Joel F.

Harrington

af Guds nde

En skarpretters dagbog 1573-1617

Lindhardt og Ringhof

tHe FAitHFul Bddel executioner

af Guds nde
Life and Death, Honor and Shame in the
En skarpretters dagbog Turbulent Century fra Sixteenth 1573-1617

Joel F. HArrington
P dansk ved Vibeke Bruun Arildsen

Joel F. Harrington

FArrAr, strAus And giroux new york

Lindhardt og Ringhof

042-51673_ch00_2P.indd 3

10/31/12 9:21 PM

Lrlingen

En far, der ikke srger for, at hans sn modtager den bedste uddannelse i en tidlig alder, er ikke selv en mand, og han har ikke noget fllesskab med den menneskelige natur. Desiderius Erasmus, Om undervisningen af brn (1529)1 En mands vrdi og omdmme afhnger af hans hjerte og hans beslutsomhed, og deri ligger hans sande re. Michel de Montaigne, Om kannibaler (1580)2

aboerne i Bamberg havde vnnet sig til det ugentlige ritual, der fandt sted p Meister Heinrich Schmidts grdsplads, og de viste det ingen srlig interesse. De fleste af dem var p god fod med Schmidt, rkebiskoppens nye skarpretter, men de var forsigtige med at invitere ham eller nogen af hans familiemedlemmer ind i deres hjem. Hans sn, Frantz, der var centrum for sin fars opmrksomhed p denne majdag i 1573, syntes at vre en hflig og hvis man kan sige det om afkommet af en bddel velopdragen ung mand p 19 r. Ligesom mange af datidens teenagere var det hans hensigt at flge i sin fars fodspor, en vej, han slog ind p allerede i en alder af 11 eller 12 r. Frantz barndom og ungdom havde udspillet sig i fdebyen Hof, en lil-

28

BDDEL AF GUDS NDE

le provinsby i det fjerneste nordstlige hjrne af det moderne Bayern, cirka 16 kilometer fra den nuvrende tjekkiske grnse. Familien var flyttet til Bamberg otte mneder tidligere, og han havde allerede vret med faderen, Heinrich, til flere henrettelser i byen og i de nrliggende landsbyer, hvor han havde studeret sin fars teknikker og bistet i mindre mlestok. Efterhnden som han blev ldre og mere moden, blev hans ansvarsomrder og kompetencer hastigt strre. Hans nske var at blive ligesom sin far, en mester i srligt forhr (dvs. tortur) og i kunsten effektivt at sende en fordmt sjl til det hinsidige som foreskrevet ved lov ved hjlp af metoder, der spndte fra den almindelige henrettelse ved rebet over den mindre hyppigt forekommende levende afbrnding og drukning til den berygtede og meget sjldne snderrivning og partering. I dag prvede Meister Heinrich sin sn i den vanskeligste og mest refulde af alle former for henrettelse: dden ved svrdet, eller halshugning. Det var frst i lbet af det seneste rs tid, at faderen havde ment, at hans sn var i stand til og vrdig til at svinge det hjt elskede rettersvrd, et indgraveret og elegant tre-fire kilo tungt vben, som det meste af tiden hang p res pladsen over ild stedet. De havde pbegyndt deres trning for flere mneder siden med forskellige typer af grskar, fr de gik videre til seje rabarberstilke, som bedre simulerede fastheden i den menneskelige hals. Frantz frste forsg var naturligvis klodsede og til tider farlige for ham selv og isr hans far, som holdt den arme synder p plads. I lbet af nogle uger blev Frantz bevgelser efterhnden mere flydende og hans sigte mere prcist, hvorefter Meister Heinrich ans sin sn for at vre klar til at bevge sig til det nste niveau, som indbefattede velser p geder, svin og andre umlende husdyr. I dag havde den lokale hunde- og hesteslagter p Schmidts anmodning samlet et par omstrejfende hunde i nogle sammenflikkede bure og bragt dem til bdlens bopl midt i byen. Schmidt betalte ham en skilling for tjenesten og tog dyrene med

LRLINGEN

29

ud i den lukkede grd bag huset, hvor hans sn ventede. Selvom der kun var en enkelt tilskuer, var Frantz synligt nervs. Grskar bevgede sig trods alt ikke, og selv grise ydede kun ringe modstand. Flte han mon et stik af ngstelse ved at skulle drbe et sageslst husdyr? At antage dette ville sandsynligvis vre en anakronistisk projektion.3 Frem for alt vidste Frantz, at en vellykket halshugning af de hunde, som var anbragt foran ham, og som hver krvede t prcist slag, ville vre ensbetydende med, at han havde udstet sin lretid. Det ville vre et synligt tegn p hans fars godkendelse og p hans egen vilje til at trde ud i verden som bddelsvend. Meister Heinrich indtog igen rollen som medhjlper og holdt den frste gende hund fast, mens Frantz strammede sit greb om svrdet.4

En farlig verden
Frygt og angst er vvet ind i selve den menneskelige eksistens struktur. I den forstand er vi alle forbundne p tvrs af rhundrederne. Heinrich Schmidt og hans sn Frantz verden var imidlertid prget af en langt mere individuel srbarhed, end medlemmer af et moderne, udviklet samfund kan forestille sig. Fjendtlige krfter, bde naturlige og overnaturlige, mystiske og ddbringende epidemier, voldelige og ondskabsfulde medmennesker, psatte og tilfldigt opstede brande, alt dette hjemsgte fantasien og det daglige liv for Renssancens mennesker. Den usikkerhed, som det resulterede i, kan ikke helt forklare den voldsomme brutalitet, der var en del af tidens retsvsen, men det giver mske en forstelse af, hvorfor en rettens hndhver som Schmidt bde blev betragtet med taknemmelighed og med vmmelse af sine samtidige.5 Usikkerheden ved livet var tydelig helt fra starten. Efter at have overlevet en abort- og ddfdselsrate, der tilsammen krvede mindst et af hver tre fostre, ankom Frantz Schmidt til en verden, hvor han kun havde 50 procents chance for at opleve sin

30

BDDEL AF GUDS NDE

12-rs fdselsdag. Barslen udgjorde ogs en reel risiko for moderen. En ud af tyve kvinder dde inden for syv uger, efter at hun havde fdt en betydelig hjere ddelighedsprocent end i selv de vrste udviklingslande i vor tid. De frste to r af barnets liv var de farligste, idet hyppige udbrud af kopper, tyfus, og dysenteri var srlig fatale for de yngste. De fleste forldre oplevede at miste mindst t barn, og de fleste sm brn oplevede, at en af deres sskende samt en eller begge forldre dde i utide.6 En af de mest almindelige rsager til for tidlig dd var de utallige sygdomsepidemier, der hrgede Europas byer og lande. De fleste mennesker, der nede at blive 50 r gamle, ville have overlevet mindst fem udbrud af ddelige epidemier. Store byer som Nrnberg og Augsburg kunne under en srlig alvorlig epidemi miste helt op til en tredjedel eller halvdelen af deres samlede befolkning i lbet af et til to r. Den mest frygtede sygdom, men ikke ndvendigvis den mest ddbringende p det tidspunkt, var pesten. Udbrud af pest oplevedes srlig hyppigt i Centraleuropa i lbet af Frantz Schmidts levetid oftere end p noget andet tidspunkt eller sted i europisk historie, efter at Den Sorte Dd havde vist sit ansigt for frste gang i midten af det 14. rhundrede. Udbruddene var ogs forfrdeligt lunefulde i deres forlb og med hensyn tilsmitsomhed.7 Folks traumatiske erindringer og oplevelser skabte en flles kultur af frygt for al smitte, hvilket yderligere understregede det menneskelige livs skrbelighed og graden af den enkeltes srbarhed. Oversvmmelser, fejlslagen hst og hungersnd forekom ogs med regelmssige men sjldent forudsigelige intervaller. Familien Schmidt var s uheldig at leve under periodens svreste r, kendt som den lille istid (ca. 1400-1700), hvor en global nedgang i rstidernes temperaturer resulterede i lngere og hrdere vintre samt kligere og vdere somre isr i Nordeuropa. I lbet af Frantz Schmidts levetid faldt der langt mere sne og regn i Franken, end der havde gjort i de foregende r, hvilket resulterede i oversvmmede marker og rdnede afgrder. I nogle r var

LRLINGEN

31

der ikke varme mneder nok til, at druerne kunne modnes, hvilket gav sur vin. Hsten gav desperat lidt, og den efterflgende hungersnd gjorde mennesker og deres husdyr til et let bytte for sygdom og sult. Selv bestanden af vilde dyr faldt drastisk, og sultende ulveflokke rettede i stigende grad deres opmrksomhed mod mennesker. Knapheden p alle levnedsmidler skabte skyhj inflation, og med udsigten til at sulte tyede mange tidligere lovlydige borgere til krybskytteri, mens andre stjal for at brdfde sig selv og deres familier.8 Naturkrfternes nedslag var ukontrollabel, og befolkningen p Frantz Schmidts tid mtte ogs forsvare sig mod vold, isr beget af de tilsyneladende allestedsnrvrende rvere, solda-

Denne tegning af Nrnberg i det tidlige 16. rhundrede viser ikke de fattige forstder uden for byens mure, men anskueliggr fstningens betydning for byens liv; den yder beskyttelse mod de mange trusler i de omgivende skove. (Staatsarchiv Nrnberg, 1516)

32

BDDEL AF GUDS NDE

ter og lovlse mnd, der strejfede omkring. De fleste territorialstater, herunder Fyrstebispedmmet i Bamberg og den kejserlige by Nrnberg, bestod hovedsagelig af naturskove og bne enge overset med sm landsbyer, et par byer med hver 1.000-2.000 indbyggere og en relativt stor hovedstad. Uden beskyttelse fra bymure eller opmrksomme naboer var en isoleret bondegrd eller mlle prisgivet bander af strke mnd med simple vben. P stier og landeveje var hjlpen ogs fjern. De veje og skove, som l lige uden for en by, og de tilgrnsende omrder var isr farlige. Den rejsende kunne falde i hnderne p rverbander ledet af ondskabsfulde fredlse ssom Cunz Schott, som ikke kun overfaldt og frarvede utallige ofre alt, men ogs sikrede sig en samling af hnder fra borgere fra hans erklrede fjende, Nrnberg.9 Det Tysk-romerske Rige var dengang med Voltaires bermte spydighed hverken helligt eller romersk eller et rige. Ansvaret for lov og orden var i stedet fordelt mellem rigets mere end 300 medlemsstater, der varierede i strrelse fra at vre et fyrsteligt slot inklusive en nrliggende landsby til at vre enorme fyrstendmmer, f.eks. kurfyrstendmmet Sachsen eller hertugdmmet Bayern. Omkring 70 frie rigsstder ssom Nrnberg og Augsburg fungerede som pseudo-autonome enheder, mens nogle abbeder og biskopper, herunder fyrstebiskoppen af Bamberg, lnge havde haft verdslig svel som gejstlig domsmyndighed. Kejseren og hans rligt forsamlede rigsdag af delegerede (kendt som Reichstag eller Diet) krvede lydighed og havde symbolsk autoritet i de tyske stater, men var fuldstndig magteslse, nr det gjaldt om at forebygge eller stoppe de fejder og krige, som jvnligt brd ud mellem medlemslandene. Blot to generationer fr Frantz Schmidts fdsel indrmmede den reformivrige kejser Maximilian I, at der herskede mere eller mindre voldeligt kaos i hele hans rige, og han forkyndte i sin bekendtgrelse Bestandig Vbenhvile fra 1495:

LRLINGEN Ingen skal, uanset tjenstlig rang, ejendom eller stilling, indlede fejder og ej heller fre krig mod, rve, kidnappe eller belejre en anden ... ej heller skal han trnge ind i hverken slot, marked, fstning, landsbyer, byer eller grde mod andres vilje eller anvende magt mod dem eller ulovligt bestte dem, true dem med brandstiftelse eller beskadige dem p nogen anden mde.10

