EUROPA - Jørgen Møller

EURKPA
JØRGEN MØLLER
TÆN
KE
PAU
SE
R
EUROPA
»… Aarhus Universitetsforlags

utroligt vellykkede serie«
Søren Schauser,
Berlingske
Tænkepauser 1 FRIHED af Hans-Jørgen Schanz
Tænkepauser 2 NETVÆRK af Jens Mogens Olesen
Tænkepauser 3 MONSTRE af Mathias Clasen
Tænkepauser 4 TILLID af Gert Tinggaard Svendsen
Tænkepauser 5 LIVSHISTORIEN af Dorthe Kirkegaard Thomsen
Tænkepauser 6 FJENDSKAB af Mikkel Thorup
Tænkepauser 7 FOLK af Ove Korsgaard
Tænkepauser 8 DANMARK af Hans Hauge
Tænkepauser 9 NATUR af Rasmus Ejrnæs
Tænkepauser 10 VREDE af Thomas Nielsen
Tænkepauser 11 MYRER af Hans Joachim Offenberg
Tænkepauser 12 POSITIV PSYKOLOGI af Hans Henrik Knoop
Tænkepauser 13 KROPPEN af Verner Møller
Tænkepauser 14 KÆRLIGHED af Anne Marie Pahuus
Tænkepauser 15 ERINDRING af Dorthe Berntsen
Tænkepauser 16 HÅB af Bertel Nygaard
Tænkepauser 17 TID af Ulrik Uggerhøj
Tænkepauser 18 SANDHED af Helge Kragh
Tænkepauser 19 MENNESKETaf Ole Høiris
Tænkepauser 20 MAGI af Jesper Sørensen
Tænkepauser 21 LOVEN af Gorm Toftegaard Nielsen
Tænkepauser 22 TERROR af Carsten Bagge Laustsen
Tænkepauser 23 LITTERATUR af Dan Ringgaard
Tænkepauser 24 ROMANTIK af Katrine Frøkjær Baunvig
Tænkepauser 25 FAMILIEN af Peter C. Kjærgaard
Tænkepauser 26 LYKKE af Christian Bjørnskov
Tænkepauser 27 UNIVERSET af Steen Hannestad
Tænkepauser 28 SPØRGSMÅL af Pia Lauritzen
Tænkepauser 29 GUD af Svend Andersen
Tænkepauser 30 SEX af Ditte Trolle
Tænkepauser 31 NYDELSE af Rasmus Ugilt
Tænkepauser 32 KORRUPTION af Mette Frisk Jensen
Tænkepauser 33 POLITIK af Michael Bang Petersen
Tænkepauser 34 TRO af Peter Lodberg
Tænkepauser 35 HJERNEN af Leif Østergaard
Tænkepauser 36 HJERTET af Diana M. Røpcke
Tænkepauser 37 VILJE af Søren R. Fauth
Tænkepauser 38 SPROG af Mikkel Wallentin
Tænkepauser 39 OVERVÅGNING af Anders Albrechtslund
Tænkepauser 40 SMAG af Susanne Højlund
Tænkepauser 41 TORTUR af Morten Dige
Tænkepauser 42 TEKNOLOGI af Kasper Hedegård Schiølin
Tænkepauser 43 EUROPA af Jørgen Møller
Se mere på www.tænkepauser.dk
Her finder du også gratis lydbøger og e-bøger
EURKPA
JØRGEN MØLLER
TÆN
KE
PAU
SE
R
EUROPA
Tænkepauser 43
© Jørgen Møller 2016
Tilrettelægning og omslag: Camilla Jørgensen, Trefold
Forfatterfoto: Poul Ib Henriksen
E-bogsproduktion ved Narayana Press, Gylling
ISBN 978 87 7184 113 8
Tænkepauser
– viden til hverdagen
af topforskere fra
AU AARHUS
UNIVERSITET
FAGFÆLLE-
BEDØMT
/ I henhold til ministerielle krav betyder bedømmelsen, at der fra en fagfælle på ph.d.-
niveau er foretaget en skriftlig vurdering, som godtgør denne bogs videnskabelige kvalitet.
INDHOLD
FRA
CANOSSA TIL
’DANMARK’
6
DET
MIDDELALDERLIGE
SKRALD
15
PARLAMENTERNES
TIDSALDER
21
ADELEN
OG
BYERNE
28
EUROPAS
MÆGTIGSTE
MAND
37
DET
RUSSISKE
SPEJL
47
FRA
CANOSSA TIL
’DANMARK’
KEJSER PÅ BODSGANG
Enhver historie skal jo begynde et sted, og vores historie
tager sin begyndelse den 25. januar 1077 på en kold klip-
petop i det nuværende Italien. Den dag ankom den vestlige
kristenheds mægtigste mand – den tysk-romerske kejser
Henrik den 4. – på bare fødder og iklædt munkekutte til
borgen Canossa i Toscana.
Skønt midt om vinteren havde han og hans følge, fortæl-
ler beretningen, krydset alperne i denne mundering. Inde i
borgen, i ly for vinterkulden, befandt pave Gregor den 7. sig
sammen med sin vært, grevinde Mathilde af Toscana.
Henriks ærinde var netop at opsøge Gregor. Gregor
havde efter sin udnævnelse til pave i 1073 insisteret på, at
kirken alene havde bemyndigelse til at udnævne gejstlige
til kirkelige embeder. Der var tale om en direkte krigser-
klæring imod Europas monarker, først og fremmest den
tysk-romerske kejser.
Mange af de kirkelige embeder indebar nemlig råderet-
ten over store len, oftest i form af landområder. Ved at pla-
cere allierede eller endda slægtninge på disse poster kunne
monarker som Henrik få adgang til midler samt etablere
vitale alliancer. Det gjaldt ikke mindst i det decentraliserede
6 INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives

og opsplittede tysk-romerske kejserrige, hvor hele regioner
hørte under biskopper snarere end under fyrster.
Henrik svarede igen ved at udnævne gejstlige til flere
vigtige embeder, herunder posten som biskop i Milano.
Samtidig krævede han, at Gregor trådte tilbage. Gregor rea-
gerede i 1076 ved at ekskommunikere Henrik – altså smide
ham ud af den katolske kirke – og afsætte ham som kejser.
En række af Henriks tyske vasaller benyttede lejligheden
til at rejse oprørsfanen. Kejserens situation var uholdbar,
medmindre han kunne indgå forlig med paven. Vejen var
banet for den historiske gang til Canossa.
Gregor nægtede i første omgang at modtage Henrik. I
tre dage ventede Henrik i sneen uden for borgporten. Først
den 28. januar lod paven ham komme ind i borgen. Kej-
seren knælede i sin bodsdragt foran paven og tiggede om
tilgivelse. Gregor forbarmede sig til sidst, hvorefter paven,
kejseren og grevinden sammen modtog nadveren i slotskir-
ken for at markere, at Henrik var genindtrådt i kirken.
Henriks gang til Canossa gjorde et stort indtryk i
middelalderens Europa. Den italienske betegnelse for
begivenheden, L’umiliazione di Canossa, på dansk ”Canossa-
ydmygelsen”, er sigende for samtidens reaktioner. At den
tysk-romerske kejser på denne måde måtte gå bodsgang,
var chokerende.
I denne Tænkepauser vil jeg gå så langt som til at
udråbe begivenhederne i Canossa som startskuddet til en
proces, der i de seneste 200 år er kulmineret i det moderne
demokrati, den moderne retsstat og den moderne mar-
kedsøkonomi. For at være mere præcis: Henriks gang til
INDHOLD 7

Canossa er forudsætningen for at forstå, hvorfor demo-
kratiet, retsstaten og markedsøkonomien opstod i netop
Europa. For at forstå hvorfor – og hvordan – Europa blev til
det Europa, vi kender i dag.
Kejserydmygelsen ved Canossa er nemlig den første
vigtige episode i det, der skulle blive det dominerende tema
i høj- og senmiddelalderen, dvs. perioden fra cirka 1000-
1500: modsætningsforholdet mellem kirke og stat, mellem
den religiøse og den verdslige magt. Med den amerikanske
politolog Stephen Holmes’ maleriske beskrivelse:
”Gennem middelalderen stod folk over for to adskilte

og uforenelige realiteter: den knejsende stenborg og
den knejsende stenkatedral, Cæsar og Kristus, suveræ-
nitet på den ene side og frelse på den anden.”
Samtidig vidner forløbet om den europæiske middelalders

andet store tema: konflikten mellem monarkerne og deres
stormænd. Henriks bandlysning fra kirken viste sig så ef-
fektiv, fordi hans tyske vasaller udfordrede ham, ikke fordi
paven med egne styrker kunne udfordre kejseren.
Man fristes her til at citere Josef Stalins hånlige spørgs-
mål: ”Paven? Hvor mange divisioner har han?”. Heller ikke i
højmiddelalderen kunne paven mønstre ret mange soldater.
Paven var og blev af hængig af sin evne til at mestre et del
og hersk-spil: enten ved at sætte Europas monarker op
imod hinanden og alliere sig med først den ene og siden den
anden eller ved at få stormændene til at gøre oprør imod
monarkerne.
8 INDHOLD

Hermed har vi rundet bogens tredje tema: at såvel
konflikten mellem stat og kirke som konflikten mellem mo-
narker og stærke samfundsgrupper foregik med krig som
katalysator eller ligefrem præmis. Det var frygten for bor-
gerkrig, der drev Henrik til Canossa hin januardag i 1077.
ET TANKEEKSPERIMENT
Lad os starte med at forstå disse temaers relevans for vor
tid. Her er et lille tankeeksperiment: Forestil jer et samfund
uden retsstat, demokrati og velstand. Vi taler om en verden,
hvor overgreb på individer er daglige foreteelser; hvor de
stærke gør, hvad de vil, og de svage tåler, hvad de må, som
den oldgræske historiker Thukydid lod athenerne formu-
lere det i sin Peloponnesiske Krig, skrevet godt 400 år før vor
tidsregning.
Vi taler samtidig om en verden blottet for politisk
medbestemmelse. En verden, hvor beslutningerne bliver
taget af fjerne og ofte lunefulde magthavere, der ikke står
til ansvar over for andre end de kliker, de omgiver sig med.
Endelig taler vi om en verden præget af sult og nød, en
verden, hvor det daglige slid for at få klæder på kroppen,
tag over hovedet og mad på bordet overskygger alt andet.
Billedet vil næppe ligge særligt mange af os fjernt.
Vi kender denne type samfund fra medierne. Tag blot et
land som Somalia, hvor lokale militsledere herskede efter
forgodtbefindende i store dele af 1990’erne og 2000’erne.
Somalia er naturligvis et ekstremt eksempel. Men i mildere
grad gør et eller flere af disse forhold sig dagligt gældende
INDHOLD 9

for den overvejende del af befolkningen i det ret betydelige
antal lande, der går under betegnelsen ’fejlslagne stater’.
Ud over Somalia kan vi nævne Haiti, Libyen, Afghani-
stan, Tchad, Irak, Syrien, Zimbabwe og Yemen. Hertil kom-
mer en række stærkt udemokratiske stater, hvor der måske
nok er regler at rette sig efter, men hvor individets rettighe-
der knægtes systematisk. Nordkorea er det mest ekstreme
eksempel inden for denne kategori.
Vi lever med andre ord i en opdelt verden. I den ene
del går demokrati hånd i hånd med en effektiv retsstat og
et højt velstandsniveau. Danmark er et godt eksempel på
denne del af verden. Faktisk bruger den amerikanske poli-
tolog Francis Fukuyama i sine to bøger om Political Order
fra 2011 og 2014 ’Danmark’ som en metafor for velstående
demokratiske retsstater.
Danmark scorer meget sigende topkarakter på stort
set alle etablerede demokratiindeks: Vi lever ifølge flere
af dem i verdens mest demokratiske land. Samtidig kan
vi ytre os frit uden at skulle frygte statsmagten eller lokale
mafiosi, og vi kan regne med en effektiv retspleje, uanset
om modparten er det offentlige eller andre private borgere.
Den internationale organisation Transparency International
har gentagne gange udråbt Danmark som det mindst kor-
rupte land i verden. Endelig er Danmark et af verdens mest
velstående og mest lige samfund.
En lang række andre velstående demokratier som Sveri-
ge, Holland, Frankrig, Canada, New Zealand og Australien
befinder sig i Fukuyamas ’Danmarkskategori’. Dermed er
naturligvis ikke sagt, at livet i de rige demokratier altid er en
10 INDHOLD

