Det mystiske Danmark II

af Lars Thomas
Forord:

Hver gang jeg graver mig ned i Danmarks historie, eller snakker med folk et eller andet sted i
landet, bliver jeg forundret over hvor mange historier, der hele tiden dukker op. Det er som om hver
eneste lille afkrog, hver eneste lille by har noget at fortælle – sjove historier, romantiske historier,
dramaer eller tragedier. Og så er der selvfølgelig de utænkelige og de mystiske historier, tæt
befolket med spøgelser, uhyrer, varulve, rumvæsener og andet godtfolk. Jeg har samlet 75 nye og
gamle historier i denne bog – med anvisninger til hvordan man selv kan finde stederne. Jeg håber
det vil give inspiration til mange søndagsture, og helst en lille fornemmelse af hvilket spændende,
fantastisk og mystisk land vi egentlig bor i.

København 2006

Lars Thomas
Indholdsfortegnelse:

Bornholm:
1. Christiansø – Dr. Dampe
2. Dueodde – De skinnende fartøjer
3. Jons Kapel – Spøgelsespræsten og den onde plet
4. Randkløveskår – Uhyret fra dybet
5. Ædelstenssøerne – Boblen fra jordens indre

Fyn:
6. Alléskoven – Tåge over dysseskoven
7. Asperup Kirke – Spøgelser og andre godtfolk
8. Bellingebro – Broen bør ikke passeres!
9. Dammestenen – Mystiske kræfter ved Danmarks største sten
10. Frostens Å i Langesø Skov – Mærkelige væsener ved åen
11. Glavendrup – De mystiske runesten
12. Horne Kirke – En barsk præst
13. Horneland – Sten overalt
14. Klokkestenen på Lyø – De underjordiskes dørklokke
15. Middelfart – Et mystisk mord
16. Nørre Søby Sø – Den skrækkelige lindorm
17. Ørkild Slot – En gammel gammel landmand

Jylland:
18. Agri Kirke – En usædvanlig turist
19. Blåvandshuk – Gæsten i fyret
20. Broager Kirke – De siamesiske tvillinger
21. Budolfi Kirke i Ålborg – Kirkegængere fra det hinsides.
22. Børglum – Den bistre bisp fra Børglum
23. Dronninglund Slot – Natlig uro på slottet
24. Elling Å’s udløb – Strandvaskerne
25. Frederikshavn – En moderne kirke med gamle gæster
26. Fur – Spøgelser og havuhyrer
27. Grejsdalen – Spøgerier i skønne landskaber
28. Hanklit på Mors – Gæster fra en anden verden
29. Himmelbjerget – Turister fra en anden tid
30. Hirsholmene – Soldaterne i kirken
31. Hvidbjerg Kirke – En mærkelig dag i kirken
32. Immervad Bro - Kvægdriverne
33. Kokkedal Slot – Fred og masser af fare
34. Lille Restrup Hovedgård – Ubudne gæster
35. Lindholm Høje ved Ålborg – En hilsen fra fortiden
36. Læsø – Vandringsmanden
37. Over Jerstals jættestuer – Den hvide hånd
38. Ribe – Historier fra domkirken
39. Råbjerg Mile - Optoget
40. Sjellebrostenen – Åens vogter
41. Silkeborgskovene – Ulvene kommer
42. Storåen ved Holstebro – Uhyrer i åen.
43. Stranglhøj – Den levende bautasten
44. Stårup Hovedgård – Bønderne går igen
45. Tilsandede Kirke – Kirkegængerne kommer
46. Thorsager Kirke på Djursland – Død og ulykke
47. Ulfborg Kirke – Da djævelen blev mundlam
48. Vedsted-dysserne - Vogteren

Sjælland og øerne:
49. Assistens Kirkegård – Den som besøger sin egen grav...
50. Bolund – En mærkelig landing
51. Christianshavns Voldgrav – Hundedræberen og andre uhyrligheder
52. Damhussøen – Natlige sejlture
53. Elmelunde Kirke – En bil der ikke var der
54. Fribrødre Å på Falster – Træd aldrig på en sovende lindorm
55. Gothersgade – Poltergejsten i Gothersgade
56. Gråbrødre Torv – En flygtig lænkehund
57. Heatherhills – Skybåndene
58. Horbelev Kirke på Falster – De mystiske stenhoveder
59. Hørsholm – Bedst som hun var der, var hun der ikke alligevel
60. Katolske Kirke i Bredgade – Havtrolden fra Isefjorden
61. Kildevældsparken – Stort søuhyre i en lille sø
62. Køge Bugt Strandpark – En løs los
63. Nyord Kirke – En usædvanlig turist
64. Roskilde – Helhesten i Hersegade
65. Store Grib Sø – Ikke et sted for svage sjæle
66. Søborg Slot – Margrethe går igen
67. Torvegade – Det gamle tugthus er aldrig lukket
68. Ulvesøen i Danstrup Mose – Nogen får aldrig fred
69. Vallensbæk Kirke – Lidt for mange studenter
70. Vejlebroen ved Næstved – Kong Valdemar jager trolde

Skåne:
71. Helsingborg – Gæsterne på Kärnan.
72. Lund Domkirke – Den muntre munk
73. Malmöhus – Nogle ejere slipper aldrig deres slot igen
74. Runamo – Runerne som ikke var der
75. Skånske søer – Et mylder af søslanger
BORNHOLM

1. Christiansø og Frederiksø – Dr. Dampe

Jacob Jacobsen Dampe (1790-1867) brød sig ikke om det danske enevælde. I 1820 gik han så vidt
som til at kræve, at der skulle afholdes en folkeafstemning i Danmark om en demokratisk
forfatning. Hvis kongen (Frederik d. 6.) sagde nej til denne anmodning, skulle man opfordre hæren
til at gøre oprør. Dampe kom dog aldrig særligt langt med sine vidtløftige planer, for allerede ved
den første møde i den forening, som Dampe og flere andre havde stiftet, og som skulle arbejde for
afskaffelsen af enevældet, blev han arresteret og dømt til døden for majestætsfornærmelse,
tilskyndelse til oprør, landsforræderi og flere andre alvorlige forbrydelser.
Frederik d. 6. ændrede dog senere straffen til livsvarigt fængsel – og det var på en tid
hvor livsvarigt betød præcis det. De første måneder sad Dampe indespærret på Kastellet i
København, men senere blev han overflyttet til Christiansø, hvor man vel har ment, at han kunne
gøre mindst mulig skade. Dampe kom til at tilbringe næsten 20 år her. Først i 1841 fik han tilladelse
til også at færdes på selve Bornholm. Ved tronskiftet i 1848 blev han dog benådet, og fik lov til at
færdes frit igen. Samtidig blev han tilkendt en lille pension som erstatning for det meget lange
fængselsophold. Hvorvidt Dampe virkelig var en trussel mod kongemagten er svært at sige, men
selv mente han, at straffen havde været ualmindelig hård og umenneskelig.
Det er muligvis derfor, at han aldrig rigtig har kunnet slippe stedet igen. Selvom
Dampe døde i 1867, bliver han stadig set på Christiansø og Frederiksø af og til. Han, eller ihvertfald
en alvorligt udseende mand iført en lang frakke, er blevet set tre gange ved det såkaldte Lille Tårn
på Frederiksø og en enkelt gang ved Store Tårn på Christiansø, som regel sent om aftenen. En
enkelt gang har han dog også vist sig for en 9-årig københavnsk pige ved højlys dag. Det skete en
efterårsdag i 1994, da pigen var på et endages besøg med sin familie.
Familien havde slået sig ned på kroen for at spise frokost, men pigen havde fået lov til
at gå på opdagelse på egen hånd. Efter at have strejfet lidt rundt, var hun endt ved den åbne plads
ved Lille Tårn, hvor man kan se over til mågerne på Græsholmen. Der var helt tomt for mennesker,
så efter at have kigget lidt ud over havet, bestemte hun sig for at gå tilbage til sin familie. Da hun
vendte sig væk fra stenmuren, der vender ud mod havet, opdagede hun imidlertid, at der nu stod en
mand næsten lige ved siden af hende, og stirrede ud over havet. Han så ud til at være i meget dårligt
humør, så pigen spurgte ham, om han var ked af noget. Først svarede han ikke, men da hun spurgte
ham igen, drejede han hovedet og kiggede på hende. Så rystede han ganske stille på hovedet,
løftede den ene hånd, og klappede hende forsigtigt på håret. Pigen blev stående ved sigen af ham
nogle få øjeblikke mere, men han sagde stadig ikke noget, og da han var begyndt at stirre ud over
havet igen, bestemte hun sig for at gå.
Pigen fortalte sine forældre, at manden havde virket så trist til mode, at hun næsten
selv blev ked af det, og hun kunne ikke lade være med hele tiden at vende sig om og kigge på ham,
da hun begyndte at gå tilbage mod kroen. De to første gange hun vendte sig om, stod han der
stadigvæk, men tredje gang var han væk – sporløst forsvundet. ”Det tog kun et øjeblik,” fortalte hun
senere, ”og så var han der pludselig bare ikke!”. ”Jeg troede jeg ville møde ham igen, for han havde
sådan noget sjovt tøj på, altså med en stor frakke og sådan noget. Og jeg havde også fortalt min far
og mor om ham, og de ville gerne møde ham, men jeg så ham aldrig igen, selvom jeg stod og
ventede på stien i lang tid.”

Christiansø og Frederiksø er de største af øerne i øgruppen Ertholmene, der ligger omkring

15 km nordøst for Bornholm. Der er skibsforbindelse fra Allinge, Gudhjem og Svaneke.
2. Dueodde – De skinnende fartøjer

Dueodde er uden sammenligning Bornholms kendteste badestrand, og det er ikke uden grund. Her
finder man kridhvide sandstrande, der kun mangler lidt palmer for at kunne måle sig med de bedste
i troperne. Det er ikke noget under, at stranden her kan tiltrække badegæster i tusindvis, når
turistsæsonen er på sit højeste.
Området har i det hele taget meget at byde på, og ikke kun for dem, der er interesseret
i sol og strandliv. Hvis man for eksempel er interesseret i naturen, kan man finde mange sjældne og
særprægede planter, og i de bevoksede klitter inden man kommer ud til selve stranden, kan man
finde myreløvernes tragtformede faldgruber, dødsfælder for uforsigtige myrer, der falder ned i
hullerne og ender i maven på de grådige larver, der sidder og gemmer sig i bunden af hver enkelt
tragt. Området besøges også af en hel del fugleinteresserede, som her kan møde arter man ikke
sådan lige uden videre kan finde i det øvrige Danmark.
Det var netop en sådan fugleinteresseret, som en dag i slutningen af august 1984 fik et
betydeligt større udbytte af en fugletur, end han havde regnet med. Han var taget til Dueodde en
tidlig morgen i håb om at finde en lille flok rovterner, som en bekendt havde set på stedet et par
dage forinden. Han fik da også set de eftersøgte rovterner, men også noget andet og langt mere
mærkeligt.
Hvis man gerne vil studere fugle, er der to ting, som er meget vigtige. Man må være
villig til at stå tidligt op, og man skal være udstyret med en ærkeengels tålmodighed. Vores
fugleinteresserede ven var derfor på plads ved stranden kort før solopgang, vel udstyret til en lang
og tålmodig venten på de eftertragtede fugle. Da solen stod op, viste det sig utroligt nok, at
terneflokken faktisk stod på en sandrevle lige ud for, hvor han havde anbragt sig. Han havde derfor
de bedste muligheder for at studere fuglene nærmere.
Det var lige midt i denne behagelige aktivitet, at han begyndte at lægge mærke til en
svag summen i luften. Til at begynde med troede han, at det bare summede for hans ører, men i
løbet af de næste få sekunder blev lyden højere, og passerede så tilsyneladende lige hen over
hovedet på ham, hvorefter den forsvandt vestpå langs kysten. Præcis samtidig så han i sin kikkert,
som hele tiden havde været rette mod terneflokken, en genstand, der med stor fart passerede bagom
fuglene et stykke ude til havs. Kikkerten havde været indstillet på fuglene, så den flyvende genstand
havde ikke været tydelig, men det var ikke en fugl, og farten havde været alt for stor til at det kunne
være en flyvemaskine.
I næste øjeblik kom summelyden tilbage, så rovternerne fik lov til at passe sig selv,
mens den morgenfriske fuglekigger så sig om. Han sagde senere, at han i det øjeblik fik en
fornemmelse af at være med i en science-fiction film. Godt 5-600 meter ude til havs, så tæt nede
over havet, at overfladen blev blæst op, kom et sølvskinnende fartøj flyvende med rasende fart. Det
lignede nærmest hovedet af en knappenål i stor størrelse, og det var tydeligt metallisk, for
morgensolen glimtede i dets overflade. Samtidig var et andet fartøj med lige så stor fart på vej i
samme retning, men helt inde over stranden.
I løbet af det næste kvarters tid passerede otte andre tilsvarende fartøjer forbi på
samme måde. De to sidste, der fløj i formation ude over havet, forøgede dog spændingen og
dramatikken, da de pludselig dykkede ned under vandet uden at sagtne farten, forsatte et par
hundrede meter lige under overfladen, hvorefter de lettede igen og fløj videre. Det var en temmelig
rystet fuglekigger, der på dette tidspunkt besluttede sig for at pakke sammen og tage hjem!
Der findes naturligvis ingen normale fly, der er i stand til at udføre de manøvrer, som
blev demonstreret denne sensommermorgen, og øjenvidnet er sikker på, at han ikke drømte, og i
øvrigt var pinligt ædru. For ham var der ingen tvivl om, at det ikke var et naturfænomen, men
derimod en eller anden form for luftfartøjer. Måske kommer der gæster til Dueodde fra et meget
større område end turistforeningen går og tror.

Dueodde er Bornholms sydligste punkt, og øens mest berømte badestrand. Den er nemmest at
komme til med bil, men der kører også enkelte busser forbi – selv i sommersæsonen kan der
dog godt være meget langt imellem dem. Kommer man fra Rønne kører man mod Snogebæk,
og drejer til højre efter ca. 25 km. Der er to campingpladser i området, og man kommer
nemmest ud til stranden ved at parkere i nærheden af en af dem, og så ellers gå resten af
vejen.
3. Jons Kapel – Spøgelsespræsten og den onde plet

Jons Kapel på vestkysten af Bornholm nord for Hasle, er et af de mest dramatiske landskaber på
Bornholm. Det er smukt i sig selv om sommeren, når solen bager, og man hører lyden af glade
barnestemmer og talrige turister, der sludrer med hinanden, eller puster, når de skal op ad den lange
trappe fra stranden. Men skal man se Jons Kapel, når det er mest imponerende, skal det ske på en
kold efterårsdag, hvor en solid vestenstorm hamrer bølgerne ind mod klipperne. Så følger man sig
lille og ubetydelig.
Der går mange og ret forskellige historier om Jon og hvem han egentlig var, men de
fleste er dog enige om, at han var missionær, og formentlig fra England, hvilket vil sige, at han i
virkeligheden nok hed John, men lad det nu ligge. I hvertfald skulle han være kommet til Bornholm
engang i 1000-tallet, enten som den eneste overlevende af et helt skib af missionærer, som Knud
den Store havde sendt til Danmark fra England, eller som ene mand, sendt ud fra St. Michaels
kloster i Slesvig i et forsøg på at kristne bornholmerne, som på det tidspunkt åbenbart stadig holdt
fast ved den tro på de gamle nordiske guder, som var ved at forsvinde i resten af Danmark.
Uanset begyndelsen endte Jon (eller John) altså med at slå sig ned på stranden foran
den høje klippesøjle, der stadig bærer hans navn, og her prædikede han det kristne budskab for
bornholmerne, og fik dem efterhånden omvendt. Hvor meget af dette der er digt, og hvor meget der
er virkelighed, er der hvis ikke rigtigt nogen der ved, men livet har nok været hårdt for den gode
Jon, så det er måske ikke så underligt, at han stadig viser sig i den naturligt formede prædikestol,
som han brugte, da han var aktiv missionær.
Det har ikke været mange forundt at møde Jon her henved 1000 år senere, men de som
har, siger alle, at han er noget genert af sig. Står man nede på stranden foran selve klippesøjlen, sker
der nemlig af og til, at man ud af øjenkrogen for øje på en mand, der står oppe i åbningen i
klippesøjlen, med armene strakt op mod himlen, men ser man derefter direkte på ham, er han der
aldrig. Et enkelt øjenvidne, en tysk skolelærer, kom i 1984 formentlig tættere på Jon end andre
nogensinde har præsteret. Han var på vej op langs bagsiden af klippesøjlen for selv at kunne se ud
over havet fra Jons prædikestol, da han i et kort glimt fik øje på en person, der allerede stod
deroppe. Skolelæreren kunne se, at han havde løftet armene, så han gik ud fra, at vedkommende
vinkede til familie eller venner nede på stranden. For ikke at trænge sig på, ventede han derfor lidt
nede ad stien på, at den anden ville komme ned, så han kunne komme op. Efter fem minutter var der
imidlertid intet sket, så skolelæreren klatrede helt op for at spørge, om det dog ikke nu kunne være
hans tur til at nyde udsigten. Det var der ingen problemer med, for der var nemlig ingen andre
deroppe!
Et andet og betydeligt mere uhyggeligt fænomen er en såkaldt ond plet, som også
findes ved Jons Kapel. Dens præcise placering er ukendt, men der findes nogle få beretninger fra
folk, som på et bestemt sted ved kysten et lille stykke efter klippesøjlen, er blevet overvældet af en
pludselig og intens følelse af frygt, og en stærk trang til at springe i havet eller lade sig falde ned på
klipperne. Disse følelser er hver gang opstået meget brat, et vidne beskrev det som at tage et skridt
ind i et iskoldt værelse, men de er også hver gang forsvundet igen lige så pludseligt, når vidnet har
taget sig sammen til at gå et par skridt videre.
Fænomenet er meget mærkeligt, men onde pletter er på ingen måde noget ukendt
fænomen. De kendes mange steder i verden, blandt andet i England, hvor de som regel forbindes
med steder, hvor folk har begået selvmord, uden at der dog nødvendigvis altid er noget belæg for
denne sammenhæng.

Jons Kapel ligger 5-6 m nord for Hasle på Vestbornholm. Følger man hovedvejen nordpå fra
Hasle, skal man dreje til venstre. Efter godt en kilometer er der en parkeringsplads. Herfra
skal man gå omkring 500 m ned til stranden, og derefter klatre ned ad en meget lang og stejl
trappe, før man er ved Jons Kapel.
4. Randkløveskår – Uhyret fra dybet

Randkløveskår på nordkysten af Bornholm lidt vest for Svaneke, er et interessant udflugtsmål, hvis
man er geologisk interesseret, eller godt kan lide dramatiske landskabsformationer. Det er en 12
meter dyb, og flere meter bred sprække i klipperne, der ser ud som om den er dannet ved, at en eller
anden hidsig kæmpe har svinget lidt for meget med en stor økse. I bund og grund burde der ikke
være noget som helst mystisk ved Randkløveskår, eftersom de geologiske processer som har været
involveret i dannelsen er velkendte, men i tidens løb er der alligevel blevet fortalt nogle ret så
mærkelige historier om stedet.
Er ting er, at man kan blive lidt bange og nervøs, hvis man kravler helt ned i bunden af
sprækken, og måske få en fornemmelse af, at den er ved at lukke sig sammen om en. Den er trods
alt både dyb, mørk og smal, og den kan vel godt give svage sjæle et anfald af klaustrofobi. Det er
straks sværere at forklare hvad der er sket, når folk påstår, at de nogle gange har se lysende øjne
nede i bunden af sprækken.
Tag nu for eksempel Line H., der i påsken 1983 var på cykelferie på Bornholm. En af
dagene skulle hun sammen med to veninder køre fra Svaneke til Gudhjem. Ingen af dem vidste
hvad Randkløveskår var, men da de passerede skiltet, som viser ind til stedet, besluttede de sig for
at aflægge et besøg. Efter at have stået et par minutter ved toppen af sprækken, tabte veninderne
interessen, og besluttede sig for at finde et sted, hvor de kunne sidde og spise frokost. Line H. var
derimod blevet fascineret af stedet, og begyndte at klatre ned i sprækken ved at følge den lange
skrånende stendynge, der fører ned til bunden.
Det var en ret mørk og overskyet dag, så da hun nåede ned i bunden af sprækken, var
der betydeligt mørkere, end hun havde forestillet sig. Hun havde netop vendt sig om, for at se op på
den grå himmel, og forsøge på at hidkalde sine to veninder, da der lød en skraben bag hende, og hun
fik en pludselig fornemmelse af ikke at være alene.
”Jeg fik en vild trang til at styrte panisk op ad stenene, men af en eller anden grund
blve jeg stående. Jeg blev ved med at gentage: Du drømmer, slap af, du drømmer, slap af! Og hele
tiden kunne jeg høre den svage pusten, som om et eller andet trak vejret lige bag ved mig. Det føltes
som om jeg var tre måneder om at samle mod nok til at vende mig om, men det tog nok kun et par
minutter.”
”I dag ville jeg næsten ønske, at der havde stået en eller anden irriterende drillepind og
pustet mig ind i nakken, men det gjorde der ikke. I stedet var det som om bunden af sprækken var
blevet fyldt med mørke. Nærmest som om en eller anden havde slukket for den smule lys, der nåede
ned til mig. Det føltes som om jeg stod og kiggede gennem en rude ind i et helt mørkt værelse.”
”I næste øjeblik gik det op for mig, at ”værelset” alligevel ikke var helt mørkt. Jeg
kunne se to lysende punkter og høre en svag hvæsende lyd. Det var øjne! Det var et dyrs øjne! Det
var for meget. Jeg vendte omkring og løb skrigende op ad alle stenene, faldt og slog mit knæ, rev
den ene hånd og forstuvede en finger, men tænkte kun på at komme så langt væk som overhovedet
mulig. Da jeg nåede op, styrtede jeg bare forbi mine to forvirrede veninder, sprang på cyklen, og
kørte afsted mod Gudhjem som en vanvittig. Jeg faldt først til ro tre-fire kilometer nede af vejen, da
jeg ikke havde mere luft tilbage. Jeg har aldrig turdet nærme mig Randkløveskår siden den dag.”
En forvildet kat plus en lidt for livlig fantasi? Tja, måske...men der er jo også dem
som siger, at bunden af sprækken nogle gange slet ikke ender i nøgen klippe, men derimod i
indgangen til en mørk tunnel, der tilsyneladende fører dybt ned i Jordens indre. Ingen har så vidt
vides forsøgt sig med at gå ind i denne tunnel, når den har stået åben, så om den bare er et
synsbedrag, eller måske en indgang til de underjordiskes rige – med egen vagt”hund”? – er der
ingen, der ved.
Randkløveskår ligger helt ude ved kysten, godt 7 km vest for Svaneke, nogenlunde midtvejs
mellem Bølshavn og Saltuna. Der er en afmærket parkeringsplads, men man er nødt til at gå
det sidste stykke, for at komme derud. Det kan være lidt besværligt, hvis man vil prøve at
klatre ned i bunden, men det kan som regel godt lade sig gøre.
5. Ædelstenssøerne – Boblen fra Jordens indre

Ædelstenssøerne i Hasle Lystskov på Vestbornholm er nogle meget specielle steder, hvor man godt
kan føle sig hensat til en helt anden verden. Søerne, hvis vand ofte kan have nogle lidt besynderlige
farver, er omgivet af tæt vegetation til alle sider, og selvom de kun ligger nogle få hundrede meter
fra hovedvejen mellem Rønne og Sandvig-Allinge, er de uhyre fredelige, og virker som om de er
totalt isolerede fra omverdenen. Undtagen naturligvis, når der dukker en hel skoleklasse op på
udflugt.
Man skal dog ikke lade sig narre af stemningen, for ingen af søerne er særligt gamle.
Den ældste, Smaragdsøen er en gammel lergrav fra begyndelsen af 1900-tallet, Rubinsøen blev til
da man gravede efter brunkul i årene fra 1942-48, og ”familiens” yngste medlem Safirsøen blev
først dannet i 1968, da man også her begyndte at grave efter ler.
Selvom søerne ikke er specielt gamle, forhindrer det dog ikke, at der er mennesker,
som mener de har oplevet noget mystisk og uforklarligt på stedet. For eksempel er der jo mennesker
som den svenske arkitekt Lennart Larsson, der i forbindelse med en sommerferie i 1983 oplevede
Smaragdsøen opføre sig på en måde, der kunne lede tanken hen på gejsere, varme kilder, vulkaner
og anden geologisk hurlumhej.
Larsson var kørt på cykel til Smaragdsøen en tidlig morgen for at nyde landskabet og
morgenens lette kølighed. Klokken var omkring halv syv, og han var først helt alene ved søen, men
fik efter nogle minutter følgeskab af to unge mænd. Ingen af dem havde sagde andet end
godmorgen til hinanden, så Larsson fandt aldrig ud af hvad de hed eller hvor de kom fra, udover, at
han kunne høre de var danskere. Et øjeblik efter fik han imidlertid også andre ting at tænke på, for
pludselig begyndte vandet i Smaragdsøen at boble. Først mindede det om en gryde, der lige var ved
at komme i kog, altså når det bare bobler nogle enkelte steder rundt omkring, men snart blev det
voldsommere og voldsommere, og midt ude på søen begyndte vandet at skumme så voldsomt, at det
blev helt hvidt. Et par år tidligere havde Lennart Larsson besøgt Island, hvor han havde set en gejser
i udbrud, og han forventede hvert øjeblik at se Smaragdsøen gøre det samme. De to unge mænd
forventede åbenbart noget langt værre, for de tog benene på nakken og forsvandt, så snart det
begyndte at gå rigtigt vildt til ude i søen. Bobleriet forsatte i nogle minutter, men efterhånden
ebbede det hele gradvist ud igen, og så lå søen atter roligt hen.
Den slags boblende og syden vand ser man normalt kun i forbindelse med vulkanske
områder, men der er mange millioner år siden, der sidst har været aktive vulkaner i Skandinavien,
så det er næppe forklaringen. Hvad der så er forklaringen, er svært at sige, men Lennart Larssons
oplevelse er mærkeligt nok ikke enestående. Tre andre personer har påstået, at de har oplevet noget
tilsvarende, omend ikke så voldsomt. Det samme er sket en enkelt gang i Rubinsøen, og en enkelt
gang i Safirsøen, uden det dog bringer os nærmere en løsning på gåden. Iagttagelsen fra Safirsøen
gør i virkeligheden kun det hele mere mærkeligt, for den tyske skoledreng, der oplevede at se søen
koge en dag i slutningen af 1990’erne, var sikker på, at han kunne se et stort dyr vælte sig rundt i
vandet ude i søen, og at det rent faktisk var det, der var ansvarligt for det urolige vand.
Det er desværre så vidt vides aldrig lykkedes nogen at tage billeder af ædelstenssøerne
mens de opfører sig mærkeligt, så det må være på sin plads at opfordre alle fremtidige besøgende til
at huske kameraet, hvis de skal på tur. Man kan jo aldrig vide hvornår det begynder at boble fra
Jordens indre, eller måske fra en søslanges mave.