33

P den tid viste det sig, at stridende adelsmnd og deres flger var den vigtigste rsag til uro. De gennemfrte hyppigt mindre angreb p hinanden og nedbrndte i den anledning mange af landdistrikternes indbyggeres hjem og ejendom. Hvad vrre var: Nogle af disse adelige var desuden rver-baroner, der supplerede deres indtgt via kriminel virksomhed baseret p rveri, kidnapning og pengeafpresning (almindeligvis kaldet Plackerei), hvilket yderligere terroriserede landdistrikternes befolkning og de rejsende. P Frantz Schmidts tid var de evindelige stridigheder mellem adelsslgterne stort set ophrt, i lige s hj grad takket vre den strre konomiske integration blandt de adelige som fremkomsten af stadig strkere fyrster.11 Men efter at have konsolideret deres magt i store stater som hertugdmmet Wrttemberg og kurfyrstendmmet Brandenburg (senere Preussen) satte disse magtfulde fyrster sig nu for at erobre endnu mere territorium. Ved hjlp af deres betydelige rigdomme opbyggede de store hre af lejesoldater. Denne stridslyst faldt sammen med en nedgang i antallet af ikkemilitre job, der var til rdighed for almuen, samt en usdvanlig lang periode med inflation og hj arbejdslshed, drede (ca. 1480som historikere har dbt det lange 16. rhun 1620). P baggrund af herskernes stadig strre territoriale ambitioner samt en konstant forvrret beskftigelsessituation steg mngden af lejesoldater til det tolvdobbelte i lbet af det 16. og 17. rhundrede. Tilsammen skabte disse politiske og konomiske faktorer en skrmmende ny trussel imod den personlige

34

BDDEL AF GUDS NDE

sikkerhed og ejendom: de alment foragtede Landsknechte eller lejesoldater. En datidig karakteristik af disse Landsknechte lyder: En ny klasse af sjllse mennesker, [der] ikke har respekt for re eller retfrdighed [og praktiserer] hor, utroskab, voldtgt, frseri, drukkenskab ... stjler, rver og myrder, og som lever helt i djvelens vold, der frer dem derhen, hvor han vil. Selv kejser Karl V, der var strkt afhngig af sdanne mnd, erkendte det umenneskelige tyranni udvet af de omflakkende skarer af Landsknechte, som han ans for mere blasfemiske og grusomme end tyrkerne.12 Mens de var hyret, tilbragte lejesoldaterne det meste af deres tid med at dase i lejre og lejlighedsvis at drage p plyndringstogter i oplandet hos dem, der iflge kontrakten var deres fjender. Lokalt begik de blandt andet vold som det eksempelvis beskrives i denne beretning om en skrmmende epi-

En tysk landsknecht eller lejesoldat (ca. 1550)

LRLINGEN

35

sode fra Hans Jakob Christoffel Grimmelshausens roman fra det 17. rhundrede Simplicissimus:
En rkke soldater begyndte at slagte, koge og stege ting, mens andre fra den anden side stormede gennem huset fra klder til kvist. Atter andre lavede en stor bunke af sengetj, tj og alle former for husholdningsartikler. Alt, hvad de ikke nskede at tage med sig, delagde de. Nogle af dem stak deres bajonetter i halm og h, som om de ikke allerede havde fet nok af at spidde fr og svin. Mange af dem rystede fjerene ud af sengebetrkkene og fyldte dem med skinke. Andre kastede kd og forskellige redskaber i dem. Nogle hamrede p ovnen og vinduerne og smadrede kobberredskaber og fade. Senge, borde, taburetter og bnke blev brndt. Gryder og skrebrtter blev alt sammen delagt. En tjenestepige blev s hrdhndet behandlet ude i stalden, at hun slet ikke kunne rre sig bagefter. De bandt tjeneren, lagde ham p jorden, hamrede en tragt i hans mund og hldte en uhyggelig bryg fuld af pis ned i hans hals. S begyndte de at pine bnderne, som var de en flok hekse, de ville brnde.13

Det stod ikke meget bedre til i fredstid. Grupper af arbejdslse eller blot ulnnede (ikke ualmindeligt) unge mnd hrgede rundtomkring i landet i deres sgen efter mad, drikke og kvinder (ikke ndvendigvis i den rkkeflge). Ofte fik de flgeskab af bortlbne tjenestefolk og lrlinge (i England kendt som ronnegates) svel som forgldede, flygtende gtemnd, fordrevne kriminelle og diverse lsgngere. Alle disse dagdrivere overlevede hovedsagelig ved tiggeri og smtyverier. Nogle blev mere aggressive og de terroriserede landmnd, landsbyboere og rejsende p samme mde som rvere og professionelle banditter. Sondringen mellem fuldtids- og deltidsansatte pengeafpressere og rvere var selvflgelig irrelevant for deres mange ofre. Et eksempel er to professionelle tyve, som bliver pisket ud af byen af den nu voksne Frantz Schmidt, fordi de sammen med deres kammerater, nogle af dem lejesoldater, tvang folk p tre mller

36

BDDEL AF GUDS NDE

til at give dem varer og torturerede [dem] og stjal flere kser og pistoler.14 Blandt rverbander og andre omflakkende banditters mange forbrydelser var der srlig en, som ramte landdistrikternes befolkning hrdt: brandstiftelse. I en tid lnge fr brandvsen og forsikringspolicer var selve ordet som en brandbombe. En omhyggeligt placeret fakkel kunne delgge en grd eller endda en hel landsby og gre velstende indbyggere til hjemlse tiggere p mindre end en time. Derfor blev alene truslen om at brnde nogens hus eller lade ned ofte brugt som en form for pengeafpresning anset for lige s alvorlig som selve handlingen og udlste dermed samme foreskrevne straf: at blive brndt levende p blet. Nogle bander, kendt som mordbrnderne, levede ligefrem af afpresningspenge, som de modtog fra bnder og landsbyboere, de havde truet med denne frygtede forbrydelse.15 Frygt for professionelle brandstiftere blev stadig mere udbredt rundtomkring p landet, men de fleste ildspsttelser var en flge af gamle private fejder og forsg p hvn, undertiden varslet med et billede af en rd hne malet p en vg eller det grufulde brandbrev hamret op p hoveddren. Metoderne til at forebygge brand var i de fleste byer ikke meget bedre, end de havde vret i Middelalderen, og huse og lader p landet var stort set uden beskyttelse. Kun de rigeste kbmnd havde rd til en forsikring, og selv da omfattede den normalt kun varer i transit. Uanset om en husbrand skyldtes et uheld, eller om branden var psat, betd dette konomisk ruin for nsten hele husstanden. Ud over alle de nvnte farer, som plagede de mennesker, der levede p Frantz Schmidts tid, lurede en usynlig og frygtet trussel: den overvldende rkke af spgelser, feer, varulve, dmoner og andre overnaturlige fjender, der traditionelt mentes at hjemsge mark og skov, vej og hus. Gejstlige reformatorer af alle religise overbevisninger forsgte forgves at mane den gamle overtro i jorden, mens de p samme tid skabte en endnu mere udbredt angst ved at udbasunere, hvad de mente var den strste

LRLINGEN

37

overnaturlige trussel, nemlig en gte dmonisk sammensvrgelse, som var p spil i deres tid. Skrkken for heksekunst svvede som en trussel over hele Frantz Schmidts levetid, hvilket ofte fik tragiske konsekvenser i den virkelige verden og medfrte det, vi i dag kender som den europiske heksejagt i 1550-1650, hvor mindst 60.000 mennesker blev henrettet.

En omrejsende handelsmand bliver angrebet af landevejsrvere i denne detalje fra et landskabsmaleri af Lucas I. van Valckenborch. (cirka 1585)

38

BDDEL AF GUDS NDE

Hvor kunne man g hen for at f beskyttelse og trst i denne jammerdal? Familie og venner, hos hvem man typisk sgte tilflugt mod verdens grusomheder, kunne hjlpe en person med at komme igennem ulykker, men de kunne ikke tilbyde megen prventiv hjlp. Populre helbredere (kloge folk) som bartskrere, apotekere og jordmdre kunne tilbyde lejlighedsvis lindring af smerter og sr, men de var magteslse over for alvor lige sygdomme og over for de fleste farer ved fdsler. Lger, de moderne medicinske eksperter, var sjldne, dyre, og naturligvis begrnset af tidens medicinske viden. Astrologer og andre spmnd kunne give urolige sjle en vis flelse af kontrol og forudbestemt skbne, men ligesom de andre kunne heller ikke de tilbyde nogen beskyttelse mod verdens farer. Religion var stadig en af de vigtigste intellektuelle kilder p den tid. Den tilbd forklaringer p ulykker, og man formodede ogs, at den havde en forbyggende effekt. Martin Luther og andre protestanters lre fra 1520erne afviste enhver afhngighed af overtroens beskyttelsesritualer, men styrkede i vrigt den almindelige tro p et moralsk univers, hvor intet var tilfldigt. Naturkatastrofer og epidemier blev rutinemssigt tolket som tegn p Guds mishag og vrede, selvom rsagen til den guddommelige vrede ikke altid var selvindlysende. Nogle teologer og historieskrivere mente, at en srlig ustraffet ugerning for eksempel incest eller barnemord var vredens rsag. Andre gange blev kollektiv lidelse fortolket mere generelt som et guddommeligt pbud om omvendelse. Luther, Jean Calvin og mange andre tidlige protestanter havde en apokalyptisk forventning om, at de levede i de sidste tider, og at trngslerne i verden snart ville vre forbi. Og selvflgelig var Djvelen og hans hndlangere et centralt element i enhver forklaring p katastrofer, lige fra pstande om, at hekse havde forrsaget haglbyger, til historier om dmoner, der forlenede kriminelle med overnaturlige krfter. Den mest almindeligt anvendte forholdsregel mod de forskel lige ddsengle var ganske enkelt bn. I rhundreder havde

LRLINGEN

39

krist ne kollektivt messet Beskyt os, oh Herre, mod pest og sult og krig!16 Forbnner til Kristus, Jomfru Maria eller en bestemt hel gen mod en specifik trussel var fortsat udbredt i sidste del af det 16. rhundrede, selv blandt protestanter, der formelt afviste enhver bn til andre end Kristus. For mange troende gav magiske talismaner f.eks. delstene, krystaller og stykker af tr en ekstra beskyttelse mod naturlige og overnaturlige farer, og det samme gjorde en rkke halvreligise genstande kendt som sakramenter blandt katolikker: vievand, stykker af et indviet nadverbrd, ikoner, velsignede kerter eller klokker og formodede hellige relikvier, ssom en knogle eller noget andet, der skulle stamme fra en helgen eller et medlem af Den Hellige Familie. Andre, mere eksplicit magiske besvrgelser, pulvere eller trylledrikke nogle af dem officielt forbudte lovede helbredelse af sygdom eller beskyttelse mod fjender. Hvis trst og tryghed var de primre ml, kan vi ikke bare afvise effekten af sdanne foranstaltninger. Troen p et liv efter dden, hvor lidelse og dydighed ville blive belnnet og det onde blive straffet, kan have givet yderligere trst, men selv den strkeste personlige tro havde ikke magt til at forhindre eller undg katastrofen selv. Eftersom Frantz Schmidt og hans samtidige var truet af farer fra alle sider, var de desperate efter at skabe en flelse af tryghed og orden. De sekulre myndigheder bde kejseren, de lokale fyrster og de magtfulde stormnd i de frie rigsstder delte alle denne lngsel og var fast besluttede p at gre noget ved det. Deres formynderiske tankegang var langtfra altruistisk den medfrte som regel en udvidelse af egen myndighed men deres bekymring for den offentlige sikkerhed og velfrd var for det meste gte. Deres indsats for at afbde virkningerne af jordsklv, oversvmmelser, hungersnd og epidemier har mske vret til nogen hjlp for ofrene. Men selv de mest ambitise forbedringer af den offentlige hygiejne havde en minimal effekt i Renssancen. For eksempel var karantner, som mange regeringer indfrte under epidemier, med til at mindske spredningen

40

BDDEL AF GUDS NDE

af smitte, og det samme var den bedre kontrol med fjernelse af mg og affald. Men helt at flygte fra byomrder under epidemier var stadig den mest effektive forebyggelse for dem, der havde rd til det. Retshndhvelse tilbd p den anden side en fristende mulighed for at vise regeringens evne til at dmme op for volden og tilbyde en vis grad af sikkerhed for alle indbyggere. Det sikrede p samme tid en strre folkelig opbakning og mere magt til de verdslige ledere selv. Frantz Schmidt og hans samtidige har som flge deraf haft en paradoksal holdning til den vold, der omgav dem. Som man kunne forvente, resignerede folk over for de regelmssige blger af uundgelige naturkatastrofer og sygdom, og der var en tendens til, at man betragtede sine medmenneskers voldelige adfrd p tilsvarende fatalistisk vis. P samme tid havde de gede forhbninger til, at politiske ledere kunne begrnse volden eller i det mindste straffe den hrdt tydeligvis skabt store forventninger og hb. Nr juridiske myndigheder opfordrede forurettede personer til at undg privat gengldelse og i stedet g til domstolen og embedsmnd, var de nppe forberedt p det stormlb af begringer og beskyldninger, der oversvmmede deres kancellier. Anmodninger om officiel indgriben varierede fra klager over vejreparationer og affaldsindsamling, anmodninger om at stte grnser for de aggressive tiggere og uregerlige gadebrn til rapporter om vilde eller kriminelle aktiviteter blandt naboer. Den strre magt, som disse ambitise ledere forsgte at opn, fik de p den bekostning, at de skulle lytte til deres understter og give synlige beviser p, at folks tillid til de officielle lfter ikke blev skuffet. Den dygtige skarpretter var i den forstand de herskende myndigheders mest uundvrlige middel til at lette deres understters frygt for lovlse angreb og give dem en vis flelse af retfrdighed i et samfund, hvor alle vidste, at det store flertal af farlige kriminelle aldrig ville blive fanget eller straffet. Den ritualiserede vold, som bdlen udvede p fllesskabets vegne, var p

LRLINGEN

41

samme tid (1) ofrenes hvn, (2) en eliminering af den trussel, som farlige kriminelle udgjorde, (3) et skrkindjagende eksempel og (4) en forebyggelse af yderligere vold og lynchninger bjet af vrede slgtninge. Hvis ikke bdlen fremstod som en nidkr, meget synlig og ofte brutal reprsentant for den civile myndighed, vidste de verdslige magthavere, at retfrdighedens svrd ville forblive en tom metafor, og at deres selvudrbte rolle som garanter for den offentlige sikkerhed (lovens hndhvere) ville blive betragtet som meningsls. Som deres reprsentant ptog bdlen sig denne prekre indsats; han foretog et fysisk overgreb eller drbte et andet menneske for at opn den nskede antydning af velordnet retfrdighed. En vordende mester som Frantz Schmidt skulle ikke kun overbevise potentielle arbejdsgivere om sine tekniske evner, men ogs om sin evne til at bevare roen og optrde lidenskabslst i selv de mest flelsesladede situationer. Dette var et skrmmende ml for en, der var s ung, men Meister Heinrich og hans lrlingesn gik til opgaven med en sjlden og ubjelig beslutsomhed.