dans på roser. Men det er nogle helt andre problemer, der
præger tilværelsen i rige demokratier end i fejlslagne stater.
Tag blot Haiti, som Fukuyama også oplister som én
blandt mange modsætninger til ’Danmark’. Landet har haft
en omtumlet nyere politisk historie og gennemført demo-
kratiske valg flere gange, men hver gang er demokratiet
igen brudt sammen. Samtidig har Haiti et statsapparat, der
ikke er i stand til at løfte helt basale opgaver.
Det blev illustreret med al tydelighed i januar 2010, da
et jordskælv på 7,0 på Richterskalaen ramte Haiti – med
epicenter 25 kilometer fra landets hovedstad Port-au-Prince.
Jordskælvet udstillede Haitis fattigdom og landets mangel
på statskapacitet. En elendig infrastruktur – især skrøbelige
bygninger – var medvirkende til, at jordrystelserne kostede
over 100.000 dødsofre og førte til omfattende anarki.
Et storstilet internationalt hjælpearbejde blev igangsat,
men endnu her knap syv år senere er Haiti stadig præget af
ødelæggelserne. Det skyldes blandt andet, at de internatio-
nale donorer ikke har haft tiltro til den haitianske stats evne
til at anvende bistandsmidlerne på en tilfredsstillende måde.
De har derfor forsøgt at foretage genopbygningen direkte,
hvilket har vist sig mere end vanskeligt.
Mere generelt forgrener Haitis elendighed sig til stort
set alle de områder, vi lige har opholdt os ved: Haiti var i
2012 et af verdens tre mest ulige samfund, gennemsnitsind-
komsten per indbygger var 770 dollars om året, og ifølge
Transparency International er Haiti et af verdens mest kor-
rupte lande.
For at gøre ondt værre er Haiti slet ikke det værste ek-
INDHOLD 11

sempel på en fejlslagen stat. Indbyggerne i lande som Soma-
lia, Afghanistan og Tchad frister en tilværelse, der på mange
måder er betydeligt værre. Og så har vi slet ikke berørt
lande såsom Nordkorea, hvor befolkningen er undertrykt
af et totalitært styre.
Vi finder naturligvis også en del mellemformer, lige fra
dårligt fungerende demokratier som Argentina og Græ-
kenland til velstående og velfungerende autokratier som
Singapore. For slet ikke at nævne Kina, der så sent som i
starten af 1980’erne var fattigt og udemokratisk, men som i
de seneste årtier har gennemgået en hæsblæsende økono-
misk og social udvikling uden at indføre demokrati.
DET EUROPÆISKE MIRAKEL

Mellemformerne ændrer imidlertid ikke ved det overordne-
de billede. Vi lever i en verden præget af massive økonomi-
ske og politiske forskelle i levestandard og livskvalitet. Disse
massive forskelle kan let komme til at skygge for en vigtig
pointe: Skellet mellem velstående demokratiske retsstater
og fattige fejlslagne stater eller undertrykkende regimer er
faktisk af nyere dato.
Vi kan sige det på den måde, at vi mennesker i største-
delen af vores historie har levet i samfund, der minder mere
om Haiti end om Danmark. Det er godt nok at sætte det
på spidsen, eftersom Haiti anno 2016 naturligvis også er et
produkt af den moderne verden. Eksempelvis er storbyer
med enorme slumområder – såsom det Port-au-Prince, der
viste sig så sårbart ved jordskælvet i 2010 – et fænomen, der
12 INDHOLD

er skabt af den massive vandring fra land til by i de seneste
generationer.
Men ligheden består i, at historiske samfund har været
kendetegnet ved korrupte og ineffektive stater, og at po-
litisk medbestemmelse – dersom den fandtes – har været
forbeholdt en snæver elite af aristokrater samt eventuelt
et præsteskab. Historisk set har den altovervejende del af
menneskeheden måttet leve fra hånden til munden.
De materielle levevilkår, vi har vænnet os til i Danmark,
er med andre ord resultatet af en forbløffende historisk
udvikling. De udgør et af tre led i det, jeg vil omtale som
det europæiske mirakel. Økonomiske historikere har brugt
dette udtryk om de velstandsstigninger, der fra midten af
1700-tallet og fremefter løftede først Europa og siden også
en række andre lande ud af fattigdom. Jeg bruger det i
en lidt bredere forstand, der indbefatter den sideløbende
udvikling af demokratiet og retsstaten.
For ligesom en ulykke sjældent kommer alene, kan man
også sidde i held. De seneste århundreders velstandsstig-
ninger er kommet ridende på frakkeskøderne af to andre
skelsættende udviklinger: en stadig større respekt for be-
folkningens rettigheder og en stadig større medinddragelse
af befolkningen i statsstyret. Med tiden er disse udviklinger
kulmineret i den moderne markedsøkonomi, den moderne
retsstat og det moderne demokrati.
Det er netop i denne udvikling, vi finder den umiddel-
bare årsag til, at verden i dag er opdelt. Udviklingen har løf-
tet en række samfund, primært i den vestlige verden, men
i de seneste generationer også i Østasien, ind i kategorien
INDHOLD 13

af velstående demokratiske retsstater. Størstedelen af den
øvrige verdens lande er kendetegnet ved, at deres indbyg-
gere higer efter at opnå medlemskab i denne kategori, men
endnu henslæber en tilværelse, der er meget anderledes.
HVORFOR EUROPA?
De overordnede konturer af den opdelte verden stod klar
allerede mod slutningen af 1800-tallet. Faktisk kredsede de
første generationer af moderne sociologer, økonomer og
historikere om et og samme spørgsmål: Hvad var årsagerne
til den moderne verdens fremkomst?
Dette spørgsmål er blevet fremstillet i formuleringen:
”Hvorfor Europa?”. Hvorfor påbegyndte Europa den færd,
der ad åre førte til den moderne markedsøkonomi, den
moderne retsstat og det moderne demokrati?
Når spørgsmålet har kunnet optage generationer af
samfundsforskere, vil det naturligvis være prætentiøst at
påstå, at denne lille bog endeligt besvarer det. Målet med
bogen er mere beskedent, nemlig at gøre det klart, at
historien om det moderne Europa har dybe rødder – og
altså ikke blot skyldes renæssancen, oplysningstiden og de
politiske kampe i de seneste 200 år.
Kun ved at forstå disse dybe historiske rødder kan vi
forstå, hvorfor fattigdommens lænker blev brudt, og hvor-
for statsmagten blev civiliseret og demokratiseret. Og kun
på den måde kan vi forstå, hvorfor vi i dag lever i en opdelt
verden: Hvorfor nogle mennesker lever under de forhold, vi
kender fra Europa, mens andre lever under de forhold, der
kendetegner Haiti eller Somalia.
14 INDHOLD

DET
MIDDELALDERLIGE
SKRALD
SKUBBEN OG MASEN
Vi begyndte med Henriks gang til Canossa i januar 1077,
fordi middelalderens splittelse mellem religiøs og verdslig
myndighed – dvs. mellem kirke og stat – var en forudsæt-
ning for det europæiske mirakel.
Dermed er også sagt, at bogen skriver sig ind i den gen-
oprejsning af middelalderen, der er foregået i det 20. og 21.
århundrede. Middelalderen blev længe set som en tid præ-
get af primitiv teknologi, materiel elendighed, magtbrynde,
overtro og afstumpethed. Det er disse associationer, der
endnu i dag er forbundet med udtrykket ’den mørke mid-
delalder’.
Det negative syn på middelalderen går tilbage til renæs-
sancen – den periode der fulgte umiddelbart efter. Også
dette udtryk er sigende. Det betyder genfødsel og henviser
til den ’genopdagelse’ af antikkens viden, som i øvrigt også
har givet navn til ’middelalderen’, dvs. tidsalderen mellem
antikken og antikkens genfødsel. Renæssancens nedvur-
dering af middelalderen fik yderligere vind i sejlene under
oplysningstiden, og vi finder et godt eksempel på den i Karl
Marx’ berømte bemærkning om, at Den Franske Revolu-
INDHOLD 15

tion i 1789 var en gigantisk kost, der fejede det middelalder-
lige skrald væk.
Det er netop dette middelalderlige skrald, denne bog
skal handle om. Vi skal se, hvordan begivenhederne i
Canossa i 1077 banede vejen for en serie af skelsættende
udviklinger.
For det første bidrog splittelsen mellem kirke og stat
til at skabe den magtbalance, der har kendetegnet Europa
helt frem til vor tid. Efter Romerrigets fald i 400-tallet har
Europa aldrig været samlet i ét rige. Samtlige forsøg – fra
Karl den Store via den habsburgske kejser Karl den 5. og
hans søn kong Filip den 2. til Napoleon og Hitler tættere på
vores tid – er slået fejl. I stedet har Europa været kendeteg-
net ved et system af konkurrerende territorialstater, der har
udfordret hinanden militært såvel som politisk og økono-
misk.
For knap 100 år siden formulerede den tyske historiker
Otto Hintze det på den måde, at det moderne Europa blev
skabt i en verden af ”skubben og masen”. Europa adskiller
sig på dette punkt fra stort set alle andre store kulturom-
råder. Eksempelvis blev et lignende statssystem i oldtidens
Kina erstattet af et kejserrige, da staten Qin – heraf Kina
– for mere end 2.000 år siden voksede sig stærkere end de
øvrige kinesiske stater og opslugte dem. I historisk per-
spektiv er den kinesiske udvikling reglen, den vedvarende
europæiske konkurrence undtagelsen.
Splittelsen mellem kirke og stat er en væsentlig del af
forklaringen på, at konkurrencen i Europa blev vedvarende.
Konflikten mellem paven på den ene side og kejsere, konger
16 INDHOLD

og fyrster på den anden side gjorde det umuligt for nogen
enkeltperson at hævde at have autoritet over både menne-
skers handlinger og deres sjæle.
Tværtimod bidrog kirken hele tiden til den politiske
splittelse, der skulle komme til at kendetegne Europa.
Eksempelvis ved at spille konger, kejsere og fyrster ud imod
hinanden for at forhindre, at nogle blev for stærke.
HVEM VOGTER VOGTERNE?