Ædelstenssøerne – Smaragdsøen, Safirsøen og Rubinsøen ligger i Hasle Lystskov syd for

Hasle. Langs hovedvejen mellem Hasle og Rønne er der flere steder skilte, som viser ind til
søerne. Havvej ved Sorthat er et godt udgangspunkt. Hvis man følger den ind i skoven, kan
man herfra komme til både Safirsøen og Smaragdsøen.
FYN

6. Alléskoven – Tåge over dysseskoven

Den lille Alleskov, der ligger lige uden for Fåborg, virker ikke som et sted hvor mystik, spøgerier
og andet uhyggeligt trives, men sådan er det rent faktisk. Man skal være yderst forsigtig med at
bevæge sig ud i Alleskoven efter mørkets frembrud, og i allerhøjeste grad også hvis tågen har lagt
sig over landskabet. Man kan nemlig risikere, at ens planlagte spadseretur bliver meget længere end
egentlig planlagt.
Der er mange rester af stendysser i Alleskoven, og der er nogle som mener, at disse
dysser har, om ikke magiske kræfter, så i det mindste en eller anden form for urkræfter, der kan
forstyrre kompasser, måske endda forvride tid og rum, og få folk til at se syner. Der findes ikke
videnskabelige beviser på, at det forholder sig på den måde, men der findes flere beretninger fra
folk som er blevet fanget i disse kræfter, og som er helt sikre på, at der er noget mærkeligt ved
Alleskoven.
Det skal lige siges, at Alleskoven langtfra er det eneste sted, hvor man kan opleve
stendyssernes kræfter på nærmeste hold. En lang række danske stendysser er berømt for at kunne
lave kludder i tingene, og man kan også finde mange historier om det i for eksempel Storbritannien
og det nordlige Frankrig.
Og hvad er det så, der sker i Alleskoven – jo, man kan for eksempel som to Roskilde-
boere på cykeltur i sommeren 1981, der stoppede for at gå en lille tur i skoven en sommerdag hvor
solen bagte, fuglene sang og himlen var blå og skyfri, opleve, at sigtbarheden pludselig falder brat,
at det bliver meget koldere, og en tågebanke kommer rullende ind mellem træerne med en
imponerende fart. Fra at være en lille hyggetur, blev pausen pludselig en ubehagelig
tænderklaprende tumlen rundt mellem træerne. I løbet af få sekunder var de faret komplet og aldeles
vild, og Alleskoven er ellers ikke specielt stor. Tågen var så tæt, at de ikke engang kunne se
skovstierne, og den ene gang efter den anden var de ved at støde ind i en høj mørk bautasten, der
pludselig dukkede frem af tågebankerne. Tredje gang de stødte på sådan en bautasten, gik det op for
dem, at det var den samme sten. De gik nu tydeligvis i ring. Da det gik op for dem, blev de grebet af
panik, og gav sig til at styrte blindt af sted gennem skoven. Hvor længe det egentlig varede, var der
ingen af dem, der kunne huske bagefter, men pludselig tumlede de ud på vejen kun få meter fra
deres cykler.
De var så lettede over endelig at kunne orientere sig, at det i første omgang slet ikke
gik op for dem, at her ude skinnede solen stadigvæk. For slet ikke at tale om, at der tydeligvis var
gået adskillige timer. De havde gjort holdt i skoven omkring klokken 11, med planer om at gå en tur
og derefter spise frokost inden de kørte videre, men nu stod solen betydeligt lavere, og det var
tydeligvis sidst på eftermiddagen. Rent faktisk var klokken næsten halv fem. Det havde været en
ubehagelig oplevelse at fare vild, men ingen af dem havde forestillet sig, at de havde styrtet rundt i
skoven i over fem timer.
Nu skal denne beretning på ingen måde afskrække nogen fra at gå tur i Alleskoven,
for det har tusindvis af mennesker gjort gennem årene uden problemer. Men der er ingen tvivl om,
at skoven ikke er helt almindelig. Efter sigende sker det rent faktisk også jævnligt, at folk kommer
hjem fra en tur i skoven og opdager, at et ellers hidtil upåklageligt fungerende armbåndsur er gået i
stå, og så er det lige meget, om det er et digitalur eller med visere.
Måske skulle nogen sætte et advarselsskilt op – Pas På! Skoven er mærkelig.

Alleskoven ligger godt en kilometer stik vest for Fåborg på begge sider af vejen mod
Holstenshus.
7. Asperup Kirke – Spøgelser og andre godtfolk

Asperup Kirke har både pondus og personlighed. Den er ikke voldsomt stor, men dens brede solide
tårn, og den solide godt satte kirkebygning får den til at virke massiv og magtfuld – nærmest sådan
lidt domkirkeagtig. Historisk set er den vældigt spændende, blandt andet fordi man ved næsten på
årstal, hvornår folk første gang begyndte at bygge på den. Kirken gennemgik en omfattende
restaurering i 1980’erne, og i den forbindelse fandt man en gammel original vinduesramme af træ.
En videnskabelige undersøgelse af rammen viste, at træet var blevet fældet i 1170, og eftersom træ
jo skal ligge i nogle år, før det kan bruges, blev vinduesrammen, og dermed kirken, sikkert lavet
omkring år 1180.
I det hele taget er Asperup Kirke præget af sjove sammentræf. Således hænger der to
flotte klokker oppe i tårnet. De er støbt i Lübeck i henholdsvis 1596 og 1598, og var egentlig, som
inskriptionen på klokkerne da også fortæller, beregnet til at skulle hænge i en kirke i Thy, men af en
eller anden grund, ingen ved rigtigt hvorfor, nåede de aldrig længere end til Nordvestfyn.
Står man inde i kirken, kan man se to gamle træfigurer, der hænger på væggen under
orglet. Det er fra 13-1400 tallet, altså kirkens katolske tid, og forestiller henholdsvis Madonna med
barnet og hendes mor Anna med Maria og Jesusbarnet. Det er fascinerende nok at tænke sig, at
disse figurer er 700 år gamle eller måske mere, men det mærkelige er, at de også i perioder har vist
tegn på at have sit eget liv. I mange af de lande som stadig er katolske, hører man af og til om
Madonna-figurer der bevæger sig, græder, lyser eller viser andre tegn på mirakuløse hændelser. Den
slags har der ikke været så meget af i Danmark, men der er alligevel dukket et par mærkelige
historier op i ny og næ. Blandt andet skulle et amerikansk ægtepar (som vel at mærke var
katolikker), og som var på besøg i kirken i forbindelse med en rejse i begyndelsen af 1990’erne,
have set Madonnaen dreje hovedet og kigge på dem. Der skete tilsyneladende aldrig mere end det,
og derfor blev Asperup Kirke ikke mål for regulære pilgrimsrejser, men hændelsen gjorde et stort
indtryk på amerikanerne.
Det skulle også spøge i Asperup Kirke, omend det er spøgelser af den mere fredelige
slags. Enkelte gange har kirkegængere eller folk der bare har villet beundre kirkens kalkmalerier,
der blandt andet viser biskop Absalon med en kopi af kirken i hænderne, set en, og nogle gange to
personer sidde på en af kirkebænkene midt i kirken, som om de har været hensunket i bøn. Det er
der for så vidt ikke noget usædvanligt i, når man lige ser bort fra det faktum, at disse andægtige
kirkegængere har for vane at forsvinde i den blå luft, og gerne mens folk har kigget på dem. En
svensk fotograf der besøgte kirken i 1998 beskrev det som om nogen havde trykket på en knap, og
skiftet billedet af kirken ud med et andet uden den pågældende person. Den selvsamme fotograf
fortalte også, at han på et tidspunkt havde sat sig på en af bænkene, og pludselig fik en intens
følelse af, at der sad nogen ved siden af ham. Han så aldrig noget eller nogen, men blev så ilde til
mode, at han rejste sig op, og forlod kirken.
Uanset hvor grebet man bliver, og hvilken oplevelse man får, så er Asperup Kirke et
stemningsfuldt sted, og under alle omstændigheder et besøg værd.

Asperup Kirke ligger i Asperup på Vestfyn, lige syd for Båring. Kører man af motorvejen,
drejer man fra ved frakørslen til Nørre Åby og drejer nordpå. Der er omkring 1,5 km til
Asperup. Kirken ligger til højre, lige når man kommer ind i byen. Drej til højre ad
Hindballevej, og derefter til venstre ad Kirkestræde.
8. Bellingebro – Broen bør ikke passeres!

Bellingebro er et uhyggeligt sted. Ja, det vil sige, det er det rent faktisk ikke. Klemt inde mellem de
to Odense-forstæder Bellinge og Sankt Klemens, og med udsigt op langs Odense Å og ind til
Odenses centrum, kunne den dårligt være mere fredelig. Ikke desto mindre er der rigtigt mange,
som i tidens løb har set sære ting her ved broen.
Broer har formentlig lige siden oldtiden været magiske steder. De fungerer som
overgange, overkrydsninger mellem to forskellige verdener, land og vand, og dermed også som et
sted, hvor der virkelige verden og den knap så virkelige verden kunne mødes. Det var her man
kunne risikere at støde ind i elvere, dværge og andre af de underjordiske, og man kan kunne også
støde på vandets væsener, åmænd, nøkker og og den slags. Og ved Bellingebro har de vist sig
næsten alle sammen.
Åmanden er jo for eksempel et højst mærkeligt væsen. Han er set flere gange ved
Bellingebro, seneste dog i 1924, så det er længe siden han har været på de kanter. Han stikker som
regel kun lige hovedet op af vandet, og beskrives oftre som mørk og med et langt ufriseret og
strittende overskæg og en høj hæs stemme. Specielt og usædvanligt, men man kan dog ikke lade
være med at tænke på om åmanden i virkeligheden ikke har været en odder i forklædning.
Men åmanden er en ting. Det er straks værre med de væsentligt mere ulegemlige
væsener, man også kan møde på Bellingbro. I 1888 var en mand således på vej over broen med en
sin hestetrukne vogn. Det var en sen aften i oktober, og det var allerede blevet mørkt, da en hel flok
små gråklædte drenge, pludselig dukkede op foran hesten, og løb råbende og skrigende frem og
tilbage på broen. Mærkeligt lod det ikke til at påvirke hesten på nogen måde, men manden var
skrækslagen og måtte ved sin hjemkomst trøste sig med adskillige glas brændevin, inden han kunne
fortælle sin kone om det passerede. De små grå drenge, eller mænd, eller hvad de nu er, er blevet set
adskillige gange, men det er længe siden de sidst har vist sig. Til gengæld er der en brovogter, som
åbenbart stadig er i funktion. Han viser sig som regel mest på meget mørke og kolde vinternætter,
og altid for yngre kvinder. Sjovt nok bliver de aldrig bange for ham, men føler sig tværtimod sikre
og trygge.
”Det var i begyndelsen af december 1991. Jeg havde været til julefest hos en af mine
klassekammerater fra gymnasiet. Han boede i Sankt Klemens, og da jeg selv boede i Bellinge,
besluttede jeg mig for at skyde genvej over broen, da jeg skulle hjem. Klokken var kun lidt over 12,
men da jeg skulle på arbejde næste dag, kunne jeg ikke blive der til festen sluttede. Normalt er jeg
ikke specielt bange for at være ude om natten, men da jeg nåede til enden af broen, kunne jeg både
se og høre, der stod fem-seks fyre ude på midten og snakkede højlydt sammen. De havde drukket,
og stod blandt andet og kastede tomme ølflasker ned i åen, og brændende tændstikker. Jeg havde
ikke meget lyst til at gå forbi, men jeg skulle jo hjem, så jeg trak frakken op om ørerne og begyndte
at gå så hurtigt jeg kunne. Jeg havde håbet på, at de ikke ville opdage mig, men der gik kun et
øjeblik, før en af dem råbte – Se der! Der kommer en sgu’ en kælling! – hvorefter de stillede sig på
en række hen over broen, så jeg ikke kunne komme forbi. Men pludselig var der en af dem, der
pegede hen mod mig, og sagde noget til de andre, som jeg ikke kunne høre. Så tog de deres cykler,
og kørte i fuld fart over mod Bellinge.”
”Jeg forstod ikke et muk, men da jeg kiggede mig tilbage, gik det op for mig, at der to
skridt bag mig stod en høj mørk skikkelse. Jeg går ud fra, at jeg burde være blevet skrækslagen,
men mærkeligt nok følte jeg mig helt fint tilpas. Det var jo nok den, de var blevet bange for. Jeg gik
derfor glad videre, og kunne tydeligt fornemme, at jeg havde følgeskab hele vejen til Bellinge. Først
da jeg var nået så langt, at jeg kunne se min egen opgang, kunne jeg mærke, at min følgesvend
forsvandt.”
Ja, det er altid rart at vide, at der er nogen, eller måske snarere noget, der passer på en.
Bellingebro er broen over Odense Å omkring 7 km syd for Odense Centrum. Man kører syd
på mod Bellinge eller Sankt Klemens. I Bellinge drejer man til venstre mod Sankt Klemens.
Efter ca. 1,5 km kører man over Bellingebro. I Sankt Klemens drejer man til højre mod
Bellinge. Fra denne side kommer man til broen efter kun 2-300 meter.
9. Dammestenen – Mystiske kræfter ved Danmarks største sten

Der er mange gode grunde til at besøge Dammestenen, eller Damestenen som den også kaldes, på
Østfyn. Først og fremmest er den jo Danmarks største sten. Det er ikke en klippeformation, der
stikker op af jorden, selvom mange tror det, men en enkelt løs blok – nærmere bestemt en
vandreblok. Det vil sige, at den er blevet slæbt med af en gletsjer under sidste istid. Da gletsjeren så
smeltede, blev den liggende tilbage. Vandreblokke er på ingen måde noget særsyn. De findes over
det meste af Danmark, men de måler kun sjældent mere end 2-3 meter. Og Dammestenen er meget
større end det.
Både Dammestenen, og i øvrigt en lang række andre tilsvarende landskabsformationer
landet over, er i tidens løb blevet sat i forbindelse med trolde, kæmper, de underjordiske og andre
overnaturlige væsener, der som regel er ansvarlige for at have skabt diverse bakker, højdedrag og
andet godt, fordi de har smidt sten efter hinanden, eller ganske enkelt har tabt dem ud af lommen. I
en tid hvor man ikke kendte til geologiens kræfter, var det naturligt at søge en forklaring på disse i
et almindeligt menneskes øjne uforklarlige fænomener, i det eneste man kendte til som havde
kræfter nok til at lave om på landskabet, nemlig fabelvæsener. Det rene overtro, vil de fleste nok
mene, men der kendes faktisk nogle enkelte beretninger, som hvis de kan tages for pålydende, tyder
på, at Dammestenens påståede over- eller rettere underjordiske forbindelser ikke er det rene
skinbarlige opspind.
Øverst på bagsiden af Dammestenen – den side der vender væk fra parkeringspladsen,
er der en sprække, som med lidt god vilje (faktisk med temmelig meget god vilje, men lad det nu
ligge) godt kan ligne en dør, der står en smule på klem. Og det er faktisk lige præcis hvad det er,
hvis man skal tro de mennesker, som har aflagt besøg ved stenen på sene aftener eller om natten, og
som sværger på, at der har skinnet lys ud af sprækken. Det vil sige, de har nu ikke set selve
sprækken med lys i, men kun et lysskær komme ud fra stenen bagside, og skinne op på de
omkringstående træer, når de har stået omme på stenen anden side. Lige så snart de har forsøgt at
snige sig om på bagsiden for at finde lyskilden, er stenen igen blevet mørk og stille.
Og apropos stille…Stenen er heller ikke altid så stille, som man måtte forvente en sten
almindeligvis ville være. En lun septembereftermiddag i 1982 havde en 28-årig tjener fra Helsingør
således en meget mærkelig oplevelse ved Dammestenen:
”Det var fredag eftermiddag, og jeg var på vej til Svendborg for at besøge en gammel
skolekammerat, der var flyttet til byen et par måneder tidligere. Jeg havde egentlig slet ikke tænkt
mig at stoppe ved Dammestenen, men da jeg så et skilt, som viste ud til den, drejede jeg alligevel
af. Jeg trængte alligevel også til at få lidt frisk luft og strække benene lidt.”
”Der var ikke andre end mig ude ved stenen, men det var en skøn eftermiddag, og jeg
følte mig virkelig som en slags Konge af Bjerget, da jeg klatrede op, og stillede mig på toppen af
stenen. Den føltes dejlig varm, så jeg prøvede at lægge mig ned på den. Bare ti minutter, det ville
være godt!”
”De eneste lyde jeg havde kunnet høre indtil dette tidspunkt var nogle enkelte fugle,
der sang en lille smule, og så den svage brummen af en bil, der passerede forbi i det fjerne, men det
ændrede sig i samme sekund mit hoved kom i kontakt med stenen overflade. Pludselig kunne jeg
høre svage lyde som af et eller andet stort maskineri, der arbejdede, og der var også en svag
mumlen, nærmest som hvis man hører en stor menneskemængde meget langt væk.”
”Det mest mærkelige var, at det lød som om lydene kom inde fra stenen, eller rettere
som om de kom op fra stenen, dybt inde fra jordens indre. Lydene forsvandt lige så snart jeg løftede
hovedet, men da jeg igen prøvede at lægge mig ned, denne gang med øret presset tæt ned mod
stenen, kom de tilbage. Jeg blev liggende meget længe i den samme stilling, men lydene var så
dæmpede, at jeg aldrig blev helt sikker på, om det virkelig var noget jeg hørte, eller om det bare var
noget, jeg bildte mig ind.”
Til mandens forsvar skal siges, at han ikke er den eneste, der har bildt sig ind at høre
lyde fra jordens indre komme op gennem Dammestenen.

Dammestenen ligger på Østfyn, godt 1 km syd for Nyborg, midt mellem Vormark og
Hesselager. Fra Nyborg drejes sydpå mod Svendborg. Lige efter Langå drejes til venstre mod
Vormark. Inde i Vormark drejes til højre mod Hesselager. Godt 500 meter syd for byen fører
en lille vej mod venstre til Dammestenen. Der er en lille parkeringsplads ved siden af.
Kommer man sydfra drejer man til højre inde i Hesselager, og forsætter ca. 2 km, til man
kommer til den lille vej til Dammestenen.
10. Frostens Å i Langesø Skov – Mærkelige væsener ved åen

Frostens Å er først og fremmest et sted for børn – eller måske skulle man hellere sige, at det kun er
børn, der kan se de mærkelige væsener, der optræder ved Frostens Å. Voksne oplever som regel
aldrig noget mærkeligt ved Frostens Å, men det kan jo skyldes, at de måske tænker for meget på
terminer og vægtafgifter, og for lidt på verden omkring dem og deres omgivelser.
Af en eller anden grund er Frostens Å et meget populært sted for de underjordiske, om
man så må kalde dem elvere, nisser eller måske vætter, så har de vist sig her i større antal end
måske noget andet sted i Danmark. Historierne går meget langt tilbage i tiden, så for mange af dem
er der ikke ret mange konkrete oplysninger, men som regel er det børn, der enten alene eller
sammen med voksne har set små mænd i gråt tøj. De er gerne alene, og står måske ved åbredden og
kigger på forbipasserende, eller sidder på en træstub, et hegn eller inde mellem træerne i udkanten
af skoven, hvor de omhyggeligt holder øje med hvad der sker omkring dem. I sjældne tilfælde har
børnene set store flokke af disse væsener, og så er der som regel altid sket noget stort og voldsomt
ret kort tid senere.
I nyere tid har det været småt med iagttagelser af de små væsener, men der er alligevel
nogle få personer som påstår, at de har oplevet ting, der ikke uden videre kan forklares. De
underjordiske er jo kendt for et grundlæggende fredeligt, men også drilagtigt gemyt. De holder
meget af at drille menneskene. Det kan man læse beskrivelser af i en lang række folkeeventyr, men
det er sjældent at høre om folk, der har oplevet det i virkeligheden.
Det gælder for eksempel en mand fra Odense, der i efteråret 1988 var på svampetur i
Langesø Dyrehave. Efter et par timers vandring satte han sig med en fuld svampekurv på en
gammel træstub ved åen og tændte sin pibe. Det var alt i alt meget hyggeligt, og han kunne blandt
andet se, at der også stod en træstub på den anden bred. Nå, men efter 10-15 minutters piberygning
besluttede han sig for at finde tilbage til sin bil og køre hjem. Han siger selv, at han kun nåede at
tage sin svampekurv og gå 15-20 meter, før han kom i tanke om, at han havde glemt sin pibe. Da
han gik tilbage, var den imidlertid væk – eller rettere væk var den ikke, men i stedet for at ligge
oven på den væltede træstamme ved siden af stubben hvor han havde siddet, og hvor han havde lagt
den fra sig, lå den på midt på stubben på den anden side af åen.
”Det er fuldstændigt umuligt, at der kunne have ligget nogen på lur i nærheden, og at
de skulle have haft tid til at stjæle piben, komme over på den anden side af åen, lægge den fra sig,
og så stikke af, uden at jeg ville have lagt mærke til dem. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre!”
En anden beretning af denne type kommer fra en kvinde i Svendborg, der nu er
voksen og arbejder i et ingeniørfirma, men som i sommeren 1981 kun var seks år gammel. Hun
husker meget klart, hvordan en skovtur med madpakker endte i rent kaos, da hendes forældres
termokande med kaffe pludselig forsvandt.
”Jeg husker tydeligt hvor irriteret min far blev, da jeg blev ved med at insistere på, at
termokanden var oppe i et træ 20-30 meter fra hvor vi sad, og at jeg rent faktisk havde set en lille
mand i gråt tøj bære den derop.”
”Til sidst blev de så desperate, at far alligevel kiggede op i træet, og der var
termokanden. De nægtede at tro på min historie, og skældte mig ud for at have gemt den. Men det
var ikke mig! Jeg var bange for højder – det er jeg forresten stadigvæk. Det var en lille mand i gråt
tøj. Han var ikke større end mig, men han havde skæg, og jeg er sikker på han blinkede til mig, da
han satte termokanden op i træet.”

Frostens Å er en del af Stavids Å, der løber gennem Langesø Skov eller Langesø Dyrehave,
som den også kaldes, lige syd for landsbyen Morud, godt 12 km vest for Odense. Vejen sydpå
fra Moruds til Vissenbjerg fører lige gennem skoven. Efter omkring 1 km fører en lille vej til
venstre ind i skoven nord om Langesø. Følger man den ca. 1200 m kommer man til en T-
kryds. Åen løber under vejen lige til venstre for krydset. Man kan også dreje til højre, og
følge vejen ca. 200 m, så kommer man til det sted hvor en arm af åen løber ud i Langesø.
11. Glavendrup – De mystiske runesten

Glavendrupstenene er et af de arkæologisk set mest spændende steder i Danmark. Centrum i hele

anlægget er en skibssætning, altså to stenrækker, der danner omridset af et af vikingernes langskibe.
Om det så virkelig har haft noget med skibe at gøre, er et helt andet spørgsmål, som arkæologerne
vist ikke helt kan blive enige om. I vestenden af skibssætningen står der også en stor runesten, og
den er forsynet med Danmarks længste runeindskrift:

”Ragnhild satte denne sten efter Alle, sølvernes gode, hirdens højværdige thegn. Alles sønnder
gjorde disse kumler efter deres fader og hans kone efter sin husbond, men Sote ristede disse runer
efter sin herre. Thor vie disse runer. Til en ræde vorde den, som øver vold mod denne sten eller
skæver den bort til minde om en anden.”

