HISTORIEN

DE TI VEZIRER
OG HVORLEDES DET GIK DEM
VED

OM

KONG AZD BACHTS SN.

OVERSAT AF ARABISK VED

R. RASK,
Prof. i Literrhistorien ved Kbhvns. Universitet, Underbibliotekar, Medlem af det kgl. danske, det kgl. norske Vidensk. Selskab, det kgl. svenske Vitterhetsakademi, det kgl. asiatiske Selskab for Storbrittannien og Irland, og adskillige andre lrde Samfund.

KBENHAVN.
TRYKT HOS DIREKTR JENS HOSTRUP SCHULTZ, KONGELIG OG UNIVERSITETSBOGTRYKKER

1829

2
.DERES

KONGELIGE HJHED
PRINSESSE

WILHELMINE MARIE
AF D A N M A R K !

Tillad, ophjede Fyrstinde! mig, uden Skaldens Kunst og nd, en Blomst udi den Krans at binde, som rkkes DEM af Danas Hnd. Det er en ringe Urt, jeg bringer; men dog en Trylleblomst forsand, som plantedes med klgtig Finger i Palmens og Sitronens Land. Det er et Digt, dog Sandhed taler kun Skalden her, jeg sige tr ; Vildfarendes Begreb han maler, dog hvder Ret, som Manden br; om Fejl og Laster har han skrevet sknt selv som stens Himmel pur, med Sydens Tankeild fremdrevet en Trylleblomst, sknt ren Natur. Den trives vist i FREDRIKS Have, sknt her ej sat i rette Skik, om WILHELMINE til min Gave vil skue med et gunstigt Blik; ti se! det stumme Blad udsiger: for HVEM hver Danes Hjrte slr, hvor varmt til Himlen nsket stiger for DEM om et velsignet r.
underdanigst

Overstteren.

I N DL E DN IN G. I Guds den barmhjrtige Forbarmers Navn! og han er mit Vrn.

Man fortller at der var i gamle Dage en mgtig Konge, ved Navn Azd Bacht, som boede i Staden Kenm-Medd, og hvis Rige strakte sig til Sedsjitns Grndser, og derfra til Havet. Han havde ti Vezirer til at tage Vare p sin Rigdom og sit Rige, og var selv begavet med Snille og stor Forstand. Nu hndte det sig en Dag, da han med en Del af sine Stridsmnd drog ud p Jagt, at han s en Opvarter til Hest, ledende et Mulsel ved en Tmme, som han holdt i Hnden. P dette Mulsel var en Himmelsadel med Omhng af Gyldenstykke, der sammenholdtes af en Snor, som var prydet med Perler og Juveler: og en Flok Ryttere omgav det. Og da Kong Azd Bacht s det, skiltes han fra sine Ledsagere, og red efter Rytterne og det omtalte Mulsel. Dernst spurgde han dem, og sagde: Hvem tilhrer den Himmelsadel, og hvad er deri? Opvarteren, uden at vide at det var Kong Azd Bacht, svarede ham og sagde: Denne Himmelsadel tilhrer Kong Azd Bachts Vezir, Asfahend, og derudi er hans Datter, som han vil give Kong Zd Shh til gte. Imedens nu Opvarteren talte til Kongen, s lftede Pigen en Kant af Sparlagenet i Vejret fra Sadelen, for at se

5 den talende, og fik virkelig Kongen at se; men da Kongen ogs s hende og lagde Mrke til hendes Skabning og Dejlighed (og aldrig s nogen hendes Lige); s bjedes hans Hjrte til hende, ti hun gjorde et uudsletteligt Indtryk derp, og han blev ganske fortryllet af hende. Da han nu havde set hende, sagde han til Opvarteren: Vend om med Mulselet, og kom tilbage med; ti jeg er Kong Azd Bacht, og jeg vil gifte mig med hende; og da hendes Fader, Asfahend, er min Vezir, s vil han give sit Minde til denne Sag, og det vil ikke vre ham imod. Men Opvarteren svarede: O Konge! Gud forlnge dine Dage! Hav Tlmodighed med mig, indtil jeg fr underrettet min Herre, hendes Fader, og du kan f hende i Flge Samtykke, ti det er hverken godt eller sm- meligt for dig, at tage hende p denne Mde; det vilde nemlig vorde hendes Fader til Vanre, om du tog hende uden hans Vidende. Hertil svarede Kongen: Hverken har jeg Tlmodighed, indtil du drager hen til hendes Fader, og kommer tilbage, ikke heller er det nogen Skam for hendes Fader, nr jeg tager hende til gte. Opvarteren sagde: O Herre! enhver Sag, som skjer overilet, bliver ikke af lang Varighed, ej heller til Glde for nogen. Det smmer dig ingenlunde, at tage hende p denne vanrende Mde. Nyd hvad der er tjenligt for dig, og delg ikke dig selv ved Forhastelse; ti jeg vd at hendes Fader vil blive ilde til Mode over denne Sag, og det vil ikke lbe vel af for dig, hvad du her foretager dig. Kongen sagde: Asfahend er min Underst og min underdanige Slave; og jeg bryder mig ikke om hendes Fader, hvad enten han bliver vred eller mild. Derp

6 greb han Mulselets Tmme, og bortfrte Pigen til sin Grd, og giftede sig med hende, og hendes Navn var Beherdsjr. 2. Imidlertid drog Opvarteren tilligemed Rytterne hjem til hendes Fader, og sagde til ham: O Herre! du har nu vret i denne Konges Tjeneste i mange r, og aldrig nogensinde bedraget ham, men han har taget din Datter uden dit Vidende og Villie. Dernst fortalte han, hvorledes det var get ham med hans Datter, og hvorledes Kongen havde bortfrt hende med Vold. Da hendes Fader hrte Opvarterens Tale, vrededes han hjligen; han forsamlede dernst en stor Hob Stridsmnd, til hvilke han sagde: Slnge Kongen var sysselsat med sine egne Kvinder, havde vi ingen Fortred af ham; men nu har han lagt Hnd p vor Helligdom; det er derfor billigt at vi sge os et andet Tilflugtssted, hvor vi kunne finde Sikkerhed. Dernst skrev han et Brev til Kong Azd Bacht, hvori han ytrede sig sledes: Jeg er din underdanige Underst og din livegne Slave, og min Datter er din Tjenestekvinde. Gud den allerhjeste forlnge dine Dage, og lade din Tid forlbe i Gammen og Glde! Hidindtil har jeg vret omgjordet om Livet, for at tjene dig, og for at bevogte dit Land, og fordrive dine Fjender fra dig; men nu vil jeg fordoble min Iver, imod hvad jeg tilforn har gjort, ti det er dyrebart for min Sjl, efterat min Datter er bleven din Hustru. Derp sendte han et Bud og med samme en Forring til Kongen, Ssnart Sendebudet ankom til Kong Azd Bacht, og han havde gjort sig bekjendt med Brevets Indhold, og Gaven var bleven fremfrt for ham; gldede han sig overmde hjligen, og sysselsat-

7 te sig med Gstebud og Drikkelav, den ene Time efter den anden. Derp indfandt den verste af alle hans Vezirer sig hos ham, og sagde: O Konge! Vid at Vezir Asfahend er din Fjende, ti han er ingenlunde vel tilfreds med det, du har gjort imod ham; og dette Brev, som han har sendt dig, skal du ikke glde dig over, ej heller vre fornjet ved hans gode Ord og glatte Tale. Kongen hrte vel p dette Storvezirens Forebringende; men slog det siden hen i Vejr og Vind, og sysselsatte sig med det samme som tilforn, nemlig Spise og Drikke, Lystighed og Lege. 3. Dernst skrev Vezir Asfahend et andet Brev, og sendte det til alle Hvdingerne, og underrettede dem om, hvorledes det var get ham med Kong Azd Bacht, og hvorledes han havde bortfrt hans Datter med Vold: og han vil handle vrre med eder, end han har handlet med mig! Nu fortlles der videre, at den Gang Brevet var kommet omkring, s forsamledes de alle til Asfahend, og spurgde, hvorledes det var get til; men han fortalte dem Sammenhngen med sin Sag, og hvorledes det var get ham med sin Datter. De fattede da enstemmig den Plan, at de vilde sege at drbe Kongen, og satte sig strags i Mars med sine Tropper imod ham; men han erfarede det ikke, frend Krigsbulderet opfyldte selve Hovedstaden. Kong Azd Bacht sagde derp til sin Hustru: hvad skal vi gre? Hun svarede: du m vide det; jeg str til din Befaling. Kongen lod da hente to ypperlige Heste, den ene for sig selv, den anden for sin Kone, og de toge med sig hvad de formede af Guld, droge s ud, og flygtede om Natten til den kirmanske rken, men

8 Asfahend rykkede ind i Byen, og bemgtede sig Regjeringen. Kong Azd Bachts Kone var allerede kommen langt i sit Svangerskab, og blev nu overfalden af Fdselssmrterne ved et Bjrg; der stege de af i Lien ved en Kilde, og hun fedte en Sn som den fulde Mne, og hans Moder, Beherdsjr, aftog sin Kbe af Gyldenstykke, og svbte Barnet derudi, og de bleve der om Natten, og han nrede det med sit Bryst til om Morgenen. Da tiltalte Kongen hende sledes: Vi sysle med denne Dreng, og kunne dog umulig blive her, ej heller form vi at fre ham med os: det bliver derfor bedst, at vi forlade ham her, og drage videre; ti Gud er mgtig til at sende ham nogen, som tager ham til sig, og opfder ham; og de grd begge heftigen. De forlode ham nu ved Siden af Kilden, svbt i den omtalte Silkekbe, og lagde ved hans Hoved tusende Guldstykker i en Pung, stege derp til Hest, og fortsatte Flugten. Og det skjede, efter Guds den allerhjestes Tilskikkelse, at en Bande af Rvere overfaldt en Kbmandsskare i Nrheden af omtalte Bjrg, og plyndrede hvad den frte med sig af Varer; nrmede sig derp til samme Bjrg, for at dele Byttet imellem sig, s hen til Foden af Bjrget, og fik je p Silkekben, og stege af, for at se hvad det var: og se! det var Drengen, svbt i Kben, og Guldet lagt ved hans Hoved. De forandrede sig storligen, og sagde: Gud bevare os! Ved hvilken Forbrydelse er den Dreng kommen her? Rvernes Anfrer tog ham til sig, men Guldet delte de imellem sig. Anfreren tog ham i Sns Sted, og blev ved at nre ham med Mlk og Daddeler, indtil han kom hjem, og fik en Amme

9 sat til at opfostre ham. 4. Kong Azd Bacht og hans Hustru droge imidlertid uophrlig videre, indtil de ankom til Kongen af Persien, hvis Navn var Kosro. Da de kom til ham, forsynede han dem med alle Livets Ndvendigheder, og gav dem et godt Herberge at bo udi, og lod sig fortlle deres Historie lige til Slutningen; gav derp Kongen en stor Hr, og rundelige Midler til at underholde den. Hos ham forblev han nu i nogen Tid, indtil han havde udhvilt sig og rustet sig tillige med sin Hr til Hjemtoget; siden udsgte han sig en bekvem Plads til at stride med Asfahend, besatte Landet, slog Asfahend, og fldede ham, drog derp ind i sin By, og satte sig igjen p sine Fdres Kongestol. Og der han havde udhvilt sig, og bragt Regjeringen i Orden, skikkede han et Sendebud til Bjrget, for at opsge Drengen; men Folkene vendte tilbage med uforrettet Sag, og berettede Kongen, at de ikke kunde finde ham. 5. Nu forlb der en rum Tid, og Drengen, Kongens Sn, vokste til, og opholdt sig hos Rverne, og gjorde Vejen usikker; ti s ofte de gik ud at rve, toge de Drengen med sig. En Gang hndte det sig, at de. gik ud at plyndre en Kbmandsskare i Landskabet Sedsjistn; men i den Kbmandsskare vare strke og raske Mnd, som frte betydelige Varer med sig. De havde allerede i Forvejen hrt, at der vare Rvere der i Egnen, og srget for sin egen Sikkerhed; de fjede nu sine Anstalter, og udsendte Spejdere, der snart kom tilbage med Efterretning om Rverne, hvorp de beredte sig til Slag; da Rverne kom nr til dem, overfaldt de dem; men disse

10 satte sig til Modvrge, og der opstod en heftig Kamp. Enden blev at Kbmndene overmandede Rverne, og drbte nogle af dem, de vrige flyede af Marken. Drengen, Kong Bachts Sn toge de til Fange; men da s at det var en Dreng som den fulde Mne, begavet med Sknhed og en dejlig Skabning, s spurgde de ham, sigende: hvem er din Fader, og hvorledes er du kommen iblandt disse Rvere? Drengen svarede dem: jeg er en Sn af deres Hvedsmand. Derp toge de ham, og bragde ham til det Land, som, tilhrte hans Fader, Kong Azd Bacht. Da de ankom til Byen, og Kongen fik det at hre, s befalede han, at de skulde indfinde sig, med hvad der kunde vre passende for ham; og der de indfunde sig hos Kongen, og han s' Drengen, sagde han: hvis er den Dreng? hvorp de svarede: O Konge! den Gang vi droge frem ad den og den Vej, kom der en Svrm Rvere imod os, men vi sloges med dem, og vandt Sejer, og toge denne Dreng til Fange; siden spurgde vi ham, hvem der var hans Fader, men han svarede, at han var en Sn af Rvernes Anfrer. Kongen sagde: denne Dreng vil jeg have. Formanden for Kbmandsskaren svarede: Stormgtigste Konge! Gud har allerede bestemt ham til at skjenkes dig, og vi alle ere dine underdanige Tjenere. Men Kongen hans Fader vidste ikke, at det var hans Sn. Derp lod Kongen Kbmands- skaren g, og tog Drengen ind i sit Hus, hvor han blev holdt ligesom en anden Dreng. 6. Da nu nogen Tid var get, og Kongen s' Prver p Artighed, Forstand og stort Snille af ham, s beundrede han ham, og betroe-

11 de ham sit Skatkammer, og befalede at intet skulde udgives deraf, uden efter Drengens Ordre, hvorved Vezirernes Magt indskrnkedes betydelig. Sledes stod nu Sagerne i en Del r, og Kongen s' ikke uden Redelighed af ham, og Afhold fra alt Underslb. Tilforn havde derimod Skatkammeret stet i Vezirernes Hnd, s at de kunde gre med det, hvad de vilde; men da det nu kom under Drengens Varetgt, s formindskedes Vezirernes Magt derover, og Drengen blev mere afholdt af Kongen end en Sn, s at han ikke kunde se je af ham. Herover bleve Vezirerne skinsyge og misundelige, og sgte bestandig at finde p en List imod ham, hvorved de kunde berve ham Kongens Yndest, uden dag at finde nogen Lejlighed. Men da Tilskikkelsen heroven fra kom, s traf det sig en Dag, at Drengen drak Vin, og blev drukken, og tabte sin Besindelse: han gik nemlig omkring i det indre af Kongens Grd, og Skbnen frte ham til Fruestuen; dr var et prydeligt Kammer, hvor Kongen plejede at sove tilligemed sin Gjemalinde, did kom Drengen, og gik ind; derinde stod en med Tpper belagt Sofa eller Sng, hvorp han kastede sig, og gav sig til at betragte Malerierne, som vare derinde, og beundrede dem, der var nemlig ogs et brndende Lys. Siden faldt han i Svn og sov hrdt. Da det nu var Aften, s kom Pigen og bragde med sig alt det Syltetj, sm hun plejede at bringe ind, samt Spise og Drikke, som var lavet for Kongen og hans Gjemalinde; men Drengen l og sov p Ryggen, og vidste intet til sig selv, han var nemlig endnu beruset, og vidste ikke hvor han var. Pigen indbildte sig at det var Kongen, som hav-

12 de kastet sig p Sngen, hun satte derfor Rgelsen og de vellugtende Sager ved Lejet, og lukkede Dren og gik. Kort efter stod Kongen op fra Drikkebordet, tog sin Hustru ved Hnden, og gik med hende til Kammeret, hvor han plejede at sove, bnede Dren og gik ind; men se! der l Drengen og sov p Lejet! Kongen vendte sig til sin Hustru, og sagde: Hvad gr den Dreng her? Han kan ikke vre kommen hid uden for din Skyld. Men hun svarede: Jeg vd intet af ham at sige. Imidlertid vgnede Krabaten, og s' Kongen; han fr da op af Lejet, og kastede sig ned for ham; men Kongen sagde: o du fra Roden af fordrvede! hvo har bragt dig i mit Vrelse! Derp befalede han strags at fngsle Drengen p t Sted og Dronningen p et andet. FRSTE DAG. 7. Da Morgenen frembrd, og Kongen havde sat sig p sit Hjsde, sendte han Bud, og lod kalde den verste Vezir, Storveziren, og sagde til ham: Hvad siger du til det, som denne Rversn har gjort, nemlig at han har get ind i mit Vrelse sovet p mit Leje: jeg frygter mest at min Kone har vidst af det; men hvad mener du om denne Sag? Veziren svarede: Gud lade Kongen lnge leve! Hvad kunde du vel vnte af den Dreng? Er han ikke fordrvet fra Roden af, og en Sn af Pak? Ufejlbarligen vil Rveren falde tilbage til sin fordrvede Oprindelse, og hvem der opdrager en Slanges Yngel, vil ikke erfare af den uden Bid! Men hvad Kvinden

13 angr, s er hun vist uden Brde; ti fra s lang en Tid og indtil nu har man ikke set af hende uden Artighed og Blufrdighed. Imidlertid, hvis Kongen tillader mig, s vil jeg g til hende og udsprge hende, for at jeg kan bringe dig sikker Efterretning. Da nu Kongen tillod ham det, s gik han til hende, s talende: Jeg kommer nu til dig, formedelst den store Skam og Forargelse, og vil bede dig at tale oprigtig med mig, og derhos underrette mig om, hvorledes det gik til, at Drengen kom ind i Sovekammeret. Hun svarede: jeg vd ikke det ringeste deraf; og derp svor hun ham en dyr Ed. Da nu Veziren sknnede, at Kvinden ikke havde vidst noget af det, og var ganske uskyldig; s sagde han til hende: Jeg skal lre dig en List, ved hvilken du kan slippe, og rense dig fuldkommen i Kongens jne. Hun svarede: hvori bestr det? Nr Kongen lader dig kalde, sagde han, og tilsprger dig herom, skal du svare ham, at Drengen en Gang fik dig at se i Gjemakkerne, og sendte Bud til dig om, at han vilde give dig hundrede gte Perler af uskatterlig Vrdi, nr du vilde forunde ham en Sammenkomst; men du lo ad den, som bragde dig dette Budskab, og lod sige Nej; men at han sendte atter Bud til dig, at hvis du ikke vilde komme overens med ham herom, s vilde han en Nat komme beruset ind, og sove i dit Sngekammer, s at Kongen skulde selv se ham der, og lade ham drbe, men du skulde blive beskmmet og svrtet hos hans Majestt, samt tabe dit gode Navn og Rygte. Sledes m du tale for Kongen; nu vil jeg g til ham frst, og underrette ham om den hele Sag. Kongens Hustru svarede: jeg vil ogs sige det samme.

14 8. Derp gik Veziren til Kongen, og sagde: Visselig fortjener denne Dreng en hrd Straf, (at have handlet s ilde) efter alle dine Ndesbevisninger imod ham; og et bittert Fr vil aldrig give en sd Frugt; men nu er jeg overbevist om, at Kvinden er uden Brde. Dernst fortalte han Kongen alt, hvad han havde aftalt med Dronningen at sige; men der Kongen hrte sligt, snderrev han sine Klder, og befalede at hente Drengen frem, og de bragde ham frem, og stillede ham for Kongen. Han lod ogs Bdelen hente, men alle Folk s' p Drengen, for at f at se, hvad Kongen vilde gre ved ham. Kongens Tale var vredagtig, Drengens var beskjeden. Kongen talede sledes: Jeg har ladet dig nyde af min Rigdom, og da jeg fandt rlighed hos dig, har jeg foretrukket dig for alle mine Stormnd, og sat dig til Opsynsmand over mit Skatkammer: men hvorfor har du krnket min Agtelse, get ind i mit Vrelse og sveget mig, uden ringeste Hensyn til alt det gode, jeg har gjort imod dig? Drengen svarede: O Konge! ikke har jeg gjort dette med Forst og Overlg, heller ikke havde jeg nogen Hensigt med min Komme did; men til min Velfrds Fortabelse blev jeg kastet derhen; ti min Lykke har vendt mig Ryggen, og mit Held er veget fra mig. Jeg har altid med yderste Flid pnset p, at der ikke skulde ses noget uanstndigt hos mig, og vogtet mig for, at der ikke skulde findes nogen Fejl ved mig; men den onde Skbnes Angreb formr ingen at modst, og al Anstrngelse nytter intet, nr Lykken er forsvunden. Som ses af Kbmanden, der plagedes af Uheld, og havde ingen Nytte af sin Anstrngelse, men bukkede under for sin

15 onde Lykke. Kongen sagde: hvordan var den Kbmands Hndelse, og hvorledes blev hans Lykke omvendt til Ulykke!

Kbmandens Begivenhed og hans Lykkes Omskiftelse.

Drengen blev ved; Gud forlnge Kongens Dage! Der var en Gang en Handelsmand, som havde Fordel af sit Kbmandskab, og hans Penge bragde ham meget ind; men p n Gang vendte Lykken ham Ryggen, da han tnkte mindst derp. Han sagde ved sig selv: Jeg har stor Formue, og besvrer mig dog, med at vandre om fra By til By; det er bedre at jeg forbliver i min egen Stad, og slr mig til Ro i mit Hus, efter denne Mje og Besvrlighed, og slger og kber her hjemme. Derp delte han sin Formue i to lige Dele, for den ene tilforhandlede han sig Hvede om Sommeren, og agtede, nr Vinteren kom, at slge den med stor Fordel; men da Vinteren kom, var Hveden kun i halv s hj Pris, som han havde kbt den for, hvorover han grmmede sig inderlig, Imidlertid lod han den ligge til et andet r; men Prisen faldt endnu mere. Da sagde nogle af hans Venner til ham: Du har dog intet Held med denne Hvede; du kommer til at slge den til hvad Pris det kan blive. Men Kbmanden svarede: I s lang Tid har jeg haft Fordel, og det skulde passe sig, at jeg havde Tab denne Gang! Nej det skal Gud vide, at om den end skal ligge i ti r, s slger jeg den ikke uden med Fordel. Derp lod han Dren til den af rgelse tilmure med Ler. Men efter Guds den allerhjestes Beslutning, faldt det i med en strk Regn, som trngte igjennem Taget p Huset, hvor Hveden var

16 oplagt. Tilsidst mtte han af sin Kasse give Lastdragerne 500 Penninge, for at bringe den ud, og kaste den bort uden for Byen; ti den var allerede fordrvet, og begyndte at lugte. Da sagde en vis Ven til ham: Hvormange Gange sagde jeg dig ikke, at du havde ingen Lykke med den Hvede; men du vilde ikke hre min Rest. Nu kommer du til at g til en Stjrnetyder, og sprge ham om din Fdselsstjrne. Kbmanden gik da til Stjrnetyderen, og spurgde derom; men denne svarede: Din Fdselsstjrne er ond, du br ikke udstrkke din Hnd til nogen Forretning, ti du vil ikke have Held dertil. Kbmanden brd sig imidlertid ikke om Stjrnetyderens Tale, men tnkte ved sig selv: Nr jeg kun forretter mit Arbejde, s frygter jeg ikke for nogen Ting. 10. Dernst tog han til den anden Halvdel af sin Formue, efterat de tre rs Udgifter vare fradragne, og lod bygge et Skib, som han ladede med Varer af sit eget Valg, og med alt hvad han ejede og havde, hvorp han stak i Sen for at rejse. Dog gik der nogle Dage hen for ham endnu; da han tnkte: Jeg vil sprge Kbmndene, hvilke Varer der give den bedste Profit, og i hvilket Land de g bedst af, og hvormegen Vinding man kan vnte deraf. Disse anviste ham et fjrnt Land, og sagde at enhver Penning vilde indbringe ham hundrede. Derp steg han om Bord, og stilede sin Ks efter dette Land; men under Sejladsen blev han overfaldet af en strk Stormvind, gjorde Skibbrud, og undslap p en Trplanke, og Vinden kastede ham s godt som ngen p Strandbrdden nr ved en dervrende By.