For det andet banede striden mellem stat og kirke vejen for
de stærke samfundsgrupper, der skulle komme til at ken-
detegne de europæiske samfund. De gejstlige – biskopper,
abbeder og præster – kunne kun dømmes af kirken selv,
samtidig med at kirken hævdede sin eneret på at behandle
sager med et religiøst aspekt: såsom sager om ægteskab
eller helligbrøde.
Hermed opstod der sprækker inden for de vordende
stater, der ikke var underlagt monarkerne. En lang række
andre samfundsgrupper tilkæmpede sig lignende frirum,
inspireret af de gejstliges særstatus.
Det gjaldt i første omgang adelen, men byernes eliter
fulgte trop, og resultatet var, at Europas monarker kun
havde en begrænset magt, selv inden for deres eget territori-
um. Det manifesterede sig i en form for intern magtbalance
mellem monarkerne og stærke samfundsgrupper, herunder
de gejstlige, de adelige og byeliterne. Disse samfundsgrup-
per kunne – for at genbruge den romerske digter Juvenals
berømte ordspil – vogte vogterne, altså byde monarkerne
trods.
INDHOLD 17

Specielt i Vest- og Nordeuropa banede denne udvikling
vejen for selvstyrende enheder såsom sogne og byer, der
skabte lokalt initiativ og var med til at holde magthaverne
i skak. Vi kan også se udviklingen som begyndelsen til de
livskraftige civilsamfund, der skulle komme til at kendeteg-
ne de europæiske stater, og som netop er defineret ved, at
de står i modsætning til og er uaf hængige af staten. Frivil-
lige foreninger som sportsklubber, interesseorganisationer,
frimurere og spejdere befolker i dag de uaf hængige nicher,
Gregors handlinger i anden halvdelen af 1000-tallet var med
til at skabe.
Kirken banede dertil vejen for civilsamfundet på en
anden og mere indirekte måde. Det var inden for kirken,
at teorier om rettigheder for individer og grupper samt
begrænsninger på kongers, kejseres og fyrsters magt først
så dagens lys. Frem for alt udbredte kirken forestillingen
om, at magthavere var bundet af den kristne lov, der kunne
udledes af Bibelen.
DET RASTLØSE EUROPA

Hvorfor er disse udviklinger så vigtige for vores historie? Vi
kan starte med at konstatere, at der i den vidt forgrenede
videnskabelige litteratur om det europæiske mirakel er
enighed om følgende punkt: Den dynamiske europæiske
udvikling fra højmiddelalderen og frem har meget at gøre
med det europæiske statssystems vedvarende trussel om
krig.
Her er vi tilbage ved Otto Hintzes ”skubben og masen”.
Dette pres tvang europæiske monarker til at efterligne til-
18 INDHOLD

tag, der havde vist sig at virke andetsteds. Sammenhængen
lader sig beskrive ved hjælp af det gamle danske mundheld:
”Nød lærer nøgen kvinde at spinde”. Følgevirkningen var
med den engelske politolog Samuel P. Finers ord, at det
rastløse Europa ”altid rejste, men aldrig ankom”.
Mange forskere har set det geopolitiske pres som en
tilstrækkelig forklaring på den europæiske udvikling. Der
er imidlertid nogle betydelige problemer ved blot at betone
statssystemets ’mekaniske’ pres. Den mest oplagte har jeg
for så vidt allerede nævnt, nemlig at vi kan identificere stats-
systemer med et lignende eksternt pres, uden at det førte
til retsstat, velstand og demokrati. Faktisk var det kinesiske
statssystem i den såkaldte ’stridende staters tidsalder’ for
cirka 2.500 år siden præget af en endnu mere intensiv krigs-
førelse og et endnu mere massivt eksternt pres på magtha-
verne, og presset førte også dengang omfattende reformer
med sig.
Vi kan også hæfte os ved et eksempel, der er mindre
fjernt – både i tid og rum. Rusland var efter 1600 en del af
det europæiske statssystem, og især Sverige pressede det
i flere perioder militært. Den engelske sociolog Perry An-
derson omtaler Sverige som ”Østens Hammer”, der tvang
Peter den Store og hans efterfølgere til at reformere statsap-
paratet og militæret.
Men i både oldtidens Kina og tsarernes Rusland førte
disse reformer til noget helt andet end det, vi kender fra
Vest- og Centraleuropa, nemlig til en intensivering af
’statens’ magt og en svækkelse af samfundsgrupper såsom
adelen.
INDHOLD 19

Krig og truslen om krig kan altså ikke stå alene som en
forklaring på det europæiske mirakel. Det er netop her, den
anden historiske udvikling, som middelalderens splittelse
mellem kirke og stat banede vejen for, kommer ind i bil-
ledet.
Jeg argumenterer i denne bog for, at krigspressets
virkninger var betinget af forekomsten af stærke samfunds-
grupper, der kunne balancere kejsere, konger og fyrster –
altså af grupper, der kunne vogte vogterne.
De europæiske magthavere navigerede i en social
sammenhæng, hvor adelen, de gejstlige og byernes eliter
havde egne økonomiske og militære ressourcer og desuden
ofte var selvstyrende. Magthaverne var i denne situation
tvunget til at komme overens med disse grupper, når de
skulle reagere på truslen om krig. De var ikke stærke nok til
at presse deres vilje igennem – som oldtidens kinesiske her-
skere gjorde, og som de russiske tsarer senere skulle gøre. I
stedet forhandlede de europæiske monarker med de stærke
samfundsgrupper for at sikre deres økonomiske og militære
støtte. Modydelsen var blandt andet de parlamenter, næste
kapitel handler om.
20 INDHOLD

PARLAMENTERNES
TIDSALDER
VEJEN TIL RUNNYMEDE

Vi fortsætter ved at spole knap 140 år frem i tiden, til 1215.
Vi er ikke længere på en forblæst toskansk bakketop ved
vintertide, men på en engelsk eng om sommeren. Den 15.
juni 1215 tvang en gruppe engelske stormænd kong Johan
uden Land til at underskrive Magna Carta på engen Runny-
mede godt 30 kilometer vest for London.
Magna Carta var det, vi på dansk kalder en håndfæstning
eller et frihedsbrev, og det knæsatte frem for alt en række
friheder for adelen. Men frihedsbrevet etablerede samtidig,
at ingen fri mand kunne dømmes uden ved lov. Med andre
ord fastslog det, at kongen stod under og ikke over loven.
Optakten er også i dette tilfælde spændingsmættet.
Johan – den fra Robin Hood kendte prins John – havde i 1199
overtaget tronen efter sin bror, Richard Løvehjerte. Den en-
gelske konge herskede på denne tid over betydelige dele af
Frankrig, og i 1202 gerådede Johan i krig med den franske
konge, Filip August.
Krigslykken gik imidlertid Johan imod. I 1204 mistede
han herredømmet over en række franske provinser, her-
under Normandiet og Anjou, hvor Johans slægt kom fra –
deraf det lidet flatterende tilnavn ”uden Land”.
Johan kæmpede i de følgende år for at generhverve
INDHOLD 21

sine franske provinser. Men han kunne ikke få has på
Filip August, og i 1214 led han et forsmædeligt nederlag i
Nordfrankrig. Samtidig havde skatteudskrivningerne fået
modstanden til at syde hos de engelske stormænd.
En række stormænd havde blandt andet af denne grund
nægtet at deltage i Johans franske kampagne. Prestigeta-
bet, der fulgte af nederlaget i 1214, styrkede de oprørske
stormænd og gjorde en konflikt uundgåelig. Stormændene
rejste en hær, der erobrede London. Johan var, hvis han
ønskede at beholde sin trone, tvunget til at komme overens
med oprørerne. Resultatet var Magna Carta.
Der er som sådan intet unikt ved Magna Carta. Vi finder
lignende frihedsbreve over hele Vest- og Centraleuropa i
løbet af høj- og senmiddelalderen. Eksempelvis måtte de
fleste danske konger ved deres tronbestigelse underskrive
en håndfæstning, der sikrede specielt adelen men ofte også
andre samfundsgrupper betydelige rettigheder. Den første
håndfæstning blev underskrevet af Erik Klipping i 1282 – i
øvrigt efter flere årtiers strid mellem de danske konger og
kirken, personificeret ved ærkebiskop Jakob Erlandsen.
Traditionen varede ved, helt til Frederik den 3. gennemførte
enevælden i 1660.
MIDDELALDERENS PARLAMENTER
Frihedsbreve à la Magna Carta er i den forstand et karakte-
ristisk træk ved middelalderens Europa. Men Magna Carta
peger også frem imod et andet aspekt ved den europæiske
middelalder, der er yderst vigtig for vores historie. Friheds-
brevet indeholdt bestemmelser om, at skatteudskrivning
22 INDHOLD

kun kunne ske med stormændenes samtykke, og at et råd
skulle nedsættes for at overvåge, om kong Johan overholdt
aftalen.
Historikere har sporet det engelske parlament til disse
bestemmelser. Det engelske parlament kan i ubrudt linje fø-
res tilbage til højmiddelalderen, og det har i størstedelen af
denne periode haft sæde i Westminster i London. Parlamen-
tet i Westminster består endnu i dag af underhuset House of
Commons og overhuset House of Lords. Betegnelserne er en
mindelse om, at højadelen og de højgejstlige i middelalde-
ren sad i overhuset, mens de lavadelige og borgerskabet sad
i underhuset.
Det engelske parlament er givetvis det mest kendte af
middelalderens parlamenter. Men ganske som Magna Carta
var det en del af en mere generel udvikling, der kendeteg-
nede hele Vest- og Centraleuropa. Faktisk benævner visse
historikere perioden fra omkring år 1200 til Den Franske
Revolution som ”parlamenternes tidsalder”. Høj- og sen-
middelalderens politiske styreform var kendetegnet ved, at
samfundets eliter – de gejstlige, adelen, byernes eliter og
eventuelt bønderne – via parlamenterne udgjorde statssty-
ret sammen med konger, kejsere eller fyrster.
Der var stor forskel på, hvor betydningsfulde parlamen-
terne var. Nogle steder var monarkerne forpligtede på at
sammenkalde dem efter et bestemt tidsrum, for eksempel
en gang hvert år. Andre steder kunne monarkerne indkalde
parlamentet efter behag. Derudover varierede omfanget
af parlamenternes beføjelser meget. Kernen var ganske
vist den samme overalt. Parlamenterne skulle godkende
INDHOLD 23

udskrivelsen af nye skatter, og de blev derfor indkaldt, når
monarkerne ville føre krig eller frygtede, at en krig stod for
døren.
Men mange parlamenter havde betydeligt videre
beføjelser. Flere steder i Vesteuropa skulle de således
erklære krig, for at monarkerne kunne få lov til at drage i
felten. I nogle områder var der derudover tale om en reel
lovgivningsmagt: Nye love skulle simpelthen godkendes i
parlamenterne.
Endelig var visse parlamenter kendetegnet ved, at de
ikke blot udskrev og inddrev skatter, men også førte kontrol
med, hvordan de indkrævede midler blev brugt. Og vi fin-
der nogle få eksempler på parlamenter, der ligefrem havde
ret til at udpege monarkerne, i særdeleshed når tronen stod
tom, efter at en mandslinje var uddød.
ET VUE UD OVER EUROPA

