Uddrag fra Halberg og Coley: ”Dansk Vestindien - fra dansk koloni til amerikansk territorium”, s.

13-16,
Frydenlund 2016.

Historieskrivning om Dansk Vestindien

Historieskrivningen om Dansk Vestindien har været præget af den tid historieskrivningen er blevet til i. Det
ses både i måden, begivenheder anskues på, i udvælgelsen af netop de historiske kilder, der arbejdes med,
og i det sprog, der benyttes til at skildre både aktører og begivenheder.

Når vi ser på fortidens historiske skildringer af forholdet mellem Danmark og Dansk Vestindien, mellem
hvide danskere og de sorte afrikanere, som blev gjort til danskernes slaver, har blandt andet sproget i
historieskrivningen været præget af et menneske- og racesyn, som i samtiden har været almindeligt og
acceptabelt - i hvert fald for de hvide, danske læsere, som har været målgruppen for udgivelserne. Men
sproget har også - især i ældre historieskrivning - været medvirkende til at understrege og opretholde
antagonismen, modsætningen, mellem ”os” og ”dem”.

Brug af sproget

I vores arbejde med denne bog har vi været bevidste om de sproglige begreber, vi bruger, og hvordan de
virker. I USA - og dermed i US Virgin Islands - såvel som resten af den engelsktalende verden i dag -
understreges det, at ordet slave betragtes særdeles negativt, som et magtord der fratager de slavegjorte
afrikanere deres menneskelighed. Det pointeres, at de mennesker, der blev fanget kidnappet og tvunget
ombord på skibe til for eksempel dansk Vestindien, er født frie mennesker, ikke slaver. De kunne have
været håndværkere, købmænd, krigere eller konger. Deres sønner og døtre, født i Dansk Vestindien, blev
også født som mennesker. Slave er ikke noget, man er, men noget man bliver gjort til: Derfor bruges på
engelsk begrebet ”the enslaved” - på dansk: de slavegjorte.

(…)

Længe havde den danske historieskrivning om Dansk Vestindien fokus på skibsfart, økonomi, kolonial
opbygning og administration og meget lidt på menneskelige og sociale forhold. Da historieskrivningen
begyndte at forholde sig til menneskesyn, mentalitet, køn og levevilkår blandt ”almindelige mennesker”,
blev øernes historie fortsat set ud fra et fortrinsvist dansk kolonialistisk synspunkt, og det blev ofte
understreget, at det danske styre var mere barmhjertigt end andre kolonistyrer. Der var særlig fokus på
ophævelsen af slavehandel og slaveri - igen: Det gik godt i spænd med det nationale selvbillede af Danmark
som et lille, men godt, foregangsland.

1) Hvordan har man tidligere skrevet historie om dansk kolonihistorie? (Hvad har man lagt
vægt på?)

2) Hvad er forskellen på at bruge ordet ”slave” og ”slavegjort”?

Kilde: Sophie Petersen om de danske kolonier, om trekantshandel og om de

slavegjorte fra Guldkysten (1946)
Baggrund: Sophie Petersen (1885-1965) var cand.mag. i geografi og naturhistorie samt lektor og forfatter. Hun udgav adskillige

værker, herunder lærebøger, og hun rejste en del, bl.a. til de gamle danske tropekolonier. Hendes hovedværk er Danmarks Gamle
Tropekolonier fra 1946. Værket omhandler alle de danske kolonier. I samtiden blev Sophie Petersens værk modtaget med

begejstring af både anmeldere og læsere, og er blevet citeret gentagne gange over årene, bl.a. i Johannes Brøndsteds Vore Gamle

Tropekolonier fra 1952-1953, men også i nutiden. Som 'national fortælling' har Petersens værk været en grundsten i synet på de

danske kolonier. Sophie Petersen skriver i følgende uddrag om begyndelsen på Danmarks kolonitid, om trekantshandlen og om de

slavegjorte afrikanere.

Uddrag fra Sophie Petersen: Danmarks Gamle Tropekolonier. H. Hagerup, København 1946.