Der hviler altså med andre ord en slags forbandelse over Glavendrupstenen. Men det er ikke det
eneste mærkelige på dette sted. Hele anlægget er efter sigende et astronomisk observatorium,
komplet med stjernekort og det hele. På nordsiden af runestenen finder man en stor halvrund
fordybning, et såkaldt skåltegn) en en række mindre, som dog er næsten udviskede. På sydsiden er
der også et enkelt stort skåltegn, og her ti mindre, der dog alle er tydelige. Deres placering virker
noget tilfældig ved første øjekast, men ser man nærmere efter har tegnene på nordsiden en ret så
stor ligheden med stjernebilledet Lyren, og dem på sydsiden minder stærkt om stjernebilledet store
hund. De to store skåltegn svarer i begge tilfælde til de pågældende stjernebilleders største stjerner –
Vega i Lyren og Sirius i Store Hund.
En anden af stenene i Glavendrup spiller også en vigtig rolle i denne sammenhæng.
Den er hverken forsynet med runeindskrifter eller skåltegn, men i en højde på omkring 77 cm over
jorden, er der boret hul igennem den. Den har uden tvivl været et stort arbejde at lave dette hul, så
det må have tjent et vigtigt formål. Stenen kan være brugt som sigteapparat, og i kombination med
stjernekortene på runestenen været brugt til at måle hvor højt på himlen de pågældende stjerner
stod, og dermed på hvilket tidspunkt af året man befandt sig.
Og selve skibssætningen kan i virkeligheden have været et slæags gigantisk solur.
Hvis man nemlig tænker sig, at der midt i den lange ellipseformede stenkreds har stået en høj pæl,
har den kunnet fungere som en viser, hvis skygge har vandret rundt i takt med både solens vandring
over himlen i dagens løb, men også ændret sig i takt med solens skiftende højde over året.
Om det så virkeligt har forholdt sig sådan, og om Glavendrup anlægget virkeligt har
været brugt på denne måde, er en helt anden sag – men det er da tankevækkende. Og selve
stenkredsen er da også anbragt med meget stor nøjagtighed. Dens længdeakse peger stik øst-vest,
mens dens korte akse peger nord-syd. Præcis vest for det hele ligger en enkelt høj, og præcis øst for
det hele ligger to mindre høje. Det kan næppe være et tilfælde.
Og så er der jo lige forbandelsen. Den truer først og fremmest folk, der fjerner stenen
helt eller bruger den som mindesmærke over en anden end Alle. Ingen har så vidt vides nogensinde
prøvet at fjerne stenen helt, men en lidt for ivrig amatørarkæolog, som engang i 1960’erne forsøgte
at slå en flis af runestenen, måtte alligevel spekulere på, om ikke der var noget om snakken. Hans
hammer knækkede nemlig, og den stenflis han slog af, ramte ham i panden, lige over det venstre
øje. Han har stadig arret, den dag i dag.

Glavendrupstenene ligger knap 15 km nordvest for Odense nogenlunde midt vejs mellem de
to små landsbyer Glavendrup og Torup. Kommer man fra Glavendrup sydfra, ligger området
nogle få hundrede meter uden for landsbyen til venstre for vejen i Glavendruplunden.
12. Horne Kirke – En barsk præst

Med al respekt for Horne Kirke, så må man sige, at den ser temmelig mærkværdig ud. Som for de
fleste andre danske kirkers vedkommende, er der bygget til og fra, op og ned gennem årene, men
sjældent med et så specielt resultat som her. Centrum i kirken er en lille rundkirke, iøvrigt den
eneste af sin art på Fyn, og uden på den har man så i tidens løb bygget kirkens øvrige dele. Læg i
øvrigt mærke til døbefonten inde i kirken. Den er såmænd lavet af selveste Bertel Thorvaldsen.
Men det er nu ikke ham, denne historie skal handle om. Men derimod om en af
kirkens tidligere præster ved navn Hans Madsen, der var en hel del mere end almindelig hårdfør. I
1535 rasede grevens fejde på Fyn, og Hans Madsen, der dengang var præst i Svaneke, kom til at
spille en afgørende rolle i hele affæren. Han havde efter sigende skjult en samling kostbarheder for
Jacob Hardenberg fra herregården Sandholt, og det brød greven af Hoya, den ene part i kampene,
sig ikke om. Han fik Madsen ført til Odense og tortureret i et forsøg på at få ham til at røbe hvor
kostbarhederne var gemt. Den gode præst var imidlertid ikke særligt snakkesagelig, og selvom
grevens folk hængte ham op i tommelfingrene i flere timer, sagde han ikke er ord. Dagen efter blev
han endda tvunget til at løbe barbenet efter en hest hele vejen til Fåborg, men det tog den gode
præst også med ophøjet ro.
I Fåborg lykkedes det ham imidlertid at komme til at overhøre greven af Hoyas planer
om at lokke den anden part i grevens fejde, Johan Rantzau, og hans hær i baghold. Det lykkedes
ham senere at slippe fri, komme ned til havet og finde en båd, som han stagede over til halvøen
Horneland. Her løb han, igen barfodet den stakkelse mand, hele vejen til Assens, hvor Johan
Rantzau havde sin lejr. Han blev advaret, og det, der skulle have været en nemt baghold, endte med
et knusende nederlag til greven af Hoyas tropper. Da hertug Christian af Slesvig-Holsten kort efter
blev kronet til Christian d. III af Danmark, blev Hans Madsen belønnet med præstekaldet i Horne,
samtidig med at han blev provst over hele Salling Herred. Så langt, så godt, omend det siges, at
Hans Madsens tommelfingre som følge af torturen var krogede for resten af hans liv.
Selvom man må formode, at Hans Madsen har haft det godt i Horne Kirke, er det
alligevel som om han siden hen ikke helt har kunne slippe sit præstekald, for der er faktisk en del
mennesker, som ind i mellem, gerne på mørke aftener, har mødt en ældre mand med stærkt
forkrøblede tommelfingre i eller omkring Horne Kirke.
En vinteraften i 1986 prøvede to unge mænd således at skyde genvej over
kirkegården, men blev stoppet ved lågen af en ældre og meget bistert udseende mand. Han sagde
ikke noget, men viftede bare afværgende med hænderne foran dem. De tænkte ikke specielt over det
mærkelige tidspunkt og mandens udseende, bortset fra, at de lagde mærke til, at tommelfingrene på
begge hans hænder ”lignede et par udtørrede visne grene”.
En anden, der har mødt den gode pastor Madsen, er en gartner fra København, der en
meget mørk og overskyet efterårsdag i 1991 var stoppet ved Horne Kirke. Hun havde mistet sin mor
nogle få uger forinden, og havde brug for lidt tid i fred og ro til at tænke over tingene. Hun
parkerede derfor sin bil overfor kirken, og vandrede op på kirkegården, hvor hun til sidst stod med
armene over kors, lænet op mod selve rundkirkedelen, og så ud over gravstenene. Hun stod netop
og tænkte på hvor meget hun savnede sin mor, da en ældre mand pludselig stoppede op foran
hende, smilede venligt og klappede hende på armen , hvorefter han gik videre og forsvandt rundt
om kirken.
Umiddelbart var der ikke noget mærkeligt ved manden, og hun kunne også tydeligt
mærke hans berøring, men hun følte sig omgående bedre tilpas. I de følgende dage spekulerede hun
dog en del over, hvilken ulykke manden mon en gang havde været ude for, for tommelfingeren på
den hånd, som han havde lagt på hendes arm, havde været stærkt forvredet, som om den havde
været brækket flere steder, og var vokset forkert sammen. Og den anden hånd, som manden havde
løftet i en slags hilsen, inden han gik videre, havde set ud på samme måde.

Horne Kirke ligger i den lille by Horne, godt midtvejs mellem Fåborg og Bøjden på
Sydvestfyn. Kommer man i retning fra Fåborg, ligger kirken godt 300 m til venstre for
hovedvejen, lige når man kommer ind i byen. Der er en parkeringsplads lige overfor kirken.
13. Horneland – Sten overalt

Horneland er et fantastisk landskab at besøge, hvis man er interesseret i oldtidens folkeslag, og ikke
mindst de spor, som de har efterladt i landskabet. Det vrimler nemlig med dysser og jættestuer i
dette område. Man kan undre sig over, hvad det er, der har fået vores forfædre til i den grad at
stable sten oven på hinanden her på stedet. Der er dog naturligvis den mulighed, at hele Danmark
engang har set sådan ud, men at stendysserne i resten af landet i langt større grad er blevet fjernet,
ødelagt, gravet ned og pløjet over. Man kan sagtens få et par dage eller to til at gå med at udforske
alle Hornelands gamle stenmonumenter. Og som så mange andre jættestuer og stendysser er de
omgivet af en lang række overleveringer og legender. Og hvem ved – måske kan man stadig opleve
noget mærkeligt.
Mormis høj, der ligger lige syd for Horne er en runddysse som mangler dækstenen.
Den er ganske smuk, og et flot eksemplar af sin slags, og så er det efter sigende istand til at forvirre
folk så meget, at de ikke ved om de kommer eller går, når de besøger den.
Næsten lige over på den anden side af vejen, bare et stykke længere mod syd, ligger
Smohøj. Det er en mindre jættestue, hvor kun den ene dæksten er bevaret. Herfra findes et par
historier om folk der en sen nattetime har passeret stedet, og set en lysende skikkelse stå oven på
højen. Disse lysende skikkelser er iøvrigt forbavsende almindelige sammen med jættestuer og
stendysser. I mange tilfælde er der tilknyttet historier om, at de vogter på en skat, men lige så ofte
ved man intet om hvem eller hvad de er.
Endnu længere sydpå, hvor vejen drejer ud mod Duereds Vænge, ligger Dueredshøj
og en anden dysse ved siden af hinanden. Dækstenen på dyssen ved siden af Dueredshøj er flækket.
Det er der for så vidt ikke noget mystisk eller mærkeligt i, men det underlige er, at mindst to
forskellige mennesker fortæller, at de har besøgt stedet, og at dækstenen hver gang ikke har været
flækket, men at den pludselig er gået fra hinanden med et højt brag. Det kan naturligvis ikke ske
den ene gang efter den anden, så måske kan man tænke sig, at folk simpelthen har set ekkoet –
spøgelset af den gang, hvor stenen virkelig flækkede.
Længere mod vest, på vejen fra Bøjden og ud mod Sønderhjørne, findes der også
dysser. Et stykke syd for vejen finder man for eksempel Nydamdyssen. Det er en stor, men noget
ødelagt langdysse, der åbenbart kan få folk til at miste orienteringen, for da to tyske studerende
besøgte den i 1987, de var kørt dertil på cykel fra Horne, og skulle til Bøjden for at tage færgen
over til Als, kørte de efter besøget tilbage i samme retning som de kom fra, uden overhovedet at
tænke over det. Og selv da de blev klar over det, var det som om de alligevel ikke rigtigt kunne
finde ud af at vende om. De prøvede flere gange, men fik hver gang en fornemmelse af, at de
alligevel kørte forkert, selvom deres kort tydeligt viste at de var på rette vej. Efter et stort skænderi,
hvor de gensidigt beskyldte hinanden for at forvirre tingene, besluttede de sig for at spørge en lokal
om vej, og det var først da han udpegede den rigtige retning mod Horne, at ”fortryllelsen” blev
hævet, og de uden problemer kunne køre videre.
Dette er kun fire af de mindst 30 forskellige dysser og jættestuer som findes på
Horneland. De har sikkert alle sammen hver deres at fortælle, og hver deres mystiske kræfter, som
de kan forvirre eventuelle gæster med. Prøv lykken, og håb det bedste – man ved aldrig, hvad der
kan ske.

Horneland er den store halvø vest for Fåborg. Man kommer nemmest derud ved at følge
vejen fra Fåborg til Bøjden, og så dreje sydpå i Horne mod Dyreborg eller køre til
Sønderhjørne på Hornelands yderste sydvestlige spids. Der er mindst 30 forskellige dysser,
som er værd at se nærmere på. De ligger især koncentreret i Bjerne Mark ved Dyreborg og
langs vejen ud til Sønderhjørne.
14. Klokkestenen på Lyø – De underjordiskes dørklokke

Stendysser er på ingen måde noget særsyn i lille Danmark, men det eksemplar, der står helt ude på
vestenden af den lille fynske ø Lyø, er alligevel noget lidt ud over det sædvanlige. Dyssen er ikke
særligt stor, men den er meget velbevaret, og hvad der er nok så vigtigt, så kan den, som det lokale
navn Klokkestenen antyder, give lyd fra sig. Hvis man slår på stenene i dyssen, og specielt
dækstenen, giver den en høj klar tone fra sig. I princippet er der ikke den store forskel på
Klokkestenens lyde, og det der sker, hvis man slår på en xylofon, men fænomenet er ikke desto
mindre meget imponerende. Ingen ved om dyssens lydfrembringende evner er et simpelt
sammentræf, eller om det er planlagt af dem der byggede den, men formentlig er det kun et
sammentræf. Hvis oldtidens mennesker virkelig havde været i stand til konsekvent at bygge den
slags xylofondysser, havde de sikkert ikke nøjes med at gøre det et enkelt sted på en lille isoleret
fynsk ø. Det ville have været meget mere magtfuldt, hvis en dysse for eksempel kunne byde de
døde velkommen til evigheden eller den anden verden med en dyb ringende tone.
En dysse med så usædvanlige egenskaber har naturligt nok givet ophav til en del
historier og overleveringer. Blandt andet skulle den kunne opfylde ønsker, hvis man udtaler det eller
tænker på det, når den giver lyd fra sig – i parantes bemærket skal man selv have slået på dyssen, så
den ringer, hvis det skal virke. Og det er rent faktisk ikke altid lige nemt at få gang i Klokkestenens
lyde. Men så skulle det også virke – lige så sikkert som en firkløver eller et stjerneskud kan opfylde
ens ønsker.
En anden bivirkning af lydene fra dyssen er, at man kan risikere at forstyrre de
underjordiske. Man kunne ligefrem kalde Klokkestenen for de underjordiskes dørklokke. Det er nu
ikke fordi de altid kommer rendende, når der bliver ringet på, men af og til lader de alligevel høre
fra sig, og efter sigende bryder de sig ikke om at blive forstyrret med mindre man har noget virkelig
vigtigt at tale med dem om. Der findes rent faktisk en historie om en tysk lystsejler, der ankrede op
ude ved Klokkestenen, og sagde til sin kone, at han ville gå i land og prøve at få stenen til at ringe.
Det var det sidste hun nogen sinde så til ham. Hun mente godt nok, at hun nogle minutter efter
manden var gået i land havde hørt en høj ringende tone, men det var også det eneste. Da han efter
en time endnu ikke var vendt tilbage, gik hun selv i land for at lede efter ham, men der var ingen
tegn på hans tilstedeværelse nogen steder – og han er i parantes bemærket aldrig blevet fundet.
Det ville være fristende at konkludere, at han var blevet taget af de underjordiske, men
historien er nu nok en vandrehistorie, eftersom der kendes tilsvarende historier fra andre stendysser,
ikke bare i Danmark, men også andre steder, hvor folk der på en eller anden måde har forstyrret de
underjordiske, er sporløset forsvundet.
Så er der jo også historierne fra de mennesker, som har prøvet at få gang i
Klokkestenens lyde, og som har oplevet, at den har svaret igen, om man så må sige. Når den lyd,
som de har frembragt er døet ud, har dyssen svaret dem med to-tre andre klare toner, fuldstændigt
som om den ville tale til dem. Nogen fornuftig forklaring på alt det her, er der naturligvis ikke, men
man kan jo heller ikke vide, om der virkelig skulle bo nogle underjordiske nede under Lyø, som
efterhånden er godt trætte af al den larm.
Det er sikkert også dem, der nogle gange tænder lys i Klokkestenen, så for eksempel
lystsejlere der passerer kysten efter mørkets frembrud, kan se det lyse inde under den.

Lyø ligger 8 km sydvest for Fåborg. Man kan kun komme hertil ved at sejle. Fra færgelejet
kører man til Lyø By, og herinde til højre rundt om kirken og ud mod Lyø Vesterflak og
Klokkestenen. Følg vejen helt ud til enden, og parker her. Det sidste lille stykke ud til stenen
må man gå.
15. Middelfart – Et mystisk mord

Middelfart ligner en uhyre fredelig by, som den ligger der ved den fynske kyst klemt inde mellem
de to Lillebæltsbroer, men rent faktisk kan man stadig opleve ekkoet af en næsten 650 år gammel
mordgåde, som aldrig er blevet opklaret, men som rent faktisk var med til at ændre
Danmarkshistorien – mordet på Niels Bugge fra Hald og hans to følgesvende.
Midten af 1300-tallet var en trist og omtumlet periode i Danmarks historie. Kongen,
Valdemar Atterdag, havde regeret landet på bedste vis i mange år, men havde i perioder også opført
sig som en brutal tyran, der forlangte, at alle indordnede sig under hans vilje. Det ville alle
imidlertid ikke, og der var flere gange oprør i det danske, specielt i Jylland, og hver gang gerne med
herremanden Niels Bugge fra Hald som en af de førende. Han var en af landets mægtigste og rigeste
mænd, og selvom han i perioder var en af kongens fortrolige, holdt han sig ikke tilbage for at tale
ham midt imod. Og han brugte gerne våbenmagt, hvis kongen ikke ville lytte til almindelig høflig
tale.
I slutningen af 1358 var situationen imidlertid blevet så uholdbar, at kongen med løfte
om frit lejde til Niels Bugge og to medrejsende, indbød ham til møde på Sjælland i december
måned, så de kunne diskutere rigets stilling og fremtid. Man ved rent faktisk ikke med sikkerhed
hvor mødet fandt sted – muligvis i Slagelse, og muligvis i Vordingborg, men det endte i hvertfald
dårligt. Kongens krav for at få fred i Danmark var så urimelige, at Niels Bugge og hans to
følgesvende Uffe Stigsøn og Peder Andersen måtte rejse hjem igen med uforrettet sag. Både kongen
og de vidste nu, at det kun kunne ende med endnu en krig – en krig som ingen af dem måske ville
kunne vinde.
Hvad der så siden skete, er lidt af en gåde, men faktum er, at lige omkring årsskiftet
var de tre mænd nået til Middelfart. Her blev de overfaldet og myrdet – nogen siger det skete på
stranden nedenfor byen, andre at det skete inde i selve byen. Ligene blev ihvertfald fundet på
stranden, og nogle lokale fiskere fik skylden. Der var almindelig enighed om, at kong Valdemar
formentlig stod bag det hele, men da han svor på 12 mænds ed, at han var uskyldig, lod man sagen
falde. Det vil sige kongen pålagde rent faktisk indbyggerne i Middelfart en straf for mordet. De
skulle hvert år betale 49 skilling ekstra i skat, de såkaldte Buggepenge. Denne ekstraskat blev
iøvrigt først ophævet i 1874, da en embedsmand tilfældigvis opdagede, at Middelfarts borgere
stadig betalte denne efterhånden noget forældede bøde.
Niels Bugges død svækkede modstanden mod kong Valdemar betragteligt, og han
kunne derefter stramme grebet om riget endnu engang.
Mordet blev aldrig opklaret, men på en eller anden måde, må der alligevel være blevet
et ekko af det hængende. Selvom man rent faktisk ikke ved præcis hvor mordet egentlig blev
begået, er det enkelt gange blevet gentaget på stranden nedenfor den gamle Lillebæltsbro. På meget
mørke nætter sker det, at man ser tre mænd til hest komme ridende ned mod stranden. Her stiger de
af, og giver sig til at spejde ud over vandet. Men i næste øjeblik kommer en hel flok mænd farende
ud af mørket og kaster sig over dem. I et flakkende lysskær kan man så se, hvordan de tre mænd
hugges til jorden med talrige knivstik. I dette øjeblik forsvinder lysskæret, og alt bliver igen sort.
Og hvis man går hen til stedet hvor hele det uhyggelige optrin fandt sted, er der intet spor af
hverken morderne eller ofrene.

Ingen ved helt præcist hvor mordet på Niels Bugge fandt sted, men går man en tur langs
kysten fra Middelfarts lille havn og vestpå langs kysten ud mod Galaklint og
Batteriplantagen, kommer man lige efter passagen under den gamle Lillebæltsbro, til det
område, hvor det spøgelsesagtige mord finder sted.
16. Nørre Søby Sø – Den skrækkelige lindorm

Vi er ikke så forvænt med drager i det danske landskab, sådan som man for eksempel er længere
sydpå i Mellemeuropa og i Storbritannien, men vi har da nogle fine eksemplarer her og der. Danske
drager har også kun sjældent den typiske form, altså store vinger, evnen til at spy ild og den slags,
der har givet så mange tapre riddere så mange problemer. Vores drager er i virkeligheden af en helt
anden art. Vi har nemlig særligt mange af de mærkelige lindorme. De er meget mere
slangelignende, men mindst lige så store som rigtige drager – og så har de jo forresten en
ulyksagelig hang til at ville vælte store bygninger, specielt kirker, men også gerne herregårde og
slotte.
Man kan finde et virkeligt pragteksemplar, hvis man besøger Søby Søgård, den store
herregård, der ligger lige ved siden af Nørre Søby Sø. I voldgraven her bor der nemlig en særligt
stor og ondskabsfuld lindorm, der arbejder hårdt på at undergrave alle bygningerne, så hele
historien en dag vil synke. Det skal i følge sagnet ske ved juletid, og derfor holdt gårdens tidligere
ejere aldrig jul på stedet. Det foretrak de at gøre andetsteds. I dag rører lindormen sjældent på sig.
Den er måske blevet gammel, men ind i mellem bliver vandet i voldgraven meget uklart og mudret,
og så er det fordi lindormen har slået et slag med halen.
Såvidt det gamle sagn, men så er der spørgsmålet om den rene skinbarlige virkelighed,
eller hvad det nu er, der har spillet ind. For der er såmænd nogle mennesker, også i den mere
moderne oplyste tid med mobiltelefoner og anden elektronik, som påstår, at de har set lindormen
tage sig en runde i søen – eller i det mindste et eller andet meget stort åle- eller slangelignende dyr.
Størrelsesangivelserne varierer en hel del. Nogle mener at have set et dyr på kun et par
meters længde, mens andre mener kræet har været 10, 20 eller endda 30 meter langt. Man kan så
undre sig over, at Nørre Søby Sø ikke forlængst har fået ry for at være Danmarks svar på Loch
Ness, men fynboer er måske ikke så nemme at imponere.
Man ved naturligvis aldrig, om nogen har bildt sig noget ind, men der kan faktisk godt
være en naturlig forklaring på iagttagelserne af lindorme, eller hvad det nu er, i Nørre Søby Sø.
Størrelsesangivelserne er naturligvis et problem – 30 m svarer nogenlunde til en fuldvoksen
blåhval, og den slags ser man jo trods alt næppe i en dansk sø, uanset hvor mange lindorme, der
holder til i nærheden. Det er notorisk vanskeligt at bedømme en genstands størrelse, hvis den
befinder sig midt ude på noget vand. Bliver man samtidig forskrækket eller overrasket, kan den
nemt komme til at virke meget større end den virkelig er, og hvis den så samtidig svømmer, så kan
kølvandet godt lægge adskillige meter til den samlede længde.
Nogle af historierne fra Nørre Søby Sø fortæller om stærkt ålelignende væsener på 2-3
eller måske 4 meters længde. Og det kan for så vidt godt være virkelige ål. Normalt bliver ål
naturligvis ikke når så store. Når de vokser til, vandrer de ud af søer og vandløb og svømmer hele
vejen til Sargassohavet på den anden side af Atlanten for at yngle, og så ser man dem aldrig mere,
men hvis nu en enkelt ål af en eller anden grund aldrig blev kønsmoden, var der naturligvis ingen
grund til, at den skulle forlade sin sø, og så ville den som alle andre fisk bare blive ved og ved med
at vokse. Og eftersom ål kan blive gamle, kunne man godt forestille sig, at en steril ål med
vækstforstyrrelser ville ende med en størrelse på et par meter eller mere.
En anden mulighed er, at den europæiske ferskvandsmalle, en stor kolos, der kan blive
5-6 meter lang, alligevel ikke er så uddød i de danske søer, som lærebøgerne ellers fortæller os. En
sådan malle ville sagtens kunne optræde som søslange eller lindorm. Men faktiske beviser er der
naturligvis ingen af. Man kan kun opfordre kommende lystfiskere i Nørre Søby Sø til at være ekstra
opmærksomme, hvis de får et virkeligt tungt og kraftigt bundhug. Det kunne jo være en lindorm.
Nørre Søby Sø ligger omkring 10 km stik syd for Odensen i udkanten af den lille by Nørre
Søby. Kør ad vej 43 mod Fåborg. Inde i Nørre Søby kører man til højre mod kirken, og
parkerer her. Søen ligger lige neden for kirken mod vest.
17. Ørkild Slot – En gammel gammel landmand