De første egentlige parlamenter – med en direkte repræ-
sentation af udvalgte samfundsgrupper – opstod omkring
år 1200. Som den engelske historiker A.R. Myers har vist,
førte England ikke an i denne udvikling. I stedet er det på
den iberiske halvø, historien om parlamenterne tager sin
begyndelse.
Det tidligst dokumenterede parlament, med deltagelse
af gejstlige, adelen og byerne, blev indkaldt i det lille span-
ske kongerige León i 1188. León blev snart efter forenet
med sin mere kendte nabo Castilien, og de to områder fik
derfor et fælles parlament, den såkaldte Cortes. Castiliens
Cortes skulle i løbet af 1500- og 1600-tallet vise sig tandløs
24 INDHOLD

i mødet med de spanske kongers forsøg på at centralisere
magten. Men i 1300- og 1400-tallet var der tale om et ret
stærkt parlament, hvor der herskede fuldstændig ytringsfri-
hed og politisk immunitet for blandt andet byernes repræ-
sentanter.
Endnu mere potent var den tilsvarende Cortes i nabo-
landet Aragonien. Eller rettere de tilsvarende parlamenter
i Aragoniens tre sammensvejsede kongeriger: Catalonien,
Aragonien og Valencia. I disse dele af vor tids Spanien var
parlamenterne medlovgivere sammen med ret svage mo-
narker.
I Frankrig finder vi ret tidligt et nationalt parlament, de
såkaldte Generalstænder. Dette parlament mistede fra mid-
ten af 1400-tallet gradvist sin indflydelse, og i 1614 blev det
indkaldt for sidste gang før Ludvig den 16.s skæbnesvangre
indkaldelse af Generalstænderne i 1789, der indvarslede
Den Franske Revolution. Til gengæld fandtes der i Frankrig
parlamenter på regionalt niveau, der levede videre i bedste
velgående, ofte helt frem til 1789.
I det nuværende Tyskland fandtes en ren mosaik af
Landtage i de enkelte stater. Der findes flere eksempler på
tyske parlamenter, der mødtes regelmæssigt, havde mono-
pol på at udskrive skatter og erklære krig, ja, nogle steder
kunne de tyske parlamenter ligefrem afsætte deres monark,
hvis vedkommende ikke levede op til sine forpligtelser.
Endnu stærkere end de tyske landdage var parlamenter-
ne i de højt urbaniserede Nederlande, dvs. det nuværende
Holland og Belgien. Disse områder udgjorde en del af
det europæiske ’bybælte’, der via Vesttyskland og Schweiz
INDHOLD 25

strakte sig videre til Nord- og Mellemitalien. Det var da
også byerne, der fuldstændigt dominerede parlamenterne
i størstedelen af dette område – ofte i et sådant omfang,
at adelens deltagelse nærmest var symbolsk. I provinsen
Hollands parlament havde adelen – det såkaldte ridderschap
– således kun én stemme, mens 18 byer havde en hver.
I Centraleuropa fandtes også parlamenter, ja, faktisk
finder vi nogle af de stærkeste og vigtigste af slagsen i den
vestlige kristenheds to forposter, Polen og Ungarn.
Det polske parlament, Sejm, havde i udgangspunktet
både adelen, de gejstlige og byerne repræsenteret, men med
tiden blev adelen stort set enerådende, samtidig med at
parlamentet stort set blev enerådende i den polske stat. Det
ungarske parlament opnåede aldrig helt den samme magt
som det polske, men også her kom adelen til at dominere.
Endelig er der Skandinavien, der adskiller sig fra de
fleste andre områder ved, at de frie bønder i perioder var
repræsenteret i parlamenterne. 1600-tallets nederlag i sven-
skekrigene svækkede imidlertid den danske Rigsdags og den
danske adels prestige, og det var på denne baggrund, at det
i 1660 var muligt for Frederik den 3. at indføre enevælden.
Herefter blev Rigsdagen ikke indkaldt længere, og Dan-
mark gik fra at have en af de svageste kongemagter og et af
de stærkeste parlamenter i Europa til at kunne fremvise den
stik modsatte kombination.
Anderledes gik det på den anden side af Sundet. Kong
Gustav Adolf styrkede i 1600-tallet den svenske Riksdag,
der som noget unikt havde deltagelse af ikke blot bon-
destanden, men også – i perioder – minearbejderne. Det
26 INDHOLD

svenske parlament udviklede sig herefter til et af de absolut
stærkeste i Europa. Under den såkaldte Frihedstid i 1700-tal-
let var det reelt Riksdagen, der regerede Sverige. Magten
skiftede i denne periode mellem to forløbere for moderne
partier: ”hattene”, der stod for en aggressiv udenrigspolitik,
og ”huerne”, der i stedet søgte samarbejde med stormagter
som England og Rusland.
MED LOV SKAL LAND BYGGES

Den europæiske middelalder var mere generelt gennem-
syret af forestillingen om, at kongen var bundet af loven.
”Med lov skal land bygges”, som det karakteristisk for perio-
den lyder i fortalen til Valdemar Sejrs Jyske Lov fra 1241.
Det er værd at bemærke, at Europa – eller mere præcist
Vest- og Centraleuropa – på dette punkt adskiller sig fra
stort set alle verdens øvrige store civilisationsområder. Den
økonomiske historiker Eric L. Jones har sagt det på den
måde, at Europa var ”ene om den politisk bemærkelsesvær-
dige bedrift at lægge en dæmper på vilkårlig magtudøvelse”.
Parlamenterne udgør selve kernen i denne retstradition.
Disse institutioner var nemlig de eneste, der var i stand til
systematisk at tøjle magthaverne. Mange forskere argumen-
terer for, at det europæiske mirakel ikke kan forstås uden
denne udvikling. Opkomsten af middelalderens parlamen-
ter kan således udlægges som en nødvendig betingelse for,
at retsstaten, demokratiet og velstanden i første omgang
kunne vinde indpas i Europa.
INDHOLD 27

ADELEN
OG
BYERNE
EN STRID OM SKATTER
For at forstå, hvorfor og hvordan parlamenterne opstod,
må vi atter bevæge os tilbage i England i 1200-tallet. Mere
præcist til 1264 og det første egentlige engelske parlament,
hvis eksistens de fleste historikere tilskriver en adelsmand
ved navn Simon de Montfort.
De Montfort udgik af en fransk adelsslægt, der via
ægteskab havde godser i England. Til trods for sin status
som outsider blev han en af Englands mest indflydelsesrige
mænd. I 1238 blev han ligefrem gift ind i den kongelige
familie; og året efter stod han gudfar til Henrik den 3.s
førstefødte, prins Edward.
Efterfølgende kølnedes forholdet til Henrik den 3., og
de Montfort førte et stormomsust liv, hvor han i flere om-
gange forlod England som følge af konflikter med kongen
og blandt andet involverede sig i korstog. Men i 1263 finder
vi ham tilbage i England i spidsen for stormændenes parti,
der havde hejst oprørsfanen imod Henrik den 3.
Henrik havde helt tilbage i 1216 som niårig overtaget
tronen efter sin afdøde far, Johan uden Land. Også ved
den lejlighed var stormændene i oprør. Men det lykkedes
Henriks rådgivere at gyde olie på vandene. Midlet var dels
28 INDHOLD

med jævne mellemrum at genudstede Magna Carta, dels at
indkalde stormændene til forløberen for det senere engel-
ske parlament, hvor de fik mulighed for at give deres besyv
med, når det gjaldt vigtige regeringsanliggender.
Denne udvikling førte i 1230’erne til et princip om, at
skatter kun kunne udskrives med samtykke hos stormænde-
ne. Det var ganske vist ikke sådan, at 1200-tallets engelske
stormænd kunne nægte at godkende skatter, hvis disse var
nødvendige for at forsvare riget. Men de kunne bestride
denne nødvendighed, og det gjorde de jævnligt.
Eksempelvis faldt det stormændene for brystet, at
Henrik i flere omgange udskrev skatter med henblik på at
generobre de franske provinser, farmand havde sat over
styr. Endnu større mishag vakte Henriks kampagne for at
få sin andenældste søn, Edmund, på den sicilianske trone.
Kampagnen forudsatte nemlig, at Henrik betalte paven en
meget stor sum for at få overdraget retten til Sicilien, og for
at dække denne sum udskrev han en serie af ekstraordinære
skatter.
I 1260’erne førte konflikten om skatteudskrivningerne
til en egentlig militær konfrontation mellem stormændene
og kongen, hvor de Montfort anførte stormændenes parti.
Den 14. maj 1264 besejrede de Montforts tropper Henrik
den 3. i slaget ved Lewes, tog kongen og kronprinsen til
fange, greb magtens tøjler og indkaldte i 1265 det siden så
berømte parlament, der er kommet til at bære hans navn.
Historien om de Montforts parlament illustrerer to
vigtige sider af forholdet mellem adelen og monarkerne i
middelalderens Europa. For det første, at nye skatter i stor-
INDHOLD 29

mændenes øjne krævede samtykke. Denne ’statslære’ skulle
kaste lange skygger. Over 500 år senere møder vi eksem-
pelvis et ekko i de amerikanske frihedskæmperes berømte
politiske slagsord: ”No taxation without representation”, altså
ingen beskatning uden politisk repræsentation.
For det andet at det var krigspres og det tilhørende
behov for at udskrive skatter, der førte til de første egentlige
parlamenter i 1200-tallet, hvor stormændenes repræsen-
tanter kunne forhandle med kongen og eventuelt nægte at
imødekomme hans ønsker.
EUROPAS KRIGERKASTE
De engelske stormænd, der fylkedes under de Montforts
fane, udgjorde en yderst selvbevidst højadel. De var efter-
kommere af den ’sejrende krigerkaste’, Vilhelm Erobreren
bragte med sig fra Normandiet, da han i 1066 erobrede
England ved at besejre den engelske kong Harold Godwin-
son ved Hastings.
Men Englands normanniske adel var ikke den eneste
selvbevidste krigerkaste i Vest- og Centraleuropa. I Syd-
europa havde en tilsvarende normannisk adel i 1000-tallet
sat sig fast på Sicilien og i Syditalien. Frankrig havde sin
sværdadel, noblesse d’épée, der også delvist lod sig spore
tilbage til et germansk erobrerfolk, nemlig frankerne.
På den iberiske halvø finder vi de hidalgos, der helt frem
til den endelige sejr i 1492 førte an i kampen mod musli-
merne under ”Generobringen”, Reconquista. Faktisk finder
vi i højmiddelalderen en stærk adel over stort set hele Vest-
og Centraleuropa.
30 INDHOLD

Den eneste større undtagelse er det europæiske ’by-
bælte’, jeg nævnte i forrige kapitel. I dette område domine-
rede byerne, og det lykkedes gradvist byeliterne at stække
stormændene, der residerede i borge uden for bymurene,
eller ligefrem få dem til at flytte inden for bymurene og
blive en del af byernes politiske liv. Men uden for bybæltet
var adelen en uomgængelig del af middelalderens stats-
styre. I alle tilfælde var adelens status oprindeligt begrundet
i, at den skulle bistå monarken i krig.
Vesteuropas kronede hoveder opererede altså i en kon-
tekst, hvor adelen bød dem trods, både i det store og i det
små. Vi kan få syn for sagn ved nok engang at vende tilbage
til historien om Simon de Montfort. Længe inden Slaget
ved Lewes, tilbage i 1250’erne, forsøgte Henrik den 3. at
få ram på de Montfort ved at få ham dømt – på tvivlsomt
grundlag – ved rigets højeste domstol, det vil sige af de
øverste adelsmænd samlet i Peers of the Realm.
De Montfort blev imidlertid frikendt af sine adelige
kolleger. Episoden er i sig selv banal. Men den udgør ét i en
ren perlerække af eksempler på, at Vest- og Centraleuropas
monarker ikke uden videre kunne skaffe sig af med obster-
nasige adelsmænd, der søgte beskyttelse i loven. I hvert fald
ikke, hvis disse havde deres standsfæller i ryggen.
Den franske filosof Montesquieu forfægtede i sit stor-
værk Om Lovenes Ånd fra 1748 ligefrem det synspunkt, at
det var adelen, der ved at modbalancere konger og fyrster
sikrede den vestlige frihedstradition. Denne påstand blev
senere taget op af Montesquieus landsmand, Alexis de
Tocqueville. Ja, den udgør faktisk en præmis for Tocquevil-
INDHOLD 31

les berømte forsøg på at forstå forudsætningerne for såvel
det nye amerikanske demokrati som Den Franske Revolu-
tion.
ADELEN BLIVER FOR STÆRK

