Professional Documents
Culture Documents
Lund)
Åbent folkemusikhus!
Traditionel folkekultur
- især musikalsk folkekultur og visesang
som den dyrkes i dag på Fanø
Som overordnet mål for opgaven ønsker jeg at kaste lys over relationerne
mellem livsvilkår og kulturformer. Traditionel folkekultur har jo rod i et
overvejende selvforsynende samfund med tættere relationer i et praktisk
fællesskab i familier, mellem naboer og i lokalsamfund. Er en kulturform
Side 1 af 26. Udskrevet 16-01-09. D:\_PH tekster\ÅU 0903\ÅU opgave om Fanø-kultur 0217.doc
med rod i disse forhold anvendelig i vores fremmedgjorte samfundsvilkår,
hvor den hastige udvikling kan synes at. umuliggøre brugen af en
overleveret erfaring? - Eller har den måske netop i kraft af dette sin værdi?
Da jeg ønsker at finde ud af, hvad folk selv mener om sagen, har jeg taget
samtaler med nogle direkte implicerede mennesker, som repræsenterer
forskellige grupperinger omkring .folkekultur. Igennem samtalerne med
disse mennesker kommer jeg til at berøre de fleste væsentlige faktorer og
trivselssteder vedrørende traditionel folkekultur i dag.
Det skal straks siges, at Fanø ikke er typisk og repræsentativ for landet som
helhed, idet der her (som et af de få steder) er tale om en gennem
århundreder ubrudt og stadig levende tradition. Dette er på den ene side
problematisk, men har på den anden side den gevinst, at man så des bedre
kan studere traditionens oprindelige grundlag - i hvert fald sådan som det
var på Fanø.
Det er som sagt mit ønske at kaste lys over folkekulturens funktion som
aktiv faktor i vore moderne livsformer. Jeg gør det med udgangspunkt i
Fanø-kulturen, men vil tilstræbe nogle konklusioner, som rækker ud over
den i retning af, om ikke de traditionelle former rummer trivsel i sig som
folks eget æstetiske udtryk for væsentlige værdier i deres daglige tilværelse
- med andre ord, om ikke folkekultur som udtryksform kan give råstof til en
modkultur overfor kulturformer, der for mange virker undertrykkende.
Der har altid været næsten fjendskab mellem dem fra Sønderho - kaldet
"sønderhoninger" eller "japper", og dem fra Nordby - kaldet "fanniker" eller
"Føjer". Den dag i dag forekommer det kuriøse, at lokaltelefonbogen for
Esbjerg med opland har to rubrikker, dels "Fanø" og dels "Sønderho". -
Sønderhofolkene er ikke at finde under "Fanø". Dette er en rest af det
Side 2 af 26. Udskrevet 16-01-09. D:\_PH tekster\ÅU 0903\ÅU opgave om Fanø-kultur 0217.doc
faktum, at man før har set på øen som bestående af to øer: Fanø og
Sønderho.
De to byer har også hver sin dans, som minder om hinanden. Især
"sønderhoningen" har været genstand for interesse ude omkring i landet og
danses mange steder af særligt interesserede. Men det er en meget vanskelig
dans (se senere!).
Indtil 1741 var Fanø krongods, men nu købte øens befolkning sig i
fællesskab fri af kronen, et faktum, der gavnede den frie handel. Før den tid
havde man været afhængig af købstaden Ribe, som havde privilegier på
handel, søfart og mølleri. Al handel foregik over købstaden (- Ribe havde
også privilegium på musikken: Sønderhos første kendte spillemand Jes
Sønnichsen måtte i 18o2 indgå økonomisk kontrakt med stadsmusikanten i
Ribe). Afhængighedsforholdet fortsætter i nogen grad til 1800-tallets sidste
halvdel, hvor Fanø frigør sig. Tværtimod bliver fastlandet afhængig af Fanø
og dens sejlskibsflåde.
Side 3 af 26. Udskrevet 16-01-09. D:\_PH tekster\ÅU 0903\ÅU opgave om Fanø-kultur 0217.doc
spring, som overgangen til dampskibe krævede. Og med sejlskibstidens
endeligt var det også slut med Fanø's storhedstid.
Peter kommer oprindeligt fra Vejle og har omkring midten af 7o'erne læst til
socialrådgiver i Esbjerg. Herfra var han i 1976 i praktik på Holstebro
kommunale Ungdomscenter. I samarbejde med FOLKEMUSIKHUSET I
HOGAGER var der her store aktiviteter i gang vedrørende brug af tradi-
tionel folkekultur overfor ungdommelige sociale tabere. Peter spillede guitar
på det tidspunkt, men fik af traditionsbæreren Thomas Thomsen, Holstebro
impuls til at gå over til violin. Af samme Thomas fik han derefter under-
visning i spillemandsviolin.
Side 4 af 26. Udskrevet 16-01-09. D:\_PH tekster\ÅU 0903\ÅU opgave om Fanø-kultur 0217.doc
Til belysning af hans ideer kan anføres et citat1. Ole Halskov skriver her:
... Når noget er ved at blive katastrofalt, er der altid nogle, der prøver at
købe sig en løsning. Det sker da også nu. Store firmaer og offentlige
institutioner køber psykologer, sociologer og psykiatere til at finde frem
til modeller, der kan bedre samværsformerne. Den for tiden nok mest
omtalte model hedder sensitivitetstræning.