17 Han lovede Gud, og takkede ham for sin Redning, og da han s' en stor By for sig, s stilede han did. Der i Byen fandt han en anselig gammel Mand, hvem han fortalte sin Hndelse, og hvorledes det var get ham, hvorover Manden rrtes og blev inderlig bevget: da han derfor havde hrt hans Begivenhed, lod han ham bringe Mad, og han spiste. Derp sagde Manden til ham: Bliv her hos mig, at jeg kan stte dig til Ladefoged p min Grd; du skal have fem Penninge hver Dag til Ln hos mig. Kbmanden svarede: Gud gre din Lod skn, og velsigne dig for din Velgjerning! Og han blev der p Stedet, indtil man havde set og hstet, torsket og kastet, og opfrte sig redeligen. Manden antog heller ikke nogen anden Forvalter eller Inspektr, men forlod sig ganske p ham. Kbmanden regnede imidlertid efter, og sagde ved sig selv: Jeg formoder ikke at Ejeren af denne Avl, vil give mig min Ret; det er bedst at jeg tager selv heraf, s meget som min Ln kan belbe sig til; hvis han siden skulde betale mig, kan jeg give det tilbage, som jeg har taget. Han tog alts Belbet af hvad der kunde tilfalde ham, og skjulte det p et afsides Sted; siden bragde han Manden Resten, og mlte ham den til. Da sagde Husbonden: Velan! tag nu din Ln, som jeg er kommen overens med dig om, og slg den, og kb dig Klder og Kappe og deslige, og om du vil blive hos mig i ti r, s skal dette vre din Ln, og p denne Mde vil jeg betale dig den. Da tnkte Kbmanden ved sig selv: Nu har jeg handlet skammelig, i det jeg har taget selv uden hans Minde; siden gik han at hente det, han havde skjult af Avlen; men fandt det ikke, og kom til-

18 bage forvirret og bedrvet. Husbonden sagde: Hvorover er dit Hjrte s bedrvet? Kbmanden svarede: Fordi jeg tnkte, at du ikke vilde tilst mig min Ret, tog jeg af Avlen Belbet af min Ln; men nu da du har givet mig alt, hvad mig tilkommer, s gik jeg for at tilbagegive dig, hvad jeg havde skjult for dig, men finder det ikke, da nogen har truffet p det, og stjlet det. Husbonden vrededes, da han hrte denne Tale, og sagde til Kbmanden: Der hjlper ingen List imod Skbnens Slag. Derp tilfjede han: Jeg havde skjenket dig dette, hvis det ikke var formedelst din onde Skbne og den Ulykke, som flger dig, at dette er hndt dig. Derp drev han ham bort, og Kbmanden gik sin Vej svarlig bedrvet og grdende. 11. Som han nu gik frem ad Vejen, kom han forbi nogle Dykkere, som levede af Perlefiskeri, da de s' ham bedrvet og grdende, sagde de til ham: hvad fattes dig, og hvad er det, du grder over? Han underrettede dem om sin Historie fra frst til sidst. Da kjendte Dykkerne ham, og sagde: er du en Sn af den og den? hvortil han svarede ja. De beklagede ham da meget, og grd over ham, og sagde: Bliv her imens vi g ned; ti vi ville gre det denne Gang til din Fordel, sledes at hvad der kommer op skal deles imellem dig og os. De dykkede derp ned, og bragde ti Perlemuslinger op med sig, i hver Musling vare der to store Perler, hvorover de bleve bde forundrede og glade, og sagde: Ved Gud! nu kommer din Lykke, og din Stjrne bliver gunstig. Derp gave de ham de ti Perler, og sagde: slg to af disse Perler, og lad det vre din Hovedstol, som du

19 stter i Handelen, og gjem de vrige til Ndens Tid. Han tog dem da med Hjrtens Glde, og gav sig til at sy dem ind i sin Kappe; men de to af dem tog han i sin Mund. Imidlertid havde en Rver fet det at se, og var get at underrette sine Staldbrdre derom, s at de samlede sig sammen om ham, og toge hans Kappe, og gik bort. Da de vare gede, stod han op, og sagde ved sig selv: de to, jeg har tilbage, ville vre mig nok. Derp stilede han ad Byen til, hvor han tog begge sine Perler frem, for at slge dem. Ulykkeligvis traf det sig, at der var en Juvelerer i Byen, som der vare blevne ti dle Perler stjlne hos, omtrent ligedanne som de, Kbmanden ejede. Da nu Juvelereren s' disse to Perler i Oprberens Hnd, s spurgde han ham, hvem de tilhrte. Manden her, svarede han. Da han nu s' at det var en ringe Person i drlig Forfatning, s fattede han strags Mistanke til ham, og spurgde ham: Hvor ere de vrige Perler, de andre tte? Kbmanden tnkte, han mente dem, som han havde haft i sin Kappe, og svarede: Rverne have alt ranet mig dem fra. Sledes bragde Juvelereren ham til at bekjende; da han nu hrte denne Tale, blev han forvisset om, at det var ham, som havde stjlet hans liggende F; han tog ham derfor fat, og frte ham for Statholderen, sigende: Denne Mand er det, som har stjlet mine Perler; jeg har alt fundet de to hos ham, og om de andre tte har han selv bekjendt. Statholderen var underrettet om Tyveriet af Perlerne, og befalede at stte Kbmanden fast. Han blev alts fngslet og pryglet, og sad et helt r i Fngselet.

20 12. Efter Guds den allerhjestes Tilskikkelse, havde imidlertid Statholderen grebet n af Dykkerne, og sat ham i samme Fngsel, som Kbmanden var udi; ssnart denne Dykker s' ham, gjenkjendte han ham, og spurgde om hans Skbne; og Kbmanden fortalte ham den hele Begivenhed ligefrem. Dykkeren undrede sig over hans slette Skbne, og da han kom p fri Fod, underrettede han Soldanen om Kbmanden, og om at han selv var den, der havde givet ham Perlerne. Soldanen befalede nu at udtage Kbmanden af Fngselet, og spurgde ham selv om hans Hndelser, og da denne havde fortalt ham sit hele Levnetslb, fattede han Medynk med ham, gav ham en Bolig ved Siden af sin egen Grd, og anviste ham en Pension. Boligen var i en Sidebygning af Kongens Grd. Han var nn glad herover, og sagde ved sig selv: Nu er min Lykke kommen; og i denne Konges Skygge skal jeg leve fornjet den vrige Del af mit Liv. I hans Bolig var der et Tremme vindue, tilmuret med Ler og Stene; disse rykkede han lse, for at se hvad der var bag ved, men se! det Vindue gik ind til Fruestuen, hvor Soldanens Hustruer boede. Da han s' dette, blev han usigelig forfrdet, og gik ufortvet at hente noget Ler og tilmure det igjen. Men nogle af Opvarterne s' ham, og bleve fortrydelige derover, og ginge ind og mldte det for Soldanen. Denne gik selv til, og s' Stenen lsrykket; da vrededes han heftigen, og sagde: er det den Ln, jeg skal have af dig, at du viser dig for mine Fruentimmer? Derp befalede han at udstikke hans jne, hvilket og strags blev gjort. Da sagde Kbmanden, hvor lnge (vil du forflge mig)

21 o onde Skbne! Jeg havde Formue, nu har jeg Livet. Siden trstede han sig, og sagde: hvad hjlper mig min Driftighed imod min onde Skbne, eftersom den barmhjrtige ikke str mig bi, og Virksomheden bringer mig Fortvivlelse, 13. Og sledes, o Konge! slnge Lykken var mig god, lb alt hvad jeg foretog mig godt af; men nu, da den har vendt mig Ryggen, stormer alt imod mig. Men da Drengen endte sin Fortlling, stilledes Kongens Vrede en Smule, og han sagde: Bringer ham tilbage til Fngselet, allerede begynder Dagen at hlde; til i Morgen vil jeg overveje hans Sag, og s straffe ham efter hans Gjerning.

DEN ANDEN DAG. Om at se hen til Sagernes Udfald.

14. Da den anden Dag kom, indfandt den anden af Kongens Vezirer ved Navn Behern sig, og talede sledes: Gud bestyrke Kongen! Det som denne Dreng har gjort, er en stor Sag, og en skammelig og skndig Gjerning imod Kongens Hus. Kongen befalede da, i Flge denne Vezirens Tale, at hente Drengen, og da han kom, sagde Kongen til ham: Ve dig, o Dreng! jeg m ndvendig lade dig d en forsmdelig Dd; ti det er en stor Brde, du har beget; og jeg m gre dig til et Eksempel for Folk. Drengen svarede: O Konge! forhast dig ikke; ti at se hen til Sagernes Udfald, giver Kongen Tryghed og Riget Fasthed og Bestand. Den der ikke ser p Sagernes Udfald, vil det g, som det gik Kbmanden; men den som ser derp, vil det g liges gldelig, som det gik Kbmandens Sn.

22 Kongen sagde: hvordan var den Kbmands Hndelse, og hvordan var Kbmandens Sns Hndelse?

Kbmandens Historie. Om Sagernes Udfald.

15. Drengen sagde: O Konge! der var en Handelsmand, som ejede stor Formue, og han havde sig en Hustru, og drog ud p en Handelsrejse en Gang, da hans Hustru var frugtsommelig. Han sagde da til hende: Jeg sejler nu bort; men med Guds den allerhjestes Hjlp, skal jeg vre her igjen fr din Nedkomst. Derp tog han Afskjed med hende, og drog afsted. Han holdt ikke op at rejse fra By til By, frend han kom til en vis Konge, med hvem han erholdt en Samtale. Denne Konge var i Trang for n, til at bestyre sine Sager og Regjeringsforretninger, og da han nu s' at denne var artig og forstandig, s ndte han ham til at blive hos sig, og gjorde vel imod ham; dog efter nogen Tid begjerte han Orlov, for at drage hjem, men erholdt ikke sin Ln. Da sagde han: O Konge! lad mig rejse, at se mine Brn, siden skal jeg komme igjen. Han fik da Orlov til at rejse, imod Lfte at komme tilbage, og Kongen gav ham en Pung, hvori der vare tusinde Guldstykker, hvorp han steg om Bord, og stilede hjem til sin egen By. Sledes gik det nu Kbmanden; men hvad hans Kone angr, s, da Rygtet nede hende, at hendes Mand var get i Tjeneste hos en vis Konge, beredte hun sig, og tog begge sine Brn; hun havde nemlig fdt Tvillingsnner i sin Mands Fravrelse, og gav sig p Vejen ad den Kant til. Nu traf det sig, at de ankom til en , hvor hendes Mand allerede samme

23 Nat var ankommen; men var bleven om Bord. Konen sagde til sine Brn: Dette Skib er kommet fra det Land, hvor eders Fader er, gr derfor ned til Strandbrdden, og sprger efter ham. De ginge da ned til Stranden og om Bord, men gave sig til at lege p Skibet, og vare ganske sysselsatte med Legen indtil Aftenen kom; men Kbmanden deres Fader, som l og sov p Skibet, blev forstyrret ved deres Stj; og i det han stod op, for at true dem, faldt hans Pung fra ham imellem Sagerne p Skibet. Han ledte forgves efter den; tilsidst slog han sig med Hnden p Panden, greb begge Brnene og sagde: Hvem kan have taget den Pung uden I? I har vel get og legt omkring Sagerne, for at stjle t eller andet, og her har ingen Moders Sjl vret uden I! Tog derp en Kjep, bandt Brnene op,
og gav sig til at sl og prygle dem, men de grd. Matroserne stim-

lede nu sammen om dem, og sagde: det er noget Tyvetj, alle Brnene p denne ! I sin store Forbitrelse svor Kbmanden en Ed, at hvis de ikke kom frem med Pungen, vilde han drukne dem i Havet. Da nu denne Ed hvilede p ham, og Brnene ikke kunde skaffe Pungen, s tog han og bandt hver p sit Rrknippe, og kastede dem i Havet. 16. Da Brnene bleve s lnge borte, gik Moderen ud at lede efter dem, indtil hun kom ned til Skibet, hvor hun begyndte at sprge, om ingen dr havde set hendes Brn, af det og det Udseende, og den og den Alder. Matroserne hrte hendes Tale, og berettede hende, at just sdanne to Brn vare nylig druknede der i Havet; ssnart Moderen fik det at hre, gav hun sig til at rbe p dem, og

24 sagde: O jeg elendige! at miste s herlige Brn! O mine Snner! hvor er eders Faders je i Dag, sm skulde vge over eder! Da spurgde n af Mngden hende, sigende: hvis Kone er du? Hun svarede: jeg er den og den Kbmands Kone, og agtede at rejse til ham, og nu er denne Ulykke mdt mig. Da Kbmanden hrte hendes Ord, omfavnede han hende krligen; for derp op, og snderrev sine Klder, slog sig p Hovedet, og sagde til sin Hustru: Ved Gud! jeg har selv delagt mine Brn med egen Hnd, og sdant bliver Udfaldet, nr man ikke ser hen til Tingenes Flger, ikke forvisser sig om deres Sammenhng, og ikke gr frem med Sagtmodighed. Derp gav han sig til at hyle og grde tillige med sin Hustru, over deres Brn der p Skibet, og han sagde: Ved Gud! jeg vil aldrig nyde Livet, frend jeg kommer p Spor efter, hvad der er blevet af dem. Han gav sig da til at flakke om p Havet efter dem, men fandt dem ikke. 17. Hvad nu Brnene angr, s drev Vinden dem p Land, og kastede dem p Strandbrdden, og det ene af dem traf nogle Herrer af den der regjerende Konges Flge p, og bragde det til ham. Han undrede sig hjligen derover, og tog Drengen til sig som sin Sn, ja foregav endogs for Folk, at det var hans egen Sn, som han havde skjult af Krlighed til ham. Herover gldede Folket sig hjligen af Hengivenhed for Kongen, og Kongen gjorde ham til Deltager i sin Vrdighed og Arving til sit Rige. Sledes stode nu Sagerne i en Del r, derp dde Kongen, og man indsatte Ynglingen til Konge i hans Sted. Han satte sig da p Kongesdet, og hans

25 Tilstand blomstrede, og hans Regjering var i god Orden; men hans Fader og Moder flakkede om ham og hans Broder p alle erne i Havet, i Hb om at Havet et Steds mtte have opkastet dem; men da de ingensteds fandt Spor til dem, s fortvivlede de om at finde dem, og nedsatte sig p n af erne. 18. Som Faderen nu en Dag var stdt p Torvet, s' han en Oprber, og i hans Hnd en Dreng, som han vilde slge. Han tnkte da ved sig selv: jeg vil kbe denne Dreng, og trste mig ved ham over Tabet af mine Brn; hvorp han kbte ham, og tog ham med sig hjem. Ssnart hans Hustru s' ham, rbte hun hjt og sagde: Ved Gud! dette er min Sn! og hans Fader og Moder gldede sig inderlig over ham, Og spurgde ham om hans Broder; men han svarede: Havet skilte os ad, og jeg vd ikke hvorledes det er get ham. Hans Forldre trstede sig alts ved denne, og sledes stode nu Sagerne en Del r, og de boede nu i n af Byerne, i deres anden Sns Kongerige. Denne deres Sn var imidlertid bleven stor, og Faderen tildelte han en Sum af sin Formue, til at drive Handel med. Han drog alts p Rejser, og ankom til Staden, hvor hans Broder residerede. Da nu Kongen fik at hre, at der var kommet en Kbmand, som bragde Varer, der anstod sig for Fyrster at eje, s lod han ham kalde; han kom da, og blev indladt, og sad hos ham, for at tale. Ingen af dem kjendte den anden, men Blodet rrtes i dem, og Kongen sagde til Kbmanden: Jeg har at forlange af dig, at du skal blive hos mig, men jeg skal forhje din Rang, og give dig alt hvad du vil og attrr. Han blev nu hos ham en Stund, og Kongen

26 skiltes aldrig fra ham. Da han nu s' at Kongen ikke vilde slippe ham, s at han kunde rejse hjem; s sendte han Bud til sine Forldre, og anmodede dem om, at flytte til ham; de betnkte sig da p at flytte til den , hvor deres Sn havde opnet s stor Vrdighed hos Kongen: men endnu vidste ingen, at det var hans Broder. 19. Det traf sig nu en Nat, da Kongen var dragen ud af Byen p et Lystparti, at han. drak for meget, og blev overvldet af Vinen; men af Frygt for at han skulde komme noget til, tnkte det unge Menneske: jeg vil selv bevogte Kongen i Nat; ti han har fortjent det af mig, med al den Nde, han har bevist mig. Han stod derp p strags op, drog sit Svrd, og stillede sig i Dren til Kongens Telt. Da nu n af Kongens Tjenere, af dem, som misundte ham formedelst hans fri Adgang til Kongen, s' ham st der med det dragne Svrd i Hnden; sagde han til ham: hvorfor gr du dette p denne Tid og p et sdant Sted? Han svarede: jeg vil selv bevogte hans Majestt til Gjengld for hans Velgjerninger mod mig: hvorp den anden tav, og gik bort; men da Morgenen kom, underrettede han en Flok af Kongens Tjenere herom, og de sagde: Dette er en Lejlighed for os. Velan! lad os forene os, og sige det til Kongen, for at han kan tabe hans Yndest, og blive afsigediget, og vi kunne f Ro for ham. De sloge sig derp sammen, og gik ind til Kongen, sigende: Vi have et Rd at rde dig. Han svarede: hvori bestr dt? De sagde derp: Denne unge Kbmand, som du har draget s nr til dig, og ophjet fremfor de Store og Rigets Herrer, ham s' vi igr Aftes at have draget sit Svrd i den Agt at anfalde dig, og myrde dig. Da

27 Kongen hrte dette, skiftede han Farve, dog sagde han til dem: Have I vel noget Bevis herp? De svarede: hvad Bevis forlanger du, for at vorde overbevist om Sagen? Forstil dig i Nat som drukken og sovende, men hold dog je med ham, s vil da selv f at se, alt hvad vi have berettet dig. Dernst gingc de til den unge Mand, og sagde: Du m dog vide, at Kongen har rost dig for det, du gjorde igr, og vil nu forege sin Velvillie imod dig; kort sagt, de opmuntrede ham til at gre det samme igjen. Da nu den nste Aften kom, s blev Kongen liggende vgen og urolig, for at se Ynglingen; men den unge Person kom atter til Teltet, og trak sit Svrd, og stillede sig i Dren. Ssnart Kongen s' det, blev han storligen forvirret, og befalede at gribe ham, og sagde: er dette den Ln jeg skal have af dig, fordi jeg har draget dig nr til mig fremfor alle andre, at du vil gre denne Ugjerning imod mig? Derp stode to af Tjenerne frem og sagde: o Herre! vi ville af- hugg hans Hoved med Svrdet, hvis du befaler; men Kongen svarede: Hastighed i at drbe er en let Sag, men ikke stormodig; ti dn levende kunne vi altid drbe, men den drbte kunne vi ikke kalde til live igjen. Det er ndvendigt at se hen til Sagernes Udfald, og dennes Drab vil aldrig falde os vanskeligt. Derp befalede han at bringe ham i Fngsel; siden foretog han sig atter sine Regjeringsforretninger, drog ud p Jagt, kom tilbage til Byen, og forglemte Ynglingen. 20. De ginge da atter ind til Kongen, og sagde: O Konge! hvis du tier stille til, at denne Karl vilde drbe dig, s ville alle Understterne i Riget blive oprrske, og Folk taler allerede om det. Herover

28 fortornedes Kongen, og sagde at de skulde hente ham, han befalede ogs Bdelen at afhugge hans Hoved, og de bandt for hans jne, og Bdelen, som blot vntede det sidste Vink, sagde til Kongen: med din Tilladelse, o Herre! vil jeg hugge til. Men Kongen svarede: holdt! imedens jeg overvejer hans Sag. Det vil vist nok blive ndvendigt at drbe ham; men hans Drab vil ikke falde os vanskeligt. Han blev derp sendt tilbage til Fngselet, og mtte blive der, indtil Kongen kunde f Sind til at lade ham henrette. Imidlertid fik hans Forldre denne Tildragelse at hre, og hans Fader beredte sig, drog hen til Kongen, og overrakte ham et Bnneskrift, hvori han ytrede sig sledes: Hav Barmhjrtighed med mig, at Gad m have Barmhjrtighed med dig, og hast ikke med min Sns Henrettelse; ti jeg har selv forhastet mig i en Sag, og ombragt hans Broder i Havet, hvorover jeg grmmer mig den Dag i Dag; men har da besluttet hans Dd, s drb mig isteden for ham. Derved faldt Kongen ned, og brast i Grd, siden sagde han: fortl mig hvorledes din Historie er tilget. Hvorp han svarede: o Herre; han havde en Broder, men jeg kastede dem begge to i Havet. Siden fortalte han den hele Begivenhed ligefrem. Derp rbte Kongen hjt, for op af sit Hjsde, og omfavnede sin Fader og sin Broder, sigende: ved Gud! du er min Fader, og dette er min Broder, og din Hustru er min Moder; og de vedbleve at grde, med hverandre. Siden bekjendtgjorde Kongen dette for Folket, og tilfjede: o Folk! hvad tykkes eder om min Vnten efter Sagernes Udfald? Og hele Folket beundrede Kongens Visdom og hans Vnten. Derp vendte Kon-

29 gen sig til sin Fader, sigende: dersom du havde set hen til din Sags Udfald, og anvendt Sagtmodighed i din Handling, s havde al den Fortrydelse og Bedrvelse, du s lang Tid har lidt, ingenlunde ramt dig. Derp lod han sin Moder hente, og de gldede sig med hverandre, og henlevede alle sine Dage i Fryd og Gammen. 21. Og hvad er tungere end Forsmmelsen af Hensyn til Sagens Udfald; derfore hast ikke med min Henrettelse, at ikke Fortrydelse og stor Sorg skal ramme dig. Da Kongen hrte sdant, sagde han: Bringer ham tilbage til Fngselet; til i Morgen ville vi overveje hans Sag, ti Sagernes Overvejelse er yderst vigtig, og hans Drab vil ikke falde os vanskeligt.

DEN TREDIE DAG. Om at se hen til Sagernes Udfald.

22. Og da den tredie Dag kom, gik den tredie Vezir til Kongen, sigende: O Konge! opst ikke denne Drengs Sag, ti hans Gjerning har allerede bragt os i Folke Munde; det smmer sig bedst, at drbe ham snarligen, for at af vlte denne Omtale fra os, at det ikke skal siges: Hans Majestt har set en Person p sin gtesng, men tilgivet ham. Over denne Tale rgrede Kongen sig, og befalede at hente Drengen, og de frte ham frem i Lnker, og Kongens Vrede var optndt imod ham ved Vezirens Tale, s at han oprrtes ved at se ham, og han sagde: O du fordrvede fra Roden af! du har beskmmet os, og krnket vor Vrdighed; det er ndvendigt, at jeg m udslette dig af Jorden. Drengen svarede: O Konge! udvis

30 Tlmodighed i alle dine Sager, at du m opn dit jemed; ti Gud den allerhjeste har gjort en herlig Ln til Flge af Tlmodighed. Det var jo ved Tlmodighed at Abu Sbir undslap af Gruben, og besteg Kongesdet. Da sagde Kongen: hvem var Abu Sbir, og hvordan var hans Begivenhed?

31

Herremanden Abu Sbirs Begivenhed.

