Bomber

I løbet af efteråret og vinteren er flere bombeeksplosioner i Grækenland og Italien blevet sat i forbindelse med anarkismen. Er der en forbindelse og hvordan forholder anarkister sig til disse hændelser?

Brand igen!

» Side 2

Ungsocialisternes gamle blad nægter at dø og er nu på gaden igen efter en kort pause. DA har læst den nyeste version af et af verdens ældste anarkistiske blade.

» Side 4

DIREKTEAKTI N
N R . 1 « 1 . Å R G A N G // V I N T E R 2 011 / / U D G I V E T A F L I B E R T Æ R E S O C I A L I S T E R

DE ARABISKE OPRØR
F O L K E S L AG I K A M P F O R F R I H E D O G S O C I A L R E T F Æ R D I G H E D !
Den bølge af protester, der opstod i Sidi Bouzid d. 17. december, bliver ved med at vokse. Det oprør, der startede med Mohamed Bouazizis desperate protesthandling, giver nu håb om en bedre verden til millioner af folk i et stigende antal arabiske lande. Efter urolighederne i Algeriet og Libyen tidligere på måneden, er det nu Egypten, Jordan og Yemen, der oplever de sociale bevægelsers vidtrækkende fodfæste i befolkningerne. Dette er ikke overraskende, for ud over, at hvert land har sine egne forhold, har de en række grundlæggende ligheder: størstedelen af befolkningerne lever i fattigdom – den er tilmed blevet alvorligt forværret af den økonomiske krise – og landene styres af autoritære regimer af mere eller mindre brutal natur, som altid har beslaglagt størstedelen af deres rigdomme. Af Alternative Libertaire I Tunesien er der ingen tegn på, at gademobiliseringen aftager. Efter tyrannens fald kunne folk være gået hjem, have sat sin lid til politikerne og afventet begivenhedernes gang foran TV-skærmene, men det var ikke, hvad der skete. At slippe af med Ben Alis mafia-vælde er ikke nok; hele det gamle regimes parti-stats-apparatur – Rassemblement Constitutionel Démocratique (RCD) – må smides på porten. Indsættelsen af en national enhedsregering d. 17. januar viser, at pamperne i RCD klynger sig til magten. Den mest moderate fløj i revolutionen er parate til at acceptere et kompromis for at fremskynde den normalisering, som kræves af alle dem, som revolutionen truer med at ramme økonomisk: arbejdsgivere, udenlandske investorer, de algeriske og libyske regimer, Frankrig, Israel, USA osv. De mest overbeviste revolutionære afviser halve løsninger, som ville tillade det gamle regime at forblive ved magten efter en an-

sigtsløftning. Deres vigtigste krav er, at RCD trækker sig: at de trækker sig fra regeringen, at de trækker sig fra embedsværket, fra virksomhederne, fra skolerne osv. Demonstrationerne mod regeringen fortsætter i hovedstaden samt i andre af revolutionens brændpunkter. Om aftenen søndag d. 23. januar slog hundredevis af personer fra den såkaldte Frihedskaravane fx lejr foran premiereministerens palads. På initiativ fra den tunesiske fagbevægelse UGTT blev der indledt omfattende strejker rundt omkring, som onsdag d. 26. januar udviklede sig til en generalstrejke, der omfattede fem guvernementer, herunder bl.a. Sfax, landets andenstørste by. Nogle fagligt aktive har grebet til direkte aktion for at fjerne Ben Alis håndlangere, som stadig klynger sig til deres pladser i institutionerne, administrationen, de offentlige virksomheder og medierne. Generaldirektørerne for Tunesiens offentlige telekom-

munikationsvirksomhed, forsikringsvirksomhed og bankvirksomhed blev smidt på porten af firmaernes ansatte. Stillet over for det folkelige pres trak premiereminister Mohammed Gannouchi sig skridt for skridt tilbage, medens han smed brødkrummer til folket i håb om, at det kunne få oprøret i gaderne til at lægge sig – men uden held. Endelig gav han om aftenen torsdag d. 27. januar en stor indrømmelse: gamle RCD-ministre, som havde siddet på nøglepositioner (forsvars-, indenrigs-, finans- og udenrigsministrene) blev afskediget og erstattet med embedsmænd; to af Ben Alis gamle ministre forblev på mindre vigtige poster, men meldte sig ud af RCD for at få pillen til at glide lettere ned. Vil dette nye tilbagetog da bringe roen tilbage? Det er meget lidt sandsynligt. Folk i landets fattige indre egne, arbejdere og

FORTSÆTTES SIDE 3

»

