt.
Skriveren stod ved siden af og hørte på dem; og pludselig udstødte han et
råb og løb ind i skoven. Ingen kunne forstå dem undtagen oksedriverne, og
disse kunne ikke mange ord af nordboernes sprog; men man forstod
efterhånden på deres fagter, at dregovitjerne ville forære Orm svinene og
okserne, mod at han gav dem skriveren. Ham ville de lukke ind til deres
bjørne, eftersom de syntes ilde om storfyrstens mænd. Orm kunne ikke føje
dem i dette, men han lod også dem få øl og betalte for dyrene, så de skiltes i
stort venskab. Længere op ad dagen kom der nogle andre gamle kvinder
med store oste, som de byttede bort mod hver sit mål af det gode øl.
Mændene, der nu var i færd med at stege kødet, syntes, at alt artede sig
bedre, end de havde ventet. Det var blot skade, sagde de, at det var gamle
koner, der kom, og ikke unge kvinder. Men dem slap dregovitjerne ikke ud
af byen.
Skriveren kom tilbage fra sit gemmested ved aftenstid, lokket af
stegeosen. Han var ivrig efter at slippe væk fra disse vilde mennesker.
Storfyrsten skulle få at vide, hvordan de havde båret sig ad, sagde han.
De drog videre og kom til endnu en sø, der var større end den første; og
da de havde trukket skibet i syv dage, nåede de til en flod, som Spof kaldte
Bæverfloden og oksedriverne Berezina. Der blev stor glæde blandt dem
alle, da de så denne flod; og her drak man det sidste slæbe-øl, thi nu var
rejsens besværligheder forbi.
 – Og nu har vi ikke noget øl til hjælp ved hjemfærden, sagde Orm.
– Det er sandt nok, sagde Spof, men det er kun på udrejsen, det behøves.
Thi det er med mennesker som med heste: når det går hjemad, trækker de
villigt uden at skulle opildnes.
Oksedriverne fik nu deres betaling og mere, end de havde forlangt; thi
det var således med Orm, at han visseligen ofte kunne være karrig over for
handelsmænd, der i hans øjne mest lignede røvere eller det, der var værre,
men aldrig over for folk, der havde tjent ham vel. Nu begyndte han desuden
at synes, at han var kommet det bulgarske guld nærmere. Oksedriverne
takkede ham; og inden de drog hjem, gik de sammen med Spof og Toke hen
til en landsby, hvor de snakkede med gode mænd, der var villige til at leje
okser ud til hjemfærden. Orm lod sine mænd lave et gemmested, hvor det
tømmer blev anbragt, som kunne bruges til den tid. Men de havde slidt tre
hold meder op på deres færd over land. Kærren tog Orm med, thi den kunne
blive til nytte ved vandfaldene.
De sejlede ned ad floden, forbi fiskerhytter og bæverboer, og glædede
sig over, at rejsen nu gik så let. Floden lå blank og sort mellem frodige
løvtræer, og mændene syntes, at fiskene i denne flod smagte sundere end
dem, de havde fanget i Dyna. Der behøvede nu kun at være få mænd ved
årerne; de andre sad i ro og mag og fortalte historier for hinanden og
spekulerede på, om denne rejse skulle forløbe uden kamp.
Floden blev bredere og bredere, og de nåede ned til Dnjepr. Orm og
Toke var enige om, at ikke engang de største floder i Andalusien kunne
måle sig med denne; og Olof Sommarfågel sagde, at af alle floder var blot
Donau større. Men Spof troede, at Volga var den største af dem alle, og han
havde meget at fortælle om de rejser, han havde været med til dér.
De mødte fire skibe, der arbejdede sig tungt op ad floden, og talte med
dem. Det var handelsmænd fra Birka, der var på vej hjem fra Krim. De var
trætte og sagde, at handelen havde været god, men hjemfærden dårlig. De
havde været i strid nede ved faldene og mistet mange mænd; thi
patzinakerne var kommet vesterud og førte krig mod alle og prøvede at
holde floden spærret. Ingen burde drage længere sydpå end til Kiev, sagde
de, før patzinakerne var brudt op fra floden og atter drog til østlige
græsgange.
Disse nyheder gav Orm meget at gruble over, og da de havde taget
afsked med handelsmændene, sad han tavs og i dybe tanker.
 Syvende kapitel