En fars skam
Den relative sociale accept, som Heinrich Schmidt og hans familie nd i forret 1573, var i sig selv en ny ting, og der var absolut ingen garanti for, at den ville vare ved. Siden Middelalderen havde professionelle bdler generelt vret foragtet som koldblodige lejemordere og var derfor udelukket fra det respektable samfund p enhver mde. De fleste blev tvunget til at leve uden for bymurene eller nr et allerede urent sted i byen, typisk en slagteplads eller de spedalskes hus. Deres mangel p juridiske rettigheder var lige s omfattende: Ingen bddel og intet medlem af dennes familie kunne f borgerskab, optages i et lav, beklde et offentligt embede, fungere som juridisk vrge, vidne i retssager eller bare skrive et gyldigt testamente. Indtil slutningen af det 15. rhundrede fik disse udstdte ingen retslig beskyt-

42

BDDEL AF GUDS NDE

telse mod pbelvold i tilflde af en forkludret henrettelse, og enkelte blev faktisk stenet til dde af vrede tilskuere. I de fleste byer havde man forbudt skarpretterne at komme i kirkerne. Og hvis han nskede at f sit barn dbt eller nskede den sidste olie til en dende slgtning, var han afhngig af, om den mere eller mindre medflende lokale prst var villig til at stte sin fod i et urent hus. De blev ogs forment adgang til badehuse, kroer og andre offentlige bygninger, og det var praktisk talt utnkeligt for en bddel at trde ind i en respektabel persons private hjem. Folk p Frantz Schmidts tid nrede en udprget frygt for social forurening alene ved berring af en bddels hnd, og respektable personer bragte sig selv og deres levebrd i fare selv ved tilfldig kontakt. Folkeminderne vrimlede med fortllinger om de katastrofer, som ramte dem, der brd dette ldgamle tabu, og med fortllinger om smukke, fordmte piger, der valgte dden frem for gteskab med villige bdler.17 Kilden til denne angst forekommer indlysende i betragtning af den ubehagelige karakter af bdlens erhverv. Selv i dag indebrer direkte kontakt med lig en stigmatisering i mange traditionelle samfund. I Tyskland i tidlig moderne tid var det ikke kun bdler, der udfrte berygtede erhverv, men ogs gravere, garvere og slagtere.18 De fleste mennesker ans desuden bdler for at vre en slags amoralske lejesoldater og dermed udelukket fra det anstndige samfund p samme mde som vagabonder, prostituerede og tyvekngte samt sigjnere og jder. Datidens og endda nogle moderne forskere har en teori om, at enhver borger, som er tiltrukket af et s foragteligt erhverv, selv m vre kriminel men beviserne for en sdan sammenhng virker ikke overbevisende. Det blev ligeledes antaget, at socialt marginaliserede personer var blevet fdt uden for gteskab. Man skelnede ofte ikke mellem ugte (unehelich) og vanrende (unehrlich), s selv i officielle dokumenter var betegnelsen horesn og bddel 19 almindelig brugt. Ikke overraskende havde bdler og andre vanrede enkelt-

LRLINGEN

43

personer tendens til knytte sig til hinanden, bde fagligt og socialt. Bddeldynastier opstod p tvrs af riget, bygget p bde gensidig udelukkelse og strategiske indbyrdes gifterml. Nogle af disse familier bar ildevarslende efternavne f.eks. Leichnam (Kadaver) men de fleste opnede hovedsagelig bermmelse inden for deres egen branche, f.eks. de sydtyske familier Brand, Fahner, Fuchs og Schwartz.20 I lbet af nogle generationer udviklede disse indbyrdes forbundne familier mange af de samme optagelsesritualer og andre former for fllesskabsskabende identitet, som ogs kendes blandt hderlige hndvrkere som guldsmede og bagere. P samme mde som de hderlige hndvrkere, der afviste dem, udviklede bdler ogs faglige netvrk. De varetog uddannelse af nye inden for faget og sgte at sikre lnnet beskftigelse til deres snner. Heinrich Schmidts ambitioner for sin sn rakte p det tidspunkt langt videre, end nogen af dem vovede at indrmme over for personer uden for deres egen husholdning. Sammen forsgte de at bryde den familieforbandelse, der havde dmt dem og alle deres efterkommere til bdlens pariastatus det var en dristig drm om social opstigning, som var nsten utnkelig i tidens stive, klassebevidste samfund. Den hemmelige rsag til familiens skamfulde deroute en historie, som var get i arv fra far til sn skulle frst blive afslret for resten af verden af Meister Frantz i hans alderdom. Men p denne dag, da den unge Frantz lftede sit svrd over den uheldige omstrejfers sklvende krop, brndte den hemmelige skam med uformindsket styrke i hans sind. Indtil efterret 1553 havde Heinrich Schmidts far, Frantz, levet et behageligt og agtvrdigt liv som skovmand og fuglefnger i byen Hof, der l i markgrevskabet Brandenburg-Kulm bach, et omrde, som hrte under en frankisk adelsmand af middelrang. Schmidt og hans familie havde overlevet og endda haft fremgang under flere rs omvltninger forrsaget af deres unge herres, Albrecht II Alcibiades, imperialistiske ambiti-

44

BDDEL AF GUDS NDE

oner. Han blev populrt kaldet Bellator (kriger). Ligesom sin athenske navnebror Alcibiades skiftede Albrecht ofte side under de religise konflikter i 1540erne og 1550erne, og han stdte bde katolske og protestantiske stater fra sig med sine grusomme angreb p deres omrder. Senest var det endda som flge af krigerens aggressivitet og dobbeltspil lykkedes at forene tropper fra de protestantiske stater Nrnberg, Bhmen og hertugdmmet Braunschweig imod ham sammen med de katolske bispedmmer i Bamberg og Wrzburg i det, der senere skulle blive kendt som Den Anden Markgreves Krig. Albrecht havde givet de to kirkeretninger en sjlden anledning til at arbejde sammen, hvilket kulminerede i, at de invaderede hans territorium og belejrede hans fstninger, herunder byen Hof. Hof var en af Albrechts bedst befstede byer, omgivet af en fire meter hj og en meter tyk mur. Markgreven selv var ikke i byen, da belejringen begyndte den 1. august 1553, men den lokale milits p omkring 600 mnd holdt stand imod den angribende hr p mere end 13.000 soldater i over tre uger, indtil et brev fra Albrecht meddelte, at forstrkninger var p vej. Den lovede forstrkning ankom dog aldrig, og efter mere end fire uger med daglige bombardementer, stormlb og massehungersnd kapitulerede den forslede by. Den efterflgende besttelse var mild. Ikke desto mindre mtte erobrerne tvinge Hofs vrede borgere til formelt at byde deres egen herre velkommen, da han den 12. oktober endelig red ind i byen med et flge p 60 riddere. Inden for et par uger efter sin tilbagevenden til Hof lykkedes det ikke blot Albrecht at stde sine vrede understter yderligere fra sig, men ogs at f genoptaget fjendtlighederne mod den sejrende hr, som stadig havde sin lejr uden for bymurene. Det dumdristige felttog endte i en katastrofe, hvor erobrerne underkastede beboerne en langt strengere besttelse af byen, og markgreven selv blev tvunget til at flygte fra byen. Han blev erklret fredls i kejserriget og tilbragte fire r i omrejsende eksil i Frankrig indtil sin dd i 1557 i en alder af 45 r. P det tidspunkt l store dele af

LRLINGEN

45

Den af alle foragtede Albrecht Alcibiades af BrandenburgKulmbach, rsag til Schmidt-familiens ulykke i Hof. (ca. 1550)

Albrechts omrde i ruiner, og hans navn blev bitterligt forbandet blandt hans tidligere understter. Heinrich Schmidt og hans sn bar et dybere og mere varigt nag til den vanrede markgreve end andre beboere i Hof. Det tog sin begyndelse mandag den 16. oktober 1553, tre dage efter at Albrecht Alcibiades var vendt tilbage til det delagte Hof med sine tro tjenere. Ligesom andre tyske byer af samme strrelse havde Hof ikke rd til at have en fuldtidsbddel. Efter at den foragtede Albrecht havde arresteret tre lokale bssemagere for et pstet komplot mod ham, valgte han at se bort fra den sdvanlige fremgangsmde, hvor man normalt fik en professionel udefra til at henrette dem. I stedet valgte den egensindige markgreve at bruge en gammel skik og befalede en tilskuer at udfre henrettelsen p stedet. Manden, som modtog denne tvivlsomme hdersbevisning, var Heinrich Schmidt. Schmidt protesterede heftigt over for sin hersker han var en respektabel borger i

46

BDDEL AF GUDS NDE

Hof, og denne handling ville bringe vanre over ham og hans efterkommere. Men protesterne nyttede ikke. Hvis [min far] ikke adld, berettede den 70-rige Frantz, ville [markgreven] i stedet klynge ham op sammen med de to mnd, der stod ved siden af ham. Hvorfor blev den uskyldige skovmand udpeget til en s frygtelig bestilling? Svaret ligger i en anden historie, som Frantz ikke ville afslre fr sent i livet en bizar sag om en tvist med en mand om en hund. Et par r fr den skbnesvangre konfrontation med Albrecht Alcibiades var Frantz bedstefar, skrdder Peter Schmidt, blevet kontaktet af en vversvend fra Thringen, som bad om lov til at gifte sig med hans datter. Det unge par blev efterflgende gift og bosatte sig p en lille grd nr Hof. En dag, da vveren (som hed Gnther Bergner, fortller Frantz 80 r senere) var ude at g tur, blev han angrebet af en stor hund. I sin vrede lftede Bergner dyret op og kastede det mod dets ejer, en hjortejger, og desvrre for ham og for os (fortller Frantz) blev jgeren dermed drbt. Selvom vveren ikke blev retsforfulgt, blev han herefter erklret rels og udelukket fra alle hndvrk. Ingen nskede at omgs ham, og han blev drevet til at blive bddel af desperation og melankoli. Den stigmatisering ramte tilsyneladende ikke hans svigerfar, Peter Schmidt, der fortsatte med at arbejde som skrdder i Hof. Men et par r senere, da den ngstelige markgreve sgte nogen til at gre det af med de mnd, der angiveligt havde til hensigt at snigmyrde ham, var det Heinrich Schmidts svogers berygtede erhverv (Bergner var formentlig ikke selv til stede), der afgjorde valget af en ny bddel.21 Som Schmidt havde forudsagt, blev han og hans familie helt og aldeles udelukket fra det gode selskab af deres egne naboer og tidligere venner, fra det jeblik han fulgte Albrechts ordre. Nu var familien bde besmittet af sin tilknytning til en afskyelig handling og til en forhnet tyran. Den relse Heinrich Schmidt kunne have forsgt at flygte fra skndslen ved at starte forfra med sin familie i en fjern by. I stedet valgte han at blive