W E B : D A . L I B S O C . D K « KO N TA K T R E D A K T I O N E N : D A @ L I B S O C . D K

U D L A N D : B O M B E R N E S P R Æ N G E R I E U R O PA

B O M B E B Ø L G E N I S Y D E U R O PA
De sidste måneder har været meget spændende og interessante for anarkister. Vi har kunnet glæde os over revolter i Tunesien og Egypten, som måske udvikler sig til revolutioner. Mindre glædelig har været den bølge af brevbomber, som er udsprunget fra Grækenland og Italien og i medierne er blevet sat i forbindelse med anarkismen. Af Mikas & Emil Afsenderen af brevbomberne har været grupperne Synomosia Pyrinon tis Fotias (SPF) i Grækenland og Federazione Anarchica Informale (FAI) i Italien. De to grupper, SPF og FAI, beskriver sig som anti-socialister, anarkister og nihilister og opfordrer til dannelsen af et internationalt netværk, en uformel føderation af militante aktivister. Men hænger disse gruppers metoder sammen med anarkismens idéer? Og er det sådan man skal lave revolution?

ANARKISME OG VOLD
Anarkisme eller terrorisme
Deres brug af vold som middel i deres tvivlsomme kamp er ekstremt ineffektiv. Brevbomber til ambassader truer på ingen måde statsapparat eller kapitalisme, men skader i stedet uskyldige. Malatesta sagde om anarkistisk vold, at ”ægte anarkistisk vold er den vold, der ophører, når nødvendigheden af forsvar og befrielse ophører. Den er præget af bevidstheden om, at individet knap nok, hvis overhovedet, er ansvarlig for den position, som det optager på grund af sin arv og sine omgivelser.” Bombe-aktivisternes handlinger har grobund i den insurrektionistiske anarkismes strategi og metoder: »handlingens propaganda«, dvs. bombesprængninger, attentater etc. Denne strategi har historisk vist sig yderst ineffektiv og har kun ført nederlag med sig. Udover at bombesprængninger og attentater fremmedgør de mennesker, man forsøger at engagere, er de også blevet brugt som undskyldning for en statsrepression, som i flere tilfælde har lagt ellers lovende sociale bevægelser i ruiner. Og sidst men ikke mindst har de insurrektionistiske metoder haft den konsekvens, at anarkismen i perioder har været uden indflydelse på arbejderklassens bevægelser og kampe.

HVORFOR BØR ANARKISTER ORGANISERE SIG?
Under kapitalismen er folk ufrivilligt organiserede på mangfoldige måder. Vi er organiserede som forbrugere, som har meget ringe indflydelse på, hvordan de produkter, vi indtager, bliver produceret. Vi er organiseret som arbejdere, som har meget ringe kontrol over arbejdets tempo og art. Og vi er organiseret som borgere, hvis demokratiske rettigheder strækker sig til muligheden for at stemme én gang hvert fjerde år. Af Ronan McAoidh Inden for dette umenneskelige system gør vi oprør og bekæmper det på utallige måder. Der er former for oprør, som er rent personlige, som fx at opsige det job, man hader, eller at stjæle de dyre skjorter, man ønsker. Vi tror imidlertid, at de mest effektive måder at bekæmpe systemet på er dem, der involverer, at man organiserer sig og handler sammen.

ANARKISTISK ORGANISERING
Tag magten nu!
Organisering giver os magten til at skabe os et bedre liv inden for det kapitalistiske system, men det er også nøglen til at skabe et bedre samfund. Når folk begynder selv at organisere sig, gør de det ofte på helt andre måder end de organiseringsformer, som kapitalismen påtvinger os. I stedet for at

T E O R I & A N A LY S E

»