OM DET DER HÆNDTE VED

VANDFALDENE
Den aften gik de i land for natten tæt ved en landsby, hvor der både var får
og mjød at få til købs. Da de havde spist, sad Orm og lagde råd op med Olof
og Toke om de nyheder, de havde hørt, og hvordan de skulle ordne alting
bedst, nu da de nærmede sig målet for deres rejse. De gik om bord på det
tomme skib for at kunne tale uforstyrret og uden tilhørere; dér sad de nu
sammen i den stille aften, mens guldsmedene legede over vandfladen, og
floden klukkede dæmpet omkring skibet.
Orm syntes, at hans bekymringer var mangeartede.
– Nu er vi således stedt, sagde han, at der må lægges kloge planer, hvis
vi skal føre dette til en lykkelig ende. Ingen ved noget om skatten undtagen
I og jeg; samt de to drenge, der forstår at holde mund; men ellers ingen. Alt,
hvad mændene har fået at vide, er, at vi skal til Kiev for at hente en arv, og
ikke engang til Spof har jeg sagt mere. Men nu må vi snart sige til dem alle,
at det er til vandfaldene, vi skal, og at arven ligger gemt dér. Men hvis vi
siger dem dette, så får hele Kiev det også at vide, kort tid efter at vi er
kommet dertil; thi mænd, der drikker i en god havn, tier ikke stille med en
sådan sag længere end til tredje kande, ikke engang om den løsmundede
vidste, at han blev straffet med døden. Og hvis storfyrsten og hans mænd
hører om vort ærinde, så har vi ulykken over os; thi så bliver der mange,
som vil dele sølv og guld med os, eller helst dræbe os alle og beholde det
selv. Og foruden alt dette har vi nu også disse patzinaker, der ligger og lurer
ved vandfaldene.
Olof og Toke holdt med ham i, at der var meget at tænke på. Toke ville
vide, hvor langt der var fra Kiev til faldene; og om der var mad at få
undervejs.
– Fra Kiev til faldene er der ni gode dagsrejser, sagde Olof; men derom
kan Spof give en inere pålidelig besked end jeg. Dengang jeg færdedes dér,
byttede vi os føde til hos hyrder inde på bredden og tog også meget i en rig
landsby, hos severjaneme. Men det kan være anderledes nu, hvis der
hersker ufred.
– Det ville være uklogt at komme til Kiev og stadig lade mændene være
uvidende om vort sande ærinde, sagde Toke. Thi dér findes vel meget, der
lokker, og mange ville så måske nægte at følge os længere, når vi aldrig har
nævnt andet end Kiev som målet for vor rejse.
– Det værste er, at storfyrsten straks ville hverve mange af vore mænd og
helst os alle, sagde Olof. Jeg har tjent storfyrst Vladimir og ved, hvordan
det er i Kiev. God sold har han altid betalt, og hvis han nu har ufred, betaler
han sikkert bedre end ellers. Det er således med ham, at han aldrig kan få
nordboere nok i sin hird; han anser dem for at være de bedste, som rigtigt
er, og har elsket dem højt, lige siden han i sine unge dage fik hjælp af svear
til at vinde sin fyrstestol. Og han er jo selv oprindelig af svea-slægt. Han
har mange måder, hvorpå han lokker nordboerne til at blive i Kiev, selv om
de ikke straks lader sig lokke af hans guld.
Orm nikkede og sad og stirrede tankefuldt ned i vandet.
– Der er meget, som taler imod, at vi skal gæste storfyrst Vladimir, sagde
han. Og dog er hans ry så stort, og hans visdom så velkendt, at det er
harmeligt at drage forbi hans stad uden at få ham at se. Det kan være, at han
er selve kong Haralds ligemand. Det siges, at han nu på sine gamle dage
anses for at være hellig, skønt det længe har været svært for ham at nå så
vidt. Men vi må først og fremmest tænke på det, der er af den største
betydning. Vi har et ærinde, og det er at hente skatten. Og når vi har fundet
den, har vi endnu et ærinde, og det er at få den velbeholden hjem i en hast.
Og nu tror jeg, at vi alle mener det samme: at det er klogest at drage lige til
vandfaldene.
– Sådan er det, sagde Toke. Men det ville måske alligevel være godt
også at høre Spofs råd. Han er den, der kender vejen bedst af os, og han ved
kanhænde også mere end vi om disse patzinaker.
De andre nikkede, og Spof blev tilkaldt. Orm fortalte ham nu om skatten.
– Jeg røbede dig intet om dette i begyndelsen, sagde han, thi dengang
kendte jeg dig endnu ikke. Men nu ved jeg, at du er en god mand, i alt.
– Så er dette en længere rejse, end jeg har vidst, sagde Spof, og tillige en
farligere. Du syntes, at den betaling, jeg krævede, var høj, men hvis jeg
havde vidst, at vi skulle til vandfaldene, var den blevet højere.
 – Du skal ikke blive narret for betaling, sagde Orm. Du må selv lægge
til, hvad du finder passende, for denne færd til faldene. Og det siger jeg dig
nu, med både Toke Grågullesson og Olof Styrsson som vidner, at du ikke
skal blive uden andel i skatten, hvis alt går vel med den. Og det skal blive
fuld styrmandslod.
– Så er jeg tilfreds, sagde Spof. Vi goter befinder os bedst, når vi ved,
hvordan vi har det med vort eget.
Og Spofs råd blev – da han havde tænkt sig nøje om – at de skulle drage
lige til faldene.
– Med føden har det ingen fare, sagde han; den er billig længere nede ad
floden; jeg har været med til at få fem fede svin for en bredøkse og desuden
en pose boghvede. Vi har nu rige byer foran os, helt ned til Kiev og
længere, og dér kan vi få føde, så vi har nok lige til faldene og tilbage igen.
Og det ville være bedst, om du kunne købe, hvad vi har brug for, sådan som
du hidtil har gjort, hvis dit sølv da slår til; thi det er uklogt at tage noget
med magt på nedfærden. Det kan let hævne sig, når man skal samme vej
tilbage.
Orm svarede, at han endnu havde en smule sølv at rasle med, skønt det
meste allerede var brugt.
– Det vanskeligste er patzinakerne, fortsatte Spof. Det kan være, at vi
bliver nødt til at købe os fri af dem. Men det kan også hænde, at de slet ikke
vil lade os komme igennem. Det ville være vel, om du kunne sige mig, på
hvilken bred skatten findes, og hvor langt nede blandt vandfaldene.
– Det er på østsiden, sagde Orm, og mellem andet og tredje fald, regnet
fra syd. Men selve stedet må ingen kende, undtagen jeg selv, før vi er dér,
hvor den ligger.
– Så er der et godt stykke vej for os, fra det første slæbested, sagde Spof.
Det var bedst, om vi kunne nå dertil ved nattetid. Det ville også være vel,
om vi havde nogen med, der forstod patzinakernes sprog, ifald det bliver
sådan, at vi kommer til at tale med dem i venlighed. Men dette er der ikke
noget at gøre ved.
– Det findes der råd for, sagde Toke. Vi tager Fastes skriver med til
faldene. Det er tidsnok, at han når til Kiev på tilbagevejen. Hvis vi kommer
på talefod med disse patzinaker, findes der vel altid nogen iblandt dem, der
forstår hans sprog, selv om han ikke forstår deres.
 Dermed var denne rådslagning forbi. Næste morgen, inden de drog
videre, talte Orm med mændene. Han sagde dem, at de skulle længere ned
ad floden end til Kiev – til et sted, hvor arven efter hans broder lå gemt.
– Vi kan komme i strid dér, sagde han; og hvis I så viser jer som raske
mænd, så arven kommer mig i hænde, kan der blive noget til jer at dele,
foruden den gode hyre, der allerede er blevet lovet jer.
Mændene havde ikke meget at sige til dette. Blot Sones sønner mumlede
indbyrdes, at tvende af dem skulle dø dér, og at de hellere ville have øl end
den søde drikkelse, man fik i dette land, så de kunne slås med fuld styrke.
De var i land flere steder længere nede ad floden, ved poljanernes
landsbyer, hvor der var stor rigdom. Her købte Orm mad og drikkevarer, så
de var lige så velforsynede, som da de sejlede hjemmefra. Og sent en aften,
da tågen lå over floden, roede de forbi Kiev og kunne ikke se meget af
staden.
Fastes skriver blev urolig, fordi de ikke lagde i land her.
– Jeg har et vigtigt ærinde at udrette hos storfyrsten, således som I alle
ved, sagde han.
– Det er blevet bestemt, at du skal følge med til vandfaldene. Du er
dygtig til at tale med alle mennesker og kan blive os til nytte dér. Du bliver
sat i land her, når vi kommer tilbage.
Skriveren viste nu stor ængstelse; men da han havde fået Orm til at
sværge, ved den hellige treenighed og Sankt Cyrillus, at han ikke ville
sælge ham til patzinakerne og ikke tvinge ham til at ro, blev han atter rolig
og sagde, at storfyrsten måtte slå sig til tåls.
Nu blev der færre og færre byer langs bredden og til sidst hørte de helt
op; og så kom den græssteppe, hvor patzinakerne herskede. Fra skibet
kunne man stundom skimte store flokke af får og heste ved
vandingsstederne, bevogtede af hyrder til hest med høje skindhuer og lange
spyd. Spof fandt, at det var en god ting, at de kun så disse hjorder på venstre
bred og aldrig på højre. Dette skyldtes, sagde han, at der var højvande i
floden; så kunne patzinakerne ikke få deres hjorder over til højre bred,
eftersom de ville miste mange dyr ved vadestederne. Nu blev skibet altid
lagt i land ved den sikre bred, men man stillede alligevel en stærk vagt ud
ved hver lejrplads, for at være beskyttet mod overfald.
Da de var tre dages rejse fra faldene, blev de mere og mere forsigtige og
roede kun ved nattetid; om dagen holdt de skibet skjult i høje siv og i
småvige på højre bred. Den sidste dag lå de gemt et sted, hvor de kunne
høre vandfaldene bruse, og da mørket kom, roede de over til venstre bred,
hvor slæbesporet begyndte.
Det var blevet afgjort ved lodtrækning, at Toke og tyve af mændene
skulle blive på skibet; de skulle ro ud i floden og ligge for anker dér om
natten, indtil de hørte kendte røster kalde på dem fra land. Toke var ikke
meget villig til at blive siddende på skibet, men han måtte give sig, da
lodtrækningen gik ham imod. Orm ville helst efterlade Svarthöfde hos ham,
men på det punkt kunne han ikke få sin vilje.
Orm og Olof Sommarfågel gik nu, sammen med de øvrige af flokken, op
langs slæbesporet, med Spof som vejviser; alle mændene var bevæbnede
med sværd og buer. Spof havde flere gange været denne vej, og de skulle
forbi det sjette fald, sagde han, når man kom fra nord. Det var tre timers
rask gang, så det ville knibe med at være tilbage før daggry, hvis det tog tid
at få skatten op. De havde kærren fra det forrige slæbested med sig, til at
køre skatten på; samt skriveren, skønt det ikke huede ham synderligt. De
begyndte deres vandring i et måneløst mørke; men månen ville snart
komme op, og Orm var, trods sin store uro, glad for dette, thi han var bange
for, at han ellers ikke ville kunne se mærkerne på det sted, hvor skatten
skulle ligge.
Men da månen kom op, voldte det dem straks bekymringer; thi det
første, den skinnede på, var en rytter, iført tophue og lang frakke, og som
holdt stille på en høj foran dem. De standsede ved synet af dette og blev
stående, uden at sige noget. Det var endnu mørkt i den dalsænkning, hvor
de stod; men rytteren spejdede tilsyneladende hen mod dem, som om han
var blevet varskoet af fodtrin eller en knirkende lyd fra kærren.
En af Sones sønner rørte ved Orm med sin bue.
– Afstanden er lang, mumlede han, og det er usikkert at skyde i
måneskin, men vi tror nok, vi kan mærke ham sådan, at han bliver liggende,
hvis du ønsker det.
Orm tøvede et øjeblik; derpå mumlede han til svar, at fjendskab ikke
skulle indledes fra hans side.
Rytteren på højen udstødte en fløjtende lyd, der lød som et vibeskrig; og
nu viste der sig endnu en rytter, som holdt sin hest an ved siden af ham. Den
første rytter rakte armen ud og sagde noget; derpå sad de begge to ganske
stille; og så vendte de pludselig deres heste og red derfra og forsvandt.
 – De må have været patzinaker, sagde Orm; og nu er vi ilde stedt, thi det
er aldeles sikkert, at de så os.
– Nu er vi straks ved det femte fald, sagde Olof. Det ville være harmeligt
at vende om, når vi er nået så langt.
– En strid med ryttere er ikke noget at jage efter, hvis de kommer med
overmagt, sagde Orm.
– Vi får måske lov til at være i fred til daggry, sagde Spof, thi dette
måneskin er lige så dårligt for dem som for os.
– Vi fortsætter, sagde Orm.
De skyndte sig af sted, så meget de kunne, og da de var kommet forbi
det sjette fald, begyndte Orm nu at se sig om.
– De, der har de skarpeste øjne, må nu hjælpe mig, sagde han. Der skal
findes en klippe i floden, med tre rosenbuske, men de blomstrer vel ikke på
denne årstid.
– Dér ser jeg en klippe med nogle buske! sagde Svarthöfde, men ingen
kan vide, om det er rosenbuske.
De gik ned til vandet og fandt endnu tre klipper i floden, men de så alle
ud til at være nøgne. Og nu fandt Orm revnen, dér hvor klippen var spaltet,
og vandet strømmede frem, nøjagtig som Are havde sagt.
– Hvis vi nu kunne finde en høj, der kaldes patzinakernes
hovedpandested, så er vi ikke langt fra det, vi leder efter, sagde han.
Det tog ikke lang tid at finde den, thi Spof pegede på en høj, der lå et
stykke inde i landet.
– De har begravet en høvding her, sagde han; det har jeg hørt sige. Og til
ære for ham plejer de at sætte hovedskaller på stager, når de har været i strid
her ved faldene.
– Lad os så skynde os, sagde Orm, så at vore ikke også bliver hængende
dér.
Han gik nu hen langs revnen, indtil han kom til det sted, der lå lige
mellem klippen med buskene og hovedpandestedet.
– Her skulle det være, sagde han, og nu vil vi snart få at vide, om vi har
gjort denne rejse forgæves.
Alle var nu meget ivrige, og man målte vandets dybde i revnen, med et
spyd.
– Der skal granvoksne folk til dette fiskeri, sagde Orm. Men jeg kan
mærke, at der er stablet sten op, herinde ved klippevæggen, og det er, som
det skal være.
To brødre i Olofs følge ved navn Lange Staf og Skule, der stammede fra
Halland, var de højeste mænd i hele skaren. De var villige til at gå ned i
vandet og gøre, hvad de kunne. Det nåede dem til halsen, og Orm sagde, at
de skulle dukke ned under vandet og fjerne sten efter sten, af dem, der var
stablet op mod klippen. De kom op med store sten og blev ved et stykke tid
og syntes, at dette var strengt arbejde; men når de havde hvilet sig og atter
kunne trække vejret, tog de fat igen. Nu sagde Skule, at han havde haft fat i
noget, der ikke var sten, men at. han ikke kunne få det løs.
– Tag forsigtigt, sagde Orm, og få alle stenene bort først.
– Her er noget, der ikke er sten, sagde Staf og løftede en klump op af
vandet. Det var en sæk; og den var så tung, at han måtte tage ordentlig fat;
og netop i det øjeblik, han havde fået den halvvejs op på klippen foran sig,
gik sækken i stykker på midten, eftersom det skind, den var lavet af, havde
skørnet sig i vandet. Alle udstødte et skrig af skræk og smerte, da en strid
strøm af sølvmønter løb ud og faldt i vandet med et plask. Lange Staf
forsøgte at dæmme op for strømmen med hænderne og ansigtet, og
mændene faldt hen over hinanden for at få sækken op og redde, hvad de
kunne, men meget af dens indhold nåede dog at løbe ud.
– Dette begynder godt, sagde Orm bittert. Er det sådan du omgås sølv?
Hvor meget skal der blive tilbage til mig, sådan som du bærer dig ad? Men
nu véd vi i det mindste, at vi er kommet til det rigtige sted, tilføjede han
roligere, og at ingen har været her før os. Men vær nu varsom med resten,
hallænding. Der skal være fire sække til.
Alle mændene skændte voldsomt på Lange Staf, så han blev ked af det
og vred og ville op af vandet. Han kunne ikke gøre for, at sækken var skør,
sagde han; og hvis han selv havde haft så meget sølv at stikke til side, ville
han have været så forstandig at komme det i bedre poser. Nu måtte andre
tage fat og se, om de kunne gøre det bedre.
Men både Orm og Olof sagde nu, at han ikke kunne gøre for det, der var
sket; så blev han roligere og fortsatte med sit fiskeri.
– Her er noget andet, sagde Skule og løftede sin fangst i vejret. Og dette
er tungere end sten.
Det var en lille kiste af kobber, meget grøn og meget tung; den var viklet
ind på kryds og tværs i fine røde reb, der var forseglede med bly.
 – Ja, ja, kisterne, sagde Orm. Dem havde jeg glemt. Der skal være fire
sådanne små kister. De er fulde af kvindestads. Men alt sølvet er i sækkene.
De havde bedre held med de øvrige sække, så de kom op uden at noget
gik til spilde. Hvert nyt fund forøgede glæden hos alle, og ingen tænkte
længere på patzinakerne eller på, at tiden gik. De to sidste kister måtte de
lede efter en rum tid, thi de var sunket ned i gruset på bunden. Men til sidst
fandt de også dem, og alt blev lagt på kærren.
Det meste af natten var nu gået, og så snart de befandt sig på
tilbagevejen, blev de atter grebet af ængstelse for patzinakerne.
– Når det begynder at lysne, kommer de, sagde Spof.
– Orms lykke er bedre end de flestes, sagde Olof Sommarfågel, og min
egen er ikke blandt de dårligste. Og det kan være, at vi helt og holdent
slipper for patzinakerne. Thi nu er der gået lang tid, siden de to ryttere så
os, og derefter har vi ikke set én eneste. Det må betyde, at patzinakerne nu
venter på os, neden for det sidste fald, der hvor slæbesporet hører op; thi de
kan ikke vide, at vi kun skulle halvvejen og så tilbage igen. Derfor kommer
de ikke efter os, før de er blevet klar over fejltagelsen, og arter det sig vel,
når vi skibet før dem.
På dette punkt spåede han dog ikke rigtigt, selv om det ikke var langt fra;
thi en stund efter daggry, da de kun havde kort vej til skibet, lød der en
heftig larm af hestehove bag dem, og patzinakerne kom farende som Odins
storm.
Orm lod straks flokken gøre holdt og stille sig foran kærren med buerne
parat. Mændene var i det bedste lune og rede til at slås om sølvet med lige
så mange patzinaker, det skulle være.
– Ingen skal røre denne kærre, så længe fire eller fem af os er i live,
sagde de roligt.
Men patzinakernes dygtighed var stor, og de var ikke lette at have med at
gøre. De red ikke lige hen mod Orms folk, men satte fuld fart på deres heste
og red forbi i et bueskuds afstand og skød med deres pile, da de fløj forbi.
Derpå samlede de sig atter og ventede en stund og kom så tilbage på samme
måde fra den anden side. De fleste af Orms mænd var trænede jægere og
dygtige til at bruge buen, så de svarede godt igen; der blev jubel, hver gang
en fjende faldt af hesten. Men også patzinakernes pile nåede stundom deres
mål, og efter en tids forløb var Orm og Olof enige om, at de ikke kunne
blive ved ret længe på denne måde.
 Mellem tvende angreb kaldte Orm Svarthöfde og Ulf Glade til sig. De
var blevet strejfede af pileskud begge to, men var ved godt mod; de sagde,
at de havde ramt hver sin fjende. På det sted, hvor flokken havde gjort
holdt, var der klipper ned mod floden; og dette var et held, thi derfor kunne
patzinakerne ikke gå til angreb fra den side. Orm sagde nu til drengene, at
de skulle gå ind mellem klipperne og prøve på ikke at blive set. Dernæst
skulle de skynde sig hen langs bredden, til skibet, og råbe på Toke og få
ham til at komme til undsætning, så hurtigt han kunne, med alle de mænd,
der var om bord.
– Og nu afhænger det af jer, om dette skal ende lykkeligt, sagde han. Thi
pilene begynder så småt at slippe op for os.
Drengene var stolte over at få betroet et sådant hverv og ilede straks af
sted. Patzinakerne kom lidt efter igen, og under dette angreb fik Olof
Sommarfågel en pil i brystet.
Den gik igennem brynjeringene og sad fast.
– Det bed hårdt, sagde han til Orm. Nu duer jeg ikke til mere.
Han vaklede, men holdt sig dog oprejst og gik hen til kærren og lagde
sig på den med hovedet mod en sæk sølv. Dér lå allerede andre sårede.
Næste gang patzinakerne kom, affyrede Orms mænd deres sidste pile.
Men samtidig lød der en tilfreds mumlen blandt mændene.
– Nu er det overstået, råbte de. Dér faldt Finn Sonesson. Pilen gik
gennem halsen, og han er allerede død. Kolbjörn, hans broder, faldt for lidt
siden. Dette var den fjerde. Nu bliver der ikke flere.
Og det var sandt, hvad de havde sagt; thi nu lød der hærråb i retning af
skibet, råb, der viste, at Toke var kommet i land. Dette syntes at bekomme
patzinakerne ilde; thi mens Orms mænd var ivrigt i færd med at lede efter
afskudte pile, der endnu kunne bruges, hørte man en drønende lyd af hove,
der døde bort i det fjerne.
Orm befalede, at de sårede fjender, der lå tilbage, ikke måtte dræbes.
– Lad dem være i fred, dér hvor de ligger, sagde han. Deres frænder
kommer sikkert igen og henter dem.
Deres egne sårede – de, der ikke selv kunne gå – havde de på kærren.
Syv lå døde på jorden, og dem tog mændene op og bar med sig for at give
dem en hæderlig begravelse, så snart der blev tid til den slags. Nu havde de
hastværk med at komme hen til skibet, inden patzinakerne vendte tilbage.
 Fastes skriver var forsvundet, men da de nu satte kærren i gang, fandt de
ham under den, hvor han lå og sov. Han blev vækket med spydskaft og leet
grundigt ud. Han sagde, at han intet havde med denne strid at skaffe,
eftersom han var embedsmand ved skatteudskrivningen, og at han ikke
havde villet være i vejen for nogen; desuden havde han været træt efter den
lange vandring.
Mændene indrømmede, at det talte til hans fordel, at han var faldet i
søvn under striden.
Nu mødte de snart Toke og hans mænd, og glæden var stor på begge
sider. Toke havde ikke haft meget besvær med fjenden; da han kom imod
dem med hærråb og pile, var de redet bort næsten straks. Deres pile var
måske også sluppet op på det tidspunkt, mente mændene.
De var nu ved skibet, og Orm så sig om.
– Hvor har du drengene? spurgte han Toke.
– Drengene? sagde Toke. Dem havde du jo med dig.
– Jeg sendte dem hen langs bredden for at kalde dig til hjælp, sagde Orm
med forandret stemme.
– Hvor er de blevet af? sagde Toke bekymret. Jeg hørte hestetrampen og
hærråb og så patzinakerne komme ridende herhen imod og vende om; så
lagde jeg i land for at ile til hjælp. Men drengene har jeg ikke set.
Men en af Tokes mænd sagde, at lige før skibet nåede ind til land, havde
han set tre patzinaker til fods komme frem mellem klipperne ved bredden
og slæbe på noget; det kunne have været døde mænd eller fanger. De var
gået hen mod deres heste; og siden, sagde han, havde han ikke tænkt mere
på dette, eftersom skibet nåede i land, og striden begyndte.
Orm stod helt målløs. Han tog sin hjelm af og lod den falde til jorden.
Han satte sig på en sten ved bredden, med ansigtet mod floden. Dér sad han
ganske ubevægelig, og ingen vovede at forstyrre ham.
Mændene stod og mumlede indbyrdes og så på ham; også Toke stod tavs
og vidste heller ikke noget råd. Spof og Fastes skriver bar de sårede om
bord.
Til sidst rejste Orm sig. Han gik hen til Toke og spændte sværdet
Blåtunge af sig. Der gik en skræk gennem dem alle, da de så dette.
– Jeg går til patzinakerne, sagde han. Du skal vente her med skibet i tre
dage. Hvis Svarthöfde kommer tilbage, skal han have sværdet. Hvis der
ikke kommer nogen tilbage, skal du tage det med hjem til Harald.
 Toke tog imod sværdet.
– Dette er ilde, sagde han.
– Skatten skal du dele retfærdigt, sagde Orm, sådan som den ville være
blevet delt, hvis jeg selv havde levet. Det er kun en ringe lykke, den har
bragt med sig til Tostes æt.
 Ottende kapitel