LRLINGEN

47

i sit barndomshjem og forsge at leve af det eneste hndvrk, man nu tillod ham at udve. Sledes var et nyt bddeldynasti fdt men hvis den plan, som Heinrich senere delte med sin sn Frantz, skulle lykkes, ville det blive et kortlivet dynasti. Frantz Schmidt kom til verden, f mneder efter at hans far s dramatisk var faldet i unde: p et tidspunkt mellem slutningen af r 1553 og midten af 1554.22 Det Hof, han tilbragte sin barn- og ungdom i, var et lukket samfund befolket af hjst 1.000 mennesker, hvis snversyn og sociale stivhed blev forvrret af den afsides beliggenhed. Senere blev regionen omkring byen og Saalefloden kendt som det bayerske Sibirien; dkket af ttte, gamle skove og overskygget af op til tusinde meter hje bjerge. Lange, hrde vintre og en jord fuld af kridt og jern gjorde landbrug vanskeligt. Vvning og andre hndvrk inden for tekstil dominerede det konomiske liv i byen, og kvg og frehold dominerede p landet. Minedrift havde vret en kilde til rigdom i rhundreder. P Frantz Schmidts tid var der gjort indbringende fund af guld, slv, jern, kobber, tin, granit og krystal.23 Hof var ogs et grnseland i kulturel forstand. For thringen-

Byen Hof set fra st. (ca. 1550)

48

BDDEL AF GUDS NDE

boere og saksere var Hof en del af syden, mens frankerne s byen som en del af det hje nord. Da byen l lige vest for den bhmiske grnse, blev den prget af en bemrkelsesvrdig blanding af slaviske og tyske pvirkninger. I 1430 blev den hrget af invaderende hussitter, som var yderligtgende tilhngere af Jan Hus, martyr og religis reformator. Den regionale identitet, som var tttest associeret med Hof, var den vogtlandske. I det 16. r hundrede var dette omrde som oprindelig var opkaldt efter dets kejserlige ledere, Herrens vogtere (Vgte) snarere blevet en uklar kulturel konstruktion end en politisk enhed. Den var mest kendt for sin dialekt, sine plser og sit usdvanlig strke l. Langt senere blev det natursknne og uberrte Vogtland blandt nationalister i det 19. rhundrede et billede p det urtyske, et naturomrde, der besidder en idealiseret, men ogs utmmet, sknhed. For den udstdte Schmidt-familie forstrkede Hofs geografiske isolation blot dens egen flelse af indre eksil og modlshed. Heinrich Schmidts begrundelse for at blive boende efter krnkelsen er uklar. Men det politiske efterspil efter Albrecht Alcibiades katastrofale regeringstid var i det mindste gunstigt for ham i hans ptvungne profession. Ved Albrechts dd i 1557 tog hans ftter, Georg Friedrich, markgreve af det tilstdende Brandenburg-Ansbach, ogs kontrol over Brandenburg-Kulmbach. Hofs nye herre var lige s stabil og fornuftig, som hans forgnger havde vret letsindig. Alle byens trer blomstrede mirakulst igen det efterr, rapporterede den lokale krnikeskriver, Enoch Widman. Dette var et lige s overbevisende varsel som det jordsklv, der i sin tid havde indvarslet Albrecht Alcibiades katastrofale styre.24 Fra sin residens i det nrliggende Bayreuth gik markgreve Georg Friedrich straks i gang med at genopbygge Hof og de andre beskadigede byer, mens han forsgte at genoprette forbindelserne med nabostaterne. Han indledte ligeledes gennemgribende konomiske og juridiske reformer, der begyndte med en rkke nye love for politi og retsvsen. Det umiddel-

LRLINGEN

49

bare resultat var en kraftig stigning i antallet af retsforflgelser og intensiteten i dem. I lbet af 12 mneder frem til maj 1560 blev Heinrich Schmidt, markgrevens nye bddel, indkaldt til at udfre hele otte henrettelser i bydelen Hof alene, et uhrt hjt antal.25 Heinrich Schmidts arbejde for markgreven var som flge deraf nok til at give ham en plidelig indkomst, som han var i stand til at supplere med freelance bddelarbejde samt den traditionelle bibeskftigelse for bdler: at pleje srede. Hans muligheder for at ophve familiens udstdelse var imidlertid praktisk talt nul, s lnge de boede i Hof. Han sgte mindst to gange arbejde andre steder, men ikke fr 1572, da Frantz var 18, sikrede han sig endelig den solide stilling som skarpretter for fyrstebiskoppen i Bamberg, hvilket var et betydningsfuldt skridt op ad rangstigen.26 Efter at have vre udstdt blandt tidligere venner og naboer gennem nsten to rtier slap familien Schmidt endelig fri fra provinsbyen Hof, men de smertefulde erindringer og skammen bar de med sig. Fyrstbispedmmet (senere rkebispedmmet) i Bamberg var et af de ldste og mest prestigefyldte i kejserriget. I 1572 havde Bambergs biskopper haft fire rhundreders verdslig myndighed, og p trods af betydelige tab under den protestantiske reformation i de foregende fire rtier regerede de stadig over et omrde p ca. 10.000 kvadratkilometer med omkring 150.000 understter. Fyrstbispedmmets administration var relativt avanceret og nd respekt p det strafferetslige omrde, isr siden offentliggrelsen af den uhyre betydningsfulde lovsamling af 1507, Bambergensis.27 Biskop Veit var Heinrich Schmidts nye herre, og han var bedst kendt blandt sine understter for sine hje skatter, men det var hans vicekansler, der frte tilsyn med den nye bddel og det vrige retslige personale. Da Heinrich Schmidt kunne melde sig til tjeneste i domkirkebyen i august 1572, var det en betydelig personlig svel som professionel prstation. Schmidt-familien levede et materielt set behageligt liv i deres

50

BDDEL AF GUDS NDE

nye hjemby med en god indkomst p omkring 50 fl. om ret mere end hvad en prst eller skolelrer tjente svel som andre fordele, der tilfld Meister Heinrich i hans egenskab af offentligt ansat. 28Han betalte ikke leje for det rummelige hus, der l p en halv i det nordstlige hjrne af byen, i dag kendt som Lille Venedig, s lnge han arbejdede for fyrstebiskoppen. Efter familiens ankomst i sensommeren 1572 blev der srget for en gennemgribende renovering og udbygning af huset i henhold til Heinrichs anvisninger.29 Ganske vist blev det forventet, at familien delte boligen med Hans Reinschmidt, bdlens medhjlper (kendt i Bamberg som Peinlein eller Plagenden), men eftersom Frantz var det eneste barn, der var tilbage i hjemmet, var en vis grad af privatliv stadig muligt. Selvom familiens sociale position stadig var usikker, var situa tionen knap s knugende, som den havde vret i det mindre samfund i Hof. Bamberg var en forholdsvis kosmopolitisk by p omkring 10.000 indbyggere, hovedsagelig kendt (selv i dag) for sin storslede katedral fra det 13. rhundrede og byens vellykkede produktion af en unik rget l. De lokale sammenlignede stolt Bambergs syv majesttiske bjerge, kronet med hver sin karakteristiske kirke, med de syv hje omkring Den Evige Stad. I teorien tillod Schmidts nye hjem familien en langt strre grad af anonymitet i gader og p markeder end det provinsielle Hof, og mske endda en vis grad af accept fra naboerne. Nogle kirker i byer af denne strrelse var begyndt at tildele bdler deres egne kirkebnke, og et par kroer gav dem deres egen taburet til tider en trebenet sdan, ligesom et skafot.30 Schmidt-familiens protestantiske tro skabte uden tvivl ekstra forhindringer i den overvejende katolske by, men det gjorde tilsyneladende ingen forskel for Heinrichs katolske arbejdsgivere, til trods for Fyrstebispedmmets officielle tilslutning til Modreformationen.31 Det tydeligste tegn p bdlens relativt forbedrede (eller rettere: mindre degraderede) status i denne tid var en stadig mere konservativ lovgivning, der forsgte at genskabe traditionelle

LRLINGEN

51

vrdier og en naturlig social orden. Ligesom de skaldte love til indskrnkning af overddighed fra det foregende rhundrede var der i 1530 og 1548 udstedt kejserlige forordninger, som krvede, at bdler (svel som jder og prostituerede) bar karakteristisk tj, hvorved de nemt kunne identificeres.32 Mange lokale dekreter fordmte ligeledes udviskningen af traditionelle skel, og de forsgte at vende den tendens, der var, til at vise tolerance over for vanrende mennesker, ved at straffe dem, som forsyndede sig, med klkkelige bder eller endda korporlig afstraffelse. Udbredte fordomme er som regel sejlivede, isr blandt de personer, der er mest bekymrede for deres egen forvrrede konomiske situation og ustabile sociale status. I den anden halvdel af det 16. rhundrede opstod der en stadig mere global handel. Det var et skift med srlig alvorlige konsekvenser for traditionelle hndvrkere og deres produkter. Men i stedet for at rette deres vrede mod den nye klasse af overddigt rige bankfolk eller handlende angreb de fleste fattige, men hderlige hndvrkere i stedet de tilsyneladende velstende bdler som f.eks. Heinrich Schmidt og andre personer (isr jder), som de fleste mente burde rangere langt lavere end dem. Fordi de var s opsatte p at forsvare deres selvdefinerede uplettede re, ignorerede de tyske hndvrkere generelt kejserens forordning fra 1548 om lavmedlemskab til bdlers snner, og de fortsatte med at forbyde deres medlemmer enhver social kontakt med dem overhovedet. Enhver hndvrker, der overtrdte dette radikale forbud som ogs gjaldt slagtere, skomagere, garvere, natmnd og en rkke andre personer i berygtede erhverv risikerede social udstdelse, tab af lavmedlemskab eller det, der var vrre. En hndvrker fra Basel havde angivelig beget selvmord p grund af sin urenhed efter kontakt med den lokale bddel, mens andre i samme situation flte sig tvunget til at forlade byen og begynde forfra et andet sted. Dette rigide syn p social status, som hovedsagelig var baseret p den familie, man var fdt ind i, fortsatte

52

BDDEL AF GUDS NDE

En skildring fra Nrnberg af Frantz Schmidts henrettelse af Elisabeth Mechtlin 28. februar 1611, muligvis tegnet af et jenvidne. P originalen (se bogens forside) brer bdlen den ijnefaldende kombination af lyserde strmper, lysebl bukser med en lyserd skamkapsel og en ldervest over en bl jakke og hvid skjortekrave. Vesten gav en vis beskyttelse mod blodpletter. (1615, Stadtarchiv Nrnberg)

med at udve en enorm indflydelse p, hvordan de fleste mennesker i de tyske stater tnkte og handlede, i lang, lang tid langt ind i den moderne tid, faktisk.33 Heldigvis for familien Schmidt gjorde de undertrykkende forsg p at stigmatisere visse personer og hmme deres sociale opstigning ingen forskel i dagliglivet, og de tjente ikke andet forml end at berolige bekymrede hndvrkere. I modstning til eksempelvis moderne fremstillinger blev Heinrich Schmidt og senere hans sn, Frantz, ikke tvunget til at bre nogen standardiseret fritids- eller tjenesteuniform, og der er absolut ingen beviser nogen steder p, at de bar den stereotype sorte htte dette er sandsynligvis noget, det 19. rhundredes romantikere opfandt. Et par byer krvede, at deres bdler ifrte sig en skinnende rd, gul eller grn kappe eller bar en stribet skjorte eller mske en karakteristisk hat.34 Men p illustrationer fra anden halvdel af det 16. rhundrede er de altid velkldte, undertiden i nsten lapsede. Kort sagt kldte de sig p samme mde som enhver anden middelklasseborger og deri l problemet for de hndvrkere, der gik meget op i status.