23. Drengen sagde: O Konge! Der var en Mand, ved Navn Abu Sbir, sre rig p Fr; samme Mand havde sig en smuk Hustru, og med hende to Snner; de boede i en Flkke, og til den Flkke kom der en Lve, som anfaldt Abu Sbirs Hjord, og strste Delen af hans gangende F blev delagt. En Dag sagde hans Hustru til ham: den Lve har alt delagt strste Delen af vort gangende F; bered dig, og stig til Hest i egen Person, og tag dine Flgesvende med dig, og sg at drbe den, at vi kan f Ro for den. Abu Sbir svarede: hav Tlmodighed, min Kone! ti Tlmodighed har en herlig Ln; og dersom denne Lve er den, der raser imod os, og er s uretfrdig, s vil Gud den allerhjeste ufejlbarlig delgge den, og vor Tlmodighed vil drbe den; ti den som gr Uret, det vil falde tilbage p ham selv. Da nu nogen Tid var get, drog Kongen ud p Jagt, og han og hans Folk stdte p Lven, og fik Bugt med den, og holdt ikke op frend de drbte den. Da Abu Sbir hrte dette, sagde han til sin Hustru: sagde jeg dig ikke, min Kone! at den som gr Uret, det vil falde tilbage p ham selv; men dersom jeg havde draget ud imod Lven, skulde jeg mskje ikke have fet Bugt med den. Men dette er Flgen af Tlmodighed. 24. Nogen Tid derefter traf det sig, at en Mand blev drbt i Abu Sbirs By, hvorover Soldanen plyndrede Byen, og Folkene ranede Abu Sbirs Gods. Da sagde hans Kone til ham: du er bekjendt med alle Kongens Tjenere, du kommer til at mlde dig hos ham, at han kan tilbagegive dig dit Kvg; men Abu Sbir svarede: O Kone! har

32 jeg ikke sagt dig, at den som gr ondt, ham vil ondt vederfares; og dersom Kongen handler uretfrdig, s vil hans Gjerning visselig g ud over ham selv; og enhver som berver andre deres Gods, han vil ufejlbarligen blive sit eget Gods bervet. Denne hans Tale hrte n af Naboerne, som misundte ham, og gik strags og mldte det for Soldanen, hvorp denne sendte sine Folk, ranede alt hans Gods, og uddrev ham tillige med hans Hustru af Flkken. Da de na alts vankede husvilde om p Marken, sagde hans Hustru til ham: alt hvad der rammer os, er en Flge af din Sendrgtighed i at handle, og din Kraftlshed. Han svarede blot: hav Tlmodighed; ti Tlmodighed fr en god Ln. 25. Men de ginge ikke langt, for de traf p Rvere, som plyndrede hvad de endnu havde tilbage hos sig, fratog dem deres Klder, og bortfrte begge deres Brn. Da grd Konen, og sagde: O du Mand! lsriv dig fra denne Dumhed, og skynd dig og st efter Rverne; hvem kan vide, om de ikke ville ynkes over os, og give os Brnene tilbage. Abu Sbir svarede: O Kone! den som handler ilde, vil f en ond Ln, og hans Udd vil falde tilbage p ham selv; men dersom jeg stter efter dem, kunde vel n af dem drage sit Svrd, og afhugge mit Hoved, og jeg sledes miste Livet. Hav derfor Tlmodighed, ti Tlmodighed har en herlig Ln. 26. De vandrede da videre, indtil de ankom i Nrheden af en By i Landskabet Karman, ved hvilken By der lb en . Der sagde Manden til sin Hustru: bliv her, imedens jeg gr ind i Byen, og ser til at skaffe os en Lejlighed at bo udi. Siden forlod han hende ved

33 Vandet, og gik ind i Byen. Dernst kom en Rytter til en, for at vande sin Hest, og da han s' Kvinden, behagede hun ham meget; hvorfore han sagde til hende: Kom og sid op hos mig; ti jeg vil gifte mig med dig, og gre vel imod dig. Hun svarede: Gud forbyde det, ti jeg er allerede gift. Da uddrog han sit Svrd, og sagde: dersom du ikke adlyder mig, s hugger jeg dig ned p Stedet. Da hun nu s', at han var ikke at lide p, s skrev hun i Sandet p Jorden med sin Finger: O Abu Sbir! du holder ikke op med din Tlmodighed, fr alt er forsvundet: dit Gods, dine Brn og din Kone, som du skattede over alt andet: jeg er vel kun forbleven hos dig i Bedrvelsen hidtil, fordi jeg skulde se, hvad Nytte du har af din Tlmodighed. Derefter tog Rytteren hende op bag sig p Hesten, og red sin Vej. Hvad nu Abu Sbir angr, s kom han snart tilbage, og savnede sin Hustru, men lste hvad der var skrevet p Jorden. Da grd han, og slngte sig ned bedrvet, sigende: O Abu Sbirl det smmer dig at vre tlmodig, ti det er dog muligt, at din Skbne kunde vre tungere og hrdere endnu. 27. Derp for han afsted, ligesom en afsindig eller besat, og kom omsider til nogle Folk, som arbejdede p Kongens Slot, og vare pressede til Arbejdet. Da Opsynsmndene over dem s' ham, lukte de i for ham, og sagde: du m arbejde med disse Folk p Kongens Slot, hvis ikke ville vi stte dig i evigt Fngsel. Han gav sig da til at arbejde med dem, det bedste han kunde, og hver Dag gave de ham et helt Brd. Da han nu en Mneds Tid havde arbejdet iblandt dem, s traf det sig at n af Arbejderne, som skulde g op

34 ad en Trappe, faldt og brd sit ene Ben, hvorover han gav sig til at skrige og grde. Abu Sbir sagde til ham: vr tlmodig, og grd ikke; ti i Tlmodigheden vil du finde Lise, Men han svarede: hvorlnge skal jeg vre tlmodig? Abu Sbir vedblev: vr tlmodig, ti Tlmodighed bringer Manden op af den dybeste Grube, og stter ham p Kongesdet. Ulykkeligvis sad Kongen i et Vindue, og hrte denne Tale, blev strags meget fortrnet p Abu Sbir derover, og lod ham hente, og han blev strags frt frem. Der var i Kongens Grd en Art Brnd, og i samme en stor og dyb underjordisk Grube, derudi lod han ham nedsnke, sigende: O du tbelige Mand! lad os nu se, hvorledes du kommer op af Gruben p Kongesdet! ja han vedblev at komme, og st ved Mundingen af Brnden og sige: O du tbelige Mand! O Abu Sbir! skal jeg snart se dig komme op af Gruben, og stte dig p Kongesdet? Men hver Dag gav han ham to Brd. Abu Sbir var tavs, og mlte ikke et Ord, men bar tlmodig alt, hvad der hndtes ham. 28. Samme Konge havde haft en Broder, som han havde fngslet i samme Brond for lngere Tid siden; og han var dd, men Folk i Landet tnkte, at han vel endnu kunde vre i Live. Da der imidlertid gik s lang Tid hen, at Kongens Broder sad i Fngsel, begyndte Hofsinderne at tale derom, og om Kongens Tyranni; og der blev udspredt et almindeligt Ry om hans Uretfrdighed. Endelig sammenrottede nogle sig imod ham en Dag, og drbte ham, hvorp de undersgte Gruben, og udtoge Abu Sbir, i den Tanke at det var Kongens Broder; ti han var ham meget lig af Udseende, og

35 havde nu siddet lnge i Fngselet, De antoge ham alts for Kongens Broder, og sagde til ham: du skal vre Konge i din Broders Sted; ham have vi drbt, men dig ville vi stte isteden. Abu Sbir var tavs, og mlte ikke et Ord; men inds' vel, at dette var Lnnen for hans Tlmodighed. Han beredte sig da, og satte sig p Kongesdet, ifrt den kongelige Dragt, og han udvede Ret og Billighed, og hans Sager gik vel fra Hnden, Folket var ham lydigt, Understterne finge ham kr, og hans Krigshr blev talrig og mgtig strk. 29. Derefter hndte det sig, at den Konge, som havde plyndret Abu Sbir, og ladet ham uddrive af hans By, fik en mgtig Fjende, som drog til Felts imod ham, overvandt ham, og indtog hans Hovedstad, hvorp han flygtede, og kom til Abu Sbirs Hovedstad, for at bede ham om Hjlp, uden at ane at det var Abu Sbir. Da han nu gik ind til ham, stod for ham, og begyndte at lovprise ham, s kjendte Abu Sbir ham, og sagde: Denne Erstatning er en Ln for Tlmodighed. Nu har Gud den allerhjeste givet mig Sejer over dig. Dernst befalede Abu Sbir sine Drabanter, at plyndre Kongen og hans Hofsinder, hvorp de plyndrede dem, fratoge dem deres kostbare Klder, og uddreve dem af Byen p Flugten. Da Abu Sbirs Drabanter og Krigsfolk s' dette, undredes de, og sagde: hvad er dette for en Gjerning, som Kongen gr? der kommer en Konge til ham, for at bede ham om Hjlp, men han plyndrer ham, ikke er dt en kongelig Adfrd; men de torde dog ikke gre noget Ord af denne Sag.

36 30. Siden kom det Kongen for ren, at der vare Rvere i hans Land, og han holdt ikke op at forflge dem, fr han havde grebet dem alle; og se! det var Rverne, som havde plyndret ham, og bortfrt hans Brn, da han var husvild p Vejen. Han lod dem nu kalde frem, og der de stode for ham, tilspurgde han dem, sigende: hvor ere de to Drenge, som I bortfrte den og den Dag? De svarede: hjemme hos os, og vi ville bringe dig dem, Herre og Konge! som dine Slaver til din Opvartning; og vi Tille give meget Gods, som vi have sammenskrabet, og afst alt hvad vi eje og have; og omvende os fra Rveriet, og fgte for dig som dine Stridsmnd. Men han brd sig ikke om deres Tale, men inddrog alt deres Gods, og, med Undtagelse af Drengene, befalede han at henrette dem alle tilhobe; Brnene tog han til sig, og gldede sig hjligen over dem. Hans Stridsmnd talte meget herom indbyrdes, sigende: denne er vrre end hans Broder; her kommer til ham Rvere, som nske at omvende sig, og bringe ham to dejlige Drenge, og han tager Slaverne af dem, og alt deres Gods, og lader dem s henrette; det er dog en stor Uretfrdighed! 31. Derefter kom Rytteren, som havde bortfrt hans Hustru, for at klage over hende hos Kongen, fordi hun ikke vilde vide af ham at sige, sknt hun, som han foregav, var hans virkelige Kone. Kongen befalede at bringe hende frem for sig, for at dmme hende, nr han havde hrt hendes Forsvar. Rytteren kom da frem for Kongen med hende, og ssnart han s' hende, kjendte han hende, tog hende fra ham, og lod ham drbe. Da mrkede Kongen p sine

37 Stridsmnd, at de talte om at han var uretfrdig, han vendte sig da til sine Hofsinder og Vezirer, og sagde: Ved den store Gud! jeg er ikke den forrige Konges Broder; men blot bleven fngslet af ham for et Ords Skyld, som han havde hrt af mig, og som han hver Dag bebrejdede mig. I antoge mig for hans Broder, men jeg er Abu Sbir, og Gud har skjenket mig dette Rige for min Tlmodighed. Hvad angr den Konge, som bad mig om Hjlp, og som jeg lod plyndre, da havde han frst gjort mig det samme, plyndret mig, udjaget mig af min By, gjort mig husvild med Urette, og tiggefrdig uden Brde: derfor gjorde jeg mod ham, som han havde gjort mod mig, i Flge Gjengldelsens Ret. Rverne, som foregave at ville omvende sig, fik ikke noget Rum til Omvendelse hos mig; fordi de frst havde behandlet mig skammelig, da de traf mig p Vejen, nemlig plyndret mig, affrt mig mine Klder, ranet mit Gods, og bortfrt mine Brn i Trldom; og det er disse samme Drenge, som jeg tog fra dem, og som I forestillede eder, vare Livegne, men som ere mine egne kdelige Brn: jeg har derfor betalt dem hvad de have forskyldt, og handlet med dem efter Ret og Billighed. Rytteren, som jeg lod henrette, og Konen som jeg tog fra ham; det var fordi det er min Hustru, som Gud. den allerhjeste har bevaret og tilbagegivet mig: denne min Dom og Gjerning var alts overensstemmende med Ret, sknt I, som dmte efter Sagens Yderside, tnkte at jeg gjorde det med Urette. Da Folk nu hrte denne hans Tale, undredes de, faldt ned for hans fdder, og forsikrede ham om sin bestandige Hengivenhed og Krlighed, samt undskyldte sig

38 hos ham. Alle undredes over det, Gud havde gjort med ham, og hvorledes han havde skjenket ham Riget formedelst hans Eftergivenhed, og ophjet ham formedelst hans Tlmodighed fra den dybe Brnd p det kongelige Hjsde, men nedstedt Kongen fra hans Stol i Gravens Dyb. Siden tog Abu Sbir sin Hustru til sig p ny, og sagde til hende: hvorledes synes du nu om Tlmodighedens Frugt og dens Sdhed, samt om Forhastelsens Frugt og dens Bitterhed? Vr forvisset om, at enhver Handling, som man gr, god eller ond, vil man f betalt. 32. Og sledes, o Konge! s5mmer det dig, at udvise Tlmodighed, s ofte som du kan; ti Tlmodighed hrer til del Dd, og er det ypperste, man han forlade sig p, og det anstr ikke Fyrsterne at tilsidestte den. S talte han; men da Kongen hrte dette af Drengen, stilledes hans Vrede, og han befalede at bringe ham tilbage til Fngselet, hvorp Folk skiltes ad for den Dag.

DEN FJERDE DAG. Om Godhed og Langmodighed,

33. Der fortlles, at da den fjerde Dag kom, indfandt den fjerde Vezir ved Navn Zushd sig, faldt ned for Kongen og sagde: O Konge! lad ikke denne Drengs Tale fre dig bag Lyset; ti slnge han bliver i Live, holde Folk ikke op at snakke, og din Tanke sysselsttes med ham bestandig. Kongen svarede: Ved Gud! det er sandt da siger, jeg vil derfor lade ham hente, og drbe i Dag her for mine jne. Derp lod han ham kalde, og de frte ham lnkebunden

39 frem. Kongen tiltalte ham da sledes: O ve dig! du tnker nok, at du skal besnre mit Hjrte med din Fortlling, og den ene Dag g hen efter den anden med din Tale; men jeg vil na drbe dig i Dag, at jeg kan blive dig kvit Drengen svarede da: O Konge! mit Drab str i din Hnd, hvad jeblik da vil; men der er ikke noget godt ved Overilelse i ns Gjerninger, Langmodighed derimod hrer til del Dd. Og nr du har drbt mig, vil da fortryde det; men nr da nsker at bringe mig til Live igjen, vil da ikke kunne det; ti enhver, som forhaster sig i sin Sag, vil det g, som det gik Kongesnnen Behzd. Da sagde Kongen: hvorledes gik det Kongesnnen Behzd, den Gang han forhastede sig?

Kongesnnen Behzds Begivenhed.

Om Forhastelse.
34. Drengen begyndte da sin Fortlling sledes: O Konge! der var i gamle Dage en Konge, og han havde sig en Sn, der var den smukkeste af alle sine Samtidige. Han holdt meget af Omgang med Folk, Samkvem med Kbmnd og Selskaber med dem. I det han nu en Dag sad i Selskab i en temmelig talrig Forsamling, s hrte han at de talte om hans Sknhed og Dejlighed, og sagde at der da for Tiden ikke fandtes nogen smukkere p Jorden; men n af Selskabet ytrede at den og den Konges Datter var smukkere. Da Behzd hrte dette, forlod Forstanden ham, og hans Hjrte klappede sre. Han kaldte strags den Mand til sig sagde: lad mig nu

40 vide rigtig hvad det var du sagde, og sig mig sandt om hende, som du fortalte var sknnere end jeg, og hvis Datter hun er? Manden svarede at hun var en Datter af den og den Konge. Nu hngte hans Hjrte ved hende, og han skiftede Farve. Da hans Fader fik dette at hre, sagde han til ham: O min Sn! den Pige, som dit Hjrte attrr, hun str til din Befaling, og vi kunne let erholde hende, hav blot Tlmodighed, imedens jeg begjerer hende til dig; men Snnen svarede: jeg har ingen Tlmodighed! Da skyndte Faderen sig dermed, og sendte Bud for at begjere hende af hendes Fader; denne forlangte i Brudkeb for sin Datter hundrede tusende Guldstykker i rede Penge, hvilket Ynglingens Fader bevilgede; men da han efterregnede, hvad han havde i sin Skatolkasse, fattedes der en fje Ting i den omtalte Sum. Han sagde derp til sin Sn: hav Tlmodighed, mit Barn! indtil vi f samlet det, som fattes i disse Penge, hvorp jeg strags skal sende Bud, og hente hende til dig; ti hun bier jo allerede efter dig. 35. Snnen blev alligevel meget fortrydelig herover, og svarede: jeg har ingen Tlmodighed! Derp tog han sit Svrd og sit Spyd, og drog ud og gjorde Vejen usikker. En Dag anfaldt han en Skare Rejsende, men de overmandede ham; grebe ham og frte ham bagbunden til Fyrsten over det Land, hvori han havde rvet p Landevejen. Da denne s' hans Skabning og Dejlighed, fattede han Mistanke om ham, og sagde: hvad er dette for et Ansigt p en Rver? sig os kun Sandheden, du unge Mand! hvem du er? Men Behzd skammede sig ved at underette

41 ham om sin sande Beskaffenhed, og foretrak Dden; hvorfore han svarede: jeg er ikke andet end en Tyv og en Rver. Men Kongen sagde: det smmer sig ikke, at vi overile os med denne Ynglings Sag, frend vi f den vel betnkt; ti Forhastelse fder Fortrydelse. Han holdt ham nu fangen hos sig, og satte en Mand til at opvarte ham. Derefter rygtedes det, at Kongesnnen Behzd var forsvunden, og hans Fader udsendte Brev og Budskab, for at opsge ham: og da det Brev ankom til den Konge, hos hvem Behzd var, s lovede han Gud den allerhjeste, for at han ikke havde forhastet sig i nogen Mde med hans Sag; derp lod han ham kalde for sig, og sagde: hvorfor vil du styrte dig selv i Fordrvelse? han svarede; af Frygt for Beskmmelse. Kongen sagde: dersom da frygtede for Beskmmelse, skulde da ikke have beget nogen Overilelse. Vidste du ikke at Forhastelsens Frugt er Fortrydelse? og dersom vi nu ogs havde overilet os ligesom du, vilde vi have angret det. Siden lod han ham ifre en Hderskappe, og lovede ham den hele Sum, og sendte Bud til hans Fader, for at glde og opmuntre hans Hjrte med hans Sns Frelse. 36. Derp sagde Kongen til Behzd: bered dig nu, min Sn! og drag hjem til din Fader; men Behzd svarede: o Konge! fuldend din Velgjerning imod mig, og lad mig drage til min Brud; ti hvis jeg rejser frst hjem til min Fader, s skal han til at sende et Bud til dem, og jeg vil opholdes med Lfter, og Tiden g hen for mig. Hertil smilede Kongen, og undredes over ham, og sagde: jeg frygter for dig med dette Hastverk, at du vil snuble, og ikke n dit jemed. Imidlertid gav han ham meget Gods, og skrev Anbefalelsesbreve med ham til Pigens Fader, og sendte ham did. Da han nu an-

42 kom til dem, s drog Kongen i Mde med Rigets Herrer, og indrettede en smuk Bolig for ham, samt befalede at fremskynde sin Datters Forening med ham, i Overensstemmelse med Kongens Breve og hans Faders Anmodninger til ham; og de toge til at udruste Pigen. Da nu Dagen til gteforeningen kom, s gik han af Overilelse og Mangel p Tlmodighed til en Vg, som adskilte hans og hendes Bolig, og s' ind igjennem et Hul p samme, for at se sin Hustru; men hendes Moder bemrkede ham, og tog det meget ilde op. Hun greb da fra n af Opvarterne to hede Jrnspid, og stak dem uformrkt ind ved Siden af Hullet, og i det han anstrngte sig, for at komme rigtig til at se derind, jog hun ham begge Spiddene i jnene, som sledes bleve udstukne. Ynglingen udstedte herved et rdsomt Skrig, og faldt derp i Afmagt; sledes omskiftedes hans Glde, og blev til stor Sorg og Grmmelse. 37. Se da her, o Konge! Flgen af denne Ynglings Forhastelse og Mangel p Sagtmodighed; ti Forhastelsen var det, som pfrte ham den lange Fortrydelse, og forvandlede hans Glde til Bedrvelse. Det samme glder om Kvinden, som overilede sig med at udstikke hans jne, og ikke for med Lempe; ja om enhver som helst, der forhaster sig i sine Handlinger. Sledes smmer det da Kongen, at han ikke overiler sig med mit, Drab; ti jeg er under din Magt, og i din- Hnd, og hvad jeblik du vil, kan mit Drab ikke falde dig vanskeligt. Da Kongen hrte dette, stilledes hans Vrede, og han sagde: bringer, ham tilbage til Fngselet; til i Morgen ville

43 vi overveje hans Sag.

FEMTE DAG som falder ud efter nske til Uskyldighedens Sejer

38. Da den femte Dag kom, fortlles der at den femte Vezir indfandt sig, og hans Navn var Dsjeherbr. Han gik nu ind til Kongen, hilste ham ydmygelig og sagde: O Konge! din Vrdighed er s ophjet, at hvis du s' eller hrte, at nogen blot kigede efter dit Gjemak, s var det Ret for dig, at lade hans jne udstikke: men hvad da den, som du har set midt i dit Vrelse, p din Sng og i dit Leje, og som er mistnkt for at have attret mere, men dog hverken er af din Stamme eller af dit Blod? Det er vel dog ndvendigt at drbe ham! vi rde dig ikke dertil, uden for at befste din Regjering, og af Iver i at pminde dig, samt af Hengivenhed for dig; men hvorledes kan det dog tles, at den Dreng lever nogen Time lnger? Derved opfyldtes Kongen af Vrede, og sagde: bringer mig ham strags p Timen hid! de fremstillede ham da lnkebunden, og Kongen tiltalte ham som flger: O ve dig! du har beget en stor Brde, og dit Liv har alt varet for lnge, s at det er uundgeligt at drbe dig; ej heller have vi Ro, slnge du lever, s at der er ikke andet for. Drengen svarede: O Konge! tillad mig, ved Gud! jeg er uden Brde, og p den Grund har jeg Hb om Livet; ti den, som vd sig fri for Brde, ngstes aldrig ved Tanken om Straf, ei

44 heller er hans Sorg og Grmmelse utlelig; men enhver, som har gjort sig skyldig i en Brde, den Brde vil ufejlbarligen g ud over ham, og hans Liv vil ikke blive langvarigt; men det vil g ham, som det gik Kong Ddbn og hans Vezir. Kongen sagde: hvordan var det?

Fortllingen om Kong Ddbn og hans Vezir, og hvorledes det gik dem.