F O R T S AT F R A FORSIDEN

arbejdsløse unge vil ikke tillade pamperne at stjæle deres revolution uden egentlig at gøre noget. For det er dem, som har lidt mest under det gamle styre og dets accept af markedets diktatur, og det er dem, der er ophavet til revolutionen og som har betalt prisen. For de problemer, der fik dem til at gå på gaden, eksisterer stadigvæk: fattigdom, arbejdsløshed, korruption og kammerateri i statsapparaturet. I Jordan var der efter Ben Alis fald tre dage med protester. På opfordring fra fagforeningerne, de islamistiske partier og venstrefløjspartierne gik tusindvis af folk på gaderne i hovedstaden Amman og andre byer i landet med råbene: ”Nej til undertrykkelse, ja til forandring!” og ”Vi vil have frihed og social retfærdighed!”. I Yemen – et af de fattigste arabiske lande – krævede tusindvis af demonstranter, at præsident Ali Abdallah Saleh, der nu har siddet i 32 år, trådte tilbage. I Egypten vakler præsident Hosni Mubarak – der har regeret i 30 år – på sin trone; efter adskillige dages uroligheder slår regimets sikkerhedsstyrker nu hårdt ned på demonstrationerne med snesevis af døde og tusindvis af sårede til følge i de sidste par dage. Efter at have afskåret befolkningen fra telefon- og internetforbindelser – og dermed forhindret adgang til fri information og til at planlægge protestaktioner – har Hosni Mubarak nu afskediget sin regering og lover demokratiske reformer. Men i Egypten – ligesom i Tunesien – vil de brødkrummer, som det truede regime smider til folket, ikke være tilstrækkeligt til at lægge en dæmper på den revolutionære iver i befolkningen, der fortsætter med at gå på gaden i Kairo for at kræve, at præsidenten går af.

Avantgardisme eller inklusion

Guerillaens vold har for lang tid siden vist sig at være fuldstændigt ineffektiv, i hvert fald hvis det er revolutionen, der er målet. Denne professionelle voldsmand påtager sig retten til gennem voldshandlinger at tale på vegne af folket, klassen eller hvis sag han forestiller sig, at han kæmper for. På denne måde passiviserer han de brede lag af arbejderklassen. Guerillalivet er ekskluderende i.f.t. alle andre end de allermest dedikerede og risikovillige, der hverken har familie eller andre hensyn. Derudover afskærer den guerillasoldaterne fra kontakt med deres klasse. Det fremmedgør guerillaen over for arbejderklassen, og omvendt. At nihilisterne i SPF og FAI beskriver sig selv som anarkister er skadeligt for den anti-autoritære socialismes sag. Deres meningsløse vold skaber et blakket ry for en ideologisk retning, der søger at skabe de bedste vilkår for menneskeheden. En fremtid i solidaritet og frihedens ånd. Dette er en opfordring til ikke at sammenblande spektakulær vold med revolutionær handling. I stedet bør alle organisere sig og kæmpe sammen. Midlerne skal og må for os anarkister altid afspejle det samfund, vi ønsker!

Kollektiv styrke

FRYGTENS KULTUR
INDLAND: KRIGEN MOD GHETTOEN
Vi lever i skræmmende tider. Narkohandlere, terrorister og børnekriminelle hjemsøger gaderne i vort elskede land og jager en skræk i livet på alle ærlige borgere. Over hele Europa er fredselskende samfund truet af skæggede fremmede og lidt for godt påklædte kvinder. Af Ronan McAoidh Og så igen … Den danske regerings aktuelle besættelse af “ghettoer” er blot den seneste episode i en lang føljeton af skræmmekampagner fra denne regering. Denne usmagelige adfærd bliver forværret ved den såkaldte venstrefløjs skammelige deltagelse, når den forsøger at være endda mere højreorienteret end højrefløjen selv ved at efterlyse en særlig politistyrke til at patruljere “ghettoområderne”. Denne tendens begrænser sig ikke blot til Danmark: over hele verden tyr regeringer til frygtens politik for at skaffe sig støtte i befolkningen, og de har uhyggelig meget held med det. Alene i Europa har vi set dette i Sverige, Belgien og Tyskland for bare at nævne et par eksempler. I USA spreder Tea Party-bevægelsen frygten for muslimske rummænd, medens fremmedfrygten i Sydafrika har ført til pogromer og racistisk forfølgelse af immigranter fra andre afrikanske lande. Det er ikke en overdrivelse at beskrive dette som en slags fascisme. Men det er

Tag f.eks. en gruppe ansatte i et supermarked, som får en ny chef, der gør livet surt for dem alle. Hvis en enkelt kollega siger op, slipper han selv for at skulle døje med chefen, men resten af de ansatte skal stadig trækkes med hende. Den kollega, der sagde op, er ikke fri for at skulle tjene til huslejen og vil inden længe være nødt til at finde et andet job med en anden spade af en chef. Hvis kollegerne derimod organiserede sig sammen og kollektivt nægtede chefen at hundse rundt med dem, så ville de ændre forholdene for alle.

tage imod ordre fra chefer eller at følge mystiske procedurer fastlagt af bureaukratiet, så træffer folk beslutningerne sammen, på en måde, der tager hensyn til alle deres behov. Der er eksempler på dette fra hele verden – fra den syndikalistiske fagforeningsbevægelse over fri software-bevægelsen til moderne kooperativer og anarkistiske føderationer.