HVORDAN ORM LØSKØBTE

SVARTHÖFDE OG MØDTE EN
GAMMEL VEN
Orm tog Fastes skriver med sig og gik bort for at lede blandt de faldne
patzinaker. Dér fandt de en såret, en ung mand, der havde fået en pil i siden
og en anden gennem knæet. Han så ud til at være ved godt mod og sad og
gnavede på et stykke tørret kød, med en lang træflaske i den anden hånd.
Hans hest græsede ved siden af ham.
Denne mand kunne forstå noget af det, skriveren sagde, og han blev
glad, da han opdagede, at de ikke var kommet for at tage hans hoved. Orm
lod skriveren sige, at de ville hjælpe ham til hest og følge med ham til hans
by. Da skriveren havde gentaget dette flere gange, nikkede manden og
pegede på sit knæ. Pilen var gået lige igennem det, bag ved knæskallen og
fra den ene side til den anden, så spidsen stak ud på indersiden, og han
havde ikke selv været i stand til at få den ud. Orm sprættede nu hans
skindbukser op og lirkede et stykke tid med pilen og trykkede pileskaftet
indad, til hele jernodden kom frem, så den kunne skæres af, og skaftet hales
ud. Manden knipsede med fingrene, mens Orm gjorde dette, og fløjtede
sagte; og da det var overstået, satte han sin flaske for munden og tømte den.
Den anden pil havde han selv trukket ud.
Orm tog nu en nævefuld sølv frem og gav ham. Mandens ansigt strålede
ved synet, og han tog villigt imod det.
Der stod nogle heste i nærheden, ved siden af deres faldne herrer. De løb
bort, når Orm og skriveren nærmede sig dem; men da patzinaken kaldte på
dem med en særlig lyd, kom de hen til ham og lod sig indfange.
De hjalp nu den sårede til hest; han lagde sit beskadigede ben op over
sadlen og red lige så godt på den måde. Skriveren var ikke særlig villig til at
følge med; men Orm sagde kort, at det skulle være sådan.
 – Hvis du stritter imod, vrider jeg halsen om på dig, sagde han. Det er
mig, der bliver deres fange, ikke du.
Skriveren mumlede, at en embedsmand i skatteudskrivningen ikke havde
noget med dette at gøre; men han faldt alligevel til føje, og der blev ikke talt
mere om dette.
De red nu ind i det græsbevoksede steppeland, der var patzinakernes
rige. Et værre land, sagde Orm bagefter, skulle man lede længe efter, og så
ville man måske endda ikke kunne finde noget lignende; thi der var hverken
skov eller vand eller dyr eller mennesker at se, men blot græs og det tomme
rum; og desuden, nu og da, en slags store rotter, der smuttede bort mellem
græstuerne. To gange holdt patzinaken sin hest an og pegede på jorden og
talte med skriveren, så godt han kunne, hvorefter denne steg af hesten og
plukkede de urter, han pegede på. De havde brede blade, og dem lagde han
omkring sit knæ og bandt dem fast med en buestreng. Smerterne i hans sår
syntes at mildnes derved, thi han red videre uden at blive træt.
Da solen havde nået sin halve middagshøjde, kom de til patzinakernes
lejr, som lå i en lille dal, hvor der løb en bæk; langs bækken stod i
hundredvis af telte. Der blev stor larm af hunde og børn, da de kom, og
lejren var fuld af heste og mænd. Patzinaken red stolt derhen med sine
fanger, og da han var blevet hjulpet af hesten, viste han det sølv, han havde
fået, og pegede på Orm.
Orm lod nu skriveren sige, at han ville tale med deres høvding. Ingen så
ud til at forstå, hvad han sagde, men til sidst kom der en meget hjulbenet
mand, der forstod ham og kunne svare på hans eget sprog.
– Sig ham dette, sagde Orm: Mine to sønner, der er meget unge, blev
eders fanger under striden ved faldene i nat. Jeg er en høvding, og jeg er
kommet for at købe dem fri. Og jeg er våbenløs for at vise jer mit venskab
og min ærlighed.
Den hjulbenede trak tankefuldt i sit lange læbe-skæg og talte et stykke
tid med den sårede mand, som havde ført dem derhen. Deres snak mindede
mere om ugleskrig end om mennesketale, mente Orm, men de syntes
alligevel at forstå hinanden uden besvær. Mange af dem, der stod rundt
omkring, så på Orm og satte et bredt grin op; derpå tog de deres knive frem
og førte dem hen over halsen. Dette var det værste øjeblik, sagde Orm
bagefter; thi det kunne betyde, at de allerede havde skåret halsen over på
deres fanger. Men han håbede, at de blot havde i sinde at gøre det ved ham
selv. Dette bekymrede ham dog mindre, hvis blot Svarthöfde kunne blive
reddet.
Han sagde til skriveren:
– Spørg ham om dette: lever de to fanger?
Den hjulbenede nikkede og kaldte på tre mænd, der nu trådte frem. Det
var dem, der ejede fangerne.
Orm sagde:
– Sig dem dette: Jeg vil købe fangerne tilbage for meget sølv. Det er
mine sønner.
De tre mænd begyndte at sludre, men den hjulbenede sagde nu, at Orm
og skriveren skulle følge med til høvdingene. De kom til tre telte, der var
større end de andre; og i det mellemste gik de ind.
Tre gamle mænd i skindpelse og med ragede hoveder sad på nogle
fåreskind på jorden, med korslagte ben, og spiste vælling af en stor lerskål.
Den hjulbenede blev stående ved indgangen og gjorde tegn til Orm og
skriveren, at de skulle forholde sig tavse. De tre gamle spiste med
værdighed, pustede på skeerne og smaskede tilfreds. Da skålen var tom,
slikkede de deres skeer og stak dem til sig; og først nu lod de, som om de
fik øje på dem, der var kommet ind.
En af dem nikkede til den hjulbenede. Han bukkede dybt og begyndte at
tale, og høvdingene sad og ræbede med en ligegyldig mine.
Den, der sad i midten, var mindre end de to andre og havde store øren.
Han lagde hovedet på skrå og så nøje på Orm. Den hjulbenede var nu
færdig med sin snak; og der blev stille. Den lille sagde nogle ubegribelige
ord, og den hjulbenede bøjede sig med stor ærefrygt og tog skriveren med
sig og gik ud.
Derpå sagde den lille høvding langsomt:
– Du er velkommen, Orm Tostesson! Det er bedst, at vi lader, som om vi
ikke kender hinanden. Og det er sandt, at det er længe siden, vi mødtes.
Lever Ylva endnu – kong Haralds datter, der har leget ved mine knæ?
Orm trak vejret dybt. Han kendte ham igen, i det øjeblik han begyndte at
tale. Det var Felimid, den ene af kong Haralds gøglere.
– Hun lever og husker dig godt, sagde Orm, og det er hendes søn, der nu
er fange her. Dette er i sandhed et møde, man kan forbavses over, og gid det
må være godt for os begge. Er du høvding blandt patzinakerne?
Felimid nikkede.
 – Man må tage til takke med det, der byder sig, når alderen kommer,
sagde han. Men jeg skal ikke klage.
Han talte nu med de to andre høvdinge og råbte noget hen mod bagsiden
af teltet. En kvinde kom ind med en stor kande, og den gik på omgang
iblandt dem og var snart tom. Kvinden fyldte den på ny, og da den atter var
blevet tømt, rejste de to andre høvdinge sig med besvær og gik ud.
kande, og den gik på omgang iblandt dem og var snart tom. Kvinden
fyldte den på ny, og da den atter var blevet tømt, rejste de to andre høvdinge
sig med besvær og gik ud.
– De skal sove nu, sagde Felimid til Orm, da de var blevet alene. Det er
således med disse mennesker, at de let bliver berusede, og så lægger de sig
straks til at sove den halve dag. Det er meget naive sjæle. Men nu kan vi
sidde sammen, du og jeg, uden at blive forstyrrede. Du har haft et langt ridt
og må vel være suiten?
– Det er, som du siger, sagde Orm. Nu er min bekymring blevet lettere,
efter at jeg har mødt dig, og der er tre ting, jeg længes efter: at se min søn
igen og få noget at spise og drikke.
– Du skal få ham at se, når vi har aftalt løsesummen, sagde Felimid; thi
han kommer til at koste dig sølv, skønt du er min ven, ellers ville hele
stammen blive rasende. Men nu skal du være min gæst.
Han råbte atter nogle befalende ord, og nu kom seks kvinder ind og
begyndte at sætte mad frem på et tæppe, som de bredte ud over gulvet.
– Dette er mine hustruer, sagde Felimid. Man kan synes, det er meget for
en gammel mand, men således er skikken her. Og noget må jeg have til at
fordrive kedsomheden med, efter at Ferdiad er død, og gøgleriet er hørt op.
– Det er en sorg at høre dette om din broder, sagde Orm. Hvorledes døde
han? Og hvorledes kom I hertil?
– Spis du nu, så skal jeg fortælle; jeg er allerede mæt. Øl har vi ikke her,
men dette er den drik, vi laver af hoppemælk. Smag på den: værre ting kan
man drikke.
Det var en klar drik, sød-sur i smagen, og som man næppe kunne sige
meget godt om, mente Orm. Men man mærkede hurtigt, at der var styrke i
den.
Erins mester nødte nu Orm til at spise alt, hvad der var, og råbte til
kvinderne efter mere; og imens fortalte han, hvorledes det var gået med
ham og hans broder,
 – Vi drog videre ud i verden, sådan som vi sagde til dig, da vi skiltes, og
kom til storfyrsten i Kiev. Hos ham var vi i to år og gøglede til alles glæde
og nød stor anseelse; men så mærkede vi, at vi begyndte at lægge os ud. Nu
blev vi grebet af ængstelse og brød op, skønt alle ville holde os tilbage; thi
inden vor tid var udløbet, ville vi nå til kejseren i Miklagård, således som vi
havde tænkt os det fra begyndelsen. Men vi kom aldrig så langt, thi ved
vandfaldene blev vi taget af patzinakerne. De syntes, vi var for gamle til at
kunne gøre nogen nytte og ville dræbe os for at sætte vore hoveder på
stænger, sådan som deres vane er. Så gjorde vi kunster for dem, nogle af
vore enkleste kunster, indtil de lagde sig på maven rundt om os og tilbad os.
Men de ville ikke slippe os fri; og efter at vi var begyndt at forstå deres
sprog, tog de os til høvding på grund af vor visdom og kyndighed i
trolddom. Vi vænnede os snart til dette, thi det er lettere at være høvding
end gøgler. Desuden havde vi været klar over et stykke tid, at alderen
omsider også var begyndt at komme over os. Det er sandt, hvad ærkebiskop
Cormac Mac Cullenan har sagt i gamle tider: Den kloge skal, når han har
nået halvtreds, ikke mere gå sanseløs omkring i en stærk rus, ej heller rase i
elskov i vårnætters kulde, og ej heller danse på sine hænder.
Felimid nippede til sin kande og nikkede bedrøvet.
– Således er det, fortsatte han; og det var dette, min broder Ferdiad
glemte, dengang en af hans kvinder havde fået tvillinger, af mandkøn. Så
drak han meget af denne gærede hoppemælk og dansede på sine hænder for
hele folket, ligesom jødernes konge for Gud; og under den dans faldt han
omkuld og blev liggende, og da vi løftede ham op, var han død. Jeg sørgede
meget over ham, og det gør jeg stadig; men ingen kan sige andet, end at det
var en god død for en mestergøgler. Og siden da har jeg slået mig til ro hos
disse patzinaker. De er som børn og ærer mig meget, og det er sjældent, de
gør mig imod, undtagen når de drager på hovedjagt. Det er en gammel vane
hos dem, som de ikke kan lægge af. Og nu vil jeg høre om dig og dit.
Orm fortalte ham nu alt, hvad han ville vide. Men han tænkte sig om, da
han kom til skatten ved vandfaldene og sagde, at den bestod af tre sække
sølv; thi han ville ikke af med mere end nødvendigt af den, når han skulle
løskøbe Svarthöfde og Ulf. Til sidst fortalte han om striden, og da han var
færdig, sagde Felimid:
– Det var en lykke, at din søn og din fostersøn blev taget levende, og det
skete på grund af deres ungdom. De, der tog dem, havde regnet med at få en
god fortjeneste på dem ved at sælge dem til arabere eller byzantinere.
Derfor må du være forberedt på at betale dem dyrt, og det er heldigt, at du
har en skat til din rådighed.
– Jeg skal betale, hvad du finder passende, sagde Orm, og at kong
Haralds dattersøn bliver dyr er ikke mere end retfærdigt.
– Jeg har ikke set ham endnu, sagde Felimid; thi mine mænds
røvertogter blander jeg mig ikke i, undtagen når det behøves. De er altid på
jagt efter mænd og bytte ved faldene. Men nu er det på tide at få dette
klaret.
De gik nu ud af teltet, og Felimid råbte nogle befalende ord. De to andre
høvdinge blev vækkede og kom ud; og da Felimid havde sat sig sammen
med dem og Orm på græsskråningen, kom alle i lejren løbende og stillede
sig i kreds omkring dem. Nu blev fangerne bragt derhen, ført af de mænd,
der havde taget dem. De var begge blege, og Svarthöfde var blodig i håret.
Da de så Orm, klarede de op; og det første, Svarthöfde sagde, var dette:
– Hvor har du sværdet?
– Jeg kom våbenløs hertil for at få jer fri, sagde Orm. Det var min skyld,
I blev taget til fange.
– De faldt over os, bagfra, mellem klipperne, sagde Svarthöfde, og vi
nåede aldrig at foretage os noget.
– De slog os i hovedet, sagde Ulf Glade, og så sansede vi ikke mere, før
vi vågnede, bundne og på hesteryg.
Nu talte Felimid til de to andre høvdinge og til de mænd, der havde taget
fangerne; og man rådslog længe om den løsesum, der skulle kræves.
– Det er skik her hos os, sagde han, at alle, der har vænet med i striden,
skal have deres del af løsesummen, men de, der har taget fangerne, skal
have det dobbelte. Nu har jeg sagt til dem, at Svarthöfde er din søn, og at du
er en høvding blandt dit folk; men jeg har fortiet, at han er en stor konges
dattersøn, thi ellers ville summen blive alt for høj.
Til sidst blev det bestemt, at de skulle ride tilbage til skibet næste dag; og
for Ulf Glade skulle der betales så meget sølv, som fire af patzinakernes
tophuer kunne rumme. Men Svarthöfde skulle løskøbes med lige så meget
sølv, som han selv vejede.
Orm fandt, at dette var en vældig løsesum. Men da han tænkte på,
hvordan han havde det om morgenen, da han fik at vide, at Svarthöfde var
blevet fanget, syntes han alligevel, at alt var gået bedre, end han havde
håbet.
 – Han er ikke tung, sagde Felimid trøstende. Det ville have været værre
for dig, hvis du selv skulle have været vejet. Og en søn er mere værd end
sølv. Jeg kan se på ham, at han er Ylvas søn. Det er min sorg, at jeg ikke
selv har nogen. Jeg havde en, men han døde som lille, og nu har jeg kun
døtre. Ferdiads sønner bliver høvdinge efter mig.
Op ad dagen kom der nogle patzinaker til lejren; de havde været ved
faldene og hentet deres sårede. De døde havde de dog ladet ligge, thi det var
ikke skik blandt patzinakerne at gøre sig besvær med dem, undtagen når det
var en stor høvding, der var død. Men de var misfornøjede med, at Orms
mænd havde ført deres døde bort, så de var gået glip af deres hoveder. De
syntes nu, at det ikke var mere end rimeligt, at Orm også betalte dem for
dette tab.
Felimid snerrede rasende ad dem og fandt, at det var upassende; men da
de blev ved, sagde han til Orm, at man ikke måtte fare for hårdt frem imod
dem i dette, thi deres iver efter hoveder var en galskab, som man intet
kunne gøre ved.
Orm blev mismodig og syntes, at det så ud, som om disse patzinaker
havde i sinde at flå ham lige ind til det bare skind. Men eftersom han var i
deres vold, kunne han ikke godt sige dem imod. Men han tænkte dog med
sorg i sinde, at hans sølvsække ville blive svært lettede på grund af den høje
løsesum, han havde givet for drengene, og dertil ville så komme alt det,
hans egne mænd skulle have. Men da han havde tænkt sig om en stund,
fandt han på råd.
– Jeg skal løskøbe mine mænds hoveder, når du råder mig til det, sagde
han til Felimid; og det skal blive på en sådan måde, at de vinder mere, end
de havde ventet. Da vi hentede skatten, havde vi hastværk, eftersom vi
frygtede for at blive angrebet af en overmægtig fjende. Derved brast en af