39. Drengen vedblev: O Konge! Gud forlnge din Regjering! I Landskabet Tabristn var en Konge, ved Navn Ddbn, og han havde to Vezirer, den ene af dennem hed Zurchn, den anden Girdn: og Zrchn havde sig en Datter, som overgik alle p hendes Tid i Dejlighed, Kyskhed og Gudfrygtighed, og var ivrig i Faste og Bn og Guds den allerhjestes Tjeneste, og hendes Navn var Erva. Da Kong Ddbn hrte fortlle om hendes Dyder, fattede han Krlighed til hende, kaldte Veziren til sig og sagde: jeg har at forlange af dig, at du giver mig din Datter til gte. Veziren svarede: o Konge! tillad mig at sprge hende, om det er hendes nske; hvis hun da vil, s skal jeg give dig hende. Kongen svarede: s skynd dig da! Faderen gik alts til hende, sigende: o min Datter! Kongen har forlangt dig af mig, og vil gifte sig med dig. Men hun svarede: o min Fader! jeg nsker ikke at giftes; men hvis du vil gifte mig, s giv mig ikke uden til sdan en Mand, som er under mig, og som jeg er overlegen i Vrdighed; at han ikke skal vende sig til flere, og overse mig; og giv mig for alting ikke til nogen, som

45 er fornemmere end jeg, hos hvem jeg vilde blive ligesom Tjenestepige. Med dette sin Datters Svar gik Veziren da tilbage til Kongen; men man fortller at dennes Attr og Krlighed til hende forgedes end mere herved; s at han svarede Veziren: hvis du ikke giver mig hende med det gode, s tager jeg hende med Magt og Vold. Veziren gik da igjen til sin Datter med denne Erklring af Kongen; men hun svarede: jeg nsker ingenlunde at giftes. Da Veziren nu atter berettede Kongen dette, blev han vred og truede ham; han gik da hjem til sin Datter, tog hende med sig, og flygtede bort. Dog Kongen erfarede snarligen dette, og udsendte sine Tropper at opsge ham, og afskre ham Vejen; satte ogs efter ham i egen Person, og da han nede ham, slog han ham i Hovedet med en Klle og drbte ham, bortfrte Datteren med Vold, og vendte tilbage til sin Bolig; gik derp ind til hende, og gtede hende. Hun bar sin Skbne med Tlmodighed, og overantvordede Gud den allerhjeste sin Sag, samt tjente Gud Nat og Dag med oprigtig Dyrkelse i Kong Ddbns, sin Gjemals, Hus. 40. Det begav sig derefter, at Kongen foretog sig en Rejse, hvisrsag han lod den anden Vezir, Girdn, kalde, og tiltalte ham sledes: jeg har en Ting at betro dig i min Fravrelse, og det er Damen, Vezirens Datter, min unge Hustru, som jeg vil at du selv skal bevare og bevogte; ti der er intet i denne Verden dyrebarere for mig end hun. Girdn inds' vel, at dette var en stor Hder og re, Kongen herudi beviste ham; han svarede alts: din Krlighed og Nde skylder jeg dette. Da nu Kongen var rejst, tnkte Veziren

46 ved sig selv: jeg m dog endelig se den Dame, som Kongen elsker s overordentlig hjt; han skjulte sig alts et Sted, hvor han kunde se hende, og s' at hun var over al Beskrivelse; ja blev s forgabet i hend, at hans Forstand tog Flugten; og s betvungen af Elskov, at han endogs sendte hende Bud, sigende: hav Medlidenhed med mig; jeg forgr af Lngsel efter dig. Men hun sendte Bud tilbage, og lod sige: O Vezir! du est hjtbetroet, og meget agtet af Kongen, fordrv derfor ikke den Ting, han har betroet dig, men lad dit indre svare til dit ydre. Hold dig til din egen Hustru og det som er dig tilladt, hvoraf du vil hste fuldt s sde Nydelser; men hvis du ikke holder op med slige Budskaber, s vil jeg gre dig til Skamme for Folk. Da Veziren hrte denne Tale, og vidste hun var kysk og ren bde til Sjl og Legeme, s fortrd han usigelig hjt sin Drskab, og frygtede sre for Kongen, og tnkte ved sig selv: jeg m udfinde et Anslag, hvorved jeg kan styrte hende, hvis jeg ikke vil st til Skamme for Kongen. 41. Da nu Kongen kom hjem fra sin Rejse, spurgde han Veziren om Sagernes Tilstand i Riget; denne svarede: alt str vel til, o Konge! kun n slem Sag er her, som jeg er kommen under Vejr med, men som jeg. undser mig ved at fremstte for Kongen. Ikke desmindre, hvis jeg tier med den, frygter jeg at en anden vil benbare den, og jeg alts synes at have svigtet Kongen i Oprigtighed og Troskab. Kongen svarede ham: sig det frit; ti jeg er fuldkommen overbevist om din rlighed, Troskab og Oprigtighed i hvad du siger, og det uden al Mistanke i nogen Del. Da sagde "Veziren: o

47 Konge! denne Kvinde, som dit Hjrte er hengivet til, og indtaget i, og hvis Gudfrygtighed og Faste og Bn du gr s meget af, om hende m jeg sige dig, at det er Svig og Bedrag alt tilhobe. Herved blev Kongen heftig bevget, og sagde: hvad er det for en Tidende? Veziren svarede: vid at der nogle Dage efter din Afrejse kom en Person til mig, sigende: o Vezir! kom en Gang og se! da jeg alts gik til Kammerdren, s jeg hende sidde derinde med hendes Faders Slave, Abu-lchejr, i dybeste Fortrolighed; og denne Omstndighed er, hvad jeg selv har set og hrt. Herved opflammedes Kongen til heftig Vrede, s at han sagde til n af Opvarterne: g og drb hende i hendes Kammer. Men da Opvarteren hrte, at Kongen alt gav Befaling til hendes Henrettelse, sagde han: Gud forlnge dine Dage, o Konge! det gr ikke an, at drbe hende p denne Mde; men befal n af Opvarterne, at stte hende p en Kaml, og fre hende ud i en ufremkommelig rken, og forlade hende der; hvis hun da er skyldig, s vil Gud lade hende Omkomme; men hvis hun er ren, s vil han frelse hende, i alt Fald vil Kongen vre uden for hendes Brde; ti denne Dame har vret dig inderlig kr, og du har drbt hendes Fader formedelst din Krlighed til hende. Kongen svarede ham og sagde: ved Gud! du har Ret i det du siger; derp befalede han at n af Slaverne p en Kaml skulde fre hende ud i en ufremkommelig rken, og forlade hende der, og komme tilbage, for at hun kunde omkomme ved en lang Pinsel. Der fortlles nu at Opvarteren drog ud i rken med hende, og forlod hende uden Mad og Drikke, og vendte tilbage; men Damen tog til at lgge nogle

48 Stene i Orden p en liden Hj; for disse stillede hun sig, og bad, og tjente Gud den allerhjeste. 42. Til samme Tid begav det sig, at Kamlrgteren hos Kong Kjesra havde mistet nogle Kameler, og Kongen havde truet ham, at hvis han ikke fandt dem, skulde det koste hans Liv. Han gik derfor ud, og fordybede sig i rken, og kom omsider til det Sted hvor Damen var, og s hende st der ene, og bede. Han biede da, indtil hun havde endt sin Bn, derp nrmede han sig, hilste hende og sagde: hvem er da? hun svarede: Guds Tjenerinde. Han vedblev: hvad gr du p dette ufremkommelige Sted? hun sagde: jeg dyrker Gud den allerhjeste. Da han nu s' hendes Sknhed og dejlige Skabning, s blev han indtaget i hende, og sagde: jeg har en Ting at sige dig; hvis du vil tage mig til Mand, s vil jeg blive dig en m og krlig gtemage, og vre dig til Bistand i Guds den allerhjestes Dyrkelse. Hun svarede: jeg behver ingen Mand, men agter at forblive ene her med Herren i hans Tjeneste; men dersom du vil bevise mig en Gunst, og vre mig til Bistand i min Gudsdyrkelse; s fr mig til et Sted, hvor der er Vand, derfor vil jeg vre dig hjligen forbunden. Han frte hende da til et Sted, hvor der var rindende Vand, og afsatte hende der, og lod hende ene, og drog forundret bort; men nppe var han get fra hende, fr han fandt sine Kameler, hvilket var en Flge af hendes Velsignelse. 43. Da Kamelrgteren kom tilbage, spurgde Kong Kjesra, om han havde fundet Kamelerne; denne underrettede ham da om Historien med Damen, og beskrev ham hendes Sknhed og dejlige

49 Skabning, hvorover Kongen blev forelsket i hende. Han satte sig derfor til Hest, og tog nogle f Ledsagere med sig, drog ud til Stedet, fandt Damen, og blev indtaget af hende; da han s' hun overgik Beskrivelsen, som Rgteren havde givet ham Kongen nrmede sig derp til hende, sigende: jeg er Kong Kjesra, Overkongen, mon du vel vilde have mig til Mand? Hun svarede: hvad kunde du gre med mig, o Konge! en Kvinde, som er udstdt i denne vilde rk? Han sagde: det m dog ndvendigvis blive derved, og hvis du ikke vil drage med mig, s vil jeg blive her, og underkaste mig din Gudsdyrkelse og Bodsvelse, og tjene Gud tilligemed dig. Derp lod Kongen oprejse en liden Hytte for hende, og en anden for sig selv ligeover for, i den Agt at deltage des lettere i hendes Gudstjeneste; han tog sig ogs for, at sende hende Mad. Hun tnkte siden ved sig selv: denne Mand er en regjerende Konge, det anstr mig ikke at lade ham lsrive sig fra sine Understter og sit Rige for min Skyld; hun sagde derfor til Tjenestekvinden, som bragde hende Spisen: sig til Kongen, at han m vende tilbage til sit Fruentimmer, og sit Folk, da han ikke behver mig, men jeg agter at blive her, og tjene Gud. Da nu Tjenestekvinden havde berettet Kongen dette, s sendte han Bud tilbage og lod sige: jeg behver ikke heller noget Rige, men vil ogs opholde mig p dette Sted, for at tjene Gud tilligemed dig her i rken. Da hun nu heraf sknnede hans Tilbjeligheds Oprigtighed og Heftighed, s sagde hun til ham: o Konge! jeg vil da fje mig i din Villie, og blive din Hustru; men p det Vilkr, at du bringer

50 mig Kong Ddbn og hans Vezir, Girdn, og hans Husfoged, s at de fres frem for dit Hof, og jeg kan tale et Ord med dem i din Nrvrelse, hvorved din Krlighed til mig vil forges. Hertil svarede Kong Kjesra: men hvad behever du det for? Da fortalte hun ham sin Hndelse fra frst til sidst, og hvad Veziren havde sagt hende p, og at hun havde vret Kong Ddbns Hustru. Da Kong Kjesra hrte det, forgedes hans Attr og Krlighed til hende, og han sagde: du har at befale! 44. Dernst lod han hente en bedkket Brestol, hvorp han frte hende til sin Bolig, siden ophjede han hende, og giftede sig med hende. Derefter sendte han en uimodstelig Hr til Kong Ddbn, og hentede ham og hans Vezir og hans Husfoged; og Kong Kjesra lod dem kalde for sig, men de begrebe ikke hvad hans Hensigt var. Han lod ogs oprette et bedkket Aflukke i Salen til Erva, hvor hun gik ind, og slog Omhnget ned for sig. Da nu Forsamlingen var fuldtallig, og alle havde sat sig; lftede Erva det ene Omhng, og sagde: o Girdn! st op p dine Fdder; ti det smmer dig ikke at sidde i en Forsamling som denne, og i den store Konge Kjesras Nrvrelse. Da Vezir Girdn hrte denne Tale, blev hans Sind forvirret, og hans Ledemod skjalv, og han rejste sig op med Forfrdelse. Derp vedblev hun: jeg besvrger dig ved Gud, som har bragt dig p dette Sted, og du har mttet lyde, at du siger Sandhed. Hvad bevgede dig til at lyve mig p, og uddrive mig af mit Hus og min gtemands Arme, samt at beskylde p samme

51 Mde en troende Mand1), og skille ham ved Livet? Men vid at dette er et Sted, hvor ingen Lgn vil hjlpe dig, og ingen urimelig Snak vil antages. Da Veziren nu kjendte, at det var Erva, og hrte denne Tale, s begreb han, at ingen Usandhed vilde frelse ham, og intet nytte ham uden Abenhjrtighed; han bjede sig da til Jorden, og sagde med grdende Trer: Den som handler ilde, vil ufejlbarligen f det at finde, om det end kan vare lnge. Ved Gud! jeg er den skyldige, og den syndige, og intet bevgede mig til dette, uden Frygt og utmmelig Begjerlighed og den Elendighed, som Skbnen havde skrevet p min Pande; men denne Kvinde er som lutret Guld, ren og fri for al Brde. 45. Nu fortlles der videre, at da Kong Ddbn hrte dette, slog han sig i Ansigtet, og sagde til Veziren: Herren sl dig, som har skilt mig ved min Hustru, og behandlet mig s skammeligt. Men Kong Kjesra svarede ham: dig vil ufejlbarlig Herren sl, at du har overilet dig sledes, og ikke betnkt din Sag, eller skjelnet Forbryderen fra den uskyldige; ti dersom du havde givet dig Tid, s havde du vist nok set Forskjel p Brde og Ret. Vel sandt at denne nederdrgtige Vezir sgte din Fordrvelse, men hvor var dit eget Syn og din Tanke? Derp sagde han til Erva: hvad vil du, at jeg skal gre ved dem? Hun svarede: fuldfr Guds den allerhjestes Dom over dem: lad Drabsmanden blive drbt; den umenneskelige behandles umenneskelig. ligesom han har handlet imod os; og den
1 Nl. Abu-lchejr (se . 41), som man m forestille sig at vre bleven henrettet uden Lov og Dom, efterdi han var livegen.

52 velsindede behandles vel, ligesom han har handlet med os! Derp afsagde hun Dom over Kong Ddbn; og de knuste hans Hoved med en Klle, og drbte ham, i det hun sagde: det er for min Faders Drab. Siden dmte hun Veziren, og de udfrte ham p et Lastdyr i den samme rken, hvor de havde udfrt hende, i det hun sagde:dersom du er en Forbryder, s vil du visselig komme til at lide for din Misgjerning, og omkomme i rken af Hunger og Trst; men dersom du er uden Brde, vil du blive frelst ligesom jeg blev. Tilsidst kom Opvarteren, Husfogeden, som havde rdt Kongen til, at lade hende fre ud i rken; ham ifrte hun en kostbar Hderskappe i det han sagde: en Mand som dig br Kongerne drage nr til sig, for at fremme det gode; ti enhver br nyde Ln som forskyldt; hvorp Kong Kjesra satte ham til Hvding over et Herred i sit Rige. 46. Derfor, vid, o Konge! at den som handler vel, ham vil det g vel i Tiden; og den som er uden Skyld og Brde, frygter ikke for Udfaldet af sin Sag: men jeg, oKonge! er uden Brde; derfore hber jeg til Gud, at han vil benbare Kongen Sandheden, og lyksaliggre ham, samt give mig Sejer over mine Fjender og Avindsmnd. Da Kongen hrte dette, stilledes hns Vrede, og han sagde: bringer ham tilbage til Fngselet, til i Morgen ville vi overveje hans Sag.

53

DEN SJETTE DAG.

Om Syndsforladelse.
47. Det berettes nu, at da den sjette Dag kom, s steg Vezirernes Harme over, at de ikke nede sit Ml med Drengen, de begyndte ogs at frygte for, selv at falde i Unde. Der gik da tre af dem ind til Kongen, faldt ned for ham, og sagde: O Konge! af Omhu for din Regjering og Hengivenhed for din Person ndes vi til at sige det: du har nu ladet det vare alt for lnge med den Dreng, og vi indse ikke at det er dig til nogen Nytte; den ene Dag gr hen efter den anden, og han er endnu i Live! men Snakken om ham forges hver Gang; derfore lad ham dog d, at den Omtale kan f Ende! Da Kongen hrte denne Tale, sagde han: ved Gud! I have Ret, og det er sandt, I sige! han lod da Drengen hente, og da han stod for Kongen, sagde denne: hvor lnge skal jeg overveje din Sag, da jeg ikke finder n, som str dig bi, men ser alle trste efter dit Blod? Drengen svarede ham: o Konge! endnu hber jeg Bistand af Gud, sknt ikke af nogen Skabning; nr han str mig bi, vil ingen form at skade mig; og nr Gud er med mig, og hjlper mig p Grund af Sandheden, for hvem skulde jeg da frygte p Grund af Usandheden? allerede har jeg sat min Sag til Gud, en ren og retfrdig Sag, og ophrt med al Begjering om Bistand af de ddelige: men enhver som anrber ham om Bistand, vil befinde hvad Bacht Zemn befandt i Henseende til sit nske. Kongen sagde: hvad var Kong

54 Bacht Zemn for n? og hvorledes gik det med hans Tildragelse?

Kong Bacht Zemns Tildragelse.

48. Drengen vedblev: O Konge! der var i gamle Dage en vis Konge ved Navn Bacht Zemn, som var en Ven af Gstebude og Drikkelav og Selskaber: i Egnen af hans By formrkedes Fjender, som tragtede efter at indtage den. Da sagde n af hans Venner til ham: o Konge! Fjenden stvner imod dig, vogt dig i Tide; men han svarede: jeg bekymrer mig ikke om ham; ti jeg har Krigstilbehr og Penge og Folk, og frygter ingen Ting. Vennen tilfjede: bed Gud om Hjlp, o Konge! ti han vil hjlpe dig bedre end dine Krigsforrd og Penge og Folk; men Kongen slog denne sin Rdgivers Tale hen i Vejret. Imidlertid rykkede Fjenden nrmere, leverede ham et Slag, og overvandt ham, og han havde ingen Nytte af det, han forlod sig p fremfor Gud den allerhjeste; men flyede for sin Fjende, og tog sin Tilflugt til en anden Konge, til hvem han sagde: jeg tyer nu til dig, og kysser Smmen af din Kjortel, og anrber dig om Hjlp imod min Fjende! Her fik han da Penge og Folk, ja en stor Krigshr, hvorover han gldede sig, og tnkte ved sig selv: nu er jeg da hjulpen med denne Hr, og m ndvendig vinde Sejer med sdan en Arm, og ufejlbarlig overvinde og betvinge min Fjende; men han sagde ikke: med Guds den allerhjestes Hjlp. Derefter gik hans Fjende ham atter i Mde, og overvandt ham, s at han led et fuldkomment Nederlag, og flyede af Marken. Herved blev Hren adskilt fra ham, og Pengene tabtes, og han forfulgdes af Fjenden; omsider nede han dog Havet, og satte ud over det til det an-

55 det Land. Han s' nu for sig en stor Stad med et betydeligt Slot, og forespurgde sig om dens Navn og Ejermand. Der blev ham sagt, at den tilhrte Kong Chudeidn. Bacht Zemn gik da, til han nede Kongens Grd, hvor han udgav sig for en Ridder, som vilde sge Tjeneste hos Kongen. Denne optog ham ogs i sin Hustrop, og hdrede ham, men hans Hjrte vedblev at hnge ved hans Fdreneland og hans eget Rige. 49. Det begav sig dernst, at denne Konge fik en Krig med en anden, og sendte sin Hr imod ham, og satte Bacht Zemn til Anfrer for en Del af samme. Det kom snart til et Slag, og Kong Chudeidn var selv ved Armen, og opstillede sin Slagtorden, tog derp sit Spyd, og trdte i Spidsen for sin Hr, og fgtede drabeligen; men Fjenden blev slagen, og flyede af Marken med Skamme. Da nu Kongen og hans Tropper vare komne tilbage med Triumf, sagde Bacht Zemn til ham: sig mig, o Konge! hvorledes det gr til; jeg har med Forundring set dig i denne store Krigshr at more dig ved Kampen i egen Person, og udstte dig for jensynlig Livs Fare. Kong Chudeidn svarede: giver du dig ud for en Ridder og en erfaren Mand, og tror endda at Sejren beror p Hrens Talrighed? Bacht Zemn sagde: jeg m tilst, at det er min Formening. Kong Chudeidn svarede: ved Gud! da tager du storligen Fejl i den Formening. Derp tilfjede han: ve og atter ve den, som forlader sig p noget uden Gud! Vist nok var denne Hr vel udrustet og refrygtbydende, men Sejren er fra Gud alene. Ikke desmindre, o Bacht Zemn! har ogs jeg frst stet i den Formening, at Sejren beroede

56 p Krigsfolkets Mngde; men der var en Fjende, som angreb mig med 800 Mand, og jeg havde 1800, og forlod mig p mine Troppers Mngde; min Modstander derimod forlod sig p Gud, og besejrede mig, og slog mig p Flugten med Skam og Skndsel. Jeg skjulte mig da i Bjrgene, men p et af Bjrgene traf jeg en Eneboer, som havde slet sig fra Verden, til ham fattede jeg Fortrolighed, og for ham klagede jeg al min Nd. Da sagde Eneboeren: vd du hvorfor det er get dig sdan, og du er s aldeles kommen p Kn? hvortil jeg svarede nej. Han vedblev: fordi du forlod dig p dine Hres Styrke, og ikke satte din Lid til Gud; men dersom du stter din Lid til Gud, og forlader dig til, at han er den som kan ophje dig og nedtrykke dig, s vil din Fjende ikke kunne modst dig. Derp tilfjede han: omvend dig til Gud! jeg gik da i mig selv, og gjorde Bod efter denne gudelige Mands Anvisning. Tilsidst sagde Eneboeren til mig: Vend nu tilbage, med hvad der er tilovers af din Hr, og bestrid dine Fjender; ti hvis de have forandret Sindelag imod Gud, s vil du besejre dem, om du endogs var alene. Da jeg havde hrt denne Eneboerens Tale, satte jeg min Lid til Gud den allerhojeste, og samlede Lvningerne af Armen, og drog imod Fjenden, som jeg nede uforvarende om Natten; de indbildte sig at vi vare mange, og flyede med en skndig Flugt; men jeg drog ind i min By, tog min forrige Vrdighed i Besiddelse med Guds den allerhjestes Kraft, og nu fgter jeg aldrig uden med Guds Bistand. 50. Ved at hre denne Tale, opvgnede Bacht Zemn af sin Tankelshed, og rbte: Lovet vre Herren! O Konge! ved Gud,

57 denne Begivenhed er min Historie, hverken mere eller mindre; ti jeg er Kong Bacht Zemn, og sledes er det get mig i enhver Henseende; men jeg vil sge Ndens Dr, og omvende mig til Gud. Derp drog han ud til et Bjrg, og tjente Gud en rum Tid i Ensomhed; men det skjede en Nat, der han sov, at en Person kom til ham og sagde: Allerede har Gud antaget din Bodfrdighed, og oplukket for dig, og vil st dig bi imod din Fjende. Da han nu var bleven fuldt overtydet herom ved Nattesynet, s beredte han sig og drog ud, for at sge til sin egen By. Ikke langt fra samme mdte han en Del af Kongens Hofsinder, som sagde til ham: Hvorfra er du? vi se at du er fremmed, og frygte for dig, om Kongen her i Landet kommer efter det; ti han lader enhver Fremmed, som kommer til Byen ombringe, af Frygt for Kong Bacht Zemn. Han svarede: og dog kan intet skade ham og intet gavne ham uden Gud den allerhjeste. De tilfjede: Han holder en stor Hr, og hans Hjrte fortrster sig p dens Mangfoldighed. Da gldede Kong Bacht Zemn sig inderlig, og tnkte ved sig selv: jeg derimod forlader mig p Gud, og med Guds Hjlp skal jeg overvinde ham ved den allerhjestes Kraft; derp sagde han til Folkene: kjende I mig ikke? Nej, ved Gud! svarede de. Han vedblev da: jeg er Kong Bacht Zemn! Da de nu bleve overtydede derom, og kjendte ham, stege de af Hestene, og kyste hans Stigbjle af refrygt for ham, og sagde: o Konge! hvorfor stter du sledes dit Liv i Vove? Han svarede dem: mit Liv er mig ringe; men jeg forlader mig p Gud den allerhjeste, og anrber ham om Hjlp. De sagde: det vil vre dig nok! Derp til-

58 fjede de: vi ville gre imod dig, som os selv anstr, og som du har fortjent; og vr ved godt Mod; ti vi ville st dig bi med Gods og Liv, og vi hre til hans allernrmeste Omgivelse; vi ville nu tage dig med os, og lade dig hylde p ny af Folk, ti de ere dig alle hengivne. Han svarede: grer hvad Gud den allerhjeste forlener eder Kraft til! Dernst droge de ind i Byen med ham, og skjulte ham hos sig, gik siden at tale med en Del af Livvagten, som havde vret i hans egen Garde tilforn, og underrettede dem herom, hvorover de gldede sig usigelig; de forenede sig nu, og sluttede en Pagt med ham; hvorp de overfaldt Fjenden og drbte ham, men indsatte Kong Bacht Zemn i hans Vrdighed igjen. Hans Sager gik nu vel fra Hnden, Gud lyksaliggjorde ham, og skjenkede ham atter sin Nde; men han udviste Retfrdighed mod sine Understter, og Bestandighed i at lyde Gud den allerhjeste. 51. Og sledes, o Konge! hvo som har Gud med sig og en redelig Hensigt, han vil ikke mde noget ondt. Men jeg har ingen anden Hjlper end Gud, og hans Dom underkaster jeg mig; ti han kjender mit Levnets Uskyldighed. Derved stilledes Kongens Vrede, og han sagde: bringer ham tilbage i Fngselet; til i Morgen ville vi overveje hans Sag.