Midt inde i Svendborg, i det man vel nærmest kunne kalde Svendborgs Bypark, Caroline Amalie
Lunden, ligger resterne af Ørkild Slot. Der er ikke meget af fordums pragt tilbage, men det er ikke
desto mindre stadig Danmarks største voldsted. Masser af mennesker har set det og passeret det, om
ikke andet så de mange gæster til Rottefælden, landets ældste sommerteater, der ligger midt inde i
skoven.
Ørkild voldsted blev bygget i middelalderen over en 30 år lang periode fra 1157 til
1187. Bygmesteren kendes ikke med sikkerhed, men formentlig var det den danske konge
Valdemar den Store. Sidenhen blev der bygget et slot på stedet, og det var i forskellige fine herrers
besiddelse gennem årene. I den første del af 1500-tallet tilhørte det biskoppen i Odense, som var
yderst upopulær i Svendborg. Han forsøgte nemlig efter bedste evne at overtage kontrollen med
købstandens handel med Østersølandene. Det hele endte med, at Svendborgs indbyggere satte ild til
Ørkilde Slot i 1534. De kolossale volde står der stadig, men slottet er væk.
Det er minderne om slottets og voldenes liv derimod ikke. Man kan stadig høre og se
sporene af det en gang imellem, når grænsen mellem fortid og nutid bliver en smuel udvisket. Det
siges for eksempel, at man ved midnatstide stadig kan høre slottets gamle portner ride sin
aftenrunde langs voldstederne. Her checkede han, at alle døre og porte var låst på betryggende vis.
Man kan derfor tydeligt høre hans raslende nøgleknippe og ind i mellem også hovslagene fra hans
hest.
En anden begivenhed, som også kan genoplives af og til, er branden på Ørkild Slot.
Her er der også kun lydene tilbage, men de kan til gengæld også være meget skræmmende og
nøjagtige. I 1975 var en engelsk skolelærer på ferie i Danmark, og han oplevede en aften, hvor han
var gået en tur i Svendborg, hvad der må have været branden en gang til. Det var en varm og lys
sommeraften, og han havde sat sig på en af voldene, da han pludselig syntes han kunne lugte røg. I
løbet af få øjeblikke blev lugten stærkere og stærkere, og så kunne han også tydeligt høre
flammernes knitren og lyden af råbende mennesker og ting der styrtede sammen. Men rundt
omkring ham var der intet at se. Svendborg slumrede i de varme aftentimer, og der var hverken
brand eller ballade nogen steder.
Det mærkelige lydbillede blev ved i omkring 20 minutter, og i al den tid sad
skolelæreren fascineret på sin plads på volden, mens han spekulerede på, hvad det egentlig var han
hørte. Til sidst begyndte lydene imidlertid at blive svagere og svagere, røglugten forsvandt, og
tilsidst var alt stille igen. Det eneste han nu kunne høre var byens normale aften- og nattelyde.
Og så er der jo også den gamle gamle landmand. Meget af det, der idag er Svendborg,
har formentlig engang været marker, og det er sikkert derfor en københavnsk journalist engang til
sin store overraskelse så en mand gå og pløje med hesteforspand inde i Caroline Amalie Lunden.
Det var midt på natten, og journalisten var på vej hjem til nogle venner, der boede i udkanten af
byen. Han havde været til middag med nogle kollegaer inde i Svendborg, og det havde trukket
noget ud, men han sværger den dag i dag på, at han på ingen måde var beruset. Ikke desto mindre
var den pløjende landmand – eller bonde skulle man måske kalde ham, ganske tydelig, hvilket i sig
selv var temmeligt mærkeligt, for der var ingen belysning, og manden havde ingen lygte med.
Som alle journalister var vor københavnske ven nysgerrig, så han listede sig forsigtigt
nærmere, og kom ind bag ved plovmanden på det stykke han allerede havde været igennem. Her var
der overraskende nok ikke spor af plovfurer. Til sidst kunne journalisten ikke tie stille længe, men
råbte pludselig: ”Hej – hvad laver du egentlig?” Men det eneste svar han fik var et pludseligt mørke.
Plovmanden forsvandt, og han stod mutters alene nedenfor Ørkildes volde.
Ruinerne af Ørkild Slot og voldene ligger midt inde i Svendborg i Caroline Amalie Lunden
eller Caroline Amalie Skoven omkring 1,5 km fra Svendborg Station. Gå til højre af
Toldbodvej uden for stationen, og derefter til højre ad Nyborgvej og frem til Ørkildsvej hvor
der drejes til venstre. Lidt længere fremme drejes til højre op til Caroline Amalie Lund.
Slotruinen ligger lige fremme når man er kommet ind i parken.
SJÆLLAND OG ØERNE

49. Assistens Kirkegård – Den som besøger sin egen grav.

Assistens Kirkegård i København er en gammel og hæderkronet kirkegård med en lang og

spændende historie. Her ligger berømtheder og notabiliteter side om side med ganske almindelige
mennesker – fra H.C.Andersen og Søren Kirkegaard til hr. og fru Jensen. Men kirkegården er andet
og mere end en stilfærdig mindepark hvor man færdes med andægtighed. På en varm forårsdag er
kirkegården fyldt med børnehaver på udflugt, folk der holder frokostpause eller soler sig, og
studenter der læser til eksamen i de smukke omgivelser, hvor blomsterne er ved at springe ud, og
hvor fuglene synger så det gjalder. Her mødes livet og døden i skøn og munter forening. Og nogle
gange bliver bliver det tydeligt, at grænsen mellem de to ikke er helt så fast og tillukket, som man
almindeligvis går og tror.
I slutningen af maj og begyndelsen af juni 2004 havde en medicinstuderende, der
boede lige i nærheden af kirkegården, og som brugte den til eksamenslæsning, således flere gange
et møde med en højst usædvanlig ung dame, der ikke altid fulgtes med sin egen skygge. Første gang
han så pigen, stod hun og lænede sig op af det lille hegn, der er opstillet foran Peter von Scholtens
gravmæle. Han tænkte ikke så meget over hendes tilstedeværelse, da han var fordybet i en
anatomisk lærebog, men nåede dog at registrere, at hun var klædt i en ret gammeldags og temmelig
omfangsrig kjole. Dagen efter var pigen der igen, og stadig med den samme kjole på, men denne
gang blev det klart for den flittige medicinstuderende, at hun måske ikke var af denne verden. Han
sad ned på græsset, og havde måske derfor ikke det helt store overblik, men trods et kraftigt solskin,
virkede det ikke som om pigen kastede nogen skygge, og hvad mere var, fra sin plads på græsset,
havde vor læsende ven et godt udsyn over stien til begge sider, og han sværger på, at pigen
forsvandt fra sin plads ved hegnet fra det ene sekund til det andet. ”Rent faktisk blinkede jeg bare –
og så var hun væk!”
Men pigen var ikke helt færdig med sin optræden. Eksamenslæsningen var
anstrengende, så medicineren undrede sig måske nok en del, men slog så pigen ud af hovedet, og
koncentrerede sig om den kommende eksamen. Den gik fint, men da han et par uger efter gik
igennem kirkegården på vej hjem, kom han i tanke om den mystiske pige. Da han nåede Peter von
Scholtens grav, var hun ikke til at se nogle steder, så han standsede op ved hegnet, og spekulerede
på, hvad mon pigen havde tænkt på, mens hun stod der. Solen skinnede fra en skyfri himmel, og det
var temmelig varmt, men ikke desto mindre begyndte den nu sommerferieklare mediciner at fryse.
Han fik en tydelig fornemmelse af, at han ikke var alene, selvom der ikke var nogen at se. Eller
retttere – det var da alligevel, for da han kastede et blik ned til venstre gik det op for ham, at der på
jorden, ved siden af hans egen tydelige skygge, var aftegnet en anden, men meget svagere skygge.
Den var dog tydelig nok til, at han uden problemer kunne se, at det var skyggen af en ung pige iført
en stor og omfangsrig kjole.
Men måske er det ikke så mærkeligt, at der er folk som ikke hviler helt så roligt i
deres grave, som de måske burde. Der foregik nemlig tit og ofte artige ting i nattens mulm og
mørke på Assistens Kirkegård i slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet.
Gravrøverier hørte åbenbart til dagens, eller nattens orden. De døde, som ofte havde smykker og
lignende med i kisten, blev plyndret, og kisterne solgt til brænde. Og de døde, ja, dem lagde man tit
ned i andre grave, hvor ingen ville lede efter dem. Da forlagsmanden Søren Gyldendals gravmæle
således skulle sættes i stand midt i 1800-tallet, opdagede man, at graven indeholder betydeligt flere
mennesker end den døde forlægger. Antallet varierer fra 2 til 8, alt efter hvilken beretning man
læser, men at der var for mange, er alle enige om. Sandsynligvis var det ofre for adskillige
gravrøverier, men ingen ved det med sikkerhed.
Assistens Kirkegård ligger lidt uden for det centrale København, omkring 2 km fra
Københavns Hovedbanegård, omkranset af Kapelvej, Nørrebrogade, Jagtvej og Hans Tavsen
Parken. Bus 5A fra Hovedbanegården passerer lige forbi kirkegården. Det kan anbefales at
bruge bussen, da parkeringsforholdene omkring kirkegården er dårlige. Man kan også bruge
bus 18 eller 350S.
50. Bolund – En mærkelig landing

Bolund-halvøen ved Roskilde Fjord er nok et af mere besynderlige landskaber man kan finde i
Danmark. Det er ikke specielt storslået og fantastisk, bare…underligt. Halvøen stikker ud fra en ret
flad og ret ensartet strandeng godt en kilometers vej nord for Risø. Det er en lang smal halvø, ikke
meget mere end en bevokset sandbanke, som strækker til nogle få meter ud i fjorden. Men ude for
enden udvider den sig brat til en stor klump, en bakke, om man vil, der er op mod 12 meter høj. Det
er nærmest ud som om en kæmpe en gang har smidt en stor sten ud i vandet, og ladet den ligge.
Man kan sagtens få en time eller to til at gå her med at kigge på fugle, nyde naturen og studere
planter, og solnedgangen over fjorden er heller ikke dårlig. Men man kan også opleve noget ganske
andet.
Måske er det nærheden til Risø, Danmarks eneste atomanlæg, der har gjort det, men
der er efter sigende blevet set et uforholdsmæssigt stort antal mystiske natlige lys og andre
underlige ting, der bringer tanken hen på rumvæsener og andet mærkeligt ved Bolund. Det er der på
et plan ikke noget specielt mærkeligt i. I andre egne af verden er kraftværker, atomværker og
lignende anlæg ofte rene magneter for ufo-aktiviteter.
En sommernat i 1993 passerede to teenager fra Roskilde Bolund-halvøen. De var på
cykel på vej hjem fra en fest et par kilometer længere nordpå. Trods årstiden var det relativt mørkt,
og da var også begge to trætte og tænkte dybest set kun på at komme hjem i seng. Ikke desto mindre
stoppede de begge to som på tælling, da der lige pludselig blev tændt lys ude på toppen af Bolund-
halvøen. Det var ikke en enkelt person med en lommelygte eller en bils lygter fra den anden side af
fjorden eller et lys på en lystsejler. Det var derimod noget, der mere mindede om en ring af de store
lamper man bruger til at oplyse et fodboldstadion med. Lamperne lyste ned midt på den høje bakke
for enden af halvøen, hvor en gruppe utydelige skikkelser, måske 5-6 stykker, de kunne ikke se det
med sikkerhed, gik omkring. Lyset var så stærkt, at det næsten blændede de to natlige cyklister,
men det så ud som om skikkelserne gravede eller borede i jorden.
Hvor længe hele dette optrin egentlig varede, kunne de to øjenvidner aldrig siden hen
blive enige om. I 2006, tretten år senere, mener den ene stadig at de kun stod der i et par minutter,
mens den anden er sikker på, at det varede mindst en time. Under alle omstændigheder sluttede det
lige så brat som de startede. Lyset gik ud, og der var både mørkt og stille igen. De to kørte hjemad
igen, uden at snakke sammen, og de har siden kun berørt oplevelsen ganske flygtigt.
Muligvis var det i sommeren 1993 det hele skete, for kun et par uger efter denne
begivenhed så en forbipasserende bilist, denne gang igen sent om natten, en kraftig strålekaster, der
pludselig blev tændt over Bolund. Den lyste et kort øjeblik ned over halvøen, og så blev den hurtigt
mindre, da det luftfartøj som den udgik fra, meget hurtigt landede ude på spidsen. Bilisten kunne
ikke skelne nogle detaljer, men var sikker på, at det i hvert fald ikke drejede sig om en helikopter.
Han havde stoppet bilen, da han så det første lys, og da han havde åbne vinduer i bilen, ville han
uden problemer have hørt eventuel motorlarm – hvis der altså havde været nogen.
Ligesom de to teenagere havde vidnet i bilen heller ingen fornemmelse af hvor lang
tid der egentlig gik, før lyset pludselig blev tændt igen. Det blåhvide lys var meget skarpt og
blændende, men han mente alligevel at kunne se, at der stod nogle skikkelser ude på bakken
sammen med det fartøj, der lige var landet. Det blev særligt tydeligt, da fartøjet i næste øjeblik skød
i vejret – igen med den lange lyskasterstråle under sig. I er kort glimt kunne bilisten se, at der stod
mindst 4 skikkelser ude på øen. ”Så turde jeg sgu’ ikke blive der længere!” som han selv senere
udtrykte det.

Den mærkelige Bolund-halvø ligger ved Roskilde Fjord, omkring 7 km nord for Roskilde
Centrum. Man følger vej 6 nordpå ud af byen. Bolund-halvøen ligger på venstre hånd godt en
kilometer efter man har passeret Risø. Man kan parkere i vejsiden. Der går en vandresti ud
til enden af halvøen, der yderst er omkring 12 meter høj.
51. Christianshavns Voldgrav – Hundedræberen og andre uhyrligheder

Voldgrave er mærkelige steder. Uanset om de ligger omkring et gammelt slot eller måske ligefrem
omkranser en hel by, er de altid forbundet med mystiske historier. Adelsjomfruer er blevet skubbet i
dem og uægte børn er blevet druknet i dem. Det samme er uduelige eller lidt for nysgerrige
tjenestefolk, og sågar også en tapper ridder i ny og næ. Men det værste er næsten, at voldgrave stort
set altid er hjemsted for uhyrer af den ene eller den anden slags. Nu er voldgrave jo i bund og grund
forsvarsværker under en eller anden form, så det er vel ikke så mærkeligt, at man nogle steder har
forsøgt at gøre dem mere afskrækkende, enten ved direkte at fylde dem med farlige dyr, hvis det har
kunnet lade sig gøre, eller i det mindste sprede historier om, at de var fyldt med farlige væsener.
uhyrer og anden trolddom. Sådan er det med Christianshavn Voldgrav, eller Stadsgraven, der er en
del af Københavns oprindelige befæstning. Den er tilsyneladende hjemsted for et uhyre. Det er gået
lidt tilbage for uhyret i de senere år, for der er længe mellem, at det æder en ridder med rustning og
det hele, men så er der andre, som på ingen måde går ram forbi.
Det hele begyndte – formentlig – en gang i slutningen af 1960’erne, da de første
historier om ande- og hundedræbere begyndte at cirkulere. Flere mennesker havde til deres store
forskrækkelse oplevet at se det ellers så stille vand i voldgraven blive pisket til skum, hvorefter en
and, en blishøne eller et andet stakkels svømmende kræ forsvandt under overfladen, som om et eller
andet trak dem ned. De blev aldrig set igen. I to tilfælde skulle det endda være gået ud over små
svømmende hunde, der havde været på luftetur, og som i legesyg begejstring havde kastet sig ud
efter en pind eller en bold, og derefter var forsvundet for øjnene af deres skrækslagne ejere.
Den første mistanke faldt på en stor gedde. Det er ikke så underligt endda, for selv
geder af ret beskeden størrelse, er i stand til at spise ællinger, og en stor gedde kan ganske
udemærket sluge en hel and. Der kendes adskillige eksempler på store gedder, som er blevet
indfanget af lystfiskere (dog ikke i Voldgraven), og som har vist sig nogle gange at have op til flere
hele ænder i maven. Og kan de sluge hele ænder, kan de også sluge små hunde.
Alt i orden – undtagen naturligvis for de stakkelse hundejere – og vel også en både
rimelig og mulig forklaring, men helt galt gik det, da vi nåede op midt i 70’erne, og en mand
påstod, at han var kommet cyklende ad Torvegade forbi voldgraven, og havde set en svane blive
trukket under vandet på samme måde. Selv den største gedde kan ikke klare en hel svane, så her
måtte der et andet søuhyre til.
Der findes rent faktisk en fisk, der er i stand til at spise svaner i en enkelt mundfuld.
Det er den europæiske malle, der kan blive 4-5 m lang og veje flere hundrede kilo. Problemet er
bare, at maller på det tidspunkt, i det mindste officielt havde været uddøde i Danmark i mange år.
Sidenhen er de nu rent faktisk blevet genfundet i nogle jyske søer. Så det er ikke helt umuligt, om
end nok usandsynligt, at der kunne leve en malle i Voldgraven, og at den kunne have været den
grådige årsag til de mange forsvindinger. En kort overgang kørte der endda en historie om en natlig
svømmer, der skulle være sporløst forsvundet, men den var nu nok en vandrehistorie, for selv en
fuldvoksen malle kommer til kort overfor et helt og levende menneske.
Gedde eller malle? Gedder er absolut en mulighed, men om der er andet og mere end
det. Tja, man ved aldrig hvad der kan ske langs Christianshavns Voldgrav. Og iøvrigt - Hvis man en
aften skulle se en spøgelsesagtig dreng og en pige løbe og lege på volden, så er det de to børn, som
et sagn siger blev ofret i forbindelse med bygningen af den oprindelige vold. Man kunne ikke få den
til at holde, så derfor byggede man et legerum ind i volden, lokkede to små børn derind, og murede
dem derefter inde. Så var der ingen problemer med byggeriet, og så havde volden endda fået sig et
par værneånder, som efter sigende er blevet set af og til.
Christianshavns Voldgrav, eller Stadsgraven, som den også kaldes, strækker sig fra Langebro
til Margretheholm lige øst for det centrale København på den nordlige ende af øen Amager.
Langebro-enden ligger omkring 1 km fra Københavns Hovedbanegård. Der er gangstier som
fører næsten hele området rundt.
52. Damhussøen – Natlige sejlture

I 1970’erne var Damhussøen stærkt plaget af forurening, hvilket resulterede i, at søen om

sommeren blev forvandlet til et tykt grønt tæppe, hvor man skulle tro, at en båd dårligt kunne stage
sig frem. I dag er det heldigvis meget bedre. Vandet er betydeligt mere klart, og søen har et rigt og
blomstrende fugleliv. Men uagtet vandkvaliteten, og det faktum, at der ligger en sejlklub ved søen,
og at der i det mindste i sommermånederne er en livlig sejlads, har det ikke forhindret fremkomsten
af historier om mystiske natlige sejlture og oplyste både, endda også når søen lå dækket med is.
Vi skruer tiden tilbage til en kold vinteraften i slutningen af 1980’erne. To
universitetsstuderende, Thomas og hans kæreste Line har været til fest i et hus lige i nærheden af
søen, og er på vej ad stien langs med søens østside i retning mod Roskildevej og den bus, der skal
føre dem hjem til deres kollegie. Søen er mørk og isdækket, og de kan høre enkelt biler køre forbi
på Roskildevej, men ellers er der intet at se eller høre. Et par minutter efter synes Line ellers hun
kan høre stemmer og lyden af rytmisk plaskende vand. Umiddelbart er der ikke noget at se, men så
får hun øje på et lys ude midt på søen. Thomas slår det i første omgang hen som lygterne fra en af
bilerne på Roskildevej, men det bliver meget hurtigt klart for de to studerende, at det er en
gammeldags petroleumslampe, der hænger i toppen af en stage, som står i stævnen af en
gammeldags jolle, der er ved at blive roet over søen i retning mod den bred, hvor de står.
Under normale omstændigheder ville en sådan natlig sejltur højst blive betragtet som
lidt underlig, men nu var søen faktisk dækket af et forholdsvis tykt lag is – det havde været meget
koldt i en længere periode, og jollen burde ganske enkelt ikke have kunnet sejle der hvor den
gjorde. Thomas og Line blev derfor nysgerrige, og gav sig til at vente på, at jollen skulle komme
nærmere. De kunne nu tydeligt se stagen med lampen på, og den mand, der sad i jollen og roede
med rytmiske bevægelser.
Manden roede godt til, og derfor burde han sådan set være nået over søen på nogle få
minutter, men efter næsten 10 minutter gik det op for Thomas og Line, at han rent faktisk ikke kom
ud af stedet. På det tidspunkt blev de klar over, at jollen og roeren måske ikke var helt så meget af
denne verden, som de først havde troet. De to unge blev dog tappert stående, men de kom aldrig
løsningen nærmere, for i løbet af de næste fem minutter blev lyden og billedet af den roende mand
svagere og svagere, indtil han tilsidst var helt forsvundet, og søen lå hen i samme sorte vintermørke
som før.
Et andet vidne til den natlige roers bedrifter, en af de lokale beboere i området, så den
oplyste jolle tre gange i løbet af de ti år han boede ved søen. To af gangene var den ved at sejle over
søen under samme omstændigheder, som Thomas og Line havde været vidner til, men en enkelt af
gangene skete der noget mere. Der ligger en lille træbevokset ø i den nordlige ende af Damhussøen,
og her så øjenvidnet en sen forsommeraften jollen ro hen, hvorefter manden tog lygten og gik i land
på øen. I den næste par minutter gik han søgende rundt mellem træerne – man kunne tydeligt følge
lyset fra hans lygte – men derefter skete der ikke rigtigt mere. Pludselig gik lyset ud, og selvom
vidnet ventede ved søen i lang tid, hørte han ingen lyde, åretag eller andet, og han kunne heller ikke
se jollen, der havde ligget og vippet i vandet ved den lille ø.
Det ville være rart at kunne sige, at der kendes en gammel historie om en mand, der
engang skjulte en skat på øen eller kastede den i søen, men som døde uden at have haft nogen glæde
af den, og som derfor til evig tid nu skal sejle rundt og lede efter sine kostbarheder, men det gør der
faktisk ikke. Jollens og roerens historie fortaber sig i det uvisse. Ingen ved tilsyneladende hvem
eller hvad han er.

Damhussøen ligger på grænsen mellem Københavns og Rødovre Kommune, godt 6 km vest

for Københavns Hovedbanegård. Man følger Vesterbrogade fra Hovedbanegården mod vest
indtil den går over i Roskildevej. Efter ca. 3,5 km ligger passerer man Damhussøens sydbred
på højre hånd. Skråt til venstre overfor Damhuskroen, der ligger ved søens sydvestlige
hjørne, kan man parkere på Damhustorvet. Der er en sti, som man kan følge hele vejen rundt
langs søen. Alternativt kan man tage S-toget fra Københavns Hovedbane gård i retning mod
Høje Tåstrup, og stå af på Hvidovre Station. Drejer man til højre ud af stationen og følger
Hvidovrevej 1 km, kommer man til Damhustorvet og søen.
53. Elmelunde Kirke – En bil der ikke var der

Elmelunde Kirke på Møn rummer en af Danmarks fineste samlinger af kalkmalerier, alle sammen
lavet af den såkaldte Elmelunde-mester, en af datidens helt store kunstnere – ja, det vil sige ingen
kender faktisk hans navn, og det er meget tænkeligt, at navnet i virkeligheden dækker over datidens
ækvivalent til et malerfirma, der kom og dekorerede nybyggede kirker med alt til faget henhørende
indenfor pynt og belærende billeder, men berømt er ”han”, og han har også sørget for malerier til
flere andre kirker på Møn. De er alle sammen et besøg værd.
Det ville naturligvis være meget passende om mestermaleren eller hans svende gik
igen i kirken, men det er tilsyneladende ikke tilfældet. Der er meget aktivitet, men det skyldes nu
som regel de mange forskellige gæster og turister, der kommer for at besøge kirken. Og blandt dem
finder man ind i mellem folk der har oplevet noget rigtigt mærkeligt i Elmelunde Kirke.
Det sker nemlig af og til, at folk der går rundt inde i kirken ganske tydeligt hører en
bil komme kørende og parkere udenfor. Det er der naturligvis ikke noget mærkeligt i, men det er
gang på gang sket, at folk, når de så kommer ud, må konstatere, at der rent faktisk ikke er nogle
biler udenfor. Skeptikere vil naturligvis indvende, at bilen så bare må være kørt igen, men i flere
tilfælde har folk rent faktisk været på vej ud af kirken, mens de har hørt bilen, og så er der alligevel
ikke nogen.
Syns- eller måske rettere lydbedrag, men det er alligevel noget mere indviklet end som
så. For selv om man måske godt kunne indvende, at folk kan have hørt lyden af biler som er kørt
forbi lige i nærheden, hvordan skal man så forklare de tilfælde, hvor folk har hørt lyden af
hestetrukne vogne, med hestetramp og det hele? Den slags er der immervæk ikke så mange af i dag,
og man kan endda høre hjulene knase i grus. Og ind i mellem endda lyden af hestenes prusten og
vrinsken
Den mest omfattende og detaljerede beskrivelse af de mærkelige lyde omkring
Elmelunde Kirke stammer fra en forårsdag i 1989, da et københavnsk par var på besøg i kirken. De
havde egentlig ikke planlagt at besøge Elmelunde, men var stoppet ved en pludselig indskydelse, da
de kørte forbi på vejen til Møns Klint. Mens de gik rundt inde i kirken og studerede kalkmalerierne,
hørte de begge tydeligt en bil køre ind og standse ved kirken, tilsyneladende lige ved siden af det
sted, hvor de havde stillet deres egen bil. Det var åbenbart en ret stor eller ret gammeldags bil, for
den larmede ret meget. Den havde endda ganske mange mennesker med, for de hørte tydeligt lyden
af ikke mindre end fire bildøre, der smækkede. Kirkens tykke mure dæmpede lydene ret meget, men
de kunne alligevel fornemme stemmer, inden de først hørte lyden af kirkedøren der gik op, og
derefter lyden af døren mellem kirkens våbenhus og selve kirkerummet. I dette øjeblik kiggede de
begge to hen mod døren for at se hvem det var, der kom ind, men til deres store overraskelse måtte
de konstatere, at døren var lukket. Der var ikke kommet nogen ind i kirken.
Ved denne opdagelse løb de begge to hen til døren, og lukkede op ud til våbenhuset,
men det var også tomt, og da de forsatte udenfor kirken, måtte de også konstatere, at deres egen bil
holdt udenfor lige så alene som den havde gjort det, da de første gang kom og parkerede.
Men de lydmæssige illusioner var stadig ikke færdige, for da de et par minutter senere
vendte tilbage til kirken, kunne de tydeligt høre stemmer inde i kirken, da de stod ude i våbenhuset.
Ikke så underligt, skulle man mene, for der havde været rigeligt tid til at andre kunne være gået ind,
mens de stod udenfor ved deres bil. Men det var åbenbart kun lydene, der var nået ind for da de
lukkede døren op, og gik ind i kirken igen, blev der meget brat stille igen, og det var tydeligt, at
kirken var tom.
Efter den lille oplevelse havde de to københavnere mistet lysten til at opholde sig i
Elmelunde Kirke, så de forlod stedet skyndsomst, og har ikke være tilbage siden, trods talrige andre
besøg på Møn.
Elmelunde Kirke ligger på Møn, godt 8 km øst for Stege, i landsbyen Elmelunde, lige ud til
hovedvejen mellem Stege og Møns Klint. Der er en udemærket parkeringsplads lige ved siden
af kirken.
54. Fribrødre Å på Falster – Træd aldrig på en sovende lindorm