sækkene, og det meste af indholdet faldt i vandet, og det var skønne
sølvmønter altsammen. Og på grund af vort hastværk kunne vi intet gøre for
at samle al denne mønt op. Derfor ligger stadig en tredjedel af skatten på
det sted, hvor den lå; og hvis dine mænd ikke er bange for vand, kan de
vinde stor rigdom dér.
Han beskrev nu stedet, og hvordan det let kunne kendes på de sten, der lå
på klippen. Felimid oversatte, hvad han havde sagt, og inden han var
færdig, begyndte de unge mænd at gå hen til deres heste for at være de
første ved dette sølvfiskeri.
 Felimid gav nu et gæstebud og sagde, at de skulle glæde sig sammen,
han og Orm, og tænke på gamle tider. Han talte meget om kong Harald og
om sin broder, og han mindedes også, dengang de havde gæstet Orm og
hjulpet fader Willibald med at omvende hedninge.
– Men nu er det forbi med Erins mestre, sagde han, og der er intet tilbage
af den gode gøglerkunst. Vi var de to sidste af slægten O’Flann, der har
gøglet for konger lige siden kong Conchobar Mac Nessas dage. I min
ensomhed har jeg forsøgt at lære nogle unge mennesker en smule af min
kunst, men det er ikke lykkedes mig. Drengene er helt og holdent uduelige;
og da jeg så tog piger og forsøgte at lære dem at danse på mestergøglernes
måde, havde de heller ikke forstand nok til at fatte denne kunst, skønt jeg
anstrengte mig alvorligt og viste dem, hvorledes alt skulle gøres. Men det er
sandt, at de ikke var fuldt så elendige som drengene i denne stamme; og der
var én, som kom så vidt, at hun kunne danse nogenlunde på hænderne og
selv blæse på fløjte til sin dans. Men heller ikke mere; og hverken når hun
fløjtede eller vippede med benene blev det, som det skulle.
Han spyttede frem for sig og rystede på hovedet.
– På grund af dette blev hun så hovmodig, fortsatte han, skønt hun kun
var en lidet kyndig lærling, og jeg blev træt af hende og skænkede hende til
Gzak. Du har nok hørt om denne Gzak, thi han er en af de mægtigste mænd
i hele verden. Han er den højeste høvding over alle patzinaker og græsser
mest sine dyr på Krim; og han blev glad for pigen, thi han er en enfoldig
sjæl og forstår ikke meget af den slags sager. Senere skænkede Gzak hende
til kejseren i Miklagård, som tak for de store venskabssummer, kejseren
havde sendt ham. Det må være ilde bevendt med dans og gøgl i Miklagård;
thi dér dansede hun for kejseren og hans hof og blev meget berømmet,
indtil hun efter et års forløb døde af hovmod. Og nu har jeg
fortrædeligheder på grund af dette; thi i vinter sendte Gzak bud til mig og
ville have to nye danserinder af samme slags for atter at kunne glæde
kejseren. Dem tumler jeg nu med. De ærgrer mig meget med deres
enfoldighed og klodsethed, skønt jeg har valgt dem med omsorg. Det er
ikke noget for dig at se på, Orm, thi du har set mig og min broder. Men de
kan få lov til at vise, hvad de duer til, hvis du ønsker det, og det kan måske
more dine drenge at se dem.
Orm sagde ikke nej til dette, og Felimid udstedte nogle befalinger. Der
blev stor jubel og larm, da man hørte dette.
 – Hele stammen er stolt over dem, sagde Felimid, og deres mødre vasker
dem i sød mælk hver morgen for at få dem klare i huden. Men de lærer
aldrig nogen sinde at danse på den rette måde, hvor meget besvær jeg end
gør mig.
Der blev nu bredt tæpper ud på den åbne plads foran høvdingene, og
mænd kom med fakler. Derpå trådte danserinderne frem, mens hele
stammen mumlede af forventning. De var velskabte og så ud til at være
tretten eller fjorten år gamle. De havde røde hætter over deres sorte hår og
snore af grønne glasperler omkring brysterne, og de var iført vide bukser af
gult silke, der var fra serernes land og bundet sammen ved anklerne.
– Det er længe siden, jeg sidst så danserinder, sagde Orm; det var, da jeg
tjente min herre Almansur. Men det ved jeg, at jeg aldrig har set nogle, der
tog sig nettere ud end disse.
– Det er ikke udseendet, det kommer an på, men kunsten, sagde Felimid,
Men deres klædedragt har jeg selv fundet på, og den kan nok være ros
værd.
Danserinderne havde tvende drenge med sig, der var i samme alder, og
som satte sig på hug og begyndte at blæse på fløjte; og de to piger sprang
nu omkring i skæret fra faklerne, i takt med fløjterne, lavede de særeste
krumspring og brystede sig og hoppede baglæns og snurrede rundt på ét
ben, så alle undtagen Felimid var meget tilfredse. Da de var færdige, slog
jublen dem i møde, og de så fornøjede ud, da de opdagede, at også de
fremmede syntes om deres dans. Derpå skævede de ængsteligt til Felimid,
Han nikkede ligegyldigt til dem og vendte sig om mod Orm.
– Jeg siger ingenting om dette, sagde han; thi derved ville de blive ked af
det, og hele stammen også. Og i aften gør de det, så godt de kan, fordi der
er fremmede, som ser til. Men fløjteblæserne er min største sorg, thi de er
værre end pigerne. Og det er endda kazariske slaver, der har øvet sig meget;
og kazarerne anses for at være gode fløjtespillere. Men det er bare tom
snak.
Nu begyndte de på en ny dans; og efter en kort stund brølede Felimid
rasende, så alt gik i stå.
– Min broder Ferdiad er heldig, som slipper for at høre dette, sagde han
til Orm. Han var mere følsom end jeg.
Han råbte til fløjteblæserne, og den ene kom hen til ham og gav ham sin
fløjte.
 Der kom en slags trolddom i fløjtens toner, da Felimid selv begyndte at
blæse. Det var, som om han fløjtede lyst og lykke, spøg og latter,
kvindeskønhed og blinkende sværd, morgensol over en sø og vind over en
vårlig jord. Svarthöfde og Ulf vuggede frem og tilbage og så ud til at have
svært ved at blive siddende; de to høvdinge ved Felimids side nikkede saligt
og faldt i søvn; patzinakerne stampede og slog hælene sammen, lo og græd;
og danserinderne fløj omkring, som om de var blevet forvandlede til
hvirvlende dun af blæsten fra Felimids fløjte.
Han tog fløjten fra munden og vippede fornøjet med sine store ører.
– Dette gik tåleligt, sagde han.
– Det er min tro, sagde Orm, at der ikke findes en sådan mester som du;
og det er ikke mærkeligt, at disse mænd tilbad dig, da du kom til dem. Men
ingen vil kunne forstå, hvordan du kan få sådanne toner ud af den fløjte.
– Det er den godhed, der findes i fløjtens træ, når den er rigtig lavet,
sagde Felimid; og den godhed kommer frem, når fløjten bruges af én, der
har samme godhed i sin sjæl, og desuden tålmodighed til at finde dét frem,
fløjten gemmer. Men der må ikke være træ i den sjæl.
Fastes skriver kom nu hen til Felimid og faldt på knæ foran ham og bad
om at måtte låne fløjten. Tårerne løb ned over hans kinder.
– Hvad vil du med den? spurgte Felimid. Kan du spille på fløjte?
– Nej, sagde skriveren. Jeg er embedsmand i skatteudskrivningen. Men
jeg vil lære det. Jeg vil blive hos dig og spille på fløjte.
Felimid rakte ham fløjten. Han satte den for munden og begyndte at
blæse. Stundom fik han en piftende lyd ud af den, men ellers ingenting; og
patzinakerne vred sig af latter over hans håbløse anstrengelser. Men han
fortsatte, bleg og med stirrende øjne, og Felimid så alvorligt på ham.
– Ser du noget? spurgte Felimid.
Skriveren leverede fløjten tilbage og hulkede, så han rystede.
– Jeg ser det, du blæste, sagde han.
Felimid nikkede.
– Du kan blive her, sagde han. Jeg skal lære dig det. Du kan blive
tilstrækkelig god til at spille for kejseren, når jeg har fået disse piger
færdige. Fløjten må du beholde.
Dermed endte denne aften; og næste morgen red Felimid og hans gæster
til skibet med et stort følge af patzinaker. Men inden de brød op, gav
Felimid dem afskedsgaver. Orm og Svarthöfde og Ulf fik hver en kniv med
guldforsiringer på skæftet og en kunstfærdig sølvskede; og til Ylva gav han
dem en stor pakke serisk silketøj. De takkede ham for dette og syntes, det
var ilde, at de ikke havde noget smukt at give ham til gengæld, som tegn på
deres venskab.
– Der er få ting, jeg bryder mig om, sagde Felimid, og sølv og guld hører
ikke til dem. Derfor er skaden ikke stor, thi jeres venskab har jeg jo
alligevel. Men der er dog noget, som jeg kunne ønske til gengæld, hvis
lejligheden byder sig. Har du, Orm, endnu dine store hunde?
Orm sagde, at de stadig trivedes vel hos ham, og at der havde været
fjorten i alt, da han rejste hjemmefra.
– Du er snart en voksen hærmand, Svarthöfde, sagde Felimid; og det
bliver vel sådan, at du engang begiver dig ud på langfærd, eftersom du er
begyndt så tidligt. Så drager du måske til Kiev og måske til Miklagård. Hvis
det skulle ske, skal du tage to eller tre af de store hunde med til mig. Det
ville i sandhed være en venskabsgave og den bedste af alle; thi de stammer
fra Erin, ligesom jeg.
Svarthöfde sagde, at det skulle ske, hvis han kom denne vej; og dermed
brød de op fra lejren. Fastes skriver nikkede til dem, da de red forbi ham,
men nu havde han vigtigere ting at sysle med; han sad sammen med de
kazariske slaver og øvede sig flittigt på fløjten. Både Svarthöfde og Ulf
ville gerne være blevet længere hos patzinakerne for at glæde sig over dans
og anden lystighed. Men Orm var utålmodig efter at komme tilbage til
skibet og sine mænd; han følte sig desuden halvnøgen og ilde til mode,
sagde han, når han ikke havde Blåtunge ved sin side.
Da de nærmede sig floden, gjorde patzinakerne holdt et stykke fra
bredden, for at der ikke skulle opstå tvistigheder med Orms mænd; og
hverken de, der ejede fangerne, eller de andre ville give Svarthöfde og Ulf
fra sig, før løsesummen var blevet betalt. Orm gik alene hen til skibet, og da
mændene så ham, udstødte de glade råb og roede i land. Toke rakte ham
sværdet og ville vide, hvordan alt var gået for ham. Orm fortalte nu om
Felimid og hans venskab, og hvorledes alt var blevet ordnet, og om den
løsesum, han skulle betale for Svarthöfde og Ulf Glade.
Toke lo tilfreds.
– Vor lykke kan man heller ikke klage over, sagde han, og du behøver
ikke at øde dit sølv på at få drengene fri. Ni patzinaker er i vore hænder og
mere end løsesum nok; de ligger bundne om bord.
 Han sagde, at Spof og Lange Staf og mange af de andre ikke havde
kunnet styre sig ved tanken om alt det meget sølv, der var faldet i vandet.
– De nødte og tiggede mig, indtil jeg gav efter, sagde han; og Spof og
tyve mand drog af sted langs højre bred, hvor de ikke var truet af nogen
fare. De kom over floden, mellem tvende fald, på et sted hvor de knap
behøvede at svømme; og i tusmørket gik de forsigtigt hen til det sted, hvor
skatten havde ligget. De hørte glade råb og så nogle heste, der græsede, og
overraskede nu disse patzinaker, som var i færd med at fiske sølv. De blev
alle fanget uden besvær, thi de var våbenløse og blev grebet, inden de nåede
at komme op af vandet. Og dér fik mændene også meget sølv, som
patzinakerne havde fisket op til dem. Og vi holdt netop råd på skibet om at
løse en af fangerne og sende ham til sit folk, for at få dig og drengene fri.
Orm sagde, at disse nyheder i sandhed var gode, skønt patzinakerne
måske ikke ville synes det samme. Han stod nu et øjeblik og så både
tankefuld og tvivlrådig ud.
– Jeg vil ikke kræve løsepenge for disse fanger, sagde han. Ingen andre
på skibet skal dog lide tab af den grund end jeg selv. Men de må ikke få lov
til at gå, før drengene er fri.
– Du er en stor høvding, sagde Toke, og må handle derefter. Men dette er
gavmildhed mod mænd, som knap er den værd. Det var dem, der først
indlod sig i strid med os, ikke os, der angreb dem.
– Du kender ikke Felimid, sagde Orm. Han er en gave værd. Og i dette
skal det være, som jeg vil have det.
Han og Toke hentede nu en sæk sølv og bar den imellem sig hen til de
ventende patzinaker, der løb rundt og målte huer for at finde den
rummeligste. Men Felimid blev ærgerlig over dette og tog sin egen hue af
og befalede, at sølvet skulle måles op i den; og derved blev det.
Man sendte nu nogle mænd af sted, der skulle lede blandt det gamle
tømmer, som lå ved begyndelsen af slæbestedet; og de kom tilbage med en
stang. Denne blev lagt over en sten og flyttet frem og tilbage, indtil den stod
lige, og Svarthöfde satte sig yderst i den ene ende. I den anden lagde
patzinakerne nogle sadelposer, og Toke hældte nu sølv ud af sækken, indtil
Svarthöfde blev vippet i vejret. Alle patzinakerne, sagde Felimid, var enige
om, at denne vejning gik for sig på høvdingevis, thi de mente, at hvis
Svarthöfde havde klædt sig nøgen, ville der være blevet sparet sølv, uden at
de kunne komme med indvendinger.
 Da dette var overstået, gik Toke hen til skibet med det sølv, der var
tilovers, og Orm sagde til Felimid:
– Jeg har haft megen lykke på denne færd, og det har ikke været den
mindste, at jeg har mødt dig. Du gav os venskabsgaver, da vi red fra din
lejr, og nu har jeg til gengæld en til dig. Her kommer den.
Toke havde ladet fangerne løse af deres bånd, og Felimid og hans mænd
så forbavset på dem.
– Det er dem, der red af sted for at fiske sølv, sagde Orm. Mine mænd
gik derhen i samme ærinde og fangede dem. Og nu giver jeg dig dem
tilbage uden løsesum, skønt mange måske vil finde, at dette er en handling,
der tyder på stor enfoldighed. Men det er således, Felimid, at med dig vil
jeg ikke drive handel.
– Du er al din lykke værd, sagde Felimid.
– Det skal alligevel blive med de store hunde, som vi har aftalt, du og
jeg, sagde Svarthöfde. Jeg har dem med mig, når jeg kommer denne vej. Og
det varer måske ikke længe, thi jeg anser mig nu for at være voksen, efter at
jeg er blevet vejet op med sølv.
– Måtte du til den tid have danserinder, der er vaskede i mælk og lige så
smukke, som dem vi så nu, sagde Ulf Glade.
Felimid kløede sig bag øret.
– Det er, hvad du synes, den gamle duer bedst til, sagde han: – at have
danserinder parat, når I kommer. Men jeg skal vælge dem med omsorg
blandt de grimmeste og lade dem vaske i ajle, thi ellers kunne letsindige
unge mennesker mene, at det var en god ting at stjæle dem fra gamle
Felimid, efter at han havde haft alt besværet med dem.
De sagde farvel til den gamle mestergøgler og hans patzinaker og gik
tilbage til skibet og lagde ud på floden for at sejle hjem. De sårede syntes at
klare sig vel; også Olof Sommarfågel, der var hårdest medtaget, var ved
godt mod. Mændene tog villigt fat ved årerne, selv om de nu havde en lang
roning for sig, mod strømmen. Sones syv sønner var de mest muntre af dem
alle, skønt de havde tvende brødre om bord, der skulle begraves sammen
med de andre døde første gang, de slog lejr. Toke syntes, at denne rejse i
sandhed havde været sælsom, indtil nu; thi de havde tilbagelagt lang vej og
vundet meget, og alligevel havde han endnu ikke haft sværdet Rødnæb
fremme. Men han mente, at det måske ville få mere at gøre på hjemfærden,
når der var så meget guld at passe på. Ulf og Svarthöfde sad sammen med
mændene og fortalte med stor tilfredshed om alt det, de havde oplevet hos
patzinakerne. Orm selv var den eneste om bord, der sad og så tankefuld ud.
– Fortryder du nu, at du lod fangerne gå uden løsesum? spurgte Toke.
– Således forholder det sig ikke, sagde Orm. Min lykke har været alt for
god. Derfor er jeg nu blevet grebet af ængstelse, og det ville være vel at
vide, hvorledes de har det derhjemme.
 Niendie kapitel