Hvad er det da, man får for pengene - Jo - man får det, som var
hvermands eje, før det store eksperiment begyndte. Man får det ganske
vist i en unuanceret og noget forkrampet udgave, og som regel kun til
engangsbrug.
Man får lært at give hinanden hånden - det gør man bedre ved at
danse fynbo.
Man lærer at vise sine .følelser i andet end ord - det gøres bedre i en
kyssedans eller i en familievals.
Man lærer at tale direkte - det lærte man efter naturmetoden gennem
visesang og fortælling.
Man kan også, se optimistisk på det hele og sige: "I dag har vi så meget
mad i huset, at vi har fritid og kan vælge vores samværsform". Det mest
nærliggende er da at gå til dem, der kan den gamle samværsform - den,
der har eksisteret til alle tider undtagen det sidste halve hundrede år - få
lært grundsproget, modersmålet, igen og så se, hvad det kan udvikle sig
til. Det kan ikke købes, men man kan købe arbejdsopskriften, dvs. man
kan give dem, der har erfaringerne (traditionen) endnu lejlighed til at
komme til. orde.
Dem, der kan, er de gamle og de glemte - dem, der har haft mindst gavn
af velstandsudviklingen. Nogle af dem er dem, der på grund af vrøvl i
familien er blevet opdraget hos deres bedstemor, og nogle kan man
finde i de alternative samfund.
1
Citat af Ole Halskov: "Folkemusikhus 1", side
Side 5 af 26. Udskrevet 16-01-09. D:\_PH tekster\ÅU 0903\ÅU opgave om Fanø-kultur 0217.doc
- På basis af disse og lignende ideer arbejdede Peter som nævnt her som
socialrådgiver. Men efter hans mening viste ideerne sig desværre ikke at
holde stik - nok mest på grund af, at de unge ofte var så dårligt kørende, at
de ikke var i. stand til at leve op til ideerne om aktivt samvær. Desuden
fokuserede man nok for idealistisk og ensidigt på den musikalske side.
Enden. blev, at Peter rejste derfra.
I første omgang flyttede han til Nordby på Fanø, hvor han lejede et hus
sammen med andre unge. Her kom han til at fungere sammen med lokale
spillemænd, især Ole Mouritzen fra gruppen SAND PÅ GULVET, og i den
sammenhæng traf han Dorte, som kom til øen i anledning af en opgave til
HF om sønderhoning-dans og -musik.
Man ønskede i det hele taget at arbejde med en levende tradition, hvilket
imidlertid ikke fandtes lokalt på det tidspunkt. Derfor hentede man
inspiration mange steder fra - bl.a. fra Fanø - og Dorte kom som nævnt i den
anledning til øen og traf Peter og sin skæbne. I 1978 flyttede hun sammen
med Peter til Sønderho, hvor de har købt hus.
Side 6 af 26. Udskrevet 16-01-09. D:\_PH tekster\ÅU 0903\ÅU opgave om Fanø-kultur 0217.doc
1) FOLKEMUSIKHUSET I HOGAGER, startet i 1972 af Thorkild og
Anelise Knudsen som en aflægger af Dansk Folkemindesamling. - Man ville
have forskningen væk fra skrivebordet og "ud på gulvet". Dvs. man ønskede
at arbejde i praksis med folkemusikalske udtryksformer i samarbejde med
folk, der stadig havde et levende forhold til traditionen (- de ægte
traditionsbærere).
- Som før nævnt ønsker jeg i så vid udstrækning som muligt at lade
nøglepersoner gøre rede for deres eget syn på situationen og derigennem
lade et mønster træde frem.
Forinden vil jeg gøre rede for de 'ægte' traditionsbærere ("de gamle") og det
samfund, de har levet i og er et produkt af. Dette afsnit vil jeg koble
sammen med en første beskrivelse af viserne og deres funktion.
Side 7 af 26. Udskrevet 16-01-09. D:\_PH tekster\ÅU 0903\ÅU opgave om Fanø-kultur 0217.doc
og fru Sinne Sonnichsen, sådan som de ser det i dag, og som det fremgår af
vedlagte eksempelbånd optaget af. mig 17. maj 1983 hos Frits Brinch i
Sønderho. Fru Sinne Sonnichsen er i dag 81 år, og Frits Brinch 71.
Jeg gør mig helt klart, at det er en kunstig situation at komme ind i folks
private stuer med en båndoptager - endda folk, man ikke kender på forhånd.
Men tingene udviklede sig heldigvis sådan, som jeg håbede forinden:
stemningen steg henad vejen, og det hele blev meget gemytligt og inspire-
rende. - Men der var også på forhånd tilstræbt, i så høj grad som muligt, en
festlig stund, så det blev så ægte som gørl.igt. - Jeg havde nemlig taget
bakskuld med (- en Fanø-specialitet: tørret og røget fladfisk. - Der er også
en vise, der hedder 'bakskind-visen' - se senere:) og en snaps til kaffen.
Nogle af disse varer fik vi taget hul på før mikrofonen kom på bordet, så vi
fik os snakket ind på hinanden - lærte hinanden lidt at kende.