DEN SYVENDE DAG

om Tilgivelse.
52. Ssnart den syvende Dag kom, indfandt den syvende Vezir sig, og hans Navn var Behkiml; efterat have gjort Kongen en dyb Hilsen, sagde han: Hvad nytter din Langmodighed med denne

59 Dreng? Folk snakke nu overalt om dig og ham, og hvorfor opstter du hans Henrettelse? Ved denne Vezirens Tale vrededes Kongen; og befalede at hente Drengen, hvorp man frte ham lnkebunden frem, og Kongen tiltalte ham, som flger: Nu m da Guds Straf ramme dig, efterat denne Dag er frembrudt, kan du ikke vnte at undslippe af min Hnd; ti du har krnket min Agtelse, og du kan aldrig erholde Tilgivelse mere. Drengen svarede: O Konge! der finder ingen stor Tilgivelse Sted, uden efter en betydelig Brde; men nr Forbrydelsen er af Betydenhed, s ud- krves stor Tilgivelser dog

aldrig vil det gjerde en Mand som dig til Vanre, at tilgive

n som mig; ti Gud vd at jeg er uden Brde, og Gud har jo selv befalet at tilgive; men der er ingen strre Tilgivelse end den, at skjenke n Livet, ti nr du tilgiver n, som du vilde henrette, er det ligesom du opvakte en dd til Livet. I vrigt vil enhver, som gr det onde, mde det igjen p sin Vej, som Kong Behkerd fik at finde. Da sagde Kongen: hvem var Behkerd? og hvordan var hans Historie?

Kong Behherds Historie, og hvad der hndtes ham.

53. Derp fortalte Drengen flgende: O Konge! der var en Konge ved Navn Behkerd, som havde megen Rigdom og en stor Krigshr, men hans Adfrd var ond, for han revsede den mindste Forseelse, og tilgav aldrig nogensinde nogen. En Dag, da han var p Jagt, udskd n af hans Huskarle en Pil, som ramte hans re, og rev det

60 bort; da sagde Kongen: ser efter hvem der skd den Pil! Huskarlene bleve strags fremstillede, og Gjerningsmanden var n ved Navn Jetro. Da han erfarede hvad der var skjet, faldt han i Afmagt af Forskrkkelse; men Kongen befalede at drbe ham. Da sagde Jetro: O Konge! hvad der er hndt var uden mit Vidende og Villie; derfore tilgiv mig, efterdi jeg er i din Magt; ti Tilgivelse hrer til de sknneste Handlinger, og kan vel en Dag blive til en Skat og en Fortjeneste, ja et liggende F hos Gud i den anden Verden. Derfore tilgiv mig, og afvend det onde fra mig, at Gud sammeledes m afvende det onde fra dig! Denne Tale behagede Kong Behkerd s meget, at han tilgav Karlen, sknt han aldrig fr havde tilgivet nogen. Den unge Person var egentlig en Kongesn, som var flygtet fra sin Fader formedelst en Forseelse, som var bleven opdaget; og derfor var han kommen til Kong Behkerd, og get i Tjeneste hos ham, da det gik ham som det gik. Der var imidlertid en Mand, som vidste hans Opholdsted, og underrettede hans Fader derom; hvorp denne sendte ham et Brev, hvori han gav ham gode Ord, og indgd ham Mod til at komme tilbage. Den unge Person vendte alts tilbage, til sin Fader, som ogs modtog ham vel, og gldede sig ved ham, og han siod sig brav. 54. Nu hndte det sig en Dag, at Kong Behkerd steg om Bord p et Skib, og satte ud p Havet for at more sig med at fiske; men Vinden rejste sig, og Skibet kuldsejlede, og Kongen greb en Planke, hvorp han ganske ubekjendt og s godt som negen blev kastet i Land p et fremmed Sted, og det traf sig at han ankom til den

61 Stad, hvor den omtalte Huskarl levede, og hans Fader var Konge. Det var om Natten, at han ankom til Stadsporten, hvorfore han opholdt sig udenfor ved en Kirkegrd: men da Morgenen frembrd, og Folk kom til Byen, se! da l der henkastet ved Siden af Kirkegrdsmuren en drbt Mand, som var slet ihjel samme Nat. Da nu Folk s' det, tnkte de at dn der ved Kirkegrden havde drbt ham, hvorfore de grebe ham, og frte ham for Kongen, sigende: denne Mand har beget et Mord! Han blev da sat i Fngsel, og der begyndte han at tnke som s: alt hvad der kommer over mig, er formedelst mine mange Forbrydelser og min Grusomhed, og for de mange Mennesker, jeg uretfrdigen har ladet henrette. Dette er Lnnen for mine Gjerninger og den Uret, jeg har bedrevet. I det han var i disse Tanker, se! da kom der en Fugl, og satte sig p Gittervinduet til hans Fngsel; formedelst sin besynderlige Lyst til Jagten, tog han en Sten, og slog Fuglen ned; men Kongens Sn gik uden for p Pladsen, og legte Bold med sine Jvnaldrende; og Stenen ramte hans re, og rev det af, og han faldt i Besvimelse. Man sgte da efter, hvem der havde kastet den Sten, greb Gjerningsmanden, og frte ham for Kongens Sn, som befalede at drbe ham. Da de nu kastede ham Turbanen af Hovedet, og bandt for hans jne, s betragtede Prinsen ham, og s' at han fattedes det ene re, hvorp han sagde: det er vel ogs for dine slette Streger, at dit re er afskret. Nej, ved Gud! svarede han, men sdan og sdan er det tilget med mit re; men jeg tilgav den, som skd mig i ret, og afrev det med sin Pil. Da betragtede Prinsen ham i An-

62 sigtet, og gjenkjendte ham, rbte hjt og sagde; det er jo Behkerd! og han svarede ja. Derp spurgde Jetro, hvad der havde bragt ham did; men han fortalte hvorledes det var get ham, og de tilstedevrende undrede sig, og takkede Gud den allerhjeste; men Jetro stod op imod ham, omfavnede og kyste ham, hdrede ham og satte ham p sit Hjsde, siden ifrte han ham en kostbar Kappe, og vendte sig til sin Fader, sigende: dette er Kongen, som tilgav mig, da jeg afskd ham det ene re med en Pil; han har fortjent at jeg tilgiver ham, da han har tilgivet mig. Dernst sagde han til Kong Behkerd: Tilgivelsen er bleven dig en Skat! Siden gjorde de vel imod ham af sin yderste Formue, og sendte ham med resbevisninger tilbage til hans egen Hovedstad. 55. Og vid, o Konge! at ingen Ting er sknnere end Tilgivelse, og enhver den Tilgivelse, du udver, vil du finde igjen som en for dig henlagt Skat. Da Kongen hrte sligt, stilledes hans Vrede, og han sagde: bringer ham tilbage i Fngselet, til i Morgen ville vi overveje hans Sag.

DEN TTENDE DAG om Misundelse og Had.

56. Nu fortlles der, at da den ttende Dag kom, forsamlede alle Vezirerne sig for at rdsl, og de sagde: Hvorledes skulle vi bre os ad med denne Dreng, som alt har besejret os med sin megen Tale? Vi m befrygte at han slipper fri, og vi falde. Gr da nu alle sammen til Kongen, og ser til at overvinde ham, frend han

63 bliver frikjendt og lsladt, og overvinder eder! Derp ginge de alle til Kongen, hilste ham ydmygelig og sagde: O Konge! Lad dog ikke denne Dreng besnre dig med sin Fortryllelse, eller indtage dig med sin Svig; ti dersom du hrte det vi hre, vilde du visseligen ikke spare ham nogen eneste Dag, eller bryde dig om hans Tale. Vi ere jo dine Vezirer, som du kan forlade dig p, og dersom du ikke hrer vore Forestillinger, hvem vil du da hre? men vi ti Vezirer vidne imod denne Dreng, at han er skyldig, og at han ikke gik ind i det kongelige Gjemak, uden i ond Hensigt, for at beskmme Kongen, og krnke hans gteflle. Hvis du derfor endelig ikke vil drbe ham, s forvis ham i det mindste af Riget, at Folkes Snak om ham kan ophre. Ved at hre denne Vezirernes Tale, blev Kongen heftig opbragt, og lod Drengen hente; men da han trdte frem for Kongen, rbte alle Vezirerne nstemmigen: Du agter vel endnu, o Dreng! at befri dig fra Dden ved Snedighed og Svig, og besnre hans Majestt ved din Fortlling, og hber Tilgivelse for s gruelig en Brde, som du har beget! Men Kongen befalede at hente Bdelen, for at halshugge ham. Da begyndte enhver isr af Vezirerne at rbe: jeg vil drbe ham! men da de anfaldt ham, sagde Drengen: O Konge! hvorledes kunne disse vidne om det, de ikke have st? Sligt er jo blot Avind og Had! og sandelig hvis du lader mig drbe, vil du angre det, og jeg frygter, at den samme Fortrydelse vil hjemsge dig, som ramte Shh Iln formedelst hans Vezirers Avind. Da sagde han: hvem var Shh Iln, og hvorledes gik det med hans Historie?

64

Historien om Shh Iln og Abu Temm og hvorledes det gik ham.

57. Drengen fortalte som flger: O Konge! Der var en Mand ved Navn Abu Temm, og det var en forstandig Mand, og retskaffen i sin hele Vandel, dertil duelig, beleven og meget formuende; men Kongen i hans Land var uretfrdig og rovgjerrig, s at Abu Temm frygtede, han skulde f Lyst til hans Gods; han sagde derfor: jeg vil flytte til et andet Sted, hvor jeg kan vre uden Frygt. Han drog da til Shh llns Hovedstad, hvor han bygte et Slot, og flyttede sin Formue did, og boede der. Kong Iln fik snart at hre om ham, og sendte Bud og lod ham kalde for sig, og sagde: Vi vide alt at du er flyttet hid, og har underkastet dig vor Regjering, og have hrt om din Duelighed, Forstand og Adel, og hjrtelig velkommen skal du vre, og Landet vre dit Land og i din Rdighed; men vi have stor Trang til dig, og du m vre nr os og nr vor Bolig. Abu Temm bjede sig til Jorden for Kongen, sigende: O Konge! jeg vil tjene dig med mit Gods og Liv; men undskyld mig for at vre dig nr, ti jeg er ikke fri for Fjender og Avindsmnd. 58. Dernst begyndte han at tjene Kongen i Embeder og resposter, og Kongen s' at han var forstandig, rdsnild og beleven; og han fik ham kr, og overdrog ham sine Bestyrelsessager, og det stod til ham at lse og at binde. Kong Iln havde tre Vezirer, som havde hans Sager under Hnde, og skiltes aldrig fra ham Nat eller Dag; men de bleve ham nu overfldige, formedelst Abu Temm, hvor-

65 over han forlod dem, og arbejdede med ham. Vezirerne ginge da p Rd med hverandre, sigende: Hvad skulle vi finde p imod det, at Kongen holder sig til denne Mand, og tilsidestter os, ja fremdrager ham langt over os? Nu velan! lad os finde p en List, for at fjrne ham fra Kongen. Enhver ytrede da sine Indfald, men tilsidst sagde n af dem: Den tyrkiske Konge har en Datter, som er den sknneste i Verden; men ethvert Sendebud, som begjerer hende til gte for nogen, lader hendes Fader drbe. Dette er vor Konge ubekjendt; lad os derfor, nr vi ere forsamlede hos ham, bringe hendes Ry p Bane; og nr han bliver forelsket i hende, s lader os opmuntre ham, til at sende Abu Temm i det rende at bejle til hende; ti nr han sender ham did, s vil hendes Fader lade ham drbe, og vi f Ro for ham, og selv bestride Kongens Forretninger. Da de nu en Dag vare samlede hos Kongen, og Abu Temm ogs var nrvrende, s kom de p Tale om Pigens Ry, nemlig den tyrkiske Konges Datter, og udbredte sig over hendes Fuldkommenheder, indtil Kongen fik Lyst til hende, og sagde: vi ville sende Bud og bejle til hende; men hvem skal bre vort Budskab? Vezirerne svarede: ingen er skikket til dette Hvrv uden Abu Temm formedelst hans Forstand og Artighed. Kongen sagde: I have Ret, ingen er s bekvem til dette rende som han; derp vendte han sig til Abu Temm, sigende: vil du ikke rejse i vort rende, at begjere den tyrkiske Konges Datter? Denne svarede: det tilkommer mig at lyde Kongens Bud. 59. De beredte da hans Frd, og Kongen ifrte ham en Hders-

66 dragt, og medgav ham Forring og Brev, hvorp han rejste fort, indtil han ankom til Hovedstaden i Turkistn. Men da Kongen af Turkistn erfarede hans Ankomst, sendte han ham Betjening, og hdrede ham, samt lod ham anvise et bekvemt Herberge, og bevrte i tre Dage; og da de tre Dage vare til Ende, lod Kongen ham kalde til sig, og han gik ind til ham, og bjede sig til Jorden, som det smmer sig at hilse en Konge, dernst fremfrte han Forringen, og overrakte Brevet, og Kongen lste det strags, hvorp han sagde: Den Sag skulle vi afgre som det br sig; ikke desmindre, Abu Temm! g nu til min Datter, at da kan se hende, og hun kan se dig, og da kan hre hvad hun siger, og hun kan hre hvad du siger. Derefter sendte han ham til sin Datter; men denne, som allerede var underrettet derom havde prydet sin Sal p det mest glimrende med Sager af Guld og Slv og deslige, og selv sad hun p en Guldtrone, og brammede med en kongelig Kbe. Men da Abu Temm gik ind til hende, tnkte han p, hvad de vise have sagt: enhver som slr sine jne ned, mder ikke noget ondt; og enhver som bevarer sin Tunge, hrer ikke noget Skldsord; og enhver som tilbageholder sin Hnd, ham vil den blive udstrakt og ikke forkortet. Han gik da ind, og satte sig p Gulvet, og trak Fligene af sin Kappe til sig; men Kongens Datter tiltalte ham slunde: Oplft dit Hoved, o Abu Temm! og se p mig, og tal med mig; men han tav og s' ned. Hun tilfjede: du er vel sendt til mig, for at se mig, og tale med mig! men han mlte ikke et Ord. Hun vedblev: tag nogle af disse Perler her omkring dig, og disse Juveler eller dette Guld-

67 og Slvtj! men han rrte ikke nogen Ting. Men da hun s', at han slet ikke nsede noget, sagde hun vredagtigen: man har sendt mig en Udsending, som er blind og dv og stum! Dernst skikkede hun Bud til sin Fader, og lod ham vide Udfaldet. 60. Kongen lod ham derp kalde og sagde: du er dog kommen for at se min Datter, hvorfor har du da ikke set p hende. Han svarede: jeg har set alt, (hvad jeg burde se)! Kongen spurgde atter: hvorfor har du ikke taget noget af hvad du s', af Juvelerne og det vrige, som dog var fremsat til dig? Han svarede: det anstr mig ikke at udstrkke min Hnd til noget, som ikke er mit! Da Kongen hrte dette, skjenkede han ham en kostbar Hderskappe, og fik ham sre kr, og sagde til ham: velan! s se hid i denne Brnd! Abu Temm gik da did, og s' at den var fuld af Menneskehoveder. Dernst sagde Kongen til ham: dette er Hovederne af Sendebude, som jeg har drbt, da jeg s' deres Utroskab imod deres Herrer; ti ssnart jeg s' et Sendebud med slet Opfrsel, tnkte jeg: den som har sendt det er vel slettere selv, for Udsendingen er Udsenderens Tunge, og hans Opfrsel kommer af dennes Opfrsel; men den der er sledes beskaffen, skikker sig ikke til at vorde min Svigersn, desrsag drbte jeg disse Sendebude; men du har overvundet os, og besejret min Datter med din Opfrsel, og gld dit Hjrte, ti hun skal tilhre din Herre. Slutteligen medgav han ham Skjenk og Gave, samt flgende Svar til Kong Iln Shh: Hvad du har gjort er til Hder for dig og for din Udsending. Da nu Abu Temm kom tilbage med vel forrettet Sag, og fremfrte Gaven og Brevet, s var

68 Kong Iln sre vel tilfreds, og forgede sin Velvillie imod ham, og hdrede ham meget. 61. Nogen Tid derefter sendte Kongen af Turkistn sin Datter til Shh Iln, som gldede sig uendelig meget ved hende, og forhjede Abu Temms Rang og Vrdighed. Men da Vezirerne s' sligt, forgedes deres Avind og Vrede, og de sagde: hvis vi ikke finde p et Anslag mod denne Mand, s ville vi d af Harme; de udtnkte alts en List, som de iverksatte, de gik nemlig til begge Kongens Smsvende, som altid vare om ham, s at han aldrig sov uden under deres Varetgt, og de selv sov ved hans Hoved inde i hans Sngekammer; hver af dem gave de tusende Guldstykker, sigende: vi nske at I ville hjlpe os i vor Forlegenhed, og derimod tage til Takke med dette Guld, som kan vre eder en Skat i alle mdende Tilflde i eders Liv. Svendene sagde: hvori bestr eders Forlegenhed? De svarede: denne Abu Temm har alt fordrvet os vor Tjeneste, og hvis han bliver lnge i denne Post, vil han fjrne os alle fra Kongen: vi begjere derfor af eder, at nr I ere frdige med hans Majestt, og han har lagt sig til Svns, skulle I give eder i Samtale, og den ene sige frst: der har Kongen draget Abu Temm nr til sig, og ophjet hans Vrdighed, men han er ond imod ham, og rent forbandet; derp skal den anden sige, hvori bestr da den Ondskab? hertil svares: han beskmmer jo Kongens Gjemalinde, og siger at Kongen af Turkistn har drbt alle dem, der kom at begjere hans Datter, men ham alene har han sparet, fordi Prinsessen var indtaget i ham; og hende har han sendt hid, fordi hun

69 holdt af ham. Den anden siger da: men vd du ogs det med Vished? Han svarer: det er bekjendt for hele Verden, men Folk undser sig for Kongen, og derfor sktter ingen om at underrette ham derom! men ssnart Kongen er borte p Jagt eller p Rejser kommer jo Abu Temm, og besger hende i Enrum. Dette lovede Svendene at sige. Da der nu blev Lejlighed en Nat, efterat de vare frdige med Opvartningen, og Kongen havde lagt sig til Hvile, s udfrte de hele Samtalen, og Kongen hrte hvert Ord, og var frdig at forg af Harme, og tnkte ved sig selv: disse Svende ere sm, og ikke fuldvoksne, og have intet Nag til nogen, og hvis de ikke havde hrt det af andre, kunde de aldrig have talt derom med hinanden. 62. Da Morgenen kom, overvandt Vreden ham, s at han ikke kunde modst eller bie; men lod Abu Temm kalde, tog ham ind i sit Lnkammer, og sagde: enhver som ikke skner sin Herres Agtelse og re, hvad fortjener han? Abu Temm svarede: han fortjener at miste sin egen. Kongen vedblev: enhver som gr ind i Kongens Grd, og bedrager ham, hvad fortjener han? Abu Temm svarede: han br miste Livet. Derp spyttede Kongen ham i tet2), sigende: du har gjort dig skyldig i begge Dele! drog siden sin Dolk, og stdte ham den i Livet, s at han dde p Stedet, slbte ham dernst hen, og kastede ham i en Brnd der i Grden. Men strags efter Mordet faldt han i en stor Fortrydelse, og hans Bedrvelse og Sindsuro var ubeskrivelig, men ingen, som spurgde ham, underrettede han om rsagen, og af Krlighed til sin Hustru
2 Nemlig til Udfrelse af hans frste Dom.

70 benbarede han det ikke en Gang for hende, ihvor ofte hun spurgde ham. Vezirerne alene begrebe, ssnart de hrte det, at Kongens Bedrvelse kom af Anger over Abu Temms Drab, hvorover de selv gldede sig usigelig. 63. Siden efter gik Kongen om Natten til Smsvendenes Kammer, for at spejde, og hre hvad de talte om hans Hustru. En Nat stod han sledes lnligen ved Kammerdren, og s' dem at udbrede en Mngde Guldpenge for sig, med hvilke de legte, i det de talte sledes: Ve os! hvad nytter dette Guld os til; vi kunne dog ikke kbe os nogen Ting for det, eller give det ud til vort Gavn p nogen Mde (uden at rbe os); men derimod have vi pdraget os en Blodskyld; ti vi have styrtet Abu Temm med Urette. Da sagde den ene: ja havde vi tnkt at Kongen vilde drbe ham s hastig, s havde vi ikke gjort det vi gjorde. Men da Kongen hrte sligt, kunde han umulig holde ud lnger, men for ind p dem og sagde: ve eder! hvad have I gjort? Siger mig det strags! De rbte da: o Konge, skjenk os Sikkerhed! Han svarede: ja Sikkerhed skulle 1 have af Gud og mig, p Vilkr at I sige sandt; men intet skal frelse eder fra mig uden Sandheden. De faldt ham da til Fode og sagde: Ved Gud, o Konge! Vezirerne have givet os dette Guld, og lrt os hvad vi skulde lyve Abu Temm p, for at du skulde drbe ham; ti det vi sagde var Vezirernes Ord. Da han hrte denne Tilstelse af Svendene, rev han i sit Skg, s at han nsten udrykkede det; og bed i sine Fingre, som han vilde afbide dem af Anger og Harme, fordi han havde overilet sig, og ikke biet med Abu Temm, indtil han fik

71 hans Sag overvejet. Dernst lod han Vezirerne kalde, og tiltalte dem sledes: O lumpne og falske Vezirer! I indbilde eder at Gud vil glemme eders Gjerning, ihvor nederdrgtige I ere; men eders Udd vil visseligen falde tilbage p eder selv. Vidste I ikke, at hvo som graver en Grav for sin Broder, skal selv falde derudi; s modtager nu af mig denne Verdens Revselse; i Morgen vilde I f at finde den anden Verdens Straf, og Guds Gjengldelse. Derp gav han Befaling til deres Henrettelse, og de bleve halshuggede for hans jne. Siden gik Kongen ind til sin Hustru, og fortalte hende hvad de havde gjort imod Abu Temm, og hun blev hjrtelig bedrevet derover, og Kongen og hans Hustru og hans hele Hus ophrte ikke at begrde og beklage ham, slnge de levede. Imidlertid lod Kongen Abu Temms Legeme optage af Brnden, og bygte ham en hvlvet Grav i sin Grd, hvori han begrov ham. 64. Se da her, o ophjede Hersker! hvad Avind og Vold afstedkomme, og hvorledes Gud lod Vezirernes Svig falde p deres egen Nakke. Men jeg hber til Gud, at han vil st mig bi imod alle dem, som misunde mig formedelst min Adgang til Kongen, og at han vil benbare Kongen Sandheden. Ikke frygter jeg Dden for min egen Person; men jeg frygter at Kongen vil angre mit Drab; ti jeg er uden Brde, og hvis jeg var mig nogen Brde bevist, s havde min Tunge for lnge siden forstummet. Da Kongen hrte hans Tale, slog han jnene ned, forbavset og tvivlrdig, og sagde: bringer ham tilbage i Fngselet, til i Morgen ville vi overveje hans Sag.

