„Vi skal have baade Mand og Remmesæl op i Konebaaden!

“
raabte de, og straks lagde de sig op ad min Kajak og begyndte at
løsne Sælens Bugserline.
Jeg havde lagt Aaren ned og ventede blot paa, hvad der vilde
ske, for over for saa mange var det jo umuligt at forsvare sig.
Da opstod der lige med eet et stort Røre blandt de fremmede
Kajaker; de hørte til Ildfolket, der bor i et Land, som skal ligge
inde mellem Havet og den faste Jord.
Ildfolkene begyndte at flygte, og da jeg skulde til at se nøjere
til, saa jeg, at de var forfulgte af en Kajak, der havde et
besynderligt Udseende. Forstavnen paa den var formet som et
Gab, der stadig aabnede og lukkede sig; og var Modstanderne ikke
hurtige i Vendingen, blev de ganske simpelt klippede over. Jeg
tror, at Konebaaden og alle Kajakerne gik til Bunds i Havet, for
med eet var de borte. Det er en Egenskab, Ildfolkene har;
pludselig kan de vise sig, men lige saa pludselig kan de forsvinde
igen.
Senere kom Manden med Dragen i sin Stævn tilbage til mig og
fortalte mig, at han selv hørte til Ildfolket, men at han blot havde
hjulpet mig, fordi han vidste, at jeg var en stor Aandemaner. Siden
blev han min Hjælpeaand.
Jeg fik senere flere Hjælpeaander af Ildfolket; og de var mig
ofte til stor Hjælp, særlig naar jeg blev overfalden af Storm eller
Uvejr. Da jeg bestemte mig til at rejse til Vestkysten for at lade
mig døbe, aabenbarede de sig for mig og raadede mig fra. Men jeg
gjorde alligevel, hvad jeg vilde. Siden har de ikke vist sig for mig,
fordi jeg forraadte dem ved min Daab.“ — — —
Om Aftenen, naar vi havde faaet tændt vor lille Tranlampe, sad
han saa og fortalte mig Sagn og mærkelige Eventyr fra Østkysten.
Det rygtedes snart paa Bopladsen, hvad det var, vi havde for, naar
vi nægtede os hjemme, Christian og jeg, til de hyppige
Maaltidsinvitationer ud paa Aftnerne.
Det rygtedes, at Christian fortalte Sagn, og det varede ikke
længe, før alle Pladsens gamle og unge samledes uden for vort

130
Loft for at lytte. De fik Lov til at komme ind, og nu kom der god
Fart over Christians Fortælling. Han lod sig inspirere af de
lyttende Klynger rundt om i det store halvmørke Rum, og stort
Udbytte havde jeg selv af at faa gennemgaaet hele Sagnhistorien
paa denne underholdende og illustrerende Maade.
Christian holdt mest af at fortælle Dyrefabler, de morede ham
selv mest, og jeg skal her gengive nogle, der alle handler om
Ravnen. Christian kom altid til at le, naar han bare saa en Ravn,
og han plejede ofte at raabe efter den, som f. Eks.: „Naa, din gamle
Lurifaks, hvad er det nu for en Gavtyvestreg, du har for?“ Og naar
Ravnen skreg, brølte han efter den: „Nej, mig skal du ikke faa til at
hoppe paa dine Løgne!“
Jeg skal genfortælle nogle af disse Ravnefabler:

131
 DA RAVNENE KUNDE TALE.
Der var engang i gamle, gamle Dage en Tid, da Ravnene kunde
tale.
Men der var det mærkelige ved Ravnenes Sprog, at Ordene
havde omvendt Betydning: Naar de vilde takke, skældte de ud; og
saaledes sagde de altid det modsatte af, hvad de mente.
Men da de saaledes var fulde af Løgn, var der engang en
gammel Mand, som tryllede Talens Gave fra dem, og derfor kan
Ravnene kun skrige.
Men deres Natur beholdt Ravnene dog, og de er den Dag i Dag
fulde af Vredagtighed, Løgn og Tyvagtighed.

132
 RAVNEN OG ØMMERTEN.
Ved du, hvorfor Ravnen bare er sort, saa kedelig sort? Det
skylder den sin Stædighed. Nu skal du bare høre:
Det var i de Tider, da alle Fugle skulde have deres Farve og
Mønster i Fjerene. Saa mødtes Ravnen og Ømmerten og blev
enige om at smykke hinanden.
Ravnen tog først fat og tegnede Ømmerten sort med smukke
hvide Mønstre.
Ømmerten, som syntes, at det var smukt, gjorde Gengæld og
tegnede Ravnens Dragt ganske som sin egen.
Men da blev Ravnen vred og fandt sit Mønster hæsligt; og
Ømmerten, som blev ærgerlig over Ravnens Vrøvl, klattede den
sort over det hele.
Ser du, saaledes gik det til, at Ravnen blev sort.

133
 RAVNEN OG GAASEN.
En Ravn forelskede sig i en Gaas og vilde gerne have hende til
Kone, men Gaasen vilde ikke.
„Du er for tung en Flyver,“ sagde den, „du vil ikke kunne følge
os, naar vi drager bort over det store Hav; der findes ingen Steder,
hvor du kan hvile dig; bliver du træt, vil du drukne.“
Men Ravnen var stædig og forelsket.
„Der findes i Verden intet, som kan trætte mig,“ sagde den
vigtigt. Og saa endte det alligevel med, at Gaasen gav sig og blev
Ravnens Kone.
Naar Ravnen favnede den for ømt, plejede den at sige:
„Gør ikke saa ved mig. Jeg vil komme til at holde for meget af
dig, og Sorgen vil da blive saa tung, naar jeg dog engang skal
miste dig paa vor Fart over det store Hav.“
„Vær ikke bekymret,“ sagde Ravnen selvbevidst, „intet i Verden
kan trætte mig!“
Og saa favnede den bare igen.
Da den Tid nærmede sig igen, at Gæssene skulde trække bort,
bad Gaasen sin Mand, om han dog ikke nu vilde hvile sig nogle
Dage, saa at han kunde være rigtig udhvilet, naar de skulde rejse.
„Uvirksomhed alene trætter mig!“ sagde Ravnen vigtigt og fløj
blot meget mere omkring.
Saa endelig en Dag trak Gæssene bort, og Ravnen fulgte med.
Da de kom til Landets yderste Spids og skulde til at sætte over
det store Hav, sagde Gæssene til Ravnen:
„Hvil dig nu paa Næsset der, at du ikke skal blive træt, naar du
skal sætte over det store Hav.“
Og selv satte Gæssene sig for at hvile sig.
„Intet i Verden kan trætte mig!“ sagde Ravnen selvbevidst og
fløj om i Luften, medens de andre hvilede sig.
Saa lettede Gæssene og fløj ud over Havet. Men da de var
komne Halvvejen, begyndte Ravnen at blive usikker i sin Flugt;

134