Det er imidlertid oplagt, at adelen også kunne blive for
stærk. I lande som Polen og Ungarn finder vi eksempler på
en adel, der endte med at svække kongemagten fundamen-
talt – og fuldstændigt underkue det store befolkningsflertal,
der var bønder. Midlet var netop det parlament, adelen selv
dominerede.
Faktisk finder vi Europas to måske mest standsbevidste
grupper af adelsmænd i Polen og Ungarn. I 1386 var Polen
og Litauen blevet forenet i en personalunion under den
litauiske Jagielloslægt. Dermed blev et storrige, der i perio-
der nåede fra Østersøen til Sortehavet og inddrog størstede-
len af det nuværende Polen, Litauen og Ukraine, skabt.
Det var i dette storrige, den polsk-litauiske adel, Sz-
lachta’en, boltrede sig. Szlachta’en er enestående i Europa
på grund af sin størrelse. Det er blevet anslået, at mellem 8
og 12 % af indbyggerne i Polen-Litauen tilhørte adelen. Til
sammenligning var det tilsvarende tal i England og Frankrig
angiveligt 2-3 %.
Szlachta’en tiltog sig i løbet af middelalderen stadig
mere magt, dels på de polsk-litauiske kongers, dels på
de polske byers bekostning. Denne udvikling lader sig
aflæse i udviklingen af det polske parlament, Sejm. Langt
op i 1500-tallet havde de polske parlamenter deltagelse af
32 INDHOLD

repræsentanter for byerne. Men efter 1600 var kun adelen
repræsenteret.
Samtidig tiltog parlamentet sig stadig større magt-
beføjelser. Tingenes tilstand udartede dertil, at et eneste
medlem af parlamentet kunne afvise ethvert lovforslag og
ligefrem sende parlamentet hjem ved at råbe Nie pozwalam!
– ”Jeg tillader det ikke!”. Denne frie adgang til at nedlægge
veto endte med at lamme den polske kongemagt – og bane
vejen for Polens delinger mellem de stærkere nabolande
Rusland, Preussen og Østrig-Ungarn. Det er spottende
blevet sagt om Polen, at landet ikke blev likvideret, men
snarere begik selvmord.
Den ungarske adel skal spores tilbage til det nomade-
folk, magyarerne, der omkring år 900 invaderede Europa
under deres første konge, Arpad. Magyarerne hærgede i
årtier Vest- og Centraleuropa, helt til Alsace og Provence
nåede deres hære. Men i 955 satte den tysker kejser Otto
den Store en stopper for deres hærgen ved at besejre dem
på Lechfeld i det nuværende Bayern. Magyarerne fortsatte
deres hærgen på Balkan, men senest i 970’erne slog de sig
ned i det nuværende Ungarn.
Den magyariske adel opfattede sig selv som den ungar-
ske nations politiske ledere, og ganske som i Polen endte
den med fuldstændigt at dominere et parlament, der tiltog
sig stadig større magt på monarkernes bekostning. Den
deraf følgende politiske dominans varede ved helt frem
til 1848, og så sent som i tiden mellem Første og Anden
Verdenskrig var overklassens politiske magt større i Ungarn
end noget andet sted i Europa.
INDHOLD 33

Den anden side af mønten er, at bønderne i Polen og
Ungarn blev undertrykt i en grad, vi ikke finder længere
mod vest. Faktisk blev livegenskabet, altså bøndernes
stavnsbånd til bestemte godser, intensiveret i Polen og Un-
garn, netop som det begyndte at blive opløst i Vesteuropa.
Når udfaldet blev et andet i Vesteuropa, skyldes det
blandt andet, at monarkerne heller ikke selv var uden res-
sourcer. Den sidste spiller i stykket om parlamenterne er
den gruppe, monarkerne ofte endte med at alliere sig med
for at af balancere adelen: de frie byer.
STADTLUFT MACHT FREI

Vesteuropas byer var i middelalderen ikke blot økonomiske
og administrative centre, som tilfældet var i eksempelvis
de asiatiske imperier. De var også politiske centre i den
forstand, at byerne enten havde selvstyre eller var decideret
uaf hængige. Den gængse betegnelse for disse byer er, at de
var ”frie”.
Et af de mest berømte vidnesbyrd om middelalderens
frie byer finder vi i det tyske juridiske princip, Stadtluft
macht frei nach Jahr und Tag. Udsagnet henviser til et bestemt
aspekt ved byernes rettigheder, nemlig det forhold at
enhver, der kunne dokumentere at have opholdt sig inden
for byens mure i over ét år, fik status som fri. En bortløben
livegen kunne dermed sikre sin frihed gennem et sådant
ophold inden for byernes mure.
Det definerende træk ved en fri by var, at dens borgere
– eller mere præcist et udsnit af dens borgere – valgte de
embedsmænd, der styrede byen. Byerne var altså selvsty-
34 INDHOLD

rende. De frie byer fandtes både i Vesteuropa og i dele af
Central- og Østeuropa. Men rigtigt stærke var de kun mod
vest.
Som den engelske politolog David Stasavage har vist,
opstod flertallet af de frie byer før år 1200, og der opstod
stort set ikke flere frie byer efter år 1300. Dermed var by-
erne allerede en del af det europæiske miljø, da parlamen-
terne gjorde deres entré efter år 1200.
Den tyske sociolog Max Weber er en blandt mange
forskere, der har hæftet sig ved de middelalderlige byers
autonomi. Den så han som en af flere forudsætninger for
opkomsten af den moderne stat og den moderne markeds-
økonomi i Europa.
Mere konkret kan vi argumentere for, at Vesteuropas
byer bidrog til at etablere de parlamenter, jeg beskrev i
forrige kapitel. Byernes eliter kæmpede naturligvis for at
sikre deres egne politiske og økonomiske interesser. To mål
stod ifølge den italienske sociolog Gianfranco Poggi som de
vigtigste: for det første at få en garanti for deres allerede ek-
sisterende rettigheder, for det andet at sikre en vedvarende
indflydelse via politisk repræsentation.
Disse to strømme flød sammen i middelalderens parla-
menter. For byerne var parlamenterne ikke blot en måde
at sikre egne privilegier på, men også et middel til at styrke
’statsmagten’ på feudalherrernes – dvs. adelens – bekost-
ning. Parlamenterne gjorde det således muligt at nedbringe
den juridiske vilkårlighed, der er så ødelæggende for kom-
merciel aktivitet, de frie byers hjerteblod.
Byerne havde her en trumf i ærmet. Deres velstand
INDHOLD 35

tillod dem at inddrive skatter, som kongemagten kunne
bruge til at føre krig for. Omkring år 1100 oversteg skat-
teindtægterne fra Siciliens hovedby, Palermo, angiveligt
den engelske konges samlede skatteindtægter – og i flere
århundreder derefter kunne italienske byer som Firenze,
Genova og Venedig rejse større summer til krigsførelse end
mange af Vesteuropas konger.
Vesteuropas monarker havde derfor en interesse i at
invitere byernes repræsentanter til deres parlamenter – og
til at give dem indrømmelser til gengæld for deres skat-
tekroner. Byeliterne blev dermed en af de drivende kræfter
i den proces, der gjorde middelalderens parlamenter til et
vedvarende træk ved statsstyret i store dele af Europa.
36 INDHOLD

EUROPAS
MÆGTIGSTE
MAND
EN STRID OM EN VANDMØLLE
I anden halvdel af 1500-tallet havde Europas magthavere
blikket stift rettet imod Spanien. Eller rettere sagt imod
Filip den 2. af Castilien, der 16. januar 1556, 26 år gammel,
havde overtaget de spanske troner fra sin far, kejser Karl
den 5.
Det med ”troner” skal tages helt bogstaveligt. Blot få
generationer tidligere var Spanien blevet skabt ved en sam-
menlægning af kongerigerne Castilien og Aragonien. Filip
var nu direktør for det hele, herunder Aragoniens besiddel-
ser i Syditalien, Napoli og Sicilien og de spanske erobringer
i Latinamerika, i særdeleshed Mexico og Peru.
Derudover arvede Filip fra Karl den 5. af huset Ha-
bsburg de rige Nederlande samt den tilhørende ’spanske
korridor’ i det nuværende Østfrankrig. En sidste fædrene
arv var hertugdømmet Milano i Norditalien. Som en lille
nebengesjæft var Philip fra 1554 til 1556 konge af England
og Irland takket være sit ægteskab med Mary Tudor. Eller
”Bloody Mary”, som hun blev kendt som på grund af sin
forkærlighed for at henrette protestanter.
Endelig opkastede Filip sig i 1581 til konge af Portugal
og fik derved også de portugisiske kolonier, herunder Bra-
INDHOLD 37

silien, i sin besiddelse. Helt til Filippinerne – meget sigende
opkaldt efter Filip – strakte hans rige sig, om hvilket man
sagde, at der gik solen aldrig ned.
Man kunne let forledes til at tro, at en så mægtig konges
ord var lov. Realiteten var imidlertid en anden. Filip rege-
rede, som den engelske historiker Geoffrey Parker har vist i
en biografi, på en måde, der var meget anderledes end den,
vi normalt forbinder med despotiske selvherskere.
Filip var berømt for stort set aldrig at forlade Casti-
lien. En af de få undtagelser var årene 1549-51, som den
dengang vordende konge tilbragte i Nederlandene. Under
opholdet blev han betaget af såvel hof kulturen som byg-
ningsværkerne og slotsparkerne i de nordlige provinser.
Da Filip som 24-årig vendte tilbage til Castilien, beor-
drede han straks sine arkitekter til at ombygge sine paladser
og parker efter nederlandsk forbillede. Der blev importeret
træer, buske og blomster – ja, sågar havearkitekter – fra
Nederlandene og dyr til en zoologisk have fra Afrika.
Floder blev omdirigeret for at skaffe vand til søer og
vandløb. Stoltest var Filip over sit storslåede parkanlæg ved
det kongelige slot i Aranjuez syd for Madrid, hvor skygge-
fulde vandrestier og store plæner fandtes side om side med
et øhav skabt ved hjælp af vand fra floden Tajo.
Der var imidlertid en slange i paradiset. Længere oppe
ad floden lod hertugen af Cifuentes i 1558 en vandmølle
opføre. Ifølge Filip, der i mellemtiden var avanceret til
konge, reducerede vandmøllen tilstrømningen af vand til
anlægget i Aranjuez. Han beordrede derfor hertugen til at
lade vandmøllen fjerne.
38 INDHOLD

Det nægtede Cifuentes, og Filip så ikke anden udvej end
at indbringe tvisten for den lokale domstol i Toledo. I 1571
kendte Toledo-domstolen til fordel for Filip. Men hertugen
appellerede til den højere retsinstans i Valladolid, Castiliens
gamle hovedstad. Filip var rasende, for han havde nu længe
manglet vand til sit elskede anlæg i Aranjuez. Han beordre-
de derfor domstolen i Valladolid til straks at få ekspederet
sagen. Men heller ikke dengang udmærkede retsvæsenet
i Sydeuropa sig ved sin hastighed. Domstolen i Valladolid
var ikke sådan at skynde på, og otte år senere, i 1579, var
tvisten stadig ikke afgjort.
FILIPS GENVORDIGHEDER
Don Quixote er altså ikke den eneste spanier, der forgæves
har kæmpet imod møller. Og beretningen om vandmøllen
ved Tajo er endda hentet fra Filips kernebesiddelser i Casti-
lien. Langt mindre magt havde han i sine andre kongedøm-
mer, herunder Aragonien i den vestlige del af Spanien.
Her havde Filip helt tilbage i 1550’erne set sig sur på
hertugen af Ribagorza, der forvaltede et af de største len
i Aragonien, men hvis ret til lenet var omtvistet. Filip
forsøgte på denne baggrund at afsætte hertugen, og han
fik opbakning fra de fleste af Ribagorzas vasaller. Men
Ribagorza bekæmpede med stor succes både kongemagt
og egne vasaller i en række retssager. Først i 1594 – efter
næsten to generationers juridisk tovtrækkeri – lykkedes det
endelig at få sat hertugen fra bestillingen.
Vi har altså her to eksempler på, at Europas mægtigste
mand ikke var så mægtig endda. Han kunne ikke få fjernet
INDHOLD 39

en irriterende vandmølle eller afsætte en obsternasig gods-
ejer uden at skulle igennem langstrakte juridiske tovtræk-
kerier, der i øvrigt ikke nødvendigvis faldt ud til hans fordel.
Det er værd at nævne, at de spanske habsburgere i
århundrederne efter 1500 stækkede vingerne på parlamen-
terne i først Castilien og senere også i Aragonien. Spanien
under Filip den 2. er således et eksempel på den enevælde,
der vandt indpas i store dele af Europa efter 1500.
I stater som Frankrig, Spanien og Preussen blev parla-
menterne først ignoreret og siden simpelthen afskaffet. Til
listen kan vi i øvrigt tilføje Danmark, hvor enevælden i 1660
markerede en brat død for den før så mægtige Rigsdag.
Historien er som bekendt spækket med eksempler på
despoter, der har regeret efter forgodtbefindende uden at
være begrænset af andet end deres ressourcer. Når vi i dette
kapitel har lagt vejen omkring Filip den 2., er det for at vise,
at 1500-tallets europæiske monarker ikke havde helt så frie
tøjler.
Filips problemer med de to hertuger er et billede på, at
Europas konger og kejsere gebærdede sig under forhold,
der begrænsede deres magt – selv under den vordende
enevælde. Enevældens komme betød, at de nationale parla-
menter mange steder ikke længere blev indkaldt. Men det,
der ofte bliver kaldt ”sekundære institutioner” – herunder
regionale parlamenter og domstole – overlevede. Det sam-
me gjorde en lang række af de privilegier, som de vigtigste
samfundsgrupper havde tilkæmpet sig i middelalderen.
Jeg har allerede nævnt, at Montesquieu så disse instituti-
oner og rettigheder som et skjold imod kongemagten. Den
40 INDHOLD

vigtige pointe er, at Europas enevældige konger og fyrster
var langt mere begrænsede i deres magtudøvelse end det,
vi finder i eksempelvis Asiens storriger. De stærke sociale
grupper og politiske institutioner bidrog dermed – med
Max Webers formulering – til at rationalisere og i øvrigt
civilisere statsmagten.