OM HJEMKOMSTEN OG HVORDAN
OLOF SOMMARFÅGEL LOVEDE AT
BLIVE KRISTEN
De begravede deres døde på et sted, hvor de kunne hvile i fred, og drog op
ad den store flod uden at opleve noget, og med god hjælp af vind og sejl.
Olof Sommarfågel bedredes kun småt; hans madlyst var dårlig, og såret
ville ikke læges; og man talte om at lægge til ved Kiev for hans skyld og få
lægekyndig hjælp. Men han ville selv ikke vide af dette, thi han var lige så
ivrig som Orm efter at komme hjem i hast. Mændene roede villigt videre,
thi de følte sig nu alle rige og ville ikke øde sølv blandt fremmede.
Da de nåede bæverfloden og måtte ro hårdt, greb Svarthöfde til åren som
de andre; han sagde, at nu hørte han til de voksne. Det var strengt for ham;
men skønt han roede hul på sine hænder, blev han dog ved, indtil det blev
hans tur til at afløses. Dette indbragte ham ros fra selve Spof, der ellers ikke
var rundhåndet med sådant.
Ved slæbestedet var der rigeligt med okser, i den landsby, hvor de havde
været og truffet aftaler, så færden over land gik lettere denne gang. Men da
de nåede dregovitjernes by, hvor bierne og bjørnene var, holdt de rast i
trende dage på deres gamle lejrplads og lod de kloge koner i byen se til
Olof, der var blevet dårligere af at blive slæbt over land. De kradsede i hans
sår og dryppede en saft i dem af myrer og malurt, indtil han skreg højt af
smerte. Dette var et godt tegn, sagde konerne; jo værre, han skreg, desto
bedre. De smurte såret med en salve af bæverfedt og gav ham en bitter
væske at drikke, der styrkede ham meget. Nu hentede de store favnfulde
frisk hø fra deres by samt tvende fede, unge kvinder. Konerne klædte Olof
af og vaskede ham med birkesaft; dernæst lagde de ham på bjørneskind,
pakkede ham ned i høet med en af de unge kvinder på hver side, for at han
skulle holde varmen; derpå gav de ham mere af den bitre drik og dækkede
dem til med oksehuder. Han faldt hurtigt i søvn og sov to nætter og en dag i
god varme; og da han vågnede, råbte de unge kvinder, at han nu var
begyndt at helbredes. Konerne fik en rundelig betaling for dette; og også de
unge kvinder blev godt lønnede, skønt de med megen alvor nægtede at
holde andre med varme.
Olof Sommarfågel bedrede sig hurtigt efter dette. Da de nåede
polotjanernes sted, var hans sår lægt, og han kunne atter spise og drikke
som de andre. Her gæstede høvdingene Faste på ny og fortalte ham,
hvorledes hans skriver var forsvundet, uden at han dog så ud til at lægge sig
dette videre på sinde.
I denne stad følte mændene sig som hjemme; og efter at de havde
beruset sig her i trende dage og plejet elskov, til stor glæde for de fattige
folk i staden, drog de, i ro og mag, ned ad Dyna, i de faldende blades tid og
nlede havet, da frostnætterne var begyndt.
En morgen, ved Øsyssel, faldt nogle estniske røvere over dem, med fire
små skibe, der var fulde af mænd. Spof var den første, der opdagede dem,
da de dukkede frem af tågen, og han fik straks roerne til at slide ved årerne
alt, hvad de kunne; og da esterne kom for at entre dem, med to skibe på
hver side, gjorde han en hurtig vending og fik et af skibene vædret, så det
roede synkefærdigt ind mod land. Et andet kom op på langsiden og fik
jernhager og gribere om bord; men inden der skete mere, sprang Sones
sønner over til esterne, uden skjold og med glade råb, og fór nu frem med
sværd og økser, så de fik skibet ryddet uden at behøve hjælp. Da de andre
ester så det, var de klar over, at de havde mødt bersærker og roede hurtigt
bort.
Sones sønner fik megen ros for dette, men nogle af dem var
misfornøjede og begyndte at tale ilde om deres fader. En havde mistet to
fingre, en anden havde fået kinden flækket af et spyd; på den tredje var
næsen knust, og også de andre havde skrammer. De, der var blevet såret
mest, sagde, at dette var den gamles fejl; han havde lokket dem til
dumdristighed med sin snak, thi de havde været sikre på at forblive uskadte.
Men de øvrige var ikke enige med dem og sagde, at alt, hvad den gamle
havde lovet, var, at syv skulle komme levende hjem, men om sår og
skrammer havde han intet sagt; og der var lige ved at blive slagsmål mellem
brødrene om dette. Orm og Toke beroligede dem med kloge ord, og færden
fortsattes, uden at der hændte mere.
De sejlede nu i godt vejr, hele vejen fra Øsyssel og hjem til åmundingen.
Undervejs målte Orm sølv ud til alle mændene om bord – både hyren og
deres andel i skatten. Ingen blev misfornøjet, thi han tog større lod til hver
mand, end nogen havde kunnet vente.
En morgenstund, ved daggry, da Toke stod ved styreåren og alle sov, sad
Orm ved siden af ham, og følte sig trist til mode.
– De fleste ville være muntre, hvis de var i dine klæder, sagde Toke. Alt
er gået vel; stor rigdom har du vundet, og nu er vi snart hjemme.
– Det er sådan en uro, der kommer over mig, sagde Orm. Og guldet
tynger mig.
– Hvordan kan guldet tynge dig? sagde Toke. Nu er du rig som en konge,
og konger plejer ikke at sidde og hænge med hovedet over deres rigdom.
– Det er for meget for mig, sagde Orm dystert. Du og Olof skal have
jeres gode del, men det er alligevel for meget. Jeg har narret mændene med
dette og sagt, at der er kvindekram i kisterne. Og derfor har jeg ulykke i
vente.
– Du ængster dig for tidligt, sagde Toke. Ingen ved, hvad kisterne
rummer; der er måske også sølv i dem. Og det, du sagde om kvindestads,
var klogt, og jeg ville have gjort som du; thi selv de bedste mænd bliver let
vilde af sig, når de ved, at der er guld i nærheden.
– Nu siger jeg dette, så Gud hører mig, sagde Orm. Jeg vil nu åbne en af
kisterne; og er der guld i den, så deler jeg det ud blandt mændene, som er i
den. Så har vi tre tilbage, og af dem skal du have den ene; den anden bliver
Olofs og den tredje min. Og nu da jeg har sagt dette, føler jeg mig bedre til
mode.
– Du gør, som du vil, sagde Toke, og nu er enhver skindhandel
overflødig for mit vedkommende.
Orm hentede en af de små kister og stillede den foran dem og skar de
røde snore af, der var forsynet med kejseren segl. Den var lukket med en
stærk lås; han stak sin og Tokes kniv ind i den og vrikkede, indtil låsen
brast. Han løftede låget op og de så begge i tavshed på indholdet.