Frits Brinch havde på forhånd erklæret, at han ville styre, hvad der skulle
siges. Jeg tror, at han lært af erfaringen havde en skepsis for, hvad dette
skulle bruges til. Men på den anden side kom jeg til at mærke, at han godt
ville meddele sig, hvis han fik tillid til en. Det betyder noget for ham, at det
overleverede bliver forvaltet med respekt. Men som sagt: det udviklede sig
til noget mere, end det var lagt op til fra starten, og det kom heldigvis til at
ligne - tror jeg - nogle af de situationer, hvor den kultur ellers er blevet
brugt.
På grundlag af eksempelbåndet vil jeg i det følgende gøre rede for grund-
forhold vedrørende den traditionelle kultur og livsvilkårene. Det er iflg.
sagens natur Sønderho-samfundet, det kommer til at dreje sig om. Det er
ikke strengt nødvendigt at kende båndet.
Side 8 af 26. Udskrevet 16-01-09. D:\_PH tekster\ÅU 0903\ÅU opgave om Fanø-kultur 0217.doc
Sinne nævner konfirmationen som et skel ved overgangen fra barn til
voksen samt offer til præst og degn under procession med orgelledsagelse.
Hvad man end mener om disse ting, så er disse rituelle udfoldelser også med
til at sætte tingene på plads i børnenes bevidsthed - også selv om de evt. gør
oprør imod dem: der er noget, man ved, hvor er.
Man kan også forestille sig præstens helt nødvendige rolle som sjælesørger i
den før nævnte katastrofesituation. Der var anderledes grobund for, hvad
præsten stod for, end hvad der som regel er tilfældet ved en moderne
begravelse.
Det var i øvrigt sådan, at når pigerne blev konfirmeret, skiftede deres dragt
karakter. Det samme skete igen., når de blev gift.
Ved konfirmationen fik de i tilgift en ligklædning, som omhyggeligt
blev gemt i dragkisten til dødsdagen - og når de blev gift, fik de samtidig en
enkedragt, som ligeledes lå i dragkisten, til der kom bud. Desuden signa-
liseredes i dragten gift eller ugift stand, hel- eller halvsorg osv. Der er
egentlig - synes jeg - noget rørende over den symbolik: man underkaster sig
de vilkår, der alligevel ikke kan være anderledes.
Man skal ikke romantisere mændenes tilværelse på, sejlskibene. Det har
været et hårdt liv under primitive forhold med mangel på friske fødevarer og
ferskvand og mulighed for en ordentlig hygiejne ombord - for ikke at tale
om de mange forlis.
Side 9 af 26. Udskrevet 16-01-09. D:\_PH tekster\ÅU 0903\ÅU opgave om Fanø-kultur 0217.doc
serverer den nødstedte nabo kaffe og sætkåg', eller somme tider baks-
kuld og kaffepunse. Det virker godt, det gamle system.
(...)
... slægtssammenholdet i byen er endnu stærkere end naboskabet. Man
bygger ganske åbenbart sin eksistens op på familien med alle de hensyn,
der kan og skal tages. Ikke i paradisisk enighed, (...) men med
urinstinktets forståelse for sammenholdets fordele.
Trods hårde kår og uden kendskab til blødsødenhed vokser sønder-
honingbarnet op i en særlig tryghedens atmosfære, som fastlændere har
svært ved at sætte sig ind i. Den omstændighed, at man fødes, opvokser,
modnes, ældes og dør under slægtens evigt udbredte vinger, resulterer i
en livslang tryghedsfølelse for små og store. (...) Alle står de last og
brast i småt som i stort, i sorgens som i glædens stunder, og det op-
voksende barn kan føle stamtræets rødder alle steder. Undtagen hvor
sviende fejder har revet dem varigt op:
Hans Brinch antyder her nogle negative sider ved det traditionelle samfund:
en vis selvfølende stivsindethed. - egenskaber, der måske er fremavlet af det
hårde liv. En anden karakteristisk egenskab hos sønderhoningerne var en
tendens til uniformering og ensretning: den, der skilte sig ud fra
fællesskabet og fx. ikke ville gå ind i søfarts-erhvervet, blev kanøflet.
Ligeledes tenderede Sønderho-fællesskabet mod, at man sluttede sig
sammen mod nogle andre: Mod fannikerne og mod dem fra fastlandet.
Derimod har man været åben overfor folk fra fjerne lande - de steder, man
havde forbindelse med gennem sejlskibserhvervet. Det tætte samfund har -
som alt andet - sine positive og negative sider. I øvrigt gælder det, at det, der
her er sagt om Sønderho-samfundet, har gyldighed for de fleste
"traditionssamfund". Dette samfund har bare overlevet længere på Fanø.
Man kunne jo godt tro, at Sinne Sonnichsen og Frits Brinch fortaber sig i
gamle dage - men jeg synes, at det klart fremgår af eksempelbåndet, at de
forholder sig aktivt til tiden og den aktuelle situation med. deres kultur.
Sinne har selv udvalgt de viser, hun ville synge, og hun begyndte med "Hver
glædens ven", som hun ikke sang efter hukommelsen, men efter sangbogen
2
. Hun har valgt den sang, fordi den (for mig at se) står i relation til hendes
egen positive og livsbekræftende holdning. Sin høje alder til trods er hun på
ingen måde gået i stå.