LRLINGEN

53

De forskellige forordninger fjernede ikke usikkerheden ved Schmidts let forbedrede sociale status i bylivet i Bamberg. Personlig re, baseret p bde social rang og omdmme, var en af tidens mest vrdifulde og skrbelige rvarer. P Heinrich Schmidts tid frte verbale fornrmelser mod ens navn kltring eller tyv for en mand, hore eller heks for en kvinde ofte til fysiske overgreb eller endda drab blandt personer af enhver rang. Horesn af en bddel var et almindeligt skldsord (det optrder ogs i Shakespeares skuespil) og det hrer hjemme i galgen var den mest kortfattede mde at fordmme enhver ildeset handling p. Familien Schmidt blev ogs mindet om deres lave status i forbindelse med stort set alle festdage, offentlige processioner eller andre officielle begivenheder, hvor bde det herskende sociale hierarki og deres egen udelukkelse fra det blev klart understreget. Som i ethvert racemssigt eller p anden mde opdelt samfund forbd bde lov og skik udtrykkeligt bdler og deres familier adgang til mange steder, og deres muligheder for uddannelse, beskftigelse og bolig var strkt begrnsede en tilstand, der skulle vare ved i generationer fremover. Mske var det mest uhndgribelige aspekt ved den stigmatisering, som knyttede sig til Heinrich Schmidts profession, den uforudsigelighed, som skabte en skrbelig og socialt usikker atmosfre i enhver interaktion mellem familiemedlemmerne og deres naboer i Bamberg. Ligesom mange andre sociale begreber den amerikanske middelklasse kunne vre et eksempel kunne bdlens vanre udtrykkes forskelligt og selektivt og til tider endog ondsindet af forskellige individer og samfund. En besgende handelsmand fra Lbeck kunne forarget fortlle, at skarpretteren fra Augsburg ikke bare levede midt inde i byen, men at hderlige mennesker ogs jvnligt spiste og drak med ham, endda i hans eget hus. I en anden by ville man derimod muligvis beklage, men nppe vre overrasket over, at hustruen til en bddel dde i barselssengen, fordi jordemoderen ngtede

54

BDDEL AF GUDS NDE

at stte sin fod i deres hjem. Selv hvis der var tale om en alment respekteret bddel, som kunne siges at have mange venner i byen, var der alligevel ved hans dd ikke en eneste sjl, som var villig til at bre hans kiste.35 Heinrich Schmidt vidste godt, at hverken hans position som vellnnet embedsmand eller hans borgerlige levestandard eller hans personlige ry som en rlig mand garanterede nogen form for varig accept eller sikker fremtid for ham selv eller hans familie. Social ydmygelse var i strre eller mindre mlestok en tilbagevendende oplevelse, en konstant pmindelse om hans skam. Hans samtidige ans hans dilemma for at vre et uomgngeligt faktum. Men for Meister Heinrich og hans lige s beslutsomme sn skulle det vanrende erhverv, som var blevet ptvunget dem begge, netop berede vejen for deres families mulige frelse.

En sns chance
Timing og held er vigtige forudstninger for at opn personlig succes. Frantz Schmidt var s heldig at vokse op i det, historikerne nu kalder bdlens gyldne tidsalder. Denne udvikling var i sig selv kulminationen p en gradvis, men alligevel dybtgende forandring af tysk strafferet, der havde vret undervejs i mindst to rhundreder. Siden Det Tysk-romerske Riges opsten havde germanske folkeslag behandlet de fleste forbrydelser som private konflikter, der kunne lses med en eller anden form for konomisk kompensation (Wergild) eller ved en sdvanemssig straf ssom afhugning af en legemsdel eller landsforvisning. Statslige tjenestemnd var ganske f i antal frem til den sene Middelalder, og de spillede typisk rollen som protokolfrere, hvilket sikrede ordentlige procedurer, men overlod retsforflgelse, retssag og dom til ldsterd eller andre lokale nvninge. Hovedformlet med denne fremgangsmde var begrnset at hindre blodhvn og fortsat vold men ikke at straffe alle forbrydere, hvilket ville have forekommet en samtidig at vre et underligt og upraktisk

LRLINGEN

55

forml. Normalt fik en mandlig slgtning til et mordoffer lov til at henrette gerningsmanden selv. Til andre statsgodkendte drab indhentede man freelancebdler eller retsbetjente (ordenshndhvere p et lavere niveau), som blev betalt ad hoc for hver henrettelse.36 Den sene Middelalders mere aktive statslige rolle inden for strafferetsplejen var en kombination af to markante tendenser. Den frste var en bredere og mere ambitis definition af begrebet suvernitet, der dukkede op i velstende bystater som Augsburg og Nrnberg. Lokale lav og herskende aristokratiske familier var ivrige efter at gre deres retsomrder til sikre og attraktive tilflugtssteder for handel og produktion, og de begyndte at udstede dekreter, der regulerede adfrd, som tidligere havde tilhrt den private sfre. Nogle af de nye regler forekommer aparte set med moderne jne, isr de mange overddighedslove, der havde til forml at opretholde den offentlige orden ved at lgge begrnsninger p bekldning og dans af forskellig art. F.eks. mtte kun storborgere bre svrd eller pels, mens deres koner og dtre havde eneret p at ifre sig visse smykker og mangefarvede stoffer. I den alvorlige ende havde mere end 2.000 byer og andre retsomrder i Tyskland ved begyndelsen af det 16. rhundrede sgt om og fet monopol p den hjeste retfrdighed eller retten til at idmme forbrydere ddsstraf. De fleste af disse lokale domstole tillod fortsat, at folk indgik private forlig for mindre lovovertrdelser, men de vogtede nidkrt over det privilegium selv at udfre henrettelser. Selvtgt hvad enten det var stening, slag eller hngning blev nu noget, man rettede skytset imod i lige s hj grad som mod forbryderne selv, fordi sdanne spontane pbeloptjer undergravede de lokale myndigheders autoritet. Det er selvflgelig n ting hjlydt at proklamere nye love og statslige befjelser og en helt anden sag at hndhve dem, isr i et meget decentraliseret rige. P dette tidspunkt dukkede en ny generation af reformjurister op, og de stod for det andet centrale

56

BDDEL AF GUDS NDE

element i omdannelsen af tysk strafferet og praksis. Disse fagligt uddannede jurister overbeviste deres kollegaer, de mere praktisk orienterede dommere, om, at det stigende antal af komplekse nye love og procedurer gjorde det gamle strafferetslige system utilstrkkeligt, og i stedet var der brug for et stadig voksende korps af professionelle embedsmnd p alle niveauer. I samme nd blev de storborgerlige dommere i bde Augsburg og Nrnberg de frste til at konkludere, at for at kunne retsforflge kriminelle mere effektivt var det ndvendigt for deres byer at anstte en ekspert uddannet i metoder til retsligt forhr (herunder tortur) og henrettelse. At hve bdlen til en position som fastansat i byen var med til at legitimere hans gerning. I teorien satte dette ham snarere i kategori med skrivere og kommunale betjente end med lejesoldater og deres onde, vilde begr efter at udgyde blod.37 Ved at tilbyde byens bddel en langsigtet kontrakt fik de lokale myndigheder desuden en strre flelse af sikkerhed og kontrol med dem, der loyalt frte deres udvidede juridiske ambitioner ud i livet. Ved begyndelsen af det 16. rhundrede var tendensen i hele riget, at man brugte permanent ansatte bdler. Den fuldstndige transformation af deltidsbdlen til en professionel fuldtidsbddel strakte sig, ligesom udviklingen i tysk strafferet, over flere generationer og var stadig ikke tilendebragt, da Frantz Schmidt blev fdt i 1554. I nogle omrder fortsatte embedsmnd helt op i det 18. rhundrede med at betale bdlen per udfrt henrettelse.38 Mange mindre retsomrder kunne simpelthen ikke retfrdiggre udgiften til en fuldtidsbddel, mens andre selektivt fulgte den middelalderlige tradition med at udpege et ungt mandligt medlem af samfundet til at udfre den modbydelige opgave at sl ihjel en skbne som den, der overgik familien Schmidt. I nogle f isolerede omrder fortsatte man endnu efter gammel skik med at overdrage retten til at eksekvere den hjeste retfrdighed til et mandligt medlem af offerets familie. I de fleste af de tyske landomrder, hvor man ansatte en

LRLINGEN

57

lnnet bddel i det 16. rhundrede, var retsforflgelse og straf af kriminelle blot en del af jobbeskrivelsen den omfattede ogs en rkke andre ubehagelige opgaver, der spndte lige fra tilsyn med byens bordel til fjernelse af affald og afbrnding af selvmorderes lig.39 Midten af det 16. rhundrede bnede ikke desto mindre for en ny ra af muligheder for den professionelle bddel. Det var en fordel for Frantz, at to af hans fremtidige arbejdsgivere, bde fyrstebiskoppen af Bamberg og den frie rigsstad Nrnberg, stod i spidsen for selve reformen af tysk strafferet. Jurister uddannet i civil (romersk) ret var srlig indflydelsesrige i Franken, hvilket frte til to usdvanlig betydningsfulde lovgivninger, nemlig Bambergensis fra 1507, officielt kaldet Bambergische Halsgerichtsordnung (hals-domstols-forordning p grund af sit fo kus p ddsstraf ), og lovens efterflger fra 1532, den kejserlige Constitutio Criminalis Carolina (eller Strafferetslig forfatning ved [kejser] Karl V), populrt kendt som Carolina.40 Det ldre skrift, der blev udarbejdet af den frankiske adelsmand Johann Freiherr von Schwarzenberg, var tnkt som en manual for domsmnd, der ligesom Schwarzenberg selv ikke var uddannede jurister, og den blev derfor skrevet p et direkte og enkelt tysk ledsaget af mange illustrative trsnit. Selvom bogen manglede officiel godkendelse, blev den uhyre populr og kom i flere udgaver inden for de frste ti r. Den fuldt udviklede, kejserligt godkendte efterflger til Bambergensis, nemlig Carolina, inkorporerede meget af forlggets ligefremhed, men var mere ambitis i sit politiske ml. Ved begyndelsen af det 16. rhundrede var territoriale magthavere og kejseren selv kommet til at vrdstte standardiserede retslige procedurer i deres egne riger, men de stod over for en betydelig modstand fra mange sider, fordi de anvendte romersk ret i deres forsg p systematisering. Carolina ramte derfor et tiltrngt kompromis mellem de innovative jurister, som var tiltrukket af substansen og sammenhngen i romerretten, og de konserva-

58

BDDEL AF GUDS NDE

tive sekulre myndigheder, som var mistroiske over for udenlandske love og skikke og ville fastholde deres egne privilegier.41 Forfatterne af Carolina ville p ingen mde svkke den gamle, lovlige og retfrdige skik og brug hos kurfyrster, fyrster og godser, men de ville snarere etablere rimelige og ensartede standarder og procedurer i rigets forskellige retsomrder og involvere de uddannede jurister mest muligt. I stedet for bare at beskrive en rkke forskellige forbrydelser definerede den nye lovsamling omhyggeligt omfanget og arten af lovovertrdelserne, fastsatte standarder for anholdelse og for fremskaffelse af bevismateriale og fastlagde regler for retssagens gennemfrelse. Klarhed og regelmssighed i praksis var mlene. Med et par betydningsfulde undtagelser magi og barnemord (som for nylig havde fet status af en forbrydelse, der medfrte ddsstraf) ndrede Carolina ikke p de sdvanlige definitioner af alvorlige strafbare lovovertrdelser. Stort set alle middelalderlige former for henrettelser herunder levende begravelse, levende afbrnding, drukning og partering forblev ligeledes uforandrede i deres grundindhold. Det vigtigste for unge Frantz Schmidt var, at Carolina tilsluttede sig de detaljerede retningslinjer i Bambergensis for hver retslig embedsmand, herunder den person, som var kendt som bdlen, nu konsekvent officielt omtalt som skarpretteren Scharfrichter.42 Dokumentet anbefalede p det kraftigste faste lnninger til hderlige personer, som kunne suppleres med lejlighedshonorarer som kompensation for forskellige typer af henrettelser (med snderrivning og partering som dem, der gav mest). Formelt sikrede Carolina ogs den professionelle skarpretter immunitet mod folkelig eller juridisk gengldelse for hans arbejde, og den krvede, at domstolene offentligt stadfstede denne status ved enhver dom. Grusomme, korrupte eller p anden mde uprofessionelle skarprettere skulle afskediges omgende og straffes p passende vis. For at forhindre den uberegnelige eller p anden mde uberettigede brug af fysisk tvang gav de nye