DEN NIENDE DAG.

72

Om Skbnen, som er skreven p ns Pande.

65. Videre berettes, at, da den niende Dag kom, sagde Vezirerne: Denne Drengs Sag har givet os nok at bestille; ti s ofte Kongen beslutter hans Dd, skuffer og for- tryller han ham med sin Fortlling; hvad Plan skulle vi da fatte, for at f ham aflivet, og f Ro for ham? Beslutningen blev, at de skulde se at virke p Kongens Hustru. De sagde da til hende: Du er ligegyldig ved denne Sag, som dog gr ud over dig selv; men denne Sorglshed tjener dig ikke, ti Kongen er sysselsat med Gstebude og Drikkelav og Lystigheder, og glemmer at Folk slr p Hndtrommer og synger om dig, sigende: Vist har Kongens Hustru vret indtaget i den unge Mand; og slnge som denne Yngling er i Live, forges Folkes Snak, og fr aldrig Ende. Hun svarede: I have gjort mig tilstrkkelig opbragt p ham, ved Gud, men hvad skal jeg gre? De sagde: g ind til Kongen, og sige ham med grdende Trer: nr Damerne besge mig, underrette de mig om min Beskmmelse i Byen, og hvad Frnjelse kan da have af, at lade denne Dreng leve? Men hvis du ikke vil drbe ham, s drb mig, at denne Tale kan afvltes fra os. Siden stod Kvinden op, snderrev sine Klder, og gik ind til Kongen i Vezirernes Nrvrelse, kastede sig i hans Arme og sagde: O Konge! rrer min Vanre dig ikke? og frygter du ikke selv for Vanre? Det er ikke Fyrsternes Skik, at vise s liden Iversyge for sit Fruentimmer. Du er vel ligegyldig, men, Folk i Byen, bde Mnd og Kvinder, gre ikke andet end tale om din Historie.

73 Derfor drb enten ham, at den Omtale kan ophre, eller mig, hvis du ikke kan bringe over dit Sind at drbe ham. Derved forgedes Kongens Vrede og han sagde: Hvad Frnjelse skulde jeg vel have af at spare ham? han vil ufejlbarligen blive drbt i denne Dag; vend derfor kun tilbage til din Bolig, og vr ved godt Mod. Siden lod han Drengen hente, og da han blev fremfrt, vendte Vezirerne sig til ham, sigende: Ve dig, o du fordrvede fra Roden af! nu nrmer du dig til Mlet, og Jorden lnges efter dit Legeme, for at oplse det. Drengen svarede dem: Dden afhnger ikke af eders Ord, ej heller af eders Avind, men det er en Skbne, skreven p Menniskens Pande, og nr noget er indskrevet p ns Pande, s vil det ufejlbarligen ramme ham, og han vil ikke undfly det med al sin Anstrngelse, Forsigtighed og Varsomhed, ligesom det gik Kong Ibrahim og hans Sn. Da sagde Kongen: hvem var Kong Ibrahim? og hvem var hans Sn?

Kong Ibrahim. og hans Sns Historie, og hvorledes det gik ham.

66. Drengen fortalte, som flger: O Konge! der var en Gang en Konge, ved Navn Soldan Ibrahim, hvem mange Konger vare undergivne og lydagtige; men han havde ingen Sn, hvorover han var ilde til Mode, og frygtede for at Riget skulde g fra hans Familie; han holdt derfor ikke op at forsyne sin Fruestue, og flittigen at besge den, indtil endelig n af hans Medhustruer undfangede, hvorover han gldede sig usigelig, og rundelig udste milde Gaver. Men der hendes Mneder fuldendtes, og hendes Nedkomst nr-

74 mede sig, lod han Stjrnetydere kalde, for at iagttage hendes Fdselstime, g de stillede sine Astrolabier, og bestemte Tiden, og hun fdte et Drengebarn, hvorover Kongen gldede sig usigelig, og hele Folket lyknskede sig; men da Stjrnetyderne anstillede sine Beregninger, og Iagttagelser over Barnets Fdselstime og Plant, skiftede de Farve og forstummede. Kongen sagde: underretter mig om, hvad hans Fdsel lover, ti jeg tilsiger eder Sikkerhed, og I skulle ikke frygte for nogen Ting. De sagde da: O Konge, dette Barns Fdsel tilkjendegiver, at i dets syvende Aldersr, skal det lbe Fare for at snderrives af en Lve; men hvis det undslipper Lven, vil der times noget end vrre. Herover ngstedes Kongen og sagde: hvad er da det? De svarede: det sige vi ikke, uden Kongens udtrykkelige Befaling og Sikkerhedslfte. Han sagde da: Gud give eder Sikkerhed, (s vist som jeg giver eder den). Derp sagde de: hvis han undslipper Lven, vil han blive din Banemand. Da skiftede Kongen Farve, og blev ilde til Mode; siden sagde han: jeg vil anvende min yderste Kunst og Flid derp, at Lven ikke skal komme til at skade ham, og han ikke heller skal kunne drbe mig; men Stjrnetyderne derimod komme til at sige usandt. 67. Derefter satte han Ammer og Opvartere til at opfde ham, men tnkte bestandig p Stjrnetydernes Udsagn, hvorved han forbitrede sig Livet. Omsider besteg han et hjt Bjrg, hvor han lod grave en dyb Brnd, i Bunden af hvilken han lod indrette store Vrelser og Aflukker, forsynede den siden med hvad der behvedes af Fde og Klder og deslige, anbragde ogs deri en Vandled-

75 ning fra Bjrget, og nedsnkte s Barnet deri tillige med Ammen, som skulde opfde det. Men Kongen kom i Begyndelsen af hver Mned, og stod ved Mundingen af Brnden, imedens man nedlod et Reb, og hissede Barnet op til ham, da han omfavnede og kyste det, og legte med det en Times Tid, og lod det siden hisse ned igjen og drog tilbage; og han talte Dagene, indtil de syv r vare omme. Da nu den bestemte Tid kom, og den foreskrevne Skbne var der; og der kun fattedes ti Dage i, at Barnet skulde fylde sit syvende r; s begav det sig, at der til samme Bjrg kom nogle Jgere, som ginge p Jagt efter vilde Dyr; de opdagede der en Lve, som de angrebe, men den flyede for dem, og tog sin Tilflugt til Bjrget. De bestege alts dette, for at forflge den, men den flyede, indtil den kom til Brnden, da den faldt ned midt i Gruben. Ammen fik den strags at se, og flyede ind i t af Aflukkerne, men Lven angreb frst Barnet, og srede det p Skulderen, sgte siden ind i Aflukket, hvor Ammen var, og rev hende ihjel, men Barnet blev liggende p Gulvet i Besvimelse. Hvad nu Jgerne angr, s bemrkede de at Lven var falden i en Hule, de nrmede sig da til Mundingen, og hrte Barnets og Kvindens Skrig, men en fje Stund efter forsvandt Lyden, hvoraf de sluttede, at Lven havde delagt dem. Imedens de nu stode ved Mundingn af Brnden, se! da trstede Lven, og den kom hen at se op i Vejret, for at finde en Udgang; men s ofte den lftede Hovedet, sloge de den med Stene, indtil de nedlagde og fldede den. Derp steg n af dem ned, og drbte den tilfulde, og fandt Barnet liggende sret; gik dernst til Aflukket, og s' Lv-

76 ningerne af Kvinden, som Lven nsten havde opdt; siden efters' han hvad der var af Bohave, og andre deslige Varer; og underrettede sine Staldbrdre derom, samt gav sig til at kaste det op til dem. Drengen tog han med sig op af Brnden, og de bragde ham hjem til sin Bolig, og lgte hans Sr, og opfostrede ham hos sig, men kjendte ikke hans Herkomst; ti nr de spurgde ham vidste han ikke at svare dem, efterdi han s spd var kommen i Gruben; men sagde blot, at der idelig kom en Mand, som tog ham op af Gruben og kyste ham, og sendte ham s ned igjen. De undrede sig over denne Tale, og holdt meget af ham, og n af dem antog ham i Sns Sted, og blev ved at opfostre ham, og lre ham at jage og at ride. 68. Da Ynglingen havde fyldt sit tolvte r, var han dygtig nok, til at drage ud med disse Folk p Jagt og Rvertog. Og det begav sig en Dag at de droge ud, at plyndre p den alfare Vej, og overfaldt en Kbmandsskare om Natten, men Mndene i den Skare, vare vel beredte, og satte sig til Modvrge, og overvandt og nedlagde Rverne, ogs Drengen faldt hrdt sret, og blev liggende p Stedet til nste Morgen. Da han nu slog jnene op, og s' sine Staldbrdre liggende drbte omkring sig, s slbte han sig afsted og gik derfra, indtil han mdte n Mand, som sgte efter noget. Denne sagde da: hvorhen agter du dig, min Dreng! men Ynglingen underrettede ham om sin Skbne. Manden svarede: vr ved godt Mod; ti nu er din Lykke kommen, og Gud har bragt dig til Velstand og Glde; jeg er nemlig en Mand, som sger efter et Sted hvor en

77 stor Skat er forborgen; kom derfor med mig, og hjlp mig dermed; da jeg skal give dig smeget, som du kan behve i dit hele Liv. Derp tog han ham med sig hjem, lgte hans Sr, og han blev der en rum Tid, indtil han havde udhvilet sig. Siden tog Manden alle Forndenheder med sig, og gik med ham til et hjt Bjrg, fremtog en Bog, som han lste i, og gravede siden i Toppen af Bjrget til en fem Alens Dybde. Der kom da til Syne en stor flad Sten, som han tog op, og se! den var lagt over Mundingen af en Hule. Han blev nu stende, indtil Dampen af Hulen var bortdunstet, siden bandt han Drengen et Reb om Livet, og hissede ham ned p Bunden af Hulen, og medgav ham et brndende Lys. Han s' sig nu om, og se! der vare store Rigdomme foran i Hulen, og Manden hissede en Kurv ned til ham med Rebet, hvilken han gav sig til at fylde, og Manden drog den op, indtil han havde fet nok. Siden belssede Manden sine Lastdyr, og gjorde sine Sager i Stand, og Drengen vntede at han skulde sende Rebet ned, og drage ham op; men han lagde en stor Sten over Mundingen af Hulen isteden, og drog sin Vej. 69. Da nu Drengen s', hvad Manden gjorde imod ham, vendte han sig til Gud med Bn og Pkaldelse, og vidste intet Rd for sin Sag, men udbrd: hvad kan vre bitrere end denne Dd? Da han nu intet s' uden Mrket og den sorte Hule, s gav han sig til at grde, og sagde: jeg er da frelst af Brnden, og undsluppen fra Rverne, for at omkomme i denne Grube, men jeg vil de med Tlmodighed; derefter vntede han ligesom bedvet p Ddens Kom-

78 me. Men i det han var i disse Betragtninger, og alt var stille, hrte han en Plasken af Vand, som lb med heftig Brusen; han stod da op, og gik omkring i Grotten, sgende efter Lyden, indtil han i en Afkrog fandt et strkt rindende Vand, han lagde nu ret til, og mrkede at det var en stor Fjldstrm, hvorp han tnkte ved sig selv: dette Vandlb er stort, men Dden er uundgelig i denne Hule, og hvad enten den kommer i Dag eller i Morgen, s kan jeg ikke undslippe den her, jeg vil derfor kaste mig i Vandet, og ikke oppebie den langsomme Dd i Gruben. Han fremkaldte da sit Mod, samlede Fligene af sine Klder om sig, og kastede sig i Strmmen, som frte ham bort med en rivende Fart under Jorden, indtil den kom frem over Jorden igjen i en dyb Dal som en betydelig Flod. Her klavrede han nu i Land, hvorp han blev liggende den Dag bedvet og besvimet; men da han nu kom til sig selv, gik han frem i Dalen, lovede Gud den allerhjeste, fandt Udgangen af Dalen, og holdt ikke op at vandre, frend han kom til en Bygd og til en betydelig Flkke i sin Faders Rige. Der gik han ind, og talte med Folkene; de spurgde ham om hans Beskaffenhed, og han fortalte dem sin Hndelse; de undrede sig hjligen, hvorledes Gud havde frelst ham af alle disse Ulykker, men han slog sig til Ro hos dem, og de finge ham meget kr. Dette er nu hvad der hndtes ham. 70. Angende Kongen, hans Fader, s kom han efter Sdvane til Brnden, og kaldte p Ammen; men da hun ikke gav noget Gjensvar, blev han meget angest; han nedsendte derp en Mand, som underrettede ham om Sagernes Tilstand, og da han hrte slige

79 Tidender, slog han sit Hoved, og grd bitterlig; steg siden selv ned i Gruben, for at overtyde sig om Sammenhngen, og s' Ammen halv opdt, og Lven drbt, men Barnet fandt han ikke. Han underrettede siden de omtalte Stjrnetydere om Opfyldelsen af deres Udsagn, og de sagde: O Konge!. Lven har opdt Drengen, og hans Skbne er nu tilendebragt, og du er undsluppen fra hans Hnd; men dersom han havde undget Lven, ved Gud! s havde vi frygtet for dig; ti det var bestemt at Kongen skulde falde for hans Hnd. Derp sgte Kongen at sl dette af sit Sind, og da nogen Tid var get, forglemte han Sagen. 71. Men da Gud vilde udfre sin Rdslutning, som ingen Anstrngelse formr at kuldkaste, og Ynglingen havde Vret en rum Tid der i Byen, s drog han ud med en Flok af Indbyggerne, og gjorde Vejen usikker; men Folk klagede over dem for Kongen, den omtalte Ynglings Fader. Denne drog da ud med en Skare af sine Hustropper, og omringede Rverne, blandt hvilke Ynglingen befandt sig; men disse gjorde Modstand, og Ynglingen skd med Bue og Pile, og ramte Kongen, og gav ham et Ulivssr, hvorp hans Mnd bare ham hjem til Slottet, men grebe Ynglingen og hans Staldbrdre, og fremstillede dem for Kongen, sigende: hvad befaler du at vi skulle gre ved dem? Men han svarede: jeg er nu selv i Vnde; derfore henter mig frst Stjrnetyderne. Da disse nu trdte frem for ham, tiltalte han dem sledes: I sagde mig, at jeg skulde falde for min Sns Hnd, hvorledes kommer da nu min Dd fra disse Rvere? De stjrnekyndige undrede sig, og sagde: O Konge!

80 ikke er det imod Stjrnetydningens Regler, at den Person, som skd dig, efter Guds uransagelige Rd turde vre din Sn. Da Kongen hrte dette, lod han Rverne kalde, og sagde: siger mig nu Sandheden; hvem af eder udskd den Pil, som ramte mig? De svarede denne Yngling, som var med os. Kongen gav sig da til at betragte ham, sigende: underret mig, du. unge Mand! om din Beskaffenhed, og hvem der er din Fader, men jeg tilsiger eder Sikkerhed for Gud. Da sagde Ynglingen: o min Herre! jeg har ikke kjendt min Fader, men vd blot, at han havde indesluttet mig i en Brnd, tilligemed en Amme, som skulde opfostre mig; men en Dag faldt der en Lve. ned til os, og srede mig p Skulderen, og lod mig ligge, men angreb Ammen, og snderrev hende; siden sendte Gud mig n, som tog mig op af Brnden. Derp fortalte han alt, hvad der var hndt ham fra frst til sidst. Da Kongen hrte sligt, rbte. han: ved Gud! dette er min Sn. Derp sagde han: lad mig se din Skulder; og han blottede den, og se! den bar Mrker af Lvens Klo. 72. Siden forsamlede Kongen sine Stor- mnd og Understter og Stjrnetyderne, og sagde til dem: Vider at hvad Gud har skrevet p Menniskens Pande, vre sig Held eller Uheld, det formr ingen at udslette! og enhver Skbne, som forestr Mennesket, vil omsider ramme det: og denne min Flid og Anstrngelse nyttede mig til ingen Ting; ti det som Gud bavde besluttet over min Sn, det har han underget; og hvad han havde besluttet med mig, det har jeg oplevet. Men jeg lover og takker Gud, at dette er skjet ved min Sns Hnd, og ikke ved nogen andens; og lovet vre Herren at

81 Riget er tilfaldet min Sn. Dernst tog han sin Sn til sig, omfavnede og kyste ham, og sagde: O min Sn! sledes er Historien tilget, og af Omhu for at bevare dig for Skbnen, indesluttede jeg dig i Gruben, sknt min Omhu intet nyttede til. Siden tog han den kongelige Krone, og satte p hans Hoved, og lod Folket hylde ham; fremdeles anbefalede han ham Understterne og formanede ham til Ret og Retfrdighed, sagde ham endelig det sidste Farvel, og dde samme Nat, og Snnen indtog hans Plads. 78. Ligeledes jeg, o Konge! hvis Gud har skrevet noget p min Pande, vil det visseligen ramme mig; og jeg vil ingen Nytte have af min Tale til Kongen, eller af de Lignelser, jeg fremstter for ham, dersom Gud har s besluttet. Desligest ogs disse Vezirer, med al deres Flid og Umage for at styrte mig, ville intet udrette, dersom Gud vil frelse mig, og han er min Hjlper imod dem. Da Kongen hrte dette, blev han forbavset og sagde: Bringer ham tilbage i Fngselet, til i Morgen ville vi overveje hans Sag; ti allerede hlder Dagen, men jeg vil lade ham d en forsmdelig Dd, og handle med ham efter hans Vrdskyld.

DEN TIENDE DAG.

Om det foreskrevne Ml, som aldrig overskrides, nr det er net.
74. Men der den tiende Dag kom, og det var den Dag, som kaldes Mihr-dsjn (Efter- rsjvndgn), p hvilken alle Folk, fornemme og ringe, g ind til Kongen og lyknske ham, og derp hilse ham, og g bort igjen; s kom Vezirerne overens om, at tale med

82 alle Stadens udvalgte Mnd, og sagde til dem: Nr I komme ind til hans Majestt i Dag hilse p ham, s siger: O Konge! du er, Gud skje Tak! vidtbermt for din Vandel og Regjering, og retfrdig imod alle dine Understter; men denne Dreng, som du har gjort vel imod, og som er falden tilbage til sin fordrvede Oprindelse, og af hvem man har set skammelige Ting, hvad er din Agt med at spare hans Liv! Du har vel fngslet ham i din Grd; men hver Dag hrer du hans Tale, og lader ham slippe, og vd ikke hvad hele Verden snakker om; derfore lad ham dog drbe, at du kan blive ham kvit! Stadens udvalgte Mnd svarede dem: det tilkommer os at lyde eders Bud. Siden ginge de ind med andre Folk, bjede sig til Jorden for Kongen, og lyknskede ham, og han forhjede deres Rang. Men det var Folke Skik, derefter at hilse og g bort; da nu disse i det Sted satte sig, s kunde Kongen vide, at de havde noget, som de vilde tale med ham om; han vendte sig derfor til dem og sagde: begjerer hvad I nske! De ldste iblandt dem toge da Ordet, og fremsagde alt, hvad der var dem plagt af Vezirerne, og disse, som selv vare nrvrende, understttede ogs deres Andragende. Kongen svarede: O I gode Mnd! jeg anser denne eders Tale, som et utvetydigt Bevis p eders Krlighed til mig, og eders Oprigtighed; men I vide jo selv, at hvis jeg vilde aflive Hlften af dette Folk, s kunde jeg, uden al Vanskelighed: hvorledes skulde jeg da ikke form at drbe den Dreng, som jeg har i Fngsel og Forvaring, og hvis Forbrydelse er benbar, og fortjener Dden? Jeg opstter kun Straffen, for at forstrre hans Skyld, nr jeg behandler ham s

83 mildt; og for at bestyrke min Sag imod ham, at mit Sind kan vre roligt, svel som mine Understters; hvis jeg derfor ikke drber ham i Dag, s skal jeg ikke undlade at gre det i Morgen. Han lod derp Drengen hente, og da denne var kommen frem for ham, havde hilst ham ydmygelig, og nsket ham Lykke og Velsignelse, tiltalte han ham slunde: O ve dig! hvorlnge skulle Folk plage mig for dig, og bebrejde mig Opsttelsen af dit Drab, s at Folk her i Byen laste mig for din Skyld, og jeg er bleven til en Fabel iblandt dem, og de komme ind og overhnge mig om din Henrettelse, hvorlnge skal jeg da opstte den? Jeg vil i Dag udse dit Blod, og berolige Folk for den Snak om dig. Drengen svarede: O Konge! er du kommen i Omtale for min Skyld, s er det, ved Gud, ja ved den store Gud! disse onde Vezirer, som gre dig til Gjenstand for Folkes Tale, i det de foresnakke og forelyve Folk allehnde Skam og Spot om Kongens Hus; men jeg hber til Gud, at han vil lade deres Svig falde tilbage p deres egne Hoveder. Angende Kongens Trusel med min Henrettelse, s er jeg i din Hnd, og Kongen tr ikke sysselstte sine Tanker med den Sag; ti jeg er ligesom Spurven i Jgerens Hnd, hvilken han drber hvis han vil, og slipper hvis han vil. Men angende Forhalingen af min Dd, s kommer den ikke fra Kongen, men fra den, som har mit Liv i sin Hnd; ti sandelig, o Konge! dersom Gud vil min Dd, s formr du ikke at forhale den nogen eneste Time; ja Mennesket mgter ikke en Gang at afvrge det onde fra sig selv: ligesom Kong Solmn Shhs Sn ingen Nytte havde af sin Faders Flid og Omhyggelighed, for at

84 opn sit Hb med det Barn, der var ham fdt, ihvorvel dets Ml blev rykket tilbage, og Gud frelste det oftere af Livsfare, indtil det havde udlevet sin Tid, og tilendebragt sit Lb. Da sagde Kongen: o ve dig! er ikke din Snedighed og din Fortlling uudtmmelig? Lad mig dog endnu hre, hvorledes det gik til med deres Begivenhed.