Jeg hefter mig ved, at Sinne i nogle små, men væsentlige detaljer ændrer
teksten. I bogen hedder det fx.: "Glæden er lig en flygtig ven,/ som på en
rejse man finder..." Men Sinne synger: "Glæden er lig en trofast ven...". I
sidste strofe hedder det på lignende måde: "Hil hver en gæst ved dette bord,/
2
Gamle Viser og Sange, sunget på Fanø (Fonden Gamle Sønderho, 2. udg. 1981).
Side 10 af 26. Udskrevet 16-01-09. D:\_PH tekster\ÅU 0903\ÅU opgave om Fanø-kultur 0217.doc
venskab og enighedskæde." Her synger Sinne: "...venskab og
evighedsglæder." I sådan nogle små ting viser hun, at sangene siger hende
noget personligt og betydningsfuldt. Hun tager det ikke i den henseende så
nøje med originalitetstroskaben. Sangen bliver tilpasset hendes personlige
udtryksbehov og får på den måde en aktiv funktion, bliver udtryk for en
personlig kultur.
Som nummer to vise sang Sinne "I barndommens dage", en vemodig sang,
hvori det hedder: "Nu vide vi først, hvad vi ejed. en gang, / nu ved vi først,
hvad det var værd,..." - Og videre: "I barndommens dage var alt som et hav /
af perler og flydende guld, / da vidste vi ikke, der fandtes en grav, / et
gemme blandt stene og muld..."
Den tredje vise, som Sinne sang, er derimod typisk traditionel efter de
forannævnte definitioner. Visen hedder "Hist hvor nattergalen", og det var
hendes fars sang, forklarer Sinne: Hver havde deres yndlingssang, som man
kunne synge, når der var selskab, ved hjemmehygge eller imellem at man
dansede.
I modsætning til Sinne, lægger Frits Brinch i sin musik stor vægt på
originalitetstroskaben overfor, hvad han har lært af sine forfædre - eller
måske rettere overfor det grundlag i virkeligheden, som musikken bygger
på: søens og sejlskibssamfundets realiteter - et uforklarligt særpræg, som
bl.a. Peter Uhrbrand gør en kæmpeindsats for at tilegne sig.
Side 11 af 26. Udskrevet 16-01-09. D:\_PH tekster\ÅU 0903\ÅU opgave om Fanø-kultur 0217.doc
Angående forholdet mellem musik, dans og visesang er det vist har på sin
plads at gøre opmærksom på, at disse ting altid har været indbyrdes tæt
forbundet på Fanø. H. Grüner Nielsen skriver3 :
- Som Frits Brinch også taler om på båndet, bruger man på Fanø at "kvaje" -
at kvæde, dvs. at synge uden ord til dansemusikken - en praktisk
foranstaltning med kun én spillemand, som det ofte har varet før i tiden, og
desuden en stemningsforhøjende faktor: Alle tager med arme og ben samt
stemme del i den fælles aktivitet.
Visen "Imellem Esbjerg og Fanø" er slet ikke nogen gammel vise. Det siges,
at Ålborgenserne er meget fortørnede, for det er deres vise, der er blevet
hugget. - Efter deres udsagn skulle det være foregået "imellem Ålborg og
Sundby". Men det er det med den traditionelle kultur: man tager, hvad man
kan bruge og tillemper det til eget formål uden særlig hensyntagen til, hvor
det kommer fra. Visen har nok højst 50 år på bagen her i Fanø-Esbjerg
området, og den er i de senere år blevet kendt gennem SAND PÅ GULVET,
som har taget den op. Det er tydeligt, at Frits Brinch og Sinne tager den
positivt med.
I øvrigt kan visen nok ses som typisk for udviklingen i sømands-
sangene: i og med at Fanø-folkene ikke længere på liv og død er afhængige
af sømandslivet, tager sangene en drejning hen i retning af det humo-
ristisk-sarkastiske (dette gælder også Nils Thorlunds "Nu har vi kun
minderne" og "Helgolandsfærden" se senere).
3
H. Grüner Nielsen: Folkelig Vals, side 45.
Side 12 af 26. Udskrevet 16-01-09. D:\_PH tekster\ÅU 0903\ÅU opgave om Fanø-kultur 0217.doc
som traditionel folkekultur er i snæver definition - er den heller ikke. Den er
skrevet af Chr. Sneum, forhv. viceskoleinspektør i Nordby (7885-1962). - I
det hele taget er det min erfaring ved. beskæftigelse med traditionel
visesang, at der i praksis ofte har været en vekselvirkning mellem skriftlig
og mundtlig form. Nogle mundtligt overleverede viser har fx tilsyneladende
oprindeligt været lært udenad efter skillingstryk el. lign. - og omvendt byg-
ger mange skillingstryk på mundtligt overleverede viser.
Efter dette tilbageblik mod det gamle samfund går jeg nu over til:
Side 13 af 26. Udskrevet 16-01-09. D:\_PH tekster\ÅU 0903\ÅU opgave om Fanø-kultur 0217.doc
5. "De unge" og traditionel folkekultur i den aktuelle nutid -
overvejende belyst gennem kommentarer til mine samtaler med Peter
Uhrbrand og Nils Thorlund (bilag 1 og 2)
- Ledetråden skal her være at bringe mit tema i relation til projektet som
helhed, sådan som det udviklede sig på Århus-seminaret 29. okt. til 2. sept.