Faf ner ej
i forne dage
rugede
på bedre rede,
sagde Toke fromt; og Orm svarede intet til dette, skønt det ellers var hans
vane at vise, at han var lige så god til at gøre vers som Toke.
Solen var nu kommet op og skinnede på kisten. Den var fuld af guld, der
ikke var blevet mørkt af at ligge i floden. Det meste var mønter af mange
forskellige slags, og de fyldte kisten til randen; og blandt mønterne lå
smykker; Ringe, store og små, kæder og lænker, spanger og bugler og andre
sådanne ting; – ligesom herlige flæskestumper i tyk ærtevælling, syntes
Toke.
– Det bliver noget for kvinderne, når vi åbner kisterne derhjemme, sagde
han. Bare de ikke bliver forrykte af glæde ved synet.
– Det bliver ikke let at få dette retfærdigt delt, sagde Orm.
Mændene var nu begyndt at vågne. Orm sagde til dem, at en af kisterne
med kvindestads skulle deles ud iblandt dem, og at indholdet havde vist sig
at være over forventning.
Det varede hele dagen at få guldet delt. Der blev seks og firs mønter,
store og små, til hver mand; og desuden en lige så stor del for de dødes
vedkommende, til skifte mellem arvingerne; samt styrmandsposten, der var
det firedobbelte, til Spof. Det var vanskeligst med smykkerne, og stundom
var der ingen anden udvej end at hugge ringe og andet i stykker for at få en
retfærdig deling; men ofte handlede mændene med hinanden og skød
mønter til, for at få et kønt stykke helt. Det artede sig til trætte mellem
nogle af dem, men Orm sagde, at de måtte vente med at slås, til de var
kommet i land. Blandt mændene fandtes der nogle, som aldrig før havde set
en guldmønt; da Spof fortalte dem, hvor meget sølv der gik på guld, sad de
og stirrede, med hovedet i hænderne, og var ikke i stand til at regne ud,
hvor rige de var, skønt de anstrengte sig meget.
Da alt var overstået, sad mange af mændene og syede flittigt for at lave
sig mere rummelige bælter; andre gned og pudsede deres guld for at få det
klarere; og glæden var stor hos alle, når de talte om deres lykke og om
hjemkomsten og den store rus, de så skulle drikke sig til.
De nåede åmundingen og roede op ad åen, indtil de kom til en bonde,
nede ved bredden, som Orm kendte; dér halede de skibet i land gennem
klirrende, ny natteis, satte det i hus, og fik lejet heste. Nogle af mændene
drog nu hjem, men de fleste var stadig med i flokken.
Spof stod tvivlrådig. Det ville måske være bedst, sagde han til Orm, at
han blev her hos denne bonde, der efter sigende var en god mand, så han til
foråret kunne få skibslejlighed hjem til Gotland.
– Men det bliver en usikker vinter for mig, sagde han bekymret. Thi
hvilken bonde er så god, at han ikke straks slår mig ihjel, mens jeg sover,
hvis han får at vide, hvad jeg har i mit bælte? Og alle dræber gerne goter,
uden at spørge sig for, på grund af den rigdom, man tror, de ejer.
– Du skal følge med mig, sagde Orm, og være min gæst vinteren over;
det er ikke mere, end du har fortjent. Så kan du senere drage hertil og finde
et skib, når foråret er kommet.
Spof takkede for dette og ville gerne følge med.
Nu drog de af sted; og det syntes uvist, om det var Orm eller Olof
Sommarfågel, der længtes mest efter at nå til Gröning.
De kom til et sted, hvor stien delte sig, og hvor den ene førte til Sones
gård. Men de syv brødre stod og rev sig i håret med en surmulende mine.
Orm ville vide, hvad der var i vejen.
– Vi har det godt nu, sagde de, og bedre end nogen anden. Vi er rige, og
der kan ikke hænde os noget, før vi er kommet hjem. Men så snart vi ser
den gamle igen, er det forbi med trolddommen, så kan vi dø som alle andre.
Før var vi ikke bange for at dø; men nu ville det være harmeligt, med så
meget guld.
– I kan følge mig, sagde Orm, og drikke hjemkomst på Gröning. I er alle
gode mænd, og det kan være, at jeg har soveplads til jer, vinteren over.
Siden kan I drage på hærfærd igen, hvis I ønsker det, og leve så længe I vil.
Sones sønner hørte dette med glæde, og de lovede hinanden, at det skulle
vare noget, inden de kiggede ind til den gamle. Det sikreste ville være,
mente de, at drage til Gardarige igen.
– I kan blive mine mænd, sagde Svarthöfde. Vi skal derud, Ulf og jeg,
når den tid kommer.
– Det er tidligt, du taler som høvding, sagde Orm. Lidt må du vel vente
endnu med det.
Da de nærmede sig Gröning, blev Orms utålmodighed stor, og han og
Olof red i forvejen. Det første, de så, var, at nogle mænd var i færd med at
istandsætte den store port. Dernæst så de, at kirken var brændt. Ved synet af
dette blev Orm grebet af en sådan forfærdelse, at han knap nok turde ride
hen til gården. Mændene ved porten fik nu øje på ham og udstødte nogle
råb; og Ylva kom løbende. Det var godt for ham at se, at hun i det mindste
var der endnu.
 – Det er vel, at du omsider er hjemme, sagde hun. Men det havde været
bedre, om du var kommet fem dage før.
– Er der hændt store ulykker? spurgte Orm.
– Røvere faldt over os om natten, sagde hun. Det er fire dage siden.
Harald er såret, og Rapp er død og tre mænd med ham. De stjal Ludmilla og
halskæden og meget andet og tre af mine kvinder. Fader Willibald fik en
kølle i hovedet og ligger halvdød hen. Jeg slap bort i tide med småbørnene
og Oddny og den gamle, og vi sad gemt i skoven hele næste dag. Det var
smålændinge. Kreaturerne tog de også, men hundene jagede dem og kom
tilbage med fjorten køer. Åsa synes, at det kunne have været værre, og det
synes jeg også, nu da du er kommet hjem.
– Det er ilde nok, som det er, sagde Orm. Rapp død, og Ludmilla borte,
og præsten slået fordærvet.
– Og halskæden, sagde Ylva.
– Sørg ikke over den, sagde Orm. Du skal få alle de smykker, du har
brug for. Det er vel, at jeg har mænd ved hånden, thi dette skal ikke forblive
uhævnet.
– Det er, som du siger, Orm, sagde Olof Sommarfågel. Dette skal ikke
forblive uhævnet. Ved nogen, hvor røverne kom fra?
– Ingen ved noget, sagde Ylva. Harald blev såret straks i begyndelsen og
krøb hen til badstuen og blev liggende dér. Men fader Willibald kan måske
sige noget, hvis han kommer sig. Kirken var det eneste, de satte ild på, og
det er besynderligt; det var henne ved den, han blev slået fordærvet. De
plyndrede alt, hvad de kunne, og man kunne høre, at det var smålændinge;
det var en stor flok. De tog deres døde med sig; fem blev fældet af Rapp og
hans mænd, mens de kæmpede ved porten. Det er alt, hvad jeg har kunnet
få at vide.
Orms mænd var nu nået frem, og Ylva blev lettere til sinds, da hun så
Svarthöfde igen. Det første, Orm gjorde, var at sende mænd og heste af sted
til rige naboer for at skaffe føde; thi dér var ikke meget tilbage i
forrådshuset og slet ingenting i bryggerset, efter at røverne havde været der.
Dernæst så han til de sårede. Harald havde fået et spyd lige i brystet og
et hug i skulderen; men han var ved godt mod og ville snart blive rask,
sagde han; og det, han længtes efter, var at høre Ulf Glade eller Svarthöfde
fortælle om det, de havde oplevet.
 Åsa sad hos præsten og puslede om ham så godt, hun kunne. Han havde
hovedet i bind og var endnu halvt sanspløs. Da han fik øje på Orm, lysnede
det i hans blik, og han sagde med svag røst: Velkommen hjem! Men derpå
døsede han hen igen, og Åsa sagde, at han for det meste lå og mumlede med
sig selv, uden at hun kunne forstå, hvad han sagde.
Hun var glad for at se Orm igen og begyndte straks at bebrejde ham, at
han ikke var kommet hjem i tide. Men da hun fik at vide, at han havde Ares
skat med sig, blev hun mildere og syntes, at dette overfald ikke var noget at
snakke om, i sammenligning med det, hun havde været med til i sine unge
dage. At Ludmilla var blevet røvet, sagde hun, var kun, hvad hun havde
spået fra begyndelsen, lige siden pigen havde fået et så ulyksaligt navn.
Fader Willibald ville komme sig, skønt han havde været døden nær; thi nu
forstod hun undertiden, hvad han sagde, og det var et godt tegn. Det, der
bekymrede hende mest, var det tømte forrådshus og alle de kreaturer, der
var gået tabt.
Toke og Spof og Svarthöfde tog nogle mænd med sig og fulgte røvernes
spor for at se, hvor det førte hen; det skulle ikke være svært at følge, sagde
Sones sønner, eftersom der ikke var faldet regn efter overfaldet. Mens de
var borte, forhørte Orm de overlevende af Rapps mænd meget nøje for at få
mere at vide om røverne. Men de kunne ikke sige stort mere end det, han
allerede havde fået at vide af Ylva.
Dagen før overfaldet, sagde mændene, havde det været den højtid, som
præsten kaldte allehelgens dag; han havde prædiket for dem alle, og om
aftenen havde man drukket for helgenerne. Derefter havde alle sovet godt
hele natten, indtil daggry, da røverne faldt over dem; ingen havde vidst
noget, før hundene var begyndt at gø, og røverne i det samme havde hamret
løs på porten med bjælker og fået den brudt op. Rapp og Harald var
kommet først ud, og mændene lidt efter; de havde alle gjort, hvad de kunne,
så de fleste kvinder var sluppet bort med børnene, bag om gården og
derefter langs åen og ind i skoven. Men overmagten havde været for stor, og
de havde ikke kunnet klare sig længe ved porten. Præsten, der begyndte at
blive mere og mere tunghør, var ikke vågnet lige med det samme, trods
larmen. Da han kom ud, var Rapp allerede blevet dræbt, og der var røvere
overalt. Han havde set, at kirken brændte, havde råbt højt og var løbet
derhen; og derfor var hundene ikke blevet sluppet løs i tide.
Og dette, sagde de, var alt, hvad de vidste; thi da de havde set Rapp falde
og flere med ham og haft stor overmagt imod sig, gav de op og skjulte sig.
Bagefter, da røverne allerede var borte, slap man hundene løs; thi røverne
selv havde ikke turdet komme i nærheden af dem. Så havde hundene fulgt
deres spor og været borte en dag og var kommet tilbage med nogle af
køerne.
Orm lyttede dystert til dette og syntes, at meget var ilde klaret; men det
var næppe umagen værd at komme med dadel nu, mente han, og der var
ikke noget at sige til, at mændene havde reddet livet, da Rapp og Harald var
borte.
Han vidste knap nok, hvem han sørgede mest over: Rapp eller Ludmilla;
men jo længere han tænkte på det, desto større blev hans vrede og dermed
hans iver efter snart at få snakket et par ord med denne røverflok. Han anså
det for troligt, at det havde været mænd fra Värend, skønt der herskede fred,
og han vidste ikke noget om, at han havde uvenner dér.
Næste dag var fader Willibald klar i hovedet, selv om han stadig var
svag. Han havde noget nyt at fortælle.
Han var kommet ud, da porten allerede var blevet stormet, sagde han, og
det første, han så, var flammerne fra et bål, som røverne havde stablet op
mod kirken og allerede fået ild i. Han løb derhen og råbte til dem, at de
skulle lade Guds kirke være.
– Så kom en mand med sort skæg hen imod mig; han lo og råbte højt:
»Guds kirke skal brænde, thi jeg har fornægtet Gud. Det er min tredje synd.
Efter den er der ikke flere synder for mig.« Sålunde sagde han og lo atter,
og jeg kendte ham igen. Det var præsten Rainald, der var her for lang tid
siden, og som gav sig smålændingene i vold, ved tinget. Ham var det og
ingen anden. Vi har allerede hørt, at han havde sluttet sig til djævelen. Jeg
forbandede ham og løb hen mod bålet; men en mand slog mig, og så ved
jeg ikke mere.
Alle råbte højt af forbavselse ved at høre denne nyhed, og fader
Willibald lukkede øjnene og nikkede.
– Således er det, sagde han: en, der var Guds tjener, har brændt min
kirke.
Både Åsa og Ylva brast i gråd; thi det syntes dem overmåde forfærdeligt
med denne præst, der tjente djævelen.
Olof Sommarfågel skar tænder og drog sit sværd. Han stødte det ned i
gulvet, så det stod fast, og lagde hænderne sammen over sværdknappen.
 – Dette er nu, hvad jeg lover, sagde han. Jeg skal ikke sidde ved bord, ej
heller sove i seng, ej heller glædes ved mænds gammen før mit sværd er
rendt gennem kroppen på denne mand, der hedder Rainald, og som var
Guds præst, og som har røvet Ludmilla Ormsdotter. Og hjælper mig
Kristus, så jeg får hende igen, da skal jeg holde mig til ham for fremtiden.
 Tiende kapitel