Rotter er noget stads – de fører sygdomme med sig og ødelægger ting og madvarer, så det er sådan
set ikke så underligt, at man i århundreder har benyttet sig af alle midler for at bekæmpe dem. I dag
bruger man fælder og avancerede giftstoffer, engang brugte man rottehunde og andre naturlige
rottejægere. Men lige meget hjalp det. Der er stadig masser af rotter.
Men hvad har rottebekæmpelse så med lindorme at gøre, vil den opmærksomme læser
uden tvivl spørge på dette sted. Jo, den sammenhæng skyldes en rottefænger, som engang havde
fundet på en virkelig effektiv metode til at bekæmpe rotter med. Han brugte magi, og det er altid en
dårlig ide, hvis der er lindorme i nærheden. De hader nemlig magi af et godt hjerte.
Nu traf det sig en gang sådan, at de gode folk på Bogø var slemt plaget af rotter. De
var alle vegne. De åd kornet på markerne og i laderne. De væltede malkespandene og løb rundt i
stuerne, og de kunne endda finde på at nappe sovende spædbørn i tæerne og i fingrene. Men så var
det, at de brave folk hørte om en fantastisk rottefænger, der kunne mane rotter i jorden. Han blev
tilkaldt, og gik straks i gang med arbejdet.
Det første rottefængeren gjorde var at samle brænde sammen til et stort bål nede på
stranden, lige overfor Stubbekøbing på Falster. Da han fik ild på bålet, og skulle til at begynde sit
arbejde, spurgte han lige de mange nysgerrige der havde samlet sig, om der var nogle lindorme på
Bogø. Alle forsikrede ham om, at der var der absolut ikke. Bogø var en lille fredelig ø, og der var
absolut ingen forfærdelige væsener på den – lige bortset fra rotterne altså.
Rottefængeren gik så i gang med sit arbejde, og lige til at starte med gik det
glimrende. Der kom rotter løbende til fra nær og fjern, og de styrtede sig alle ind i det store bål,
hvor de brændte op. Snart bølgede sort røg op mod himlen, og stanken af brændte rotter bredte sig
over det hele. Men pludselig begyndte tingene at gå helt og aldeles galt. Der lød en knasen og en
brasen i bevoksningen, og pludselig dukkede en enorm lindorm op. Den havde mærket
rottefængerens magi, og nu ville den have ram på ham.
Rottefængeren sprang med det samme ned i sin båd, og roede alt hvad han kunne over
til Falster, men lindormen fulgte efter. Den masede sig tværs gennem bålet, så gløder og brændende
træstykker røg til alle sider, og svømmede i store bugtninger ud over Grønsund. Da den nåede til
Falster var rottefængere imidlertid forsvundet, men den krøb alligevel i land og begyndte en hidsig
jagt på ham. Den var imidlertid så stor, og piskede så meget rundt i landskabet, at den til sidst havde
dannet en hel å med mange krumninger. Åen ligger der stadig den dag i dag. Nu hedder den
Fribrødre Å.
Der er ingen der rigtig ved, hvordan lindormens jagt på rottefængeren egentlig endte,
men der sker stadig mærkelige ting i og ved Fribrødre Å. Af og til hører man brølende og gryntende
lyde fra åen og dens omgivelser, og der er også dem der siger, at man kan se slanger svømme frem
og tilbage. Ved et enkelt tilfælde skal en fisker engang i 1950’erne endda have fanget en ålekonge
lige ud for åens munding øst for Stubbekøbing. Den havde pisket så meget rundt i en ruse, at flere
af pælene, der holdt den på plads, var knækket som tændstikker. Fiskeren skulle ikke nyde noget af
at forsøge at hale den på land, så han skar sin ruse op og lod den svømme igen, men nåede dog at
se, at ålekongen var mindst 3-4 meter lang og tyk som en telefonpæl. En lindormeunge måske? Nu
er lindorme jo beslægtet med drager, så de skal naturligvis behandles med forsigtighed, uanset hvor
små eller store de er. Men skulle der en anden gang gå noget stort og slangelignende i en ruse, kan
man jo håbe på, at det ikke får lov til at slippe væk.

Fribrødre Å ligger på det nordlige Falster øst for Stubbekøbing. Vejen fra Stubbekøbing til
Ore fører lige hen over åen kun et par hundrede meter fra mundingen, hvor lindormen efter
sigende gik i land. Vejene mellem Maglebrænde, Vejringe og Åstrup krydser også åen flere
steder.
55. Gothersgade – Poltergejsten i Gothersgade

Der er ikke meget mystik over Gothersgade nummer 14, når man idag står og ser på bygningen. Det
er en moderne, hvid, firkantet og – ja, undskyld – lidt kedelig kasse. Men det skal man ikke lade sig
narre af. Man skal jo som bekendt hverken skue hunden på hårene eller bygningen på facaden. Og
så var det jo rent faktisk heller ikke den bygning som stod på stedet, da den følgende historie
egentlig fandt sted – en begivenhed, der var samtalestof i det ganske rige, forsidemateriale til
datidens aviser, og ydermere emnet for en en kongelig undersøgelseskommision, som i hele to
måneder forsøgte at finde løsningen på gåden om poltergejstren i Gothersgade.
I 1779 tilhørte Gothersgade 14 en velhavende brygger ved navn Titken. Han kunne
imidlertid ikke fylde huset op selv, så for at få det brugt, og for at tjene nogle penge, udlejede han
husets to øverste etager til den velærværdige justitsråd Voltelin og hans familie. Det gik i det store
hele ganske udemærket, men en forårsnat blev freden i huset pludselig forstyrret.
Natten mellem søndag og mandag, den 10 maj 1779, blev husets beboere pludselig
vækket af en voldsom banken og skramlen, og nogle høje brag, der lød som om en eller anden
affyrede en mindre kanon inde i huset. Alle var voldsomt forskrækkede, og vidste ikke rigtigt hvad
de skulle gøre, men da lydene noget efter forsvandt igen, faldt alle dog til ro, og sov videre. Næste
nat var den imidlertid gal igen, og denne gang larmede det så meget, at Voltelin og hans familie
flyttede logi til et andet hus i nærheden i håb om at få lidt nattesøvn.
Onsdag gik det imidlertid helt galt. Ikke alene larmede og bragede det i huset det
meste af natten, møblerne begyndte også at flyve rundt som om de blev kastet af voldsomme
kræfter, og man begyndte at kunne høre en hæs klagende stemme, der skreg uforståelige lyde ud i
natten. Brygger Titken var nu så træt af det hele, at han næste dag tilkaldte ordensmagten og bad
dem om at tage affære, men trods intense undersøgelser af huset, fandt de ingen tegn på eventuelle
gerningsmænd.
Rygtet om al balladen havde naturligvis spredt sig som en løbeild i København, og
hver aften mødte en større og større menneskemængde op for at se hvad der foregik. Og de fik
sandelig valuta for pengene. Ikke alene bragede og buldrede det værre og værre for hver dag der
gik, men brygget Titken og justitsråd Voltelin begyndte også at kaste sig ud i voldsomme
skænderier på gaden foran huset. Bryggeren mente, at Voltelin og hans familie ganske enkelt tiltrak
sig spøgelser, og at alt ville blive roligt, hvis bare de ville flytte. Voltelin synes på sin side, at
Titkens tirader var æreskrænkende og grænsende til justitsmord, så han klagede til det danske
kancelli, som lovede at undersøge sagen.
Kancelliet nedsatte en kongelig kommision, som igennem mere end to måneder talte
med øjenvidner og de implicerede, men uden til sidst at kunne give et bud på, hvad der rent faktisk
var sket. I et sidste forsøg på at få eventuelle gerningsmænd til at stå frem, udlovede Voltelin en
dursør på 100 rigsdaler for oplysninger, og bryggeren forhøjede det senere til 300 rigsdaler, men det
hjalp ikke. Der faldt aldrig nogen tilståelser, og man fandt aldrig rigtig ud af, hvad det egentlig var,
der var foregået.
Indenfor spøgelsesforskningen er Gothersgade sagen i øvrigt en typisk poltergejst, en
tysk betegnelse, der betyder larmeånd eller bankeånd, som neop er karakteriseret ved voldsom larm,
mærkelige lyde, og ting og større genstande, der enten flyver rundt i lokalerne, eller flytter sig
ganske langsomt hen over gulvet ved egen hjælp. Den slags sager kender man mange af rundt om i
verden. I nogle tilfælde har der været et vist element af menneskelig indblanding, men som regel
finder man aldrig ud af, hvad et egentlig er, der foregår.

Gothersgade ligger i det centrale København, omkring halvanden kilometer nordvest for
Københavns Hovedbanegård, eller godt 600 meter øst for Nørreport Station. Nr. 14 er den
store hvide bygning på hjørnet af Gothersgade og Borgergade. Huset er ikke den oprindelige
bygning, men det var her brygger Titkens ejendom oprindeligt stod.
56. Gråbrødre Torv – En flygtig lænkehund

En solbeskinnet sommerdag på Gråbrødre Torv er et studie i hygge, afslapning og god mad og

drikke. Her er fyldt med gode restauranter, og borde og stole trænges om det store træ, der står midt
på torvet. Pladsen har en lang og broget historie. Navnet er forholdsvis nyt, kun halvanden
hundrede år gammelt, selvom det rent faktisk hentyder til pladsens begyndelse i 1200-tallet. I 1238
oprettede franciskanermunke (også kaldet gråbrødre) nemlig et kloster på torvet. Det eksisterede i
næsten 300 år, men blev nedlagt i 1530 i forbindelse med reformationen. Det var nu aldrig nogen
større succes. Munkene var ikke specielt populære, og deres til tider alt andet end ærværdige
livsførelse vakte stort mishag blandt beboerne. I dag er der ingen spor af klosteret tilbage, bortset
fra kældrene under nr.11, som engang var kælderhvælvinger for gråbrødrene. I 1600-tallet hed
pladsen Ulfeldts Plads, og det hentydede til, at Corfitz Ulfeldt havde opført et palads på stedet –
rent faktisk på samme sted som klosteret, men det blev revet ned i 1664. Sidenhen har torvet blandt
andet fungeret som parkeringsplads. Det begyndte først at få sit moderne udseende i slutningen af
1960’erne.
Med det vilde liv, som mange af gråbrødrene rent faktisk førte, kunne man godt
forestille sig, at der ville være spøgelsesoptog af fordrukne munke eller man ind i mellem kunne
høre lyden af brølen, sang og latter, men det er rent faktisk ikke tilfældet. Derimod går hvad der
formentlig engang har været munkenes lænkehunde igen.
Lænkehundene er blevet set af flere forskellige mennesker i tidens løb. Det er store
grå hundre med en ret vilter og krøllet pels. De tilhører tilsyneladende ikke nogen bestemt race,
selvom de er beskrevet til at ligne noget i retning af de store irske ulvehunde. De bliver altid set
siddende i lænket tilstand, gerne rundt om træet på torvet, ellers langs med husene, der omgiver
pladsens udkanter. Det mest mærkelig er dog, at man aldrig ser dem direkte. De lurer altid ude i
øjenkrogen, og man får som regel kun et ganske kort glimt af dem, før de forsvinder igen. Ser man
direkte på dem, er de der aldrig.
Hundenes flyvske natur, har dog ikke forhindret flere øjenvidner i at give ret
detaljerede beskrivelser af dem og deres opførsel. Som regel virker de yderst fredelige, sidder bare
op eller ligger ned, tilsyneladende i sovende tilstand. Ind i mellem kan de dog gå et par skridt frem
og tilbage for enden af den kraftige lænke, som de allesammen er bundet med. Normalt udviser
hundene ingen reaktioner eller tegn på, at de har set eller bemærket øjenvidnerne, men et par
enkelte gange har der alligevel været tegn på en form for genkendelse.
En 14-årig pige, der så sent som i 1987 en sen aften på vej hjem fra en biograftur med
sine forældre, mente at have set et glimt af en af hundene, og som insisterede på, at hendes forældre
skulle hjælpe hende med at lede efter den, da den forsvandt, fortalte senere, at hun meget tydeligt
havde set hunden løfte hovedet og kigge på hende, og derefter give et lille vip med halen.
Der findes også en gammel historie som fortæller, at en tilsvarende spøgelseshund en
gang er blevet set i en kælder under en af ejendommene på torvet. Men hvor, og under hvilke
omstændigheder, foreligger der desværre ingen nærmere oplysninger om. Det lader sig heller ikke
gøre at finde ud af, om det er den samme hund der bliver set, eller om det i virkeligheden drejer sig
om flere forskellige spøgelsesagtige vagthunde. De er blevet set flere forskellige steder på torvet,
men aldrig samtidig.
Man siger normalt, at spøgelser dannes, hvis den oprindelige situation har været
præget af voldsomme følelser og begivenheder, men noget kunne tyde på, at også en fredelig stund
på vagt kan bevares for eftertiden på denne måde.

Gråbrødre Torv ligger centralt i København kun 500 meter fra Nørreport Station. Gå ud af
stationen og følg Købmagergade ca. 400 m. Drej til højre ad Løvstræde og følg den. Efter 100
m krydser den Niels Hemmingsens Gade. Gråbrødre Torv er den åbne plads lige på den
anden side.
57. Heatherhills – Skybåndene

I mange menneskers øjne er ufoer det samme som rumskibe fra andre planeter, men det er i
virkeligheden noget sludder. Ufoer betyder egentlig bare uidentificerede flyvende objekter, og det
er sådan set ensbetydende med, at et hvilket som helst uforklarligt fænomen der futter rundt i luften
uden nogen konkret jordforbindelse kan kaldes for en ufo. De kan være små og store, lysende
prikker, flammende kugler og svævende bobler, og de kan endda også være hvide bølgende bånd,
der mest ligner serpentinerne fra et gigantisk nytårsgilde i de himmelske sfærer. Det er ikke så tit
man hører om eller ser den slags skybånd, men et fredet naturområde ved den nordsjællandske kyst
var engang hjemsted for noget, der nærmest var en lille epidemi af svævende hvide guirlander.
Heatherhills, et fredet naturområde, der ligger ved den nordsjællandske kyst ikke så
langt fra Rågeleje, er på mange måder et meget spændende sted. Her kan man finde sjældne
sommerfugle og mærkelige planter. Man kan studere fugle og se på havets bevægelser, og i det hele
taget nyde livet og de smukke omgivelser. Her er højt til himlen og langt til horisonten, så man kan
også tit nyde synet af nogle helt fantastiske skyformationer. Blomkålsskyer, lammeskyer, fjerskyer
og makrelskyer kan tårne sig op over hinanden på dette sted, men man kan også ind i mellem se
noget, som slet ikke burde eksistere – nemlig skybånd.
Det hele begyndte (så vidt vides) en lun og blæsende forårsdag i 1991, da et
københavnsk par som var på søndagstur, lagde sig på toppen af en af bakkerne, og gav sig til at
beundre himlen og skyernes bevægelser. De lå der i næsten en halv time, før det første skybånd
dukkede op. I stedet for de hvide ”vattotter”, som vinden indtil da havde sendt hen over himlen,
dukkede der nu pludseligt et langt, smalt bølgende bånd op. Det bevægede sig hen over himlen fra
vest til øst i meget regelmæssige bugtende bevægelser, som en slange, der slyngede sig afsted. Det
lignede nærmest en hvid udgave af de lange vimpler, som kvindelige gymnaster svinger rundt med
til opvisninger.
Det var umuligt at vurdere skybåndets størrelse, eftersom det var lige så svært at sige
hvor højt oppe det egentlig var. Men det må have været meget langt, for det passerede på et
tidspunkt bag ved en ”rigtig” sky, og det må også have bevæget sig meget hurtigt, for det var kun
omkring 10 sekunder om at bevæge sig hele vejen over himlen fra den vestlige til den østlige
horisont.
Omkring 10 minutter senere dukkede endnu et skybånd op. Det var betydeligt kortere
end det første, og bevægede sig i en meget mere skrå retning fra havet og ind over land. Endelig
dukkede der efter endnu 20 minutters ventetid et tredje og meget kort bånd op, som i løbet af
ganske få sekunder susede nordpå inde fra land, og forsvandt ud over havet.
Resten af foråret og sommeren, og på de tilsvarende årstider de to følgende år, blev
der set omkring 30 skybånd ialt. Sidenhen er de så kun blevet set tre gange mere. Desværre er ingen
af dem så vidt vides nogensinde blevet fotograferet (husk kameraet ved den næste tur til
Heatherhills!), så derfor ved man stadig ikke hvad det egentlig er folk har set. Nogle mennesker har
beskrevet, at båndene bevægede sig som levende væsener, mens andre siger at de bare ”blæste” hen
over himlen fra den ene side til den anden, og på samme måde hver gang, og at de derfor måtte
være et eller andet mærkeligt naturfænomen, måske en grænseflade mellem to forskellige
luftmasser, som af en eller anden grund var blevet synlig.
Levende kæmpestore væsener, der suser rundt i atmosfæren, uden at komme i kontakt
med Jordens overflade? Tja, hvor mærkeligt det end lyder, så er der faktisk forskere, som i ramme
alvor har foreslået, at der må eksistere den slags, når nu alle de andre elementer er så tæt beboede.
Men et billede ville nu være rart – og måske en forklaring på hvorfor Heatherhills tilsyneladende er
et så populært mødested for skybånd.
Heatherhills ligger i Nordsjælland, godt 2 km sydvest for Rågeleje på vejen mod Vejby.
Kommer man fra Rågeleje, ligger det fredede område på højre hånd, lige overfor en stor
campingplads, hvor der også er glimrende parkeringsforhold.
58. Horbelev Kirke på Falster – De mystiske stenhoveder

Horbelev Kirke på Falster er en stor og magfuld hvid bygning. Med sit hvide massive tårn, de
meget høje mure og flotte røde tegltage, er det en bygning der kan ses langt omkring, specielt hvis
man kommer nordfra. Men selv om den er flot, er det i virkeligheden noget meget mindre, man skal
kigge efter. På tårnmuren helt oppe i omkring 3 meters højde er der nemlig udhugget fire
besynderlige stenhoveder. Det er ret enkle relieffer, der nærmest ligner børnetegninger. Et af dem
ser ud til at være en kvinde, og et andet er tydeligt en mand med hageskæg. Der er svage spor af to
hoveder mere, så alt i alt må der engang havde været seks. Men hvorfor? Hvem har udhugget dem –
og hvornår? Og hvem forestiller de egentlig? Ja det står foreløbigt altsammen hen i det uvisse. Men
lokalt forbindes de med to ret så blodige sagn, alt efter om man mener der er fire, fem eller seks
hoveder.
Der er for eksempel historien om Alvilda fra Bønned Slot og den ædle hr. Hakon. De
to elskede hinanden, men da ridder Hakon skulle på leding, lovede hendes skumle far Alvilda bort
til en anden. Det blev hun så fortvivlet over, at hun løb til skovs, hvor hun dog blev fanget af tre
skurkagtige røvere. Men for ikke at skulle underkaste sige røvernes vilje, stak hun en kniv i sit
hjerte. Det brød pigens far sig naturligt nok ikke om, så han indfangede røverne og hængte dem alle
tre (fire hoveder – pigen og de tre røvere). Da Hakon hørte om den frygtelige tragedie styrtede han
sig på sit sværd, og blev begravet ved siden af pigen (det femte hoved).
Og hvis man gerne vil have historien til at passe med seks hoveder, er der legenden
om hr. Truels tre døtre, der blev overfaldet og dræbt af tre røvere (tre piger + tre røvere = seks
hoveder).
Er man interesseret i stenhovederne er de nemme nok at få at se, men man skal
åbenbart behandle dem med en vis respekt, hvis man ellers kan tro på nogle af de ting der er sket for
folk, som har været lidt for nærgående eller for rapkæftede i nærheden af stenhovederne.
I 1986 var en skoleklasse på besøg ved Horbelev Kirke. Den bestod af 22 overkække
15-årige, så det kan ikke undre nogen, at luften var tyk af kvikke og mere eller mindre tåbelige
bemærkninger. Blandt de mest højrøstede var tre drenge, som af en eller anden grund så sig særligt
gale på stenhovederne, og begyndte at skælde dem ud og kaste sten efter dem, hvilket deres lærer
dog flere gange forsøgte at stoppe. På selve dagen skete der sådan set ikke noget videre, men den
følgende nat havde alle tre drenge ensartede drømme om kirken og stenhovederne. Og fra tidlig
morgen den følgende dag, blev de ellers udsat for en byge af uheld, der regnede ned over dem de
følgende par uger. Man fristes til at tro, at de havde vakt en eller anden form for forbandelse.
Dreng nr.1 kørte galt med sin cykel på vej til fodboldtræning og brækkede den ene
arm. Dreng nr.2, der ellers ikke normalt var klodset, faldt samme sted på gaden tre dage i træk, hvad
der kostede ham et forstuvet håndled, et par knækkede briller og en skåret fortand. Og han svor
bagefter på, at det hver gang føltes som om en eller anden havde skubbet til ham. Dreng nr. 3
brækkede næsen, da han stod i haven bag sine forældres hus og gjorde tegn til sin søster om at
lukke et vindue op. Vinduet blev imidlertid ramt af et pludseligt vindstød, så det røg fra hende, og
ramte ham midt i ansigtet. Når man dertil lægger en veritabel flodbølge af ting der blev væk,
apparater der gik i stykker og andre problemer, er det ikke underligt, at de alle tre efterhånde følte
sig temmeligt ilde til mode. En dag, da de klagede deres nød i klassen, var der en af deres
kammerater som foreslog, at de måske skulle køre ud til stenhovederne og sige undskyld. Det kunne
da aldrig skade. Som sagt så gjort. Næste weekend fik de overtalt en af forældrene til at tage turen
tilbage til Horbelev Kirke, hvor de alle tre omhyggeligt undskyldte deres respektløse opførsel.
Om det virkede? Tja – uheldene hørte ihvertfald op. Det hele kan jo bare være et
sammentræf, men for en sikkerhedsskyld skal man nok alligevel vare sin mund, hvis man besøger
Horbelev Kirke.
Horbelev Kirke ligger i den nordlige udkant af Horbelev, omkring 8 km syd for Stubbekøbing
på Falster. Kommer man fra Stubbekøbing, kører man mod Ore og drejer til højre mod
Åstrup og Horbelev. Kirken ligger på venstre hånd, lige når man er kommet ind i byen. Den
er nem at finde, da kirken kan ses ret langt omkring.
59. Hørsholm – Bedst som hun var der, var hun der ikke alligevel

Hørsholm Kirke er uden enhver sammenligning en af de mest specielle og særprægede kirker i hele
Danmark. Den ligner i virkeligheden slet ikke en kirke – måske snarere et lille hvidt rådhus eller en
eller anden form for embedsbygning. Det er måske ikke så mærkeligt, når man tænker på, at den er
tegnet af arkitekten C.F.Hansen, som også stod bag Københavns Domkirke, der også har et for
danske kirker ret særpræget udseende. Kirken placering er også ret speciel. Den ligger på en lille ø i
Hørsholm Slotspark, lige overfor Jagt- og Skovbrugsmuseet. Man kan til enhver tid se kirken
udefra, men det kan kun lade sig gøre at komme indenfor efter nærmere aftale. Men det gør i
virkeligheden heller ikke så meget i denne sammenhæng, for det er slet ikke kirken, der er det
interessante, men derimod dens omgivelser – eller for at være hel præcis, de tre stier, der fører over
til den, specielt Kirke Allé.
Kirke Allé er kun godt 150 meter lang, stien over til Jagt- og Skovbrugsmuseet ikke
meget mere end 100 meter, og selv den lange sti bag kirken, der fører mod syd ind i slotsparken, er
kun omkring 400 meter. Hvad skulle man dog kunne opleve på så korte strækninger, som
ovenikøbet ligger på steder, hvor der er glimrende udsyn til alle sider? Ja, det er lige netop det, der
er det mærkelige.
Vi skruer tiden tilbage til en vinterdag i 1976, hvor en lokal Hørsholm beboer har
besluttet sig for at gå en rask eftermiddagstur. Det er en klar, kold og stille dag med høj blå himmel
og solskin, og et tyndt lag sne, der knirker, når man går i det. Ved enden af Kirke Alle stopper han
et øjeblik og ser sig omkring, før han begynder at gå over mod den hvide kirke på øen. Lige da han
når over til selve øen, stopper han op og ser sig tilbage, og opdager at en ældre dame klædt i mørkt
tøj, også er på vej over mod kirken, men et godt stykke bag ved ham. Han tænker ikke nærmere
over det, men vender sig og går helt over til kirken, hvor han igen stopper op og ser sig omkring.
Alt ånder ro og fred, og der er ikke det mindste spor af damen! Hun er ikke på stien bag ham, og
eftersom han nemt kan se over til søbredden, er det tydeligt, at hun heller ikke er der. Han bliver
noget overrasket, og beslutter sig for at gå tilbage langs Kirke Allé, for at se om damen måske
skulle være faldet, og ligger bag ved et af alleens træer.
Da han er nået over til søbredden igen, er der imidlertid ikke det mindste spor af
damen, så han beslutter sig for at glemme det hele, og forsætte sin afbrudte tur. Turen går tilbage
mod Hørsholm Kirke igen, og alt er igen idyl, indtil han endnu engang stopper op og ser sig tilbage,
og ser den samme ældre dame igen komme langsomt vandrende et stykke bag ham, og præcis på det
samme sted, som han så hende første gang.
”Denne gang besluttede jeg mig for at finde ud af hvad pokker det var, der foregik.
Jeg begyndte derfor at gå tilbage mod damen med blikket stift rettet mod hende. Jeg var netop
kommet så tæt på, at jeg tydeligt kunne se hendes ansigtstræk, da jeg gled på stien og var ved at
miste balancen. Jeg er stensikker på, at jeg ikke tog blikket væk fra hende i mere end et par
sekunder. Men da jeg kiggede op igen, var hun væk! Det var også omtrent på det tidspunkt det gik
op for mig, at damen ikke havde efterladt sig nogle fodspor i det tynde snelag. Jeg kunne se
rækkerne af mine egne fodaftryk fra de gange jeg var gået frem og tilbage, men ingen spor af
damen. Jeg tror også det var nogenlunde på samme tidspunkt, at jeg blev enig med mig selv om, at
jeg vist bare skulle se at komme hjem.”
Den stakkels forvirrede mand er ikke den eneste, der har mødt Hørsholms flygtige
dame, og langtfra den eneste, der er gået hovedrystende hjem. Hun bliver som regel set på Kirke
Allé, men har også optrådt på de to andre stier et par gange, og altid på vej mod kirken. Og hvem
hun er? Det er svært at sige, men mon ikke et par forlængst overståede, og måske lidt besværlige
spadsereture til kirken på en eller anden måde er blevet bevaret for eftertidens mere fintmærkende
sjæle?
Hørsholm Kirke ligger i Hørsholm Slotspark knap 25 km nord for Københavns Centrum.
Kører man nordpå ad Helsingørmotorvejen, drejer man fra ved frakørsel 9 og følger
Frederiksborgvej ind til Hørsholm. Man kan parkere i selve Hørsholm flere steder, eller følge
Folehavevej til højre ned langs slotssøen og parkere ved Jagt- og Skovbrugsmuseet. Herfra er
der kun et kort stykke at gå til kirken.
60. Katolske Kirke i Bredgade – Havtrolden fra Isefjorden