LRLINGEN

59

kejserlige forordninger desuden fyldige instrukser om, hvilke beviser der kunne betragtes som tilstrkkelige til at retfrdiggre tortur (f.eks. vidneudsagn fra to uvildige vidner), hvilke forbrydelser der tillod ekstraordinrt forhr (isr hekseri og landevejsrveri), og hvordan en sdan tvang skulle anvendes (med en liste, p hvilken de almindelige torturredskaber var indplaceret i henhold til deres voldsomhed, begyndende med tommelskruer for kvinders vedkommende).43 Carolinas krav om strre faglighed hos skarprettere gav sig typisk udslag i en bedre ln, men lovsamlingens sociale konsekvenser forbedrede Frantz Schmidts position langt mere, end dens skabere kunne have forestillet sig. Inden for en generation efter bekendtgrelsen af Carolina steg antallet af anholdelser, forhr og straffe dramatisk i hele riget. Antallet af henrettelser rg ogs i vejret, nogle steder med mere end 100 procent i forhold til det foregende halve rhundrede mange gange mere, hvis man tller hekseprocesserne med i statistikken og det skabte en enorm eftersprgsel efter uddannede bdler. Faktisk var der i Nrnberg gennemsnitligt ni henrettelser om ret i Meister Frantz levetid (i en by med 40.000 indbyggere) den hjeste rate per indbygger i nogen by i riget. Men mange strre retsomrder oplevede nsten det samme niveau af aktivitet. Heinrich Schmidt udfrte selv i gennemsnit nsten ti henrettelser om ret under sin tjeneste i det mere folkerige Fyrstebispedmme Bamberg, og det rlige antal for det endnu strre nrliggende markgrevskab Brandenburg-Ansbach udgjorde nsten det dobbelte i samme periode.44 Hvad skyldtes denne tilsyneladende stigning i kriminalitet og straf? Stigende arbejdslshed og inflation, hvilket frte til mere tyveri og vold, spillede naturligvis en rolle for blgen af kriminalitet p Frantz Schmidts tid. Men den vigtigste rsag til stigningen i anklager var paradoksalt nok Carolina selv. Den nye kejserlige lov opnede meget, som var godt. Men der var ogs utilsigtede konsekvenser af de mange velmenende reformer

60

BDDEL AF GUDS NDE

konsekvenser, der forvrrede situationen p en rkke omrder. For det frste tillod de nye love uforvarende de lokale myndigheder en strre grad af manipulation, mest infamt i forbindelse med hekseprocesserne, hvor pbelen eller endda et enkelt individ kunne krve en mistnkt heks retsforfulgt og, hvis hun blev fundet skyldig, idmt ddsstraf. For det andet havde Carolinas forsg p at eliminere vilkrlighed og undvendig grusomhed i retsplejen prcis den modsatte effekt p grund af brugen af tortur, den skaldte sidste udvej for forhrslederen. Nogle myndighedsomrder, Nrnberg f.eks., efterlevede i hj grad Carolinas betingelser for brugen af tortur. Mens lokale myndigheder andre steder paradoksalt nok opfattede den kejserlige lovs mange retningslinjer for og begrnsninger af hensigtsmssig anvendelse af specielt forhr som et carte blanche til brugen af fysisk tvang under afhringen. Samtidig havde en anden af Carolinas paragraffer, som havde til forml at forhindre tilbagefald, tvunget lokale myndigheder til at henrette mange vaneforbrydere ofte for almindelige berigelsesforbrydelser, som ikke tidligere ville have sendt nogen i galgen. Hvordan kunne det ske? For at forhindre kriminelle i atter at beg kriminalitet udarbejdede Carolina en skala med gradvist strengere straffe: offentlig piskning for den frste overtrdelse, fordrivelse fra byen for den anden lovovertrdelse og, i tilflde af at en landflygtig gerningsmand vendte tilbage og blev dmt for en tredje lovovertrdelse, henrettelse. De frustrerende f valgmuligheder med hensyn til straf satte de lokale regeringer under pres, og det fik tragiske konsekvenser. Berigelsesforbrydelser havde for eksempel tidligere vret rsag til i mindre end en tredjedel af alle henrettelser i de tyske landsdele, men i lbet af Frantz Schmidts levetid tegnede de sig for nsten syv ud af ti henrettelser.45 Hvorfor nu det? Den tilsyneladende uforklarlige strenghed var i ringere grad et udtryk for en ny grusomhed end for en dyb frustration over den manglende effekt af de eksisterende straffe. De fleste af de

LRLINGEN

61

Dmte Nrnbergfanger p vej til at afsone deres galejstraf p to til ti r. Denne form for landsforvisning var langt mere udbredt i landene omkring Middelhavet. (1616)

tyve, som Meister Frantz hngte i lbet af sin karriere, havde lange synderegistre og talrige fngslinger og forskellige former for fysisk afstraffelse og fordrivelse bag sig. Det skete, at gentagne piskninger, som bde var smertefulde og ydmygende, efterfulgt af forvisning fra omrdet var den typiske straf for frsteog andengangslovovertrdere hvilket gav den nskede effekt. Efter at den voksne Meister Frantz offentligt havde pisket to teenagebrdre, som stjal her og der p markederne, forsvandt de fra Nrnbergs strafferegistre.46 Oftere skete det imidlertid, at de offentligt ydmygede og forviste lovovertrdere som nu permanent var afskret fra kontakt med prrende og tidligere sociale netvrk kun havde det eneste liv, de kendte, tilbage og derfor fortsatte med at stjle et andet sted, ofte i nrheden af eller endda i selve byen. Den benlyst manglende effekt af forvisning af ikkevoldelige forbrydere havde fet nogle europiske lande til at vedtage en mere permanent form for eksil for tyve og andre unskede, kendt som deportation. Men at sende lovovertrderne til overs iske lande var ikke en mulighed for de tyske indlandsstater som Nrnberg og Fyrstebispedmme Bamberg, der hverken havde flder eller udenlandske kolonier. Hertugen af Bayern overtalte byen Nrnberg til korvarigt at forsge at leje sine dmte tyve ud til Genovas galejer. Men efter fem r konkluderede de sparsommelige ledere, at projektet var for usikkert. Tvunget hvervning til

62

BDDEL AF GUDS NDE

kejserens ungarske hr var en anden ofte foreslet lsning, som tilsyneladende ogs kun blev brugt kortvarigt.47 Den moderne lsning p problemet internt eksil eller langvarig indesprring indebar et meget strre bevidsthedsmssigt spring og kunne derfor endnu ikke accepteres af samtiden. De fleste myndigheder mente, at langtidsfngsling undtagen i tilflde af farlige sindssyge var alt for dyr og alt for grusom. Den populre forlber for moderne fngsler, arbejdsanstalten, fik mange tilhngere i det 17. rhundrede, hovedsagelig fordi den blev fremstillet som konomisk selvbrende. Men lederne i Frantz Schmidts Nrnberg bestemte tidligt, at en sdan institution bare ville vre en pengesluger, og afviste dermed realiseringen af denne id i endnu et rhundrede.48 I stedet besluttede de sig for de sig en angivelig mere effektiv afstraffelse af tiggere og tyvagtige unge mnd, nemlig at lnke dem sammen i hold, en praksis, som indtil da hovedsagelig var blevet benyttet i Frankrig. Den blev kendt som Springbuben eller Schellbuben (kngtene var ifrt fodlnker og hatte med bjlder). Disse fanger kunne typisk se frem til adskillige ugers rengring og renovering i gaderne samt oprydning efter mennesker og dyrs affald og andet skarn. Ligesom forvisning afskrkkede det at blive lnket sammen i hold nogle unge tyve, men ikke alle, fra at fortstte deres kriminelle lbebane, hvilket Meister Frantz senere ville kunne konstatere, nr mange af dem stod foran ham i galgen.49 Myndighederne s i sidste halvdel af det 16. rhundrede ikke andre mulige straffe for vaneforbrydere og andre uforbederlige ikkevoldelige lovovertrdere end i stigende grad at benytte sig af hngning som den sidste udvej. Den efterflgende stigning i eftersprgsel efter og ln til uddannede bdler var naturligvis gode nyheder for en spirende ung fagmand med Frantz Schmidts baggrund og ambitioner. Carolinas ophjelse af hans hndvrk til at vre en retfrdighedens uundvrlige tjener styrkede yderligere hans position. Protestanten Frantz var sandsynligvis mest taknemmelig for en velsignelse

LRLINGEN

63

fra selve Reformationens fader. Hvis der ikke fandtes kriminelle, ville der heller ikke vre nogen bdler, prdikede Martin Luther og tilfjede: Den hnd, der svinger svrdet og kvler, er sledes ikke lngere en mands hnd, men Guds hnd, og ikke manden, men Gud, hnger, stter p hjul og stejle, halshugger og frer krig. For at den underforstede betydning for den foragtede bddel ikke skulle blive overset, konkluderede Luther:
Sledes er Meister Hans [den stereotype bddel] en meget nyttig og endda barmhjertig mand, da han stter en stopper for skurken, s han ikke kan gre mere, og advarer andre, s de ikke gr [det samme]. Den ene er blevet halshugget af ham, de andre bag ham formanes om, at de br frygte svrdet og holde fred. Det er en stor nde.

Mens Jean Calvin var tilfreds med at anerkende bdlen som Guds redskab, gik den evigt sprudlende Luther s vidt som til at give sin personlige sttte til erhvervet: ... Hvis du ser, at der er mangel p skarprettere, betjente, dommere, herremnd eller fyrster, og du opdager, at du er kvalificeret, br du tilbyde dine ydelser og sge stillingen, sledes at de vsentlige myndigheder ikke skal blive ringeagtet eller svkket.50 Selvom den gejstlige anerkendelse af Schmidts profession var en krkommen udvikling for bdler, bredte den sig kun langsomt uden for de lrde kredse. Luthers bnfaldende tone kunne stadig hres i en bermt jurists forsvarstale fra 1565: Selvom ordet bddel stadig er hadet af mange, [og] det opfattes som et umenneskeligt, blodigt og tyrannisk erhverv, s er han ikke synder for Gud eller verden, hvis han handler p ordre og ikke af egen vilje, men af retfrdighed som Guds tjener. Ligesom dommeren, nvningene og vidnerne i retssagen var bdlen ikke selv skyldig, medmindre han handlede af grdighed, jalousi, had, hvn eller begr, ellers var han lige s uundvrlig for lov og orden som fyrsterne selv. En anden jurakyndig sammenlignede afsky rettet mod bdlens opgave med den skam, der er forbundet

64

BDDEL AF GUDS NDE

med affring begge dele frastdende, men ndvendige dele af Guds plan. Alle var enige om, at kilden til de fortsat populre ukvemsord ikke skyldtes embedet selv, men at jobbet ofte tiltrak gudlse og letsindige mennesker, [blandt dem] troldmnd, rvere, mordere, tyve, gteskabsbrydere, utugtige, spillere og andre belastet af grove synder, skandaler og problemer, mens det, som effektive domstole havde behov for, var fromme, gldfrie, venlige, barmhjertige, frygtlse mnd med erfaring i dette arbejde og med henrettelser, som snarere udfrer deres embede af krlighed til GUD og loven end af allerede eksisterende had til og foragt for de arme syndere.51 Frantz Schmidt tiltrdte hvervet som bddel i en tid med vsentlig hjere ln og mere social accept end tidligere, men ogs med hjere personlige standarder og forventninger. En genera tion eller to tidligere havde de verdslige myndigheder vret ndt til at se gennem fingrene med unskede baggrunde hos mange ansgere til embedet, og der var til stadighed bdler, der selv endte p den forkerte side af skafottet eller blet. P Frantz tid var professionelle bdler kendt i offentligheden som meget ordentlige og lovlydige, og enhver form for overtrdelse af loven resulterede i hurtig domfldelse og straf. Til gengld fik den tidligere ironiske betegnelse Meister en ny vrdighed, da bdler kunne f lov til at praktisere inden for bl.a. lgekunsten, og de endda kunne f deres eget vbenskjold.52 rhundreders akkumuleret overtro, afsky og frygt forsvandt selvflgelig ikke uden videre, og de relativt bedre vilkr, Frantz fik, skal ses p baggrund af de fortsat store sociale omkostninger. Uanset hvad dommere og ministre sagde, betragtede de fleste af Frantz samtidige stadig bdler med mistnksomhed, hvis ikke de ligefrem s dem som uhyggelige skabninger. I et samfund besat af den rituelle fremvisning af rang og re var fromme og rlige bdler en krkommen udvikling, men den opfattelse, at disse mennesker ville forurene andre ved deres blotte nrvr, levede videre. Mange dre ville for altid vre lukkede for snnen

LRLINGEN

65

af Heinrich Schmidt. Men den voksende eftersprgsel efter en ny slags bddel bnede en dr for den unge Frantz en bning, han gerne ville udnytte til at opn det, som hans far ikke realiserede: at d som en hderlig mand.