HVORDAN DE GJORDE OP MED

DEN GALE MAGISTER
Naboer kom ilende til Groning med mænd og heste, så snart de havde hørt
om overfaldet og Orms hjemkomst, ivrige efter at være med på hævntogt.
Den slags hændte sjældent nu for tiden, mente de, og de ventede sig megen
fornøjelse af dette. De, der var kristne, sagde, at de havde del i hævnen, på
grund af voldsgerningen mod præsten, og eftersom kirken var blevet
brændt. Orm bød dem alle velkommen, og han ventede nu kun på, at de
udsendte mænd skulle komme tilbage.
De kom, den tredje dag, ved aftenstid. De havde sporet røverne lang vej,
mod nord og øst; og det bedste var, at de havde Torgunn, Rapps hustru,
med, som de havde fundet sulten og halvdød i vildmarken. Dér var de vendt
om. Hun var flygtet fra røverne, og havde gået, så langt som hun kunne, og
siden havde mændene skiftedes til at bære hende. Tre af dem havde allerede
friet til hende, og derved var hun straks begyndt at føle sig bedre; men hun
havde ikke rigtig villet tro, sagde de, at nogen af dem kunne stå mål med
Rapp.
Hun havde vigtige ting at fortælle. Det var, som fader Willibald havde
sagt: ham, som de havde kaldt magisteren, var bandens høvding. Han havde
genkendt hende og talt med hende under røvernes hjemfærd. Han havde
sagt, at han havde fornægtet Gud og nu kunne gøre, hvad han ville, i alle
ting. Han havde brændt kirken for at blive fri for at have Gud i nærheden;
thi nu da den var borte, fandtes der ingen kirke i vid omkreds.
Hans følge, sagde Torgunn, bestod af fredløse og ugerningsmænd og al
slags sammenløbet pak, der havde søgt beskyttelse hos ham og nu levede af
plyndring; somme af dem var helt fra Västergötland og Njudung. De var
mandsstærke og frygtede ingen, og magisteren havde stor magt over dem.
Om Ludmilla vidste hun ikke meget, bortset fra at hun havde været ved
godt mod og truet magisteren og de andre med snarlig hævn. Røverne
havde ført dem hjem til deres tilholdssted, og de store hunde var faldet over
dem undervejs. Et par af røverne var blevet bidt og en dræbt, og hundene
havde fået en del af kreaturerne med sig, hvad der havde tirret dem meget.
Hun selv og Ludmilla havde så forsøgt at flygte, men var atter blevet
fanget.
De var kommet til røvernes by, der lå Hge ved nordenden af en meget
stor sø; denne sø havde man på højre hånd under færden. Røverne kaldte
deres by for præstebyen. Dér var Torgunn blevet tildelt en mand ved navn
Saxulf; en stor og grov mand, der var ond. Han havde lagt hende bundet på
skindene i sin hytte og var kommet fuld til hende om aftenen. Så havde han
løst hendes bånd, men hverken mad eller drikke havde han haft med til
hende. Hun vidste, at hun var enke, men det havde ærgret hende meget, at
hun skulle være nødt til at ligge med en mand, der bar sig ad på en sådan
måde. Lidt efter at han var faldet i søvn, var hun derfor kravlet ud af
skindene med stor varsomhed og havde taget en kagerulle i begge hænder.
Styrke, sagde hun, fik hun af Gud, og desuden fordi hun var vred og
ønskede at hævne Rapp; og da kagerullen ramte Saxulf i skallen, hørte man
ikke en lyd fra ham; han sprællede blot en smule med benene. Efter dette
havde hun listet sig ud i nattemørket og var sluppet bort, uden at nogen
havde lagt mærke til hende. Hun var vandret af sted, et døgn og mere, i stor
hast og frygt, langs de spor, de havde fulgt, og havde fundet lidt tranebær
og ligget kraftesløs hen i lang tid, mens hun ventede på døden og de vilde
dyrs kæber, indtil Svarthöfde og hans mænd havde fundet hende og givet
hende føde. Hun havde redet hjem, på mændenes skuldre, og nu følte hun
sig allerede bedre.
Således var Torgunns beretning. Den var til stor nytte, thi dermed fik de
at vide, hvor røvernes rede var at finde. Den store sø, sagde de sagkyndige,
der havde fulgt sporet, var den sø, som kaldtes Åsnen, og blandt Olof
Sommarfågels mænd var der et par stykker, som kendte disse
mennesketomme egne og stierne dér. Disse påtog sig nu at føre flokken til
røverreden; men det bedste ville være, sagde de, at dreje af efter en dags
færd og gå en vestligere vej og falde over dem fra den side. Orm og de
andre syntes, at dette var klogt; thi så ville de kunne fange dem med søen i
ryggen.
Orm havde nu sammenlagt et hundrede og tolv mand i sin flok, og næste
dag skulle de bryde op. Han var ængstelig for det bulgarske guld; og sent
om aftenen, da alle sov, tog han Toke og Olof og Svarthöfde med sig og
gemte kisterne på et sikkert sted inde i skoven, langt borte fra alle stier,
hvor der ingen mennesker kom. Men det meget sølv, han ejede, ville han
ikke stikke til side; thi han havde vænnet sig til sølv, sagde han, og det
kunne godt blive liggende i Ylvas kister, skønt gården nu kun blev beskyttet
af de få mænd, der skulle blive tilbage.
Næste morgen var alle oppe ved daggry. Der var endnu en del at gøre,
inden de kunne drage af sted; thi de store hunde skulle med; og disse måtte
først vænne sig til alle de nyankomne, for at der ikke skulle opstå
fejltagelser senere hen, og de forkerte mænd blive bidt. Mange af mændene
vænnede hundene sig hurtigt til, så de regnede dem som venner, efter at de
havde snuset til dem en gang eller to; men de var arrige over for andre og
gøede ad dem og ville nødig tro andet, end at de straks burde dræbes. Dette
gav anledning til megen morskab; thi de mistænkte blev gnavne og syntes,
at de lugtede lige så godt som andre; og de øvrige havde meget at sige om
dette.
Til sidst var alt parat, og flokken brød op; ledsaget af hundene, der blev
ført i remme, af håndfaste mænd.
De drog op langs det spor, røverne havde fulgt, og fortsatte hele dagen,
indtil de nåede omtrent det sted, hvor Torgunn var blevet fundet. Dér
udvalgte de sig en lejrplads for natten, og næste morgen drejede de af til
venstre med Olofs to vejkyndige mænd i spidsen. I tre dage drog de nu frem
gennem vanskeligt terræn, blandt sumpe og bakker og tæt skov, uden at se
et hus eller møde et menneske. Hundene forstod udmærket, hvilken slags
jagt de var ude på og brød sig kun lidet om vildtsporene; thi det var en dyd
ved dem, at når de jagede mennesker, holdt de sig tavse, indtil det øjeblik
kom, da de blev sluppet løs.
Om eftermiddagen, fjerde dag efter at de var draget bort fra Gröning,
nåede de et sted, hvor to spor krydsede hinanden; her gjorde de holdt, og de
vejkyndige sagde, at de nu havde søen foran sig, og at røvernes by lå et kort
stykke vej borte; lige forude. Det havde været en trættende færd, men Orm
og Olof Sommarfågel var enige om, at angrebet burde finde sted straks; thi
vejkosten begyndte at slippe op, og det var skralt med tålmodighed hos dem
begge. Nogle af de unge mænd klatrede op i et træ, der stod på en høj, og
kunne nu udpege, hvor byen lå, og Orm delte sit mandskab i tre flokke.
Toke førte den ene, Olof den anden og han selv den tredje; og hundene
beholdt han, så de ikke blev sluppet løs i utide. Toke skulle angribe fra
nordsiden, Olof Sommarfågel fra syd; Svarthöfde gik med Toke, fulgt af
Sones sønner, der allerede var begyndt at regne sig som Svarthöfdes mænd.
Orm havde befalet, at ingen måtte stikke ild på huse, ej heller fare ilde med
kvinder; thi der kunne være andre røvede kvinder end deres egne. Når Toke
lod blæse i horn, skulle de to andre flokke ile frem, hver fra sin side, uden
hærråb.
Tokes og Olofs flokke drog af sted, og Orm og hans mænd gik varsomt
frem gennem tykningen, indtil de nåede skovbrynet, ved rydningen omkring
byen. Her satte mændene sig og begyndte at gnave på den føde, de havde
tilbage, mens de ventede på Tokes horn.
Orm tog Spof med sig og krøb frem gennem et krat af tørstetræ; dér lå de
og kiggede på byen. Den så anselig ud, og mange huse var nye; man kunne
se folk sysle med forskellige ting mellem husene; både mænd og kvinder. I
en sådan by kunne der godt findes halvandet hundrede mand, mente Spof.
På denne side af byen, i en fordybning i jorden, lå byens kilde, der var en
lille dam; en kone kom derhen med et åg og to spande for at hente vand og
stavrede så tilbage igen. Derpå kom der to mænd, som vandede fire heste.
Da hestene havde drukket, blev de urolige og begyndte at danse, og Orm
troede, at de kunne mærke hundene i nærheden. Men hundene stod stille
bag ved Orm og vejrede og skælvede og holdt sig tavse.
Mændene ved kilden fik nu styr på deres heste og vendte tilbage til byen;
og der gik nu en stund. Derpå kom der tre kvinder med en spand i hver
hånd, og de var ledsaget af to mænd, der så ud til at passe på dem. Orm
snappede efter vejret, thi den højeste af kvinderne var Ludmilla. Han
mumlede dette i øret på Spof; denne mumlede tilbage, at der var godt sigte
den vej for en bueskytte. Tokes horn lod vente på sig og Orm ville nødigt
røbe sin flok før tiden; men han gjorde tegn til tvende mænd i nærheden,
der havde været med i striden ved vandfaldene, og som regnedes blandt de
sikreste med bue i hånd. De troede nok, de kunne nedlægge mændene ved
kilden, og de rejste sig op bag hver sin stamme og lagde en pil på strengen.
Men Orm bad dem vente.
Kvinderne havde nu fyldt deres spande og vendte sig om for at gå; i det
øjeblik skreg Orm to gange som en musvåge. Det var en lyd, han ofte
efterlignede, og hans børn kendte tegnet godt. Man kunne se, at Ludmilla
rettede på sig, da hun hørte det. Hun tog langsomt nogle skridt sammen med
de andre; derpå snublede hun, så alt vandet løb ud. Hun gav et skrig fra sig
og vendte tilbage til kilden og fyldte atter spandene. Dette gik langsomt for
hende; og da hun var færdig, satte hun sig ned og holdt om sin fod. De to
mænd sagde noget med streng røst og gik hen imod hende for at få hende
med. Så lagde hun sig om på ryggen og skreg.
Der kom stadig ikke en lyd fra Tokes kant; men det gik nu ikke an at
vente længere, thi da hundene hørte Ludmillas råb, begyndte de at knurre.
Orm sagde noget til sine mænd, og begge buerne klang på samme tid.
Det var gode skud, og pilene sad, hvor de skulle; men mændene havde
tykke lædertrøjer på og blev stående. De trak pilene ud og hylede; og
Ludmilla fløj op og slog den nærmeste i hovedet med en spand og begyndte
at løbe af alle kræfter hen mod skoven. De to mænd var uforsagte og satte
efter hende og var lige i hælene på hende; og man så nu nogle mænd
komme frem mellem husene for at se, hvorfor der blev skreget sådan ved
kilden.
– Slip hundene! sagde Orm og løb ud af krattet; og i samme stund hørte
man lyden af horn og hærråb fra Tokes kant.
Både horn og hærråb druknede i hundenes hyl, da de blev sluppet løs; de
to forfølgere standsede skrækslagne, da de så dem komme. Den ene vendte
om og flygtede aldeles sanseløst, indtil den forreste af hundene nåede ham
med et spring og bed ham i nakken og væltede ham omkuld; men den anden
så ud til at have en smule forstand i behold; han løb hen til kilden og ud i
den og fik sit sværd frem. Tre hunde fløj på ham samtidigt; en af dem ramte
han, men han blev straks væltet over ende og forsvandt i vandet; og det var
kun hundene, der kom op igen.
Ludmilla hoppede af glæde, da hun mødte Orm. Hun ville straks vide,
hvordan det var fat med Olof og guldet; og fik besked. Hun var selv blevet
behandlet som en høvdings datter og var sluppet for at ligge med andre
mænd end den gale præst, der var et skikkeligt skrog; så det kunne i
sandhed have været værre, syntes hun.
Orm holdt Spof og et par af de ældre mænd tilbage og befalede dem at
blive ved skovbrynet hos Ludmilla, indtil alt var overstået i byen. De to
andre kvinder kom nu derhen; de var præstens kvinder, sagde de. De havde
kastet sig næsegrus på jorden og var blevet liggende, og hundene havde
ikke rørt dem.
Inde i byen var striden allerede i fuld gang, da Orm og hans mænd nåede
derind, Olofs mænd kæmpede med en flok røvere på en gade mellem
tvende huse, og man kunne høre ham selv råbe gennem larmen, at mænd
med sort skæg var forbeholdt Olof Styrssons sværd. Orm kom med i dette
fra den anden side og mistede mænd, fordi der blev skudt med pile fra
husene; og her blev nu disse fjender trængt sammen og hugget ned, skønt
de værgede sig tappert, og snart var Orms mænd inde i husene og sloges
med dem, der holdt til dér. Han så to af hundene ligge døde på jorden med
spyd gennem kroppen og med hver sin mand under sig; de andre kunne man
høre rase nede ved søen.
Orm mødte Olof Sommarfågel; han var blodig, og hans skjold stærkt for
hugget.
– Ludmilla er reddet, råbte Orm. Jeg har hende i forvaring.
– Tak, Kristus! råbte Olof. Men hvor er den sorte? Han er min!
Tokes mænd havde fået de fleste imod sig, thi mange var ilet dem i
møde, da der lød hærråb fra den side. Både Orms og Olofs flok rykkede nu
frem mod fjenderne, bagfra, og her opstod den hårdeste strid med stort
mandefald, thi røverne kæmpede som rasende. Orm løb omkring et
hushjørne efter en, der havde vendt sig for at flygte; en brynjeklædt mand
med sværd og en skaldet mand med økse kom ud af en dør og gik løs på
ham. Orm huggede til den brynjeklædte, så han rullede rundt på jorden, og
sprang til side for den andens økse; derved snublede han over en mødding
og faldt bagover og så den skaldede løfte øksen igen. Da han faldt, sagde
han bagefter, kom han til at tænke på striden ved Maeldun for længe siden
og de skjolde, som havde dækket ham dér, og han følte ikke nogen glæde
ved, at hans næste natteleje skulle være i himmerige. Men den skaldede
spærrede øjnene og munden op og slap øksen og sank ned på hænder og
knæ og lå dér og gloede; og da Orm kom på benene igen, hørte han nogen
råbe sit navn fra et hus lige overfor, hvor Sones sønner sad på skrævs over
tagryggen og viftede med deres buer, fordi de havde hjulpet ham i tide.
Orm følte sig træt efter dette og stod og så sig om. Der herskede nu stor
forvirring overalt. Kvinder skreg, mænd jog efter hinanden i husene; køer
og svin rendte rundt omkring, og de fleste af de røvere, der endnu levede,
var i færd med at flygte ned mod søen. Toke og Svarthöfde dukkede frem.
Tokes sværd dryppede rødt, og han råbte til Orm, at noget bedre end dette
havde han ikke været med til siden sine unge dage. Men han havde travlt og
råbte til sine mænd og løb efter de flygtende. Svarthöfde blev stående og
kaldte sine mænd ned fra hustaget.
Der lød nu et voldsomt brøl, og en sortskægget mand med økse i hånden
kom løbende på lette fødder med Olof Sommarfågel efter sig. Den
flygtende veg til side, da han fik øje på Orm og fløj over et hegn og
fortsatte. Svarthöfde vendte sig om og løb frem og ramte ham over panden,
så han faldt.
– Han er min! Han er min! råbte Olof forpustet.
Den faldne væltede sig på jorden. Olof nåede hen til ham og greb sit
sværd med begge hænder og drev det gennem brynje og mand, så det sad
fast i jorden.
Gud! råbte den fastnaglede to gange med forskrækkelig stemme, og
dermed havde han talt færdig.
– Det var mit løfte, sagde Olof tilfreds.
– Er det den rette? sagde Orm. Han er vanskelig at kende igen.
– Det er ilde at bære røvet gods synligt i strid, sagde Olof og bøjede sig
over den døde. Her ser du!
Der stak noget guld frem oven over brynjen, og Olof trak det af ham. Det
var Almansurs kæde.
– Det stemmer, sagde Orm. Og der er en ting til, når jeg tænker efter.
Hvem i denne røverrede kunne have råbt til Gud, undtagen ham? Jeg kunne
lide at vide, hvad han ville ham.
 Ellevte kapitel