Derfor bringer jeg først en kortfattet bestemmelse af, hvad vi her fandt frem
til:
- Der har i vor periode (dvs. siden 6o'erne) fundet en accelereret udvikling
sted i den moderne civilisation, som har fået indflydelse på erfarings-
dannelsen, (især hos børn og unge) og dermed på. de kulturelle former:
- Hertil er at sige, at HJN har fuldstændig ret i første halvdel af sit udsagn -
bortset fra, at de mest dominerende musikalske genrer i dag er showprægede
former, der er idol-dyrkende og - som Nils Thorlund siger - i selve deres
form distanceskabende.
Hvad anden halvdel af udsagnet angår er mine samtaler med Peter og
Nils et kraftigt dementi af, at den folkekultur, som de står for, skulle være
noget "trampedansens frilandsmuseum." Peter og Nils knytter helt klart
vurderingen af traditionel folkekultur i dag til funktionen - at den skal kunne
fungere i moderne sammenhænge.
Jeg ser ikke nogen grund til en minutiøs analyse af samtalerne - referaterne
kan godt tale for sig selv - men jeg kan i flæng trække nogle karakteri-
serende træk frem:
Side 14 af 26. Udskrevet 16-01-09. D:\_PH tekster\ÅU 0903\ÅU opgave om Fanø-kultur 0217.doc
Ifølge Peter og Nils skal traditionel folkekultur have noget at gøre med: - en
levende del af hverdagen - kropslighed - personlighed - lokalsamfund -
nærhed og overskuelighed - meningsfyldt demokrati - levendegørelse af
fælles værdier - tvangfrit fællesskab - fælles baggrund historisk,
erhvervsmæssigt og kulturelt - i relation til de konkrete livsvilkår - del af en
lokalkultur - en fællesnævner - udtrykke en personlig holdning - forbinde de
nære ting med det at flippe lidt ud og hæve os over planet - skaber af et
"rituelt fællesskab" - grundlag for en samværsform - tæt forbindelse
udøver/publikum - skal "swinge" - skal udvikle sig (naturligt?) - .....
Traditionel folkekultur som vi møder den på Fanø er ikke i sig selv udtryk
for politisk standpunkttagen, men er derimod i højere grad sanseliggjorte
former, der mere taler til intuitive og følelsesmæssige lag i personligheden.
Men derimod i funktionen er den en levendegørelse af frugtbart fællesskab
mennesker imellem. Og på den måde har den en formende indflydelse på
virkeligheden - endda i meget realistisk forstand, nemlig der, hvor man har
reel muligheds for at handle: i de miljøer, vi færdes i til daglig, i
lokalsamfundet, i de tætte relationer - der hvor ordet demokrati får mening,
som Nils siger.
Både Peter og Nils har givet udtryk for, at de føler sig priviligeret fordi de
lever et sted med en ubrudt og stadig levende tradition. På den måde er Fanø
- som jeg nævnte i indledningen - ikke typisk og repræsentativ - men
forholdene her kan derimod. gælde som mønster.
Side 15 af 26. Udskrevet 16-01-09. D:\_PH tekster\ÅU 0903\ÅU opgave om Fanø-kultur 0217.doc
På vedlagte eksempelbånd er den sidste halve time (side D) at betragte som
en illustration af det foregående: at viserne er en levendegørelse af frugtbart
fællesskab mennesker imellem - på en eller anden måde udsprunget af
fælles baggrund. - Dette mere end at de tematiserer problemer og
problemløsninger. Der er desværre ikke plads og tid til her at arbejde
nærmere med visestoffet.
Det gælder ligeledes for udøverne af folkekultur - som vi har truffet dem - at
de gennemgående er modtager-orienteret (publikumsorienteret): de har
bevidstheden om, at det er opgaven at opbygge en stemning (fx som
spillemand) og lægge grund til et fællesskab - et fællesskab, der er præget af
med-aktivitet (i dans - synge med på omkvæd - gynge i arm...). Dette
fællesskab kan så være meget dybtgående, eller det kan indskrænke sig til et
tilfældigt drikkebroder-selskab.
Jeg er godt klar over, at mit tema ikke dækker nogen bred. strømning rent
talmæssigt - men på Fanø slutter de fleste beboere - unge som gamle - op
omkring lokalkulturen. Måske kan Fanø betragtes som en slags
laboratorie-verden for et kulturelt forsøg, en virkeliggørelse af noget der
ligner Ebbe Reich Kløvedal's utopier, som Ursula behandler i sin opgave om
ERK's forfatterskab og den historiske roman. Disse utopier går netop på
Side 16 af 26. Udskrevet 16-01-09. D:\_PH tekster\ÅU 0903\ÅU opgave om Fanø-kultur 0217.doc
levende fællesskaber, som ERK anser for nødvendige, hvis vor civilisations-
krise skal overvindes.
Blandt andet disse anfægtelser har haft den følge, at jeg for et par år siden
fandt harmonikaen frem igen, som jeg ikke havde spillet på i over tyve år.
Og jeg er gået i lære hos de gamle spillemænd (Thomas Thomsen i
Holstebro) og visesangere. De sidste par år har jeg gjort mange praktiske
erfaringer med anvendelse af traditionel folkekultur i forskellige
sammenhæge: Private fester, skolefester, gadefester, højskolekurser,
Folkemusikhusringens arrangementer, Esbjerg Folkemusiklaug. Desuden
spiller jeg på min arbejdsplads med i en spillemandsgruppe, hvor vi mødes
en aften hver uge.