Bdlens kunst
Vi ved intet prcist om Frantz Schmidts barndom og ungdom i Hof. Men til trods for hans fars berygtede erhverv har overraskende mange af hans erfaringer lignet enhver anden middelklassedrengs i det 16. rhundredes Tyskland. Hans frste seks eller syv r blev for det meste tilbragt i selskab med kvinder og brn. Frantz mor dde, inden han fyldte seks r, muligvis allerede under eller kort efter hans fdsel hvilket kun skete alt for tit og en tante eller bedstemoder har sandsynligvis herefter overtaget moderens rolle. I 1560 fik han en stedmor, ogs en normal begivenhed p den tid, da hans far giftede sig med Anna Blechschmidt, som sandsynligvis ogs kom fra en bddelfamilie i nrheden af Bayreuth.53 P trods af det drlige ry, de har hos Brdrene Grimm, havde mange af Renssancens stedmdre positive og krlige relationer til deres stedbrn. Vi kan kun hbe, at dette ogs var tilfldet for den unge Frantz. Hvis familiens sociale isolation i Hof var s alvorlig, som Frantz senere hvder, m hans barndom have vret ensom. Tidens sm og strre brn var ikke under srlig meget opsyn set med moderne, vestlige jne de kunne frit udforske bne brnde, bne ildsteder og et vld af andre farlige lokaliteter, hvilket kostede mange unge liv. Mske har denne frihed givet Frantz legekammerater, der ikke lod sig afskrkke af forldrenes fordomme. Vi ved, at han havde mindst en ldre sster, Kunigunda, der nede voksenalderen; det er muligt og sandsynligt, at han havde andre sskende, som blev ofre for den hje brneddelighed. 50 procent af alle brn dde, inden de var fyldt 12 r. Omkring den tid, hvor Heinrich Schmidt giftede sig igen, har

66

BDDEL AF GUDS NDE

Frantz formentlig fet flere huslige pligter og er s smt begyndt at lre at lse, og skrive og regne. Nogle steder fik bdlers brn lov til at g p den lokale latinskole eller i gymnasiet, men de skulle betale for det. Frantz slgtning i Nrnberg, Lienhard Lippert, klagede senere bittert over, at andre forldre ngtede at lade deres brn sidde ved siden af hans sn i skolen, men byens embedsmnd ngtede at gribe ind. De foreslog i stedet, at drengen blev undervist hjemme.54 Hof fastholdt bde en ensporet (tysk) skole og en latinskole (grundlagt af en af Philipp Melanchthons elever), men immatrikulationslister har ikke overlevet, s vi ved ikke, om Frantz lrte at lse og skrive p en skole, af en privatlrer eller af en af sine forldre. Hans voksne skriftsprog, svel som hans elegante underskrift, tyder p elementr uddannelse i tysk og mske i noget latin. Men han skriver helt uden tegnstning og anvender en sregen syntaks og stavning og har tilsyneladende ingen bevidsthed om litterr stil eller blot enkel notarstil. Ligesom mange af tidens halvstuderede hndvrkere skrev Frantz Schmidt, som han talte uden kunstgreb. Han var en praktisk krnikeskriver, der prioriterede kendsgerninger og hensigtsmssighed, undertiden endda p bekostning af klarhed.

Frantz underskrift p ansttelseskontrakten fra 1584. Stilen er usdvanlig nydelig for den tid, men da underskriften er tydeligt forskellig fra den stil, notaren har udformet selve dokumentet i, er der hjst sandsynligt tale om en gte underskrift. (Staatsarchiv Nrnberg, 1584)

LRLINGEN

67

Frantz fik sandsynligvis sin religise opdragelse derhjemme, selvom en lokal prst hvis han ville indvillige i at komme i Schmidts hus godt kunne have instrueret drengen i katekismen. Det var den evangeliske eller lutherske tro, der formede drengens tidligste religise flelser. Byen Hof havde brudt med den katolske kirke og tilsluttet sig den nye lutherske tro i Reformationens tidlige turbulente dage i 1520erne. En generation senere, da Frantz blev fdt, var Hof blevet en bastion for lutheranerne. Her var nsten alle borgere protestanter. Den voksne Meister Frantz havde en strk religis overbevisning, og det er sandsynligt, at han lrte at tage sin tro s alvorligt af sine forldre eller andre medlemmer af husstanden. Mange brn blev dengang oplrt i religion derhjemme. Faktisk prdikede kirkeledere, at enhver Hausvater havde et guddommeligt ansvar for at sikre, at brnene fik en ordentlig oplring. Som i de fleste husholdninger har den unge Frantz og hans sster Kunigunda sledes nok studeret det lutherske syn p kristendommens centrale doktriner i en tidlig alder: lren om bde arvesynd og guddommelig tilgivelse, det centrale i troen som en menneskelig erfaring og ndvendigheden af at vre vedholdende i et gudfrygtig liv. Frantz lretid som bddel begyndte formentlig omkring 12-rs alderen. Uanset hvilken rolle Heinrich Schmidt havde spillet i sin sns liv indtil dette tidspunkt, blev han nu drengens vigtigste personlige og faglige rollemodel. Ved hderlige erhverv f.eks.skrdderi eller tmrerarbejde krvedes typisk en formel lrlingekontrakt af to til fire rs varighed hos en anerkendt mester, som fik en anselig rlig pengesum fra den unge mands familie. Nogle bddelsnner kom til at arbejde for en slgtning eller en anden udlrt bddel p sdanne vilkr. Men sdanne mestre var relativt sjldne, s de fleste snner blev hjemme og lrte hndvrket fra ungdommen af under deres egne fdres formynderskab.55 For en bddels sn som Frantz var det naturligvis forbudt at lre et andet respektabelt hndvrk, ej heller kunne han tage en universitetsuddannelse eller forsge at flge et

68

BDDEL AF GUDS NDE

prstekald. De var alle ulseligt bundet af det forbud, der stadig gjaldt to rhundreder senere. Men det faktum kunne selvflgelig ikke forhindre ham i at forestille sig et andet liv for sig selv eller for sine brn. Hvad lrte teenageren Frantz af sin far? Frem for alt fik han en grundlggende opfattelse af, hvad det vil sige at vre en mand. Tidligt i den moderne epoke var maskulinitet isr et sprgsml om begrebet re, bde personlig og kollektiv. Som Heinrich indprentede Frantz fra en tidlig alder, havde den forhadte markgreve frataget dem alt, hvad der var dem dyrebart: en refuld profession, retten til borgerskab, samvr med venner, og selv deres navn. Der berettes i detaljer, som den 70-rige Meister Frantz langt senere skulle medtage i sin dagbog, med angivelse af det fulde navn p hans afdde bedstefar og onkel (i en tid, hvor de fleste mennesker ikke kendte deres egne bedsteforldre) om det fatale mde med hjortejgeren og hans hund, og prcis hvad, markgreven sagde til hans far, antallet af dem, der skulle henrettes for mordplaner, og s videre alt brer prg af, at det er en fortlling, som ofte er blevet fortalt i familien. De fleste af tidens mnd tog sig det meget nr, nr deres re blev angrebet. Familien Schmidt blev forsteligt nok sygeligt besat af emnet, ikke mindst p grund af de daglige pmindelser om deres skndsel. Frantz egen forstelse af personlig re skulle udvikle sig gennem hans liv, men ligesom sin far bevarede han en brndende vrede over den grundlggende uretfrdighed, som var skyld i hans families vanskeligheder. Man kan sprge sig selv, om det nu ogs var en ren tilfldighed, at Heinrich og Frantz fortsatte med at tjene i byerne Bamberg og Nrnberg, som engang var de bitreste fjender af den forhadte Albrecht Alcibiades? Den eneste anden frdighed, vi kan vre sikre p, at Heinrich Schmidt bibragte sin sn, vedrrte den praktiske side af ma skuliniteten nemlig et hndvrk. Bdlens kunst omfattede faktisk en hel rkke srskilte frdigheder sine qua non. Forudstningen var teknisk kompetence: hvordan man effektivt ud-

LRLINGEN

69

frte tortur og en rkke korporlige afstraffelser, der spndte fra udstikning af jne, fingerafhugning og piskning med birkeris til forskellige former for henrettelse. Frst udfrte Frantz dog de underordnede opgaver, som uddelegeredes til en lrling: rengring og vedligeholdelse af sin fars svrd og torturudstyr, samling og klargrelse af udstyret til offentlige henrettelser (lnker, reb, tr), servering af mad og drikke til sin far og hans medhjlpere og mske endda assistere med at bortskaffe kroppe (og hoveder) af halshuggede forbrydere. Da han blev ldre og strkere, begyndte Frantz at hjlpe med at pacificere fanger under forhr eller henrettelse, og han begyndte at ledsage sin far p ture til forskellige henrettelseslokaliteter rundtomkring p landet i Franken. Ved at observere og lytte til den erfarne Meister Heinrich lrte Frantz, hvor man skal placere dobbeltstigen ved en hngning, og hvordan man skal hndtere bde reb og kder p et offer, der gr modstand. Han hjalp med at opstille de midlertidige platforme af tr, der anvendtes, nr nogen skulle druknes i floder, og han observerede, hvordan man fremskyndede denne uundgeligt vanskelige og ofte langvarige prvelse. Mest afgrende underviste Heinrich Schmidt sin sn i, hvordan man anvendte de forskellige torturinstrumenter, der var til rdighed til pinlige forhr, og hvordan man kunne bedmme en persons evner til at holde ud, s man undgik en for tidlig dd. Det kommer ofte som en overraskelse for moderne observatrer, at den typiske bddel ofte havde et bierhverv som helbreder. Nogle bdler udnyttede den magiske aura fra deres hndvrk til at tiltrkke kunder, men det var deres kendskab til den menneskelige anatomi og isr til srpleje der sikrede bdlens omdmme som lge. Derfor kunne Meister Heinrich ogs give sin egen viden videre til Frantz (sandsynligvis viden erhvervet fra andre bdler) om, hvilke helbredende urter og salver der kunne hele et torturoffers sr, og hvordan man satte brkkede knogler p en fange sammen som forberedelse til en offentlig henrettel-

70

BDDEL AF GUDS NDE

se. Hvis han frst mestrede disse frdigheder, ville den voksne Frantz Schmidt kunne f en betydelig supplerende indtgt som helbreder og lgekonsulent og ville til sidst kunne etablere en alternativ faglig identitet efter sin pensionering. Endelig havde en succesfuld bddel ogs brug for det, vi ville kalde menneskekundskab, og en vis grad af psykologisk indsigt, isr i en tid med gede krav. Evner af denne art var det naturligvis vanskeligere at undervise i, men Heinrich Schmidt giver i det mindste et eksempel p, hvordan man hndterer bde de statusbevidste storborgere og uplidelige lavere klasser samt nervse arme syndere i torturkammeret og ved galgen. For Heinrichs arbejdsgivere i Bamberg var de vigtigste egenskaber ved en god skarpretter, at han var lydig, rlig og diskret krav, der eksplicit var nvnt i hans embedslfte:
Jeg skal og vil beskytte min ndige Herre af Bamberg og Hans Ndes Fyrstebispedmme mod al skade, opfre mig fromt, trofast tjene i mit embede, retsligt afhre og straffe, som det bliver mig befalet som Hans Ndes verdslige autoritet; ikke tage mere end den passende betaling i overensstemmelse med denne forordning; Intet af det, jeg hrer i lbet af et retsligt forhr, eller andet, jeg beordres til at holde hemmeligt, vil jeg meddele til nogen; jeg vil heller ikke rejse noget sted hen uden udtrykkelig tilladelse fra min ndige herskers kammerherre, marskal eller husforvalter, og jeg vil vre lydig og fjelig i alle anliggender og befalinger fra disse samme, trofast i alle henseender og ikke besvre mig over noget (som helst). S hjlpe mig Gud og de hellige!56

Frantz oplevede p frste hnd den praktiske side af hver henrettelse, det faldt i hans fars lod at forest, den vanskelige afvejning af forskellige interesser og ml samt den forretningsmssige dimension af strafferetsplejen i praksis. Hvorvidt Heinrich var et positivt eller negativt forbillede p hvert af disse omrder, kan vi ikke vide, men teenageren Frantz inds hurtigt, at teknisk

LRLINGEN

71

frdighed faktisk ville vre mindre afgrende for hans faglige succes end hans evne til at indgyde tillid hos sine arbejdsgivere, frygt hos mistnkte under forhr og respekt blandt sine naboer. Det performative aspekt af hans job var med andre ord ikke begrnset til de dramatiske (og stadig vigtige) minutter p skafottet. At vre bddel ville blive en altomfattende, livslang rolle, der krvende urokkelig selvbevidsthed og rvgenhed. Menneskekundskab var ogs nyttig i bdlens forhold til sine fagfller. Som alle specialister benyttede Meister Heinrich og hans kolleger i andre byer en indforstet jargon, ofte baseret p tidens gadesprog, kendt som Rotwelsch eller Gaunersprache. Blandt bdler var hngning kendt som snring og halshugning som snitning. En srlig dygtig kollega kunne blive beundret for at binde en fin knude, spille godt p hjulet eller udskre pnt.57 Bdlerne havde ogs deres eget ord for at forkludre en halshugning (putzen), svel som deres egne genavne inden for faget, f.eks. Hammer, Morder, Maser, Skrer, Frimand og Knaser. Selvom de nppe var flatterende, var disse selvbenvnelser i det mindste mindre nedladende (og farverige) end de snesevis af mere folkelige betegnelser ssom afkorter, bhmand, bloddommer, ond mand, tyve-hnger, Hans, hoved-af, hugger, lille hammer, mester Pokker (ogs et kaldenavn for djvelen), piner, klippe-Johnny, knudemager, hellig engel, mester Av, mester Kattepine og blandt de fleste simpelthen bare slagter.58 Som i andre lav og broderskaber kaldte Renssancens bdler hinanden for ftter og gik til flles sociale sammenkomster. De var sammen uformelt ved bryllupper og fester eller i strre grupper til lejlighedsvis organiserede forsamlinger. Den mest bermte tyske bddelkonference, kendt som Kohlenberg-retten, blev afholdt frste gang i det 14. rhundrede i Basel og blev afholdt der indtil begyndelsen af det 17. rhundrede. Samlingen foregik som en typisk senmiddelalderlig sammenkomst for jvn byrdige, der kombinerede beslutningsdebatter med komiske ritualer og rigeligt med mad, drikke og historiefortllinger. I dette

