FP10

folkeskolens
prøver

dansk, skriftlig
prøve
Del a) Læsning og sprogbrug

Teksthæfte

Tidsforbrug til del a er ca. 1 time (60 minutter)

Tirsdag den 2. maj 2023

Kl. 13.30-17.30
Tekst 1
Uden sikkerhedsnet
For publikum er det en blændende
drøm. For artisterne, gøglerne og trylle-
kunstnerne er det blodig alvor. Cirkus-
museet fortæller historien om
savsmuldets originaler, vovehalse og
lykkeriddere og giver glade amatører
mulighed for at kaste sig ud i linedans,
kegler og akrobatik.
JEG FØLER MIG som en forkalket spræl-
lemand, mens jeg – spændt ud i et vinrødt
klæde, der hænger i en løkke ned fra det
høje loft – forsøger at sprede arme og ben
ud fra kroppen. Mine journalistlysker syrer
til, og knoerne hviner, mens jeg forsøger at
tegne en akrobatisk, Leonardo da Vinci-
agtig figur i luften med min krop og sam­
tidig desperat holde fast om det glatte stof.
Instruktør Line Vittrup synes, at jeg har
brug for mere udfordring, og giver sig til at
dreje mig rundt i luften, hurtigere og
Tekst: Peter Nicolai Gudme Christensen. Foto: Cirkusmuseet
hurtigere, som en forsinket grillkylling.
Væggene i det, der engang var fægtesal,
men som i dag bruges af Cirkusmuseet,
drejer forbi. Til min overraskelse føler jeg
mig ikke svimmel, men da jeg bagefter træ-
der ud af stofslyngen og ned på madras-
sen, er det, som om rummet ikke vil holde
op med at snurre omkring mig.
”Vi vil gerne give vores besøgende forstå-
else for, hvad det kræver at arbejde som
cirkusartist. Og Line er god til at finde
kompetencen hos den enkelte, der kommer
forbi,” siger museumschef Mikkel Knudsen,
der også får en let omgang artistunder­
visning denne eftermiddag, men som har
sprunget luftturen over.
”Jeg kan godt lide at rykke grænsen hos
folk, så de tør noget mere, end de troede,
de gjorde,” siger Line Vittrup. Hun er selv
Side 2
forhenværende cirkusartist, og nu kaster
hun i Cirkusmuseets sal børn og voksne,
forretningsfolk på teambuilding og pensio­
nister på udflugt ud i jonglering, linedans,
trapez eller så halsbrækkende aktiviteter,
som de nu har mod på. Og når hun siger,
at alle kan få noget ud af en tur i manegen,
mener hun det bogstaveligt:
”Der var engang, hvor vi skulle have besøg
af en gruppe børn, der var født med mang-
lende lemmer. Vi vidste bare ikke, hvor
udfordrede de var. Men selv en dreng, der
manglede det meste af sine arme, endte
med at hænge i en trapez. Det var ret
rørende,” fortæller hun.
Foto: Ebbe Forup
MIKKEL KNUDSEN ER historiker og har
været ansat hos Cirkusmuseet i 18 af de
21 år, det har eksisteret i Avedørelejrens
historiske bygninger i Københavns-
forstaden Hvidovre. Han mener, at museets
grundlæggende opgave er at skabe
opmærksomhed omkring cirkus på linje
med andre kunstarter, og meget af hans
arbejde går ud på at grave interessante for-
tællinger ud af fortidens savsmuld og ser-
vere dem på en tidssvarende måde.
”Som historiker er man tilbøjelig til at ville
vise sin viden og lave noget klogt, der
kunne blive til et program på DR2. Men
vores målgruppe er langt hen ad vejen
børn, og så må man tænke mere i Rama­
sjang,” siger han ved begyndelsen til
museets udstilling og tænder for en video-
projektion, hvor bugtaler og entertainer
Peter Nørgaard i selskab med dukke­
hunden Charlie giver et kort rids over
cirkusinstitutionens historie – fra de første
numre med heste på Philip Astleys ride-
skole i London i 1768, til de franske ny­-
cirkusartister i Archaos i 80’erne og 90’erne
begyndte at jonglere med motorsave. Vi
fortsætter ind i et rum med kostumer, hvor
en broderet kinesisk kåbe gør mere eller