Det er altså både i teori og praksis, jeg arbejder med traditionel folke-
kultur, og det vil være min hovedinteresse fremover.
Som naturligt er, har jeg vældig lyst til at fortsætte arbejdet med
lokalkulturen her, hvor jeg bor: i Esbjerg-Fanø området.
___________________
- Først vil jeg citere Peter fra hans artikel i VEST MUSIK, juni 1982, side
17-18:
Side 17 af 26. Udskrevet 16-01-09. D:\_PH tekster\ÅU 0903\ÅU opgave om Fanø-kultur 0217.doc
Når jeg interesserer mig specielt for Fanø-musikken, er det
udelukkende, fordi jeg bor på stedet og kan gøre musikken til en
levende del af min hverdag.
(...)
Imidlertid må det, i modsætning til egnsmusik i øvrigt, om
Fanø-musikken og -dansen siges, at den har formået eller rettere
befolkningen har formået, at holde den i levende tradition til i dag, og
der er heldigvis ikke noget, der tyder på, at sønderhoningen eller
fannikedansen er på retur, det er stadigvæk det, der danses til baller og
fester.
Afslutningsvis vil jeg gerne være med til at aflive myten om, at man i et
samfund som Sønderho ikke kan blive accepteret, før man har boet her i
en menneskealder. Det stemmer ikke sammen med vore erfaringer fra
de fire år, vi har boet her og for mit vedkommende fungeret som
håndværker, spillemand og almindelig indbygger.
Side 18 af 26. Udskrevet 16-01-09. D:\_PH tekster\ÅU 0903\ÅU opgave om Fanø-kultur 0217.doc
klaver. Så kan vi skifte til to violiner, eller til harmonika og banjo. Men
musikken fungerer her som noget, man ikke behøver at koncentrere sig om.
Man kan tale med hinanden. Vi spiller det stille og pænt. Når bordene så.
ryddes til dans, går vi over til moderne dansemusik - og lusker en totur og
en rheinlænder ind. Men ellers spiller vi det slagne "luder-repertoire": "Hele
ugen alene", "Det var på Capri" og "røvballevalse". Det kan ikke nytte
noget, at vi er frelste og siger, at vi ikke spiller andet end gammel musik.
Det må. vi anse for en speciel form for "højrøvethed". Man må. kunne det
andet også. Over "Aldrig om søndagen" og "Den lille have i Pileallé" må vi
lempe det ind ad bagdøren og lære folk, at den traditionelle musik har nogle
værdier: den virker fx "mobiliserende" når folk siger "go-daw" i kæden. Og
vi har erfaring for, at folk kan lide det. Nar folk har varet ude at røre sig,
nupper de som regel. også en "Totur fra Vejle", fordi den har de hørt før - og
så har de faktisk allerede danset polka. Jeg må, sige, at alt hvad vi spiller,
kan vi lide, men det er den traditionelle musik, vi interesserer os mest for.
Men vi føler det nødvendigt at komme ned fra piedestalen og blande
musikken. På den måde får folk ofte en oplevelse: det var noget andet, og
det var skægt. Folk får øjnene op for det.
Side 19 af 26. Udskrevet 16-01-09. D:\_PH tekster\ÅU 0903\ÅU opgave om Fanø-kultur 0217.doc
en slags "røvrendingsproces". I levende musik skal man gøre et stykke
arbejde og kunne et eller andet.
PH: - Hvad med HOGAGER?
PU: - De gør Meget godt for folkekulturens trivsel, men jeg mener, at de
svigter traditionsbærerne, når de ikke er helt aktuelle længere.
PH: - Hvordan er dit forhold til de gamle traditionsbærere her på øen?
PU: - Jeg besøger ind imellem Søren Larsen Brinch og hans kone Birgit
samt deres søn Erling og spiller lejlighedsvis sammen med dem, lærer af
dem. Og jeg har lært meget af Henning "Smed" Petersen, som er meget åben
overfor os unge og gerne giver videre. Og han er en dygtig spillemand.
På fastlandet står jeg i taknemmelighedsgæld til Thomas Thomsen i
Holstebro. - Jeg skylder ham det hele i første omgang.
______________________
Vores samtale formede sig på den måde, at Nils først skimmede min
disposition for opgaven igennem samt indledning og synsvinkel.
Det viste sig, at han var godt inde i den problematik, jeg havde tænkt
mig at behandle, og vi var hurtigt på talefod. Det følgende er et koncentrat
af en eftermiddags intensiv snak om tingene.
B. Folkekulturens væsen
- herunder dens funktion. Desuden folkekultur som vare samt det mere
personlige engagement omkring folkekultur.
Side 20 af 26. Udskrevet 16-01-09. D:\_PH tekster\ÅU 0903\ÅU opgave om Fanø-kultur 0217.doc
Ud fra egne erfaringer mener Nils, at man må lære af "de gamle" på en
naturlig måde. Han har respekt for "de gamle" og erkender sit arbejde som
spillemand for dybt afhængigt af dem. Men man må aldrig arbejde på en
blot og bar kopiering, siger Nils. Så bliver det hele til museum. Her er det
vigtigt, at du som spillemand arbejder lige så personligt med musikken som
ham, du 1ærer af og hvis personlige spillestil, du måske (forhåbentlig)
prioriterer højt.