72

BDDEL AF GUDS NDE

tilflde omfattede medlemskabet ikke kun bdler, men mange af de andre uhderlige omrejsende folk, der ikke havde noget lav. I det 16. rhundrede blev forsamlingen domineret af bdler og skkebrere, men andre marginaliserede mnd og kvinder fortsatte med at deltage. Iflge en beretning fra 1559 var der indkaldt til retsmde p pladsen uden for bdlernes bopl p Kohlenberg under et stort lindetr (retfrdighedens tr) og et andet hjt tr, kaldet hjortetaktret. Den mdeleder, som var valgt af forsamlingen, sad med sine bare fdder i en balje med vand bde sommer og vinter og hrte p tilflde af bagvaskelse og andre tvister mellem sine bddelkollegaer. Efter at de syv nvninge havde stemt, erklrede lederen s sin beslutning, tmte fodbadet, og dagens festligheder begyndte. En utilfreds mand, som var blevet indstvnet for retten af sin kones bddelelsker, beskrev hnligt forsamlingen som prget af udenlandske ceremonier og blev fuldstndig ignoreret af de lokale med undtagelse af dem, som var ude p ballade (herunder tilsyneladende hans egen kone).59 Frantz Schmidts dagbog nvner ikke deltagelse i Kohlenberg-retten eller nogen anden social begivenhed for den sags skyld. Mske tvang Heinrich ham til at komme med til Basel eller til en anden samling. Men det er nok mere sandsynligt, at far og sn ville have fundet en s larmende og vilkrlig ansamling af bl.a. prostituerede og tiggere usmmelig og en uvelkommen pmindelse om deres hndvrks stadig kompromitterende forbindelser. Den naragtige og ukorrekte karakter af domstolen hrte desuden en anden tid til, fr indfrelsen af mere avancerede juridiske systemer og professionaliseringen af bdlens hndvrk. Frantz kendte allerede mange af sine fagfller via sin far og var i kontakt med nogle af dem. At fejre deres flles identitet og udveksle forretningshemmeligheder var imidlertid noget, som hans generation af bdler for det meste foretrak at gre i private omgivelser og helt sikkert p afstand af bundtmagere, garvere og andre berygtede individer, som de prvede at distancere sig fra.

LRLINGEN

73

Kulminationen p Frantz Schmidts mesterlre bringer os tilbage til hans uddannelse med rettersvrdet. I modstning til kser, som p det europiske kontinent normalt blev forbundet med lejesoldater og skovarbejdere, symboliserede svrdet i Europa i tidlig moderne tid re og retfrdighed. Kejsere, fyrster og andre herskere talte om deres egen gudgivne juridiske myndighed med henvisning til svrdet, og vbnet selv spillede en fremtrdende rolle ved kroninger og andre formelle ceremonier. Retten til at bre et svrd var lnge et nidkrt bevogtet privilegium blandt adelige. Det var et synligt bevis p deres hje status. Halshugning med svrdet havde derfor siden romertiden vret et privilegium for borgere og aristokrater og var generelt den foretrukne form for henrettelse, ikke alene p grund af associationen til re, men ogs fordi det gik hurtigt. Bdlens svrd var blevet genstand for en srlig symbolsk og konomisk vrdi. Det var stort, i gennemsnit mere end en meter langt, vejede knap tre kilo og var ofte imponerende ornamenteret. I midten af det 16. rhundrede var kampsvrdet, som var blevet brugt af Middelalderens bdler, for det meste blevet erstattet af et srligt udformet vben, der endte fladt og ikke i en spids, og det havde en mere afbalanceret fordeling af vgten, der var tilpasset det ene forml at halshugge. Mange sdanne svrd har overlevet indtil nutiden, og de vidner om det ekstraordinre hndvrk og de overvejelser, der indgik i fremstillingen af dem. Hvert svrd havde som regel en unik indskrift, f.eks. Ved lov vil landet trives og blomstre, i lovlshed vil det g til grunde eller: Vogt dig for onde gerninger, ellers frer din vej til galgen eller mere kortfattet: Herrerne anklager, jeg henretter.60 Adskillige svrd havde ogs indgraveret billeder af de retfrdige Kristus, Madonna med barn eller af en galge, hjul eller et afhugget hoved. Nogle bddeldynastier indskrev navne og datoer for hver enkelt ejers overtagelse af det, og n familie lavede et hak p deres svrd for hvert menneske, der var henrettet med det. Meister Heinrichs retfrdighedens svrd var sledes mere end

74

BDDEL AF GUDS NDE

et bevis p hans tekniske dygtighed, det reprsenterede hele hans udstdte families skrbelige re. For hans lrlingesn var det ogs et symbol p den nye, professionelle, selvbevidste bddel en strk kontrast til den lejesoldat og slagter, der stadig levede i mange folks fantasi. Som voksen ville Frantz svinge et svrd, der var skabt ud fra hans egne anvisninger, stolt frembret under hele ritualet i sin egen tr- og lderskede, der kun blev fjernet i det afgrende jeblik under det offentlige drama. I sin dagbog noterede han de njagtige datoer for sin frste henrettelse med svrdet, frste henrettelse med svrdet i Nrnberg og frste henrettelse af et stende offer med svrdet.61 I forret 1573 var der stadig to forhindringer p Frantz Schmidts vej til status af bddelmester. Ligesom alle andre hndvrkere mtte han arbejde flere r som svend, rejse rundt i landet og arbejde p honorarbasis og samle vrdifulde erfaringer undervejs. Men fr han kunne pbegynde sin tid som rejsende svend, ville han vre ndt til at best en mesterprve. I det 18. rhundrede krvede man i Preussen, at aspirerende bdler skulle best en omfattende skriftlig og praktisk eksamen, ansgeren blev bedmt p, om han kunne anvende tortur uden at forrsage knoglebrud, brnde et lig helt til aske og demonstrere viden om alle typer forhr og henrettelsesudstyr.62 Proceduren i det 16. rhundrede i Bamberg var langt mindre grundig og formaliseret, men det var afgrende for en lrling at opn den rituelle godkendelse af sit hndvrk fra andre mestre, hvis han skulle gre sig forhbninger om at sikre sig en god position i fremtiden. Dagen for Frantz prve var den 5. juni 1573, og da var han 19 r. Fem r senere, da han pbegyndte sin dagbog, var den den eneste dato fra denne periode, han kunne huske njagtigt, hvilket understreger dens betydning i hans liv. Med sin far ved sin side tog han p en todages tur til landsbyen Steinach, 64 km nordvest for Bamberg. Den dmte var Lienhardt Russ fra Zeyern, der i Frantz dagbog beskrives som en tyv. Det er muligt, at nogle af Heinrichs kolleger kom for at overvre henrettelsen. En ellers

LRLINGEN

75

rutinemssig hngning, som fik en skelsttende betydning for far og sn. Den form for henrettelse rangerede som den mindst prestigefyldte for en udlrt bddel, men det var ogs en af dem, der nsten aldrig gik galt. Hvad tnkte den unge Frantz, da han frte Lienhardt Russ til galgen, bandt hans hndled og ankler p den foreskrevne mde og fik ham op ad stigen mod den ventende lkke? Har hans stemme rystet, da han bad den dmte sige sine sidste ord? Bemrkede den forsamlede skare af landsbyboere, at bdlen var meget ung, satte de sprgsmlstegn ved hans evner? Om disse ting kan vi kun gisne. Hvad vi ved, er dette: Frantz udfrte tilsyneladende sin opgave fejlfrit. Da liget af den dmte svingede slapt i galgen, skred Meister Heinrich eller en anden mester frem til den unge Frantz. Med rituel bravur fik han tre lussinger, iflge gammel skik, og derefter blev det hjlydt proklameret til alle, som var forsamlet omkring henrettelsen, at den unge mand havde henrettet behndigt, uden fejl, og fremover skulle anerkendes som mester. Frantz ville senere modtage et officielt mesterbrev, som han kunne vise til potentielle arbejdsgivere, og som bekendtgjorde, at den nye mester havde udfrt sin opgave med stor tapperhed til absolut tilfredshed63 og var berettiget til at blive ansat og aflnnet som mester. Som i andre hndvrk fejrede man, at den unge bddelmesters prve var get godt, med en festlig sammenkomst for familiemedlemmer og venner, der alle var ivrige efter at nyde godt af den stolte fars gstfrihed. Hvis en sdan fest var planlagt for Frantz, m den hjst sandsynligt have fundet sted i Bamberg. Et halvt rhundrede efter denne dag gennemsyrer en melankolsk bitterhed stadig den gamle, tidligere bddels erindringer, da han beskriver den store ulykke [som] ptvang min uskyldige far skarpretterembedet [samt mig selv] eftersom jeg, hvor meget jeg end havde nsket det, ikke kunne slippe.64 Men der findes ogs i hans beretning en umiskendelig stolthedsflelse over at have brugt et helt liv p at genoprette fred, ro og harmoni i landet. Efter i en alder af 19 r at have overstet min frste henrettelse hav-

76

BDDEL AF GUDS NDE

de den fremtidige Meister Frantz netop oplevet den komplekse blanding af vmmelse og stolthed over sin profession. Det var dobbeltheden i flelsen, som kom til at drive hans karriere frem i rene efter denne mrkedag, men den skabte ogs en indre konflikt i den unge bddel og gjorde det svrt for ham at f den gte personlige og faglige tilfredsstillelse, han sgte.

Citat fra Hamlet af William Shakespeare s. 77: Edvard Lembckes oversttelse bearbejdet af Anne Chaplin Hansen, Henning Krabbe og Erik H. Madsen (Boghandlerforlaget 1998). Citat fra King Lear af William Shakespeare s. 243: Edvard Lembckes oversttelse bearbejdet af Anne Chaplin Hansen, Henning Krabbe og Erik H. Madsen (Boghandlerforlaget 1998). Citat fra Miltons Paradise Lost s. 187: oversat af Uffe Birkedal, Gyldendal. Vers fra Sankt Peter af Richard Wagner s. 292: oversat af Adolph Hertz, Gyldendal.

BDDEL AF GUDS NDE Oversat fra engelsk efter THE FAITHFUL EXECUTIONER Copyright 2013 by Joel Harrington Maps copyright 2013 by Gene Thorp Published by arrangement with Farrar, Straus and Giroux, LLC, New York. All rights reserved. Danske rettigheder forhandlet gennem Leonhardt & Hier literary agency Dansk udgave 2013 Lindhardt og Ringhof A/S Oversat af Vibeke Bruun Arildsen Faglig konsulent: Dan H. Andersen Omslag: Remote Grafik Forsideillustration: Stadtarchiv Nrnberg Sats: Lymi Dtp-Service Redigeret af Johnnie McCoy Trykt hos: UAB Print it ISBN 978-87-11-39386-4 1. udgave, 1. oplag 2013 Printed in Lithuania, 2013 Frontispice: Albrecht Drer, Katarina [von Alexandria] und der Henker (1517). Kreditering af vrige illustrationer se side 351 Kopiering fra denne bog m kun finde sted p institutioner, der har indget aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nvnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof A/S, et selskab i Egmont

fascinerende portrt, en rejse ind i sjlen p en professionel skarpretter fra det 16. rhundrede. Bogen er baseret p det opsigtsvkkende fund af en dagbog frt fra 1573-1617 af Frantz Schmidt, bddel i Nrnberg. 0 dden, troen og drabet, ren og skammen er sat levende i scene af den anerkendte historiker Joel F. Harrington.

Bddel af Guds nde er et mrkt og

Schmidts egne tanker over livet og

www.lindhardtogringhof.dk