mindre afslørende paillet- og rhinstens­
besatte cirkusprinsessedragter selskab.
JEG BALANCERER PÅ ét ben og løfter
armene op over hovedet som en gammel-
dags proptrækker. Jeg forestiller mig, at jeg
står i rampelyset på en line højt hævet over
publikum i et mørkt telt. I virkeligheden er
der under en halv meter ned fra det brede,
udspændte tov – som jeg kort efter dratter
ned af.
”Du skal finde ét punkt at kigge på, så er
det lettere at holde balancen,” siger Line
Vittrup, der har været ved stort set alle
cirkusser i Danmark og en pæn portion i
udlandet, men som i dag har lagt det fysisk
Side 3
krævende liv som cirkusprinsesse bag sig.
Som ung var hun vild med springgymna-
stik, og under et kursus på idrætsefter­
skolen i Oure begyndte hun at interessere
sig for artisteri. Hun søgte ind hos Cirkus
Krone i Hårup i Østjylland, hvor hun lærte
at jonglere med ild, passe heste, slå telt op
og sælge popcorn og blev forlovet med
direktørens søn. Senere arbejdede hun
med mange andre cirkusser, og under en
turné i England blev hun opdaget af den
tjekkiske Faltyny-cirkusfamilie, der invite-
rede hende i lære som jonglør og akrobat
på ethjulet cykel. Mens hun rejste rundt
med Faltyny-truppen, manglede der til en
forestilling i Offenburg i Tyskland en med-
virkende til et knivkasternummer. Line
Vittrup, der gerne ville frem i branchen,
syntes ikke, hun kunne sige nej, og på
trods af nerverne accepterede hun at blive
det mål, der ikke skulle rammes. Inden hun
skulle på, sagde knivkasteren til hende: ”Du
står fucking stille!” Så det gjorde hun.
”OG SÅDAN ER der utrolig mange rørende
historier, når man dykker ned i dem. Cirkus
er virkelig en verden, der vokser på én,”
siger Mikkel Knudsen.
Museumschefen fortæller, hvordan den
verden har været under pres, i hvert fald
herhjemme, hvor visse cirkusser de senere
år har haft for mange tomme sæder under
teltdugen – muligvis fordi vi alle sammen
render rundt med en lille skærm i lommen,
der tilbyder øjeblikkelig, digital magi, uden
at vi behøver forlade sofaen.
I 2018 blev de sidste vilde dyr forbudt
i cirkusarenaen, og nogle frygter, at politisk
korrekthed på længere sigt kan gøre det af
med kropsnære kostumer og vildt vove-
mod. Alligevel har corona ramt branchen
så hårdt, at det nu diskuteres, om man skal
bede om et sikkerhedsnet i form af stats-
støtte – hvad cirkusfolket tidligere har været
modstandere af, fordi de ville forblive herrer
i eget skæve hus. En uskreven regel har
sågar gennem historien forvist politiske
spørgsmål fra cirkussets arbejdspladser.
”Når man skal turnere sammen i måneds-
vis, nytter det ikke noget, at man bliver
uvenner over den slags,” fortæller Mikkel
Knudsen, der håber, at cirkus klarer sig ud
af krisen, og at trangen til at opleve forfinet
håndværk live vil overleve. På den ene eller
anden måde:
”Hvem ved … Cirkusfolk har altid været
gode til at omstille sig. Og vi hører faktisk,
at mange cirkusser i år har den bedste
sæson længe.”
I TRÆNINGSSALEN KÆMPER jeg med
at få en plastiktallerken op at rotere på en
tynd træpind.
”Du skal have løse håndled, som om du
bruger et piskeris,” siger Line Vittrup. Alli-
gevel springer tallerkenen væk fra mig og
min pind, som om jeg var et farligt dyr. 20
forgæves forsøg senere spørger jeg hende:
”Du sagde, at alle har en kompetence,
hvad er egentlig min?”
”Du var meget god til at gå på line. Det her,
til gengæld … hmm,” svarer hun tøvende,
inden hun finder en opmuntrende vinkel:
”Men du er velkommen til at komme igen
og øve dig en anden gang!”
Ud&Se, juni 2022
Side 4
Tekst 2