Det er vanskeligt at forestille sig et mere fredfyldt sted i Storkøbenhavn end det stille kirkerum i
den katolske kirke i Bredgade. Men trods roen, det stjernepyntede træloft og de mange malerier, er
kirken, eller nærmere bestemt den buste af den hellige Lucius, der er anbragt på væggen helt
fremme til venstre i kirken, en del af en dramatisk historie, som omfatter både mirakler, havuhyrer
og meget andet.
Sankt Lucius var en af de første paver (fra 253-254). Det var i en periode, hvor
kristendommens stilling var alt andet end sikker, og Lucius endte det også med at lide martyrdøden
i forbindelse med en af de mange kristenforfølgelser, der var så udbredt på det tidspunkt i historien.
Martyrdøden var den sikre vej til helgenkåring, men i modsætning til mange andre af den katolske
kirkes store helgener og helgeninder er Lucius stort set ukendt uden for Danmark. En indviklet
historie måske, men der er en forklaring. Det kan dog være svært at skelne historiske fakta fra
overleveringer og legender, men det gik nogenlunden sådan til:
Engang i begyndelsen af 1100-tallet, da Danmark stadig var et katolsk land, sendte
man to kanikker til Rom for at hente et relikvie efter en romersk martyr. Kirken i Danmark trængte
åbenbart til lidt ekstra beskyttelse. Den præcise grund henstår i en vid udstrækning i det uvisse, men
nogle historier siger, at det var fordi riget blev voldsomt plaget af et skrækkeligt havuhyre, der
havde for vane at kaste sig over alle de både, det kunne komme i nærheden af. Nogle siger, at
havuhyret holdt til i Storebælt, andre historier anbringer det i Østersøen, og endelig skulle det også
have voldt problemer i Isefjorden, hvis nordlige del man jo skal passere, hvis man vil sejle til
Roskilde.
Kanikkerne havde ikke fået nogen bestemt bestilling med sig til Rom. Man gik
formentlig ud fra, at Gud nok skulle vise dem vejen. Det fortælles i hvertfald, at da de kom til Skt.
Cecilie Kirken i Rom, hvor man opbevarede en del forskellige relikvier, så de en hovedskal, der
lyste og strålede som Solen. Det viste sig at være Sankt Lucius kranium, og det tog man som et tegn
på, at han var den rette, den der skulle med til Danmark. Og eftersom han dengang var en ret
inferiør helgen, havde kirken i Rom intet mod at udlevere ham til danskerne.
Rejsen hjemover gik ganske udemærket, men på den sidste sejltur fra Tyskland til
Roskilde, gik det hverken værre eller bedre end, at havuhyret, havtrolden eller sødjævelen,
skrækkeligt barn har mange navne, gik til angreb på skibet. Der er lidt uenighed om hvor angrebet
egentlig fandt sted, Østersøen, Storebælt eller Isefjorden/Roskilde Fjord, men ihvertfald viste uhyret
sig ved skibet. Mandskabet blev slået med skræk og rædsel, og kannikerne bad til den almægtige
Gud. Det hjalp imidlertid ikke – uhyret brølede stadig videre og kastede sig mod skibssiden. Så
åbnede munkene kisten med Lucius hovedskal og viste den frem for uhyret, og så kan det nok være,
at piben fik en anden lyd. Havtrolden trak sig skrækslagen tilbage fra skibet, dykkede ned på
havbunden, og har aldrig vist sig siden.
På turen sørgede Lucius hovedskal iøvrigt også for at få et skrækkeligt stormvejr til at
lægge sig. Da man stænkede vand, som man først havde hældt over kraniet ud i havet, lagde
bølgerne sig omgående, og havet blev roligt igen.
Kraniet blev i mange år opbevaret i Roskilde Domkirke, og Lucius er stadig kirkens
værnehelgen. Han faldt dog i unåde i forbindelse med reformationen, hvorefter man ikke længere
måtte tilbede relikvier, men endte til sidst i den katolske domkirke i København, Sankt Ansgars
Kirke, hvor man kan komme ind og se hans buste (dog ikke kraniet, det befinder sig inde i busten).
Sjovt nok har mange hav- og søuhyrer rundt om i verden på et eller andet tidspunkt i
deres historie været i konflikt med kirken og hellige mænd. Det gælder for eksempel også det
navnkundige Loch Ness uhyre. Det beviser naturligvis ikke noget, men måske kan det tages som
bevis på, at man før i tiden har kaldt kirken til hjælp, hvis farlige (og virkelige?) dyr har voldt
problemer.

Den katolske domkirke ligger i det centrale København, omkring 700 meter fra Kongens
Nytorv. Følg Bredgade mod nord i retning mod Kastellet. Kirken ligger omkring 700 meter
fremme på højre side.
61. Kildevældsparken – Stort søuhyre i en lille sø

Kildevældsparken på Østerbro i København, ikke ret langt fra Svanemøllen Station, virker som
noget nær det sidste sted i verden, hvor man kunne opleve noget mystisk eller se noget uforklarligt.
Det er en ganske lille, og ganske hyggelig park med en sø, der ikke er meget større end en ganske
almindelig svømmehal. Der skete ganske vist en tragisk drukneulykke i søen for nogle år siden,
men bortset fra det, er der så fredeligt, som man på nogen måde kan ønske sig.
Men man skal jo som bekendt ikke skue hunden på hårene, søen på krusningerne eller
parken på stierne, for rygtet (og en del øjenvidner) siger, at den lille sø faktisk er hjemsted for intet
mindre end et vaskeægte søuhyre. Ikke af helt så stort og skrækindjagende omfang som det langt
mere kendte uhyre i den skotske sø Loch Ness, men ikke desto mindre et søuhyre.
Der har ikke været meget blæst om søuhyret i de senere år, men i 1970’erne lod kræet
sig se ganske mange gange af folk, der luftede hunden sidst på aftenen eller ganske tidligt om
morgenen. Sjovt nok var det især i perioder med meget varmt vejr, at uhyret viste sig. Det
forekommer måske at være en ret ligegyldig oplysning, men lige præcis dette fænomen indikerer
faktisk, at det kan have drejet sig om et solidt, reelt og håndfast levende væsen. I meget varmt vejr
falder iltindholdet i vand nemlig. Det betyder, at dyr som lever i dette vand får sværere ved at
trække vejret. I et forsøg på at afhjælpe problemerne, bevæger dyrene sig op mod overfladen, hvor
iltindholdet som regel er en anelse højere, og dermed bliver de også nemmere at se.
Og hvad var det så, at folk så? Ja, langt de fleste iagttagelser var af noget, der i formen
bedst kan sammenlignes med en lille kæntret jolle, og som lige så stille sejlede frem og tilbage over
søen, men dog ofte hurtigt nok til, at der dannede sig et egentlig kølvand bag den. Alle disse
svømmeopvisninger, som kunne vare fra ganske få sekunder til flere minutter, endte altid med, at
”jollen” forsvandt under vandoverfladen igen.
Ryggen af et svømmende dyr, vil nogen måske foreslå, eller måske drivende
træstammer krydret med lidt almindelig indbildning. Begge dele er en mulighed. Hvis det har drejet
sig om et levende væsen, er det nu nok ikke noget stort og dramatisk i stil med en dinosaur, der har
overlevet siden slutningen af Kridttiden for 65 millioner år siden, hvor man almindeligvis antager,
at de sidste dinosaurer uddøde. Vi taler nok snarere om en stor gedde, og så må de historier som
påstår, at dyret var 3-4 meter langt, nok tilskrives lige dele indbildning og forskrækkelse. En stor
gedde kan også godt have været ansvarlig for et par af tidens mere dramatiske historier. Det siges
nemlig også, at et par uheldige hundeluftere, som lod deres små hun de tage sig en svømmetur i
søen, med skræk har måttet se på, at vandet omkring den svømmende hund pludselig kom i oprør,
hvorefter den med et enkelt plop og et stille plask forsvandt, for aldrig mere at vende tilbage.
Der er ikke meget mystik over en stor gedde, vil de fleste nok mene – og med rette.
Men så er der jo lige historien om det unge forelskede par, som en sommernat sneg sig ind i parken
for at tage sig en sen, og lidt fræk, svømmetur. Inde ved søbredden besluttede fyren sig alligevel
om. Han havde allerede indtaget en del våde varer til indvortes brug, så han følte sig ikke rigtigt i
form til svømmeture. Pigen var derimod stadig med på spøgen, så hun smed tøjet og sprang i
vandet, mens fyren bagefter beskæmmet indrømmede, at han faldt i søvn til lyden af hendes
begejstrede plasken.
Da han vågnede, var det for længst blevet lyst. Der var folk på gaderne og aktivitet.
Der var endda et par mennesker ude at gå med deres hunde i selve parken. Men hvor var kæresten?
Ja, hendes tøj var der, men af hende selv var der ikke det mindste spor. Der blev ledt efter hende,
både i parken og andre steder, men fundet, det blev hun aldrig.
Denne historie, der findes i flere forskellige varianter, er sandsynligvis en
vandrehistorie, et moderne folkeeventyr, men man kan jo aldrig vide…nogle gange overgår
virkeligheden fantasien.
Kildevældsparken ligger på Østerbro i København, omkring 500 m fra Svanemøllen Station.
Gå ned ad Borgervænget lige overfor stationen, drej til venstre af Edvard Griegs Gade. Følg
den til Bellmansgade, og forsæt ud af denne. Kildevældsparken ligger 200 m længere henne
på højre hånd.
62. Køge Bugt Strandpark – En løs los

Da Køge Bugt Strandpark blev til i 1970’erne, regnede de fleste nok med, at der med tiden ville
blive skabt et naturområde, som ud over badegæster også ville tiltrække specielt fugle, men også
andre dyr. Fuglene dukkede hurtigt op, men det gjorde forskellige andre dyr også – og nogle af dem
var lidt af en overraskelse.
De første historier om mystiske dyr begyndte at florere allerede sidst i 1970’erne,
mens området stadig var ved at blive konstrueret. På dette tidspunkt var det et mystisk og
fremmedartet landskab. Man skulle bevæge sig rundt med forsigtighed, for det stadige gravearbejde
betød, at der ind i mellem dukkede kviksandpøle op. Det forhindrede imidlertid ikke mange
mennesker i at vandre rundt i de voksende klit- og sandområder. Her mødte de ind i mellem dyr,
som slet ikke burde befinde sig i en sjællandsk strandpark. Ja, de burde for den sags skyld ikke
engang befinde sig i Danmark.
Nogle af de første, der lagde mærke til, at dyrelivet i Køge Bugt Strandpark var
betydeligt mere omfattende end først antaget, var hundeejere, der på tidlige morgenlufteture med
deres dyr, begyndte at løbe ind i én, eller muligvis flere katte, der var så store, at selv velvoksne
hunde, der normalt ikke var bange for noget, krøb pibende sammen bag deres ejere, eller forsøgte at
stikke af.
Beskrivelserne af de store katte var ret ensartede: Store dyr, op mod 1½ meter lange,
grålige eller brunlige og svagt plettede, med store kraftige bagben, tydelige hårtotter på spidsen af
ørerne, og en kort stumphale. Man skal ikke lede ret længe i diverse dyrebøger, før man finder en
art, der svarer præcis til signalementet – lossen, eller rettere den europæiske los. Det er et velkendt
rovdyr med en ganske stor udbredelse, som dog under normale omstændigheder ikke omfatter
Danmark. Der har engang levet losset i Danmark, men officielt uddøde arten i landet for flere tusind
år siden.
Tilbage står så spørgsmålet om, hvad det egentlig er, de forskellige mennesker har set
rundt om i Købet Bugt Strandpark. Og her er der hele fire muligheder, men ingen af dem er nu
specielt sandsynlige:
Det kunne naturligvis tænkes, at folk har set præcis det de beskriver, altså vaskeægte
lyslevende losser. De ville så enten kræve, at lossen alligevel stadig er en del af den danske natur,
men at den har levet her ubemærket i flere tusind år. Det er næppe sandsynligt, når man tænker på
hvor tæt bebygget og beboet Danmark er. På den anden side er losser normalt meget sky, og de er
fantastisk gode til at holde sig skjult.
Den anden mulighed er, at nogen har haft en los i fangenskab, og at den enten er
stukket af selv, eller er blevet sat på fri fod, fordi den har vist sig at være for svær at holde styr på.
Den mulighed er ikke nær så usandsynlig, som man måske skulle tro. Der findes stadig mennesker,
som anskaffer sig den slags kæledyr uden at tænke på konsekvenserne.
En tredje mulighed er, at øjenvidnerne har set virkelige levende dyr, men at det har
drejet sig om andre arter, som de af den ene eller den anden grund har forvekslet med losser. Det
kunne man måske godt tænke sig, hvis det havde drejet sig om en enkelt eller måske to personer,
men den eller de store katte er set af mindst 12 forskellige mennesker, som ikke har nogen
forbindelse med hinanden. Og det er lidt svært at forestille sig, at de alle sammen skulle tage fejl.
Det samme argument kan med fordel bruges i relation til den sidste mulighed, nemlig
at det er ren indbildning. I den forbindelse må man også tænke på de forskellige hunde, der blev
bange. Hunde har ikke den samme evne til at indbilde sig ting som mennesker har.
I takt med at strandparken blev færdiganlagt i løbet af 1980’erne. begyndte antallet af
iagttagelser at falde, men selvom tusindvis af mennesker besøger Køge Bugt Strandpark hver eneste
dag, og et hvert normalt rovdyr med respekt for sig selv for længst burde være flyttet, er der stadig
enkelte personer som af og til kommer hjem og fortæller, at de en tidlig morgen har stået ansigt til
ansigt med en stor kat, som slet ikke burde være der.

Køge Bugt Strandpark strækker sig over godt 8 km fra Avedøre Holme til Hundige syd for
København. Der er parkeringsmuligheder ved både Brøndby Havn, Brøndby Strand,
Vallensbæk Strand, Ishøj Strand og Hundige Strand. Området kan også nås fra flere
stationer på S-tog linjen til Køge. Brøndby Strand Station, Vallensbæk Station, Ishøj Station
og Hundige Station ligger i størrelsesordenen 1-2 km fra strandparken. Endelig kører der
flere busser ad vej 151 mellem Valby Station og Køge Station.
63. Nyord Kirke – En usædvanlig turist

Den lille ø Nyord, der er forbundet til Møn med en lille smal ensporet bro, hvor der kun er plads til
kørende trafik i én retning af gangen, er et fantastisk sted at besøge, hvis man er naturinteresseret.
Om foråret synger talrige lærker over strandengene, det myldrer med brogede vadefugle og svalerne
suser rundt på jagt efter insekter. Det stilner lidt af om sommeren, men om efteråret går det løs igen,
når tusindvis af gæs og ænder slår sig ned på engene i kortere og længere tid.
Men øen har også andre attraktioner at byde på. Først og fremmest den lille idylliske
Nyord landsby, der ligger helt ude på den anden side af øen, når man kommer fra Møn. Her er
gaderne så smalle og krogede, at alle andre end de lokale beboere og bussen er nødt til at parkere
uden for, og gå ind i landsbyen. Her støder man også meget hurtigt på stedet, hvor denne historie
egentlig udspiller sig, nemlig Nyords lille særprægede ottekantede kirke.
De fleste turister der besøger Nyord by, slår et slag ind i kirken for at beundre dens
særprægede facon og det flotte kirkeskib. Og det er her de ind i mellem møder en ældre, lidt rund
og smilende halvskaldet mand, der tilsyneladende ikke helt er af denne verden.
I sommeren 1986 mødte en engelsk familie, der var på udflugt fra campingpladsen
ved Møns Klint, således den lille mand, da de ville aflægge kirken et besøg. Han stod der allerede,
og havde rakt hånden ud efter håndtaget, men da han fik øje på dem, smilede han venligt og trådte
til side, så de kunne komme først ind.
Til at begynde med lagde familien ikke mærke til, om manden var fulgt med dem ind i
kirken, men da de lidt efter stod og kiggede på kirkeskibet, så familiens yngste søn, at han gik forbi
dem, og hen til alteret. Det mærkelige var dog, at da turistfamilien begyndte at se sig om i selve
kirken, var manden forsvundet. Og der er ikke ret mange skjulesteder i Nyord Kirke! De tænkte dog
ikke dybere over oplevelsen, før de om aftenen fortalte andre gæster på campingpladsen om deres
besøg i kirken, og det viste, at flere andre havde mødt manden, og han også tilsyneladende var
forsvundet i den blå luft. Ingen af dem havde dog turde fortælle om det, for de var alle sikre på, at
det var noget de havde bildt sig ind.
Senere undersøgelser har dog vist, at den lille mand ikke kun var et fænomen fra
sommeren 1986. I foråret 1992 blev han set igen, denne gang af et fugleinteresseret par fra
Roskilde, der havde besluttet sig for at krydre fugleturen til Møn med en smule kultur. Denne gang
kom han muntert fløjtende ind i kirken, nikkede venligt til parret, der stod ude i den ene side af
kirken, gik hen til alteret – og forsvandt.
”Det så nærmest ud som om han gik lige igennem væggen,” fortalte manden senere.
”Jeg blev så overrasket, at jeg styrtede ud af kirken og om på den anden side for at se, om der
ganske enkelt var en dør han var gået ud igennem. Men det eneste menneske jeg kunne se, var en af
de lokale beboere, som kom forbi trækkende med sin cykel, og hun stirrede godt nok temmelig
overrasket på mig.”
Nyord Kirke er ikke særligt gammel, den blev først indviet i 1846, fordi beboerne var
slemme til at skulke fra gudtjenesterne i Stege, hvor de ellers hørte til, så den lille mands historie
kan ikke være voldsomt lang. Hvor mange der egentlig har mødt ham, er ikke til at vide, men en
københavnsk fugleinteresseret, der som en af de første aflagde besøg på øen, efter den blev
”landfast” med Møn i 1968, fik fortalt af en af han mødte i byen, at hans bedstefar omkring 1920
havde set en mand gå gennem væggen i kirken.
Næste gang turen går forbi Nyord Kirke, så hold øje med de andre gæster. Hvis der er
en glad fløjtende ældre mand i mellem, så tab ham ikke af syne. Man ved aldrig, om han forlader
kirken gennem væggen.
Nyord Kirke ligger midt i landsbyen Nyord, på den sydvestlige ende af øen Nyord nord for
Møn. Man kører fra Sjælland over Dronning Alexandrines Bro i retning mod Stege. Lige på
den anden side af havnen drejer man til venstre langs vandet, og følger vejen knap 1 km,
indtil den drejer mod højre. Derefter følger man vejen til andet kryds, hvor man drejer til
venstre mod Hegnede, Ulvshale og Nyord. Efter ca. 10 km kører man over en lille bro til øen
Nyord. Landsbyen ligger ca. 3 km længere ude på øen. NB: Man må ikke køre i bil ind i
landsbyen, men fra parkeringspladsen er der kun ca. 300 m til kirken.
64. Roskilde – Helhesten i Hersegade

Hersegade er nok en af de mest fredelige gader i det centrale Roskilde. Et par cafeer, lidt butikker,
nogle ganske almindelige huse, og det er så ellers det. Man skulle ikke tro, at man her kunne
risikere at møde en af de mest uhyggelige dødsvarslere som folketroen kender til – nemlig
helhesten. Men det er ikke desto mindre tilfældet. Det er ikke noget man skal ønske sig, for møder
man en helhest, eller for den sags skyld en hvilken som helst anden form for dødsvarsler, er der
grimme ting i vente. Hvis ikke man selv skal dø inden kort tid, vil det gå ud over en i ens nærmeste
familie.
En helhest er ikke nogen skønhedsåbenbaring. For det første har den kun tre ben,
lysendede øjen og ind i mellem ild ud af gabet. Den er også gerne så radmager, at den ligner et
omvandrende skelet. Og såvel dens hale som dens manke er gerne lange, filtrede og fyldt med
snavs. Man skulle umiddelbart tro – som navnet da også antyder, at en helhest kommer direkte fra
Helvede, men det er rent faktisk ikke tilfældet. En helhest er en kirkevare, et levn fra en tid hvor
ofringer og kristendom stadig gik hånd i hånd. Når man i gamle dage skulle indvie en kirkegård,
sørgede man gerne for, at det første man begravede på kirkegården var et dyr – udfra en gammel tro
på, at det første væsen på kirkegården ville komme til at gå igen. Man sørgede også for at begrave
dyret levende, og man huggede gerne et ben af det først. På den måde ville det pågældende dyr
komme til at eksistere på tærsklen mellem de levende og de døde. Så kunne det holde orden på
sjælene på kirkegården indtil dommens dag, og iøvrigt traske rundt i sognet og vise sig for dem, der
snart skulle dø. Kirkevarer kunne tage form af både liglam og gravsøer, men de mest uhyggelige var
dog helhestene. Det siges endda, at en af dem ligger begravet under en sort sten i gulvet i Roskilde
Domkirke.
Og det er måske den, der ind i mellem giver sig til at traske op og ned af Hersegade
midt om natten. Den er dog så venlig ikke at vise sig i fuld flammende figur, men den
karakteristiske lyd af en trebenet haltende hest er til gengæld blevet hørt flere gange i Hersegade.
Også i nyere tid. Omend lyden måske nok stammer fra lidt ældre tider, for det lyder grangiveligt
som om hesten trasker afsted på toppede brosten, og det er længe siden Hersegade så sådan ud.
Helheste er i bund og grund mørkets skabninger, og derfor er det uhyre sjældent de
viser sig ved dagslys, men det sker. I den situation viser de sig i en lidt pænere og mere velholdt
skikkelse, end når det er mørkt. Så ligner de bare en træt, gammel og udslidt hest, men de har stadig
kun tre ben.
En vinterdag i 1973 var en 16-årig pige på vej gennem Hersegade fra stationen til sit
hjem in Roskilde Centrum. Det var en søndag sidst på eftermiddagen, det var gråt i vejret, og der
var stort set ingen mennesker ude. Et stykke oppe af Hersegade så hun pludselig, at der stod en hest
i en indkørsel. Den stod halvvejs med ryggen til hende, og kiggede på et af husene. Den virkede
meget forsømt, og hang en del med hovedet, og den var tydeligvis ikke bundet, så hun gik forsigtigt
nærmere, for at se om hun kunne hjælpe den.
Hesten lagde tilsyneladende slet ikke mærke til, at hun nærmede sig – den vendte ikke
engang ørerne. Men pigen kunne nu tydeligt se, at den trængte voldsomt til at blive striglet, og at
den også var ret mager. Men det værste var dog, at den kun havde tre ben. Der hvor det venstre
forben skulle have været, løb et stort ujævnt ar ned over hestens side.
Pigen rakte forsigtigt hånden frem for at klappe den tydeligt stærkt plagede hest, men
resultatet blev absolut ikke som hun forventede. Dels gik hendes hånd lige igennem hesten som om
den slet ikke var der, og dels forsvandt den i samme nu.
Pigen lever stadig i bedste velgående, og det samme gør hele hendes familie, så man
kan åbenbart godt møde en helhest og slippe fra det i god behold.
Hersegade ligger i Roskilde, lige vest for Roskilde Station. Gå ud af stationen og til venstre ad
Jernbanegade. Cirka 150 m længere henne drejer Hersegade fra mod højre og fører videre til
Algade.
65. Store Grib Sø – Ikke et sted for svage sjæle