LÆS MERE

www.anarkismo.net www.anarchistplatform.wordpress.com

REKLAME
også nye muligheder. Manglen på en progressiv dagsorden inden for kapitalismen giver ny plads til, at sociale bevægelser kan udvikle radikale alternativer. Vores politik skal ikke være baseret på frygt, men på håbet om en bedre verden. Vi kan allerede i dag se skyggerne af denne verden: den radikale venstrefløjs folkekøkkener, frivillige caféer, kooperativer og kollektiver bygger på den styrke, der ligger i solidaritet og gensidig hjælp. Kampagner mod nedskæringer samt organisering på arbejdspladser og skoler kan opbygge en styrke, der vil udfordre neoliberalismens monopol på fremtidsvisioner. Det er vores job som venstreorienterede at opbygge og styrke disse bevægelser. Lad os se at komme i gang! bøger. Det var dog først i 1973, at værket endelig udkom i en dansk oversættelse, der desværre længe har været uopdrivelig. Da der generelt er stor mangel på dansksprogede indføringer i anarkismen, er det glædeligt, at det fra december 2010 igen foreligger i en ny, revideret oversættelse, udgivet af forlaget Hydra Bøger. Den anarkistiske klassiker Anarkismens ABC foreligger nu igen på dansk! Berkman skrev den i 1929 som en lettilgængelig fremstilling af anarkismens grundlæggende tanker, og den blev hurtigt en af de mest udgivne og læste anarkistiske

ikke fascisme i typisk forstand. Hvor klassiske fascistiske grupperinger anvendte deres ideologier for at retfærdiggøre ekspansion og invasioner af andre lande, er dagens fascisme skræmt og inadskuende. Politiske partier fremmaner en endeløs procession af bussemænd for at fremkalde frygt i befolkningen. Frygt avler frygt og et skræmt folk er lettere at regere. Denne tendens er en afgørende del af moderne kapitalisme. Siden krisen er det blevet stadig mere tydeligt, at neoliberal økonomi ikke kan tilbyde andet end mere arbejde og lavere lønninger, så eftersom politikken ikke længere kan stille borgerne et bedre liv i udsigt, må de nu motiveres af frygt. Men denne nye virkelighed medfører

Køb den!

Bogen kan købes hos LS grupperne, Nordvestpassagen i Aalborg eller fra Ungdomshusets bogcafe (bogcafe61@gmail.com) og koster 40 kr. (rabat ved flere). Hvis du er en sej aktivist, beder du dit lokale bibliotek om at bestille den hjem. 142 sider, ISBN-13: 978-87-994119-0-0. Hydra Bøger.

2 | DIREKTE AKTION | VINTER 2011

DIREKTE AKTION | VINTER 2011 | 3

ANMELDELSE

NOTITS
MARK STONE
et tema; krise og mod-magt med rejsereportager fra Bolivia, Argentina og Grækenland, blandet med analyser af begreber om magt og mod-magt og meget mere. Efter at have læst Brand nr. 1 og 2 sidder jeg tilbage med en følelse af dyb tilfredsstillelse. Alt, hvad jeg har haft lyst til at læse, har jeg kunnet finde i Brand – digte, tegneserier, analyser, rejsereportager, interviews, feminisme, faglig kamp, asylret og meget, meget mere. De fleste af vores læsere har sandsynligvis hørt historien om Mark Stone/Kennedy – en engelsk politibetjent, som var undercover i den engelske klima- og anarkistbevægelse i syv år. Han kom også til Danmark efter aftale med det danske politi for at undersøge Ungdomshuset og for at deltage i netværket Never Trust A Cop under COP15klimatopmødet. Flere aktivister, der var bekendt med Mark Stone, har fortalt, at han altid opfordrede til voldelige sammenstød med politiet og agiterede imod at indgå alliancer mellem forskellige dele af bevægelsen. Denne sag gør det igen klart, at politiet har interesse i, at vores bevægelser bliver mere isolerede i samfundet, så de er lettere at dæmonisere. Læs mere i det glimrende eksposé hos DEMOS.dk.

Brand – 112 år, stadig vred, stadig god Af Oscar Larsen Det svenske anarkistiske magasin magasin Brand gjorde comeback med et brag i foråret 2010! En helt ny redaktion har overtaget arbejdet med udgivelsen. Det ‘gamle’ Brand var ofte en lidt tyndere sag på ca. 40 sider, og ofte var indholdet godt og blandet af læserbreve og hvad folk tilfældigvis havde lyst til at skrive om. Det ‘nye’ Brand er en væsentligt mere muskuløs ting – på den gode side af de 80 sider – med konsekvente temaer og tydelige røde tråde igennem artiklerne og interviewsene.