Fortllingen om Kong Solmn Shh, hans Sn og hans Broderdatter og hendes Brn, og den Modgang, som ramte dem, men hvorfra de dog bleve frelste.
75. Derp fortalte Drengen flgende: O Konge! der var en Konge ved Navn Solmn Shh, udmrket for sin Vandel og sin Statsklogskab, og han havde en Broder, som var dd, men havde efterladt sig en Datter, som Kongen opdrog p det omhyggeligste, og som var begavet med Forstand og Sknhed, s at hun overgik alle sine Samtidige. Samme Konge havde selv to Snner, og agtede at gifte hende med den ene af dem, men den anden havde ved sig selv besluttet at gte hende. Den ldste Sn hed Belhevn, den yngste Melik Shh, og Prinsessens Navn var Shh Chtn. Kong Solimn Shh gik nu en Dag ind til sin Broderdatter, Shh Chtn, kyste hendes Pande, og sagde: Du er min Datter, ja dyrebarere for mig end et Barn, formedelst min Krlighed til din salige Fader; og jeg har betnkt at gifte dig med den ene af mine Snner, som jeg da vil indstte til Arving i mit Testament, og udnvne til Konge efter

85 min Dd, udvlg derfor hvilken du vil af dem, ti du er opdragen med dem, og kjender dem nje. Pigen stod da op, og kyste hans Hnd, og sagde: O min Herre! jeg er din Tjenestekvinde, og du er min Hersker; hvad du behager, vil jeg gre, ti din Villie er mig det hjeste og ypperste og dleste, og dersom du vil at jeg skal tjene dig alle mine Dage, s vil dette vre mig den kreste Ln af alt. Denne hendes Tale behagede Kongen, og han skjenkede hende en kostbar Kbe og andre rige Gaver. Derefter faldt hans Valg p hans yngste Sn, som han giftede. med hende, indsatte til Arving i sit Testament, og lod Folket hylde. Men da Belhevn erfarede, at Faderen havde foretrukket hans yngre Broder for ham, blev han ilde til Mode, og tog sig Tingen nr, og hans Hjrte opfyldtes med Avind og Harme, og fortredes af en brndende Attr efter Pigen og Riget. 76. Imidlertid blev Prinsessen formlet med den yngste Kongesn, og undfangede og fdte ham en Sn, som den klart skinnende Mne; men da Belhevn s' denne sin Broders Lykke, overvandt Skinsygen og Misundelsen ham, s at han en Nat gik ind i sin Faders Grd, og begav sig til sin Broders Vrelse, ved Dren til hvilket Ammen sov med en liden Sng for sig, hvorp Barnet hvilede. Her standsede han et jeblik, og betragtede Barnet i Ansigtet, der strlede som Mnen; men Satan indsked ham flgende Tanker: Hvorfor er ikke dette Barn mit? Jeg havde dog strre Ret til Prinsessen og Regjeringen end min Broder. Denne Tanke fik Overhnd, derefter opflammedes hans Vrede, s at han

86 drog sin Daggert, og satte Barnet den p Struben, og skar til, dog skar han ikke Struben over, men forlod det dende, og gik ind i sin Broders Kammer, hvor han s' ham at sove og Prinsessen ved hans Side. Han vilde frst have myrdet hende, men betnkte siden at spare hende for sig selv, gik derp til sin Broder, drbte ham, og afskar hans Hoved, hvorefter han gik ud, og begav sig bort; dog Jorden blev ham trang, og Livet forhadt, hvorp han sgte efter sin Faders, Solmn Shhs, Kammer, for at drbe ham, men var ikke i Stand til at komme ind; han gik alts ud af Slottet, og skjulte sig i Byen til den anden Dag; derefter kastede han sig ind i en Fstning, som tilhrte hans Fader, hvor han befstede sig. Sledes gik nu dette til.
77. Hvad Barnet angr, s vgnede Ammen snart, og agtede at

give det Di, men s' Sngen blodig, og udstdte et stort Skrig, hvorved hun vakte de sovende, ja endog Kongen blev vakt, og man lb til, og fandt Barnet skret i Halsen, og Vuggen fuld af Blod, samt Faderen myrdet i hans Kammer, Men da man undersegte Barnet, fandt man endnu Liv i det, og Luftrret ubeskadiget, hvorp man syede Sret sammen. Kongen sgte dernst sin Sn, Belhevn, men fandt ham ikke, hvorimod han erfarede at han var flygtet, og sknnede at det var ham, som havde beget denne Gjerning, der opvakte Gysen og Afsky hos Kongen og Folket og Prinsesse Shh Chtn. Siden anstillede Kongen sin Sns, Melik Shhs, Ligbegngelse, og stdede ham til Jorde, Skaldene kvade Klagesange over ham, og han blev almindelig begrdt; men Kon-

87 gen antog sig Barnets Opdragelse. Prins Belhevn, efter at han lykkelig var undsluppen, og havde befstet sig nogenledes, flte et heftigt Nag, og pnsede ikke p andet end p Krigen imod sin Fader; men Kongen henvendte al sin Omhu til Barnets Opdragelse, som han idelig havde p sit Skd, og hbede til Gud den allerhjeste at leve, indtil han kunde overdrage det Regjeringen. Da Drengen var fem r gammel, lod Kongen ham ride til Hest igjennem Byen, og Folket gldede sig over ham, og bade til Gud at han mtte leve lnge, trde i sin Faders Spor, og vorde sin Bestefader, Kongen, til en Alderdoms Sttte. 78. Belhevn, den gjenstridige, var imidlertid get i Tjeneste hos Kejseren, Kongen i Miklegrd, og havde udbedet sig hans Bistand, til at bekrige sin Fader; Kejseren fattede ogs Yndest for ham, og betroede ham en talrig Hr. Da hans Fader erfarede dette, sendte han Bud til Kejseren, sigende: Stormgtigste Konge! hjlp ikke den uretfrdige: ti denne er Vel min Sn, men har beget det og det, drbt sin Broder og hans Sn i Vuggen, Men han berettede ikke Kongen af Miklegrd, at Barnet havde beholdt Livet. Da Kejseren horte denne Sag, opvakte den hans Gysen og Afsky, og han sendte Bud til Solmn Shh, sigende: hvis du vil, o Konge! s skal jeg lade afhugge hans Hoved, og sende dig; men han lod sige tilbage: det begjerer jeg ikke, ti han vil alligevel finde Straffen for sin Misgjerning, om ikke i Dag s i Morgen. 79. Efter den Tid vedbleve begge Kongerne at skrive, og sende hinanden Forringer, og da Kongen af Miklegrd hrte Damens

88 Begivenhed, og hvilken Sknhed og Dejlighed hun besad, s blev han forelsket i hende, og sendte Bud til Solmn Shh, for at begjere hende til gte, uden at denne kunde forhindre det. Solmn Shh stod da op, og gik ind til Shh Chtn og sagde: o min Datter! Kongen af Miklegrd har sendt Bud, at begjere dig til gte, hvad siger du dertil? Hun grd og sagde: o Konge! hvorledes kan du bringe over dit Sind, at tale med mig om denne Sag? og skulde jeg vel gte nogen Mand efter min Ftter? Men han svarede: o min Datter! du har Ret; ikke desmindre lad os se hen til Sagens Udfald, jeg vnter ikke at have langt tilbage, da jeg er en gammel Mand, og nrer ingen Frygt uden for dig og din unge Sn; men jeg skrev til Kongen af Miklegrd og flere Konger, at hans Farbroder havde drbt ham, og talte intet om, at han var sluppen med Livet, da jeg vilde skjule hans Tilvrelse: derfore har Kongen af Miklegrd sendt Bud, at begjere dig til gte, og det er ikke en Sag, som du br afsl; vi ville nemlig have Rygstd af Forbindelsen med ham. Da tav Damen, og indvendte intet videre, men Kong Solmn Shh gav Kejseren det Svar, at han ans' det for sin Skyldighed, at opfylde hans nske; siden beredte han hendes Frd, og sendte hende til Miklegrd; men da Kejseren gik ind til hende, og s' at hun overgik den Beskrivelse, man havde givet ham, s forgedes hans Krlighed til hende, og han foretrak hende for alle sine Fruentimmer, han fattede ogs stor Krlighed til Solmn Shh; men Shh Chtns Hjrte forblev hos hendes Sn, uagtet hun ikke kunde ytre sin Lngsel for nogen. Da Solmn Shhs gjenstridige

89 Sn, Belhevn, s' at Kongen af Miklegrd havde gtet Shh Chtn, fortred det ham hjligen, og han opgav Hbet om hende; men hans Fader tog bendes Sn til sig, og holdt meget af ham, og kaldte ham Melik Shh efter hans Fader; men da han havde fyldt sit tiende r, lod han ham hylde af Folket, og indsatte ham til Arving i sit Testament. 80. Nogen Tid derefter hensov Solmn Shh, men Belhevn havde alt bragt en Del af Hren p sin Side; disse sendte ham nu Bud, og bragde ham hemmelig ind i Byen, hvorp de ginge ind til den unge Melik Shh, og grebe ham, og satte hans Farbroder, Belhevn, p Kongesdet; dernst hyldede alle ham, og tilsagde ham Lydighed, sigende: dig ville vi have til Konge, og til dig overdrage vi Kronen, begjerende blot at du ikke drber din Broders Sn; ti vi ere forpligtede imod ham ved Lfter og Eder til hans Fader og Bedstefader. Dette lovede han dem, og lod ham derp fngsle i en Grube, og var hrd imod ham. Da Rygtet herom nede hans Moder, tog han sig det meget nr, uagtet hun ikke torde ytre det, men overantvordede Gud den allerhjeste sin Sag, og vovede ikke at tale derom med Kejseren sin Herre, at hun ikke skulde gjendrive sin Farbroder, Kong Solman Shh. 81. Betrffende Belhevn den gjenstridige, s forblev han Konge i sin Faders Sted, og hans Sager gik vel fra Hnden, men den unge Melik Shh forblev i Gruben i fulde fire r, indtil hans Udseende var aldeles forandret ; men da Gud, hjlovet vre hans Navn, havde besluttet at udfri ham deraf, og bringe ham op af sit

90 Fngsel, s begav det sig at Belhevn sad en Dag med sine Stormnd og Rigets Herrer, og talte med dennem om sin Fader Solmn Shh og hans Hndelser og Planer, og der vare en Del veltnkede Vezirer tilstede, og de sagde: O Konge! Visselig har Gud skjenket og forlenet dig dit Hjrtes Attr; at du regjerer i din Faders Sted, og har overvundet den du angreb; men hvad er den unge Prinses Brde? ti fra den Dag da han kom til Verden, har han hverken nydt Ro eller Glde, og nu er hans Udseende rent forandret; hvad har han da forbrudt sig, som kunde fortjene denne Straf. Vist nok var det en anden, som havde forbrudt sig, men som Gud har ladet dig besejre, og denne Stakkel er uden Skyld. Hertil svarede Belhevn: I have Ret, men jeg frygter for hans Svig, og tror mig ikke sikker for hans Ondskab, ti det turde hnde at mange Folk vilde sl sig til hans Parti. De tilfjede da: O Konge! hvad vil han gre? og hvad vil han form? men hvis du frygter for ham, s send ham til et Sted p Rigets Grndser. Han sagde: I have talt Ret; vi ville sende ham som Anfrer i Krigen til et Sted p Grndserne. Det Sted, han bestemte, var angrebet af en Svrm hrdhjrtede Fjender, og Hensigten var at f ham drbt. 82. Han befalede nu at tage ham op af Gruben, lod ham komme til sig, og s' hans Forfatning, siden ifrte han ham en Hderskappe, hvorover Folket gldede sig. Han meddelte ham dernst Planen til Toget, gav ham en betydelig Hr, og sendte ham til den omtalte Egn, hvor enhver som havde draget did, enten var bleven drbt eller bortslbt i Fangenskab. Melik Shh marserede alts

91 did med sin Krigshr; men kort efter se! da overfaldt Fjenderne dem om Natten, og hans Staldbrdre flyede, de vrige bleve fangne; Melik Shh toge de til Fange, og kastede i en dervrende Grube tillige med en Hob af hans Flgesvende, sknt de beklagede hans Sknhed og dejlige Skabning. 83. Der forblev han nu et helt r i en elendig Forfatning; men ved Nyrstid var det deres Skik at tage Fangerne frem, og styrte dem fra det hjeste Sted p Borgmuren ned p Jorden, og sledes nedstyrtede de nu ogs disse tillige med Melik Shh; men han kom til at falde oven p nogle andre Mennesker, og kom ikke til Jorden; ti hans Liv var sikret af Forsynet, uagtet ellers de, som bleve nedkastede der, plejede at omkomme, og blive liggende, indtil de bleve opdte af vilde Dyr, og adspredte af Vindene. Melik Shh blev liggende, hvor han var falden, sansesls og bedvet, den Dag ud og det meste af Natten; men da han kom til sig selv, og befandt sig uskadt, takkede han Gud den allerhjeste for sin Frelse, og vandrede bort, uden at vide hvorhen han gik, og nrede sig af Trernes Blade, og nr det var Dag, skjulte han sig et Steds, men nr det blev mrkt, vandrede han hele Natten, uden at vide hvorhen han gik, og holdt ikke op med dette i mange Dgn, frend han kom til et dyrket Sted, hvor han s' Folk, hos hvem han standsede. Disse underrettede han om sin Tilstand, at han havde vret fangen i en Hule, og var bleven nedstyrtet, men at Gud den allerhjeste havde frelst ham. Folkene fattede da Medlidenhed med ham, og gave ham at spise og drikke, og han blev hos dem i nogen Tid.

92 84. Derefter spurgde han dem om Vejen, som frte til hans Farbroders, Belhevns, By, men sagde dem ikke at det var hans Farbroder. De viste ham Vejen, og han holdt ikke op at vandre barfodet afsted, frend han kom i Nrheden af Byen, halv ngen, forhungret og udmagret og aldeles ukjendelig. Der satte han sig da ikke langt fra Porten, og se! der kom en Skare af hans Farbroders, Belhevns, Hofsinder, som vare p Jagt, og agtede at vande sine Heste, og stege af for at hvile sig. Den unge Prins gik da hen til dem, sigende: jeg nsker at sprge eder om noget, hvis I ville underrette mig derom. Sig hvad da vil, svarede de. Da sagde han: befinder Kong Belhevn sig vel? Men de lo ad ham, og sagde: hvor du er dum, o Dreng! men du er fremmed, og hvor er du fra, siden du sprger til hans Majestt? Han svarede: det er min Farbroder. De forundrede sig, og sagde: dr fik vi nok en Dumhed! Derp tilfjede de: du er vist nok gal, o Dreng! men hvorfra kommer du til det Slgtskab med hans Majestt? Vi vide ikke af, at han har haft mere end n Broderson, som var fngslet hos ham, indtil han sendte ham ud i Krigen mod Hedningerne, for at han kunde blive drbt. Han svarede da: det er just mig, og de have ikke drbt mig, men sdan og sdan er det get mig. Da kjendte de ham p Stund, og stode op imod ham, og kyste hans Hnd, og gldede sig over ham, og sagde: O Herre! Du er med Rette Konge, og en Konges Sn, og vi ville dig ikke uden godt, og hbe at du m leve og se, hvorledes Gud frelser dig fra denne din uretfrdige Farbroder, som sendte dig til et Sted, hvorfra ingen er kommen tilbage, for at

93 skille dig ved Livet, og du var falden i Ddens Snare, men Gud udfriede dig deraf. Men hvorledes vil du nu igjen falde i din Fjendes Hnd! For Guds Skyld se dig for, og kom ikke mere til ham, om du mskje kan bjrge Livet, til en Gang om Gud vil. Men kommer du anden Gang i hans Magt, vil du ikke beholde Livet nogen Time. Han takkede dem da, sigende: Gud lnne eder alt godt, I rde mig vist oprigtigen; men hvorhen vise I mig, indtil jeg en Gang kan komme tilbage? De svarede til Miklegrds Land, hvor din Moder er. Han vedblev: den Gang min Bedstefader, Solmn Shh, brevvekslede med Kongen af Miklegrd, da denne bejlede til min Moder, skjulte han min Tilvrelse, og hun har selv bevaret Hemmeligheden, hvorledes kan jeg da gjendrive hende offentlig? De svarede: du har Ret, men vi ville dit Bedste, og om du endogs skulde tjene som en anden Dreng hos Folkene, s vilde du dog dr bevare Livet. Derp forrede de ham hver en Gave, ifrte ham Klder, bespiste ham og ledsagede ham en Mils Vej, indtil han var kommen s langt fra Byen, at de kunde vide ham sikker, hvorefter de vendte tilbage. Ynglingen vandrede nu frem ad Vejen, indtil han var kommen ud af sin Farbroders Land, og ind i det rommerske Rige, her gik han ind i en Landsby, og gav sig i Tjeneste hos en Mand, som han hjalp med at plje og s og deslige. 85. Imidlertid steg hans Moders, Shh Chtns, Lngsel efter sin Sn, og hun havde ham bestandig i Tanker, og da hun var afskren fra al Efterretning om ham, s blev Livet hende kjedsommeligt, og hun tilbragte Natten uden Svn; men kunde dog ikke

94 tale om ham med sin Herre, Kejseren. Derimod havde hun en Opvarter, som havde fulgt med hende fra hendes Farbroders, Solmn Shhs, Hus; med ham kom hun til at tale i Enrum en Dag; og han var forstandig og klog og snild; for ham udste hun sin Bekymring med grdende Trer, sigende: du har vret min Opvarter fra min Barndom af, kan du ikke skaffe mig nogen Efterretning om min Sn? ti jeg kan ikke tale om ham med nogen. Han svarede: o min Herskerinde! da du har skjult denne Sag fra frst af, s vilde du ikke en Gang kunne tale om ham, sknt han var her, for ikke at tabe din Agtelse hos Kejseren, og al Tiltro for bestandig hos andre Folk, efter at det Rygte er udspredt om ham, at hans Farbroder har drbt ham. Hun sagde: det er som du siger, og du har fuldkommen Ret; men hvis jeg blot vidste at min Sn var i Live, om end han var her i Landet, og vogtede Fr, og om end han aldrig kunde se mig, og jeg aldrig se ham, s vilde jeg vre tilfreds! Opvarteren sagde: hvad Udvej er der med denne Sag? Hun svarede: se her min Skat og mit liggende F! tag deraf s- mget du lyster; og bring mig min Sn eller Efterretning om ham. Dernst udtnkte de en List, for at skaffe sig et rende til sit Fedeland, og den bestod i det Foregivende, at hun havde en Skat nedgravet der fra sin Herres, Melik Shhs, Tid; men at ingen vidste Stedet uden Opvarteren, som havde fulgt hende; at han alts mtte rejse, for at hente den. Herom underrettede hun da Kejseren, i det hun begjerte Orlov for Opvarteren. Kejseren tillod ham det med Frnjelse, og formanede ham at finde p et andet Foregivende, s at ingen

95 skulde mrke hvorfor han egentlig rejste. 86. Nu fortller man at Opvarteren drog afsted, tog sig en Kbmands Skikkelse p, og ankom til Belhevns Hovedstad, hvor han gav sig til at udforske den unge Prinses Tilstand; men Folk sagde ham, at han havde siddet fngslet i en Grube, men hans Farbroder havde taget ham op, og udsendt ham til et vist Sted, hvor Hedningerne havde drbt ham. Da Opvarteren hrte dette, tog han sig det meget nr, og blev ilde til Mode, og vidste ikke hvad han skulde gre. Men det begav sig en Dag, at n af de Riddere, som havde truffet den unge Melik Shh ved Vandet, og opkldt ham, og givet ham Trepenge, fik Opvarteren at se i Byen, kldt som Kbmand, og kjendte ham, og spurgde hvorledes det gik ham, og hvorfor han var kommen, hvortil han svarede, at han var kommen for at kbe nogle Varer. Da sagde Ridderen: jeg skal sige dig noget, hvis du kan tie. Det kan jeg vist, sagde han, og hvad er det", du har p Hjrtet? Han svarede: Vi have truffet p Kong Melik Shhs Sn, jeg og nogle af mine Staldbrdre; vi fandt ham ved et vist Vandested, og forsynede ham med Mad og Klder og Trepenge, og sendte ham afsted til Miklegrds Land, for at han kunde vre sin Moder nr; ti vi frygtede at hans Farbroder, Belhevn, skulde lade ham drbe. Da han havde fortalt den hele Tildragelse omstndelig, tilsidesatte Opvarteren al Forstillelse, og sagde: kan jeg vre sikker? Ridderen svarede: fuldkommen sikker; om du end var kommen for at oplede ham. Da sagde Opvarteren: det er just mit rende; ti hans Moder har hverken Rest eller Ro,

96 og derfor har hun udsendt mig, at jeg skulde skaffe Efterretning om ham. Ridderen sagde: g du i Herrens Navn; ti han er ved den Side og i Miklegrds Laud, som jeg har sagt dig. Opvarteren takkede og velsignede ham, satte sig til Hest, og begav sig p Tilbagevejen s hastig, som muligt, og Ridderen drog med ham et Stykke Vej; siden sagde han: p dette Sted skiltes vi fra ham; derefter drog han tilbage til Byen. 87. Opvarteren red nu frem ad Vejen og hver By, han kom til, gik han ind i, og spurgde efter en ung Person af det Udseende, som Ridderen havde beskrevet ham; og blev ved, indtil han kom til Byen, hvor Prinsen opholdt sig. Der red han ogs ind, og steg af, og spurgde efter ham; men ingen gav ham nogen Underretning. Han blev da tvivlrdig i sin Sag, og vilde drage bort igjen, satte sig til Hest, og red ud igjennem Byen. Der s' han en Aseninde bunden med et Reb, og en Dreng sovende i Nrheden med Enden af Rebet i sin Hnd; men da han havde set ham, red han forbi, og tnkte ikke mere derp. Snart besindede han sig dog, og tnkte ved sig selv: om det nu var ham, som jeg leder efter! han m vre p Strrelse, som den der l og sov, hvor jeg kom forbi. Men hvorledes skal jeg kjende ham? Hvilket uendeligt Arbejde og Besvr, at flakke om efter en Person, som jeg ikke kjender, s at om han ogs stod lige for mig, kunde jeg ikke sige, det var ham. Dernst tnkte han atter p Drengen, red tilbage til ham, og fandt ham endnu sovende, steg af og satte sig ved Siden, og gav sig til at betragte ham i Ansigtet, og tnkte ved sig selv: hvis jeg ikke tager meget

97 fejl, s bliver denne Dreng dog Melik Shh. Han gav sig derp til at hoste, og kalde p Drengen, men da denne vgnede, og satte sig op, sagde Opvarteren til ham: hvem af Bymndene er din Fader? og hvor har da hjemme? Herover blev Drengen forlegen, og sagde: jeg er fremmed her p Stedet. Opvarteren spurgde videre? hvor er du da fra? og hvem er din Fader? og holdt ikke op at udsprge ham, frend han havde udforsket ham tilfulde, og sknnede at det var ham. Da stod han op og omfavnede og kyste ham, og grd over hans Tilstand, samt lod ham vide, at han flakkede om for at opsge ham, men at det var uden hans Moders Gjemals, Kejserens, Vidende, og, at hun vilde vre tilfreds, nr hun vidste ham i Sikkerhed, om hun end ikke fik ham at se. 88. Derp drog Opvarteren tilbage til Byen, og kbte en Hest for den unge Person, og de droge nu afsted tilsammen, indtil de vare komne i Nrheden af Hovedstaden. Der bleve de overfaldne p Vejen af Rvere, som plyndrede alt hvad de havde hos sig, og bandt dem, og kastede dem i en Brnd ikke langt fra Vejen, og forlode dem og droge bort, for at de kunde d der i Brnden; sledes havde de allerede tilforn ombragt mange Mennesker. Opvarteren gav sig til at grde der i Gruben; men Ynglingen sagde: hvad grder du for? og hvad nytter den Grd os her? Opvarteren svarede: jeg grder ikke af Frygt for Dden, men af Kummer over dig og din elendige Forfatning og din Moders Hjrtesorg, og de Ulykker du har mdt, og fordi du, efterat have udstet s mange Gjenvordigheder, skal d s ynkelig en Dd. Ynglingen svarede: alt hvad der har

98 ramt mig, har vret mig foreskrevet, og det foreskrevne formr ingen at udslette, ej heller at opholde det, nr det nrmer sig. De forbleve nu der den Nat og den Dag, og den anden Nat og anden Dag, indtil de vare forkomne af Hunger, og nr ved Dden af Jammer og Elendighed. 80. Men efter Guds den allerhjestes vise Rdslutning traf det sig, at Kongen af Miklegrd, Shh Chtns Gjemal, som var p Jagt med sine Drabanter, forfulgte et Stykke Vildt, indtil de kom til samme Brnd, hvor n af dem steg af Hesten for at drbe Vildtet. Han hrte da en sagte Jamren fra Brnden, satte sig til Hest igjen og vntede, indtil Skaren samlede sig; da han berettede Kongen det, og denne gav Ordre til n af Opvarterne, som derp steg ned i Brnden, og tog Ynglingen tillige med Opvarteren op. Man snderskar nu deres Bnd, men da de vare ligesom besvimede, gd man dem Vin i Munden, indtil de kom til sig selv. Da Kongen nu betragtede Opvarteren, gjenkjendte han ham, og rbte: o! er det dig? Opvarteren svarede: ja, min Herre og Konge! og han bjede sig til Jorden. Kongen undrede sig storligen og sagde: hvorledes er du kommen p dette Sted? og hvorledes er det get dig? Opvarteren svarede: jeg fuldendte min Rejse, opgravede Skatten, og var nu kommen s langt med den, da en Spejder lnligen m have bemrket noget hos mig; ti Rovere overfaldt os, plyndrede det liggende F, og kastede os i denne Brnd, for at vi skulde omkomme ynkeligen, ligesom de have gjort ved andre; men Gud den allerhjeste har sendt dig, af Barmhjrtighed imod os. Kongen, og hans