Grib Sø eller Store Grib Sø, som den også hedder, er et populært udflugtsmål i Nordsjælland. Den
ligger midt inde i Grib Skov, langt nok væk fra alle former for bebyggelse til, at man kan føle, at
man virkelig er kommet ud i vildmarken, og alligevel så tæt på en togstation, at man hele tiden føler
sig sikker og godt tilpas. Men rent faktisk tager man så grueligt og aldeles fejl af Grib Sø. Den er alt
andet end fredelig, og slet ikke et sted for svage sjæle. Her sker der nemlig de særeste ting.
Et gammelt sagn fortæller, at der på Margrethe I’s tid lå et nonnekloster her på stedet,
og at dronningen iøvrigt tit opholdt sig ved søen. Men disse nonner opførte sig altså slet ikke som
nonner burde – de drev utugt og andet djævelskab! Den slags kan gå godt i perioder, men før eller
siden rammer straffen dem, og så er det slut. I dette tilfælde gik Grib Sø simpelthen over sine
bredder og opslugte klosteret. Og nonnerne? Ja, det røg med, men de har åbenbart ikke fået lov til at
hvile i fred, for det spøger noget så grusomt omkring søen.
Først og fremmest kan man jo nogle gange høre, hvordan de ringer med klokken nede
i søen. Vandet dæmper naturligvis lyden, og det er tydeligt den kommer langt væk fra. Skeptikere
vil naturligvis mene, at det er lyden af klokkerne fra en virkelig kirke et eller andet sted i de
småbyer, der ligger rundt om Grib Skov, som en gang i mellem under særlige omstændigheder, kan
når helt ind og høres ved søen. Men blandt øjen – eller måske ørevidnerne, er der også dem, som
sværger på, at lyden rent faktisk kom nede fra søen.
Det sker også, at al den fest og fjas, som nonnerne kastede sig ud i, og som de
naturligvis burde havde holdt sig langt fra, stadig kan høres eller ses. Det sker, at man ser gamle
både og folk i gamle dragter på søen, og man kan også høre gammeldags musik – som lyden af stor
og omfattende fest.
En sen aftentime i 1998 stod en mand og ventede på det sidste tog mod Hillerød. Han
havde tændt perronlyset, der skulle få toget til at stoppe, men havde stadig 15-20 minutters ventetid,
før det ville ankomme. Der var stille og fredeligt, så han kunne høre den mindste lyd – her gøede en
ræv, og der lød der en skræppen fra en sovende fugl, der blev forstyrret af et eller andet.
”Men lige pludselig begyndte jeg at høre musik. Det var ikke særligt højt, og jeg
troede først, at der gik en eller anden rundt i skoven med en radio eller sådan noget. Men jeg kunne
ikke se noget som helst. Og faktisk synes jeg også musikken var temmelig mærkelig. Den mindede
mig om noget musik de havde spillet på et middelaldermarked jeg havde været på i ’97. Et stykke
tid var musikken så svag, at jeg kun lige kunne høre den, men så begyndte den at blive højere og
højere, så det lød som om der stod et helt orkester nede ved søen. Og samtidig begyndte søen at
lyse! Det var fuldstændig som en af de der lysdæmpere til lamperne der hjemme. Der blev lysere og
lysere omkring søen, indtil jeg kunne se vandet og træerne på den anden side lige så tydeligt som
om det var højlys dag.”
”Efter et par minutter på den måde synes jeg altså ikke det var sjovt mere. Jeg var lige
ved at tro, at jeg var med i Skjult Kamera eller sådan noget, eller der skulle til at lande et rumskib
midt i vandet, men der skete aldrig andet. Og så kom toget forresten, og så gik lyset ud som om en
eller anden havde trykket på en knap. Jeg har aldrig oplevet noget lignende.”
Nej, men det er der rent faktisk andre der har. Blandt andet en ingeniør fra Græsted,
der i en årrække arbejdede i København. Han fortalte, at han flere gange havde set skyggeagtige
skikkelser stå på perronen ved Grib Sø, når han kørte hjem om aftenen. Toget standsede aldrig for
dem, og det var som om de var udviskede og utydelige, uden rigtigt at have fast form.
Det sidste ekko af gæster på vej til et utugtigt gilde hos nonnerne??
Store Grib Sø ligger i Grib Skov i Nordsjælland. Hvis man f.eks. parkerer ved Kagerup
Station, kan man gå ind til søen. Der er ca. 2 km. Det nemmeste er dog at tage Gribskovbanen
fra Hillerød. Grib Sø Station er lige ved siden af Søen. Der er stier hele vejen rundt om søen.
66. Søborg Slot – Margrethe går igen

Der er ikke meget slot tilbage, når man står midt i det, der engang var Søborg Sø, og kigger på det,
der engang var den stærkeste fæstning i Danmark. Det er lidt svært at se hvad fæstningen egentlig
skulle forsvare, når man ser på omgivelserne, der i dag for det mindste består af grønne marker.
Men i middelalderen lå Søborg Slot rent faktisk på en ø i en fjord, der havde forbindelse ud til
Kattegat ved Gilleje. Senere blev fjorden lukket til, og blev til en sø, og sidst i 1800-tallet blev søen
så afvandet, og blev til det landbrugsområde man kan se idag.
Den første beskrivelse af Søborg Slot er fra begyndelsen af 1100-tallet, hvor der lå et
befæstet tårn på stedet. Senere blev borgen udbygget i flere omgange, og var middelalderen
igennem bolig for flere forskellige konger, dronninger og deres lensmænd. Som en af landets
sikreste fæstninger var det naturligt også at bruge den som statsfængsel. Her sad blandt andet
ærkebiskop Jens Grand i 1294-95, da han var anklaget for at have medvirket til mordet på den
danske konge Erik Klipping i Finderup Lade i Jylland. Han undslap dog med hjælp fra en kok på
slottet, og søgte tilflugt på sin egen stærke fæstning, Hammershus på Bornholm.
Søborg Slot var beboet til midt i 1500-tallet, men i forbindelse med Grevens Fejde i
1934-35 blev det ødelagt, og endte til sidst med at blive brugt som et åbent stenbrud for alle i
omegnen med byggeplaner. Tilsidst var der ikke andet en murfundamenterne tilbage, og det er også
alt hvad man kan se idag.
Med en så dramatisk og omtumlet historie skulle man tro, at der var god grobund for
spøgerier, og der sker da også sære ting omkring de lave murrester. Mærkeligt nok er det ikke
ærkebiskoppen, der går igen, selvom hans godt halvandet år i et fangehul absolut ikke var nogen
dans på roser. Det er derimod Margrethe I af Danmark, som så vidt vides syntes ganske godt om
Søborg Slot, og ikke havde spor imod at bo der.
Et gammelt sagn siger, at hun sidder og spinder på en guldrok under tjørnen, der
vokser på volden, men spøgelseshistorierne fortæller derimod, at hun er en høj grå og statelig, for
slet ikke at tale om lidt gennemsigtig dame, der ind i mellem vandrer rundt i ruinerne, som om hun
inspicerer den fæstning, der engang husede hende.
Det er sjældent hun antager fuld menneskelige skikkelse – nogle af de øjenvidner, der
har besøgt ruinen i tidlige morgentimer eller sene aftentimer, fortæller kun, at de har set en
tågebanke hvirvle omkring murernem eller lidt dis komme drivende, men de har også haft en
tydelig fornemmelse af at have fået selskab, og enkelte har endda hørt en nynnende kvindestemme,
som om en eller andet gik og sang lige så stille for sig selv, et eller andet sted i nærheden.
Men enkelte - man kan så diskutere om de har været heldige eller uheldige, har stået
ansigt til ansigt med en høj dame i en lang kjole, som har vandret frem og tilbage - nogle gange
endda svævet i luften (formentlig der hvor der engang har været et gulv), og en enkelt har set sin vej
spærret af den grå flimrende skikkelse, der åbenbart ikke ville forstyrres på det pågældende
tidspunkt.
Mange mennesker har en ide om, at et møde med et spøgelse må være en oplevelse,
der er skræmmende ud over alle grænser, men sjovt nok har alle de mennesker, der har mødt
Margrethe – eller hvem eller hvad det nu er, følt sig ganske godt tilpas, og hvis de overhovedet har
følt en ændring i deres sindstilstand, har det været til det varme og positive. Margrethe I var
åbenbart en venlig sjæl.

Søborg Slotsruin ligger nogenlunde midtvejs i trekanten Græsted-Gilleleje-Esbønderup i

Nordsjælland. Kører man fra Gilleleje mod Esbønderup, drejer man til højre mod Søborg og
Søborg Slotsruin. Lige efter Søborg Kirke er der en P-plads på vestre hånd. Skråt overfor den
ligger resterne af nogle gamle voldanlæg. Midt i mellem dem fører en sti ud mellem nogle
marker og frem til selve slotsruinen, der dog kun består af lave mure. Man kan også køre lidt
længere frem af vejen til en parkeringsplads nærmere på ruinen.
67. Torvegade – Det gamle tugthus er aldrig lukket

Når man står på Christianshavns Torv idag og ser sig omkring, er det svært at forestille, at for knap
200 år siden var dette fredelige område hjemsted for det blodigste, voldsomste og mest brutale
fangeoprør i dansk historie. Torvegade 45-47, populært kaldet lagkagehuset på grund af bygningens
vandrette gule og hvide bånd, står på stedet hvor København Tugthus engang lå. Tugthuset var det
skrappeste fængsel i byen. Det var her de værste forbrydere af dem alle sammen blev anbragt, og
det var her straffene var langt hårdere end alle andre steder. Den mindste forseelse eller brud på
reglerne medførte pisk eller det der var værre.
I 1817 var fangerne blevet så trætte af de umenneskelige forhold i Tugthuset, at de til
sidst gjorde oprør. Den 25/6 1817 for at være helt præcis, løb tingene løbsk. Det startede med, at der
blev sat ild til hovedbygningen, og derfra eskalerede det hurtigt. Nogle af fangerne overfaldt
fangevogterne, og holdt dem fanget i bygningerne, men da der gik hul i ydermuren, lykkedes det
også en del af dem at undslippe. 10-20 af de værste fanger satte kursen ind mod byen i håb om at
forsvinde i hovedstadens menneskemylder. Det lykkedes dem nu ikke, de fleste blev fanget igen
indenfor få timer, og inden der var gået et døgn, var de alle under lås og slå igen.
I Tugthuset havde branden imens bredt sig til de andre bygninger. De fanger der ikke
var sluppet ud, benyttede lejligheden til at hævne sig på de fangevogtere de kunne få fat i, men de
overfaldt også de medfanger, som ikke ville være med i oprøret.
Kongen, Frederik d.6, var alt andet end begejstret. Rent faktisk var han så rasende, at
han personligt mødte op på Christianshavns Torv for lede nedkæmpelsen af urolighederne. Han
havde indkaldet hele generalstaben, og beordrede dem til at affyre deres kanoner direkte ind i de
brændende bygninger, uden skelen til hvem der eventuelt blev ramt. Imens var de øvrige soldater
travlt beskæftiget med at indsamle og uskadeliggøre fangerne, der blev samlet sammen på torvet
lidt efter lidt.
Der var ingen pardon og bamhjertighed nogen steder. 14 af fangerne blev dømt til
døden og halskugget, og en række andre blev idømt forskellige mildere straffe, pisk og lignende,
eller de fik deres straf forlænget, for nogles vedkommende til livstid.
Så dramatiske begivenheder kan naturligvis ikke undlade at sætte sig spor, hverken i
folks bevidsthed eller i historieskrivningen, men tilsyneladende heller ikke i de mere overnaturlige
sfærer, for i årene efter fangeoprøret, var der gang på gang mennesker, som oplevede at større eller
mindre dele af hele sceneriet blev gentaget. Det mest almindelige var, at folk så skæret fra den store
brand mod nattehimlen. I flere tilfælde troede de, at det drejede sig om en rigtig brand, men der var
aldrig det mindste spor af ild at finde. Nogle mennesker påstod også, at de havde kogen på sin hest
midt på torvet i færd med at give ordrer om at affyre kanonerne. Og endelig, og det er måske i
virkeligheden det mærkeligste af det hele, er der dem, der siger, at de har hørt større eller mindre
dele af fangeoprøret, men uden at se noget. Det kan for eksempel have været lyden af kanoner der
blev affyret, råbende mænd, hestetramp og lignende. Det er som regel sket i sene nattetimer, hvor
Christianshavns Torv har været øde stille og forladt.
Spøgerierne er dog stilnet meget af i de senere år. Spøgelser og den moderne tid har
det ikke nemt med hinanden. Nogle vil mene, at det er fordi vi idag er mere oplyste og ikke så
overtroiske, mens andre siger det er nutidens voldsomme elektromagnetiske stråling fra tv,
mobiltelefoner og alt muligt andet, der ganske enkelt slider billederne op og river dem fra hinanden.
Hvorom alting er, så er der nu sædvanligvis stille og roligt omkring det gamle tugthus,
men det sker efter sigende stadig af og til, at de omkringboende ser et flakkende orange skær på
himlen en sen nattetime – når det gamle tugthus brænder endnu engang.
Torvegade 45-47 og Christianshavns Torv ligger på Amager, omkring 1 km fra Københavns
Hovedbanegård. Man kører over Knippelsbro, og forsætter omkring 250 meter længere frem,
til man lige er kommet over broen, der fører over Christianshavns Kanal. Christianshavns
Torv ligger på højre hånd. Torvegade 45-47 ligger på venstre side. Man kan også tage
metroen og stå af på Christianshavn.
68. Ulvesøen i Danstrup Mose – Nogen får aldrig fred

Danstrup Hegn er en idyllisk lille skov, der ligger i Nordsjælland lidt nordøst for Fredensborg på
vejen mod Hensingør. Her er mange stier og mange muligheder for at gå en smuk og afslappende
søndagstur. De meste af skoven ligger nord for Helsingørvejen, men der er også en lille bid sydfor.
Her finder man en hel række småsøer og moser, resterne af det der engang var en meget større sø,
og det er også her man kan risikere at opleve noget meget mystisk og også temmeligt skræmmende,
men så skal man som regel være ude efter mørkets frembrud.
Søerne eller mosen om man vil, går normalt under navnet Ulvesøen. Et dramatisk
navn, som også afspejles i den nærliggende gård, der hedder Ulvehøj. Man kan sagtens forestille
sig, at ulvenes tuden engang har runget gennem skovene her.
Det er yderst passende, at et sted med så dramatisk et navn rent faktisk også har lagt
omgivelser til dramatiske begivenheder. Det kan man om ikke andet se af mindestenen for Hans
Rostgård, der står omgivet af en ring af andre sten ved bredden af Ulvesøen.
I 1659 var Hans Rostgård en af flere, der forsøgte at befri Kronborg i Helsingør or de
svenskere, der havde besat slottet. Det lykkedes ikke, og han måtte flygte over hals og hoved. I et
forsøg på at slippe fra sine forfølgere, stoppede han op ved Ulvesøen, dræbte sin hest, og smed sin
blodige hat og kappe ud i søen. Historien melder desværre ikke noget om hvorvidt forfølgerne lod
sin narre, men Hans Rostgård forsvandt ihvertfald, og optrådte ikke senere i historien. Til gengæld
begyndte en eller anden at gå igen på stierne omkring Ulvesøen. Om det er Hans Rostgård, der
måske alligevel måtte gøre sin hest følgeskab, eller en helt anden, der ikke har fundet fred i sin
grav, må foreløbigt stå hen i det uvisse. Det er dog sådan, at en eller anden høj og bred mandsperson
(der i parantes bemærket mangler både har og kappe) har fået for vane at vandre rundt på stierne
omkring Ulvesøen, og gøre sit bedste for at skræmme natlige gæster fra vid og sans.
Det er specielt efter mørkets frembrud, at den mærkelige mand har for vane pludselig
at træde ud foran forbipasserende og se dystert på dem, eller måske løbe lige ud foran en hest, så
den stejler og er ved at kaste sin rytter af. I dag er der ikke så mange ryttere som de rar engang i
Danstrup Hegn, men der er rent faktisk et par bilister, som har fortalt, at de i sene nattetimer har
været ved et køre en vredt udseende mand ned. Han træder altid direkte ud foran deres bil og ser
stift på dem, men forsvinder sporløst i samme øjeblik de ”rammer” ham. Nogle af disse chauffører
er steget ud af deres biler for at hjælpe de ”tilskadekomne”, men der har aldrig været det mindste
spor af den vrede mand.
Man kunne naturligvis indvende, at det altsammen skyldes folk, der er ude på at lave
sjov, og hvis alle disse historier var koncentreret om en kort periode, ville det da også være den
mest indlysende forklaring, men tilfældene strækker sig mindst 200 år tilbage i tiden. Den slags
vejspøgelser kendes iøvrigt fra mange egne af verden, og der er 3-4 andre spredt her og der ud over
Danmark.
Man kan dog også møde den mystiske mand på stierne inde i selve skoven. Det kan
være lidt af en gysende oplevelse, hvis man for eksempel er ude at gå en romantisk måneskinestur,
pludselig at stå ansigt til ansigt med en mand der absolut ikke ser ud til at have gode hensigter. Et
par enkelte øjenvidner har råbt efter manden, men han reagerer aldrig, og forsvinder som regel ind
mellem træerne, lige så hurtigt og stille som han dukkede op.

Ulvesøen ligger i Danstrup Hegn omkring 3 km øst for Fredensborg i Nordsjælland. Hovedvej
E6 mellem Hillerød og Helsingør fører lige gennem skoven. Der er en parkeringplads i
udkanten af skoven både på den vestlige og den østlige side. Men der er også en
parkeringplads inde i skoven lige ved siden af Ulvesøen. Det er på højre side, når man
kommer fra Hillerød.
69. Vallensbæk Kirke – Lidt for mange studenter

Den lille hvide Vallensbæk Kirke ligger ganske smukt og idyllisk i det, der engang var landsbyen
Vallenbæk, men som idag kun er en af Københavns sydvestlige forstæder. Det er en gammel kirke,
som har været mangt og meget igennem. Det burde ikke komme som nogen overraskelse, at der
fortælles spøgelseshistorier om kirken, men spøgelset har dog en lidt overraskende form.
I foråret 1977 var en gruppe gymnasielever på udflugt til Vallensbæk Kirke for at
undersøge kirkens historie og arkæologi. Det inkluderede blandt meget andet en lang række
opmålinger og fotograferinger både ude og inde. Det gik for så vidt altsammen udmærket, i hvert
fald til at begynde med, men det varede ikke længe før samtlige tilstedeværende fik en fornemmelse
af, at holdet havde fået et ekstra medlem. Holdets lærer var den første, der begyndte at føle sig
mærkelig til mode. Ved flere lejligheder forsøgte han at tælle sin elever, som godt nok var spredt
rundt om i og udenfor kirken, men som alligevel skulle være til at holde styr på. Der var jo trods alt
kun seks. Ikke desto mindre nåede han gang på gang frem til, at der var syv. Hver gang han kiggede
op, eller skiftede blikretning, synes han, at han så en eller anden forsvinde rundt om hjørnet af
kirkemuren. Hver gang det skete, fik han kun et kort glimt af personens ryg, men han nåede dog at
se, at det var en pige, og at vedkommende var høj, tynd og lyshåret. Det var i sig selv ret mærkeligt,
for ingen af eleverne så sådan ud.
Da han begyndte at tale med eleverne om det, indrømmede flere af dem da også, at de
ved adskillige lejligheder, uanset om de lå på knæ og tog billeder af kirkens fundamentsten eller var
ved at tegne et diagram over tårnets opbygning, havde haft en fornemmelse af, at de ikke var alene,
eller at der stod en eller anden og kiggede over skulderen på dem. En af eleverne, der havde været
igang med at studerede kirkens hvælvinger indefra, havde endda hørt skridt inde i kirken, men
havde ikke umiddelbart kunnet se nogen. Han mente dog, at han havde fået et kort glimt af en høj
lyshåret pige, der havde stået i døråbningen og kigget på ham, men da hun forsvandt et øjeblik efter,
havde han ikke tænkt nærmere over det. Hun havde dog, så vidt han havde kunnet se i det korte
glimt, været iført moderne bukser og en sweatshirt, og det så også ud, som om hun stod med noget i
hænderne, måske en bog eller en mappe.
Ingen af eleverne havde følt sig særligt skræmt af pigen og den mærkelige
fornemmelse af, at der var andre til stede, men det ændrede sig noget, da de skulle op på kirkens
loft. Eleven der gik forrest op af trappen, var sikker på, at der gik nogen et stykke højere oppe foran
ham, også selvom han ikke kunne se noget, og da de skulle ud på selve kirkeloftet, var han lige så
sikker på, at han så en anden person bevæge sig længere inde over loftet, end de selv måtte gå.
Trods intense studier af kirkens og omegnens historie, er det aldrig lykkedes at finde
ud af, om der skulle have eksisteret en høj tynd lyshåret pige med en særlig tilknytning til kirken.
Men hun er blevet set, eller rettere fornemmet ved flere andre lejligheder, og beskrivelserne af
hende er forbavsende ens. Hun har både alderen og udseendet til at være en gymnasieelev, men hun
er meget flygtig af sig, og det er aldrig lykkedes nogen at se hende direkte. Men et par enkelte
vidner sig dog, at de har haft en fornemmelse af, at hun var ret trist til mode, og længtes efter en
eller anden form for fællesskab. Måske ville hun ganske enkelte bare være med i undervisningen.

Vallensbæk Kirke ligger i Vallensbæk landsby, knap 1 km fra frakørsel 3 på

Holbækmotorvejen (21). Drej til venstre ad Vallensbæk Torveje, og derefter til højre af
Brøndbyvej. Knap 500 m længere fremme drejes til højre ad Kirkebakke Allé. Kirken ligger
100 m længere fremme på højre hånd.
70. Vejlebroen ved Næstved – Kong Valdemar jager trolde

Den danske konge Valdemar Atterdag led i følge historien en krank skæbne. Han var så glad for
Gurre Slot i Nordsjælland, at han jo efter sigende påstod, at Gud for hans skyld godt kunne beholde
Paradis, hvis bare han måtte have Gurre. Det brød Gud sig ikke om at høre, så han bød, at Valdemar
skulle ride rundt i det danske til dommedag, altid på jagt med et kobbel glammende hunde, og gerne
efter djævelskab, uvæsen og troldtøj. Og han kommer langt omkring, den gode konge, for
Vejlebroen ved Næstved syd for Næstved hører også ind under hans jagtmarker. Og her jager han
trolde – eller slattenpatter, som de med et lidet smigrende udtryk bliver kaldt der på egnen.
En gammel historie fortæller, at da en mand en sen aften passerede Vejlebroen over
Køng Å, mødte han pludseligt et kæmpemæssigt fruentimmer med blottede bryster, der hang
næsten ned til jorden. Hun kom farende hen af vejen mens hun prustede og stønnede, og forsvandt
så hurtigt hendes tykke ben kunne bære hende i mørket ind over Kostræde Banker.
Et øjeblik var der stille ved broen, men så kom tre enorme hunde farende forbi. De
havde flammer ud af gabet, og så absolut ikke ud som om de havde godt i sinde. Men de løb forbi
den forskrækkede mand uden at værdige ham et blik.
Nu vidste han imidlertid godt hvad der foregik. Kong Valdemar var på jagt! Og
ganske rigtigt, et øjeblik efter kom kongen farende på en snehvid hest, og standsede ved siden af
manden, mens han spurgte ham, om han måske skulle have set en slattenpatte. Manden fortalte så
om det vældige fruentimmer han havde set, hvorefter kongen takkede ham pænt og red videre. Og
snart efter hørte han et frygteligt skrig inde over Kostræde Banker som tegn på, at kongen havde
fundet sit bytte.
Så vidt sagnet – men hvilke spor har det sat sig. Og skulle der monstro være bare en
lille smule om snakken? Skulle man få lyst til at gå på jagt efter slattenpatter, kan det iøvrigt være
en god ide lige at få opfrisket hvordan sådan et væsen ser ud. Det kan man gøre i Vejlø Kirke lidt
længere nordpå, hvor der er skåret en ud under prædikestolen. Uhyre karakteristisk – og absolut
ikke nogen skønhedsåbenbaring!
Trolde eller slattenpatter er nok de nærmeste Danmark kommer til Bigfoot og
Afskyelige Snemænd som findes andre steder i verden, men ligheden er faktisk slående – store
behårede menneskelignende væsener, der lever ude i det vilde, det mørke og det farlige, og som kun
sjældent kommer i kontakt med mennesker. Det er et åbent spørgsmål om Bigfoot og den
Afskyelige Snemand eksisterer, og de fleste vil nok uden at blinke sige, at trolde absolut heller ikke
eksisterer (om ikke andet så fordi kong Valdemar har taget livet af dem). Men hvad nu hvis der
engang rent faktisk har eksisteret levende væsener, som kunne have givet inspiration til historierne
om trolde? Og så er der jo også historien om, at der engang - rent faktisk lige i nærheden af
Vejlebroen, skulle være fundet en serie aftryk af ekstremt store menneskelignende fødder. Desværre
er det aldrig lykkedes at finde ud af nogle flere oplysninger om den historie, og om den overhovedet
har noget hold i virkeligheden, men den giver da stof til eftertanke.
Og kong Valdemar? Ja, han jager stadigvæk. Hvis man står stille på Vejlebro en kold
og månelys nat, kan man efter sigende risikere både at høre hans hunde og lyden af hans hest, der
galloperer forbi. Engang kunne man også risikere at møde kongen selv, men de mange hundrede års
jagt har nok slidt på ham, så idag er der ikke meget andet end lydene tilbage. De er til gengæld
blevet hørt så sent som i 1982 af en natlig cyklist på vej fra Mogenstrup til Køng.