OM DE STORE HUNDES JAGT

Nogle af den gale magisters mænd slap bort i både; mer ikke mange, thi
mænd og hunde forfulgte dem langs stranden. Deres sårede blev dræbte, da
de alle blev regnede som niddinger. Tre og tyve af Orms mænd var døde og
mange sårede; og det var alles mening, at dette havde været en god strid,
der ville blive omtalt længe.
Der var rigeligt med øl i byen, og mange svin blev slagtede; derpå holdt
mændene gilde for de dødes velfærd, efter at de havde båret dem sammen
på ét sted og lagt en høj over dem. De røvede kvinder i byen fik lov til at
gå, hvorhen de ville med hver sin ko og det bytte, de kunne bære. Ylvas
piger, der begge var unge, var blandt disse og viste stor glæde over deres
befrielse. De havde været med til meget, sagde de, og var blevet
omhyggeligt spærret inde, efter at Torgunn var flygtet; og det var nu deres
ønske at blive gift med solide mænd.
Hundene fik megen ros for det, de havde udrettet; kun to af dem var
blevet dræbt. Da man nu havde samlet alle kreaturerne for at drive dem
hjem som bytte, sagde Orm, at hundene uden besvær kunne klare denne
flok selv; thi sådant var de vant til. Der var heste til alle de sårede; og da det
var begyndt at blive bedre med dem, så de alle kunne sidde på hesteryg,
brød Orm op fra røvernes tomme by og drog hjem ad den hurtigste vej, der
gik sydpå langs søen.
Ludmilla sad også til hest, og Olof veg ikke fra hendes side. Han havde
tigget både Orm og Toke om ikke at sige for meget om de to unge kvinder,
der havde holdt ham med varme ved dregovitjernes by for ikke at gøre
hende misfornøjet. De havde begge leet og ment, at han måtte være slemt
forstyrret og halvt fra forstanden for at kunne komme med sådanne
barnagtigheder. Men Olof havde svaret alvorligt, at eftersom han var meget
ældre end hun, kunne han ikke være forsigtig nok.
De rykkede langsomt frem af hensyn til dem, der var hårdest såret.
Hundene løb forrest og drev deres flok af sted uden hastværk og i al
venlighed; og hvis en ko forsøgte at flygte eller vende om, standsede de den
hurtigt.
De slog tidligt lejr og sørgede for de sårede; og næste morgen drog de
videre langs søen, ned mod det sted, som gamle folk kaldte Tyrs enge. Der
havde før boet mennesker her, og heftige kampe var blevet udkæmpede på
disse enge i gamle tider; deraf var navnet kommet. Man sagde, at der var
blevet udgydt så meget blod på Tyrs enge, at græsset stadig groede
frodigere dér end andre steder. Men nu var der hverken mennesker eller
huse.
Da de nærmede sig disse enge, blev hundene urolige, så mændene ikke
rigtig vidste, om de havde sporet bjørn eller om de stadig kunne mærke en
lugt af henfarne dages blod De fløj ind i tykningen uden at bryde sig om
deres køer, of pludselig begyndte de at give hals med megen larm. Andre
stemte med i, og snart gøede de alle rasende, længere og længere borte som
om de atter var blevet sluppet løs til strid Orm syntes, at dette var sælsomt,
thi ingen af røverne var flygtet denne vej; og alle fik nu travlt med at
komme op på en lyngbakke i nærheden af stien for bedre at kunne se.
Lige forude, på højre side, kunne man nu se en åben eng hinsides
buskadset, og hen over den løb nogle dyr fulgt af hundene.
– Vildokserne! råbte en af Tokes mænd. Det er vildokserne, de driver!
Det så ud, som om hundene havde fået den opfattelse, at disse dyr hørte
til deres drift, og at de burde jages hjemad ligesom køerne. De gjorde sig
det største besvær, og mændene på bakken kunne se, hvorledes de sloges
med de genstridige dyr for at få dem til at vende sig den rigtige vej.
Vildokserne syntes ilde om dette, og deres brøl blandede sig med hundenes
gøen; men til sidst var de fleste drevet sammen i flok og forsvandt sydpå
ind i skoven, stadig med hundene efter sig
Der var intet at gøre ved dette, og mændene måtte nu selv drive køerne.
Tokes mænd, der vidste besked om disse vildokser, sagde, at de stundom
ved vinterens begyndelse kom ned til Tyrs enge oppe fra Västgöta-kanten.
Gamle mennesker anså dem for hellige, eftersom de græssede på
krigsgudens enge; og dér var de om vinteren uden at blive forstyrret. De
havde før været langt talrigere, hvad alle de gamle vidste at fortælle om,
men i disse egne kunne man nu kun finde dem på Tyrs enge; og ofte ikke
engang dér.
 De fandt vildoksernes spor i egnene øst for Kraka-sten men i de tætte
skove mod syd havde hundene haft det vanskeligt, thi man kunne se på
sporene, at den hjord, de havde drevet foran sig, var blevet mindre og
mindre. Men de havde dog holdt sammen på nogle af flokken; og da Orm
nåede hjem, fik han at vide, at hundene var kommet til Gröning med to tyre,
fem køer og nogle ungdyr. Mændene derhjemme var draget ud for at fælde
dem, men uden held; og da dyrene fortsatte sydpå, havde hundene ment, at
de havde gjort deres pligt og var gået til deres ædetrug, meget trætte og
ømbenede.
Efter dette så man vildokser mange steder i skovbygden; og der var i
lang tid ikke hændt noget blandt göinger, der havde vakt en sådan
forbavselse som dette. Nu kunne der ske hvad som helst, sagde de, efter at
de med egne øjne havde set, at vildokserne var vendt tilbage; og alle tænkte
på den gamle talemåde, at der ikke skulle vise sig nogen konge blandt dem,
før vildokserne vendte tilbage. Nu, mente de klogeste, måtte man være
beredt på det værste og holde buer og spyd parat. Nogle af de døbte troede,
at Kristus ville komme til Göinge i en stor vogn, trukket af vildokser; men
de fik kun ringe medhold. De fleste ventede kong Sven; og da man fik
pålideligt budskab om, at han var død i England, sort i ansigtet af raseri
over folket dér, brød der en sådan glæde løs blandt göingerne, at alt øl slap
op, og mænd sad hæse og tørstige uden andet at ty til end mælk.
Men de, der levede længe nok, fik til sidst ret i deres formodning, da
Knud Svensøn den Store, konge over Danevældet og England, kom til
åmundingen med den største flåde, nogen havde hørt tale om og
udkæmpede et slag i den hellige å med svears og nordmænds konger.

Og her ender så historien om Orm Tostesson og hans lykke. Han drog aldrig
mere ud på togt, men det meste lykkedes stadig vel for ham. Det eneste, han
klagede over, var en smerte, han stundom fik i sin ryg, og som selve fader
Willibald ikke altid formåede at helbrede.
Olof Sommarfågel giftede sig med Ludmilla; de levede lykkeligt
sammen, selv om det sagdes, at han ikke havde fuldt så meget at sige i sit
hus som før. Spof friede flittigt til Torgunn; hun strittede imod til at
begynde med og syntes, han var noget lavstammet og grå i skægget; men da
han omsider havde ladet sin forsigtighed fare og lagt alt det, han havde i sit
bælte, foran hende, kunne hun ikke længere stå imod. De drog til Gotland,
da den tid kom, med det skib, der var blevet lagt i hus ved åmundingen; og
Svarthöfde og Ulf Glade og Sones sønner drog bort med det samme skib for
at prøve en længere rejse. De havde et par af hundene med, således som de
havde lovet Felimid, og blev borte i syv ar.
Ved hjemkomsten giftede Ulf Glade sig med Oddny, der aldrig havde
villet vide af nogen anden. Men Svarthöfde drog til England, og i slaget ved
Helgeå var han på kong Knuds eget skib.
Toke Grågullesson havde megen glæde af sin guldkiste og hængte så
mange smykker på sin hustru og sine døtre, at man kunne høre dem skramle
og rasle et godt stykke i forvejen, når de kom i deres højtidsdragt. Han
solgte sin gård i Värend og byggede sig en større tæt ved Gröning. Han og
Orm befandt sig lige så vel derved som Ylva og Mirah, skønt hverken Toke
eller hans kvinde nogen sinde lod sig døbe. Da tiden var inde blev Orms
yngste datter gift med den ældste af Tokes sønner, således som deres fædre
havde aftalt for længe siden.
Både Orm og Toke nåede en høj alder uden at ledes ved livet; men hvor
gamle de end blev, fik de aldrig fortalt færdigt om de tider, da de roede
kaliffens skib og tjente min herre Almansur.
RØDE ORM
er oversat af Kjeld Elfelt efter
RÖDE ORM
Copyright © 2012 by Frans G. Bengtsson
All rights reserved
Dansk copyright © 2012 Lindhardt og Ringhof Forlag A/S

ePub-produktion: Rosendahls – BookPartnerMedia

ISBN 978-87-1139-963-7
1. e-bogsudgave 2012

Denne bog er beskyttet af lov om ophavsret. Kopiering til andet end personlig brug må kun ske efter
aftale med Lindhardt og Ringhof samt forfatter.

www.lindhardtogringhof.dk

Lindhardt og Ringhof A/S, et selskab i Egmont