99 Hustropper takkede og lovede Gud den allerhjeste, at han var kommen til de ulykkelige p dette Sted. Dernst spurgde han Opvarteren videre, hvad det var for en Person, som var med ham. Han svarede; det er vor Ammes Sn, som var liden, da vi droge bort; men da jeg nu s' ham hos hans Moder, s bad hun mig at tage ham med mig, og jeg tog ham med, for at han kunde tjene Kongen, ti det er en flink og snild Gut. 90. Derefter begav Kongen sig p Hjemvejen med sine Flgesvende, og Opvarteren og den unge Person fulgde med ham; og p Vejen spurgde Kongen ham om Belhevn, og hans Forhold mod Understterne. Opvarteren svarede: ved dit Hoved, o min Hersker! Folket er i stor Vnde med ham, og ingen nsker at se ham, hverken fornem eller ringe. Siden gik Kongen ind til sin Hustru, Shh Chtn, og sagde: Nu har jeg glade Tidender at bringe dig, nemlig at din Opvarter er kommen tilbage. Derefter fortalte han, hvorledes det var get ham, og at han havde den unge Person med sig; men da hun hrte dette, blev hun ude af sig selv, og vilde have udstedt et Gldesskrig, hvis ikke hendes Overlg havde sejret. Kongen sagde: hvad er det for en Sindsbevgelse hos dig? br du tage dig Tabet af Skatten, eller Opvarterens Lidelser s nr? Hun svarede: nej, ved dit Hoved, o Konge! men Kvinderne ere svage, og deres Flelser strke. Derefter indfandt Opvarteren sig hos hende, og underrettede hende om alt, hvad der var hndt ham, samt om hendes Sns Forfatning, og hvilke Gjenvordigheder han havde gjennemget, og hvorledes Gud havde frelst ham fra alle disse

100 Ulykker. Ved at hre alt dette, grd hun heftig, siden sagde hun: da Kongen s' ham, og spurgde dig om ham, hvad sagde du da? Opvarteren svarede: jeg sagde, at han var en Sn af vor Amme, som var lille da vi droge bort, men nu bleven stor, og jeg havde taget ham med, fordi han vilde g i Tjeneste hos Kongen. Da sagde hun: du har udfrt dit Hvrv fortrffelig! hvorefter hun overdrog ham at opvarte sin Sn; men Kongen gav ham en stor Belnning, og anviste den unge Person en anseelig Ln, 91. Den unge Person havde alts Tilhold i Kongens Grd, og lagde Vind p at tjene ham, og steg hver Dag i Anseelse hos ham; men hans Moder, Shh Chtn, passede p ved alle Vinduer og bninger for at se ham, ti hun elskede ham inderlig, men kunde dog ikke tale med nogen derom. Sledes stode nu Sagerne en rum Tid, og hun var nr ved at forg af Lngsel efter ham, da hun en Dag traf ham ved Dren til sit Kammer, og trykte ham til sit Hjrte, og kyste hans Kind og Bryst. Men i det samme kom Kongens Husfoged ud, og s' hende omfavne den unge Mand, hvorover han blev forvirret, og spurgde: hvis er det Kammer? Man svarede ham: Kongens Hustrus, Shh Chtns. Derp vendte han tilbage til Kongen, rystende som et spelv. Da Kongen s' ham sklve sledes, sagde han: Gud bevare os! hvad er der p Frde? Han svarede: O Konge! hvad vrre kunde der vre p Frde, end det jeg har set? Kongen sagde: hvad har du da set? Han svarede: jeg har set at den unge Person, som Opvarteren havde med sig, er ikke kommen uden for Shhs Chtns Skyld; ti da jeg kom gende i

101 dette jeblik, gik han forbi Kammerdren, men hun stod og vntede, gik dernst til, omarmede og kyste ham p Kinden. 92. Der nu Kongen hrte dette, slog han jnene ned, bestyrtset og forvirret, og blev siddende forstenet, og greb sig i Skgget og rykkede, som om han vilde afrive det; dernst stod han ilsomt op, og lod den unge Person gribe og fngsle tillige med Opvarteren, og lod dem indslutte i et Fangehul, der i Grden, gik siden ind til Shh Chtn, og sagde: Ved Gud! du har handlet smukt, min hjbrne Prinsesse, som Kongerne bejle til fra fremmede Lande, formedelst dit gode Rygte, og dine bermte Fuldkommenheder. S var du dog ikke af bedre Materie! Gud forbande hver den, hvis Indre strider imod hans Ydre, sledes som din nederdrgtige Skabning, hvis Ydre er smukt, men hvis Indre er stygt, og hvis Ansigt er dejligt, men hvis Handlinger ere skammelige. Men jeg skal gre dig og din Boler til et Eksempel for Folk og for Verden, ti du har ikke sendt din Opvarter for nogen anden Verdens Ting, end for at hente ham, og bringe ham ind i min Grd, og stte mig en Voksnse p, hvilket er en utlelig Dumdristighed: men du skal se hvad jeg skal gre ved eder! Dernst spyttede han hende i Ansigtet, og gik hort; men Shh Chtn svarede intet, da hun vel vidste, at om hun sagde noget p den Tid, vilde han ingenlunde tro hende. Ord. Men da han var bortgangen, ydmygede hun sig for Gud den allerhjeste, sigende: o store Gud! (se i Nde til mig); ti du kjender alle Hemmeligheder, vre sig uden for Mennesket eller inden i det; og hvis Timen er kommen, formr ingen at fjrne den; ej heller hvis den

102 er fjrn, at drage den nr. Sledes stode nu Sagerne i nogen Tid, og Kongen var falden i stor Grmmelse, s at han hverken kunde spise eller drikke eller sove, ej heller vidste hvad han skulde gre; ti han tnkte: hvis jeg drber Opvarteren og den unge Person, vil mit Sind ikke blive roligt; ti de have ingen Brde, eftersom det var hende, der sendte Bud og hentede ham: og hvis jeg drber dem alle tre, vil mit Sind endnu mindre blive beroliget; jeg vil derfor ingenlunde forhaste mig med deres Drab, da jeg frygter at komme til at fortryde det. Han lod dem da blive, for at overveje Sagen. 93. Kongen havde en Amme, som havde opfostret ham, og nret ham med sit Bryst, og det var en forstandig Kvinde; men hun kunde nppe kjende ham, eller udholde at se p ham; hun gik derfor ind til Shh Chtn, som hun fandt i en endnu vrre Forfatning. Hun spurgde hende da, hvad der var p Frde, men Shh Chtn vilde ikke sige det, dog Ammen holdt ikke op at overhnge hende med venlig Tiltale og med Sprgsml, frend hun forpligtede hende ved en Ed til at bevare Hemmeligheden, og derp fortalte hende Historien fra frst til sidst. samt at den unge Person var hendes Sn. Videre fortlles at Ammen kastede sig til Jorden for hende, sigende: dette er en let Sag. Dronningen svarede: ved Gud! Moder, jeg foretrkker min egen og min Sns Undergang, for at ytre noget, som ingen vil tro, men hvorom enhver vil sige: det har hun opfundet, for at undg Skammen! og intet vil hjlpe mig i denne Sag uden Tlmodighed. Den gamle fandt Behag i hendes Tale og i hendes Sknsomhed, og sagde: o min Datter! du har Ret; men jeg

103 hber til Gud, at han vil benbare Sandheden, hav blot Tlmodighed imidlertid. Jeg vil nu g lige ind til Kongen, og hre hvad han siger, og gre mig Umage for denne Sag med Guds den allerhjestes Bistand. Derefter stod hun op og gik til Kongen, som hun fandt siddende med Hovedet hldende til Knene, og sre bedrvet; han sad nu hos ham en Stund, Og opmuntrede ham med sin Tale, dernst sagde hun: o min Sn! det har rrt mig inderlig, at du s mange Dage ikke har vret ude at ride, men siddet her bedrvet, og ingen vd hvad der gr ad dig. Han svarede: o Moder! det volder denne forbandede, som jeg havde s gode Tanker om, men hun har bret sig sdan og sdan ad, hvorp han fortalte hende hele Sagen fra frst til sidst. Den gamle svarede: grmmer du dig sledes over en Kvinde, som ingen Agtelse fortjener? Han svarede: jeg grunder p, med hvad Dd jeg skal straffe dem, s at Folk herefter skulle blive kloge. Hun sagde: o min Sn! vogt dig for Overilelse, ti den er Moder til Fortrydelse: og deres Drab kan aldrig falde dig vanskeligt, men ssnart du fr Sagens sande Beskaffenhed undersgt, kan du gre hvad du vil. Han svarede: o Moder! jeg behver ikke at undersge, at hun sendte sin Opvarter, for at hente den unge Person. Da sagde den gamle: ja men det er en Sag, som du skulde bringe hende til at tilst, s at alle hendes Hjrtes Tanker kunde opdages dig. Kongen sagde: hvorledes skulde det g til? Den gamle svarede: jeg skal bringe dig Lungen af en Natugle, nr du tager den, og lgger p hendes Bryst, imedens hun sover, kan du sprge hende, om hvad du vil, og hun skal sige dig det, og

104 du vil komme efter Sandheden. Herover blev Kongen glad, og sagde: skynd dig da, og lad ingen vide hvad du gr efter. 94. Den gamle gik nu til Dronningen, og sagde: jeg har tilendebragt din Sag, sledes at Kongen i Nat vil komme ind til dig, men du m lade som du sover, og svare ham, ligesom i Svne, p alt hvad han sprger. Dronningen takkede hende for dette Pfund, hvorp hun gik, og hentede Uglelungen, som hun leverede Kongen, der dog ikke satte megen Tro dertil. Imidlertid da Natten kom, gik han ind til Dronningen og satte sig ved Siden af Lejet, men hun forstilte sig sovende. Han lagde da Lungen p hendes Bryst, og stod en Stund, for at overtyde sig om at hun sov; hvorp han sagde: Shh Chtn! Shh Chtn! er dette den Ln, jeg skal have af dig? Hun svarede: hvad er der forst? Han sagde: hvilken Forseelse kan. vre strre end den, at du har ladet denne unge Person hente, formedelst dit Hjrtes Tilbjelighed, for at drive dit Vsen med ham? Hun svarede: jeg kjender ingen sdan Tilbjelighed, og der ere vist nok sknnere Personer ved Hoffet, men jeg har aldrig flt Tilbjelighed til nogen. Han sagde: hvorfor har du da omfavnet og kyst ham? Hun svarede: det er min Sn, og mit eget Kd og Blod, og af Lngsel og Moderkrlighed kunde jeg ikke tilbageholde mig fra at lbe ham i Mde og kysse ham. Da Kongen hrte dette, blev han forbavset og tvivlrdig, og tilfjede: har du noget Bevis p, at han er din Sn? ti jeg gjemmer endnu Solmn Shhs Brev, om at hans Farbroder, Belhevn, skar ham Halsen over. Hun svarede: ja han skar ham i Halsen; men Sret blev sammensyet, og han be-

105 holdt Livet, fordi hans Time var ikke endnu kommen. Derp sagde Kongen dette Bevis er tilstrkkeligt; han gik nu bort, og lod endnu samme Nat Opvarteren og Ynglingen kalde, og undersgte dennes Strube ved et Lys, og s' at han havde vret skren fra det ene re til det andet, og Arret var endnu kjendeligt, og s' ud ligesom en lang Trd. Derefter nedkastede Kongen sig, og tilbad Gud, fordi han havde frelst denne Yngling af alle de Ulykker og Gjenvordigheder, som han havde mdt; og gldede sig hjligen, at han havde tvet, og ikke overilet sig med Henrettelsen, da en stor Fortrydelse vilde have ramt ham. Sledes frelstes nu denne, fordi hans Ml endnu ikke var net. 95. Sammeledes, o Konge! har ogs jeg et fjrnt Ml, som jeg skal n, og et bestemt Lb, som jeg m tilendebringe, og jeg hber til Gud, at han vil st mig bi imod disse onde Vezirer. Men da Drengen havde sluttet sin Tale, sagde Kongen: bringer ham tilbage i Fngselet! og da det var gjort, vendte han sig til Vezirerne, sigende: denne Dreng gr eder Bebrejdelser; men jeg kjender eders Omhu for min Lykke, og eders Oprigtighed i hvad I forestille mig; vrer derfor ved godt Mod, ti alt hvad I rde mig, vil jeg gre. De bleve glade, da de hrte dette. og enhver isr bevidnede Kongen sin Erkjendtlighed og underdanigste Hengivenhed hvorp han svarede: jeg har ikke opsat hans Henrettelse, uden for at lade ham tale, og hre hans Fortllinger, men han skal visseligen d; og jeg vil at I oprejse ham en Pl bag ved Byen, og lade Udrberen bekjendtgre for Folk, at de kunne forsamle sig, og tage og lede

106 ham ud til Plen med et, passende Flge; tillige m der udrbes: dette er Lnnen for den, som Kongen har draget nr til sig, men som derimod har sveget ham. Vezirerne. gldede sig herover s meget, at de den hele Nat ikke kunde sove for Glde, og de glemte ikke at lade det befalede udrbe, og Plen oprejse. Dernst ginge de om Morgenen til Kongens Port, og sagde til hannem: o Konge! nu ere Folk forsamlede lige fra den hje Port og ud til Plen, for at se, hvorledes Kongen vil straffe Forbryderen.

DEN ELLEFTE DAG.

Om uventet Husvalelse og Glde.
96. Da den ellefte Dag kom, og Folk var strmmet sammen, ginge Vezirerne, som sagt, til Kongen, og denne befalede at hente Drengen, og der han kom frem, vendte Vezirerne sig til ham, sigende: o du fordrvede fra Roden af! har du endnu Tanke om at undslippe, og Hb om at leve efter denne Dag? Drengen svarede: o I onde Vezirer! mon vel den forstandige nogensinde opgiver sit Hb til Gud den allerhjeste? Hvorofte, nr et Menneske er undertrykt, kommer ikke dets Frelse fra selve Modgangen, og dets Liv fra selve Dden? Ligesom det gik den fangne Mand, som Gud befriede. Kongen sagde: hvorledes gik det ham da? 97. Derp fortalte Drengen flgende: O Konge! man beretter at der var en Gang en Konge, som beboede et prgtigt Slot, og tt ved samme havde han et Fangetrn. Nu begav det sig en Nat, at han hrte en Fangee sige: o s er da min Befrielse nr! o du, til

107 hvem min Frelse str, frels mig snarligen! Herover vrededes Kongen samme jeblik, og tnkte: den Nar hber endnu Frelse fra sin velfortjente Straf. Derp spurgde han efter, hvem der sad i det Fngsel, og erfarede at det var en Mand, som havde pdraget sig en Blodskyld; han lod ham da kalde for sig, og sagde: o du Dre! o du tbelige Mand! hvorledes skulde du frelses af det Fngsel? eller undslippe den ved din store Brde fortjente Straf? Siden sendte han ham ud med en Skare af sine Hustropper, i det han sagde: tager denne, og korsfster ham uden for Byen. Dette tildrog sig om Natten. Skaren frte ham nu ud af Byen, og vilde til at korsfste ham; men i samme Stund nrmede en Flok Rvere sig til Stridsmndene, og overfaldt dem med Svrd og Spyd, s at de mtte slippe Fangen, og redde sig med Flugten. Han, som skulde vret henrettet, flygtede da ogs, og lb sin Vej langt bort over Hederne, og mrkede ikke til sig selv, frend han var kommen midt ind i en tyk Skov, hvor en glubende Lve kom imod ham, greb ham og kastede ham under sig, gik derp til et Tr, som den oprykkede, og lagde over ham, hvor. efter den gik ind i Tykningen, for at sge Lvinden. Under alt dette satte Manden sin Lid til Gud den allerhjeste, at han vilde frelse ham, og tnkte ved sig selv, hvilket Underverk er ikke dog dette! Siden skd han Bladene fra sig, stod op og s en stor Mngde Menneskeben, af dem som Lven havde fortret, og han s', og se! en Hob Guldpenge l spredte der omkring p en lang Strkning. Manden undrede sig, og gav sig til at opsamle Guldet i sine Kjortelflige, skyndte sig derp ud af Skoven

108 ligefrem, og s' hverken til hjre eller venstre af Frygt for Lven; og holdt ikke op, frend han kom til en By, hvor han kastede sig p Jorden, halvdd af Skrk og Trthed, indtil Dagen oprandt, og han havde udhvilet sig. Der nedgravede han da Guldet, og gik ind i Byen, og Gud frelste ham, og han levede lykkelig formedelst sin Skat.

BESLUTNING.
98. Men Kongen svarede ham: hvorlnge, o Dreng! skal du skuffe os med din Fortlling!' Dette er din sidste Time! Dernst befalede han at korsfste ham p Plen, og Skaren og Kongen drog med ham ud til Retterstedet, og agtede at oplfte ham der. Men se! Rvernes Anfrer, som havde fundet og opfdt ham, kom til i samme Stund, og spurgde hvad det var for en Stimmel og et Optog, som der fandt Sted; og man fortalte ham, at det var en Dreng, som tilhrte Kongen, der havde beget en stor Forbrydelse, og nu skulde henrettes. Han trngte sig da nrmere, og da han fik Drengen at se, gjenkjendte han ham, trngte sig nu tt hen til ham, tog ham i sine Arme, omfavnede og. kyste ham p Manden, sagde siden overlydt: Dette Barn har jeg fundet under et vist Bjrg, svbt i en Gyldenstykkes Kbe, og opfostret hos mig; som Dreng var han med os, at plyndre p Vejen, men en Gang angrebe vi en Kbmandsskare, som slog os p Flugt, srede nogle af os, og fangede og bortfrte denne Dreng; og fra den Dag af vanker jeg om3) efter ham fra Land til Land; men har aldrig truffet den
3 Han havde alts frivillig slet sig fra Rveriet, desuden vel aldrig foruroliget

109 ringeste Efterretning om ham, frend jeg finder ham her. Da Kongen hrte dette, sknnede han at det var hans eget kdelige Barn; hvorover han gav et hjt Skrig, og kastede sig over ham, omarmede og kyste ham; ja grd af Glde,, og sagde: jeg vilde have drbt dig, men jeg havde det af Sorg og Grmmelse, om det var skjet. Derp afskar han hans Bnd, og greb Kronen af sit Hoved, og satte den p sin Sns. Nu udbredtes de glade Tidender, Basuner og Hrpukker rrtes, og der blev en stor Glde; man smykkede ogs Byen; ja det blev s stor n Hjtidsdag, at Fuglen i Luften stod stille og forstummede over de heftige Bulder og Frydeskrig. Stridsmndene ledsagede Prinsen til Byen i hjtideligt Optog, og Rygtet nede hans Moder, Beherdsjr, som kom ud, og omfavnede sin Sn. Dernst befalede Kongen at oplukke Fngslerne, og lslade alle, som derudi befandtes. Denne Fest fortsattes i syv Dage og syv Ntter, og der var en Fryd og Gammen uden Lige. 99. Sledes gik det nu Ynglingen; angende Vezirerne, s overfaldtes de af Skrk og Tavshed, Skam og Frygt, da de vare forvissede om, at mtte g til Grunde. Derp satte Kongen sig, og hans Sn foran ham, s og Vezirerne, og han lod kalde sine Stormnd og Indvnerne i Byen, og Prinsen vendte sig til Vezirerne, sigende: ser I nu, o I onde Vezirer! Guds Gjerning og uvntede Frelse? De svarede ikke noget Ord. Da sagde Kongen: det er mig nok at her er ingen, indtil Himmelens Fugle, som jo glder sig med mig i Dag, uden I alene, som ere ilde til Mode. Dette er det strste Bevis p eders Fjendskab imod mig; og havde jeg hrt eder, s havde en

110 lang Fortrydelse ramt mig, og jeg havde det af Sorg og Elendighed. Kongesnnen tilfjede: O min Fader! hvis ikke din egen Tanke havde vret s rigtig og dit Blik s klart, og du havde tvet og biet med Sagerne; vilde du aldrig have oplevet denne store Glde: og hvis du havde drbt mig i Overilelse, vilde en lang Fortrydelse og Bedrvelse have kommet over dig, og sledes vil enhver, som gr overilet til Verks, komme til at angre det. Siden lod Kongen Rvernes Anfrer kalde, og ifrte ham en Kappe, og udrbte: enhver som elsker Kongen, skjenke denne Mand en Kappe! hvorp han blev s overvldet med Kapper, at han var frdig at synke under Byrden; tilsidst satte han ham til Anfrer for sin Garde der i Byen. Dernst lod Kongen oprejse ni andre Ple ved Siden af den allerede opsatte, og sagde til sin Sn: du havde ingen Brde; men disse onde Vezirer segte at rydde dig af Vejen. Han svarede: O Fader! ikke uden at jeg var dig tro, bdfstede din Regjering, og bindrede dem fra at gre Indgreb i dit Skatkammer; derfore misundte og bagvaskede de mig, og anvendte al sin Kunst og Flid p at fremskynde min Dd. Kongen sagde: Timen var endnu ikke kommen min Sn! Men hvad synes dig, vi skulle gre ved dem, for det de have gjort imod dig: sgt at skille dig ved Livet, og bragt dig i Vanrygte, ligesom de have beskmmet min Gjemalinde iblandt Kongerne? Dernst vendte han sig til Vezirerne med disse Ord: o ve eder! hvad bevgede eder til at lyve? og hvad have I til eders Forsvar? De svarede: o Konge! vi have intet til vort Forsvar, Guds Gjerning har gjort os til Skamme. Vi pnsede p Ondt mod denne

111 Yngling, men det er kommet over os selv; vi sgte at bringe ham i Ulykke, men have mdt den selv; og vi gravede en Grav for ham, men ere selv faldne derudi. Da befalede Kongen at oplfte Vezirerne, og korsfste dem p de oprejste Ple; ti Gud er sanddru og hans Dom retfrdig. 100. Derefter levede Kongen med sin Sn og sin Hustru i Fred og Ro, og tilbragde sine Dage i Fryd og Gammen, indtil al Lyksaligheds Forstyrrer indfandt sig, og de hensov alle. Men lovet vre den levende, som aldrig dr, og som ren tilhrer! og hans Barmhjrtighed vre over os i Evighed, amen! Her sluttes Historien om de ti Vezirer, og hvorledes det gik dem med Kongesnnen, udfrlig og fuldstndig. Og lovet vre Gud til evig Tid, du Verdnernes Herre!

112

Efterskrift.
Denne Bog er oversat efter den arabiske Grundtekst, udgiven af Prof. Gust. Kns, Gttingen 1807. 8. under Tittel: Historia decem Vezirorum et filii Regis Azad Bacht, &c. Den lrde Udgiver, hvis Hensigt var at lgge den til Grund for sine Forelsninger, har ogs begyndt en latinsk Bearbejdelse deraf med Ordforklaringer neden under, samt Additamenter og Ordregister, hvoraf frste Stykke udkom i Upsal 1815. 4. Flere Smstykker ere siden udkomne, men om dette Verk er fuldendt vides ikke. Teksten, som er trykt uden Vokaler efter et skdeslst Hndskrift har hist og her store Vanskeligheder; til at hve disse, har jeg benyttet mig dels af nysanfrte Hjlpemiddel, dels af nogle Rettelser, som den lrde Prof, Frhn i Petersborg venskabelig har meddelt mig; dels endelig har jeg selv vovet en betydelig Mngde Gisninger, som her ikke er Stedet at fremstte, men ingensteds har jeg med Villie og Vidende afveget fra Forfatterens Mening, og s sjlden som muligt, i Flge Sprogenes Forskjellighed, fra hans naive Udtryk og trohjrtige Fortllemde.

R. Rask. Kbhvn. d. 15de Desbr. 1828