Vejlebroen er broen over Køng Å. Den ligger godt 2 km nord for Køng på vejen Mellem
Vordingborg og Næstved, kun et par hundrede meter fra åens udløb i Dybsø Fjord. Skulle
man ikke møde Kong Valdemar eller en trold her på stedet, kan man altid forlyste sig med at
se på de mange fugle, der gør Dybsø Fjord til et meget spændende naturområde. Vejlø Kirke
ligger godt 10 km længere nordpå. Forsæt af hovedvejen til Vester Egesborg og drej til
venstre mod Vejlø. Kirken ligger lige til venstre, når man kommer ind i byen.
SKÅNE

71. Helsingborg – Gæsterne på Kärnan.

Det høje firkantede tårn der står og knejser i Slotshagen højt hævet over Helsingborg, er det eneste,
der er tilbage af Helsingborg Slot. Det er ellers et sted med en lang og glorværdig historie. Slottet
blev bygget i begyndelsen af 1300-tallet af den danske konge Erik Menved. Det var beregnet til at
skulle fungere som kongens bolig, når han besøgte Helsingborg.
Oprindeligt var slottet et omfattende fæstningsværk. Det 35 m høje tårn, der i dag står
tilbage, var oprindeligt centraltårnet på slottet. Hele komplekset var omgivet af ringmure og store
voldgrave, og var i middelalderen et af de største borganlæg i hele Norden. Men selv de største
fæstninger står som regel for fald på et eller andet tidspunkt. I 1710, da danskerne blev fordrevet fra
Helsingborg, rev svenskerne slottet ned, men lod af en eller anden grund Kärnan stå. I de næste
knap 200 år, fik det dog stort set lov til at forfalde. Først i 1893-94 blev det restaureret, og idag
fungerer det som en del af Helsingborg Museum.
Udsigten oppe fra toppen af tårnet er ganske fantastisk, og den gang det blev brugt til
sit oprindeligt formål, må det have været et glimrende sted at holde øje med eventuelle fjenders
ankomst. Det er muligvis derfor, at der åbenbart stadig går folk på vagt deroppe. Et par af de
studerende, der gerne arbejder i Kärnan og sælger biletter til gæsterne, har nemlig fortalt, at de ofte
hører taktfaste skridt på trappen i tårnet, enten tidligt om morgenen, inden de første gæster er
kommet, eller om aftenen, når alle burde havde forladt stedet. Flere af de forvirrede billetsælgere
har i tidens løb brugt tid på at lede efter de ”gæster”, der slet ikke burde være det, men det er aldrig
lykkedes at finde nogle af dem.
Det sker også, at turister får et glimt af fortidens vagtsoldater. Men det bringer som
regel kun forvirring, hvis de fortæller om det til andre. For nogle år siden kunne to medlemmer af et
dansk rejseselskab således fortæle deres guide samt resten af selskabet, at de havde været oppe ved
Kärnan, og set at der gik folk på vagt, både nedenfor tårnet og oppe på toppen. Og de havde endda
haft gammeldags tøj på. Mon guiden viste, om der var et eller andet middelalderarrangement i
gang? Det viste guiden ikke, men hele selskabet skyndte sig op til tårnet for at se hvad der foregik.
Resultatet var imidlertid ikke imponerende – faktisk blev de to begejstrede fortællere
ret upopulære. Der var ikke det mindste spor af soldater omkring Kärnan, og billetsælgeren derinde
nægtede på det bestemteste, at der overhovedet havde været nogen. Faktisk havde der endnu ikke
været en sjæl den dag.
I 1990 havde en fransk turist også et møde med en af de mystiske vagtsoldater, men
det foregik på en helt anden måde. Det var på en ret grå og overskyet dag, og han var som den
eneste gået helt op til toppen af tårnet for at nyde udsigten. Deroppe så han, at der stod en mand i en
meget gammeldags uniform, og kiggede ud over havet. Turisten tænkte ikke så meget over
klædedragten, men gav sig selv til at beundre udsigten. Manden ved siden af ham sagde ikke noget,
men forsatte bare med at stirre ud over havet. Franskmanden synes han var lidt uhøflig, men sagde
ikke noget. Et kort øjeblik vendte han sig om for at kigge ind over parken, som Kärnan står i, og da
han drejede sig tilbage igen, var den anden mand væk. Han havde kun haft opmærksomheden rettet
et andet sted hen i 2-3 sekunder, så det var fuldstændigt umuligt, at den anden skulle have nået at
fjerne sig og forsvinde helt ned ad trappen i tårnet uden at blive opdaget.
Man skal med andre ord ikke blive overrasket, hvis der pludselig er flere gæster på
Kärnan end det først ser ud til.

Kärnan ligger i Slotshagen midt inde i Helsingborg. Fra Knudepunktet – stedet hvor færgen
lægger til, går man tv ad Järnvägsgatan. Når man kommer til Stortorget går man til højre op
til Norra Storgatan. Herfra går der ern trappe op til Slotshagen og Kärnan. NB – det kan ikke
betale sig at prøve at køre i bil. Parkeringsforholdene i Helsingborg er meget dårlige. Der er
dog parkeringshuse omkring Knudepunktet.
72. Lund Domkirke – Den muntre munk

Lunds Domkirke er fyldt med både små og store mysterier og undere – både af den mere
overnaturlige slags, men også af den historiske og tekniske slags. Lige ved siden af hovedindgangen
kan man jo for eksempel beundre det fantastiske middelalderur, som er forsynet med det
imponerenede navn Horologium Mirabile Lundense. Uret blev opstillet i domkirken omkring 1425,
og der findes faktisk kun tre lignende i hele Europa.
Trods sin høje alder er uret meget avanceret. Øverst ser man et astronomisk ur, der
blandt andet viser de forskellige stjernetegn, månens faser, og hvor på horisonten solen går op og
ned set fra Domkirken. Helt oppe på toppen står i øvrigt to riddere, som markerer timerne ved at slå
deres sværd mod hinanden. To gange om dagen spiller uret, og så viser et bevægeligt tableau med
figurer i midterdelen, hvordan de tre vise mænd tilbeder det nyfødte Jesusbarn. Nederst er der
endelig et kalendarium, som man kan bruge til at udregne på hvilken ugedag en bestemt dato vil
indtræffe.
Det var mens de stod og studerede dette ur, at en dansk familie i begyndelsen af
1980’erne opdagede, at de havde fået følgeskab af en munk. Lige ved siden af dem stod en ældre
mand i brun munkekutte, og kiggede på uret med stor iver. Da han opdagede de kiggede på ham,
drejede han hovedet og smilede bredt, mens han slog ud med armen, som om han ville henlede
deres opmærksomhed på det fantastiske ur endnu engang. De tænkte ikke så meget over hans
usædvanlige klædedragt, men da han vendte sig om, og begyndte at gå op gennem kirken, kiggede
de alligevel en ekstra gang. Han gik nemlig tværs igennem kirkebænkene som om de slet ikke var
der, eller måske som om han slet ikke havde fast form. Da han nåede op til alteret, drejede han til
venstre og forsvandt i skyggerne.
Det er sjældent man møder munke af den type, men i dette tilfælde har to af familiens
medlemmer rent faktisk mødt ham igen – men næsten 20 år senere, da de for nylig igen aflagde
besøg i Lund Domkirke. Denne gang kom han gående fra den ene side af kirken til den anden. De
så ham kun midt i kirken, men han skridtede godt til, og forsvandt over til ene side på et sted, hvor
nærmere undersøgelser viste, at der hverken var døre eller andre åbninger han kunne været gået ud
af. Måske er han en munk, der engang har haft sin gang i kirken, og som ikke helt har kunnet slippe
det fantastiske sted igen.
Vover man sig ned i krypten, kan man også møde en anden af Domkirkens mystiske
beboere. Det er kæmpen Finn, som sagnet siger var den, der rent faktisk byggede domkirken. Da
Lundborgerne bagefter nægtede at betale ham for arbejdet, styrtede han ned i krypten og forsøgte at
knække en af de bærende søjler, så kirken ville styrte sammen. Det lod sig imidlertid ikke gøre. Han
skrumpede ind og forstenede, og den dag i dag kan man se ham klamre sig til den famøse søjle.
Letbevægelige sjæle med fantastien i orden, kan naturligvis nemt bilde sig ind, de kan
høre kirken knage, når man fortæller dem historien om Finn, men der er også dem, som bliver
grebet af en intens følelse af ubehag og nervøsitet nede i krypten, og det er vel at mærke folk som
ikke ellers lider af klaustrofobi eller lignende. Muligvis skyldes det, at der nede i krypten kan
dannes det, man kalder en stående lydbølge. Det er en lyd, der er så dyb, at den ikke kan høres, men
som hvis den står og svinger mellem stenmurene, kan få en til at føle sig meget underligt tilpas.
Endelig kan det naturligvis også bare være Finns raseri, som ind i mellem lækker ud af søjlen han
sidder fast i, og overvælder dem, der står omkring ham.

Lund Domkirke ligger i Lundagård midt inde i byen. Fra Lund station går man først til højre
ad Bangatan, derefter til venstre af Klostergatan og igen til venstre ad Kyrkogatan.
Domkirken ligger så lidt længere fremme på højre hånd.
73. Malmöhus – Nogle ejere slipper aldrig deres slot igen

Malmøhus Slot er det ældste bevarede renæssance slot i Norden. Det blev bygget af Christian den. 3
i 1536-1542 som erstatning for en tidligere fæstning, der var blevet bygget af Erik af Pommern i
1434. Slottets storhedstid lå midt i 1500-tallet fra 1554-1558, da kronprins Frederik, den senere
Frederik d.2 boede her. Efter Roskildefreden i 1658, hvor Skåne blev svensk, gik Malmøhus
imidlertid over til at være en ren fæstning, som udelukkende havde militært formål. I løbet af 1700-
tallet blev slottet lavet om til fængsel, og det varede rent faktisk indtil 1914, da fængslet flyttede til
andre omgivelser. I 1928 begyndte man at restaurere slottet, og i dag rummer det blandt andet et
byhistorisk museum, et kunstmuseum og et naturhistorisk museum, ligesom det er hjemsted for en
række specielle arrangementer med mulighed for rundvisninger og meget andet.
Det er meget spændende at vandre rundt på Malmøhus – kommer man om sommeren,
er der endda en økologisk have uden for, som man også kan besøge. Men noget tyder på, at nogle af
de tidligere beboere på slottet ikke bryder sig om at have så mange larmende turister rendede evig
og altid. Det sker nemlig, at nogle af gæsterne får en tydelig følese af, ikke at være spor velkomne
på stedet. Måske er det Frederik d.2, som gerne vil have stedet for sig selv, eller også er det nogle af
de fanger, som har siddet her i tidens løb, der gør vrøvl over al den postyr – hvis de da ikke vare er
misundelige på alle gæsterne, der frit kan komme og gå som de vil.
I forbindelse med julearrangementerne på Malmøhus er der gerne arrangeret markeder
i kælderen under hovedbygningen. Det er svært hyggeligt, når man altså lige ser bort fra, at en
række gæster i årenes løb har klaget over, at de ind i mellem får et hårdt og bestemt puf i ryggen,
hvis de er for længe om at bestemme sig. Specielt bryder ”spøgelset” sig åbenbart ikke om, at man
står og hænger for længe på den store trappe ned til kælderne, for her har flere mennesker haft en
følelse af, at de nærmest er blevet skubbet hele vejen op i slotsgården.
Et par af de kunstnere og kunsthåndværkere, der har boderne til julemarkedet, har i
tidens løb også oplevet at blive gennet ud, hvis de er for længe om at blive færdige efter lukketid.
En af dem så en ældre mand i mørkt tøj stå med korslagte arme for i enden af kældergangen og se
bistert på ham, mens han pakkede sine ting til side. Det var først, da han gik ud, at det gik op for
ham, at han aldrig havde set vedkommende før.
Det er muligvis den samme vrede mand, som også af og til optræder ude i den
økologiske have om sommeren. Her er enkelte gæster nemlig af og til blevet stoppet på deres vej op
mod slottet af en ældre mand i mørkt tøj, som ikke siger noget, men bare peger vredt mod
udgangen.
En dansk arkitekt, der som ung studerende besøgte Malmøhus i slutningen af
1970’erne, oplevede også at få følgeskab af en vredt udseende ældre mand, da han gik rundt i
slotsgården for at tage billederne af bygningerne, og på et vist tidspunkt satte sig ned for at lave
nogle tegninger. Uanset hvad han lavede stod manden kun et par meter væk og stirrede intenst på
ham. Han prøvede i lang tid at ignorere det, men vendte sig til sidst om for at bede vedkommende
om at lade ham være i fred. Men til hans store overraskelse var manden sporløst forsvundet, selvom
han havde set ham få sekunder tidligere.
Hvis der skulle dukke en vred ældre mand i mørkt tøj op ved et eventuelt senere besøg
på Malmøhus, ville det måske være en ide at henvende sig høfligt og venligt til ham. Det er der vist
endnu ingen der har prøvet. Hvem ved – det kan jo være, han svarer.

Fra Centralstationen i Malmø går man ligeud over Petribroen og til højre ad Norra
Vallgatan. Følg den til enden og derefter til venstre over Hovrättsbron og tilhøjre over
Slottbroen. Følger man den bliver den til Malmöhusvägen. Et stykke længere fremme finder
man så indgangen til Malmøhus på venstre hånd.
74. Runamo – Runerne som ikke var der

I juli 1833 sendte det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab en ekspedition til Runamo i
Blekinge. De ville gerne en gang for alle have løst mysteriet med en lang runeindskrift på en klippe,
som talrige lærde og andre havde studeret og skrevet om i flere hundrede år. Den over 8 m lange
indskrift havde givet de lærde mange grå hår i hovedet, for den var meget svær at tyde.
Ekspeditionen, der bestod af en geolog, en historiker, en tegner og en arkæolog og runeekspert tog
arbejdet meget alvorligt, og brugte flere dage på at aftegne inskriptionen. Geologen
G.Forchhammer mente at nogle af tegnene var naturskabte revner, men alle var enige om, at der
også var menneskeskabte tegn. Det blev derfor runeeksperten Finn Magnussons job at tyde den.
Han arbejdede i mere end 10 måneder uden rigtigt at komme nogen vegne, indtil det pludselig slog
ham, at han jo kunne prøve at læse den bagfra, og så gik det hele pludselig op. I løbet af nogle timer
fandt han ”uden nogen synderlig besværlighed”, som han selv senere skrev, en lang indskrift, der
beretter om hvordan Harald Hildetands mænd anråber guderne om at ødelægge Haralds fjender og
give dem sejr.
Magnusson var en sand videnskabsmand, så han styrtede ikke ud med det samme og
offentliggjorde sit resultat. I stedet brugte han de næste 7 år på at finde beviser, der kunne støtte
hans tolkning. Og det udmundede altsammen i pragtværket Runamo og Runerne, der blev udgivet i
1841. Den 400 sider tykke bogt vakte kolossal opstandelse i videnskabelige kredse, og Magnusson
fik status som en af tidens store lærde. Desværre var berømmelsen kortvarig. Der havde allerede
været kritiske røster fremme i flere år, som mente at runeindskriften kun bestod af naturlige revner i
klippen, og de mente også, at Magnussons detaljerede tydning var baseret på ren ønsketænkning. I
1844 kom så dødsstødet, da arkæologen Jens Jacob Worsaae endegyldigt beviste, at Runamo-
runerne ikke var andet end revner. Det kostede Magnusson hans videnskabelige anseelse, hans
ægteskab og i en vis udstrækning også hans helbred.
Men som det så ofte gælder i sager af mere mystisk art, er det sidste ord langtfra blevet
sagt i den sag. Hvad nu, hvis der alligevel er noget om snakken. For hvorfor skulle fortidens
mennesker havde forsynet en tilfældig sprække i klippen med noget der ligner et slangehoved i den
ene ende – hvilket jo kunne bringe tankerne hen på Midgårdsormen?
Den engelske arkæolog Berry Fell har rent faktisk undersøget Runamo-runerne endnu
engang, og selvom langt hovedparten af nutidens arkæologer er enige om, at der ikke er nogets om
helst at hente, mener Fell alligevel, er der rent faktisk er runer på stedet. Det meste af det er
naturlige sprækker, men ind i mellem mener han alligevel at kunne se, at der er tilføjet egentlige
bogstaver. Og som om det ikke er nok, står der efter sigende endda et af disse steder MHEMED AL
HA der rent faktisk kan oversættes til Muhammed er Guds Budbringer. Med andre ord en islamisk
indskrift. Hvilket så skulle betyde, at folk fra Mellemøsten eller Middelhavsområdet må have været
i Sydsverige i vikingetiden for omkring 1000 år siden.
Forskellige arkæologiske fund har ved tidligere lejligheder vist, at vikingerne rent faktisk
havde handelsmæssig kontakt med folk langt ind i Asien og mod Syd til Sortehavet og lignende
steder, men at der også skulle have været trafik den anden vej, er noget helt nyt. Og under alle
omstændigheder er det svært at se hvorfor lige præcis Runamo-klippen, der tilsynelandende altid
har ligget alene og isoleret, skulle være udvalgt som et sted til religiøse indskrifter.

Runamoklippen er ikke det nemmeste sted i verden at finde frem til. Det ligger stadig ret
isoleret den dag i dag, og man kan næsten ikke komme der til uden en bil. Og prøv ikke at
lede efter turistbrochurer om stedet, for de findes praktisk taget ikket.
Fra landsbyen Bräkne-Hoby, der ligger godt 10 km vest for Ronneby i Blekinge, følger man
den gamle landevej mod syd. Lige efter vejen er passeret under broen med hovedvej E22 uden
for landsbyen, tager man vejen til venstre mod Mörtjuk. Efter et stykke vej kommer et
vejskilt som viser til venstre mod Runamo. Vejen er meget smal og ret dårlig, så man kan ikke
køre ret stærk. Efter ca. tre kilometer kommer man til en lille vendeplads, hvor man
parkerer. Derefter følger man stien til højre (den er mærket med et R) omkring 500 meter,
før man når frem til klippen.
75. Skånske søer – Et mylder af søslanger

Børringe, Søvde, Vomb og Kranke er navne som enhver fugleinteresseret vil nikke genkendende til.
Det er fire af de mange skånske søer, der ligger i området mellem Malmø og Ystad, og som er kendt
for at være glimrende fuglelokaliteter, specielt hvis man er interesseret i at se fugle i
sværvægtsklassen såsom kongeørne og havørne.
Det er derimod knap så kendt, at de forskellige søer tilsyneladende også er hjemsted
for en righoldig fauna af søuhyrer, der på ingen måde står tilbage for de mere velkendte eksempler
på denne mystiske dyregruppe, som for eksempel Loch Ness-uhyret fra det skotske højland.
På globalt plan kan man groft taget opdele iagttagelser af søslanger i fire grupper:
I: Uro og plasken i vandet, spor af kølvand hvor der ikke er nogle både i sigte og
lignende vandfænomener, som kunne tænkes at blive frembragt af noget stort, der bevæger sig nede
under overfladen.
II: Noget der ligner en kæntret robåd, som driver rundt med bunden i vejret. Hvis der
er strøm eller vind, er det ganske almindeligt, at den bevæger sig mod strømmen eller vinden.
III: En lang tynd hals med et lille hoved for oven, der stikker op af vandet. I sjældne
tilfælde ser man også en krop, og i så fald er den kraftig og nærmest elefantlignende.
IV: Et langstrakt slange- eller ålelignende væsen, ofte med en længde på 5-6 meter
eller mere.
Alle disse typer er på et eller andet tidspunkt blevet set i de skånske søer. De er dog
ikke lige almindelige alle steder, og man finder heller ikke alle typerne i en og samme sø.
Børringsøen oktober 1988:
8 medlemmer af et københavnsk aftenskolehold, der er på ørnetur i Skåne, er i færd
med at spise frokost helt nede ved bredden af søen, da en af dem pludselig får øje på et område ude
i søen, hvor vandet er meget uroligt. Dagen er ellers stort set vindstille, og bortset fra en svag
krusning i overfladen, har søen indtil da været stille. Selvom alle 8 er velforsynet med kikkerter, er
ingen af dem i stand til at se præcis hver det er, der foregår ude på søen, men flere at dem mener at
de et par gange kan skelne et eller flere store dyr, som plasker rundt lige under overfladen, og pisker
vandet op.
Krankesøen maj 1979:
To personer, der befinder sig fugletårnet ved Silvåkra på østsiden af søen en meget
tidlig morgen, opdager hvad de først tror er en kæntret jolle, som driver rundt langt ude på søen. Til
at begynde med ofrer de den ikke specielt meget opmærksomhed, men pludselig gør det op for dem,
at den absolut ikke driver langsomt rundt, men tværtimod sejler rundt på kryds og tværs ude på
søens dybeste dele. De to diskuterer længe hvad det kan være, men opgiver til sidst, da ”jollen”
pludselig glider ned under vandet, ”nærmest som en ubåd, der dykkede”, som en af øjenvidnerne
senere udtrykte det, og forsvinder.
Vombsøen november 1991
Et ældre ægtepar ude på søndagstur er stoppet op på en rasteplads ved søens sydbred
for at nyde udsigten over søen, der er den største i området. Der hænger en let dis over vandet, og
rastepladsen befinder sig 10-20 meter over vandoverfladen, men ægteparret har ingen som helst
problemer med at se hvad der foregår, da et stort dyr stikker en langs hals og et lille hoved op af
vandet, nærmest lige nedenfor hvor de står. Dyret kigger sig omkring en to-tre gange, og de kan
blandt andet tydeligt se dets øjne, før det dykker ned under vandet igen og forsvinder. De venter en
halv time mere, men dyret vender ikke tilbage.
Søvdesøen juli 2005
Det er en meget varm sommerdag, da en familie på skovtur beslutter sig for at holde
pause i udkanten af en lille skov, hvor de har udsigt over søen. De skal netop til at gå videre, da
familiens yngste medlem, en pige på 8, opdager hvad hun kalder for en stor slange ude i søen. Ingen
af familiens medlemmer havde en kikkert med sig, og da dyret var mindst 3-400 meter væk, var det
svært at skelne nogle detaljer, men faren beskrev det som noget, der nærmest lignede en gigantisk
ål, der svømmede i overfladen. Han anslog den til at være mindst 10-12 meter lang.
God tur – men glem nu ikke også at lægge mærke til det imponerende fugleliv.

Børringesøen ligger godt 15 km uden for Malmø ved E65 mod Ystad. Drej til højre mod
Børringekloster, og følg vejen til et kryds, hvor der vises til venstre mod Havgård. Parker her
og følg vejen til venstre forbi en gård, og op til toppen af en bakke, hvorfra der er fin udsigt
over søen.
Krankesøen ligger godt 15 km vest for Lund. Kør ud af Lund mod Sjöbo og Veberöd. Ved
Veberöd drejes til venstre mod Silvåkra. Lidt nord for landsbyen peger en skilt mod venstre
til en fugletårn. Der er gode parkeringsmuligheder og fin udsigt over søen.
Vombsøen ligger 4 km øst for Kranke. Godt 1 km syd for Silvåkra fører en lille vej mod
Vombs Änge og Vomb. Herfra kan køres nordpå langs søens vestside eller langs søens
sydside. Der er flere gode udsigtspunkter.
Søvdesøen ligger 15 km nord for Ystad. Cirka 3 km vest for hovedvej 26 mellem Sjöbo og
Ystad. Der er fin udsigt over søen fra Søvde by. Man kan også komme til søens sydside ved at
køre mod syd fra Blentarp og dreje til venstre mod Frihult ca. 5 km syd for Blentarp og følge
den lille vej ind. Ca. 1 km inde deler den sig i to. Man følger den mod venstre, indtil man er
passeret gennem en lille nåleskov. Lige uden for skoven ligger en gammel gård. Her kan man
parkere. Derefter kan man følge vejen ca. 1 km, til man kan se søen på venstre hånd.
FLERE OPLYSNINGER OG LITTERATUR::

Hovedparten af oplysningerne kommer fra interviews og øjenvidneskildringer indsamlet af

forfatteren. Ellers kan man finde flere oplysninger om de fleste af stederne i litteraturlisten

Gorm Benzon: Sagnenes Danmark, Aarsleff & Friis 1983-85

Gorm Benzon: Spøgelser og sagn, Askholms Forlag 1998-99
Gorm Benzon: Vore gamle kirker og klostre. Lademann 1973
V.J.Brøndegaard: Folk og fauna, Rosenkilde og Bagger 1985-86
V.J.Brøndegaard: Folk og flora, Rosenkilde og Bagger 1984
V.J.Brøndegaard: Folk og fæ, Rosenkilde og Bagger 1992
Henning Dehn-Nielsen, Danske kirker og klostre set fra luften, Lademann 1988
Ingrid Falktoft Andersen, Vejviser til Danmarks oldtid, Wormianum 1994
Bo Hamilton-Wittendorff: Guide til det okkulte København, Ekstra Bladets Forlag 2001
Victor Hermansen, Københavns Gamle Kirker, Hagerup 1932
Bengt Holbek & Iørn Piø: Fabeldyr og sagnfolk, Politikens Forlag 1979
Evald Tang Kristensen: Danske sagn 1892-1901
Kristian Kristensen, Mystikkens Danmark, Lademann 1990
Palle Lauring, Danmarks håb og horn, 1954
Palle Lauring, Rejse i Danmark – København, Carit Andersens Forlag 1962
Mads Lidegaard, Danske høje fra sagn og tro, Nyt Nordisk Forlag 1998
Mads Lidegaard, Danske sten fra sagn og tro, Nut Nordisk Forlag 1994
Mads Lidegaard, Danske søer og vandløb fra sagn og tro, Nyt Nordisk Forlag 1999
Mads Lidegaard, Danske træer fra sagn og tro 1996
www.ancient-astronomy.dk
www.asperupkirke.dk
www.frederikshavnkirke.dk
www.lundsdomkyrka.org
www.sognekirke.dk
www.sydsverige.dk
www.vejle-kommuneatlas.dk
www.aalborgdomkirke.dk

Tak desuden til:

Det kongelige Bibliotek, Københavns Bymuseum, Hovedbiblioteket, Nationalmuseet,
Universitetsbiblitoeket, Zoologisk Museum og de mange mennesker, som i tidens løb har fortalt
mig om deres oplevelser.