- Det har varet let for mig at få et naturligt forhold til Fanø-traditionen, siger
Nils, for der har aldrig været huller i den levende tradition på øen. Den har
eksisteret ubrudt i århundreder, både hvad musisk, sang og dans angår.
Desuden er Fanø et udpræget lokalsamfund med nærhed og overskuelighed.
Derved bliver engagement i hverdagen meningsfyldt. - Fanø er heldigvis en
selvstændig kommune, og begrebet demokrati får derved mere mening, fx
mere direkte effekt end i vort forhold til EF-parlamentet. I dette miljø bliver
en lokalgruppe som SAND PÅ GULVET en slags levendegørelse af fælles
værdier. I gruppens viser er der ikke tale om, at vi med ord giver udtryk for
politisk holdning, men jeg mener alligevel, at der er en politisk dimension i
den måde, vi fungerer som spillemænd på. Som lokalgruppe står vi nemlig
som repræsentant for en fælles referenceramme, en fælles folkekultur, og i
den forstand betragter vi os som politiske frontkæmpere, erklærer Nils.
- Som spillemænd føler vi os socialt engageret, idet vi tager afstand fra det,
men kan kalde "den fjerne form". En af opgaverne som spillemand er at
skabe et fællesskab i en festlig stund. For at skabe dette fællesskab må man
hverken gøre vold mod sig selv eller mod publikum. Vi ønsker et tvangfrit
fællesskab, dvs. at begge parter så. vidt muligt skal være med på deres egne
præmisser. Når vi er ude at spille rundt omkring i landet, ved vi ikke altid
hvad slags mennesker der kommer til vore aftener, men vi ved, at de
kommer med forventninger og forudsætninger. - Vi må så håbe, at det
mødes.
- For mit eget vedkommende, siger Nils, har jeg fastholdt mine oprindelige
instrumenter, guitar og banjo, som jeg spillede, før jeg gik over til
traditionel folkemusik. Disse instrumenter er ikke typiske i dansk
spillemandsmusik, men det vigtigste er, at funktionen er opfyldt. Som
Side 21 af 26. Udskrevet 16-01-09. D:\_PH tekster\ÅU 0903\ÅU opgave om Fanø-kultur 0217.doc
sømandsorgel trængte harmonikaen naturligt ind i Fanø-musilrken i forrige
århundrede (1800-tallet), føjer Nils til.
- I øvrigt har Fanø altid været u-dansk, siger Nils. - Øen har ligesom vendt
ryggen til Danmark som en følge af, at alt har været maritimt præget. Når
Jylland er overvejende tysk præget, kulturelt set (rheinländer, vals mm.), så
har Fanø sine kulturelle påvirkninger gennem søfolkene. Det drejer sig især
om Frisland, De Britiske Øer samt Norge. På en af gruppens tidligere
turneer i Skotland kunne lokale folk genkende nogle af deres egne fraser og
"tav" i gruppens musik, fortæller Nils.
- Fra visse Fanø-boeres side har der tidligere været fjendtlige følelser
overfor Esbjerg, den nye opkomling af en by, der gik dem i bedene derovre
på fastlandet. For dem var Esbjerg indbegrebet af de moderne tider,
manifesteret ved udviklingen fra sejl til damp - den udvikling, der skulle
komme til at betyde afslutningen på Fanøs storhedstid.. Der er her tale om
en stram konservatisme, siger Nils. Men Fanø har altså en storhedstid at
bygge sin konservatisme på. I øvrigt er det jo netop denne konservatisme
(ikke i stram politisk/filosofisk forstand), der efter min vurdering kan have
opretholdt den rige lokalkultur igennem de a-kulturelle, rationalistiske årtier
i dette århundrede, siger Nils.
Side 22 af 26. Udskrevet 16-01-09. D:\_PH tekster\ÅU 0903\ÅU opgave om Fanø-kultur 0217.doc
viserne, blot skal der her sammenfattes nogle enkelte træk: - Flere af de
viser, der er blevet traditionelle, siger Nils, har navngivet ophavsmand - og
af folk, der er kommet udefra, altså fremmede, der har forstået at trykke på
de rigtige knapper - dog forstået på den måde, at de er skabt på ærlig ment
(og vellykket) indlevelse i lokalforholdene!
- Mine egne viser, fortsætter Nils, er som det andet, gruppen laver, en
fællesnævner der dækker noget, som gruppen er enige om at stå for. De har
som regel et lokalt tilsnit, og der er en blanding af helt personlige ting og en
sjov historie. - Der er med andre ord en klar Fanø-stemning sammen med en
personlig holdning, som er med til at danne atmosfæren omkring SAND PÅ
GULVET.
Viserne imødekommer nok den myte, vi vist alle sammen bærer i os, en
trang til at forbinde de nære ting med det at flippe lidt ud og hæve os over
planet. - For at svare på "Informations" sommer-spørgsmål om der er et liv:
Der er et liv, og det ville være tåbeligt ikke at leve det, mens det nu er der.
Men netop når du lever dit liv, kan det danne springbræt for tankerne til at
flippe lidt ud (apropos mågen i Peter Fisker-sangen - se senere). - Men
viserne fungerer så som skaber af en slags rituelt fællesskab. Når det
1ykkes, har de bevist deres bæredygtighed, og de dur overfor os selv, mere
eller mindre. - Man kan sige, fortsætter Nils, at folkekultur fungerer, når den
er grundlag for en samværsform, der giver tilfredsstillelse.