Underboen har alvorlige søvnproblemer, ovenboen

føler sig urimeligt gjort til syndebuk. Hør historien
fra begge sider
Annemette Grundtvig, journalist

Efter tre-fire år med en

festabes støj er noget
ødelagt. Claudia kan få
hjertebanken, bare hun
hører den ny ovenbo gå
rundt på strømpesokker.

Claudia og Otto har boet

30 år i en andelslejlighed i
en bygning fra 1900. De
første 20 år følte de sig ikke
forstyrret af nabostøj, men
så flyttede de rolige oven-
boer ud, og ind rykkede
18-årige Philip. Han tog
tæpperne af gulvene og
hang ud med sine venner i
lejligheden til sent om
aftenen.
Foto: Rikke Bisgaard

Otto begyndte at bruge ørepropper om nat-
ten, men Claudia ville kunne høre datteren i
det tilstødende værelse med det resultat, at
hun ofte til langt ud på natten blev holdt
vågen af lyde fra Philips lejlighed.
Hun forsøgte at tale med Philip om, at hun
følte sig generet, men det gik ikke godt.
Tværtimod blev deres relation mere og
mere konfliktfyldt. Den kulminerede med,
at Philips advokat meddelte Claudia, at hun
ikke længere skulle kontakte Philip direkte,
men gennem ham. Lydene fortsatte og gav
hende alvorlige søvnproblemer.
»Jeg har haft for højt blodtryk, og jeg har
helt klart været stresset. Jeg er gået i seng
med hjertebanken hver eneste aften
i måske en tre-fire år, altså, hvor hele
sengen simpelthen bare har hoppet«,
fortæller hun.
Situationen har gjort hende ekstremt
følsom over for lyde fra naboer, mens
andre lyde fra f.eks. fjernsyn eller trafik ikke
forhindrer hende i at sove. Da der udbrød
brand i baghuset, vågnede hun ikke
engang, da brandbilerne kom.
Philip flyttede for tre år siden, og ind
rykkede Anders, der også lige var flyttet
hjemmefra. Han er hensynsfuld, tænker
bl.a. på at gå på tæer i stedet for på hæle,
og Claudia har fået det bedre, men
problemet er ikke løst, for Anders’ kæreste,
Almira, er flyttet ind hos ham, og hun

Side 5
bevæger sig rundt på en måde, som er en
konstant kilde til uro hos Claudia. Lyden
forplanter sig, selv om hun går på strømpe­
sokker, for hun sætter foden i med hælen
først.
»Hvis jeg kan høre, at Almira begynder at
gå rundt, når hun kommer hjem om afte-
nen, kan jeg stadig godt få den der hjerte-
banken. Det er helt tydeligt knyttet til, når
jeg ikke ved, om jeg får ro«.
Almira, som er først i 30’erne og oprindelig
fra Balkan, har efter en periode i Sverige i
en årrække boet i Danmark, hvor hun nu
bor sammen med sin kæreste, Anders, i
dennes lejlighed centralt i København.
»Jeg voksede op i et hus, min bedstefar
har bygget, på landet på Balkan. Da jeg
skulle på universitetet, flyttede jeg til en
stor by, hvor jeg delte en etværelseslejlig-
hed med to andre studerende. Det var i et
brutalistisk betonbyggeri, væggene var som
papir, og der var altid nogle, der holdt fest
et sted, men der var masser af frihed, og
det var ret skønt«.
Det var et stort kulturskifte at komme til
Sverige, hvor folk var mere stille. Hvis
naboerne larmede, kunne man ringe til et
privat vagtselskab, der pålagde folk at være
stille, så man ikke selv behøvede at komme
i konflikt med naboer. Senere i København
blev Almira kæreste med Anders og blev
endnu mere bevidst om lyde, hun aldrig
tidligere havde tænkt over.
»Første gang jeg sov her, bad han mig om
ikke at hoppe ned fra sengen, som er ret
høj, fordi han har problemer med under-
boen. Senere bad han mig om at prøve på
ikke at lande på hælen først, når jeg går,
men ligesom gå mere på tæer«.
Almira erfarede, at underboen klager over
de mindste lyde, og det er altid Anders, hun
kommunikerer med – for det meste på sms.
Hun fortæller, at de prøver at vise hensyn.
Når der er venner til middag, beder Anders
dem f.eks. om ikke at trække stolen hen
over gulvet.
»Det er superirriterende. For nylig fandt jeg
ud af, at det nærmest kun er mine lyde, hun
(underboen, red.) klager over. Hun skriver
for eksempel til ham: ’Almira går’. Jeg føler,
at hun gør mig til skurken – sådan en
uciviliseret udlænding, der ikke ved, hvor-
dan man opfører sig. Det gør mig vred. Jeg
synes, hun burde have talt direkte med
mig«.
Almira retter ind, når underboen er util-
freds, selv om hun egentlig ikke ønsker det
eller finder det fair. Hun tænker hele tiden
– og endnu mere, efter at hun er blevet
gravid – over, om hendes adfærd larmer.
Forleden var hun og Anders hjemme hos
hans forældre, som bor i hus. Det føltes,
fortæller Almira, bare så afslappende at
kunne slæbe fødderne hen over gulvet
i hjemmesko. »Jeg kunne bevæge mig
friere, jeg havde det sådan, ’wauw, et helt
univers af afslapning!’«.
Fortællingerne om beboeres oplevelser af
nabostøj stammer fra forskningsprojektet
’Hvad er nabostøj’ ledet af Sandra Lori
Petersen, Institut for Antropologi, KU.
Politiken.dk, 23. januar 2021
Side 6