DEN EUROPÆISKE COCKTAIL
Genkald gerne det lille tankeeksperiment, jeg lancerede i
første kapitel: forestillingen om at leve i en verden præget
af magtbrynde, elendighed og de stærkes ret. Størstedelen
af den historie, vi har skriftlige vidnesbyrd om, er en fortæl-
ling om sådanne mistrøstige forhold, i hvert fald for menig-
mand. Oceanernes have er ikke andet end en optegnelse
over historiens tårer, som det er blevet sagt.
Det europæiske mirakel er historien om, hvordan
denne onde cirkel blev brudt. Det er samtidig historien
om uaf hængige samfundsgrupper, der kunne af balancere
magthaverne. Det er ikke uden grund, at de stærke sam-
fundsgrupper i Vest- og Centraleuropa er blevet udlagt som
forudsætningen for den vestlige frihedstradition. Ifølge den
engelske filosof Ernest Gellner var det ud af disse grupper,
at det europæiske civilsamfund opstod.
Hermed blev der skabt sociale domæner, der var
uaf hængige af magthaverne; grupper, der kunne vogte
vogterne. Det første og mest fundamentale uaf hængige
domæne var naturligvis kirken. Men også adelen og byerne
gjorde, som vi har set i de foregående kapitler, deres til at
INDHOLD 41

skabe en modvægt til kongemagten. Endelig tiltog lokalen-
heder såsom sogne sig en høj grad af autonomi.
Middelalderens parlamenter kan på mange måder
opfattes som en institutionalisering af den deraf følgende
magtbalance mellem magthaverne og de stærke samfunds-
grupper, i særdeleshed de gejstlige, adelen og byerne.
Netop fordi monarkerne ikke var stærke nok til at mobili-
sere samfundets ressourcer uden om de vigtigste samfunds-
grupper, førte statssystemets mekaniske pres til rettigheder
for bestemte grupper og til parlamenter.
Denne cocktail havde vedvarende virkninger. En god
illustration heraf finder vi i en skelsættende historisk ud-
vikling, jeg slet ikke har berørt, nemlig den protestantiske
reformation i 1500-tallet. Protestantismen var ifølge socio-
loger som Max Weber en forudsætning for den moderne
markedsøkonomi, og i den nyeste forskning er den også
blevet tillagt stor betydning for den moderne stats og det
moderne demokratis komme.
Hvordan passer protestantismen ind i den historie, jeg
har fortalt på de forudgående sider? Vi kan starte med at
konstatere, at reformationen stort set er utænkelig uden
den forudgående udvikling, der startede ved Canossa i
1077. Reformationen var i høj grad en reaktion på den po-
litiske rolle, paven havde tiltaget sig i sit forsøg på at hævde
sig over sekulære magthavere. Dertil kommer, at de prote-
stantiske reformatorers tanker spredte sig som en steppe-
brand på tværs af Europas mange selvstyrende lokaliteter,
herunder i det europæiske bybælte.
Endelig var det fraværet af én overordnet europæisk
42 INDHOLD

autoritet, der gjorde det svært at kvæle reformationen igen.
I Nordeuropa og England omfavnede konger og fyrster
den nye lære netop for at svække kirken og den habsburg-
ske stormagt i Madrid og Wien, herunder Karl den 5. og
Filip den 2, som vi lagde vejen omkring tidligere. Og da
habsburgerne i 1600-tallet sammen med den katolske kirke
igangsatte et storstilet forsøgte at rulle protestantismen
tilbage – den såkaldte modreformation – satte stormagts-
balanceringen for alvor ind. Det katolske Frankrig allierede
sig i flere omgange med protestantiske fyrster som svenske
kong Gustav Adolf for at forhindre habsburgerne i at blive
kontinentets dominerende magt.
Paradoksalt nok kan vi derfor sige, at paver som Gregor
via deres forsøg på at vriste magten fra monarkerne i høj-
middelalderen banede vejen for den katolske kirkes største
udfordrer. Og dermed yderligere bidrog til den politiske og
religiøse splittelse, der befordrede det europæiske mirakel.
BAGSTRÆBERISKE ELITER
Men har renæssancens og oplysningstidens kritiske syn på
middelalderen slet ikke noget på sig? Var der trods alt ikke
brug for en kost, der kunne feje dele af det middelalderlige
skrald væk?
Her vil jeg ile med at svare bekræftende. Det er vigtigt
at holde sig for øje, at middelalderens forståelse af rettighe-
der hvilede på privilegier og ikke på de universelle borger-
rettigheder, vi forbinder med den moderne retsstat og det
moderne demokrati.
Privilegier – bogstaveligt talt ’private love’ – stiller be-
INDHOLD 43

stemte grupper eller personer bedre end andre. Eksempel-
vis blev adelen og de gejstlige i store dele af Europa fritaget
for beskatning, mens indbyggerne i de mange selvstyrende
byer var underlagt andre regler end landbefolkningen uden
for murene.
Det vil næppe komme som en overraskelse, at privilege-
rede grupper kæmper med næb og klør for at bevare deres
særstatus, deres ’private love’. I denne bog har jeg udråbt
middelalderens privilegerede samfundsgrupper som en af
drivkræfterne bag den udvikling, der skulle føre Europa ind
på et andet spor end resten af verden.
Men de selvsamme grupper var i de fleste tilfælde bag-
stræberiske i 1700-, 1800- og 1900-tallets politiske strid om
universelle rettigheder, herunder den lige og almindelige
valgret. Det er mest åbenlyst i adelens tilfælde. Men også de
gejstlige og medlemmer af byernes lav var ofte modstan-
dere af universelle rettigheder, der per definition undermi-
nerede de fordele, de var født og opvokset med.
Såvel det moderne demokrati, den moderne retsstat
som den moderne markedsøkonomi – med ét ord det
moderne Europa – hviler på afskaffelsen af disse privilegier.
Kernen i retsstaten er lighed for loven, og demokratiet er i
sin moderne gestalt kendetegnet ved den lige og alminde-
lige valgret. Endelig kan markedsmekanismen kun fungere
effektivt, hvis barrierer for kommerciel aktivitet såsom
lavsprivilegier og andre monopoler fjernes.
Netop i denne forstand var det faktisk nødvendigt at feje
det middelalderlige skrald væk. Og ikke mindre væsentligt:
I 1800- og 1900-tallets politiske kampe var de standsgrup-
44 INDHOLD

per, denne bog har handlet om, ofte demokratiets, retssta-
tens og markedsøkonomiens fjender!
Min beretning på de forgående sider skal ikke ses som
et forsøg på at bagatellisere denne proces. Der var tale om
en serie af storstilede politiske kampe, hvor først borgerska-
bets og siden arbejderklassens repræsentanter bestandigt
mødte modstand fra konservative kræfter. Der var samtidig
tale om en proces, hvor de store gennembrud såsom den
amerikanske uaf hængighed i 1776, Den Franske Revo-
lution, de store liberale revolutioner i 1830 og 1848 samt
de vestlige demokratiers sejre i 1918 og 1945 blev fulgt af
mindst lige så mange – men midlertidige – tilbageslag. Det
er imidlertid en anden historie, der må berettes et andet
sted.
Her vil jeg i stedet – på falderebet – tillade mig at hamre
præmissen for denne Tænkepauser fast: Selve 1800-tallets
og 1900-tallets heroiske strid om universelle rettigheder kan
kun forstås på baggrund af de forudgående 800 års euro-
pahistorie! Den amerikanske politolog Brian M. Downing
siger det i en bog om krig og politisk forandring i Europa
på denne måde: Borgerrettighedsforkæmpere i det 18. og
19. århundrede ”udkæmpede nye slag, men som en del af
gamle krige”.
Det var arven fra middelalderen, der gjorde det muligt
at omkalfatre de europæiske samfund uden at sætte ret-
tighedstankegangen over styr. Middelalderens udvikling
af rettigheder for bestemte grupper var med andre ord en
forudsætning for, at disse rettigheder senere kunne blive
udstrakt til resten af befolkningen. Den italienske idéhisto-
INDHOLD 45

riker Guido de Ruggiero brugte for knap 100 år siden det
billede, at privilegierne blev bredt ud i en sådan grad, at de
blev annulleret.
Ifølge Ruggiero var årsagen til denne udvikling netop
den kombination, vi har hæftet os ved undervejs: at hver-
ken privilegerede grupper som adelen på den ene side eller
monarkerne på den anden side voksede sig stærke nok til
helt at gennemtvinge deres vilje. Det første ville ifølge Rug-
giero have skabt en smal og afgrænset elite, der undertrykte
alle andre, det andet en befolkning af slaver.
Eller for at konkretisere: Balancen mellem monarker og
samfundsgrupper gjorde, at Vesteuropa undgik såvel det
polsk-ungarske spor, hvor adelen blev enerådende, som det
russiske spor, hvor tsaren blev enevældig. Den sidste udvik-
ling er i øvrigt – for at blive i metaforen – endestationen for
denne bog.
46 INDHOLD

DET
RUSSISKE
SPEJL
PETER DEN LILLE

Den 19. november 1700 stod svenske og russiske soldater
ansigt til ansigt ved byen Narva i det nuværende Estland.
Konfrontationen var et led i Den Store Nordiske Krig,
der var brudt ud tidligere samme år. På den ene side stod
tsar Peter af Rusland, den danske kong Frederik den 4. og
Augustus den 2., kurfyrste af Sachsen og konge af Polen-
Litauen. På den anden side stod et fuldstændigt omringet
Sverige under den blot 18-årige Karl den 12.
Men Karl var ikke sådan at skræmme. Han indledte
krigen med en lynaktion mod Danmark-Norge. Med britisk
og hollandsk hjælp landede den unge svenske konge den 4.
august med sin hær ved Humlebæk nord for København og
tvang Frederik den 4. til at trække sig ud af krigen.
Derefter rettede Karl blikket mod østfronten, hvor Peter
i november havde omringet den svenske fæstning i Narva,
dengang en del af Sveriges omfattende Østersøbesiddelser.
2.500 svenske soldater forsvarede Narva, som Peter belej-
rede med op imod 40.000 mand.
Karl undsatte Narva med blot 8.000 soldater. Men
Peter skulle snart sande, at den 18-årige Karl var af samme
støbning som sin store forgænger, krigerkongen Gustav
INDHOLD 47