Fra indledningen:

Fire gange i Danmarks Historie har der været Ekspansionsperioder, hvor Trangen til at skabe et større Danmark har givet sig stærke

Udslag. Den første Gang var i Vikingetiden med dens voldsomme Ekspansion mod Vest, der førte til Englands Erobring, den anden

Gang var paa Valdemarernes Tid med dens Østersøvælde, hvor Danmarks Herredømme udstraktes mod Øst til Sydsiden af den

finske Bugt. Senere fulgte Unionstiden med dens Forsøg paa at skabe et samlet Norden under Danmarks Førerskab, en Periode, som

afsluttedes brat med det stockholmske Blodbad i 1520. Men omtrent 100 Aar efter begyndte en ny Ekspansionsperiode, Kolonitiden,

hvis Forudsætning er den eventyrlige Tid, Opdagelsernes Tidsalder, […] Det lykkedes i denne periode Danmark at skabe et

Kolonirige vel ikke stort i Areal, men svarende godt til det dansk-norske Monarkis Størrelse og opfyldende Tidens Krav med Hensyn

til et Koloniriges Opbygning.

Om trekantshandelen, side 315:

Der blev anlagt en Mængde Plantager paa St. Croix, hvor der dyrkedes Tobak, Bananer og i Særdeleshed Sukker. Varerne samledes i

Pakhusene paa St. Thomas, og  ”Trekantshandelen” kom i fuld gang: ”Vestindiefarerne” gik fra Vestindisk Pakhus’ Kaj i København

ud til Kolonierne i Guinea lastede med Varer, som rigtig kunde fryde et Negerhjerte, f.Eks. Vaaben og Ammunition, Glasperler,

brogede Tøjer, Knive, Spejle og Brændevin. Fra Guinea fortsatte Skibet til Vestindien med Lasten stuvet fuld af Negerslaver, købt

for de medbragte Produkter: Kaffe, Bomuld, Tobak og især Sukker og Rom, efter et Aarstids Fraværelse vendte tilbage til

København eller til Danmarks sydligste Havneby Altona.

Om de slavegjorte fra Guldkysten, side 236:

Negrene paa Guldkysten var de vildeste og uregerligste af Afrikas Negre; deres Høvdinge herskede med stor Grusomhed, og Krig,

Slavehandel og Menneskeofringer hørte næsten til Dagens Orden. Det er derfor ikke mærkeligt, at Danmark ogsaa kom i Krig med

dem. Det var Krige, hvori der kæmpedes med et vældigt Vovemod og vistes stor Tapperhed fra dansk side, men tillige Krige, som

man i Moderlandet kun skænkede liden Interesse.

Om slaveriet, s. 233:

Af 17.113 Negre, som i Løbet af 12 Aar udskibedes fra de danske Etablissementer paa Guineakysten, døde 2706 paa Rejsen, d.v.s

15pCt, og af 2004 Skibsfolk, som i Aarene 1777-90 havde Ansættelse paa danske Slaveskibe, døde 691. Og saa var Forholdenee paa

de danske Skibe endda bedre end paa de hollandske og engelske; kun hos Portugiserne havde Slaverne det bedre end hos alle andre

Nationer, her var en vis Frihed og Lighed, de var aldrig lænkede og blev heller ikke stuvede sammen i de store Rum største Delen af

Dagen, men havde Lov til at færdes frit paa Skibene, og der var næsten aldrig Uroligheder blandt dem. De portugisiske Slaveskibe

medførte altid en Præst, og saa snart Slaverne kom om Bord, blev de døbt, fik et Krucifiks om Halsen og var nu gode Kristne, som

skulde behandles taaleligt. Det folkefattige Portugal var i sine Kolonier nødt til at blande sig med den indfødte befolkning, fordi det

ikke selv kunde levere et større Menneskemateriale til Kolonisation, og stod derfor helt igennem i godt Forhold til de farvede.

Efter Ankomsten til St. Thomas blev Slaverne godt bespist og smurt ind i Palmeolie, for at de kunde se velnærede og velplejede ud,

naar de fremstilledes paa Markedet, og paa selve Auktionsdagen trakteredes de med Brændevin og ekstra Forplejning.

Slavehandelen var en gammel og almindelig anerkendt Form for Handel i Afrika, og det vakte derfor stort Røre paa Kysten, da

Danmark i 1792 forbød Slavetransporterne til Vestindien.

3) Hvordan fremstiller Sophie Petersen

- danskerne og deres fremfærd i Caribien?

- Afrikanere?
- Slavetransporten og slavehandelen?

4) Hvilken fortælling om dansk kolonihistorie skaber Sophie Petersen?