Nydeligt – men mangler fotografier

Brede og dybde

FØDERATIONEN
LIBERTÆRE SOCIALISTER « LIBSOC.DK
Libertære Socialister (LS) er en føderation af selvstændige lokalgrupper, som søger at fremme kampen for den libertære socialisme; et statsløst socialistisk rådssamfund baseret på føderalisme og direkte demokrati. ning med udgangspunkt i arbejdspladser, uddannelsesinstitutioner, boligkvarterer osv.

Brand nr. 1, 2010, indeholder artikler om bølgen af husbesættelser i Sverige i perioden 2008-09, rejsefortællinger fra Zapatisterne, artikler om commons (fælleder) og ”commonisme”, små tegneserier og meget mere. Andet nummer byder på fortællinger fra det svenske asylsystem, antikapitalistisk feminisme, et bredt transporttema hvor Planka.nu m.fl. analyserer bilisme og kontrol over det offentlige rum og logistik, plus

Også Brands layout, stil og illustrationer er af ypperste kvalitet, og takket være den gode typografi bliver alle tekster letlæselige. De fantasifyldte illustrationer – lavede af og til Brand – gør det til en fornøjelse at bladre igennem avisen. Den eneste svaghed, jeg kan finde ved det nye Brand, er manglen på fotografier. De mange, interessante interviews og rejsereportager ville føles mere virkelige, hvis de var suppleret med billeder fra de steder, journalisten besøgte, samt et portræt af de mennesker, hun taler med. Men det ændrer ikke ved det faktum, at Brand er hver eneste krone værd – og mere dertil! Køb det seneste nummer i Ungdomshusets bogcafé på Dortheavej 61 i København eller hos bogcaféen Amalthea i Malmö: www.amaltheabokkafe.blogspot.com

LIBANON
Mens det ene sociale oprør efter det andet fejer hen over landene i den arabiske verden, er anarkisterne også begyndt at røre på sig. I flere og flere lande dannes der anarkistiske føderationer, og senest har en ny en af slagsen set dagens lys i Libanon. Den nye føderation – Libertær Kommunistisk Føderation i Libanon (LLCF) – har som sit første projekt givet sig i kast med oversættelse af anarkistiske tekster til arabisk og mangfoldiggørelse af disse via Black Cat Library (http://black-cat.netii.net/). Libanon havde i forvejen én anarkistisk organisation – Al Badil Al Taharouri – som arbejder tæt sammen med LS’ franske søsterorganisation, Alternative Libertaire. Vi ønsker begge organisationer held og lykke og håber på, at fremtiden byder på flere anarkistiske organisationer i den arabiske verden og ser frem et tæt samarbejde med vores arabiske kammerater.

LÆS MERE

www.tidningenbrand.se

KO L O F O N

DIREKTEAKTI N
Redaktionelt DIREKTE AKTION udgives af føderationen Libertære Socialister. De holdeninger som kommer til udtryk i bladets artikler og interviews er ikke nødvendigvis i overensstemmelse med LS’ holdninger. Redaktionen er alene ansvarlig overfor føderationen Libertære Socialister. Tryk Print24.com Kontakt mail web Distribueret oplag 1000 da@libsoc.dk da.libsoc.dk

« LS er revolutionære, fordi det er umu-

« LS er anti-kapitalister, fordi kapitalismen er et udemokratisk system, der forudsætter at ressourcer og magt er placeret hos en lille økonomisk elite. « LS er socialister, fordi lighed er en forudsætning for frihed og retfærdighed. Vi kæmper for et samfund, hvor alle har lige adgang til ressourcer og magt.

ligt at nå det socialistiske samfund gennem statens og det etablerede samfunds institutioner - magthaverne vil aldrig give magt og rigdomme fra sig frivilligt. Der er brug for en social revolution, der skaber helt nye samfundsstrukturer. Kampen for denne revolutionære forandring begynder her og nu i kampene for større frihed, højere løn, imod nedskæringer, imod statens overvågning og undertrykkelse, imod miljø- og klimaødelæggelser og imod uretfærdighed og chauvinisme af enhver art. Det er ud af alle disse kampe, der kan vokse en bevægelse, som vil kunne skabe et frit og socialistisk rådssamfund.

« LS er libertære, fordi frihed er en forudsætning for ægte lighed. Vi kæmper for et samfund uden stat, hvor magten ikke er overladt til en politisk og økonomisk elite. Autoritær magt skal erstattes af selvforvalt-

4 | DIREKTE AKTION | VINTER 2011