Adolf. Som ved Humlebæk tidligere på året viste Karl, at
han turde slå til på det helt rigtige tidspunkt. Den 19. no-
vember om morgenen var vejrliget præget af en snestorm,
der forhindrede en konfrontation mellem de svenske og de
russiske styrker. Men op ad dagen vendte vinden, således at
sneen blæste i retning af den russiske hær.
Karl angreb i den deraf følgende forvirring, og der
udbrød hurtigt kaos i de russiske rækker. Udgangen på
slaget blev en total sejr for den talmæssigt underlegne
svenske undsætningsstyrke, der undervejs blev forstærket
med Narva-garnisonen. Svenskerne mistede under 1.000
soldater, mens op imod 10.000 russiske soldater måtte lade
livet den dag. Yderligere 20.000 russere blev taget til fange
af Karl og hans sejrrige tropper.
Ved Narva blev den senere Peter den Store altså den
lille. Han overværede ikke selv nederlaget, idet han få dage
forinden var rejst væk for at tage sig af andre statsanliggen-
der. Men der er ingen tvivl om, at Peter skrev sig nederlaget
bag øret. Øretæven ved Narva udstillede, at den russiske
hær slet ikke kunne måle sig med en vesteuropæisk hær af
bedste kaliber, som den svenske ved denne tid var.
Peter drog den lære, at såvel den russiske statsmagt som
det russiske militær og den russiske økonomi var utids-
svarende – eller i hvert fald ude af stand til at realisere de
stormagtsdrømme, han nærede. Det var kort sagt neder-
laget ved Narva, der tilskyndede Peter til den reformiver,
hans regeringstid er blevet kendt for.
48 INDHOLD

PETERS REFORMER
Peter fokuserede i første omgang på at indføre en stående
hær af værnepligtige. For at finansiere hæren pålagde han
alle ikke-adelige russere en direkte skat. Inddrivelsen af
denne skat kunne kun blive effektiv, hvis rigets indbyggere
var registrerede – ganske som værnepligten også af hang
af sådanne opgørelser. Derfor lod Peter folketællinger
gennemføre, og han indførte indenlandske pas, der skulle
forhindre de skatte- og værnepligtige i at forsvinde under
statsapparatets radar.
Sideløbende afskaffede Peter alle traditionelle skranker
på tsarernes magt. Eksempelvis lagde han den ortodokse
kirke ind under staten. Den russiske gejstlighed var aldrig
lige så selvstændig som den katolske gejstlighed i Vest- og
Centraleuropa. Men under stærke patriarker såsom den
navnkundige Nikon i midten af 1600-tallet havde den orto-
dokse kirke i hvert fald udgjort en vis modvægt til tsarerne.
Peter fjernede denne potentielle begrænsning på sin
magt ved at fratage kirken dens delvise autonomi. Da den
siddende patriark døde, undlod Peter i første omgang at
udpege en ny. I 1721 lod han patriarkembedet afskaffe og
erstattede det med en såkaldt ”hellig synode”, der nok var
bemandet med gejstlige, men som blev overset af en officer
fra hæren. Kirken blev hermed en del af statsapparatet, og
Peter og hans efterfølgere havde hånd i hanke med kirkens
organisation, besiddelser og aktivitet.
Også adelens vinger stækkede Peter. Traditionelt havde
adelen været den stærkeste samfundsgruppe i det, der indtil
INDHOLD 49

Ivan den Grusomme i 1547 ophøjede sig selv til tsar, var
kendt som storfyrstendømmet Moskva.
Den russiske højadel, de såkaldte boyarer, havde rent
praktisk længe et meget stort ord at sige politisk. Der eksi-
sterede eksempelvis en stående rådgivende forsamling, en
boyar duma, som storfyrsterne i Moskva skulle tage i ed, før
de kunne udstede love eller underskrive traktater med frem-
mede magter.
Allerede under tsar Ivan den Grusomme blev dumaens
magt begrænset. Til gengæld påbegyndte Ivan traditionen
med at indkalde den såkaldte zemski sobor. I 1600-tallet
skulle denne forsamling, der aldrig for alvor var repræsen-
tativ, men som normalt havde deltagelse af både adelige,
gejstlige og byeliter, få stor betydning for tsarernes politiske
linje.
Det mest kendte eksempel er den zemski sobor, der i
1613 udnævnte Michael Romanov til tsar. Michaels efter-
kommer Peter havde imidlertid ikke brug for den slags råd-
givning, og efter hans reformer blev der aldrig igen indkaldt
en zemski sobor, ligesom han ikke fulgte traditionen for at
rådføre sig med boyarerne via dumaen.
KARLS RUSLANDSTOGT
Peters store reformprojekt vendte op og ned på Rusland.
I militær henseende er der ingen tvivl om, at reformerne
var virkningsfulde. Det skulle vise sig, da anden akt i den
russisk-svenske styrkeprøve begyndte.
Karl havde i årene efter sejren ved Narva besejret den
tredje og sidste deltager i Den Store Nordiske Krigs anti-
50 INDHOLD

svenske alliance: Augustus den 2., der inden opgøret med
Sverige herskede over Sachsen mod vest og Polen mod øst.
Karl havde dermed ryggen fri, da den svenske hær den 1.
januar 1708 krydsede grænsefloden Vistula og begyndte det
berømte Ruslandstogt.
Alt startede planmæssigt for Karl, der besejrede en serie
af russiske hære. Flere af disse sejre kom på trods af, at
svenskerne atter engang var talmæssigt håbløst underlegne.
Det mest berømte eksempel er nok sejren ved Holowc-
zyn nordøst for Minsk i juli 1708, hvor godt 12.000 svenske
soldater jog knap 40.000 russiske på flugt. Det var efter at
have modtaget nyheden om dette nederlag, at Peter – med
historien om den makedonske kong Alexander den Stores
sejrrige krig imod perserkongen Darius for godt 2.300 år
siden in mente – skal have ytret de berømte ord: ”Min bror
Karl ønsker at spille rollen som Alexander. Men han vil
opdage, at jeg ikke er nogen Darius”.
Og ganske rigtigt. For Karl skulle snart erfare, hvad også
Napoleon godt 100 år senere og Hitler knap 250 år senere
måtte sande: Imod den russiske vinter kæmper selv den
stærkeste hær forgæves. Peter brugte den brændte jords
taktik. Efter hvert nederlag trak russerne sig længere tilbage
i det enorme Rusland, samtidig med at de brændte bønder-
nes forråd og slagtede deres husdyr.
For at gøre ondt værre for svenskerne satte en usædvan-
lig hård vinter ind omkring årsskiftet 1708-9. Tusinder af
svenske soldater frøs og sultede ihjel, og da foråret endelig
kom, var der kun godt 20.000 svenske soldater tilbage ud af
de godt 40.000, der et år tidligere havde invaderet Rusland.
INDHOLD 51

I maj 1709 lykkedes det endelig den decimerede svenske
hær at engagere Peters hovedhær ved Poltava, dybt inde i
Ukraine. Som altid var Karls hær talmæssigt underlegen:
Omkring 16.000 svenske soldater stod denne gang over for
40.000 russiske.
Sådanne størrelsesforhold havde ikke forhindret Karl i
at sejre tidligere. Men denne gang var Karls hær i en ussel
forfatning. Vinterens strabadser kunne mærkes, og ved
Poltava vendte krigslykken. Peter anførte selv det russiske
infanteri, mens Karl lå såret efter en tidligere batalje og
måtte overdrage kommandoen til sin næstkommande-
rende. Denne gang blev Karl den lille, og efter slaget måtte
han hovedkulds flygte mod syd, til Ruslands fjende nummer
et: Osmannerriget. Først fem år senere lykkedes det ham at
komme tilbage til Sverige.
Ved Poltava forskertsede Karl altså, hvad han havde
vundet sig ved Narva. Den Store Nordiske Krig knuste de
svenske stormagtsdrømme i Nordeuropa, men skabte sam-
tidig en ny europæisk stormagt: Rusland. Efter den endelige
fredsslutning i 1721 lod tsar Peter sig udråbe til kejser og
tog tilnavnet ”den Store”.
En ny epoke i Europas historie var begyndt. I de næste
tre århundreder skulle det kejserlige Rusland spille en
hovedrolle i europæisk magtpolitik, mens Sverige gradvist
renoncerede på sine territoriale ambitioner langs Østersøen
og udviklede sig til vore dages skandinaviske småstat.
SO EIN DING MUSS ICH AUCH HABEN

Det var med Peter den Store på kommandobroen, at Rus-
52 INDHOLD

land gik fra at være en lokal stormagt på grænsen mellem
Europa og Asien til at være et europæisk imperium af første
klasse. For eftertiden står Peter da også som den regent,
der fik Rusland til at vende sig imod Vesten. Hans store
inspirationskilde var nordeuropæiske stater som Holland,
England og Sverige, og Peter er kendt som en, der forsøgte
at omskabe Rusland – og russerne – efter vestligt forbillede.
Mange er måske bekendt med historierne om, hvordan
Peter som ung mand rejste inkognito – som Peter Mik-
hailov – på besøg i Vesteuropa, arbejdede på hollandske
skibsværfter og skrev sig alting bag øret ud fra devisen so ein
Ding muss ich auch haben.
Eller historien om, hvordan Peter personligt klippede
skægget af boyarerne og tvang dem til at iføre sig vestlige
klæder. Lidt anakronistisk kunne det moderne Tyrkiets
grundlægger Kemal Atatürks besværgelse – ”der er kun én
civilisation”, nemlig den europæiske – lige såvel være sagt
af Peter.
Men det er vigtigt at forstå, at Peter ikke var Westernizer
i én meget betydelig henseende: Han forsøgte ikke at ind-
føre politiske friheder og juridiske rettigheder for borgerne.
Ja, faktisk forsøgte han ikke for alvor at gøre russerne til
borgere med et sæt af rettigheder og pligter.
Peters store projekt er ofte blevet udlagt som en be-
stræbelse på at omskabe det gamle moskovitiske autokrati
til oplyst enevælde. Det er i den forbindelse almindeligt
at fremhæve, at Peter – med den preussiske kong Frederik
den Stores berømte formulering – anså sig selv om statens
første tjener. Ved Poltava holdt han en opflammende tale
INDHOLD 53

for sine soldater, hvori han opfordrede dem til at kæmpe for
staten, ikke for ham som person.
Men den stat, de russiske soldater skulle kæmpe for, var
hævet over alt andet – og legemliggjort ved tsaren. Det var
netop i medfør af Peters reformer, at alle tidligere begræns-
ninger på tsarens magtudøvelse forsvandt. Boyarernes
duma, patriarkatet og zemski sobor; det hele var nu en del af
en i Peters øjne primitiv fortid.
I den forstand finder vi en betydelig kontinuitet med
den forudgående russiske politiske tradition, især som den
blev formuleret af tsar Ivan den Grusomme halvandet
århundrede tidligere. En lang række forskere har da også
påpeget, at mange af Peters tiltag pegede tilbage til 1500- og
1600-tallets lokale forlæg snarere end hen imod det Vest-
europa, han beundrede så meget. Den røde tråd er frem for
alt at finde i den måde, Peters reformer blev gennemført:
med tvang oppefra, ikke ved at inddrage samfundsgrupper
som partnere.
Herved adskiller Peter den Stores Rusland sig diametralt
fra middelalderens Vest- og Centraleuropa. Det er i denne
sammenhæng værd at holde sig for øje, at Ruslands refor-
mer forekom på en helt anden baggrund end de tidligere
vest- og centraleuropæiske.
Rusland havde simpelthen ikke det øvrige Europas
middelalderlige arv. Med Samuel P. Finers rammende
formulering var Rusland “i Europa men ikke en del af det”.
Finer påpeger mere specifikt, at Rusland aldrig kendte en
retsstatstradition som den vesteuropæiske og aldrig var
kendetegnet ved kontraktlige forhold mellem magthavere
54 INDHOLD

og samfundsgrupper. Dertil kommer, at de russiske byer
aldrig udgjorde en selvstændig kraft, og at vi ikke finder en
uaf hængig kirke i stil med den katolske.
Frem for alt var Peter den Store meget mindre ind-
skrænket i sin magtudøvelse end de vestlige enevældige her-
skere, der i samme periode forsøgte at modernisere deres
stater. Han var sandsynligvis sin epokes mindst begrænsede
europæiske regent, netop fordi der ikke var stærke sam-
fundsgrupper til at byde ham trods.
DEN ANDEN VEJ