Side 23 af 26. Udskrevet 16-01-09. D:\_PH tekster\ÅU 0903\ÅU opgave om Fanø-kultur 0217.doc
- Ægte folkemusik har en funktion: at være grundlag for samvær og / eller
dans. Og hele dette miljø heromkring er en del af din kultur. Samværet
behøver i og for sig ikke at vare festligt (selv om det ofte er det), blot det
udspringer af den baggrund, der er fælles for alle parter i samværet (tænk på
ballader og blues, som jo også har folkeligt udspring uden at wære særlig
festlige). Vedrørende viser er det vigtigt, at folk forstår den kulturbaggrund,
viserne er skabt på. Som modsætning til dette kan nævnes danske grupper,
der har specialiseret sig i fx irsk folkemusik. Dette må de have gjort af rent
æstetiske grunde, hævder Nils, for den musik er ikke del af deres krop og
sjæl.
- Endvidere gælder det for folkemusik - som for al anden musik - at den skal
"swinge". Hvis ikke den gør det, dur det ikke. I den henseende er det vigtigt
som spillemand hele tiden at udvikle sig, og der har vi gode vilkår her på
Fanø, idet der er mange spillemænd, og vi spiller sammen i mange
forskellige konstellationer.
- Overfor pladeproducerne har vi haft ret frie hænder til at spille, hvad vi vil,
siger Nils. Dog var den første plade ("Sydvest") ren Fanø-musik, simpelthen
fordi produceren ønskede det.
PH: - Hvis folk skal holde en privat fest og ønsker levende musik, så er der
vel sjældent råd til mere end én spillemand, og så bliver det jo som regel en
med el-orgel og en masse automatik.
- Ja, svarer Nils, i den her sammenhæng er det centralt, at det er en
konkret person(-lighed), der afspejles i musikken. På. det meget teknisk
betonede el-orgel skal du virkelig have magt over instrumentet for at presse
din personlighed og dine følelser igennem. elektronisk rytme og diverse
instrumentklange i karikatur. Men "fordelen" ved el-orglet er, at det er
relativt nemt at få musikken til at ligne det "P3", .som mange efterhånden
får som kvalitativ målestok. Her vil jeg hellere bruge graden af personlighed
som målestok. - Det andet er en musik, der er produkt af et mekaniseret
samfund - og som vi er en protest imod.
Side 24 af 26. Udskrevet 16-01-09. D:\_PH tekster\ÅU 0903\ÅU opgave om Fanø-kultur 0217.doc
Men Nils fastholder, at de vil være med til at give spillemanden en højere
social status. Dette er en sag, som også Thorkild Knudsen har kæmpet for,
og dette fører så naturligt over i Nils' forhold til HOGAGER.
- Der er en anden ting hos HOGAGFR, jeg må tage afstand fra, siger Nils,
og det er deres stramme definition af folkekultur. I og med at de definerer
folkekultur som fortrinsvis landalmuens kultur - og i dag strejke- og
kampsange og den slags - så forhindrer de en naturlig udvikling af
folkekulturen. Til illustration af dette fortalte Nils en lille historie: - Jeg talte
engang med Per Dick. Han erklærede at være en elsker af negroid blues-
musik. - Men tænk sig, havde han sagt, hvis der dengang havde optrådt en
folkemindeforsker. Så havde blues-musikken ikke fået lov til at udvikle sig
til Jazz. - Og det ville da være uhyggeligt, havde Per Dick sagt.
Side 25 af 26. Udskrevet 16-01-09. D:\_PH tekster\ÅU 0903\ÅU opgave om Fanø-kultur 0217.doc
Indhold
Traditionel Folkekultur .................................................................................. 1
- især musikalsk folkekultur og visesang ............................................... 1
som den dyrkes i dag (1983) på Fanø .................................................... 1
1. Indledning - afgrænsning - synsvinkel. .............................................. 1
2. Lidt om Fanø geografisk og historisk. ............................................... 2
3. Et perspektiv over den moderne folkekultur-interesse, belyst ved
Dorte og Peter Uhrbrand's hidtidige livsforløb ...................................... 4
4. - Om det "traditionelle" samfund ....................................................... 7
og de "ægte" traditionsbærere ................................................................ 7
5. "De unge" og traditionel folkekultur i den aktuelle nutid - .............. 14
6. Afsluttende bemærkninger og arbejdsrapport .................................. 16
Bilag 1. Referat af min samtale med Peter Uhrbrand .......................... 17
Bilag 2. Referat af min samtale med Nils Thorlund ............................ 20
A. Forholdet til traditionen og "de gamle" ....................................... 20
B. Folkekulturens væsen .................................................................. 20
C. Folkemusikhuset i Hogager og dets betydning ........................... 20
Ad. A. Forholdet til traditionen og "de gamle" .................................... 20
Ad. B. Folkekulturens væsen og funktion... ......................................... 23
Ad. C. Folkemusikhuset i Hogager og dets betydning......................... 25
Indhold ................................................................................................. 26
Side 26 af 26. Udskrevet 16-01-09. D:\_PH tekster\ÅU 0903\ÅU opgave om Fanø-kultur 0217.doc