Med Osmannerriget som en delvis undtagelse var Rusland
det første land, der forsøgte at duplikere den vestlige mo-
derniseringsproces. Men resultatet blev, også efter Peter den
Stores død i 1725, et noget andet end det, vi finder i Vest- og
Centraleuropa i samme periode.
Flere af de russiske tsarer og tsarinaer, der efterfulgte
Peter, var faktisk ganske reformvenlige. Listen – der ikke er
udtømmende – tæller Katharina den Store, hendes barne-
barn Alexander den 2. og hendes oldebarn Alexander den 3.
Der blev i de tre monarkers regeringsperioder fra mid-
ten af 1700-tallet og mere end 100 år frem gennemført be-
tydelige politiske, økonomiske og juridiske reformer. Den
vigtigste kom i 1861, da Alexander ophævede stavnsbåndet
og dermed gjorde de russiske livegne frie.
Derudover forsøgte skiftende tsarer at decentralisere
magten ved at reformere lokalforvaltningen og ved at æn-
dre det håbløst umoderne russiske retsvæsen. Men rigtigt
mange af disse reformer slog fejl. Et af de gennemgående
INDHOLD 55

problemer var, at der ikke var uaf hængige institutioner
såsom frie byer og lokale domstole at bygge på. Ej heller
var der stærke uaf hængige grupper i eksempelvis byerne.
Det viste sig derfor meget svært at kanalisere magten
nedad i systemet på en effektiv og regelbundet måde. Peter
den Stores forsøg på at reformere lokalforvaltningen efter
vesteuropæisk forbillede slog eksempelvis fejl, fordi der
ikke var noget lokalt initiativ at bygge på og ingen lokale
embedsmænd at rekruttere til projektet. Igen og igen endte
tsarerne derfor med at bruge godsejerne som deres agenter,
hvilket ikke var befordrende for en demokratisering nedefra
eller for at gennemføre universelle borgerrettigheder.
Samtidig var tsarerne nok interesserede i reformer, der
kunne styrke staten, økonomien og hæren. Men de gik
aldrig på kompromis med enevælden.
Herned er vi fremme ved en interessant pointe, der
peger frem imod vores tid. I dag er impulsen bag sådanne
reformer sjældent eller aldrig at finde i skelsættende mili-
tære nederlag såsom Peters ved Narva i 1700. Men Peter
den Stores model bliver stadig i udpræget grad fulgt i lande,
hvor der ikke eksisterer stærke sociale grupper, der kan
af balancere magthaverne.
Faktisk har sådanne ’moderniseringer fra oven’ været
den yndede tilgang blandt udemokratiske magthavere uden
for Europa i det 20. århundrede. Visse steder er disse mo-
derniseringer blevet kronet med succes. Det seneste eksem-
pel er naturligvis Kina, der siden 1980’erne har oplevet en
eksplosiv økonomisk vækst, som har løftet flere hundrede
millioner kinesere ud af fattigdom. Andre steder har det
56 INDHOLD

været småt med succes, eksempelvis i Afrika syd for Sahara
og dele af Mellemøsten og Nordafrika.
DET KINESISKE ÅRHUNDREDE?

Kinas bratte genkomst som supermagt – økonomisk og
politisk – her i det nye årtusinde er i det hele taget et pas-
sende sted at slutte denne Tænkepauser. Kinas succes rejser
spørgsmålet, om Europas 500-årige dominans er ved at
være et afsluttet kapitel? I økonomisk forstand har Kina i de
seneste årtier været verdens mest dynamiske område, mens
Europa i det nye årtusinde har været ramt af gentagne
kriser.
Også her er et historisk perspektiv oplysende. De fleste
sociologer og historikere, der arbejder med emnet, er enige
om, at Kina så sent som omkring år 1400 var langt foran
Europa økonomisk, teknologisk og med hensyn til statska-
pacitet. Kina var ligeledes, lyder tilføjelsen, længe det bedste
bud på, hvor et eventuelt gennembrud til den moderne stat
og den moderne markedsøkonomi kunne forekomme.
Eksempelvis stammer de tre teknologier, som den
engelske videnskabsmand Francis Bacon i 1620 erklærede
havde revolutioneret Europa, fra Kina: nemlig trykpres-
sen, krudtet og kompasset. Omkring år 1100 stod specielt
Nordkina samtidig på tærsklen til noget, der minder om
en industriel revolution med hensyn til stålproduktion. Ja,
faktisk var Kina ifølge nogle økonomiske historikere mere
velstående end Vesteuropa så sent som omkring år 1800.
Alligevel var det europæerne, der i perioden fra de store
opdagelsesrejsers begyndelse i anden halvdel af 1400-tallet
INDHOLD 57

og frem til 1960’ernes af kolonisering rykkede fra resten af
verden. Denne bogs beskrivelse af den europæiske udvik-
ling gør det muligt at give et ret klart bud på, hvorfor Kina
sakkede bagud i forhold til europæerne. Det var fraværet af
konkurrence – dels i form af eksternt geopolitisk pres, dels
internt fra stærke samfundsgrupper – der tillod de kinesiske
magthavere at hvile på laurbærrene.
Vi kan illustrere det ved hjælp af et nedslag på en serie
af stort anlagte opdagelsesrejser, der fandt sted umiddelbart
før de europæiske, nemlig de kinesiske opdagelsesrejser i
første halvdel af 1400-tallet. I perioden 1405-1433 besejlede
en række enorme kinesiske flåder under ledelse af eunuk-
ken Zheng He verdenshavene. Helt til Sri Lanka, Den
Arabiske Halvø og Østafrika nåede kineserne. Men i midten
af det 15. århundrede besluttede det kinesiske Ming-dynasti
at indstille opdagelsesrejserne.
Faktisk blev oceangående skibsfart forbudt. Herefter
indtraf et decideret teknologisk tilbageskridt, idet meget af
den eksisterende viden om skibsbygning gik tabt. Denne
udvikling var i øvrigt symptomatisk for en mere generel
tendens: Den kinesiske stål- og jernindustri blev ligeledes
mindre avanceret, samtidig med at kineserne udskiftede
papirpenge med sølvmønter.
En sådan udvikling var ganske enkelt ikke mulig i det
rastløse Europa, hvor konkurrencen hele tiden tilskyn-
dede magthavere til at tage nyudviklinger til sig. Et godt
eksempel er at finde i armbrøsten, der på et tidspunkt blev
bandlyst af paven. Men forbuddet fik reelt ingen virkning. I
Europas anarkiske statssystem var det nemlig ikke muligt at
58 INDHOLD

renoncere på effektive militære teknikker, dersom naboerne
tog dem til sig. Det var med andre ord Kinas isolation og
mangel på konkurrence, der gjorde det muligt for de kinesi-
ske Ming-kejsere at sætte udviklingen i stå.
Denne pointe bliver sat i relief af, at mange af de store
kinesiske opfindelser daterer sig tilbage til perioder, hvor
Kina var splittet i flere enheder, eksempelvis under det
såkaldte Sung-dynasti mellem 960 og 1269. Hvorimod det
netop var under det velkonsoliderede Ming-dynasti mellem
1368 og 1644, at den teknologiske udvikling blev sat i bero.
Som den amerikanske historiker Valerie Hansen har påpe-
get, er det i øvrigt interessant, at kinesiske tænkere altid har
begrædt indre uro og opsplitning uden at gøre sig klart, at
den ofte har ført til økonomisk og teknologisk fremgang.
’Necessity is the mother of all inventions’, som den tyske
fysiker Albert Einsteins engang formulerede det. I det 20.
århundrede er Kina så blevet bragt ud af sin tornerosesøvn.
Nogle iagttagere har på den baggrund argumenteret for, at
vi nu er på vej tilbage til normalen: Kina som verdens øko-
nomiske centrum – en normal, der i denne optik blot i de
seneste 500 år er blevet midlertidigt af brudt af det europæi-
ske mirakel.
Jeg er ikke klædt på til at give et bud på, om Kina atter
vil indtage sin traditionelle plads som verdens økonomiske
kraftcentrum. Men sammenligningen mellem den vesteuro-
pæiske og henholdsvis den russiske og kinesiske udvikling
er interessant, fordi den viser, at politiske, økonomiske
og juridiske reformer kan gennemføres på to forskellige
måder: i samspil med stærke indenlandske grupper, der kan
INDHOLD 59

give magthaverne modspil – og som kan kanalisere magt –
eller ovenfra via beslutninger, der ikke står til forhandling.
Kun den første rute har historisk set ført til kombinatio-
nen af demokrati, retsstat og markedsøkonomi. Eller mere
præcist til Europa. Hvis Kina fortsætter sin bratte opstigen
her i det 21. århundrede, er det derfor svært at forestille sig,
at resultatet kommer til at ligne det, vi kender fra vores eget
kontinent. Det er måske den vigtigste lære, vi kan drage af
den vej, der førte til Europa.
60 INDHOLD

AU AARHUS
UNIVERSITET
Kold, mørk og beskidt, præget af overtro og brutalitet. Faktisk

lige til historiens mødding. Sådan tænker vi tit på middelalderen.
Men den lagde ifølge Jørgen Møller, professor i statskundskab
ved Aarhus Universitet, brostenene til nutidens Europa. For uden
periodens genstridige adelsmænd, magtbegærlige paver og griske
købmænd ville demokratier, retsstater og frie markedsøkonomier
aldrig have set dagens lys i Europa. Og Europa ville ikke være
en mirakuløs undtagelse fra historiens regel om korruption,
elendighed og diktatur. Men nok bare en by i Rusland.

EUROPA - Jørgen Møller

Uploaded by

Document Information

Copyright

Available Formats

Share this document

Share or Embed Document

Sharing Options

Did you find this document useful?

Is this content inappropriate?

Copyright:

Available Formats

EUROPA - Jørgen Møller

Uploaded by

Copyright:

Available Formats

EURKPA

»… Aarhus Universitetsforlags

ISBN 978 87 7184 113 8

Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives

Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives

”Gennem middelalderen stod folk over for to adskilte

Samtidig vidner forløbet om den europæiske middelalders

Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives

Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives

Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives

Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives

DET EUROPÆISKE MIRAKEL

Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives

Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives

Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives

Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives

Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives

HVEM VOGTER VOGTERNE?

Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives

DET RASTLØSE EUROPA

Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives

Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives

Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives

VEJEN TIL RUNNYMEDE

Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives

Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives

Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives

ET VUE UD OVER EUROPA

Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives

Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives

Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives

MED LOV SKAL LAND BYGGES

Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives

Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives

Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives

Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives

Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives

ADELEN BLIVER FOR STÆRK

Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives

Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives

STADTLUFT MACHT FREI

Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives

Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives

Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives

Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives

Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives

Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives

Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives

Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives

Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives

Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives

Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives

Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives

Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives

PETER DEN LILLE

Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives

Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives

Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives

Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives

Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives

SO EIN DING MUSS ICH AUCH HABEN

Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives

Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives

Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives

»… Aarhus Universitetsforlags

”Gennem middelalderen stod folk over for to adskilte